IBIS Fokus 116 by Oxfam IBIS

IBIS

Uddannelse skaber udvikling

: stop børnearbejde – 100% i skole Det var sloganet for de mere end 183.000 danske skoleelever, der deltog i Hele Verden i Skole i 2008 Læs mere på side 8

JUNI 2008

nr. 116

: udviklingsbistanden skal komme de fattige til gode

leder vagn berthelsen generalsekretær ibis

Et gennemsnitligt afrikansk udviklingsland modtager hvert år ikke mindre end 200 officielle besøg fra lande, de får udviklingsbistand fra. Samtidig har kravene til rapportering nået groteske højder, når et gennemsnitsland skal aflevere ikke mindre end 10.000 tilstandsrapporter i kvartalet til de lande, der giver dem bistand. Når man støder på den slags fakta, er der ikke noget at sige til, at danskere og andre bliver skeptiske over for, om pengene nu også bruges bedst muligt – og gavner de fattige mest muligt. Derfor står spørgsmålet om, hvordan vi kan effektivisere udviklingsbistanden, også højt på den internationale bistandsdagsorden lige nu. Og det er både rigtigt og vigtigt. Så længe man også sørger for, at de fattige og deres organisationer får indflydelse på, hvad pengene bruges til. Når der i dag udvikles strategier for fattigdomsbekæmpelse og udviklingsbistand, så sker det i dialog mellem modtagerlandenes regeringer og de statslige donorer - og ofte med Verdensbanken og IMF som penneførere. Parlamenter, civilsamfund og de fattige selv er sjældent inviteret med indenfor til det arbejde, og det er derfor primært elitens krav og ønsker, der kommer igennem. Tag bare dette eksempel fra Uganda, lånt fra tidskriftet ‘Den Ny Verden’: I 2005-06 gav 18 lande støtte til Ugandas sundhedssektor. I alt satte disse lande 111 projekter på skinner. Det kostede omkring 1,5 milliard kroner. Kun to af de 111 projekter var rettet mod offentlige regionale hospitaler uden for hovedstaden, selvom langt størstedelen af den fattige befolkning er afhængig af netop de hospitaler, som i allerhøjeste grad har brug for såvel udstyr som et dygtigt personale.

sultaterne, at de fattige og deres organisationer selv er med til at identificere behov og definere, hvilke politikker der skal gennemføres. Det giver en mere effektiv bistand – der også reducerer fattigdom. Derfor forsøger IBIS, og mange andre NGO’er lige nu, at få de store donorlande til at indse, at de fattige skal have et markant ejerskab til udviklingsbistanden. Det sker som optakt til, at donor- og modtagerlande fra hele verden mødes til september i Ghanas hovedstad Accra. På topmødet i Accra vil de mange lande diskutere, hvordan udviklingsbistanden kan gøres mere effektiv. Mødet følger op på en aftale fra Paris, ‘Paris-erklæringen’, som 100 donor- og modtagerlande blev enige om i 2005. Civilsamfundsorganisationer fra hele verden samler derfor nu informationer om, hvad modtagerne af bistand synes, der bør gøres for at gøre bistand endnu mere effektiv. De indsamlede data bliver diskuteret i nationale, regionale og internationale forsamlinger, og hele diskussionen skal samles til et alternativt topmøde for civilsamfundsorganisationer, som IBIS er med til at forberede. Mødet skal afholdes i Accra, lige inden det officielle topmøde samme sted. På dette alternative topmøde skal røsterne fra de fattige samles til én stemme, der kan fremlægges for de repræsentanter for det internationale samfund, der er ansvarlige for bistand. Et af kravene fra civilsamfundets organisationer vil helt klart handle om at blive inddraget mere, så bistanden kan blive mere effektiv – og befolkninger i både Nord og Syd kan få tillid til, at pengene kommer de fattige til gode og dermed bruges bedst muligt.

De fattige ved, hvor skoen trykker, og hvad der skal til for at løse problemerne. Men alt for ofte bliver de slet ikke spurgt til råds. Selvom erfaringer fra bistandsarbejdet viser, at det er afgørende for re-

ibis-fokus udgives af Ibis Redaktion på dette nummer: : Lotte Ærsøe, redaktør (ansvarlig) : lae@ibis.dk : Hanne Selnæs, kommunikationsmedarbejder : hs@ibis.dk Forsidefoto: Lotte Ærsøe, Ghana Layout: ls/Mediefabrikken Tryk: Arco Grafisk Oplag: 13.000 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2008

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

Ibis arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere, og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere.

Ibis er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation.

Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: lae@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos Ibis, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer september 2008

Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. Vi har godt 25 udsendte rådgivere og støtter mere end 200 udviklingsprojekter i 13 lande. IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida

: fødevarekrise og benzinpriser kan skabe konflikter i Vestafrika Vestafrika kan stå over for en ny bølge af voldelige konflikter, forudser ekspert i fred og sikkerhed

TEKST FOTO

Charles Mawusi lotte ærsøe

De unges utilfredshed med stigende priser på mad og benzin kan få uroen til at blusse op og medføre voldelige konflikter i Vestafrika. ”Fødevarekrisen rammer en gruppe unge, som ikke kan få mad, og som ikke kan få øje på en fremtid for dem selv. Samtidig ser de, at deres ledere har et komfortabelt liv.” forudser Emmanuel Bombardey, ekspert i fred og sikkerhed, fra West Africa Network for Peacebuilding (WANEP).

Ifølge FN har de hastigt stigende priser på basale fødevarer over de sidste seks måneder allerede medført uro i Benin. I Burkina Faso er tusindvis af arbejdere gået i strejke og truer med at tage ’andre midler i brug’, hvis deres krav om lavere priser ikke efterkommes af regeringen.

”Det fostrer misundelse, frustration, vrede og stridigheder og kan i sidste ende medføre voldelige konflikter og destabilisering,” advarer han, og tilføjer, at de udviklingsmæssige, sociale og økonomiske fremskridt, man ser i nogle lande, kan blive sat over styr. ”Prisstigninger lægger et stort pres på mange dele af samfundet i regionen, og nogle madvarer er nu så dyre, at selv folk med lønarbejde ikke har råd til at købe dem. I en sådan situation kan man risikere, at den store gruppe af arbejdsløse og unge mennesker i regionen vil blive inspireret og mobiliseret til med vold at udfordre de politiske ledere og deres handlinger,” siger Emmanuel Bombardey.

Økonomiske indgreb Flere regeringer i regionen har annonceret, at de vil gennemføre økonomiske indgreb for at stoppe krisen. Indgrebene i de forskellige lande har fået en blandet modtagelse, og mange kritiserer deres regeringer for ikke at gøre nok for at reducere leveomkostningerne. I Ghana har regeringen reageret med at gribe ind på skatteområdet. Regeringen har reduceret importafgifterne på basale fødevarer som hvede, sukker og ris. De ghanesiske landmænd kritiserer indgrebet for at være konkurrenceforvridende, da en øget import af billigere fødevarer vil udkonkurrere den lokale landbrugsproduktion. IBIS i Vestafrika, der dækker Ghana, Sierra Leone og Liberia, støtter og samarbejder med WANEP. Netværket holder løbende IBIS orienteret om situationen generelt i regionen og specifikt om forhold, der er relevante for IBIS’ arbejde i de tre nævnte vestafrikanske lande.

NR. 116 | 2008

VESTAFRIKA

FØDEVAREKRISE

: ibis starter skoleprojekt i Sydsudan Mens disse linjer skrives, starter de første 4.000 børn og unge i deres nye ALPklasser i Central Equatoria i Sydsudan. Landet er nyt for IBIS, men ALP-projeket er en veldokumenteret og velafprøvet metode til at hjælpe børn mellem 12 og 18 år tilbage i skolesystemet TEKST FOTO

Lotte Ærsøe IBIS i Sydsudan og Bent Jahns

Sudan har i mange år været præget af interne uroligheder, naturkatastrofer og borgerkrig, og mange mennesker har været drevet på flugt både internt i landet eller til nabolandene. Siden 2005, hvor de stridende parter i Sudan underskrev en fredsaftale, har der været så meget ro og stabilitet i den sydlige del af landet, at skolerne i regionen er startet op igen. At der foregår undervisning, har en stærk symbolsk værdi for de mange tilbagevendte flygtninge og internt fordrevne.

ad og planlægge deres fremtid,” fortæller Bent Jahns, der er koordinator for IBIS’ uddannelsesindsats i Sydsudan.

”Det, at skolen begynder at fungere igen, bliver for mange et tegn på, at freden er mere permanent. Folk begynder at kunne se frem-

Erfaringer fra andre projekter Landet er nyt for IBIS, men undervisningsformen og metoderne i ALP – Accelererede læringsprogram bygger både på IBIS’ egne erfaringer, men også dem som Red Barnet, Norsk flygtningehjælp og andre har udviklet i flere konfliktområder verden over. ALP undervisningsformen er heller ikke ny i Sydsudan. Det er en integreret del af regeringens politik at tilbyde ALP-kurser til elever, der er for gamle til at starte i 1. klasse eller elever, der allerede er i de almindelige klasser, men ikke passer aldersmæssigt til det niveau de er på.

SUDAN

UDDANNELSE

Behovet for skolegang er enormt, og Sydsudan har ikke selv ressourcer eller uddannede lærere nok. Det er her, IBIS’ ALP-projekt kommer ind. ”ALP-projektet i Sydsudan står på skuldrene af de erfaringer IBIS har fra ALP-projekter i Angola og Liberia samt et lignende skoleprojekt i Sierra Leone,”fortæller Bent Jahns. I naboprovinserne støtter andre internationale organisationer regeringen med at oprette og gennemføre ALP-projekter, heriblandt Red Barnet, UNICEF og Norsk Flygtningehjælp. Kortlægning af behovet Før de første elever kan sætte sig på skolebænken, har projektet ansat de medarbejdere, der skal være med til at sikre projektets succes. De nye medarbejdere har sammen FOKUS

TEKST FOTO

NAVN NAVN

: Edina Siama Isaac, 36 år Underviser på Pisak folkeskole i Yei River distrikt. Hun har gået 9 år i skole, og har tre års læreruddannelse. Hun taler engelsk, arabisk og Bari. Hvad er det vigtigste, du har lært på kurset? Planlægning af undervisningen. Hvad er det vigtigste, eleverne skal lære? Engelsk, livskundskaber og holdninger.

Baba Francis Cosmas, 28 år Underviser på Ombachi Keliko grundskole i Morobo distriktet. Han har gået 11 år i skole, og har siden fået lærertræning, mens han har undervist på skolen. Han taler engelsk, kakwa, arabisk, keliko og lingala.

Taibo Susan Bako 40 år Underviser på Morobo grundskole i Morobo distrikt. Hun har gået 11 år i skole. Hun har fået lærertræning mens hun har undervist på skolen. Hun taler engelsk, kakwa, arabisk og keliko.

Hvad er det vigtigste, du har lært på kurset? Nye undervisningsmetoder og udarbejdelse af undervisningsplaner. Jeg lærte også at planlægger og forberede undervisningen.

Hvad er det vigtigste, du har lært på kurset? Jeg har lært nye undervisningsmetoder.

Hvad betyder ALP for børnenes fremtid? De bliver uddannede og får en masse viden. ALP vil hjælpe dem til at blive selvforsørgende i fremtiden.

Hvad er det vigtigste, eleverne skal lære? At de lærer at tale engelsk, og skrive klart og tydeligt.

med IBIS’ sudanesiske partner NSEA besøgt 108 skoler i Central Equatoria provinsen og interviewet skoleledere, forældrebestyrelser og de lokale uddannelsesmyndigheder for at kortlægge behovet. 60 skoler langs landevejen mellem de tre distrikter Lainya, Yei og Morobo stiller lokaler og lærere til rådighed for ALP-klasserne. Den sudanesiske partner NSEA har stor erfaring med oprettelse og træning af forældreråd, og efteruddannelse af lærere. De spiller derfor en vigtig rolle i gennemførelsen af projektet. Der er udvalgt 120 lærere til at tage sig af de 120 nye ALP-klasser om eftermiddagen. Klasserne etableres der, hvor der allerede er undervisning om formiddagen. Lærerne, der både arbejder om formiddagen med deres almindelige undervisning og tager ekstra undervisning i ALP klasserne om eftermiddagen, lønnes af de lokale myndigheder. Når ALP-eleverne møder op den første dag i skolen, mødes de ikke med nyrenoverede klasselokaler eller spritnye computere. Nogle skoler har murstensbygninger med fast tag, suppleret med klasselokaler under halvtag til de mange elever. På andre skoler foregår undervisningen i det fri under et træ, der samtidig tjener som støtte for den transportable tavle. Projektet har ikke midler til bygninger, men kan hjælpe med mindre repa-

rationer eller indkøb af for eksempel tavler. ”Mangel på toiletter får ofte pigerne til at droppe ud af skolen. Derfor prøver vi på nogle skoler at etablere tålelige toiletfaciliteter med hjælp fra andre organisationer, som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, der har forskellige projektaktiviteter i området,” fortæller Bent Jahns.

NR. 116 | 2008

sudan

Hvad betyder ALP for børnenes fremtid? De lærer at forsørge sig selv, og de bliver i stand til at deltage i udviklingen af deres lokalsamfund. Og så kan de læse videre bagefter.

