Hjemløs 3 - 2006 by WeShelter

HJEMLØS 3/2006 MISSIONEN BLANDT HJEMLØSE December

Hjemløshed i Europa

HJEMLØS

Dec. 2006 - 15. årgang

MISSIONEN BLANDT HJEMLØSE Gratis kontaktblad Udkommer 3-4 gange årligt Oplag: 3.200 ISSN 0906-3471 Sekretariat og ekspedition: Gl. Køge Landevej 137 2500 Valby Tlf. 36 16 11 13 Giro 900-1859 Redaktion: Robert Olsen (ansv.) Karen Pedersen (DJ) Forsidefoto: En tigger i Paris har klædt sig ud som julemanden. (Foto: Scanpix/Reuters) Navngivne indlæg er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens eller organisationens holdning. Sats & tryk: Fihl Jensen Grafisk Produktion Finsensvej 86 2000 Frederiksberg Tlf. 38 87 51 55

Den globaliserede hjemløshed ”Hjemløsheden er blevet multikulturel”, skrev jeg i en artikel for ca. 10 år siden. Nye hjemløse med indvandrer- og flygtningebaggrund var begyndt at dukke op på herbergerne og forsorgshjemmene i København. Dette var vel de første billeder på, at verden var kommet tættere på herbergerne i Danmark. Det var ikke mere Storm Petersens tegninger af hjemløse alkoholikere med store overfrakker og flasker i inderlommen, som udgjorde billedet af ”de hjemløse”. Mennesker flytter på tværs af grænser. Lige meget om man kan lide det eller ej, så flytter vi os mere end nogen sinde. Længslen efter frihed, flugt fra fattigdom, forelskelse og kærlighed eller eventyrlyst tvinger os på vej. Det er ikke for alle, at denne rejse ender lykkeligt. Man kan se afrikanske hjemløse/flygtninge leve illegalt i Spanien, Man kan se legalt indvandrede polske arbejdere havne på gaden i København, og man kan se alkoholiserede hjemløse danskere, som er strandet på en ferieø i syden. Derudover ser vi store menneskemængder strømme væk fra enhver krig og miljøkatastrofer i verden, hvad enten det er i Irak, Afghanistan eller Sudan. De havner i første omgang som hjemløse og i anden omgang i midlertidige flygtningelejre under umenneskelige forhold. Hjemløsheden er ikke mere blot et nationalt problem. Hjemløsheden er blevet et fragment i den globaliserede verden. Vi kan ikke ”nøjes” med at beskæftige os med ”vores hjemløse”. Initiativer og handlinger er en logisk konsekvens af hjemløshedens globale problemstillinger. I dette nummer af HJEMLØS ser vi på hjemløsheden i et europæisk perspektiv. Hvad er vores rolle? Hvad kan vi bidrage med? Robert Olsen, forstander, Mændenes Hjem

Ønsker De at modtage bladet i fast abonnement, så benyt kuponen på næstsidste side.

Kollektdag

Adresseændring eller opsigelse af bladet: Adresseændring eller opsigelse meddeles direkte til det lokale postkontor – eller brug blanketten side 19.

Missionen blandt Hjemløse har kollektdag 1. søndag efter helligtrekonger – den 7. januar 2007. Vi håber mange menigheder vil betænke vort sociale, diakonale arbejde blandt samfundets hjemløse, ensomme og socialt vanskeligt stillede mennesker.

Et Europa med plads til alle Eurodiaconia forsøger gennem sit politiske arbejde at give næring til visionen om et Europa med plads til – og livskvalitet for – alle. Et Europa, hvor værdier som værdighed, solidaritet og retfærdighed ikke bare er ord på et stykke papir.

Af Heidi Paakjær Martinussen, generalsekretær i Eurodiaconia Et Europa hvor få har for meget og færre for lidt. Sådan kunne vi omskrive Grundtvigs vision for Danmark til en vision, der strækker sig ud over vores eget lands grænser. Visionen er ikke virkelighed i dag, hvis vi ser ud over Europa. I mange EU-lande er der stor arbejdsløshed med marginalisering af mennesker til følge. ”The working poor” er en beskrivelse, vi desværre kan give til mange, som selvom de har en indtægt, stadig befinder sig under fattigdomsgrænsen. Ifølge statistikkerne er der 72 millioner fattige mennesker i EU. På trods af velfærdsstigning i Europa generelt i de sidste mange år er der stadig mange, der falder gennem samfundets netværk. Og hvis vi ser ud over Europa, er størrelsen på netværkets masker meget forskellige. I det nye EU-medlemsland Rumænien for eksempel, får en pensionist under 400 kr. om måneden i pension. Skal du på plejehjem, må du selv betale godt 1800 kr. Jeg talte for nylig med en ungarsk præst. Han og hans kone arbejder begge fuld tid. De har tre børn at forsørge. Med to fuldtidsindtægter er det ikke muligt selv at købe et hus og leve i økonomisk selvstændighed. Parret havde brug for hjælp fra forældrene for at realisere deres drøm om eget tag over hovedet.

Engagement i øst Flere steder i Mellem- og Østeuropa spiller diakonien en stor rolle i udbuddet af velfærdsydelser blandt ældre, børn og unge, ud-

viklingshæmmede, misbrugere, hjemløse og mennesker, der er ekskluderede og i nød. Diakonien har dog også trange økonomiske kår og er ofte afhængig af hjælp fra vestlige organisationer, fordi statstilskud til at drive diakonalt arbejde er begrænset. Det betyder også, at diakonien mange steder benytter sig af frivillig arbejdskraft. Nogle frivillige giver to-tre dage om ugen til diakonien, og så arbejder de resten af tiden i et lønnet job for at få brød på bordet. Dog ser vi også i nogle af de nye EU-lande, at diakonien (som var forbudt under kommunismen) vokser med eksplosiv fart og har mulighed for at ansætte mange professionelle. Et eksempel kan ses i Tjekkiet, hvor et af Eurodiaconias medlemmer er vokset fra 0 ansatte for 15 år siden til i dag at have 400 ansatte og drive 40 diakonale centre og projekter. Det engagement og den sociale kamp, der udspiller sig hos vores naboer i øst, må være en inspiration i vores eget arbejde. Men inspirationen gælder begge veje. Kapacitetsopbygning, know-how, udvikling af medarbejdere osv. er efterspurgt af mange af de nye diakonale organisationer og kirker med diakonalt arbejde i de central- og østeuropæiske lande.

En politisk stemme Erfaringsudveksling mellem diakonien i Europa er et af arbejdsområderne i Eurodiaconia. Eurodiaconia er en organisation med 34 medlemmer i 20 europæiske lande i og uden for EU. Medlemmerne er kirker og diakonale organisationer, som driver kirkeligt socialt arbejde i sogne og på institutioner. Medlemmerne arbejder med fysisk og psy-

kisk udviklingshæmmede, ældre, børn og unge, misbrugere, hjemløse og udstødte. Eurodiaconia forsøger at facilitere udveksling af erfaringer, netværksdannelse og assistance gennem arbejdsgrupper, regionale platforme, seminarer og konferencer for medlemmerne. Et andet vigtigt element af Eurodiaconias arbejde er den politiske røst i EU-regi. Eurodiaconia har et kontor i Bruxelles med to medarbejdere, som dels arbejder med ovennævnte seminarer og arbejdsgrupper, og som følger med i, hvad der sker på det socialpolitiske område i EU.

Samarbejde som løftestang EU har generelt ikke kompetence inden for socialpolitik. Dette hører under de enkelte medlemslande. Alligevel beskæftiger EU sig med socialpolitiske udfordringer gennem anbefalinger til medlemslande og ved at sammenligne god praksis inden for det sociale område. Spørgsmålet er, om disse værktøjer er tilstrækkelige til at at bekæmpe fattigdom og social eksklusion i Europa. En af Eurodiaconias opgaver består i at kaste lys på disse problemstillinger i forhold til beslutningstagerne i EU. Det gør vi blandt andet gennem direkte kontakt til embedsmænd og ved at kommentere publikationer fra EU om fremtidens sociale Europa. Men også gennem samarbejde med andre NGO’ere (ikke statslige organisationer, red.) i Bruxel-

Moskva: En ældre russisk kvinde får et måltid mad fra et madudleveringssted på en togstation. (Foto: Scanpix/Reuters)

les, heriblandt det katolske Caritas Europa. Samarbejdet med andre NGO’ere er en god løftestang til at få lydhørhed og sætte fokus på problemstillingerne.

Livkvalitet for alle En af udfordringerne ligger for øjeblikket i den fokus, EU har på vækst og arbejde. Den såkaldte Lissabon-strategi, som stats- og regeringslederne vedtog i 2000, har til formål at udvikle Europa inden for de næste 10 år til at have den mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i verden og samtidig være i stand til at skabe bæredygtig udvikling og social inklusion. Men krisen kradser i mange af de europæiske lande, som har stor arbejdsløshed og lav økonomisk vækst. Det har fået beslutningstagerne til i øget grad at fokusere på økonomisk vækst og i mindre grad på social inklusion. Eurodiaconia peger derfor på, at vækst og arbejde ikke i sig selv skaber samfund med stor social inklusion. Og selv i samfund med lav arbejdsløshed og stor velfærd, er der mennesker, som ikke er inkluderede. Derfor er der behov for, at vi

Social inklusion Eurodiaconia ledede for nylig et to-årigt EU-støttet projekt, som undersøgte ”kvalitet og adgang til sociale serviceydelser for social inklusion”. I projektet deltog 16 partnere fra hele Europa. En del af arbejdet gik ud på, at projektdeltagerne udvekslede erfaringer om tiltag for social inklusion. Læs mere om disse tiltag og projektet på www.eurodiaconia.org/quasi

ikke bare nationalt, men også på europæisk plan sætter mere fokus på at skabe livskvalitet for alle uafhængig af job- og livssituation. Det vil sige, vi må sætte fokus på menneskelig værdighed!

Se på værdierne

Vores erfaring er, at der er en ubalance imellem EUs kompetencer og de problemstillinger, vi står over for i dag. 72 millioner fattige er ikke blot et nationalt problem. Det er et europæisk problem. Derfor må vi spørge os selv ikke blot i de enkelte lande, men også på europæisk plan, hvordan vi kan sikre, at vores værdier om værdighed, solidaritet og retfærdighed ikke blot bliver ord på papiret, men også bliver fulgt op politisk. I denne debat ønsker Eurodiaconia at bidrage som en organisation med et bredt medlemsskab og en stærk diakonal profil.

72 millioner fattige i EU taler deres eget tavse sprog. Eurodiaconia forsøger gennem sit politiske arbejde at give en stemme til den virkelighed, vi står over for i Europa i dag – trods velstand og vækst. Det handler om visionerne – et Europa, hvor få har for meget og færre for lidt. Det handler om værdier – Missionen blandt Hjemløse er medlem af vores kristne livs- og menneskesyn, vores Eurodiaconia via Dansk Diakoniråd. syn på værdighed, solidaritet, retfærdighed. Læs mere om Eurodiaconia på Og det handler om politisk aktion. Det fak- www.eurodoaconia.org tum, at EU først og fremmest er et økonomisk samarbejde er en udfordring for os som diakonale organisationer. Vi må sætte fokus på fattigdom, velfærd, ekslusion, ligeværd, Diakoni hjemløshed osv. Vi må sætte spørgsmålstegn ved, om vores Diakoni kommer af det Europa udvikler sig i overensgræske ord diakonia, der stemmelse med vores værbetyder tjeneste. dier. Om vores politikere kun Diakoni er socialt ombeskæftiger sig med økonosorgsarbejde på kirkeligt misk vækst og tiltag for de grundlag. mennesker, man ved, man kan En diakon var i oldkirfå tilbage på arbejdsmarkedet. ken biskoppens medEller om man også beskæftihjælper. I den katolske kirke er det en embedsorden ger sig med effekten af den under præsterne. I den protestantiske kirke udfører økonomiske politik for de diakoner sjælesorg, undervisning, pleje af syge og mennesker, der har det svægamle og anden social forsorgstjeneste. rest, og som er marginaliserede i vores samfund.

Kofoeds Skoles internationale arbejde:

Hjælp til selvhjælp i seks lande Siden begyndelsen af 90’erne har Kofoeds Skole med stor succes eksporteret sine socialpædagogiske metoder til udlandet. Det begyndte i Polen, i dag er der 14 skoler i seks forskellige lande.

Af Ole Meldgaard, chefkonsulent, Kofoeds Skole I begyndelsen af 1990’erne oplevede Kofoeds Skole et stigende antal udenlandske kontakter med besøg fra den store verden: fra sociale NGO’er, fra ministerier og fra videnskabelige institutter. Udlændinge ville lære af danske erfaringer fra arbejdet med socialt udsatte grupper. Også skolens medarbejdere begyndte at rejse ud på studie- og foredragsture til udenlandske institutioner og konferencer, og i et par tilfælde blev der etableret EU-finansierede partnerskaber med projekter i udlandet. Der blev især udviklet et stærkt samarbejde med folkelige organisationer og institutioner i de østeuropæiske, tidligere kommunistiske lande. Med finansiel bistand fra bl.a. Demokratifonden holdt skolen en række kurser for østeuropæiske socialarbejdere om demokrati og socialpolitik. Efterhånden opstod ideen om at overføre Kofoeds Skoles socialpædagogiske metoder til de nye demokratier, i første omgang til Polen. Den første udenlandske skole blev indviet ved årsskiftet 1997/98 i Siedlce 100 km øst for Warszawa. Derfra har arbejdet siden bredt sig til tre andre institutioner i Polen, fem skoler i Tjekkiet, en i Estland, to i Litauen, en i Ukraine og en i Armenien – i alt 14 skoler i seks lande indtil nu. Dertil kommer en række løsere relationer omkring fælles projekter og Kofoeds Skoles medlemskab af internationale netværk. I slutningen af 2003 foretog vi en elevtælling på de daværende udenlandske skoler. Det samlede daglige elevtal var ca. 1.300 personer.

