3 minute read

TEMA: Nem adgang til vigtig uddannelse

På grund af den nye sikkerhedspolitiske situation med krigen i Ukraine er det mere aktuelt end nogensinde, at du er opmærksom, hvis der sker ændringer i dit normalbillede. Som en hjælp har Hjemmeværnsskolen udviklet en obligatorisk opmærksomhedsuddannelse, som kan tages online.
// Tekst og foto: Hasna Eggers, Hjemmeværnsskolen

Det eneste, du skal gøre, er at finde én enkelt time i din kalender. Så kan du nemt og hurtigt blive opdateret på, hvordan du skærper din opmærksomhed. Du får blandt andet en indføring i trusselstyper, tavshedspligt, digital opmærksomhed, og hvordan du melder ind, hvis du observerer noget mistænkeligt. På en bevogtningsøvelse ved Svanemøllens Kaserne er løjtnant og delingsfører Emil Hørdum Hansen fra Politihjemmeværnskompagni København glad for, at de har gennemført Opmærksomhedsuddannelsen.

”På øvelsen observerede vi en bil, der holdt stille i lang tid. Så vi valgte at kontakte føreren, men vi nåede aldrig at tale med vedkommende, da føreren satte bilen i baggear i høj fart, foretog en U-vending og kørte ud for rødt lys for at stikke af. Vi havde nogle momentstyrker, der stod og ventede uden for kasernen, og de havde også lagt mærke til den mystiske bil, der kørte rundt i området,” fortæller Emil Hørdum Hansen.

Nogle dage efter så soldaterne endnu et mistænkeligt køretøj, der lignede det, de havde set tidligere på ugen. Føreren prøvede at komme ind på kasernen, men kørte hurtigt ud igen, efter at han fik øje på hjemmeværnssoldaterne.

”Jeg kan mærke på mine soldater, at de er blevet meget mere opmærksomme på deres omgivelser, efter at de har gennemført Opmærksomhedsuddannelsen. Det er kun godt set i lyset af den øgede trussel fra øst,” siger Emil Hørdum Hansen. ■

SÅDAN FINDER DU OPMÆRKSOMHEDSUDDANNELSEN

• Gå ind på Moodle (https://lms.fels.dk) og log ind. Tryk på ”Kursusoversigt” og vælg ”HJV-uddannelser”. Siden med e-læringskurser åbner på hjv.dk. Du skal derfor logge ind på hjv.dk.

• Tryk på ”Opmærksomhedsuddannelse i Hjemmeværnet”. Siden åbner på hjv.dk med info om ”Opmærksomhedsuddannelse”. Tryk på ”Tilmeld e-læring, selvstudie”. Tryk herefter på ”Tilmeld mig”. Så kan du gennemføre kurset.

• Er du allerede logget ind på Moodle, kan du bruge dette direkte link til Opmærksomhedsuddannelsen: https://lms.fels.dk/user/index.php?id=2019

• Uddannelsen tager cirka 1 time at gennemføre. Den er obligatorisk og skal fornyes hvert tredje år. Nye hjemmeværnsmedlemmer kommer automatisk til at gennemføre uddannelsen som en del af Hjemmevær nets Grunduddannelse.

Få også Sara Maritta Brasses tre tips til, hvordan du skærper din opmærksomhed. Sara er en del af Politikompagni København:

1. Hav styr på dit normalbillede. Hvordan ser dine fysiske og digitale omgivelser ud normalt? Det kan for eksempel være på din arbejdsplads, dit hjem, dit lokalom råde, dine mails, dine sms’er, dine sociale medier med videre.

2. Reagér, når du observerer ændringer i normalbilledet.

3. Hold detaljerne omkring dit hjemmeværns liv fortroligt. Er du i tvivl om, hvorvidt der er noget, du må sige, så hold det internt i Hjemmeværnet.

This article is from: