IBIS FOKUS 131 by Oxfam IBIS

IBIS Fokus uddannelse skaber udvikling

verden rundt med ibis

#131 Februar 2012

Tema:

DrĂ¸mmen om

Ligestilling

Klumme

The game is fixed? Det er skrupforkert, at små og svage stater ikke har en chance over for store olieselskaber. Og det er i øvrigt meget pinligt, at Danmark er et land, som selskaberne kan bruge, når de vil undgå at betale skat. Forskellen er til at tage og føle på: Efter oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf i 2010, hvor olien i tre måneder fossede ud, har BP accepteret at betale 14 milliarder dollar til at bøde for skaderne. Det tog mindre end ét år at aftale dette med de amerikanske myndigheder. Olieselskabet Texaco (senere opkøbt af Chevron) ledte i over 20 år – helt med vilje – kemisk forurenet spildevand og restolie ud i Amazonasregnskoven i Ecuador. Efter 17 års retssag har Chevron betalt 40 millioner dollar i erstatning til Ecuador. Det er skræmmende, at små og svage stater ikke har en chance over for store multinationale selskaber og den hær af specialister og advokater, der beskytter deres interesser. Jeg kommer til at tænke på Leonard Cohen-sangen ”Everybody knows” og linjerne: “Everybody knows – the game is fixed, the poor stay poor, the rich get richer.” Men hvad har det lige med IBIS at gøre? En del – og rigtig meget med dansk udviklingspolitik. For selv om IBIS ikke har en størrelse eller indflydelse, der gør, at vi kan tvinge olieselskaberne til noget som helst, så arbejder vi hver dag med noget, der ender med at få betydning. I mange lande, herunder Ecuador, støtter IBIS undervis ning af lokalbefolkningen, som lærer om muligheder, problemer og rettigheder, når olieudvinding er på tale. For eksempel ved mange nu, at ”forudgående informeret samtykke” er en central rettighed for oprindelige folk, der skal tage stilling til en olieudvinding, som vil vende op og ned på deres livsgrundlag.

I for eksempel Ghana støtter IBIS landsdækkende organisationer, der holder øje med olieudvindingen og den nationale lovgivning på området: Hvilke indtægter får landet? Hvor går pengene hen? Hvordan bestyres de? Hvad betyder det for fiskeriet? Hvilke sikkerhedsforanstaltninger tages der for at undgå katastrofer på platformene ud for Ghanas kyst? Sådanne spørgsmål får de styrke til at stille. Internationalt arbejder IBIS især med at sikre, at indtægterne fra olie, naturgas og mineraler går til de lande, ressourcerne hentes i. I dag forsvinder svimlende summer via illegal kapitalflugt og bliver aldrig omsat til udvikling for de fattige lande i syd. Men også det er der en chance for at lave om på. Og så arbejder IBIS i Danmark. Danmark er desværre det, der i advokatsprog kaldes ”en attraktiv jurisdiktion for holdingselskaber” – for at citere det kendte advokatfirma Bech-Bruuns hjemmeside – det vil sige et land, som multinationale selskaber kan kanalisere midler igennem for at undgå at betale skat. Pinligt og skrupforkert, synes vi – og vi venter spændt på at se, om den nye regering opfylder løfterne fra regeringsgrundlaget og tager kampen op mod illegal kapitalflugt. Vi håber og presser også på for, at Danmark skal bruge EUformandskabet offensivt til at stoppe kapitalflugt og gøre Leonard Cohens illusionsløse vurdering til skamme!

vagn berthelsen generalsekretær , ibis

indhold s. 5 Haiti efter jordskælvet

Skal de også have lov at drømme? s. 6

Mød Irene Frederiksson s. 9

manu sareen, kirke- og ligestillingsminister, danmark

Norden

” Hvis mænd og kvinder var lige ville vi have et rigere samfund og en rigere verden.”

s. 10 Tema: Drømmen om ligestilling

Læs med i LæseRaketten s. 20

s. 22 De frivillige sætter fokus på Latinamerika

redaktion Malene Aadal Bo, mab@ibis.dk Annelie Abildgaard (ansv. redaktør), aa@ibis.dk

Et årsabonnement koster 100 kroner for fire numre. Magasinet er gratis for medlemmer og bidragydere. Næste udgave udkommer maj 2012.

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

layout Forsidefoto: Lotte Ærsøe Grafisk design: Sidsel W. Born Tryk: CS grafisk A/S, Oplag: 12.500 ISSN: 1901-9211, © IBIS 2012 IDNR: 46452

redaktionens adresse: IBIS Fokus Nørrebrogade 68 B, 2. sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 www.ibis.dk eller følg os på Facebook

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. IBIS Fokus udgives med støtte fra Danida.

magasinet ibis fokus udgives af udviklingsorganisationen ibis

en rigtig god nyhed Du ved måske, at du får skattefradrag for de penge, du donerer til velgørenhed. Tidligere var de første 500 kroner dog ikke fradragsberettiget – det er de nu. Du får automatisk skattefradrag for alle dine bidrag til IBIS for op til 14.500 kr. om året, bare du husker at oplyse dit cpr-nummer.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvad din støtte går til, ændre på størrelsen af dit bidrag eller høre mere om dit skattefradrag, så send en sms til os med teksten ”mine bidrag” til 1220 (alm. sms-takst). Du kan også altid ringe til os på 3535 8788 eller læse på vores hjemmeside www.ibis.dk

verden rundt med IBIS min skat

IBIS og vores partnere i Sierra Leone har sammen med DanWatch afsløret, hvordan internationale mineselskaber i Sierra Leone udnytter skattely og landets uigennemsigtige skattesystem til at maksimere deres indtægter. Sierra Leones fattige befolkning går på den måde glip af millioner af dollars i skatteindtægter. Rapporten skabte meget medieopmærksomhed og havnede på flere ministres skriveborde. IBIS i Sierra Leone støtter fortsat arbejdetfor at øge befolkningens andel af og indflydelse over landets naturressourcer.

Alle er velkomne til åbent hus, når generalsekretær Vagn Berthelsen holder fødseldag og housewarming 11. maj. Foto: Jeppe Carlsen

ibis får et nyt hjem 26. marts flytter IBIS fra hovedkontoret, som i 26 år har ligget på Nørrebrogade 68B. Ejeren har andre planer med bygningen, og vi har derfor måttet lede efter et nyt hjem. Det har vi fundet på Vesterbrogade 2 B, hvor vi til samme husleje som nu bliver nabo til Rådhuspladsen og får nye og spændende

stor donation fra hempel Som led i deres CSR-arbejde har danske Hempel besluttet at støtte to af IBIS’ centrale uddannelsesprojekter med i alt næsten 1,8 millioner kroner. Pengene skal gå til et projekt med tosproget undervisning for oprindelige folk i Bolivia og til at styrke skoler i fjerntliggende landsbyer i Ghana. Samtidig fortsætter Hempel støtten til et uddannelsesprojekt for nogle af Mozambiques allerfattigste børn. Se mere om samarbejdet på ibis.dk

muligheder for at invitere frivillige og interesserede indenfor. 11. maj kl. 14.30 er der åbent hus i de nye lokaler, som vil blive indviet samtidig med, at Vagn Berthelsen, generalsekretær, bliver fejret i anledning af hans 60 års fødselsdag. Vi glæder os til at se dig.

Foto: Eva Køngerskov

Foto: DanWatch

den store dag 50 håbefulde elever var forleden til eksamen efter tre måneder på det basiskursus, der måske vil give dem adgang til IBIS’ og Claus Meyers madskole i Bolivia. Basiskurset er finansieret af La Paz Kommune og har fokus på samarbejde, kommunikation og grundlæggende køkkenfærdigheder. Dem der består, skal nu i tre måneders praktik, og først herefter ved de, hvilke 30, der bliver optaget på Madskolen. Følg “Madskolens Venner” på Facebook.

Verden Rundt

2.000 jordskælvsramte børn tilbage i skole I Haiti bor 500.000 mennesker stadig i teltlejre, og mange af dem er børn. Deres hverdag er skrøbelig, men nu har de fået et fast holdepunkt: skolen. Didde Marie Jacobsen

Bent Jahns

Da jordskælvet ramte Haiti i 2010, forsvandt livsgrundlaget for størstedelen af befolkningen. Hårdest ramt var børnene, der så familiemedlemmer dø og med et slag mistede den tryghed og sikkerhed, der burde høre barndommen til. Disse børn har IBIS i samarbejde med irske Concern siden knoklet for at hjælpe. Først ved at oprette såkaldte sikre steder, hvor børnene kunne komme og være den første tid, og siden ved at skabe midlertidige skoler, så katastrofen ikke også skulle ødelægge børnenes mulighed for en fremtid.

nu morer de sig igen

”Målet var at forhindre, at børnene fik ødelagt deres skolegang. Og det er faktisk lykkedes at finde og uddanne nye lærere og skabe en god skole for ikke mindre end 2.000 børn,” siger Bent

Jahns, der er uddannelseskoordinator for IBIS og netop vendt hjem fra Haiti. Genopbygningen går langsomt, og en stor del af befolkningen bor stadig i flygtningelejre, ligesom skolegangen foregår under teltdug. Et stykke stof gør det ud for væg mellem to klasser, og på hver side lyder mumlen og grin. De lærere, IBIS har uddannet, har fået nye pædagogiske redskaber, så børnene nu lærer gennem leg og gruppearbejde i modsætning til før, hvor undervisningen bestod af klassisk udenadslære. ”De får lov til at stille spørgsmål, diskutere og tænke selv, så skolen ikke kun fungerer som en læringsplatform, men også et frirum, hvor børnene kan have det sjovt. Det var dejligt at se, at børnene grinede og morede sig, mens de lærte,” siger Bent Jahns.

farvel til teltene

For IBIS er kvalitet i undervisningen et nøgleord, der præger alle de uddannelsesprojekter, der sættes i gang. På den måde afhjælper indsatsen i Haiti ikke bare en akut situation efter jordskælvet – det har også en længerevarende effekt for et fattigt samfund, for med en god uddannelse kan de haitianske børn selv være med til at skabe udvikling og præge deres samfund i en mere demokratisk retning. ”Der er stadig brug for hjælp, men de er virkelig godt på vej,” siger Bent Jahns, der vurderer, at alle skoleteltene kan foldes sammen, og eleverne indtage de genopførte skolebygninger inden årets udgang.

det har ibis gjort i haiti: Tre millioner kroner fra Danmarks Indsamling 2010 gik til IBIS’ arbejde med at skabe skoler til Haitis børn. • Der er oprettet 32 midlertidige klasselokaler i to teltlejre. • 30 skoler er ved at blive repareret til gavn for i alt 7.500 børn. • 80 nye lærere har fået uddannelse med fokus på læring gennem leg, mens 250 lærere og skoleledere har modtaget kortere kurser i pædagogiske læringsprincipper. • 20 pædagogiske konsulenter er blevet uddannet. • Der er udviklet nyt og bedre undervisningsmateriale.

2012 · børn på flugt • Danmarks Indsamling samlede i år godt 87 millioner kroner ind til afrikanske børn, der er eller har været på flugt. • I BIS fik over tre millioner kroner til at hjælpe gadebørn i Sydsudan væk fra gaden og til at give dem en uddannelse og en fremtid med håb og muligheder.

Verden Rundt

Alle skal have lov at drømme om en bedre fremtid I årevis har staten i Guatemala kun lavet undervisningsmaterialer på spansk. Det har ødelagt skolegangen for tusindvis af mayabørn, som kun taler deres oprindelige sprog. Mange er droppet ud af skolen og lever i fattigdom og uvidenhed. Det vil IBIS sætte en stopper for. Midlet hedder gode bøger. Per Bergholdt Jensen

Der sidder omkring 200 mayabørn med næserne begravet i atole, mayaernes varme majsdrik. De små mayapiger griner og gemmer genert ansigtet i hænderne ved synet af den mærkelige, fremmede mand. De er iført de traditionelle broderede huipiles, og kun en isbjørn ville kunne stå for denne blanding af barnelatter, store, sorte øjne og farvestrålende bluser. Ude i skolegården står de store drenge og spiller basketball. For at sikre disse mayabørn en god fremtid har IBIS støttet Kaqchiquel Fonden i deres arbejde med at fremstille 6.800 skole- og metodebøger på det lokale mayasprog og dele dem ud til alle klassetrin i 20 skoler, blandt andet også her i Abuelita Amelia Pavon Skolen, som ligger i landsbyen Cerro de la Granadilla i Guatemalas vestlige højland.

”Børnene lærer mere, og deres faglighed er blevet forbedret. Og for hvert år bliver det tydeligere.” skoleleder Glendy Noemí Son Sotz

”Vi har fået skolebøger til alle klassetrin på vores eget sprog, og vores lærere er blevet specialuddannede, så vi nu kan undervise på kaqchiquel i alle fag. Bøgerne handler om ting fra mayaernes dagligdag, som børnene nemt kan forholde sig til. Efter tre år med projektet kan vi se, at børnene lærer mere, og deres faglighed er blevet forbedret i forhold til tidligere. Og hvert år bliver det tydeligere,” forklarer skoleleder Glendy Noemí Son Sotz.

Erika Imelda Lopéz Sicaján arbejder for Kaqchiquel Fonden og er begejstret over at se den forskel, som bøger på mayasprog allerede har gjort for de lokale børn.

Verden Rundt

Tidligere ville disse børns muligheder for at nå meget længere end til at stave deres navne med tørrede majs være begrænset. Men nu er der opmærksomhed på, at også mayaer har brug for god uddannelse, og der findes gode undervisningsmaterialer på et sprog, de forstår.

Glendy forklarer, at mange forældre delvist har mistet deres sprog, og at de blander spansk og kaqchiquel til et svært forståeligt miskmask. Men takket være undervisningen lærer børnene et korrekt kaqchiquel, hvilket forbedrer indlæringen i alle fag: Det gælder også spansk som andetsprog, fordi de to sprog bliver klart adskilt, og børnene undgår begrebsforvirring. Samtidig knytter sproget børnene tæt til bedsteforældrene, der har kaqchiquel som modersmål. Bedsteforældrene forklarer også de små om mayakulturen, traditionerne og respekten for naturen, så undervisningen

kaqchiquel fonden og ibis IBIS har i flere år støttet Kaqchiquel Fondens arbejde for at fremme kaqchiquelundervisningen for over 3.000 børn i de fire områder Chimaltenango, Sacatepéquez, Guatemala og Sololá. Målet er at styrke en undervisningsmodel baseret på mayakulturen, som samtidig viser respekt over for andre kulturer. IBIS støtter ligeledes Kaqchiquel Fondens indsats for at styrke mayaernes rettigheder og politiske indflydelse.

styrker mayaernes identitet og gør børnene stolte af deres baggrund og kultur. Erika Imelda Lopéz Sicaján fra Kaqchiquel Fonden er ikke i tvivl om, at arbejdet gør en stor forskel for mayaerne. ”Kaqchiquel Fonden og IBIS vil give børnene en bedre fremtid. Og gudskelov har vores bøger allerede nu vist sig at være yderst nyttige.”

14-årige elida vil være læge

Elida Rolanda Cobolé Poloc er en af de elever, der har haft gavn af bøgerne. ”Uddannelsen på kaqchiquel giver os piger bedre jobmuligheder. Man skal for eksempel kunne kaqchiquel flydende for at arbejde som lærerinde her i området,” siger den 14-årige med henvisning til den mest almindelige uddannelse for unge mayakvinder. Selv om Elida er en kejtet, fnisende teenager, har hun allerede klokkeklare akademiske ambitioner. ”Jeg vil studere til læge og hjælpe landsbyen. Jeg støtter, at alle piger skal have en uddannelse, og jeg håber, at alle nu tør drømme om og tro på en bedre fremtid.”

1 3 6.000 6 2.500 20.000 = 1 9 98 dag

indianske folkeslag

landsbybeboere

millioner kroner

indianske børn og unge

danske gymnasieelever november

millioner tønder giftigt vand ud i regnskoven

Stor forskel Lise Josefsen Hermann

IBIS og Operation Dagsværks projekt ”Olien i Regnskoven” i Peru blev skudt i gang i januar. Det handler om miljøundervisning og tosproget undervisning til indianske børn og unge i Amazonas. Projektet finder sted ved Corrientesfloden, som i mere end 35 år har haft alvorlige problemer med olieforurening. Målet er, at områdets indianske folk bliver bevidste om deres rettigheder i forhold til olieselskaberne og bliver bedre rustede til at forsvare dem.

Meet my Reality

Meet my reality

-Irene Fredriksson Irene Fredriksson har siden 2005 arbejdet i Angola på IBIS’ uddannelsesprogram, men er netop flyttet med sin familie til København. Hør, hvordan det er at skulle skifte både job og land. Ane Lützhøft

ngen af dem er vant til Danmark. Min datter er født i Angola, og min mand er angolansk. De har kun været på korte ferier i Danmark og i Finland, hvor jeg kommer fra, så det er meget anderledes for dem at bo i København i stedet for Zumba, vores lille fattige by i Angola. Der har vi et stærkt socialt netværk, som har været hårdt at forlade. Men det er også meget spændende for os at prøve noget helt nyt. Der er også en masse fordele ved at have min datter i Danmark: Børnepasning og uddannelse er meget bedre her, og her er ingen malaria og andre sygdomme, som forældre jo bekymrer sig om. Der er også helt andre kulturmuligheder i Danmark, som vi nyder: kurser, musik, kunst og at møde en masse forskellige, spændende mennesker. Det gør man ikke i en lille by i Angola.

Jeg var i Angola for første gang i 1996 som frivillig, fordi jeg gerne ville ud og lære noget nyt og hjælpe andre. Fra 1998-2001 var jeg pædagogisk direktør på et lærerseminarium i provinsen Huambo, mens landet stadig var i krig. Herefter tog jeg tilbage til Finland, hvor jeg arbejdede som folkeskolelærer i et år, og derefter tog jeg en mastergrad i ”Education and Development” på universitetet i Norwich, England. Som færdiguddannet tog jeg tilbage til Angola for at arbejde med de udviklingsmuligheder, der opstod efter krigen. Generelt er arbejdet i Angola gået rigtig godt, og jeg synes, jeg har været med til at sætte gang i meget positivt. Jeg vil gerne løse alles problemer, og det var det hårdeste ved at bo i Angola. Det er svært at ignorere angolanernes virkelighed – de bliver misbrugt af magthaverne, som kører i dyre biler og går i smart tøj, mens almindelige borgere ikke har rent vand. Men det var positivt at se landet komme ud af den lange borgerkrig og den undertrykkelse, der fulgte med. På grund af krigen er infrastrukturen ødelagt, og systemet er uudviklet og korrupt. Men folk er taknemmelige og livsglade og vil gøre, hvad der er nødvendigt for at komme ud af deres Navn: Irene Frederiksson. Hjem: Kommer fra Finland, har boet fast i Angola i seks år, er flyttet til København i december 2011. Familie: Er gift med en angolaner og har en datter, der er født i Angola.

Cecilia Bermudez Horsten

problemer. De er modige og positive og holder sammen mod udfordringerne. Angolanerne har en høj selvagtelse og en stor indre styrke. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, måske opdragelsen, måske skolen, men det hjælper dem. Jeg kan godt lide eventyr. Jeg havde allerede rejst en hel del og arbejdet med mange forskellige mennesker, inden jeg tog til Angola. Så jeg var vant til udfordringer. Jeg har en høj vedholdenhed og stiller ikke store materialistiske krav. Og så må jeg jo også være modig! Men det var da svært nogle gange. Som da jeg i 2004 var alvorligt syg med både malaria og en mavevirus og et visum, der var ved at udløbe. Jeg var helt alene i en lille provins langt fra hovedstaden. I Angola var jeg programdirektør. Jeg har ledet holdet og siddet med programstrategier, planer og budgetter og fundet og arbejdet sammen med lokale samarbejdspartnere. Jeg har også været den, der skulle sikre, at vores biler kunne køre og forsøge at få internettet til at virke. Nu er jeg uddannelsesrådgiver på IBIS kontor i København og glæder mig til at se, hvordan mine erfaringer kan bruges i mit nye job, og hvordan andre kan bruge dem. Beskæftigelse: Har siden 2005 været programmanager for IBIS’ uddannelsesprogram i Angola. Er nu, efter lukningen af programmet i Angola, uddannelsesrådgiver på IBIS’ hovedkontor i København.

tema· ligestilling

Drømmen om ligestilling ligestilling mellem mænd og kvinder betragtes ofte som en forudsætning for udvikling. Sådan har det ikke altid været. læs i dette tema om kvindekampen på ibis, hvordan vi i dag arbejder med ligestilling, og hvordan det står til i de lande, vi arbejder i. Malene aadal Bo

Patrick Lais

løse feminisme, og som ikke så noget fornuftigt i at føre den kamp i udviklingslandene,” siger Gitte Hermansen, der er rådgiver hos IBIS og en af dem, der har været involveret i ligestillingsarbejdet fra begyndelsen.

mildere vinde

IBIS’ kønspolitiske historie begynder for 25 år siden. Det var dengang IBIS hed WUS, og den årlige generalforsamling hed ”nationalkomiteen”. Dengang i 1987 blev det besluttet at lave ”principper, målsætninger og retningslinjer for de kvindepolitiske aspekter af organisationens projektarbejde.” Det betød dog ikke, at det gik spor stærkt i begyndelsen. Længe var det udelukkende båret af frivillige kræfter i og omkring organisationen, og det er takket være kilometervis af stædighed fra kvindesagsforkæmperne, at køn og ligestilling i dag er en integreret del af alt, hvad IBIS foretager sig. ”I mange år var der ikke afsat ressourcer til det i organisationen, og tiltagene fik en meget lunken modtagelse af dem – mest mænd – som blev provokeret af slutfirsernes kompromis-

Men tiden var med ligestillingsfortalerne. FN fik fokus på emnet, de store kvindekonferencer skubbede på, og ligestilling blev efterhånden set som parameter for og værktøj til udvikling. ”I IBIS skete det største holdningsskift, da organisationen besluttede en rettighedsbaseret tilgang til udvikling. Det betød, at vi tog udgangspunkt i menneskerettighederne – de individuelle rettigheder, som gælder for både mænd og kvinder. Den tilgang gjorde, at ligestilling groft sagt gik fra at være en kamp mellem mænd og kvinder til at være en fælles kamp for at opfylde den enkeltes ret til eksempelvis uddannelse og indflydelse,” siger Gitte Hermansen.

så giver det mening

Det gjorde det nemmere at få opbakning internt i organisationen, men også blandt medarbejdere og partnere i Latinamerika og Afrika. ”Menneskerettighederne er bredt accepteret de steder, vi arbejder. Det samme er vores grundprincip om at hjælpe der, hvor behovet er størst. Når

vi så står i eksempelvis Vestafrika, hvor analfabetismen blandt piger er langt højere end blandt drengene, så bliver det naturligt for alle, at pigers uddannelse er det, vi bruger vores kræfter på,” forklarer hun. Det har været nemmere at få opbakning til ligestillingsarbejdet i partnerlandene i Afrika end i Latinamerika. Fordi kønsforskellene og pigernes problemer er større og tydeligere her, men ifølge Gitte Hermansen også fordi de oprindelige folk, IBIS arbejder med i Syd- og Mellemamerika, har andre kampe, de vil kæmpe først. ”I forhold til uddannelse er det langt vigtigere for dem, at børnene kan blive undervist på deres eget sprog, at de ikke diskrimineres på grund af deres kultur, og at den oprindelige viden og tro bliver givet videre til dem.”

og hvad gør ibis så?

”Så undgår vi de bombastiske udmeldinger og firkantede løsninger og indretter vores indsats efter det sted, vi er. Vores tilgang er altid interkulturel, hvilket betyder, at vi gør os umage for at forstå den lokale kultur og tilpasse vores metoder derefter, siger Gitte Hermansen” I Bolivia betyder det eksempelvis, at man accepterer de oprindelige folks opfattelse af, at deres kultur grundlæggende giver lige vilkår til mænd og kvinder. Til gengæld påpeger vi de

Tema

hvis mænd og kvinder var lige … ”Hvis mænd og kvinder var lige i Nicaragua, ville mændene ikke længere bestemme over kvinderne, og piger ville få bedre uddannelse. Kvinder ville kunne få abort, hvis deres liv var i fare. Der ville være mere lighed på arbejdsmarkedet, så kvinder nemmere kunne finde job. Lige nu efterlades mange kvinder af deres mænd og må forsørge familien alene.”

walkiria lizzet mesia castillo, 23 år, journaliststuderende i managua, nicaragua

praktiske problemer – eksempelvis at der nu er reserveret politiske sæder til kvinder, men alt for få kvinder, der har evner og mod til at stille op. ”De kvinder laver vi så særlig politisk undervisning til, og det giver jo mulighed for indflydelse og giver piger nogle nye rollemodeller. Og så taler vi da lidt om ligestilling undervejs,” siger Gitte Hermansen.

”…så ville jeg have lært at lave mad. Jeg har aldrig lært at lave mad, fordi jeg aldrig var tilskrevet den rolle. Min søster ville have haft et job og ville ikke kun være husmor. Kvinderne havde været med til at præge landets fremtid, og Bolivia ville gå fremtiden i møde på to ben.”

hernan avila montaño, 38 år, sociolog hos ibis’ partner cejis i santa cruz i bolivia

ligestilling overalt

I dag er ligestilling integreret i alt, hvad IBIS foretager sig, og det er indskrevet i alle strategier og program mer med krav om klare mål for forandring på ligestillingsområdet. Det er et krav, at 10 procent af de enkelte budgetter skal bruges på aktiviteter målrettet kvinder/piger eller ligestilling. Når vi vælger partnere, er det et kriterium, at de har lyst og evne til at arbejde med ligestilling. Og sidst men ikke mindst er der stort fokus på metodeudvikling inden for køn og ligestilling. Evalueringer viser tydeligt, at IBIS’ arbejde har medvirket til at fremme kvinders deltagelse i aktiviteter og organisatoriske strukturer, og der er også opnået fremskridt i forhold til pigers uddannelse. IBIS er i dag anerkendt som en organisation, der sætter køn og ligestillingsarbejdet højt, og som er god til at udvikle metoder og skabe resultater på området.

”… så ville vi have problemer. Både mænd og kvinder ville foretrække at arbejde ude, og så ville der ikke være nogen til at passe børn og tage sig af husarbejdet. Der ville altid være diskussioner og ballade i hjemmet om, hvem der skulle lave hvad. Jeg synes, kvinder har ret til uddannelse, men det er lettere, hvis de holder sig til husarbejde.”

myrtle davis, 26 år, socialarbejder, fish town, liberia

”… så ville mænd ikke altid rangere højest. Kvinder ville blive respekteret, og mænd ville ikke gøre dem gravide og bagefter forlade dem. Der ville ikke være så mange aborter, som koster kvinderne livet. Jeg tror heller ikke, der ville være lige så mange overgreb på børn, misbrug og drab. Og jeg ville selv have undgået de gange, jeg er blevet slået af min mand.”

esmeralda olga macanze. 23 år. servitrice, maputo, mozambique

følg ibis på facebook Hvor du blandt andet kan se flere vox pop fra hele verden www.facebook.com/pages/Ibis

shortcut: scan qr koden med en smartphone

Status: Ligestilling i Latinamerika nicaragua

Machokulturen betyder, at vold mod kvinder er udbredt. Fulde mænd tæver eller lemlæster deres koner, og kvinder udsættes konstant for verbal vold i form af sjofle tilråb. En af verdens strengeste abortlove forbyder terapeutisk abort. Staten har netop forbudt en 11-årig pige at få abort efter en voldtægt, selv om hendes liv er i fare på grund af graviditeten. Mange kvinder er dog socialt og politisk engagerede. IBIS har været med til at give 30 kvindelige ledere en diplomuddannelse i kønsbestemt vold. 40 kvinder fra ramafolket blev uddannet i deres

guatemala

Kvinderne i Guatemala sikrer sammenhængskraften i både familier og lokalsamfund, men machokulturen undertrykker deres rettigheder. Siden år 2000 er mere end 3.800 kvinder blevet dræbt i Guatemala, og hvert år udsættes tusindvis for vold og voldtægt. Mange piger – især fra oprindelige folk – får ikke mulighed for at uddanne sig, og de fastholdes i en fattigdomsspiral. Mange familier forlades af uansvarlige fædre, mødrene bliver eneforsørgere, og mange unge havner i kriminelle gadebander.

bolivia

Blandt oprindelige folk i Bolivia er det generelt forventningen, at mænd tager sig af det offentlige liv, og kvinderne det private. Hvis kvinderne vover sig ud på arbejdsmarkedet, tjener de i gennemsnit kun det halve af mændene. På den anden side opnåede kvinderne ligestilling i politik med Bolivias nye grundlov fra 2009, som sikrer, at 50 procent af de politisk valgte ledere er kvinder. I praksis bliver de dog stadig jældent hørt. Mens knap 20 procent af Bolivias kvinder er analfabeter, mod kun syv procent af mændene, ser det bedre ud hos de yngre:

rettigheder som kvinder og etnisk gruppe. I 2012 gives 146 kvinder og unge fra chorotegafolket kurser i at forarbejde og sælge landbrugsprodukter for at sikre økonomisk uafhængighed. I flere år har IBIS også med succes støttet et kvindeforum, der forebygger vold i familierne.

tre af de største ligestillingsproblemer: 1. En af verdens hårdeste abort lovgivninger. 2. V old mod kvinder. 3. M achokulturens manglende respekt for kvinder.

IBIS gav i 2010-2011 legater til 80 mayateenagepiger, og gav andre unge faglig træning i bæredygtig turisme og lokaludvikling for at skabe arbejde, udvikle lokalsamfund og promovere uddannelse for piger.

tre af de største ligestillingsproblemer:

1. Vold og drab på kvinder. 2. Manglende adgang til videregående uddannelse for kvinder. 3. Enlige forsørgere og skrøbeligefamilier.

Blandt 14-25-årige har drenge og piger samme uddannelsesniveau. IBIS støtter kurser for 120 kvindelige ledere af indianske organisationer. Kurserne handler om nye love, Bolivias historie, økonomi etc.

De tre største ligestillingsudfordringer:

1. At sikre ligestilling i politik i praksis. 2. M achismo – kvinderne skal stadig tage sig af alt med familien. 3. A t sikre kvalitetsundervisning til piger og undgå, at de dropper ud af skolen.

Tema

Fra ramaernes jungleterritorium til universitet i Spanien I fem år arbejdede Becky McCray fra Nicaragua i døgndrift for at blive ramafolkets første advokat. Her fortæller hun om vanskelighederne ved at uddanne sig, når man samtidig er mor og kvinde fra et oprindeligt folk.

Per Bergholdt Jensen

ecky Jefferaine McCray Ubina voksede op på den lille ø Rama Cay i Bluefields Bugten. Her lever ramafolket af fiskeri fra kanoer og smålandbrug med yucca-, banan- og kokospalmer. I ramaernes lokalsamfund er der kun skoler til femte klasse og ingen tradition for videregående uddannelse. Men Beckys far var præst, og det gav Becky en mere boglig opvækst. ”Min drøm var, at vi ramaer fik vores egen advokat, som kunne forsvare vores rettigheder og gøre os uafhængige af hjælp. Og jeg kunne se mig selv i den rolle,” siger 32-årige Becky.

drømmen kostede dyrt

Normalt har kvinderne fra de oprindelige folk i Nicaragua kun ringe adgang til uddannelse. Få familier har råd til transport, husleje og mad, så deres børn kan læse i byerne. Samtidig taler mange af disse piger kun dårligt spansk, og det giver problemer, hvis de vil læse videre. ”Ud af 100 ramakvinder får kun tre en uddannelse. Indimellem er vores egne traditioner en hindring for os, og det er noget, vi må løse,” siger Becky.

Selv om hun var heldig og havde familiens opbakning, så var de fem års studier i Bluefields hårde. ”For at finansiere jurastudiet og brødføde min familie arbejdede jeg som sygehjælper fra syv morgen til syv aften. Bagefter var jeg på universitetet og kom først hjem klokken 23, når hele familien sov. Og næste dag var det forfra.” Hendes mor flyttede ind for at passe de to små børn, mens Beckys mand arbejdede. Becky så dem sjældent. ”Tit var jeg for træt til at lege eller tale med mine børn. Men de har aldrig nogensinde kritiseret mig for mit valg,” siger hun. Becky var mange gange på nippet til at give op. Når hun var træt. Når studierne var for krævende. Når lærerne på universitetet nægtede at lukke hende ind, hvis hun blev forsinket på arbejdet og kom lidt for sent. ”Men andre kvinder hjalp mig. Hvis der var eksaminer i arbejdstiden, lavede mine sygehjælperkolleger mit arbejde og sagde til vores leder, at jeg var et andet sted på hospitalet. Mine veninder på universitetet hjalp mig med opgaver og eksamenslæsningen. Og min familie bakkede mig op. Selv om det var en meget hård tid, synes jeg, det er en smuk historie.” Becky håber og tror, at IBIS’ arbejde i området og det at der kommer flere

og flere rollemodeller, som hun selv, kan skabe flere af disse succeshistorier. Meget går den rigtige retning, men der er stadig stærk diskrimination.

vi er underdanige

”Mange kvinder fra de oprindelige folk er for underdanige. Vi skal finde nye strategier for at markere os og kræve vores ret.” Men for Becky gælder det ikke kun kvindernes ret. Derfor er hun nu på vej til universitetet i Sevilla for at læse en MA i menneskerettigheder. ”Det er vigtigt, at vi ramaer skaber vores egne menneskelige ressourcer for at skabe en bedre fremtid og sikre vores ret til jord, sundhed og uddannelse. Men jeg vil også dele min viden med studerende og arbejde for alle de andre oprindelige folk på Nicaraguas caribiske kyst,” siger ramafolkets første advokat.

fakta Ramafolket består af 1.600 mennesker. Sammen med 400 krioler skabte de Rama- og Kriol Territorialregeringen (GTR-K), som råder over et 4.000 km2 stort jungle- og kystterritorium samt 4.000 km2 hav i det sydøstlige Nicaragua. IBIS har støttet GTR-K siden 2004, herunder i form af rettighedskurser for ramakvinderne.

Tema

Ærlig snak om omskæring pigerne er bange, og de ved ikke, at de har ret til at sige nej. Derfor bliver en stor del af unge piger stadig omskåret i landområderne i sierra leone. Det ødelægger deres krop, og for mange af pigerne betyder ritualet også afslutningen af deres skolegang.

Rikke Bruntse Dahl

Det gør ondt at få skåret noget af kønsdelene af.” Sådan beskriver Yei Musa, en 15årig pige fra Sierra Leone, sin omskæring. Yei Musa er rasende på sin mor, som tvang hende til at gennemføre det traditionelle overgangsritual, som blandt andet indebar, at hun blev omskåret. Omskæring er en del af et hemmeligt overgangsritual i Sierra Leone, som hedder ”bondu”. Det er indvielsen af piger til livet som kvinde eller rettere kone. I bondu-kvindesamfundet anses klitoris for at være et symbol på mandighed, og derfor skal den fjernes for at eliminere den unge kvindes seksuelle tvivl og gøre hende klar til ægteskab. Selv om overgangsritualet er normalt i Sierra Leone, er omskæring stadig et ømtåleligt emne i lokalsamfundene. Langt de fleste af de piger, som har gennemgået omskæringsritualet, er kraftigt imod det, men de har sjældent mod på at snakke om det, de har været ude for.

De er bange for de lokale ledere og for at blive udelukket og forfulgt. Derfor arrangerer IBIS pigelejre, hvor piger, hvoraf de fleste endnu ikke er omskåret, bliver taget ud af deres lokalsamfund for en tid og får et frirum til at tale om deres hverdag, kønsroller, ønsker og drømme – og til at tale om omskæring.

det er tortur

Margaret Jenkins er ligestillingskoordinator for IBIS i Sierra Leone. Hun forklarer pigerne, at omskæring kan opfattes som en form for tortur, som unge piger er i deres fulde ret til at nægte. Marty Koroma på 15 år deltog i den seneste pigelejr i december. Hun var overrasket over at lære, at hun ifølge loven faktisk har ret til at sige nej til at blive omskåret. ”Når jeg kommer hjem fra lejren, vil jeg helt sikkert fortælle pigerne i min skole, at de selv må bestemme, om de vil omskæres eller ej,” siger Marty, der mistede sin mor som spæd og i dag bor sammen med sin far og søskende. Det er svært for en ung pige som hende at trodse de traditionelle ritualer,

Lotte Ærsøe

men diskussionerne på pigelejrene giver hende og andre piger en viden og selvtillid, som forhåbentlig gør det lettere for dem at sige nej. Ud over de psykiske og fysiske problemer, som omskæring ofte forårsager, er analfabetisme blandt kvinder også en af de mere seriøse konsekvenser i forbindelse med omskæring. Når pigerne indvies i bondu-kvindesamfundet, går de ikke kun glip af undervisning i den periode, ritualet varer, de færreste vender nogensinde tilbage. De bliver i stedet for gift og stifter familie umiddelbart efter.

det må stoppe

Sidste år arbejdede IBIS’ Margaret Jenkins sammen med Sierra Leones regering om en kampagne mod kvindelig omskæring. Kampagnen tog udgangspunkt i Sierra Leones lov, der forbyder tortur mod børn, og involverede både høvdinge, religiøse ledere, forældre og pigerne selv i lokalsamfundene. Omkring 70 procent af de lokale ledere i Sierra Leone har nu forpligtet sig til at afskaffe kvindelig omskæring i deres lokalsamfund.

Status: Ligestilling i Afrika sydsudan Verdens nyeste land er et af de allermindst udviklede, og de dårlige vilkår rammer kvinderne hårdt. 92 procent er analfabeter, risikoen for at dø under graviditet og barsel er blandt verdens højeste, mange piger bliver giftet bort i 13-årsalderen, de er økonomisk afhængige af deres mænd og har kun lidt at skulle have sagt både i og uden for familien. Der er dog positive tegn. Ved valget i 2011 udgjorde kvinderne 51 procent af vælgerne, og en tredjedel af sæderne i det nye parlament gik til kvinder. Lige mange piger og drenge begyndte i år i grundskolen, og der er generelt medvind

mozambique

Mozambique er præget af en meget mandsdomineret kultur, der blandt andet betyder, at gifte kvinder er forpligtet til at lægge krop til, når deres ægtemænd vil have sex. Mange kvinder bliver gravide uden for ægteskabet og ender som eneforsørgere. Kvinder er særligt udsatte for hiv/aids. I aldersgruppen 15-19 år er der for eksempel tre gange så mange piger som drenge, der er smittet. IBIS forsøger at ændre på ubalancen mellem mænd og kvinder gennem uddannelse og øget politisk indflydelse. I skolen har IBIS blandt andet oprettet

til dem, der arbejder for ligestilling. IBIS opbygger uddannelsestilbud til de store børn og unge og har særligt fokus på uddannelse til piger. Samtidig arbejder IBIS for ligestilling blandt lærere og involverer kvinder i forældrearbejdet.

tre af de største ligestillingsproblemer:

1. Den traditionelle mandsdominerede kultur er udbredt. 2. Især kvinder og piger er hårdt ramt af samfundets elendige forhold. 3. Vold i hjemmet er et udbredt problem, og kun få kender deres rettigheder.

pigeklubber og fået flere kvinder ind i skolebestyrelserne. IBIS har uddannet 420 kvindelige aktivister. Fem af aktivisterne blev selv valgt ind i byråd. I dag fortsætter IBIS med at uddanne kvindelige politikere, så de både har mod og viden til at sætte dagsordenen.

tre af de største ligestillingsproblemer:

1. En mandsdomineret kultur. 2. Hustruvold og seksuelle overgreb. 3. Manglende uddannelse.

ghana, sierra leone og liberia

Pigerne her går i skole i Sierra Leones hovedstad Freetown. Endnu har de håbet om at undgå omskæring og fuldføre deres uddannelse.

“Kvinder kan alt, hvad mænd kan,” siger en skråsikker 26-årig Sarah Johnson, som netop er blevet færdig som bygningsarbejder på IBIS’ værkstedsskole i Liberia. Desværre viser statistikkerne, at kvinder i Vestafrika sjældent får chancen. Selv om indskrivningen af piger i grundskolen i både Sierra Leone og i Ghana nu næsten er på niveau med drengenes, er der problemer med at holde dem i skolen. I Sierra Leone er kun 9,5 procent af kvinder uddannet over grundskoleniveau, mens tallet for mænd er 20,4 procent. Det skyldes især tidlige ægteskaber og graviditet. Også på den politiske front halter kvinderne bagefter. Antallet af kvinder i parlamentet svinger fra 8,3 procent i Ghana til omkring 13 procent i Liberia og Sierra Leone. I Liberia har tre ud af fire kvinder været udsat for vold af en mandlig bekendt. Risikoen for at dø i barselsseng

er en ud af seks i Liberia og Sierra Leone. IBIS støtter kvinder, som ønsker at deltage i politik, og diskuterer især i Sierra Leone vigtigheden af uddannelse og problemerne ved tidligt ægteskab med de unge piger. I Ghana har IBIS oprettet ”Model Girls Junior High School”, som er særligt indrettet til piger, og hvorfra mere end 60 procent sidste år gik videre på gymnasiet. IBIS’ værkstedsskole i Liberia giver hvert år omkring 30 unge uuddannede kvinder muligheden for at lære et håndværk og få basale skolekundskaber.

tre af de største ligestillingsproblemer:

1. At få piger godt uddannet. 2. At øge kvinders politiske indflydelse. 3. At forene traditionelle kulturværdier med ligestilling mellem kønnene. 15

Tema

Danskerne har smidt kønskorsettet Vi kan ikke forestille os udvikling uden ligestilling, eller en retfærdig verden uden at kvinderne er med. Men hvordan er danskeres forhold til køn, og hvad er det for ligestillingsbriller, vi møder verden med? Malene Aadal Bo

Jytte Larsen er kvindehistoriker og formulerer kønnenes vilkår i Danmark sådan her: ”I Danmark snærer kønskorsettet kun meget lidt i forhold til andre steder. Inden for ’normalen’ er der rigelig spillerum til, at de fleste kan være mand og kvinde på præcis den måde, de har lyst til. Kønnene oplever en stor frihed og en stor lighed.”

som mand, så kvinde

Og sådan vil danskerne have det. Vores ligestillingsideal er tæt på at være et kønsneutralt samfund, hvor vi alle opfattes som individer og ret, pligt og roller er uafhængige af det køn, vi tilfældigvis er født med. Som den franske filosof Simone de Beauvoir skrev engang: ”Kvinde er ikke noget, man fødes som – det er noget, man opdrages til.” Og det tror danskerne på et langt stykke hen ad vejen.

”Selv i de sammenhænge, hvor det er svært at ignorere en kønsbetinget forskel – f.eks. i forhold til graviditet og fødsel – forsøger vi at få det til at betyde så lidt som muligt. Mænd tager barsel og græder, når de klipper navlestrengen, og kvinder malker ud og tager på arbejde. Og ingen finder sig i, at samfundet vil tvinge os til andet end det, vi selv vil. I vores nordiske nabolande er ligestilling et meget topstyret projekt. Her forsøger man – med held i øvrigt - med kvoter og regler at presse mænd og kvinder til at opføre sig på en bestemt måde. Det møder modstand i Danmark: Vi forventer, at samfundet møder os kønsneutralt, men vi insisterer på retten til selv at bestemme, hvordan vi indretter vores liv,” siger kønsforsker Karen Sjørup. Ifølge hende har vi nemlig ikke lyst til at være ens, bare fordi vi er lige. Tværtimod ser hun i disse år, at kvinder gør noget ud af deres kvindelighed, og at eksempelvis statsministeren i høj grad udtrykker sin individualitet – herunder sit køn – i sin måde at være statsminister på. ”Fordi vi i Danmark er så lige, har mange behov for at udtrykke forskelligheden. Vi insisterer på at være lige, men vi vil ikke være ens,” konstaterer Karen Sjørup.

et par knaster

Og selv om kønskorsettet altså kun er løst snøret i Danmark, så er alt da heller ikke så lige, som vi gerne ville have det. Landets nyvalgte minister

Patrick Lais

for ligestilling, radikale Manu Sareen, peger på et par alvorlige knaster i forhold til ligeløn og fordeling af magt og har særligt øje på de kønsstereotyper, som han stadig ser, styrer piger og drenges valg af uddannelse og karriere. For Jytte Larsen og Karen Sjørup er det også ligeløn, der har højest prioritet – og så det faktum, at det at stifte familie påvirker mænd og kvinders liv meget forskelligt. ”Indtil man bliver omkring 30, hører jeg, at mange føler sig helt ligestillet med det modsatte køn – og ofte ser vi, at kvinder er foran mænd i forhold til uddannelse og karriere i disse ungdomsår. Men så kommer der børn til, og selv med de seneste års øgede fokus på at dele eksempelvis barsel, så falder kvinders karrieremotivation og muligheder tydeligt,” siger Karen Sjørup.

bare han tjener mest

Et andet område, hvor ligestillingen har svære kår, er i mænds og kvinders valg af partner. Her er det ifølge Karen Sjørup helt tydeligt, at både mænd og kvinder helst ser, at manden skal være ”lidt mere” end kvinden: have lidt højere uddannelse, tjene lidt mere eller i det mindste være lidt ældre, så han er nået længere i livet. Så har både manden og kvinden det bedst. ”Der er stadig knaster og meget at tage fat på. Jeg bliver ofte spurgt, om ikke jeg bliver frustreret over, hvor langsomt det går. Men som historiker må jeg sige, at jeg synes, det er gået forrygende hurtigt,” siger Jytte Larsen.

Tema

Bolivias kvinder styret af machismo I Bolivia har kvinderne opnået formel ligestilling i uddannelse og politik. Men To begreber former - og begrænser - ligestilling i Bolivia: machismo og dualisme.

Lise Josefsen Hermann

Bolivia slår mange rekorder af den kedelige slags. Det er Sydamerikas fattigste og mest ulige land, også når det gælder ligestilling. Knap 20 procent af Bolivias kvinder er analfabeter, mens det kun gælder for syv procent af mændene. Og kvinderne tjener i gennemsnit det halve af mændene. Ifølge UN Women placerer Bolivia sig på niveau med lande syd for Sahara, når vi ser på ”the human development index” justeret efter ligestilling. Men der er lyspunkter: Bolivias grundlov fra 2009 anerkender i 36 paragraffer kvinders rettigheder og sikrer en høj andel af kvinder i politik. ”I praksis betyder det dog endnu ikke reel ligestilling eller indflydelse,” siger Jose Luis Álvarez, governancerådgiver hos IBIS i Bolivia.

ciao bella

I Bolivia er der to begreber, som former måden, ligestilling opfattes på. Chacha Warmi (mand-kvinde på det indianske sprog aymara) blandt højlandsindianere handler om, at mænd og kvinder komplementerer hinanden.

Og machismo, hvor mænd opfattes som overlegne i forhold til kvinder. Sidstnævnte betyder, at ikke alle jubler over den formelle ligestilling: ”Det tager tid at ændre mændenes hoveder. Vi lever moderne i det offentlige liv, men stadig i fortiden derhjemme,” siger Ivonne Farah, der som direktør for forskningscentret CIDES i La Paz har udarbejdet en kønsprofil for Bolivia. Ifølge hende er machismo udbredt i Bolivia. Det omfatter et sæt af holdninger, adfærd og social praksis, der etablerer mænd som overlegne og magtfulde og diskriminerer kvinder. Det ses blandt andet ved, at det stadig er almindeligt, at kvinderne bliver hjemme og passer hus og børn, mens mændene gør karriere. Det er alment accepteret, at gifte mænd er utro, men det er helt utænkeligt at acceptere, at kvinder er det. Det er også en udbredt opfattelse, at manden har ret til at slå sin kone. Ifølge Ivonne Farah betyder machismo, at kvinder ikke har nogen særlig fordel af den formelle politiske ligestilling. Og IBIS’ governancerådgiver Jose Luis Álvarez bekræfter, at det ikke nytter meget, når kvinderne samtidig forventes at passe hus, børn og gamle og alt andet, der har med familien at gøre. Det gælder voksne kvinder, men også unge piger, som f.eks. langt sjældnere end drenge får en uddannelse. ”Pigerne har ikke tid til lektier, fordi de skal arbejde hjemme. Og de dropper ofte ud,” siger Jose Luis Álvarez.

Patrick Lais

Machismo er dog kun en af to dominerende måder at opfatte køn på i Bolivia. De oprindelige folk i højlandet bekender sig til det filosofiske tankesæt Chacha Warmi. Det beskriver en dualisme, hvor alt har et modstykke, som det ikke kan fungere uden. Jord og luft, ild og vand, mand og kvinde. Det giver alting lige værdi, men betyder også, at hver part har bestemte roller, der ikke kan byttes om på. Både mænd og kvinder har ifølge filosofien en vigtig plads i samfundet og er afgørende for, at det fungerer.

hvis bare det virker

Men Chacha Warmi bruges i praksis som undskyldning for at holde kvinder ude af politik og det offentlige rum og ikke acceptere dem som nogle, der bør have indflydelse og selvbestemmelse. ”Heldigvis har vi set, at Chacha Warmi faktisk kan bruges som udgangspunkt for forandring. Idealet om mænd og kvinder som ligeværdige er etableret, og så handler det om at påpege problemerne ved den måde, det praktiseres på,” siger governancerådgiver Jose Luis Álvarez. Bolivia er altså formelt kommet nærmere ligestilling, men hvornår sker det i praksis? Når kvinder overvinder machismo og har lige så meget tid til uddannelse, politik og arbejde som mænd, og piger og drenge lærer det samme i skolen. Eller når Chacha Warmi fungerer i praksis og faktisk giver mænd og kvinde lige værd og lige ret i livet og samfundet.

Tema

Vestafrikanere bundet af traditioner VESTAFRIKAS KVINDER sloges SIDE OM SIDE MED MÆND I KAMPEN FOR FRIHED. BELØNNINGEN ER LIGESTILLING. MEN LIGE NU DISKUTERER MAN, OM LIGE MON OGSÅ BETYDER ENS, ELLER OM DER FINDES EN SÆRLIG AFRIKANSK FEMINISME Rikke Bruntse Dahl

Patrick Lais

at udleve deres potentiale. Så vil den hjemmegående kvindes bidrag til familien blive værdsat, og hun ville tage del i de beslutninger, der bliver truffet i hjemmet. Karrierekvinden kan tage en uddannelse, få job og samme løn som sin mandlige kollega, og den lille pige i landsbyen kan gå i skole og spille fodbold, hvis det er det, hun gerne vil,” drømmer Nana Afadzinu.

”Vores præsident er vores rollemodel. Nu vil alle piger lære at læse og skrive og blive til noget,” siger 26-årige Myrtle Davis. Hun taler om Liberias præsident og nobelpristager, Ellen Johnson Sirleaf, som har vist mænd og kvinder i hele Vestafrika, at kvinder også kan præstere. Men præsidenten er en af få i den ene ende af den vestafrikanske ligestillingsskala. ”Langt flere opfatter ikke kønnene som lige, men mener, at mænd og kvinder har forskellige roller og pligter, som er låste. Hvis du som mand henter vand, eller hvis du som kvinde tager beslutninger vedrørende familiens forretningsanliggender, så får du ballade med både mænd og kvinder i lokalsamfundet. Sådan er traditionerne,” siger Isaac Garlo, som er socialarbejder og arbejder for IBIS i Liberia. Sådan er traditionerne. I Liberia såvel som i Sierra Leone og Ghana. Ifølge Emmanuel Abeliwine, direktør for IBIS i Ghanas governanceprogam, er problemet som sådan ikke, at der er specifikke kønsroller, men at rollerne

har forskellig værdi og giver kvinder ringere livsvilkår. Nana Afadzinu, direktør for WACSI (West African Civil Society Institute) forklarer, at traditionelle vestafrikanske mænd ser deres position som givet af Gud, og at kvinder nok har betydning i samfundet, men at der er og bør være grænser for, hvilke områder de har indflydelse på – såsom det at træffe beslutninger i større sager.

på lige fod

Nogle taler om en særlig vestafrikansk form for ligestilling og en feminisme, der ikke bunder i at gøre kønnene ens, men blot ligeværdige. Men det, mener Nana Afadzinu, ikke har hold i virkeligheden. ”Vi er opvokset med en accept af de traditionelle kønsroller og mænds dominans i hjemmet og i samfundet. Men jeg er overbevist om, at ligestillingsidealet i bund og grund er det samme overalt i verden. Kvinder ønsker at blive respekteret som ligeværdige og have de samme muligheder for

kæmper for at blive fuldgyldige borgere

Det er dette ideal, eksempelvis Afrikansk Feminist Forum kæmper for. Et af argumenterne er, at kvinder kæmpede side om side med mænd for ”befrielsen af kontinentet”. Derfor er det tid til, at også afrikanske kvinder bliver fuldgyldige borgere, frie for patriarkalsk undertrykkelse og med lige adgang til ejendom og ressourcer. I Vestafrika arbejder IBIS med at udfordre de traditionelle kønsopfattelser, især igennem aktiviteter, som øger kvinders politiske indflydelse og pigers ret til uddannelse. ”Uddannelsessystemet er et godt sted at begynde. Hvis vores undervisningsmaterialer, vores undervisningsmetoder og uddannelsesmiljø afspejler samme respekt og rettigheder for piger og drenge, så er der en chance for, at disse børn vil vokse op og en dag skabe en verden, hvor en kvinde hverken bliver diskrimineret eller behandlet fordelagtigt på grund af sit køn. Hvor hun bliver mødt som det menneske, hun er,” siger Nana Afadzinu.

Tema

Julio Langa er 31 år, uddannet antropolog, stifter af HOPEM, og er selv vokset op i en familie, hvor hustruvold var en del af hverdagen.

De skaber en helt ny slags mand 31-årige Julio Langa stiftede for to år siden Mozambiques første mandeorganisation, som vil fremdyrke et nyt mandeideal. Men i et samfund, hvor magten tilhører manden, er Langas organisation ikke altid lige populær. Anne Witthøft

Er du en typisk mozambiquisk mand? ”Nej, det er jeg ikke. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg har nået det ideelle stadie. Men jeg er helt sikkert ikke typisk, for eksempel har jeg sovet på værelse med kvinder uden at forsøge at have sex med dem. Og jeg ville også tillade min partner at gå ud med sine venner uden mig.” Hvordan er det at være mand i Mozambique i dag? ”Jeg er opdraget til, at manden tager alle beslutningerne, betaler regningerne, får ideerne, og at han ved alt. Det er meget besværligt at være en mand på den måde, og jeg følte mig nogle gange meget alene i mit seneste parforhold. Jeg tror, at ikke kun kvinder, men også mænd, ville få et bedre liv, hvis vi så på køn på en anden måde.”

Der findes mange organisationer, der arbejder med køn. Hvorfor er der brug for HOPEM? ”HOPEM er den første organisation i Mozambique, som har mændene som udgangspunkt. De eksisterende organisationer arbejder mest med at få kvinder til at forstå deres rettigheder. Men spørgsmålet om køn er jo noget, som mændene skal være med til at ændre på.” Hvorfor fokuserer HOPEM på vold? ”Hustruvold er en prioritet, fordi det er en pandemi. Det sker i mange familier. I mange tilfælde forholder folk sig til volden ved at sige, at sådan er det at være i et forhold. Og det er stadig ikke almindeligt, at folk ringer til politiet, hvis de overværer vold. Selv politiet reagerer også nogle gange med at sige, at

det er en privat sag mellem ægteparret. Det er vi nødt til at få lavet om på.” Hvordan reagerer mænd på HOPEM? ”Nogle bliver meget glade – som om de har ventet på en mulighed for at være anderledes. Men ofte er der kritik og for nægtelse. Der er bestemt mange mænd, der synes, at tingene skal forblive, som de er, og mener, at det er kvindernes egen skyld, hvis de bliver slået.”

hopem HOPEM blev dannet i 2009 og er en mandeorganisation, som har særligt fokus på vold mod kvinder, og som forsøger at skabe nye maskuline rollemodeller. Sidste år mobiliserede HOPEM 40 berømt heder til at tale om vold og diskrimination. HOPEM er med i netværket Forum Mulher (Kvinde Forum), som IBIS støtter.

Dansk kampagne

LæseRaketten er affyret Hvad kan få børn til at læse, lærere til at juble og samtidig bringe lidt mere af verden ind i de danske klasselokaler? Det kan LæseRaketten 2012, som netop nu er på vej til de danske skoleelever.

Dorthe Nielsen

I 2011 modtog IBIS, som den første udviklingsorganisation nogensinde, Stinusprisen fra Danmarks Lærerforening. Prisen går til et undervisningsmateriale eller en person, som i særlig grad har bidraget til folkeskolens udvikling. ”LæseRaketten kombinerer det globale med det nationale perspektiv, og det, synes vi, er helt genialt. Eleverne lærer at betragte sig selv som borgere med et globalt medansvar.” Sådan lød begrundelsen fra lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen. Samtidig fremhævede han det særlige fokus på alle børns ret til en uddannelse, som hele IBIS’ skolekampagne bygger på.

sæt fart på skolen

Årets LæseRaket er netop nu på vej ud til skolerne. I år går den til Liberia, som er et af verdens fattigste lande. Landet har været igennem en 14 år lang borgerkrig, som medførte omfattende ødelæggelser. Først i 2003 blev der fred i landet. Også skoler blev ødelagt under borgerkrigen, og for mange børn blev skolegang umulig. Det betyder, at Liberia er et land, hvor hver tredje indbygger aldrig har gået i skole, og over halvdelen af landets befolkning er analfabeter. Det projekt, som vi sætter særligt fokus på i år, hedder derfor ”Sæt fart på skolen” og fokuserer på større børn, der i særlige hurtigtgående klasser gennemgår seks års pensum

på tre år. På den måde kan de indhente de spildte skoleår og komme videre med deres liv. Ud over LæseRaketten er børns ret til uddannelse på dagsordnen på aktionsdagene i uge 17. Her inviteres alle danske skoleelever til at være med til at fortælle politikerne om vigtigheden af, at alle børn kommer i skole. ”HÆNG DINE MENINGER TIL TØRRE” er dagens slogan, og eleverne kan skrive og tegne postkort med opfordringer til verdens beslutningstagere.

hele verden i skole … er IBIS´ oplysningskampagne til elever i folkeskolen. Siden 2003 er LæseRaketten udkommet hvert år med portrætter af børn og unge fra Afrika eller Latinamerika og spændende historier skrevet af danske forfattere. Til bogen er knyttet et læremateriale og en hjemmeside med opgaver, artikler, billeder, film og meget mere. Kampagnen arrangerer også en aktionsdag og giver eleverne mulighed for at lave deres egen indsamling. Hele Verden i Skole er den danske del af Global Campaign for Education. Hvert år deltager mere end otte millioner børn i 120 lande. Det er kampagnens mål, at regeringer holder deres løfte til verdens børn og sikrer, at alle børn får adgang til god og gratis skolegang inden 2015. Se mere på www.ibis.dk/verdeniskole

læseraketten åbner et vindue til verden Sidste år skrev en pige i en kommentar på Hele Verden i Skole-hjemmesiden:

”I LæseRaketten får vi ikke kun historier, men også virkelige ting – noget, som sker i virkeligheden.”

Hvert år får vi mails og kommentarer fra børn, der bliver optaget af, hvordan børn i andre lande lever. Det er det, LæseRaketten kan med de virkelighedsnære portrætter: give danske børn mulighed for at identificere sig med børn fra andre lande og samtidig sætte vigtige temaer om livet og verden på dagsordnen.

Dansk kampagne

Motorcy kelva veM ykelvasskkeriet dofltoordce n eriet ved

teKst: hA

JohnJo& hn & NelsNoenlso n

LÆ SE R LÆ SE A K ET TE RA KE TT N 2 0 1EN 2 20 12

n, flfldooeddnee, n, rio bbdaaeddreeirfli vsakseskrkeerr a e b n e e e a a e nnen re rnrrn øø regneggeve v kle ø BB B lekr.ler.r. ored ddrnen trc re cyy d otooryrck eestssottoreogmm too o voo hvv m g r or rrdde b hh o g e r o il bilbeiler 2 2 021021 2 T ETNE N 2 0 1 AEKTEETT T E N RK EA S ESR K LÆ LÆ SERA

LÆ

æs · foto

nne seln

: tine hA

æs · foto

rden

: tine hA

rden

floden blan des sæbe skum, m vasker floiedet nmbl udder og edande detsgr olie fra m sæøn bader en bebr skuum otorcyke vask ne,gr muud kver iniedet m mde serdeogflol ed si g sedelvt og odievafrnad.mSotor lgr løberba øn br si nde n un edrov enerkvpiinde amcy 4e år gr 5kegltidi um ig se e gensi flo. dv tter s gmse des hlø and. ørlvkeogansisin 4-5- dade Den årbe hviSademsæ . Dr eneba d de tidibe over ge gt, mår g enigsemdaortten er . etnsermfrør drenge deserhår. D r fåpim D en ke vask hvide sæbe a de an i ga e bade sesi ,m ksgtm scymkloren va er hen oten or et drenge er ng medr få at m er sk fr er hensebb i gang med ure oga de ks motorcyer, somsken skru e. at skure og kler, som flok En af dem en flok skrubbe. er John P E ok n af stykke pa dem er ol pir. BogstJohn Pookopå 14 år. Han sk st lo av ri yk på et ver si ke papir. B for ham at er spej14 ogstav”Jet” ”J lv år.dtH–anog skrivertsinavn på et rive hel for hamskat e navnet.” er spejen som og det taget rnavn på et lvendt – og så er 14,skrive he Hans ka ng tid le na m som og ka t tagela vn m n slet ikke et. Hans ka erat Nde så er 14, ka lang tid sk m n rea n slet ikkerive sit nav meratelNso h, elsoW n Wea skrive sit n. Sidste år h, navn. gik John Sidste N meste af år gik Joog el so n i skole, m dagen ved hn og Nelso meste n i skole,en nu br mange m af dagen fl men nu ubrger de de lige veod d en flode man otorcykliste uger n uden enr byen t r og fålige udfo vasket de ge motor Her køre de det for by.en resdekøretøcyklisterde rreby og debifålebi vasket je enen rejehreen, n . Her kø ss r by res køje le r. motorcykl år B retøjear hen, nåde ene da skal r. eBar r de motoren hav skal sm engsdakø cykl haeve rt in gsrs enusm køelrsielreign jordve urdt iinrø ti de re d dt n gn joje i rømdtudd , ti rd. veje. så den, så erer erde mud frra fr LaibLi erbe iari s as huhu lled lleede Hver Hdaveg rgå dargde gåruddetiud l flti af LibaferLi odl en flode fonr at iabe sm fortjat rias ange entjeen man peenpe bøgernbø geng earn . De.eDere er rbea ejrb deej bare rede bare . re. nog nolegle ”Jeg bo ”Jeg r sabomrm saen mm men m ed ed skoleu m m sknol in in morm–orog– og ifeu orni rminog mfoog tre tr inge søesksøen gen skde en.de orn deor ntldeigntelig Je.gJehgarhain r ingen skeo.skJeo.gJe hgarha n tdet tøj, gen kur nkude tøj, jegjeg TR IN TR IN 2 2

rfor le. De forte og d å i skkoole. eDresrli g t a l ti t gå isshorts Derfo r te og a ans koolerts . er sliedle. og ke råd ti.l H har ikikke orkådolo ånis ssphpere eerrrshlihdete g g le. t je a a å r l H P lashopretsre e u. S å jegerhJaohnke Pråodkotiglok. lip-k p s la ele. af lige ne nu. Srtæ llg hrarJoikhnhirt o lo. kHliapn-k g g,” fo. Så tæ re eråhsnart enn af oog e e -s je har apråpå lije k ll p T o p P t s la foren haenr nJos hTn-shir g klip-k oden. S å snartreede h pedåe ligejengu,” m llha f o a d S fl , fom t tæ . u stohpto n d rpppeduelledge,” r ir n e n e a e m h e t e d v r dre rer s t h je de, ns T-s er ogsåså ved fleoednna.fSddåeesnmau sty f kronuedr, mesgtoeepgpeet dheulleede, men hra arbejdjd rr,edsetyrer ereoogsgå pvueudddsflsoedeen3a-4 m å m ll e e b e u 3 n r d e h o 1 k a g p ng peån a3f-4 kr ndsety r retr meget llebror pråpå 13måerdarabtetvjdavsearskoe boegtapli udse på erknreoenuuenr,der etmed o dige13 åmr ed a rste nsnlis lillebrfæ e obgetaliknøgdpgåry3yd-4 is n r k et med r r å s fø e a n r p e Joh d v e e r te g ig d Joh enli e lleerberrofærdaig etesdinaint førdseter m eetadlin ødgr rnlllleeerurkknen rrissm fåm ed rsderbmedkkkøøbdegreyendneta idid ta geknens fø g ghrdhrare få,etdessin rføisrste drJedonrhegnngs enkele te r rsfø rerorfæ e n d r s t b a e e o a e e e ø s y n ll D n e m m k få c e n e earrerne, d ersid nenr man kbreoennee.ta g a d te d a h s k r D in g . v modmrtooenrtogrcyyokkdle o fø kr d en,. dHer er ka 3a,5 ø c mle njen. H gk,an r n,50k0 kroonne. Dagens m n rm od kknvvgin s dveerje hoeto r g,fofor 3,5 dem godglalanings evvgeeejelnk.ykHllyellin de hheaenlv in , fomr a3vvee0r.r.kr mta nata l s h r s e g a e g lv e e g n d m e m n in ll h la r o e ll li lille alv ge deett er kny g nes er. tasg, s m dre ddaage d t sig e hdsovovs, so medreedigdielrderenggeenes mav sigrer lidlilitlldktøkøøddrsspoåvsv, esvjoen eenn,,aanndrreedeangeddaadgge,” n d i dren g j a d g e å d ke p mm da en,naenr ppåå en g,”,”seig ne ådltåtid vverr roronneeooom ltid eerr på vej dabbli agkkrrooner å enan mlim k d 0 li 0 k ,5 2 id p 0 iv5i 5,50 kroæ nesstetenn 20kronr,ernåårr hhanbliver v målt r e r n e r, n an etjene vi 5tj,5ennt tnnæ ten 2k0anik er dadgaegetj tjeent nævse mmeekanikikeer, når h e tjenrarogosgåssåå tj blilive kan ”N”oNgooleggle lee.deaJ.egJgeghah r oegreroommaaattt bblive me N a ” lt h e ig lt g b e e m till ssig e. J rømmm om dodbobbbbeltm å maadd ti sig 75 do so omd drøømmer nnggeeepppååmmadrutiglerr hhnaann7575 e p JoJhoonhh,nn,, ssom dr e p e e a h sin in ng ,b J n. . r hhaann sine pe lovvers ruger nsyynn vovvkooskkesseenn. brruuggeer han s nggee titiloverås,ebt lilleefjfjerenr synærree meeer,r,r, bbrugaeanrnhhaarrrpppeeennge tisslo vvæ m mmm rrpppå et lill l helstvæ o o e k e k re h a h g g n h m n a a r r a NNåå an , ,ssoom mhhhaan ser r.r. Detskskala helst dl eddneennd ddag kksoekn enndddeee. .. Nåroohfifilm dtiddlti m t e e lm l s o e d InIn d ø s ø ti s a a D , s e eeeofilm yyeennssgggader. e ee søsk n In gogsin id in id v s v n e b b s in t ttitil lleen vid o sesslveelv lanngggsssbyen lv og nes nbil lele ti kskuurreeela il åe bbilletge etrtrææ æs kur lan et.t. ørøøerrepe åppå enemm anngge tr sdaaggeennnrrreeeddddddeet. an a d e e m f d r d a e er ag i eiiteeattfaf date lm, ,,ssåsååeer d film raartetefifilm eneennkakkara m m reooom e meeerre ss m på LLææs m ejd e e jd rbbejde på e rnneeaaarrbe jde jd e eejd bbe bbøørne ørrnneeaaarrrb /bbøørne .dkkk//b .d is ib .d ibis

floden

nne seln

57 57

et smugkig i bogen Læs mere om John og hans venner. Bestil et eksemplar af LæseRaketten på www.hvs.dk eller scan koden med din mobiltelefon og læs den gratis online.

5566 56

De Frivillige

Drengen her bor i junglen i den nationalpark, Yasuni i Ecuador, som er truet af olieudvinding.

Latinamerika på plakaten De frivillige i IBIS vil gøre politikerne og befolkningen opmærksomme på behovet for at satse på udvikling i Latinamerika. To kampagner skal bane vejen – og du kan være med. Anne Lund Petersen

Mike Kollöffel

Det er ikke kun i Afrika syd for Sahara, at ekstrem fattigdom og stor ulighed er hverdag for millioner af mennesker. Det samme gælder for store dele af Latinamerika, hvor især oprindelige folk har barske betingelser. Derfor melder de frivillige i IBIS sig nu for alvor på banen i kampen for at sætte Latinamerika på den udviklingspolitiske dagsorden. ”Der er mange organisationer, der efterhånden ikke har så meget fokus på Latinamerika, fordi væksten er stor i mange lande. Det er et problem, fordi pengene ikke er ligeligt fordelt, og derfor er uligheden enorm. IBIS er en af de få organisationer, der rent faktisk arbejder

med udvikling i Latinamerika, og det er rigtig vigtigt,” siger Helle Ansine Jensen, 32 år og frivillig i IBIS i Aarhus. Sammen med sekretariatet har de frivillige udvalgt to kampagner: Madskolen i Bolivia og Yasuníkampagnen i Ecuador. I Bolivia har IBIS i samarbejde med den kendte kok Claus Meyer startet en mad skole, der skal uddanne fattige unge til selvstændige kokke. Og via lokale sam arbejdspartnere i Ecuador vil IBIS støtte Yasuníprojektet, der skal føre til en bevarelse af den unikke regnskov i nationalparken Yasuní til gavn for naturen og de oprindelige ukontaktede folk, der bor der. De frivillige vil arrangere debatter,

bliv frivillig i ibis IBIS i Aalborg: De frivillige i Aalborg laver jævnligt oplysningsarrangementer om IBIS’ arbejde i Latinamerika. For eksempel filmvisninger, arrangementer for skoleelever og bæredygtig-brunch. Vil du være med? Skriv til frivilligkoordinator Thomas Thorin på tth@ibis.dk IBIS i Aarhus: De frivillige lige nu i gang med at planlægge en Latinamerikansk Filmfestival, hvor hele overskuddet går til Yasuní-projektet i Ecuador. De afholder jævnligt arrangementer kaldet Latino Nights, hvor faglig oplysning som debatter, foredrag og filmvisninger kombineres med gode latinorytmer og loungestemning.Vil du være med?

Skriv til frivilligkoordinator Thomas Thorin på tth@ibis.dk IBIS i København: I København har de frivillige udviklet konceptet ”Latinofilm.” En torsdag om måneden arrangerer de film- og foredrag om Latinamerika med udviklingspolitiske temaer. Efterfølgende spiller en DJ op til dans, mens baren er åben og latino-stemningen spreder sig. Gruppen er i gang med at planlægge Yasuní-kampagnen i Ecuador. Vil du være med? Skriv en mail til Christian Damholdt på cda@ibis.dk Du kan følge nogle af vores aktiviteter på Facebook “ibis” eller “latinofilm”

filmarrangementer, foredrag, støttefester og meget andet for at oplyse og støtte op om det arbejde. ”Det er specielt for Latinamerika, at der findes oprindelige folk og store natur- og jungleområder. De mange oprindelige folk lever meget forskelligt, og det gør de latinamerikanske lande interessante,” siger en anden af IBIS’ frivillige, Nanna Mouritzen på 27 år.

yasuníkampagnen Yasuní-initiativet går ud på at lade 846 millioner ton tung råolie blive i undergrunden under nationalparken Yasuní og dermed beskytte naturen og forhindre store CO2udledninger. Forskere fra hele verden har karakteriseret Yasuní som et af de områder med den største biodiversitet i verden. Yasuní er også hjemsted for de ukontaktede tagaeri- og taromenane-indianere, de sidste to indfødte folk i Ecuador, der har valgt at leve i såkaldt frivillig isolation fra det omkringliggende samfund.

madskolen i bolivia Madskolen er en social virksomhed i Bolivias hovedstad La Paz, der vil give udsatte indianske unge fra den fattige bydel El Alto en praktisk uddannelse i entreprenørskab og madhåndværk. Skolen skal på sigt finansieres gennem driften af en kombineret deli med cafe og restaurant, bageri samt bed & breakfast. De frivillige vil arrangere forskellige events til fordel for Madskolen, som har deres egen Facebookgruppe “Madskolens Venner”.

Leder

anmeldelser

Peter Tandrup er controller i IBIS og værdsætter en god historie og et godt stykke kage. Her får du hans tre bud på lige netop det.

Peter Tandrup

provokerende beretning

japanske bedemænd

mynte-the

Arlette Andersen var som barn fange i Auschwitz. Hun har fortalt sin livshistorie til en journalist, der har udgivet hendes historie i bogen ”Pigen fra Auschwitz”. Jeg har læst flere beretninger fra kz-lejrfanger, men denne skiller sig ud ved en provokerende læseletstil og forbavsende lidt refleksion – fra både journalist og offer – over, hvad der overgik Arlette. Afsnittet om hendes ophold i Auschwitz er en parentes i bogen, og det tyder på, at Arlette i øjeblikket ikke helt forstod, hvad der foregik. Men ved nærmere eftertanke er det måske netop Arlettes evne til hele tiden at komme videre, der er hendes styrke. Og i virkeligheden er det kun godt, at der kommer erindringsbøger, som ikke nødvendigvis kræver den store indsigt. Men læs den, og vurder selv.

Japansk film er andet end Kurosawa. Det kan du blive overbevist om ved at se ”Departures”. Den handler om noget så umiddelbart lidet ophidsende som en cellist, der bliver arbejdsløs og derfor kommer i lære som bedemand. At være bedemand i Japan er et veritabelt æstetisk kunststykke. Det er et stykke tid siden, jeg så filmen, men jeg har netop været så heldig at holde ferie i Japan og kan konstatere, at japanernes sans for æstetik er imponerende. De laver på én gang de grimmeste byer og de smukkeste haver og måltider. Filmen viser en helt anden side af Japan end hektiske storbyer, højteknologi, sushi og manga. Filmen kan købes som dvd på nettet eller i TP-musikbutikker, hvor jeg fandt den til 50 kroner. Her er der kvalitetsfilm for en billig penge.

Er du også lidt træt af forudsigelige cafekæder som Baresso. Så prøv – om ikke noget nyt – så noget andet, nemlig cafeen The a la Menthe, som ligger på Rådhusstræde 5 i København. Der er ikke noget med fancy indretning og nyeste mode her. Her er en afslappet og råhyggelig atmos fære med skøn mynte-the i store glas og masser af frisk mynte. Hvis man - som jeg - samtidig har en forstørret sød tand, så kan den tilgodeses med både ostekage og chokoladeditto. Og skulle den mere sunde sult indfinde sig, er der masser af god nordafrikansk mad. Ikke noget nyt nordisk køkken a la Noma, men god mad, der er til at betale. God appetit.

Pigen fra Auschwitz Morten Vestergaard Jyllands-Postens Forlag

Departures Yojriro Takita 2008, Japan

The a la Menthe Rådhusstræde 5 København

det sker 23. februar Foredrag om Yasuni i Ecuador Kl 19, Grønnegade 80 i Aarhus. Gratis adgang. Vil du være frivillig, så er der kampagnemøde om Yasuni i København den 21. februar. Skriv til cda@ibis.dk og hør mere.

11. marts Latinamerikansk Filmfestival i Aarhus En hel dag med film, musik, mad og underhold ning inspireret af Latinamerika, og hvor over skuddet går til IBIS projekter i regionen. Det foregår i Slagtehal 3 i Mejlgade. Alle er velkomne. Se mere på ibis.dk/arrangementer.

6. marts Seminar om udvindingsindustri IBIS præsenterer en ny analyse om udvikling og udvindingsindustri i Mozambique. Med deltagelse af Joseph Hanlon, der er international ekspert på området. Datoen er foreløbig. Tid og sted følger. Se nærmere på ibis.dk

26. – 30. marts LæseRaket-uge Skolebørn over hele landet får og læser LæseRaketten. Samtidig begynder LæseKaravanen sin tur rundt på de danske skoler. Se mere på www.hvs.dk

23., 25. og 26. april Aktionsdag Dagen, hvor børn og voksne samles for at minde politikerne om deres løfte om god skolegang til alle børn. Det sker først i Aalborg, så Aarhus og til sidst i København. Læs mere på www.hvs.dk 20. maj Copenhagen Marathon Hvis du laver en indsamling til fordel for IBIS på Betternow, så kan du vinde en friplads til et af Europas hyggeligste løb. Se mere på www.betternow.org eller ring til Stephan på 41417191 og hør mere.

”

Mange mænd i Nicaragua er voldelige mod deres partnere, og piger bliver dræbt. Jeg har selv fire døtre, og jeg må bare håbe, at der ikke sker dem noget.

”

- José Antonio Lara, grønthandler, Nicauragua

Pigerne i Nicaragua har brug for din hjælp Har du en søster, mor eller veninde, som gerne vil hjælpe undertrykte piger?

Foto: Arne Simonsen

Så send en sms med teksten ”støt pigerne” og et telefonnummer til mig - så ringer jeg til hende og fortæller, hvordan hun kan være med til at bekæmpe mishandling og undertrykkelse af piger.

sms

Fundraiser, ibis.dk st@ibis.dk · 2570 2748

2570 2748

til Så ringer jeg dig op

Med venlig hilsen Susanne Tilsted

”støt pigerne”

1 G N R . 54