IBIS Fokus 109

IBIS

fokus

Uddannelse skaber udvikling

GAVER DER GAVNER

: 40 책r med IBIS Et tilbageblik og et kig i krystalkuglen

SEPTEMBER 2006

NR. 109

ER N V A G R E GAVER D

en d i s g a b -Se

LEDER

VAGN BERTHELSEN GENERALSEKRETÆR I IBIS

: fyrre, fed og færdig?

Elvis var som bekendt ‘fyrre, fed og færdig’ efter at have revolutioneret rockmusikken. Gælder det også IBIS efter 40 år i NGO-branchen? IBIS var markant, og satte sammen med andre, anti-apartheid på dagsordenen, dengang det officielle Danmark ikke anerkendte ANC og Mandela. IBIS var markant og satte fokus på diktaturstater i Latinamerika.

I dag er Mandela verdens ikon nummer 1, og demokrati har afløst diktatur i Latinamerika. ’Mission accomplished’ – luk butikken, vi gjorde en forskel, er der brug for os længere? Godt spørgsmål, for IBIS skal gøre en forskel, det er eksistensberettigelsen!

Dagens udfordringer er anderledes. Men der er fortsat fattigdom, diskrimination og undertrykkelse i rigt mål i den fattige del af verden.

Spørgsmålet er om IBIS kan gøre en forskel i at bekæmpe den. Kan IBIS fortsat støtte progressive kræfter i u-landene, så ressourcerne bliver brugt bedre og mere lige? Kan IBIS bidrage til at vi i Danmark og i den rige del af verden er med til at sikre global retfærdighed?

Uddannelse har igennem alle årene været en central del af IBIS’ aktiviteter. Det startede med støtte til den namibiske befrielsesbevægelse SWAPO i eksil med stipendier og med skolebyggeri i Congo, så langt nordpå, at bombefly fra Sydafrika ikke kunne nå derop. Og det er videreført med støtte til uddannelsesreform i både Sydafrika og Namibia, med alfabetiseringskampagner og tosproglig uddannelse i Latinamerika og senest med støtte til genetablering af skolesystemerne i borgerkrigshærgede lande som Angola, Liberia og Sierra Leone. Det gør vi, fordi uddannelse er en forudsætning for al anden udvikling!

IBIS-fokus udgives af IBIS Redaktion på dette nummer: : Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk : René Jacobsen, afdelingsleder : rj@ibis.dk : Morten Schmidt : mos@ibisur.org Regionalrådgiver for IBIS i Sydamerika. : Helle Christiansen Cawthra : hcc@ibis.org.za Rådgiver for IBIS i sydlige Afrika.

Forside: collage/Lotte Ærsøe Layout: mkj/Mediefabrikken Tryk: Arco Grafisk Oplag: 14.000 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2006

IBIS skal gøre en forskel i Danmark og i Europa, fordi kampen mod fattigdom, diskrimination og undertrykkelse ikke kan vindes i u-landene alene. Det er begrænset, hvilken indflydelse IBIS kan få på f.eks. forhandlinger i verdenshandelsorganisationen WTO. Men vi kan klæde danske politikere på, og vi kan oplyse og engagere den danske befolkning. IBIS har igennem de sidste 10 år punket danske politikere, fordi den danske gældspolitik overfor u-landene er uretfærdig og blot betyder flere penge i den danske statskasse. Og IBIS satser på at oplyse og engagere den danske befolkning bredt i udviklingsspørgsmål.

Der sker rigtig meget i disse år med at nå bredt ud. Senest har IBIS sammen med CARE Danmark lavet landsindsamling til fordel for ‘Kvinder i Afrika’, og det er ikke kun raslebøsserne, der nåede langt ud. Det gjorde oplysning om kvinders vilkår i Afrika også. På Roskilde Festival knoklede 80 aktivister i døgndrift til fordel for et Ibis-støttet projekt. ‘Hele Verden i Skole’-kampagnen er blevet en institution med 126.000 deltagende elever i år. Listen er lang.

IBIS har altid haft stærke samarbejdspartnere i u-landene og igennem dem et intimt kendskab til de lande, vi arbejder i. Det er det, der sikrer kvalitet og bæredygtighed i projekterne. Der er mange ildsjæle i og omkring IBIS, og det er markant, at de bliver yngre og flere, faktisk er omkring 8.000 medlemmer nu, og rigtig mange er under 30 år.

IBIS gør fortsat en forskel. Derfor tør vi have visioner for fremtiden.

Derfor har vi en eksistensberettigelse.

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBISfokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation.

Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: lae@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos IBIS, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer december 2006

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika.

Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200 udviklingsprojekter i 12 lande.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida

: zigzag skifter navn til IBIS-fokus TEKST

LOTTE ÆRSØE

Kan du huske da du fik dit første nummer af : zigzag i hånden? Du spurgte måske ”Hvad står : zigzag for?” Det er der mange der har spurgt om i årenes løb, inklusiv undertegnede. I anledning af IBIS’ 40 års jubilæum får det navneforandring.

Navnet : zigzag passede fint i 1991, da det første gang så dagens lys. Det var et u-lands-

magasin der dækkede mange lande og problematikker. Der var analyser af politiske bevægelser, boganmeldelser, og sågar annoncer for højskoleophold og koncerter med verdensmusik-kunstnere.

I dag fokuserer magasinet i højere grad på de mennesker og projekter IBIS’ støtter i Latinamerika og Afrika. Vi bringer nyt, om de aktiviteter IBIS-frivillige sætter i gang, og de globale kampagner vi er med i. Derfor har vi

skiftet navnet, så det passer bedre med dets indhold, nemlig IB IS-fokus.

I dette nummer får du IBIS’ historie i stikord. Du vil finde ‘IBIS i …’ på de fleste opslag. Der er ikke plads til alle de gode historier fra tidernes morgen i IBIS-fokus. Derfor lancerer vi d. 1. oktober en jubilæumsside på www.ibis.dk/jubi, hvor du kan læse udpluk af IBIS’ historie og hvor du også selv kan lægge dine IBIS-historier og fotografier ud. :

: 40 år med solidaritet og udvikling TEKST

LOTTE ÆRSØE

I 1966 gik en gruppe studerende og lektorer på Københavns Universistet sammen og dannede WUS-Danmark som en gren af den internationale World University Service. De ønsker at vise solidaritet med befrielsesbevægelserne i Afrika og Latinamerika, og informere danskerne om bevægelsernes kamp for frihed.

60’erne Studenterbevægelse WUS støtter politiske flygtninge i det sydlige Afrika med stipendier og frivillige arrangerer kampagner i Danmark sammen med andre solidaritetsorganisationer.

70’erne WUS-Danmark Stipendieprogrammet udvides til også at støtte politiske flygtninge i Latinamerika.

Frivillige samler ind til flygtningelejre i det sydlige Afrika. De første kooperanter (udsendte) kommer til Mozambique og Nicaragua. WUS er stærkt involveret i antiapartheidbevægelsen og solidaritetsarbejdet i Danmark.

Alle projekter har en baggrundsgruppe i Danmark med aktive medlemmer. Medlemmer og frivillige arrangerer koncerter, foredrag og andre aktiviteter i Danmark.

90’erne U-landsorganisationen IBIS I 1991 løsriver WUS-Danmark sig fra internationale WUS og skifter navn til IBIS. IBIS får en rammeaftale med Danida om finansiering af udviklingsprojekter og har nu lande/regionalkontorer i 12 lande i Latinamerika og Afrika.

I Danmark arbejder IBIS-frivillige og ansatte med større internationale kampagner. IBIS åbner et kontor i Århus som en støtte til medlemsarbejdet. IBIS udgiver film, bøger og udstillinger og holder debatmøder om udvikling i den tredje verden.

80’erne Solidaritet og udvikling Projekterne i bliver større og flere kooperanter udsendes. Stipendieprogrammet fases ud. WUS får et formelt sekretariat med projektansvarlige, informationsmedarbejdere og generalsekretær i København.

00’erne Det nye årtusind IBIS fokuserer udviklingsarbejdet på retten til uddannelse, deltagelse i demokrati og adgang til ressourcer. Der lægges stor vægt på at bruge erfaringerne fra de forskellige projekter og samarbejdslande.

IBIS danner sammen med en række europæiske organisationer Alliance 2015, hvis mål er opfyldelsen af 2015 målene for afskaffelse af verdens fattigdom.

Medlemmer og frivillige er med til at sætte IBIS og vores arbejde på landkortet i lokale og nationale kampagner. :

NR. 109 | 2006

IBIS

JUBILÆUM

: IBIS i ord og billeder Behovet for at kommunikere i ord og billeder har præget IBIS lige fra starten.

I 70’erne udgiver WUS et maskinskrevet 2-3siddet sprit-duplikeret nyhedsbrev. Det sendes ud til medlemmer og støtter, der gennem GIRO 25 viste deres solidaritet med befrielsesbevægelserne i Latinamerika og Afrika.

Behovet for information steg og i 1978 udkommer WUS-Nyhedsbrev. En redaktion bliver ansvarlig for at historierne ikke bare fortælles – men også fortælles ordentligt. Der er historier fra de udsendte kooperanterne, nyt fra medlemmerne og sekretariatet. Medlemmer skriver på frivillig basis om befrielsesbevægelserne i Latinamerika og Afrika.

I 1986 afløses nyhedsbrevet af Tredje Verdens Magasinet Cikaden. Magasinet udgives i samarbejde med Internationalt Forum. Cikaden markerer et skift fra et internt WUS-blad til et magasin med bredt fokus på den tredje verden og solidaritetsaktiviteter i Danmark.

I 1991 samtidigt med at WUS skifter navn til IBIS, lukker Cikaden og IBIS lancerer magasinet : zigzag – en verden i bevægelse.

Fra 1994-2000 udgav IBIS bladet Nord/Syd i forbindelse med Uddannelsesnetværket Nord/Syd. Netværker og bladet satte i et markant præg på IBIS’ arbejde med uddannelse. I 2000 blev bladet lagt sammen med : zigzag.

I 1997 lanceres hjemmesiden www.ibis.dk og det elektroniske nyhedsbrev IBIS-Posten i 2003. I dag er KortNyt lagt sammen med IBIS-Posten, der nu udkomme hver måned i stedet for hver anden måneden.

Du kan tilmelde dig IBIS-Posten på www.ibis.dk.

03

Et kig i krystalkuglen viser IBIS som en markant spiller inden for uddannelse – i et stærkt globalt NGO-samarbejde

: i 2016 er I B I S i 50 lande TEKST FOTO

HANNE SELNÆS MIKKEL ØSTERGAARD

Det giver mulighed for at IBIS fremover kan træde til med undervisning af børn i flere krise- og nødhjælpsramte lande. Sådan som IBIS i en årrække har gjort i Angola, et enkelt år i Liberia og netop nu tager fat på i endnu et krigshærget afrikansk land. Nemlig Sierra Leone.

I alle tre lande foregår arbejdet allerede i tæt samarbejde med andre organisationer. I Liberia er den tyske organisation “Deutsche Welthungerhilfe”, (en af de helt tunge drenge i Alliance 2015), en af de vigtigste partnere.

Det næste land kan blive Sudan, hvor flere Alliance-partnere arbejder og IBIS derfor kan komme til at spille en rolle på uddannelsesområdet.

“Ikke i Darfur, det er for labilt, men i det sydlige Sudan,” siger Vagn Berthelsen. Lande som Haiti, Paraguay og Colombia er ifølge Berthelsen også blevet diskuteret løst.

“Behovene er uendelige,” konstaterer generalsekretæren, som regner med at 20 procent af IBIS’ omsætning om 10 år drejer sig om nødhjælp i form af uddannelsesindsatser.

Om 10 år står der ikke længere IBIS på landekontorer i Mozambique, Bolivia, Ghana eller Guatemala. Til gengæld er IBIS repræsenteret i omkring 50 lande verden over gennem den europæiske Alliance 2015. Sådan lyder en af de spådomme, som generalsekretær Vagn Berthelsen har set i sin personlige krystalkugle.

“Globaliseringen, konkurrencen på bistandsmarkedet og muligheden for større politisk indflydelse gør at vi skal styrke det forpligtende samarbejde mellem ligesindede.

Og her er Alliance 2015 et stærkt bud,” siger Vagn Berthelsen om det netværk af seks europæiske NGO’ere som IBIS har været medstifter af og aktiv i siden 2000. Et netværk med fokus på 2015-målene om bekæmpelse af fattigdom, som Vagn Berthelsen om kort tid bliver præsident for.

Generalsekretæren forudser at det tættere alliance-samarbejde vil betyde, at IBIS får et langt større geografisk spillerum end tilfældet er i dag. For Alliancens medlemmer er tilsammen aktive i over 50 lande – fra Sydamerika over Afrika til Sydøstasien.

– Giver det mening at sende rådgivere ud til konfliktramte lande, IBIS slet ikke kender til?

“Vi smider jo ikke IBIS’ser ud med en faldskærm. Der er jo en anden europæisk organi-

04

IBIS

FREMTIDEN

sation på stedet som vi samarbejder med. Så det giver mening,” svarer Vagn Berthelsen.

Ideen er at alliance-partnerne fremover i hvert “Alliance-land” vælger én organisation til at lede arbejdet og stå for Alliance 2015-kontoret i det pågældende land. I modsætning til i dag, hvor for eksempel irske Concern, hollandske Hivos og danske IBIS kan have hvert sit kontor i samme land. Vagn Berthelsen forestiller sig derfor at det om 10 år vil være IBIS der står for alliance-kontoret i Guatemala, Bolivia, Ghana og Mozambique (hvor fem af alle seks organisationer i dag har kontor). Mens Concern leder arbejdet i Liberia og Deutsche Welthungerhilfe i Sierra Leone.

– Vil IBIS så også skifte navn til Alliance 2015 i Danmark?

“Det tror jeg ikke. For den danske identitet vil fortsat være vigtig også om 10 år,” mener Vagn Berthelsen.

Netop koblingen mellem det internationale arbejde og den danske IBIS-identitet ser en mangeårig kender af u-landsmiljøet herhjemme, tidligere formand for Mellemfolkelig Samvirke – MS, journalist Knud Vilby, kan blive et ømt punkt i den retning, IBIS nu bevæger sig i.

“Det er rigtigt at der vil være behov for et meget forpligtende internationalt NGO-samFOKUS

arbejde fremover. Men et af problemerne er, at der stadig også er behov for en selvstændig profil herhjemme. Så det er vigtigt at tænke det med i strategien”.

Han mener at Røde Kors, som netop er en del af en stor international organisation, er et eksempel på, hvor vanskeligt det kan være at skabe en selvstændig identitet i Danmark: “Det er svært at forbinde et personligt engagement med sådan en organisation, og det er vel også derfor at andre, som IBIS, MS og Læger Uden Grænser med et langt større folkeligt engagement, i sin tid dukkede op,” mener Vilby.

Han mener at IBIS’ fokusering på uddannelse er et rigtigt valg, og undrer sig i den forbindelse over at IBIS ikke har valgt at gå i en international alliance, hvor fokus for alle alliance-partnerne er uddannelse.

Til det siger John Nordbo, formand for IBIS: “En af styrkerne i Alliance 2015 er faktisk, at organisationerne har forskellige specialer, så vi kan trække på hinandens ekspertise.

IBIS og Concern fra Irland er for eksempel stærke på uddannelse, mens Deutsche Welthungerhilfe arbejder meget med landbrug og mikrokreditter (små lån til opstart af mindre produktioner etc.). Uddannelse er vigtig, men det er ikke den eneste indsats, der skal til for at skabe udvikling.”

Når det gælder identiteten, og risikoen for at blive opslugt af en international organsation, er Nordbo ikke bekymret: “Hvis vi fortsat har gode bud på god bistand og gode politiske argumenter, er vi også

i stand til at argumentere os igennem i et internationalt samarbejde. For der er ikke et udyr af en international overbygning, der bestemmer over os. Derfor tror jeg heller ikke, at det bliver svært at holde fast i vores identitet.”

“De unge ved, hvad der skal til – og det er derfor dem, vi vil tiltrække. De ved at der er brug for globale ændringer. De vil derfor klart se værdien af, at IBIS går ind i et stærkt internationalt samarbejde.”

For John Nordbo handler det internationale samarbejde først og fremmest om politisk indflydelse på de globale spørgsmål, der afgøres i internationale fora som EU, FN, WTO og Verdensbanken.

“De beslutninger kan NGO’erne kun få indflydelse på gennem et stærkt internationalt samarbejde. Som det for eksempel sker gennem globale kampagner som Make Poverty History og “Hele Verden i Skole-kampagnen”, som IBIS deltager aktivt i,” siger John Nordbo.

“Selv om IBIS får flere medlemmer og flere penge, vil vi fortsat være afhængig af en analytisk kapacitet på fattigdomsområdet.

Det kan handle om at følge forhandlingerne i WTO tæt og være i stand til at beskrive hvilke konsekvenser forslagene vil få for fattige mennesker og lande. Der har vi brug for et langt større globalt NGO-netværk Derfor skal man ikke se et stærkere samarbejde som om, at nogen kommer og tager noget fra os.

Tværtimod. Vi får selv meget ud af det,” mener John Nordbo.

Han tror derfor at IBIS i Danmark om 10 år vil være kendt for to ting:

“At vi laver projekter der har med uddannelse at gøre – med fattige folk, ikke for dem.

Og at vi er den danske organisation, der har det globale perspektiv på udviklingsspørgsmål og fattigdomsproblemer og derfor er en vigtig politisk u-landsorganisation.”

Trofaste og unge medlemmer Udover at være repræsenteret i fem gange så mange lande som i dag – ser Vagn Berthelsen også en langt større opbakning og omsætning i sin krystalkugle: 50.000 medlemmer og bidragydere – og en omsætning på en halv milliard kroner om 10 år.

Lige nu er det første skridt dog at få rejst de private penge, som regeringen kræver af organisationer som IBIS. “Det kræver private fondsmidler, virksomhedssamarbejde og landsindsamlinger, som vi netop har prøvet for første gang, og en fortsat hvervning af nye, trofaste medlemmer på gaden. Heldigvis viser en ny undersøgelse at 85 procent af vores medlemmer også regner med at støtte IBIS om tre år. Men spænder cityforeningerne ben for at vi kan møde nye medlemmer på gaderne, så kan det blive svært,” siger Vagn Berthelsen.

At interessen for IBIS er til stede, er John Nordbo ikke i tvivl om: “Det, vi allerede nu laver, viser at der er en fornyet interesse for globale forhold i befolkningen som helhed og i ungdommen i særdeleshed. Vi rammer så lille en del af dem i dag – og derfor kan vi nemt blive en meget stor organisation om 10 år.” :

Der vil være over 50.000 danske IBIS’ser om 10 år, spår generalsekretær Vagn Berthelsen.

NR. 109 | 2006

IBIS

FREMTIDEN

05

: rejsen til den rige kyst

400.000 nicaraguanere bor i Costa Rica, deriblandt elektriker Efraín Álvarez: “Fordelen er jobmulighederne. Ulempen er race-diskriminationen: Vi er mørkere og taler anderledes, og det nærer fremmedhadet.”

Stadig flere fattige nicaraguanere udvandrer til nabolandet Costa Rica. Job og en bedre fremtid lokker, men rejsen er livsfarlig, mange familier opløses, og udvandrerne diskrimineres

Kaktusplanter, tjørnekrat og agaver. Landskabet på vej mod den nicaraguanske landsby Achaupa, 230 km fra hovedstaden Managua, bliver stadig mere goldt. De sidste 30 km er en hullet jordvej, hvor studetrukne trækærrer sætter tempoet.

Stilheden brydes af en Pepsi-lastbil. Trods tørke, arbejdsløshed og manglende muligheder vokser forbruget. Ved årsskiftet var der én telefon i Achuapa til 3.600 indbyggere. I

dag har indbyggerne 1.500 mobiltelefoner, og nabobyen har fået en internetcafé.

En af dem, der har købt mobiltelefon er 47-årige Lázaro González. Fire gange har han rejst illegalt til Costa Rica og arbejdet som murerarbejdsmand et år ad gangen.

“Rejsen er livsfarlig, jeg har overnattet i bjerge med giftige slanger, og jeg var nær druknet i floden, vi skulle krydse. I Achuapa er der ingenting at lave, og jeg ejer ingen jord. Fra Costa Rica kunne jeg sende 200-300 kr. hjem om måneden, der gik til mad, tøj og sko. Men det er hårdt at være væk fra familien.”

Flere hjem i Achuapa har fået tv, blender

06

MELLEMAMERIKA

TEKST | FOTO

ARNE SIMONSEN

UDVANDRING

og mountainbike, og amerikanske banker som Western Union har åbnet filialer. Forklaringen er udvandringen: På få år er 4.000 personer – halvdelen af kommunens indbyggere – udvandret til Costa Rica, El Salvador og USA. De penge, udvandrerne sender hjem, er hovedindtægten i Achuapa, og de øvrige kommuner i provinsen León Norte, oplyser organisationen Immigrant-netværket, som IBIS støtter.

Familier i opløsning Februar 2006 åbnede Immigrant-netværket et kontor i landsbyen Achuapa. OrganisaFOKUS

tionen rådgiver udvandrere og deres familier, informerer om nye immigrationslove og undersøger udvandringens omfang og konsekvenser.

“Mange familier opløses, og kvinderne efterlades ofte alene med børnene. Samtidig bor en del børn hos bedsteforældre og tanter, fordi forældrene er emigreret. Mange børn og unge er ensomme og triste. Det kom frem, da vi lavede en tegne- og skrivekonkurrence,” siger Manuel Ruíz, der fra kontoret i Achuapa laver oplysningsarbejde; bl.a. via et radioprogram om udvandring, der sendes i hele provinsen.

En af de skæbner, tegnekonkurrencen afslørede, er 13-årige Lisseth Vallesilco. Da Lisseth var fire år blev hun og lillesøsteren forladt af forældrene, der tog til Costa Rica for at arbejde. I ni år har Lisseth ikke set dem.

“Jeg kan ikke forestille mig en god undskyldning for, at mine forældre forlod mig. De har ikke sendt penge, og de hverken skriver eller ringer. Jeg bor sammen med min bedstemor, der er som en mor. Min onkel, der er udvandret til USA, sender penge, men ofte har vi kun råd til mad én gang om dagen. Jeg vil gerne fortsætte i skolen, men måske er der ikke penge,” siger Lisseth, der går i 6. klasse.

Udbredt diskrimination Ægteparret Gloria og Efraín kender problemet med efterladte børn. Som flertallet af Nicaraguas udvandrere er de rejst til Costa Rica – på dansk “den rige kyst” – Mellemamerikas mest velstående land. Men deres 14-årige søn bor hos bedsteforældrene, fortæller Gloria Esperanza med tårer i øjnene.

“Det er meget hårdt at efterlade ham, og jeg ser ham kun én gang om året. Her er meget kriminalitet og narko, og det skal han be-

IBIS i Mellemamerika Fra 1972 og op gennem 80’erne støtter WUS uddannelsesstipendier til politiske flygtninge i Latinamerika.

Fra 1989 til 1992 havde IBIS regionalkontor i Nicaragua, hvorefter det flyttede til Costa Rica for en årrække. I 1996 flyttede kontoret til Guatemala, hvor det har base i dag.

I Nicaragua begynder WUS i 1981/82 med et større sundhedsprojekt i El Sauce/Achuapa kommuner i samarbejde med sundhedsministeriet. WUS har siden støttet landet med både kooperanter og pro-

NR. 109 | 2006

skyttes imod. Vi sender 150 kr. hjem om måneden til mad, uddannelse og tøj.”

Parret bor i forstaden La Carpio, syv km fra hovedstaden San José. Alene i denne forstad, der præges af betonhuse, åbne ildelugtende kloakker og jordveje, bor knap 30.000 nicaraguanere.

Gloria gør rent, mens manden arbejder som elektriker. Omkring 400.000 nicaraguanere er udvandret til nabolandet – mange under 80’ernes borgerkrig, men trods freden vokser udvandringen pga. den økonomiske krise. Typisk høster mændene bananer, ananas og kaffe eller arbejder i bolig- og hotelbyggerier. De fleste kvinder arbejder som tjenestepiger, hvor de gør rent, laver mad og passer børn.

“Jeg forlod Nicaragua pga. arbejdsløsheden. Fordelen ved Costa Rica er jobmulighederne. Ulempen er race-diskriminationen: Vi er mørkere i huden, og vores spansk er anderledes, og det nærer fremmedhadet. Costaricanerne siger, vi tager deres job, selv om vi underbetales og især laver det, costaricanerne ikke gider,” siger Efraín Álvarez, der kom illegalt til Costa Rica for 14 år siden.