30.000 børn udenfor skolen En undersøgelse fra 2007 viser, at der er mere end 30.000 børn, der ikke går i skole i Central Equatoria, og at der på skolerne er mindst 3.500 børn, der er for gamle til at være i klasser på deres læringsniveau. IBIS har penge til de første 16 måneder med støtte fra Danidas pulje for humanitær bistand. IBIS arbejder på at skaffe støtte til at føre projektet videre efter denne periode. Efteruddannelse af lærerne De 120 ALP-lærere har netop afsluttet de første to ugers efteruddannelse, hvor de har lært om elevcentreret undervisning, som betyder at eleverne og deres erfaringer inddrages. De har lært at planlægge de specielle accelererede undervisningsforløb, der er essentielt for projektets succes, hvor eleverne på kun 4 år gennemgår 8 års pensum, og derefter kan fortsætte i det normale skolesystem. UDDANNELSE

Hvad er det vigtigste, eleverne skal lære? De skal lære livskundskaber, engelsk, samfundslære og fysik Hvad betyder ALP for børnenes fremtid? De får lettere ved at finde et arbejde og forsørge sig, og de kan blive de fremtidige ledere.

På kurset har lærerne desuden lært pædagogiske metoder, der retter sig mod børn fra skrøbelige familier, flygtninge eller børn med krigstraumer. Lærerne vil jævnligt få besøg af projektets medarbejdere, der vil give råd og vejledning. De vil desuden få løbende efteruddannelseskurser. Engelsk er et vigtigt redskab til at skaffe sig ny viden og få et job efter skolen i Sydsudan. Derfor står det højt på skemaet for de nye elever. Nogle af børnene har allerede gået i skole og kan læse og regne, men alle kommer igennem et specielt designet program så de får de skrive- og regnefærdigheder, der skal hjælpe dem med at forstå og lære det komprimerede skoleforløb.

: fakta

Sydsudan har indtil 2005 oplevet Afrikas længste borgerkrig, hvor mere end 1,5 mio. mistede livet og andre 4 mio. blev tvunget på flugt. De fleste sydsudanesere har ikke adgang til rent vand, sanitet og hygiejne. Sydsudan har landets højeste børnedødelighed og den laveste andel af folk der kan læse og skrive. Andelen af børn i skole er den laveste i verden og specielt piger er hårdt ramt. 2% af drengene og 1% af pigerne gennemfører grundskolen. Over 80% af pigerne går ikke i skole. 7% af lærerne har modtaget en formel læreruddannelse. 05

: børn stiller de svære spørgsmål : Børneparlamenter i de små distrikter i Mozambique får mere og TEKST FOTO

NAVN NAVN

mere indflydelse. Ikke alle voksne er lige begejstrede

TEKST | FOTO TEKST

elsebethAller Aller Elsebeth

I Milange, en provinsby i Mozambique, blev en lille pige misbrugt seksuelt af sin lærer. Det er desværre ikke nogen usædvanlig begivenhed. Ofte ender den slags sager med, at læreren bliver i sin stilling mod at betale et symbolsk beløb i erstatning til forældrene. Denne gang endte det anderledes, for børneparlamentet i byen tog affære. Børneparlamentet i Milange diskuterede sagen om den misbrugte pige på et møde. Politiet havde intet gjort, og uddannelsesdirektøren i distriktet havde heller ikke foretaget sig noget - ikke engang forflyttet læreren, der altså fortsat underviste på skolen. Børnene blev enige om, at det ikke kunne være rigtigt, at en lærer ustraffet kan misbruge et barn.

Myndighederne skulle ikke få lov til at lukke øjnene denne gang. Børnemod Børneparlamentet organiserede en protestdemonstration i byen og boykottede al undervisning imens. De fik deres forældre med, så det blev et imponerende optog, der marcherede gennem byens gader. Effekten udeblev ikke. Distriktsadministrationen hørte naturligvis om sagen, og indkaldte uddannelsesdirektøren og repræsentanter for børnene til et møde. Resultatet blev, at læreren blev suspenderet og derefter meldt til politiet. Læreren blev varetægtsfængslet og sigtet, og til sidst blev han bortvist fra skolen. Og pigen - hun fortsatte sin uddannelse. Historien er et af mange eksempler på, at børneparlamenterne i Mozambique sætter handling bag ordene. Parlamenterne består af børn fra lokalområdet, der kender til de problemer, de svageste børn står overfor. De har et stort lokalkendskab og kan via deres kontakter på

forskellige skoler kortlægge områdets mangler på børne- og uddannelsesområdet med stor nøjagtighed. For at sikre en demokratisk inddragelse af alle tager børneparlamentet rundt i distriktet og taler med skolebørn, lærere og voksne samt med børn, der står uden for skolesystemet. Parlamenterne beskæftiger sig grundlæggende med børns rettigheder, og aktiviteterne strækker sig fra kravet om bedre kvalitet i undervisningen over protester mod udskænkning af alkohol i video-klubber til bedre vilkår for handikappede børn. Børneparlamenterne identificerer problemerne sammen med de børn, der er ramt, diskuterer løsningsmuligheder og konfronterer de relevante myndigheder med deres krav noget de færreste voksne i landet ville turde. Partipolitik er for voksne Hverdagen i Mozambique er stærkt præget af, hvem der er medlem af regeringspartiet, og hvem der ikke er. Alle lærere får for eksem-

: fakta

Børneparlamenterne er grupper af børn, som selv tager sig af børns vilkår og rettigheder. Børneparlamenterne blev nedsat i år 2000 af regeringen med støtte af FN´s børnefond UNESCO. Regeringen støtter fortsat det nationale børneparlament og nogle af provinsparlamenterne. IBIS støtter børneparlamenter i fire distrikter i Mozambique: Milange og Alto Moloque i Zambezia-provinsen og Muembe og Mavago i Niassa. Cirka 500 børn deltager i arbejdet. En af de store demokratiske sejre er, at en 17-årig dreng fra den fattige Zambezia-provins er blevet valgt som præsident for det nationale parlament. Tidligere har præsidenterne været børn af indflydelsesrige forældre fra hovedstaden Maputo. Børneparlamenterne i distrikterne sender skriftlige rapporter til myndighederne på både distriktsog provinsniveau om deres erfaringer fra arbejdet. De vigtigste sager sendes videre til regeringen i Maputo. Ud over det daglige arbejde med børneparlamenterne, betaler IBIS for transport, kost og logi og voksne ledsagere, så de lokale repræsentanter kan deltage i det nationale parlament.

Mozambique

Børns rettigheder

FOKUS

TEKST FOTO

NAVN NAVN

: pel trukket medlemskontingent til regeringspartiet, uanset om de støtter det eller ej. Ingen siger fra, for det ville være det samme som at sige op. ”Men når læreren misbruger et barn, spørger han ikke først, om barnets far er medlem af partiet. Alle børn rammes,” slår Costa Daniel fast. Han er leder af IBIS’ uddannelsesprogram i Mozambique og ser børneparlamenterne som en vigtig vej mod et sundere og mere aktivt civilsamfund. ”Partipolitik er for forældre. Men børn er fremtidens voksne, små spirer, der skal have lov at gro,” siger han og fortsætter: ”Børnene i børneparlamenterne viser de voksne, hvad man som borger selv kan gøre, og at det ikke er nok at sige, at det hele er statens eller regeringens skyld. Civilsamfundet i Mozambique er stadig svagt, blandt andet fordi vi ikke har en kultur for aktiv deltagelse. Desuden tror mange voksne stadig, at staten er lig med regeringspartiet. Derfor er det bedre at begynde med børnene. Vi må give de vigtige værdier videre til dem. Rettighe-

