Ibis Fokus 123 by Oxfam IBIS

IBIS

UDDANNELSE SKABER UDVIKLING

: LæseKaravane besøgte Angola i februar – læs dagbog fra turen på side 6- 7

marts 2010 nr. 123

ibis-fokus udgives af Ibis Redaktion : Didde Elnif, redaktør (ansvarlig) : del@ibis.dk : Hanne Selnæs, journalist : hs@ibis.dk : Per Bergholdt Jensen : pbj@ibisca.org : Lise Josefsen Hermann: lhermann@ibisur.org : Vagn Berthelsen : Thilde Baden Rasmussen : Susanne Schwan Forsidefoto: Johannes Eske Andersen Grafisk tilrettelæggelse: Jesse Jacob/Mediefabrikken.dk Layout: Maria Hviid/Mediefabrikken.dk Tryk: Arco Grafisk Oplag: 12.500 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2010

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

: LEDER derfor samler ibis ind til haiti TeKST

vagn Berthelsen generalsekretær, ibis

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere. Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: del@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos Ibis, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer juni 2010

Ibis arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer. Ibis er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. Ibis arbejder med uddannelse og udvikling i 13 lande. IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida.

men er alliancen en endog meget væsentlig aktør med mange års erfaringer og et stort kontaktnet. Ingen af de syv organisationer har ressourcer eller mandskab til at være alle steder, men arbejdsdelingen giver mulighed for at bidrage effektivt på den korte bane. Samarbejdet i Haiti har blandt andet betydet, at der er lavet fælles transport af nødhjælpsleverancer, at medarbejdere fra én organisation har kunnet bo hos en anden, da kontoret kollapsede, at indsatsen er koordineret, og ikke mindst at informationer og viden er delt, så midlerne bliver kanaliseret derhen, hvor der er størst behov. For IBIS har det mere konkret betydet, at vi foreløbig har sikret en halv million kroner til Haiti via irske Concern, og at vi sammen med Concern vil lave en indsats inden for uddannelse.

IBIS har erfaringer med uddannelse i nødhjælpssituationer fra en række lande, og de erfaringer kan bruges i Haiti. Indtil videre er vores tidshorisont tre år for arbejdet i Haiti.

Den helt grundlæggende forklaring på IBIS’ involvering i Haiti er, at behovene er enorme, og at vi kan gøre en vigtig forskel! Det kan vi i kraft af samarbejdet i Alliance2015, som omfatter syv store organisationer i Europa. Baggrunden for samarbejdet er, at vi kan bruge hinandens erfaringer og kompetencer, så de penge, vi bliver betroet, bliver brugt så effektivt som muligt. Allerede før jordskælvet arbejdede fire af organisationerne i Haiti, og tilsam-

Styrelsen i IBIS har på et overordnet plan vedtaget en fordelingsnøgle for vores indsats med langsigtet udvikling, fortalervirksomhed og nødhjælp. Målet er, at 85 % af omsætningen går til langsigtet udvikling, 5 % til fortalervirksomhed og 10 % til nødhjælp. Haiti er et godt eksempel på, hvordan Alliance2015 giver os muligheder for at lave et effektivt nødhjælpsarbejde og vise, hvordan nødhjælp bedst går over i genopbygning og langsigtet udvikling.

aiti-jordskælvet var en enorm katastrofe med mere end 200.000 døde og huse, veje, hospitaler og skoler ødelagt. De omfattende ødelæggelser har fået almindelige mennesker i Danmark og andre lande til at bidrage rundhåndet til nødhjælpen og genopbygningen. IBIS var en af de organisationer, der tidligt bad om bidrag, og rigtig mange har reageret positivt på den opfordring. Tak for det! Enkelte har også spurgt, hvordan det nu kunne være, at IBIS medvirkede til nødhjælp - og så i Haiti, hvor vi ikke har arbejdet før.

IBIS har ikke brugt en krone til annoncering om Haiti, fordi medierne dækkede katastrofen intensivt – og det har resulteret i i alt 3,5 millioner kroner fra private bidrag (SMS’er, Danmarksindsamling mv.). IBIS håber at kunne bruge disse penge til at rejse flere offentlige midler. Dermed kan vi bidrage effektivt både til nu-og-her nødhjælp og til en indsats for uddannelse i genopbygningsfasen.

: Fodboldstjerner sparker

1GOAL på banen TEKST

Hanne Selnæs

Når det danske landshold, og alle de andre VM-fodboldstjerner, til sommer går på banen for at skyde bolden i de sydafrikanske VM-mål, har de også et andet mål: At fortælle hele verden at alle børn har ret til en uddannelse.

IFA, som arrangerer verdensmesterskaberne, har valgt at gå med i den globale uddannelseskampagne Global Campaign for Education. Sammen har de sparket kampagnen 1GOAL på banen, så budskabet om uddannelse til alle kan komme ud over rampen og ind i stuerne, når VM-bolden ruller over tv-skærme verden over. Med 1GOAL får fodboldverdenen en samlet stemme bag et socialt krav, på samme måde som musikverdenen tidligere har haft held til med kampagner som Live8 og Make Poverty History. Landsholdet besøger skoler IBIS står for den danske del af den globale uddannelseskampagne, som knap 200.000 danske skoleelever i år er med i. IBIS samarbejder derfor med DBU og det danske fodboldlandshold, om at få 1GOAL kampagnen udbredt i Danmark. Det sker, når kampagnens bog ”LæseRaketten” lige før påske lander på hver anden skole i Danmark, når landsholdet i maj besøger de skoler, de selv har gået på for at fortælle om 1GOAL, og det sker under selve VM2010.

godt og fleksibelt uddannelsessystem. Men der er mange millioner af børn og unge rundt om i verden, som aldrig kommer i skole. Vi vil gerne være med til at sætte fokus på problemet og årsagerne til, at der stadig er børn i vores verden, der ikke engang lærer at læse,” siger landsholdets midtbanespiller Jakob Poulsen. Topmøde om uddannelse under VM Målet for 1GOAL er at mobilisere så stor opbakning og så mange underskrifter på internetsiden join1goal.org, at statsoverhoveder fra hele verden bliver nødt til at gøre deres yderste for at få alle børn i mål. At verdens ledere også vil kæmpe for at nå målet om uddannelse til alle, får de chancen for at vise – netop under VM i Sydafrika. Storbritaniens premierminister Gordon Brown og Sydafrikas præsident Jacob Zuma, som begge bakker op om 1GOAL, har nemlig indkaldt til et topmøde om uddannelse for alle, som skal afholdes samtidig med VM i Sydafrika. Baggrunden for 1GOAL I 2000 mødtes verdens politiske ledere og forpligtede sig som en del af FNs millennium mål til at arbejde for, at alle verdens børn kan komme i skole senest i år 2015. FIFAs formand Sepp Blatter har på vegne af FIFA givet løftet om, at VM i Sydafrika 2010 skal bruges til at støtte op omkring målet med at få alle verdens børn i skole inden 2015. 1GOAL kampagnen skal således være med til at fastholde verdens ledere og verdenssamfundet på deres forpligtelse overfor de 72 millioner børn i verden, som stadig ikke har adgang til uddannelse.

”Vi er heldigt stillede herhjemme med et rigtigt

Udover det danske landshold bakker store fodboldstjerner som Zinedine Zidane, Sir Bobby Charlton, Marcel Dessailly, Mikael Silvestre og Thierry Henry op om 1GOAL.

NR. 123 | 2010

1GOAL

Det danske landshold bakker op om 1GOAL.

Fakta om skolegang Siden VM i 1998 blev afholdt i Frankrig, er 40 millioner børn kommet i skole ved hjælp af nye udviklingspenge til netop uddannelse. 72 millioner børn nægtes dog fortsat en skolegang. 1GOAL anslår, at det vil koste 16 mia. dollars, eller under 0,2 procent af det beløb, regeringer verden over i 2009 og 2010 har valgt at bruge på at hjælpe banker, der er kommet i økonomisk uføre.

IBIS og den globale uddannelseskampagne IBIS har siden 2003 stået for den danske del af Global Campaign for Educationen, som organisationer og netværk fra 120 lande deltager i. I Danmark har kampagnen fået navnet ”Hele Verden i Skole” og er primært en oplysningskampagne i de danske grundskoler. IBIS og det danske landshold/DBU samarbejder om 1GOAL i Danmark.

skriv under og Læs mere på 1goal.dk

: UDDANNELSE ER VEJEN FREM

FOR HAITI TEKST FOTO

DIDDE ELNIF ELDRID MIDTTUN Nanna Kreutzmann

Jordskælvet den 12. Januar 2010 jævnede stort set Haiti med jorden. Tilbage står et folk, der er skræmt fra vid og sans. Og de fattige er blevet endnu fattigere. En generation af børn og unge står uden fremtid, hvis uddannelsessystemet ikke hurtigst muligt genetableres. IBIS arbejder nu på at få Haitis børn i skole. Foto: Nanna Kreutzmann

“D

a jeg ankom til Port-Au-Prince var det første, der slog mig, at husene i hovedstaden mindede om lagkager. Sammenklappede lag uden luft imellem. Højhus efter højhus,” Eldrid Midttun dykker ned i sin rejsetaske for at finde billeder af de huse, der efterhånden står printet på de fleste danskeres nethinder. ”Jeg har aldrig set et land, der var mere ødelagt. Det mindede om de krigshærgede lande, jeg tidligere har besøgt, men ødelæggelserne er mere massive. For eksempel er uddannelsessystemet fuldstændigt smadret, det bliver nærmest nødvendigt at starte helt forfra,” fortæller den norske uddannelseskonsulent, Eldrid Midttun, som netop har været i Haiti for IBIS.

IBIS bad, i samarbejde med irske Concern, Eldrid Midttun om at rejse til Haiti for at lave en rapport om, hvordan man mest effektivt kan gribe arbejdet med uddannelsesområdet i Haiti an. Uddannelse af bedre lærere Skolesystemet i landet var i forvejen ustabilt. Allerede i 2007 besluttede en række donorer med Verdensbanken i spidsen at støtte et treårigt projekt, der skulle sikre gratis skolegang for 100.000 børn og uddannelse af 6000 lærere. For Eldrid Midttun er det essentielt, at projektet fortsætter. Før jordskælvet gik kun cirka halvdelen af landets børn i skole, men Eldrid Midttun ser katastrofen som en mulighed for at ændre det: ”Det eneste lysglimt er, at vi nu får mulighed for at etablere et godt og stabilt skolesystem, hvor alle børn får tilbudt en uddannelse”.

Nu sidder hun hos IBIS i København og fortæller om hendes tur til Haiti i februar. Siden 1987 har hun været seniorrådgiver på uddannelse hos Norsk Flygtninge Råd, men gik sidste år på pension. Det kan dog ikke ses på hendes virke.

Fokus på kvalitet Men det kommer til at kræve mange penge, derfor har landets præsident, René Préval, i fe-

HAITI

jordskælv

bruar appelleret til verdenssamfundet om, at der bliver givet 500 millioner dollars de næste to år. Før jordskælvet manglede der kontrol med kvaliteten af undervisning. Kun 20 procent af skolerne var statsejede, resten var ejet af for eksempel religiøse organisationer – hvilket resulterede i at undervisningen ofte var mangelfuld og gammeldags. Eldrid Midttun anbefaler derfor først og fremmest, at IBIS og Concern arbejder på at uddanne lærere, så kvaliteten af undervisningen bliver bedre. Udover det, er det vigtigt at få samlet alle de børn og unge op, som mangler uddannelse i dag. Det kan blandt andet gøres ved at lave klasser, hvor børnene lærer seks års pensum på tre år. ”Sidst men ikke mindst, har jeg anbefalet IBIS og Concern, at de arbejder for at skaffe bøger og skoleuniformer til børnene og penge til lønninger til skolelærere. Det er desværre ikke nok at oplyse forældrene om, hvor vigtig uddannelse er for børnene, hvis de ikke har råd til at betale deres skoleuniformer – det kan i sidste

FOKUS

På trods af de massive ødelæggelser er hverdagen så småt ved at komme i gang igen.

Der bor mere end dobbelt så mange mennesker per km2 i Haiti end i Danmark. I Port-au-Prince bor folk særligt tæt, hvilket har kunnet ses på dødstallene.

Eldrid Midttun sammen med en af de mange samarbejdspartnere, IBIS har i Haiti.

ende blive grunden til, at de ikke kommer i skole,” forklarer Eldrid Midttun.

re umuligt at få et arbejde – og hvad er deres fremtid så? Kriminalitet? Stoffer?” spørger hun.

muligt i teltlejre. Men det er svært at få folk til at forlade deres sammenstyrtede huse, de lever fortsat på pladser og gader i nærheden.

”Jeg er bekymret for ungdommen i landet. Det er dem, der har potentiale og kræfter, men hvis de ikke får deres uddannelse, så vil det væ-

Kampen for at begrænse sygdomme Regntiden er så småt startet, og det kan få katastrofale følger. Hvis det skal være muligt at kontrollere de sygdomme, der opstår på baggrund af regnen, for eksempel kolera, så er det nødvendigt at samle så mange haitianere som

”Tilbuddet om god skoleundervisning i teltlejrene kan blive det, der får folk til at samles. Samtidig vil det være en god måde at få startet et nyt skolesystem på. Hvilket er den eneste vej frem for Haiti,” konkluderer Eldrid Midttunen.

NR. 123 | 2010

HAITI

80 procent af alle landets skoler er helt eller delvist ødelagt, og mens de bliver genopbygget, er det vigtigt at børnene bliver undervist:

jordskælv

: Uddrag fra Thildes Dagbog

På tur med LæseKaravanen i Angola

TEKST FOTO

thilde Baden rasmussen læsekaravanens deltagere

Dag 1 11:30 Jeg mødes med de andre IBIS’er i lufthavnen. Vores rygsække er stoppede med solcreme og spænding – og Select-fodbolde, som vi skal dele ud på de skoler, vi skal besøge i Angolas Kwanza Sul provins. 18:20 Heathrow lufthavn. Take off. 18:43 Endelig på vej til Angola! Glæder mig helt vildt, Jeg har aldrig været i Afrika før og har mest af alt et stereotypt billede af et kontinent, hvor alt er gråt og tørt. 04:14 Jeg slår panden mod en mur af varm, trykkende luft, idet jeg stiger ud af flyet. Angola - here we come! 9:52 Rumler af sted i en hvid firhjulstrækker mod byen Kibala, hvor IBIS har skoleprojekter, og hvor vi skal bo. 9:54 Wow – sikke et landskab! Her er fyldt med frodige sletter, hist og her svajer en bananpalme, kvinderne er klædt i farverige dragter. I horisonten knejser grønne bjerge. Min fordom om et tørt og gråt Afrika er med ét aflivet. Dag 3 7:51 På vej på skolebesøg. Vi stryger af sted med vældig høj fart ud ad en hullet grusvej. Cubano, vores chauffør, underholder med, hvor meget det koster at køre et dyr ned. Geden er dyrest, og hønen billigst. 8:17 Foran den rosa skolebygning står eleverne på tre lige rækker. De hvide skoleuniformer stråler i solen. Børnene synger og klapper i takt. Vi føler, at vi må give lidt igen og kaster os ud i en maltrakteret version af ”Den lille undulat” med fagter og armbevægelser. Kønt. Uden tvivl. 8:21 Eleverne synger den angolanske nationalsang fra ende til anden. 8:26 Vi rømmer os kollektivt og bryder ud i første vers af ”Der er et yndigt land”. Går i stå midt i Frejas sal. Det efterfølgende bifald svarer vist ikke helt til præstationen. 8:33 Men hvor er lærerne? 8:35 Lærergruppen har åbenbart valgt at forlænge ferien efter weekendens store karneval.

I modsætning til os danskere virker hverken skoleinspektør eller elever synderligt forundrede over situationen. 9:05 Jeg interviewer Dominga på 19 år, der går i fjerde klasse. Hun drømmer om at blive læge. Problemet er bare, at hun ikke kan fortsætte efter sjette klasse, fordi hun mangler en fødselsattest - og sådan en er dyr for en fattig familie. Dag 4 21:25 Fredag aften. Vi drikker en øl på pensionens terrasse. Kibala ånder fred og ro. 21:27 Bom bom bom! 21:28 En skraldende basrytme giver genlyd i den før så stille aften. 21:29 En abnorm, sortlakeret bil ruller op foran terrassen. I bilens bagagerum står et sæt højtalere og en stor fladskærm, der viser musikvideoer af letpåklædte damer. Bilens passagerer ligner MTV-stjerner; de danser tæt og drikker tættere. Vi stirrer og stirrer. Kontrasten mellem rig og fattig i Angola har åbenbaret sig for os. Dag 8 8:07 Stiger ud af bilen og træder på noget gedelort. Vi er ude på landet på udkig efter Julietta, et af børnene fra LæseRaketten, IBIS’ bog til danske skoleelever. 8:17 En glad pige løber os i møde. Det er Julietta. Stoltheden lyser ud af hende, da hun ser sig selv i læsebogen. 8:21 Landsbyens børn stimler sammen om os og Julietta. Jeg har optur over at kunne give noget tilbage til de børn, der gør det muligt at lave LæseRaketten. Mission accomplished. 8:33 Julietta viser os stolt rundt i sit lille hus bygget af ler og strå. Den hvide fodbold, vi har givet hende, lyser sært op i midt i alle naturmaterialerne. 9:00 Det ringer ind til første time. Efter flere skolebesøg er jeg dog ikke specielt optimistisk. Den undervisning, vi har set, bygger i høj grad på udenadslære og skrivekrampe. Eleverne kæmper typisk for at nå at skrive alt

angola

læsekaravanen

det af, læreren har skrevet på tavlen. 9:05 Endnu en fordom fordamper! 9:07 Jeg falder næsten ned af den hårde skolebænk, da den unge lærer, Zamba, der har været på et af de IBIS-støttede uddannelsesprogrammer, begynder timen med en leg. Eleverne griner. Det slår mig, at det er første gang, jeg hører latter i et klasselokale hernede. 9:21 Hvad? Eleverne skal nu lave gruppearbejde. Zamba understreger, at det er vigtigt, at alle bliver hørt, og han går rundt mellem grupperne og svarer på spørgsmål. 9:23 Wow! Med lærere som Zamba er der håb for skolerne i Angola. Dag 12 23:45 ”Hvad laver I i Angola – I arbejder da ikke for et olieselskab?” En mand i skjorte og slips kigger undrende på vores spraglede gruppe i lufthavnens afgangshal. Jeg er for træt til en længere samtale, så jeg sender ham blot et smil, som jeg står der med svedig tshirt, klip-klappere og beskidte vandrebukser. 0:18 Goodbye Angola. 1:32 De andre sover, men jeg har svært ved at finde ro i kroppen. Alle de indtryk. Angolas farver, dufte og lyde er steget på flyet sammen med mig. 1:36 Men hvordan skal jeg dog nogensinde koge oplevelserne fra de sidste 12 dage ned til 45 minutter, når vi skal turnere på de danske skoler? 17:00 Kastrup, kulde og afskedskram. Glæder mig ufatteligt til at sove igennem. 20:37 Godnat. læsekaravanen: LæseKaravanen er en del af IBIS’ uddannelseskampagne Hele Verden i Skole. Karavanen består af otte frivillige og to projektledere, der har været 12 dage i Angola, som er fokusland i dette års LæseRaketten. LæseKaravanen har fyldt rygsækken i Angola med spændende lege, sange, spil, billeder og historier, som de skal turnere med på 52 danske skoler i løbet af foråret 2010.

FOKUS

NR. 123 | 2010

: Med klimakrigerne ved fronten TEKST

Susanne Schwan, frivillig i IBIS

På KlimaForum 09 kæmpede IBIS’ frivillige sammen med andre brave klimakrigere imod krænkelsen af de oprindelige folks rettigheder i Amazonregnskoven. De modige krigere og deres budskaber er foreviget på mere end 400 klimafotos, som beviser, at mange ønsker handling.

nder parolen ”The only enemy is inaction” ( passivitet er den eneste fjende) gjorde IBIS’ frivillige opmærksom på sammenhængen mellem oprindelige folk, udvindingsindustrier og klimaforandringer på KlimaForum 09, det alternative klimatopmøde, som fandt sted i DGI-byen i København under COP15 i december 2009. Kampagnen fik stor opmærksomhed fra besøgende, som blev opfordret til at støtte de oprindelige folks rettigheder i kampen mod griske multinationale virksomheder, undertrykkende regeringer og ødelæggende klimaforandringer. Når de oprindelige folk forsøger at beskytte deres territorier –

KØBENHAVN

COP 15

regnskovene, som spiller en vigtig rolle for vores klima - så forsøger de samtidig at afhjælpe klimaforandringerne. Deres kamp er altså også vores kamp for et bedre klima, og IBIS’ frivillige og andre klimakrigere tilsluttede sig derfor kampen for klimaretfærdighed på KlimaForum 09. Dobbelt uretfærdighed Der er tale om dobbelt uretfærdighed, når det kommer til forholdet mellem udvindingsindustrierne og de oprindelige folk. For det første rammer konsekvenserne

FOKUS

af klimaforandringerne udviklingslandene meget hårdere end de industrialiserede lande. På trods af at det hovedsagligt er de industrialiserede lande, der igennem store CO2-udledninger, som følge af afbrændingen af olie og gas, er skyld i klimaforandringerne. For det andet respekterer de multinationale selskaber sjældent de oprindelige folks rettigheder og behov, når de invaderer deres territorier i jagten på naturressourcer som olie og gas, som efterspørges i de vestlige samfund. Kun en lille del af de enor-

NR. 123 | 2010

me indtægter, som virksomhederne tjener på naturressourcerne, geninvesteres i de samfund, som de er udvundet fra, selvom der er stort behov for økonomisk støtte til bæredygtig udvikling. Opfordring til handling IBIS opfordrede derfor de besøgende på KlimaForum 09 til at handle imod denne uretfærdighed ved at kæmpe sammen med de oprindelige folk for styrkelse af deres rettigheder og

KØBENHAVN

COP 15

bevarelse af deres territorier. IBIS’ frivillige tog hundredvis af billeder af disse klimakrigere og deres budskaber. De fotograferede kunne derefter for en rimelig pris få printet deres klimafoto som et postkort, så deres budskab for alvor kunne mangfoldiggøres. Indtægterne fra salget på omkring 1.100 kroner går til et projekt i Bolivia, hvor de oprindelige folk uddannes i at forsvare deres rettigheder i kampen om naturressourcerne. For dem er det en kamp for deres territorium og klimaretfærdighed, for os er det en kamp mod klimaforandringerne.

: Det usexede arbejde med

klimapolitik i Mellemamerika TEKST & foto

Per Bergholdt Jensen

Hverken snestormene i Europa og USA eller COP15-fiaskoen i København betyder, at klimaændringerne nu er afblæst. Tværtimod. Klimaproblematikken er stadig dødelig alvor, ikke mindst i Mellemamerika - et af verdens mest udsatte områder. Derfor samarbejder IBIS med en række miljøorganisationer, som forsøger at påvirke de politiske ledere til at lave en fælles klimapolitik, der vil beskytte de fattigste og meste sårbare befolkningsgrupper i regionen.

”I

Mellemamerika handler klimaproblematikken ikke kun om miljø, for problemerne med hensyn til klimaændringer er meget forskellige, og de rammer på tværs af alle sektorer i samfundet. Derfor berører klimaændringerne her i regionen også politiske, økonomiske, sociale og sundhedsmæssige forhold,” forklarer Maria Isabel Olazábal Prera, som er klimarådgiver for IBIS i Mellemamerika. Selvom Mellemamerika er en af de mest udsatte regioner i verden med hensyn til klimaændringer, og jævnligt hjemsøges af orkaner, oversvømmelser eller tørke, har det været svært at finde fælles politisk fodslag på klimaområdet.

de et dokument for en fælles regional strategi. På COP15 blev denne splittelse manifesteret, da de mellemamerikanske lande dukkede op med forskellige dagsordner og som medlemmer af forskellige internationale grupperinger,” uddyber Maria Isabel. IBIS’ praktiske og politiske indsats Ifølge María Isabel er det en af årsagerne til, at IBIS har involveret sig i klimaindsatsen via det globale miljønetværk Sustainability Watch, SusWatch, som repræsenteres af en række miljøorganisationer i Mellemamerika. ”IBIS og SusWatch vil på et praktisk og politisk plan forsøge at reducere de fattiges udsathed over for effekterne af klimaændringerne. Og det gælder både i landområderne, samt på nationalt, regionalt og internationalt plan. Inden for Kyoto-aftalens rammer vil man prøve at få indflydelse på, at der tages fat på temaer som tilpasning og reduktion af risiko, samt mekanismer som udbedrer skader forårsaget af klimaændringer. Både IBIS og vores samarbejdspartnere har national og international erfaring i denne type lobbyarbejde,” forklarer María Isabel.

”De fleste lande har ikke en national strategi for klimaændringer, og på mellemamerikansk niveau har regeringerne ikke formået at udarbej-

Helt konkret sikrer en række projekter rent vand i tørkeramte zoner, og erosion og jordskred forhindres ved, at der plantes træer og levende hegn i udsatte landområder i Guatemala, Honduras og Nicaragua. Desuden har IBIS doneret solcelledrevne kortbølgeradioer til isolerede lokalsamfund i bjergområder, så de har et hurtigt alarmberedskab i tilfælde af katastrofe som orkaner eller heftig regn. Uddannelse er også en vigtig del af IBIS’ og SusWatch’ klimaind-

010

MELLEMAMERIKA

KLIMA

sats, som omfatter kurser i miljø og bæredygtigt landbrug, samt informationsmateriale om forebyggelse af klimaskabte katastrofer. Derudover er der blevet holdt seminarer for mellemamerikanske journalister om effekterne af klimaændringer for at opnå bredere folkelig oplysning, og samtidig promoverer SusWatch og IBIS også vedvarende energi, blandt andet i form af solceller. Endelig vil IBIS og SusWatch styrke civilsamfundet via lobbyarbejde og fortalervirksomhed i Guatemala, Honduras og Nicaragua. Den politiske lobby og advocacy indsats er måske ikke så salgbar og ’sexet’ i forhold til offentligheden som vandpumper og nyplantede træer, men det er et af de vigtigste indsatsområder for at sikre gennemgribende strukturelle ændringer, som kan komme alle fattige i Mellemamerika til gode. Og når politikerne ikke formår at træffe de rette beslutninger til gavn for de mest udsatte befolkningsgrupper, må civilsamfundet forsøge at skubbe dem i den rigtige retning. Så trods COP15 floppet er klimakampen langt fra overstået. ”COP16 i Mexico fra 29. november til 10. december udgør en ny mulighed for, at verdens lande kan indgå en klimaaftale, og SusWatch organisationerne vil bidrage til, at det latinamerikanske civilsamfunds visioner og forslag bliver hørt. For at opnå indflydelse på de internationale forhandlinger inden COP 16, vil IBIS og SusWatch derfor skabe alliancer inden for civilsamfundet i Latinamerika, og samtidig fortsætte med advocacy og lobbyarbejdet i forhold til politikere og myndigheder,” afslutter Maria Isabel.

FOKUS

COP16 i Mexico fra 29. november til 10. december udgør en ny mulighed for, at verdens lande kan indgå en klimaaftale, og SusWatch organisationerne vil bidrage til, at det latinamerikanske civilsamfunds visioner og forslag bliver hørt. Maria Isabel Olazábal Prera, klimarådgiver for IBIS i Mellemamerika..

Andrés Brito Chel og kortbølgeradio i Chaxá

Maria Isabel Olazábal Prera

litik, der blandt andet fokuserer på risikoforebyggelse og tilpasning til klimaændringerne, samt på beskyttelse af skove og vandforekomster. Ifølge den guatemalanske regering vil kommunerne, civilsamfundet og borgerne få en afgørende rolle i klimapolitikken.

: Den klimapolitiske splittelse Mellemamerikas mangel på en fælles klimaposition betød, at lande som Guatemala og Nicaragua under COP 15 tilsluttede sig G77 landene, som mener, at de rige lande bærer hovedparten af ansvaret for at nedbringe C02 og for at finansiere bæredygtige løsninger i den tredje verden. G77 er en gruppe på 130 udviklingslande, som også tæller de økonomiske sværvægtere Kina og Indien. G77 mener, at alle lande har ”et fælles, men forskelligartet ansvar.” Ifølge G77 har de rige lande – navnlig USA og EU – en historisk klimagæld, som de bør indfri. Costa Rica og Panama tilsluttede sig ikke G77 landenes krav, men fulgte derimod de industrialiserede landes linie. Den manglende regionale konsensus har både svækket Mellemamerikas internationale forhandlingsposition, samt vanskeliggjort en fælles klimaindsats i regionen. Guatemala har som et af de få mellemamerikanske lande lanceret sin egen nationale klimapo-

De fattigste rammes hårdest Klimaændringerne påfører hvert år Mellemamerika omfattende økonomiske tab, ikke mindst Honduras og Nicaragua, som regnes blandt verdens fem mest udsatte land. De fattige i Mellemamerika lider mest under oversvømmelser, orkaner og tørke, på grund af deres i forvejen dårlige livs- og boligvilkår. I landområderne lever de fattige overvejende af landbrug, og deres eksistens er truet, hvis høsten slår fejl på grund af vejret. ”De fattigste har i forvejen kun meget ringe adgang til naturressourcer såsom jord og rent vand, eller til sociale ydelser som uddannelse og sundhed. Men de vil blive endnu mere sårbare over for klimaændringerne, og denne situation vil væ-

NR. 123 | 2010

MELLEMAMERIKA

KLIMA

re med til at fastholde dem i fattigdomsfælden i fremtiden,” forklarer Maria Isabel Olazábal Prera, klimarådgiver for IBIS i Mellemamerika. ”Hvis København Aftalen bibeholdes, vil det ifølge de nuværende beregninger medføre temperaturstigninger på 3,6 grader celsius, og på længere sigt vil det lede til katastrofale klimascenarier i Mellemamerika og mange andre regioner i udviklingslandene,” påpeger Alejandro Alemán fra den nicaraguanske miljøorganisation, Centro Humboldt, som er en af IBIS’ samarbejdspartnere i SusWatch. Centro Humboldt. Organisationen opfordrer de mellemamerikanske lande til ikke at tiltræde aftalen. :Kortbølgeradioer kan redde liv IBIS’ praktiske klimaindsats består blandt andet i at støtte miljøorganisationen Fundación Solar med en række klimaprojekter i Guatemala, herunder i mayalandsbyen Chaxá i Quiché provinsens bjerge. ”Projektet lærer folk at beskytte træerne og plante levende hegn, for både at forebygge erosion og holde på næringsstofferne i landbrugsjorden. Min egen jord var ufrugtbar, men den har forbedret sig,” forklarer 40-råige Andrés Brito Chel, som er næstformand i den lokale udviklingssammenslutning ADIM. Da Chaxá kun kan nås til fods eller hest via stejle bjergstier, er landsbyboerne sårbare i tilfælde af sygdom og voldsomt uvejr. ”Projektet har sørget for et tidligt alarmberedskab. Med en kortbølgeradio kan vi kontakte hospitalet i Nebaj [hovedbyen i området, red.]. De sender os vejrudsigter, så vi kan tage forholdsregler, og vi kan bede dem om hjælp i nødstilfælde. Så radioen kan redde liv.”

011

: ibis’ mand i namibia lukker og slukker TEKST foto

Hanne Selnæs didde elnif/privatbilleder

Han har delt bleer og gummistøvler ud blandt namibiske flygtninge, fejret landets uafhængighed i 1990 og siden sat markante IBIS-aftryk på landets uddannelsessystem og hiv/aids-politik. Til efteråret er det slut. ”Jeg fik en del af mine grå hår i starten af 90’erne. Det var en stressfuld tid,” siger Carsten Nørgaard, som stod i spidsen for IBIS’ største program, da det blev foldet ud i Namibia. Foto: Ditte Elnif.

il uafhængighedsfesten i Namibias hovedstad Windhoek i 1990 havde statsoverhoveder som Yassir Arafat, Qadafi og Fidel Castro svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, da der ikke var siddepladser nok til dem alle på det store sportsstadion. Få rækker længere fremme, og tættere på græsset, sad IBIS’ tre repræsentanter mageligt placeret og kunne herfra følge statsoverhovedernes kamp om pladserne. En af de tre var Carsten Nørgaard fra IBIS, som på det tidspunkt havde arbejdet sammen med Namibias befrielsesbevægelse Swapo gennem 15 års solidaritetsarbejde i eksil. Carsten Nørgaard havde været med i de ni år. Han og IBIS blev derfor af Swapo regnet for gode og trofaste kammerater og fik helt naturligt en central plads ved den fest, der blev kulmina-

tionen på flere års solidaritetsarbejde og kamp mod apartheid. Siden har Carsten Nørgaard, med et par års undtagelse, været en helt central figur i IBIS’ arbejde i Namibia. Carsten Nørgaards historie er derfor næsten lig med IBIS’ historie i ørkenstaten i det sydlige Afrika. Når IBIS til august siger farvel til omkring 35 års engagement i Namibia, er det også Carsten Nørgaard, der lukker og slukker. Den nu 59-årige bibliotekar kom ind i IBIS få år efter, at de første IBIS-aktivister i 1976 havde bakset med at ombygge fire Toyota landcruiser pickups med firhjulstræk til ambulancer til brug for Namibias befrielsesbevægelse i Angola. Carsten var fra starten af 80’erne med til at indkøbe ting som sæbe, bleer og gummistøvler og for danske skattekroner at få dem af sted i containe-

re til Angola til de stadigt voksende flygtningelejre. Men hurtigt kom IBIS’ arbejde til at handle om at skabe et uddannelsessystem for de unge namibiere, der flygtede. I Congo byggede IBIS på opfordring af Namibias tidligere undervisningsminister, den nuværende premierminister Nahas Angula, en skole, hvor i tusindvis af sorte namibiere, som apartheidstyret i Namibia nægtede en uddannelse, kunne få en relevant og god skolegang. Her blev tilliden til de næste 30 års samarbejde grundlagt. Pengene kom først og fremmest fra den danske stat, som gerne gav humanitær hjælp til ofre for det sydafrikanske apartheidregime, som også bredte sine militære fangarme ud over Namibia. Da Namibia endelig fik sin uafhængighed i 1990, besluttede Danmark, at der skulle gives genopbygningsbistand til landet –

1971: WUS, som IBIS hed dengang, står for informationsarbejde om Namibia i Danmark

: tidslinie - Ibis i namibia 1966: Befrielseskampen starter i Namibia

namibia

PORTRÆT

FOKUS

Et udsnit af de mellem 150-200 danskere, som har arbejdet for IBIS i Namibia, eller i eksil, i de sidste 35 år. Billedet er fra første halvdel af 90’erne, hvor der var allerflest danskere i Namibia. Foto: Ejnar Kjær Andersen.

og at IBIS skulle stå for at omsætte de fleste af de 500 millioner, der siden blev afsat til formålet. Primært i samarbejde med den namibiske regering: ”Egentlig var det uhørt for en organisation som IBIS at stå for den type samarbejde. Men det var det, IBIS gjorde. Først arbejdede vi sammen med befrielsesbevægelserne, som jo er en slags stater i eksil, og efter befrielsen var vi med til at bygge statsapparatet op. Det gjorde IBIS også i Mozambique, Sydafrika, Angola og Nicaragua,” reflekterer Carsten i dag og tilføjer: ”Og det var vældig meningsfuldt i den specifikke situation.” ”Når vi i dag arbejder med uddannelse i nødhjælpssituationer som i Sydsudan, Liberia, Sierra Leone og Haiti, er det noget af det samme, vi laver. Det er bare ikke politisk, som da

vi samarbejdede med befrielsesbevægelserne. Men overalt, hvor vi arbejder med uddannelse, er målet jo at komme så vidt, at vi kan påvirke den førte politik,” siger den erfarne IBIS-mand. IBIS indfører ”Swapo-fag” i skolerne I Namibia fik IBIS en helt unik og meget central rolle i den uddannelsesreform, der skulle sikre, at alle namibiere uanset hudfarve kunne få en uddannelse. IBIS’ aftryk på uddannelsesreformen betød et brud med den hidtil anvendte pædagogik i skolerne: Nu skulle børnene i centrum, inddrages aktivt og faget Life Science, en slags natur og teknik, som IBIS havde udviklet på eksilskolen i Congo, blev spydspidsen i forandringsprocessen. Faget kombinerer teori og praksis – hvilket blev mødt med stor skepsis blandt de mange

hvide embedsmænd i undervisningsministeriet, som til at starte med døbte Life Science ”Swapo-faget” efter befrielsesbevægelsen. Faget blev hurtigt både udbredt og populært i skolerne under det storstilede IBIS-projekt. ”Da vi først gik væk fra at levere gummistøvler og sæbe, så har hele forløbet, der startede med uddannelse i Congo og Zambia og siden bredte sig til Namibia, Sydafrika og Angola, været ét langt kontinuerligt forløb, der nu gør, at vi kan eksportere vores erfaringer på uddannelsesområdet til for eksempel Haiti,” siger Carsten Nørgaard og tilføjer med et skævt smil: ”Og i dag er det nok bedst at glemme, at IBIS havde en periode på 4-5 år, hvor man fra politisk hold, både i den danske udviklingspolitik og i IBIS’ egen bestyrelse, mente, at vi bare skulle ud af uddannelse hurtigst muligt.”

1977: Første danske nødhjælpsbevilling til namibiske flygtninge i Angola kanaliseres gennem WUS, blandt andet støtte til en sygeplejeskole.

1982: WUS støtter uddannelses- og skoleprojekter for namibiske flygtninge i Angola, Zambia, Congo og (til) folkelige organisationer i Namibia.

1975: Angola bliver uafhængigt. Det første konkrete samarbejde mellem WUS og befrielsesbevægelsen Swapo starter med levering af fire ambulancer.

NR. 123 | 2010

namibia

PORTRÆT

Carsten Nørgaard blev i 1992 gift i Namibia ved et traditionelt bryllup i den nordlige del af landet. Foto: Ejnar Kjær Andersen.

Den største indsats i IBIS’ historie Overgangsbistanden til Namibia og den kolossale vækst i IBIS’ aktiviteter og antallet af ansatte, der fulgte med, betød, at IBIS fra uafhængigheden i 1990 var den næststørste internationale aktør på udviklingsområdet i landet (efter Sida, det svenske Danida). De kommende år foldede IBIS den største operation i IBIS’ historie ud i Namibia. Over 100 primært danske rådgivere var med til at indføre det nye skolefag som en fast ingrediens i læseplanerne. En stribe rådgivere arbejdede derudover med støtte til decentralisering og lokaludvikling, først og fremmest i slumområderne nær den største by i det nordlige Namibia, hvor flertallet of landets indbyggere bor. Andre sad i det ministerium, der skulle forberede en jordreform,

mens et par rådgivere var med til at støtte det civilsamfund og de organisationer og medier, som var ved at finde deres ben i det nye land. ”Vi pumpede programmer og folk igennem og omsatte halvdelen af IBIS’ samlede budget om året,” husker Carsten Nørgaard. ”Og der var altid problemer. Det var i den periode, jeg fik de fleste af mine grå hår,” siger han, som tidligere kun havde været leder for to personer og nu blev chef for over 50. På det personlige plan er det dog også her, Carsten har fundet stor tilfredsstillelse ved at arbejde for IBIS: ”Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med så mange talentfulde mennesker. I de sidste 20 år har det været en berigelse at finde, ansætte og udvikle talentfulde mennesker, uden at gå for meget i vejen for dem,” siger han i dag.

1988: Operation Dagsværk samler over 5 millioner kroner ind til Congo-skolen i Loudima.

Positiv kamp mod hiv og aids Op gennem 90’erne viste det sig, at hiv/aids skulle blive et uundgåeligt punkt på den namibiske dagsorden. Omkring 25 procent af befolkningen var smittet. Det påvirkede de projekter, IBIS var med i – og det blev besluttet at arbejde seriøst med netop den problematik, som IBIS’ arbejde derfor mest har handlet om i de sidste ti år. Kernen i IBIS’ arbejde er selvhjælpsgrupper, der fokuserer på at leve et godt liv som hivpositiv og at undgå smittespredning. Netop arbejdet med at bekæmpe hiv og aids fremhæver Carsten som noget af det væsentligste i hans IBIS-tid: ”For det har virkelig bragt noget nyt og kvalitativt ind i verden,” siger han. I dag får hver eneste person i Namibia, som tester positiv, et tilbud om 2,5 dags

1990-1996: IBIS bidrager til uddannelsesreform, jordreform, slumprojekter og støtte til civilsamfundet i Namibia.

1989: Danmark giver 300 millioner kroner i overgangsbistand til Namibia. De fleste penge kanaliseres gennem IBIS. Senere udvides beløbet til 500 millioner kroner.

namibia

PORTRÆT

FOKUS

Namibias nuværende premierminister Nahas Angula kom første gang i kontakt med IBIS’ medarbejdere i København i starten af 80´erne, da han var Swapos ansvarlige for undervisning. Foto: David Lush

intensiv ”krisehjælp” i en Aids-selvhjælpsgruppe, som FN’s Aids-organisation finansierer. Det er et tilbud, som IBIS har udviklet gennem hiv/aids-programmet ”Positive Vibrationer”, som nu er udbredt til hele landet. Mere end 10.000 namibiere har i dag været gennem et forløb, hvor de sammen med andre har lært at forholde sig til deres status som hiv-positiv og hjælpe andre på vej. For ti år siden var der en enkelt selvhjælpsgruppe i Namibia, i dag er der 250 aktive grupper, anslår Carsten Nørgaard. Og det nytter: ”Evalueringer og forskningsrapporter om vores arbejde med hiv og aids viser entydigt, at det virker. Hiv-positive, der har været igennem forløbet, er mere socialt aktive, taler mere åbent om deres situation og siger fra over

for udstødelse og stigmatisering. Desuden er det krystalklart, at de er bedre til at beskytte sig og undgå smittespredning; de har færre partnere og bruger desuden kondom,” siger han. ”Vi har valgt det positive udgangspunkt og arbejder med folks selvglæde. Man skal ikke være atomfysiker for at se, at det virker. Men det har taget lang tid at få metoden til at trænge igennem. Mange har naivt troet, eller håbet, at plakater med budskaber kunne få folk til at ændre adfærd. Nu har de erkendt, at det ikke virker. Der skal mere til,” slutter Carsten Nørgaard. I dag, hvor IBIS er tæt på at forlade Namibia, er alle de erfaringer, som hiv/aids-arbejdet fik genereret, solidt forankret i organisationen Positive Vibes.

Et sidste hiv/aids-projekt bliver lige nu gennemført sammen med den hollandske Alliance2015-partner Hivos. Når det projekt slutter til august, fortsætter Hivos og flere andre udviklingsorganisationer arbejdet med IBIS’ metoder. Carsten selv har ikke i sinde at forlade Namibia. Han vil fremover arbejde som konsulent og underviser, primært på hiv/aids-området, samtidig med at han skal være med til at markedsføre Afrika, herunder Namibia, som destination for globale jagt- og fiskerientusiaster, som han selv tilhører gruppen af, for et islandsk firma. Endelig vil han også fortsat fungere som dansk konsul i Namibia. En ulønnet post, han har haft i de mange år som leder af IBIS’ arbejde i landet.

2000: IBIS udfolder et omfattende hiv/aidsprogram.

2010: IBIS lukker kontoret i Namibia til september, når det sidste hiv/aids-projekt slutter.

1997: Danida lægger pres på IBIS for at få organisationen til at forlade landet, fordi indtægten per indbygger er for høj. Hiv/ aids-epidemien og Namibias verdensrekord, når det handler om ulige fordelinger af indtægterne, får IBIS til at blive.

NR. 123 | 2010

namibia

PORTRÆT

Afsender: IBIS - Nørrebrogade 68 B - 2200 København N

magasinpost id:4645

: STØT SKOLER I ANGOLA

I VM-fodboldÅret 2010 vil IBIS vÆre med til at fÅ skoler i Angola helt i mÅl. En lang krig har spoleret mange børns skolegang. Især pigerne er droppet ud. Nu skal de tilbage til skolen.

Reg.nr.

Kontonr.

INDBETALINGSKORT Kan betales i pengeinstitut og på posthuse

Indbetaler

Kreditornummer og beløbsmodtager

88814606

IBI S Nørrebrogade 68 B 2200 København N Tlf. 35 35 87 88

Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+73<

2191

Underskrift ved overførsel fra konto

Kroner

+88814606<

Måned

IBI S Nørrebrogade 68 B 2200 København N Tlf. 35 35 87 88

Kvittering

Betalingsdato

2%')/. Dag

Checks og lignende accepteres under forbehold af at pengeinstituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i pengeinstitut med terminal er det udelukkende pengeinstituttets kvitteringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt. Kreditornummer og beløbsmodtager

88814606

Meddelelse til modtager

KVITTERING

KA73

Kroner

År

4%-! FIK 731 (02.05) 833

Øre

&/+53