IBIS Uddannelse skaber udvikling
APRIL 2008
: Uddannelse er en menneskeret! Men 72 millioner af verdens børn kommer stadigvæk ikke i skole på grund af diskrimination, katastrofer og fattigdom. Læs om hvordan uddannelse skaber udvikling i nogle af verdens fattigste lande som Sierra Leone og Liberia.
nr. 115
leder
: efter borgerkrigen
vagn berthelsen generalsekretær ibis
i Liberia
Der er lang vej op. Liberia er så dårlig stillet, at landet ikke engang figurerer på FN’s ’Human Development’-liste. Listen bruger bl.a. tal for børnedødelighed og levealder til at placere verdens lande i forhold til hinanden. Nabolandet Sierra Leone ligger på 177. pladsen og dermed sidstepladsen. Her dør 286 ud af 1.000 børn, før de bliver 5 år. Situationen i Liberia er formodentlig værre - vi har bare ikke tal på det. Hvor starter man, og hvad gør man for at ændre på den situation? Netop hjemvendt fra Liberia, har jeg en række indtryk fra besøg og samtaler. Det er FN, der holder sammen på Liberia i disse år. Uden FN-styrken på 15.000 mænd og kvinder ville kun få basale ydelser være sikret, og situationen kunne hurtigt udvikle sig i retning af fornyet anarki, kaos og borgerkrig. Liberia er et etnisk kludetæppe med en kompliceret historie. Frigivne slaver fra USA og Europa blev for 150 år siden gjort til ’ejere’ af landet, men USA og England ’glemte’ de folk, der boede der i forvejen. De fik ikke tildelt rettigheder og udgjorde derfor underklassen. Det har i nyere tid dannet grobund for oprør, hvor en sergent kunne samle stor støtte til en blodig og destruktiv borgerkrig, som varede i 15 år. Krigen endte med at blive et opgør mellem mange parter med forskellige interesser, og børnesoldater blev en stor del af kampenhederne. En Sandheds- og Forsoningskommission er nu i gang med høringer, men mange er skeptiske over for kommissionen og frygter, at den vil rippe op i gammelt had og true den skrøbelige fred. FN-styrken sikrer freden og sørger samtidig for, at en række basale ting begynder at fungere, så landet gradvist selv kan tage over. Men det er en enorm opgave, og FN kan ikke klare den alene. Infrastruktu-
ibis-fokus udgives af Ibis Redaktion på dette nummer: : Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk : Annelie Abildgaard, afdelingsleder : aa@ibis.dk : Helle Christiansen Cawthra : hcc@ibis.org.za Rådgiver i det sydlige Afrika. : Per Bergholdt Jensen : pbj@ibisca.org Info-rådgiver i Mellemamerika Forsidefoto: Lotte Ærsøe Layout: ls/Mediefabrikken Tryk: Arco Grafisk Oplag: 14.000 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2008
ren – elektricitet, vand, veje og bygninger – er ødelagt eller i en elendig forfatning, og donorerne og NGO’erne har en enorm opgave i at hjælpe med dette. Næste skridt er at bruge infrastrukturen til udvikling! Det kræver, at der dyrkes afgrøder til salg, at der kommer uddannet sundhedspersonale, og at der undervises i noget relevant i skolerne. IBIS har arbejdet i Liberia i to år. I den østlige del af landet dækker vi 70 skoler, hvor unge, som aldrig fik en skolegang, sluses ind i skolen og igennem et treårigt forløb lærer at læse, skrive og regne. Samtidig får de en basal viden om almindelige livs-færdigheder. Vilkårene er mere end vanskelige, og IBIS kunne ikke gøre dette arbejde, uden at andre sørgede for de fysiske rammer - skolerne, vejene og broerne. I Liberia har vi et forbilledligt samarbejde med vores tyske partner i Alliance 2015, Welt Hunger Hilfe. De bygger skolerne - hardwaren, og IBIS laver indholdet - softwaren. Et godt eksempel på, at vi hver især gør det, vi er bedst til, og supplerer hinanden. Vi satser på at udbygge arbejdet i Liberia. Et af initiativerne er at støtte unge arbejdsløse, som måske har været børnesoldater. Før havde de status og prestige - nu har de ingenting, men skal overleve. Her ligger kimen til kriminalitet og fremtidig ufred, hvis ikke de unge bliver beskæftiget meningsfuldt. IBIS søger at rejse penge til et arbejde, hvor de unge lærer et praktisk håndværk og bliver hjulpet på vej i beskæftigelse. Det vil være et vigtigt bidrag til Liberias seje træk fra anarki og kaos til fred og udvikling.
IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.
Ibis arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.
Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere, og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere.
Ibis er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation.
Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: lae@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos Ibis, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer juni 2008
Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200 udviklingsprojekter i 13 lande. IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida
: stop børnearbejde - 100% i skole TEKST FOTO
Christina Stjärnqvist og Peter Gaardsøe Lotte Ærsøe
Der blev læst, sunget og spillet spil på de danske skoler, da IBIS fredag den 14. marts skød uddannelseskampagnen ’Hele Verden i Skole’ i gang. Mere end 182.000 elever i hele Danmark deltager i kampagnen og stak, fredag før påske, næsen i kampagnens læsebog LæseRaketten. De kan de kommende uger og måneder skråle med på Hele Verden i Skole-sangen og engagere sig aktivt på hjemmesiden, som er spækket med spil, musikvideoer og quizzer. Den 23. april kan de være med til at sætte verdensrekorden for verdens største klasse. Alt sammen handler det om at skabe opmærksomhed omkring de 72 millioner af børn i verden, der ikke kommer i skole. ”Skolernes overvældende opbakning til kampagnen viser, at vi rammer ned i lærere og elevers lyst til at engagere sig i globale problemer. Børn, der ikke kommer i skole - det kan alle børn forstå. Her kan danske skolebørn oven i købet være med til at gøre noget ved det,” siger IBIS’ kampagneleder Susanne Tilsted.
Eleverne har også kunnet læse historier fra den virkelige verden i det vestafrikanske land Sierra Leone, hvor mange børn arbejder i stedet for at gå i skole. ”Børn skal have lov til at gå i skole - det giver de bedste muligheder for at bryde fattigdommen. Og det vil jeg gerne slå en streg for, … altså ikke på den måde,” siger Carl Quist Møller. Mange nye initiativer Kampagnen har fået sin egen sang ’I skole med alle børn’ – skrevet af skolelærerne Andreas Bræstrup Kirstein og Jens Mogensen. Sangen synges på skolerne i musikundervisningen og til morgensang. Kampagnens børnehjemmeside har fået et løft. Her kan alle børn quizze om Sierra Leone og børnearbejde, lave deres helt egne musikvideoer og T-shirts, skrive indlæg, hente wallpaper til mobiltelefonen og tegne sjove tegninger, hvor Electronic Arts (EA) støtter børn i Sierra Leone med 2 kr. for hver færdig tegning. IBIS arrangerer derudover en indsamling til børns skolegang i Sierra Leone, hvor eleverne kan støtte ved at sælge lodsedler, arrangere loppemarked eller optræde for familie og venner.
Læsebog med et budskab LæseRaketten 2008 er fyldt med helt nye, fantasifulde fortællinger og magiske tegninger, leveret af kendte, danske tegnere og børnebogsforfattere. En af dem er Carl Quist Møller, der er aktuel med en ny omgang børne-tv ’Løgnhalsen’ på DR1. Carl har både illustreret forsiden og doneret en af sine løgnehistorier til LæseRaketten.
Seks år i træk Det er nu sjette år i træk, at IBIS står i spidsen for den danske del af den globale kampagne. Kampagnen har fokus på det løfte, verdens ledere har givet - nemlig at alle børn i verden går i skole inden år 2015. Seks millioner børn fra over 100 lande var sidste år med i kampagnen.
NR. 115 | 2008
DANMARK
HELE VERDEN I SKOLE
: 6. kl. på Nørrebro er lærere for 2. kl. Midt i hjertet af Nørrebro ligger Sankt Ansgar Skole. Fredag lige før påske får 2.y besøg af en 6.klasse, der skal læse højt for dem. De skal læse ’Frøen’, en af LæseRakettens historier skrevet af Carl Quist Møller. Hele ugen har de haft emneuge om uddannelse og udviklingsarbejde på skolen, hvor eleverne samlede ind til et skoleprojekt i Indien, og denne fredag tager eleverne hul på LæseRaketten. De to klasser har spist morgenmad sammen og glæder sig til at læse de mange historier. Søren går i 6.y og er en af dem, der skal læse højt. ”Jeg kan rigtig godt li’ at læse. Jeg har tre søskende, og jeg er den ældste, så jeg er vant til at læse højt. Når man læser selv, foregår det ligesom inde i hovedet, men når man læser højt, skal man jo gøre det spændende med forskellige stemmer og sådan. Det synes jeg er sjovt, men også lidt sværere, end når man bare læser selv.” Over for ham sidder Martin og Markus og lytter opmærksomt. De går i 2.y. og kan godt lide at høre historier. De læner sig ind over bordet for at se de fine billeder i bogen, som Søren holder op for dem. Vibeke er dansklærer i begge klasser. Hun glæder sig over, at eleverne har fået en gratis LæseRaket, og at de synes at historierne er spændende.
Foto: Eleverne fra 6y og 2y på Sankt Ansgar skole med årets LæseRaket.
LæseRaketten er blevet til med støtte fra trykkeriet Nørhaven, Dansklærerforeningens Forlag, Danida, Centrene for Undervisningsmidler og EU. Hør sangen på www.ibis.dk/abc og læs mere på www.ibis.dk/verdeniskole 03
: jeg kan tilgive, men aldrig glemme Borgerkrigen i det vestafrikanske land Sierra Leone har mærket sine børn for livet
TEKST FOTO
I 10 år hærgede borgerkrigen i Sierra Leone. Hele landsbyer, skoler, klinikker og infrastruktur blev udslettet, og 2 millioner mennesker, eller svarende til 1/3 af befolkningen, blev tvunget på flugt. Flere tusinde drenge og piger, helt ned til fem-års alderen, blev tvunget til at kæmpe som soldater med våben. Børn blev ’rekrutteret’ af både regeringshæren og af oprørsstyrkerne. De fleste børn, som blev tvunget i kamp på oprørernes side, var bortført fra de-
res hjem og familie under voldsomme angreb på landsbyerne.
04
SIERRA LEONE
Børnesoldater og slaver Aiah Mundei, som nu er 16 år og tidligere børnesoldat, fortæller: ”Da oprørshæren overfaldt vores landsby, løb vi i alle retninger. Jeg gemte mig sammen med min far, men de fandt os. De dræbte min far for øjnene af mig. Mig tog de til fange…”
UDDANNELSE
Kirsten Bjødstrup Jensen Lotte Ærsøe
Andre tusinde af børn blev holdt som fanger af oprørsstyrkerne. Selvom de alle ikke indgik i decideret kamp, blev de brugt til at bære mad og våben, lave mad eller tvunget ind i seksuelt slaveri. Lammet af frygt Aiah fortæller videre: ”Vi rejste fra by til by. Nogle gange tog de børn til fange, som skulle bære den ris og yams, som vi stjal i landsbyen. Hvis børnene nægtede eller var for trætFOKUS
te, sagde kommandanten: -Har du brug for et hvil? Så kan du få lov til at hvile. Og så skød han dem. Oprørerne tog også piger til fange, som de sov med om natten.” Soldaterne gav børnene alkohol eller narkotika som f.eks. kokain blandet med krudt. Når børnene var paralyseret af frygt eller skæve, var det ikke svært at tvinge dem til at dræbe. Aiah fortsætter: ”Tit sov vi slet ikke. De gav os kokain og andre stoffer - derfor kunne vi ikke sove. Om natten sad vi bare og kiggede ud i luften. Jeg følte ingenting, jeg var ikke bange for noget.”
der, børnene har udført, mens krigen stod på. I andre tilfælde er det børnene, der ikke vil hjem til de landsbyer, de hærgede under krigen, fordi de ikke kan magte at se deres familier eller naboer i øjnene igen. Tilgive … Krig er ikke for børn – ikke desto mindre har det været virkeligheden for rigtig mange i Sierra Leone. En oplevelse, som de har med sig resten af livet. Krigen i Sierra Leone sluttede i 2002. Men tusindvis af de børn, der overlevede krigen som børnesoldater, står nu tilbage med me-
med en af sine ældre brødre, der lige nu bor i hovedstaden Freetown. Efter krigen overlevede Aiah ved at brænde trækul, arbejde i diamantminerne udenfor Koidu og gøre rent. Han brugte sin løn til at betale for skoleuniform og bøger, så han kunne komme i skole. I flere år boede han i byens ruiner og under bordene på byens marked sammen med andre hjemløse børn, samtidig med at han passede sin skole. Det sidste års tid har han boet på et privat børnehjem sammen med 30 andre børn, der har mistet deres forældre.
