Jeg følger dig af Dan Nilsson

1 Niklas Lund foldede brevet ud og læste det for sjette gang.

Kære Vågeren, Er det OK, at jeg kalder dig Vågeren? For mig er du i hvert fald mere end bare et brugernavn på nettet. Og af alle dem jeg følger, er Vågeren den, der betyder mest for mig. Derfor blev jeg rent ud sagt pissevred, da jeg hørte, at samfundet havde fundet en måde at holde dig ude af spillet på. De burde give dig en belønning! I stedet har de afskåret dig helt fra den virkelige verden, som har mere brug for dig end nogensinde.

Jeg ved, at det måske lyder vanvittigt, og at du sikkert ikke er interesseret i en tyk, fraskilt 33-årig kvinde med en usund interesse for kriminal­ sager, men efter at have tænkt længe over det, har jeg besluttet mig for, at det er forsøget værd. Jeg vil gerne møde dig! Det er selvfølgelig lidt besværligt, men jeg går ud fra, at du godt må få besøg? Jeg ville være så uendeligt glad, hvis det kunne lade sig gøre. Jeg vil se, hvem Vågeren virkelig er. Jeg vil ikke se den person, som politiet og andre myndigheder påstår du er. Du er ikke nogen forbryder. Du er Vågeren.

Jeg håber af hele mit hjerte, at det kan lade sig gøre! Mit telefonnummer og min adresse står sidst i brevet.

Din ven og beundrer Jeanette K

7

Han havde hørt om det før. For nogle utilpassede typer var det sikkert den bedste måde, at få en kæreste på: at dræbe nogen, komme i fængsel og begynde at skrive sammen med kærlighedssyge kvinder.

Var det ikke Åmselemorderen, der havde fået læssevis af breve fra kvindelige beundrere, allerede inden for de første få dage efter han var blevet pågrebet?

Den store forskel her og nu var, at Niklas ikke var morder. De havde ikke kunnet dømme ham for drab. De måtte nøjes med groft brud på våbenloven og en række andre anklagepunkter, som havde til formål, at få ham til at holde op med at blande sig i politiets arbejde.

Han rejste sig op, efter at have siddet halvt op i sengen, lænet ind mod den kolde væg. Han følte, at han skulle have noget mere luft, før han kunne læse brevet igen. Noget mere plads at bevæge sig på. Han var nødt til at bruge hver en centimeter af gulvpladsen i den trange celle.

Ved hver gennemlæsning var han stoppet op ved forskellige ord eller betydninger i brevet. Denne gang fokuserede han på, hvad det betød, at hun ville se, hvem Vågeren rigtigt var.

Hans blik fortabte sig i vinduet, hvor han kunne se sit spejlbillede i aftenmørket. Hvad regnede hun med at få at se? En lækker, veltrænet fyr, som i krimierne på tv? Så ville hun blive skuffet.

Jeg vil se, hvem Vågeren virkelig er.

Jeg er frygteligt ked af det, men det er sådan her Vågeren virkelig ser ud.

Virkelig? Hvad skulle det egentlig betyde? Hvad var det for et billede de havde af ham? Opfattede de ham som en lyssky, grænseløs person et eller andet sted ude i cyberspace? Eller som en nar, der havde været så dum at gå udenfor, da han bildte sig ind, at politiet ville have hans hjælp.

Hun stod i hvert fald på hans side. Og hun ville møde ham. For alvor.

Og selvfølgelig ville han, på sin side, gerne se, hvordan en virkelig beundrer så ud?

Ja, tak.

Hvornår skal vi ses?

8

2 “Du har fået besøg.”

Fængselsbetjenten stak hovedet ind i cellen og ventede på ham.

Som om han ikke allerede vidste det. Hans puls var steget, i takt med at viserne på hans armbåndsur havde nærmet sig et om efter­ middagen. Efter frokost havde han ikke kunnet finde ro til at sidde ned, men havde konstant stået og spejdet ud gennem sit vindue. Som om det skulle være muligt, at se hende, gennem regnvejret, på den anden side af det dobbelte hegn.

Han strøg hånden over sin totalt umoderne fængselstrøje. For­ søgte at spænde sine bukser under den nederste fold på sin mave, før han gik hen mod døren.

Det var den nye, rødhårede vagt, der førte ham hen til besøgs­ rummet. Det gik næsten for stærkt. Tyve skridt gennem den tomme gang, og så stod døren til rummet pludselig åben. Han havde brug for tid til at samle sig. Vagterne havde altid så travlt. Som om der ikke var rigeligt med tid i et fængsel.

“Tredive minutter”, sagde den rødhårede og holdt døren.

Niklas gjorde et forsøg på at påvirke hendes første indtryk af ham i en positiv retning og trak maven ind. Vagten trådte til siden for ham.

Det var en kraftig kvinde, der sad på en af gæstestolene i træfinér med fløjlsbetræk. Hendes øjne var vidt opspærrede, og han kunne med det samme se, at hun var mindst lige så nervøs, som han var.

Han lagde mærke til hendes røde kinder i en kompakt ramme af blond hår.

Kvinden var iført en regnvåd tweedfrakke. Hun syntes tydeligvis ikke, at det kunne betale sig at tage overtøjet af.

9

Under frakken havde hun en blåternet kjole og vinrøde strømpe­ bukser på, som førte ned i et par hvide sneakers. Hun var kun treogtredive, men klædt som en treogtres årig.

Ingen af dem sagde noget. Ikke før døren var blevet lukket bag Niklas, og han stod lige foran hende.

“Er du Våger Niklas?” spurgte hun skingert.

“Ja. Og du er Jeanette K?” Hun nikkede. De så på hinanden.

Og hvad nu?

De kiggede begge to rundt i rummet, som om der var et eller andet, der kunne hjælpe dem videre.

Han havde haft besøg før. Da havde det været Katarina, som var juridisk ekspert i det netværk, der var blevet skabt omkring ham og som havde engageret sig i hans sag, der var kommet. De gange havde han slået sig ned i en tilsvarende stol over for hendes, så derfor gjorde han det samme nu.

Jeanette smilede hemmelighedsfuldt og fingerede ved en håndtaske af skind, som hun havde liggende i skødet. Han så Miss Marple fra Agatha Christies krimier for sig når han betragtede hende.

“Jeg tænkte bare … at jeg ville fortælle dig lidt om, hvad der sker udenfor …” Hun kiggede over mod vinduet. “… spjældet.”

“Okay? Fint,” sagde han og rømmede sig.

“Så du ved, at vi gør noget.”

“Gør noget …?”

Han ventede på mere. Hendes kinder blev røde. Hun havde det sikkert varmt i sin frakke.

“Og hvem er vi?” spurgte han til sidst, da han havde valgt det blandt de mange spørgsmål, han havde på tungen.

Det tog hende et stykke tid at finde et svar, imens hun pillede ved taskens håndtag.

“Vi er nogen, der vil hjælpe dig. Det var egentlig ikke min idé, at jeg skulle tage herhen …”

Næ, tænkte Niklas. Selvfølgelig var det ikke det. I brevet lød det, som om hun var totalt forelsket i ham. Men nu lød det anderledes.

“Der er jo en person, som administrerer dine indlæg på nettet, 10

nu hvor du er væk …”

“Hvad sagde du?!”

Han kunne høre på sig selv, hvor oprørt han lød.

Hun tøvede. Han anstrengte sig for at slappe af, læne sig tilbage og se lige så imødekommende ud som før.

“Som holder kommunikationen i gang, så at sige. Ham som er Vågeren, imens du sidder inde, syntes, at jeg skulle tage herud og besøge dig.”

“Ham som er Vågeren?”

Der var kun én Vågeren. Og det var ham selv. Hvad fanden foregik der?

“Hvem er det?”

“Det ved jeg ikke. Man er jo aldrig sit rigtige navn, som du ved.

Jeg hedder for eksempel Spanierinden.”

“Spanierinden?”

Han prøvede at tænke tilbage. Han kendte det navn. Spanierinden.