Efter kommunismen Formålet med det udenlandske engagement har været at hjælpe landene med at opbygge og udvikle aktive socialpædagogiske metoder og skabe institutionelle rammer for indsatsen over for de mange mennesker, som ikke har fået del i de nye tiders goder: bl.a. hjemløse, arbejdsløse, misbrugere, mennesker med psykiske problemer, løsladte fanger fra fængslerne og elementært fattige mennesker. Efter 50 år med kommunisme og pr. definition ingen sociale problemer har der været et stort behov for at udvikle brede socialpædagogiske, aktiverende programmer, som kan være med til at forbedre forholdene for de mange socialt udstødte mennesker, som også blev konsekvensen af de politiske forandringer. Forandringerne betød nemlig også, at man gik fra en overvejende sygdomsorienteret – patologisk – opfattelse af fx hjemløshed og misbrug til en socialorienteret opfattelse af problemerne som en del af samfundsudviklingen.

Lokale ildsjæle Drivkraften i oprettelsen af skolerne er lokale behov. Skolerne er altid opstået på baggrund af ønsker fra lokale ildsjæle, det vil sige som et civilt initiativ, der udspringer af et folkeligt ønske nedefra om at gøre en forskel for de udstødte og fattige mennesker i samfundet. Kofoeds Skole har i hvert enkelt tilfælde gjort meget ud af at ”se folk an”, invitere dem til København og lære dem godt at kende, også som mennesker og venner, så vi var helt sikre på, at vi delte den samme vi-

sion og kunne stole på hinanden. I et sådant arbejde bygger meget på gensidig tillid. Fordi skolerne i udlandet er opbygget på lokale behov og udviklet af lokale kræfter, er skolerne også forskellige i deres indretning og opbygning. Der er heller ikke en fikseret og bestemt målgruppe, ligesom arbejdsformerne varierer fra land til land. Kofoeds

trerer sig om undervisning, værkstedstræning og rådgivning. På fem skoler er der herberg. Alle skolerne deler imidlertid den samme ide om hjælp til selvhjælp som metode i socialt arbejde.

Selvkørende skoler En væsentlig forudsætning for at overføre skolens metoder og erfaringer har været, at de udenlandske skoler skulle gøres i stand til finansielt at klare sig selv. Derfor har vi lagt stor vægt på at overføre institutionel og organisatorisk kompetence til selv at kunne fortsætte. Dette er sket gennem udstationering af en medarbejder, en omfattende besøgs- og kursusvirksomhed, oversættelse af dansk litteratur, supervision – men også gennem en intensiv pleje af lokale myndigheder i de byer, hvor skolerne ligger. Mange lokalpolitikere og embedsmænd har været på besøg på Kofoeds Skole for ved selvsyn at få indblik i skolernes potentiale, og det har gjort det nemmere for de lokale skoler at forhandle sig frem til samarbejdsaftaler. Ud over de socialpædagogiske metoder er der Kofoeds Skole i Warszawa: Tidligere var det en kostald. I dag er her herberg med værksteder og undervisning.

Skole har aldrig forsøgt at presse én model igennem. Strategien har været at gøre de lokale ildsjæle i stand til selv at anvende Kofoeds Skoles basismetode om hjælp til selvhjælp og selv udvikle indsatsen efter de lokale behov og forudsætninger. Derfor har skolen anvendt sin egen pædagogiske metode om hjælp til selvhjælp også i dette arbejde med at overføre erfaringer og metoder. Indsatserne er forskellige fra skole til skole, men koncen-

undervist i bl.a. økonomistyring, personaleledelse, statistik, evaluering og rapportering. I opstartsfasen blev skolerne fortrinsvis finansieret med midler fra Danmark. Ud over Kofoeds Skoles egne midler var der også penge fra Udenrigsministeriets Østersø-program og andre puljer til bl.a. at renovere bygninger, købe inventar og udstyr samt til lønninger. Dertil kommer i enkelte tilfælde medfinansiering fra udenlandske fonde til renoveringer af bygninger. Skolerne er alle etableret som selvejende institutioner med egne vedtægter, bestyrelser og egen økonomi. Kofoeds Skole i København er repræsenteret i bestyrelserne, men det er de lokale folk, som helt igennem står for den daglige drift, administration og udvikling af nye programmer.

Positive resultater Resultaterne har været yderst positive: Skolerne har slået rod i deres respektive lande og har i vid udstrækning etableret sig med national eller international finansiering, de har udviklet professionelle programmer og ansat dygtige medarbejdere. De fleste skoler er nået så langt i deres udvikling, at de kan fortsætte og udvikle sig ved egen hjælp. I dag finansieres skolerne i overvejende grad med penge fra EU til konkrete projekter. I langt de fleste tilfælde har skolerne også forhandlet sig til samarbejdsaftaler med de lokale myndigheder, herunder også om finansiering af driften. Skolerne har fået meget medieomtale og har derigennem inspireret mange andre, så der i dag findes udløbere af skolerne i form af projekter og institutioner, som Kofoeds Skole i København ikke har været med til at oprette. Fx findes der i Polen omkring 15 projekter og centre, som er direkte inspireret af de polske Kofoeds Skoler.

Indflydelse på ny lovgivning Skolerne har også i flere tilfælde øvet indflydelse på den sociale lovgivning. I Polen har

skolerne inspireret til lovgivning om aktivering af hjemløse og til en socialpædagogisk indsats for unge kriminelle og løsladte fanger. Det samme er tilfældet i Litauen, hvor skolen i Vilnius som den første i landet modtog fanger i dagaktiviteter tre måneder, før de skulle løslades fra fængslet. Her er man også dybt involveret i udviklingen af en kriminalforsorg på europæisk niveau. I tilknytning til et stort fængsel i nærheden af Kaunas er en ny skole ved at blive oprettet, som skal forberede fangerne til at komme ud i samfundet igen. I flere tilfælde har ministerielle embedsmænd været på Kofoeds Skole i København for at hente viden til ny lovgivning, inspireret af de lokale skolers indsats. I Armenien har skolen gjort en pionerindsats for hjemløse og socialt udstødte under meget vanskelige økonomiske forhold. I Tjekkiet er der på fire år oprettet fem skoler, og flere er på vej i 2007. I Estland arbejder skolen især med unge med tilpasningsvanskeligheder. Den seneste skole er oprettet i Ukraine og arbejder med at skabe udviklingsmuligheder for langtidsarbejdsløse.

Indsatsen værd Arbejdet med at overføre skolens model til udlandet har ikke været uden problemer. Der har været perioder med konkrete vanskeligheder og frustrationer. Der har været perioder med usikkerhed og tvivl, om beslutninger og aftaler blev holdt. Der har også været opgaver som kunne virke uoverskuelige, fx da vi begyndte renoveringen af en kostald i et tidligere landbrugskollektiv i udkanten af Warszawa. I dag er det indrettet som et smukt herberg med værksteder og undervisning. Eller tilsvarende renovering af en faldefærdig bygning i Vilnius. I dag er skolen et yderst smukt indslag i lokalområdet. Men det har alt sammen været indsatsen værd. Institutionerne har vist, at de kan løse vigtige opgaver i de nye demokratier og bidrage til, at demokratiet også rækker ud til socialt udstødte mennesker.

”Selvfølgelig kan vi lære af hinanden” Selvom der er stor forskel på at være hjemløs i fx Grækenland og Danmark, kan man godt arbejde sammen på tværs af landene. Og det er vigtigt at gøre det, mener to danske repræsentanter fra de europæiske netværk FEANTSA og Retis.

Af Karen Pedersen, journalist - Jeg synes, at vi i Danmark har modeller og forhold, som det er vigtigt at præsentere for andre i Europa, men jeg kunne omvendt godt ønske mig, at vi ikke selv var så berøringsangste og ”bange” for at lære noget af andre! Sådan siger forstander Arne Jacobsen fra Kollegiet på Gl. Køge Landevej. Han har i næsten 10 år, indtil sidste år, repræsenteret Danmark i FEANTSA, den europæiske sammenslutning af nationale organisationer, der arbejder på hjemløseområdet. Det med berøringsangsten vender vi tilbage til. Først vil Arne Jacobsen godt slå fast, at det er vigtigt, at hjemløseorganisationerne i Europa arbejder sammen: - FEANTSA er et led i EU’s politiske struktur, og her er det vigtigt, at vi er repræsenteret. EU er mere tænkt fra toppen, og bliver med rette beskyldt for, at ikke er så mange almindelige borgere deltager. Netop derfor er det vigtigt, at en NGO (en ikke statslig organisation, red.) som FEANTSA, der tager sig af hjemløses interesser, er med, siger Arne Jacobsen.

FEANTSA er altså en slags ”de hjemløses vagthund” - Den væsentligste opgave er lobbyvirksomhed – at der er en organisation, som hele tiden holder sig for øje og gør politikerne opmærksomme på, at der er mennesker i Europa, som er hjemløse.

Nationale handleplaner Men hvordan kan FEANTSA mere konkret gå ind og påvirke? - EU’s socialpolitik begrænser sig til en politik for de meste marginaliserede. Den generelle socialpolitik er ikke et EU-emne, men ”bunden skal være i orden”. Derfor beslutter kommissionen, at der skal laves nationale handleplaner på forskellige delområder. Og her er det vigtigt, at de nationale repræsentanter i FEANTSA ser deres egne socialministerier efter i sømmene på det, kommissionen melder ud som nationale handleplaner, forklarer Arne Jacobsen. - Da vi for nogle år tilbage fik den første nationale handleplan på hjemløseområdet herhjemme (handlingsplan for fattigdom og social eksklusion, red.) var den nærmest

Hjemløshed ifølge FEANTSA Ifølge FEANTSA er hjemløse personer, der • ikke har tag over hovedet (rooflessness) eller • ikke har en bolig (houselessness) eller • ikke bor i en fast bolig med lejekontrakt (living in insecure accomodation) • ikke bor i en tilstrækkelig bolig (living in inadequate accomodation) Kilde: www.feantsa.org 9

”hemmelig”. Der var i hvert fald ingen offentlig debat om den. Faktisk var det via FEANTSA, at Arne Jacobsen fandt ud af, at der overhovedet eksisterede en dansk handleplan - Da jeg blev opmærksom på det, tog jeg kontakt til Socialministeriet. Så opstår der en dialog, og det er vigtigt. Men det er da lidt paradoksalt, at det er FEANTSA, der skal følge op på handleplanerne, at vi ikke gør det herhjemme, siger Arne Jacobsen, som dog understreger, at der i de sidste år er kommet noget større åbenhed om de nationale handleplaner, hvoraf den seneste netop er offentliggjort (se boks s. 13).

Hvad rør’ sig At have fingeren på den socialpolitiske puls i Europa er også en af årsagerne til, at Aalborg by deltager i det europæiske samar-

bejde Retis, fortæller Per Thomsen fra Brobyggerselskabet – De Udstødte, som er en afdeling under Social- og Sundhedsforvaltningen i Aalborg Kommune. I Retis-netværket arbejder en række byer og regioner i Europa sammen om at bekæmpe social udstødelse. En undergruppe arbejder specifikt med hjemløshed. - Ud over faglig viden, så giver netværket en god viden om, hvad der rører sig socialpolitisk på hjemløseområdet. Og det er vigtigt at få den viden hurtigt. På hjemløseområdet er brugerorganisering fx kommet meget frem i de senere år. Det hørte jeg om første gang i EU-sammenhæng, hvor man talte om participation og empowerment. - Et eksempel på en aktuel diskussion er problemer med gæld. Hjemløse er – som fattige mennesker jo er – ofte meget forgældede. De, som får fodfæste og skal til at i gang i igen, bliver ofte bremset af, at de har en kæmpe gæld, der gør det svært for dem overhovedet at komme videre. Det diskuterer man meget, fortæller Per Thomsen.

God praksis Både i FEANTSA og Retis er en vigtig del af arbejdet at udveksle erfaringer og modeller for best practice eller god praksis: Dvs. hvordan arbejder man i de forskellige lande, og hvad virker godt. Det sker på årlige konferencer, på møder og i de arbejdsgrupper, der er nedsat begge steder. - For eksempel har de ”skæve huse” (By- og Boligministeriets forsøg med anderledes boliger til socialt udsatte, red.) i Danmark været på tapetet i FEANTSA. Holland, Paris: En irakisk hjemløs mand bor på gaden. Hver uge kommer 20-30 illegale irakiske flygtninge til Paris i håbet om, at de kan komme videre til England. (Foto: Scanpix/AFP)

Berlin: Unge hjemløse i downtown Berlin. Ca. 1,5 mio. unge under 18 år lever under fattigdomsgrænsen i Berlin. (Foto: Scanpix/Sipa)

Luxembourg og Finland har direkte ladet sig inspirere af de danske erfaringer, og måske har de også smittet af på andre, fortæller Arne Jacobsen. Hvert år udpeger FEANTSA et årstema, som får særligt fokus. Sidste år var det hjemløshed i store byer. I år er det hjemløse og sundhedssystemet. Medlemslandene får så til opgave at beskrive det pågældende område i deres land og give eksempler på indsatser på området. Så der bliver samlet en række best practices, og landene kan lære af og inspirere

Det Europæiske Observatorium om Hjemløshed FEANTSA har oprettet European Observatory on Homelessness. Observatoriet består af en forsker fra hvert medlemsland i EU, som hver især er eksperter på området hjemløshed. Forskertemaet indsamler statistik på området, forsker i udvalgte temaer og kortlægger tendenser og udvikling på tværs af landene. Læs mere og find rapporterne på www.feantsa.org

hinanden. Samtidig knyttes der forskning til via FEANTSAs forskergruppe Det Europæiske Observatorium om Hjemløshed (se boks). Næste års tema bliver hjemløse og arbejdsmarkedet. Og den diskussion har man også taget hul på i Retis. Tidligere i år var Aalborg vært ved en europæisk konference, og her diskuterede man blandt andet den danske flexicurity model. - Arbejdsmarkedet i Danmark adskiller sig fra andre steder, ved at arbejdstagerne har større sikkerhed (security), men samtidig er der større fleksibilitet (flexicurity), forstået på den måde, at det er nemmere for arbejdsgiverne at fyre folk, end det er andre steder. Kombinationen af sikkerhed og fleksibilitet gør, at vi hurtigt kan tilpasse os konjunkturerne. Den model er man meget optaget af i andre lande, fortæller Per Thomsen.

Verdens bedste smørhul? Deltagerlandene i de europæiske netværk er i sagens natur meget forskellige. Kan Danmark overhovedet lære af andre lande, når det gælder best practice? Ja, mener både Per Thomsen og Arne Jacobsen.

FEANTSA – nu også med brugere Danske SAND har som den første brugerorganisation for hjemløse meldt sig ind i FEANTSA. Participation – eller brugerindflydelse. Sådan lyder overskriften på FEANTSAs nyeste arbejdsgruppe. Og det er ikke (længere) kun på papiret, at brugerne er med. FEANTSA, som er den europæiske paraplyorgansation for organisationer, der arbejder med hjemløse, har ikke tradition for at have brugerorganisationer med under paraplyen. Det vil sige, sådan var det indtil forrige år, hvor den danske landsorganisation for hjemløse, SAND, meldte sig ind – og uforvarende blev lidt af en murbrækker. - Vi meldte os ind, fordi vi i SAND havde besluttet os at for at opprioritere det europæiske samarbejde. Vi var i forvejen med i EAPN (European Anti Poverty Network), fortæller landssekretær Ask Svejstrup. - Det voldte lidt besvær at blive optaget i FEANTSA, fordi vi var ”en anden kategori” end de sædvanlige medlemsorganisationer, men nu er vi altså med! Forventningerne til medlemskabet er først og fremmest muligheden for at dele erfaringer med andre – og en forhåbning om at kunne være med til at påvirke på politisk plan i Europa. Kortlægger brugerorganisering - Selvom vi ikke formelt har deltaget i FEANTSAs arbejde før i år, var vi faktisk allerede involveret i arbejdet i arbejdsgruppen om participation – via Projekt Udenfor, som også er medlem. I øjeblikket er vi i gang med at kortlægge brugerorganiseringen i de lande, der er med i arbejdsgruppen. For at lave et skelet for en mulig kortlægning i alle landene på et senere tidspunkt. I Danmark har vi sat gang i en større undersøgelse om brugerorganisering og -indflydelse på boformerne, fortæller Ask Svejstrup. - Vi mener jo, at Danmark er langt fremme, når det gælder brugerorganisering, men jeg kan se, at andre lande er længere fremme end os, fx England. Her er brugerindflydelsen meget mere indarbejdet som en del af tilbuddene i praksis. Får ideer med hjem Også på andre områder ser Ask Svejstrup frem til at dele erfaringer – og måske prøve gode ideer af herhjemme. En af dem kommer fra Bruxelles. - Her tog en socialarbejder initiativ til en række ”høringer” om hjemløshed, i den lokale kirke. Han satte simpelthen opslag op og inviterede områdets hjemløse til at komme og fortælle, hvad de havde på hjerte. De første par gange kom der ikke så mange, men efterhånden blev møderne lidt af et tilløbsstykke – også for journalister, socialarbejdere og politikere. Selvom de hjemløse havde deres tvivl om, hvad de reelt kunne ændre ved at samles og udtrykke deres mening, viste det sig hurtigt, at bare det at komme til orde i selskab med politikere og socialarbejdere gjorde godt. Samtidig blev der skabt en del offentlig debat. De hjemløse brugte efterhånden også møderne til at udveksle informationer, som kunne lette deres dagligdag. Og socialarbejderne blev mere og mere afhængige af møderne for at kunne holde sig orienteret om, hvad der skete på gadeplan, fortæller Ask Svejstrup.

Det seneste nummer af FEANTSAs magasin Homeless in Europe (Autumn 2006) handler om ”participation”. Find det på www.feantsa.org.

- Men der en tendens til at vi i Danmark er supernationalister, når det drejer sig om det sociale område, siger Arne Jacobsen. - Vi har en opfattelse af, at vi lever i verdens bedste smørhul, og at ingen kan lære os noget. Der er en berøringsangst blandet op med en angst for, at vi skal knytte os i retning af de dårligere sociale systemer. Mange fornægter, at vi kan lade os inspirere af andre. Det synes jeg er en kende snævertsynet. Arne Jacobsen gav for nylig pladsen som dansk repræsentant i FEANTSA videre til sin kollega John Eriksen, der er forstander på boformen Toften i Slagelse. Arne er dog stadig aktiv i FEANTSA, i arbejdsgruppen om ”generelle sociale foranstaltninger og sundhed.” For man bliver også bidt af det internationale arbejde. - Det kan godt undre mig lidt, at der ikke er mere opmærksomhed på det internationale arbejde herhjemme. Det fænger ikke rigtigt, heller ikke i vores egne rækker. Personligt synes jeg, det har været spændende at være med i FEANTSA, og at jeg har lært meget af det. For eksempel er jeg meget overrasket, over at hjemløsheden er så ens fra sted til sted, forstået på den måde at det er de samme mekanismer, der fører til hjemløshed i de forskellige kande.

