2015 Nyhedsbrev – Gug Skole
Nyhedsbrev 1 - 2015/16 Gug Skole – Aalborg Kommune
Kære forældre
Tiden går stærkt når man er i godt selskab! Tænk sig at det allerede er 9 uger siden vi havde første skoledag – og nu står vi foran efterårsferien! Vi vil alle nyde ferien og vende tilbage til det gode selskab med fornyet energi i uge 43. Meget er sket i løbet af de første 9 uger – skolestartere er ved at være rutinerede skoleelever, nogle har taget kvantespring i deres læring og udvikling - andre tager dem senere, og ikke mindst oplever vi fortsat at ha’ en god og velfungerende skole, med dygtige og sociale elever, forældre der bakker op og et engageret personale. Det gør at selv når tingene ikke kører som ønsket, så har vi et godt grundlag for at komme tilbage på sporet. Sidst, men ikke mindst, undergår en stor del af skolen en fysisk forandring – mere om det senere i brevet. Hvordan ligger timerne på dagen og ugens timetal Da politikerne vedtog folkeskoleloven var en del af lovteksten, at indskolingen skulle gå i skole 30 klokketimer, mellemtrinet 33 timer og udskolingen 35 timer i gennemsnit om ugen. Heraf var lektiecafeen frivillig, hvilket politikerne besluttede ikke skulle være tilfældet til indeværende skoleår. Timetallet er beskrevet af undervisningsministeriet som: ”Elever i børnehaveklassen og 1.-3. klasse skal mindst have 1200 timer i løbet af et skoleår, inklusive pauser. Elever i 4.-6. klasse skal mindst have 1320 timer i løbet af et skoleår inkl. pauser. I 7.-9. klasse skal eleverne have 1400 timer i løbet af et skoleår. Der er for de ældste elever tale om et fast timetal, og eleverne må derfor hverken have flere eller færre timer på et skoleår end de 1400 timer. De nævnte timetal omfatter alt, hvad der indgår i skoledagen; undervisning i fagene, understøttende undervisning og pauser. Et skoleår på 40 uger (200 dage), som er det mest almindelige, medfører følgende gennemsnitlige fordeling af timer:
mindst 30 timer i børnehaveklassen - 3. klasse inkl. pauser
mindst 33 timer for 4. - 6. klasse inkl. pauser
35 timer for 7. - 9. klasse inkl. pauser.”
Senest har der været en del debat om, at politikerne nu siger, at intentionen var at indskolingen skulle gå i skole fra kl. 8.00 – 14.00 hverdag, mellemtrinnet kl. 8.00 – 14.30 og udskolingen kl. 8.00 – 15.00 alle skoledage. Alle skoler blev herefter spurgt om vi overholdt intentionen, hvilket et stort antal ikke gjorde. Dette skabte stor debat og vel
også forargelse. Problemet er blot, at skolerne ikke KAN opfylde intentionerne uden at bryde folkeskoleloven. F.eks. skal eleverne på mellemtrinet ifgl. Folkeskoleloven gå i skole i gennemsnit 33 timer pr. uge – men 5 dage fra kl. 8.00 – 14.30 giver kun 32,5 time! Konfirmationsundervisningen skal ifgl. Folkeskoleloven placeres mellem kl. 8.00 og 16.00, hvilket gør det besværligt - om ikke umuligt, at lave en fast skoledag fra kl. 8.00 – 15.00 for vores 7. klasser med mindre konfirmationsforberedelsen kan ligge fra kl. 15.15 -16.00 fordelt på to dage om ugen – hvilket vores lokale politikere i øvrigt har besluttet, at det ikke kan. Sidst, men ikke mindst, kan alle skolerne ikke starte kl. 8.00, da det vil få busdriften til at bryde sammen (eller blive markant dyrere). I skrivende stund bliver der vedtaget nogle muligheder for at tilrettelægge konfirmationsundervisningen på andre måder, hvilke muligheder det giver må vi undersøge nærmere. Vi har valgt en model, hvor de første 4 dage i ugen er lige lange, og fredagen er kortere. Desuden har vi gjort dagene hhv. 4 og 6 min. længere pr. dag, for til gengæld at kunne give eleverne tidligere fri på udvalgte dage, såsom sidste dag før jul og sommerferie, motionsdage og på nogle temadage – dette, da vi tror det samlet set giver mest læring. Vi spurgte jer forældre i foråret, hvad I mente om vores model, og der svarede 82% at det var en god løsning, 11% svarede at der lige mange fordele og ulemper og kun 8% tilkendegav at det var bedre at hver dag blev lidt kortere (4/6 min.). Blandt andet af den grund har vi fortsat modelen i indeværende skoleår. Jeg blev interviewet i radioen om netop denne problematik – hvis I går ind på nedenstående link og går ca. 1 t. 12 min. ind i udsendelsen kan I høre lidt mere om emnet, set både ud fra et skolelederperspektiv og vores perspektiv på Gug Skole: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p4nord/p4-morgen-2015-09-17-06-05-7#!/ Renovering - nu og fremadrettet Renoveringen har været ramt af en del udfordringer, men det går heldigvis hele tiden i den rigtige retning. Senest har vi taget stueplanet v/kontoret i brug – klasselokalerne er så færdige at vi kan bruge dem, men der er stadig småting, herunder garderobe etc. som vi udbedrer løbende. Vores nye toiletter havde en indbygget uheldighed, nemlig i kighul ind!! Også det får vi styr på og sådan er der mange småting. I uge 42 bliver festsalen gjort færdig og senere bliver vores nye PLC (skolebibliotek) indrettet – indtil da er det noget midlertidigt løst. Vores nye skolecafe står næsten færdig – dog virkede udsugningen ikke, men det blev udbedret i starten af denne uge, så vi så småt er kommet
i gang med vores nye skolemadstilbud. Kort efter efterårsferien vil vi overgå til pengeløst system (dog ikke betalingsfrit…), det hører I mere om når vi har nyt. I vil sidst i brevet kunne se fotos fra renoveringen. Vi havde et stort ønske, og vel også en lille forventning om, at komme i betragtning til at få renoveret vores indskoling. Som vi fortalte på forældremøderne kom vi dog ikke med i denne omgang, men vi lægger os dog ikke ned, og vil hele tiden arbejde på at forbedret vores rammer. Hvis ikke vi kan få det lavet i en sammenhængene renovering, så vil vi arbejde på at få det gjort i etaper, og søge de puljer der er til bygningsprojekter. Senest har vi haft ”held” med to puljer, nemlig renovering af taget på østfløjen, hvilket eleverne måske ikke mærker direkte, men indirekte ved at vi skal bruge færre penge på varme og dermed har flere penge til aktiviteter. Og helt nyligt har vi fået bevilget 350.000,- til udskiftning af belysning i indskolingen, herunder har vi fået godkendt også at skifte loftet. Hvor langt vi når rundt med de penge vides ikke endnu – men det er da et skridt i den rigtige retning Disse store og små skridt vil vi fortsat tilstræbe at lave. Sidst vil jeg gøre opmærksom på, at vi oplevet situationer hvor eleverne kender forældrenes koder til Intra – det har gjort, at elever har fået kendskab og indsigt i dialog, som havde bedst af at være holdt på voksenniveau. Vi vil indskærpe, at jeres kode til forældreIntra holdes for jer selv, og skulle jeres barn kende koden, bedes I ændre den. I og alle, der står jer nær, ønskes en dejlig efterårsferie.
Med venlig hilsen
Lars Tybjerg Mølgaard Skoleleder
Se flere billeder og tekst på de næste sider
8. årgang bliver udsat for uretfærdigheder – hvor I- og Ulandsproblematikker bliver meget nærværende.
Billede fra et af de nyrenoverede klasselokaler
Modelbilleder af vores kommende PLC.
Håndværkerne er godt i gang på 1. sal – det skal være skidt før det bliver godt!