Hjemløs 1 - 2008

Hjemløs Juni • 1/2008

Velfærd for alle?

Forbudte ord om ulighed side 3 Sats på socialpolitik side 11 Bisserne på Mændenes Hjem side 13

Hjemløs nr. 1 2008

1

Foto: Rune Hansen

Giv os i dag vor daglige velfærd

Af Hanne Thomsen, næstformand i Missionen blandt Hjemløse

Hjemløs

18. årg. nr. 1, 2008

2

Hjemløs nr. 1 2008

Alle taler om velfærd. Og velfærd er det emne, der er skrevet flest artikler om i 2007. Velfærd var både topscorer på bibliotekernes artikeldatabase i 2007 og hovedtemaet i folketingsvalget i november. Ugebrevet Mandag Morgen, der løbende fokuserer på velfærdsdebatten, havde i marts i år dette stærke udsagn: ”Vi risikerer, at velfærdssamfundet kollapser. Problemet er, at en stor del af de offentlige ansatte har mistet arbejdsglæden. Den truende storkonflikt handler ikke kun om højere løn og bedre vilkår til de ansatte – den er et symptom på en eksistenskrise.”

Og her midt i overenskomstforhandlinger og konflikt på det offentlige arbejdsmarked er velfærd og ligeløn hovedbudskabet i de faglige organisationers strategi.

Velfærd er officielt i fokus. Vi har haft en bredt sammensat velfærdskommission, og vi har fået en velfærdsreform, der hovedsageligt er afgrænset til finansiering og sikring af universelle overførsler som efterløn og folkepension.

Hvis velfærdssamfundets krise er eksistentiel, så handler krisen ikke bare om at få råd til vel Martin Luther kendte ikke ord som færd. Den handler om manglende anerkendelse velfærd, kollega, profession og og menneskeværd. Missionen blandt Hjemløses indflydelse. Men hans beskrivelse arbejde på bosteder og i det opsøgende arbejde af dagligt brød er et godt indspark i den aktuelle debat om velfærd med bygger på et kristent menneskesyn, hvor alle mennesker har samme værd og er noget særligt værdighed. og ukrænkeligt. I Missionen blandt Hjemløse tilbyder vi ikke bare en ydelse i kraft af ”tag over hovedet” eller et billigt måltid mad. Vi arbejder i mødet med mennesker. – Vi arbejder med livsbetingelser og med at skabe muligheder for, at hjemløse og udsatte mennesker kan fungere som borgere med fokus på egne ressourcer. Det er med udgangspunkt i denne praksis, vi gerne vil bidrage til definitionen af velfærd. Ønsket om at definere, hvad velfærd er, er gammelt. I denne tid med fokus på velfærd er jeg blevet fascineret af Martin Luthers lille katekismus. Martin Luther kendte ikke ord som velfærd, kollega, profession og indflydelse. Men for mig er hans beskrivelse af dagligt brød et godt indspark i den ak­tuelle debat om velfærd med værdighed. Han beskriver dagligt brød/velfærd som: ”Alt, hvad der er brug for til liv og legeme som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.”

Missionen blandt Hjemløse Sekretariatet Gl. Køge Landevej 137 2500 Valby Tlf. 3616 1113 mbh@hjemlos.dk www.hjemlos.dk

Redaktion: Robert Olsen (ansvar) Karen Pedersen (DJ) Jacob Ørum Forsidefoto: Kristian Brasen / Scanpix Design og tryk: Datagraf A/S

Oplag: 3.200 ISSN: 0906-3471 Hjemløs udkommer 3-4 gange om året.

Abonnement er gratis – kontakt sekretariatet.

For adresseændring kontakt venligst det lokale postkontor.

Missionen blandt Hjemløse laver socialt hjælpearbejde blandt hjemløse, ensomme og socialt vanskeligt stillede mennesker i hovedstadsområdet.

De forbudte ord om

ulighed Vi kan ikke lide at høre det, men den er der. Uligheden.

Trods mange skældud og senere forflyttelse, lykkedes det tidligere socialminister Eva Kjer Hansen (V) at sætte uligheden på dagsordenen ved at argumentere for, at den gerne måtte vokse. Det var i 2005.

Hun har ikke fået uret.

Af Thomas Hye-Knudsen

25. september 2005 kunne Jyllands-Posten offentliggøre en undersøgelse fra Rambøll, hvor danskerne blev spurgt om deres holdning til økonomisk ulighed. Undersøgelsen viste, at kun 19 pct. af danskerne var tilhængere af øget økonomisk ulighed, mens 73 pct. var imod. De tørre tal kom ikke særligt belejligt for daværende socialminister Eva Kjer Hansen (V), fordi hun i samme avis fem dage tidligere netop havde gjort sig til talsmand for, at hun da ikke så noget problem i, at uligheden blev større. Hun sagde blandt andet: ”Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode.” ”Lad de rige blive rigere, så det kan skabe dynamik og komme hele samfundet til gode. Min socialpolitik handler om, at folk, der kan og vil, skal tjene gode penge, for det kan skabe arbejdspladser og skatteindtægter. Hvis det betyder, at skellet bliver større, gør det ikke noget.”

Foto: colourbox

Kontante uligheder Eva Kjer Hansens holdning faldt ikke i god jord hos Venstres egne vælgere, hvor kun 30 pct. ifølge Rambøll-undersøgelsen var enige. Enden på historien blev, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) måtte sætte sin minister eftertrykkeligt på plads.

Eva Kjer Hansens tid som socialminister var talte, og hun måtte senere trække i land, selvom det holdt hårdt.

Hjemløs nr. 1 2008

3

Foto: christoffer askman / scanpix

De mest uligeramte er hverken er en del af aktie-, ejerbolig-, eller arbejdsmarkedet.

Siden har både socialministeren og Socialministeriet skiftet navne. Nu er det Velfærdsministeriet og velfærdsminister Karen Jespersen, der har til opgave at sikre, at i hvert fald debatten om uligheden ikke løber løbsk.

Som speciel vagthund på dette området har regeringen selv nedsat Rådet for Socialt Udsatte, som i forlængelse af ulighedsdebatten følte anledning til at påpege flere faktuelle forhold, der alle har medvirket til at øge uligheden. I Jyllands-Posten udtalte rådets formand Preben Brandt: ”Jeg er helt overbevist om, at regeringen fører en politik, der fører til mere ulighed. Ikke kun fordi nogle rige mennesker bliver rigere på grund af stigende huspriser og skattelettelser, men fordi vi kan se det på de dårligst stilledes forhold. Regeringens politik har blandt andet gjort landets kontanthjælpsmodtagere fattigere ved en række indgreb.”

Preben Brandt henviste til flere konkrete indgreb i kontanthjælpen, som Anders Fogh Rasmussens regering har indført: • Nedsættelse af kontanthjælpen med 1.000 kr. for ægtepar.

• Afskaffelse af beskæftigelsestillæg for kontanthjælpsmodtagere.

• Nedsat ydelse til unge under 25 år, når de har været på kontanthjælp i ni måneder.

• Loft over, hvor meget den samlede ydelse til kontanthjælpsmodtagere må være. Det har sænket indkomsten for par, hvor begge er på kontanthjælp.

• Starthjælp til flygtninge og indvandrere, som indebærer en nedskæring af kontanthjælpen med ca. 40 pct.

For nu ikke at gøre den nuværende regering uret, så er det måske på sin plads også at minde om, at der under den socialdemokra4

Hjemløs nr. 1 2008

tisk ledede regering i 90’erne også blev gennemført lovgivning, der i hvert fald ikke mindskede uligheden. S og R stod blandt andet for: • at formueskatten blev afskaffet • at marginalskatten blev sænket fra 68 til 63 pct.

• at dagpengene for unge under 25 år blev halveret • at dagpengeperioden blev reduceret kraftigt.

Sat lidt på spidsen kan man med en vis ret hævde, at Regeringen Fogh blot har fortsat der, hvor SR-regeringen slap.

Turbo på væksten Der er næppe nogen – måske bortset fra Enhedslisten – der anfægter, at markedskræfterne og den kapitalistiske model har været en fantastisk motor for udviklingen af det danske velfærdssamfund. Ikke mindst efter murens fald og kommunismens fallit.

I 80’erne forsøgte Ronald Reagan og senere Margaret Thatcher at afmontere det offentliges ansvar ved at sænke skatter og øge privatiseringerne, hvilket dog viste sig at skabe for store uligheder.

Det ændrer dog ikke ved, at fri konkurrence og markedsøkonomi skaber dynamik og økonomisk vækst, som vi i Danmark historisk har tradition for at udjævne ved at omfordele via skatterne.

Yderligere har vi opbygget en meget stor og ikke ueffen offentlig sektor, der leverer en lang række serviceydelser, som giver alle fra vugge til grav og uanset indkomst mulighed for skattefinansieret lægehjælp, uddannelse, syge- og arbejdsløshedsdagpenge osv. Alt sammen for også at sikre, at det private arbejdsmarked har de mest optimale betingelser.

I de senere år har der dog været så meget turbo på væksten og behov for ekstra arbejdskraft, at netop størrelsen af og effektivi-

teten i den offentlige sektor og de høje skatter har været til heftig politisk diskussion. En velfærdskommission og en skattekommission arbejder på reform-udspil. Men det ligger helt fast, at det skal kunne betale sig at arbejde og yde en ekstra indsats. Det er ikke nok med et skattestop. Skatten på arbejde skal ned.

U ligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet.

Eva Kjer Hansen, tidligere socialminister (V)

Ulighedsgabet bliver større Siden de turbulente septemberdage i 2005 er debatten om ulighed ikke forstummet, men politikerne har fra både borgerligt liberale og mere socialdemokratiske økonomiske vismænd fået sat ord og ikke mindst tal på, hvordan det står til med uligheden i Danmark. Ikke overraskende er det netop skattestoppet, de

stigende priser og ophobede friværdier på ejerboligmarkedet, der har haft størst betydning for, at uligheden er øget. Noget helt andet er så, om det reelt gør så meget, når bare vi alle sammen – og hele samfundet – bliver rigere. Det spørgsmål og den debat sparkede Eva Kjer Hansen i gang ved at sige det (for) højt. Men alle – i hvert fald boligejere – ved det formentlig godt. Selvom de ikke nødvendigvis er tilhængere af øget ulighed, så er værdistigningerne på boligmarkedet og politikernes generelt manglende vilje til at beskatte gevinsterne med til at gøre ulighedsgabet større. Selv SF har påpeget, at de ikke ønsker at skabe usikkerhed hos boligejerne, hvis partiet en dag skulle komme til magten. Og Socialdemokraterne er helt på linje.

Som nævnt er der ikke den store politiske vilje til at skabe forudsætninger for, at den økonomiske ulighed direkte skal bekæmpes. Og det kan også være vanskeligt at se, hvilken interesseorganisation, der skal kæmpe kampen for de mest ulige-ramte, da de hverken er en del af aktiemarkedet, ejerboligmarkedet eller arbejdsmarkedet. Det vil formentlig fortsat skulle være en offentlig opgave at afbøde de værste følger af, at vi lever i en globaliseret verden, hvor omstillingsparathed, arbejdsduelighed og konkurrenceevne er afgørende for alles ”overlevelse” – både de lige og ulige.

Grænser for fattigdom?

I Danmark har vi ikke nogen en officiel fattigdomsgrænse. Det ønsker politikerne ikke. Alligevel kommer der jævnligt rapporter, der forsøger at gøre fattigdommen op i tal.

Ifølge den seneste rapport om fattigdom i Danmark fra de økonomiske vismænd, var 165.000 voksne danskere fattige i 2004. Definitionen dækker personer over 19 år, som havde mindre end 75.000 kr. til rådighed på årsbasis. Undtaget er uddannelsessøgende, fordi de kan se frem til en højere indkomst senere i livet.

Selvom der er ikke er en officiel fattigdomsgrænse i Danmark, er tallene ovenfor sat i relation til en fattigdomsgrænse, nemlig den, som OECD benytter.

OECD’s fattigdomsgrænse er defineret som halvdelen af den midterste disponible indkomst i befolkningen (medianindkomsten). På den måde opnår man, at fattigdomsgrænsen følger udviklingen i indkomsten for ”almindelige” mennesker.

EU’s statistiske kontor EUROSTAT tager også udgangspunkt i den midterste disponible indkomst, men bruger en fattigdomsgrænse på 60 procent af den midterste disponible indkomst. Med en fattigdomsgrænse på det niveau ville der være dobbelt så mange fattige i Danmark som ved grænsen på 50 pct. af medianindkomsten.

En anden måde at fastlægge en fattigdomsgrænse er ud fra leveomkostningerne – den såkaldte budgetmetode. Her ser man på, hvor mange penge man har behov for, til at dække udgifter til bolig, mad og tøj mv. Hvad det koster at leve sparsommeligt, men acceptabelt.

I Danmark ligger OECD’s fattigdomsgrænse på 50 procent tæt på kontanthjælpssatsen for en enlig kontanthjælpsmodtager over 25 år, og også ret tæt på det rådighedsbeløb, som myndighederne anser for en rimelig minimumsstandard, når de inddriver gæld til det offentlige. Det giver en indikation af, hvad politikere og myndigheder betragter som en acceptabel minimums-levefod. kap Kilde: www.dors.dk

Hjemløs nr. 1 2008

5

Lige lovlig ulige Med fuld beskæftigelse, skattestop og ekstreme stigninger på ejerboliger, har 9 ud af 10 danskere i de senere år surfet på en velstandsbølge, som ikke har set lige. Alligevel og måske netop derfor, har en række undersøgelser gjort det synligt, at en stor gruppe mennesker er hægtet af, uden store chancer for at kæmpe sig op på brættet igen.

