Mission Europossible – af Anna Bundgaard Grundtvigs Højskole

Højskolernes Mission Europossible 2007

- En Europæisk Antologi

Denne Antologi er udviklet med støtte fra Europanævnet

2

Mission Europosible 2007 - En Europæisk Antologi Juni 2007 Folkehøjskolernes Forening (FFD) Nytorv 7 1450 København K Telefon: 33364040 Internet: www.ffd.dk www.hojskolerne.dk

3

Forord af udenrigsminister Per Stig Møller Idéen om at rejse ud i verden blot for at stille sin nysgerrighed og lære andre kulturer at kende bredte sig for alvor i løbet af 1700-tallet, hvor det blev moderne for unge mennesker fra velstående familier at tage på dannelsesrejser i Europa. Den typiske rundrejse omfattede Paris, Genève, Firenze, Venedig og Rom eventuelt også Grækenland, hvorefter de unge aristokrater på hjemvejen ville besøge Berlin, Dresden og Wien. Dannelsesrejserne har været en uvurderlig inspirationskilde for mange kunstnere såsom Thorvaldsen og H.C. Andersen.

Jeg opfatter jeres rundtur i Europa som en moderne og mere demokratisk dannelsesrejse. I har gjort jeres forarbejde ved at udvælge 10 teser om Europa, som derpå er blevet afprøvet på virkeligheden. I har interviewet en lang række beslutningstagere, meningsdannere og andre unge i såvel de gamle som de nye EUlande, og I har ved selvsyn oplevet, hvor stort og mangfoldigt det nye, forenede Europa er. Jeres dannelsesrejse vil sikkert afføde en mængde nye perspektiver på den udvikling, som vores gamle kontinent – på godt og på ondt - er inde i.

Flere af jeres 10 teser står også højt på EU’s aktuelle dagsorden. Det udvidede EU er en politisk kampplads, hvor holdninger og meninger brydes med henblik på at finde frem til fælles løsninger på det stadig stigende antal grænseoverskridende problemer, som de 27 medlemslande står over for i dag. Danmarks evne til at gøre en forskel i EU-samarbejdet og sætte et dansk fingeraftryk på beslutningerne i Bruxelles, afhænger ene og alene af kraften fra vores argumenter. Heldigvis har 25 års erfaring med EU vist os, at Danmark har haft langt større indflydelse, end vores størrelse skulle tilsige, netop fordi vi har haft argumenterne i orden.

Også på den baggrund kan jeres dannelsesrejse være af stor nytte. Jeg håber, at jeres oplevelser og indtryk fra turen rundt i Europa nu bliver samlet systematisk op og derved kommer til at give ny inspiration til vores danske debat om Europa.

Forhåbentlig kan I give os alle en bedre forståelse for det Europa, som Danmark er og bliver en uadskillelig del af. I så fald har I gjort os alle klogere.

På forhånd tak.

Per Stig Møller

Udenrigsminister

4

1. Mission Europossible – af Anna Bundgaard, Grundtvigs Højskole Hvad er det, der binder os sammen i Europa og EU? Er det fælles værdier? Fælles historie? Eller har vi overhovedet, som danskere, noget til fælles med en polak og en østriger? Det var netop det, vi var sat til at undersøge med M:E. Jeg var sat til at undersøge, om følgende tese var sand: Det, der binder os sammen i Europa, er en grundlæggende tro på og forestilling om demokrati og menneskerettigheder.

EU har ikke altid set ud, som det gør i dag. Europa har ikke altid været et fredeligt kontinent. Det udvidede og forpligtende politiske og økonomiske samarbejde vi kender i dag, ser væsentligt anderledes ud end det fællesskab, der blev grundlagt med underskrivelsen af Rom-traktaten i 1957. Dengang var der ikke nogen, der kunne forestille sig Europa som det ”fredelige”, kontinent vi ser i dag. Ingen kunne heller have forudsagt, at samarbejdet ville udvikle sig fra at være et forpligtende samarbejde på kul- og stålområdet, til i dag at være et samarbejde på mange store, og vigtige, områder. Europa var kommet ud af to blodige og ødelæggende verdenskrige, og der var intet, som tydede på, at det ikke kunne eller ville ske igen.

Det var som en reaktion på den blodige historie, og med et ønske om skabelse eller bibeholdelse af fred og stabilitet, at EU blev skabt. Så selvom vi i dag opfatter Europa som et fredelig og relativt homogent område, kulturelt og værdimæssigt set, er dette ikke nødvendigvis en garanti for fred. De værdier vi i dag ser som ”fælles europæiske”, har altså ikke altid været så stærke, at de har kunnet holde de europæiske lande sammen. Vi har, på trods af de værdimæssige bånd, ofte bekriget hinanden.

Man kan spørge sig selv, om dette betyder, at de europæiske lande ikke har andet tilfælles end en handelsmæssig og økonomisk afhængighed. Om det, der holder sammen på EU, kun er økonomi og ønsket om at få mest muligt ud af samarbejdet, eller om der også findes europæiske værdier. På vores tur ned gennem den centrale og østlige del af EU opdagede vi, at der for de flestes vedkommende, både hos eksperter og almindelige mennesker, ikke var nogen tvivl om, at vi som europæere deler værdier. Der var dog stor uenighed, eller et forskelligt syn på, hvad disse ”europæiske” værdier er.

Når vi spurgte, hvilke værdier der binder de europæiske lande sammen, var der flere værdier, som gik igen hos de fleste: Demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipperne. Værdier der ligger i forlængelse af vores fælles historie og kulturarv fra den græske og romerske filosofi. Der blev dog også nævnt værdier, der måske ikke er så universelle men mere farvede af politiske holdninger.

Vi mødte bl.a. politikere og ungdomspolitikere fra det tyske socialdemokrati, der mente, at solidaritet var en speciel europæisk værdi. Både i indenrigspolitisk forstand, der kan ses i vores indretning af de sociale systemer, og udenrigspolitisk i forholdet til andre medlemslande og ulande. Miljøbevidsthed og vores syn på klima-spørgsmål var, for flere, også en europæisk værdi. Det er i Europa, at der for alvor satses på vedvarende energi, energimærkning af el-artikler og miljøvenlige biler. Der var en større uenighed, når vi kom ind på spørgsmålet omkring kristendom som en europæisk værdi. Ligesom der har været mange storpolitiske diskussioner og uenigheder om netop kristendommen, og om kristendommen skulle nævnes i den nye EU-forfatning, splitter spørgsmålet om kristendommen, som europæisk værdi, også

5

de mennesker vi talte med. Nogle mente, at kristendommen var en stor europæisk værdi, mens andre mente, at religionsfrihed og religiøs pluralisme i stedet skulle nævnes som europæiske værdier. Udover disse værdier blev værdier som tolerance, åbenhed og gennemsigtighed nævnt som specielt europæiske.

Men flere eksperter gav udtryk for, at vi, når vi snakkede om værdier, ikke skulle se så meget på de højtsvungne ord, men i stedet se på, hvilke værdier eller mål der i virkeligheden er blevet opfyldt i EU. For som en polsk universitetslektor påpegede, er selve ideerne bag styret i Sovjetunionen på papiret gode. Men de gode ideer udmønter sig ikke altid i god praktisk politik. For i tilfældet med Sovjetunionen havde de gode ideer alligevel ikke nogen effekt på styret, som det i virkeligheden så ud.

Værdier som lighed, at yde efter evne og nyde efter behov og andre grundideer i den kommunistiske tankegang er sympatiske, men hvis disse ideer (værdier) ikke kommer til udtryk i den praktiske politik, giver det ikke mening at tale om dem som værdier.

Det samme gælder med de værdier, vi taler om i forbindelse med EU. Dette behøver dog ikke at betyde, værdierne ikke findes. Ifølge lektoren har EU særlig én opfyldt værdi - nemlig fred. Af andre værdier kan nævnes europæernes syn på klima, der har givet os Kyoto-aftalen, hævelsen af levestandarden (velfærdsstaten) med den økonomiske udvikling. Andre opfyldte værdier kan ses i de domme, der bliver afsagt i EF-domstolen.

Det vigtige ligger altså ikke i, hvilke værdier en nation (eller i dette tilfælde en union) påberåber sig - men i stedet, hvilke værdier der kan ses opfyldte. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at hvis man ser på værdier på denne mere realistiske måde, så er det ikke det samme som, at vi ikke har nogen værdier eller at værdierne ikke betyder noget.

Ord (værdier) som demokrati og menneskerettigheder er ikke kun tomme ord eller floskler. Men er også værdier, der i større eller mindre grad kan findes i de europæiske samfund og lovgivninger. Det betyder ikke, at alt der foregår i EU, er demokratisk, og at vi altid overholder menneskerettighederne. Man skal se på dem som idealer, noget vi vil arbejde hen imod eller arbejde for at opretholde.

EU har indenfor de seneste år haft to udvidelsesrunder, så der i dag er 27 medlemslande. Der er forskellige grunde til, hvorfor udvidelsen mod øst har været god i mange politikeres øjne. Med udvidelsen har man kunnet forsøge at stabilisere de relativt nye demokratier, fremme den økonomiske udvikling i de enkelte nye medlemslande, samt udvide det indre marked til alles fordel. At man vælger at udvide EU for at styrke den økonomiske og politiske stabilitet ligger meget godt i tråd med de historiske forklaringer på EU’s opståen. Nemlig at skabe fred gennem forpligtende samarbejde, så der skabes en art afhængighed landene imellem. Spørgsmålet er, om vi med østudvidelsen også samtidig forsøger at udvide de (vest)europæiske værdier.

Nogle mener, at en udsigt til et EU-medlemskab er en motor i forhold til antikorruption, demokrati, menneskerettigheder osv. Og formålet, eller i hvert fald udfaldet, må siges bl.a. at være en spredning af værdier, også selvom det ikke er den egentlige, tilsigtede grund.

Fra de gamle medlemslandes synspunkt er udvidelsen altså både begrundet økonomisk og idealistisk. Men, hvordan ser det ud fra den anden side, og hvad har egentlig været de nye medlemslandes begrundelse for at blive medlemmer?

På vores tur fik vi nogle lidt forskellige svar på dette spørgsmål alt efter, hvem vi spurgte. Jeg vil hovedsageligt koncentrere mig om Polen. Der var, for de polakker vi talte med, ingen tvivl om, at de nationale myter ligger tættere på den vesteuropæiske kulturkreds, end den russiske. De er vendt mod vest og vendt væk fra Rusland. Men

6

på mange måder ser det ud som om, at de ser sig selv som vestlige demokrater på den amerikanske måde i stedet for den europæiske. Andreas Maurer, der er forskningsleder på et anerkendt tysk forskningsinstitut, forklarede os, at denne måde at se sig selv på hænger sammen med det problematiske forhold til Rusland.

Polakkerne vender sig mod USA for beskyttelse. De har flere gange tidligere opdaget, at de europæiske naboer ikke altid er venner i nøden (som det sås under 2.

Verdenskrig). Vi deler dog stadig grundlæggende værdier med polakkerne, selvom der stadig foregår korruption og andet magtmisbrug. Men jeg er stadig ikke sikker på, om Polen er gået med i EU af idealistiske eller af pragmatiske/økonomiske grunde. Der er ingen tvivl om, at økonomi er en polakkernes helt store grunde for at gå ind i samarbejdet. Her tænker jeg især på strukturfondene, landbrugsstøtten samt det indre marked. Dette er fordele, man helt konkret kan se, når man rejser gennem Polen. Da vi på vores tur skulle fra Poznan til Prag, ville den hurtigste vej, uden tvivl, være fra Polen til Tyskland og derfra videre til Prag. At denne vej er hurtigere, hænger sammen med den meget lidt udbyggede polske infrastruktur. Vi valgte i stedet at køre gennem Polen til Tjekkiet, fordi vi ville opdage ”det rigtige Polen”. På vores rejse ned gennem Polen kørte vi på hullede veje, grusveje og veje belagt med brosten. Disse var relativt store veje med en del, også tung, trafik. Vi så dog også, at EU helt konkret hjælper. Noget ingen kan være i tvivl om – heller ikke polakkerne selv. De nye og flotte hovedveje, der også findes i Polen, er nemlig mærket med skilte, hvor der står, at EU har sponsoreret dem. Udviklingen af infrastrukturen i nogle områder af Polen er i så stor vækst, at en GPS er ubrugelig efter bare et år. Den danske konsul i Poznan forklarede os, at det for polakkerne ikke er et spørgsmål om at være med i EU men om, hvordan de får mest ud af EU. Ydermere forklarede han, at de polske tilhængere er delt op i to grupper - de uddannede og de uudannede. De uuddannede ønsker EU-medlemsskabet pga. angst (bl.a. for Rusland) og ønsket om penge her og nu. De uddannede er tilhængere, fordi de kan se økonomiske fordele ved at træde ind i det indre marked.

Men er det et problem for EU og EU’s sammenhængskraft, at ansøgerlande og nye medlemslande vil være medlemmer af økonomiske/pragmatiske grunde og ikke af idealistiske? Vi talte i Berlin med en mand fra CDU (det tyske kristen-konservative parti), der netop mente, at dette var et stort problem. Altså at nye lande ønsker medlemskab for at få noget ud af EU. Han mente, at det netop var, hvad man kunne se i forhold til Spanien og Grækenland. De er i dag meget lidt villige til at afgive de strukturfonde og støtteordninger, de tidligere har modtaget, til de nye lande i EU. I det lange løb vil det, ifølge ham, ændre sammenhængskraften i EU. Han har helt klart en pointe i dette, nemlig at ønsket om at blive medlem af EU ikke kun bør bunde i en ren ”hvordan-får-vi-mest-ud-af-samarbejdet”-tankegang. I hvert fald, hvis samarbejdet skal foregå relativt uproblematisk. Det kunne dog godt se ud til, at de eneste lande der har et idealistisk syn på EU, er de lande, som startede samarbejdet i kul- og stålunionen. De startede jo, som jeg tidligere nævnte, samarbejdet for at skabe fred og stabilitet i Europa. Både Danmark og England trådte ind i fællesskabet pga. økonomiske hensyn og handelsinteresser. Spanien, Portugal og Grækenland var relativt underudviklede lande, rent økonomisk, og alle tre lande var relativt nye demokratier. Der er i disse lande, måske netop pga. deres indtræden i EU, sket utrolig meget, politisk og økonomisk. Her har EU-medlemskabet, samt diverse støtteordninger, været motor i udviklingen indenfor de politiske institutioner, retsvæsenet og bekæmpelsen af korruption. Man kan sige, at på trods af at de nye lande indtræder i samarbejdet af pragmatiske grunde, så bliver værdierne alligevel spredt. Også selvom det er en sideeffekt. I virkeligheden kan man sige, at det

7

pragmatiske er EU’s styrke. Det er det i hvert fald, hvis man ser historisk på samarbejdet. EU blev ikke startet som en idé, men som et praktisk samarbejde, der skulle øge afhængigheden mellem landene. Samarbejdet er så siden blevet udvidet både med flere medlemslande, men også med mængden af områder. Dette er verdenshistorisk noget helt enestående, men er samtidig et eksempel på, hvor effektivt en pragmatisk indgangsvinkel kan være (måske til forskel fra FN?).

Der er ingen tvivl om, at vi i EU deler værdier. Overholdelse af menneskerettigheder, demokrati og et velfungerende retsvæsen er en forudsætning for at blive medlemmer af EU. Ligesom solidaritet og miljøbevidsthed er værdier, europæerne deler. EU er altså ikke kun et samarbejde, der bygger på pragmatisme.

Det er også et værdifællesskab.

8

2. Mission Europossible essay – en sand historie - Af Kristian Nygaard, Rønde højskole 0. Kapitel – Tak for invitationen Tak for invitationen til at sige nogle indledende ord ved dette Europakonvent. Jeg synes, det er et spændende og originalt koncept, I har valgt for i dag og for den efterfølgende ekspedition. I rejser ud for at afprøve 10 forestillinger om Europa. Det glæder mig, at ekspeditionen har fået navnet ”Mission Europossible”. Det vidner om en optimisme og et gå-på-mod, som helt sikkert vil bringe jer langt.

