Hjemløs 2 - 2006

HJEMLØS 2/2006 MISSIONEN BLANDT HJEMLØSE Oktober

Brugerorganisering

HJEMLØS

Oktober 2006 - 15. årgang

MISSIONEN BLANDT HJEMLØSE Gratis kontaktblad Udkommer 3-4 gange årligt Oplag: 3.200 ISSN 0906-3471 Sekretariat og ekspedition: Gl. Køge Landevej 137 2500 Valby Tlf. 36 16 11 13 Giro 900-1859 Redaktion: Robert Olsen (ansv.)

Karen Pedersen (DJ) Forsidefoto: Fodboldholdet fra Mændenes Hjem – Foto: Lars Skaaning Navngivne indlæg er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens eller organisationens holdning.

Sats & tryk: Fihl Jensen Grafisk Produktion Finsensvej 86 2000 Frederiksberg Tlf. 38 87 51 55 Ønsker De at modtage bladet i fast abonnement, så benyt kuponen på næstsidste side.

Adresseændring eller opsigelse af bladet: Adresseændring eller opsigelse meddeles direkte til det lokale postkontor – eller brug blanketten side 19.

Det handler om værdighed Fælles for artiklerne i dette temanummer af Hjemløs er brugerperspektivet og den gruppe borgere, det handler om, nemlig hjemløse og udstødte.

For mig er ansvar og værdighed essentielt for mennesker og derfor en forudsætning for ligeværd i mødet mellem mennesker og et mål for alt socialt arbejde. Men begreber som ansvarlig og værdig har deres modsætning. Og selv om bedømmelsen ”værdigt trængende” officielt blev afskaffet ved socialreformen i 1933, tror jeg personligt, at netop værdighedsbegrebet er årsag til, at omlægningerne fra totalinstitutioner til boformer og fokus på brugerinddragelse kom sent på hjemløseområdet.

Aksel Beldring giver et historisk tilbageblik inde i bladet.

Jeg vil gerne supplere med to billeder fra starten af mit ”hjemløsearbejde” i 1987. Københavns Kommunes målsætning om, at institutionerne ikke må blive alt for attraktive for de hjemløse, der betød stor tilbageholdenhed i forhold til at indrette eneværelser og separate badekabiner. Og Amtsrådsforeningens budskab om, at hjemløse i højere grad skulle tage ansvar for eget liv – hvor ansvar i Amtsrådsforeningens perspektiv ikke handlede om indflydelse på egen livs- og boligsituation, men om, at de hjemløse selv skulle gøre rent og betale for opholdet på institutionerne fra første dag.

Samlet set repræsenterer artiklerne i dette nummer næsten en revolution. En stilfærdig, men markant ændring i forhold til hjemløses forhold. En ændring, som Missionen blandt Hjemløse har bidraget til gennem bl.a. etableringen af Kollegiet Gl. Køge Landevej, som en mønsterbrydende institution, etableringen af det brugerstyrede Værestedet i Sydvest, medvirken til etableringen af den europæiske hjemløseorganisation FEANTSA og aktiv udvikling af vore bo- og værestedstilbud.

I et samfund, der lægger vægt på værdighed og anerkendelse, må vi være parat til både at høre og støtte de hjemløse og udstødte i deres fortsatte organisering.

Hanne Thomsen, næstformand i Missionen blandt Hjemløse

2

”Karbonaden” banede vejen for brugerorganisering Tidligere var det ikke almindeligt at hjemløse på forsorgshjem og herberger havde indflydelse og organiserede sig. Det var ledelsen og personalet – magthierarkiet – der bestemte.

I dag er billedet vendt, og inden for de seneste ti år har brugerorganiseringen for alvor taget fart. ”Karbonaden” og ligesindede gik forrest.

Af Aksel Beldring, tidligere inspektør på Sundholm Et af magtens privilegier har altid været retten til at bestemme ikke mindst om, hvem der tilhørte magteliten, hvem der var sat til at tjene den og dem, magten skulle udøves over.

Magten har mange ansigter. Fra tidlig tid lå den hos høvdingen og kongen, senere kom kirken ind og endnu senere forskellige overgangsformer, indtil vi officielt endte med folkestyre, demokrati samt det statslige og kommunale embedsmansvælde og bureaukrati.

Uanset styreform har magthaverne altid haft brug for at uddelegere dele af magten til andre, som igen har uddelegeret dele af deres magt til lavere niveauer.

Jo længere vi kommer ned i hierarkiet, jo tættere kommer vi også på dem, magten skal udøves over for.

Desværre er der ikke altid fulgt viden, indsigt og forståelse med det at få magt, snarere et misbrug af den nye status.

Man kan sige, at magteliten har opbygget et system til at sikre det vedtagne og den af dem bestemte og gældende orden. Også på hjemløseområdet.

Magthierarki Det kan synes underligt at begynde en artikel om brugerinddragelse og demokrati på denne måde, men mere end tyve års erfaring i arbejdet med hjemløse, der både var alko-

holiserede, stofbrugere, psykisk syge, socialt invalideret eller flere af disse ting på en gang, har lært mig, at sådan forholder virkeligheden sig.

Den 1. januar 1986 tiltrådte jeg stillingen som inspektør på Sundholm, hvor jeg arbejdede til 1999. Her mødte jeg et magthierarki, som jeg ikke troede eksisterede længere.

Kort fortalt så bestod det af inspektør, souschef, forvalter, kvartermester, underkvartermester, tilsynsførende assistenter. For ikke at tale om specialerne: Bogholderi og kasserer, maskinmester og underordnede, gartner og underordnede, økonoma og underordnede, oversygeplejerske og underordnede, værkstedsledere og underordnede. Alle 180 ansatte havde en funktion, der i sidste ende refererede til inspektøren, hvis magt i 1986 var en afglans af fortidens. Han havde tidligere magt til at give både indlagte og ansatte udgangstilladelse, han kunne give tilladelse til giftermål og kunne idømme økonomiske og fysiske straffe m.m.

Personalet før klienterne Under hele dette magtimperium var klienterne, de indlagte, lemmerne på Sundholm.

De 208 senge var fordelt på forsorgshjem, pensionat, sygeafdeling og herberg. Ofte var der mange flere brugere, da der var en forventning i forvaltningen og tilhørende systemer om, at Sundholm rummede alle dem, der ikke var plads til på andre københavnske hjemløseinstitutioner, eller som ikke passede ind her.

Jeg skylder at fortælle, at Sundholm har en

3

fortid, nemlig som afløser for Ladegården, der rummede alle de personer, den daværende storby (frem til 1908) ikke magtede at tage hånd om. En funktion, Sundholm altid har haft og vel stadig har, men nu i en anden og mere moderne form.

Hvad var så vigtigst, klienterne eller personalet og administrationen?

For mig var der ingen tvivl. Jeg kom fra børne- og ungeforsorgen og var vant til, at vi der var for børnenes og de unges skyld.

Ligesom jeg var vant til, at børnene og de unge tog del i beslutningerne. Men sådan var det ikke på Sundholm. Her var administrationen og personaleproblemer de vigtigste arbejdsopgaver. Meget tidligt i mit ansættelsesforhold mærkede jeg, at spørgsmål om de indlagte ikke var særligt velsete.

Da Aksel Beldring (i midten) tilbage i 1986 blev inspektør på Sundholm, oplevede han et magthierarki. Klienterne eller brugerne havde ingen indflydelse, men det blev der lavet om på.

(Foto: Søren Bidstrup/Scanpix).

4

Brugerne havde ingen indflydelse på det daglige omsorgstilbud, som de var afhængige af.

Ideologi som alibi Det bringer mig frem til, at den form udøvelsen af magten får, er bestemt af livssyn eller holdning til de mennesker, magten udøves over for.

I århundrede var det den katolske kirkes livssyn, der var gældende. Med reformationen blev det lutherske livssyn fremherskende.

Senere kom de politiske ideologier.

Alle har de omfattet den almindelige borger og de ikke tilpassede, som alle havde ret til at se ned på og behandle efter forgodtbefindende.

I Danmark har vi i den sociale verden ofte oplevet, at magten, med troen eller ideologien som alibi for de udøvede misgerninger, blev udøvet i genopdragelsens tegn, eller at

den undertrykte borger skulle lære at affinde sig med sin knappe tilværelse. Mange udtryk og ordsprog bekræfter det: I dit ansigts sved skal du tjene dit daglige brød. Bed og arbejd.

Skomager bliv ved din læst. Kan du ikke lide lugten i bageriet, så forsvind. Arbejdet adler osv. osv.

Dette syn har været fremherskende inden for hjemløseforsorgen i århundreder, og enkelte steder er der stadig reminiscenser af det. Det betød også, at hjemløse helt frem til 1995, hvor der kom et nyt cirkulære fra Socialministeriet, generelt oplevede sig magtesløse og umyndiggjorte, når de søgte ind på forsorgshjemmene. Der var ikke meget brugerindflydelse.

Meningsløs ædruelighed Heller ikke på Sundholm, som sagt. Jeg oplevede dog hurtigt at min personlige tilstedeværelse og opmærksomhed i forhold til klientellet gjorde en forskel.

En dag kom en vagabond, ”Karbonaden”, kørende ind gennem Brigadeporten. Han var i meget miserabel tilstand, og det var hans køretøj, en barnevogn med alle de kendte symboler, også. Vi fik både ham og køretøjet restaureret på henholdsvis sygeafdelingen og på legetøjsværkstedet.

Han ville være i otte dage og så videre. Men hver gang han skulle af sted med det nyrestaurerede køretøj, ”faldt han i vandet”.

Det irriterede mig voldsomt. Hvorfor sørgede sygeafdelingen ikke for, at han kom på antabus? Han vil ikke, var svaret! En dag fik jeg fat i ham, og så lykkedes det. Et par dage senere kom jeg over kirkepladsen og så ham stå i et hjørne. Han råbte tværs over pladsen: ”Beldring, hvad f.... er det for en meningsløs ædruelighed, du har bragt mig ud i”?

Han havde jo ret. I den nyoprettede Familiehave på Sundholms grund var Karbonaden det daglige centrum. Her havde han selvværd og identitet. Det havde han ikke, når han var på antabus.

Familiehaven blev etableret som en afløsning af ”grædemuren”, hvor de alkoholi-

serede før sad til skue for alle, der kom forbi, og ikke mindst måtte tåle skolebørnenes drillerier. Da Familiehaven blev dannet, blev det tre meter høje hegn omkring hele Sundholm skåret ned, de uniformerede vagter i Brigadeporten fjernet, og uniformerne pillet af de tilsynsførende på afdelingerne. Det skabte stor usikkerhed blandt personalet, men var til stor glæde for de indlagte.

Karbonaden bliver talsmand Karbonaden og jeg fik mange snakke sammen. Jeg fik en ny forståelse for de indlagtes situation ikke alene i forhold til Sundholm, men også til det, der var bestemmende for deres daglige liv på landevejen.

Karbonaden var årsag til, at Sundholm fik etableret beboerråd på alle afdelinger og et samlet Fællesråd, der kunne tale lemmernes sag, ikke alene over for Sundholm, men også over for Københavns Kommune.

Karbonadens indsats som talsmand for de hjemløse fik stor betydning ikke alene i Københavns Kommune, men også i Socialministeriet. Hans og ligestilledes synspunkter mødte stor forståelse hos daværende socialminister Karen Jespersen, højtstående embedsmænd i ministeriet og toneangivende ledere i inspektørkollegiet for Danmarks forsorgshjem.

Det er ikke mindst Karbonadens indsats, der, sammen med indsatsen fra ligestillede fra forsorgshjemmet Østervang i Århus, gjorde, at forsorgsklienter i 1995 med Socialministeriets ”dueblå cirkulære” blev ligestillet med øvrige brugere af hjemløseinstitutioner, pensionater og herberger. Vi skal her huske, at der var standsforskel mellem de indlagte.

Klientellet på pensionater og herberger havde en vis økonomisk frihed, idet de beholdt deres offentlige ydelser og betalte for deres ophold, hvorimod lemmerne på forsorgshjemmene blev frataget deres offentlige ydelse, var på fuld forsørgelse og fik lommepenge eller arbejdsdusør. Med det dueblå cirkulære blev alle ligestillet, ligesom der i cirkulæret kom til at stå, ”at beboerne

5

skal sikres indflydelse og udnyttelse af institutionens tilbud”. Og retten til at organisere sig blev endnu engang fremhævet.

Brugerorganiseringen tager fart Siden er det gået stærkt med brugerorganiseringen. I 1996, hvor København var i centrum som europæisk kulturby, markerede de hjemløse på Sundholm sig både med udstillingen “Fra Skagen til Faxe over København“ og med konferencen “Kultur fra anden side” i Øksnehallen. Samme år var hjemløseavisen Hus Forbi på gaden for første gang, og Københavns Hjemløseradio gik i æteren.

Hjemløse ude i landet begyndte at organisere sig i såkaldte nærudvalg, og siden 2001 i landsorganisationen SAND, Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark.

Alt sammen initiativer, der forsøger at gøre op med tidligere tiders opfattelse af magthavernes ”vi alene vide-mentalitet”.

Ved at brugerne fik en stemme i dagligdagen og ret til indflydelse på hverdagen i hjemløseinstitutionerne, måtte magteliten nu afgive dele af deres tidligere enevældige magt og lære at tale med og lytte til brugerne – og på den måde begyndte et spirende demokrati at vokse frem på hjemløseinstitutionerne. Institutionerne er til for brugerne, og det gamle

ordsprog gælder fortsat, at det er den, som har skoene på, der ved, hvor de trykker.

En proces blev sat i gang, den er ikke slut endnu. Det er en læreproces for begge parter, både de ansatte og brugerne. Men det er også en proces, der rækker længere, helt til de lokale socialforvaltninger, der også skal lære at lytte til brugerne og tage udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker, når der skal iværksættes hjælpeforanstaltninger.

Læs mere om brugerorganisering i “Brugerorganiseringens historie på hjemløseområdet” udgivet i 2004 af Videns- og Formidlingscentret for Socialt Udsatte i Esbjerg.

Missionen blandt Hjemløse takker for enhver støtte, anerkendelse og interesse for vort arbejde.

Tak til de mange private mennesker, menigheder, fonde, institutioner og offentlige samarbejdspartnere, der betænker os, og som vi har et godt samarbejde med.

6

Stort engagement holder Kollegiets beboerråd i gang Beboerråd på forsorgshjem og andre bosteder for hjemløse overlever ofte kun kortvarigt.

Men beboerrådet på Kollegiet Gl. Køge Landevej har nu eksisteret i knap 30 år.

Hjemløs har talt med Kollegiets forstander, Arne Jacobsen, og beboerrådsformand Stig Kim Møller om rådets arbejde.

Af Lisbeth Rindholt, journalist - Indimellem er det et utaknemmeligt job at være beboerrådsformand. Man møder mange utilfredse miner, siger Stig Kim Møller og tager en slurk af sin te. Vi sidder sammen med forstander Arne Jacobsen i mødelokalet på Kollegiet Gl. Køge Landevej, hvor også beboerrådsmøderne bliver holdt en gang om måneden.

Kollegiet består af tre blokke med i alt otte beboergange. Hver gang vælger en repræsentant, som skal fremlægge gangens forslag og synspunkter i beboerrådet. Men det er ikke altid, at han får sine punkter igennem, og så bliver folk ofte sure, når han kommer tilbage med den dårlige nyhed. For Stig er verbale øretæver dog ikke det største problem. Rådet må konstant kæmpe for at rekruttere nye medlemmer og få dem, der allerede er valgt ind, til at komme til møderne. Årsagen er bl.a. den store gennemstrømning af ind- og udflyttere i § 94-afdelingen (for beboere med kortvarigt ophold, red.) Men også beboerne fra § 91-afdelingen, hvor beboerne har mulighed for længerevarende ophold, fornemmer ”utaknemmeligheden” i jobbet eller mener ikke, at det nytter noget at råbe op. De takker derfor ofte nej til rollen som beboerrepræsentant.

Afgørende med brugerindflydelse Kollegiets beboerråd består altså mod alle odds. Det skyldes ikke mindst Stigs evne til

at inspirere og engagere beboerne, samt Arnes stålsatte holdning til brugerindflydelse, som han har bibeholdt siden begyndelsen af 1970’erne.

- Brugerindflydelse er uhyre vigtigt for mig.

Hvis vi ikke har en fornemmelse af, hvad beboerne mener, skaber vi hurtigt en distance mellem medarbejdere og beboere på Kollegiet. Det optimale er, at alle føler sig hørt.

Også mindretallet, pointerer Arne.

Der er dog faste grænser for, hvad beboerne kan bestemme. Rådet kan fx ikke beslutte, at de gerne vil bruge 100.000 kroner på at renovere værelserne. Kollegiets budget udstikkes nemlig af bestyrelsen, som er stedets

Stig Kim Møller 45 år. Formand for beboerrådet og billardklubben på Kollegiet samt suppleant i SAND (Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark). Stig var hjemløs i knap tre år, før han flyttede ind på Kollegiet, hvor han nu har boet i 121/2 år. Tidligere har han bl.a. arbejdet som flyttemand og jord- og betonarbejder.

Arne Jacobsen 60 år. Forstander på Kollegiet Gl. Køge Landevej siden 1989. Har arbejdet i huset siden 1974, i begyndelsen som militærnægter. Arne er selvlært inden for hjemløseområdet og har tidligere læst sociologi og etnografi på Københavns Universitet.

7

øverste myndighed. Til gengæld har beboerne medbestemmelse på en lang række andre områder.

Punkterne på beboerrådets dagsorden spænder fra dagligdags problemer med defekte lyskontakter, håndtørrere, vaskemaskiner osv. over påbud fra Arbejdstilsynet om bl.a. rygeforbud i fælleslokalerne – til omfattende sager, der griber ind i Kollegiets daglige drift. En sådan sag har beboerrådet færdigbehandlet for nylig.

Seks påsatte brande - På én nat havde vi seks påsatte Forstander Arne Jacobsen (th.) og beboerrådsformand Stig Kim brande, fortæller Arne. Ingen kom Møller i opholdsstuen på 2. sal, hvor væggene ifølge Stig har en til skade, men det var selvfølgelig ”klassisk fængselsfarve, som godt kunne trænge til at blive frimeget ubehageligt. Vi ved ikke, sket op”. Måske kommer det på dagsordenen til Kollegiets hvem der gjorde det. For samtlige næste beboerrådsmøde… (Foto: Lisbeth Rindholt). døre er jo åbne døgnet rundt, og vi får besøg af alle slags mennesker her.

Udlændingene bør også Efter begivenheden har beboerrådet og be- høres styrelsen besluttet at låse alle sekundære indgange på Kollegiet, så man kun kan komme Enighed er dog langt fra hverdagskost i ud indefra. Hovedindgangen skal overvåges beboerrådet. På Kollegiet hersker lige så med videokameraer. mange forskellige holdninger som i det Der var bred enighed om den beslutning i øvrige samfund, og bølgerne går ofte højt på beboerrådet, men Arne og Stig føler samti- møderne. Stig tror, at dét problem kunne dig, at beslutningen strider mod den grund- mindskes ved at ændre på beboerrådets nulæggende tanke bag Kollegiet og mod deres værende udformning. personlige holdninger til stedet.

- Førhen havde vi kun tre medlemmer af be- Jeg har altid været modstander af kontrol- boerrådet. En fra hver blok. Det var meget instanser som videoovervågning, aflåste nemmere at finde fælles fodslag. Så den modøre og bemanding døgnet rundt. De ting del bør vi indføre igen, mener Stig, der også hører hjemme på en institution, siger Stig. ser en klar skævhed i repræsentationen af Arne er enig. danskere og udlændinge i beboerrådet. Halv- Kollegiet har lige fra åbningen i 1973 ad- delen af beboerne på Kollegiets § 94-afsnit skilt sig fra mange andre forsorgshjem ved og en fjerdedel af beboerne på § 91-afsnittet fx at tillade alkohol på værelserne og be- er nemlig af anden etnisk herkomst end søgende udefra. Her var friere rammer, der dansk. Men ikke én eneste fra den gruppe er tog mere hensyn til det enkelte individ, siger p.t. repræsenteret i beboerrådet. han. Men efter brandepisoden har de begge - Udlændingene bør også have en stemme i måttet bøje sig for den kendsgerning, at rådet, fastslår Stig. - Alle skal have mulighed uvelkomne gæster udgør en stadig større ri- for at engagere sig. Men det er svært at få siko for Kollegiet og dets beboere. dem til at stille op. Mange af dem forstår slet

8

ikke dansk. Og vi har jævnligt konflikter mellem udlændingene og de øvrige, danske beboere. De har ofte rabiate og fordomsfulde holdninger til hinanden, og i enkelte tilfælde er problemerne blevet ”løst” med en slåskamp. Den voldelige omgangsform gælder i øvrigt også danske beboere imellem, og det er en rigtig ærgerlig udvikling.

Bladlusen Bladlusen er Kollegiets interne blad. I Bladlusen offentliggøres beboerrådets referat, og beboere og medarbejdere kan frit bruge bladets sider til artikler og indlæg. Dog er det strengt forbudt at skælde ud og nævne navne på folk fra Kollegiet. ”Bladlusen skal højne stemningen blandt beboerne, ikke sænke den”, som forstander Arne Jacobsen siger.

Direkte til hovedet, tak!

Stig har været en engageret formand i otte år, men må erkende, at han har mindre gejst end tidligere. En af grundene er netop den stigende vold på Kollegiet. En anden årsag er hele proceduren omkring de enkelte sager i rådet.

- Når vi har truffet en beslutning, skal Arne formidle den videre til bestyrelsen på Kollegiet, der tager den op til deres næste møde, og først derefter ved vi, om den er gået igennem eller ej. Når det er sket, går der igen lang tid, før beslutningen føres ud i livet.

Den proces er alt for langsom, mener Stig,

der i stedet foretrækker at ”gå direkte til hovedet frem for bagdelen”, som han siger. Det kan han kun gøre én gang om året, hvor bestyrelsen og beboerrådet mødes.

- Her kan jeg øjeblikkeligt få et svar på mine forslag fra de ansvarlige personer, påpeger Stig. Han lyser også helt op, da Arne ganske improviseret foreslår, at man kunne vælge en fast beboerrepræsentant, der sad med ved alle bestyrelsesmøderne. Forslaget kræver naturligvis en enig bestyrelse og et enigt beboerråd, så fremtiden må vise, hvad afgørelsen bliver. Men for Arne er én ting sikker: Beboerrådet lever, og ”livseliksiren” er stadig engagement og troen på, at beboerne skal have aktiv del i Kollegiets udvikling.

Kort om Kollegiet Gl. Køge Landevej Kollegiet Gl. Køge Landevej åbnede i 1973. Boformen er etableret af Missionen blandt hjemløse og rummer 38 pladser under Servicelovens § 94, hvor hjemløse kan bo midlertidigt, og 110 pladser under § 91 for beboere med behov for en mere varig bolig.

På Kollegiet er desuden bl.a. café, bibliotek, computerrum, og tv- og opholdsstuer samt mulighed for at motionstræne, spille bordtennis og billard m.m. Kollegiet er en selvejende institution med 14 fuldtidsmedarbejdere og driftsoverenskomst med Københavns Kommune.

9

Et årti med Hus Forbi Danmarks først og eneste hjemløseavis har rundt sit første årti og er i dag blandt landets største månedsblade, målt i oplag. Men hvad betyder avisen for brugerne – de hjemløse, som er en del af projektet – enten som sælgere, skribenter eller medlem af bestyrelsen?

Af Tina Juul Rasmussen, journalist »Støøøt de hjemløse – køb Hus Forbiiii!« 1. september var det ti år siden, de første sælgere af Hus Forbi indtog gader og stræder i landets storbyer med den nye gadeavis om hjemløse, udstødte og andre skæve eksistenser. I første omgang som et engangsprojekt

i forbindelse med Kulturbyåret 1996 og FN’s internationale fattigdomsår, der skulle sætte fokus på hjemløse og udstødte i smørhullet og velfærdsstaten Danmark. Men avisen blev en succes – og forsatte.

Og fra at være en lille håndfuld sælgere og en lønnet redaktør er både oplag, sælgerskare, udgivelsesfrekvens, sekretariat og redaktion bag avisen vokset i de ti år. I dag udkommer avisen hver måned i et oplag på 60.000 eksemplarer, har et korps på over 200 gadesælgere, som tjener otte kroner på hver avis, de sælger, en større redaktionsgruppe og et lille sekretariat med lønnet redaktør, salgsog administrationspersonale.

Brugere på alle niveauer Men kan Hus Forbi i dag karakteriseres som et brugerorganiseringsprojekt – eller er avisen et professionelt produkt med et ”hjemløst ansigt” udadtil i kraft af gadesælgerne? Både og, mener formanden for Hus Forbis bestyrelse, Robert Olsen, som til daglig er leder af Mændenes Hjem på Vesterbro i København: - Der er ingen tvivl om, at der er sket en organisatorisk professionalisering af Hus Forbi. Man kan Hjemløseavisen Hus Forbi var på gaden første gang i 1996. I dag er er sælgerne med deres gule tasker blevet en fast del af gadebilledet i København. (Foto: Holger Henriksen).

10

I anledning af Hus Forbis ti års jubilæum i september var der gallamiddag for sælgerne på Rådhuspladsen. (Foto: Holger Henriksen).

sige, at det er gået fra at være et græsrodsprojekt til en egentlig forening. Det er blevet mere gennemskueligt, hvem som laver hvad – funktionerne er blevet skilt ud: Vi har en redaktør, som har kontakten med redaktionsgruppen, vi har en ansat til at pleje kontakten med sælgerne, og vi har en bestyrelse, som tager sig at de overordnede linjer, siger Robert Olsen og fortsætter: - Men det spændende ved Hus Forbi er samtidig, at brugerne er med i organisationen på alle niveauer: Der er sælgerne på gaden, hjemløse og tidligere hjemløse, som af og til skriver i avisen, og brugerne, som er med i bestyrelsen. I hvert fald i forhold til arbejdet i bestyrelsen giver det nogle andre dimensioner, fordi det ikke altid følger det ”klassiske organisationsarbejde”. Her gælder nogle alternative regler – nogle har egne kæpheste og egne måder at gøre tingene på, som man ikke vil opleve i en almindelig bestyrelse – en mere individualistisk tankegang. Det åbner for nogle pædagogiske processer at være

med i det arbejde, både for brugerne og os professionelle. Man kan sige, at det er ikke er alting i Hus Forbi, som behøver at foregå helt stringent rationelt.

- En vigtig ting er også, tror jeg, at Hus Forbi er et meget konkret projekt – en konkret avis, som udkommer hver måned, og som skal sælges – modsat for eksempel det politiske arbejde, en organisation som SAND udfører (læs også artiklen s. 17, red.). Det er ikke så nemt at måle og veje, og det kan frustrere nogle. Det konkrete i Hus Forbi og dets budskab er med til at fastholde brugerne, tror jeg.

Godt for selvværdet Med et korps af mere end 200 faste sælgere, der hver måned afsætter de mange tusind aviser, har Hus Forbi i hvert fald slået sin eksistensberettigelse fast – både for læserne, hvoraf mange har deres ”faste” sælgere, de køber hos hver måned og for sælgerne, der

11

kan supplere deres kontanthjælp eller førtidspension. Og det er i høj grad pengene, som trækker, fastslår sælgernes fællesrepræsentant, Henrik Pedersen: - Det er helt klart, at indtægten betyder en masse. Mange af sælgerne sidder hårdt i det, fordi der er blevet skåret meget ned økonomisk fra kommunernes side de senere år.

Men sammenholdet og det sociale netværk betyder også utroligt meget for os – at være med i en gruppe. Vi kommer til sælgermøder, får lidt mad og kaffe og taler med de andre sælgere. Og så er det et reelt stykke arbejde, vi udfører hver dag med at sælge avisen. Mange har faste kunder – tag ikke fejl af det. Vi er kendte i København, siger han.

Og Henrik Pedersen er slet ikke i tvivl om, at alle til enhver tid vil foretrække at sælge Hus Forbi frem for at skulle i kommunal aktivering.

- Først og fremmest fordi avisen betyder en indtægt – modsat et kommunalt aktiveringsprojekt, hvor man kun får et lille aktiveringstilskud. Og mange holder sig i gang med Hus Forbi. Nogle er oven i købet gået sammen i små grupper, hvor de skiftes til at sælge 15 minutter ad gangen. Jeg tror også, at mange gerne vil vise, at de kan noget. Det er godt for deres selvværd. Og jeg tror, at mange ville ligge på gaden, hvis de ikke kunne sælge Hus Forbi.

Respekt for arbejdet Til at udvikle og pleje det voksende sælgerkorps har Hus Forbi ansat Heidi Riel, som har en kontinuerlig kontakt med sælgere og distributører af avisen (de steder, sælgerne kan købe deres aviser), holder månedlige sælgermøder, sørger for tasker og tøj til sælgerne osv.

- Jeg viser dem seriøs respekt for det arbejde, de udfører på gaden, lytter til dem – og stiller krav. For eksempel har vi indført nogle regler for salget, som sælgerne selv har defineret, men som jeg hjælper dem med at håndhæve – blandt andet at de ikke skal være

12

- Jeg tror mange hjemløse gerne vil vise, at de kan noget. Det er godt for selvværdet, siger Henrik Pedersen, fællesrepræsentant for Hus Forbis sælgere.

(Foto: Lisbeth Rindholt).

alt for påvirkede, når de sælger, og at de skal opføre sig ordentligt over for både hinanden og kunderne. Det er også mit indtryk, at det betyder meget for dem, at de har hinanden – de er jo kolleger – og ser ikke længere bare hinanden som sprittere eller misbrugere, siger Heidi Riel, Hus Forbis salgs- og distributionskonsulent.

Jakker, tasker, kasketter og paraplyer er blevet en del af sælgernes ”uniform,” og det har også betydning, mener hun.

- De er vigtigt for sælgerne at være en del af en gruppe, og med udstyret på er de nemmere at genkende. Det betyder noget for deres selvværd, at folk på gaden kan se, at sælgerne er en del af en gruppe og ikke bare tilfældige tiggere.

- Man kan sige, at i de i princippet lige så godt kunne sælge vaskepulver, men forskellen er, at Hus Forbi er et fælles projekt. Avisen handler om deres liv, så de kan stå inde for det, de sælger. Det er en vigtig forskel.

Friheden betyder også meget – de er herrer i eget hus, der er ingen, der puster dem i nakken – og så ved de, at jo længere tid de er på gaden, jo flere aviser sælger de. Så på den måde er der både selvværd, selvjustits og ”opdragelse” i arbejdet, siger Heidi Riel og understreger, at et mål fremover også vil være at hjælpe de enkelte sælgere videre – og ikke fastholde dem som avissælgere resten af livet.