Af Thomas Hye-Knudsen • Illustration: Lars Refn

Det er vanskeligt at komme udenom, at ulighed et godt stykke hen ad vejen kommer til at handle om penge og økonomisk råderum. Hvad koster det at leve i Danmark, og hvad står der på kontoen, når de faste udgifter er betalt?

Hvad har man råd til at spise, og hvor har man råd til at bo? Det handler igen om uddannelsesniveau, evner og kvalifikationer på et konkurrencepræget jobmarked. Kan man planlægge sin egen eller familiens fremtid, eller lever man mere fra dag til dag – fra hånden til munden? Hvordan ser det ud med sundhed og sygdom – og hvor gammel har man udsigt til at blive?

En stribe nyere undersøgelser af uligheden peger på, at det specielt er meget vanskeligt for ufaglærte, enlige og indvandrere på kontanthjælp at kæmpe sig fri af fattigdommen. Vejen ud af fattigdom går nemlig via arbejdsmarked og uddannelse, der begge dele automatisk fører med sig, at man rykker op i det sociale hierarki.

Låst fast på overførselsindkomst For en del kontanthjælpsmodtagere er perioden på kontanthjælp lang på trods af, at hjælpen er tænkt som en midlertidig ydelse.

I perioden 2000-2005 fik en ud af ti modtagere kontanthjælp i mere end fem år, og hver fjerede i mere end tre år. To tredjedele af dem, der fik kontanthjælp i 2000, var stadig på overførselsindkomst (kontanthjælp eller førtidspension) seks år efter.

Kilde: SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Ekstreme indkomstforskelle Den bedst stillede tiendedel af danskerne har siden 1995 haft en indkomstfremgang på 73.000 kr. Selvom overførselsindkomster reguleres efter lønudviklingen på det private arbejdsmarked, har den fattigste tiendedel i samme periode fået mindre end 2.000 kr., når der er taget højde for inflationen.

I 2004 var medianindkomsten 160.000 kr. – dvs., at halvdelen af befolkningen tjente mindre, mens den anden halvdel tjente mere.

Kilde: Hvidbog om Ulighed, LO

Flere fattige Hvis man benytter samme fattigdomsgrænser (halvdelen af medianindkomsten), som bl.a. OECD anvender, kan antallet af fattige i Danmark opgøres til 260.000 personer (2004-tal). Heraf er ca. 50.000 børn, svarende til omkring 4 pct. af alle børn. Kun omkring 1 pct. af de ældre over 59 år lever i fattigdom.

Siden midten af 1990’erne er der sket en stigning i antallet af

6

Hjemløs nr. 1 2008

fattige. Alene fra 2001 til 2004 er der blevet 45.000 flere fattige.

Selvom der er en forholdsvis stor indkomstmobilitet i Danmark, havde en ud af fire af de fattige i 2004 været fattige i mindst tre sammenhængende år. Antallet af personer, der har været fattige i mindst tre sammenhængende år, er steget forholdsvis kraftigt i de seneste år.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Børn arver forældrenes status Et barn, der vokser op med akademikerforældre, har 13 gange større chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse end det barn, der bor hos en enlig ufaglært mor på kontanthjælp. 15 pct. af en børneårgang vokser op i et socialt belastet familieliv, som giver børnene markant færre muligheder og chancer i forhold til deres jævnaldrende.

Kilde: Hvidbog om Ulighed, LO

Forgyldte boligejere

Udsat og usund

Boligejernes skattefri friværdier spiller en markant rolle for ejernes forøgede formuer og købekraft. En ejer af et parcel- eller rækkehus på 130 kvadratmeter på Frederiksberg har i de seneste fem år tjent 2,7 mio. kroner. En gevinst på 45.000 skattefri kroner – om måneden – svarende til, hvad en enlig kontanthjælpsmodtager skal klare sig for i seks måneder.

For en LO-lønmodtager svarer de 2,7 mio. til 15 års lønarbejde.

Rådet for Socialt Udsatte har i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt socialt udsatte i Danmark – SUSY UDSAT. Undersøgelsen beskriver sundheds- og sygelighedstilstanden blandt alkohol- og stofmisbrugere, hjemløse, sindslidende og fattige. I den almindelige befolkning angiver mere end 80 pct. at have et godt eller virkelig godt selvvurderet helbred. Andelen blandt de dårligst stillede er 53 pct., og falder til 31 pct. for den samlede gruppe af socialt udsatte. I de enkelte undergrupper falder den helt ned til 20 pct.

Kilde: Hvidbog om Ulighed, LO

Kilde: Rådet for Socialt Udsatte, 2008

WHO cares Der er ikke længere lige adgang til sundhedsydelser i Danmark. Antallet af private sundheds-forsikringer er vokset så hurtigt, at man nu reelt kan tale om et A- og et B-hold, når det gælder adgangen til sundhedsydelser. Det konkluderer ph.d.-stipendiat Martin Strandberg-Larsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, der har kortlagt sundheden i en rapport bestilt af WHO (FN’s Verdenssundhedsorganisation). Udviklingen går i en helt anden retning end det, der er hensigten i den gældende sundhedslovgivning, hvor der står, at der skal sikres en let og lige adgang til sundhedsydelser, siger Martin Strandberg-Larsen.

Kilde: Berlingske Tidende, 2008

Hjemløs nr. 1 2008

7

Mennesket i markedet I Danmark har vi igennem godt 100 år udviklet en samfundsmodel, hvor det kollektive og fælles ansvar i vid udstrækning kommer til udtryk via en meget stor offentlig sektor, der opkræver og omfordeler store beløb via skatterne. Hjemløs har taget temperaturen på uligheden og spurgt Hanne Thomsen, generalsekretær i Diakonissestiftelsen, og Martin Ågerup, direktør i CEPOS, hvordan samfundet magter opgaven.

To ting er de enige om: At det er samfundets opgave at hjælpe folk, der ikke kan klare sig selv.

Og at der er brug for frivillige organisationer og engagerede samfundsborgere, som ikke er begrænset af det offentliges kravbaserede rettighedssystem, hvis de mest nødlidende skal få en følelse af, at de er værdsat og hører til.

Foto: Rune Hansen

Af Thomas Hye-Knudsen • Tegning: Jens Hage / Scanpix

Hanne Thomsen er 48 år og generalsekretær på Diakonissestiftelsen. Hun er uddannet socialpædagog og har i mange år arbejdet med boligsocialt arbejde i den almene bolig­ organisation 3B. Fra 1987-1993 var hun leder af Missionen blandt Hjemløse, hvor hun i dag er næstformand. Hanne Thomsen er desuden formand for Dansk Diakoniråd og medlem af bestyrelsen på Mændenes Hjem og i Socialpolitisk Forening.