Op at stå. Vi rejste os og klappede af vores mentor, vores ”det du ikke lærer andre steder”, manden med Danmarks måske flotteste brillestel. Jeg citerer og taler om Per Stig Møller. Det var ham, der startede det hele. Det var i Eigtveds Pakhus, og det var varmt. Mens der blev diskuteret generalisering på højt højskoleplan, kunne man sagtens tage sig selv i at kigge længselsfuldt ud af vinduet. Trods varmen var det jo en fantastisk oplevelse.

Det startede altså i København langt væk fra polske turistfælder og østrigske chokoladetinder. Det blev en intim koncert sammen med et par hundrede andre højskoleambassadører. Jeg var to bordrækker fra at give hånd til Per Stig, og det var så dagens højdepunkt.

Men, men, men. Udover at stå på den højeste skammel, så var det rent faktisk også rimeligt interessant, det der kom ud af munden på ham. Mandagen gik med nogle vigtige informationsforelæsninger og et smut forbi El Jokerino aka Jokerens lejlighed, så den lange tur over broen var ikke helt forgæves. Lidt kultur skal der jo til.

1. Kapitel – Palmefri søndag Som en anden langhåret hippie iført helsesandaler og overnaturlige floskler tog vi en syv stykker plus det løse af sted ned gennem Sjælland for at føre vores korstog ned gennem Europa. Det var søndag, og Påsken var netop indtrådt. Rygter siger, at vi havde smuglet en tjekke med ombord, og dertil kan jeg afsløre, at der er hold i dem.

Hun deltog frivilligt og har det tilsyneladende stadig fint.

Jeg ved ikke, hvor mange æselkræfter vores DR-logoløse tourbus havde, men der var hvert fald ikke spredt ret mange palmeblade ud, da vi entrede de tyske motorveje efter et par timers hav-rundfart. Om det er den vestlige sekularisering eller blot mangel på reklame for vores euromulige mission, er svært at svare på, men hvis Nikolaj (tænk Kurt Cobain uden selvmordstanker, men det er selvfølgelig bare min tolkning af vores medbragte højskolelærer) slog håret ud, kunne nogen af os have fået en lidt længere fredag, end det var planlagt.

Fylder religionen for meget i EU-borgernes bevidsthed, eller kan man lægge fortidens reformationer bag sig? Den næste dag skulle vi se gennem slør og gejstlige undertoner og spørge tyskeren på gaden, hvad denne mener. Frit oversat skulle den næste dag handle om, at tro kunne forenes med politik og massefællesskab.

Derudover var det planen, at vi skulle gå på jagt efter folk, som ser fordele i de opstillede toldmure. Alt dette indbefattede dog, at vi var i stand til at finde nogle tyskere, for første dag i den tidligere murfyldte by gav ikke noget særligt tysk indtryk, men fred være med det.

2. Kapitel – Hvem designede Berlin-muren?

9

Jeg ved ikke, om andre har haft samme tanke, men så er spørgsmålet i hvert fald blevet stillet. Måske én gang for lidt, men nu var vi jo nået til Berlin, så hvorfor ikke være lidt filosofisk? Hvem designede denne hersens mur? Måske endnu vigtigere.

Hvad tænkte han, da den blev revet ned igen? Var han grædefærdig og parat til at gå i seng, eller var det en del af hans kunstneriske manifestation? Jeg tillader mig at antage, at det var en han, for når man ser udsmykningen, har der ikke været ret mange kærlige hænder inde over. Mange spørgsmål kan stilles, og jeg har et par stykker flere i ærmet, men én ting kan jeg med sikkerhed notere: Muren anno 2007 er yderst overvurderet, og det kan jeg skrive uden at ramme forkert på tastaturet.

Man går hysterisk rundt i flere timer for at finde dette vidunder. Man ignorerer nuttede isbjørneunger og farverige udstillingsvinduer for at finde det berømte jerntæppe. Hvad ender det så med? Halvtredsmeterlang betonvæg uden nogle former for seværdighedsværdi, medmindre man er murer og virkelig kan se skønheden i et solidt håndværk. For solid er den. Jeg prøvede selv at sparke et par oprørske slag mod den historiske mastodont af et bindingsværk. Revolutionen udeblev, men til gengæld fik jeg en øm tå og noget at tænke over.

Det skal dertil siges, at jeg heller ikke havde forventet andet, men tænk nu hvis? En lille flig og jeg havde følt mig som den første mand på månen. Et lille skridt for tyskerne, men et mega spark for Kristian Nygaard, udenrigskorrespondent udsendt af Danmarks Radio. Det ville have været stort. Men det blev ved drømmen.

I stedet mødte jeg tyskerne på gaden. Problemet var bare, at de ikke gad møde mig.

Om det er min udstråling eller blot mangel på tysk imødekommenhed skal være usagt, men ud af ca. 50 efterspørgsler, fik vi 5 interviews i kassen. Så næste dag besluttede vi at droppe gadetyskeren og udnytte vores enorme ekspertnetværk for at evt. spørge dem, hvem der var så kreativ at tegne Berlin-muren. For nogen har jo fået opgaven, men ville den have givet et 13-tal på arkitektskolen?

3. Kapitel – Berlin i store træk Dagen startede med en et-nulsejr til mig over receptionen, da jeg undgik at betale for morgenmaden. Jeg har hustlet på et hostel, hvor mange kan prale af det? Måske en del, men jeg gjorde det uden at spille tosset og derefter skrive en sang om det, som jeg senere ville få udgivet i højskolesangbogen. Uden at virke bredflabet tog jeg altså ubesejret af sted for at erobre nogle flere tyske stemmer. Det er ikke fordi, Berlin er en grim by, men det er som om, jeg kigger væk, hver gang vi kommer forbi den. Iført turkort til metroen fræser vi frem og tilbage. Vi skal jo have noget for pengene, men det resulterer altså i, at Berlin i store træk bliver et abstrakt landskabsportræt fyldt med kæmpe bygninger. Det hjalp heller ikke, at man konstant var udsat for den danske paparazzo presse. Så man til venstre, så man en blitz. Så man til højre, så man direkte ind i sidemanden. Og ligeud så man altså bygninger. Enten store bygninger eller sorte, men samtidig mørke undergrundstunneller. Hvem har i grunden hørt om mainstreamtunneller? Bliver de set ned på af de andre og får af vide, at de har solgt ud? Findes tunnellernes svar på Nik & Jay? Vi havde mere end én dag tilbage i Berlin, så sædvanen tro slog vi lige et smut forbi det lokale Udenrigsministerium for at få en snak om løst og fast. Herfra vil jeg dog undskylde på egne vegne og understrege, at det ikke er dansk udenrigskutyme at blunde til politiske rundbordsmøder. Så til Frank-Walter Steinmeier og jer andre:

10

Einschüldigung!(Har aldrig haft tysk i skolen, så har ingen anelse om, det er stavet rigtigt) Den næste dag skulle ifølge planen blive spændende. Vi havde fået opsat en date med Dr. Andreas Maurer, som er leder af noget EU-integration. Min plan var at debutere som toiletinterviewer, men du må vente til næste kapitel, for at høre, hvordan det gik.

4. Kapitel – Andreas Maurer (Nogle ville nok hævde, at det er en anelse kedeligt at opkalde sit fjerde kapitel efter en tysker, som kun politiknørder kender til. For det er i fjerde kapitel, man skal fange sine læsere. Dem som for længst har opgivet og tænkt, at det der med at sparke til muren i kapitel to var noget fjollet, useriøst noget at skrive - de skal genfanges. Jeg kan hilse og sige, at der ikke er noget ved Magnus’ essay, og han ved faktisk en del.

Men for mig betød Andreas Maurer ret meget. Hvis jeg nogensinde skal konvertere til rødt hår, så tror jeg, at jeg tager et billede af ham med til frisøren. Dette kunne forstås som værende provokerende, men når sandheden skal frem, så er de sidste syv linjer blot skrevet for at få denne afhandling til at fylde noget. Skål og tilbage til turen.)

På kortet var der 2½ time, men i virkeligheden tog det 5-6 timer at nå det forjættede land: Polen. Mine fordomme om gråtunge betonbygninger har indtil videre ikke skuffet mig. Det hele er virkelig gråt. Grå facader, grå biler – ja, selv toiletpapiret er gråt. Om man bliver grå bagi, skal jeg være usagt, men det ville jo også stjæle al fokus.

Dagen startede Berlin. Jeg vågnede op, stillede mig ud på vores altan, der har view udover Berlins centrum og derefter råbte jeg, så godt jeg kunne på gebrokken tysk: "Ich bin eine berliner!" Eller det gjorde jeg nu ikke alligevel, men det kunne have været sjovt at prøve. Mit tredje indtryk af Berlin er ret proteinfattigt. Det er som om, jeg befinder mig i en dårlig efterligning af "Supersize me". Indtil videre har vi fornuftigt undgået tysk mad og spist amerikansk, kinesisk, thailandsk, amerikansk, italiensk - nå ja, og så amerikansk. Da jeg stammer fra en højskole, hvor kål rimer på skål, ender jeg nok med at tage en kvart Whopper Menu på, men det er jo prisen for at være sendt ud som udenrigskorrespondent.

Men så er det jo fantastisk, at vi netop er arriveret i Polen. Findes der McDonalds på polsk? Er der frisk salat i en Happy Meal? Går vi sultne i seng eller glæder jeg mig bare til at komme til Prag?

Det er en smule mærkeligt, at vi i Berlin boede på polsk, men når vi så endelig når Poznan, så bliver vi separeret fra pigerne. Hvordan bor man i Polen, når man bor på dansk?

(Da Polen er et meget fattigt land, var der ikke råd til at sætte kommaer i dette kapitel - men så er der vist også sparet sammen til et par stykker i det næste.)

P.S. Det tidligere annoncerede toiletinterview med Dr. Andreas Maurer blev desværre ikke til noget, da jeg blev mundtlig tilbageholdt af mine kollegaer.

5. kapitel – Kortfredag Så er fordommene indfriet! Solen skinner ikke i Polen. Bygningerne skygger mere end de skinner og polakkerne går i aflagt genbrugstøj. Det var af naturlige årsager ret mørkt, da vi i går nat tjekkede ind på hostelet. Derfor kom det som en overraskelse i morges, da vi fandt ud af, at vi var indkvarteret i resterne af en koncentrationslejr. Med pigtråd rundt om bygningen og pigge over døren er det hvert fald en mulighed. Men det er jo herligt, at alt er så billigt på sådan en

11

kortfredag. Jesus fejrede jo Langfredag for en to tusind år siden så i moderne, ”ung med de unge”-overført betydning må lillefredag i Påskens tegn jo døbes kortfredag.

Priserne. Pizza og Cola på polsk koster ikke mere end 40 kr. At det så ikke smager af pizza er underordnet, for det er jo billigt. Uden at det må komme til at lyde som en dårlig genudsendelse, så formåede jeg beklageligvis endnu engang at lukke øjnene foran et klogt hoved. Når jeg ser tilbage på det nu, kan man jo grine stille indvendigt af det, men jeg kan fortælle, at det på det givne tidspunkt ikke var særlig sjovt at sidde skoleret overfor en herre, som vidste, at det han havde at fortælle, var interessant. (Endnu engang holdt budgettet ikke til at sætte kommaer - prøver igen i næste kapitel.)

6. Kapitel – Den længste fredag i år Polen og kommaer – har nævnt det.

I dag blev der afspadseret for hårdt. På samme måde som hanen kom før både hønen og ægget, var der heller ingen tvivl om, at turen til Prag skulle blive lang. I det følgende vil jeg redegøre for de polske landeveje, så hvis du har planer om at stå af, er det her et godt afsnit at gøre det på.

Vejene er bogstavelig talt lige til at lukke op og …

Jeg ved ikke, om damen i GPS’eren var overtræt, men hun var ikke særlig pålidelig i sin envejskommunikation. Den ene vej, hun anviste, viste sig at føre os igennem veje, der får én til at stille spørgsmålstegn. Dem vil jeg ikke komme ind på, men har i stedet opstillet mine egne teser for EU. De er ikke udenrigsaccepterede, men da det er hviledag på turen, tillader jeg mig at smide m:e-trøjen og teserere frit fra et vist organ. Da vi kun er halvvejs, vil det naturligvis være overfladisk at nævne alle ti, så det bliver kun de første fem, der omhandler Berlin og Poznan eller rettere sagt pølser og kålteser. Visse kredse vil finde dem politisk ukorrekte, men det er bare min ukommaterede måde at formulere mig på.

1. Tyske kvinder ved ikke noget om EU. 2. Tyske mænd mener, de ved meget om EU. 3. (Under ombygning) 4. Polen trænger til at få byen malet rød plus en masse andre farver.

5. Den polske finanspolitik får danskere til at ligne millionærer.

Apropos min femte tese så er det fantastisk, hvor langt man kan komme med en halvtredser. I en af Polens solfyldte oaser holdt vi ind for at spise frokost. Vi fandt den fineste restaurant med hvid dug og bestik. Menuen bestod af noget fint kød med endnu finere tilbehør. Jeg flottede mig og købte hele to ekstra colaer udover den obligatoriske. Jeg kunne nævne prisen på dette festmåltid, men da jeg i forvejen kender til Polens problemer med hensyn til for mange tilflyttere, vil jeg nøjes med at insinuere. En halvtredser og så er der også plads til dessert.

Jeg er træt og det har måske været den længste fredag i år, men du må ikke hænge mig op på det.

7. Kapitel – Mens vi venter på opstandelsen Ja, det var mig, der både så og hørte, hvad Henrik Q. havde at sige den anden dag i Prag. Ja, for nu var vi nået til Prag. Lige bumpende ud ad landevejen kørte vi frejdigt mod Østeuropas Paris. Der, hvor alle bygninger ligner noget, der er bygget for lang tid siden. Der, hvor bindingsværk virkelig binder turisterne til staden. For, hvem kan prale af at have gået på Karlsbroen, når man ikke kan se den for bare mennesker?

Som fluer om en ko-hømhøm en varm sommerdag, hvor mælkebøtterne stråler om kap med solen; på sådan en dag er det svært at se det flotte ved broen. Man skulle

12

tro, der var ”Open by night” i Prag, for det tog længere tid at krydse broen end at køre fra Poznan til Tjekkiet. Overdrivelse fremmer forståelsen, og så er den vist ikke længere.

Men hvad havde turisten Henrik Qvortrup at sige til den danske presse? Ingenting. Er jeg stolt? Nej, for min skarpe journalistik skræmte ham væk, og hvor står man, når ikke engang sladderkongen vil udtale sig? Derfor var det med bøjet hoved, at jeg i dag, metaforisk set, lavede en omvendt Jesus og blev inde i hulen.

Hulen, der ikke-metaforisk set kørte på fire hjul, havde kurs mod alper og tyrolerstøj.

Forberedt på Johnny Reimer-kloner sad jeg altså fastklamrende til min sele og skammede mig over mit journalistiske nederlag. Hvordan kommer jeg ovenpå? Der var ingen tjekker i Prag udover vores egen medbragte, så det var rimelig svært at få filmet nogle ægte indfødte. I Berlin ville halvdelen af kønsfordelingen ikke udtale sig.

Og i Poznan? De var bare polakker.

Hvis ikke jodlen snart får en anden lyd i Idylistan, så bliver jeg nød til at trække i den udlejede nødbremse og stemme mig selv hjem. Men på den anden side så er det hele jo så billigt, så jeg tror, jeg beder Magnus om at stoppe bilen. For der står en hest på marken til højre, som jeg hellere lige må klappe.

Det blev søndag, og det blev den første. Spændte venter vi alle på opstandelsen.

8. Kapitel – Hellige køer og tomme linjer Dagens største begivenhed var mødet med en ko. Heldigvis indgår Påsken ikke i køernes religion, så de var alle på arbejde, da vi stoppede forbi en østrigsk græsmark.

Desværre havde den ikke så meget at sige, til gengæld var den alle tiders model. Så med nogle gode kobilleder i kassen kørte vi videre mod luksuriøse Luxembourg.

