Budget 2012

Page 1

Hovedpunkter

budget 2012


BUDGET 2012

Vi tager hul på fremtidens dagtilbud Forældre har brug for at vide, at deres børn er i de bedste hænder i Herning Kommunes dagtilbud. Og det skal være muligt at vælge mellem for eksempel dagpleje og vuggestue. Kommunen tager nu hul på fremtiden og gennemfører en række ændringer omkring dagtilbudene. Helt konkret flyttes der rundt på en halv snes millioner kroner årligt på dagtilbudsområdet. Der er altså ikke tale om en sparerunde, men om at bruge pengene på en anden måde end hidtil. Mest markant er det, at budgetforliget rummer en beslutning om at bruge 1,7 millioner kroner på at etablere ikke færre end 51 nye vuggestuepladser i Vildbjerg, Aulum, Sunds, Sdr. Felding, Hodsager, Feldborg og Ilskov. Altså i byer rundt om Herning. - Mange forældre har ønsket flere vuggestuepladser i kommunen. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu kan imødekomme det ønske, siger borgmester Lars Krarup. Der bliver også 1,5 millioner kroner til forebyggende arbejde på børneområdet og en million kroner til forsøg med velfærdsteknologi. Desuden ønsker de folkevalgte, at de gode erfaringer med Knæk Kurven på skoleområdet overføres til dagtilbudsområdet. Det afsættes der 2,25 millioner kroner til årligt i en fireårig periode. Knæk Kurven handler om at reducere antallet af børn, der får brug

for specialundervisning. Det mål skal blandt andet nåes ved at satse massivt på efteruddannelse af det pædagogiske personale i kommunen. Pengene til de mange nye initiativer skaffes ved at sammenlægge en række daginstitutioner, så udgiften til mursten og lederlønninger reduceres. Samtidig opsiges kontrakten med otte daginstitutioner. Uddrag af Herning Kommunes dagtilbudspolitik:

Herning Kommune vil give børnene et tilbud, der danner ramme om trivsel, udvikling og læring. Samtidig vil vi give familierne valgmuligheder med hensyn til forskellige typer af tilbud.

- Herning Kommune skal have dagtilbud, der er økonomisk og fagligt robuste, siger Lars Krarup. - Vi kan se, at børnetallet er faldende frem mod 2020, og allerede nu er der overkapacitet på flere daginstitutioner. Vi skal finde en løsning, der peger fremad og som holder i årene, der kommer. Det er vores pligt som ansvarlig kommune at tage hul på fremtiden og skabe de bedst mulige forudsætninger for fremtidens dagtilbud i Herningområdet. Det, synes jeg, vi gør med budgetforliget.


BUDGET 2012

Ny teknologi skal give bedre velfærd Forsøgene med velfærdsteknologi i Herning Kommune får nu et ekstra skub. I budgetforliget er der således afsat en pulje på to millioner kroner til nye forsøg på området. En million reserveres Børne- og Familieudvalgets område, mens den anden million skal bruges på Social- og Sundhedsudvalgets område. - Når vi forsøger at se ind i fremtiden, er der slet ingen tvivl om, at teknologien rummer i hvert fald nogle af svarene på de velfærdsudfordringer, vi står over for. Derfor er det så vigtigt, at vi allerede nu har modet til at investere i forsøg på området, siger borgmester Lars Krarup. Formålet med velfærdsteknologien er at frigøre resurser hos medarbejderne. På for eksempel ældreområdet skal investeringerne gerne betyde mere tid til omsorg og pleje. Samtidig er det danske velfærdssamfund under hårdt pres. Andelen af ældre borgere vokser i de kommende år, efterspørgslen efter velfærdsydelser er allerede nu stor, og den økonomiske situation ser ikke ud til at kaste flere penge til velfærd af sig lige foreløbig. Derfor er en ansvarlig kommune nødt til at forsøge at gå nye veje. Herning Kommune forsøger allerede nu at indarbejde ny og banebrydende velfærdsteknologi, når der bygges nyt. Eksempelvis er der allerede sat penge af

til badekabine-robotter, bidet-toiletsæder, trykfølsomme tv-skærme, fald-sensorer og robot-støvsugere, -plæneklippere og -vaskemaskiner i forbindelse med det kommende byggeri af Lind Pleje- og Aktivitetscenter.

Her kommer pengene fra: En million skaffes ved at prioritere anderledes på dagtilbudsområdet. Den anden million hentes ved omprioriteringer inden for Social- og Sundhedsudvalgets område.

Konklusion på en analyse foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen: En satsning på velfærdsteknologi kan blive en kraftfuld vækstmotor, der sikrer Danmark en stærk position på et af fremtidens mest lukrative, globale markeder. Hvis satsningen gennemføres konsekvent og intelligent, kan den samtidig lette en del af presset på de offentlige udgifter, forbedre livskvaliteten for ældre og syge samt dæmme op for den stigende mangel på arbejdskraft i sundheds- og plejesektoren.


BUDGET 2012

Vi skal forebygge sygdomme Herning Kommune vil gerne sætte ekstra skub i forebyggelsesindsatsen til gavn for alle borgere. Formålet er at støtte borgerne i at tage ansvar for eget liv og helbred. Samtidig har en lovændring gjort det dyrere for kommunerne, når en borger indlægges på sygehuset. Derfor vil der også være en økonomisk gevinst i at opprioritere det forebyggende arbejde. Med budgetaftalen for 2012 afsættes der to millioner kroner til forebyggelsen, hvoraf de 1,5 millioner prioriteres til børneområdet. - Det er helt naturligt at prioritere forebyggelsesarbejdet, siger borgmester Lars Krarup. - Det handler selvfølgelig i første række om borgernes livskvalitet. Samtidig er der mange penge at spare ved at blive bedre til at forebygge.

Her kommer pengene fra: De halvanden millioner kroner kommer fra omprioriteringer på dagtilbudsområdet. Den sidste halve million finansieres inden for budgetforliget.

Uddrag fra kommunens sundhedsvision: Herning Kommune vil kendes på en nyskabende og livsglad tilgang til sundhedsindsatsen med udvikling af unikke sundhedstilbud, der gør en forskel. I Herning Kommune skal livskvaliteten og folkesundheden løbende øges via en sundhedsfremmende og forebyggende indsats.


BUDGET 2012

Bedre luft på skolerne En række folkeskoler kan se frem til at få et bedre indeklima. En pulje på 39,3 millioner kroner er afsat til det formål de kommende år. Pengene skal bruges til at forbedre de fysiske rammer på skoler i Herning Kommune. Pengene til at investere yderligere på folkeskoleområdet henter Herning Kommune hjem via et lån. Kommunens økonomiske politik er, at man normalt ikke låner penge. Men da renten lige nu er meget gunstig, og kommunen i forvejen næsten ikke har gæld, har kommunen valgt at gribe muligheden. Samtidig er forligskredsen enige om, at det ugentlige timetal i folkeskolerne i Herning Kommune skal hæves. Der afsættes 800.000 kroner fra og med skoleåret 2012/2013. Det svarer til én ugentlig time på én årgang. Der foregår i øjeblikket en analyse af lærernes arbejdstid, og hvis den viser sig at kunne kaste flere undervisningstimer af sig, er byrådet parat til at lægge yderligere penge på bordet.

Uddrag af Byrådets overordnede målsætninger for folkeskolen i Herning Kommune:

Undervisningen foregår i miljøer, der styrker elevernes lyst til at eksperimentere, reflektere og tilegne sig viden og praktiske færdigheder… De fysiske rammer tilpasses intentionerne i folkeskoleloven gennem renovering og ombygning.


BUDGET 2012

Det bliver lettere at låne bøger Erfaringerne med selvbetjening på biblioteket i Sunds er gode. Brugerne har således været godt tilfredse med det forsøg, der blev indledt i Sunds 1. januar i år. Derfor udvides ordningen nu til også at omfatte bibliotekerne i Hammerum, Vildbjerg og Aulum. Når en engangsinvestering på knap en halv million kroner til hvert bibliotek er på plads, er der en nettobesparelse om året på mindst det samme beløb i udsigt. Væsentligst for borgerne er det formentlig, at det bliver lettere at komme på biblioteket, fordi åbningstiden kan udvides betydeligt. - Biblioteket er for alle. Derfor er det vigtigt, at borgerne får så gode muligheder som overhovedet muligt for at komme på bibliotekerne og låne det materiale, de måtte finde relevant, siger borgmester Lars Krarup.

Uddrag fra kommunens bibliotekspolitik: Biblioteket skal gøre en forskel for alle borgere i Herning Kommune – hvad enten man er gammel eller ung eller midt imellem, bor i byen eller på landet, har svært ved at læse, elsker at gennemtrevle tykke murstensromaner eller helst vil finde sine informationer på internettet. Biblioteket har et tilbud om læring og kulturelle oplevelser til alle.


BUDGET 2012

Penge på vej til halbyggeri Lind Hallen benyttes meget flittigt, og det kan være svært at sikre sig haltid. Samtidig er byområdet i god vækst. Derfor prioriterer byrådet nu at udvide Lind Hallen med en ekstra hal, som Lind Hallens bestyrelse har foreslået. Herning Kommune sætter ti millioner kroner af til byggeriet, som forventes at løbe op i knap 15 millioner kroner. De sidste penge skal Lind Hallen og lokalområdet selv skaffe i de kommende år, som det også er set i for eksempel Kibæk. - I Lind har man længe haft et ønske om at få mere haltid. Jeg er meget glad for, at vi nu kan sætte projektet på investeringsoversigten, siger borgmester Lars Krarup. - Nu er det op til borgerne i området at finde de sidste penge lokalt. Jeg er helt sikker på, at man i Lind vil lægge mange kræfter i det arbejde, og at det nok skal lykkes.

Forligspartierne har samtidig besluttet, at der i 2015 indarbejdes et beløb på ti millioner kroner til yderligere udvidelse af halkapaciteten i Herning Kommune. Hvilke projekter, der får andel i pengene, afgøres senest i forbindelse med budgetforliget om et år. Projekt Aulum Fritidscenter, udvidelse af halkapaciteten ved Vildbjerg Sports og Kulturcenter og Holing indgår alle i vurderingen.

Uddrag af Herning Kommunes idræts- og fritidspolitik: Idræts- og fritidspolitikken sigter på at skabe trivsel, velfærd og sundhed for alle kommunens borgere og bygger på dialog, demokrati og samarbejde. Vi sigter efter, at alle aldersgrupper i hele kommunen kan tilbydes gode idræts- og fritidstilbud inden for lokalområdet. Samtidig sigtes der på stor tilgængelighed for alle.


BUDGET 2012

Det rummer budgetforliget også… Servicetjek: Får vi nok for pengene? Herning Kommune bruger mange penge på at aktivere eller på anden måde hjælpe borgere, der står uden for arbejdsmarkedet. Anvendes de penge på den optimale måde? Kunne de bruges bedre på andre områder, måske? Er der klar sammenhæng mellem den indsats, vi gør, og det udbytte, vi får? Det er nogle af de spørgsmål, som nu skal afklares. Der skal udarbejdes en analyse af, hvordan Herning Kommunes beskæftigelsesafdeling får mest værdi for pengene. Målet er at spare mindst ti millioner kroner i 2012 og 20 millioner kroner i 2013. Feldborg Dyrepark Herning Kommune vil sammen med Holstebro Kommune og Skov- og Naturstyrelsen arbejde videre med planerne om et skovoplevelsescenter i Feldborg Nørreskov. Centret skal indeholde et nyt velkomstcenter med tilhørende naturskole og dyrehave. I skovene omkring centret vil borgerne kunne benytte vandre-, ride- og cykelstier, skovlegeplads og Get Movingbane for børn. Fritidspas Det skal undersøges om et fritidspas til foreningsidræt vil føre til bedre folkesundhed og integration. Det handler om at fastholde børn og unge i et aktivt fritidsliv i en tid, hvor de traditionelle foreningstilbud er under pres.

Rekreative miljøer Kan der skabes et attraktivt, moderne og rekreativt område i og omkring den gamle Vejlevej og Knudmosen i Herning? Tanken er, at området skal danne ramme om et aktivt og mangfoldigt kultur- og fritidsliv, som fremmer livskvalitet og udfoldelsesmuligheder for alle kommunens borgere. Budgetforliget for 2012 afsætter en halv million kroner til start af projektet. Et endnu bedre erhvervsklima Herning klarer sig flot i Dansk Industris årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima. I 2011 blev det, som i 2010, til en andenplads. Men der er stadig potentiale for forbedringer, og derfor skal det i de kommende år undersøges, hvordan det sidste trin op ad stigen kan tages. Kulturama og Knudmoseskolen Kulturhuset på Holtbjerg videreføres som aktivitetshus for børn, unge og voksne fra sidst på eftermiddagen og om aftenen. Kulturama-bygningen anvendes i dagtimerne af Knudmoseskolen, som hermed flytter ud af sit lejemål på Viborgvej.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.