“Min farfar var fra Spanien og kæmpede mod Franco.”

Hvor ville hun hen?

“Så det, du siger, er, at I har overtaget det hele, imens jeg sidder inde?” spurgte Niklas og lød igen ophidset.

“Nja, ham der hedder Vågeren har taget over,” fortsatte Jeanette.

“Så folk ved, at de stadig kan regne med dig. Han foreslog i øvrigt, at jeg skulle se til din families hus i Eslöv. Så det gjorde jeg.”

Det føltes, som om Niklas hage var ved at falde af hans ansigt, og han bed kæberne hårdt sammen for at holde den på plads.

“Min families hus? Hvorfor det? Det står der jo bare. Mine for­ ældre er døde.”

“Han skrev, at han havde lagt … noget … på dit bord, og jeg ville se, hvad det var. Han sagde, at det var en gave til dig.”

Hun stirrede ud i luften, som om hun genkaldte sig det, hun havde set.

“Vent lige lidt,” sagde Niklas og fangede hendes diffuse blik.

“Påstår du, at han har været inde i huset?”

Hun nikkede.

“Hvordan er han kommet ind i mit hus?”

11

“Det ved jeg ikke. Der var ikke nogen tydelige tegn på, at han havde været der, bortset fra det, der lå på bordet i stuen.”

“Hvad var det?”

“Det er måske bedst, hvis du selv ser det, når du har udgang.”

Han så spørgende på hende.

“Hvordan ved du, at jeg får udgang?”

“Det skrev du i dit brev. Du tænkte på, om vi kunne ses der, men du syntes, at det var for lang tid at vente. Er det ikke rigtigt?”

Niklas nikkede. Det var vist rigtigt nok, at han havde skrevet det, i det brev, han sendte tilbage til hende. Nu ærgrede han sig over, at det havde lydt, som om de skulle på date. Som om han havde længtes efter hende.

“Bagefter skrev jeg det i forummet, så de andre kunne få det at vide”, sagde hun. “Jeg fik mange kommentarer på det. De var glade for at høre, at du kommer ud. Der er mange, som er engagerede i dig og din sag, det skal du vide. Nogen syntes, at jeg skulle have haft nogen blomster med derind, men det var jo for tidligt.”

“Blomster?”

Hun nikkede. Han prøvede at se det for sig. Blomster på bordet i det hus, som det var så lang tid siden, han sidst havde været i. Hvor der, ifølge hende, var noget andet end blomster. Men hvad?

“Hvad …? Hvorfor …?” begyndte han, men vidste ikke, hvordan han skulle afslutte sætningen.

Hun strakte sig og holdt hænderne frem foran sig, som om hun bogstaveligt talt ville hjælpe ham på benene.

“Hvis jeg skal være helt ærlig, er det mest derfor, jeg er kommet herhen. For at finde ud af om du ved noget om den person, der nu også kalder sig Vågeren. Når jeg nu kan mærke, at du heller ikke rigtigt ved noget om, hvad den anden Vågeren har gang i, så bliver jeg urolig.”

“Urolig?”

“Fordi, hverken du eller jeg ved, hvad han er ude efter. Men, hvis du vil, så kan jeg prøve at få styr på det. Indtil du kommer ud.”

Han så på hende. Hun var måske ikke så slem alligevel. Måske ville hun ham det kun godt. Præcis som hun havde skrevet i sit brev.

12

Bare ikke på den måde.

“Det var sødt af dig,” sagde han. “Hvis du vil prøve at finde ud af, hvad der sker.”

Hun nikkede. Var tavs i et stykke tid.

“Er der noget andet, du vil have mig til at gøre for dig? Din lejlighed i Årsta er der vel ingen grund til at holde øje med?” spurgte hun.

Hvor meget vidste hende her Jeanette egentlig om hans liv? Hun kunne have læst en del i retsprotokollen, men hun måtte have søgt endnu mere information.

“Det du så i huset … hvordan vil du beskrive det?” sagde han i stedet for at svare på hendes spørgsmål.

Hun tænkte over det.