Et par tyske motorveje, ophold hos en amerikansk burgergigant og 5-6 timers stirren ud i luften, senere var vi fremme.

9. Kapitel – Den forsinkede genopstandelse I dag var det stort. Utrolig stort. Vi blev vist rundt i EU’s domstol a.k.a. EF Domstolen.

Den er placeret i Luxembourg, og den er sindssygt stor. Den er så stor, at det føltes som en maraton, da vi blev vist om til den anden indgang på bagsiden. En maraton, fordi vi ikke har lavet andet de sidste dage end at bøje vores knæ sammen, så de passer til en bus.

Men, hvad er meningen med at møde en dommer, når han ikke engang må/vil sige sin egen mening. Jo vist, vi bliver klogere, men har vi bedt om det? Jeg prøver listigt at få ham til at indrømme, at han gerne ser EU’s toldmure bibeholdt, men skarp som han er, ser han bare den anden vej og klør sig lidt i skægget.

Jeg kan faktisk ikke huske, om han havde skæg, men han ville jo heller ikke svare på mit spørgsmål. I hvert fald ikke, som jeg havde håbet.

I dag er det sidste dag på turen. Er det stort?

10. Kapitel – Hjemme og i god behold, bare rolig mor

13

Turen er overstået. Det kan godt være, at jeg ikke har skrevet seriøst og politisk bevidst, men hvorfor prøve at være noget, man ikke er? Jeg synes, det var en spændende tur med sine højdepunkter, og jeg vil slutte af med at citere fra ham det hele startede med - Per Stig Møller: En krebs, en gedde og en svane gik sammen om at trække et læs – en meget overkommelig proces! De trak og trak, men vognen ville ikke trille, for svanen foretrak at flyve mod det blå, kun baglæns kunne krebsen gå og gedden ville frem til sø og bæk og kilde! Hvis skyld og ansvar var det? Det er klart som blæk! Men vognen står der stadigvæk.

Efterskrift - Nekrologisk monolog Påskens måske mest undervurderede dag – lørdag - blev dagen, hvor journalistspiren Andreas valgte at stå af. Vi havde i lang tid kunne mærke på ham, at han ikke ville holde turen ud. Det hårde pres fra chefen og det komprimerede program var mere, end han kunne klare.

Han lagde sejrssikkert ud som den spydige flue på væggen. Med Cavling-prisen forude var der ikke det, han ikke fik sat fokus på. Et lille host og han kunne se visioner i det.

Kørte vi forbi en tankstation, var overskrifterne allerede parate.

Desværre havde han det hele i munden. Det ene planlagte interview efter det andet blev udskudt til næste dag. Men den næste dag fik han heller ikke lavet noget. Han var så desperat, at han prøvede at få os til at interviewe os selv. Man skulle ikke tro det, men selv de dyrebare stemningsbilleder blev overladt til amatører.

Hvad gik der galt? Var det de mange sponsorpenge? Fristelser var der nok af, og Andreas var svag. Det siges, at han i sin desperation efter at få historier i kassen selv plantede problemer, så turen gik hen og blev et mareridt. Havde han pillet ved GPS’eren, så vi kom ud på forkerte veje? Havde han på forhånd kontaktet de tyskpolske grænsevagter og bedt dem om at sende os i den forkerte retning? Havde Magnus glemt sit pas, eller havde nogen taget det?

Kilder hævder at have set en samtale mellem Andreas og en af de tjekkiske deltagere.

Det er blot gætterier, men var det hans værk, at der var optaget på det planlagte hotel i Prag, og hvorfor forsvandt den tjekkiske pige kort efter?

Det skal dog nævnes til sidst, at Andreas var en af vor egne. Et vaskeægte forbillede, hvis man foretrækker den slags. Med sit krøllede hår og velplejede negle stod han som et flot ikon for Mission Europossible-delegationen. Hvis han havde holdt ud, er der ingen grænser for, hvad han kunne have opnået. Hvad jeg har opnået, er at få syv siders indholdsløs spænding udgivet i en bog.

Tak for mad.

14

3. Mission-Europossible 2007 Af Line Rasmussen, Rønde Højskole Østbussens tur ned gennem Østeuropa var en stor oplevelse. Vi fik set mange spændende steder og mødt mennesker, som vidste utrolig meget – og havde mange meninger - om EU og dets politikker. Før turen følte jeg mig nogenlunde inde i, hvad EU er for noget, og hvordan det fungerer. Turen har dog gjort det klart for mig, at min viden om de økonomiske og sociale forskelle, der stadig er på Øst- og Vesteuropa, har været begrænset. At se, hvordan folk lever, især i landområderne, har været en stor overraskelse for mig. Man hører jo meget gennem medierne og lignende, men at se det med sine egne øjne, har bare en langt større effekt. Det er vigtigt at forstå denne forskel på levevilkårene i øst og vest, mener jeg, for at kunne forstå, hvorfor Østeuropæerne ser anderledes på EU end os fra vest.

Jeg vil i første del fortælle lidt om mine oplevelser i byerne rundt om i Europa. Til sidst vil jeg fortælle lidt om vores arbejde med tesen vedrørende EU’s toldmure.

Byerne. Berlin, Tyskland Berlin er en dejlig by! Den minder jo på sin vis meget om det, vi kender, men er så alligevel meget anderledes.

Vi boede i centrum tæt på zoologisk have, hvor isbjørneungen Knut holder til. Knut fyldte da også en stor del af vores ophold i Berlin. Vi nåede desværre ikke ind og se ham, men overalt i byen var han på forsider af aviser og på plakater. Det er egentlig underligt, at et lille dyr kan fylde så meget i medierne og i folks bevidsthed. Også herhjemme har man jo talt meget om Knut, og om hvor fantastisk det er, at der er født en isbjørneunge i fangenskab.

Efter nogle dage i Berlin gik turen østpå til Polen. En køretur som burde tage et par timer, kom hurtigt til at vare det dobbelte, da der opstod kaos på motorvejen. Vi havnede midt i påsketrafikken, og på grund af de lange køer besluttede det tyske færdselspoliti at tynde lidt ud i trafikken. En betjent viftede os af motorvejen, og der holdt vi så … Hvad hendes grundlag har været for at vifte netop vores bil af motorvejen, vides ikke. Hvad mon hun havde tænkt sig? (Hmm.. en dansk nummerplade. De kan nok sagtens finde vej ad landevejen). Det giver rigtig god mening. Vores GPS gik helt amok i konstant at beregne nye ruter, men hver eneste gang vi kom til en motorvejstilkørsel var der afspærringer for. Langt om længe nåede vi dog til Polen, men undervejs fik vi set en masse hyggelige landsbyer, og kørt på alle typer veje (inklusiv brosten).

Polakkerne har tænkt sig at bruge en del af pengene fra EU til at forbedre vejnettet i landet … en rigtig god ide!

Poznan, Polen Forskellen på standarden af hostels fra Berlin til Poznan var enorm. Fra det (lidt kedelige) standard minimalistiske i Berlin til det meget farverige (orange-farverige) i Poznan. Vi boede i et kvarter i udkanten af byen, som lignede noget, man kunne fristes til at kalde ”polsk standard”. Grå, snavsede, halvt nedrevne betonbygninger uden særlig mange farver foruden de orange gardiner i vinduerne. Efter kun at have set dette kvarter, var jeg ikke særlig imponeret. Det skulle dog hurtigt vise sig, at

15

Poznan er andet end bare grå beton. Byen huser fem universiteter, kirker, flotte, gamle bygninger og en række museer.

I Poznan besøgte vi nogle polske danskstuderende, som læser dansk med henblik på at få job i én af de mange danske virksomheder, som flytter deres produktion til polen. Jeg synes, det er lidt sjovt at få med, at ikke én af de studerende vi talte med, havde planer om at tage til Danmark for at arbejde.

Herhjemme taler vi jo så meget om, at polakkerne vil komme og stjæle vores jobs.

Det viste sig i givet fald ikke at være tilfældet her. Og hvorfor skulle de også det? De er meget mere værd i Polen som dansktalende polakker, end de ville være i Danmark.

Men det er da lidt sjovt, at Dansk er et eftertragtet studie i Polen.

Prag, Tjekkiet Dette var mit første besøg i Prag. Vi kom for sent til vores booking på et centralt holstel, men fik besked på, at der var et ledigt værelse i udkanten af byen. Så vi kørte … og kørte … og endte langt udenfor centrum i et ret øde industriområde. Her lå vores beværtning lige bag Bauhaus. Det virkede ikke som et hostel, men mere som en privat bolig, hvor fruen i huset lige så sit snit til at tjene lidt penge. Vi var de eneste gæster, men det var nu rart nok med lidt privatliv.

Vi rendte centrum tyndt i vores søgen efter at finde nogle tjekkere at interviewe, men vi fandt ingen. I Påskeferien er byen fyldt med turister, og vi mødte da også en del danskere. Men interviewet med en ”indfødt” måtte vi altså undvære.

Luxembourg, Luxembourg Turens sidste stop var i Luxembourg, et lille land med knap 400.000 indbyggere. Byen Luxembourg er utrolig smuk med kuperet terræn og flotte, gamle bygninger og broer.

Det slog mig, da jeg gik i byens gader, at der ingen børn var at se. Den danske dommer ved EF-domstolen, Lars Bay Larsen, fortalte os, at man sjældent ser børn i gaderne i Luxembourg. Her holdes børnene inden døre, og når han tog sine børn med ud at spille bold i weekenderne, kiggede folk underligt på dem (og ham). Det går åbenbart ikke an at lufte sine ”beskidte” børn – men børn bliver altså beskidte, når de leger, og det er da et af børnenes privilegier. Sådan er vi åbenbart så forskellige selv her indenfor Europas grænser.

Tesen: ”EU’s protektionistiske ”tolder” ødelægger U-landenes produktion/økonomi” Min gruppe og jeg fra Rønde Højskole behandlede tesen vedrørende EU’s toldmure i forhold til U-landenes mulighed for økonomisk og social udvikling. Vi har derudover undersøgt EU’s landbrugspolitik, idet folk på gaden ikke kender så meget til toldmurene men mere til landbrugsstøtten. Selvom de to ting ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, har de dog samme konsekvenser for udviklingslandenes handelsmuligheder med EU, og er på den måde, mener jeg, alligevel tæt forbundet.

Vores arbejde med denne tese ude omkring i Europa gjorde et utrolig stort indtryk på mig, og jeg har derfor valgt at fortælle kort om vores arbejde med tesen.

Det skal for god ordens skyld lige tilføjes, at jeg ikke er politisk aktiv, og ingen baggrund har indenfor området. Jeg ved kun det, jeg læser mig frem til i aviser og tidsskrifter.

Vores møde med borgerne i Østeuropa kom helt bag på mig. Måske fordi jeg ikke vidste så meget om forholdene i Østeuropa på forhånd, men nok især fordi, jeg ikke

16

var helt klar over det enorme økonomiske og sociale skel, der stadig eksisterer mellem øst og vest – selv her næsten 20 år efter jerntæppets fald.

Derfor kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at den ”almindelige” østeuropæers holdning til EU’s landbrugspolitik bar meget præg af deres økonomiske fremgang på grund af landbrugsstøtte og samhandel med de andre EU-lande.

I Polen mødtes vi, som tidligere omtalt, med nogle danskstuderende fra Poznan Universitet. Deres holdning var klar. Som én af dem udtalte: ”..senere vil vi gerne hjælpe de andre, som har brug for hjælp.. men det er først os, som skal have hjælp..”.

Der er to sider af denne sag med østeuropæerne på den ene side og U-landene på den anden.

I et land som Polen er en meget stor del af befolkningen beskæftiget indenfor landbruget, og ved at fjerne EU’s toldmure overfor U-landene samt EU’s landbrugsstøtte, vil disse menneskers økonomiske situation blive katastrofal. Ikke at EU’s landbrugsstøtte er fair over for østeuropæerne! En østeuropæisk bonde får ikke nær så meget i landbrugsstøtte, som en vesteuropæisk får. Dette har nok været et krav fra vestens side, da finansieringen af landbruget efter østudvidelsen ellers ville være gået helt galt. Sådan som det ser ud nu, tilgodeser landbrugsstøtteordningerne først og fremmest de ”gamle” EU-lande, men det bliver spændende at følge udviklingen på området fremover. De eksperter (politikere, samfundsfaglige eksperter o. lign.) vi mødtes med på turen, delte alle samme holdning til denne problemstilling: På sigt skal toldmurene og landbrugsstøtten fjernes helt. Men det er ikke noget, der sker fra dag til dag. Der er mange problemer forbundet med denne proces, hvoraf nogle er ridset op her: - Der skal findes alternative beskæftigelser for størsteparten af de europæiske bønder.

- U-landene skal op på et tilfredsstillende kvalitets- og miljømæssigt niveau.

- Pengene fra handlen med EU skal gå til befolkningen, og ikke til en korrupt diktator.

Demokrati indføres ikke fra den ene dag til den anden. En længerevarende proces er nødvendig.

Uden at sige mere i denne forbindelse, har jeg fundet et citat fra DR-dokumentaren ”Den dyre støtte”, sendt første gang den 14. april 2004: ”Hver eneste ko i Europa modtager 2 dollar om dagen i støtte fra EU. De 2 dollars svarer til, hvad halvdelen af verdens befolkning lever for om dagen”.

Dette er ikke tiltænkt, at skulle tages som en moralprædiken eller noget tilsvarende.

Jeg har udelukkende valgt at medbringe det som opfordring til at starte en debat på området. Det er i hvert fald noget, som har optaget mig utrolig meget i de seneste måneder, og nok også vil komme til det i fremtiden. Tag det kun som det, det er – en opfordring til nysgerrighed i den verden vi lever i.

17

4. Ér EU vores fremtid?

– af Marianne Brehm Christensen, Rønde Højskole Da jeg første gang hørte om Mission Europossible på Rønde Højskole, tænkte jeg: ”Man er da for dum, hvis man ikke prøver at være med i lodtrækningen om de to pladser”, men ret hurtigt derefter tænkte jeg: ”Nej, jeg ved slet ikke nok om EU, jeg vil ikke melde mig til turen”.

På højskolen havde vi en EU-uge med mange forskellige foredragsholder: Politikere, historikere og debattører. Måske er det alderen, men jeg vil sige, at det er første gang, at EU har fanget min interesse.

Informationen om at langt over halvdelen af den danske lovgivning bliver vedtaget i EU, og at rigtig mange danskere stemmer uden at vide noget som helst om, hvad de stemmer, fik mig til at tænke, at jeg i hvert fald ikke vil være én af dem. Det er mit eget ansvar at vide, hvad der foregår i EU. Mission Europossible var for mig en spændende og udfordrende måde at udvide min EU-horisont på. Næste gang kan jeg sætte krydset med god samvittighed.

Jeg satte mig ved computeren, oprettede to dokumenter - én med navnet ”For EU” og én med navnet ”Imod EU”, Idéen var, at jeg i løbet af EU-ugen så ville fylde på. Ingen af dokumenterne forblev tomme, men det var ikke svært at se, at det med de ting jeg havde imod EU var længst - altså blev jeg sikker i min sag om, at jeg var og stadig er EU-skeptisk.

Noget af det jeg skrev ned, var: For EU: 1. Man kan udrette mere i fællesskab …

2. Gøre engelsk til et fælles 2. sprog.

3. Et fredeligt EU-50 år uden krig.

4. Overholdelse af menneskerettigheder og demokrati.

5. EU kan regulere flygtningestrømmen.

6. Muligheder for at studere og arbejde.

Imod EU: 1. På vej til et føderalistisk samfund?? (USA) 2. Unfair verdenshandel- støtteordninger og toldmurer.

3. Urimeligt mange penge til administration og lønninger.

4. 40 % af EU’s økonomi går til landbruget.

5. Centralisering.

6. Oprustning.

7. Demokratisk underskud.

8. Optagelse af de fattige lande i Europa, f.eks. Albanien, gavner nødvendigvis ikke landet selv. Overskuddet fra de store virksomheder vil gå til EU og ikke landet selv. Hård konkurrence.

9. Støtten er ikke fair fordelt. Polske bønder får ringere støtte end franske bønder.

10.EU gavner ikke den 3. verden. EU’s overproduktion dumpes ofte i udviklingslandene, og udkonkurrerer dermed landets egne producenter.

11.Forfatningstraktaten nævner religion som en vigtig faktor i EU, oprustning, ingen lempelser mht. told/støtteordninger.

18

12.Forringelse af den danske lovgivning/standarder; f.eks. tilsætningsstoffer, kemikalier, dyretransporter og fødevarer.

Da en repræsentant fra Folkebevægelsen mod EU besøgte vores skole og fortalte, at EU begår groft overfiskeri ud for Nordafrikas kyst og umuliggør fiskeriet for de lokale fiskere, blev jeg rigtig vred.

Jeg følte virkelig, at vi var med til at træde på dem, der ligger ned.

Vi er i EU så stærke og har alle muligheder for at skabe en positiv udvikling. Hvorfor pokker udnytter vi det så ikke? Er politikerne for svage? Er der ingen, der tør sige, hvad de mener? Er det bedre at holde EU’s befolkning for nar end resten af verden?

Dette førte til mit første indlæg på bloggen: Blir’ det ved snakken?

Alle siger, de skal væk!

I morgen drager Mission Europossible af sted. Kristian, Line og jeg skal til Østeuropa og lave en film om EU’s toldmure: ”EU’s protektionistiske ”tolder” ødelægger udviklingslandenes produktion/økonomi.” og en film om religionens betydning i EU. Den Europæiske Union er en realitet - men skal jeg som privilegeret nordboer bare stille mig tilfreds?

Er det rimeligt, at EU’s handelspolitik hvert år skal koste en gennemsnitsfamilie i EU mellem 7.500 og 10.500 danske kroner? Vi betaler ofte 2-3 gange verdensmarkedspriserne for vores fødevarer.

Disse penge er med til at forringe den afrikanske bondes muligheder. EU’s toldsatser forhindrer ham i at eksportere sin kaffe til Europa. Ydermere skaber landbrugsstøtten og de kunstigt høje priser en overproduktion af fødevarer i EU, som i sidste ende dumpes i verdens fattigste lande. Vores fornemmeste opgave som europæisk union (eller stormagt) må vel være at kæmpe for en fair og fri verdenshandel?

Lad missionen starte.

Mine første linier i ”missionsdagbogen” lyder sådan her: Det er ingen aprilsnar - missionen er skudt i vejret, og vi er på vej ud i EU. Efter en hård nat til cowboyfest, lykkedes det mig med lidt rumlen i maven, (sommerfugle eller tømremænd?) at stå på Valby Station kl. 12.10. Vi kom smertefrit af sted og til Berlin. Magnus spiste chips, Andreas tog selvfølgelig billeder, og jeg selv sov vist hele vejen til Berlin.

Dagene i Berlin var lærerige, solrige og farverige og vi fik rigtig mange gode interviews i kassen allerede de første dage. Generelt var folk i Berlin utroligt venlige, men efter to dages interviews slog en tanke mig: ”Det er ikke lykkedes os at lave ét eneste interview med kvinder!”.

Dette førte til andet indlæg på bloggen: Ved kvinder for lidt om EU….?

Eller er de bare mediesky?

Solen har skinnet og Berlin oset af liv, Rønde-gruppen har været på gaden og interviewe folk i dag. Spørgsmålene gik både på folks meninger omkring EU’s toldmure og om deres holdning til religionens betydning i EU. Efter tekniske problemer med vores mikrofon, gik det forholdsvist stærkt med at få interviews i kassen.

19

På nær én ung, tysk fyr (studerede europæisk økonomi) fik vi udelukkende snakket med midaldrende mænd.

Dog var alle meget interessante folk; f.eks. en belgisk katolik (for hvem religion spillede en stor rolle), en tysk katolik gift med en tyrkisk kvinde, en ingeniør og en farmaceut. Et bredt og forhåbentligt sigende billede af EU. Men, hvorfor vil kvinderne ikke snakke om EU??

Selvom kvinderne på gaden vendte det hvide ud af øjnene, når vi spurgte dem om EU, er jeg stadig helt vild med Berlin. Jeg får lyst til at komme tilbage -måske læse et semester. Det kan jeg nu takket være EU. I Berlin snakkede vi med Dr. Hardy Boeckle fra det tyske formandskabs sekretariat. Vi spurgte ham til forfatningstraktaten og overrasket blev jeg, da han indrømmede, at man var bange for et nej fra befolkningen, og derfor nok lod være med at spørge dem. Det er måske smart, men ganske udemokratisk. Er det ikke et billede på, hvorfor nogle med rette kan tillade sig at sige, at EU er udemokratisk eller ugennemskuelig.

I Berlin snakkede vi også med Dr. Halbe fra CDU. Han havde et stort, lækkert kontor lige ud til Brandenburger Tor, hvor vi fik en rigtig god snak. Han lagde ikke skjul på, at han syntes religion og kristendom skulle nævnes i forfatningstraktaten. Han mente, at hvis folk med andre religioner eller seksualiteter ville være med i varmen, kunne de jo bare det. Bare det blev på flertallets vilkår.

Mht. østudvidelsen, var han ikke meget for, at man pressede et demokrati ned over hovedet på de lande, som reelt ikke var klar til det. Da vi spurgte til Tyrkiet, sagde han, at vi har pålagt den kommende generation en byrde. De har ikke selv fået lov at vælge, om de vil arbejde med Tyrkiet eller ej. Dr. Halbe mente, at det var dumt, at vi har givet Tyrkiet håb om medlemskab.

Sidste, og måske et meget triste, billede fra Berlin blev en gammel, pjaltet dame i supermarkedet, der med meget omhu stjal et par konservesdåser med mad og gemte dem under hendes tørklæde.

Et par dage inde i missionen ankom vi sent om aftenen til Poznan i Polen. Vi skulle bo på et hostel lidt uden for centrum, hvor det med vores trætte kroppe føltes som uendeligheder, inden vi blev indkvarteret og de fik noteret alt, hvad der stod i vores pas - vel til ingen verdens nytte. Længe leve bureaukratiet!

Alting levede op til mit indre billede af Polen som gråt i gråt: Blomstrede gulvtæpper, flæsegardiner og fantastisk usmageligt oppyntning. Dagen i Polen var præget af et meget stramt program. Jeg vil faktisk vove at påstå, at vi, på en arbejdsdag fra 9-19, præsterede slet ikke at se byen!

Til gengæld mødte vi en håndfuld ualmindelig søde og rare polakker.

Morgenens første møde var med en gruppe unge danskstuderende fra Poznan Universitet, som var meget positive og glade; både for at lære dansk og for at være nye venner med EU. De følte deres fremtid og jobmuligheder mere sikre efter 2004 og glædede sig over muligheden for at kunne studere i andre europæiske byer.

20

Mit billede af Polen var meget positivt, da vi desværre alt for hurtigt skulle forlade landet. Folk havde været ualmindeligt søde, glade og gæstfrie. Vi prøvede det polske natteliv af og spiste frøer næsten gratis.

Dagene i Prag og Tjekkiet var præget af ikke at være tjekkiske. Det var faktisk fuldstændig umuligt at møde en tjekke. Påske i Prag er åbenbart kun for turister … rigtig … rigtig mange turister.

Vores daværende indtryk af alle EU-borgere som værende meget glade og tilfredse blev afbrudt for en stund af en demonstration med røde flag. Kommunistpartiet demonstrerede foran den amerikanske ambassade, og gav os en anden, måske mere dyster, farve til vores smukke EU-maleri.

Den anden og sidste morgen i Prag sluttede desværre med en trist iagttagelse.

Aftenen forinden havde vi hørt et kæmpe skænderi fra stueetagen, og da vi næste morgen sagde ’godmorgen’ til vores hostel-mor, havde hun et kæmpe blåt øje …

I Salzburg ankom vi til det mest idylliske hostel lidt uden for Salzburg. Stedet var omgivet af grønne marker, bjerge og smukke græssende køer.

I Salzburg havde vi kun et møde med Dr. Erhard Busek. Han var tidligere rådgiver for det konservative Volks Partei og tidligere minister for videnskab og uddannelse.

Han var vokset op i en streng katolsk familie under krigen, og havde aldrig troet, at kommunismen skulle væltes. Han mente, at et EU var nødvendigt, men var egentlig bange for, at det skulle komme til at ligne et amerikansk samfund om få år.

Sidste station var Luxembourg, hvor mødet med byen gav lidt blandede følelser: Luxembourg- for de rige?

Det var ikke svært at se, at Luxemborg er det rigeste land i EU. Da vi kørte ind i byen, tænkte jeg: ”Neej, hvor er her hyggeligt og så med bjerge og træer over det hele.”

Senere på eftermiddagen, efter en forgæves jagt på at finde en lidt snusket eller bare hyggelig café, slog en (synes jeg) uhyggelig tanke mig: Er alle mennesker pæne og nydelige i den her by? Hvor er bumserne, drankerne, de hjemløse, hvorfor er her ingen farvede mennesker og hvor pokker er alle børnene. Jeg så ikke ét eneste barn i gadebilledet.

Senere på aftenen var vi til pindemadder og champagne hos ambassadøren. Her snakkede jeg med advokaten fra EF-domstolen.

Han fortalte mig, at et rækkehus i Luxembourg by ikke kan købes for under 4 mio. kroner og at børn ikke er noget, man lufter offentligt.

Han fortalte mig også, at når han somme tider skulle ”lufte” sine drenge, og de klatrede i træer - måske med et hul i bukserne - og han selv bare havde en afslappet fleecetrøje på, var han vant til at få sendt mange medlidende blikke: ”Stakkels mand, han har da brug for hjælp!”

Jeg ved ikke, om det er ham eller dem, der har brug for hjælp?

21

5. Mission Europossible – af Senka Bozio, Askov Højskole Our mission Europossible tour started on Sunday. After 10 hours of driving we arrived to Brussels and got a room in nice Youth Hostel.

We had to have a good rest, because the next two days in Brussels were very long.

We visited Denmark’s ambassador for EU and Denmark’s ambassador for Belgium.

Our mission was to find out which are European values and we got some interesting answers. We also got some interesting answers from DR Journalist in Brussels.

In my opinion are journalists more interesting than politicians, because they can tell their opinion openly, while politicians have to tell the things, that we are supposed to hear and belive.

During the first two days in Brussels we visited the European commission building and made some interviews there to.

We met some people on the street and talked to them.

After Brussels we drove to Paris. Exploring the city, making interviews with many interesting people and facing their different opinions.

We were still interesting in European values, and the most common answer we got was that European values are Human Rights, Democracy and Rule of Law. By facing different opinions about human rights, we saw that human rights are not equal for everybody.

Today money affects everything and even human rights depend on money to certain level. That means that rights of people who live in more rich countries are wider than for those who come from so called third countries.

Even European Union has different standards for EU countries and third world countries. And also World Bank is “helping” poor countries to remain poor, by keeping prices of their products very low.

That is how we can see that human rights and democracy are reserved for “some people” and that is how they can be abused as excuse for keeping power in arms of those who are already powerful.

Next station was small French town and peace in this town was very welcome after four straining days in big cities.

My favorite day was day in Basel in Swiss. I meet boy from Argentina there and he took me to squat where I could meet some interesting activist against capitalistic system, which is abusing poor ones and giving to the rich ones. I like to see when people are active citizens and not only passive observers.

We finished our tour by visiting Luxemburg. Interesting was that all of the people had their opinion, when they have been asked about European Values. In other cities not everybody had its own opinion…

We finished our trip full of new experiences. Some of them were good other bad. Like life, sometimes good, next times bad…

22

6. En rejse for livet…

- af Bettina H. Andersen, Ryslinge Højskole Hvordan forklarer man en uvidende om, hvad EU er?

Det er et spørgsmål, der ikke findes et enkelt svar på. Lige meget hvem man spørger, får man altid en ny definition. EU er ikke noget, der bare sådan lige kan defineres.

Selvfølgelig har EU nogle love og rammer, som man ikke kan komme udenom, men selve holdningen til hvad EU står for, og hvad dets formål er, findes der utallige svar på.

Jeg kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvorvidt jeg egentlig føler mig som en EU-borger eller ej. Jeg er da en dansker, er jeg ikke? EU er noget, som ligger fjernt i min bevidsthed og noget, som jeg nok ikke rigtig føler, at jeg er en del af.

Hvorfor nu denne nationalisme? Aner det ærlig talt ikke. Måske er det bare noget, som jeg er vokset op med, og hvor stor en betydning har det også, hvorvidt jeg føler mig som en EU-borger eller dansker?

Disse overvejelser kom frem, da jeg hørte om projektet Mission Europossible. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det mon kun var mig, der havde det på den måde. Hvilket kun rejste flere spørgsmål: Er EU noget, som alle har en holdning til, og hvor politisk skal et spørgsmål mon være, før folk ikke tør eller kan svare, simpelthen fordi de ikke har en holdning til det? Og hvor stor betydning har det, hvilken nationalitet, den man spørger, har?

Dette indgik også i overvejelserne, da vi skulle finde frem til vores 10 teser på højskolen. Vi (Siri Luk og jeg) brugte en dag sammen med EU-teamet på vores skole (som jeg også er den del af) til at finde frem til teserne. Efter mange timer med synspunkter og argumenter for og i mod diverse teser, kom vi frem til de 10, som skulle være vores bidrag til det forestående europakonvent i København. Det var svært at finde frem til de 10 teser, da de både skulle kunne stilles til ”manden på gaden” og til de eksperter, som vi skulle møde på vores tur. Samtidig med, at det jo også skulle være noget, som vi fandt spændende at undersøge.

Med sommerfugle i maven drog jeg af sted mod København den efterfølgende weekend. Hvad mon de andre højskoler havde fundet på af teser, og hvilke personer skulle jeg tilbringe 11 dage sammen med på Europas veje? Det var nogle af de tanker, der fløj rundt i hovedet på mig på vej til konventet.

At udenrigsminister Per Stig Møller skulle være med til mødet, var også en del af mine overvejelser og noget, som jeg så frem til. Hans tale til os var meget spændende, og selvom han gik over tiden, var jeg på ingen måde ved at falde i søvn. Han tog fat i nogle ting, som har betydning for os unge, og som satte lidt flere tanker i gang hos mig i forbindelse med, hvad EU kan gøre for mig og min generation i fremtiden. Noget af det, han tog fat i, var blandt andet uddannelse, jobmuligheder, klimaforandringer og terrorisme. Han rejste også mit spørgsmål om, hvorvidt der findes en egentlig europæisk identitet. ”Er EU en ven, fjende eller ikke rigtig noget, når man er ung i EU?” var bl.a. hans ord. Igen står jeg tilbage uden rigtig at kunne give et svar. Det ville være umuligt for mig at sige, at EU er en fjende, da der ikke er nogen tvivl om, at EU har bragt mange gode ting med sig. På den anden side føler jeg stadig, at EU er noget fjernt og noget, som jeg ikke rigtig har nok viden om, og derfor også har svært ved at tage stilling til. Der er derfor så mange spørgsmål omkring EU, som jeg så gerne vil stille, og det gjorde kun min lyst til at komme af sted endnu større. At

23

komme ned og snakke med EU-borgere og eksperter virkede som en kæmpe mulighed for, at få svar på mange af de spørgsmål jeg havde.

Så kom dagen endelig hvor vi skulle af sted. Vi skulle være i Kolding søndag morgen klokken 9, så efter 3 timer i bil tværs over landet fra den lille by Frederiksværk, hvor jeg kommer fra, drog vi af sted på vores ”eventyr”. Vi havde på forhånd delt teserne mellem os, så vi havde en eller to teser pr. højskole, som vi skulle dække og efterfølgende lave en videomontage om. Vores tese var: ”EU bør stræbe mod at blive en supermagt på lige fod med USA og Kina”. Min første tanke omkring tesen var: ”Hvad er en supermagt?”. Jeg troede, at de fleste ville tænke på en militær supermagt, når de hørte ordet. Men på vores tur opstod der hurtigt andre betegnelser for, hvad en supermagt er. Det var blandt andet betegnelser som ”civilsupermagt” og ”økonomisk supermagt”. Så det, som folk forbinder med en supermagt, er altså ikke bare et godt militær og en kæmpe hær. I stedet blev det også til noget, som skal kunne løse humanitære opgaver og fastholde og gennemtvinge fred, samt et økonomisk samarbejde i forbindelse med handel mellem lande.

Dette ændrede lidt mit forhold til vores tese, da mit første indtryk var en smule negativt. Forstået på den måde at en supermagt i mine øjne lød så voldsom og så magtfuld, i forhold til mit eget indtryk af EU, som blandt andet er noget fredsskabende og fredsbevarende.

Så kan man selvfølgelig spørge om, hvorfor jeg så valgte tesen. Men det der fangede mig, var nok også spørgsmålet om, hvorvidt EU kan blive større, end det allerede er, og spørgsmålet om, hvor EU er på vej hen? Dette er ikke svaret på selve tesen, men jeg synes alligevel, at det lå som et underpunkt. Jeg ville gerne vide, hvad den almene mening var om, hvad EU egentlig står for, eller i hvert fald få et lille indblik i det.

Især den franske mening glædede jeg mig til at høre, da det jo var det land, som udover Holland - stemte nej til den nye EU traktat. Jeg havde da også nogle fordomme om, hvad de ville svare, og vil da heller ikke sige, at de svar, vi fik på vores møder i Paris, var meget overraskende. Den franske befolknings EU-skepsis blev hurtigt bragt på banen. Hvad denne skepsis helt præcist skyldes, er der nok flere forklaringer på. F.eks. den, at de fleste franskmænd opfatter EU som deres ”barn”, var et af argumenterne. En anden begrundelse, den som jeg fandt mest oplagt, var, at franskmændene er bange for at miste deres nationalitet. Derfor er Frankrig også imod for meget udvidelse, da det kun vil være med til at svække deres indflydelse i fremtiden. Desuden blev spørgsmålet om, hvorvidt Tyrkiet skal med i EU meget kraftigt afvist. Som respons på det militære aspekt i vores tese, var der en klar positiv holdning til en EU-hær og et håb om et stærkere militært samarbejde i EU. Så mit indtryk af Frankrigs holdning ud fra de fastlagte møder i Paris var, at Frankrig gerne så EU som en supermagt, så længe det kommer dem selv til gode, og derfor har de også et ønske om, at EU ikke skal blive for stort.

Efter disse møder så jeg frem til at høre meninger fra den almindelige franskmand på gaden. Jeg havde dog bange anelser om, at det ville være svært at finde nogle, der ville kunne svare på engelsk. Enten fordi de ikke kan snakke engelsk, eller fordi de føler sig fornærmet over, at vi ikke kan et ord på fransk. Min bange anelse holdt desværre stik. Om vi bare var uheldige eller bare ikke spurgte de rigtige mennesker, ved jeg ikke. Vi fik i hvert fald ikke fat på nogle ”ægte” franskmænd på gaden. Til gengæld fik vi fat på en sydafrikaner, hvilket da også var et interessant indslag. Vi startede blødt ud med at spørge om, hvad han synes om EU generelt. Hans svar var bare:” I really do not care.” Hvad interesse har en sydafrikaner også i EU? Det var i

24

hvert fald noget, som lå meget fjernt i hans bevidsthed. Dog mente han, at EU allerede var en supermagt. Han sagde det lidt som om, at det da måtte være en selvfølge. Så måske er vi mere en supermagt end vi tror? Set med udefrakommende øjne virker vi måske sådan?

Hvad så med borgernes mening i Belgien og dermed også i Bruxelles? Den var jeg også spændt på at få mere at vide om. Jeg troede umiddelbart, at de var meget interesserede i EU, men ifølge Danmarks ambassadør i Belgien Jørgen Molde er den almindelige borger i Belgien ikke mere optaget af EU, end de er andre steder i EU, snarere tværtimod. Hvorfor skulle de egentlig også være det? Måske fordi man går ud fra, at de er mere oplyste, når de nu nærmest har EU som nabo, og at der er mange af dem som bor i Bruxelles, der har arbejde indenfor EU. Noget andet som overraskede mig var, at Belgien virkede positive over for tanken om en EU-hær og i det hele taget en oprustning på det militære område, samt at de generelt var i mod den nye traktat. Hvilket EU er det så, de gerne vil have? Var det mon her, en supermagt ville komme ind i billedet?

Vi var også så heldige at snakke med Dan Bilefsky, som er EU-korrespondent for international Herald Tribune. Det blev et meget interessant møde. Hans ærlige synspunkter lå meget i kontrast til det, vi havde hørt ved de forestående møder. Han havde den opfattelse, at EU stræber mod at blive et samlet land, eller i hvert fald noget som kan måle sig med USA. Dette var noget, som han fandt helt umuligt. USA er et land, og EU er mere ”a supernaturalbody”, som bygger på fred, solidaritet og stabilitet. EU er dermed noget fredsskabende, og at prøve at lave en EU-hær og blive en modspiller til USA ville ifølge ham kun være spild af kræfter. I stedet skulle vi kigge på vores tilstand, vi har så travlt med at udvide os, at vi ikke lægger mærke til, at vi kun bliver svagere af det. Han gik så langt som til at sige, at EU er i en form for koma.

Han sluttede af med den konklusion, at EU er totalt usexet, fordi det bygger alt for meget på fred og solidaritet. Om jeg følte mig fornærmet på EU´s vegne bagefter, tror jeg nu ikke, jeg synes snarere, at det var spændende at høre en mening derovre fra, også selvom den på alle måder var kritisk overfor EU. Måske skyldes denne kritik en frygt for, at EU netop skal vokse sig så stort, at vi bliver en trussel på globalt plan.

Men er det meningen med EU? Er vi ikke bare en samling usexede lande, som prøver at opretholde freden?

Hvis jeg vender tilbage til min følelse af, ikke rigtig at være en del af EU, kan det mon så have noget at gøre med, størrelsen på det land jeg bor i? Lille Danmark med sine 14 medlemmer i Europa-parlamentet i forhold til lande som Frankrig med 78 og Tyskland med 99 medlemmer. Det med at føle sig lille var i hvert fald en følelse, som også kom til udtryk i Schweiz og Luxembourg.

Luxembourg et lille land, som ligger godt placeret i Europa. Nærmere betegnet i Europas hjerte hvis man spørger dem. De er dog godt klar over, at de er et lille land, som har brug for EU for at kunne klare sig globalt. Dermed ikke sagt, at de ønsker en EU-hær, eller at EU skal være en direkte supermagt på det militære område, så nok snarere på det økonomiske område. Så igen blev den ”økonomiske supermagt” bragt på banen. Vores første møde med den Luxembourgske befolkning var påskesøndag, hvor de hvert år har en traditionen for at holde basar i de små hyggelige gader i Luxembourg. Der var derfor en summen af mennesker, der snakkede sammen på et sprog, der mindede om en blanding af tysk og fransk. Det fik mig også til at tænke på, hvor vigtigt det er for os små lande at lære engelsk og andre sprog for at kunne begå os rundt omkring i verden. At der er mange danskere bosat i Luxembourg, var heller ikke noget jeg vidste, og det kom meget bag på mig, da jeg hørte danske

25

stemmer flere steder, da jeg vandrede rundt i byen. Mit indtryk af Luxembourg og dets befolkning har i al fald været positivt på alle måder.

Et andet lille land er Schweiz, et land som jeg nok altid har haft en del fordomme omkring. Jeg har besøgt Schweiz, da jeg var mindre, og der har jeg da kun gode minder. Men kan også huske deres lidt hysteriske rengøringssans og deres lidt gammeldags måde at leve på forstået på den måde, at det virkede normalt, at kvinden gik hjemme, efter hun havde født, og derfor fravalgte sig en karriere. Der er jo også lige den detalje, at de ikke er med i EU. I 2001 var 77,3 % af den schweiziske befolkning i mod et medlemskab af EU. Er det noget økonomisk, noget principielt, noget med indflydelse eller noget helt andet, der gør at de ikke vil være en del af vores samarbejde? Den ene af dem, vi interviewede sagde, at han frygtede, at Schweiz ville ende i EU før eller siden. Han så det som noget uundgåeligt og noget, som absolut ikke ville være til deres fordel. Igen blev det med at føle sig lille bragt på banen. Han mente, at Schweiz var så lille et land, at det ville miste meget ved at være en del at et større fællesskab. Vi var også lidt i tvivl om, hvor stor relevans vores tese ville have i et land som Schweiz. Men også her blev jeg overrasket over et af de svar, vi fik. En meget USA-kritisk mand fortalte os, at han klart mente at EU skulle være en supermagt, der skulle sætte USA lidt på plads. Hvad er det så, Schweiz mener, at de kan gøre på egen hånd? Hvis de føler, at USA mangler en modspiller, burde de da melde sig ind i kampen og være en del af EU? Eller er det nu at generalisere for meget?

Det var også en ting, jeg lærte på denne tur. Selv om vi har været ude og interviewe folk i forskellige lande, er det klart, at man ikke bare kan generalisere og sige, at sådan er det lands mening ud fra nogle ganske få interviews. Bare i et lille land som Danmark er der uendelig mange meninger omkring EU - og som sagt er det jo heller ikke alle, der har den store viden om det. Jeg ville også selv have svært ved at have en holdning. Så når f.eks. en udenlandsk studine i en lille by som Langres siger, at hun synes, at det ville være sejt hvis EU blev en supermagt med et stort militær, skal man overveje, hvor meget hun har tænkt konsekvenserne i gennem, og hvor meget viden, hun i det hele taget har om EU. Det var også en af de ting, som hurtigt blev mig klart på min rejse; folk tænker ikke så meget over EU. De fleste har en eller anden holdning til det, men hvorfor de lige præcis har den holdning, de har, har de fleste svært ved præcis at forklare. Igen er det som om, at EU virker fjernt og topstyret. Noget, som man lader politikerne om, da det virker alt for uoverskueligt.

Men er det nu også sådan? Hvis vi alle sammen engagerede os og vidste hvilket EU vi gerne ville have, ville det så ikke gøre en forskel? Jeg står lidt tilbage med endnu flere spørgsmål, og et spørgsmål om, hvorvidt man kan gøre EU mere populært. Ellers har jeg kun tilbage at sige, at det har været en fantastisk tur, som jeg ville ønske flere unge ville have muligheden for at prøve. Selvom den har efterladt mig med næsten ligeså mange spørgsmål som svar, føler jeg stadig, at jeg har fået en god indsigt i forskelle og ligheder mellem den europæiske befolkning. Måske er vi slet ikke så forskellige, måske er vi alligevel mere et fællesskab, end jeg først troede.

26

7. At være eller ikke at være...

– af Kristine Østergaard Ohrt, Silkeborg Højskole 27 lande, knap 500 mio. mennesker, historie og kultur på kryds og tværs, men hvad med sammenhørigheden?

EU siges at være i krise. Endnu er der ikke kommet et nyt udspil til en forfatningstraktat, og endnu er det ikke bestemt, hvad fremtiden skal bringe. Men hvordan er vi endt der? Og ikke mindst hvorfor?

En tur med 14 højskoleelever i to minibusser ned gennem EU skulle give svar, oplysning og viden om EU. Dette skete, men samtidig opstod der flere spørgsmål: Hvem er "vi"? Hvem er "vi" sammen? Er vi sammen? Skal vi være sammen? Skal vi være sammen på denne måde? Er måden ideel? Hvad er ”ideelt”?

Spørgsmålene dukkede op undervejs. Hver gang en landegrænse blev krydset, opstod der nye spørgsmål: Hvad er dette lands kendetegn? Hvad er deres selvforståelse?

Hvordan kommer den til udtryk her? Og hvad er dets syn på omverdenen?

Lige netop selvforståelsen er meget interessant og vigtigt i EU-sammenhænge. Alle 27 lande burde i princippet have sammen udgangspunkt for samarbejdet, men dette viste sig hurtigt ikke at være sandt.

Oplevelserne startede i Bruxelles, Belgien, som ofte omtales som EU's hovedstad. Her viste der sig hurtigt tegn på, at belgiernes visioner for EU handler om øget integration landende imellem. Belgien hænger som land ikke selv vanvittigt godt sammen, og bl.a. af den grund lægges der fra belgisk side meget vægt på EU som en sammenhængsfaktor med stor magt. Dette vil også sige at belgierne ikke ser Belgiens rolle i EU som værende ledende og magt fuld.

To dage senere blev grænsen til Frankrig krydset hen ad eftermiddagen en torsdag i april. Motorvejene ind til Paris var overfyldte og Frankrigs stor befolkningsskare stod lysende klart i form af højhuse og biler så langt øjet rakte langs motorvejen.

Oplevelser og samtaler i Paris og andre steder i Frankrig viste da også en klar selvforståelse fra fransk side, indeholdende visheden om Frankrigs størrelse og ikke mindst status især i historisk sammenhæng. Dette smitter så sandelig også af på franskmændenes forhold til resten af Verden og især til EU. Oplevelsen i Frankrig var at man ser sig selv som en ledende magt i EU, som med sin størrelse og status er berettiget stor indflydelse. Et begreb som "fælles EU hær" var her i Frankrig et relevant og realistisk emne. Ikke mindst hvis det var et fransk ledet projekt. Dette stod i stærk kontrast til kommentarerne i Belgien, hvor "EU" og "hær" ikke kunne siges i samme sætning, uden at det medførte hovedrøsten og skarpe afvisninger.

Turen gik videre og ekspeditionen nåede til Tyskland. Her var EU som et fredens projekt stadig relevant, samtidig med, at et fælles militær igen blev blankt afvist.

Tyskerne viste i modsætning til franskmændene også en form for underdanighed over for EU-samarbejdet. På trods af Tysklands ca. 82. mio. indbyggere og naturlige storebrorstatur i EU, er det altså ikke steget dem til hovedet. De føler ikke det sammen behov for at promovere sig selv, ligesom franskmændene. Med deres egen grusomme historie i baghovedet opfatter mange af tyskerne EU som en sikring af freden i Europa samt en vej til samarbejde og forståelse øst og vest imellem.

Franskmændene står da også i en svær situation. For at bevare deres stolthed bliver de nød til at bevare indflydelse. Dels er fransk som officielt EU nok på vej ud sammen

27

med EU parlamentets månedlige Strasbourg-møder. Derved mister Frankrig deres sproglige særpræg på europæisk plan og deres vigtigste EU institution.

Disse tiltag samt Frankrigs ikke alt for gode politiske og økonomiske miljø sætter franskmændenes selvopfattelse på en hård prøve. Flere folk vi snakkede med på vores tur gennem Frankrig indrømmede da også, at de var bange for at Frankrig ville tabe indflydelse og magt i takt med EU's udvidelse. De nægter at acceptere at Frankrigs storhedstid er forbi, at samarbejdet i EU forpligter og at kompromisser og tilpasninger er nødvendige for samarbejdet på tværs af så mange grænser.

I mindre lande som Belgien og helt små lande som Luxembourg så man på EUsamarbejdet og de opofrelser det kræver med langt mere positive øjne. Dels lægger selvforståelsen i disse lande ikke op til, at se sig selv som stormagter af ganske naturlige årsager, så som størrelse og historie. Dels er der alment kendt at uden EU var deres indflydelse væsentlig svækket.

Dette leder også hen til hvad MEP Anders Samuelsen (tidligere RV, nu løsgænger/Ny alliance) indledningsvist sagde ved vort møde med ham i Bruxelles. Han mente at der lå et stort problem for EU i at man stadig glemmer at se forskel på suverænitet og indflydelse. For nok afgiver man suverænitet i EU, men den indflydelse man derimod får som medlemsland, overstiger langt værdien af total suverænitet ved ikke at være medlem. Ikke-medlemmer der ønsker at kooperer med EU bliver jo, som det ses i Norge og Schweiz, nød til at rette ind efter EU, dog uden at have indflydelse på udviklingen.

Men tilbage til forskellene. For med den seneste store udvidelse af EU er vi nu i alt kommet op på 27 medlemslande og altså knap 500 mio. indbyggere. Ud ad til skulle det nok umiddelbart gøre EU stærkere, men kan man blive stærkere af at være samlet uden at være enig?

For hvis der er noget EU's medlemmer er enige om, så er det at de ikke er enige om noget. I hvert fald ikke når det kommer til EU's fremtidige udvikling. Skal EU have en fælles socialfunktion? Franskmændene stemmer ja, mens de skandinaviske lande græmmer sig ved at nogen skal pille ved vores velfærdssystem og arbejdsmarked.

Hvad med religion – skal det inkluderes i en eventuel forfatning? Igen siger Norden nej, mens der i det katolske Sydeuropa lyder mere positive røster.

Disse store forskelle skal vi selvfølgelig bruge tid på at diskutere i EU, men set udefra gør det EU mere skrøbeligt. Det mener i hvert fald. Dan Bilefsky, EU korrespondent for New York Times. Han påpege over for os ved vort møde med ham i Bruxelles, at set udefra gavner det nuværende kaos og uenighederne i EU ikke dets styrke. Han mente endda at udvidelsen var en svækkelse af EU's styrke, da optagelsen af de fattigere østlande vil hæmme EU. Mange meninger blev luftet på turen og de medbragte spørgsmål blev stillet og besvaret. Andre dukkede dog op undervejs. Især under mødet med forskellige kulturer i EU. For en fælles EU-kultur har vi ikke fået opbygget siden Rom-traktaten satte skub i EU for 50 år siden. Dog har Europa meget fælles historie, men traditionen for nationalstater er stadig meget stærk, i hvert fald i dele af Europa vi besøget under vores mission. Både hos politikere og i befolkningen er følelsen af at være fransk, tysk, dansk eller belgisk ikke til at rokke ved. Flere og flere får bygget endnu en nationalitet oven på den gamle, og kalder nu også sig selv for europæer, ja mange endda verdensborger, men nationalstatsnationaliteten kan der ikke rokkes ved. Derfor

28

må EU også tage udgangspunkt i dette og for at få et optimalt samarbejde kræver det et stort arbejde for at skabe forståelse for Europas mangfoldighed fra alle medlemslandes side. Europa bliver nok aldrig ét land. I hvert fald ikke mens de politikere, embedsmænd og folk på gaden vi snakkede med lever, men samarbejdet er nødvendigt og diskussionen skal ikke længere hedde ”ja/nej”, men derimod ”hvordan gør vi det bedst sammen?” og ”hvor langt skal vi gå sammen?”.

Vi må indse og forstå forskellene i EU's medlemslande, hvis EU skal integreres yderligere og accepteres fuldt ud af dets befolkning(er).

29

8. Mission Europossible 07’ goes East - af Magnus Vind Lorenz, Grundtvigs Højskole Er EU et land?

Alle EU-borgere om de ved det eller ej, har to statsborgerskaber. Et i den nationale stat de bor i, og så et EU-borgerskab. Men hvad vil det dog sige at være Europæer, hvad vil det egentligt sige at være dansker? Uanset hvad det betyder, er der vist ingen tvivl om at de fleste danskere, føler sig mere danske end europæiske.

Forskellen på hvor integreret en del af EU, de forskellige nationaliteter i EU føler sig, er nem at fornemme, når man rejser gennem mange forskellige lande på kort tid, som vi jo gjorde med Mission Europossible. Turen gik fra København til Berlin, Poznan i Polen, videre til Prag, Salzburg, og afsluttende i Luxemburg.

Det, der er med til at gøre EU til noget helt unikt i international politik, er det såkaldt overstatslige samarbejde. Overstatsligt samarbejde betyder, at man i EU kan lave regler, der har direkte virkning i medlemslandene. Eksempler på det overstatslige samarbejde er f.eks. det indre marked, landbrug osv. Derudover er der det såkaldte mellemstatslige samarbejde, som er den traditionelle form for internationalt samarbejde mellem lande. Mellemstatsligt samarbejde indebærer grundlæggende, at EU-regler, der er vedtaget skal godkendes og vedtages af Folketinget, før de gælder for borgerne i Danmark. Det mellemstatslige samarbejde bruges inden for f.eks. politisamarbejde hvor landende stadig har suverænitet.

EU er et ret unikt politisk system. Det er svært at sammenligne det med andre lande, eller samarbejder andre steder i verden. Hver eneste gang der er en der spørger ” er dette et tegn på at vi er på vej til at blive et stort land?” bliver det blankt afvist af politikerne, men sandheden er jo at vi hele tiden integrerer os på flere og flere politiske områder. Senest er det blevet foreslået af den tyske kansler, Angela Merkel, til at EU i de kommende år gradvist danner en egentlig og fælles EU-hær med europæiske soldater. Sikkerhedspolitikken er en af de sidste områder hvor medlemsstaterne stadig er suveræne.

Første Stop, Berlin Vores rejse var planlagt netop da Tyskland havde EU-formandskabet, og derfor var Berlin særlig spændende at besøge. Nogle europæiske lande er som nævnt mere integrerede dele af EU end andre og Tyskland er af historiske og geografiske grunde bestemt et af de mest integrerede lande.

For det var jo derfor det hele begyndte. Tyskland. Både vores Mission Europossible Tour, men også begyndelsen på EU. To verdenskrige skulle der til før europæerne fandt ud af at det alligevel er sjovere at leve i fred, i stedet for at bekrige hinanden.

Her kommer dannelsen af EU så ind i billedet. Følelsen af at være EU-borger, er i Tyskland betydeligt større, end den f.eks. er i Danmark. Der har, som tysker, ikke været meget at være stolt af, når ens land har været årsag til to verdenskrige.

Manglen på nationalfølelse har delvist været skiftet ud med en følelse af at være borger i Europa. Den geografiske placering og de historiske forhold til resten af Europa har en del at sige, hvad angår følelsen af at være Europa-borger, og det er derfor ikke

30

tilfældigt at udspillet om en EU hær kommer fra netop Tysklands kansler. Det er ikke et så hårdt slag på den tyske nationalfølelse at dele sin militære styrke med andre nationer. Polens præsident har f.eks. støttet op om Angela Merkels ambitioner. Når vi når til nogle andre nationer hvor nationalfølelsen er meget stærkere, her tænker bl.a. på Irland og Danmark, er en fælles EU hær et alt for stort skridt i integrationsprocessen, og det betyder, at hverken politikerne eller befolkningerne kan støtte op om det.

Det at føle sig som en del af det europæiske fællesskab har en del at sige, når der sker demokratiske processer i EU. Netop det at involvere befolkningen mere i integrationsprocesserne i EU har været et af forfatningstraktatens mål. Hvis dele af forfatningstraktaten vedtages vil kommissionens medlemmer fremover bliver valgt af medlemsstaternes statsborgere. Dette må siges at bringe borgerne tættere på det europæiske samarbejde, og derfor er det et klart problem og en hindring, at beslutningen om forfatningstraktatens vedtagelse skal træffes via konsensuspolitik.

Det er altså en form for mangel på strukturel effektivitet i de politiske beslutningsprocesser, der er problemet, når vi gerne vil have at befolkningen, ikke nødvendigvis føler sig mere europæiske, men interesserer sig for det europæiske samarbejde, og de politiske processer der sker i EU. Vi havde i Berlin et møde med Andreas Mauer, som er leder af en EUforskningsgruppe. Jeg spurgte ham om ikke det ville have været nemmere, at få stemt ja til forfatningstraktaten, hvis der havde været bedre oplysning i Frankrig og Holland. Mange senere meningsmålinger har vist, at uvidenhed omkring forfatningen, har været en af årsagerne til, at mange stemte nej til den, i Frankrig og Holland. Han ville godt give mig ret i, at i netop denne situation, hvad angår forfatningstraktaten, havde det måske været nemmere at få et ja, men i grunden var der ellers ingen grund til at borgerne behøver at vide mere om EU, end de gør. ”Hvorfor bør man dog vide mere om EU, end det ”EU” man møder i hverdagen?” og påpegede dermed, at en landmand selvfølgeligt kender til EU- tilskud og landbrugsstøtten, men mere er der i grunden ikke brug for at vide, mener han.

Danskerne er den befolkningsgruppe i EU, der kender mest til EU’s historie og struktur, og måske er det derfor, at jeg selv ser det som vigtigt, at folk er informerede om, hvad der foregår og danner sig en mening om tingenes tilstand.

Alligevel forekommer det mig en smule dumt at mene, at det ikke er nødvendigt for den almene borger at vide noget om EU. Demokrati er en værdi vi skal værne om.

Netop derfor er der brug for at hver og en borger i EU tager stilling til politiske spørgsmål. Der er fra alles side et ønske om mere demokrati i EU og om at involvere vælgerne mere i det europæiske samarbejde. Vi bliver først mere demokratiske, hvis vi er klar over, at hver enkelt borger har et demokratisk ansvar. Den enkelte behøver ikke nødvendigvis at involvere sig direkte i politik, men bør tage stilling til det samfund vi lever i. Det er herigennem demokrati opstår.

Fra vest til øst Næste stop på vores tur var Poznan, en middelstor by i Polen med godt 600.000 indbyggere. Kun nogle hundrede kilometer fra Berlin, men alligevel en verden til forskel. I Tyskland er der, 18 år efter murens fald, stadig stor økonomisk forskel på øst og vest. En forskel, der bliver markant større, når man kommer længere øst på til Polen. En stor del af den polske arbejdsstyrke er uden for arbejdsmarkedet, og specielt ungdomsarbejdsløsheden er stor. Alligevel har murens fald betydet en del for

31

Polens økonomiske vækst og stabilitet. Siden murens fald har der i Polen været en gennemsnitlig årlig vækst i BNP på over 4 %, en vækst der i den grad har taget fart efter optagelsen i EU i 2005.

I Poznan, hvor vi bl.a. besøgte rådhuset, var der stor optimisme at spore. Byens lokalpolitikere var i hvert fald meget stolte af byens nyrenoverede lufthavn, det helt nye multibiografcenter, byens universitet og byens økonomiske vækst som vi fik illustreret ved hjælp af et par fancy grafer. Da vi kort tid forinden havde besøgt byens universitet, var vi nogle stykker, der var en smule skeptiske, da der ligefrem blev pralet med universitet. Selve bygningen var nu flot nok i sig selv, men gangene og lokalerne lignede i højere grad et fængsel, end en uddannelsesinstitution. Dørene til lokalerne var tunge metal døre, og det eneste der var i undervisningslokalerne var nogle borde, og nogle stole i forskellige farver og former, en gammel slidt kridttavle, men intet kridt. Det lignede ikke et sted der var blevet brugt eller investeret penge på i mange år.

I Danmark snakkes der meget om at den eneste måde vi kan overleve globaliseringen på, er via en markant indsats på uddannelsesområdet. Vi kan kun klare os, hvis vi har de smarteste hoveder. I Danmark arbejder kun 4 % af befolkningen i landbruget og servicesektoren har været voksende i mange år. I Polen derimod spiller de primære erhverv stadig en stor rolle og måske derfor ser de polske politikere ikke den store vigtighed i at investere i uddannelse, i samme grad som i Danmark.

Nogle vil sige at når man har økonomisk fremgang og vækst, kan man investere i uddannelses institutionerne, andre vil tendere til at sige, at en investering på uddannelsesområdet er en forudsætning for vækst og økonomisk fremgang. I Danmark og resten af Vesteuropa er der en stor fokusering mod Asien og Kina specielt. Det er her den helt store økonomiske vækst sker. I Polen har man i langt højere grad en orientering mod Vesteuropa. På universitetet i Poznan er der for eksempel hvert år en håndfuld danskstuderende, der færdiggør deres studier, men det er til gengæld ikke muligt at studere et eneste asiatisk sprog i Poznan. Da jeg på rådhuset spurgte ind til hvorfor byens lufthavn har en rute til Tokyo, nu da ikke en eneste i byen kunne tale japansk, var der ikke den store bekymring at spore. Her mente man ikke, at sprog var så stor en hindring. Og rigtigt nok vinder engelsk indpas over alt i hele verden, selvom engelskkundskaberne, lige præcist i Polen, godt nok ikke er de mest prangende man oplever, når man kommer som turist.

Fred og Fremgang i Øst I 1990 bad Polen om optagelse i Europarådet og etablerede forbindelser med EU, dette resulterede i at Polen i år 2005 blev optaget i unionen. Efter Polen gik vores tur til Tjekkiet, der også var et af de lande der blev optaget i EU i 2005.

En af de værdier, vi med sikkerhed kan sige vi har fået opfyldt gennem EU, de sidste mange år er fred i Europa. Fred er en selvfølge for mange i Danmark og den vestlige del af Europa. Men for nogle af de tolv nye lande, der kun har været EUmedlemslande i et par år, er Sovjetunionen stadig en stor del af mange østeuropæeres bevidsthed. Mange vi har snakket med i Polen og Tjekkiet, føler en vis beskyttelse efter optagelsen i EU. Min opfattelse er ikke, at denne beskyttelse udelukkende går ud på, at de tolv nye lande nu ikke behøver at frygte nogle militære aktioner. Beskyttelse har også noget at gøre med et stabilt politisk system, mindre

32

korruption, sociale forbedringer og en økonomisk stabilitet. Der er ingen tvivl om at landende i Østeuropa, selv efter optagelsen i EU generelt er mere ”korrupte” end landende i vest. Østeuropas orientering mod vest handler ikke kun om handelssamarbejde. Det europæiske samarbejde går meget længere end det.

Landendes optagelsen giver mere økonomisk samarbejde, men i det lange løb vil der også ske sociale og politiske forandringer og forbedringer i mange af de nye EU-lande.

Der er blandt et stort flertal i den østeuropæiske befolkning en stor optimisme efter optagelsen i EU. De fleste vi snakkede med mente ikke at de kunne se de helt store konkrete forandringer. Heller ikke de universitetsstuderende vi snakkede med mente, at der skete store forandringer for dem. Jeg havde lidt svært ved at forstå, hvad denne optimisme så gik ud på. Handlen mellem vest og østeuropa er eksploderet siden optagelsen i 2005 og der er ingen tvivl om, at der er en stor økonomisk vækst i øst. Jeg fik dog forklaret af en af de universitetsstuderende, at optagelsen i EU ikke kun handler om økonomi. Det der betyder allermest, er en følelse af at være accepteret og ikke være et ”uland”, men i stedet føle sig som en del af det europæiske fællesskab. Det kom som lidt af en overraskelse for mig. Min ide før vi tog af sted var, at det i høj grad var af økonomiske grunde, at de ti lande skulle optages i 2005. Jeg tror at der her kan skelnes mellem borger og politiker. De store budgetter, økonomiske forhandlinger osv. der sker, er for den almindelige dansker uoverskuelige, hvis ikke kedelige. Enten er man ligeglad, eller vi tænker ” det overlader vi til eksperterne”. Derimod er der ikke den person i Danmark, der ikke har en mening om f.eks. Muhammed-tegningerne, eller om hvorvidt vi bør køre 110, eller 130 km. i timen på motorvejene. Optagelsen af de 10 lande i 2005, og de yderligere 2 lande i 2007 tror jeg ikke er sket på baggrund af noget såsom ”fællesskabsfølelse” eller ”accept”, men udover de økonomiske, også af politiske og sociale grunde. At det netop er fællesskabsfølelsen og accepten der i virkeligheden betyder noget for befolkningen er en helt anden sag. Østrig Vores næste stop på turen var Salzburg i Østrig. Rent politisk bliver Østrig i resten af Europa ofte husket for en politiker som Jörg Haider. Han har i den grad fået en del opmærksomhed uden for Østrigs grænser, Jörg Haider og hans partier har der været gode grund til at tage alvorligt. Siden valget i 1994, hvor det fik omkring 25 pct. af stemmerne, og igen i 1999 hvor Haiders parti fik 42,09% af stemmerne ved landddagsvalget, har det været den europæiske højreekstremismes førende leder m.h.t. vælgertilslutning. For det er ikke kun i Østrig at de stærkt højreorienterede partier har vundet indpas. Der kan f.eks. nævnes Jean Maire Le Pen’s Front National i Frankrig, og Dansk Folkeparti i Danmark.

EU blev grundlagt efter anden verdenskrig for at undgå en gentagelse af det nazismen bragte med sig. Paradoksalt nok er det først nu, 50 år efter Rom-traktatens vedtagelse, at EU har fået sin første fælles racismelovgivning, der indfører hårde straffe på op til tre års fængsel i alle 27 medlemslande i kampen mod fremmedhad, racisme og holocaust-benægtelse. Politisk er der stor enighed om at fremmedhad og racisme er noget man skal bekæmpe med alle midler, men alligevel kan der, når disse emner diskuteres, opstå stor uenighed landende imellem. Hvad angår racisme og fremmedhad har mange af de forskellige EU-lande, meget forskellige historiske erfaringer. Hvor langt skal man kunne gå? Hvad skal være tilladt at sige, og hvad må man ikke sige? Er ytringsfrihed ikke netop det, at man må sige hvad man vil?

33

Der er vidt forskellige holdninger til, hvordan man håndterer racisme, ytringsfrihed og Holocaust-løgn i de enkelte lande. Muhammed tegningerne var et udtryk for at vi i Danmark sætter ytringsfriheden højt. I Tyskland derimod har der været snak om et totalforbud mod hagekors og holocaustbenægtelser.

Der er lagt visse begrænsninger på ytringsfriheden, nemlig for ytringer som kan virke ærekrænkende, gudsbespottende, som opfordrer til strafbare handlinger eller på anden måde kommer ind under straffelovens bestemmelser. Eftersom det kan være vanskeligt at afgøre, hvilke ytringer som rammes af disse bestemmelser, og eftersom opfattelsen af hvad der f.eks. er krænkende skifter, bliver det ofte et skønsspørgsmål, hvor langt ytringsfriheden skal gælde.

Holocaustbenægtelse kan kun i ekstreme former være strafbar i Danmark, men flere danske politikere har tidligere fået bøder og fængselsstraf, for racistiske udtalelser. I jo højere grad man lader folk sige hvad de vil, i jo højere grad er det ud fra en betragtning om at man bedre bekæmper ekstreme holdninger med dialog og diskussion end med bøder og fængselsstraf. At det der kunne rykke folk tættere sammen, var det frie og levende ord, var noget af det Grundtvig påpegede.

Når en enkelt person overskrider grænsen for ytringsfrihed, straffes det med en bøde, eller en fængselsstraf. Når et helt land går for vidt kan det dog være nødvendigt at tage andre midler i brug. I 1999 dannedes en koalitionsregering i Østrig, hvor Haiders FPÖ indgik i. Inden da havde EU kommissionen meddelt landet, at Haiders FPÖ’s indtræden i den østrigske regering ville indebære en nedkøling af forholdet mellem EU og Østrig. De øvrige 14 EU lande besluttede at indskrænke de diplomatiske kontakter og ophøre med, at støtte Østrigs kandidater i EU og andre internationale organisationer. Flere lande trak deres ambassadører hjem fra Wien, hvilket var med til at øge Østrigs internationale isolation. Også internt i Østrig kom det til voldsomme demonstrationer mod den højreorienterede koalitionsregering. EU var i 1999 i stand til samlet at sige stop i forhold til et parti der var gået for vidt.

I 1935 påbegyndte Hitler den tyske genoprustning i åben overtrædelse af Versaillestraktaten. De europæiske lande protesterede, men lagde ikke alvorlige hindringer i vejen. At sammenligne Østrigs situation i 1999 med Tysklands i 1935 er selvfølgeligt lige i overkanten, men i 1935 ville det helt sikkert have været en fordel hvis de europæiske lande havde været bedre organiserede, og en klar fordel hvis de havde kunnet tale med en tunge, som de kunne mod Østrig i 1999. EU er lidt efter lidt blevet en institution der med et fælles værdigrundlag kan stå sammen om at bekæmpe ekstremistisk racisme og nynazisme.

Hvor skal vi så hen nu?

Ofte hører man en kritik der hedder at EU ikke har noget defineret mål, eller ambitioner for fremtiden og derfor er det svært for befolkningen at støtte op om EU. Hvis man virkeligt kan støtte op om denne påstand, vil det også være rimeligt at stille spørgsmålet: hvad skal vi egentligt med Danmark, hvad kan vi forvente os af Danmark i fremtiden? Er det ikke et problem at Danmark ikke har klare politiske målsætninger? Det er selvfølgeligt legitimt at stille spørgsmålstegn ved, hvad EU egentligt er, netop fordi det kan være svært at definere. Selvom 50 år kan syntes som lang tid, må man huske på hvor stort et projekt EU egentligt er, og at EU de sidste 50

34

år har været under kolossale forandringer. På de sidste to et halvt år er antallet af medlemslande gået fra 15 til 27, og det er forventeligt at vi inden for et år har fået gennemført nogle af de strukturelle forandringer, der er at finde i forfatningstraktaten, der dog ikke i første omgang blev vedtaget.

EU har skabt et godt udgangspunkt for, at skabe en fælles bæredygtig og fredelig fremtid. Vi har behov for et stærkt Europæisk samarbejde, hvis vi skal kunne klare de store udfordringer, vi står overfor i verden. Med veluddannede befolkninger, højt udviklede kulturer og økonomisk velstand har Unionen en stor indflydelse på verden.

EU er en stor medspiller i verden når det gælder om at fremme og udbrede respekten for internationale aftaler, fred, demokrati og menneskerettigheder, individets frihed, vigtigheden af klimaproblemerne og bekæmpelse af fattigdom. I EU har alle landene afgivet noget af deres egen selvbestemmelse, suverænitet, til det fælles. EU får indflydelse på politiske områder i Danmark, men Danmark vinder også stor indflydelse, når vi i det daglige kan være med til at præge udviklingen, af det europæiske samarbejde. EU gør og kommer bestemt i fremtiden til at være en afgørende aktør på internationalt plan.

35

9. Mission Europossible – Discovering the European Union - af Marketa Uhnava, The International People´s College "Europe is a huge chance but it has to be understood."[1] The European Union and its issues are viewed as something really self-evident, as a fact these days. Everyone thought about it differently 20 years ago. Also, enlargement and spreading of the European values are seen as self-evident. We should not think about the European Union as something very self-evident and obvious. Rather, we should think about it as something very rare, special, and unique.

"The European Union is not a state or an international organisation. It is not a regime nor a network. The European Union is something very specific."[2] It is a union of the Europeans and of the states.

Would it be possible for someone to imagine the European Union in 1941 in Denmark, Poland, Portugal or the Czech Republic? Or in 1956 in Budapest? Probably not.

Now the European Union is part of our every day life. But we don’t seem to feel its influence on us. Nobody thinks about it. It is normal, common and usual for all of us.

There are problems related to what Europe is and what the European Union is. It is difficult for the average European to distinguish between Europe and the European Union.

And what about our knowledge? Much of the information we know about the European Union is from the media and from speeches of politicians. Can we believe them, is this the "vox populi?" Everywhere around us are the very much discussed "big, hot" questions about the current issues of the European Union. Everybody has heard about problems of "Eastern enlargement," the common European values and the Constituonal Treaty. But we don´t think about them so much. We only get answers and results through the medium of the press. However, this information is usually misrepresented and fiction-like. Is this the right way? Should we be more interested in it? Can we find the answers in another place through another way? The answer to these questions is: The Mission Europossible.

Mission Europossible – Yes, it is possible The main goal, aim, and mission of our Mission Europossible were to discover, to prove, and to find out. About what? The guaranteed and unbelievable truths and facts, interesting ideas, opinions, and criticisms about the European Union.

The discussion with the European Union-experts from political, scientific, and academic fields in five European countries were supposed to help us find the answers to many questions and to get different opinions on the current European issues from many national, cultural, and positional angles.

Views on the European Union In general, the European Union is perceived as something very positive. It is seen as a successful project which started without big and long-standing ambitions. Slowly and painstakingly it evolved into its present status which has never been achieved anywhere before.

The European Union can be described as the great project trying to reunite Western and Eastern Europe, to keep the peace and maintain an economic and welfare system.

Many Europeans equated the European Union with simple terms such as a "sound of peace in Europe," stability on the continent, money, the Euro, traveling, studying abroad, no borders, and liberalization of the European market.

36

EU Enlargement One of the hottest current issues on the European field is the "Eastern enlargement 2004 and 2007," its advantages for both the new and the old member states, as well as the disadvantages, problems, and challenges.

We interviewed several Europeans about their opinions whether they agree that the European Union is good for the development of Eastern Europe. Generally, we got positive answers. It seems that everything is all right and everyone is satisfied, but this is a little misleading. Where can we find the truth then? Who is right? Is it the media feeding us everyday information or these highly educated and well-regarded experts?

I expected to hear totally different opinions depending on the country’s period of membership in the European Union, the historical development and the location. On the contrary, optimism seems to be present on both sides of the former "iron curtain."

Maybe we did not discuss with the right people or maybe the sample of those polled was probably not big enough and did not cover the all spectra of population.

Politicians from both wings, academics, scientists, and ordinary people have similar opinions. They share the idea that the European Union has been beneficial to all member states overall. In media, the often discussed problem is the cheap labor from Eastern Europe flooding Western Europe and stealing jobs. This is not actually such a hot issue.

There are of course some difficulties, problems, and misunderstandings, but "overall the balance of enlargement is positive."[3] The Common European Values The other much discussed issue is that of defining common European values. These are the values, which we share within the whole European Union. What are the common European values in the European Union? This question is becoming more and more difficult to answer. The European Union started with six countries with an almost homogeneous community and a historical tradition. The present European Union of 27 cannot be considered as a homogeneous entity at all. To find new common European values will be an important but difficult task for the coming years. Nevertheless, we can all agree that the most important value and the biggest success has been the more than 60 year-long peace period. On the other hand, without the two world wars the European Union would not exist. It is a peaceful project or an organisation born from the horrible happenings of the Second World War. Can we then say that the European Union of today is thanks largely to WW 2? This statement is maybe too presumptuous but there is some truth to it. This is probably the reason why peace in Europe is considered as the most important value. It is one of the already fulfilled goals.

In connection to peace, it is necessary to say that thanks to the European Union, the member states have no enemies within Europe. Hopefully, all countries have only friends surrounding them.

We can write a short list of the other shared but not yet proved common European values: democracy, fundamental, human and social rights, freedom, equality, solidarity and sustainability. Few years from now we will be able to find out if these values are really common for all members. Hopefully, we will be able to say yes and add other common values.

37

The Constitutional Treaty European values are very close to problems connected with the discussion on and ratification of the Constitutional Treaty. One part of this treaty is about the common and shared European values and about the controversial Christian values included in the treaty. The Christian values are generally accepted, but the European Union is considered as a multicultural society with freedom and free choice of religion and faith. For these reasons, the religious values should not be part of the fundamental European treaty or at least they should not be called Christian values. Calling them Christian values can be seen as a sign of discrimination for people with different religious beliefs or without any religion at all.

The second problem connected to the ratification process of the Constitutional Treaty is its acceptance on the national level. Each member state is free to decide how to agree on this treaty. It can be through the decision of the government or head of state depending on the political system or on the decision of the entire population.

Public referendum can be considered the most democratic method, but at the same time the most dangerous. The people are usually not well-informed about the real problems. The referendum gives the possibility of mixing national political interest with the European issues. A very good example can be found in France. The French voted against the Constitutional Treaty because they were dissatisfied with the national political situation. They were trying to solve a French internal political problem.

But what is the best solution - democratic decision of the European citizens or decision of elected top few hundreds? Could it be that the solution is to make European referendum and elections on the European and not on the national level?

Conclusion The main goal of the Mission Europossible was fulfilled, at least for me. I learned a lot about the European Union. The Mission helped me to understand some of main truths about the European Union, the politicians, and the media. I realized that not everything that is said is always the truth. Politicians are often unable to express their opinion or maybe they do not have right to do it. They have pre-prepared answers for all questions that they have sorted in small folders or boxes in their minds. All answers seem to come straight out of the books about the European Union or of the political party’s program declaration without differences depending on the position (left or right wing) of the party. Media try always to find all answers, but they often do not report the truth.

And what about the European Union? The result of our mission probably does not reflect the right picture of the opinions of all Europeans citizens. It is a little bit misleading. But who knows what the truth is? Maybe the European Union is really a perfect project without big disadvantages.

Everyone has to create her/his own picture. Personally, I consider the European Union as a wonderful organisation, network, project or whatever name we might want to give it. As a European citizen, I am in favor of the whole idea of the European Union and wish it only the best in accomplishing its avowed goals.

VIVA EU, VIVA EUROPE !!!

CITATIONS: [1] [2] [3]

Dr. Edhard Busek, Austria, 2007 Dr. Andreas Maurer, Germany, 2007 Dr. Hardy Boeckle, Germany, 2

38

10. EU – hvad rager det mig?

- af Siri Luk, Ryslinge Højskole ”Nede i Europa har de fået en fiks ide”. Sådan sang Skousen og Ingemann forud for den danske EF-afstemning i 1972. Europa lå tilsyneladende langt væk fra Danmark og danskerne. Og ”de” havde fået ideer på vores vegne. Vi sagde ja til de fikse ideer, ja til at blive europæere. Men sjovt nok tænker vi stadig på Europa som noget uden for Danmark. Nu siger vi bare ”nede i EU”, selvom vi faktisk er en del af det. Men måske er det bare danskerne, der føler sig uden for?

I ugerne op til Mission Europossible bestemte jeg mig for at finde ud af, hvordan EU egentlig hænger sammen. Det er aldrig noget, jeg har interesseret mig særligt for, men jeg føler stadig, det er noget, jeg bør have viden om. Ligesom jeg bør vide, hvilke partier der danner regering, og hvor mange regioner der er i Danmark.

Mission Europossible var en kæmpe chance. Jeg samlede derfor en stor bunke materiale, gik i gang… og kunne efter få sider konstatere, at det var lettere sagt end gjort. Halvvejs gennem de forskellige EU-institutioner – og efter tre gennemlæsninger og idiotsikre noter – måtte jeg indse, at det var umuligt for mig at lære forskellen udenad på de forskellige institutioners funktioner, instanser og opgaver. Jeg kunne simpelthen ikke fastholde interessen.

Nå. Men så er det jo godt, at EU ikke kun handler om politik, systemer og ideologier.

Eller hvad? Efter at have ryddet op i de mange teser på Europakonventionen sad vi tilbage med de 10 teser, som skulle testes på vores tur rundt i EU. Jeg fandt det svært at forholde mig til en del af dem uden et større kendskab til politik. Vi besluttede os dog for at gøre et forsøg - det så jo godt ud på papiret - men det viste sig hurtigt, at folk havde svært ved at forholde sig til spørgsmålene, når vi interviewede dem på gaden.

Selv var jeg nok også blevet lidt paf, hvis nogen havde stukket et kamera i hovedet på mig og spurgt, om ”EU bør stræbe mod at blive en supermagt på lige fod med USA og Kina”. Endelig er det helt ærligt svært at spørge ind til noget, man også selv har svært ved at danne sig en mening om. Her kunne jeg godt have brugt mere konkrete og jordnære spørgsmål – og mere konkret og jordnær viden.

Først efter fem dage fik vi taget hul på ”interviewet med den almindelige borger”.

Mange af de mennesker, vi kontaktede rundt omkring, havde ikke lyst til at være med og forholde sig til vores tese og øvrige spørgsmål om EU. Ikke fordi de ikke gad, men fordi de ikke vidste så meget, sagde de. Et par stykker havde ikke tid, og en enkelt havde tandpine. I Paris havde vi opgivet at finde nogen, vi kunne kommunikere med på engelsk, men i den lille by Langres blev turistkontoret vores redning. Praktikanten, som oprindeligt kom fra Polen, talte flydende engelsk og havde tid til at snakke med os. Hun var meget stille og meget forsigtig, men stillede op og besvarede alle vores spørgsmål, så godt hun kunne. Økonomi, militær og de mere komplicerede spørgsmål var hun ikke så interesseret i, men hun håbede dog, at EU ville blive en stormagt. Helt hvorfor vidste hun ikke. Hun var bare glad for, at EU gjorde det muligt for hende at rejse frit i hele Europa – og nu også Østeuropa. Der var stadig så mange lande, hun gerne ville besøge.

Holdningen var nogenlunde den samme, da vi uden for turistkontoret standsede to mænd, der så ud til at have god tid. De var tyske turister, oprindeligt fra Kosovo. Jo,

39

supermagt, EU-hær og euro, det lød alt sammen meget godt, men hvorfor kunne de heller ikke svare på. De var bare glade for det EU, de nu var blevet en del af, i modsætning til hvad de selv var kommet fra.

Næste stop var Luxembourg. Vi ankom påskesøndag og røg vi lige ind i det årlige påskemarked. Det travle strøg var fyldt med boder og gadegøgl. Der blev solgt mad og slik, kunst, keramik og fugle i alle afskygninger. Jeg fandt aldrig ud af, om sidstnævnte er en særlig luxembourgsk ting, eller bare landets udgave af vores påskekyllinger. Der var fugle lavet af alt fra ler, metal, plastic og træ til genbrugte coladåser. De fleste til min store irritation med lyd i. De mange mennesker på gaden virkede glade og afslappede, og modsat vores forventning var markedet ikke kun en turistattraktion. Det er tilsyneladende en årlig begivenhed, som folk fra hele Luxembourg tager til i hovedstaden af samme navn.

Efter at have klemt os gennem mængden kom vi ud på en mindre trang plads foran rådhuset, hvor vi hurtigt fandt et ægtepar, der gerne ville besvare vores spørgsmål.

Ifølge manden, som førte ordet, føler de sig i høj grad som en del af EU i Luxembourg. Men det er mest af nødvendighed, fortalte han. Som et så lille land har de for det første ikke noget valg, og klemt inde mellem så store lande som Tyskland, Frankrig og Belgien, skal der noget til for at slå igennem. For det andet er det svært ikke at være engageret i noget, der foregår lige udenfor ens egen dør. Det var tydeligt at høre på hans svar, at han ikke var så interesseret i de store politiske spørgsmål, men mere i det, der direkte handlede om almindelige mennesker. Det essentielle i EU burde være fred, tolerance og ordentlige forhold for alle.

Undervejs i projektet slog det mig, at vi egentlig både er ens og meget forskellige. Og sådan bør det vel også være. Vi lever stadig i hvert sit land, har vores egne traditioner, egnsretter, flag og nationalfølelse. Og i virkeligheden vil vi også gerne have vores egne penge. I hvert fald vil vi have kroner ligesom svenskerne, og englænderne vil beholde deres pund. Uanset hvad politikerne siger. Hvorfor er det sådan, når man nu politisk bruger så meget energi på at skabe, fastholde og udvikle et europæisk fællesskab?

Jeg tror, det handler om, at der stadig er afstand. Ikke mellem os og Europa. Ikke mellem dem og os. Men mellem almindelige mennesker og de politikere og systemer, der træffer beslutningerne. I hvert enkelt EU-land, og i hele EU som sådan. Det er, som om EU har glemt de almindelige mennesker.

På Ryslinge Højskole var en af vores egne teser netop, at EU er for fjernt fra den almindelige borger. Vi ved, at vi er med, men når vi taler om EU, er det noget, der foregår ”dernede” – ikke noget, vi selv er en del af eller har indflydelse på. Vi får godt nok lov til at stemme engang imellem, men de færreste ved, hvad vi egentlig stemmer om. At vi så oven i købet bliver sat til at stemme om, hvis vi ikke stemmer ”rigtigt” første gang, øger ikke ligefrem respekten for projektet.

Vores tese røg da også ud, da de ti teser blev endeligt fastlagt. Måske var vi selv, allerede inden afrejsen, blevet fedtet så meget ind i systemtænkingen, at vi glemte, at virkeligheden jo i bund og grund er konkret. Og at almindelige mennesker kan forholde sig langt nemmere til konkrete ting som prisen på mælk og ost, tilsætningsstoffer i solcreme og giftstoffer i svinekød – frem for abstrakte overvejelser om supermagter, udviklingen i Østeuropa, protektionistisk told og så videre.

Betyder det så, at vi bare skal trække på skulderen og lade EU sejle sin egen sø? Nej, det mener jeg ikke. Men det kræver en indsats at få EU til at rage mig og alle andre EU-borgere.

40

Den konkrete virkelighed er fælles for os alle sammen, uanset om vi er danskere, tyskere, hollændere eller franskmænd. Og måske er det her, vi skal starte opbygningen af, om ikke en fælles identitet, så i hvert fald et interessefællesskab: fokus på det, der er fælles for alle mennesker: tryghed i hverdagen, ordentlig mad, en god uddannelse – og kendskab til og forståelse for hinanden i medlemslandene. Og vi kunne jo passende starte med os selv – de unge – og gøre, som forfatteren Lene Andersen foreslår i Weekendavisen 3. Maj 2007 i artiklen ”Dumme og dovne demokrater”: ”Personligt føler jeg mig mere som europæer end som dansker, men vi europæere er jo en minoritet her i landet. Derfor synes jeg, vi skal lave EU om til en højskoleunion, hvor vi kan udveksle unge under forhold, der skaber dannelse i en fælles europæisk offentlighed.”

Hvis en sådan udveksling af unge får vores øjne op for, at der er en verden uden for Danmark, og at vi også er europæere, vil det da være rigtig godt. Men inden vi bliver for sammenspiste europæere, skal vi selvfølgelig også huske på, at der er en verden uden for EU. Den har vi slet ikke taget hul på endnu…

41

11. De rustne hjul på EU-toget af Bolette Danckert, Silkeborg Højskole Vi har i år fejret 50-års dagen for Rom-traktaten. 50 år med traktater og udvidelser, med love og regler og med håb, drømme og store ambitioner. EU har bevæget sig langt i løbet af de 50 år, nok især takket være lande som Frankrig og Tyskland der har fungeret som drivkraften der har fået hjulene på det store EU-tog til at rulle.

Kigger vi derimod på Danmarks rolle, må vi nok indse at vi har hørt til blandt de bageste vogne som modstræbende er blevet trukket af sted på rustne hjul – eller sågar med bremserne trukket i et desperat forsøg på at sænke farten.

Det danske syn på EU har mildest talt været noget ambivalent hvilket det nok også på mange måder stadig er. Med knebne flertal har vi sagt ja til diverse traktater – Maastricht-traktaten endda med forbehold. Hver gang et nyt forslag om øget samarbejde bliver bragt på bane er det som om mange danskere sætter hælene i, stejler en smule for med stor skepsis at overveje om der kunne være noget positivt ved forslaget. Det til trods for at de fleste af politikerne i Folketinget gerne vil have mere samarbejde.

Euroen er et godt eksempel – der burde ikke være nogen tvivl om et dansk ja eftersom de fleste fagfolk samt et klart flertal i Folketingssalen var fortalere for den fælles mønt. Imidlertid var virkeligheden en noget anden. Resultatet af mange ophidsede debatter og en indædt valgkamp hvor de to yderfløje i dansk politik forenede sig mod den brede EU-positive midte, blev et nej til euroen – et lille nej ganske vist, men ikke desto mindre et nej. Nogle påstår at det skyldtes at de almindelige danskere ikke til fulde forstod hvad de stemte nej til – at mange blev narret af særligt Pia Kjærsgaard til at tro at afstemningen i virkeligheden kun var en afstemning mellem kronen og euroen som møntenhed.

Men hvordan kan det være – hvorfor er danskerne så bange for at det europæiske tog skal få for meget fart under hjulene? Måske skyldes det at vi er et så forholdsvis lille land og er bange for at blive mast eller ligefrem tromlet ned af lande som Frankrig og Tyskland. Samtidig er vi stolte over at komme fra dette lille land. Vi værner om de danske værdier og er stolte af det vi forbinder med at være dansk. Stolte af vores velfærdsstat, stolte af vores historie, stolte af vores mærkelige sprog som for udlændinge er fuldkommen umuligt at forstå og udtale. Selv Janteloven som ikke ligefrem er noget videre positivt, er vi på sin vis stolte af. Måske er det fordi at alt dette er med til at skabe rammerne om selve det at være dansk – at skabe en dansk identitet som vi er fælles om, og at det er denne identitet vi er bange for at miste ved at kaste os alt for hovedkulds ind i EU-samarbejdet.

Men hvordan har de andre europæere det med det europæiske samarbejde – er de ligesom os skeptiske, eller vil de i virkeligheden gerne have pustet mere vind i EUsejlene? Dette var et af de spørgsmål som vi var nysgerrige efter at finde svar på da vi satte os ind i vestbussen og drog af sted på Mission Europossible med kursen sat mod Bruxelles.

Bruxelles kan siges at være EU's højborg, og med både Kommissionen, Parlamentet og et utal af EU-ambassader strøet rundt omkring i byen, er det ikke overraskende at EU-flagene står tæt. Mere påfaldende er det måske at EU-stjernerne ikke kun ses på

42

flagene som hænger på flagstængerne, men også på de belgiske nummerplader – noget som i hvert fald ikke er normalt i Danmark. Dette kunne tyde på at belgierne har taget EU noget mere til sig end vi danskere. Og denne opfattelse er på ingen måde forkert lyder det fra den danske ambassadør i Belgien, Jørgen Molde. Ifølge ham er der tre ting som binder Belgien som ellers på mange måder er et splittet land, sammen – nemlig kongehuset, kirken og EU. EU betyder meget for belgierne der er uforstående overfor den danske skepsis. De kan slet ikke sætte sig ind i den kritiske holdning som mange danskere har til EU og kiggede hovedrystende til da Danmark først vedtog de fire forbehold for syv år senere at sige nej til euroen.

Fra Bruxelles gik turen videre til storebror i familien EU – nemlig Frankrig hvor selvbevidstheden og selvtilliden i hvert fald ikke fejler noget. Her er man ikke i tvivl om hvem der er i centrum for EU – det er nemlig Frankrig selv, og det må de ørige EU-lande så ellers indstille sig på. Som Michael Suhr, økonomisk rådgiver ved Danmarkshuset i Paris, siger det: Hvis det var England der havde stemt nej til traktaten, havde man nok bare fortsat uden England, var det Danmark havde man nok knap nok bemærket det, men nu hvor det var Frankrig selv, var man fra fransk side ikke et øjeblik i tvivl om at traktaten måtte falde. Nej, Frankrig sidder tungt på flæsket, og der har de tænkt sig at blive siddende, som Michael Suhr meget billedligt udtrykker det.

Men trygt og sikkert sidder de nu ikke. Som EU er vokset, føler franskmændene at deres betydning er faldet således at det nu er med noget nervøse blikke at Frankrig vogter over flæsket. Den sidste udvidelse mod øst giver for mange anledning til panderynker, og på spørgsmålet om hvorvidt Tyrkiet skal i gang med optagelsesforhandlingerne falder svaret prompte: No! Men i alle andre henseender er tonen anderledes positiv. I det land som mange danskere nok opfatter som stok konservativt og selvcentreret, hænger de stjernestrøede EU-flag tæt og blafrer i vinden side om side med Tricolore – ikke kun i Paris og andre prominente byer, men også udenfor rådhusene i de små landsbyer. Og kommer man i snak med de lokale, finder man hurtigt ud af at det ikke kun er på overfladen at EU lader til at være populært – tvært imod virker franskmændene overraskende positive når de taler om EU. Selvfølgelig skal EU-samarbejdet udvides, selvfølgelig skal EU have mere at sige, lyder det fra de folk vi talte med på gaden. En fælles EU-hær samt en fælles udenrigsminister opfattes af mange som nogle af de næste skridt som EU må tage – skridt som gerne skulle bringe EU hen mod en position som en decideret supermagt på linje med USA. For selvfølgelig er en status som supermagt målet, mener mange franskmænd, og man fornemmer pludselig hvordan de imperialistiske aner stadig pulserer i de franske blodårer.

Tankerne om at være supermagt, ligger ikke først for hos tyskerne som ellers også er meget EU-positive. De tyskere vi snakkede med, mente at samarbejdet gerne skulle udvides og var ikke bekymrede ved at afgive suverænitet til EU. Sådan forholder det sig tilsyneladende også i Luxembourg hvor vi afsluttede vores mission.

- Selvfølgelig er EU nødvendigt, lød det fra de luxembourgere vi talte med på gaden, hvad skulle vi gøre uden EU? Som et lille land er det opfattelsen at den bedste måde at få indflydelse og få sine synspunkter igennem på er gennem EU. Ja, selvfølgelig må man afgive suverænitet for at være med når hjulene ruller, men en bekymring over dette skulle man lede længe efter.

43

Så meget tyder på at den skepsis vi danskere har over for EU er noget unikt i forhold til de lande vi besøgte på vores tur i Vesteuropa. Her er der tilsyneladende ikke samme nervøsitet, ikke samme bekymring hos befolkningen ved at lade samarbejdet vokse. Her hejses EU-flagene side om side med nationalflagene – noget som vi nok ikke vil opleve i Danmark det næste stykke tid.

Hvor skepsisen kommer fra er et godt spørgsmål. Måske fordi vi er bange for at miste vores danske identitet – eller måske bare fordi vi godt kan lide at have muligheden for at kunne trække i bremsen når EU-toget buldrer af sted. Om vi så reelt kan det, er nok mere tvivlsomt, men ikke desto mindre lader vi til at se tingene lidt an før vi hovedkulds kaster os ud i noget – hvilket måske er temmelig dansk det kommer til stykket.

44

Dagens unge vokser op i et europæisk samfund, hvor åbenhed, medborgerskab og integration er vigtige nøgleord. De unge skal fremover være med til at udvikle og forme et mere samlet europæisk samfund, hvor nye kulturer skal integreres, forskellige synspunkter og normer skal tilpasses og hvor sproget får en ny, anderledes og mere vigtig betydning end tidligere.

De danske folkehøjskoler har allerede taget hul på den ”Europæiske udviklingsproces”. På de danske højskoler samles hvert år op mod 7000 unge, hvoraf de 20 % kommer fra andre europæiske lande. Elevsammensætningen skaber en naturlig udvikling i elevernes personlige forståelse, læring og dannelse.

Samtidig udvikles der på højskolerne en række projekter, hvor debatten om Europa, EU og dets folk sættes i fokus – både lokalt ude på skolerne, men også nationalt og internationalt, gennem en række tværgående initiativer og aktiviteter.

Hvilke fordomme og forestillinger har danske unge om Europa, europæerne og EU? Og holder de i virkeligheden? Det havde en stor gruppe danske højskoleelever sat sig for at teste i løbet af foråret 2007 i det fælles projekt Mission Europossible.

Elever fra flere af landets højskoler fik til opgave at diskutere sig frem til en stor stak fordomme og forestillinger om Europa. Den store stak skulle på et Europakonvent den 25. marts 2007 ved afstemning og diskussion koges ned til kun ti skarpe teser, som sidst på dagen blev givet videre til 14 udvalgte højskoleelever. De fik til opgave i løbet af april at køre Europa tyndt i bus for at stille teserne op mod virkeligheden: Nogle blev bevist som rigtige, andre modbevist som fordomme.

Læs i denne antologi eleverne beretninger om deres arbejde, oplevelser og erfaringer i forbindelse med projektet. Eleverne har hver i sær udarbejdet et mindre essay, hvor de personlige indtryk fra Mission Europossible er blevet bearbejdet, problematiseret og vurderet. Hør blandt andet beretningen om mødet med den estiske kommissær, elevernes vurderinger af den europæiske værdikamp og få dommen om Europas fremtid.

God læselyst

Læs mere om Højskolernes Europaaktiviteter på www.ffd.dk/Europa

45

46