Fra bænken til banen De sidste fire år har gadefodbolden samlet det største antal hjemløse og udstødte om én aktivitet herhjemme. Er det brugerorganisering – eller bare sjov i gaden med vennerne?

Begge dele, siger projektleder i OMBOLD, Karina Jørgensen.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist - Kom så, Kim Krimi! Kom nuuuu!

Der er tæt pakket omkring banderne ind til banen – personlige tilråb, klappen og hujen fylder luften. Publikum er helt oppe at ringe.

Efter to dages intense kampe er det nu, det hele afgøres.

Men målmand Kim Fabricius fra Kofoeds Skoles Ungdomsafdeling (KSU) er ikke voldsom optimistisk før finalen mod Hørhusets Bright Side United.

- Vi tabte til dem i sidste års semifinale og finalen året før.

Og pessimismen holder stik. Med en slutscore på 8-3 til Hørhuset er der ikke meget at stille op for KSU. DM i Gadefodbold for Hjemløse går til Bright Side United for 3. år i træk.

Men selv om kampen om trofæet betyder meget for holdene, handler det også om at være sammen og mødes på tværs: - Det er hyggeligt at være her – jeg kan godt lide at være sammen med folk fra hele landet. Der er god stemning. Jeg har selv været med i et par år og spiller fodbold et par gange om ugen, siger Jan Tang, 31 år fra holdet Åben Dør i Brøndbyøster – han har i parentes bemærket kun et ben. Det andet blev

Gadefodbold for hjemløse – også en slags brugerorganisering. Her dyster Mændenes Hjem mod holdet fra Svenstrupgaard ved DM i sommer.

(Foto: Lars Skaaning).

13

kørt af ved en togulykke for fem år siden.

Men Jan spiller fint med sin benprotese.

For Monika Nielsen fra FC Benedict i Odense har fodbolden en særlig betydning.

- Jeg kom med på holdet, fordi min mor har boet på forsorgshjem, og så kom jeg med til træning. Jeg har været med de sidste par år.

Jeg har selv et alkoholmisbrug, og det at spille fodbold betyder, at jeg har noget at se frem til – træning et par gange om ugen. Og det mindsker mit forbrug.

- Det er kanon at være med her – hyggeligt, god stemning og mange rare fyre, som bekræfter en lidt. Det kan vi jo alle sammen godt bruge, ikk?

Tusindvis samlet om fodbolden Scenen er Israels Plads i København i sommer. Men det kunne lige så godt være Fynsmesterskaberne, De jyske mesterskaber eller Københavnsmesterskabet. For næsten uanset hvor i landet, der afvikles et stævne i gadefodbold for hjemløse, er fremmødet stort – både af spillere og hold, frivillige og tilskuere. 23 hold med 230 spillere fra hele landet spillede om DM-pokalen i år. Og siden begyndelsen af 2003, hvor det første Danmarksmesterskab fandt sted, er interessen for og opbakningen til gadefodbold for hjemløse steget nærmest eksplosivt.

- Vi har holdt masser af stævner og mesterskaber, og i den forbindelse har vi formået at samle det største antal hjemløse og socialt udsatte på et og samme sted adskillige gange nu. Fodbold kan og gør et eller andet ved mennesker – også dem, som ligger ned.

Vores formål er, at de kommer fra bænken og på banen, siger Karina Jørgensen, projektkoordinator i OMBOLD. OMBOLD blev dannet i 2003 og har til formål at give hjemløse og andre udsatte mulighed for at spille fodbold.

- Gennem de sidste par år har mere end 3.000 hjemløse deltaget i vores arrangementer. Vi forventer, at omkring 2.600 vil deltage i 2006, hvor vi holder fire mesterskaber og et

14

Landshold til VM I begyndelsen af oktober lander det danske hjemløselandshold i gadefodbold i Kastrup Lufthavn efter at have spillet om VM-pokalen i gadefodbold i Cape Town, Sydafrika.

Det er første gang, OMBOLD har satset så stort på et landshold. Siden februar har 12 spillere trænet i fitnesscenter og på fodboldbaner, været gennem fysiske tests, gennemført DBU trænerkursus og har forbedret sig markant, både fysisk og socialt.

- Flere har lagt misbrug fra sig og kæmper virkelig med at skulle være clean. Der er ingen tvivl om, at kroppens egne endorfiner har vist sig velegnede til at lægge misbrug af hash og andre stoffer fra sig. Spillerne har udviklet sig helt fantastisk. Vi tror, at det hænger sammen med det nye fællesskab og det sportslige. Deres sociale kompetencer og temperamenterne er også forbedret, siger Karina Jørgensen fra OMBOLD. Det endelige hold med otte spillere til VM blev udtaget i august. De tre spillere, som blev fravalgt (en har tidligere meldt fra pga. skade) er nu tilknyttet holdet som hjælpetrænere.

- Udvælgelsen var en hård omgang for alle. Men vi overlevede, og det ser ud til at de tre drenge, som blev valgt fra, har påtaget sig opgaven som hjælpetræner. Især en er blomstret op og bruger i den grad tid og energi på opgaven, fortæller Karina Jørgensen.

ukendt antal stævner. Det siger noget om, at der er et behov, siger Karina Jørgensen.

Vigtigt at være ”normal” Hun mener, der er flere faktorer, som kan forklare, hvorfor fodbolden er blevet så populær hos netop denne målgruppe:

Danmarksmesterskabet i Gadefodbold for Hjemløse 2006 gik for tredje år i træk til Bright Side United fra Hørhuset i København. Kampen om trofæet betyder meget for holdene, men det handler også om at være sammen og mødes på tværs. (Foto: Lars Skaaning).

- Det handler om at danne sociale netværk på tværs af landet. Folk mødes til stævner og har en fælles historie, men de mødes om noget positivt og noget ”normalt”. Stævnerne opfattes som et frikvarter, hvor alle problemer lægges væk – fokus er på bolden og holdet. Det giver styrke, selvværd og mod på fremtiden. Og jeg tror, normaliteten har stor betydning. Det er svært bare at gå ned og melde sig ind i den lokale fodboldklub. Hos os kan man komme uden forudsætninger og bare spille med. Og så er det også sundt for hjemløse at røre sig.

Men mener du, at man kan tale om brugerorganisering – eller handler det netop bare om at mødes, have det sjovt og spille noget bold?

- Ja, jeg mener godt, man kan tale om en vis grad af brugerorganisering – afhængig af hvordan man definerer begrebet. Gadefodbolden samler i hvert fald mange fra målgruppen om en fælles aktivitet. Men det er svært for brugerne selv at arrangere og holde fast i aktiviteten. Der skal støtte og hjælp til fra de ansatte på boformerne og værestederne, fastslår Karina Jørgensen.

Hun mener heller ikke, at OMBOLD og aktiviteterne omkring gadefodbolden er færdigudbyggede endnu.

- Der er ingen tvivl om, at jo flere aktiviteter, vi kan stable på benene, jo flere brugere får vi med. Men det er ingen hemmelighed, at det er svært at sidde i København og organisere arbejdet på Fyn og i Jylland. Derfor vil

15

vi gerne på sigt udbygge organisationen med konsulenter begge steder – også for at udbygge samarbejdet mellem boformerne lokalt. Vi oplever, at det nogle steder er svært for dem at få talt sammen om at arrangere og koordinere aktiviteterne.

På sigt kan Karina Jørgensen også forestille sig, at der kunne blive tale om andre sportsgrene.

- De fysiske aktiviteter er en god måde at få fat i folk på – og måske især de unge. Vi har

jo et socialt sigte med idræt for udsatte – ud over at forbedre deres fysiske form håber vi også, at idrætten kan være med til at udvikle deres sociale kompetencer, så de kan komme videre med deres liv i forhold til fx bolig og uddannelse eller arbejde, siger Karina Jørgensen.

Se hvordan det gik holdet til VM på www.ombold.dk

En ’ombold’ Om- (adv.) udtryk for at noget skifter, vender, ændres el. gøres forfra. (Politikens Danskordbog.) I sportssammenhænge, dømmer en dommer OMBOLD, når en udefrakommende hændelse uhensigtsmæssigt intervenerer i spillet og forhindrer fortsat retfærdigt spil. Implicit ligger i begrebet, at spilleren er uden skyld og derfor får en ny chance eller mulighed for at fortsætte eller starte forfra.

(Kilde: www.ombold.dk)

Støtte til Missionen blandt Hjemløse er ikke kun penge, men også hænder.

RING 36 16 11 13 Hvis du har lyst til at være frivillig medarbejder i et af vore væresteder.

Fortæl om dine forventninger til os og hør om vores forventninger til dig.

HJÆLP OS AT HJÆLPE

16

SAND:

Ikke til at komme udenom De hjemløses landsorganisation SAND har eksisteret siden 2001. I begyndelsen var der en del modstand, i dag er SAND respekteret og ikke ”til at sidde overhørig”, fortæller formand Torben Høecke. Vi har talt med ham om brugerorganisering på godt og ondt.

Af Karen Pedersen, journalist

Modstand i begyndelsen

Hvorfor er det vigtigt at hjemløse organiserer sig og har deres egen landsorganisation?

- Efter min mening er det vigtigt for hjemløse at have et talerør, som kan udtrykke deres ønsker og behov. Hjemløse er netop defineret ved, at de i et eller andet omfang er sat uden for samfundet.

- Ved at vi organiserer os i en landsorganisation, eller i en interesseorganisation om man vil, får vi mulighed for at indgå i det parlamentariske system og give vores bud på, hvordan vi som samfund forhindrer social udstødelse og gør livet tåleligt for de hjemløse, der nu engang er i samfundet.

- For det andet synes jeg det er vigtigt for vores selvforståelse som hjemløse, at vi bliver anerkendt som en gruppe borgere, der er værd at lytte til. Vi har høstet nogle erfaringer i vores liv, og ved at videregive dem kan vi medvirke til at skabe et bedre samfund, hvor der bliver færre hjemløse, og de hjemløse, der er, får det bedre.

Er der noget, du er særlig tilfreds med, at SAND har sat sit fingeraftryk på?

- Da man startede brugerorganiseringen på hjemløseområdet – det var to år før vi etablerede SAND – var der rigtig mange kritiske og desværre indflydelsesrige røster, som råbte op om, hvor forkert det var at forsøge at vride meninger og holdninger ud af hjemløse. Man mente, man ville gøre de hjemløse en bjørnetjeneste ved at bede dem forholde sig til alle mulige problemstillinger. Det ville kun gøre livet værre for den enkelte.

- Heldigvis har vi bevist, at det kan lade sig gøre at etablere en brugerorganisation for en udsat gruppe, hjemløse. Set i bakspejlet gjorde vi det rigtige ved at organisere os.

Der har aldrig været større fokus på ”brugere”, end der er i dag. Nu ser vi jo alle mulige organiseringer af udsatte grupper. Jeg er sikker på, at SAND har stor andel i, at det er blevet meget nemmere – og gudskelov for det – at organisere de udsatte grupper.

Selvom vi har fået mange slag over næsen undervejs, har det været det hele værd.

SAND har fem års fødselsdag i år – hvad synes du, I har opnået på de fem år?

- Først og fremmest har vi opnået anerkendelse. Vi bliver i stadig større omfang kontaktet af andre organisationer, der arbejder på det sociale område, af amter og kommuner, som gerne vil i dialog med os, af medier, hjemløsetilbud og privatpersoner.

- Fælles for dem er, at de ser SAND som en organisation, der besidder en masse ressourcer, meninger og holdninger, som man ikke kan sidde overhørig.

Hvad har været det sværeste at tage fat på i jeres arbejde?

- Igen kommer vi ikke uden om den megen modstand, vi mødte på boformerne for hjemløse, da vi forsøgte at oprette brugerråd, for at beboerne kunne få indflydelse på deres dagligdag.

- Nu har langt de fleste ledere på boformerne imidlertid fundet ud af, at brugere, ansatte, de selv og omverdenen får et bedre sted ved at inddrage dem, det handler om, nemlig brugerne.

17

- Når vi ser på os selv, kan vi heller ikke komme udenom, at det kan være svært at samarbejde med folk, som har problemer med at kontrollere brugen af alkohol og stoffer. Det er svært både i forhold til at holde sammen på organisationen og i forhold til samarbejdspartnere. Vi er ikke altid lige stabile, og det har selvfølgelig givet os nogle nederlag undervejs, når en af vores folk er ”faldet i et hul” og derfor ikke har overholdt en aftale. Heldigvis har vi efterhånden opnået en tillid fra Socialministeriet, fra amterne og kommunerne, som gør at vi stort set altid er velkomne hos dem.

Et solidarisk samfund

Torben Høecke formand for SAND Om sin baggrund fortæller Torben: - I 2000 fik jeg en dyb depression, som ødelagde mit daværende liv ret radikalt.

Jeg kunne ikke tackle min situation og mistede både arbejde og bolig. På et tidspunkt var jeg gadehjemløs i tre uger (heldigvis om sommeren). Min datter fandt mig og kørte mig direkte på Forsorgshjemmet i Esbjerg, da jeg var i en helt ubeskrivelig forfatning. Jeg boede 13 måneder på forsorgshjemmet, hvor jeg bl.a. blev beboerrådsformand i en periode, og derved fik jeg interesse for det sociale liv blandt udsatte og hjemløse. Jeg har aldrig været alkoholiker eller stofmisbruger, og i dag føler jeg mig rimeligt kureret for min sygdom.

- Jeg kom ind i nærudvalget i Esbjerg og så var vejen åben for optagelse i SANDs bestyrelse. I første omgang som suppleant, da jeg lige ville se, om det i hele taget var noget for mig. Jeg blev glædeligt overrasket over den entusiasme og det gode humør, som mange hjemløse er i besiddelse af. Jeg blev senere valgt som næstformand, og da den tidligere formand trak sig på grund af sygdom, overtog jeg formandsposten i marts i år.

Hvad er de vigtigste udfordringer, SAND står overfor?

- Nu da vi lige er kommet indenfor i det gode selskab, ændrer verden sig jo dramatisk på det sociale område i og med at kommunerne overtager området (med kommunalreformen pr. 1. januar 2007, red.). Derfor står vi med en kæmpe udfordring i forhold til at gøre de nye kommuner opmærksom på, hvem SAND er, og hvordan vi kan hjælpe dem med at lave nogle gode tilbud til hjemløse.

Jeg er bange for, at kommunerne vil få så mange nye opgaver, de gerne vil udføre så godt som muligt, at det vil gå ud over nogle områder. Der skal ikke meget politisk indsigt til, før det står lysende klart, at der er flere stemmer i børnefamilier end i hjemløse.

- En anden stor udfordring er at forhindre, at der kommer en ny marginaliseringsbølge

18

over Danmark, at uligheden øges, og flere borgere bliver hægtet af.

- Med de stramninger, regeringen har lavet i forhold til kontanthjælpsmodtagere og indførelsen af starthjælp, har man med et snuptag øget risikoen markant for store grupper i befolkningen for at ryge på røven.

- Fremtidens hjemløse vil formodentligt blive mødt med flere krav fra samfundet.

Vi han allerede nu se konsekvenserne af en øget ulighed i samfundet, og jeg er bange for, at vi kun har set toppen af isbjerget.

- Som organisation må vi aldrig miste visionen om et mere solidarisk og menneskeligt samfund.

✄

Meddelelse til bladkartoteket: □ Jeg ønsker at tegne abonnement □ Ret venligst mit abonnement til nedenstående □ Jeg ønsker at opsige mit abonnement □ Jeg/vi får 2 eksemplarer af bladet

Benyt venligst BLOKBOGSTAVER Navn

Missionen blandt Hjemløse Adresse

Postnr.

Gammel Køge Landevej 137 +++ 2573 +++ 2500 Valby By

✄ SAND (Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark) blev dannet i 2001. Det er en organisation for nuværende og tidligere hjemløse, der arbejder med brugerorganisering på hjemløseområdet. SAND er talerør for mennesker, som ellers ikke har nogle til at tale deres sag. Foreningens hovedformål er at modarbejde de udstødende mekanismer i samfundet, der gør folk hjemløse, og at forbedre tilværelsen for de hjemløse, der nu engang er.

SAND arbejder på tre niveauer: • Nationalt, i forhold til folketingspolitikere og ministerier, for at finde nye eller bedre løsninger på hjemløseproblematikkerne.

• Regionalt, i dialog med regionale og kommunale politikere.

• Lokalt, på og omkring boformer for hjemløse, hvor SAND støtter oprettelsen af beboerråd mv.

SAND står for Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark. Der er otte lokale nærudvalg, eller SAND-udvalg, som de nu hedder, som arbejder tæt sammen med foreningens sekretariat.

Ca. 100 tidligere og nuværende hjemløse er frivillige i SAND. På sekretariatet er ansat to medarbejdere, en landssekretær og en informationsmedarbejder.

Læs mere på www.sandudvalg.dk

19

MISSIONEN BLANDT HJEMLØSE Missionen blandt Hjemløse påbegyndte sit arbejde den 25. oktober 1893 og har til formål at lave socialt hjælpearbejde blandt hjemløse, ensomme og socialt vanskeligt stillede mennesker i hovedstadsområdet. I dag omfatter arbejdet følgende områder:

SEKRETARIAT Gl. Køge Landevej 137, 2500 Valby Tlf. 36 16 11 13 – Fax 36 16 61 03 mbh@hjemlos.dk – www.hjemlos.dk Bestyrelsesformand: Lasse Rydberg Forretningsfører: Jørgen Baadsgaard Sekretariatet koordinerer og administrerer organisationens arbejde, udgiver bladet HJEMLØS og arrangerer gerne informationsmøder og undervisning.

MÆNDENES HJEM

KOLLEGIET, GL. KØGE LANDEVEJ

Lille Istedgade 2 1706 København V. Tlf. 33 24 39 04 mh@hjemlos.dk www.maendeneshjem.dk Forstander: Robert Olsen

Gl. Køge Landevej 137 2500 Valby Tlf. 36 30 43 21 kollegiet@hjemlos.dk Forstander: Arne Jacobsen

VÆRESTEDET AMADEUS

VÆRESTEDET PEGASUS

Borgbjergsvej 54 2450 København SV. Tlf. 33 31 60 03 amadeus@hjemlos.dk Leder: Jørgen Hansen

Enghavevej 152 2450 København SV. Tlf. 33 21 98 15 pegasus@hjemlos.dk Leder: Henning Uhrenfeldt Laursen

VÆRESTEDET I SYDVEST Enghavevej 171, 2450 København SV. Ledet af Støtteforeningen “Værestedets Venner” og brugernes bestyrelse.

HJÆLP OS AT HJÆLPE VED AT SENDE BIDRAG PÅ GIRO 900-1859