Er det velfærdsstatens opgave at skabe lighed?

- Det er samfundets opgave at forsøge at skabe lige muligheder.

Men der er en tendens til, at vi snakker om samfundet og velfærdsstaten, som om det ikke har noget med os selv at gøre. Vi kommer til at sige ”os” og ”dem”, når vi snakker om de mennesker, som arbejder i samfundets tjeneste. Vi glemmer, at de gør noget for os. At samfundet reelt ér os.

- Derfor bliver vi alle nødt til at gøre os umage med det, vi kan. Og har man særlige evner, så er man efter min mening også særligt forpligtet. Har man noget, så har man også en forpligtelse til at give noget. Vi skal være hensynsfulde og opmærksomme på, hvilke konsekvenser vores egen adfærd og handlinger har for andre mennesker. Det handler vel grundlæggende om normer, etik og moral.

8

Hjemløs nr. 1 2008

Hvor godt lykkes det at skabe lighed?

- Jeg mener, at der fortsat er store udfordringer og uløste problemer, når vi snakker om værdighed og samfundets evne til at lade mennesker udvikle sig igennem hele livet. Politisk er der en tendens til, at det kun er økonomi, der tæller. Og at det eneste, der kan påvirke menneskers adfærd, er de økonomiske incitamenter. Man glemmer, at mennesker har brug for at se sig selv som omsorgsgivende personer. Men velfærdssamfundet er ikke en statisk størrelse. Jeg vil måske snarere sige, at vi hele tiden er i gang med at skabe velfærdssamfundet.

I Danmark har vi en tradition for, at omfordeling af indkomstskatter skabt via aktive menneskers lønarbejde er den mest optimale måde at sikre samfundets sammenhængskraft og udjævne ulighed. Hvilke områder bliver forsømt og kunne trænge til et løft?

- Sammenhængskraften betyder for mig, at flest mulige mennesker får muligheder igennem hele livet. Der er problemer i misbrugspolitikken, hvor vi både udstøder, fængsler og kriminaliserer specielt narkomaner, frem for at satse meget mere på behandling og rehabilitering.

Det er også problematisk, at man stort set er holdt op med at satse på revalidering i forsøget på at få folk på fode. Og så synes jeg, at der skal satses mere på at støtte og hjælpe de mest udsatte børn og deres familier. Det er lidt tankeværkkende, at vi på ar-

bejdspladserne og i organisationerne gør et stort nummer ud af at udvikle værdi-politikker og sætte ord på værdigrundlag osv., mens vi handler og agerer helt anderledes, når vi ikke er på arbejdet.

Hvilke fordele og ulemper kunne der være, hvis de sociale udfordringer i højere grad skulle løses og finansieres af virksomheder, velgørende og private organisationer?

- Jeg er stor tilhænger af de offentlige institutioner, skoler, børnehaver og uddannelser, fordi det i sig selv skaber værdi, at vi har et naturligt sted at mødes på tværs af vores status i samfundet i øvrigt. På den måde kan man ikke undgå at komme de steder, hvor man møder andre mennesker eller kommer i situationer, som man måske ikke bryder sig om at blive konfronteret med. Vi skal ikke være fritaget for at vide noget om, hvad andre mennesker tænker, og hvordan andre mennesker har det.

- De frivillige organisationer og professionelle NGO’er er meget vigtige. Med deres engagement kan de være med til at opfange behov, sætte dagsordenen, udvikle og kvalificere indsatsen og skabe debat og løfte diskussionerne op til det politiske niveau.

De frivillige ressourcer stiller krav til og legitimerer den offentlige indsats. De frivillige kan som personer være meget mere relation end ydelse. Men den frivillige indsats kan og skal ikke erstatte det offentliges ansvar og involvering.

Hvordan kan mennesker skabe værdi/føle sig værdsat og ”lige”, hvis de ikke kan præstere lønarbejde og ”blot er en udgift for samfundet”?

- Alt det, der ikke har værdi – eller som ikke betragtes som værdifuldt, kræver værdighed. Det handler om værdighed i forhold til de mennesker, der af forskellige årsager ikke kan klare sig selv.

Det handler også i høj grad om respekt og værdighed over for dem, som har til opgave at drage omsorg for de mennesker.

- Hvis vi tænker på børn, så stiller vi jo ikke krav til dem om, at de skal bidrage med andet, end det, de er. Det samme burde gælde for alle andre, uanset om de er unge eller gamle. Selvfølgelig er man forpligtet af sine evner, men alle kan komme i en situation, hvor de ikke føler, at de bidrager med noget. Det oplever de fleste, når de bliver syge eller meget gamle. Men uanset hvordan du har bidraget tidligere, så tæller du stadig med, og er stadig en del af samfundet.



Hjemløs nr. 1 2008

9

Martin Ågerup er 41 år, og direktør for den liberale tænketank CEPOS. Han er økonom og økonomisk historiker, uddannet ved universiteterne i Bristol og Exeter i England. Martin Ågerup er en ivrig debattør og foredragsholder og har skrevet flere bøger, senest ”Den retfærdige ulighed” (CEPOS, 2007).

Er det velfærdsstatens opgave at skabe lighed?

- Man må skelne imellem lige muligheder og lige resultater. Det er samfundets opgave at skabe lige muligheder ikke lige resultater.

Hvis to fodboldhold, der ikke er lige gode, får lige muligheder, så scorer det ene hold flere mål end det andet. Der er altså et modsætningsforhold mellem lige muligheder og lige resultater.

En fodbolddommer kan ikke både have en målsætning om at dømme fair og upartisk og en målsætning om, at begge hold skal score lige mange mål.

Hvor godt lykkes det at skabe lighed?

- Det lykkes ganske godt at skabe lige muligheder. Jeg anerkender, at vi som mennesker i høj grad er påvirket af, hvad vi har med i bagagen fra vores opdragelse fx. Derfor har nogle bedre forudsætninger for at klare sig godt end andre – selv i et samfund med lige muligheder. Men det er et vilkår i et samfund, hvor forældrene har ansvaret for deres børn. Det hverken kan eller skal vi lave om på. Samfundet tilbyder lige muligheder forstået på den måde, at alle har ret til at uddanne sig og arbejde.

- Vi kan desværre ikke skabe et samfund uden nød og elendighed. Men hvis vi i første omgang kunne få parkeret den dér med, hvis skyld det er. Når det går godt for os mennesker, så kikker vi os selv i spejlet, og påtager os gerne æren. Men når det går skidt, så kikker vi ud ad vinduet, og mener det er nogen andres eller samfundets skyld. Det gælder for os alle. Uanset skylden, så skal vi hjælpe mennesker, der ikke kan klare sig selv. Men vi må også anerkende, at der bare er nogle mennesker, som ikke vil træffe fornuftige valg, og har en selvdestruktiv adfærd, som noget så upersonligt som en stat ikke kan gøre noget ved. Her er der brug for et engagement på et meget mere personligt plan, end hvad det offentlige generelt kan stille op med.

I Danmark har vi en tradition for, at omfordeling af indkomstskatter skabt via aktive menneskers lønarbejde er den mest optimale måde at sikre samfundets sammenhængskraft og udjævne ulighed. Hvilke områder bliver forsømt og kunne trænge til et løft?

- Som udgangspunkt skal folk, der kan klare sig selv, ikke per automatik have krav på fx børnecheck, efterløn og folkepension.

Det betyder, at staten hverken fra dem eller de dårligst stillede 10

Hjemløs nr. 1 2008

skal opkræve skat for at dække de udgifter. Man burde kun bruge tvangsopkrævning via skatter, når det handler om at hjælpe dem, der decideret ikke kan klare sig selv. Hvis man har overskud til at betale mere, så skal man kunne gøre det ad frivillighedens vej.

Efter min mening burde mennesker, som tjener under OECD’s lavindkomstgrænse ikke betale skat. Man kunne hæve den skattefri bundgrænse til 75.000 kr., men det ville kræve betydelig besparelser på de offentlige budgetter. Her kunne man passende fjerne ydelser til borgere, der kan klare sig selv.

- Med hensyn til de nuværende ydelser såsom kontanthjælpen er problemet, at det er meget vanskeligt at lave en individuel vurdering, der skelner mellem mennesker, der gerne vil forsørge sig selv, men som ikke kan, og dem, som egentlig helst vil forsørges af andre. Det sætter en øvre grænse for overførselsindkomsterne, som ikke må være for attraktive i forhold til et lavtlønnet job. Men kunne man lave et system, der ikke gav mulighed for at spekulere i, hvad der bedst kan betale sig, så ville jeg gerne være med til at sætte førtidspensionen i vejret. Og hvis man så samtidig droppede ydelser som SU, børnecheck og folkepension, ville der blive frigjort enorme ressourcer til at kunne øge hjælpen til de virkeligt udsatte grupper. Men man kommer ud i et dilemma, hvor man så risikerer at kunne få mere i førtidspension end ved at være i fuldtidsarbejde.

Hvilke fordele og ulemper kunne der være, hvis de sociale udfordringer i højere grad skulle løses og finansieres af virksomheder, velgørende og private organisationer?

- Jeg kan godt se argumentet for, at basale sociale ydelser skal være en rettighed, og at vi ikke skal have et samfund, hvor man skal stå med hatten i hånden. Men privat velgørenhed kan noget, som det offentlige ikke kan. Nemlig at lave en individuel vurdering, som er personlig og fri for jura. Hvor man eksempelvis kan sige: Du har sgu været uheldig, dig vil jeg gerne hjælpe. Som samfundet er skruet sammen, sidder sagsbehandleren med sin afkrydsningsliste med de objektive kriterier og udmåler hjælpen. Problemet med det kollektive rettighedsbaserede system er, at det gør det meget svært at identificere de værdigt trængende.

Hvordan kan mennesker skabe værdi/føle sig værdsat og ”lige”, hvis de ikke kan præstere lønarbejde og ”blot er en udgift for samfundet”?

- Vi har et samfund, der på trods af højteknologi og globalisering stadig har arbejdsopgaver, der hverken kan løses af en robot eller en kineser. Men mange af disse opgaver løses ikke i dag – eller arbejdet bliver udført af børn og unge, der efter min mening burde investere mere af deres tid i lektier og uddannelse. En stor del af disse job er ikke så meget værd, at de kan leve op til mindstelønnen, men kunne reelt sagtens udføres af voksne med beskedne kompetencer.

Men hele lighedstanken går paradoksalt nok ud på, at man ikke finder det værdigt at lade voksne mennesker arbejde til mindre end 100 kroner i timen. For mig at se, er det tværtimod uværdigt at sige til en person, at hvis du ikke kan præstere en times arbejde, der er 100 kroner værd, så vil vi hellere sætte dig på passiv forsørgelse.

Foto: Rune evensen / scanpix

Aktivitetscentret Sundholm fejrede 100 års fødselsdag i april. En hjemløs kvitterer her for socialborgmester Mikkel Warmings tale.

Sats på socialpolitik Socialpolitikken har de seneste mange år stået i skyggen af velfærdspolitikken, og samtidig har den økonomiske tankegang bag velfærdspolitikken også spredt sig til socialpolitikken.

Af Mikkel Warming, socialborgmester i Københavns Kommune

samfundet? Socialpolitikken har et humanistisk udgangspunkt, som tager udgangspunkt i etik, moral og det enkelte menneskes rettigheder og muligheder.

Alle har ret til et godt liv

På årets satspulje er der afsat 580 millioner kroner til at forbedre vilkårene for svage og udsatte grupper. Pengene skal bl.a. gå til fri heroin, bedre psykiatri og hjemløse. Nogle har kaldt uddelingerne socialt bingo, da proceduren for, hvem der får pengene, er temmelig vilkårlig. Proceduren bliver der nu heldigvis lavet om på, men på flere måder afspejler den en dybere problemstilling; at socialpolitikken de seneste mange år har stået i skyggen af velfærdspolitikken, måske smukkest symboliseret i Socialministeriets nylige navneskift til Velfærdsministeriet. Det vidnede om et bestemt syn på de svageste i samfundet.

For der er stor forskel på velfærdspolitik og socialpolitik. Groft sagt tager velfærdspolitikken udgangspunkt i et økonomisk mekanisk menneskesyn, ofte med spørgsmålet: Hvad kan betale sig for

Velfærdspolitikken, som har stor berettigelse, har historisk handlet om, at vi alle skal leve bedre økonomisk. Og derfor har skoler, hospitaler og ældrepleje stor politisk bevågenhed, og vores velfærdsstat har bred opbakning. Problemet er blot, at den økonomiske tankegang bag velfærdspolitikken også har spredt sig til socialpolitikken. Gennem længere tid er der strammet i de sociale ydelser, så man bliver straffet økonomisk, hvis man står uden for arbejdsmarkedet, eller hvis man er flygtning. Vi ser, at den enkelte bliver gjort til et økonomisk forhold, hvor spørgsmålet lyder: “Kan det betale sig?” Et alt for godt eksempel er starthjælpen.

Selvfølgelig er det vigtigt i en tid med mangel på arbejdskraft, at folk også står til rådighed, men det må ikke ske uden hensyn til den enkeltes situation.

En socialpolitik adskiller sig fra velfærdspolitikken ved ikke kun at forholde sig til de store stærke grupper, men ved at



Hjemløs nr. 1 2008

11

fokusere på de små svage grupper: narkomaner, handicappede, hjemløse, psykisk syge, alkoholikere, børn og familier med dårlig trivsel, vold og dårlig funktion, unge med problemer osv. Disse grupper kan ikke danne magtfulde pressionsgrupper, der kan tilkæmpe sig en del af samfundskagen. Der er tale om grupper, hvor investeringen ikke altid kommer tilbage i form af en god skatteborger, men i form af livskvalitet for den enkelte. Og her går vi fra velfærdspolitik til socialpolitik, for det handler om humanisme og om, at alle har ret til et godt liv.

”Hellere rig og rask …”

I København har vi lavet en undersøgelse af fattige i byen. I medierne har man især fokuseret på, hvor mange fattige der findes. Det har været vigtigt og godt, men undersøgelsen bliver først rigtig interessant, når man dykker ned i fattigdommens konsekvenser. En gammel vending siger: ”Hellere rig og rask end syg og fattig”, og det holder stik, når man går ind i en nærmere undersøgelse af fattigdom. Den viser, at fattige har et dårligere helbred og lever kortere tid end andre. Over halvdelen af de fattige får ikke ordnet deres tænder, fordi de ikke har penge til det.

Behov for en fattigdomskommission En beskeden start ville være at nedsætte en fattigdomskommission, som skal analysere, hvordan vi kommer fattigdommen og dens skadevirkninger til livs. Den ville kunne diskutere både definitioner på fattigdom, en decideret fattigdomsgrænse og fattigdommens konsekvenser for den enkelte, og ikke mindst hvordan den kan bekæmpes på nationalt plan. En fattigdomskommission vil samtidig være det første skridt til at erkende, at økonomiske problemer – fattigdom – medfører sociale problemer. Den erkendelse har nemlig været væk fra den offentlige debat i mange år. Vi har set et holdningsskred, hvor fattigdom nu efterhånden accepteres som en naturlig del af samfundet. Det skyldes bl.a., at skiftende regeringer har fokuseret på, hvad der kan betale sig, og samtidig haft en politik, der har taget udgangspunkt i, at økonomien kan og skal bruges til at få folk i arbejde. Det lykkes bare ikke altid. Et af de deprimerende resultater fra den københavnske fattigdomsundersøgelse er, at på trods af en historisk højkonjunktur og lav ledighed er antallet af mennesker, der har levet under fattigdomsgrænsen i fire år eller mere, ikke faldet de seneste 10 år.

ocialpolitik adskiller sig fra velfærdspolitikS ken ved at fokusere på de små svage grupper: narkomaner, handicappede, hjemløse, psykisk syge, alkoholikere, børn og familier med dårlig trivsel …

Det sociale liv belastes, simpelthen fordi deres hjem ikke lever op til dansk standard. Psykiske problemer kan også opstå i kølvandet på fattigdom; ens selvværd bliver truet, fordi man føler skyld over sin situation. De fattige selv har mange svar på, hvordan man lever med fattigdom. Først og fremmest opbygger de en facade, så andre ikke opdager deres fattigdom, og hvis de kan spare penge på at stjæle sukker på caféerne eller samle flasker, gør de gerne det.

Regeringens svar på fattigdomsproblemerne er som oftest mere enkelt, nemlig at de fattige skal få et arbejde. Det berettiger som sagt de forskellige strafordninger såsom lavere kontanthjælp.

Men når man tænker socialpolitisk, bliver vi nødt til at forholde os til, hvordan vi kan give disse mennesker et bedre liv. Også selvom de ikke har mulighed for at komme på arbejdsmarkedet.

Vi må tilbyde inddragelse i stedet for udelukkelse. Det betyder en ændring af sociallovgivningen i retning af en højere grad af humanisme og i mindre grad blind tilpasning af den enkelte til arbejdsmarkedet for enhver pris. Vi skal forhøje de reducerede overførselsindkomster, men også kigge på større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, tilskud til kultur og fritidsaktiviteter og gratis deltagelse i skolernes aktiviteter for fattige børn. Vi skal have en klar politik til bekæmpelse af fattigdom og en sikring af de fattiges grundlæggende rettigheder.

12

Hjemløs nr. 1 2008

Ønske om mindre institutioner

Som socialborgmester ser jeg hver dag, at socialpolitik ikke rangerer højt på samfundets debathitliste. Bostederne i København har på det seneste haft visse mediers bevågenhed med en beskrivelse af mange enkeltsager om rengøring, magtanvendelse og omgangstone til følge.

Kommunen, og dermed mig, har et stort ansvar for den praktiske udførelse af mange opgaver, og her er der plads til forbedring.

Men bag enkeltsagerne gemmer der sig en større diskussion om manglen på en slagkraftig socialpolitik. Hele området for psykisk syge og udviklingshæmmede lever en skyggetilværelse, hvor vi ikke taler om, hvad et rimeligt liv er. Det har længe været et stort ønske for mig – og hele socialudvalget i København – at de store gammeldags institutioner nedlægges og erstattes af noget mindre, mere overskueligt og mere tidssvarende. Det koster penge, og vi skal ikke gøre det, fordi det kan betale sig. Vi skal gøre det, fordi vi politisk mener, at det har det enkelte menneske ret til.

Vi skylder medarbejdere, beboere og de pårørende en mere gennemtænkt og prioriteret socialpolitik og lovgivning, som rækker længere og dybere end for eksempel satspuljemidlerne. Det skal man ikke nødvendigvis gøre, fordi det kan betale sig, men fordi et samfund, der bygger på en grundlæggende humanisme og demokrati, nødvendigvis må gøre sådan. Det er socialpolitik og ikke velfærdspolitik.

Artiklen har tidligere været bragt i Information 4. marts 2008.

(Forkortet af red.)

Koordinator Kate Caroc og tandlæge Jørgen Lætgaard tager imod i den nye klinik. Bisserne har åbent alle hverdage fra kl. 16.

Tænder på stedet Efter fem år i Nordvest er de hjemløses tandklinik flyttet til Vesterbro. Nu er det bisserne her, der får mulighed for et kærligt tandeftersyn på Mændenes Hjem.

Tekst og foto: Thomas Hye-Knudsen

Som et af de få steder i det danske sundhedssystem skal der fortsat penge på bordet, hver gang man opsøger en tandlæge.

For mange hjemløse på kontanthjælp betyder både økonomi og praktisk dagligdag, at et besøg hos en tandlæge ikke står højt på listen, selvom de fleste har mulighed for at få økonomisk hjælp til behandlingen.