“Jeg ved ikke om jeg kan … Du ved sikkert selv, hvad det er.”

Niklas følte sig urolig. Han var pludselig blevet udmattet af at have hende på besøg.

Endelig kom den rødhårede vagt og informerede om, at besøget var slut.

“Håber at du snart kommer ud, så jeg kan følge den rigtige Vågeren igen”, sagde Jeanette og smilte.

De rejste sig op samtidig. Det så ud som om Jeanette ikke vidste, om de skulle kramme eller give hånd. Det endte med, at hun strakte hånden frem.

“Og jeg håber at du få en god udgang inden længe”, sagde hun.

“Hvis du vil have besøg i dit hus, så har jeg fri i de dage. Jeg vil meget gerne komme forbi.”

Han vidste ikke, hvad han skulle svare, så han lod være.

“Tak for besøget,” sagde han og forlod rummet.

Hvad var det for noget, hun talte om?

13

3 Han var ligesom hun havde forestillet sig. Måske lidt kraftigere.

Måske ikke i helt så god form.

Desuden havde han virket ret forvirret. Men det kunne hun dårligt klandre ham for, hvis man tog i betragtning, hvad han lige havde fået at vide.

Hun havde ikke engang fortalt det hele.

Jeanette passerede det sidste hegn til lyden af en elektrisk lås, da vagten lukkede hende ud. Det føltes befriende at være ude igen. Den ene time hun havde tilbragt inden for murene, var nok for hende, så hun kunne forestille sig, hvordan det måtte være for Niklas Lund.

Den taxi, som hun bestilte, allerede da hun blev sat af udenfor Beateberg-anstalten, var ikke kommet endnu. Der var ikke andet for end at stå og vente i den silende regn. Hun kunne mærke fugten sive ned i nakken under hendes krave og trak frakken tættere op over skuldrene.

Nej, hun havde ikke sagt det hele.

Nu kunne hun ikke blive enig med sig selv om, om det havde været en god idé at holde noget tilbage for ham, som han alligevel ville blive involveret i før eller siden. Det var rigtigt nok, at der var en masse mennesker ude på foraene, som hyldede ham for hans indsats imod kriminalitet, og som nu så frem til at høre, hvad hun kunne rapportere efter sit møde med ham.

Men der var også andre. Dem, der snarere anså ham for at være kriminel, og til og med morder. Dem, der læste om anklageskriftet imod ham, da det blev offentliggjort, men som ikke senere hørte, at han blev frikendt for de groveste af anklagerne. Dem, der ikke ville 14

ødelægge en spektakulær nyhed og som frydede sig over skandalen omkring en privatdetektiv, der selv var forbryder.

Det var sådan det fungerede. Fakta var ikke det, der spredte sig hurtigst på foraene, men tværtimod spekulationer og rygter, som der ikke var mange, der gjorde noget for at se efter i sømmene.

Vågeren var i hvert fald ikke ligesom dem. For det første var han en af de bedste efterforskere, man kunne opdrive. Måske var han ikke altid den klogeste. Måske stod han ikke altid for de mest gennemtænkte analyser. Men han var altid ærlig. Han var altid en af de mest engagerede. Han gav aldrig op, når først han var kommet på sporet af en forbryder, der skulle stoppes.

Hvad det angik, var de ret ens, de to. Hvis hun nu skulle fremhæve sine egne bedste sider.

Taxien kom frem bag bakken i høj fart og bremsede op i en vandpyt lige for fødderne af hende. Den samme unge chauffør, med den vilde frisure, som havde kørt hende herhen, sprang ud og åbnede døren for hende, imens han undskyldte for forsinkelsen.

“Hvorhen?” spurgte han, da de begge sad i bilen.

“Til byen.”

Han satte i første gear, og bilen forlod området.

“Byen er stor”, sagde han og lod fingeren vente på GPS-skærmen, imens han betragtede hende i bakspejlet.

Hun overvejede, hvilken café hun skulle vælge. Det vigtigste var, at der var wifi. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at tage hjem.

Hun ville ikke risikere, at han var hjemme.

Hvor meget længere ville hun mon skulle leve med ham? Igen og igen blev hun overbevist om, at han blev hængende, fordi han ikke ville flytte, og ikke fordi han ikke kunne finde et nyt sted at bo. Stockholm, du ved, plejede han undskyldende at sige. Som om det forklarede det hele.

Hun havde brug for noget, hun kunne hengive sig til. En ny sag.

Hun savnede den tilfredsstillelse, der var i at få puslespilsbrikkerne til at passe sammen. Savnede at være i dialog med de kloge mennesker, som hun vidste også fandtes ude på foraene.

Og netop derfor savnede hun Vågeren.

15

Jo hurtigere hun fik renset hans navn, jo hurtigere ville han være ude igen. Og hun kunne jo ikke fornægte, at der var noget forjættende gådefuldt over hans fortid.

Så, hvad ventede hun på? Hun havde jo en sag. En ny sag, som hun vidste, at hun ikke ville kunne modstå.

16

4 Indtil videre havde det ikke været sommeren, der havde fået ham til at glæde sig til at få udgang. Det gode vejr var intet i forhold til den mørke lejlighed, som han længtes sådan efter under hele sit ophold i fængsel. Der, hvor hans computer var.

Han havde brug for Vågeren. Han havde brug for at genvinde sin kontrol. Blive den han havde været, før de tog alting fra ham.

Inden han blev lavet om til sådan en forbryder, som han normalt selv ville have stoppet.

Okay, han var sikkert gået for langt, hvis nu han skulle prøve at forstå, hvordan han var endt her. Han havde trods alt været i besiddelse af et illegalt skydevåben. Et våben, som endda var blevet anvendt, selvom han ikke selv havde været skyld i det. Der var altid sådan nogle våben i omløb. Ligesom der var falske politi­legitima­ tioner og alt muligt andet, som han havde bygget sin virksomhed op omkring.

Han havde jo haft en mission. I det mindste havde han sat sig for at hjælpe politiet med at skaffe informationer, præcis ligesom mange andre ude på netforaene. Vågeren var nu blevet et velanset brugernavn, og med det fulgte, trods alt, et vist ansvar. Det var et navn, som hidtil havde borget for at beskytte udsatte borgere mod kriminalitet, og det var noget, han faktisk kunne være stolt over.

Han vidste i forvejen, at der var mange andre som ham, men den værdsættelse, som Jeanette havde givet udtryk for, var rørende. Han var taknemmelig for den støtte, de gav ham, og for det netværk, som Katarina sørgede for at holde i live.

Og ikke mindst var han taknemmelig for hjælpen fra denne Jeanette.

Han så frem til at søge efter brugernavnet Spanierinden ude på 17

foraene, for at se, hvad hun havde skrevet. Men der var noget, som var endnu vigtigere. Jeanette var bekymret over, at en anden havde taget hans navn, og han var nødt til at finde de indlæg, som vedkom­ mende havde skrevet, og genvinde kontrollen, så hurtigt som muligt.

Hans Volvo XC60, som Katarina havde leveret til ham, startede med et let vrid i tændingslåsen. Som om bilen overhovedet ikke havde stået urørt i to vintre.

Nu havde han et par dage til sin rådighed. Solen skinnede fra en klar blå himmel, på denne milde morgen, nogle dage efter mid­ sommer. Det føltes befriende at dreje ud på landevejen, der førte sydpå. Følelsen var så skøn, at han var nødt til at gasse lidt ekstra op, imens skoven blev til en sløret masse langs vejen.

Nogle timer senere ville følelsen bag rattet sikkert være ander­ ledes, men det var for sent at ændre på nu, hvor han allerede havde angivet forældrenes hjem i Eslöv som hans opholdssted under udgangen. Nærmere bestemt skulle han, ifølge aftalen, tilbringe de kommende døgn sammen med sin moster, Maria, som var det eneste familiemedlem, der var tilbage. Men, hvis han kendte hende ret, så ville hun ikke forlade sin lejlighed på Rönneberga for hans skyld.

Nu havde han i hvert fald et ærinde i forældrenes hus. Han havde forsøgt at visualisere, den der ting, som Jeanette havde talt om, men han var ikke kommet nogle vegne. Hvordan ser man en ting for sig, som man ikke ved, hvad er? Det, som om han var ved at skabe et abstrakt kunstværk med sin svedige pande.

Men, inden længe. Inden længe, ville alting blive mere konkret.

Han svingede ud på E4’eren, skruede op for radioen, og nød at forestille sig, at han var på vej på ferie.

18

5 Han kørte mod centrum fra rundkørslen med statuen, der lignede en dansende hårlok. Fortsatte forbi den store bilforhandler og videre forbi Bergaskolen, hvor han havde gået i gymnasiet. Bagefter trillede han forbi Stora torg. På den anden side af torvet rejste Hotell Sten Stensson Sten sig stolt over sin brede trappe. Selv iskiosken var der stadig. Og det lille torvemarked.

Han kørte videre ad Västergatan og drejede til venstre over for varehuset, hvis nedlagte kiosk mindede ham om de dårlige tænder, han havde, da han var lille. Han kørte frem ad Sturegatan, passerede folkhögskolan, og fik et glimt af de røde mursten, der udgjorde Ekenässkolan, hvor han havde tilbragt sine første skoleår.

Så var han hjemme i sit gamle kvarter.

Klokken var fire om eftermiddagen. Han var træt efter den lange køretur, og stadig mæt efter at have fortæret en kæmpemenu på McDonald’s i Ljungby. Og lige idet han passerede Cissis gamle hus, begyndte han at tvivle på, om det nu også havde været så smart at udsætte sig selv for den ængstelse, som hjemkomsten ville føre med sig. Han burde nok have valgt storbyen, frem for den lille, anonymitet, frem for genkendelse, computeren i sin lejlighed, frem for det klodsede tv i sine forældres gamle stue.

På den anden side var der stadig en gammel computer i huset, hvis det kneb.

Og se der: der kom nogen til syne i køkkenvinduet i Cissis hus.

Bare i et kort øjeblik. Det blonde hår. Hun var sikkert på sommer­ ferie hos sine forældre. Hvis man ellers kunne kalde det for ferie, når man var nødt til at omgås hendes deprimerede mor.

Efter seks hundrede kilometer på E4’eren havde han mistet 19

fornemmelsen for, hvor hurtigt han kørte. Da huset pludselig stod lige foran ham, var han nødt til at bremse ned fra halvfjerds kilometer i timen.

Det lignede sig selv. Et stort, hvidpudset hus. En velplejet græs­ plæne bredte sig ud i en lige så velplejet omgivende have, takket være den gartner, som han havde ansat for at slippe for klager fra naboerne.

Han var hjemme.

Men nu måtte han virkelig se at få solgt huset, tænkte han, mens han kørte ind ad indkørslen. Han havde ikke orket at kaste sig ud i det. Indtil videre rakte pengene fra arven efter hans forældre. Især eftersom han holdt sine leveomkostninger nede ved at sidde inde.

Han trådte ud af bilen og så sig om blandt nabohusene. Der var ikke nogen at se. Ingen havde tilsyneladende lagt mærke til ham.

Gad vide, hvor længe der ville gå, før de begyndte at undre sig over Volvoen i indkørslen.

Okay. Han måtte bare køre på. Imens undervognen raslede efter de mange kilometer, kom han i tanker om, at han slet ikke havde nogen bagage. Det tøj, han havde på, var det eneste, han havde. Ikke engang en tandbørste havde han tænkt på at tage med. Men der var selvfølgelig også butikker i Eslöv.

Han bevægede sig hen imod huset. Trådte frem til trappen ved hoveddøren, men tøvede og gik i stedet om til terrassen for at være forberedt på en eventuel overraskelse. Her var der i hvert fald ingen knuste ruder.

Han gik hen over stenfliserne, hvor havemøblerne plejede at stå, og trådte frem til vinduet.

Der stod noget på bordet i stuen. Det var det første, han fik øje på.

En ting.

Spanierinden havde haft ret.

20