København: Tiggere fra Østeuropa er blevet mere synlige i gadebilledet på Strøget i København. Her er det en sigøjnerkvinde, der forsøger at sælge roser. (Foto: Scanpix/Simon Bohr)

- Nogle lande nægter så, at der overhovedet er et problem, for eksempel et land som Grækenland. Her er der ingen strategi, hverken nationalt eller i hovedstaden Athen. Selvom vi i Danmark her ”ligger i den gode ende”, er der alligevel lande, der klart er mere politisk bevidste end os, når det gælder om at have en strategi for at bekæmpe hjemløshed. I England har man fx besluttet, at hver ”kommune” skal have en strategi for at bekæmpe hjemløshed. Det har vi i København, men ellers ikke i Danmark. Så jo, selvfølgelig kan vi lære af hinanden.

Nationale handleplaner mod fattigdom og social udstødelse I september 2006 offentliggjorde Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet ”Handlingsplan om social beskyttelse og inklusion 2006-2008” for Danmark. EU-kommissionen har besluttet, at alle europæiske lande skal lave sådanne handleplaner. Målene for social beskyttelse og inklusion omfatter: fattigdom og social udstødelse, pensioner samt sundhed og ældrepleje. Se hele handlingsplanen på: http://ec.europa.eu/employment_social/social_inclusion/docs/2006/nap/ denmark_dk.pdf 13

Europæiske organisationer FEANTSA Fedération Européenne d'Associations Nationales Travaillant avec les Sans-Abri. Hvem: Europæisk sammenslutning af nationale, ikke offentlige organisationer (NGO’er), der arbejder med hjemløse. Ca. 100 medlemsorganisationer i 30 lande. Hvad laver de: Arbejder politisk. Samler eksempler på god praksis. Har rådgivende status over for Ministerrådet og FN. Forsker i Det Europæiske Hjemløseobservatorium. Udgiver: Magasinet Homeless in Europe (elektronisk). www.feantsa.org Dansk national repræsentant: John Eriksen, Toften, Slagelse, 191je@vestamt.dk EAPN European Anti Poverty Network. Hvem: Sammenslutning af ikke offentlige organisationer (NGO’er) og græsrodsorganisationer, der arbejder med at bekæmpe fattigdom og social udstødelse i EU’s medlemslande. 21 nationale netværk af frivillige organisationer og græsrødder m.fl. Hvad laver de: Arbejder politisk, indgår i partnerskaber, udgiver rapporter, analyser mv., fungerer som forum for erfaringsudveksling. Udgiver: Nyhedsbrevene Network News og EAPN Flash. www.eapn.org EAPN Danmark: Kofoeds Skole, København, Ole Meldgaard, ole@kofoedsskole.dk Retis Réseau Européen Transrégional pour l'Inclusion Sociale. Hvem: Transregionalt netværk, 50 byer og regioner i 16 EU-lande, der arbejder sammen om at bekæmpe social udstødelse. Hvad laver de: Fungerer som forum for erfaringsudvekling, samler eksempler på god praksis i de enkelte lande. http://retis.ox2.be Dansk kontakt: Aalborg by, Brobyggerselskabet Per Thomsen, pt-social@aalborg.dk Eurodiaconia Hvem: Sammenslutning af kirker og diakonale organisationer i Europa. 34 medlemsorganisationer i 20 lande. Hvad laver de: Arbejder politisk for et Europa med inklusion og sociale rettigheder for alle. Inspirerer til erfaringsudveksling blandt medlemmerne mv. Udgiver: Årlige rapporter m.m. www.eurodiaconia.org. Kontakt: Generalsekretær Heidi Martinussen, martinussen@eurodiaconia.org ENHR European Network for Housing Research Hvem: Netværk af forskere, ca. 1000 enkeltpersoner og ca. 100 institutioner, der beskæftiger med boliger og byplanlægning. En undergruppe arbejder med hjemløshed. Hvad laver de: Forsker, holder konferencer og seminarer på området. Udgiver: Nyhedsbrev. http://www.enhr.ibf.uu.se/ Dansk kontakt: Hedvig Vestergaard, By og Byg, hev@by-og-by.dk

Synspunkt:

(Foto: Lisbeth Rindholt)

På sidelinjen Af Arne Jacobsen, forstander Kollegiet Gl. Køge Landevej Interesserer vi os overhovedet for, hvad der sker på hjemløseområdet i Europa? Ikke særlig meget, vil jeg påstå. I Danmark har vi den holdning, at vi har et af de bedste socialpolitiske ”systemer” i verden og i EU. Vi lider af berøringsangst, fordi vi er bange for, at alt det dårlige udefra skal ”smitte af” på os – og vi er socialpolitisk meget defensivt orienterede. Der burde være mere krudt i os, så vi kunne indtage en mere proaktiv rolle, så andre kunne tage mere påvirkning fra os. Hvis det skal ske, så kræver det, at vi får vendt mentaliteten herhjemme! Det internationale hjemløsearbejde, herunder også hvad der sker i EU, er groft sagt ikke noget, vi interesserer os synderligt for, hverken i vores egne rækker på hjemløseområdet eller i øvrigt.

Halter bagefter Missionen blandt Hjemløse er medlem af FEANTSA, men vores organisation er meget beskeden og sammensat af folk, der hver især har et fuldtidsarbejde at passe. Sådan tror jeg også, det er i andre danske organisationer, der er med i NGO-netværk i EU. Denne organisatoriske infrastuktur betyder, at vi halter langt bagud i forhold til andre lande, hvor man satser helt anderledes på EU. Vi har i Danmark ingen EU-socialpolitisk strategi, og det betyder, at vi står meget svagt i de fora, vi optræder i. Vi er der – og vi forholder os til dagsordener, som vi ikke selv har opstillet. Mens alle de mere EUsocialpolitisk orienterede lande sætter sig på dagsordenen og debatten.

Det skyldes selvfølgelig fortrinsvis manglen på fælles strategi, men det skyldes også, at området er underprioriteret af så at sige alle i Danmark. At de andre løber med dagsordenen gør måske i sidste ende, at vores berøringsangst – det vi er bange for – bliver en såkaldt selvopfyldende profeti. At vi får sociale understøttelsessystemer, der i højere grad hviler på forsikringsprincipper end på en solidarisk socialpolitik.

Savner strategi Hvad skal der til for at ændre på det? Nogen skal beslutte, at vi har noget, der er værd at kæmpe for, og at vi vil prioritere det højt. Vi skal have en dansk socialpolitisk strategi i EU. Jeg har tidligere følt mig frem i Socialministeriet om dette med henblik på, at det danske samfund jo godt kunne understøtte det synspunkt. Også med aktiv hjælp. Når man fx virkelig vil ”brugerinddragelse”, så satser man socialpolitisk på det ved aktivt at støtte en organisering. Hvis man vil påvirke socialpolitikken i EU i en gunstig retning – set ud fra et dansk synspunkt – kunne man jo også udmærket støtte, at danske NGO’ere i EU-netværkene blev styrket, så de fx havde et fælles sekretariat, hvor EUstrategier kunne udvikles i fællesskab, og hvor mere end en enkelt person et par gange om året forholder sig til en dagsorden og rapporterer, hvad der nu måtte være interesse for (og den er som sagt ikke stor). Som det er nu, er vi kun med på sidelinjen. Men vi kunne komme på banen, hvis det blev prioriteret, og man også fra samfundets side så det som en udfordrende opgave!

Stoffer til eftertanke I Sverige er der lang ventetid på at komme i metadonbehandling for stofmisbrug. Og behandlingen er ledsaget af kontrol og sanktioner. Det får en del især ældre svenske misbrugere til at søge til København, hvor de ofte lever som hjemløse.

Af Thomas Hye-Knudsen, journalist I Helsingør er de handlende glade. Hver dag, året rundt triller et stort antal svenskere rundt i byen med hver deres øl-rollator. De kommer fra Helsingborg med ”Sund”-busserne for at tanke op. Svenskerne er vilde med det danske frisind og den liberale danske alkoholpolitik. Ikke tilstrækkeligt til direkte at bosætte sig i Danmark. Dertil er både boliger, biler og beskatning alt for høje. Men Svensson og Jønsson fylder øl- og sprutdepoterne op, og tager som oftest hjem til Helsingborg efter Tuborg-togtet. Noget anderledes tegner billedet sig for en del af de ældre svenskere, som ikke har alkohol som deres primære misbrugsproblem,

men for hvem et langt liv med heroin og andre stoffer har sat sine spor på helbred og økonomi. En del af dem vil hellere leve et primitivt hjemløse-liv i København, uden kriminalitet og abstinenser, end at banke panden mod en mur i det svenske behandlingssystem, der stadig sværger til tvang, kontrol, kriminalisering og aktiv forfølgelse af de berørte narkomaner. Netop den cocktail fik for ti år siden Peter til at tage turen over sundet til København, hvor han trods alt har mulighed for at få metadon – legalt eller illegalt.

Metadon med saftevand - Metadonen har reddet mit liv, og hvis jeg overhovedet ville komme i betragtning til at få metadon i Sverige igen, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville udholde det svenske systems måde at forholde sig til misbrugere på, siger han. Peter er sidst i fyrrene. Han har prøvet at få metadon i Sverige, og selvom han selv betragter det som medicin på linje med insulin, så følte han det nedværdigende at skulle aflevere en urinprøve, hver gang han skulle hente sin metodon. - De hældte saftevand i for

Stockholm: Stofmisbrugere på Segels Torg. (Foto: Scanpix/Pressens Bild/ Lotta Ögren)

at sikre sig, at jeg ikke fixede det. Og hvis jeg for eksempel havde røget et hvæs af en joint, så ville pisseprøven vise det, hvilket lægerne betragtede som sidemisbrug – og så blev man taget ud af behandlingen. Hvad fanden er det for en måde?, spørger han. Peter lever i dag i København, og får sin lille pension fra Sverige. Han bor – afhængigt af årstiden på herberg, som udeligger – og hos kammerater og venner.

Dyr behandling i Sverige Sverige har altid gjort meget ud af at forebygge og oplyse, og myndighederne har gjort meget for at mindske tilgængeligheden til de sundhedsskadelige og forbudte rusmidler. For nylig fremhævede en rapport fra EU svenskerne for den del af deres offensive misbrugspolitik, men rapporten peger også på, at Sverige halter bagefter, når det handler om de ældre misbrugere. Peters beskrivelse af virkeligheden for de 2000 mennesker, der ifølge de svenske myndigheder er på metadon i Sverige, har ikke ændret sig meget siden 1967, hvor behandlingsformen blev indført. Sanktionerne er lempet lidt. Hvis misbrugerens urinprøver viser spor af andre euforiserende stoffer, fx beroligende medicin eller sovepiller, bliver han eller hun udelukket fra behandling et halvt år, tidligere var det et år. Tidligere var forudsætningen for behandling, at man skulle

have været i aktivt misbrug i mindst fire år, i dag er grænsen sat ned til to år. Men efterspørgslen på at komme i behandling overstiger langt det antal pladser, der er til rådighed. At ældre svenske misbrugere hellere vil forsøge at klare sig i København end at skulle slås med de svenske læger, kommer ikke bag på Steinar Rong, som er ansat af Københavns Kommune til at forsøge at hjælpe spe-

Færre svenske ”narkoturister” i København Antallet af svenskere, der rejser til København for at købe narkotika er halveret, efter at det danske politi har lukket pusherstreet på Christiania. Det viser en ny rapport om svensk ”narkoturisme” i København, udarbejdet for Mobilisering mod narkotika, den svenske regerings nye satsning for at komme narkotika til livs. I begyndelsen af 2000 blev tre-fire svenskere hver dag pågrebet i tolden for at være i besiddelse af narkotika efter en smuttur til København. I dag er det mindre en én om dagen. - Det nye, mere restriktive syn på narkotika i Danmark gør, at færre unge mennesker, både svenskere og danskere eksponeres for stoffer, og det mindsker risikoen for misbrug, siger Bjørn Fries, der er chef for Mobilisering mod narkotika. Bagsiden af medaljen for svenskerne er imidlertid, at handlen med hash og marihuana er steget i Malmø. Men også dette har den svenske chef for udredning af landets narkoproblemer en løsning på: - Rigskriminalpolitiet har annonceret en mere intensiv indsats over for cannabis-kriminaliteten. Og hvis vi samtidig udvikler behandlingstilbuddene til dem, der har et misbrugsproblem, tror jeg at vi på sigt kan mindske problemet kraftigt, siger Bjørn Fries. Noget gennembrud i den svenske narko- og behandlingspolitik over for misbrugere er der ikke tale om. For selvom der dør flere svenskere af overdoser, hiv og andre følgesygdomme af junk, end der dør i trafikken, har det hidtil ikke medført, at svenskerne har opgivet idealet om at gå efter det ultimative, nemlig et stoffrit Sverige, hvor målsætningen er, at alle alkoholikere bliver afholdsmænd og alle narkomaner bliver clean. Koste hvad det vil.

