Budgetforlig budget 2012 Forord Med denne budgetaftale tager budgetforligspartierne ansvar for at skabe balance i Herning Kommunes økonomi. Samtidig hermed bekræfter budgetforligspartierne rammerne og samarbejdsrelationerne for denne periodes budgetarbejde, som en fortsættelse af sidste års budgetforlig. Parterne er enige om, at der tages udgangspunkt i de til enhver tid givne vilkår fra lovgivning og kommuneaftaler.
Erhvervsområdet I Dansk Industris årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima har Herning Kommune i 2011 – i lighed med sidste år – fået en andenplads. Dette er vi som kommune selvsagt ganske stolte over. Det peger på, at den målrettede satsning på at være en erhvervsvenlig kommune virker. Den flotte andenplads dækker over placeringer i 11 underkategorier der varierer fra 2. til 30. pladsen. Det vil sige, at der stadig er forbedringspotentiale. Derfor skal der i de kommende år arbejdes aktivt på at forbedre placeringen i de underkategorier hvor erhvervsklimaet vurderes mindre godt.
Plejeboliger Herning Kommune har de senere år renoveret og udvidet markant på plejeboligområdet. De næste projekter, der jf. plejeboligplanen er på vej, er nyt plejecenter ved Fuglsang Toft samt Lind Pleje- og Aktivitetscenter. Social- og Sundhedsudvalget anmodes om at vurdere på den fremadrettede kapacitet efter 2015.
Velfærdsinnovation og velfærdsteknologi Begrundet i hhv. forventede økonomiske og demografiske udfordringer - men også ændringer i fremtidens servicebehov, ønskes en særlig politisk opmærksomhed rettet mod at tænke nye muligheder og nye løsninger i forhold til disse udfordringer (velfærdsinnovation). F.eks. at perspektiverne for investeringer i det velfærdsteknologiske område kortlægges og udnyttes optimalt i forhold til de økonomiske muligheder. Der afsættes konkret 1 mio. kr. til velfærdsteknologi på henholdsvis Børne- og Familieudvalgets og Social- og Sundhedsudvalgets område. Midlerne finansieres gennem dels omprioriteringer fra dagtilbudsstrukturtilpasningen, 1,0 mio. kr. dels omprioriteringer indenfor Social- og Sundhedsudvalget, 1,0 mio. kr., jf. nedenfor.
Herning, den 27. september 2011
Side 1 af 6
Budgetforlig budget 2012 Parterne bag budgetforliget konstaterer, at Social og Sundhedsudvalget synes at være på forkant med den afbetalingsplan der blev aftalt ultimo 2010. Parterne bag budgetforliget finder på den baggrund, at der nu skønnes at være plads til indenfor rammerne at afsætte en pulje på 1 mio. kr. årligt til velfærdsteknologiske tiltag på Social- og sundhedsområdet. Herudover ser parterne gerne at der gennemføres hensigtsmæssige velfærdsteknologiinvesteringer i forbindelse med nybyggeri af eks. plejecentre.
Nye initiativer på børne- og ungeområdet Parterne er enige om, at det økonomiske råderum der opstår fra 2013 ved den nye dagtilbudsstruktur, skal bruges til bedre kvalitet i tilbuddene på børne- og ungeområdet. Det indebærer, at der afsættes 1,7 mio. kr. til etablering af flere vuggestuepladser i Aulum, Sunds, Vildbjerg, Hodsager, Feldborg, Sdr. Felding og Ilskov. Der afsættes 1,5 mio. kr. til forebyggende arbejde på børneområdet, som er et højt prioriteret emne for parterne bag budgetforliget. Herudover ønskes de gode erfaringer med knæk-kurven på skoleområdet overført så lignende initiativer kan iværksættes på dagtilbudsområdet, til formålet afsættes årligt 2,25 mio. kr. i en fireårig periode. Endvidere anvendes en del af midlerne til at gennemføre en satsning på udvikling og implementering af nye velfærdsteknologiske løsninger. En del af midlerne skal prioriteres til dette formål og komme børnene til gavn. Foreløbig afsættes 1 mio. kr. årligt jf. tidligere. I sammenhæng med strukturændringerne på daginstitutionsområdet, herunder fritids- og klubområdet, iværksætter Herning kommune en undersøgelse af driftsadministrationen med henblik på muligheden for at nedbringe dette yderligere i det fortsatte fokus at flytte ressourcer fra administration til direkte service. Undersøgelsen skal blandt andet forholde sig til det eventuelle potentiale af ekstern varetagelse af driftsadministrationen af daginstitutionsområdet.
