Byggeeksport mandag morgen news Nyhedsbrev om byggeri, energi og miljø internationalt Nr. 28
3. september 2012
22. årgang
C.F. Møller vinder et stort hospitalsprojekt i London For første gang nogensinde henter Arkitektfirmaet C.F. Møller et stort projekt indenfor et af deres specialer, sundhedssektoren, i England. Det er sket i London-bydelen Wandsworth , hvor CFM har vundet konkurrencen om at designe patientfaciliteter på det historiske Springfields Psykiatriske Hospitals-område. Det skal så vidt Byggeeksport erfarer nedrives for at give plads til et nyt og andet byggeri. Bygherren er South-West London og Sct. George Mental Health NHS Trust og konkurrencen blev vundet for et år siden, men først nu skal projektet realiseres. Nyheden herom er dog blevet lækket uventet af det britiske AJ Journal i fredags, hvorfor man hos CFM ikke har fået forberedt noget som helst pressestof om projektet. Partner Julian Weyer, CFM, siger dog til Byggeeksport, at projektet er meget stort, og at det skal startes op med det samme. Baggrunden for forsinkelsen skyldes, at projektet indgår i en større masterplan tegnet af Patel Taylor omfattende bl.a. byggeri af over 800 boliger. Planen blev afvist sidste år og dermed også hospitalsplanerne. Men er nu planen godkendt efter bl.a. flere tusinde protester mod forsinkelsen. Konkurrencen blev vundet foran: Allies and Morrisson, Feilden Clegg Bradley Studio, Henley Halebrown Rorrison, AHMM, David Morley Architects with Anshen + Allen Architects, Penoyre & Prasad med Patel Taylor, and Reiach & Hall sammen med Atkins, skriver AJ Journal.
Danielsen Architecture tegner havnefrontsprojekt Kaliningrad I 2010 vandt Danielsen Architecture prisen for det bedste Sustainable Communities på Moskva biennalen. Men det var nu ikke den, der var med til, at det blev Danielsen Architecture (DA), der skal tegne et havnefrontsprojekt ud til floden Pregel i Kaliningrad, fortæller partner og medindehaver Malin Meyer, DA, til Byggeeksport. - Vi spurgte også vores russiske bygherre om, hvorfor han lige havde udpeget os. Han forklarede, at det var på grund af vores erfaring med havnemiljøer og erfaring med byggeri i historiske bydele og nordisk arkitektur. Og så kunne han godt lide København, som han sammenlignede med Kaliningrad. Derudover tilføjede han, at vi havde været oppe at konkurrere mod fem andre ikke-russiske arkitektfirmaer - et hollandsk, et italiensk, to engelske og danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Men det vidste vi bare ikke, siger Malin Meyer. Projektet er på 12.000 etagemeter primært med kontorer og nederst med butikker og restauranter, der skal indpasses med den særlige identitet, der præger den tidligere tyske kongeby Königsberg, der altså nu hedder Kaliningrad. Første skitseprojekt er lavet og betalt. Nu fortsætter arbejdet med myndighedstegninger sammen med en lokal arkitekt.
Vandt og tabte Clarion Hotel i Stockholm Danielsen Architecture vandt sammen med NCC konkurrencen om at tegne Clarion-hotellet i Arlanda lufthavnen for nogle år siden. Men det gik der politik i, idet bygherren Swedavia, mente, at det skulle den arkitekt, som også havde lavet udbuddet tegne. Og det lykkedes for Swedavia stik imod alle EU-regler. Hotellet, tegnet af Aros Arkitekter, skal stå færdigt ultimo i år og bygges af NCC. - Men siger, Malin Meyer, det er brandirriterende, men NNC støttede os rigtigt meget. Udgiver: Club Byggeeksport, Vestergade 49, DK-8660 Skanderborg Mobil. +45 2088 7080. E-mail: ccrnews@gmail.com. Homepage. www.byggeeksport.dk Redaktion: Ingeniør Søren Westergaard, ansvarshavende redaktør.