: fakta Sierra Leone ligger i Vestafrika, med Liberia og Guinea som naboer. Landet er 71.740 km2 stort, ca. to gange større end Danmark og har en befolkning på ca. 6 mio. mennesker. Sierra Leone ligger nr. 177 og sidst på FN’s liste over verdens fattigste lande. Op mod 70% af befolkningen lever for under 12 kr. om dagen. 45% af befolkning er under 15 år og kvinderne kan forvente at leve til de er ca. 43 år og mændene ca. 38 år. 69% kan ikke læse, skrive eller regne. Blandt kvinder er det 82% og blandt mænd er det 55%. Ca. 1,3 mio. børn går i skole og ca. 500.000 går ikke i skole. 57% af befolkningen har adgang til rent vand. 0,6% havde i 2005 adgang til internet, i Danmark havde 75% adgang samme år. Kilde: FN’s befolkningsindex, CIA World Factbook, Wikipedia
Aiah sammen med alle de andre børn og medarbejdere på børnehjemmet i Koidu.
Krigens traumer Efter krigens afslutning har NGO’er, FN og religiøse organisationer sat initiativer i værk for at hjælpe landet på fode igen. Både på det praktiske plan med renovering af brønde, veje broer og anden infrastruktur, og på det mentale plan. Nogle af disse projekter har bl.a. til formål at føre overlevende familiemedlemmer sammen. Ofte lykkes det. Men i nogle tilfælde nægter børnesoldaternes familier at tage imod børnene på grund af de grusomhe-
get store psykiske skader, som skyldes deres deltagelse i krigen og deres medvirken til drab og andre grusomheder. ”Regeringen siger, vi skal tilgive og glemme. Jeg vil tilgive - men jeg vil aldrig glemme dem, som dræbte min far,” slutter Aiah sin beretning om krigen.
NR. 115 | 2008
SIERRA LEONE
Tilbage til livet Da IBIS mødte Aiah i Koidu i det østlige Sierra Leone i oktober 2007, havde han kontakt UDDANNELSE
Hovedparten af børnene på hjemmet går i skole i IBIS’ projekt En Ny Fremtid. De deltager desuden i terapiaktiviteter, arrangeret af en anden international NGO, hvor de får mulighed for at tale om og bearbejde de traumatiske oplevelser, de har med sig fra krigen. Om to år er Aiah, mod alle odds, færdig med skolen og håber at læse videre. Hans drøm er at åbne en bank, der giver lån til fattige, så de kan få et bedre liv. 05
: En Ny Fremtid
TEKST | FOTO
Borgerkrigen afskar mange af Sierra Leones børn fra at komme i skole. De er nu for gamle til at starte forfra i det formelle skolesystem. Uden en uddannelse vil det være umuligt for dem at bryde ud af den fattigdom som de og deres familier lever i. Konoprovinsen i det østlige Sierra Leone er et af de områder der blev hårdest ramt under borgerkrigen. Færre end 45% af alle børn går i skole, de fleste må arbejder for at overleve. Mange skoler står i ruiner, der er ingen elektricitet og intet formelt sundhedsvæsen. I Kono giver IBIS’ skoleprojekt En Ny Fremtid 3.000 børn mellem 10 og 18 år en chance for at skabe en ny fremtid. Projektet bygger på IBIS’ erfaringer fra lignende uddannelsesprojekter i Angola, Ghana og Liberia.
Der er gjort en speciel indsats for at finde kvindelige lærere med den fornødne skolebaggrund, i alt 12 kvinder underviser i projektets klasser. Elevernes læse-, skrive- og regnefærdigheder blev etableret det første år. Derefter fokuseres der mere på indholdet i undervisningen, så eleverne får en grundlæggende viden om f.eks. sundhed, miljø, hiv/ aids, menneskerettigheder osv.
06
Gennem et gratis, treårigt skoleforløb opnår eleverne færdigheder, der svarer til 6. klasses niveau. Det skyldes især de særligt uddannede lærere, som underviser med nye pædagogiske værktøjer, hvor elevernes egen baggrund inddrages i undervisningen, men det skyldes også, at eleverne lærer hurtigere, når de er 10-18 år gamle. Undervisningen foregår om eftermiddagen på 38 skoler spredt over hele provinsen. De i alt 75 lærere får støtte og supervision i den daglige undervisning. En gang om måneden samles alle for at deltage i pædagogiske kurser, modtager deres vederlag og henter bøger, kladdehæfter og materialer til den næste måneds undervisning. Lærerne vil efter de tre år have en færdig læreruddannelse og være kvalificeret til at undervise i grundskolen.
Lotte Ærsøe
Projektet udvikles i tæt dialog med de lokale skoler og myndigheder. Det er vigtigt for at sikre, at både lærere og elever kan forsætte i den almindelige skole efter projektets afslutning. Samtidigt renoverer projektet skolerne, bygger toiletter og indkøber møbler og undervisningsmaterialer, som kan bruges af alle skolernes elever.
FOKUS
NR. 115 | 2008
07
En uddannelse, der tager udgangspunkt i indiansk kultur og sprog er lige så vigtig for indianske børn i byen som for børn på landet. Hvorfor er der så kun tre skoler i Quito, Ecuadors hovedstad, der bruger denne metode, når der bor 250.000 indianere i byen?
: byens indianske børn bliver glemt TEKST | FOTO
Rune Geertsen
På væggen i skolen ved Quitos travle marked, San Roque, hænger en plakat med en glad familie. Faren er i jakkesæt, moren i spadseredragt, og børnene er blonde med kridhvid hud. “La Familia” står der på plakaten, der bliver brugt i undervisningen. Men børnene i klassen, hvor plakaten hænger, er indianske, mørklødede, og deres forældre går hverken i jakkesæt eller spadseredragt. Skolen hedder ellers Center for Interkulturel Tosproget Undervisning, og idéen er at fremme og vedligeholde den indianske kultur. Men det er svært at få øje på. “Navnet er misvisende. Undervisningen her er som på alle andre skoler,” indrømmer Maria Illapa, der er lærer i første klasse. Maria Illapa er selv kichwa-indianer og går klædt i traditionelt vævet indiansk tøj, men hun taler udelukkende spansk til børnene. Noget er helt galt i byerne Plakaten i skolen er en meget god indikator på, at noget er helt galt med undervisningen 08
af indianske børn - ikke kun i Quito, men også i andre storbyer i Ecuador og nabolandene Peru og Bolivia. Indianere har gennem de sidste årtier migreret fra landet til storbyerne i tusindvis, på jagt efter arbejde og mad til familien, og det anslås, at der i dag bor 250.000 kichwaindianere i Quito alene. Der findes bare 17 tosprogede skoler i Quito, og kun tre af dem bruger reelt tosproget interkulturel undervisning som metode. Denne metode er vigtig, ikke kun fordi et barn med et sikkert modersmål har langt nemmere ved at lære andre sprog, men også fordi både viden, identitet og selvværd ligger gemt i sproget. “Det er fuldstændig utilstrækkeligt,” siger Ileana Soto, der er uddannelsesrådgiver for IBIS i Ecuador, om udbuddet af interkulturel tosproget undervisning. “Situationen er alvorlig, for hver dag er der kichwa-børn i byerne, der mister deres sprog.” Hun citerer den uruguayanske samfundskritiker og forfatter Eduardo Galeano: ECUADOR
INTERKULTUREL UDDANNELSE
”I dag dør indianske folk ikke, fordi nogen dræber dem. De dør, fordi de holder op med at være indianske.” Forklaringerne er mange. Et uddannelsessystem med for få midler har en del af skylden. Nogle siger, at manglende vilje fra lærerne, og forældre, der ikke vil have, at deres børn undervises i indianske sprog, er grunden. Andre igen siger, at de indianske organisationer, der i slutningen af firserne fik indført tosproget interkulturel undervisning i Ecuador som et middel hen imod et interkulturelt og flernationalt demokrati, kun har koncentreret sig om landbefolkningen og den politiske organisering og simpelthen glemt børnene i byerne. En ting er dog sikkert. Storbyen er et hårdt sted for indianske immigranter. De mødes hver dag med diskrimination og nedladenhed, og det får dem hurtigt til at vende ryggen til deres egen kultur. “I lokalsamfundene på landet taler man og lever man kichwa hele tiden,” fortæller Ileana Soto, ”men i byen eksisterer der en enorm ideologisk dominans af den vestlige kultur. Så FOKUS
sker der det, at indianere tænker ’kichwa er kun for mig og min familie, det er ikke noget værd i dette samfund, der omgiver os’. Og de stopper med at bruge det.” Er det muligt at være indianer i byen? Det er nærliggende at spørge, om det overhovedet er muligt eller realistisk at være indianer i en storby. Asfalten, individualismen og leveforholdene står i direkte kontrast til det, der er defineret som værende indiansk: Territoriet, fællesskabet og det tætte forhold til naturen. Svaret ligger måske hos skolen Transito Amaguaña ved Quitos store grøntsagsmarked, Mercado Mayorista. Her insisterer man på, at de indianske værdier fra lokalsamfundene kan føres videre i byen. De indianske børn, der næsten alle hjælper deres forældre om natten med at læsse kartofler, majs og bananer for småpenge, tager stadig hjem til lokalsamfundet flere gange om året. Når de gør det, får de som opgave at undersøge traditioner og livssyn, og når de kommer tilbage til byen, diskuterer de, hvad de har oplevet
deres ældre i lokalsamfundene. Hvordan opfatter I vandet? Hvordan skal man passe på det?” Ny definition af indiansk er nødvendig Ileana Sotos fra IBIS er også overbevist om, at det er muligt at være indiansk på trods af et moderne liv i byen. “Ja, selvfølgelig er det det! At bruge en computer gør dig ikke mindre indiansk. En blyant, et stykke kul, en computer – det er det samme, et redskab. Og hvis du er ung og har lyst til at have en masse piercinger og tatoveringer kan du stadig blive ved med at være indianer, en moderne indianer. Men en indianer, der er sikker på sin identitet.” Ileana Soto mener, at det er på høje tid at diskutere og redefinere, hvad der ligger i koncepter som identitet, territorie og lokalsamfund. Globalisering og urbanisering har gjort det nødvendigt. “Jeg har hørt fra indianere, der bor i byen, at de opfatter mestizos, afro-ecuadorianere, og manden fra butikken på hjørnet som deres
i klassen, og skriver det i små stile, fortæller skolelederen Irma Gómez. “For os er de menneskelige værdier i lokalsamfundet vigtige, for eksempel fællesskabet. Vi vil ikke idealisere lokalsamfundet og sige, at alting er perfekt, men vi vil holde fast i de gode ting, som indianske folk besidder.” Irma Gómez bruger viden om vand som et eksempel på, hvad de indianske børn i byen lærer i lokalsamfundet. “I byen findes der et enormt spild af vand. Og hvis du spørger et bybarn, hvad vand er for noget, så siger han, at det er væsken, der kommer ud af vandhanen. Men for os indianere er det langt mere værdifuldt. Det er noget, man skal passe på og beskytte. Det er levende. Derfor er det vigtigt, at børnene spørger
‘lokalsamfund’. Der er en anden idé om, hvad lokalsamfund er her i byen. Og eftersom kulturer er dynamiske, er det muligt at rekonceptualisere de elementer, der udgør en kultur.”
NR. 115 | 2008
ECUADOR
Skolen er familiernes mødested Quitoskolen Transito Amaguaña er f.eks. blevet mødestedet for indianske familier, der arbejder på markedet og ellers ikke har noget med hinanden at gøre. Den er blevet centrum for deres ‘lokalsamfund’. Denne skole har fat i den lange ende, når det kommer til undervisning af indianske børn i storbyer, og er rollemodel for et projekt, som IBIS netop har startet på de 16 andre skoler for interkulturel tosproget undervisning i Quito – et projekt, som skal hjælpe INTERKULTUREL UDDANNELSE
skolerne med at leve op til deres navn. Indtil videre har alle lærerne på skolerne, gennem projektet, fået efteruddannelse i kichwa, og en sangbog på kichwa med 36 sange, lavet af lærere og elever, er snart klar. En af de lærere, der var med til udviklingen af sangbogen, er Maria Illapa fra skolen ved markedet i San Roque, skolen med den malplacerede familie-plakat. “Selvom vi lærere her talte kichwa i forvejen, har kurset hjulpet os til at komme tættere på vores rødder og ikke være så lukkede over for vores sprog,” fortæller hun. “Vi har også overbevist forældrene om, at det er vigtigt at kunne kichwa lige såvel som spansk. Før ville de ikke have, vi underviste i kichwa, fordi de troede, det ville stille deres børn svagere i byen.” Hun spørger børnene, om de har lyst til at synge en af sangene fra sangbogen, “Sangen om katten” på kichwa. Børnene råber et højt “Jaaaaa!” i kor. Maria Illapa synger for, og bør-
nene leder efter ordene med lave stemmer. Bagefter synger de sangen på spansk, og børnenes stemmer bliver høje og klare. Kichwa er stadig svært for børnene. Men det er en begyndelse. IBIS med fokus på byerne i fremtiden I ingen af de tre sydamerikanske lande, IBIS arbejder i, har staten på nuværende tidspunkt en strategi for interkulturel tosproget undervisning i byer. Derfor har IBIS besluttet at gøre dette tema til en prioritet i det fremtidige arbejde i Peru, Ecuador og Bolivia. 09
Apartheid burde udelukkende høre hjemme i historiebøgerne, men i Sydafrika kæmper man fortsat med racebetingede fordomme og komplekser – også i skolerne. To IBIS-ansatte – en sort og en hvid - har brugt tre år på at få en mindre gruppe fagkonsulenter til at arbejde sammen
: væk fra sort-hvid i uddannelserne Kasee Mhoney fra Namibia og Palle Svendsen fra Danmark bruger mange ord, når de skal forklare, hvad de har lavet de seneste tre år af deres liv. Det kan måske lyde som en nem opgave at få 20 sydafrikanske fagkonsulenter
til at arbejde sammen som et team, men da de to af Free State-provinsen blev bedt om at påtage sig opgaven, var det fordi, der ikke umiddelbart var andre, der kunne løse den. Sorte Kasee og hvide Palle havde fra 2001 til 2004 arbejdet i provinsen med et IBISstøttet miljøundervisningsprojekt, og de havde der udvist nogle bemærkelsesværdige evner til at få folk til at samarbejde.
10
SYDAFRIKA
TEKST | FOTO
GITTE JACOBSEN
UDDANNELSE
Kasee voksede op med apartheid i Namibia, og hun kunne i Free State mærke, at skellene mellem sort og hvid bremsede for både samarbejde og faglig udvikling. ”Selvom mange af fagkonsulenterne havde arbejdet sammen i ti år, kendte de ikke hinanden privat og værre var, at de tvivlede på hinandens faglige kapacitet,” forklarer hun. ”Dengang så de hinanden som fjender og FOKUS
Palle Svendsen fra Danmark. og Kasee Mhoney fra Namibia.
: fakta konkurrenter,” supplerer Palle, der opdagede, at flere af de hvide stadig formåede at holde fast i deres gamle magtpositioner. ”De sad på de vigtigste fagområder som matematik og naturfag og benyttede sig desuden af en udelukkelseskultur, der f.eks. gjorde, at man skulle stå tidligt op for at være med til at bestemme. Ved at møde på jobbet klokken syv i stedet for klokken otte, som de fik løn for, kunne de aftale dagens arbejde, så opgaverne var fordelt, når de andre kom,” forklarer han. Forandringsparate fagkonsulenter At skulle arbejde sammen på tværs af racer var i sig selv udfordrende. Ud over det var de sydafrikanske lærere i årene efter apartheid blevet kastet ud i tre omfattende undervisningsreformer. Hver gang var det fagkonsulenterne, der var ansvarlige for, at lærerne forstod den ny kurs. Men ingen vidste hvordan, og som den erfarne fagkonsulent inden for matematik, Pierre de Villiers, siden måtte sande, gjorde de måske mere skade end gavn: ”Jeg tror, vi prøvede at skubbe folk alt for hurtigt af sted, og i den proces mistede vi dem og fik dem aldrig tilbage… Vi forsøgte at benytte en kaskade-model. Jeg udviklede en hel masse materialer og forventede, at de lokale fagkonsulenter skulle føre det videre til lærerne, men til min overraskelse – uanset hvor meget jeg hoppede, og hvad jeg forsøgte – så skete det ikke,” fortæller han. Med projektet Free State Professional Development Initiative (FS-PDI) har Palle og Kasee indført modeller for, hvordan man kan arbejde med blivende forandringer. Der skal tages fat om roden, og det koster både tid og kræfter. Til gengæld står man i dag med en gruppe fagkonsulenter, der er bedre i stand til at takle den næste reformbølge, og som ved, at de kan trække på hinanden. 15 år med IBIS Kasees og Palles kontrakter med IBIS ophørte den 1. november 2007, og selvom tre år er kort tid til at ændre på flere generationers foreteelser, er de godt tilfredse med resultatet.
NR. 115 | 2008
”Det, der gør mig mest glad, er, at deltagerne synes, at de har lært hinanden og sig selv at kende, og at de nu respekterer hinanden,” siger Kasee. ”I dag oplever de hinandens forskellige styrker, og det gør gruppen professionelt stærk,” supplerer Palle. Deres egne oplevelser understøttes af en evalueringsrapport skrevet af professor Ursula van Harmelen fra Rhodes University. Hun fremhæver ikke mindst Kasees og Palles betydning som rollemodeller og deres evne til at ”eksemplificere de potentialer, der er indeholdt i forskellighed”. Kasee har været med IBIS siden 1992, da hun blev ansat som rådgiver på Life Scienceprojektet i Namibia. For hende har miljøundervisning været et middel til at arbejde med menneskelig udvikling, der er hele forudsætningen for en god og demokratisk skole og i sidste ende et nyt samfund. Men hun ser ikke miljøundervisningen som et mål i sig selv. ”Der er endnu ikke tid til at fokusere så meget på miljøundervisning i Sydafrika, hvor det vigtigste stadig er at arbejde med forsoning og menneskelig udvikling,” mener Palle. Siamesiske tvillinger Palle og Kasee ved, at store forandringer gør ondt, og de forsøger at være nænsomme i opgøret med det gamle. ”Vi er meget opmærksomme på, hvad der gør en lærer god. I det gamle regime blev børn oplært til at adlyde, og jeg har indset, at mange af lærerne grundlæggende handler ud fra frygt. Men en god lærer er én, der har selvtillid, og som er i stand til at give det videre til andre,” forklarer Kasee. Også Palle og Kasee har været igennem personlige forandringer for at kunne fungere som rollemodeller. ”Det har ikke altid været let, for vi har begge haft skarpe hjørner,” fortæller Palle, der i dag betegner makkerskabet som ”siamesiske tvillinger”. Tvillingerne skal nu skilles. Palle skal sammen med sin familie genskabe en hverdag på Djursland, og Kasee søger job hjemme i Namibia.
SYDAFRIKA
UDDANNELSE
Med afslutningen af Free State Professional Development Initiative (FS-PDI) ophører IBIS’ mangeårige engagement i undervisningssektorerne i Namibia og Sydafrika. Ifølge professor Ursula van Harmelen fra Rhodes University vil mange savne IBIS’ ”bemærkelsesværdige forståelse for uddannelse i regionen”. IBIS’ engagement i Namibias undervisningssektor Det begyndte med Life Science Projektet (19852000). Sammen med Undervisningsministeriet i Namibia udviklede IBIS et nyt fag for 8.-10. klasse. Opgaven omfattede alt fra læseplaner og undervisningsmaterialer til efteruddannelse af lærere. Natural Science and Health Education og Life Skills (1997-2000) introducerede miljøundervisning i 4.-7. klasserne. Forest Awareness and Tree Planting Projektet (1996-2000) satte skoler i stand til at bremse afskovning i den nordlige og tættest befolkede del af landet. Supporting Environmental Education in Namibia (2001-2005) arbejdede med faglærere og skoleledere i 45 skoler i syv regioner. Sideløbende har IBIS frem til 2007 været med til at demokratisere skolestrukturen og støtte udsatte børn via skolebestyrelsesprojektet School Board Support Project/Circles of Support. IBIS’ engagement i Sydafrikas undervisningssektor Learning for Sustainability (1997-2000) var et pilotprojekt i Mpumalanga og Gauteng-provinserne, hvor modeller for miljøundervisning blev afprøvet. Erfaringerne bliver udmøntet i projektet National Environmental Education Project – General Education and Training (NEEP-GET, 2001-2005) var et nationalt projekt, som havde til formål at få miljøundervisning ind i alle fag og efteruddanne lærere og fagkonsulenter. Erfaringerne fra NEEP-GET affødte endnu et projekt i Free State-provinsen, hvor undervisningsdepartementet i 2004 bad IBIS om hjælp til at udvikle en model for efteruddannelse af fagkonsulenter og embedsmænd - det såkaldte Free State Professional Development Initiative (FSPDI, 2005-2007).
11
Garifunaerne på den caribiske kyst i Honduras lever under meget fattige forhold og oplever, at deres situation bliver ignoreret af landets regering. En række lokalradioer er begyndt at informere garifunaerne om deres rettigheder – og det har ført til øget social mobilisering. Til venstre: Radiovært Walter Albarez sammen med nogle af de unge lyttere i Punta Piedra. Til højre: Studievært Michelle Torres ved mikserpulten på radio Den søde kokos.
: ‘Briser fra havet’ og ‘Den søde kokos’ TEKST | FOTO
Per Bergholdt Jensen
Punta Piedra er en garifuna-landsby, som ligger mellem junglen og det Caribiske Hav i det nordlige Honduras. På trods af den maleriske beliggenhed slås de 2.000 indbyggere med de samme problemer som næsten alle andre garifuna-lokalsamfund. Der er mangel på arbejde, kvalitets-sundhedspleje og ordentlig uddannelse. Adgang til information udefra er sparsom, og infrastrukturen er dårlig. Specielt i regntiden bliver jordvejen til landsbyen forvandlet til et mudderælte. Det er svært for beboerne at afsætte deres afgrøder uden for landsbyen, og det fastholder dem i fattigdom. Studie i en hytte ”Lokalradioen ’Brisas del Mar’ (Briser fra havet) i Punta Piedra startede den 14. oktober 2007. Dette garifuna-lokalsamfund havde brug for en lokalradio, der kunne kommunikere med beboerne og åbne folks øjne for de problemer og behov, som findes her,” forklarer Walter Albarez. Walter er radiovært på Brisas del Mar og medlem af en støttegruppe til fordel for gari12
funa-organisationen OFRANEH (Den Broderlige Sorte Organisation i Honduras), som har doneret radioens tekniske udstyr. ”Vi sender forskellige tematiske radioprogrammer om sundhed, uddannelse og jordspørgsmålet, og vi har også programmer for børn. Vi kan se, hvordan andre garifunalandsbysamfund har ændret sig i kraft af lokalradioerne,” siger Walter. Radio Brisas del Mar´s studie er en lille hytte med tag af palmeblade og et jordstampet gulv. Det tekniske udstyr begrænser sig til en mikrofon, en ghettoblaster og en sender. Der er ikke elektricitet i Punta Piedra, så radiostationen er afhængig af et par små solfangere og to bilbatterier. “Vi sender kun mellem klokken 10 og 13, for vi har ikke elektricitet til mere. Vi har søgt forskellige organisationer om støtte til en generator, så vi kan sende hele døgnet,” siger Walter. Lokalradioerne øger social bevidsthed Lokalradioer som Brisas del Mar spiller en vigtig rolle i garifunaernes lokalsamfund ved at informere befolkningen om deres rettigheder og øge den sociale bevidsthed. Garifunaerne har en stærk mundtlig traHONDURAS
SOCIAL MOBILISERING
dition, men mange analfabeter. Adskillige landsbyer har hverken telefon, internet eller elektricitet – og derfor er lokalradioerne en effektiv måde at sprede viden og information på. En del landsbyer har allerede radiofaciliteter med faste programmer, f.eks. med oplysninger om investorer udefra, som forsøger at tiltvinge sig kontrol over garifunaernes territorier. ”I nogle landsbyer har der været mord på grund af jordspørgsmålet. Vi har haft mange problemer med staten, for den har ingen politik, der kan løse disse problemer,” siger Santo Benito, der er koordinator for turisme og territorier for OFRANEH i Punta Piedra. ”Vi synes ikke, at den honduranske stat tager sig af de oprindelige folks behov,” understreger han. Kampen for jorden Garifunaernes historiske territorier i Honduras ligger ved den caribiske kyst. Den attraktive placering har tiltrukket stærke investorer, som vil opføre luksushoteller og andre turistprojekter. De lokale får imidlertid ingen gavn af disse investeringer, og projekterne ødelægger ofte garifunaernes traditionelle levevis. FOKUS
: garifunaerne Garifunaernes historie kan dateres tilbage til, da to spanske slaveskibe med slaver fra Vestafrika forliste på den caribiske ø Saint Vincent i 1635. Øens befolkning bestod dengang af en blanding af to oprindelige indianske folk, arawak og carib, kaldet caliponan. De nytilkomne afrikanere blev optaget og giftet ind i samfundet, og resultatet blev garifuna-befolkningen og kulturen, som siden har spredt sig langs den caribiske kyst til Honduras, Nicaragua, Guatemala og Belize. Garifuna-kulturen har stadig tydelige afrikanske og indianske samt nogle europæiske træk. UNESCO erklærede i 2001 garifunaernes sprog, deres musik og dans, Punta, for ”mundtlige mesterværker og en del af menneskehedens kulturarv.” : IBIS Mellemamerika De oprindelige folk udgør de fattigste og mest udsatte grupper i Mellemamerika, og deres adgang sundhed og uddannelse samt politisk indflydelse er ofte ringe. IBIS’ nye strategi ’2008-2012 for Mellemamerika’ sætter derfor særlig fokus på oprindelige folk. IBIS i Mellemamerika der arbejder i Guatemala, Honduras og Nicaragua med tre temaprogrammer: • Oprindelige folks kollektive rettigheder • Interkulturel tosproget uddannelse. • Interkulturel regeringsførelse. Og to fokusområder: Hiv/aids og ligestilling.
”Vores historiske erhverv er landbrug, fiskeri og kunsthåndværk, og vi fortsætter med at udøve dem. Vi respekterer miljøet, og lever i harmoni med dyrene og naturressourcerne,” siger Santo Benito. ”OFRANEH er en politisk organisation, som netop arbejder med retten til jorden i garifunaernes landsbysamfund. Vi har gnidninger med staten, fordi vi forsvarer de oprindelige folks rettigheder. OFRANEH får støtte fra flere internationale organisationer som f.eks. IBIS, der støtter os med organisationsudvikling.” For at sprede information om garifunaernes rettigheder støtter OFRANEH en række lokalradioer på Honduras’ caribiske kyst, herunder radiostationen i Triunfo de la Cruz, et lokalsamfund ni timers kørsel i jeep fra Punta Piedra.
”Radiostationens navn betyder ’den søde kokos’. Vi har tre nyhedsprogrammer dagligt, som beskæftiger sig med f.eks. jord- og territorierettigheder. Vi har også programmer om temaer som hiv/aids,” fortæller Michelle. Honduras har en af de højeste hiv-smitterater i Latinamerika – og ifølge UNAIDS er garifuna-befolkningen en af de mest udsatte grupper. På den baggrund har lokalradioerne en vigtig funktion i oplysningsarbejdet om sygdommen. Støtte til garifuna-kulturen Radio Faluma Bimetu promoverer kystområdets lokale kunstnere, som spiller den traditionelle garifunamusik Punta, og medvirker derved til at bevare garifuna-kulturen. Radio Faluma Bimetu har flere år på bagen og er langt mere sofistikeret end ’søsterstationen’ i Punta Piedra. ”Vi har al vores musik gemt på computer,” forklarer Michelle, mens hun viser rundt. ”Det gør det nemmere at betjene udstyret.”
Radio Den søde kokos ”Rigtig god eftermiddag til alle, der lytter til vores lokalradio, ’Faluma Bimetu’, på 94.3 FM.” Ordene udgør velkomsten, når den kvindelige studievært Michelle Torres på 17 år sætter sig til rette ved mikserpulten på lokalradioen i Triunfo de la Cruz.
Journalistdrømme ”Jeg begyndte at arbejde som studievært for et år siden. Radioen tilbød et kursus for nye radioværter, og jeg lærte, hvordan man laver
NR. 115 | 2008
HONDURAS
SOCIAL MOBILISERING
programmer. Bagefter har jeg selv undervist andre unge i, hvordan man betjener en mikrofon og laver interviews.” Den gensidige proces med at lære og lære fra sig er vigtig i et område, hvor der er få uddannelsestilbud. ”Indimellem mødes vi med andre radioværter fra de andre lokalradioer for at udveksle erfaringer. Eftersom vi her på stationen allerede ved lidt mere om at lave programmer, forklarer vi de andre, hvordan man gør, f.eks. hvordan man undgår mikrofonstøj.” Ikke alt på Radio Faluma Bimet handler om rettigheder, jord og aids. De unge garifunaer i Triunfo de la Cruz har mange af de samme glæder og bekymringer som teenagere i resten af verden, og hver dag mellem klokken 14 og 15 laver Michelle programmer specielt henvendt til unge. Emnerne kan være ’kærlighed ved første blik’, eller også giver hun råd til unge, der har problemer med deres forældre. ”Jeg elsker det her arbejde. Jeg vil rigtig gerne være journalist, når jeg bliver voksen, så jeg gør mig umage for at lære mere. I fremtiden ville jeg gerne arbejde på en avis eller en radiostation,” slutter Michelle.
13
: når en død høne falder til jorden TEKST | FOTO
rasmus schjødt praktikant hos Ibis Ghana
Vejen har et øjeblik skiftet farve fra den sædvanlige orangerøde til en mere neutral gulbrun. Himlen er blå som på en dansk sommerdag med smukke, flossede kumulus-skyer, og da vi passerer en enkelt atypisk sortbroget ko, kan man næsten forestille sig, at det flade landskab er Danmark på en usædvanligt varm sommerdag. Men ligheden er kun overfladisk. Vi befinder os i det nordlige Ghana, landskabet er the Sahel, flad savanne, der strækker sig nordpå, indtil det bliver til Sahara, og vi er på vej til en lille landsby langt ude på landet for at besøge en kvinde, der for nylig er vendt hjem efter at have været kendt skyldig i hekseri og forvist fra sin landsby i 11 år.
I forbindelse med mit praktikophold hos IBIS i Ghana er jeg på besøg hos organisationen Friends of the Disadvantaged Women and Children, der arbejder med at beskytte kvinder, der beskyldes for hekseri. I det nordlige Ghana er det helt normalt, at sygdom og uventede dødsfald forklares med hekseri, og de mistænkte kvinder dømmes ved en traditionel domstol, hvor deres skyld eller uskyld bestemmes af måden, hvorpå en død høne falder til jorden. Friends of the Disadvanted Women and Children er en lille lokal organisation, hvis medlemmer arbejder på frivillig basis, og hvis eneste indkomst er den støtte, de får fra IBIS og Danida. I alt modtager 50 små lokale organisationer støtte til arbejde med bl.a. uddannelse og kvinders rettigheder.
En af mine opgaver som praktikant var blandt andet at bidrage til en evaluering af programmet ved at tage rundt i landet og besøge en række af de støttede organisationer. For at danne mig et indtryk af de resultater, de havde opnået, interviewede jeg en lang række mennesker med forbindelse til arbejdet, bl.a. lærere, forældre, embedsmænd, lokale politikere og høvdinge. Jeg kom på den måde helt tæt på de mennesker, der i sidste ende får gavn af den danske bistand, og fik uvurderlig praktisk erfaring med, hvilke helt konkrete problemer folk står overfor, når de prøver at skabe udvikling på en række forskellige områder. Mit halve år i Ghana gav mig både nogle vigtige praktiske perspektiver på den teoretiske viden, jeg havde med fra Statskundskabsstudiet i Århus, og en oplevelse af, hvad studiet egentlig kan bruges til.
Midt i billedet ses Assana Mahama sammen med sin familie. Hun er nyligt vendt hjem efter at have været dømt for hekseri og forvist fra sin landsby i 11 år til heksenes lejr i Gambaga i det nordlige Ghana.
: praktik i IBIS Bolivia, 4-6 måneder Praktik tilknyttet organisationen APG i Camiri i Santa Cruz, der arbejder med oprindelige folks kollektive rettigheder. Opgaven er at deltage i kortlægningen af organisationens erfaringer gennem de sidste 10 år, på baggrund af interviews bl.a. med APG’s samarbejdspartnere, myndigheder og NGO’er. Sprog: Spansk Ghana, 5-6 måneder Alliance for Change in Education, Tamale Projektet arbejder med at sikre, at børn i de fattigste 14
distrikter i provinsen kommer i skole, og at undervisningens kvalitet øges. Opgaverne vil være deltagelse i planlægning, monitorering af projektet og dets fremskridt, samarbejde med partnerorganisationer samt daglige projektaktiviteter. Sprog: Engelsk Danmark, 5-6 måneder Hele Verden i Skole-kampagnen hos IBIS i København Vær med til at planlægge og gennemføre aktiviteter, der indgår i Hele Verden i Skole-kampagnen, f.eks. pressearbejde, politisk lobbyarbejde, formidling via web og idéudvikling på undervisningsmaterialer og bogen LæseRaketten. Sprog: Dansk
globalt
PRAKTIK
Danmark, 4-6 måneder Kommunikation, fundraising og kampagnearbejde med mening hos IBIS i København Vær med til at udvide IBIS’ udviklingsarbejde i Nord såvel som i Syd, hvor der virkelig er brug for det. Få erfaringer med indsamling/fundraising, kommunikation, marketingkampagner, pressearbejde samt mundtlig og skriftlig kommunikation. Sprog: Dansk, engelsk Ghana, 6 måneder Education for Empowerment Programme (EfE) i Bole-distriktet EfE-projektet arbejder med at sluse børn, der er droppet ud, tilbage i skolen. Samtidig skal kvaliteten af undervisningen højnes, og der skal mobiliseres opbakning til pigers ret til uddannelse på lige fod med drenge. Opgaverne vil være at støtte op om EfE-programmets arbejde. Sprog: Engelsk FOKUS
: ny kommunikationschef i IBIS Annelie Abildgaard blev den 1. januar 2008 udnævnt til kommunikationschef i IBIS. Annelie Abildgaard har siden 2002 ledet IBIS’ uddannelseskampagne ”Hele Verden i Skole” og udviklet og været redaktør på læsebogen ”LæseRaketten”. Som kommunikationschef har den 41-årige etnograf ansvaret for IBIS’ aktiviteter i Danmark, herunder oplysning, presse, fundraising og medlemsaktiviteter.
Annelie Abildgaard har tidligere undervist på bl.a. Århus Universitet og Københavns Universitet, herunder Center for Afrikastudier. Hun er gift, mor til fire og bor i Roskilde. På posten afløser hun René Jacobsen, der har givet 18 år til IBIS, bl.a. som redaktør af cikaden, ZIGZAG og de sidste otte år som kommunikationschef.
: uddannelsesnetværk både for organisationer og medlemmer IBIS er medlem og værtsorganisation for Uddannelsesnetværket – et netværk af 26 danske organisationer, som alle arbejder med uddannelse i udviklingslande. Som medlem af IBIS kan du benytte dig af Uddannelsesnetværkets tilbud som kurser, workshops og fyraftensmøder. Du kan også være med til at sætte dit præg på aktiviteterne og deltage i temagrupper om de emner, du særligt brænder for.
Guatemala, 4-6 måneder Kommunikationspraktikant i mellemamerika Dine opgaver vil være sammen med IBIS’ kommunikationsrådgiver at udføre kommunikationsopgaver til bl.a. danske medier, IBIS medier, lokale NGO’er samt de daglige opgaver på IBIS Mellemamerikas regionalkontor i Guatemala City. Der vil være nogen rejseaktivitet i området. Sprog: Spansk, dansk Mozambique, 6 måneder Børns rettigheder og uddannelse i Maputo Opgaverne spænder over deltagelse i udviklingen af projektforslag om børns rettigheder, research og kortlægning af organisationer, der arbejder med børns rettigheder i Mozambique. Desuden vil der være opgaver med udvikling af fundraising-strategier og andre kommunikationsopgaver. Sprog: Portugisisk, engelsk NR. 115 | 2008
Netværket har netop fået bevilget midler af Danida til aktiviteter i 2008 og 2009, hvor der bl.a. bliver sat fokus på: · Fortalervirksomhed og rettighedsbaseret tilgang til uddannelse · Samarbejde med andre internationale netværk og med uddannelsesforskere · Voksen- og ungdomsuddannelser · Uddannelse i skrøbelige/svage stater · Partnerskab og kulturelt betingede tilgan- ge til udvikling af pædagogiske metoder · og meget andet.
Læs mere på www.uddannelsesnetvaerket.dk, hvor du også finder netværkets publikationer til download, kan søge i ressourcedatabasen og tilmelde dig netværkets e-nyhedsbrev.
Nicaragua, 6 måneder Strategisk planlægning og udvikling af tre lokalradioer Opgaverne vil bl.a. være at støtte radioerne i at udarbejde strategiske handleplaner for deres videre udvikling. Specifikke opgaver vil afhænge af de enkelte radioers behov og ønsker. Sprog: Spansk
Danmark, 5-6 måneder Kommunikationspraktik på IBIS i København Vær med til at planlægge, udvikle og gennemfører kommunikation om IBIS’ arbejde til både egne og andre medier i Danmark. Bemærk ansøgningsfrist den 1. Maj 2008. Sprog: Dansk, engelsk
Angola, 2,5 – 5 måneder Hiv/aids og køns indflydelse på uddannelse i Kwanza Sul Din opgave bliver at støtte uddannelsesprogrammet og partnere i at udføre en analyse og impact assessment af hiv/aids og køn på uddannelsesområdet i Kwanza Sul provinsen. Bemærk ansøgningsfrist den 1. Maj 2008. Sprog: Portugisisk.
DANMARK
NOTITSER
Læs mere om praktik og vilkår på www.ibis.dk/praktik Praktikperioderne ligger i efteråret 2008. Ansøgningsfrist den 14. april 2008, hvis ingen anden dato er oplyst.
15
AL HENVENDELSE TIL
Afsenderadresse: IBIS Nørrebrogade 68 B 2200 København N id:46452 UDGIVERADRESSERET MASKINEL magasinpost
: hjælp børn i Liberia til at komme i skole FOTO
agnete schønau
I Sierra Leones naboland Liberia sender IBIS 2.000 børn i skole. På tre år gennemfører de et koncentreret skoleforløb, der normalt tager seks år. Børnene lærer at læse, skrive og regne og får undervisning i sundhed, hiv/aids, demokrati og menneskerettigheder. Efter de tre år kan eleverne, ved aflæggelse af en prøve, fortsætte i Liberias overbygningsskole eller få en håndværksmæssig uddannelse. For at sikre, at eleverne får en kvalificeret og relevant undervisning, uddanner projektet de 78 tilknyttede lærere, så de kan planlægge og gennemføre en moderne pædagogisk undervisning.
Du kan støtte børnene i skoleprojektet i Liberia ved at benytte vedhæftede indbetalingskort. Tak for din hjælp.
Støtte til Liberias børn
16
REGION
TEMA
FOKUS