Forebyggelse Parterne bag budgetforliget ønsker at sætte fokus på forebyggelse og forstærke forebyggelsesindsatsen. Dels for at understøtte borgerne i deres bestræbelser på at tage ansvar for eget liv og egen velfærd dels for at understøtte det forebyggelsesarbejde, der helt naturligt opstår som følge af den aktivitetsbestemte medfinansiering på sundhedsområdet.
Herning, den 27. september 2011
Side 2 af 6
Budgetforlig budget 2012 Der afsættes med denne aftale yderligere 2 mio. kr. hertil, hvoraf 1,5 mio. kr. prioriteres til børneområdet. Midlerne finansieres dels gennem omprioriteringer fra dagtilbudsstrukturtilpasningen, jf. tidligere, 1,5 mio. kr. dels 0,5 mio. kr. fra budgetforliget.
Flere undervisningstimer Der pågår pt. analyse af lærernes arbejdstid, jf. forårets budgetkonference. Forligskredsen er enige om, at det ugentlige timetal skal hæves. Der afsættes 0,8 mio. kr. årligt (helårsvirkning) til formålet fra skoleåret 2012/2013. I det omfang, der via arbejdstidsaftalen kan opnås yderligere forbedringer, er forligskredsen indstillet på at modsvare dette med yderligere midler.
Skolerenoveringer Med særlig henblik på renovering af skoler, oprettes der en pulje på 39,3 mio. kr. Midlerne anvendes til forbedring af de fysiske rammer på skolerne i Herning Kommune. Puljen varetages af Børne- og Familieudvalget.
Haller I lyset af meget høj benyttelsesgrad og følgende meget pressede haltider i Lind Hallen og et byområde i god vækst prioriteres udvidelsen af Lind Hallen med en ekstra hal jf. forslag fra Lind Hallens bestyrelse. Projektet gives en anlægsstilskud på 10 mio. kr. Den resterende anlægsudgift på skønnet 4,1 mio. kr. skal tilvejebringes af Lind Hallen/lokalområdet som også sket i f.eks. Kibæk, hvilket er en forudsætning for betingelse for bevillingen. Af den øgede driftsomkostning på skønnet kr. 355.000 gives kr. 155.000 årligt, de resterende kr. 200.000 forudsættes dækket af Lind Hallens øgede egne indtægter. Der indarbejdes i 2015 et beløb på 10 mio. kr. til udvidelse af halkapaciteten. Den konkrete udmøntning afgøres senest i næste års budgetforlig. Projekt Aulum Fritidscenter, hvor det nuværende projektforslag skal justeres, udvidelse af halkapacitet ved Vildbjerg Sports og Kulturcenter, som følge af centrets særlige funktion samt Holing indgår alle i vurderingen.
Kulturama videreføres under nye former Kulturhuset på Holtbjerg videreføres som aktivitetshus for børn, unge og voksne fra sidst på eftermiddagen og om aftenen.
Herning, den 27. september 2011
Side 3 af 6
Budgetforlig budget 2012 Kultur- og Fritidsudvalget forhandler indenfor en ramme på 0,24 mio. kr. en aftale med blandt andet boligselskaberne. Kulturamabygningen anvendes i dagtimerne af Knudmoseskolen, der hermed fraflytter lejemål på Viborgvej. Den sparede lejeudgift ved fraflytningen forbliver i Knudmoseskolens regi. Basisdriften af bygningen varetages af Børne– og Familieudvalget.
Blå Mølle Der laves på baggrund af, at den statslige bevilling stopper medio 2012 en evaluering af Blå Mølle. Denne skal forelægges politisk senest foråret 2012.
Selvbetjente biblioteker På baggrund af de gode erfaringer og den store brugertilfredshed med det nye selvbetjeningskoncept, som blev indført som forsøg på Biblioteket i Sunds 1. januar 2011, udarbejder KFU til forligskredsen primo 2012 forslag til at gennemføre en lignende ordning på bibliotekerne i Hammerum, Vildbjerg og Aulum. Senest 1. januar 2013 skal dette resultere i en nettodriftsbesparelse på 0,5 mio. kr. årligt. Samtidig skal der indarbejdes max. 0,45 mio. kr. pr. bibliotek i en engangsanlægsinvestering. Hermed kan åbningstiden udvides betydeligt i de nævnte biblioteker og borgerne får endnu bedre muligheder for at benytte bibliotekernes faciliteter. Det undersøges i samtidig om der indenfor de aftalte økonomiske rammer kan ske andre tiltag på biblioteksområdet med tilsvarende sigte.
Fritidspas Der skal afdækkes forskellige modeller for etablering af fritidsordning/ fritidspaslignende tilbud i Herning med henblik på at fastholde børn og unge i et aktivt og indholdsrigt fritidsliv. Fokus er rettet på, at projektet generelt fører til mere fleksible strukturer og mere rummelighed i foreningerne og får en bred vifte af forenings-/ kultur og fritidsaktører på banen. Resultatet af afdækningen skal fremlægges på forårets budgetkonference i 2012.
Rekreative muligheder Der er igangsat en udviklingsproces med henblik på udarbejdelse af idéprospekt for et moderne, rekreativt fritidsområde i og omkring Gl. Vejlevej/ Chr. Ydesvej / Sdr. Anlæg og Knudmosen i Hernings sydlige bydel. Et byudviklingsprojekt, som skaber optimale rammer for et aktivt og mangfoldigt fritidsliv, som fremmer livskvalitet og udfoldelses-muligheder for alle kommunens borgere. Det gælder såvel foreninger som mere selvorganiserede/ spontane grupper, børn, unge, voksne og ældre.
Herning, den 27. september 2011
Side 4 af 6
Budgetforlig budget 2012 Med henblik på at understøtte dette er budgetforligsparterne enige om at afsætte 0,5 mio. kr. til opstart af projektet.
Beskæftigelse Finansieringsomlægningen på beskæftigelsesområdet skaber direkte og indirekte nye kommunaløkonomiske virkeligheder, incitamenter og udfordringer. Udfordringer som man bør og skal forholde sig til, der hvor de måtte opstå. I forbindelse med kommunens brug af aktiveringsudgifter m.v. kan finansieringsreformen være en god anledning til et servicetjek af, hvorvidt pengene bruges rigtigt, på de rigtige områder, om det er de rigtige beløb, der anvendes og om indsatsen måske skal intensiveres på visse områder. Parterne bag budgetforliget er på den baggrund enige om, at der i regi af Beskæftigelsesudvalget blandt andet foretages en nærmere vurdering af indholdet og niveauet af den beskæftigelsesrettede indsats med fokus på kortlægning af en tydeligere sammenhæng mellem indsats og effekt, herunder en vurdering af aktiveringsindsatsen. Målet er at fremdrive en reduktion på mindst 10 mio. kr. i 2012 og 20 mio. kr. fra 2013 på beskæftigelsesudvalgets nettobudget. Opgaven forankres i BSK-regi, idet ledelsen i SSB forpligtes til at komme med flere konkrete handlingsorienterede anbefalinger, der kan reducere udgiftsniveauet som beskrevet. Reduktionen kan udmøntes på alle dele af serviceområde 17. Forligskredsen præsenteres for resultatet senest februar 2012 og vurderer herefter, hvorvidt undersøgelsen giver anledning til ændringer.
Ungdomsboliger For at sikre ungdomsboliggarantien er der tidligere tildelt kvoter til nyt byggeri i dels Nørregade dels ved DGI-p-plads. Partierne bag budgetforliget tilkendegiver, at det næste projekt i rækken af projekter der skal støtte op om ungdomsboliggarantien bliver Herning Boligselskabs projekt i Dalgasgade.
Feldborg-dyrepark Sammen med Holstebro Kommune og Skov og Naturstyrelsen ønskes udviklingsarbejdet for etablering af et skovoplevelsescenter i Feldborg Nørreskov fortsat med henblik på at lave et konkret beslutningsoplæg. Skovoplevelsescentret vil komme til at indeholde et nyt velkomstcenter med tilhørende naturskole og dyrehave. I skovene omkring centret vil der tillige være oplevelser via vandre-, ride - og cykelstier, skovlegeplads og Get Moving bane for børn.
Herning, den 27. september 2011
Side 5 af 6
Budgetforlig budget 2012 Herning, den 27. september 2011
Borgmester
Venstre
Socialdemokraterne
Socialistisk Folkeparti
Det Radikale Venstre
Konservative
Kristendemokraterne
Udenfor parti
Herning, den 27. september 2011
Side 6 af 6