4 minute read

SIMONS PIGER - YNGRE MED GOLFEN

Next Article
KLUBKONTOR

KLUBKONTOR

Sæson 2022 er slut for dameklubben Simons Piger. Et super år med mange medlemmer, glade piger, solskin stort set hver tirsdag og stadig mange gode sponsorer, både gamle kendinge samt et par nye ansigter i år. Tak for det.

Grunden til, at vi kalder det yngre med Golfen, er at vi med sikkerhed ved, at følgende faktorer kan forlænge vores levetid: Det sociale – Det, at vi gør noget meningsfuldt for os selv og for andre – Det, at vi får trasket rundt minimum 10 km hver tirsdag – Det, at vi først spiser, når vi er sultne, altså når golfrunden er slut, og vi kan gå i Lakeside – Det, at vi kun kan drikke 1-2 genstande, da vi skal køre bilen hjem – Det, at vi sover rigeligt når vi kommer hjem trætte – Det, at vi får pulsen op, enten pga. ventetiden, når bolden foran leder efter bolde eller putter langsomt, når vi skal op ad bakken fra B1 til B2, eller når vi slår et dårligt slag – Det, at vi er optimistiske og undgår unødige bekymringer, vi har jo Kløver i baghånden, hvis vi kommer ud af kurs – Det, at vi undgår støj og forurening i de 4-5 timer, vi spiller. Så derfor lever vi længere ved at spille GOLF.

Advertisement

Vi startede året op med et interessant foredrag af sportspsykolog Jakob Hansen, som hjælper mennesker, teams og organisationer med at udvikle sig, så der kan præsteres på højeste niveau. Han har blandt andet været tilknyttet det danske Golflandshold som metal træner og sportspsykologisk konsulent. De mentale udfordringer, når man vil præstere, er mange. Bl.a. hvordan kan man være i det ubehag, som ofte er forbundet med ønsket om at præstere, når der er ”noget på spil”, hvilket han illustrerede ved at kaste først tennisbolde til os: sjovt og ufarligt. Dernæst golfbolde: også sjovt, men de kan gøre ondt hvis man ikke griber dem rigtigt. Endelig kastede han et råt æg: Nu var der virkelig noget på spil, og ikke alle havde lyst til at gribe/præstere. Vi havde lejet førstesalen på Lakeside, og havde også inviteret resten af medlemmerne fra Simons Golfklub mod en beskeden egenbetaling. Et par herrer dukkede op, det var jo også dem der havde mest brug for mental træning, da de jo, som i ved, tabte dysten: ”Drengene mod Pigerne” i 2021. Des- værre for os Simons Piger tabte vi årets drenge/pige match 2022, men tag jer godt i agt, drenge – vi kommer stærkt igen i 2023, som vi nok skal få arrangeret til efteråret.

I påskeugen havde påskeharen, søde Lisa, arrangeret en match fuld af små finurligheder på banen, og den efterfølgende quiz testede, hvor opmærksomme vi havde været på golf runden.

Skovturen i juni gik til Helsingør, hvor vi mødte talstærkt op. 45 glade kvinder nød golf spillet, den dejlige bane og det fantastiske sommervejr. Dagen afsluttedes med god mad.

Vi bød i 2022 velkommen til 4 nye medlemmer i Simons Piger og måtte desværre også sige farvel til et par gamle medlemmer, men endte med i alt 81 medlemmer og ca. 40-50 spillende hver uge. I bestyrelsen prøver vi i videst mulige omfang at spille med de nye medlemmer, så de hurtigt kan finder sig tilpas i klubben. De gamle prøver vi også at få tilbage i folden.

Et vigtigt fokus for Simons Piger er, at det er en klub for alle, uanset HCP. Er det højt og er man måske ny golfer, kan der i starten være meget at holde styr på, men det handler bare om at give det tid og at klø på. Vi har dygtige elitespillere som medlemmer, og vi har medlemmer med handicaps, der næsten ikke kan blive højere. Nogle medlemmer spiller næsten hver tirsdag, og andre spiller kun få gange på en sæson. Det bestemmer hver enkelt helt selv i forhold til, hvor meget tiden tillader. Simons Piger er til for os alle.

Vi prøver i bestyrelsen at gøre spillet sjovt, varierende, udfordrende og ikke mindst udviklende. Så vi spillede sjove matcher, blandt andet ”3 jern og en putter”, Texas Scramble, Best Ball og Pink Ball. Måske vi i 2023 udvider repertoiret.

Vi takker også Reamonn og hans team. Vi er stolte over, at vores bane står så flot og med en nu kortere rough så vi hurtigere kan finde de bolde, der på mystisk vis ikke rammer fairway ved hvert drive. Vi er taknemmelige over, at vi kan spille med rigtige green hele vinteren, så vi kan holde formen hele året rundt.

Vi er også rigtigt glade for Svends selskab. Han kommer med servicevognen, hvor vi kan få vådt og tørt. En gang imellem falder der også en lille chokolade til os, andre gange har vi fået køkkenet til at varme kakao, så vi kan få en Lumumba med flødeskum en kold oktober. Ved afslutningsmatchen fik vi eventyret om søhesten. Tak Svend – du er og vil altid være en del at Simons Piger.

I 2022 havde vi sponsorer på hver tirsdag på nær én tirsdag, som ikke var besat, og én tirsdag hvor sponsor aflyste i sidste øjeblik. Der var gaver af høj kvalitet og mange mødte op og præsenterede deres produkter.

Én yogalærer sendte os endda afsted på B1 med opvarmning og strækøvelser, så vi mere smidigt kunne komme igennem dagens runde.

Vi spiller jo ikke for præmiernes skyld, og med den høje inflation og tegn på en aftagende vækst, må vi neddrosle forventningerne lidt til vores loyale sponsorer, som kommer tilbage år efter år. Vi gør meget for at købe ind og bruge vores sponsorer, så husk at præsentere jer som Simons Piger, når I bruger vores sponsorer. Vi vil gerne rette en stor tak til hver og en af jer, og vi vil opfordre alle til at besøge vores hjemmeside simonspiger.dk for at tage et kig på de fine sponsorer, der har støttet os gennem 2022.

Vi håber også, at vi igen i 2023 bliver rigtigt mange spillere, både jer velkendte og forhåbentlig mange nye medlemmer. Så er du kvindeligt medlem af Simons Golfklub og overvejer, om pigeklubben måske er noget for dig, er du mere end velkommen til at tage fat i en af os fra bestyrelsen for at høre mere. Vi vil glæde os til at høre fra dig.

Tak til kontoret, til shoppen og til klubsekretær Tine for det altid positive og gode samarbejde - og jeres hjælp og støtte, når vi har brug for det. Tak til James og Kløver for at holde os kørende, gøre os til bedre golfspillere og fortælle os, at vi har talent – vi tror på det hver gang! Tak til greenkeeperne for at passe banen så flot, at vi kan nyde vores spil – og til de andre KIK’er for det gode samarbejde.

Tak for 2022 - og på glædeligt gensyn i 2023. Simons Piger - bestyrelsen

Helle Birk Larsen, Kristina Olszowski, Eva Narvestad, Annette Barntved, Laura Mørk, Pia Wichmann, og Karin Søvsø

This article is from: