IBIS Fokus 114

IBIS

fokus

Uddannelse skaber udvikling

: aids dræber stadig Fattigdom, sociale problemer og tabuer er den lige vej mod en hiv/aids-epidemi. Oplysning og åbenhed er nogle af løsningerne.

“Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig om prævention og kønssygdomme, da jeg var ung,” siger Lydia, der blev mor som 14-årig og bedstemor som 30-årig. Sammen med aktivister, præster og hiv-positive tager hun kampen op.

Læs mere på side 4

NOVEMBER 2007

NR. 114

LEDER

: det dekorative demokrati?

VAGN BERTHELSEN GENERALSEKRETÆR IBIS

Demokrati som begivenhed eller som proces I mange hjørner af verden er der pres på civilsamfundet. Der siges og skrives meget smukt om demokrati og behovet for engagerede medborgere, som organiserer sig omkring en konkret indsats til gavn for lokalsamfundet, og som også bruger den indsats som basis for at argumentere for reformer. Men virkeligheden er mange steder en barsk affære, hvor der tages grove midler i brug for at undertrykke kritiske røster.

To medarbejdere fra IBIS Mozambique gav forleden et interview til dagbladet Politiken, hvor de døbte demokratiet i Mozambique ’dekorativt demokrati’. De påpegede, at tendensen går imod et meget autoritært styre, hvor ét parti (FRELIMO) i realiteten kontrollerer det hele, enten ved at placere partiets folk på de afgørende poster eller ved mere diskret at manipulere bag lukkede døre. Kritiske røster får stedse sværere ved at komme til orde, og der er en voksende frygt for at lægge sig ud med magthaverne.

Samme tendens opleves i en række andre lande, hvor magthaverne bruger ens argumenter: De er valgt og har derfor ret til at bestemme; Der er behov for en stærk ledelse og koordinering af de alt for få ressourcer, så civilsamfundet skal blot gøre hvad det får besked på. Terrortruslen er jokeren som altid kan anvendes, hvis andre argumenter ikke holder. Kontrol og overvågning ses som nødvendigt for at modgå terror.

Tendensen er bekymrende og den underminerer ikke kun udviklingen af et stærkt demokrati. Fattige u-lande er meget afhængige af bistand. Mange gode kræfter arbejder for at sikre det nationale ejerskab til udviklingsprocessen, fordi et sådant ejerskab er afgørende for at sikre bæredygtighed. Derfor mener de at betingelser stillet af donorerne skal væk og at udviklingen skal baseres på bredt funderede strategier for at bekæmpe fattigdommen. Og at demokratiet ikke kun er at sætte et kryds på en valgseddel, men er en løbende proces med folkelig deltagelse.

IBIS-fokus udgives af IBIS Redaktion på dette nummer: : Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk : René Jacobsen, afdelingsleder : rj@ibis.dk : Helle Christiansen Cawthra : hcc@ibis.org.za Rådgiver for IBIS i sydlige Afrika. : Per Bergholdt Jensen : pbj@ibisca.org Info-rådgiver i Mellemamerika Forsidefoto: Per Bergholdt Jensen Layout: mkj/Mediefabrikken Tryk: Arco Grafisk Oplag: 14.000 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2007

Det går galt hvis kun få har ejerskabet og magten. Derfor argumenterer de to IBIS medarbejdere også for, stik imod hvad der regnes for god latin, at donorerne skal stille flere betingelser for bistanden! De to medarbejdere udtalte sig som privatpersoner, men dilemmaet de rejser er reelt, og spørgsmålet er hvordan IBIS skal forholde sig i den diskussion, som er højaktuel: I Danmark diskuterer vi Danidas nye strategi for støtte til god regeringsførelse og støtte til u-landenes civilsamfund. Internationalt diskuteres det, hvordan ejerskabet til udviklingen i u-landene kan styrkes.

IBIS’ styrelse har netop vedtaget en ny strategi for ’regeringsførelse og borgerrettigheder’ som giver os et godt grundlag. IBIS vil støtte et kritisk og konstruktivt civilsamfund og vil facilitere dialog mellem civilsamfundet og regeringsinstitutioner. IBIS vil støtte, at lokale erfaringer bruges nationalt til at diskutere positive reformer. Og IBIS vil støtte civilsamfundet i at overvåge samfundsudviklingen og myndighederne.

Et godt eksempel som strategien fremhæver, er støtten til en ghanesisk organisation, SEND-Foundation. SEND overvåger hvordan de penge, som Ghana får i kraft af gældseftergivelse fra det internationale samfund, kanaliseres fra hovedstaden og helt ud til de enkelte distrikter. Denne synliggørelse forebygger misbrug og bruges til at gå i dialog med myndighederne om strategier for at reducere fattigdom.

Arbejdet fremover vil fortsat være præget af dilemmaet mellem en politisk retning og vision, og en noget mere barsk virkelighed. IBIS har en stor fordel i at arbejde både praktisk og politisk på mange niveauer.

Og vi arbejder for reelt demokrati og ikke ’dekorativt demokrati’.

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBISfokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere, og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere.

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation.

Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 1.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: lae@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos IBIS, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer feb. 2008

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika.

Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200 udviklingsprojekter i 13 lande.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida

Der er lang vej til uddannelse for alle i Sierra Leone, men landets lærerforening med generalsekretær Davidson i spidsen kæmper for at alle de lærere, der flygtede under borgerkrigen vender hjem og at alle landets børn kommer i skole

: uddannelse er ingen selvfølge i Sierra Leone

Alt er en mangelvare Det er snart seks år siden, at den ti år lange borgerkrig sluttede i Sierra Leone, men der er endnu lang vej igen til et velfungerende samfund. Når solen går ned i det lille vestafrikanske land, er gaderne mørklagte. Elektricitet er en mangelvare. Det samme er kvalificerede lærere, ordentlige skolebygninger og materialer til eleverne.

Det giver Sierra Leones lærerforening noget at kæmpe for, og de er godt i gang med støtte Danmarks Lærerforening.

SLTU forhandler for og støtter sine medlemmer efter et dansk fagforeningsforbillede.

Vilkårene er dog langt mere barske.

“Forhandlingerne med regeringen har været tidligere været præget af en meget konfronterende tone, men efter vi begyndte advocacy arbejde sammen med andre organisationer, har det udviklet sig mere til et egentligt samarbejde,” siger Davidson. SLTU

arbejder blandt andet for at sikre lærerne en ordentlig løn. I øjeblikket tjener en lærer på det laveste løntrin ca. 300 kr. om måneden.

Det betyder at de skal leve for godt 10 kr. om dagen, eller lige over FN’s fattigdomsgrænse på 6 kr. om dagen.

“Det er svært for lærerne at overleve på den løn, når de skal købe mad, vand og medicin,” fortæller Davidson. Men han er godt klar over, at det ikke nødvendigvis er lærernes løn, der står øverst på Sierra Leones nyvalgte regerings liste over ting, der skal udbedres hurtigst muligt. En del steder er skolerne slet ikke genopbygget efter krigen.

Der er mange andre fronter hvor SLTU kan sætte ind. De støtter f.eks. lærerne med retshjælp, og de arbejder for at få lærere, der flygtede under borgerkrigen til at vende hjem.

“Vi har besøgt flygtningelejre i vores nabolande. Det er klart, at et liv i en flygtningelejr i et udviklingsland ikke er et godt liv. Men når man kigger på, hvor lidt Sierra Leone har nået siden krigen sluttede, er det svært at overbevise folk om, at de skal vende hjem,” siger Davidson.

Behovet for skolelærere er enormt.

Davidson estimerer, at der mangler omkring 30.000 lærere. For at lokke lærerne hjem tilbyder SLTU blandt andet velfærdsydelser og hjælper med at finde en acceptabel bolig.

Det er svært for ham at afgøre, om situationen er værst på landet eller i byerne. Under krigen flygtede mange ind til byerne. Blandt dem var mange børn og unge, der nu har mistet store dele af deres skolegang.

NR. 114 | 2007

SIERRA LEONE

TEKST FOTO

ANNI LYNGSKÆR LOTTE ÆRSØE

De vækker opsigt, da de kommer ned ad gangene på Peter Sabro seminariet i Århus.

De farvestrålende gevandter skiller sig ud fra mængden af stramme jeans og hættetrøjer.

Det samme gør deres sorte ansigter.

Generalsekretær Davidson A. Kuyateh og projektleder Hawa Koroma fra Sierra Leones lærerforening, SLTU, er på besøg i Danmark, bl.a. for at udveksle erfaringer og fortælle danske lærere og studerende om de vilkår, deres kollegaer i Sierra Leone arbejder under.

UDDANNELSE

“De mange unge uden uddannelse og arbejde danner grobund for prostitution og kriminalitet, i stedet bør de komme i skole,” understreger Davidson.

Det arbejder IBIS på i Kono-provinsen med projektet “En Ny Fremtid”.

“Det er en uvurderlig hjælp. Hvis denne kæmpe gruppe af børn ikke kommer i skole, kan vi ikke leve op til uddannelse for alle,” siger Davidson.

SLTU arbejder for at kopiere projektet En Ny Fremtid andre steder i landet, så endnu flere børn kan komme i skole.

Udfordringerne på landet er anderledes end i byerne. Det er vanskeligt, at tiltrække lærere til afsidesliggende landsbyer og samtidig ligger der et stort arbejde i at overbevise forældrene om, at de skal sende deres børn i skole i stedet for på arbejde.

Selvom der er masse af udfordringer i Sierra Leones uddannelsessystem, bevarer Davidson håbet for sit land.

“Med demokratiet implementeret i vores land, tror jeg på at mulighederne er ubegrænsede.” : Læs mere på www.verdeniskole.dk

: fakta Projektet En Ny fremtid sender 3.000 børn i alderen 10-18 år i Skole. Det er børn der pga. borgerkrigen og fattigdom ikke er kommet i skole. De får et intensivt 3årigt skoleforløb, der giver dem adgang til den almindelige skole på 6 kl. niveau.

IBIS samarbejder med Kono-provinsens uddannelsesmyndigheder om projektet. Projektet er støttet af uddannelseskampagne Hele Verden i Skole 2008 og EU.

03

TEKST | FOTO

Nicaragua har alle ingredienserne til at udvikle en alvorlig hiv/aids-epidemi: Fattigdom, sociale problemer og mangel på oplysning. For at undgå at hiv-smitten eksploderer, laver den kristne organisation Acción Médica Cristiana oplysningsarbejde og bekæmper diskriminationen af de hiv-positive

PER BERGHOLDT JENSEN

Til venstre: “I selvhjælpsgruppen taler vi om vores oplevelser med diskrimination. Gruppen gør os stærkere over for folks negative reaktioner,” forklarer 38årige Carlos.

Til højre: Præsterne fra fem forskellige kirker er gået sammen i en pastoral gruppe. De udbreder viden om hiv/aids i deres menigheder og forsøger at bekæmpe diskriminationen mod hiv-positive, selvom det ikke altid er populært at tale om sex fra prædikestolen.

: diskriminationen dræber de hiv-positive “I Bluefields by er det ikke svært at informere om hiv/aids, men i landområderne er transport et stort problem. For at nå ud til de fleste lokalsamfund skal man først med båd eller kano op ad floden, og derefter til hest eller på gåben gennem junglen. Det er nemt at sejle i regntiden, men mudderet gør det svært at komme frem til fods. I tørkeperioden er det nemmere at gå i junglen, men når vandstanden falder, kan bådene ikke komme frem, så man må gå igennem flodlejet.” fortæller Jimmy Gary Morales González. Han er 26 år gammel sociologi-studerende og frivillig oplysningsaktivist for den kristne organisation Acción Médica Cristiana – AMC (Kristen Medicinsk Handling) – i Nicaraguas sydlige Atlanterhavsregion. Regionen er dækket af mangrovesumpe og jungle og præges af mange forskellige etniske gruppers sprog og kulturer. Området har også en af Nicaraguas højeste hiv-rater.

For at forebygge en epidemi spreder AMC budskabet om hiv/aids i Bluefields området.

Med støtte fra IBIS forsøger organisationen også at sikre hiv-positive imod diskriminering gennem forskellige aktivistgrupper med medlemmer fra et bredt udsnit af befolkningen.

Fra tabu til accept “Folk løber en alvorlig risiko, hvis de ikke kender til hiv/aids. Det er højst nødvendigt at informere for at undgå, at epidemien spreder sig yderligere,” siger Jimmy. Han har netop

forklaret en gruppe studerende om risikoen for hiv/aids og andre kønssygdomme.

“For mig er det ikke pinligt at tale om sex og kønssygdomme. Hiv/aids er en realitet, som vi skal gøre noget ved.”

Fattigdom, narko, prostitution og mangel på seksualoplysning er nogle af de faktorer, der gør Nicaragua til et risikoområde. Religion og konservatisme betyder, at unge ikke får oplysning om prævention, hvilket afspejles i det faktum, at en tredjedel af alle piger enten er gravide eller mødre, når de fylder 19 år. Ligesom macho-kulturen anerkender mænds ret til flere partnere og at dyrke ubeskyttet sex. Seksuelle overgreb mod piger og kvinder bidrager ligeledes til problemet.

I Nicaragua er de fleste hiv-smittede heteroseksuelle, men den brede befolkning forbinder tit hiv/aids med homoseksuelle og stofmisbrugere. Manglen på oplysning fører til voldsom diskrimination af hiv-smittede, men takket være AMC er mentaliteten ved at skifte.

“Vi har vænnet folk til at høre om hiv/aids, og de lukker os ind nu. Før i tiden smækkede de døren i, når vi kom. Folk har indset, at hiv/aids er en sygdom på linie med diabetes eller kræft, og der er stor interesse for vores informationsarbejde, navnlig blandt studerende. Vi laver offentlige møder i slumkvartererne, uddeler brochurer, plakater og sender radiospots. Vi skal snart lave live radioprogrammer. I landområderne er der ikke elektricitet, så vi bruger megafoner og plancher

04

NICARAGUA

HIV/AIDS

med fotos. Vi opfører også små teaterstykker om hiv/aids,” fortæller Jimmy.

Selvom Jimmy holder af at oplyse om hiv/aids, er der omkostninger forbundet med arbejdet.

“Jeg er far til en lille pige, og i år har jeg været bortrejst i fem en halv måned. Som frivillig får jeg ikke nogen løn. Til gengæld har jeg fået en masse erfaring, jeg kan bruge senere.”

Husmødre mod hiv/aids “Før i tiden vidste jeg intet om hiv/aids, men AMC har lært mig, hvordan hiv smitter. Jeg forklarer mine børn, børnebørn og de unge i kvarteret om sygdommen, og at man ikke skal diskriminere folk, der har hiv/aids. Man skal give dem en hjælpende hånd, for diskriminationen dræber de syge,” fortæller Lydia Marina Hurtado García.

