IBIS Fokus 110

IBIS

fokus

Uddannelse skaber udvikling

: Den unge bolivianske digter Rodny Rojas er en af kræfterne bag ungdomshuset Wayna Tambo i Bolivias største slumkvarter.

Et af hans digte starter: Måske liv / Måske død / Læs mere på side 10 Men ikke fravær …

DECEMBER 2006

NR. 110

LEDER

RENÉ JACOBSEN

: IBIS generalsekretær valgt til præsident for Alliance2015

Vagn Berthelsen, IBIS’ generalsekretær, blev den 15. november valgt til præsident for den europæiske paraplyorganisation Alliance2015.

Dermed står en dansker i spidsen for en af de største europæiske udviklings- og nødhjælpssamarbejder. Alliance2015 består af seks europæiske NGO’er; tyske German Agro Action, hollandske HIVOS, italienske CESVI, tjekkiske PIN, Irske Concern og danske IBIS. Organisationerne har en samlet årlig omsætning på ca. 2 mia. kroner i udviklingsprogrammer i mere end 80 lande. Det gør Alliance2015 til det næststørste udviklingssamarbejde i Europa – kun overgået af Oxfam.

“Jeg glæder mig til at tage den udfordring op,” siger Vagn Berthelsen.

“Alliance2015 er skabt for at vi som private organisationer kan give et maksimalt bidrag til at nå 2015-målene. Her er de vigtigste indsatser at halvere fattigdommen, sikre gratis grundskoleuddannelse til børn og bekæmpe hiv/aids.”

IBIS-fokus udgives af IBIS Redaktion på dette nummer: : Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk : René Jacobsen, afdelingsleder : rj@ibis.dk : Morten Schmidt : mos@ibisur.org Regionalrådgiver for IBIS i Sydamerika. : Helle Christiansen Cawthra : hcc@ibis.org.za Rådgiver for IBIS i sydlige Afrika.

Forsidefoto: Rune Geertsen Layout: mkj/Mediefabrikken Tryk: Arco Grafisk Oplag: 14.000 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2006

IBIS er medstifter og aktivt medlem af Alliance2015 (stiftet i 2000).

Organisationerne samarbejder om udviklingsarbejde og nødhjælp i u-landene og oplysningsarbejde, fortalervirksomhed og fundraising i Europa. Den grundlæggende idé er at bruge organisationernes konkrete viden og erfaring til at skabe den bedst mulige udviklings- og nødhjælpsbistand til gavn for verdens fattigste mennesker.

“Der er med rette fokus på behovet for et øget samarbejde i u-landene for mere effektivt at bekæmpe fattigdommen, og Alliance2015 er et vigtigt samarbejde i den forbindelse,” siger Vagn Berthelsen.

Vagn Berthelsen fortsætter som generalsekretær i IBIS samtidig med at han varetager den nye post.

Læs mere om Alliance2015 på www.alliance2015.org

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBISfokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation.

Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: lae@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos IBIS, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer marts 2007

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika.

Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200 udviklingsprojekter i 13 lande.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida

IBIS fejrede sin 40 års fødselsdag i Nationalmuseets Festsal. Gamle og nye venner mødte op for at markere de første 40 år. Blandt talerne var Namibias premierminister og den danske udviklingsminister

: fyrre, fed og på museum TEKST FOTO

RENÉ JACOBSEN LOTTE ÆRSØE

Nationalmuseets Festsal udgjorde i mere end en forstand den perfekte ramme for fejringen af IBIS’ 40 års jubilæum. Her var højt til loftet, masser af plads til venner og en livlig diskussion og snak. Her var tidligere ansatte, medlemmer, gamle og nye samarbejdspartnere, nogle der ikke havde set hinanden i mange år – ja, man kunne næsten snakke om en stemning a la fætter-kusine-fest. Alle kendte ikke hinanden, men mange gjorde. 40 års jubilæet blev også en slags spejl på hvem vi er, og hvordan vi har udviklet os. Både som organisation, men også de mennesker der har været med til at præge IBIS gennem de 40 år.

Afrika. Og talen var meget konkret og personlig. Det var IBIS, det handlede om, men det var også Niels og Klavs og andre der sammen med Nahas tog de første skridt til at skabe noget nyt i den dengang herskende uorden i det sydlige Afrika.

Da Namibias premierminister Nahas Angula tog ordet, var adressen klar. Det handlede om den indsats, som IBIS har været en del af i Namibia. At vi var med til at udvikle et uddannelsessystem, der gjorde op med apartheid, og signalerede en ny tid i det sydlige

Men hvorfor kommer en namibisk premierminister helt til Danmark og bruger tre dage af sin travle tid til at hylde IBIS? Tidligere på dagen havde jeg lejlighed til at snakke lidt med Nahas Angula om det, og han svarede meget frejdigt: “Fordi I inviterede mig.” Jamen, indvendte jeg, at blive inviteret er en ting, at tage imod invitationen er en anden. Men der var ingen vaklen hos Nahas Angula. Invitationen til at tale ved IBIS 40 års jubilæum var også en invitation til at sige tak for IBIS’ indsats. Og det var ikke fordi der var træk i salen, at man mærkede et pust i nakken. Det var bare lige en snert af historiens vingesus.

Heller ikke udviklingsminister Ulla Tørnæs lod fortiden hvile i en tale, der både havde

NR. 110 | 2006

IBIS

JUBILÆUM

bid og vid, og blev leveret med det for politikere for tiden så populære ’glimt i øjet’. Men hun satte også fokus på de udfordringer, IBIS står over for, og vores evne til at tackle nye udfordringer. Samme tema blev taget op af IBIS’ formand John Nordbo, men han havde en fin situationsfornemmelse, da han afslutningsvis sagde: Nok om det – nu skal der festes.

Og så bragede snakken løs.

Fyrre år – det kan vi ikke løbe fra. Fed? Ja, selvfed. Og har man ikke lov til at være selvfed på en dag, hvor to ministre vil være med til at fejre, at IBIS fylder 40 år. Og vi ved jo, at der er hverdage nok, der kan pille os ned og trimme fedtet af os. På museum – det kan vi heller ikke løbe fra. Måske er Nationalmuseet et godt symbol på, hvordan man kan gå ind i det 21. århundrede med fortiden i behold uden at have mistet grebet om nutiden.

Ikke noget helt urimeligt billede af IBIS her i efterdønningerne af jubilæet. Og tillykke med det. : 03

: fattigdom, dollars og forsagte organisationer Det er et kendt fænomen, at penge ikke lugter. Det gør til gengæld fattigdom, og i Angola er der masser af begge dele: funklende grønne dollarsedler og ekstrem fattigdom. Angolanske organisationer mener, at landets enorme olieindtægter også skal komme de fattige til gavn, men det har lange udsigter

TEKST | FOTO

GITTE JAKOBSEN

“De vil bare mele deres egen kage og tjene penge på de internationale organisationer.”, “Nogle af dem forsøger at blive i stand til at håndtere udviklingsspørgsmål.”, “Problemet er, at folk finder sig i så meget. Det er civilsamfundet, der skal lægge pres på regeringen, men her finder vi os stiltiende i, at der kommer 40.000 kinesere og arbejder.”

Meningerne om de lokale NGO’erne er delte, og afspejler bredden i civilsamfundet i Angola. Fra den landsdækkende kvindeorganisation tæt på regeringspartiet til mennes04

kerettighedsorganisationen, der kæmper for slumbeboernes rettigheder. Og så er der de hundredvis af NGO’ere, der er blomstret op efter fredsslutningen i 2002. De fleste arbejder lokalt, mens andre koncentrerer sig om nationale temaer som hiv/aids, uddannelse eller rettigheder. Der er nok at tage fat på i et land, hvor forskellene mellem rig og fattig er blandt de største i verden. Og Angola kan selv løse mange af sine fattigdomsproblemer – hvis ellers regeringen vil.

Oliepenge Ifølge Luis Araujo fra menneskerettighedsorganisationen SOS-Habitat er udsigterne dystre. SOS-Habitat hjælper de tusindvis af familier, der bliver saneret ud af Luandas slum for at gøre plads til en midANGOLA

FATTIGDOM

del- og overklasse, der er villige til betale meget for attraktive byggegrunde. Slumbeboerne har reelt ingen rettigheder, og myndighederne har gang på gang sat politiet ind i stedet for at forhandle.

“Hvis de ville, kunne myndighederne uden problemer betale kompensation til slumbeboerne, så de får en chance for at begynde et andet sted,” mener Luis Araujo.

For der ér penge i Angola. Landet er ved at overhale Nigeria som Afrikas største olieproducent. Alene sidste år voksede regeringens olieindtægter fra godt 32 mia. til 58 mia. kr.

Dertil kommer indtægter fra diamanter og mineraler.

Den megen olie gør Angola til en ombejlet nation. Kina investerer voldsomt og får olieleverancer til gengæld, mens Angola får bygFOKUS

: støtte til civilsamfundet i Angola I Angolas hovedstad Luanda har IBIS åbnet et ressourcecenter med Internet, bøger og tidsskrifter. Centret er en del af et projekt, der skal give NGO’er redskaber til at få politisk indflydelse samt skabe et kritisk diskussionsforum. Carlos Cunha (CC) er ansat på ressourcecentret, hvor IBIS-fokus mødte ham.

– Hvorfor er der behov for støtte til civilsamfundet?

CC: I vestlige lande er man vant til, at civilsamfundet spiller en vigtig rolle, men sådan er det ikke i Angola. For fem år siden var der en del nødhjælpsorganisationer, der fik nogle sække korn fra internationale donorer og blev bedt om at dele dem ud. Nu skal de samme organisationer tænke i udvikling, men de er stadig for svage og har brug for hjælp.

– Er organisationerne afhængige af ekstern hjælp?

CC: Nogle af dem er helt afhængige af penge

udefra, og det er ofte et problem, fordi de glemmer deres oprindelige mål og blot går efter pengene. De udvikler sig ikke, fordi deres dagsorden bliver bestemt i udlandet.

– Er der ikke andre organisationer, der gør det samme som IBIS? CC: Under forberedelserne til ressourcecenteret besøgte IBIS en række lokale organisationer, der nævnte, at de havde brug for flere kurser i projektledelse. Mange af dem havde allerede været på kursus og lært teorien, men så længe, de blot forsøger at leve op til forventninger fra udlandet, lærer de det ikke i praksis. Vi vil ikke styre, men stimulere til kritisk tænkning.

– IBIS’ civilsamfundsprogram virker meget politisk. Vil regeringen tillade det?

CC: Programmet handler om at få indflydelse på politiske processer, men det betyder ikke nødvendigvis, at regeringen vil modarbejde det. De har deres egne interesser og støtter selv visse organisationer.

– Risikerer man ikke at bruge en masse ressourcer på folk, der så forsvinder til andre jobs?

CC: Risikoen er der, men det er svært at få arbejde i Angola. Her er korruption og nepotisme alle vegne – også i olieindustrien og i de internationale organisationer, og for at få ansættelse skal man have kontakterne i orden.

– Hvem er de organisationer, der skal have træning af IBIS? CC: Flertallet af dem er de fattiges egne organisationer. I slumkvarteret Kilamba Kiaxi i Luanda har beboerne for eksempel skabt et netværk, der skal hjælpe lokale foreninger og organisationer med at opfylde nogle af de mange behov. Vi vil træne ressourcepersoner fra lokale netværksorganisationer, der så kan hjælpe andre. Men noget af det vigtigste er, at vi vil skabe et rum, hvor organisationerne kan diskutere. Her er brug for, at vi udvikler en debatkultur. Og det er noget helt nyt i Angola.

Carlos Cunha fra ressourcecenteret.

: fakta I fire år har der været fred i Angola. Fredsaftalen blev underskrevet den 2. april 2002 og efterfulgte drabet på den mangeårige oppositionsleder, Jonas Savimbi fra UNITA. Siden det eneste valg i 1992 har landet officielt haft flerpartistyre. Reelt er landet styret af MPLA med den 63-årige præsident Jose Eduardo dos Santos solidt plantet i førersædet. Præsidenten har flere gange udskudt et lovet valg.

Selvom Angola er den næststørste producent af olie i Afrika, lever størstedelen af de 14 millioner indbyggere i fattigdom, mens en lille elite er ekstremt rig. Over en million angolanere er afhængige af fødevarehjælp, og hvert tredje minut dør et barn af årsager, der kunne forebygges. Det er 480 børn om dagen.

get veje – med kinesisk arbejdskraft. På trods af milliardindtægterne er der dog ikke meget, der drypper på de fattige. Over halvdelen af befolkningen lever for under to dollars (11,50 kr.) om dagen, og det i et land, hvor alt koster ekstra. Under borgerkrigen bredte korruptionen sig, og stadig vil skolelederen have 50 dollars (eller næsten 300 kr.) for at optage ens barn i skole, lægen tager ekstra for at behandle én på sygehuset, og allerøverst i hierarkierne forsvinder de fleste penge. Angola betegnes som et af verdens mest korrupte lande, og ligger som nummer 151 ud af 158 lande i Transparency Internationals nyeste korruptionsindeks.

Regering er påvirkelig Med den internationale interesse for olie kan

regeringen fravælge samarbejdet med lande og internationale institutioner, der presser på for gennemsigtighed og god regeringsførelse, og det eneste, de civile organisationer i Angola kan klynge sig til, er, at regeringen har vist sig påvirkelig over for internt pres.

“Det skal vi benytte os af. For eksempel betød vores demonstrationer for adgang til livsforlængende aidsmedicin, at Angola nu selv vil producere medicinen,” fortæller aidsaktivist Pompal Maria fra Accao Humana.

NGO’erne i Angola snakker om behov for demokratisk råderum, om kontrol med ressourcerne og om gennemsigtighed i den offentlige forvaltning. Men stadig med spæd røst. Under krigen eksisterede der kun få uafhængige organisationer, og hverken oprørsbevægelsen UNITA eller regeringspartiet

NR. 110 | 2006

ANGOLA

FATTIGDOM

MPLA brød sig om initiativer, der var uden for deres kontrol.

Efter freden er der blevet større råderum, og mange organisationer eksisterer i det mindste af navn. De har nok at tage fat på.

Angola er nummer 160 af 177 lande på FNs Human Development Index over verdens mindst udviklede lande, Det er 34 pladser under landets placering på en tilsvarende skala over de fattigste lande.

Statistikkerne taler således deres eget sprog. Hvert fjerde barn dør, inden det kan fejre sin femårsfødselsdag, og gennemsnitslevealderen er på godt 40 år – usædvanligt lavt i et land, hvor aids-epidemien endnu ikke er slået igennem. Fattigdommen i Angola er til at få øje på, og ser man den ikke, kan man blot gå efter lugten. : 05

Guillermo Murillo, der er hiv-positiv, vandt i 1997 en sag ved Forfatningsdomstolen i Costa Rica, så hiv/aids-patienter nu får behandling. Sejren er blandt en række bemærkelsesværdige resultater, som aids-organisationen Agua Buena har opnået.

Hiv-positive og aids-syge i Mellemamerika dør ofte, fordi de nægtes medicin. En lille gruppe aktivister presser regeringer og medicinalfirmaer til bedre forhold

: mellemamerikansk kamp for aids-medicin TEKST | FOTO

ARNE SIMONSEN

David mod Goliat. Det kunne være overskriften på denne artikel om hiv/aids-bekæmpelse. Historien om, hvordan fem-seks aktivister har opnået bemærkelsesværdige resultater ved at lægge arm med stater og medicinalgiganter, selvom de end ikke har et kontor.

“Vi arbejder hjemmefra ved computeren, og pladsen er så trang, at vi end ikke kan være tre personer omkring skrivebordet,” siger Richard Stern, der leder aids-organisationen Agua Buena med base i Costa Rica.

Interviewet med ham og souschefen foregår derfor hos en søsterorganisation.

Agua Buena kæmper for gratis aids-medicin og bedre forhold for hiv-smittede og aids-syge i 15 lande i Latinamerika og Caribien. IBIS støtter arbejdet i de fattige mellemamerikanske lande Honduras, Guatemala og Nicaragua.

Sammenligner man Latinamerika med Afri06

ka, ligner kontinentet en succes. Men det dækker over, at langt de fleste hiv/aids-syge i de største lande – deriblandt Brasilien, Chile og Mexico – tilbydes medicin. I de 15 fattigste lande er forholdene markant dårligere.

“I disse lande modtager kun ni pct. af de hiv/aids-syge medicin, hvilket svarer til forholdene i mange afrikanske lande. Latinamerika er i flere år blevet fremstillet som en succes, men det er kun på overfladen,” siger amerikaneren Richard Stern, der har boet i Costa Rica i 17 år.

Aktivisterne fik deres gennembrud i 1997, hvor de i Costa Rica gik rettens vej og tvang staten til at tilbyde aids-syge medicin.

“I 1996 arbejdede jeg på en sundhedsklinik med kontakt til 30 hiv-smittede. Kun hver femte havde medicin, som de selv betalte, mens resten var ved at dø. Sygesikringen nægtede at betale 55.000 kr. om året, som medicinen kostede pr. patient. Og det handlede ikke kun om penge. Sygesikringen havde besluttet, at hiv-smittede var bøsser, der fortjente at dø. Holdningen gjorde mig så vred, MELLEMAMERIKA

AIDS

at jeg blev aktivist,” siger psykolog Richard Stern, der efter sejren i Forfatningsdomstolen var med til at stifte Agua Buena.

Flertallet lades i stikken Et af de store problemer i mange latinamerikanske lande er, at sundhedssystemerne er delt op i to grupper med store kvalitetsforskelle. I f.eks. El Salvador og Guatemala er der et delvist lønmodtagerfinansieret sygesikringssystem, hvor folk får en langt bedre service end på statshospitalerne. Problemet er, at kun 15-20 % af befolkningen er omfattet af sygesikringen.

“Vi blev meget glade, da vi i El Salvador fik sygesikringen til at betale aids-medicin, men senere opdagede vi, at et fåtal er med i ordningen. Landarbejdere, gadesælgere, tjenestefolk og næsten hele landbefolkningen er henvist til det offentlige system, der kun tilbyder hiv/aids-patienter en seng at dø i,” siger Agua Buenas souschef Guillermo Murillo, der som hiv-smittet bøsse var blandt de første, der fik sin sag prøvet ved Forfatningsdomstolen.

FOKUS

Han understreger, at regeringerne mangler vilje til forbedringer, så der kun sker fremskridt efter pression. I f.eks. Panama afspærrede aktivister hovedvejene, og mediedækningen fik sygesikringen til at bøje sig.

“Vi har været med til at ændre holdningen til hiv/aids i Mellemamerika, og selv om myndighederne bør gøre meget mere, er det lykkedes at presse dem til at betale mere medicin til hiv-positive.”

Udbredt diskrimination Foruden lobbyarbejde over for myndighederne bruger Agua Buena mange kræfter på oplysning, for diskrimination af hiv/aids-ramte er udbredt. Selv i Costa Rica, Mellemamerikas mest udviklede land, er det nemt at finde eksempler. Det kan den 33-årige hiv-smittede Candy Calderón tale med om, for sygdommen betød et brud med familien. Hun bruger nu sine erfaringer som frivillig i den organisation, hvor mødet med Agua Buena finder sted.

Candy levede et traditionelt familieliv med mand og barn, indtil hun fik diagnosen hivpositiv i 1997. Og selvom hun har fortalt sin historie før, får hun tårer i øjnene: “Min mor vaskede alt, når jeg havde været på besøg, for hun var bange for at blive smittet. Også på mit arbejde blev jeg diskrimineret, og nogle måneder efter hiv-testen blev jeg fyret. Det er meget hårdt, når familien ikke vil hjælpe, og når jeg er deprimeret, har

jeg ingen at ringe til. Min eneste familie er min søn; jeg har ikke kontakt med mine søskende eller andre i familien, for de er bange for mig.”

Candys eksempel er langt fra enestående, fastslår Agua Buena. Der er talrige eksempler på, at hiv-smittede og aids-syge diskrimineres: “På de mindre sygehuse er diskriminationen udbredt, fordi personalet er dårligt uddannet. F.eks. presses hiv-smittede kvinder til at lade sig sterilisere, og hiv-smittede kommer bagest i køen. Personalet mener ofte, at folk selv er skyld i sygdommen,” siger Guillermo Murillo.

Han tilføjer, at en hiv-diagnose næsten altid fører til en fyreseddel, selvom lovene på papiret beskytter mod sådanne afskedigelser.

Imidlertid anmeldes diskriminationen ikke, og den tavshed vil Agua Buena gøre op med. Organisationen underviser aktivistgrupper i, hvordan de bekæmper diskrimination, lægger sag an mod myndighederne og får viden om medicin.

Medicin til ågerpriser I flere latinamerikanske lande er priserne på hiv/aids-medicin skyhøje. Agua Buena har derfor kæmpet for prisnedsættelser og kopimedicin. Aktivisterne har lagt sager an mod medicinalfirmaer, der sælger aids-medicin til ågerpriser; f.eks. et firma, der sælger medicin til 350 kr. i Afrika, mens samme behandling koster 2.300 kr. i Mellemamerika!

“Jeg har forhandlet direkte med et amerikansk medicinalfirma for at få sænket priserne på aids-medicin til de fattige lande Nicaragua, Honduras og Guatemala, hvilket lykkedes, mens selskabet nægter at sænke prisen i de andre mellemamerikanske lande,” siger Richard Stern.

Medicinalindustrien udvikler hele tiden mere virksom hiv/aids-medcin, men de dyreste produkter har Mellemamerika ikke råd til. Imidlertid er der sket generelle prisfald, så Agua Buena ændrer fokus, siger organisationens leder: “I flere tilfælde er det lykkedes os at få sænket priserne, og nu prøver vi at nå ud til de fattigste befolkningsgrupper, som staterne og de nationale aids-organisationer ikke når ud til.”

I Mellemamerika er der over 200.000 hivsmittede – få i forhold til Afrika – men manglen på informations- og forebyggelseskampagner og den katolske kirkes modstand mod kondomer, får alvorlige følger, forudser Guillermo Murillo fra Agua Buena: “Fremtiden om bare fem-ti år ser meget mørk ud, for der er ingen vilje til ærlig information om kondomer. Det kan føre til en epidemi, der destabiliserer landenes økonomi, ligesom i nogle af de afrikanske lande.” :

Læs mere om Agua Buena på www.aguabuena.org

“Fremtiden for hiv/aids-udviklingen i Mellemamerika ser meget mørk ud, for der er ingen vilje til ærlig information om kondomer,” mener aktivist Guillermo Murillo fra aids-organisationen Agua Buena.

Diskrimination af hiv-smittede er et udbredt problem i Mellemamerika. Candy Caleróns familie og arbejde slog hånden af hende, da hun fik hiv. Nu rådgiver hun andre, der lige har fået en hiv-diagnose.

: fakta IBIS har støttet Agua Buena siden 2004 med 237.000 kr. årligt. Foreløbig varer støtten indtil foråret 2007.

I Latinamerika og Caribien er der 1,9 mio. hiv-smittede, og 425.000 hiv/aids-syge har akut behov for medicin. Heraf behandles 260.000, svarende til 61%. I regionens 15 fattigste lande har 113.000 personer akut behov for medicin, men kun 10.000 er i behandling, hvilket svarer til 9%.

I Mellemamerika er der over 200.000 hiv-smittede. I de tre fattige mellemamerikanske lande Guatemala, Honduras og Nicaragua, hvor IBIS arbejder, modtager 7.000 personer hiv/aids-behandling.

Kilder: Agua Buena og FNs program for hiv/aids.

NR. 110 | 2006

MELLEMAMERIKA

AIDS

07

GIV EN JULEGAVE DER MANGE MÆND DRØMMER OM EN MACHETE - I ÅR KAN DEN LIGGE UNDER JULETRÆET SAMMEN MED FEM FRUGTTRÆER TIL HENDE DER HAR ALT Gaverne gør en stor forskel i fattige menneskers liv og de indgår alle i IBIS’ projekter i Afrika og Latinamerika. Gaverne er udvalgt i samarbejde med lokalbefolkningen i de forskellige områder, hvilket nedsætter administration og f.eks. transportomkostninger så meget som overhovedet muligt.

Udover at gaverne gør stor lykke hos modtagerne i Afrika og Latinamerika, indgår mange af gaverne i undervisning, således at gaverne gør nytte i lang tid. Dermed sikres at gaverne gavner på en bæredygtig måde.

Verdens bedste julegaver er at give til dem, der virkelig trænger. Med GAVER DER GAVNER kan du selv vælge lige præcis den gave, du vil donere dine penge til.

DOBBELT GLÆDE Med GAVER DER GAVNER skaber du dobbelt glæde.

Du giver en ny og anderledes gave til en ven eller familiemedlem, der måske knap kan finde på et julegaveønske, samtidig med at du giver en gave til mennesker der virkelig har behov!

,-

250 ,-

235 370

,-

,-

125

115,

ET ÅRS SKOLEGANG

SKOLEBØGER

SÅSÆD

MACHETE

SKOLETAVLER OG KRIDT

Giv et barn ét års skolegang i Sierra Leone, mange børn venter på muligheden for et bedre liv.

Giv fem skolebøger til skolebørn i Sierra Leone. Det hjælper til at fem børn lærer at læse.

Giv såsæd til en skolehave i Amazonas. Det sikrer skolebørn bedre mad og viden om afgrøder.

Giv en machete til indianere i Amazonas, så kan de lettere forbedre deres territoriegrænse.

Giv tre skoletavler og kridt til skolebørn i Angola, de mest brugte og nødvendige redskaber til god undervisning.

,-

135 5

00,

,625

1.00

0,-

,-

150

SKOLEUNIFORM

RADIO

EN DAGS SKOLEMAD

FØRSTEHJÆLPSKASSE

CYKEL

Giv en skoleuniform til et barn i Mozambique. Denne nødvendighed hjælper med til at et barn kommer i skole.

Giv en radio med solceller til Mozambique. Det sikrer bedre information specielt til de mange analfabeter.

Giv en dags skolemad til 50 børn i Sydafrika, så sikres børnene minimum ét ordentligt måltid mad den dag.

Giv en førstehjælpskasse til en skole i Namibia. Det kan forhindre små ulykker i at udvikle sig til noget alvorligt.

Giv en cykel til en lærer i Namibia.

Det medvirker til at sikre, at en landsbyskole får en lærer.

GAVNER GAVEBEVIS Det eneste, du skal gøre, er at besøge www.gaverdergavner.dk og bestille din gave.

Så modtager du et gavebevis med en beskrivelse af den gave, du har valgt. Du kan også vælge at få gavebeviset sendt direkte til den person du ønsker skal modtage gaven med en personlig hilsen fra dig. På den måde kan gaverne bruges til at give til nogen du holder af. Du kan også give gaven til dig selv med bevidstheden om, at du har givet en gave der virkelig gavner fattige mennesker.

G

Køb dine julegaver på www.gaverdergavner.dk

,-

250

,125

GAVER DER GAVNER - meget mere end en gave

GAVERR DE AVNER

0,1.20

375

,-

,-

250

VERDENSKORT

FRUGTTRÆER

SYMASKINE

UDDAN EN JORDEMOR

HJÆLP ET FORÆLDRELØST BARN

Giv et verdenskort til en skole i Angola. Med det kan eleverne få en ordentlig geografiundervisning.

Giv fem frugttræer til en skolehave i Angola. Det giver børnene tiltrængt frisk frugt og skygge.

Giv en symaskine til en hiv-positiv kvinde i Mozambique. Med den kan hun skabe sig en indkomst.

Uddan en jordemor i Mozambique.

Det giver fødende kvinder bedre mulighed for at undgå hiv/aids.

Hjælp et forældreløst barn i Mozambique til køb af nødvendigheder, så det bedre kan komme i skole og overleve.

400

,-

,175

,-

175

,-

275

100

,-

AIDS-UNDERVISNING

FODBOLD OG BRÆTSPIL

SKOLEBOG OG SPIL

SKOLETASKE OG UDSTYR

HIV/AIDS FOREBYGGELSESPAKKE

Giv aids-undervisning til en skoleklasse i Namibia, en livsvigtig information til fattige børn.

Giv en fodbold og et brætspil til en skole i Namibia. Det tænder et lille lys i forældreløse børns hverdag.

Giv en skolebog og spil til mayabørn i Guatemala. Det giver dem en ny chance for en bedre barndom.

Giv en skoletaske og udstyr til barn i Guatemala, udstyr de fleste forældre ellers ikke har råd til.

Giv en hiv/aids forebyggelsespakke til Amazonas. Det styrker viden om forebyggelse af hiv/aids.

: kulturkamp i ghettoen

Rodny Rojas fra Wayna Tambos digtergruppe.

Coca Cola eller koka-blade: I ungdomsklubben Wayna Tambo i Bolivias største ghetto kæmper unge indianere en daglig kamp for at finde deres identitet i en globaliseret verden TEKST | FOTO

RUNE GEERTSEN

Ved første øjekast ligner Wayna Tambo en ganske normal ungdomsklub. En håndfuld hiphoppere i hjørnet af et slidt og koldt fælleslokale prøver at få deres ghettoblaster til at overdøve støjen fra punkbandet i øvelokalet ved siden af. Punkerne er klædt i sort og rapperne i poset tøj og kasketter.

Men noget er anderledes: Lytter man efter teksterne fra rappernes ghettoblaster, dukker der ord frem på det indianske sprog aymara.

Teknikeren i ungdomsklubbens radiostudie tygger koka-blade, en indiansk tradition. Og mellem de vrede anslag fra punk-guitarerne, kan man høre en traditionel boliviansk træfløjte.

De unge er med små skridt ved at finde deres indianske identitet, som begyndte at gå tabt et sted dengang Bolivias økonomi ændrede sig og globaliseringen kom. Dengang deres forældre måtte forlade de indianske landsbyer og flytte til storbyen for at finde arbejde.

Denne diskrimination blev for alvor tydelig, da globaliseringen tog fart i slutningen af 80’erne, fortæller Santos.

“Vi så de unge begynde at vende ryggen til deres oprindelse. Med globaliseringen kommer et tankesæt, der fortæller os, hvordan vi skal klæde os, hvilken musik vi skal høre, hvordan vi skal organisere økonomien, vores samfund. Det er et kulturelt projekt, og kulturen er derfor et kampområde,” forklarer Santos. En gruppe aktivister, deriblandt Santos, ville ikke lade stå til og se de unge drive rundt med identitetskrise og lavt selvværd, så de begyndte at se sig om efter et sted, hvor de kunne bevidstgøre de unge om, hvad der skete med Bolivia og med deres liv.

“Vi startede så Wayna Tambo som et sted, hvor vi kunne udleve vores kosmovision gennem musik, teater, litteratur osv., og på den måde konfrontere globaliseringen.”

“De unge her i El Alto har det ikke nemt,” fortæller 35-årige Santos Callejas, der viser rundt. Han er en lille bred, yderst venlig mand, og en af Wayna Tambos to voksne socialarbejdere.

“De unge er tredobbelt diskriminerede i det bolivianske samfund: som indianere, som fattige og som unge.”

Hele Bolivia summer af denne slags kulturkamp. Landets indianske præsident Evo Morales vil gøre de indianske sprog aymara og quecha officielle, have skolerne til at undervise i indiansk kosmovision, og han vil gøre naturressourcerne, der ligger indianerne så nært, til statens og ikke udenlandske selskabers ejendom. Landet skal afspejle de 62 procent af befolkningen, der er af indiansk afstamning, siger han.

I Wayna Tambo er rappere og rockgrupper

10

BOLIVIA

KULTURKAMP

begyndt at inkorporere traditionelle fløjteinstrumenter i deres musik, synge på deres oprindelige sprog aymara og skrive tekster om Pachamama, Moder Jord, der er centrum for den andinske kosmovision. En rapgruppe i Wayna Tambo hedder for eksempel Pachamama Crew og bruger aymara-sproget i deres tekster.

“Når vi synger på ayamara til en koncert, opstår der en identitetsfølelse mellem os og publikum. Folk føler sig stolte. De tænker: Jeg er aymara. Det er dette jeg er!” fortæller rapperen Abraham Bojorquez, en tidligere hjemløs fyr, i en pause i sit ugentlige radioprogram om hiphop og samfundet.

I dag diskuterer hiphopperne et voldeligt sammenstød mellem minearbejdere.

“Vi må finde en fredelig løsning på vores problemer i landet,” siger Abraham til lytterne.

Alt i Wayna Tambo handler tilsyneladende om samfundskritik: En gruppe unge arbejder med teaterstykker om for eksempel den andinske fællesskabsbaserede idé om demokrati som alternativ til neoliberalismen – stykker som de opfører for folk i nabolaget. Postkort og plakater på klubbens slidte vægge opfordrer til at tænke på miljøet, ikke bruge plasticposer og spise den andinske kulturs sunde landbrugsprodukter i stedet for fastfood.

I radioprogrammerne stilles der spørgsmålstegn ved den vestlige verdens syn på FOKUS

: Wayna Tambo Blev startet i 1995 af ildsjæle fra El Altos teatermiljø, katolske grupper og ungdomsarbejdere. De får penge fra lokale og internationale NGO’er og institutioner, og udgiver selv cd’er og bøger. Radio Wayna Tambo sender dagligt. Ca. 100 unge mellem 17 og 25 år kommer jævnligt i klubben.

IBIS forventer at starte to projekter med Wayna Tambo i 2007. Et radioundervisningsprojekt og et projekt i samarbejde med den bolivianske NGO CENPROTAC, der arbejder med konfliktløsning og styrkelse af unges identitet gennem kulturelle udtryk

: den Rebelske By Wayna Tambo ligger i en af Latinamerikas fattigste og mest særprægede byer, El Alto på Højsletten over Bolivias Hovedstad La Paz. Langt de fleste beboere er fattige indianske bønder, minearbejdere og arbejdsløse unge, der gennem de seneste årtier har emigreret til byen fra oplandet og gjort El Alto til landets tredjestørste by med over 800.000 indbyggere. Over halvdelen er under 19 år og ni ud af ti af indiansk afstamning.

Det er et barskt sted med tradition for oprør – to præsidenter er i de seneste tre år blev smidt på porten af El Altos indbyggere.

teknologi, videnskab og demokrati, og man diskuterer hvordan den andinske viden kan være løsningen på det, de unge kalder ’modernitetens krise’.

Den pædagogiske arbejdsmetode i Wayna Tambo er at give de unge ejerskab over kulturprojekterne, og gennem et teaterstykke, en digtoplæsning eller en koncert vise omverdenen de unges værd, fortæller Santos.

“Gennem deres arbejde får de selvtillid. Vi vil gøre dem stolte over at være aymaraer, at være fra El Alto, for når deres selvtillid er i top, er deres deltagelse i samfundet meget stærkere.”

Og det er der brug for. Det bolivianske samfund ser i udstrakt grad ungdommen som dovne, fordrukne og politisk apatiske. Et billedet der er ved at ændre sig, fortæller både de unge og Santos – blandt andet på grund af en tragisk begivenhed for snart tre år siden.

Gonzalo Sanchez de Lozada, måtte flygte i en helikopter. Tilbage på jorden lå 58 døde og flere hundreder sårede, og en tredjedel af dem var under 25. Tragedien står stadig klart i erindringen hos de unge i Wayna Tambo.

Rapperen Abraham skrev en tekst om hændelserne:

Verden fortærer mine symboler/ mit folk får kugler og tåregas i stedet for deres krav/ Derfor gør vi oprør, derfor kræver vi at blive hørt/ Vi kræver at blive hørt, skiderikker!

For Santos var Sorte Oktober en advarsel til samfundet: “En samfund, der ikke giver de unge nogen muligheder, står overfor unge, der ikke er bange for at miste livet. Det skaber had til samfundet, en lyst til at ødelægge det. Det er en af forklaringerne på, at de unge stod i forreste række og døde.”

De unge forrest i blokaderne I oktober 2003 fik indbyggerne i El Alto nok af fattigdom og brudte løfter fra politikerne.

De gjorde oprør mod præsidenten og blokerede La Paz. Forrest i blokaderne stod de unge, og de blev ramt af kuglerne, da militæret blev sat ind.

Sorte Oktober, som oprøret senere blev kaldt, endte, da den upopulære præsident,

Meget har ændret sig efter Sorte Oktober.

At sige at man kommer fra El Alto, Den Rebelske By, giver nu respektfulde nik tilbage.

Invitationer til Wayna Tambo fra både ind- og udland strømmede ind – folk ville høre hvad de oprørske unge har på hjertet.

“Mentaliteten har ændret sig,” fortæller Rodny Rojas fra Wayna Tambos digtergruppe.

“Nu kommer man ikke med undskyldninger om, at man ikke kan opnå noget, fordi man er

NR. 110 | 2006

BOLIVIA

KULTURKAMP

fra El Alto. Nu siger man: FORDI jeg kommer fra El Alto KAN jeg opnå noget.”

Et af hans digte lyder:

Måske liv Måske død Men ikke fravær Måske en klynken Måske det sidste suk Men ikke stilhed Måske virkelighed Måske en drøm Men ikke løgn Måske ved kanten Måske i midten Men aldrig ingen af stederne Måske i himlen Måske i helvede Men ikke i begge Måske ser du os ikke Måske vil du ikke se os Men vi er her.

(Den andiske kosmovision eller livsanskuelse går ud på at jorden er en levende organisme, der giver liv, og at mennesker skal leve i harmoni med naturen.) : 11

Den danske sangerinde Dodo besøgte for nylig Ghana og var med IBIS-fokus i en liberiansk flygtningelejr, hvor drømmen om Amerika syder under overfladen

: flygtninge fra Liberia vil til USA

Solen bager, da vi begiver os gennem de små tætte gyder, hvor høns pikker i jorden i den stillestående luft.

Omgivet af skolebørn springer også den danske pop-sangerinde Dodo smilende og svedig under stråhatten over afløb og mudderhuller i flygtningelejren Budumburam i Ghana.

Her har 42.000 liberianske flygtninge deres hjem, på et område, der oprindeligt var beregnet til at huse 5.000 flygtninge. Efter 15 år er lejren ikke længere en typisk flygtningelejr med telte, men derimod et samfund i samfundet med farverige huse og et pulserende handelsliv.

“Det ligner egentlig en almindelig halvfat-

tig landsby, som de andre, jeg har set her i Ghana,” bemærker Dodo.

Vi når frem til en baggård, hvor en ældre kvinde har fundet skygge i døråbningen til sit hus. Dodo slår sig ned på den lille træbænk, kvinden finder frem. Dodo spørger til kvindens liv som flygtning. Under krigen i Liberia har mistede hun sin mand og næsten alle sine børn. Kun den yngste søn overlevede. Han er i dag 17 år. For tre år siden nåede hun selv og sønnen, plus tre af hendes forældreløse børnebørn, frem til flygtningelejren Budumburam i Ghana.

“Her lever vi af naboernes almisser,” fortæller hun.

Edward på ti år kommer hen og sætter sig ved siden af sin bedstemor. Han er det eneste af de tre børnebørn, som går i skole. Hver eftermiddag går han i den gratis ALP-skole,

12

LIBERIA

TEKST | FOTO REDAKTION

LISE ABILDGAARD HANNE SELNÆS

UDDANNELSE

som IBIS har været med til at etablere.

“Jeg har ikke selv gået i skole, men jeg har set, at de der går i skole, klarer sig bedre,” konstaterer Edwards bedstemor.

“De ser pænere ud,” lyder hendes uddybning.

Dodo vil gerne vide, hvad bedstemoren selv drømmer om. Det er et svært spørgsmål at besvare for den ældre kvinde, som har mistet så meget. Uroligt gnider hun sine hænder, før hun svarer, at hun blot er glad for at være i live. Men så alligevel – hun har faktisk en drøm. For børnene: “Jeg håber, at de kan få en uddannelse og komme til Amerika,” siger hun. Derfor har hun sendt Edward i skole.

High five og traumer Det er kun seks dage siden, Dodo for første FOKUS

gang satte foden på afrikansk jord. Med sit band ‘Dodo and the Dodos’ har hun optrådt med 80’er-hittet ‘Vågner i natten’ og andre af gruppens numre til en koncert i den ghanesiske hovedstad Accra.

Her, langt fra den danske musikscene, besøger hun nu flygtningelejren, hvor IBIS er med til at give børn, som er blevet for gamle til den formelle skole, en ny chance gennem ALP-skolen.

Der er ikke meget diva over den ligefremme og nede-på-jorden Dodo, som med sin nysgerrighed, smil og høje grin går lige ind i ghaneserne, mens hun uddeler håndflade klaskende ‘high fives’ til drengene, der rækker ud efter hende, og holder pigerne i hånden, når de tager hendes.

Snart er Dodo, der selv har en baggrund som folkeskolelærer, omringet af nysgerrige børn og unge, der i munden på hinanden fortæller, hvilken klasse de går i.

En af dem er Patience, en 18-årig sky og genert pige, der netop er blevet indskrevet i en ALP-klasse. For seks år siden kom hun til Ghana med sin moster. I Liberia boede hun og hendes familie blandt oprørerne, og da hendes far blev slået ihjel og moren flygtede ud af landet, endte Patience hos sin moster.

Alle børnene i flygtningelejren er berørt af den blodige borgerkrig, der i 14 år rasede i Liberia. De har mistet nære slægtninge, været vidner til henrettelser og lemlæstelser.

Nogle af dem har selv været oprørere og bidraget til smerten. Ofte af frygt for at blive slået ihjel eller blot for at få mad til at overleve. Alle er de flygtet til Ghana og har mistet kontakten til de familiemedlemmer, der blev tilbage.

Men på overfladen ser livet i flygtningelejren helt almindeligt ud.

Drømmen om Amerika “Det ligner jo en dansk planche om, hvordan man skal opføre sig i klasselokalet,” flyver det ud af sangerinden Dodo, da vi besøger ALPskolens kontor, og hun får øje på de ord, lærerne har skrevet om ærlighed, tillid, respekt og hjælpsomhed.

En anden planche beskriver lærernes drømme for deres oprindelige land, Liberia, hvor også fred og kærlighed er nævnt.

FN opfordrer beboerne i lejren til enten at rejse tilbage til Liberia, hvor der nu er fred, eller at ansøge om at blive ghanesiske statsborgere. Et opslag på skolens dør viser, hvor mange der er vendt hjem til Liberia inden for den sidste måned. De kan tælles på to hænder. De resterende 42.000 lever fortsat i uvished om, hvor fremtiden bringer dem hen.

“Der er en mærkelig dobbelthed her i lejren,” mener Dodo.

“De fleste beboere sidder her bare, og det er så trøstesløst. De ser ikke fremad. Og så alligevel beskriver lærerne på planchen, vi så, hvordan de har drømme for Liberia. Men har de det? Eller drømmer de inderst inde også om at rejse til USA?” “Det er som om, at flertallet mangler en forståelse for deres egen situation og muligheder, lidt ligesom danske unge. Både danske og liberianske unge er præget af en amerikaniseret verden, med amerikansk tv og rapmusik,” siger hun.

“Men det er måske ekstra let at drømme sig ind i denne verden, hvis man er en rodløs

teenager i en flygtningelejr i Ghana, hvor de har siddet måske i otte år og ventet på at komme videre, uden at der sker noget,” siger Dodo.

I Dodos øjne er det afgørende, at eleverne selv oplever det, de skal lære. Hun tror derfor fuldt og fast på, at deltagelse i undervisningen er vejen til indlæring – og at viden fører til løsninger.

“Netop løsningsmodeller er helt åbenlyst en kæmpe mangelvare her i Budumburam.”

“Mit håb er derfor, at børnenes med deres skolegang nu får ro og tryghed nok til, at de begynder at reflektere over hvem de er og hvad de vil,” siger den siger den danske sangerinde, da vi vinker farvel til eleverne i ALPklassen. :

: ALP – tryk på indlæringen ALP er et tre-årigt undervisningsprogram, skræddersyet til den generation af liberianske børn og unge, der aldrig har gået i skole på grund af borgerkrig i landet.

Eleverne kan fortsætte i 7. klasse efter tre års ALPundervisning I Liberia er ALP udbredt i hele landet. IBIS står for ALP i den østlige del af Liberia I Ghana har IBIS siden 2005 støttet ALP-klasser i den liberianske flygtningelejr Budumburam IBIS har indtil nu sikret 4.780 børn undervisning i en ALP-klasse.

Edward og hans bedstemor fra flygtningelejren Budumburam.

NR. 110 | 2006

LIBERIA

UDDANNELSE

13

: lang vej til en WTO aftale TEKST FOTO

MORTEN EMIL HANSEN, meh@ibis.dk OLE LOUMANN

Efter sammenbruddet i WTO forhandlingerne i sommer må verdens fattigste foreløbig kaste en hvid pind efter øget markedsadgang og et stop for de rige landes landbrugssubsidier. Kun de mest optimistiske forhandlere tror på, at WTO forhandlingerne kan genstartes til foråret og færdiggøres inden udgangen af juni, når det amerikanske forhandlingsmandat udløber. Først kommer det amerikanske præsidentvalg i vejen, herefter starter EUs revision af de fælles landbrugsordninger. I værste fald bliver næste realistiske chance for at genstarte WTO forhandlingerne først i 2012.

Bilaterale aftaler Sammenbruddet i forhandlingerne har fået EUs handelskommissær Peter Mandelson til at introducere en ny offensiv handelsstrategi for Europa med fokus på regionale handelsaftaler i bl.a. Kina, Indien, Rusland og Latinamerika. EU lægger særlig vægt på stærkere patentregler og ikke-toldmæssige barrierer. Danmark bakker op omkring strategien, selv om der ikke er fokus på særlige danske mærkesager som f.eks. fattigdomsbekæmpelse, miljø og arbejdstagerrettigheder. Ydermere står EU-Kommissionen fast på kravet om europæisk markedsadgang i forhandlingerne med 78 lande i Afrika, Stillehavet og Caribien, hvilket er en klar forringelse af tidligere handelsaftaler mellem EU og verdens fat-

14

tigste. Det har skabt en del kritik fra bl.a. England med støtte fra Danmark – men endnu er der ingen reel diskussion om alternativer.

På den anden side af Atlanten truer USA med at suspendere de fattige landes adgang til det amerikanske marked, hvis ikke de deltager aktivt i regionale frihandelsforhandlinger med USA. Målet er klart! Når der ikke kan opnås global enighed i WTO, må de fattige udviklingslande tvinges til at makke ret i bilaterale forhandlinger. I de seneste 12 amerikanske handelsaftaler med udviklingslande er patentreglerne langt skrappere end i WTO. Aftalerne mindsker f.eks. udviklingslandenes muligheder for parallelimport og udstedelse af tvangslicenser, selv for lande som er hårdt ramt af hiv/aids.

Handel og bistand Løfterne om handelsrelateret bistand er siden WTO-mødet i Hong Kong kommet højt på den internationale dagsorden. Men også her strides parterne. Udviklingslandene er bekymrede for at bistanden er pression for at indgå aftaler på andre områder og ønsker bistanden gjort bindende. De rige lande er kritiske overfor bindende aftaler og nye bistandsinstrumenter, som efter planen skal administreres af handelseksperter uden viden om fattigdomsbekæmpelse. De eksisterende bistandsinstrumenter i f.eks. Verdensbanken er særdeles mangelfulde og kritiseres bl.a. for manglende effektivitet, utilstrækkelig

GLOBALT

HANDEL

koordinering og ringe effekt mht. fattigdomsbekæmpelse. Derfor er skepsisen stor hos både rige og fattige lande, som end ikke kan blive enige om en definition på handelsrelateret bistand. Og derfor vil løfterne næppe blive opfyldt foreløbig.

Handel skaber udvikling Omkring en tredjedel af Afrikas befolkning er underernærede, og sultkatastrofer står i kø på det afrikanske kontinent. For verdens fattigste lande er det altafgørende at ændre den enorme ubalance i handel med landbrugsvarer, som har eksisteret i årtier. Men udenfor WTO-regi er liberaliseringen af landbrugssektoren i de rige lande end ikke til diskussion, og fattige udviklingslande har ikke den samme forhandlingskraft og særlige status. De bilaterale forhandlinger minder mest om en skolegård, hvor de store drenge tæver de små – mens gårdvagten holder kaffepause. Vi befinder os i en handelspolitisk koldkrigssituation, hvor viljen til at bekæmpe global fattigdom ved hjælp af handel er på et historisk lavpunkt. Derfor er det afgørende, at progressive lande som Danmark træder i karakter og bidrager aktivt til at sætte de fattiges interesser i centrum. Danmark barsler i disse måneder med en ny dansk handelsstrategi og IBIS vil i den forbindelse arbejde for et fortsat stærkt fokus på globale handelsforhandlinger, en effektiv handelsrelateret bistand og en afskaffelse af alle skadelige former for landbrugssubsidier og handelshindringer i de industrialiserede lande. :

FOKUS

: LæseRaketten sender Hele Verden i Skole I 2007 sætter IBIS for femte år i træk børns ret til uddannelse på skoleskemaet med uddannelseskampagnen Hele Verden i Skole.

Kampagnens hovedelement er LæseRaketten – en dansk læsebog, der puster til børns læseglæde og styrker deres bevidsthed om, hvorfor det er så vigtigt at få en uddannelse.

Skoleklasser over hele Danmark kan deltage i LæseRaketten i ugen før påskeferien 2007.

I foråret i år læste 128.334 danske børn i LæseRaketten og satte sammen med millioner af elever fra resten af verden fokus på de 99 millioner børn, der ikke har adgang til at komme i skole.

LæseRaketten er sprængfyldt med gode historier, doneret af kendte børnebogsforfattere, og letlæste artikler om børn, der gerne vil i skole. Det er gratis at deltage og skoler/ klasser kan tilmelde sig på www.ibis.dk/ verdeniskole indtil den 8. januar 2007.

: flot opbakning til IBIS’ styrelse på generalforsamlingen lørdag den 4. november 2006 IBIS’ 40 års jubilæum blev markeret på generalforsamlingen af Namibias premier minister Nahas Angula, der i en munter og ligefrem tale understregede det tætte samarbejde mellem IBIS og Namibia.

Johan Reventlow går af som Parlamentarisk revisor. Han har i mange år været medlemmernes vagthund og med til at sikre at IBIS’ administration og programarbejde har været i tråd med værdiggrundlaget og de politiske

HEINZ KANSTRUP

Generalforsamlingen viste en stor opbakning til styrelsens arbejde og de linjer, der er lagt for IBIS’ arbejde fremover. Arbejdsprogram-

met samt den u-landspolitiske udtalelse fra generalforsamlingen kan læses på www.ibis.dk.

beslutninger. Generalforsamlingen valgte Steffen Rasmussen som ny parlamentarisk revisor.

Generalforsamlingen valgte en ny styrelse, og denne har efterfølgende konstitueret sig.

John Nordbo forsætter som formand, Annemette Danielsen som forkvinde for Sydudvalget og Anders Bildsøe Lassen som formand for Nordudvalget.

IBIS’ nye styrelse

FOTO

Fra venstre bagest: Steffen Rasmussen, Johnny Grenzlikowski, Anders Bildsøe Lassen, John Nordbo, Bo Vesterlund, Poul Erik Christoffersen, Christine Rasmussen, Vagn Berthelsen (generalsekretær), Johanne K. Møller, Katrine Magelund, Ditte Falbe-Hansen, Mette Muller Jørgensen, Annemette Danielsen, Karen Prins, Elsebeth Søndergaard.

Isabel Frandsen og Signe Krøjgaard var ikke til stede ved fotograferingen.

: bistand og handelsaftaler mellem EU og Afrika Seminar om de økonomiske partnerskabsaftaler mellem EU og en lang række afrikanske lande.

Lomé-aftalerne har i mere end 30 år været rammen om en aftale om bistand og handelsfordele mellem EU og u-lande med historisk tilknytning til Unionen. Disse aftaler skal nu afløses af de såkaldte EPA’s (Economic Partnership Agreements). De nye EPA-aftaler vil efter alt at dømme give ringere betingelser for de afrikanske lande på handelsområdet.

Især fordi EU nu kræver mere markedsad-

NR. 110 | 2006

gang. Dermed risikerer afrikanske virksomheder at blive udkonkurreret i større tempo.

Program: EUs forhandlingsposition og konsekvenserne for Afrika, ved Marc Maes fra Coalition of the Flemish North South Movement in Belgium, 11.11.11) Kampen om indflydelse i Afrika ved Knud Vilby, journalist og forfatter Regeringens syn på EPA-forhandlingerne ved Ulla Tørnæs, udviklingsminister (ikke bekræftet)

DANMARK

NOTITSER

Paneldebat om EPA mellem udviklingsordførere fra: Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Seminaret er arrangeret af IBIS, Sydafrika Kontakt og DEO (Oplysningsforbundet Demokrati i Europa) Tid: Lørdag den 24. februar kl. 11.00-18.00 Sted: IBIS, 3. sal, Nørrebrogade 68B, 2200 København.

Læs mere på www.ibis.dk

15

Afsenderadresse:

RETURNERES TIL AFSENDER VED VARIG ADRESSEÆNDRING

PortoService Postboks 9490 9490 Pandrup ID:46452 MAGASINPOST

#

WWW.GAVERDERGAVNER.DK

Reg.nr.

Kontonr.

INDBETALINGSKORT Kan betales i pengeinstitut og på posthuse

Indbetaler

Kreditornummer og beløbsmodtager

Checks og lignende accepteres under forbehold af at pengeinstituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i pengeinstitut med terminal er det udelukkende pengeinstituttets kvitteringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.

Kreditornummer og beløbsmodtager

88814606

88814606

IBIS Ibis Nørrebrogade 68B B Nørrebrogade 68 Tlf. 35 35 35 87 87 88 88 Tlf. 35

Meddelelse til modtager

KVITTERING

KA73

2191

Underskrift ved overførsel fra konto

IBIS Ibis Nørrebrogade6868B B Nørrebrogade Tlf. 35 35 35 35 87 87 88 88 Tlf.

Kvittering

Jeg vil gerne støtte IBIS’ arbejde i Afrika og Latinamerika

Kroner

Øre

.

.

,

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+73<

+88814606<

Betalingsdato

Dag

Måned

Kroner

År

FIK 731 (02.05) 833

Øre

.

.

,