“I den hidtil største politirazzia blev 620 personer anholdt. Politiet tog alle med, der ikke havde id-papirer. Det var forfærdeligt; børn blev slæbt bort og sat på busser, mens de skreg på deres forældre.”

Flere gange om ugen samler ægteparret landsmænd i deres hjem, hvor betonvæggen prydes af billeder med nicaraguanske vulkaner, og stofdukker i folkedragter og nicaraguanske nips står i reolen. Udvandrerne mødes til folkedans og nicaraguansk mad og for at diskutere lovændringer. Fra august 2006 får arbejdsgiverne bøder, hvis de beskæftiger illegale immigranter, og samtidig ophæves de midlertidige arbejdstilladelser, som mange nicaraguanske tjenestepiger har.

“Nogle arbejdsgivere beskæftiger illegale immigranter, så de kan trykke lønnen og slippe for at betale sygesikring og feriepenge. Vi oplyser om, hvordan man kan udvandre legalt. Desuden er vi talsmænd, når der er konflikter med arbejdsgivere og myndigheder,” siger Alba Luz. :

Oplysning og politi-razziaer La Carpio opstod i 1993 på en brakmark som et nybyggersted uden el og vand, fortæller 48-årige Humberto Meza. I årevis har han og konen Alba organiseret, støttet og lavet aktiviteter for immigranterne i samarbejde med Immigrant-netværket.

Mange nicaraguanere i La Carpio opholder sig ulovligt, uden arbejdstilladelser. De frygter politiet, og flere razziaer har øget angsten, siger Humberto, der opholdt sig illegalt i flere år, før han fik costaricansk statsborgerskab:

: det gør Immigrant-netværket

jekter, i dag med hovedvægten på demokrati, organisationsudvikling og uddannelse.

Fra 1982 til 1987 støttede WUS sundheds- og uddannelses aktiviteter i den nordlige del af El Salvador der var kontrolleret af befrielsesbevægelserne. I 1987 starter nye aktiviteter med mere legale organisationer. Fokus skifter til landbrug, uddannelse og organisationsudvikling. I 2006 afsluttes det sidste egentlige IBIS-projekt i El Salvador.

IBIS har støttet Immigrant-netværket siden i 2003.

Netværket rådgiver immigranter i forhold til lovgivningen og myndighederne. Det undersøger udvandringens omfang og konsekvenser i Nicaragua, Costa Rica og El Salvador, og lobbyer for at forbedre forholdene for de mange fattige migranter.

I Costa Rica bor ca. 400.000 nicaraguanere; op mod 150.000 opholder sig illegalt.

Mellem 10-20 % af børn, født af nicaraguanerne i Costa Rica, mangler statsborgerskab, og kan hverken komme i skole eller få gratis lægehjælp.

I 1990 starter WUS i Guatemala, primært med støtte til den indianske befolkning. Projekterne støtter organisationsudvikling, landbrug og uddannelse, i dag også omhandlende oprindelige folks rettigheder og demokrati.

1986-87 begynder WUS at støtte bondeorganisationen CNTC i Atlántida regionen i Honduras med fokus på landsbrug, uddannelse og organisering.

IBIS støtter fortsat projekter indenfor f.eks. demokrati, uddannelse og hiv/aids.

MELLEMAMERIKA

UDVANDRING

07

Danmark i december 2000. Tusindvis af danske børn åbner hver dag en låge i deres u-landskalender. Mozambique i foråret 2001. Børnene i Alto Molócuè i det nordlige Mozambique åbner for første gang for radioen og hører børneradio produceret af børn til børn. Fem år senere i 2006 er børneradio blevet en selvfølgelighed på de fleste af landets lokalradioer

: børneradio med vokseværk TEKST FOTO

ELSEBETH ALLER THORKIL G. NIELSEN

Overskuddet fra Danmarks Radios u-landskalender i år 2000 åbnede døren til et helt nyt liv for tusindvis af børn i Alto Molócuè i Mozambique. Omkring halvdelen af indbyggerne er børn under 16 år, og som det er normalt i denne del af verden, kommer de færreste af dem længere end til 3. klasse i skolen. Da Danmarks Radio og IBIS åbnede Mozambiques første børneradio i byen, åbnede der sig en ny verden med adgang til viden og mulighed for at blive hørt.

Livet forandrede sig for de fleste børn i området – og deres forældre.

Børneradioen hedder ‘Rádio Infantil’ og er en selvstændig del af Alto Molócuès egen lokalradiostation. En del af pengene fra u-landskalenderen finansierede et børneradiohus, hvor projektets optageudstyr står, og hvor grupper

IBIS i det sydlige Afrika Som en del af den internationale studenterorganisation World University Service støttede danske WUS allerede fra 1966 studerende med stipendier til universiteter udenfor deres egne lande. Det var især studerende fra de såkaldte frontliniestater der grænser op til Sydafrika og sorte studerende fra Sydafrika der fik glæde af støtten.

af børn og unge mødes ugen igennem, både for at lave udsendelser, men også for at deltage i andre aktiviteter, f.eks. engelskundervisning.

Lørdag er børneradiodag Programmerne bliver produceret af børn med hjælp fra et par voksne ansatte. Programfladen spænder over ungdomsprogrammer og engelskundervisning til nyheder og musik.

Det helt store hit blandt lytterne er den direkte udsendelse lørdag formiddag, hvor hundreder – somme tider tusinder – af børn møder op for at overvære optagelserne af dans, sang, interviews og radiodrama. Åben mikrofon Rádio Infantil stiller skarpt på børns rettigheder. I et land præget af dyb fattigdom er det svært at sikre, at alle børn bliver hørt og får del i viden om f.eks. uddannelse, rettigheder

mært været på reformering af uddannelsessektoren og organisationsudvikling.

Støtten til det sydlige Afrika udsprang fra starten i solidaritet med befrielsesbevægelserne der kæmpede mod det portugisiske kolonistyre i Mozambique og Angola, og apartheidstyret i Sydafrika og Namibia.

Det udviklede sig til en omfattende støtte til antiapartheid-bevægelserne i Sydafrika og i Danmark.

Namibia I solidaritet med den namibiske befrielsesbevægelse SWAPO, begyndte WUS i 1974 at støtte transport af materialer og mad på tværs af Afrika til namibiske flygtningelejre i bla. Zambia. Støtten fortsatte helt op til Namibias uafhængighed fra Sydafrika i 1990, med skolebyggeri og udvikling af undervisningsmaterialer og metoder i flygtningelejre i Zambia, Angola og Congo.

Ved uafhængigheden i 1990 bad den nye SWAPO regering IBIS om støtte til reformering af uddannelsessektoren. Siden har IBIS primært støttet med kooperanter (frivillige), uddannelse og lokaludvikling . I de senere år med stor vægt på hiv/aids.

IBIS har fortsat sin støtte til Sydafrika efter det første frie og demokratiske valg i 1994. Fokus har pri-

Angola I 1971 samlede WUS ind til AFRIKA-71 til en skole for angolanske flygtningebørn i Dolisie, Congo.

08

MOZAMBIQUE

BØRNERADIO

og sundhed. Den åbne mikrofon giver børnene mulighed for at tale sammen om deres drømme, håb og problemer. Samtidig er radioen et sted, hvor børn arbejder sammen på tværs af køn og vilkår. Næsten hvert femte barn i Mozambique er forældreløst, og de ender oftest på samfundets bund. På radioen arbejder de side om side med børn, der går i skole og bor sammen med deres forældre.

Alle har lige meget ret til at blive hørt. Piger og drenge arbejder også på lige fod. Det er af stor betydning i et samfund, hvor kønnene normalt lever meget adskilt.

Børneradio for demokrati Arbejdet for og med Rádio Infantil har givet IBIS i Mozambique stor erfaring på området.

For at sikre at denne erfaring kommer børn til gode i resten af Mozambique, arrangerede IBIS og Rádio Infantil i slutningen af 2004

Borgerkrigen i Angola satte en stopper for projekter, og først i 1995 blev det igen muligt at arbejde i Angola. I dag støtter IBIS med bla. uddannelse af flygtninge og demokratisering.