Lydia er 52 år gammel og medlem af AMC’s gruppe af husmødre. Husmodergruppen består af 30 kvinder, der fortæller om hiv/aids i deres familier og i deres kvarterer.

“Før talte man ikke om den slags. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig om prævention og kønssygdomme, da jeg var ung,” siger Lydia, der blev mor som 14-årig og bedstemor som 30-årig.

Fyret og udstødt af sin familie “Jeg fik job som hushjælp hos en amerikansk kvinde. Efter tre dage blev jeg fyret uden begrundelse. Senere fik jeg at vide, at hun opdagede, at jeg var hiv-positiv, og hun var rasende FOKUS

: Acción Médica Cristiana og IBIS Mellemamerika Acción Médica Cristiana (AMC) er en kristen organisation, der arbejder med udvikling og sundhed i lokalsamfundene i Nicaragua. IBIS i Mellemamerika har givet 300.000 kr. til AMC’s arbejde med hiv/aids-oplysning i Bluefieldsområdet på Nicaraguas sydlige Atlanterhavskyst.

: hiv/aids i Mellemamerika Officielt er ca. 7.300 personer smittede med hiv/aids i Nicaragua, men det reelle antal er sikkert meget højere. I Guatemala er ca. 61.000 smittede, mens der er omkring 63.000 hivpositive i Honduras, svarende til ca. 1,5% af alle voksne mellem 15 og 49 år. (Kilde: UNAIDS).

: atlanterhavskysten i Nicaragua Nicaragua er det fattigste land i Mellemamerika og Atlanterhavsregionen den fattigste del af landet med et af de højeste antal hiv-positive.

Atlanterhavsområdet er opdelt i den Nordlige og den sydlige region. Bluefields har ca. 50.000 indbyggere og er hovedbyen i den sydlige region, der dækker 27.400 km2 – med ca. 330.000 indbyggere i alt.

NR. 114 | 2007

over, at jeg havde været i hendes hjem. Hun mente, at jeg kunne smitte hendes familie.”

Ordene kommer fra en yngre kvinde, der deltager i AMC’s selvhjælpsgruppe for hivsmittede. Gruppen mødes hver uge for at tale om sundhedspleje, ernæring, deltagernes oplevelser og læse i biblen.

“I starten sagde jeg til min familie, at jeg havde kræft. Men da jeg fortalte sandheden, brød de al forbindelse til mig. For mig at se har jeg ingen familie længere, de er holdt op med at eksistere. Jeg har min mand og mine to børn, som støtter mig. Det er min eneste familie nu.”

De fleste af støttegruppens medlemmer hemmeligholder sygdommen for familie og venner af frygt for udstødelse. Derfor står de alene med en lang række problemer: følelsesmæssige, helbredsmæssige, økonomiske og sociale.

“I selvhjælpsgruppen taler vi om vores oplevelser med diskrimination. Gruppen gør os stærkere over for folks negative reaktioner,” forklarer 38-årige Carlos.

“Støttegruppe er som en familie for os alle sammen. Mange troede, de var færdige, inden de kom her. Nu har de fleste fået nyt mod på livet. Vi har fået spirituel styrke og lært at leve anderledes end før,” fortæller en 45-årig mand.

“Fordomme og diskrimination skyldes først og fremmest manglen på information. Mange folk afviser hiv-smittede på grund af uvidenhed,” siger Carlos.

NICARAGUA

HIV/AIDS

Sex fra prædikestolen I mangrovesumpene, en times sejlads fra Bluefields, ligger den lille by Pearl Lagoon, hvor AMC har endnu et kontor.

“Vi forsøger at få alle i lokalsamfundet involveret i hiv/aids-temaet. Hvis alle i samfundet har adgang til information, kan vi bekæmpe både hiv/aids og fordommene om de smittede,” forklarer Mark Tinkham fra AMC i Pearl Lagoon.

“Vi arbejder sammen med kvinderne, de unge, lærerne, de lokale ledere og præsterne.”

AMC har forenet præsterne fra fem forskellige kirker i en pastoral gruppe. Præsterne udbreder viden om hiv/aids i deres menigheder og forsøger at bekæmpe diskriminationen mod hiv-positive, selvom det ikke altid er populært at tale om sex fra prædikestolen.

“Vores kirke informerer medlemmerne om hiv/aids, så alle bliver bevidste om problemet. I starten var det svært at tale om sex og prævention i kirken, for mange mente, at det ikke var et kristent emne. Men vi har lært dem, at hiv er en menneskelig virus, og at vi alle er mennesker,” siger Randall Cayasso, der er præst i adventistkirken.

“Hvis AMC ikke arbejdede i Pearl Lagoon, tror jeg denne epidemi ville være blevet en katastrofe for dette lokalsamfund. Men med hjælp fra AMC og IBIS bekæmper vi nu sygdommen i hele Pearl Lagoon området,” afslutter han. : 05

Næsten alle namibiere kender den: hiv/aids mediekampagnen Take Control. Kampagnen startede i 1999, og IBIS har været med siden 2004

“Jeg var nok eksploderet, hvis jeg havde holdt det for mig selv,” siger David Lush på det kæmpe reklameskilt. Teksten fortsætter: “Tal med nogen om at være hiv-positiv. Det er det første skridt til at få dit liv tilbage. Bliv din egen helt – tag kontrollen.”

: fakta Namibia: Befolkning: 2,1 million Hiv-positive 15-49 år: 19,9% (ca. 210.000) Hiv-smittede kvinder 15-49 år: 130.000 Hiv-positive i den værst ramte region (Caprivi): 39,4% Hiv-smittede børn 0-14 år: 17.000 Forældreløse børn pga. aids: 85.000 Dødsfald pga. aids: 17.000 om året

: medier mod aids

Kilder: Det namibiske sundhedsministerium, UNAIDS og UNFPA

Ligegyldigt hvilke briller, man tager på, så har Namibias Take Control hiv/aids kampagne udviklet sig til en bragende success. Oplysningskampagnen, der nu kører på niende år, bruger radio, tv, trykte medier og særlige ’events’ til at nå ud til namibierne med budskaber om ansvar, håb og respekt.

Op mod 80% af Namibias befolkning kender kampagnen, ikke mindst pga. et godt, men ikke altid gnidningsfrit samarbejde mellem regeringen, NGO’ere, medier og internationale organisationer.

Bastian Schwarz fra NGO’en Nawa Life Trust er en af drivkræfterne bag kampagnen.

Han mener, at Take Control har medført et mentalitetsskifte hos mange namibiere. Der er i dag langt større åbenhed om hiv og aids, selv blandt grupper, hvor man måske ikke ville forvente den store forståelse eller samarbejdsvilje.

Resultater gennem partnerskab Take Control kampagnen har haft en del håndgribelige resultater, f.eks en kraftig stigning i antallet af namibiere, der lader sig teste eller søger rådgivning og en mærkbar stigning i salget af kondomer.

“Vi har fået Namibias Council of Churches (det nationale kirkeråd) ind i folden og vi er i fuld gang med at diskutere kampagnen med dem. Det er bestemt banebrydende!” siger Bastian Schwarz.

