De første indtryk fra Grønland Tirsdag morgen, vækkeuret ringer og jeg må op – det er meget tidligt, men af frygt for morgentrafikken kommer taxaen før syv – og de sidste ting skal lige mokkes ned i rygsækken og lidt mad skal der også til før Aqqaluk Lund Sørensen er klar til at drage mod nord. Trafikken viser sig ikke at være noget problem, og ankomsten til Kastrup går glidende – og ligeså indtjekningen. Så over i Karen Blixen og spise rigtig morgenmad – og en sidste afsked med mine forældre der, som altid, bakker 100% op om deres børns eventyr og er taget med i lufthavnen (og for øvrigt også bestilt taxaen.
Strømfjord (Kangerlussuaq) går fint – og ventetiden for mit vedkommende er kort. Mine bekendte fra introkurset har længere ventetid. I lufthavnen i Nuuk venter en kollega på mig og jeg bliver kørt til min arbejdsplads. Jeg hilser lige kort på de nærmeste – og bliver ellers derfra installeret i min vakante bolig, som viser sig at være nabo til Julie Berthelsens (popstar) stedfar – Per Berthelsen, som er en stor kanon inden for det politiske liv i Grønland.
Op ad rulletrappen, vinke, gennem sikkerhedskontrollen og lige et zap gennem den toldfri og hive en karton smøger – som angiveligt kan anvendes til at smøre diverse lokale i tilfælde af, at man skal låne en bil eller noget. Ind i flyveren og sove – indtil vi nærmer os Grønland. Så er det frem med kameraet for første gang og lure ud af vinduet.
Udsigten fra flyet - Grønland
Der er det – Grønland – ikke særligt grønt, men det var jo heller ikke ligefrem forventet. Mellemlandingen i Søndre
Min vakante bolig
Det er mit det gule hus – jeg bliver stoppet ind i underetagen – jeg har sku 80 kvadratmeter for mig selv. Det bliver benyttet til at invitere gæster på min fødselsdag – dem fra introkurset. Maden bliver ikke helt som ønsket – blandt andet fordi tre af de i alt fem gæster vælger at se Disneysjov og derfor kommer 45 minutter senere end planlagt. Men trods det bliver det en fabelagtig aften – som ender med et par øl på det lokale hængeudsted – Daddys (som både er et mere traditionelt værtshus i én ende – og lidt mere bar-agtigt med plads til at svinge benene på et udmærket dansegulv (trods det at jeg ikke kan danse).
Dagen efter står den på glögg og æbleskiver. Det er et arrangement, som har været afholdt de seneste seks år, og denne gang er det endda vores direktør Alfred Jakobsen (som tidligere har været
landsstyremedlem (grønlandsk ord for minister) for direktoratet (for miljø og natur). Han er en umådeligt hyggelig mand – og hans kone er også rar. Da jeg er ny har jeg fået lov til at dukke op tidligere end de fleste andre (og har hjulpet med at bære) men bliver som belønning budt på pizza og kaffe sammen med familien. Storartet. Senere på aftenen bliver der bowlet (hvor jeg laver mine første strikes ever (når man vælter det hele i ét hug) og generelt laver langt flere point end jeg har prøvet før). Så ind og spille billard (vi spiller skovmand – en sær afart af skomager, hvor man rejser keglerne hvor de er faldet). Og apropos at rejse sig hvor man er faldet var mit hår ikke så glad for mig dagen efter – så søndag blev brugt på langs på sofaen.
samtidigt også tilføje at mine kolleger er flinke, søde og sjove – så der er der heller ikke noget at pive over – særligt vil jeg nævne at min chef er en type som jeg synes er ”helt i orden, som de ville have sagt da jeg var Ø-guide).
Tiden er fløjet af sted – og jeg har allerede været her tre uger. Hertil vil jeg lige knytte en lille historie fra den just forgangne weekend – søndag den 19. november. Vi er fire stykker der kører ud til de nærmeste bjerge. Disse kaldes hhv. Lille og Store Malene. Lille Malene er omkring 400 meter højt og Store Malene omkring 950. Mads har en ide om at vi skal på toppen af Store Malene – jeg har en plan om at komme ud at vandre i bjergene og så må vi se hvor langt det strækker sig.
Arbejdsmæssigt ser det rigtigt fornuftigt ud. Jeg er jo ansat som generalist – og har derfor ikke helt unik viden jeg skal tilføre – jeg har derimod en stor pensel jeg kan få lov at trække ud over flere sagsområder – både på udviklingsfronten, men også på et mere generelt sagsbehandlingsniveau. Så er der jo lige fløden oven på noget som jeg ellers er yderst tilfreds med – PAME (Protection og Arctic Marine Environment) som jeg bliver tovholder på, altså et internationalt samarbejde med de lande der har arktisk hav (USA, Canada, Norge, Island, Finland og Rusland (er lidt i tvivl om Sverige i denne sammenhæng). Derudover er jeg så med på opgaver relateret til Nordisk Råds Hav og Luftgruppe. Her er jeg ikke tovholder – men da vi er to på opgaven er det reelt fordelt således at jeg sidder på havdelen – fabuloso. Det korte af det lange er at jeg fagligt får alle de udfordringer og kransekageopgaver som jeg lige pt. kan drømme om. Må
De fire vandrefolk. Fra venstre mig selv, Joannis, Torsteen og Mads
Vi går op ad Lille Malene og efter da vi antager at det må være en fin vej over til Store Malene – men sådan skal det ikke vise sig at være. Vi går op på ryggen mod højre, hvor det viser sig vi ikke kan komme ned. Derfor følger vi ryggen tilbage for at kunne komme ned til foden af Store Malene. Da vi når ned i bunden viser det sig at mine kræfter er
ved at være brugt op på at vandre i sne der går op til mindst knæet og ofte til hoften for hvert eneste skridt. Vi vender derfor om – da man jo ikke går alene i bjergene. På vejen tilbage går jeg pludseligt igennem sneen. Mine armhuler hviler på sneen – og så kan jeg mærke det iskolde vand – der løber beskyttet af thermolaget fra sneen, nede hvor mine fødder er placeret. Med drivvåde fødder, og pissekolde tær, bliver jeg hevet op så vi kan komme hjem. Længe leve uldsokker – jeg får, trods at mine bukser er stivfrosne (hvilket dog gør dem vindtætte) varmen i futterne igen.
værelser, hvilket er fint. Nu går den store møbeljagt så. Det tager omkring 25 minutter at gå til arbejdet – og er en fornuftig måde at få lidt motion på. Vejen går via to trapper (på henholdsvis 230 og 80 trin) forbi atlanthavnen og så ind til selve Nuuk by. Jeg bor i en ”forstad” der hedder Nuussuaq – som er en boligdel. Dog er der både Brugsen og grønlands svar på samme Pisiffik, samt vaskeri et minibræt (der hvor man køber fisk, rensdyr, sæler og andet der er skudt eller fanget i omegnen).
På vej ned af den store trappe. Udsigten er Atlanthavnen.
Det var så det for denne gang. Jeg Joannis røvkælker
Der er endda tid til at røvkælke lidt på gåturen, hvilket er vældigt sjovt (gad vide om bukserne har godt af det).
Nu har jeg jo fået min permanente bolig – 48 kvadratmeter fordelt på to
vender tilbage med mere omkring jul vil jeg tro. Med venlig hilsen Eskild fra Nuuk