- Mange hjemløse har problemer med at overholde de ofte langvarige behandlingsaftaler hos de privatpraktiserende tandlæger. Oveni kommer så, at tandskaderne ofte er så voldsomme, at de reelt er bange for overhovedet at sætte sig i stolen, fortæller Kate Caroc, koordinator for de hjemløses tandklinik Bisserne, der netop er flyttet til Mændenes Hjem.

26 frivillige tandlæger Kate Caroc er den eneste lønnede medarbejder i klinikken. Hun har den direkte kontakt med alle klinikkens patienter og de 22 tandlæger og 4 tandplejere, der alle arbejder frivilligt og ulønnet.

De frivillige tandlæger lægger hver cirka 4 timers arbejde i klinikken om måneden – og tager ofte direkte fra deres private praksis for at ordne de hjemløses tænder.

En undtagelse er Jørgen Lætgaard, som, efter at han er stoppet med sin private praksis, har helliget sin pensionisttilværelse til de hjemløses bisser. Han har stået i spidsen for den omfattende flytning fra skurvognen ved De Hjemløses Hus, hvor tandklinikken tidligere holdt til, til den spritnye klinik på andensalen på Mændenes Hjem.

- Vi har arbejdet et par år på at flytte til bedre lokaliteter og et mere centralt placeret sted. Behovet for totalrenovering af tandsættet hos målgruppen er meget stort og stigende. Og flere henvender sig til os som en sidste udvej, siger Jørgen Lætgaard.

Totalrenovering giver selvværd Det er gratis for patienterne, men ikke uden omkostninger at etablere en professionel klinik med moderne udstyr, og som skal leve op til lovens sundheds- og sikkerhedsmæssige krav.

- Selvom erfaringerne viser et dokumenteret behov, og de hjemløse i den grad selv opsøger klinikken, så har det ikke været nemt at skaffe de nødvendige penge. Vi mangler fortsat 70.000 kr. for at budgettet hænger sammen, siger Jørgen Lætgaard.

Trods rabatter hos leverandører og donation af udstyr er etableringsomkostningerne løbet op i 870.000 kr., hvoraf Socialministeriet har bidraget med en halv million, mens Sundhedsministeriet har bevilget 300.000 kr. I betragtning af, at klinikkens brugere primært er københavnere, havde Jørgen Lætgaard gerne set, at Københavns Kommune havde spyttet mere i kassen, ud over deres løntilskud til klinikkens koordinator.

- Jeg synes, det er meget hårdt at skulle ligge på ”knæ” så mange steder, for at finde penge til klinikken. Jeg vil påstå, at de patienter, vi har renoveret helt, ud over at de har fået ordnet deres tænder, også har fået et stort løft på det psykologiske selvværd, fordi de nu kan holde ud at se sig selv i spejlet, siger han.

Mændenes Hjem har med Bisserne udvidet deres behandlingstilbud, så det nu omfatter tandlæger, læger og sygeplejersker. Som forebyggelse udleverer stedet også kondomer og rene kanyler.

Forstander Robert Olsen er ikke i tvivl om behovet og strategien.

- Med en generel dalende sundhedstilstand for hjemløse, er det afgørende for os, at der er nogle professionelle tilbud, der er i øjenhøjde med brugernes egen virkelighed. Samtidig giver det os en mulighed for at opfange mere alvorlige sygdomme, der kræver længerevarende behandlinger, som vi nu lettere kan samarbejde med det etablerede system om sætte i værk, siger Robert Olsen.

Se mere på www.bisserne.cure4you.dk Hjemløs nr. 1 2008

13

af Karen Pedersen

Foto: Martin Weinreich

siden sidst

500.000 til Mændenes Hjem

Pris på læger og sygeplejersker

Mellem jul og nytår havde Hans Pilgaard besøg af ti kendte i programmet ”Hvem vil være millionær? Special” på TV2.

To af de kendte, skuespilleren Pelle Hvenegaard og komikeren Carsten Bang, vandt 500.000 kroner til velgørenhed, og valgte at give pengene til Mændenes Hjem. Forstander Robert Olsen (billedet i midten) tog imod checken.

Pelle Hvenegaard har forslået, at pengene bliver brugt til en stor fest, ”så de hjemløse oplever bare én dag, hvor de får et pusterum fra deres problemfyldte liv.”

Og fest bliver der, fortæller Robert Olsen. Medarbejdere og beboere har sammen besluttet, at en del af de mange rare penge skal bruges til en stor grillfest i juni, og til ekstra ferieudflugter i boenheden og bofællesskabet. Desuden får alle værelser på herberget tv, og der bliver også penge til nye møbler og moder­ nisering i stueetagen.

Lægerne og sygeplejerskerne på Mændenes Hjem fik i foråret en påskyndelse for deres arbejde.

Solskin fra Simon Spies. Simon Spies Fonden fejrede i april 25 års jubilæum ved at uddele en stor pose penge til videnskab, velgørenhed og livsbekræftende personligheder.

Mændenes Hjem og fire andre sociale institutioner på Vesterbro fik hver en ”solskinspris” på 100.000 kr.

Prisen tildeles de frivillige læger, der tager sig af hjemløse og misbrugere, og pengene skal bruges til indkøb af medicin, sårskifter og sårstol.

Legat fra N.C. Nielsen. Solen skinner også på sygeplejerskerne. De fire sygeplejersker på Mændenes Hjem fik i marts hver et legat på 8000 kr. fra N.C. Nielsens Fond.

Pengene blev givet til sygeplejerskerne for deres indsats blandt hjemløse på gaden på Vesterbro.

Hemmelig millionær på Amadeus

14

Hjemløs nr. 1 2008

kulturaftener med mad og film. Amadeus har også købt en videokamera, så brugerne kan filme fra udflugter og ferieture.

- Og de sidste 4000 kr. vil vi bruge til fodtøj til dem, der bruger gaden meget, fortæller Jørgen Hansen.

Foto: amadeus

Seks danske millionærer bytter deres komfortable liv ud med en tilværelse i nogle af landets mest belastede miljøer. Her finder de lokale ildsjæle, som har brug for et økonomisk skulderklap – inden de afslører sig selv som hemmelige millionærer og velgørere ved at forære nogle af deres penge væk.

Det er ideen bag TV2s program ”Den hemmelige millionær”.

Tidligere på året fik Værestedet Amadeus besøg af en af de seks undercover-millionærer, it-direktøren Jens Alminde. Under dække af at være arbejdsløs nytilflytter i Sydhavnen besøgte han værestedet og mødte brugere og medarbejdere her. Arbejdet gjorde indtryk på ham, og han valgte at give Amadeus 50.000 kr. De Aktive Rødder, som har base i værestedet, fik 10.000 kr.

- Det var en lidt speciel måde at få penge på, men dejligt!, siger værestedets leder Jørgen Hansen. Pengene har værestedet blandt andet brugt til en storskærm, så man kan holde fælles hygge- og

Debut for Gadens Stemme Koret Gadens Stemme er et nyt tilbud til hjemløse, som har lyst til at røre sangmusklerne.

Foto: KAREN PEDERSEN

- Jeg har sunget meget med mine børn, da de var små. Og også for mine børnebørn og oldebørn. Men jeg har haft et par blodpropper, så jeg troede egentlig ikke jeg kunne synge mere, fortæller Kisser. Hun kommer dagligt på værestedet Pegasus, og det er en medarbejder derfra, der har ”lokket” hende med til Mariakirken i dag.

- Og det er rigtig hyggeligt!

Gadens Stemme er et nyt tilbud til hjemløse, som har lyst til at røre sangmusklerne. Om man er god til at synge i forvejen, betyder ikke så meget. I første omgang handler det lige så meget om at nå ind til glæden ved sang og musik – og om det sociale, fortæller de to professionelle korledere. Når man synger, er alle lige, man er med i et fællesskab.

Hugo: - Vi tager vi den liiiige en gang til – som kanon. ”Vinter’n er omme – nu må det komme – for-år og SOM-MER!”

”Vinter’n er omme – nu må det komme: For-år og som-mer …”

- Og igen …

Stemmerne blander sig med klaveret i øvelokalet i Maria­kirken på Vesterbro, hvor Missionen blandt Hjemløses nye sangkor holder til. Det er kun anden gang koret, som kalder sig Gadens Stemme, mødes, og der er ikke så mange fremmødte. Men sunget bliver der alligevel, og man kan slet ikke undgå at blive i forårs­ humør. ”Vinter’n er omme – nu må det komme …”

- Er i med på den?, spørger Buffy, som også hedder Schieff, men bare bliver kaldt Buffy. Sammen med Hugo Hansen bag klaveret står hun for koret.

- Ka’ vi få noget vejrtrækning – hvor trækker man vejet her?, spørger Kisser, en af de to, der er mødt op for at synge i dag.

Koret øver i Mariakirken på Vesterbro hver mandag fra 11 til 14.

For nærmere information kontakt Anders Sørensen på tlf. 2683 3616

Foto: KAREN PEDERSEN

Ny kommunikations- og indsamlingschef Missionen blandt Hjemløse har fra den 1. maj ansat Jacob Ørum som kommunikations- og indsamlingschef.

Jacob er 35 år og har 9 års erfaring fra sociale organisationer, hvor han bl.a. har arbejdet med isolerede unge, flygtninge og hjemløse.

Med nyansættelsen styrker Missionen blandt Hjemløse sin indsats inden for oplysningsarbejde. En ny hjemmeside er en af de første opgaver.

- Vi får heldigvis rigtig mange henvendelser fra fagfolk, studerende og andre interesserede, som vil vide mere om hjemløsearbejdet, men vi har desværre ikke mulighed for at invitere dem alle sammen indenfor til en rundvisning. Derfor er det vigtigt at informationerne er tilgængelige på andre måder, siger Jacob Ørum.

Jacob skal også understøtte Missionen blandt Hjemløses praktiske arbejde ved at sikre, at der skaffes midler til at videreudvikle indsatsen på Mændenes Hjem, på Kollegiet på Gl. Køge Landevej og i det opsøgende arbejde på værestederne Amadeus og Pegasus.

Hjemløs nr. 1 2008

15

Missionen blandt Hjemløse, Gl. Køge Landevej 137, 2500 Valby ID-nr: 47375

Returneres ved varig adresseændring

Loven kan være en svær én T rods lovændringen har vi set, at hårdt belastede stofbrugere alligevel har fået bøder på 3.000 kr. eller mere, selvom sagerne burde have været afgjort med advarsler.

Af Nanna W. Gotfredsen, Gadejuristen Foto: Peter Sørensen / Das Büro [ KOMMENTAR ]

Loven kan være en svær én. Det ser vi ofte i Gadejuristen. Selv for politiet, hvis fornemste opgave er at sørge for, at landets love overholdes, kan loven være en svær én.

Pr. 1. juli 2007 trådte en ændring af lov om euforiserende stoffer i kraft. Hovedformålet var at skærpe straffen ved unges eksperimenterende forbrug af illegale rusmidler. Mangedobling af bøderne for at besidde selv små mængder stof til eget forbrug var midlet. Første gang man bliver taget med fx en enkelt ecstasy-tablet koster 3.000 kr., anden gang 4.500 kr., og tredje gang hele 6.000 kr.

For de stærkt stofafhængige kunne en sådan skærpelse af bøderne hurtigt blive en ond gældsspiral, som de ikke ville have en chance for at komme ud af. De har jo hver dag – adskillige gange i løbet af dagen – det næste fix på lommen. Med lov­ændringen fulgte da også, at stærkt stofafhængige, der også er på kontanthjælp eller pension, kan slippe med straffeapparatets mildeste sanktion, en advarsel, når politiet finder små mængder stof til eget forbrug. Dette gælder også i gentagelsestilfælde. ”Små mængder” skal forstås helt bogstaveligt.

Køber man en typisk dagsdosis på fx 1 gram heroin ad gangen, er man ikke forskånet. For at slippe med en advarsel, må man maksimalt blive taget med fx 200 mg heroin eller kokain, 10 gram hash eller 10 stk. ”doner” (metadontabletter a 5 mg).

Trods lovændringen har vi imidlertid set, at hårdt belastede stofbrugere alligevel har fået bøder på 3.000 kr. eller mere, selvom sagerne burde have været afgjort med advarsler. På vegne af disse stofbrugere har vi klaget og hidtil fået medhold. Bøderne er blevet omgjort til advarsler.

Fordi vi blev ved med at se sådanne sager, blev vi bekymrede for, om politiet overhovedet havde fået indarbejdet lovændringen i den daglige praksis. Derfor rettede vi nylig henvendelse til i første omgang Station City, som med beklagelse meddelte, at det havde man nok ikke. Kun i ganske få sager havde man videregivet de nødvendige oplysninger om de sociale forhold, der kan føre til advarsel i stedet for en bøde. Til gengæld handlede ledelsen hurtigt og rundsendte kort efter en skriftlig instruks til samtlige betjente på Station City, der forhåbentlig nu vil rette op på denne lovløshed.

Så langt, så godt. Tilbage står nu at sikre, at alle enheder i politiet indskærpes gældende ret. Og at sikre, at man genoptager de hundredvis, måske endda tusinde af sager, som siden 1. juli sidste år har ført til bøde i stedet for advarsel, og hvor stofbrugerne ikke har haft overskud eller ressourcer til at klage. Det skylder vi stofbrugerne. Det skylder vi i et retssamfund.

Gadejuristen er en privat organisation, som har sit primære fokus rettet mod hårdt belastede stofbrugere, www.gadejuristen.dk