En af de første udfordringer for kampag-

06

NAMIBIA

TEKST FOTO RED. | OVERSÆTTELSE

CECILIA BERMÚDEZ HORSTEN GITTE JAKOBSEN HELLE CHRISTIANSEN CAWTHRA

HIV/AIDS

nen var at få hiv og aids på regeringens dagsorden. I dag er Namibias informations- og medieministerium kampagnens overordnede koordinator og Take Control er en del af landets strategiske hiv/aids plan. De andre partnerne tæller sundhedsministeriet, lokale NGO’ere, sværvægtere som UNAIDS og UNICEF – samt, siden 2004, IBIS. Hvorfor IBIS? IBIS’ involvering i Take Control begyndte i 2004, da kampagnen tog temaet Be a hero (Vær en helt) op.

“Vi argumenterede for mere fokus på mennesker, der selv lever med hiv og aids, og at de i højere grad skulle have mulighed for at fortælle om hiv og aids med deres egne ord – for at gøre kampagnen mere nærværende,” fortæller David Lush, som leder IBIS’ hiv/aids program i Namibia.

FOKUS

IBIS banede vejen for, at Lironga Eparu (Namibias organisation for mennesker, der lever med hiv og aids) kom med i kampagnen.

David Lush, som har levet med hiv i 15 år, og en ung namibisk kvinde, Endelika Fillander, blev de første personlige stemmer, der blev brugt i kampagnen i 2004/2005. Den kom til at hedde Be your own hero (Vær din egen helt) for at understrege det personlige perspektiv på helte-temaet.

“Et andet vigtigt aspekt, vi fik ind i kampagnen i 2004, var, at den for første gang havde forskellige dele, der henvendte sig til forskellige slags mennesker: Mennesker, der selv lever med hiv og aids, unge generelt, unge kvinder specielt, samt de – ofte religiøse – grupper, der argumenterer for seksuel afholdenhed,” fortæller Itayi Duve, projektmedarbejder på IBIS’ hiv/aids program i Namibia, og IBIS’ repræsentant på Take Control holdet.

I et større perspektiv, siger Bastian Schwarz fra Nawa Life Trust om IBIS’ deltagelse i kampagnen: “Hvis vi taler penge, er IBIS’ bidrag til kampagnen minimal. IBIS’ store force er, at organisationen tilfører kampagnen en hel unik ekspertise. IBIS’ metoder er meget innovative – der er ingen andre, der har den samme ekspertise.”

Han mener, at IBIS’ involvering i Take Control kampagnen har været helt afgørende.

“Lironga Eparu har desværre været ret op-

taget af interne processer i den senere tid,” forklarer Bastian Schwarz. IBIS er derfor blevet en af de bærende kræfter ift. at sikre et solidt fokus på mennesker, der lever med hiv og aids.

Bastian Schwarz mener også, at IBIS udfylderen vigtig rolle ift. at styrke dialogen mellem forskellige grupper i hiv/aids sektoren.

“Der er nogle små grupper og organisationer, der udfører et fantastisk stykke arbejde, men ikke har været synlige. IBIS har bygget bro mellem de mere etablerede kræfter og andre, som ikke har haft megen plads i kampagnen, og IBIS har vist, hvordan man kan mediere mellem de forskellige grupper,” siger han.

Take Control uden IBIS Bastian Schwarz er dog ikke nervøs for kampagnens fremtid, når IBIS stopper sine aktiviteter i Namibia i slutningen af 2008. Faktisk kan han se fordele ved, at IBIS nu er ved at overdrage sit hiv/aids program til en ny lokal NGO – Positive Vibes – som bl.a. vil have nuværende IBIS medarbejdere i sin stab.

“Det vil være lettere for os at kanaliserere penge fra f.eks. PEPFAR (den amerikanske President’s Emergency Plan for Aids Relief ) og USAID gennem en lokal NGO. IBIS har en del restriktioner omkring, hvem organisationen vil modtage penge fra. En lokal NGO vil have større autonomi og fleksibilitet til at arbejde ud fra lokale behov og omstændigheder. I sidste ende handler det jo om, hvor langt vi kan nå ud,” mener Bastian Schwarz.

En del af den nye kampagnes målsætning er også at rokke ved folks traditionelle forståelser af seksualitet og parforhold. Be there to care introducerer bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle som nye målgrupper.

“Vi kan ikke forsat marginalisere disse grupper. Vores budskaber skal nå ud til alle,” siger Itayi Duve.

Bastian Schwarz er sikker på, at denne nye del vil skabe diskussion “Det er stadigt et nyt koncept [at indrage bøsser, lesbiske, bi- og transeksuelle målgrupper, red.]. Nu må vi se, hvordan vores regeringspartnere tager det.

Det betyder ikke nødvendigvis, at der ligger nogle konflikter og ulmer,” slutter han. :

: fakta

: fakta

Take Control er en omfattende hiv/aids mediekampagne, der bruger radio, tv, trykte medier og særlige ‘events’. Kampagnen er en del af Namibias nationale hiv/aids plan og koordineres af Namibias informations- og medieministerium. Partnerne i kampagnen er UNAIDS, UNICEF, UNFPA (FN’s Befolkningsprogram), Nawa Life Trust, Social Marketing Association, sundhedsministeriet, den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria, og IBIS.

IBIS’ metoder i hiv/aids arbejdet i det sydlige Afrika går ud på: • at tage udgangspunkt i hvert enkelt individ – dvs. at personalisere hiv og aids i stedet for at se sygdommen som noget, der kun vedkommer andre.

• at fremme kommunikation og debat, ved at give især børn og mennesker, der selv lever med hiv og aids, mulighed og selvtillid til at deltage.

• at tage et positivt og pro-aktivt udgangspunkt – dvs. tage dommedagsbrillerne af og fremme et mentalitetskifte, hvor håb, respekt, rettigheder og indflydelse er i centrum.

• at involvere mennesker, der lever med hiv og aids, så meget som muligt. De ved, hvad det drejer sig om, og er de bedste til at lede aktiviteter og lobbyvirksomhed.

• at gøre som man selv prædiker – dvs. at IBIS som organisation selv praktiserer ovenstående.

2007-kampagnen Be there to care (Nærvær og omsorg) følger tidligere kampagner, der har haft temaerne Safe sex saves lives (Sikker sex redder liv), Be a Hero (Vær en helt) og Be your own hero (Vær din egen helt).

NR. 114 | 2007

Nye udfordringer Det nuværende tema for Take Control kampagnen – Be there to care (Nærvær og omsorg) – blev lanceret i maj i år. Det handler om mere åbenhed omkring hiv og aids mellem partnere, men også om et mentalitetsskifte især indenfor sundhedssystemet. Her er der stadigt udbredt stigmatisering og mangel på respekt for mennesker, der lever med hiv og aids.

“Der er desuden også et stort behov for at takle den mistillid og uærlighed, der findes i mange parforhold,” forklarer IBIS’ hiv/aids medarbejder Itayi Duve.

Det handler f.eks. om utroskab, at der ikke bruges mange kondomer i faste parforhold, at kun få partnere vælger at blive testet sammen, mangel på støtte fra familie og venner og udbredt seksuel vold.

