Ibis Fokus 124 by Oxfam IBIS

IBIS

UDDANNELSE SKABER UDVIKLING

: Hele Verden i Skole KICKSTARTER 1GOAL – læs side 8-9 og 14-15

JUNI 2010 I 124

ibis-fokus udgives af Ibis Redaktion : Hanne Selnæs, redaktør (ansvarlig): hs@ibis.dk : Didde Elnif, medredaktør : Nina Lave, medredaktør : Helle Gudmandsen: heg@ibis.dk : Lise Josefsen Hermann: lhermann@ibisur.org : Lotte Ærsøe: lotte@ibiswestafrica.com : Per Bergholdt Jensen: pbj@ibisca.org : Anders Elsig : Ulrik Boe Kjeldsen Forsidefoto: Mikael Kristensen Grafisk tilrettelagt af: Jesse Jacob / Mediefabrikken ApS Tryk: Mediefabrikken ApS Oplag: 12.500 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2010

IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion. Artikler i IBIS-fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning. Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre. Bladet er gratis for medlemmer og bidragydere og sendes desuden gratis til udvalgte institutioner og samarbejdspartnere. Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: hs@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos Ibis, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer september 2010

Ibis arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer. Ibis er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida.

: INTERVIEW MED VAGN BERTHELSEN Samarbejder uden livrem og seler TeKST TeGNING

Nina Lave NAJA JØRGENSEN

BIS har i de seneste år fået mange nye og forskelligartede samarbejdspartnere både nationalt og internationalt. På den nationale scene er især samarbejdet med DBU og det danske fodboldlandshold aktuelt i kampagnen 1GOAL: Uddannelse for alle. Men listen er lang. Den spænder vidt fra privatpersoner, som udfører gratis arbejde for IBIS, til et erhvervssamarbejde med TOMS om skolegang i Ghana. Lige nu samarbejder IBIS desuden med to dagblade, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, om en aviskonkurrence for skoleelever og om et oplysnings- og indsamlingsprojekt i Ghana. Vi har talt med IBIS’ generalsekretær Vagn Berthelsen om perspektiverne i de mange nye samarbejder, som IBIS har i Danmark. Hvornår giver det mening for IBIS at samarbejde med andre? ”Et samarbejde giver mening, hvis det gør os bedre til at gennemføre vores vision og ulandspolitik. Kort sagt: Hvis vi bliver mere effektive i vores arbejde. Jeg tror på, at IBIS får mere ud af at samarbejde med andre, for 2 + 2 kan give mere end 4, hvis der er tale om det rigtige match. Vi lever i en globaliseret verden, og hvis man som NGO vil spille en interessant rolle, både i Danmark og internationalt, er man nødt til at samarbejde. I kampagnen 1GOAL: Uddannelse for alle, medførte samarbejdet mellem Global Campaign for Education (GCE) og FIFA, at IBIS

og DBU kunne samarbejde i Danmark om kampagnen. Et internationalt samarbejde kan altså give øgede samarbejdsmuligheder nationalt.” Hvilke erfaringer har IBIS fra tidligere samarbejder? ”Vi havde i 2006 et problemfrit samarbejde med Care, men resultatet var ikke godt nok. Vi fik ganske enkelt ikke samlet nok penge ind, men sådan er det. Det giver dynamik i samarbejder, hvis man er opsøgende og risikovillig. Man kan ikke gå med livrem og seler og gøre, ligesom man altid har gjort. Vi er nødt til at følge med tiden, ellers dør vi.” Hvorfor har IBIS så mange forskellige samarbejdspartnere? ”Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke forlover os med nogen bestemt, men derimod samarbejder til flere sider. På den måde når vi bredere ud. Vi samarbejder med nyhedsmedierne for at påvirke politikerne, komme igennem med vores budskab og skabe en kvalificeret debat. TOMS er et eksempel på en virksomhed, der tager sit sociale samfundsansvar alvorligt. I det samarbejde får vi penge til vores projekter i Ghana, omtale i Danmark, og vi har været med til at udvikle TOMS’ besøgstjeneste. Der sker altså en udvikling både i Danmark og i de lande, vi opererer i.” Hvornår ville IBIS sige nej til et samarbejde? ”Hvis det var direkte skadeligt for vores dyrebare ry, rygte og brand. Hvis der for eksempel var en partner i form af en våben- eller pornoproducent, som stod for det stik modsatte end IBIS, ville vi ikke indgå i et samarbejde. Men generelt handler det om at finde en fælles dagsorden, i stedet for kun at diskutere det, man er uenige om. Man skal bare være opmærksom på, hvor tæt et samarbejde går på IBIS’ identitet. Det er essentielt for os at bevare vores omdømme som en kritisk, engageret og ansvarlig organisation.” Læs mere om IBIS’ nylige aktiviteter og samarbejder på side 14-15.

: IBIS-frivillige i kampagne offensiv TEKST OG FOTO

Anders Elsig

Første maj rimer på fælles front under fanerne, men for IBIS’ aktive medlemmer bestod forårsdagen af endnu et par f ’er: Frivillighed i Fælledparken, da aktivisterne satte fokus på uddannelseskampagnen 1GOAL og skattekampagnen findskatten.nu. Frivilligkoordinator Christian Damholt var med til at passe standen i Fælledparken ved 1. maj.

ens stemmer fra førstemajtalere bragede ud over pladsen, fortalte de frivillige flittigt nysgerrige forbipasserende om de to kampagner fra standen i Fælledparken. 1GOAL: Uddannelse for alle er en global kampagne, som bakkes op af den internationale fodboldverden. Herhjemme samarbejder landsholdet med IBIS om kampagnen, som frem mod og under VM i Sydafrika skal sætte fokus på de mange børn i verden, som ikke har adgang til uddannelse. Findskatten.nu kaster lys over de milliarder af skattepenge, som virksomheder snyder u-landene for ved at flytte indtjening i skattely i andre lande. Folk spidsede ører, mens de frivillige satte dem ind i problemstillingerne. Adskillige tilken-

degav deres støtte ved at ”donere” deres underskrift til kampagnen. 1GOAL-støtter lod sig desuden fotografere med en symbolsk løftet pegefinger for at udtrykke deres opbakning til kampagnens ene mål: Uddannelse for alle. Frivilligkoordinator Christian Damholt var med til at planlægge begivenheden: ”Vi fik samlet en masse underskrifter og fortalt en masse om kampagnerne,” forklarede han. Samtidig lagde han vægt på, at det for de frivillige ikke bare skulle være en sur pligt. ”Det er også vigtigt, at det er hyggeligt. Og det var det,” smilede Christian Damholt, som sammen med de frivillige dagen igennem spillede trommer, spiste hjemmebagte boller og hørte reggaemusik.

124 | 2010

1GOAL

Frivillige, majtoner og Roskilde-festival Arrangementet i Fælledparken var dog ikke en enlig svale. De aktive medlemmer har taget arbejdshandsken på for IBIS. Fra den 28. til den 30. maj stod de bag en støttekoncert på Krogerup Højskole nord for København til fordel for Haiti. Også til sommerens Roskilde-festival vil de frivillige være at finde under IBIS’ kampagnebannere. Frivilligkoordinatoren er ikke i tvivl om, at aktivisternes engagement vil smitte. ”Det unikke ved de frivillige er, at de virkelig brænder for budskaberne i kampagnerne, og det gør, at folk, der møder os, reflekterer over problemstillingerne på en anden måde,” slutter Christian Damholdt.

: Hiv – en tikkende bombe

under oprindelige folk i Peru TEKST OG FOTO

Lise Josefsen Hermann

dianske sprog Shipibo Konibo, Yanesha og Ashaninka. Det er første gang i Peru, at der er blevet fremstillet informationsmateriale om hiv og andre kønssygdomme på indianske sprog. ”IBIS er den eneste NGO, der laver den slags arbejde med hiv og information fokuseret til oprindelige folk her i Peru. De eneste, der anerkender og tager det alvorligt, at der eksisterer hiv blandt den oprindelige befolkning,” siger Fernando Chujutalli Córdovo.

I en støvet træhytte, som gør det ud for lægekonsultation i landsbyen, sidder overlægen Jorge Perez Leoni. Han er ovenud tilfreds med resultaterne af projektet. I løbet af få år er antallet af tilfælde af kønssygdomme faldet fra omkring ti om måneden til nu ti om året.

i er i landsbyen San Fransisco, som ligger i hjertet af Peru langt ude i junglen. Siden 2007 har IBIS arbejdet med at informere den oprindelige befolkning her i området om HIV og andre kønssygdomme. ”Takket være IBIS, er der nu næsten ingen kønssygdomme i vores landsby”, fortæller overlæge Jorge Perez Leon fra landsbyen San Fransisco. Ifølge officielle tal fra det peruvianske sundhedsministerium er der 36.000 personer, der lever med hiv og 25.000, der har aids i Peru. Men de virkelige tal er langt højere, mener Elva Luiñones Colchado, tidligere koordinator for IBIS’ hiv-projekt i Peru. ”I virkeligheden er der nærmere 75.000 hivsmittede i Peru. Der er ikke noget data omkring den oprindelige befolkning, men det er et faktum, at der eksisterer hiv blandt de oprindelige befolkninger, og at der eksisterer en ekstrem uvidenhed om hiv og kønssygdomme generelt,” fortæller Elva Luiñones Colchado. IBIS samarbejder i projektet med den peruvianske NGO INPACVIH, der arbejder for bedre vilkår for personer, som lever med hiv. I begyndelsen af projektet blev der lavet et studie, der kortlagde landsbybeboernes seksualvaner, hvordan folk opfattede hiv og ikke mindst, hvilken viden de allerede havde om emnet. Dette studie viste for eksempel, at analsex er almindeligt udbredt og accepteret blandt den indianske befolk-

Der er ikke lavet statistik på, hvor mange hivsmittede der er i området, ligesom der heller ikke er adgang til at lave hiv-tests. Landsbyens læge fortæller om, at der har været flere tilfælde af personer, som er døde med aids-symptomer, men det vides ikke, om de rent faktisk havde aids.

Cledia Badales Fernandez er IBIS’ ungdomskoordinator på projektet i San Fransisco.

ning. Studiet viste også, at det er accepteret, at en mand har flere koner, går til en prostitueret eller har sex med andre mænd. Samtidig var det en udbredt opfattelse, at hiv og andre kønssygdomme ikke smitter ved analsex. Hiv og aids er for ”gringos” ”Mange indianere har den opfattelse, at hiv/aids er en sygdom for “gringos”, for udlændinge. De siger: Vi tilhører et oprindeligt folk, som lever i harmoni med naturen. Hvordan skulle vi kunne få sådan en sygdom? Men når mange af landsbyens mænd for eksempel tager til andre regioner og arbejder, og går til prostituerede, så kan sygdommen jo let blive til virkelighed, også i de indianske samfund”, fortæller Fernando Chujutalli Còrdova, stifter af INPACVIH. ”Fordi der er den tankegang blandt de oprindelige folk, blandet med en stor uvidenhed om sygdommen og anderledes levemønstre og seksuelle vaner, så er det vigtigt at arbejde med information, der er direkte møntet på netop dem, siger Fernando Chujutalli Córdova. IBIS har støttet afholdelsen af informationsworkshops for unge, indianske autoriteter, skolelærere og forældre. Samtidig er der blevet produceret informationsmateriale på de tre in-

PERU

HIV

Flere unge bruger kondom Et andet positivt resultat af projektet er, at mange flere af de unge (14-19-årige) i de landsbyer, hvor IBIS har støttet hiv/aids-information, nu bruger kondom. Da projektet begyndte i 2007 svarede kun hver femte unge, at de dyrkede sikker sex. To år senere i 2009 svarede 60 procent, at de bruger kondom. ”Før anede vi ikke, hvad hiv var. Men takket være projektet ved jeg og mine venner her i landsbyen nu, hvad hiv og aids er, hvordan det smitter og ikke mindst, hvordan man forebygger overhovedet at blive smittet med hiv. Nu er der mange flere, som bruger kondom,” fortæller Cledia Bardales Fernandez, som er IBIS’ ungdomskoordinator på projektet i landsbyen San Fransisco. Efter at de unge i San Francisco har deltaget i infoworkshops skiftes de til at tage rundt og afholde lignende arrangementer i nabolandsbyerne, ligesom de også fortæller om den nye viden til deres forældre, som fortæller videre til familie, venner og bekendte, så projektet på den måde når ud til en langt større gruppe af mennesker. Olieindustri og minedrift spreder hiv I Perus jungle er temaet hiv tæt forbundet med udvindingsindustrier, såsom olieindustrien og minedrift. Det hænger sammen med, at minedrift og olie-udvinding betyder mandlige arbejdere, der kommer dertil for at arbejde uden de-

FOKUS

res familie. Når mændene har fri, tager mange af dem på barer i byen, hvor blandt andet indianske kvinder tjener til føden ved at prostituere sig. Når mændene rejser hjem til deres familier, rejser mange hjem som hiv-positive og smitter deres koner. Og med accepten af, at manden også har sex med andre end sin kone i landsbyen, bliver smittecirklen total.

Derfor foregår en del af informationsarbejdet også i barer, hvor der er sex-arbejdere, for at informere de prostituerede om nødvendigheden af at bruge kondom. På en tredjedel af barerne i projektområdet har barpersonalet fået undervisning i forebyggelse af hiv og andre kønssygdomme. I mere end halvdelen af barerne er der informationsmateriale, som for eksempel plaka-

ter om kønssygdomme og hiv og de prostitueredes kunder bruger kondomer. ”Hiv er en tikkende bombe under Perus oprindelige folk.. Hvis ikke der sættes ind over for problemet, risikerer vi, at hele indianske folk kan blive udryddet, hvis først der kommer hiv i deres landsbyer,” advarer Fernando Chujutalli Còrdova.

: Kan hiv smitte, hvis man har siddet i samme stol?

n smilende og livsglad kvinde kommer energisk gående op ad hovedgaden i den varme og fugtige jungleby Pucallpa. Sådan er Edith Flores Perez i dag – for ganske få år siden, ville oplevelsen af den 55-årige peruvianer have været ganske anderledes. Men hun er kommet ud på den anden side, efter hun fik stillet diagnosen hiv-smittet. Ediths historie begynder med, at hendes mand pludseligt dør i 2003. Hun får ikke nogen information fra hospitalet om hans dødsårsag. Først tre år senere, da Edith selv bliver syg og får stillet diagnosen hiv, går det op for hende, at hendes mand døde af følgesygdomme af aids, men tilbage i 2003 er hiv og aids stadig et stort tabu i Peru. Selv lægerne på hospitalerne kan ikke få sig til at tale om sygdommen, eller fortælle Edith om, at hun sandsynligvis også er smittet, når nu hendes mand døde med aids.

“Jeg blev nærmest skør, da jeg fandt ud af, at jeg var hiv-smittet. Jeg anede ingenting om infektionen og havde en masse forkerte ideer om, hvordan det smitter,” fortæller Edith.

Edith Flores Perez.

Da Edith får diagnosen, går hun i panik. Hun ved ikke hvordan hiv smitter og begynder at tro, at hun måske er blevet smittet af en bekendt hiv-smittet, der har været på besøg hos hende og har siddet i

hendes lænestol. Derhjemme vasker hun stolen vanvittigt grundigt. Hun nægter at se andre mennesker, for hun tror, at hun ved berøring eller almindelig samtale kan smitte dem. Ja, hun er faktisk bange for sig selv.

124 | 2010

PERU

HIV

Det viser sig, at hendes mand ofte gik til prostituerede, og sandsynligvis er blevet smittet med hiv på den måde. Efter nogle måneder i frivillig isolation taler Edith med sine børn, som forklarer hende, at hun godt kan fortsætte livet normalt uden at smitte andre mennesker. “En dag sagde mit barnebarn til mig: Spis nu dine piller, så du kan blive ved med at leve,” husker Edith med en vemodig mine. Det får Edith til at vågne op og tage sig sammen. “Jeg ville ikke være flov mere, nu vil jeg hjælpe andre til at passe på sig selv, så de ikke ender som mig. For det er ikke nemt at leve med hiv,” fortæller Edith. Edith er nu engageret i oplysningsarbejde i hele Peru omkring hiv og aids gennem forskellige organisationer.

: Maya-BORGMESTRE STYRER

EFTER GAMLE TRADITIONER TEKST & FOTO

Per Bergholdt Jensen

Mayaerne i Guatemala øger deres selvbestemmelse i kraft af særlige maya-kommuner, som holder århundrede gamle traditioner i hævd og samtidig forebygger konflikter og vold. Målet er, at de oprindelige folk skal samle sig i hele landet og skabe en platform for øget national indflydelse, så staten respekterer deres rettigheder.

n flok tætte mænd i akrylstriktrøjer og cowboyhatte indfinder sig i et lille mørkt kontor, hvis ferskenfarvede vægge er prydet med avisudklip, træudskæringer, en snedkersav og et par bulede trompeter. De holder hver en sort messingbeslået stav og knæler foran et krucifiks med den korsfæstede frelser. Efter en kort bøn rejser de sig. Dagens arbejde er begyndt for Chichicastenangos maya-borgmestre. En by og to kommunalbestyrelser Chichicastenango – som ligger i Quiché-provinsens pinjeklædte bjerge – er mest kendt for et af Latinamerikas mest farverige markeder. Men byen er i kraft af Santo Tomás-kirken også det spirituelle centrum for Guatemalas k’iche’ mayabefolkning og dertil hjemsted for deres traditionelle styreform, som fungerer parallelt med den statslige kommune. Umiddelbart virker det måske sært, at en lille bjergby har to former for kommuner, men i et land med over 20 etniske grupper – som har hver deres sprog og traditioner - giver det god mening. Navnlig fordi de to systemer øger retssikkerheden og mindsker konflikternei området. ”Mayaernes styreform i Chichicastenango har sin oprindelse før kolonitiden, men i år 2000 var maya-kommunen ved at forsvinde. Der var der kun

otte personer i vores råd, men i dag er vi 32. Udviklingen blev vendt, fordi den lokale organisation ASDECO støttede os med kurser i Guatemalas love og internationale aftaler som FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder,” fortæller Tomás Calvo Mateo, som er spirituel leder og den øverste maya-myndighed for de 140.000 indbyggere i Chichicastenango-kommunens 86 k’iche’ lokalsamfund. Don Tomás – som han kaldes af respekt – forklarer, at mayabystyrets arbejde omfatter tre hovedområder: Konfliktløsning og mægling, mayaernes rettigheder samt beskyttelsen af mayaernes kultur, religion og sprog. Oprindelige folk i samlet front ”Vi forsøger at redde og genskabe mayakulturen og traditionerne. Vi samarbejder med andre autoriteter fra oprindelige folk i Guatemala, og der er skabt fire regionale sammenslutninger, som dækker næsten hele Guatemala. Vi ønsker, at regeringen anerkender alle vores rettigheder som oprindelige folk. I modsat fald vil vi have to parallelregeringer, en for mestizer og en for oprindelige folk,” fortæller Don Tomás. Mange steder i Guatemala undertrykkes de oprindelige folk af både staten og store firmaer. Minedrift og andre megaprojekter ødelægger jord, luft og drikkevandet, mens mayaernes rettigheder tilsidesættes af profithensyn. På den baggrund har Maya-styret i Chichicastenango taget initiativ til at skabe et fælles råd for alle maya-kommuner i Quiché-provinsen og har - med støtte fra IBIS – også været primus motor for at skabe den slags råd i andre provinser. I 2007 samledes 250 personer fra flere dele af Guatemala for at afholde det første nationale møde for de oprindelige folks selvstyreorganer. På længere sigt vil maya-kommunerne lave et fælles råd, som skal repræsentere alle oprindelige folk i Guatemala, så de samlet kan få den guatemalanske stat til at anerkende deres ret til at råde over territorier og naturressourcer.

GUATAMALA

MAYA

Mayaernes traditionelle domstole Et andet væsentligt aspekt ved k’iche’ bystyret er konfliktløsning og forebyggelse af vold ved hjælp af de traditionelle mayalove. Guatemala er et ekstremt voldeligt samfund, hvor man rask væk tyr til pistoler og macheter ved selv små skærmydsler, men mayadomstolene – som fungerer parallelt med statens retsvæsen - medvirker til at dæmpe voldelige konflikter. ”Vi forsøger altid at løse konflikterne på fredelig vis gennem dialog, og vi prøver at reintegrere de kriminelle personer i lokalsamfundene. De to forskellige retssystemer fungerer uden problemer, og vi har en aftale med det statslige retsvæsen. Hvis en sag først rejses hos dem, så blander vi os ikke og omvendt. Man kan kun blive dømt under en type domstol. Enten statens vestlige model eller en traditionel mayadomstol. Politiet og justitsministeriet har tillid til maya-domstolene, og vi hjælper tit politiet i mayalandsbyerne, hvis de har behov for det,” fortæller Don Tómas. ”Hvis folk fanger en tyv, idømmer vi ofte vedkommende en form for samfundstjeneste, som kommer den skadeslidte familie til gavn. I fængslerne lærer de unge blot at blive professionelle, og det hjælper jo ikke nogen. Skam er vigtigt i k’iche’ folkets straffesystem, så vi udstiller de skyldige foran deres naboer, for eksempel med et stort skilt om halsen. Men i særligt alvorlige tilfælde som mord og voldtægt kontaktes det nationale politi, så de kan tage over,” uddyber Diego Tol, som er medlem af mayabystyret. Derudover har mayabystyret sammen med den statslige kommune og flere lokalsamfund etableret frivillige borgerværn, der skal dæmme op for de såkaldte maras – ultravoldelige kriminelle bander, som har spredt sig fra storbyerne til provinsen i hele Guatemala. Mange sager er dog ret fredsommelige, forklarer 50-årige Diego Tol, som er medlem af mayastyret. En væsentlig del af mayaborgmestrenes arbejde er nemlig at mægle i lokale stridigheder som for eksempel jordkonflikter, hustruvold, familieproblemer, utroskab, skilsmisser, uansvarlige

FOKUS

Hvis folk fanger en tyv, idømmer vi ofte vedkommende en form for samfundstjeneste, som kommer den skadeslidte familie til gavn. Diego Tol, medlem af Maya-bystyret.

Maya-bystyret i Chichicastenango-kommunen.

: Maya-kommuner i Guatemala Maya-kommunerne i Chichicastenango og andre steder i Guatemala kæmper for, at den guatemalanske stat respekterer de oprindelige folks rettigheder, såsom adgang til naturressourcer og retten til territorier. Desuden forsøger de at styrke maya-kulturen i kraft af kurser og ved at fremme brugen af k’iche’ sproget og traditionelle klædedragter samt religiøse fester og historiske danse. Maya-borgmestrene er ulønnede. Under borgerkrigen i Guatemala fra 1960-1996 skete en massiv undertrykkelse af mayaernes kultur, og i titusindvis blev massakreret af regeringshæren. Efter fredsslutningen i 1996 har den guatemalanske lovgivning givet mulighed for, at man kan have et vist lokalt selvstyre samt to parallelle juridiske systemer: Staten og de oprindelige folks traditionelle retssystem.

Thomás Calvos Mateo er spirituel leder, og den øverste maya-myndighed for indbyggerne i Chichicastenango-kommunen.

forældre, tyverier, ungdomskriminalitet, jordkonflikter, ubetalte lån og svindel.

Maya-borgmesteren i Chichicastenango bliver valgt hvert år, mens den øverste maya-myndighed vælges på livstid. Denne person udpeges på baggrund af sin viden om spirituelle forhold og den respekt, han nyder. Stort set alle nøgleposter i mayabystyret er besat af mænd, men kvinderne tages med på råd.

traditioner skal blive overdraget til nye generationer.

“Mayabefolkningen foretrækker at komme til maya-borgmesteren for at få ordnet tvister og civile stridigheder i stedet for at gå til de statslige myndigheder. De civile domstole er dyre, langsomme og komplicerede – men mayabystyret er billigt, nemt og hurtigt,” forklarer Cesar Morales, en ung maya, som arbejder i bystyret, for at de gamle

De unge mayaers engagement er måske årsagen til Don Tomás’ afsluttende optimisme. ”Maya-kommunerne har overlevet i 500 år, og de vil overleve mange år endnu. Jeg har en positiv vision om de oprindelige folks fremtid i Guatemala, navnlig på baggrund af vores møder med vores Mayabrødrefolk, Mam, Kaqchikel og alle de andre.”

124 | 2010

GUATAMALA

MAYA

: IBIS-støtte til Mayaselvstyre IBIS støtter i alt 12 maya-kommunestyrer i Quiché-provinsen, så de kan knytte netværk på tværs af provinserne og blive styrket nationalt. Mayaernes styre i Chichicastenango har modtaget støtte til bygninger og kurser i organisationsopbygning, så de bedre kan skabe alliancer med andre undertrykte oprindelige folk, så de får øget politisk indflydelse.

: Hele Verden i Skole 2010 TEKST

Helle Gudmandsen og Nina Lave

De frivillige fra LæseKaravanen bragte Angola ind i de danske klasselokaler, da de besøgte 52 skoler i Danmark. Foto: Didde Elnif

LæseKaravanen besøger 52 skoler Som noget helt nyt i Hele Verden i Skole- kampagnen, fik IBIS mulighed for at sende otte frivillige og to projektledere til Angola. Truppen blev døbt LæseKaravanen. Formålet med turen var, at de frivillige skulle besøge angolanske skoler, møde børnene fra LæseRaketten, og opleve deres hverdag og skolegang. Projektet lykkedes bedre, end vi kunne have drømt om. De frivillige kom begejstrede hjem fra turen, og bagefter drog de ud på 52 skoler i hele Danmark. Med lege, sange, vidoefilm, billeder, historier og sproglektioner i portugisisk bragte LæseKaravanen dermed Afrika ind i de danske klasselokaler. ”Det er lige som om, det er mere rigtigt, end bare at se det i fjernsynet. Det er næsten som om, vi selv er der” sagde en af eleverne på Ulstrup skole efter LæseKaravanens besøg. LæseKaravanen kunne dog ikke nå ud til alle de skoler, som havde vist overvældendeinteresse for at få besøg. Efter LæseKaravanens omfattende turné er væggene på IBIS’ hovedkontor dækket af avisudklip fra besøgene. ”Det er dejligt, at Afrika på den måde slår igennem i de lokale danske medier,” siger IBIS’ presse- og kommunikationsmedarbejder Hanne Selnæs glad.

Kreative indsamlinger til skoler i Angola Skoleelever har igen i år solgt lodsedler, gået med raslebøsser og samlet ind på nogle af de mest fantasifulde måder. En klasse fremstillede et postkort med tegninger af IBIS-fugle, fik kortet tryk og har solgt kortene endda på det lokale bibliotek. Andre klasser har fået indspillet en støttesang eller lavet en hjemmeside, hvor de opfordrer folk til at støtte skolerne i Angola. Der har i år ikke været ende på fantasien, så det vil blive meget svært at vælge den mest fantasifulde indsamling. IBIS er meget taknemmelige for det store engagement hos både elever, lærere og forældre. I år har vi en særlig tak til Den danske Spejderbevægelse, som søndag den 25. april stillede en stribe spejderhytter til rådighed, uddelte raslebøsser til de fremmødte skoleelever og sørgede for indbetalingen af pengene. Denne hjælp med logistik har overordentlig stor betydning, og vi håber at kunne udvide samarbejdet i 2011. Eleverne i 1. A på Vedbæk Skole samlede ind til IBIS ved at lave et postkort med IBIS-fugle, som blev solgt på det lokale bibliotek. Foto: Vedbæk Skole

GLOBALT

HELE VERDEN I SKOLE

FOKUS

LæseRaketten sætter Angola på skoleskemaet LæseRaketten 2010 satte kursen mod Angola, og IBIS’ Hele Verden i Skole-kampagne fik en

På Sjælsøskolen blev starten på Hele Verden i Skole-kampagnen markeret ved at skolen afholdt en maratonlæsedag, hvor eleverne læste i LæseRaketten. Foto: Hanne Selnæs.

Aktionsugen bakker op om 1GOAL 72 millioner børn i verden går ikke i skole. I aktionsugen 19. – 25. april var eleverne, som deltog i Hele Verden i Skole, derfor med til at sætte fokus på årets særlige VM-kampagne 1GOAL: Uddannelse for alle, som det danske fodboldlandshold og FIFA bakker op om. Ved at samle alle skolens elever i et fodboldmål, eller tegne 1GOAL med deres kroppe, viste eleverne, hvordan de vil få verdens børn i mål inden 2015.

IBIS takker IBIS vil gerne takke alle elever, lærere og forældre, som har deltaget i Hele Verden i Skole i 2010 og især takke for jeres støtte til skoler i Angola. Undervisningen på skolerne i LæseRaketten, de fantasifulde indsamlinger, de mange 1GOAL foto og den fine modtagelse af Læsekaravanen på 50 skolebesøg, har gjort dette års kampagne til en forrygende oplevelse. Vi takker Kenneth Bøgh Andersen, Jan Kjær, Kirsten Sonne Harild og Hans Laurens for deres spændende historier. En særlig tak til Victoria Winding for at donere Thomas Windings historie ”Emilie er bare skøn”. Tak til Jan Solheim, To-

flyvende start fredag den 26. marts. Dagen stod i LæseRakettens tegn, da den populære læsebog landede på skolerne. Det blev markeret på forskellig vis: Lige fra maratonlæsedag på Sjælsøskolen - til raketaffyring i skolegården på Toftegårdsskolen. Det er 8. år i træk, at skolebørn i Danmark, Grønland og Sydslesvig kan læse historier om børn i et land, hvor IBIS arbejder. Mere end 190.000 elever læste i år om Angola i LæseRaketten. ”Det er en god måde for børnene at lære, hvordan børn i andre, fattigere lande, lever. Men vi har også brugt bogen til mere almindelig undervisning, da vi har haft tema om Angola,” fortæller Dorte Skriver, lærer på Islev Skole. I år blev LæseRaketten oversat til grønlandsk, så de grønlandske børn kunne læse historierne på deres modersmål. LæseRaketten var spækket med fantasifulde historier, flotte illustrationer og farverige tegninger. Alt sammen doneret af kendte børnebogsforfatter og illustratorer. Med LæseRaketten fulgte lærermateriale og en hjemmeside til inspiration for lærere og elever. Den kendte kok Nikolaj Kirk lavede desuden angolansk mad sammen med en skoleklasse, og opskrifterne kan man finde på www.ibis.dk/verdeniskole

ve krebs Lange og Erik Petri for illustrationer til bogen. Uden dem var der ikke en LæseRaket! Vi vil også gerne takke trykkeriet Norhaven A/S, Dansklærerforeningens forlag A/S, Danida, Center for Undervisningsmidler, Multicenter Syd, redaktørerne Marianne Vestergaard og Eva Mondrup samt layouter Peter Waldorph for deres støtte til udgivelsen af LæseRaketten. Sidst, men ikke mindst, tak til Randers Regnskov, HJEM-IS, Sagnlandet Lejre, Cirkus Arena og DSB for præmier til Den store Klasse konkurrence.

Eleverne på Ilskov Skole viste deres opbakning til 1GOAL: Uddannelse for alle ved at tegne 1GOAL med deres kroppe. Foto: Ilskov skole.

124 | 2010

GLOBALT

HELE VERDEN I SKOLE

: Oliefund giver håb

og hovedpine i Ghana TEKST FOTO

Ulrik Boe Kjeldsen og Lotte Ærsøe Lotte Ærsøe

De store oliefund i havet ud for Ghanas kyst har skabt håb om, at Ghana kan gøre sig fri af fattigdom og udviklingsbistand. Men allerede før olien er begyndt at flyde, melder en myriade af udfordringer og problemer sig. Tæt på olieboreplatforme frygter lokale fiskere for fremtiden.

Fiskerne ud fra Ghanas kyst er bekymrede for, om oliefundene vil medføre, at deres levebrød bliver taget fra dem.

”D

et er sket mange gange før!” siger Emelia Abaka-Edu. ”Når de konfiskerer vores net og siger, at vi ikke må komme i nærheden af olieboreplatformene, så fratager de os vores eneste levebrød,” tilføjer hun eftertrykkeligt. Det skaber røre blandt de forsamlede fiskere og rygekvinder i det lille fiskersamfund, da samtalen kommer ind på fiskernes sammenstød med de skibe, der patruljerer farvandet omkring boreplatformene. ”Vi arbejder sammen med vores mænd. De tager på havet og bringer fiskene hjem til os, så vi kan ryge dem. Det er fiskeriet, der gør, at vi har noget til vores børn,” fortsætter Mrs. AbakaEdu. Fiskersamfundet Apewosika ligger tæt ved Axim, seks timers kørsel vest for Ghanas hovedstad Accra. Fra strandkanten, hvor de store fiskerkanoer ligger trukket op, kan man med en god kikkert næsten følge de daglige aktiviteter på olieboreplatformene, der ligger mellem 25 og 60 km ude i Guinea Golfen.

010

Sammen med fiskere, rygekvinder og den lokale fiskerhøvding sidder vi i en hestesko af træbænke imellem store bunker af fiskenet. Vi har udsigt over store dele af det lille fiskersamfund, der tæt følger kystlinjen rundt om den billedskønne bugt. Vi er til møde i den komite, som den lokale NGO, Friends of the Nation, har hjulpet med at danne. Formålet med mødet er at støtte fiskersamfundene i at tackle de udfordringer, som fundet af olien bringer med sig, og samtidig se de muligheder, der også vil vise sig. Fiskernes levebrød er allerede truet af overfiskning, og fiskerne frygter nu, at olieudvindingen vil give det lokale fiskeri dødsstødet. Apewosikas fiskerhøvding er ikke optimistisk: ”Havet er allerede spoleret, og nu kommer olien oveni! Kommer der et olieudslip, vil det være katastrofalt for fiskeriet!” siger han og griner afvæbnende, som ghanesere ofte gør, når et emne bliver for ubehageligt. Lokal bekymring Det er ikke kun fiskerne i Apewosika, der er be-

GHANA

UDVINDING

kymrede. I regionens hovedstad Takoradi kan man allerede nu, seks måneder før olieudvindingen begynder, mærke nogle af fundets negative konsekvenser: Ejendoms- og fødevarepriserne er steget, mens det store håb om et jobbonanza endnu ikke er indfriet. Det bekymrer Donald Kristian fra organisationen Friends of the Nation. ”Opskruede forventninger til olien og de jobog forretningsmuligheder, folk tror, den bringer, er nærmere en opskrift på konflikt end selve olien. Mange har fornemmet forretningspotentialer og har investeret. Men hvor mange jobs vil olieindustrien egentlig skabe?” spørger han nærmest retorisk og fortsætter: ”Samtidig kommer en masse lykkejægere til byen – ghanesere, nigerianere og endda angolesere - på jagt efter jobs og muligheder.” Zam Rufai Jamimu, der er journalist på den landsdækkende avis Ghana Chronicle er helt enig: ”Folk vil have jobs, og lige meget, hvad regeringen siger, så mener folk, at siden olien er fundet i deres område, så burde deres interesser have højeste prioritet.”

FOKUS

ELFENBENSKYSTEN

GHANA

Axim

Takoradi

JUBILEE FIEL

Fiskersamfundet Apewosika i Ghana.

Olien er statens ejendom I stedet føler både fiskerne, de jobsøgende og de traditionelle ledere af de lokale samfund, at beslutninger om, hvad der skal ske med olien, bliver taget hen over hovederne på dem. ”Fordi olien er i havet, påstår man, at det er statens ejendom, men havet er fiskernes og dermed fiskerhøvdingens domæne,” siger Nana Nketsia V, der er traditionel leder af Essikadoområdet langs kysten og historieprofessor ved Cape Coast Universitet.

ske NGO’er, ISODEC, er den stigende utilfredshed og det voksende krav om lokal særbehandling i den vestlige region en farlig udvikling: ”Olien kan løfte den ghanesiske befolkning ud af fattigdom, og det er derfor alt for vigtigt et emne til at blive ved med at skændes om. Der må skabes en national konsensus om, hvor olien skal hjælpe Ghana hen som nation – på tværs af partiskel og på tværs af landets ti regioner,” siger han.

National enighed Ifølge Bishop Akolgo fra en af de store ghanesi-

NGO-platform for olie og gas Det ghanesiske civilsamfund formåede for nyligt at samle størstedelen af de organisationer, der arbejder med olieproblematikken og dens konsekvenser på en fælles platform: ”Det har vi gjort for at skabe enighed og styrke vores indflydelse på de politiske beslutninger omkring udvindingen af olien og fordelingen af olieindtægterne,” fortæller Mohammed Amin Adam, som er platformens daglige koordinator, og hvis stilling er finansieret med støtte fra IBIS og Oxfam America. ”På trods af, at olien snart begynder at flyde,

124 | 2010

GHANA

Han mener, at de traditionelle ledere burde tages med på råd angående fordelingen af oliepengene. ”De laver deres love og politikker i Accra, men de informerer og konsulterer ikke os,” siger han og fortsætter: ”Både regeringen og NGO’erne siger, at vi skal styre vores forventninger, men hvis du ikke uddanner og informerer mig, så tillad mig at have mine fantasier.”

UDVINDING

så er lovgivningen, der skal sikre, at Ghana ikke bliver et nyt Nigeria eller Angola, stadig ikke på plads. Det er blandt andet utroligt vigtigt, at vi får vedtaget en olieindtægtslov, inden pengene begynder at strømme,” fortsætter Amin. ”Loven skal sikre klare regler for, hvordan indkomsterne fra olien håndteres – for eksempel kan vi placere pengene i et oliefond, som de har gjort i Norge. Hvis regeringen bare inkluderer olieindtægterne i det årlige nationale budget, risikerer vi, at de bliver brugt på stigende offentlige udgifter og ikke til investeringer, der kan udvikle økonomien og Ghana. Lovgivningen vil også gøre det lettere at spore, hvad oliepengene bliver brugt til og mindske risikoen for korruption,” understreger han. IBIS og olien Nana Asantewa Afadzinu, IBIS’ politiske rådgiver i Vestafrika, understreger, at et oliefond ikke i sig selv er tilstrækkeligt. ”Nøglen til at sikre, at Ghanas oliepenge går til udvikling og fattigdomsbekæmpelse, er gennemsigtighed. Gennemsigtighed om lovgivnings

011

Hele ”Komiteen for beskyttelse af fiskesamfundet og miljøet” i fiskersamfundet Apewosika. Høvdingen er manden med hat. Til venstre for ham står Mrs. Emelia Abaka-Edu i hvid bluse.

processen, omkring kontrakterne med oliefirmaerne og gennemsigtighed i den måde, oliepengene bliver brugt,” siger hun og fortsætter: ”Derudover mener IBIS, i lighed med civilsamfundet i Ghana, at udvinding af naturressourcer skal baseres på bæredygtighed og respekt for sociale og kulturelle rettigheder samt hensyn til miljøet. Ghana bør lære af sine fejltagelser med for eksempel guldmineindustrien, der i

mange år har set stort på disse hensyn. Vi bør tage oliens konsekvenser for indbyggerne i de kystnære regioner seriøst,” slutter Nana Asantewa. Vores børn bliver ikke fiskere Tilbage i Apewosikas fiskesamfund er komitemedlemmerne godt klar over, at oliefundet kan medføre store ændringer, der kræver, at de lo-

: Det sorte gulds forbandelse Lande rige på naturressourcer, har i gennemsnit lavere økonomisk vækst end lande uden sådanne ’rigdomme’. Dette hænger sammen med, at udvinding af både olie, guld og diamanter i adskillige lande har ført til korruption, konflikter og betydelige miljømæssige og sociale problemer. Store forekomster af olien - det sorte guld – har udviklet sig til en forbandelse for flere afrikanske lande. I Nigeria har befolkningeen i Niger Delta grebet til våben mod militæret og de udenlandske olieselskaber i protest mod de katastrofale miljøødelæggelser, olien har forårsaget, og den fort-

satte dybe fattigdom i området. I Angola ser en ludfattig befolkning til, mens den politiske elite, i tæt pardans med amerikanske og kinesiske firmaer, tager for sig af landets olie- og diamantrigdomme. I Ækvatorialguinea tilflyder landets olieindtægter næsten udelukkende diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo og hans nærmeste familie. I internationale donorkredse er den generelle opfattelse at Ghana som demokrati står bedre rustet til at håndtere oliens udfordringer. Ghanas præsident Atta Mills understregede da også i sin årlige tale til nationen, at olieindtægterne skal forbedre levestandarden for alle ghanesere, da

GHANA

KLIMA

kale fiskersamfund omstiller sig. Men umiddelbart kan de ikke se mange andre muligheder for dem selv end fiskeriet. ”Vi er i et samfund, hvor alt afhænger af fiskeriet. Så hvis der ikke er noget fiskeri, er der heller ingen forretning. No fish – no business,” understreger Mrs. Abaka-Edu, der er en af de få i Apewosika med en uddannelse og to børn, som begge går skole.

”olien er hele Ghanas ejendom og ikke for enkeltpersoner eller enkelte politiske partier”. NGO-platform om olie og gas Platformen samler 52 ghanesiske organisationer, der arbejder med forskellige vinkler på oliens konsekvenser. Via platformen kan organisationerne dele information og kompetencer, samtidig med at de sikrer sig større indflydelse på den politiske proces ved at snakke med én stemme. Blandt andet ønsker de at undgå, at regeringen kan fravælge de NGO’er, som er kritiske over for regeringens politik. IBIS finansierer, og er involveret i, platformens

FOKUS

Nana Asantewa er IBIS’ politik-rådgiver med specielt fokus på udvindingsindustrien i Vestafrika. Foto: Marie Ildvedsen

Ingen af rygerkvinderne regner med, at deres børn bliver fiskere, når de vokser op. ”Til den tid er fiskene væk – erhvervet er kollapset,” siger de. Griber Ghana chancen? Allerede før olien begynder at flyde, kan Ghana mærke tyngden af de udfordringer, det sorte guld bringer med sig. Udfordringer, der skal tackles på

produktion og udgivelse af informationsmateriale, der skal være med til at forbedre det ghanesiske civilsamfunds indsigt i oliens problemstillinger.

Boreplatform ved Takoradi Harbour i Ghana.

en demokratisk måde, hvis olien skal komme alle ghanesere til gode. Og mens befolkningen venter, synes alle i Ghana at være i højeste alarmberedskab. Nogle for at sikre, at netop de ikke står tomhændede tilbage, når det store olieregnskab skal gøres op, og andre for at sikre, at der bliver så få tomme hænder som muligt. I denne proces spiller det ghanesiske civilsamfund en helt central rolle som repræsentant

og vagthund for alle dem, der ikke selv kan komme til orde og derfor risikerer at blive klemt af de politiske og kommercielle interesser, der følger olien. ”Jeg har aldrig hørt ghanesere tale så meget om en enkelt naturressource,” fortæller høvding Nana Nketsia V, lige inden vi forlader hans professorbolig på Cape Coast Universitet, ”og hvis al den snak ikke fører ændringer med sig, så har vi et problem,” er hans farvelsalut.

jelser omkring, hvordan denne forbandelse kan undgås. . For eksempel har diamanterne i Botswanas styrket landets økonomiske udvikling til gavn for befolkningen. Forhåbentlig kan også Ghanas oliefund gøre landet og befolkningen ud af fattigdom.

at sikre det ghanesiske civilsamfund større indflydelse på den politiske proces. Det gør IBIS blandt andet ved sammen med Oxfam America at støtte en oliekoordinator-stilling hos NGO-platformen om olie og gas. Herudover arbejder IBIS i Ghana med naturressourcer på det lokale og nationale niveau. Lige nu er IBIS i gang med at udvikle partnerskaber med tre ghanesiske organisationer: ISODEC, Friends of the Nation og Wacam. ISODEC og Friends of the Nation arbejder begge med problemstillinger omkring olieudvinding, mens Wacam arbejder med lokalbefolkningens rettigheder i forbindelse med driften af blandt andet guldminer.

Ressourceforbandelsen Udviklingslande, som er rige på naturressourcer, har i gennemsnit paradoksalt nok en lavere økonomisk vækst end lande uden sådanne ’rigdomme’. Det hænger sammen med, at udvinding af naturressourcer i adskillige lande har ført til korruption, konflikter og betydelige miljømæssige og sociale problemer.. Dette har ført til det noget dystre begreb ’ressourceforbandelsen’, som igen har affødt et væld af akademiske og politiske overve-

IBIS styrker civilsamfundets indflydelse Mange af de områder, hvor IBIS arbejder, er dybt negativt berørte af udvindingen af naturressourcer. Derfor valgte IBIS i 2008 at gøre udvinding af naturressourcer til et specifikt fokus område. I Ghana deltager IBIS aktivt i bestræbelserne på

124 | 2010

GHANA

KLIMA

: IBIS på banen TEKST

Nina Lave

Programmet har været tæt pakket hos IBIS i den seneste tid, og det fortsætter. Her er et kalendertjek på kampagnearbejdet.

Et udvalg af 1GOAL-ambassadørerne, fra venstre: Peter Kjær, Søren Pind, Stephan Andersen og André Babikian.

foto: Mikael Kristensen

Rapperen Yepha, alias Jeppe Br strøm skriver under på 1goal.d foto: Mikael Kristensen

25. april: IBIS og JP

IBIS og Jyllands-Posten gik sammen om et stort oplysningstema og en fælles indsamling til ghanesiske skolebørn under overskriften ”Få Afrikas børn på banen.” Pengene går først og fremmest til rigtige fodbolde, men også til fodboldturneringer, spillertrøjer og trænerkurser. Indsamlingen er en del af et større journalistisk projekt, som Jyllands-Posten gennemfører i forbindelse med VM i Sydafrika.

27. april: event i Udenrigsministeriet

Kampagnen 1GOAL: Uddannelse for alle, kom stærkt fra start i aktionsugen, da udviklingsminister Søren Pind i bogstaveligste forstand sparkede kampagnen i gang ved et presseevent i Udenrigsministeriets gård. Solen skinnede, humøret var højt og Søren Pind prøvede med dyb koncentration at få fodbolden i mål på landsholdsmålmanden Stephan Andersen, som velvilligt lod ministerbolden gå i mål.

trøje. ”Det er dårlig stil det der,” grinede Stephan Andersen, som til daglig står på mål for rivalerne i Brøndby. IBIS’ kampagnekoordinator Helle Gudmandsen fik dog hurtigt erstattet FCKtrøjen med en 1GOAL-t-shirt, som ministeren velvilligt iførte sig. IBIS’ forkvinde Mette Müller overrakte Søren Pind en konvolut fyldt med underskrifter og billeder af danske skoleelever, som bakker op om, at alle børn har ret til en uddannelse. Billederne var taget i aktionsugen (19. – 25. april) af de skoler, som deltager i Hele Verden i Skole-kampagnen. Udover Søren Pind og Stephan Andersen er tre andre landsholdsspillere, Jesper Grønkjær, Jakob Poulsen og anfører Jon Dahl Tomasson, ambassadører for kampagnen, sammen med skuespilleren André Babikian, tv-værten Peter Kær og næsten samtlige politiske uddannelsesordførere.

Søren Pind vakte latter i lokalet, da han dukkede op til presseeventen iført en FCK spiller-

Der blev jublet højlydt, da det lykkedes Søren Pind at få bolden i mål. Tiden vil vise, om det også vil lykkes for verdens politiske ledere at få 72 millioner børn i mål inden 2015.

DANMARK

1GOAL

29. april: Finale i Ekstra Bladets skolefodboldturnering

IBIS var med i Parken, da fire finalehold (to pigehold og to drengehold) dystede i Ekstra Bladets skolefodboldturnering. IBIS forsøgte her, på trods af hård konkurrence fra trommer, båthorn og slagsange på stadion, at sætte fokus på et mere alvorligt emne - de 72 millioner børn, som ikke går i skole. Under pauserne blev 1GOAL-kampagnens danske tegnefilm (se den på 1goal.dk) med Jesper Grønkjær vist på storskærm i Parken. I filmen opfordrer han alle til at støtte kampagnen ved at skrive under på 1GOAL: Uddannelse for alle. Imens begav IBIS’ udsendte sig rundt på stadion for at snakke med børnene om deres skolegang og vigtigheden i at få en uddannelse. Laura fra 3. klasse kunne godt se, hvad hun skulle bruge en uddannelse til: ”Hvis ikke man går i skole, kan man ikke blive til noget. Man skal jo lære at regne. Det skal man bare kunne,” sagde hun og smilede genert. IBIS havde opstillet en stand, hvor man kunne vi-

FOKUS

Tidligere landsholdspi ller og nuværende fordboldtræner i FC Nor dsjælland, Morten Wieghorst støtter 1GOAL i Parken.

Øl med et politisk budskab skal der til på 1. maj i Fælledparken. Foto: Anders Elsig

foto: Anders Elsig

ruun Wahldk.

sen besøgte Landsholdspiller Jakob Poul lub i Næsoldk fodb og sin gamle skole bjerg. foto: Hanne Selnæs

se sin støtte til kampagnen, ved at skrive under på 1GOAL’s hjemmeside. Det var der mange som gjorde, blandt andet rapperen Yepha (Jeppe Bruun Wahlstrøm) og tidligere landsholdsspiller Morten Wieghorst.

1. maj: Find Skatten

Parken til Ekstra ”De hardcore fans” i nering. tur old odb Bladets skolef foto: Anders Elsig

milliarder dollars i tabte skatteindtægter fra multinationale selskaber. Det vil IBIS sætte en stopper for! Du kan bidrage med din støtte ved at gå ind på hjemmesiden www.findskatten.nu og tilmelde dig kampagnen. Så vil du modtage nyheder og løbende opdateringer om skattetyveriet.

fortalte fodboldspillerne, hvad uddannelse har betydet for dem i deres karriere. Lige inden spillerne ankom, havde IBIS-medarbejdere og frivillige på 18 af skolerne holdt oplæg om 1GOALkampagnen, retten til uddannelse og VM-landet Sydafrika.

De frivillige i IBIS gik på skattejagt, da kampagnen ”Find skatten – stop ulandstyveriet” blev skudt i gang. Årsagen til de frivilliges skattekampagne er enkel: Hvert år går ulandene glip af mere end 160

20. maj: MED LANDSHOLDET I 1.-4. juli: IBIS PÅ ROSKILDE SKOLE

124 | 2010

DANMARK

Som led i 1GOAL-kampagnen tog 24 landsholdspillere ud på deres gamle folkeskoler. Her

1GOAL

30 IBIS frivillige promoverer 1GOAL-kampagnen på Roskilde Festivalen. Ses vi?

Afsender: IBIS - Nørrebrogade 68 B - 2200 København N

: I Ghana vil IBIS give de fattigste børn chancen for at opleve glæden ved at spille fodbold

s a k i r f Få A på børn anen b

Sms fodbold til 14

Når du støtter via sms, betaler du samti

eller klik ind på vmexplorer.d

Mange steder består fodbolden af gamle klude bundet sammen af elastikker. Pengene fra indsamlingen går derfor til rigtige fodbolde, spillertrøjer, trænerkurser og fodboldturneringer.

Sms ”fodbold” til 1414 og donér 50 kr. + alm. sms-takst. Eller brug indbetalingskortet herunder. Hvis du bruger netbank: skriv ”Ghana fodbold 2010” under meddelelse til modtager. Reg.nr.

Kontonr.

INDBETALINGSKORT Kan betales i pengeinstitut og på posthuse

Indbetaler

Kreditornummer og beløbsmodtager

Checks og lignende accepteres under forbehold af at pengeinstituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i pengeinstitut med terminal er det udelukkende pengeinstituttets kvitteringstryk der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt. Kreditornummer og beløbsmodtager

88814606

IBI S Nørrebrogade 68 B 2200 København N Tlf. 35 35 87 88

Meddelelse til modtager

KVITTERING

KA73

2191

Underskrift ved overførsel fra konto

IBI S Nørrebrogade 68 B 2200 København N Tlf. 35 35 87 88

Kvittering

Ghana Fodbold 2010

Kroner

Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+73<

Betalingsdato

2%')/. Dag

+88814606<

Måned

Kroner

År

4%-! FIK 731 (02.05) 833

Øre

&/+53