Lesotho I perioden 1976-79 byggede WUS frivillige sammen med lokale håndværkere, African Hall kollegiet på ROMA- Universitet i Lesothos hovedstad Maseru. Kollegiet blev bygget til studerende fra de omkringliggende frontliniestater, der pga. apartheid, borgerkrig og undertrykkelse ikke havde lov eller mulighed for at studere i deres hjemlande.

Kort tid efter Mozambiques uafhængighed fra Portugal udsendte WUS i 1976 de første kooperanter til landet. I starten især sundhedspersonale og ingeniører, siden også planlæggere, uddannelsesfolk på større lokaludviklingsprojekter. I dag fokuserer IBIS især på uddannelse og forebyggelse af hiv/aids.

FOKUS

det første nationale børneradioseminar. Både børn og voksne fra alle Mozambiques lokalradioer producerede og diskuterede kvalitetsprogrammer om, for og med børn. Desuden udkom en håndbog i produktion af børneradio, der samler alle erfaringerne.

Mozambique er stadig et spirende demokrati, som har brug for kritiske og aktive borgere. Gennem børneradioen lærer børnene, at de har ret til at stille spørgsmål, ret til at få svar og ret til at forholde sig kritiske til det samfund, de er en del af. Lytterne organiserer sig i lytterkomitéer, der løbende kommenterer programmerne og kommer med forslag til nye udsendelser, så deres stemme også bliver hørt.

Flotte karakterer Pengene fra Børnenes u-landskalender rakte til 2005. Siden da har IBIS støttet Rádio Infantil økonomisk. En børneradioforening, ARIAM, der er blevet stiftet af voksne og børn fra Rádio Infantil, driver børneradioen videre med økonomisk støtte fra IBIS. Det koster penge at producere radio. Der skal betales strøm, bånd og andre materialer, løn til de voksne medarbejdere, og bruges penge på vedligeholdelse af det tekniske udstyr. Rádio Infantil er blevet næsten selvstændig og lever videre i bedste velgående.

I april 2005 udførte to konsulenter en uvildig evaluering af projektet. Deres konklusion var klokkeklar: Rádio Infantil har haft en utrolig stor betydning for både børn og voksne. Konsulenterne oplevede en markant forskel på børnene i området før og efter radioen begyndte at sende.

“Før radioen begyndte var de fleste børn uvillige til at stille sig frem og tale, hvor mange i dag kender til børns rettigheder, kan deltage i

diskussioner og tale og optræde offentligt,” skriver forfatterne blandt andet. Rádio Infantil har ikke kun haft betydning for de mange børn i området. Også forældrene har fået større viden. De kender til børns rettigheder, og mener selv, at de er opmærksomme på dem og samtidig har lært at respektere børn.

IBIS planlægger at gøre børneradioen i Alto Molócuè til et træningscenter for børn og voksne fra andre lokalradioer i Mozambique. Projektet ligger klart, og der har meldt sig en interesseret sponsor. Målet er, at indtægter fra træningscenteret kan finansiere driften af Rádio Infantil.

Fra landsbybørn til storbybørn Med de mange erfaringer fra Rádio Infantil i bagagen er IBIS’ koordinator fra Rádio Infantil, Fatima Ibrahim, flyttet fra Alto Molócuè til Lichinga, den største by i den nordligste provins Niassa. Her har IBIS i april 2006 søsat projektet ‘Fremtidens Stemmer,’ som vil opbygge børneradioer i Niassa efter samme model som Radio Infantil. På Rádio Esperança, Radio Håb, i provinshovedstaden Lichinga er arbejdet allerede i fuld gang.

Omkring 30 børn har gennemgået et træningsforløb i deres ferie i juli måned. Her producerede de et par modeludsendelser, som allerede er sendt ud i æteren. Produktionen foregår som på Rádio Infantil ved, at børnene vælger et overordnet tema. Herefter går de ud i deres arbejdsgrupper, f.eks. radiodrama eller interview og finder med støtte af de voksne medarbejdere information på radioens børnebibliotek og andre steder, diskuterer mulighederne og sammensætter en plan.

Børnene på Radio Espernca havde fra begyn-

delsen mange idéer til programmer: “Mit første radioprogram skal være om børns ret til uddannelse,” siger 15-årige Egidio Rajabo, der går på teknisk skole.

“Børns ret til uddannelse er meget vigtig.

Min ven Joao bor sammen med sin voksne storesøster, som for tre år siden tvang ham til at gå ud af skolen for at sælge kager på centralmarkedet. Han ville ikke, for det gik ham godt i skolen. Jeg så ham for et par måneder siden.

Han var på markedet, uden sko og med shorts der var plettet af olie.”

11-årige Catia vil gerne lave et program om misbrug af børn.

“Jeg hørte om et barn, der blev voldtaget, da hun gik hjem fra skole,” forklarer hun.

Alima Quiamala, der er 13, er enig. Hun mener, programmet skal fokusere på børneprostitution.

“I Mozambique er der endda forældre, der sender deres børn ud for at arbejde som prostituerede.”

En af de første udsendelser blev netop et magasinprogram om børneprostitution. Den nye radio bruger lige som Rádio Infantil lyttergrupper, som løbende giver respons på udsendelserne og kommer med idéer til nye programmer.

En svensk organisation, Swedish Cooperation, financierer Fremtidens Stemmer, der er planlagt til at arbejde på foreløbig tre lokalradiostationer i provinsen. : Citaterne fra Radio Esperanca stammer fra artiklen “Radio hjælper børn med at kræve deres rettigheder” af Ruth Ansah Ayisi, og kan læses på www.ibis.dk/artikler.php

: fakta Rádio Infantil har sendt hver uge fra januar 2002.

Projektet i Alto Mólocuè sluttede i marts 2005.

Siden da har IBIS støttet oprettelsen af radioforeningen, ARIAM, der driver Radio Infantil videre.

IBIS støtter fortsat radioforeningen økonomisk.

Rádio Infantil er ikke en radiostation, men et børneradiokoncept, der indgår som en del af lokalradioen i Alto Mólocuè. Mange radiostationer i Mozambique producerer børneprogrammer, men Rádio Infantils metodik, hvor det er børnene selv, der bestemmer, diskuterer og producerer, er en nyskabelse der har bredt sig til mange andre radiostationer i Mozambique.

NR. 109 | 2006

MOZAMBIQUE

BØRNERADIO

09

: hvor kom de fra?

Den indianske bevægelse i Ecuador, Conai, er uden tvivl en af de stærkeste og mest velorganiserede civilbevægelse, IBIS har arbejdet med i Latinamerika. Og den stiller nu op til præsidentvalget i Ecuador. Men deltagelsen i valgpolitik er et tilbagevendende dilemma for bevægelsen, der næsten har kostet den livet TEKST | FOTO

RUNE GEERTSEN

Juli 2006, Latacunga, Ecuador: Indianerlederen Luis Macas ser med alvorligt blik ud over mængden, der er klædt i filthatte og ponchoer som han selv, og holder Macasplakater strakt i vejret. Han har en mikrofon i hånden og indianernes regbuefarvede flag om halsen.

Macas tøver et øjeblik. Så går brandtalen i gang: “Efter 514 år står vi her. De har ikke kunnet udslette os. De har ikke kunnet fjerne os fra vores territorier. De har ikke kunnet holde os tavse.

Denne gang er vi her for at genvinde vores bevægelse. Vi er her ikke for at vi kan få borgmesterposter og ministerposter. Pachakutik er ikke til for at vi kan fylde vores lommer.

Hvor længe skal de tro at vi er som de traditionelle partier? Nej, vi er her for at skabe kulturel revolution, kammerater!“ Luis Macas har god grund til at understrege med store ord ved vælgermøder landet over, at indianerbevægelsens politiske arm, Pachakutik, er anderledes end de traditionelle partier. Pachakutiks romance med traditionel parti-politik for fire år siden betød næsten enden på det indianske sammenhold, som havde skabt den stærkeste civilbevægelse i landet, måske i hele Latinamerika.

Macas – der grundlagde den fælles indianerorganisation Conaie for 20 år siden – kæmper nu for at give bevægelsen styrken og 10

selvtilliden tilbage ved at være den første indianske præsidentkandidat nogensinde i Ecuador.

Et forvandlet Ecuador Juni, 1990: I en nøje planlagt aktion holder tusindvis af indianere landet over op med at arbejde. De blokerer veje og vandrer samlet mod Quito, hvor de belejrer byen. De vil tvinge regeringen til at anerkende deres rettigheder. Aktionen var kulminationen på et årtis indiansk anstrengelse for at organisere sig. Nu talte de deres egen sag og havde egne forslag.

På få dage har Ecuador forvandlet sig fra et land uden indianere, til et land hvor de er synlige og magtfulde.

“Folk sagde: Hvor kom de fra?” fortæller Luis Macas til IBIS. “Folk troede, de skulle gå på nationalmuseet for se at indianske folk. Men nu stod de midt i byen.”

Op gennem 90’erne viste indianerne i stigende grad, at de var en vigtig politisk faktor i landet. De fik territorier, de fik anerkendt deres kollektive rettigheder, og de væltede præsidenter.

I midten af 90’erne besluttede Conaie sig for at tage et skridt videre og tage indianernes kamp for rettigheder og en plurinational stat (med repræsentation af alle indianske nationer, red.) ind i de etablerede politiske system, i nationalkongressen og på provinsniveau. Pachakutik blev født som en repræSYDAMERIKA

DEMOKRATI

sentant for alle marginaliserede sektorer i Ecuador. Men bevægelsen blev lynhurtigt infiltreret af personlige ambitioner, og da man valgte at støtte den nationalistiske præsidentkandidat, militærmanden Lucio Gutierrez ved valget i 2002, gik det helt galt. Han vandt nemlig. Og Pachakutik kom i regering.

Troværdigheden smadret April, 2003: Gutierrez, der blev valgt med en anti-neoliberalpolitik, rejser til Washington og aftaler med IMF og Verdensbanken at fortsætte landets neoliberale kurs, med stor vægt på frihandel og privatisering. Tilbage i Quito sidder Pachakutiks ministre, deriblandt Luis Macas, og må indrømme overfor landets presse, at de intet anede om præsidentens besøg. De trækker sig fra regeringen, men den indianske bevægelses politiske troværdighed, som den nøje havde opbygget gennem næsten 20 år, var smadret.

Conaie gav nærmest ikke en lyd fra sig i årene efter 2003, og deres kontorer i Quito lignede et spøgelseshus. Mange troede, at dette var enden på bevægelsen.

Men Conaie vendte blikket indad igen. De bad Luis Macas, bevægelsens historiske leder, om at vende tilbage.

“Han var den eneste, der havde politisk og moralsk autoritet til at genoplive bevægelsen – og han gjorde det,” fortæller sociologen Alejandro Moreano, der har fulgt den indianske bevægelse i årevis.

Uden for mediernes søgelys rejste Macas landet tyndt for at holde møder med lokalFOKUS

: de seks vigtigste indianske opstande 1990: Inti Raymi, sol-opstanden, der synliggør indianernes kamp.

1992: Amazon-indianernes march for territorier.

1994: Demonstration mod jordreformlov, som indianerne får vendt.

1997: Demonstrationer mod den korrupte præsident Abdalá Bucaram, som må forlade posten.

2000: Præsident Jamil Mahuad falder efter protester mod hans neoliberale reformer.

2006: March mod frihandelsaftale med USA og mod olieselskabet Oxy.

engang vil svække dem.

Men frygten er, fortæller Macas, at et valg uden Pachakutik vil splitte bevægelsen endnu mere, når de traditionelle politiske partier går på jagt efter de 25 procent af landets stemmer, der er indianske. Og denne gang er valget anderledes, slår han fast.

“Er der noget vi har lært, så er det at vi må tage sagen i egen hånd, stille op med vores egen kandidat og ikke føre andre til magten,” siger Macas.

Indianernes indtog i national politik har gjort deres krav mere synlige, men samtidig er valgene blevet et tilbagevendende dilemma, de har svært ved at slippe ud af: Hvis de vil være med, bliver de opslugt af det system, de vil ændre, og hvis de ikke vil være med, risikerer de at splittes.

Indianernes svar på dilemmaet er nu mere end nogensinde et krav om en radikal ændring af det politiske system i Ecuador – oprettelsen af en plurinational stat, der respekterer Ecuadors 12 indianske befolknings-

gruppers forskellige sociale, kulturelle og politiske rettigheder. Og den eneste vej er gennem en ny grundlov.

IBIS’ koordinator for Ecuador, Arturo Cevallos, aner en vis rådvildhed i bevægelsen omkring hvordan denne nye form for demokrati skal manifestere sig i praksis. Men de er nået et vigtigt stykke vej, siger han. For selvom indianerne trods deres opstande endnu ikke har formået at forandre lovgivningen eller samfundet i nævneværdig grad, har de formået at gøre sig bevidste om deres identitet som folk.

“Og dette er det første skridt mod en plurinational stat. For hvis der ikke er nationaliteter og folk, så er der ingen plurinational stat,” siger Arturo Cevallos.

“Men det er stadig en enorm intern opgave for bevægelsen at konstruere deres egne nationaliteter med egen identitet, eget sprog, eget uddannelsessystem og selvstyre.

Og IBIS’ rolle er præcis at hjælpe dem med dette.“ :

IBIS i Sydamerika

kvindeorganisationer. IBIS engagement i Chile blev afsluttet i 1994.

koncentreret om støtte til de oprindelige folk og deres rettigheder.

IBIS’ engagement i Sydamerika kom for alvor i gang i 1980. Det var i Chile – syv år efter Pinochets kup.

Det var dengang IBIS hed WUS, og den primære indsats var stipendieprogrammer for politiske flygtninge og udannelsesstøtte til unge chilenere i slumområder. Det udviklede sig senere til også at støtte

I 1983 startede IBIS i Bolivia, med en række projekter som f.eks. støtte til fattige kvinders systuer i mineområderne, lokaludvikling, landbrug og miljøet.

I begyndelsen af 90’erne begyndte indianerne – de oprindelige folk – for første gang at spille en politisk rolle i Bolivia, og IBIS indsats blev mere

Støtten til de oprindelige folk bredte sig i de efterfølgende år til IBIS arbejde i Ecuador (1994) og Peru (1995). Siden da har støtten til de oprindelige folk været omdrejningspunktet for IBIS’ aktiviteter i Sydamerika.

NR. 109 | 2006

SYDAMERIKA

samfundene om truslen fra en forstående frihandelsaftale med USA (TLC på spansk, red.). Den ville være fatal for indianerne, der lever af smålandbrug.

Endnu en opstand var på vej.

Stadig stærk Marts 2006: Indianere marcherer igen, denne gang mod TLC, mod det upopulære olieselskab Occidental, og for skabelsen af en plurinational stat gennem en ny grundlov. Myndighederne er næsten lige så overraskede som i 1990, og landet erklæres i undtagelsestilstand. Protesterne fører til, at regeringen udviser Occidental fra landet, hvilket får USA til at aflyse handelsaftalen. Indianerne jubler.

“Conaie viste med TLC-protesterne, at de stadig er landets stærkeste civilbevægelse,” siger Alejandro Moreano.

Med denne nyvundne styrke kan det derfor undre, at den indianske bevægelse igen stiller op til valg. Et valg som måske endnu

DEMOKRATI

11

IBIS i Vestafrika De første IBIS aktiviteter i Ghana startede i 2001, med projekter indenfor organisationsudvikling og demokrati. Programmet er siden blevet udvidet med uddannelsesprojekter.

Det er også uddannelse (Education in Emergency) der er hovedaktiviteterne i Liberia hvor IBIS startede i 2005 og i Sierra Leone der lige er startet op i år.

I Ghana søger IBIS’ projekter at lærer af andres erfaringer. Medarbejderne tager også gerne selv ud og deler deres viden med kollegaer. De kalder det at ’finde afrikanske løsninger på afrikanske problemer’

: viden har ingen grænser TEKST | FOTO OVERSÆTTELSE OG BEARBEJDNING

CHARLES MAWUSI LOTTE ÆRSØE

Bunker af gamle aviser og magasiner, poser med plastflasker og dåser står langs væggen.

Der lugter af lim og lyden af plastik der klippes, papir der skramles overdøver næsten den stille snakken.

Vi er på kursus i Accra, Ghanas hovedstad sammen med 18 kreative kvinder. De er her for at høste af de erfaringer som sydafrikanske kvinder har gjort sig i fremstilling af ornamenter, smykker og husgeråd af affald.

IBIS i Vestafrika har siden starten satset på at udnytte de erfaringer der er skabt i andre projekter i IBIS’ afrikanske samarbejdslande.

Derfor var det helt naturligt at invitere Purity Mdaka og Nozuko Annette Nxasana fra Sydafrika til at komme til Ghana og undervise de 18 kvinder.

Ayishe Abdul Raman er som de andre deltagere repræsentant for en af beboergrupperne i Ashaiman lige uden for Accra. Nu vil hun selv oprette kurser for kvinderne i sit område.

“Jeg ønsker at viderebringe disse færdig12

heder til kvinderne i mit område, fordi det er en måde at begrænse affaldet på, omsætte det til en indtægt og beskytte miljøet.”

Genbrugskurset er en del af samarbejdet mellem IBIS’ program for folkelig deltagelse i lokaludvikling i Ghana og et resursecenter kaldet CORC i Sydafrika.

Afrikanske løsninger Et af målene med samarbejdet mellem IBISprogrammer i Afrika er at finde “Afrikanske løsninger på afrikanske problemer” gennem udveksling af erfaringer.

Det har f.eks. ført til at Alfred Kuma fra IBIS’ organisationsudviklingsprogram i Ghana for nylig besøgte Angola sammen med sin sydafrikanske kollega Davine Thaw.

De udviklede, sammen med IBIS Angola, en model for træning i organisationsudvikling der vil blive brugt i civilsamfundsprogrammet i Angola.

Også lokalt og regionalt søger IBIS Ghana, at udveksle og udnytte de gode erfaringer de selv eller andre gør sig i udviklingsarbejdet.

F.eks. i udviklingen af skoleprojektet “Genvej til skole” som danske elever i foråret stiftede bekendtskab med. Projektet bygger på de erGHANA

UDDANNELSE

faringer Ghana Venskabsgrupperne i årevis har gjort sig i “School for Life” projektet med at tiltrække og fastholde de dårligst stillede børn i skolen.

Og det går begge veje IBIS’ uddannelsesprogram for flygtninge i Angola kaldet Teacher Emegrency Package – TEP, trækker på erfaringer fra UNESCO’s PEER-programmer i Somalia og Rwanda.

Til oktober får TEP Angola så mulighed for at videregive sine erfaringer med at sikre flygtningebørn en skolegang, når de får besøg af uddannelsesfolk fra IBIS’ programmer i Ghana, Liberia og Sierra Leone. I de tre lande, arbejder IBIS i ALP-projektet med at uddanne lærere, udvikle materialer og sikre så mange flygtningebørn som muligt en ordentlig skolegang. Og det har de angolanske kollegaer stor erfaring med.

Tilbage i Accra. De 18 kvinder skal nu ud i deres områder og dele af deres nyerhvervede viden. Som Erika Osae, der står for projektet i Ashaiman siger: “Vi så ikke denne mulighed før. Samarbejdet med CORG fra Sydafrika har åbnet vores øjne for en ny og effektiv form for udveksling.” : FOKUS

Henrik Pedersen beretter glimtvis om sine oplevelser med skolebyggeri i slutningen af 70’erne og om gensynet med skoleverdenen i Afrika 26 år senere

: gensyn med skolerne i Afrika

TEKST FOTO

HENRIK PEDERSEN OLE FUNCH/ANTONIO KLAUS KAARSBERG

En angolansk skoleklasse, 1978 Svirp, svirp lyder det fra et af klasseværelserne, hvor skoleinspektøren er i færd med at afstraffe ulydige elever. For hvert slag kommer der et lille undertrykt smertesudbrud. I morges var alle eleverne opmarcheret for at hejse Folkerepublikken Angolas flag. “Disciplina, disciplina” blev der råbt med høje stemmer, medens knyttede næver blev strakt i vejret. Men det var åbenbart ikke nok, siden skoleinspektøren nu er nødt til at slå de formastelige over de fremstrakte hænder med linealen.

Vi er i Congo, på en kostskole bygget af IBIS for angolanske flygtningebørn. Allerede i 1972, to år inden kolonimagten Portugal bryder sammen, var IBIS gået i gang med at bygge skolen som støtte til befrielsesbevægelsen.

Som så mange andre unge er jeg taget ud at rejse, efter jeg er blevet færdig med min uddannelse. Jeg besøger skolen i begyndelsen af 1978 på opfordring af den danske ingeniør Karl Johan Holt, der har ledet byggeriet. Han vil gerne vide noget om, hvordan de lokalbrændte mursten holder sig i troperegnen.

den enkle byggeteknik. Der er ingen grund til, at fremtidens skolebyggeri skal være en kopi af kolonitidens med dyre stålvinduer og masser af beton.

Men lige så begejstret som jeg kunne fortælle om de bygningsmæssige rammer, IBIS havde været med til at skabe om børnenes skolegang, lige så beskæmmet kunne jeg fortælle om en pædagogik, der er en kopi af kolonitidens autoritære opdragelse.

Undervisningsministeriet i Mozambique har ambitiøse planer om at opføre ni kostskoler i nogle af de fattigste landområder. Byggeledelse og vandinstallationer skal klares af i alt 23 unge mænd på 18 år, der lige er blevet færdige med syv års skolegang. Vi er fem IBIS-udsendte, der sørger for deres oplæring samtidig med den overordnede byggeledelse.

IBIS landekontor i Mozambique, 2006 Landekoordinator Arne Mortensen fortæller engageret om, hvor vigtigt han synes, det er at ændre ungdommens tankegang – at sætte tanken fri, som han formulerer det.

“Ungdommen skal turde stille spørgsmål ved tingenes tilstand.”

Skolebyggeri i Mozambique, 1978 En strålende smuk morgen den 1. maj 1978 tager Karl Johan imod mig i Maputos lufthavn. Han er i mellemtiden blevet udsendt af IBIS for at lede et tilsvarende skolebyggeri i Mozambique. Jeg kan fortælle ham, at der ikke er grund til at nære tvivl om kvaliteten af

Jeg er tilbage i Mozambique for at se, om der findes spor af det arbejde, jeg afsluttede for 26 år siden. IBIS er stadig engageret i skoleverdenen, men koncentrerer sig nu om den pædagogik der drives inde i klasseværelserne. Byggeriet overlades til andre.

Arne Mortensen fortsætter: “Undervisningen er præget af envejskom-

NR. 109 | 2006

AFRIKA

SKOLER

munikation, der gentages efter læreren i kor.

Fysisk afstraffelse er ikke ukendt. Derfor sætter vi fuld kraft på arbejdet med at udvikle nye undervisningsmetoder.”

Uger senere på min rundrejse kan mine egne stikprøver bekræfte det triste faktum, som Arne Mortensen og andre bistandsarbejdere har påstået over for mig: børnene kan normalt ikke læse før de kommer i 4. klasse.

På sporet af de gamle skoler Min søgen fører mig ud på en flere tusinde kilometer lang rejse igennem nogle af de fattige landområder, hvor IBIS arbejder i dag.

Nogle af de 18-årige byggelærlinge, som vi startede med at uddanne i 1978, finder jeg til min store tilfredshed nu 26 år senere som ledere af skolevæsenets bygningsafdeling.

Karl Johan Holt arbejder igen i Mozambique, og en aften mødes jeg med ham og en af de gamle byggelærlinge, Domingos Muassuca.

“Hvorfor bygger I ikke som vi gjorde den gang?” spørger vi. Vi diskuterer simpelt og billigt skolebyggeri opført af lokale materialer.

Kolonitidens byggetradition er stærk og bliver stadig kopieret, selv om vi har vist, at der også findes billigere og enklere byggemetoder.

Forklaringen på vores spørgsmål bliver lang, men vi forstår, at det handler om at have styrke til at bryde traditioner. Det er uhyggeligt svært, hvis hele det omgivende samfund er opdraget autoritært.

Afrika er en gåde. Med en undervisning, der selvstændiggør eleverne kan den måske løses. : 13

HEINZ KANSTRUP

: sandwich sikrer skolemad i Sydafrika

I alt blev der lavet og solgt over 16.000 sandwich, hvilket har givet et overskud i omegnen af 130.000 kr. Nok til at sikre 330 børn i projektet skolemad i weekender

og ferier i et år. Desuden sikrer det indsamlede beløb også mad til de forældreløse børn, som bor på skolens børnehjem. Et fantastisk dejligt resultat af en travl, men hyggelig festival.

IBIS takker: Alle de mange frivillige, Krydsrum arkitekter der designede og byggede facaden, Find Jørgensen a/s der sponsorerede køkkenudstyr og gav faglig støtte, Boris Bueno “Mad.art” der udviklede menuen og køkkenrutinerne og Roskilde Festivalen.

FOTO

80 frivillige IBIS-aktivister knoklede hårdt i fire dage med at lave sandwich til gæsterne på årets udsolgte Roskilde Festival. Det var første år, at IBIS havde en madbod på festivalen. Food4Life var navnet på madboden, hvor målet var, at hver solgt sandwich sikrede mindst et skolemåltid til et barn i det Sydafrikanske skoleprojekt Zisize.

: kunstauktion til gavn for Ghanas børn En række kunstnere på den københavnske kunstmesse Artville donerede et kunstværk til IBIS’ auktion der fandt sted på kunstmessens sidste dag. I alt blev der budt på, og købt malerier for 34.480 kr. penge der kommer IBIS’ uddannelsesprojekt i Ghana – “Genvej til skolen” til gode.

I løbet af kunstmessens tre dage, i august, kørte IBIS-aktivister fra Pilotgruppen en

workshop, hvor mange af de børn der besøgte messen skabte en collage sammen med nogle kunstnere. Collagen som blev døbt “Hele Verden i Skole”, blev også solgt på auktionen, og der var mange inde og byde på værket, allerede inden maling og lim var tørt.

“Det har været et godt samarbejde vi har haft med Artville og meget storsindet af kunstnerne at donere deres værker til et IBIS’

projekt,” siger Informationschef René Jacobsen fra IBIS, og fortsætter: “Det er glædeligt, at der er mange der gerne vil støtte IBIS’ arbejde med at gøre opmærksom på de næsten 100 millioner børn der ikke har adgang til skole, og konkret støtte projekter der hjælper børn i skole.”

LOTTE ÆRSØE

Havde du ikke mulighed for at give et bidrag til IBIS’ arbejde på Artville eller Roskilde Festivalen kan du stadig nå det meget nemt.

Send blot en SMS til 1220 med teksten UDDANNELSE, så giver du os et bidrag på 100 kr.

Der er blevet taget godt imod indsamlerne og der er god opbakning til at støtte fattige kvinder i Afrika. Mange mennesker refererer til temaet, som de havde læst, hørt om eller set på tv. Det er også positivt, at mange gav et større bidrag end man måske kunne forvente, og det var meget få der afviste at give et bidrag.

“Når det er gået så godt, så skyldes det en stor indsats af vores frivillige koordinatorer som har lavet et meget flot stykke arbejde og en flot indsats af indsamlerne. Det kan vi være meget tilfredse med,” siger Vagn Ber-

thelsen, generalsekretær i IBIS. “Det er noget, vi kan bygge videre på til kommende landsindsamlinger.”

“Vi vidste, at det ville være svært at lave en landsindsamling første gang, men vi er kommet godt fra start. Desværre holder vores prognose for indsamlingsresultatet ikke. Vi når ikke de to millioner kr. men ca. 1,5 millioner kr. Der er alt for mange indsamlere der ikke mødte op. Måske på grund af vejret eller at de ikke følte sig forpligtet på dagen. Det betyder, at vi kommer ud med et mindre resultat end vi havde håbet,” siger Vagn Berthelsen fra IBIS. “Når vi vurderer den samlede indsats, så er der ikke noget, der afskrækker os for at gøre det igen i 2007. Samarbejdet med Care Danmark har været godt. Vi har bestemt noget solidt at bygge på. Vi skal bare være bedre til at sikre, at indsamlerne også dukker op på dagen,” siger Vagn Berthelsen.

14

IBIS

TEKST

RENE JACOBSEN

Søndag den 27. august holdt IBIS og CARE Danmark landsindsamling. Det er den første landsindsamling de to organisationer har været involveret i.

INDSAMLING

FOTO

: landsindsamlingen ‘Kvinder i Afrika’

FOKUS

: generalforsamling 2006 Alle medlemmer af IBIS inviteres til den årlige ge- Efter generalforsamlingen inviterer Styrelsen til fest neralforsamling. og middag på Frøbelseminariet. Der er dog max. plads til 120 personer til festen. Pris for frokost og Hvert år vælges der min. 7 medlemmer til Styrel- aftenarrangement kr. 150,- (Frokost alene kr. 40,-) sen og vi opfordrer alle til at opstille til valget.

Fristen for at opstille skriftligt er 15. september kl. Lørdag d. 4. nov. 2006, kl. 9-18 10.00, (gerne med email til: bt@ibis.dk) Frøbelseminariet, Grundtvigsvej 11, 1864 Frb. C. Få mere information på: www.ibis.dk eller hos: bt@ibis.dk

: jubilæumsreception den 3. November Vi vil gerne invitere dig, medlemmer, støtter, venner og samarbejdspartnere til en hyggelig eftermiddag, hvor vi ser lidt tilbage på IBIS’ historie, men mest frem på de opgaver og udfordringer der ligger foran os.

Festtalerne i anledningen af de 40 år bliver holdt af: Namibias Premiereminister Mr. Nahas Angula, Danmarks udviklingsminister Ulla Tørnæs og IBIS formand John Nordbo NR. 109 | 2006

IBIS

Hvis du gerne vil give IBIS en gave i anledning af jubilæet, så er vores største ønske en gave der gavner. Læs mere på bagsiden af IBIS-fokus og på www.gaverdergavner.dk Jubilæumsreception: Fredag d. 3. nov. 2006, kl. 14-17 i Nationalmuseets festsal, Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K. JUBILÆUM

15

Afsenderadresse:

RETURNERES TIL AFSENDER VED VARIG ADRESSEÆNDRING

Ibis Nørrebrogaade 68 B 2200 København N ID:46452 MAGASINPOST

GAVERR DE R N GAV E

GAVER DER GAVNER -meget mere end en gave Gaver der gavner er IBIS’ helt nye initiativ. Gaver der gavner er en unik mulighed for at vælge lige præcis den gave du vil donere dine penge til.

Gaverne kan bruges til at give til nogen du holder af. Gaven er samtidig med til at ændre hverdagen for fattige mennesker hvor der virkeligt er brug for det. Du kan også vælge at give den til dig selv med bevidstheden om, at du har givet en gave der gavner.

Du får som tak for dit bidrag et bevis med en beskrivelse af den gave du har købt. Du kan også vælge at få gavebeviset sendt direkte til den person du ønsker skal modtage gaven med en personlig hilsen fra dig.

,-

,-

-

175,

250

SKOLEBOG OG SPIL TIL MAYABØRN

HJÆLP ET FORÆLDRELØST BARN

SEND ET BARN I SKOLE

Orkanen i Guatemala i 2005 gav mange Mayabørn ar på sjælen. Med denne gave giver du læse/tegnebøger og forskellige spil, som hjælper børnene til at få en bedre barndom.

Med denne gave giver du et forældreløst barn i Mozambique de essentielle ting, der skal til for at komme i skole og overleve.

Tingene bliver udvalgt i samarbejde med frivillige voksne.

I Sierra Leone kom 500.000 børn aldrig i skole under landets blodige borgerkrig. Med denne gave giver du et barn mellem 1016 år en ny mulighed for at komme i skole i et år.

370

Se flere gaver og køb din gave på www.gaverdergavner.dk Reg.nr.

Kontonr.

INDBETALINGSKORT Kan betales i pengeinstitut og på posthuse

Indbetaler

Kreditornummer og beløbsmodtager

Checks og lignende accepteres under forbehold af at pengeinstituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i pengeinstitut med terminal er det udelukkende pengeinstituttets kvitteringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.

Kreditornummer og beløbsmodtager

88814606

88814606

Ibis Nørrebrogade 68 B Tlf. 35 35 87 88

Meddelelse til modtager

KVITTERING

KA73

2191

Underskrift ved overførsel fra konto

Ibis Nørrebrogade 68 B Tlf. 35 35 87 88

Kvittering

Giv en gave der gavner: 175,- = Skolebog og spil til Mayabørn 250,- = Hjælp et forældreløst barn 370,- = Send et barn i skole Kroner

Øre

.

.

,

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+73<

+88814606<

Betalingsdato

Dag

Måned

Kroner

År

FIK 731 (02.05) 833

Øre

.

.

,