NAMIBIA

HIV/AIDS

07

: lov til at håbe

TEKST | FOTO

HELLE CHRISTIANSEN CAWTHRA

Psykologhjælp til børn med indlæringsvanskeligheder i Sydafrika er en af de GAVER DER GAVNER som IBIS tilbyder. Det handler om omsorg, uddannelse, håb og drømme Thanduxolo Mngomezulu er på flere måder en ener. Han arbejder for den lokale organisation Zisize Educational Trust i iNgwavuma i det nordøstligste Sydafrika og er den eneste psykolog i miles omkreds. Han er også en sjældenhed, fordi han valgte at vende tilbage til sin fødeegn efter endt universitetsuddannelse. Det er med andre ord ikke egen vinding eller en højtflyvende karriere, der driver ham. Thanduxolo vendte tilbage for – det skylder jeg mit lokalsamfund, som han siger.

Thanduxolo har sat sig for at hjælpe egnens mest udsatte børn med at få en fremtid. De skal i skole og have ligeså meget ud af deres skolegang som andre børn.

Og han har nok at tage sig til. Her hvor ekstrem fattigdom og hiv/aids hører til dagens

orden, lider mange børn af omsorgssvigt.

De mangler fremtidsudsigter, og tit er der ikke overskud eller ressourcer til tage sig af dem.

Historien om fire børn I dag, torsdag den 2. august, har Thanduxolo sat fire 7. klasses-lærere fra Ntabayengweskolen stævne for første gang. De har fortalt om fire børn – tre drenge og en pige – som ikke møder op, eller har svært ved at koncentrere sig i skolen. Hver enkelt af børnene bliver grundigt diskuteret.

De tre drenge er mellem 16 og 18 år og egentlig for gamle til at gå i 7. klasse. De har måttet gå klasser om pga. for meget fravær.

Når de kommer i skole, har de svært ved at

koncentrere sig. To af dem har mistet deres far, og en af dem bor hos sin bedstemor. En af drengene var 10 år, før han holdt op med at tisse i bukserne. En anden skal altid passe kvæg og lider af uforklarlige ’black-outs’, og den tredje har et alkoholproblem – ligesom der er alkoholproblemer i drengenes familier.

Det sidste af børnene, en pige på 13 år, er også tit fraværende eller kommer for sent.

Hun bor hos sin mor og stedfar og lider af lungeproblemer og dårligt syn. Moderen er gravid og har i forvejen mindst fire børn, ifølge lærerne. Pigens biologiske far, der nu er gift med en anden kvinde, vil have forældreretten over pigen, men det kæmper moderen og pigen selv imod.

Har du brug for en gave – så har vi 30 menneskelige gaver, der gavner for livet Giv et barn en skoleuniform i Mozambique

150 kr.

Giv 20 maya-børn et skolemåltid i Guatemala 150 kr.

08

GLOBALT

Giv et barn 1 års skolegang i Sierra Leone 370 kr.

GAVER DER GAVNER

Giv en “Lev Sundt” køkkenhave til en hivpositiv i Namibia 220 kr.

FOKUS

Thanduxolo Mngomezulu har sat sig for at hjælpe egnens mest udsatte børn med at få en fremtid. De skal i skole og have ligeså meget ud af deres skolegang som andre børn.

Tag initiativet De fleste af lærerne mener, at Thanduxolo eller andre må gøre noget ved børnenes problemer. Men Thanduxolo coacher dem til en forståelse af, at de selv kan hjælpe børnene – med hans støtte og rådgivning.

Sammen kan de kontakte børnenes forældre eller plejeforældre og tage på hjemmebesøg, hvis det er nødvendigt. De kan også være med til at sikre behandling af børnenes helbredsproblemer gennem den lokale klinik.

Thanduxolo mener f.eks. at den dreng, der har ’black outs’ måske lider af epilepsi, og at især pigen nok lider af underernæring. Han er generelt bekymret for, at børnene ikke får mad nok, og at de eller deres forældre er hivsmittede.

Thanduxolo og lærerne kan også hjælpe børnene og deres familier med at komme i kontakt med de sociale myndigheder – og måske vigtigst af alt: De kan vise børnene særlig opmærksomhed og omsorg.

Og det er netop, hvad Thanduxolo selv lægger for dagen, da han bagefter mødes med tre af børnene hver for sig. I begyndelsen virker børnene nervøse, men nervøsiteten afløses efterhånden af afslappethed og latter.

Thanduxolo spørger dem ikke kun om deres problemer i skolen og derhjemme, men snakker også med dem om, hvad der gør dem glade, hvad de drømmer om, og hvad de gerne vil være, når de er færdige med skolen. Det er forløbigt blevet til en ingeniør og en sygeplejerske. :

: fakta Zisize Educational Trust i det nordlige KwaZuluNatal arbejder for udsatte børns ret til uddannelse.

Organisationen hjælper lokale skoler med at blive Caring schools (omsorgsfulde skoler).

Zisize har eksisteret i seks år, og IBIS har støttet projektet siden 2004. Zisize arbejder nu med seks skoler og hjælper tusindvis af børn, deres familier og deres lærere. Skolerne tilbyder mad, ekstra læseundervisning, biblioteker, lærertræning, lektiehjælp, tilskud til køb af skoleuniformer, psykologisk og social støtte til specielt udsatte børn, støtte til forældre og plejefamilier, børnehaver og vuggestuer for små søskende, børnehjem, hiv-testning og hiv/aids-rådgivning, samt drama og radioprogrammer for og af børn og unge.

Se flere gaver og køb din egen GAVE DER GAVNER på www.gaverdergavner.dk

GAVER DER GAVNER er en del af IBIS’ langsigtede udviklingsprojekter i u-lande med det formål at forbedre levevilkårene for fattige mennesker.

GAVER DER GAVNER Giv en skolelærer en undervisnings-guide i Angola 150 kr.

GAVER DER GAVNER er med til at ændre livet for fattige mennesker.

Med GAVER DER GAVNER vælger du, hvad du vil gavne

GAVER DER GAVNER er en her-og-nu indsats i et langsigtet perspektiv.

IBIS ønsker alle en rigtig glædelig og gavnlig jul!

www.gaverdergavner.dk

www.gaverdergavner.dk NR. 114 | 2007

GLOBALT

GAVER DER GAVNER

09

: skolebestyrelsen er skolens motor

I Mozambique skal forældrene tage et større ansvar for deres børns skolegang

TEKST FOTO

ELSEBETH ALLER MORTEN BLOMQUIST/ANNE MAGRETHE HEFTING

Når skolen ligger flere timers gang fra hjemmet, er det svært at motivere forældrene til at sende deres piger i skole. Den lange skolevej betyder, at pigerne er væk hjemmefra i lang tid, men vigtigst af alt er, at der kan ske dem så meget på vej til og fra skole. Forældrenes største frygt er, at pigerne bliver overfaldet og måske voldtaget. Den frygt er ikke ubegrundet.

For at sikre, at pigerne fra de fjerntliggende hjem i Milange i Mozambique kom i skole, bad skolebestyrelsen forældre og andre fra lokalsamfundet om hjælp til bygning af en sovesal.

10

Der var en del tømmer i området, så udgifterne til byggeriet blev minimale. På kort tid stod bygningen klar til indflytning. Huset fungerer nu som en form for hjem, hvor voksne fra byen skiftes til at være hos pigerne.

Mad og senge har pigerne enten fået hjemmefra eller fra lokalsamfundet. Skolebestyrelsens medlemmer holder et vågent øje, når pigerne færdes rundt i byen, så der ikke sker dem noget.

teknik, arkivering og rapportskrivning. Og resultatet er temmelig imponeret. Ikke blot sætter skolebestyrelserne en masse aktiviteter i gang – de højner også moralen og engagementet hos lærerne og skolernes ledelser.

For skolebestyrelsen viser en oprigtig interesse i, at skolen bliver et godt sted at være for både børn og voksne – et sted, hvor der bedrives undervisning af bedre kvalitet hver dag og i alle lektioner.

Moralsk opbakning til lærerne Skolebestyrelser har efterhånden fået liv rundt omkring i Mozambique. Før havde kun få skoler en bestyrelse, men de havde hverken magt eller agt. Mange skoler har slet ikke haft skolebestyrelser, og derfor har ingen af de valgte medlemmer erfaring med arbejdet.

På et grundkursus i skolebestyrelsesarbejde lærer de nu planlægning, evaluering, referat-

Berusede lærere – nej tak Et stort problem er lærerfravær. Mange af lærerne kommer fra landsbyer langt fra skolen. Der bor deres familier, og for at se dem vælger lærerne at holde forlængede weekender, der omfatter både fredag og mandag.

Myndighederne har endnu ikke set sammenhængen mellem lærerfravær og manglende lærerboliger tæt på skolen. Men det har

MOZAMBIQUE

UDDANNELSE

FOKUS

skolebestyrelserne, som flere steder har fået både lærerne og frivillige forældre til at bygge huse til lærerne, så de kan bo tæt på skolen med sammen deres familier.

Skolebestyrelserne har deres daglige gang på skolen, og de holder øje med, om lærerne møder op til timerne. Alkoholmisbrug er et andet udbredt problem blandt lærere på landet. Tidligere udeblev lærerne ofte fra undervisningen eller underviste eleverne i beruset tilstand eller med tømmermænd. Det problem er ved at forsvinde, for med en større interesse for lærerens arbejde bliver lærerne mere motiverede, og sam-

“Skolebestyrelserne kender deres rettigheder, og de kan fint holde øje med, at undervisningen bliver gennemført i henhold til de planer, der ligger.”

Desuden spænder aktivitetsniveauet langt videre end blot mødeaktivitet, og der kræves ingen læsefærdigheder for at kunne mobilisere andre forældre til arbejdsdage eller besøge svage familier.

Costa Daniel tilføjer, at skolebestyrelserne i udvalgsarbejde forsøger at sikre, at analfabeter ikke sidder alene, når der skal skrives rapporter og indstillinger.

Børn har lært at tie stille Ifølge reglerne skal der være to elevrepræsentanter i skolebestyrelsen. Det udgør stadig et problem, for eleverne deltager ikke aktivt i bestyrelsesarbejdet.

“Når der er voksne til stede, tier børn stille, for det er de opdraget til,” forklarer Costa Daniel.

Derfor afholdes der nu børnemøder (uden voksne) lidt i stil med elevrådsmøder, hvor eleverne taler med hinanden om det, de gerne vil have behandlet i skolebestyrelsen. Det ruster repræsentanterne, som så har konkrete sager, de kan lægge frem.

Analfabeter kan sagtens skelne godt fra skidt En del skoleledere har været skeptiske over for skolebestyrelserne. Mange medlemmer er analfabeter, og skolelederne har ikke ment, at de var i stand til at vurdere skolens aktiviteter.

“Men medlemmerne kan sagtens skelne mellem god og dårlig undervisning,” fastslår Costa Daniel, der er leder af IBIS’ uddannelsesprogram i Mozambique.

Lørdagsskole med fisk og geder De mange forældreløse, hiv-smittede og andre udsatte børn har svært ved at skaffe mad og skoleudstyr. På en skole har forældrebestyrelsen valgt at inddrage hver lørdag til arbejde med køkkenhaver, fiskeri og gedehold. På den måde producerer skolen mad til de børn, der har brug for det, og kan samtidig sælge ud af overskuddet og få penge til skolematerialer. De forældreløse er ikke de eneste, der vinder ved denne ordning. Forældre, lærere og børn knyttes tættere til hinanden og til skolen, når de arbejder sammen om et fælles projekt. Forældre, der selv er analfabeter, får mulighed for at samarbejde med lærerne og skolebestyrelsen om noget, der ikke kræver boglige færdigheder. Deres interesse for børnenes arbejde øges, og de får nemmere ved at komme på skolen til møder og samtaler, når de kender skolens voksne fra arbejdet om lørdagen.

Forældrene har også et ansvar “Skolebestyrelserne spiller nu en utrolig vigtig rolle i skolens liv,” fortæller Costa Daniel.

“De kan lægge et stort pres på de lokale myndigheder for at forbedret kvaliteten i uddannelsen. Vigtig viden formidles til både forældre og andre interesserede i lokalområdet når bestyrelserne uddeler oplysningsmateriale om f.eks. hiv/aids, ligestilling, miljøspørgsmål og voksenundervisning.

NR. 114 | 2007

MOZAMBIQUE

: fakta IBIS uddannelsesprogram støtter skolebestyrelserne i en række distrikter i Zambezia og Niassa provinserne, med bla.: • Kurser i bl.a. hiv/aids forebyggelse, demokrati og mødeafholdelse • Materialer til møder som f.eks. papir, kuglepenne, protokoller og mapper.

• Afholdelse af møder mellem forskellige skolebestyrelser i det samme område så de kan udveksle erfaringer og ideer.

tidig afholder de daglige besøg af skolebestyrelserne mange fra at møde berusede på skolen.

I de tilfælde, hvor skolebestyrelserne ikke selv kan løse problemer med fordrukne, korrupte eller inkompetente lærere, lægger de pres på de lokale myndigheder. Det resulterer ofte i, at lærerne bliver bortvist.

UDDANNELSE

Skolebestyrelsernes medlemmer spiller også en større og større rolle i andre lokale fora.

Forældrene bliver mere engagerede, når der sidder folk som dem selv i skolebestyrelserne, og de begynder at føle et medansvar for deres børns skolegang. Det er jo ikke kun myndighedernes opgave,” slutter Costa Daniel. : 11

TEKST | FOTO

RUNE GEERTSEN

: Kayambi- og Huaoranifolkene mødes Projektet om territorieforvaltning og identitet i Ecuador foregår både i højlandet med Kayambi-folket og i Amazonas lavland med Huaorani-folket. Målet er, at indianerne selv kan forvalte deres territorier gennem en stærkere følelse af tilhør. Kayambi-folkets territorium er især truet af store drivhusgartnerier med blomster til eksport og privatiseringer, hvorimod Huaorani-folkets territorium er truet af illegal tømmerindustri og olieudvinding.

De to folk mødes løbende gennem projektet for at udveksle erfaringer.

: solurets tilbagekomst At skrive et indiansk folks historie ud fra deres egen opfattelse af verden, er en vigtig del af genopbygningen af deres identitet og dermed kampen for rettigheder. I Ecuador er et solur en del af den proces

Hvis man ikke lige vidste det, ville ingen gætte, at der på taget af en lille anonym købmandsbutik i udkanten af byen Cayambe i Ecuador findes et par malingstreger, der udgør en vigtig del af genopbygningen af et helt folks identitet og historie.

Men stregerne er købmanden og forskeren Pablo Huañas hjemmelavede solur, skabt med forfædrenes viden, og det fortæller en masse om hans folk, Kayambi-folkets, historie og levevis både før og nu.

En historieforsker og jeg har været tidligt ude af fjerene og taget en morgenbus fra den grå hovedstad Quito ud til Pablo Huaña – rygtet går, at han har uvurderlig viden om Kayambi-folket, og denne viden er vigtig for forskeren, som er ansat af IBIS til i samarbejde med Kayambi-folket at skrive deres historie.

