Morgen - novelle af Dorthe Nors

Dorthe Nors

MORGEN

1

Dorthe Nors

Morgen Novelle

2

Morgen Novellen af Dorthe Nors © Herningsholm Erhvervsskole 2006 2. oplag 2014 Af samme forfatter: Soul, Roman 2001, Samleren Stormester, Roman 2003, Samleren Ann Lie, Roman 2005, Samleren Kantslag, noveller 2008, Samleren Dage, kortroman 2010, Samleren Minna mangler et øvelokale 2013, Samleren

Sats: Karen-Louise Fejerskov - Grafisk SKP Skrifttype: Berkeley Foto: Stefan Stein Idé og Projektgennemførelse: Arne Ladegaard Tak til Projekt Læselyst for økonomisk støtte

Morgen

Jeg ligger i min seng og kan se hende for mig i halvsøvnen. Hun vender sig under mig i drømmen og smiler.

Jeg kan mærke, at min mund står åben, og clockradioen er begyndt at spille. Jeg krammer puden og holder øjnene lukkede, men det er for sent. Nede under dynen, kan jeg mærke mine ben som to lange døde pølser. Om ti minutter er det for sent at stå op, og der er ikke noget at gøre, for min far bliver sindssyg, hvis jeg pjækker. Jeg prøver at komme tilbage i drømmen, men kan ikke. I stedet ligger jeg og regner på, hvor mange timer, der går, til jeg er hjemme igen. Syv får jeg det til.

Det er mandag, og de har fixet det sådan på skolen, at vi skal have det samme fag fjorten dage i træk. Så er de sikre på, at vi ikke glemmer bøgerne, så tror de, at vi får banket det ordentligt ind i hovederne. Den står på dansk i to uger, hvilket vil sige cirka niogfyrretusind timers dansk i træk.

De andre på skolen er okay, der er også fede lærer indimellem, og hun er der selvfølgelig, Kamilla, og så alligevel. Jeg ved ikke, hvad det er, men når jeg svinger benene ud over sengekanten, er de slatne, som om de ikke gider flytte rundt med mig. Jeg har

5

mest lyst til at sove videre, eller være fuld, eller blive hjemme, men om ti minutter står far i døren og råber: - Få så røven med dig, Lasse.

Jeg ruller om på ryggen i sengen og klemmer øjnene sammen. Jeg vil tænke på hende igen, men der er ikke noget at gøre. Jeg kan kun se min cykel for mig. Blå, ti gear, håndbremse, og hver morgen sætter jeg mig op på den, og glor ned på mine fødder. Jeg kører i første gear op ad bakke, og når det går ned ad, lader jeg benene hænge som lange trevler efter mig.

Et af de steder, hvor det går mest ned ad bakke er ved åen, hvor cykelstien deler sig i to. Jeg kunne nemt komme til at dreje forkert der og fortsætte ud af byen.

Jeg har overvejet det, men for det første bliver min far sindssyg. For det andet møder jeg nogle gange Kamilla der. Hvis jeg ikke møder hende, så indrømmer jeg, at jeg godt kan finde på at cykle langsommere.

Hun er kæreste med Karsten. Jeg er okay venner med ham, så det er ikke fordi, jeg tror, jeg skal have planket noget der. I virkeligheden synes jeg også, at hendes hår er alt for hvidt, men smilet er kønt, og hun er nem at snakke med.

- Hej Lasse! råber hun på vej ned ad bakken mod åen. – Er du frisk?

Det påstår jeg så, at jeg er, og så snakker hun, mens vi cykler side om side ind mod H.P. Hansensvej. Hun kører i et højt gear, og jeg kan se, hendes muskler bevæge sig inde i cowboybukserne. Det er ikke altid, jeg hører efter, hvad hun siger, og engang imellem, fore-

6

7

8

9

stiller jeg mig, hvordan vi ville lande, hvis jeg kom til at køre ind i hende. Ikke, at jeg kunne finde på det.

Det er dejligt at se hende om morgenen, men det er samtidigt trættende. Det er ikke til at finde ud af, og det kan også være lige meget. Hun siger, at hun vil flytte sammen med Karsten til sommer. Hun siger også, at hun enormt gerne vil have børn, og så bagefter vil hun have en tøjbutik. Det har hun altid drømt om, og hendes karakterer er blevet bedre efter, hun begyndte på HG. Hun siger, at HG er en god mulighed. Man skal bare se stedet som et skridt på vejen mod det, man egentligt vil. Det siger hun, og en morgen for ikke så længe siden spurgte hun mig så, hvad jeg egentlig ville?

- Jeg ved det ikke rigtigt endnu, svarede jeg.

- Du er ellers god til engelsk.

- Nåh, jeg ved ikke.

- Jo, du er, men det er også fint bare at prøve sig frem, sagde hun så.

Det er af sådan en samtale, at man kan høre, at Kamilla ikke har brug for niogfyrretusinde timers dansk.

Ikke når hun kan få ens skoletræthed til at lyde, som en ekspedition. Det var fantastisk. Jeg var ikke en skid forvirret, den morgen. Jeg var bare sådan en, der undersøgte mine muligheder i et par hvide gummisko på vej op ad H.P. Hansensvej. Stor følelse, og jeg kunne mærke den ned gennem maven. Faktisk kunne jeg mærke den helt nede i benene, og så rejste jeg mig op i pedalerne og trådte til. Jeg tog svingene sikkert, jeg

10

overhalede endda nogle af de kommende læger og avokater på cykelstien ud for Gymnasiet. Udenom, indenom, jeg spurtede forbi den ene stræber efter den anden, og Kamilla råbte et sted bag mig.

- Vent på mig, Lasse!

Jeg ventede lidt på hende ud for Stadion, og hun indhentede mig forpustet: - Du cykler godt nok stærkt, sagde hun Det var en god morgen. Måske kunne alle morgener være sådan, hvis hun ikke skulle snakke så meget.

Karsten ditten, Karsten datten. Det er heller ikke til at tage fejl af hendes smil, når vi står af cyklerne og trækker dem ned i cykelkælderen bag skolen. Dernede står Karsten og ryger, selvom man ikke må. Det glipper aldrig. Hver evig eneste morgen, står han der og tripper frem og tilbage i sine lidt for stramme bukser.

- Hej, siger han, går lige forbi mig og tager fat i styret på Kamillas cykel.

Han kysser hende med tungen, selvom jeg står der og kan se det.

- Vi ses, siger jeg og kanter mig uden om dem, men de hører mig ikke.

Bagefter stiller de sig mellem rygerne udenfor hovedindgangen. Hun ryger ikke og har proppet sine hænder ind under hans jakke, mens hun laver små bitte løbebevægelser på stedet. Hun har nemt ved at fryse, tror jeg. Jeg kan som sagt godt lide Karsten, han er fin nok, men jeg har alligevel lyst til at råbe: - Så gå dog ind, din idiot!

11

Sådan nogen som Kamilla er ikke typen, man skal lade stå og fryse. Sådan nogen som Kamilla ved, hvad de vil, og som jeg ser det, skal hun nok få den tøjbutik, hvis hun slipper af med Karsten i tide. Han er ikke typen, der gider heppe på hende. Jeg forstår ikke, at hun ikke kan se det: Hvordan han vil blive en lænke om benene på hende. Når han begynder at kede sig, skrider han, og så kan hun sidde der i et bjerg af lortebleer med sine drømme om elevpladser og tøjbutikker. Hun burde da kunne gennemskue ham. For eksempel kan jeg fra colaautomaten ved kantinen hver morgen se hende kæmpe med ham i døren. Han vil ikke med ind. Det er det samme hver evig eneste morgen. Hun hiver i ham.

- Kom nuuu, Karsten, kom nuuu.

Men han synes, det er skægt at stritte imod. Nogle gange er det nærmest en brydekamp, der i døren. For et par dage siden, gik vores tysklærer helt hen til dem og sagde, at døren kunne gå i stykker. De skulle holde op med at lege med den.

Lege med døren? Lege? Det er dødsens alvorligt, det der foregår i den skide dør. Men det fatter de ikke, lærerne, hvor alvorligt det er. De står for foden af trappen og forsøger at få vores opmærksomhed ved at vifte med armene.

- Så begynder vi om lidt, siger de og viser protokollen frem, for nu er der OPROP, nu skal man tjekkes, nu skal de sikre sig, at man ikke er fraværende.

Som om vores fravær dybest set rager dem, selvom

12

13

der da er nogen … for eksempel kunne Karsten lige så godt blive hjemme. Han laver aldrig en skid i timerne alligevel. Sidder bare der og fedter med sin pc, sover og kaster små ting efter Kamilla, som om vi gik i syvende klasse.

Men vi går ikke i syvende klassen længere, og jeg kan mærke det hver morgen, når jeg vågner. Jeg kan mærke det på den måde, loftet over min seng ligner et stort låg på. Jeg kan se det på mit ansigt i spejlet. Men værre endnu: Jeg kan også se det i mine forældres ansigter, i lærernes, selv folk på gaden glor på mig, som om de kan se, at jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal stille op med mig selv.

- Hvad har du lyst til, Lasse? Hvad vil du gerne med dit liv? spørger de.

- Knalde Karsten sådan en.

Og så åbne den dør for hende, tjene nogle penge, købe en butik til hende, have hende til at ligge under mig i sengen hver morgen. Andet gider jeg dybest set ikke. Det er det jeg vil, ikke andet, ikke en skid.

Jeg løfter mig lidt i sengen og kigger på clockradioen. Det var for sent at stå op for fem minutter siden, og min far er allerede sindssyg nede i køkkenet. Jeg slår dynen til side og kigger på mine ben. Det er op at stå. Det er med at sætte den ene fod efter den anden. Der er niogfyrretusinde timer mellem mig og alt muligt andet. Men jeg tager mig sammen. Jeg kan måske stadig nå hende ved åen.

14

15

16