I Sverige... - findes steder, hvor misbrugere kan hente rene kanyler – til sig selv, og hvis de afleverer de brugte kanyler samtidig - skal misbrugere aflevere en urinprøve for at få udleveret deres metadon - udelukkes narkomaner fra fortsat metadonbehandling i seks måneder, hvis urinprøven viser, at de har indtaget andre stoffer – fx beroligende medicin eller sovemedicin - skal man have været misbruger i mindst to år for at komme i behandling – for få år siden var kravet fire år - behandles alkohol- og stofmisbrugere under samme tag, og man bruger i høj grad døgnbehandling. Fra 2000-2005 døde 1.905 narkomaner i Sverige, de fleste var afhængige af heroin. Halvdelen nåede ikke at opleve deres 40-års fødselsdag.

cielt nordiske statsborgere med misbrugsproblemer tilbage, hvor de kommer fra. - Alene i Helsingborg er der 600 på venteliste til behandling, og man råder over 70 pladser. Det er helt til grin, siger Steinar Rong. Han mener, at tilbuddet om metadonbehandling kunne komme mange flere til gode, hvis man ikke var så rigide i sine metoder. - Størstedelen af de penge, der bruges til behandling, går til at kontrollere urinprøver. Og svenskernes brug af tvang er en ekstrem dyr foranstaltning, som løber op i 60-70.000 kr. om måneden for en enkelt misbruger. Ud over at det er grænseoverskridende for personen, så viser al erfaring, at tvangsbehandling ikke løser misbrugerens problem på længere sigt.

handlere lever ikke op til deres del. Hvis en patient har været i behandling tre gange på metadon, så er holdningen den, at vedkommende har forspildt sin chance for yderligere behandling. Det er åbenlys arrogance, mener Steinar Rong. En del af de svenskere, der er i København, har været på amfetamin i Sverige. I Danmark kan de klare sig med alkohol og hash, og undgå noget af den stress og kriminalitet, der følger med at skulle skaffe penge til stofferne. - Andre er stukket af fra Sverige på grund af narkogæld. De kommer til os, fordi de ønsker hjælp og behandling. Og vel at mærke en behandling, hvor de ikke stilles over for umyndiggørende krav, siger Steinar Rong.

Arrogante læger

Nordmænd behandles i Danmark

Steinar Rong oplever, at der ofte er stor imødekommenhed fra de svenske kommuner, der har borgere i Danmark. Det gælder både hjælp til bostøtte og behandling. Men da det er lægerne, og ikke de kommunale embedsmænd, der udfører behandlingen, nytter de gode intentioner ikke meget. - Der er behandlingsgaranti i Sverige, men den fungerer ikke i praksis. De lægelige be-

Rigsdagen i Sverige har afsat 100 mio. kr. i hvert af de kommende tre år til at komme narkotikaen til livs. Men initiativet har ikke betydet, at færre svenskere vælger at opholde sig i København, selv om de ikke kan få tilstrækkelig hjælp her. - Vi har ikke oplevet et fald i antallet af misbrugere i København. Tværtimod, siger Steinar Rong.

✄

Meddelelse til bladkartoteket: □ Jeg ønsker at tegne abonnement □ Ret venligst mit abonnement til nedenstående □ Jeg ønsker at opsige mit abonnement □ Jeg/vi får 2 eksemplarer af bladet

Benyt venligst BLOKBOGSTAVER Navn

Missionen blandt Hjemløse Adresse

Postnr.

Gammel Køge Landevej 137 +++ 2573 +++ 2500 Valby By

✄ De svenskere, vi møder på gaden i København, er ofte i meget dårlig forfatning. Nogle er både misbrugere og psykisk syge. Mens det endnu ikke er lykkedes at få de svenske myndigheder til at betale for behandling i Danmark, er den danske model – som ikke på samme måde bygger på tvang og kontrol, og hvor behandlingen i højere grad er ambulant – oftere blevet forstået og anvendt i Norge. - Vi har haft kontakt til hjemløse nordmænd, som med vores hjælp er kommet i misbrugsbehandling i Danmark, og hvor de norske myndigheder har betalt, fortæller Steinar Rong, som håber, at det snart må lykkes at få samarbejdet med svenskerne til at fungere – ikke mindst til gavn for de berørte misbrugere. Og måske er der lys forude.

Koordineret indsats Efter at problemerne med de ”strandede” svenskere i København har været behandlet i

medierne i Danmark, kan der spores en vis interesse for at få afdækket problemets omfang. Bjørn Fries, der er leder af Mobilisering mod narkotika (MOB), den svenske regerings nye satsning for at komme narkotika til livs, har bevilget penge til et udredningsarbejde, der skal kortlægge, hvor mange svenskere der er i Danmark, hvad deres problemer består i, og hvad de danske myndigheder gør for at løse problemerne. Feltstudierne i København er afsluttet, og MOB ventes at komme med et udspil i starten af det nye år. Ønsket om en mere koordineret indsats i samarbejde med de kommunale myndigheder i Malmø ser også ud til at blive imødekommet. I december er der en større konference i Malmø, hvor sydsvenske politikere, behandlere og embedsmænd sammen med københavnske ditto skal diskutere, hvordan man fremover kan løse nogle af de fælles opgaver med de mest udsatte grupper i København og Skåne.

MISSIONEN BLANDT HJEMLØSE Missionen blandt Hjemløse påbegyndte sit arbejde den 25. oktober 1893 og har til formål at lave socialt hjælpearbejde blandt hjemløse, ensomme og socialt vanskeligt stillede mennesker i hovedstadsområdet. I dag omfatter arbejdet følgende områder:

SEKRETARIAT Gl. Køge Landevej 137, 2500 Valby Tlf. 36 16 11 13 – Fax 36 16 61 03 mbh@hjemlos.dk – www.hjemlos.dk

Bestyrelsesformand: Lasse Rydberg Forretningsfører: Jørgen Baadsgaard

Sekretariatet koordinerer og administrerer organisationens arbejde, udgiver bladet HJEMLØS og arrangerer gerne informationsmøder og undervisning.

MÆNDENES HJEM

KOLLEGIET, GL. KØGE LANDEVEJ

Lille Istedgade 2 1706 København V. Tlf. 33 24 39 04 mh@hjemlos.dk www.maendeneshjem.dk Forstander: Robert Olsen

Gl. Køge Landevej 137 2500 Valby Tlf. 36 30 43 21 kollegiet@hjemlos.dk Forstander: Arne Jacobsen

VÆRESTEDET AMADEUS

VÆRESTEDET PEGASUS

Borgbjergsvej 54 2450 København SV. Tlf. 33 31 60 03 amadeus@hjemlos.dk Leder: Jørgen Hansen

Enghavevej 152 2450 København SV. Tlf. 33 21 98 15 pegasus@hjemlos.dk Leder: Henning Uhrenfeldt Laursen

VÆRESTEDET I SYDVEST Enghavevej 171, 2450 København SV. Ledet af Støtteforeningen “Værestedets Venner” og brugernes bestyrelse.

TAK til alle, som har støttet vores arbejde i årets løb HJÆLP OS AT HJÆLPE VED AT SENDE BIDRAG PÅ GIRO 900-1859