Pablo er ivrig for at vise sit solur frem, så vi klatrer med det samme op på taget, hvor solen skinner over Cayambe-vulkanen og ned på Pablos hjemmelavede solur. Han placerer en lang pind i midten af uret og fortæller:

“Når skyggen rammer her, er det Inti Churi, d. 21. marts, og så skal vi så vores marker. Og når den rammer her, er det månefest, og så skal vi lave vores børn. Vi er jo sønner af solen, så det er bedst at få dem i juni.”

Historieforskeren Alfredo Losano tager noter og billeder. Soluret er, siger Pablo Huaña, samtidig et slags atlas, der beskriver relationerne mellem de omgivende bjerge og vulkaner.

“Men det er viden, der næsten er gået tabt. Folk her ved ingenting om det.”

12

ECUADOR

Stolte traditioner Kayambi-folket har en stolt tradition som forsvarere af jord og rettigheder. De startede den første indianske organisation i Ecuador i 1930’erne, og mange nationale indianerledere fra før og nu kommer derfra. Men virkeligheden for de omkring 45.000 indianere bliver stadig mere kompliceret. De lever nu side om side med småbyer, storindustrier og kvægbrug. Deres højtliggende heder, páramos, forsyner hovedstaden Quito med vand og er derfor truet af privatisering eller fredning.

RETTIGHEDER

Kayambi-folket har ikke, som andre indianske grupper, krav på et specifikt suverænt territorium, fordi de lever i et område med så mange andre aktører. Men de kan få de andre aktører til at respektere Kayambis leveform og de steder, der har historisk betydning for dem og er vigtige for deres overlevelse. Deri ligger udfordringen, og derfor har IBIS for nylig startet et projekt, der skal styrke Kayambi-folket i denne nye virkelighed. Man er kommet frem til, at organisation og lobbyarbejde ikke er nok. Kayambi-folket skal genopbygge sin identitet gennem kendskab til sin historie, territorium og en omfattende analyse af den nuværende situation, for derigennem at kunne forvalte deres territorium og præsentere deres krav over for myndighederne.

“De skal gennem en proces med forhandling og interkulturelt samliv med områdets andre aktører. Derfor er det vigtigt, at de reflekterer over deres historie og territorium og tænker over, hvordan den næste generation skal forholde sig til de nye udforFOKUS

dringer, så de kan bevare deres territorium og indianske identitet,” siger Arturo Cevallos, der er landekoordinator for IBIS i Ecuador.

Kayambi-folket er nu gået i gang med at opmåle deres område med GPS-målere, lave kort over lokalsamfundene, folketællinger, registrere indbyggernes beskæftigelser og hvad de producerer – og samtidig skrive Kayambi-folkets historie. Alt sammen for at styrke forholdet til deres territorium og gøre dem bedre til at forvalte det ansvarligt og dermed stå stærkt, når områdets fremtid skal debatteres lokalt og nationalt.

Indiansk historieskrivning Tilbage hos Pablo Huaña er vi gået ind i købmandsbutikken, og de to forskere diskuterer livligt områdets geografi og historie. Alfredo Losana viser Pablo Huaña et gammelt kort over Peru fra en bog, lavet af indianeren Guaman Poma i det 17. århundrede.

Losana forklarer, hvordan kortet har syv dimensioner: Oververdenen og himlen, jorden, hvor menneskene bor, underverdenen

og vandet, og fire geografiske områder – nord, syd, øst og vest – delt af diagonaler fra solens og månens placeringer.

“Min idé er at placere Cayambe i midten og så skrive Kayambi-folkets historie ud fra de syv dimensioner: Hvad ved vi om den himmelske verden, hvad ved vi om livet og festerne og traditionerne, og hvad ved vi om bjergene, páramos og vulkanerne. Det er historieskrivning fra en indiansk kosmovision.

Hvad siger du til det, Pablito?” spørger Losana meget ivrigt og fortsætter selv: “Den vestlige historieskrivning er meget lineær. Kapitel I er historien, kapitel II er geografi, kapitel III er politik. Altid med udgangspunkt i en begyndelse og en slutning. Den indianske historie er derimod cyklisk, hvor alting er del af en helhed.”

Pablo Huaña er meget begejstret for idéen og tager sine egne hjemmelavede kort og optegnelser frem for at vise dem til historikeren. Huaña mener, at Guamans kort og idéen om historieskrivningen falder godt sammen med hans solur.

Jeg tillader mig at spørge, hvad betydning et solur har i 2007, når man bare kan sætte et

NR. 114 | 2007

ECUADOR

RETTIGHEDER

kryds i kalenderen, når det er tid til at få børn.

Huaña farer op. “HVAD BETYDNING DET HAR?!!” råber han og er ved at forlade købmandsbutikken i vrede.

Alfredo Losana tager over og forklarer stille og roligt, at der gemmer sig vigtige ting i et solur og forfædrenes viden, der ligger bag.

“Soluret fortæller, at vi har en stærk og intim sammenhæng med universet og naturen. Problemet er, at dette langsomt forsvinder i lokalsamfundene. Vandet bliver forurenet, og man ødelægger de hellige bjerge.

Viden om, hvordan man passer på disse ting, og vigtigheden af at gøre det, går tabt.

Soluret er en måde at huske os på det.”

Samtidig er historien om soluret og den astronomiske viden, Kayambi-folket havde for hundreder af år siden, vigtig for folkets identitet i dag, mener han.

“Koloniseringen har sagt, at indianerne er dyriske, dumme, utilregnelige, og derfor fungerer landet ikke. Og det har befolkningen taget til sig. At få sit folks historie og viden tilbage, styrker dem som folk – det er som at sige: Du er noget værd.” :

13

UDDANNELSES

N

E

T

V

Æ

R

K

E

T

Uddannelse i udviklingslande – erfaringer og refleksioner fra et fagligt netværk henvender sig til danske organisationer, studerende, journalister, undervisere på videregående uddannelser og andre, der ser uddannelse som et centralt element i dansk udviklingsbistand.

: anmeldelse

TEKST FOTO

JETTE LUNA, Uddannelsesrådgiver i IBIS Sydamerika ARNE SIMONSEN

Hente den gratis på Uddannelsesnetværkets c/o IBIS, Nørrebrogade 68B, 2200 København N, hos koordinator, Eva Iversen Få bogen tilsendt mod et gebyr på 45,- kr.

Send en mail til Eva Iversen på ei@ibis.dk Downloade den fra www.uddannelsesnetvaerket.dk 186 sider med illustrationer © Uddannelsesnetværket, 2007 ISBN: 978-87-87804-29-5 Bogen er udgivet med støtte fra Danida

Bogen Uddannelse i udviklingslande omhandler centrale temaer inden for uddannelse, såsom læringsteori, metoder og værdier, modersmålsundervisning, piger og uddannelse, evaluering af uddannelsesprojekter samt uddannelse og samfund, og giver et interessant og nuanceret billede af de udfordringer, der er forbundet med udvikling af uddannelse i Asien, Afrika og Latinamerika.

Med udgangspunkt i forskellige konkrete erfaringer lægger bogen op til en diskussion om, hvad “god uddannelse” kan være og viser med tydelighed, at god uddannelse kun kan defineres og udvikles i samarbejde med lokale aktører som forældre, lærere, elever, lokale ledere og myndigheder.