der er gode og vigtige, men vi skal også huske den enkeltes ansvar for at bidrage til samfundet og fællesskabet,” forklarer Costa Daniel. Børn siger alt – og de kan ikke straffes Der er flere eksempler på, at de lokale myndigheder gerne vil bruge den ressource, børnene er. Under et møde mellem børneparlamentet i Alto Moloque og distriktsadministrationen blev den kvindelige administrator temmelig imponeret over børnene, der både kunne lede et møde, debattere på et sagligt plan og konkretisere deres tanker og idéer. Derfor foreslog hun, at børnene meldte sig ind i ungdomspartiet, når de blev lidt ældre. Efter en kort pause udbrød et af børnene: ”Nej! Børneparlamentet har ikke noget med partier at gøre. Det handler om børns rettigheder.” ”Det er en vigtig udfordring for os at forblive ikke-partipolitiske i arbejdet med børneparlamenterne,” siger Elisa Lange, uddannelsesrådgiver for IBIS i Mozambique. Men børnene fra parlamenterne ses ikke kun som

et positivt bidrag til udviklingen. ”Børnene kan jo skabe problemer for myndighederne om ti år, for de er ikke så nemme at kontrollere som deres forældre,” forklarer hun. Med indsigt, mod og handlekraft i bagagen kan børnene fra børneparlamenterne blive aktive deltagere i civilsamfundet. De har lært at stille kritiske, ucensurerede spørgsmål og forventer et svar. Elisa Lange fortæller, at den kvindelige administrator ringede hende op forud for interview med medlemmer fra børneparlamentet, som skulle sendes direkte i den lokale børneradio. Administratoren var bekymret for, hvad børnene kunne finde på at spørge om og ville gerne have Elisa Lange til at give hende deres spørgsmål. ”Men jeg kunne jo ikke vide, hvad de ville spørge om, så hun måtte bare stille op til det direkte interview og svare for sig. Børn siger jo alt, og de kan heldigvis ikke straffes for det, fordi de netop er børn!”

Louis Anton,13 år børneparlamentet i Alto Moloque: ”Pigerne har de samme rettigheder som drengene. Det er børns rettigheder - ikke bare drenges – for eksempel at få en uddannelse. Det er også lidt drengenes skyld. De laver ikke nok hjemme, og så står pigerne med pligterne derhjemme og får ikke tid til at lave lektier og lege,” indrømmer han. Alcina, 14 år børneparlamentet i Alto Moloque: ”Rigtig mange piger bliver gift, før de fylder 18. De synes ikke rigtig, der er andet at lave efter 7. klasse end at blive gift. Men det er jo alt for tidligt. Derfor har vi været med i en kampagne, der oplyser om, hvorfor det er godt at vente med at gifte sig, til man er fyldt 18 år,” siger hun. Over 50 procent af alle piger i Mozambique bliver gift, før de fylder 18.

NR. 116 | 2008

Mozambique

Børns rettigheder

B³i[HWa[jj[d (&&.

B³i[HWa[jj[d 20

LæseRaketten Den 14. marts 2008 læste 183.000 skoleelever, eller ca. hver 4. danske skoleelev, i bogen LæseRaketten for at gøre opmærksom på FN’s 2015-mål om ’Uddannelse for Alle’. LæseRaketten, der er udgivet af IBIS, er spækket med gode historier, skrevet af kendte forfattere og med fantasifulde illustrationer. Udover bogen kunne eleverne også besøge børnehjemmesiden www.ibis.dk/abc, hvor der er quizzer, ideer til spil og lege, tegne- og debatforum. Prøv selv at kigge forbi.

KZ]_l[j W\ ?8?I 08/01/08 10:09:23

Der blev atter en gang læst, tegnet og diskuteret børns ret til en uddannelse, da årets Hele Verden i Skole Kampagne blev skudt afsted 14. marts Igen i år blev læsebogen LæseRaketten trykt i et kæmpe oplag - for 183.000 skoleelever, dvs. næsten halvdelen af alle skoler i Danmark og flere skoler i Grønland og Sydslesvig var med, og de fik alle deres eget eksemplar af bogen Læs mere www.ibis.dk/verdeniskole

Verdens største klassetime 23. april modtog over 7,5 mio. skoleelever over hele verden den samme undervisningstime. I Danmark deltog 12.059 skoleelever i rekorden. De slog dermed den gamle rekord for ”Verdens Største Klassetime” på 1.430.644 fra 2003. 72 millioner børn går stadigvæk ikke i skole, og verdens ledere har lovet, at alle børns skal i skole inden 2015. Med deltagelsen i rekordforøget, har 7,5 mio. skolebørn været med til at råbe lederne op og huske dem på, at man skal holde, hvad man lover.

I Århus blev der vist billeder fra Sierra Leone, grillet bananer og ’jagtet diamanter’, da frivillige fra IBIS besøgte børnene i Gellerupparken. I den Globale Aktionsuge slog IBIS frivilliggruppe i Aalborg dørene op til en visuel oplevelse for skoler, der deltog i Hele Verden i Skole-kampagnen med filmen ”All the Invisible Children.” Filmen stiller skarpt på udsatte børn, der af forskellige årsager er frataget muligheden for en tryg barndom.

DANMARK

HELE VERDEN I SKOLE

FOKUS

En sikker vinder Elever på skoler i Danmark, Grønland og Sydslesvig har solgt Hele Verden i Skole-lodsedler, lavet loppemarkeder, dukketeater, cirkus, caféer og meget andet for at samle penge ind. I 2008 er det børn og unge i Sierra Leone i skoleprojektet ”En Ny Fremtid,” der får glæde af indsamlingen. Skoleklasserne har selv mulighed for at vinde præmier, men uanset om klassen vinder eller ej, er der altid garanteret én sikker vinder: Det barn i Sierra Leone, der får chancen for en god og vedkommende skolegang - til gavn for både barnet, familien og lokalsamfundet. De danske elever har tilsammen samlet 839.344,25 kroner til ”En Ny Fremtid.” Kaarunya, 3. kl: Jeg synes, det er godt at nogen tager det alvorligt, at de børn, der for eksempel bor i Afrika, får en god fremtid. Og jeg tror, vi får ALLE børn i skole inden år 2015 (næsten altså). For alle skal have en god fremtid. Amalie, 3.kl: Jeg synes, at børn skal have lov til at gå i skole og lære noget, så de kan blive kloge. Og hvis de engang får børn, kan deres børn lære noget af deres forældre, så de kan blive kloge ligesom så mange andre i verden. For alle børn har ret til at gå i skole.

En Ny Fremtid I Sierra Leone har 10 års borgerkrig medført, at en halv million børn og unge står uden nogen form for uddannelse. Det skal der imidlertid laves om på. Derfor støtter dette års indsamling projektet En Ny Fremtid i Sierra Leone. 3.000 børn får gennem et forløb på tre år mulighed for at indhente 6 års skolegang. Undervisningen er intensiv og klasserne små. Målet er at eleverne sluses ind i den almindelige skole efter det tre-årige forløb. Undervisningen af disse børn og unge er især vigtig, for at de kan deltage i genopbygningen af deres land. Fantastifulde indsamlinger ”Jeg blev stolt over at være menneske, da jeg læste det her,” udbrød Carl Quist Møller, da han havde læst om elevernes fantasifulde måder at samle ind. Både Carl Quist Møller, Trine Skovmand og SIBI-fuglen var med til at trække lod og udvælge vindere i årets indsamlingskonkurrence. Se alle vinderne på www.ibis.dk/verdeniskole

HELE VERDEN I SKOLE 2008 TEKST FOTO

Sara maria Christiansen og Lotte Ærsøe Kissen Møller, Lotte Ærsøe og nordre skole

Forsiden af Læseraketten Carl Quist møller SIBI-figur Trine skovmand

Stop Børnearbejde - 100% i skole FN’s Verdensdag mod børnearbejde 12. juni, blev markeret med forskellige events og happenings verden over. Danske skoleelever var børnearbejdere for en dag på Rådhuspladsen i København. De satte dermed fokus på de mange børn i verden, der ikke får en uddannelse, fordi de skal arbejde.

Kamilla, 4. kl.

- Børn skal ikke arbejde, jo de skal arbejde i skolen, men ikke for andre mennesker!

Tak IBIS vil gerne takke alle skoleelever, lærere og forældre, der har deltaget i Hele Verden i Skole 2008. Alle dem som har læst, samlet ind, optrådt, diskuteret eller på andre måder engageret sig i kampagnen.

Vi vil også takke trykkeriet Nørhaven A/S, Dansklærerforeningens Forlag A/S, Centrene for Undervisningsmidler, BG fonden, EU og Danida for deres støtte til udgivelse af LæseRaketten.

Vi takker for de spændende historier og illustrationer til LæseRaketten 2008, tak til Rasmus Bregnhøi, Andreas Bræstrup Kirstein, Jens Kovsted, Emil Landgreen, Carl Quist Møller, Trine Skovmand, Kim Svarer, Othello K. Weh, George W. Ngabe, Mette Heide Jørgensen, Mette Mou Jensen, Kirsten Bjødstrup Jensen. Uden dem, ingen bog.

Også tak for præmier, til Coastzone, Cirkus arena, Randers Regnskov, Randers vandrehjem, Karolinelund, Aalborg Zoo, Danhostel Aalborg vandrehjem, Djurs Sommerland, Dansk IT, Rudolf Steiner skolerne, Niels Brock, EB games, Nordisk Film, Legoland, Fårup Sommerland, Sommerland Syd og EA games.

NR. 116 | 2008

DANMARK

HELE VERDEN I SKOLE

To maya chortí-kvinder i Honduras stillede op imod en gruppe magtfulde og brutale godsejere for at kræve mayaernes oprindelige jord tilbage. På trods af trusler, forfølgelse og mord tog de to søstre Maria Marcelina Pérez Interiano og Maria Jesús Interiano initiativ til at stifte maya chortí-folkets nationale råd i Honduras, CONIMCHH, for at genrejse deres folk og sikre dets rettigheder

: vores jord koster blod

”Vi følte os som slaver før i tiden. Da vi ikke kunne holde situationen ud længere, startede vi en bondeorganisation,” fortæller Maria Marcelina Pérez Interiano om starten på CONIMCHH i 1980erne og 1990erne. ”Vi stiftede CONIMCHH for at sikre maya chortí-folket jord og uddannelse. Vi ville have anerkendelse både her i Honduras og internationalt. Hverken regeringen i Honduras eller den lokale borgmester i Copán Ruinas gjorde noget for os, før vi blev organiseret. Vores lokalsamfund var forsømte, der var ingen veje og ingen kommunikationsmidler,” husker Maria Jesús Interiano. De to søstre lever i lokalsamfundet Carrizalón nær grænsen til Guatemala i det nord-

vestlige Honduras. Selvom regionen er frodig med skovklædte bjerge og dybe floddale, lever maya chortí-folket i dyb fattigdom. Husene er lerklinede, der er ikke elektricitet, og man bruger brænde til madlavningen. Infrastrukturen er ringe, og både sundhedspleje og uddannelse er mangelfuld. Men selvom man ikke skulle tro det, så er mayaernes forhold faktisk blevet forbedret de sidste 14 år. ”I 1984 uddannede Maria Jesús og jeg os som socialarbejdere. Vi læste love og konventioner, og på den måde fandt vi paragrafer og artikler, der kunne hjælpe os som mayafolk. I 1993 gik Maria Jesús til fods fra den ene maya chortí-landsby til den anden for at organisere og bevidstgøre folk. Bagefter startede CONIMCHH med hende som den første leder,” fortæller Maria Marcelina, som senere selv blev leder af CONIMCHH. ”Vi startede med Carrizalón og to andre maya chortí-lokalsamfund. I 2007 nåede vi op på at have 47 lokalsamfund med i

HONDURAS

TEKST | FOTO

Per Bergholdt Jensen

RETTIGHEDER

alt 1.761 beboere tilknyttet organisationen,” fortæller Maria Jesús med stolthed. Efter mange år har Maria Jesús og Maria Marcelina overladt ledelsen til andre, og er nu henholdsvis regional kvinderådgiver og regional administrationsrådgiver i CONIMCHH. Trusler og mord på aktivister “I starten var folk bange for at organisere sig. Det var svært at sige: jeg er maya chortí-indianer. De store godsejere mente, at de måtte fjerne lederen for at hindre maya-bevægelsen i at vokse. Vi modtog dødstrusler igennem lang tid. De begyndte i 1994 og fortsatte i adskillige år,” fortæller Maria Jesús, som er mor til tre børn. I 1997 blev Candido Amador, en af maya chortí-folkets første ledere, myrdet. I dag 10 år efter har de honduranske myndigheder stadig ikke fundet de skyldige. FOKUS

: CONIMCHH

IBIS har støttet CONIMCHH - Maya Chortí Folkets Nationale Råd i Honduras med 225.000 kr. siden 2006. Støtten går hovedsageligt til juridisk rådgivning og uddannelsen af 35 barfodsjurister, som forsvarer indianske rettigheder. Resultaterne er indtil nu seks løste jordkonflikter ud af ni sager, og via fortalervirksomhed og lobbyarbejde har man erhvervet 530 hektar, som kommer 545 familier til gode. CONIMCHH forhandler direkte med Honduras’ regering om økonomisk støtte til at købe den jord tilbage, som oprindelig blev stjålet fra dem. CONIMCHH har fået lovning på ca. 800.000 kr. til opkøb af jord. Udover den juridiske del støtter IBIS desuden et projekt til styrkelse af maya chortí-kvinder og deres rettigheder. Maya chortí-folket deler skæbne med størstedelen af de oprindelige folk i Latinamerika. CONIMCHH har derfor taget kontakt til oprindelige folk og deres organisationer i Honduras, Guatemala, Nicaragua, Costa Rica, El Salvador og Bolivia.

: maya chortí-folket

Maya chortí er et af de ni oprindelige folk i Honduras. De lever i landets vestlige del og i det østlige Guatemala. Omkring 15-20.000 mennesker taler chortí, som stammer fra det klassiske mayasprog. Ifølge mayaernes verdenssyn er jorden og naturen hellige og skal respekteres og beskyttes. Maya chortí-folkets jord tilhører alle i lokalsamfundene kollektivt.

Maria Jesús Interiano med to af sine børn.

Maria Marcelina Pérez Interiano.

”Vores jord koster os blod. Siden 1997 har godsejere dræbt seks maya chortí-indianere på grund af jordspørgsmålet. I mit lokalsamfund har de dræbt fire kammerater,” fortæller Cristóbal Pinero Rodríguez, som er national rådgiver i jordspørgsmål og miljø for CONIMCHH. ”Vi er vant til risikoen, og dem, som melder sig ind, ved, hvad der kan ske. Tilsyneladende skal der blod til for at ændre tingene. Vi ved ikke, hvem der bliver det næste offer. Det kan være hvem som helst.” Mordene på CONIMCHH-medlemmerne har dog ikke haft den effekt, som de ansvarlige forestillede sig. Efter de blodige begivenheder har organisationen vokset sig stærkere, og den oplyser og informerer lokalsamfundene gennem møder, tryksager og radioprogrammer. Fremskridt trods alt ”I de sidste 12-13 år har vi gjort fremskridt i forhold til jordspørgsmål, uddannelse og

sundhed. I dag kan børnene gå i skole indtil 6. klasse, før var det kun til 3. klasse. Ofte nåede de ikke engang så langt, fordi forældrene ikke havde råd til skolesager,” fortæller Maria Jesús. ”Manglen på jord er vores største problem. Vi protesterer, indtil maya chortí-folket igen ejer jorden. Regeringen taler om fattigdomsbekæmpelse, men fattigdommen bliver ikke reduceret af at sige det i radioen. Regeringen har ingen vilje til at afsætte nok penge til jord til de indianske folk, selvom jorden oprindeligt tilhørte vores forfædre,” forklarer Maria Marcelina. Flere maya chortí-lokalsamfund har endnu ingen jord, men lever på godsejernes. Deres eneste indtægtskilde er som daglejere på de store godser, hvor de tjener 10 kr. om dagen. De betaler for at forpagte mindre jordlodder, hvor de dyrker majs og bønner. Før CONIMCHH’s tid var dette vilkårene i hele regionen.

NR. 116 | 2008

HONDURAS

RETTIGHEDER

Indiansk enhed mod ulighed og racisme De magtfulde godsejere har, ifølge Maria Marcelina Pérez Interiano, forsøgt at manipulere de politiske beslutninger og miskreditere den indianske bevægelse ved for eksempel at påstå, at der ikke findes mayafolk i Honduras. ”Alle oprindelige folk i Honduras, mayaerne, lencaerne, tolupan-folket, garifunaerne, alle bliver vi diskriminerede. Vi bliver ikke hørt, og vores territoriers naturressourcer bliver misbrugt af forretningsfolk. Der er ingen respekt for os,” forklarer Juan Manuel Macia, CONIMCHH’s nuværende leder. ”Maya chortí-folket har været anerkendt nationalt og internationalt siden 1994. Men mestizbefolkningen i Honduras mener ikke, at de oprindelige indianske folk har samme rettigheder som dem. Selvom vores lands forfatning siger, at vi alle er lige for loven, så passer det ikke. Staten beskytter altid den økonomiske magt mest, og de fattige og indianerne bliver diskrimineret.” 11

Fattige og marginaliserede menneskers stemme bør forstærkes i de politiske beslutningsprocesser. Derfor har IBIS netop vedtaget en ny governance-strategi for arbejdet med folkelig deltagelse i regeringsførelse. IBIS-fokus har sat Lars Koch, IBIS’ governance- og demokratirådgiver, i stævne for at finde ud af, hvad den går ud på

: en megafon til de fattige TEKST FOTO

Gudrun Gadegaard Pedersen RUNE GEERTSEN

Hvorfor en ny governance-strategi? ”IBIS har arbejdet med støtte til folkelig deltagelse i beslutningsprocesser i mange år, men vi har primært fokuseret på det lokale niveau. Vi vil gerne blive bedre til at koble det gode lokale arbejde til det nationale og internationale niveau. På den måde vil det, vi støtter lokalt, få en større effekt på langt sigt.”

for at lykkes med den konkrete indsats med at sikre mam-indianernes indflydelse, men også for at sikre, at erfaringerne bruges til at påvirke de bredere nationale strukturer, som sætter rammerne for folks deltagelse. Vi skal også blive bedre til at støtte vores partnere i at bruge de erfaringer, de har lokalt, til at påvirke de nationale beslutningsprocesser. Hvis programmet kommer med gode erfaringer med at involvere borgerne i budgetlægningen i nogle kommuner i landet, så kan den guatemalanske kommunale landsforening måske støttes i at gøre det samme i resten af landet. Det handler om at være gode til at dokumentere, hvad vi og vores partnere laver, og om at bruge det til fortalervirksomhed både nationalt og internationalt. Det kommer vi til at se meget mere af i IBIS’ programmer fremover.”

Hvordan vil IBIS sikre, at det lokale bliver koblet til det nationale og internationale? ”Jeg tror, at det er vigtigt, at vi ikke ser vores udviklingsprogrammer som små projekt-øer. Vi skal se vores programmer som en integreret del af et politisk felt, hvor der er en masse andre aktører. Lad mig give et eksempel: I Guatemala støtter vi mam-indianerne med at styrke deres indflydelse på kommunens budgetlægning. Det første skridt er at uddanne mam-indianerne i deres rettigheder og sikre, at de får nogle værktøjer til at udøve indflydelse på kommunen, men det er ikke nok. Vi støtter også kommunerne med at inddrage borgerne i prioriteringen af kommunens budgetter. Kommunernes rammer for handling er fastsat af lovgivningen fra ministeriet, der igen er påvirket af eksterne donorer samt nationale og internationale aktører. Alle disse aktører skal vi forstå og forholde os til, både

Hvad betyder governance og demokrati for IBIS? ”Hvis jeg skal oversætte IBIS’ tilgang til governance til dansk, ville jeg bruge ordet folkelig deltagelse. I diskussionen af governancestrategien har det været vigtigt at slå fast, at vi står på et demokratisk fundament. Vi tror grundlæggende på et repræsentativt demokratisk system, men også at det ikke er nok i sig selv. Det er vores rolle at støtte vores partnere i at supplere det formelle demokrati med en stærk deltagelse, fordi det formelle demokrati har vist sig at ekskludere de fattige og ikke le-

GLOBALT

GOVERNANCE

vere udvikling og indflydelse til fattige mennesker. Vi bygger altså på et repræsentativt demokratisk grundlag, men det, vi i praksis gør, er at sætte fattige mennesker i stand til at få indflydelse mellem parlamentsvalgene. Vi giver dem værktøjer til at forstærke deres stemme i demokratiet – en slags usynlig megafon.” Hvordan adskiller IBIS’ fokus på governance sig fra for eksempel Danidas eller Verdensbankens? ”Vores fokus er specielt, fordi det ligger på civilsamfundet. Vi er interesserede i at give fattige mennesker en stemme i beslutningsprocesserne. Det vil sige, at vores partnere altid vil være civilsamfundets aktører, og det er deres interesser, vi søger at fremme. Det betyder ikke, at vi ikke arbejder med kommuner, statslige institutioner eller lignende, men det er altid med det formål at fremme civilsamfundsorganisationer og fattige menneskers stemme. Der nytter det ikke noget at styrke civilsamfundsorganisationerne, hvis man ikke samtidig styrker de statslige institutioners kapacitet og evne til at samarbejde. Ellers vil vi eller vores partnere løbe panden mod en mur, når vi søger indflydelse. Typisk vil IBIS arbejde for at styrke civilsamfundets organisationer, mens andre, for eksempel Danida eller Verdensbanken, arbejder med den statslige og kommunale governance, og det supplerer i virkeligheden hinanden rigtig godt.” FOKUS

Hvordan får man så fattige mennesker til at deltage i de politiske processer? Er det ikke svært? ”Jo, for en forudsætning for overhovedet at kunne få indflydelse er, at man ved, at man har rettigheder, og at man ved, hvordan de systemer, man skal øve indflydelse på, fungerer. Så et vigtigt element i governance-strategien og i næsten alle vores aktiviteter vil være at have en form for træning i rettigheder og de systemer, man prøver at udøve indflydelse på.” Er der ikke for meget fokus på at lære folk, hvordan de får indflydelse på beslutningsprocesserne, så man glemmer, at reformerne jo også skal gennemføres? ”Jo, og det har været et stort problem. Der er en tendens til mest at kigge på deltagelse i planlægning og indflydelse på politikker. Derfor prøver vi med den nye governance-strategi at sige, at vi skal fokusere på hele beslutningscirklen - fra en politik bliver skabt, til den er ført ud i livet. Vi skal starte med den helt basale uddannelse i rettigheder og give folk værktøjer til at definere deres behov og formulere deres krav ind i en kommunal planlægning. Men vi skal også støtte overvågningen af, at de politiske planer og budgetter bliver gennemført. I den fase er det nødvendigt at presse på over for myndighederne.”

Du siger, at IBIS tror på det repræsentative demokrati, men med et stærkt element af folkelig deltagelse. Hvad gør man da, hvis der er grupper i samfundet, der ikke føler sig hjemme i det repræsentative demokrati? ”En af de meget spændende diskussioner, vi har haft i arbejdet med at formulere den nye governance-strategi, har handlet om oprindelige folk i Latinamerika. De oprindelige folk i Latinamerika har ofte dårlige erfaringer med at gå ind i traditionelle repræsentative strukturer. Martin Dickler, IBIS’ regionale koordinator i Sydamerika, sagde på et tidspunkt: ”Indianerne kan ikke vinde den hvide mands spil.” Derfor er det meget vigtigt for vores partnere i Latinamerika at bruge deres egne måder at organisere sig på, når de søger indflydelse på det officielle demokratiske system. Samtidig kæmper de for at få anerkendt deres egne beslutningsstrukturer og territorier. Vi har nogle ret gode eksempler på, at det er lykkedes oprindelige folk at opnå selvstyre. For eksempel på østkysten i Nicaragua, hvor vi støtter rama- og kreolfolkene i at opbygge deres egne demokratiske beslutningsstrukturer og måder at styre deres egne territorier på. Vi støtter for eksempel arbejdet med at inddrage kvinderne i beslutningsprocesserne, på en måde der samtidig respekterer deres traditionelle måder at organisere sig på.”

NR. 116 | 2008

GLOBALT

GOVERNANCE

: hvad er governance? Governance betyder styring, men i IBIS bruger vi også begrebet folkelig deltagelse. I governance-strategien bruges følgende definition: Governance er den proces og de institutioner, gennem hvilke et lands myndighed udøves, herunder: • Måden man vælger, overvåger og udskifter autoriteter • En regerings kapacitet til effektivt at forvalte landets ressourcer og implementere gode politikker • Borgernes og statens respekt for de institutioner, der regulerer de økonomiske og sociale interaktioner mellem dem Governance-strategien har tre formål: • At styrke fattige og marginaliserede mænd og kvinders deltagelse i beslutningsprocesser på lokalt, nationalt og internationalt niveau og bidrage til politiske reformer, der muliggør deltagelse. • At muliggøre fattige og marginaliserede mænds og kvinders deltagelse gennem bevidstgørelse og oplysning om borgerrettigheder. • At fremme oprindelige folks og deres organisationers deltagelse i governance samt territorielle governance-modeller, baseret på interkulturalitet.

: giv u-landene indflydelse TEKST FOTO | GRAFIK

Henrik Bang Andersen, kampagnemedarbejder CASPER ØBRO

PÅ U-LIGE VILKÅR er ny kampagne lanceret af IBIS’ aktive medlemmer. Vi opfordrer dig til at bruge din indflydelse på at give u-landene indflydelse. Det gør du ved at underskrive kampagnens lobbybrev PÅ U-LIGE VILKÅR, som overrækkes Udviklingsminister Ulla Tørnæs i forbindelse med årets internationale politiske begivenheder. På den måde er du med til at tippe det u-lige forhold mellem rige og fattige lande. Find brevet på www.u-lige.dk De u-lige vilkår I dag mangler udviklingslandene afgørende indflydelse på især to områder, som er helt centrale for bekæmpelse af fattigdom. Dels drejer det sig om de ulige handelsvilkår mellem EU og de tidligere europæiske kolonilande. Og dels drejer det sig om de ulige vilkår, som den internationale bistand gives på. Som forhandlingerne med EU ser ud i dag, så har de nye økonomiske partnerskabsaftaler (EPA) med 78 tidligere kolonier i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene) blot til formål at sikre europæiske produkter langt større adgang til udviklingslandenes markeder.

Ifølge Oxfam International vil de nye EPA-handelsaftaler derfor komme til at betyde store økonomiske tab for udviklingslandene. Både på grund af tabte toldindtægter, men også på grund af den hårde konkurrence fra de europæiske varer. Derfor er det umuligt at påstå, at forhandlingerne er et udtryk for et reelt partnerskab, hvori AVS-landenes ønsker og udviklingsbehov er blevet respekteret af EU. IBIS mener, at EPA-handelsaftalerne har potentiale for at fremme udviklingen blandt AVS-landene. Det kræver dog, at aftalerne reelt tager afsæt i landenes udviklingsbehov. Begrænset indflydelse på bistanden Også på bistandsområdet mangler u-landene indflydelse. Paris-erklæringen fra 2005 og den nuværende internationele dagsorden for effektiv bistand risikerer at underminere udviklingen af et bredt forankret demokratisk ejerskab i modtagerlandene. Ejerskabet undermineres for eksempelt af de politiske betingelser i bistanden. Også mangel på åbenhed og gennemsigtighed forhindrer reelt ejerskab. IBIS er enig i, at der er behov for en effektivisering af bistanden, men en effektivisering må ikke formindske de menneskers indflydelse, som bistanden reelt skal sikre udvikling for. Inddragelse af civilsamfundet og de fattige selv sikrer en mere effektiv bistand, da de kender de reelle behov. Og det er afgørende for at styrke en demokratisk udvikling.

Underskriv PÅ www.U-LIGE.dk

læs mere på www.u-lige.dk

WW W.U -LIG E.D

DANMARK

NOTITSER

FOKUS

: medlemmer fik IBIS gennem svært år TEKST

bjørn friis johannsen

jobannonce

I efteråret 2007 måtte IBIS’ medlemsskare gribe til lommerne, for at organisationen kunne løfte regeringens krav om privatindsamlede midler. Helt kontant sikrede den ekstra økonomiske indsats, som mange af IBIS’ 11.000 medlemmer bidrog til, næsten en halv million kroner ekstra årligt.

Kultur & Solskin… Bliv NGO medarbejder for IBIS!

Private bidrag er helt nødvendigt for, at IBIS kan leve op til regeringens krav om, at NGO’er skal finansiere en større del af deres udviklingsprogrammer gennem egne privatindsamlede midler. Omsat til IBIS’ arbejde kan et indsamlet beløb på en halv million kroner sikre 5 millioner kroner fra Danida til arbejdet i Afrika og Latinamerika. Det betyder for eksempel, at vi kan sikre et års grundskoleuddannelse til yderligere 1.300 udsatte børn og unge – hvert år!

Er du interesseret i et originalt arbejde under åben himmel, hvor dine egenskaber bruges til at hjælpe fattige mennesker i Afrika og Latinamerika, har du chancen nu…

En stor del af IBIS’ udviklingsarbejde finansieres af faste bevillinger fra Danida. Siden 2007 har IBIS, på lige fod med andre udviklingsorganisationer, været forpligtet til at rejse mindst 10 procent af disse bevillinger gennem private donationer - det såkaldte egenfinansieringskrav.

Arbejdsplads i det Danske Sommerland, og til kulturelle begivenheder i Storkøbenhavn! Indﬂydelse på arbejdsforhold og ﬂeksible arbejdstider, mellem 6 og 25 timer om ugen.

Det betyder, at IBIS hvert år skal rejse i omegnen af 10 millioner kroner fra privatpersoner, virksomheder og fonde, for at undgå at skulle skære i de igangværende udviklingsprojekter. En kampagne for at hverve nye medlemmer og en rundringning i efteråret til eksisterende medlemmer har resulteret i, at IBIS i dag modtager over 4 millioner kroner årligt fra private støttemedlemmer.

Et job i et spændende, ungt miljø, fyldt med engagerede mennesker der brænder for retfærdighed! Mulighed for at ændre vilkårene for nogle af verdens mest udsatte børn og voksne.

Nysgerrig…?

”Det var en utrolig positiv oplevelse at være i kontakt med alle medlemmerne i efteråret,” fortæller Michael Gaardsøe som tilrettelagde den vellykkede medlemskampagne. ”Selvom vi er mange, og selvom vi er forskellige, viste resultatet, at vi kan finde fælles fodslag og løfte i flok, når der virkelig skal løftes.”

Få mere information på www.ibis.dk/stillinger eller kontakt: Michael Gaardsøe - mg@ibis.dk Janus Rasmussen - jer@ibis.dk Tlf.: 35 35 87 88 / 35 20 05 37

Denne økonomiske medlemsstøtte mærkes ikke blot direkte i budgettet. Også indirekte har medlemmernes opbakning stor betydning for, om private fonde i Danmark og udlandet har lyst til at bidrage til IBIS’ arbejde.

: stop børnearbejde – 100% i skole Skolen er den bedste arbejdsplads. Det er hovedbudskabet i Stop børnearbejde – 100% i skole-kampagnen, som er et Alliance 2015 initiativ. Børn skal ikke arbejde; børn skal gå i skole, for skolen er den bedste arbejdsplads. Stop børnearbejde-kampagnen mener at: • Børnearbejde hindrer børns ret til uddannelse. • Alle former for børnearbejde er uacceptabelt. • Det påhviler alle regeringer, internationale organisationer og virksomheder at de ikke medvirker til fastholdelse af børnearbejdere. • Grundlæggende arbejdstagerrettigheder skal respekteres og håndhæves for effektivt at stoppe børnearbejde.

TEKST

susanne tilsted, kampagnekoordinator

Fra 12. juni kan du spille Stop børnearbejde-spillet, hvor du skal redde børnearbejdere fra bomuldsmarken og fabrikken, og i stedet sende dem med bussen til skole. Stop børnearbejde-kampagnen arbejder sammen med lokale partnere i udviklingslandene for børns ret til en uddannelse. I Europa arbejder kampagnen med oplysnings- og fortalervirksomhed rettet mod politikere og meningsdannere og mod skolebørn, lærere og forældre i primært Danmark, Holland, Irland, Italien, Tjekkiet og Tyskland. Bag kampagnen står de 6 partnere i Alliance 2015: IBIS, HIVOS, CONCERN, CESVI, PIN og Deutche Welthungerhilfe med finansiering fra EU.

Læs mere om Stop børnearbejde på den engelske hjemmeside: www.stopchildlabour.eu.

NR. 116 | 2008

DANMARK

NOTITSER

AL HENVENDELSE TIL

Afsenderadresse: IBIS Nørrebrogade 68 B 2200 København N id:46452 UDGIVERADRESSERET MASKINEL magasinpost

: En Ny Fremtid i Sierra Leone Efter 10 års borgerkrig i det vestafrikanske land Sierra Leone står over en halv million børn uden uddannelse i et af verdens fattigste lande, og genopbygningen afhænger af disse børn. IBIS-Projektet - En Ny Fremtid hjælper med at give børnene en ny chance for at komme i skole og muligheden for et bedre liv, for dem selv og deres familier. En Ny Fremtid hjælper mere end 3.000 børn til at få en grunduddannelse gennem et intensivt undervisningsforløb, hvor de undervises efter moderne pædagogiske metoder. På 3 år indhenter de 6 års skolegang og sluses derefter ind i den almindelige skole. Samtidig bliver 75 lærere efteruddannet til at undervise og tage sig af denne udsatte gruppe børn, og mange skoler i Konoprovinsen renoveres.

Du kan støtte En Ny Fremtid på indbetalingskortet her på siden. Du kan også sende en sms med teksten fremtid til 1220. Det koster kr. 50 + alm. sms-takst og kan ikke fortrydes. Tak for din støtte.

Jeg vil gerne støtte En Ny Fremtid med: 100 kr. 150 kr. Andet beløb

REGION

TEMA

FOKUS