Gennem de mange forskellige fortællinger fremgår det, at forfatterne er enige om et af de fornemmeste mål for uddannelse bør være, at aktørerne gennem uddannelse opnår lyst til at engagere sig i udviklingen af både skolen og samfund. Uddannelse ses altså som et vigtigt redskab i relation til opbygning af demokrati og medborgerskab. Der14

Uddannelse i udviklingslande – erfaringer og refleksioner fra et fagligt netværk med giver bogen en klar tilkendegivelse af, at formålet med uddannelse ikke blot er at give børn og voksne tekniske redskaber, som sætter dem i stand til at læse og skrive, men også at give dem redskaber, der på længere sigt giver dem mulighed for at blive aktive, ligeværdige og handlekraftige medborgere.

Efteruddannelseskurser for lærere, adgang for piger og kvinder i uddannelserne og undervisningen på et sprog, eleverne forstår, er alle vigtige komponenter i uddannelsesprojekter, som har til formål at udvikle nye, mere ligeværdige samfund.

Bogens styrke er, at den diskuterer de problematikker, der ofte er forbundet med at implementere overstående temaer, og viser, at man ikke kan arbejde med dem isoleret.

For at efteruddannelseskurser for alvor skal have en effekt, er det f.eks. vigtigt også at arbejde med advocacy i relation til en ændring af rammerne for undervisning, såsom antallet af elever i klasserne, lønforhold, nationale læseplaner osv.

GLOBALT

UDDANNELSE

Ligeledes kan man ikke sikre pigers deltagelse i uddannelse, hvis man ikke også samtidig angriber de undertrykkende mekanismer i samfundet, der afholder dem fra at deltage på lige fod med drengene i uddannelsen.

Ligesom modersmålsundervisning aldrig kan blive levedygtig, hvis staten har en accept af – og indsigt i – nødvendigheden af modersmålsundervisning.

Uddannelse i udviklingslande viser den kompleksitet, der eksisterer inden for uddannelse, især når det drejer sig om så forskellige kontekster, som dem bogen omhandler.

Bogen opstiller ikke retningslinjer for – eller opskrifter på – gode uddannelsesprojekter, i stedet rejser den alle de vigtige spørgsmål, som bør rejses, diskuteres og måske besvares, når nye udviklingsprojekter inden for uddannelse etableres, uanset om det er globalt i udviklingslande eller lokalt i Danmark. :

FOKUS

: stor opbakning til IBIS’ Styrelse

: Operation Dagsværk indsamler kr. 7,2 mio.

IBIS’ Generalforsamling var præget af mange unge medlemmer, en god diskussion og 16 kandidater, der stillede op til valg til styrelsen FOTO ANNE MAGRETHE HEFTING

Generalforsamlingen fandt sted på Frøbel Seminarium i København og havde tiltrukket omkring 100 medlemmer, som udover de sædvanlige generalforsamlingspunkter oplevede Mirna Cunningham fra Nicaragua fortælle om oprindelige folk i Latinamerika.

Både styrelsens beretning og fremlæggelsen af det nye arbejdsprogram blev efter en god og inspirerende diskussion enstemmigt vedtaget. Diskussionen afspejlede opbakning til styrelsen linje og det arbejde, den har lagt for dagen.

16 kandidater stillede op til valg til de otte styrelsesposter, der var i spil. Valgt for to år blev: Johnny Damkjær Grenzlikowski, Annemette Danielsen, Signe Maibom Krøjgaard, Christian Rosenholm, Mette Müller, Kamilla Frimodt Madsen og Dorte Lindegaard Madsen. For ét år blev Heidi Lykke Nissen valgt.

Som suppleanter blev Annie Oehlerich, Morten Gliemann og Anders Bildsøe Lassen valgt.

Den nye styrelse, bagerst fra ventre: Steffen Rasmussen (parlamentarisk revisor), Christine Lunde Rasmussen, Heidi Lykke Nissen, Christian Rosenholm, Kamilla Frimodt Madsen, Johnny Grenzlikowski, Mette Müller, John Nordbo, Dorte Lindegaard Madsen, Morten Gliemann, Annie Oehlerich, Vagn Bertelsen (generalsekretær IBIS).

Forrest fra venstre: Isabel Sande Frandsen, Anne-mette Danielsen, Katrine Magelund, Elsebeth Søndergaard, Signe Maibom Krøjgaard.

IBIS’ nye styrelse vil på det først kommende møde besætte de forskellige tillidsposter og udvalg.

Se mere om styrelsens medlemmer samt IBIS arbejdsprogram og vedtægter på www.ibis.dk under menuen Styrelsen.

Her kan du også læse de to udtalelser Generalforsamlingen 2007 vedtog: Danmark skal give 1 procent af BNI i ’ren’ udviklingsbistand

I alt vil 10 kvinder og fire mænd tegne organisationen det næste år.

Danmark bør bakke op om oprindelige folks rettigheder

NR. 114 | 2007

DANMARK

Den 7. november arbejdede danske elever over hele landet og tjente tilsammen ca.

7,2 mio. kr.

Omkring 24.000 elever deltog i dagsværkdagen.

Anne Marie Larsen fra Operation Dagværks bestyrelse udtaler: “Vi er helt klart tilfredse med resultatet. 7,2 mio. ligger i den øverste tredjedel i dagsværks historie. Det er fantastisk at opleve, at 24.000 unge vil give en dag af deres uddannelse, så unge i den fattige del af verden kan få en uddannelse. Og når man tager i betragtning, at vi var midt i en valgkamp og vi har haft startvanskeligheder med vores nye online tilmeldingssystem, så kan vi ikke være andet end tilfredse med resultatet” Midlerne skal gå til IBIS-projektet “Forandringens tid” i Bolivia. Projektet vil gøre 6.000 guaraní-indianere i Bolivia frie fra et liv i gælds-slaveri på de store herregårde, som de er bundet til på grund af mangel på uddannelse og viden. Pengene rækker til at give 4.500 børn en grundskoleuddannelse, 1.000 børn en mellemskoleuddannelse, samlet set bliver 1.000 lærere uddannet og efteruddannet til at undervise på guaraní. To skoler renoveres, der bygges en helt ny – og endelig vil der blive udviklet undervisningsmaterialer på guaraní.

Operation Dagsværk har eksisteret kontinuerligt siden 1985 og har i den tid samlet over 100 mio. kr. ind, til uddannelses projekter rundt om i verden.

For mere information www.od.dk

15

Afsenderadresse:

RETURNERES TIL AFSENDER VED VARIG ADRESSEÆNDRING

PortoService Postboks 9490 9490 Pandrup ID:46452 MAGASINPOST

GØR EN FORSKEL – IBIS HAR JULEGAVER FRA 100 KR. Brug GAVER DER GAVNER som julekort eller en unik julegave.

Med GAVER DER GAVNER giver du gavemodtageren din personlige julehilsen i et smukt gavebevis sammen med en beskrivelse af den gave, du har valgt.

GAVER

– mege

DER GA end en V N E R

t mere

g av e

Du ha r til et b hermed s ørg a kan k rn i Mozam et for en omm u e i sk bique, så niform ole. barne t

Selve gaven sørger IBIS for kommer til at gavne fattige mennesker.

Du kan vælge at få gavebeviserne sendt direkte til dig selv, så du personligt kan forære dem væk, gerne sammen med andre gaver.

Du kan også vælge at få gavebeviset sendt direkte til modtageren af gaven – enten via brev eller e-mail.

www.gaverdergavner.dk

Bestil din gave på: