IBIS Fokus 126

IBIS

UDDANNELSE SKABER UDVIKLING

: VERDEN RUNDT MED IBIS : TEMA OM FOLKELIGE BEVÆGELSER : hvordan brugte vi pengene i HAITI?

NOVEMBER 2010 I 126

ibis-fokus udgives af Ibis Redaktion Malene Aadal Bo, mab@ibis.dk Annelie Abildgaard (ansvarshavende redaktør) Forsidefoto: Arne Simonsen Grafisk tilrettelagt af: Jesse Jacob / Mediefabrikken ApS Tryk: Mediefabrikken ApS Oplag: 12.500 ISSN: 1901-9211 © IBIS 2010 IBIS-fokus skrives af en uafhængig redaktion.

Artikler i IBIS-­fokus udtrykker således ikke nødvendigvis udgiverens holdning.

Et årsabonnement koster 100 kr. for 4 numre.

Magasinet er gratis for medlemmer og bidragydere og sendes desuden til udvalgte institutioner og samarbejdspartnerepartnere.

Redaktionens adresse: IBIS-fokus Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 fax 35 35 06 96 e-mail: mab@ibis.dk Adresseændring, bestilling og afmelding af abonnement hos Ibis, gerne på mail: ms@ibis.dk Næste nummer udkommer februar 2011

Ibis arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

Ibis er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika.

IBIS-fokus udgives med støtte fra Danida.

Læs mere på www.ibis.dk

: Hvis vi skal

have en chance…

TeKST

Mette Müller

Foto Anders Thormann

I

BIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer. Det, synes jeg, er en flot vision – kort, klar og ideel.

Men ’Vision 2012’ har en indbygget udløbsdato, og der er sket meget i verden på de godt 10 år, siden ’Vision 2012’ blev til. På weekendens generalforsamling satte Styrelsen derfor gang i debatten om IBIS’ overordnede mål.

Det, vi skal spørge os selv om, er, hvilke indsatser vi anno 2010 vurderer, er de vigtigste for en organisation som IBIS? Hvordan ser de globale udfordringer ud for fattige mennesker i fattige lande? Hvilke resultater har vi opnået?

Hvilke erfaringer har vi gjort os?

Verden som jeg ser den Verden har aldrig været mere ulige end nu. Den rige del sidder fortsat på flæsket, men tidligere udviklingslande som Kina, Indien og Brasilien har haft ’take off’, og millioner er kommet ud af fattigdom. Andre lande er til gengæld gået i stå eller tilbage. Og i alle lande vokser uligheden.

Eliten bliver stedse rigere, og fattigdommen synes lige endeløs for de mange. Økonomisk vækst har altid været et kodeord i forhold til udvikling, fordi den er en nødvendighed for at trække folk ud af fattigdom. I store dele af den fattige verden oplever man faktisk økonomisk vækst i disse år. Men mange steder er det kun eliten, der får gavn af væksten. Fordi der ikke samtidig skabes job, og fordi korrupte regeringer og korrupte selskaber går hånd i hånd om at snyde staten for de ressourcer, der kunne betale for uddannelse og sundhed.

Frustrationen er efterhånden stor og kan hurtigt få et voldeligt udtryk. Fødevareoprøret i Mozambique er et nyligt eksempel på, at de fattige ikke kan presses mere, uden at der bliver oprør. Samtidig har mange lande en overvægt af unge, der ikke er job til, og som nemt kan tvinges ud i vold og kriminalitet i et forsøg på at overleve.

Der er brug for en indsats, som retter sig mod den gruppe. Der er brug for en indsat mod korruption. Og der er brug for ”kvalitativ” vækst.

De positive tegn Heldigvis er det ikke kun ’doom and gloom’. Arbejdet med 2015-målene har betydet en øget opmærksomhed på, hvad der faktisk virker. Et godt eksempel er Malawi, der gik imod donordoktriner, og ved hjælp af billig kunstgødning og højtydende kornsorter på kort tid fik skabt en overskudsproduktion af fødevarer. Det viser os, at ny teknologi kan ændre meget.

Vi har også set, hvor meget vi og andre kan udrette i partnerskaber. Vi lever i en spændende tid, hvor der er færre tabuer for, hvem der kan samarbejde med hvem, og hvilken rolle man kan spille. Samarbejdet mellem ngo’er i syd og nord, med myndigheder og med det private erhvervsliv giver en mange muligheder.

Vi skal blive endnu bedre til at udnytte disse samarbejder. Og vi skal være bedre til at udforske og udnytte de muligheder, som ny teknologi giver os.

Og til sidst: Kravene og konkurrencen stiger på alle fronter. Hvis IBIS fortsat skal spille en vigtig rolle, er der brug for en stærk organisation med en robust økonomi og stærke kompetencer inden for de indsatsområder, vi vælger.

Debatten om IBIS’ nye vision blev åbnet på generalforsamlingen 6. november. En ny vision ventes vedtaget på generalforsamlingen i 2011.

VERDEN RUNDT med IBIS

: IBIS i Mozambique satser

på kvinder i politik TEKST OG FOTO

Irene Nørgaard

Kvindelige politikere skal klædes på til at varetage deres køns interesser og turde at sige mændene imod.

S

elv om kvinder og mænd ifølge loven er lige i Mozambique, så følger kvinders sociale og traditionelle position bagerst med som en skygge, når de går ind i politik. En kvinde tager ikke ordet før en mand, og hun siger ham ikke imod.

Eksemplerne på kvindernes begrænsede rolle i politik er mange i Mozambique. IBIS har for nylig lavet et studie, der viser, at kvindelige politikere ikke udvælges til tillidsposter i det politiske arbejde, og at kønspolitiske spørgsmål stort set ikke figurerer på de politiske dagsordener.

Kvinders deltagelse i politik er ”spild af penge og tid, og de skulle blive i hjemmet, hvor de hører til,” lyder flere udsagn.

De folkevalgte kvinder føler samtidig selv, at deres viden og kunnen ikke slår til, og at de kun er til stede i det politiske forum med mændenes tilladelse.

I disse dage tager IBIS i Mozambique derfor for alvor hul på projektet ”Kvinder i politik”. Her går kvinder valgt til byråd og provinsparlamenter

på kursus i køn, ligestilling og ikke mindst deres muligheder for at gøre deres indflydelse gældende via deres nye politiske post. ”Der er brug for handlekraftige kvinder, som kan påvirke de politiske beslutninger i det her land.

Der er allerede en del kvinder i politik, men de har brug for at blive klædt på til at indgå som ligeværdige medspillere i et ellers mandestyret felt,” siger Anne C. Hoff, der er landechef for IBIS i Mozambique.

Projektet er et samarbejde mellem IBIS og den kvindelige nationale paraplyorganisation Forum Mulher i Mozambique. I første omgang delta-

ger 200 folkevalgte kvinder fra byråd og provinsparlamenter i tre af de nordlige provinser i Mozambique.

Et par procenter Mozambique ligger højt på listen over lande med flest politisk valgte kvinder, som ved det sidste valg indtog 39,2 procent af parlamentets sæder. I Danmark er 38 procent af Folketingets medlemmer kvinder. Men kvindernes politiske indflydelse i Mozambique stemmer ikke overens med de fine tal på papiret.

Ser man kun på statistikkerne, har kvinder i Mozambique meget at skulle have sagt. I hverdagen er der dog langt mellem dem, der, ­som denne kvinde, tør tage ordet og gøre sin indflydelse gældende i offentlige forsamlinger.

62.265 kroner fra landsholdet Fodboldlandsholdet støttede under sommerens VM IBIS-kampagnen “1GOAL: Uddannelse for alle”. Forleden modtog IBIS desuden en check på 62.000 kroner, doneret af landsholdet selv.

“Vi valgte i foråret IBIS som partner for vores humanitære støtte i forbindelse med VM-slutrunden, og det samarbejde vil vi gerne runde af med en kontant, økonomisk håndsrækning til IBIS’ indsats for børns ret til uddannelse,” udtalte anfører Christian Poulsen.

126 | 2010

0 procent i skat IBIS’ partner Center for Public Integrity kræver bedre kompensation for de omkringliggende landsbyer til en mine i det nordlige Mozambique og flere skatter til staten.

Det sker, efter at det er kommet frem, at irske Kenmare Mining betaler 0 procent i skat af sin udvinding af titanium og andre mineraler i det nordlige Mozambique.

Kenmare er helt skattefritaget de første 6 år, og derefter skal de betale 1 procent.

Samtidig er firmaet fritaget for moms og import- og eksportskatter. På den måde bidrager minen kun til Mozambique gennem løn til 250 lokale arbejdere.

03

VERDEN RUNDT med IBIS

: mayangna-kvinder hjæper pigerne på vej TEKST OG FOTO

Per Bergholdt Jensen

En gruppe mayangna-kvinder i Nicaragua har fået nok af macho-undertrykkelsen.

“V

i føler ofte, at vi er underlagt mændene, og vi lærer, at vi er mindre værd end dem. Mange kvinder fra de oprindelige folk arbejder i hjemmet og har mænd, der hverken tillader dem at bevæge sig rundt alene eller have en selvstændig mening.” Det forklarer Kiatrina David Benitez, leder af kvindeorganisationen Mayakat i Nicaragua.

Hun tilhører det 15.000 personer store mayangna-folk – et af ni oprindelige folk i Nicaragua. Mayangnaerne lever i Nicaraguas nordlige autonome atlanterhavsregion, RAAN, og i Jinotega-departementet, hvor de primært ernærer sig ved fiskeri, jagt og jordbrug.

En IBIS-undersøgelse viser, at mayangnakvinderne arbejder næsten dobbelt så meget som mændene, men at de samtidig kun har meget lille indflydelse i eksempelvis de oprindelige folks organisationer.

PIGER KOMMER IKKE VIDERE Ifølge Kiatrina David Benitez er der stærke traditioner, som gør det svært for kvinderne at bryde kønsrollemønstrene. Især mangel på videregående uddannelse er med til at fastholde kvinderne fra de oprindelige folk i en blanding af uvidenhed, fattigdom og manglende indflydelse.

Først inden for de sidste 25 år har mayangna-folket fået adgang til skoleuddannelse, og først i 2006 kom der 6.-10. klasses undervisning til territoriet. De færreste mayangnaer får mulighed for at få en højere uddannelse, men når det endelig sker, er forskellen mellem unge mænd og kvinder markant. ”Langt størstedelen af de universitetsstuderende herfra er mænd. Fædrene mener, at de-

res døtre bare vil blive gravide, hvis de forlader hjemmet, så de giver dem ikke lov til at rejse væk for at læse,” siger Kiatrina David Benitez.

Men nu vil mayangna-kvinderne ændre det. ”Uddannelse kan ændre folks liv, og jeg vil gerne have, at mine egne døtre kommer til at læse videre. Vi har brug for, at vores kvinder får videregående uddannelser, så vi kan få indflydelse,” understreger Kiatrina David Benitez.

SKUB I LIGESTILLING For at sætte skub i denne proces har IBIS indledt et samarbejde med Mayangna Sauni Arungka territorialregeringen (MATUMBAK), som skal uddanne kvinderne til at søge og øve indflydelse. Det gælder blandt andet medlemmer af Mayakat, som i løbet af de næste år får adgang til de nødvendige metoder og redskaber. Samtidig vil projektet sætte dem i stand til at formulere, planlægge og udføre udviklingsprojekter, som kommer befolkningen i territoriet til gavn.

I det lange løb er det hensigten, at kvinderne skal kunne forhandle med lokale, nationale

Det gør ibis Ud over kvindeprogrammerne giver IBIS løbende støtte til Mayangna Sauni Arungka territorialregering (MATUMBAK).

IBIS har blandt betalt MATUMBAK’s regeringsbygning og deltaget i arbejdet med at opmåle og få skøde på territoriet.

IBIS har også mæglet i konflikter mellem mayangnaerne og ulovligt indtrængende farmere, kvægavlere og skovhuggere.

Mayngna Sayuni Arungka ligger i det nordlige Nicaragua. Det er 485 km2 stort og beboet af 386 mayangna-familier – i alt 4.625 personer.

Mayanga-kvinder arbejder dobbelt så meget som mænd og har sjældent hverken uddannelse eller indflydelse. Men måske vil livet forme sig anderledes for den lille pige, end det har gjort for hendes bedstemor.

70 gæster til Latino-debut IBIS-sekretariatet var omdannet til lun latinobiograf, da frivillige i København i september blændede op for første ombæring af Latino Film. 70 gæster fyldte salen og fyldte sig desuden med kage, kaffe og popcorn til 10 kr. til fordel for Mayakvinder i Guatemala. Latino Film finder sted den første torsdag i hver måned.

Læs mere på Facebook – søg på ”IBIS Latino Film”.

04

og internationale myndigheder og organisationer for at fremme anerkendelsen af mayangnafolkets kollektive rettigheder.

Endnu er der lang vej, før Kiatrina David Benitez og de andre mayangna-kvinder har opnået ligestilling, men de første skridt er taget.

Bolivia i undervisningen Hele Verden i Skole-kampagnen er i fuld gang med LæseRaketten, som denne gang lander i Bolivia. Bogen sætter bl.a. fokus på behovet for tosproget undervisning. I Bolivia foregår undervisning typisk på spansk, hvilket mange af de indianske elever ikke forstår. Vi har allerede modtaget tilbagemeldinger fra lærere, der glæder sig til at arbejde med problemstillingerne i Sydamerika.

FOKUS

VERDEN RUNDT med IBIS

: kakaobønderne får

historien igen TEKST OG FOTO

Af Maria Sander og Dorthe Nielsen

Glimt af Ghana

I 2009 udkom bogen ”Glimt af Ghana – beretninger om mennesker, skoler og kakao” som en del af et samarbejde mellem Toms og IBIS. Nu skal bogen deles ud på skoler i Ghana. To af bogens forfattere var så heldige at lande samtidig med bogen og kunne dele den ud til nogle af de mennesker, der optræder i historierne.

Toms og IBIS har samarbejdet om at udvikle Toms besøgstjeneste, der hvert år besøges af 15.000 danske skoleelever. Eleverne lærer kakaoens historie og noget om de mennesker, der dyrker kakao, og når eleverne tager derfra, får de en pose med lidt slik og bogen ”Glimt af Ghana.” Der er udarbejdet et lærermateriale til bogen, som giver mulighed for i et større perspektiv at arbejde med global undervisning. Bogen er trykt i 30.000 eksemplarer på dansk, og med støtte fra ngo’en Source Trust er bogen blevet trykt i 25.000 engelske eksemplarer, som skal deles ud på skolerne i kakaodistrikterne i Ghana.

P

å en bænk under et skyggefuldt kakaotræ sidder 14-årige Ibrahim med et smil om munden. Han bladrer i en bog, som han lige har fået: ”A Glimpse of Ghana – stories about people, schools and cocoa”. I bogen er der en historie om ham selv. Historien og billederne bliver studeret af hele familien, som tydeligvis er glade og stolte over bogen og over at få besøg. ”Da du kom sidste år og talte med Ibrahim, var det en stor oplevelse. Men når du kommer tilbage, så betyder det, at vi har en plads i dit hjerte,” siger Ibrahims mor, Salamatu Akugri.

Tilbage er et ord, vi har talt meget om på denne tur til Ghana. Vi vil gerne give noget tilbage til dem, der stiller op til vores interview, fotografering, samtaler om udvikling og meget andet. Derfor er det en særlig oplevelse at komme tilbage til kakaodistriktet og give den nye bog til dem, der har medvirket i den.

Her er bøger en sjældenhed Sammen med Prosper Nyavor, projektleder på Toms og IBIS skoleprojektet, henter vi 20 kasser med bøger på et lager i storbyen Kumasi. Vi kan ikke have flere kasser i bilen, så resten må vente.

Der er langt fra byen til det skyggefulde kakaotræ, hvor vi nu sidder. IBIS’ bil kan ikke komme frem i bushen, så vi går det sidste stykke ad

Ibrahim med sin nye bog i hænderne.

små snoede stier mellem kakaotræerne, inden vi endelig finder den lille plads med et par lerklinede huse. Men glæden hos Ibrahim og hans familie smitter så meget, at det ikke betyder noget, at vi har kørt langt og vandret længe under en bagende sol.

Bogen skal også afleveres til kakaobonden Godwin Amediku og områdets høvding, der begge er med i bogen. Den udløser begejstring og hos Godwin også en improviseret glædessang. I dette område er bøger en sjældenhed, selv i nogle af skolerne, så glæden over at eje en bog og endda være med i den er fuldstændig forståelig.

Da vi forlader området ad bushens små stier, føles det, som om vi er tæt på lykken. Vi er opfyldt af den glæde, vi har mødt. En gensidig glæde, som minder os om, at vi ikke blot tager ud i verden og taler med folk, fordi vi skal skrive en god historie. Vi skaber også relationer. Ibrahims mor har ret. De har en plads i vores hjerter.

18 millioner underskrifter til Ban Ki Moon Under FN’s 2015-topmøde i New York fik generalsekretær Ban Ki Moon overrakt 18 millioner underskrifter. Mennesker verden over har i forbindelse med 1GOAL-kampagnen skrevet under på, at alle har ret til skolegang. I Danmark har komikere, folketingspolitikere og det danske fodboldlandshold støttet IBIS i at indsamle underskrifter og oplyse danskerne om vigtigheden af, at børn over hele verden kommer i skole.

126 | 2010

Ghana

Toms og IBIS´ skoleprojekt TToms køber en stor del af sin kakao i provinsen Brong-Ahafo i Ghana. Fra 2007 har Toms og IBIS sammen med lokale organisationer arbejdet på et skoleprojekt. Projektets overordnede mål er at være med til at stoppe børnearbejde i kakaoområderne. Det sker blandt andet ved at sikre, at børnene kommer i skole og at den undervisning, de modtager, er af god kvalitet. Projektet er lige nu ved at blive afsluttet, men mange af initiativerne er implementeret i det arbejde, der fortsætter i distrikterne.

(Fakta) ”Glimt af Ghana” ver mulighed for i et større perspektiv at arbejde med global undervisning. Bogen er trykt i 30.000 eksemplarer på dansk, og med støtte fra ngo’en Source Trust er bogen blevet trykt i 25.000 engelske eksemplarer, som skal deles ud på skolerne i kakaodistrikterne i Ghana.

2 udvindingskontrakter bliver revurderet IBIS gjorde sammen med vores partnere i Sierra Leone Verdensbanken opmærksom på, at regeringen har indgået nogle meget dårlige kontrakter om udvinding af en jernåre i landet. Kontrakterne er i modstrid med den nye minelov og giver blandt andet meget små skattebetalinger til regeringen. Efter pres fra Verdensbanken bliver kontrakterne nu kigget igennem igen.

05

MEXICO CITY GUATEMALA GUATEMALA CITY SAN SALVADOR

EL SALVADOR

BELMOPAN

BELIZE HONDURAS

KINGSTON

JAMAICA

PANAMA

PANAMA CITY

NICARAGUA

MANAGUA

TEGUCIGALPA

SAN JOSÉ

COSTA RICA

QUITO

ECUADOR

PORT-AUPRINCE

LA PAZ

ANTIGUA AND BARBUDA

BARBADOS TRINIDAD AND TOBAGO

ST VINCENT AND THE GRENADINES

GEORGETOWN

MONTEVIDEO

URUGUAY

BRASÍLIA

FRENCH GUIANA

PARAMARIBO

ASUNCIÓN

BRAZIL

SURINAME

GUYANA

BUENOS AIRES

PARAGUAY

BOLIVIA SUCRE

VENEZUELA

CARACAS

GRENADA PORT OF SPAIN

DOMINICA ST LUCIA

STO DOMINGO ST KITTS AND NEVIS

DOMINICAN HAITI REP.

BOGOTÁ

COLOMBIA

PERU

LIMA

CHILE SANTIAGO

ARGENTINA

CAPE VERDE

MAURITANIA SENEGAL

CONAKRY

LIBERIA

MONROVIA

MALI BURKINA OUGADOUGOU

NIAMEY

NIGER

CHAD

CENTRAL AFRICAN REPUBLIC BANGUI

N'DJAMENA

YAOUNDE

CAMEROON

NIGERIA

MALABO

BENIN GHANA ABUJA TOGO PORTO-NOVO ACCRA LOME

EQUAT. GUINEA

LIBREVILLE

DEM. REP. OF CONGO

KINSHASA

CONGO BRAZZAVILLE

GABON

LUANDA

KHARTOUM

SUDAN

DJIBOUTI

ASMARA

ERITREA

MORONI

NAIROBI

KENYA

ETHIOPIA

ADDIS ABABA

UGANDA

DODOMA

TANZANIA

BUJUMBURA

RWANDA

KAMPALA

KIGALI

MALAWI

MOZAMBIQUE

MAPUTO

LILONGWE

ZAMBIA

BURUNDI

LUSAKA

HARARE

ZIMBABWE

BOTSWANA

GABORONE

ANGOLA

NAMIBIA WINDHOEK

SWAZILAND LESOTHO

MBABANE

PRETORIA

MASERU

SOUTH AFRICA

TEKST OG FOTO

SÃO TOMÉ

SÃO TOMÉ AND PRINCIPE

YAMOUS.

ABIDJAN

CÔTE D'IVOIRE

BAMAKO GAMBIA BANJUL BISSAU GUINEA-BISSAU GUINEA

DAKAR

NOUAKCHOTT PRAIA

FREETOWN

SIERRA LEONE

Liberia

DJIBOUTI

SOMALIA

MOGADISHU

COMOROS

MADAGASCAR

ANTANANARIVO

LOTTE ÆRSØE

I Liberia sender IBIS børn i skole gennem ALP-projektet. Tidligere holdt borgerkrig eller fattigdom dem ude af skole. Klassen på fotografiet er en helt almindelig ALP-klasse. ALP står for det accelererede skoleforløb, der giver børnene et hurtigt og stramt tilrettelagt tre års skoleforløb, der dækker seks års læseplaner. Eleverne skal ikke have skoleuniform, og de får udleveret blyanter og kladdehæfter, så det er helt gratis for dem.

En af de vigtigste brikker i ALP-projektet er lærerne.

Hver lærer har derfor en vejleder, ansat af IBIS. Hvis du ser efter, så finder du IBIS-vejlederen Austin Gray på bagerste række mellem et par af de større drenge. Austin Gray følger læreren og hjælper ham eller hende med at bruge de elevcentrerede undervisningsmetoder, projektet er baseret på.

Det hjælper lærerne til at give eleverne kvalitetsundervisning på trods af de meget beskedne rammer.

FOKUS

06

Min virkelighed:

IBIS har 382 medarbejdere verden over, som på forskellig vis arbejder for at gøre IBIS’ vision om en mere retfærdig verden til virkelighed. På denne side vil du fremover møde et af disse mennesker.

Den første er Peter McCanny, som er programleder for IBIS’ uddannelsesprogram i Sydsudan.

Her fortæller han om en hverdag i et af verdens skrøbeligste lande.

PETER MCCANNY, 56 år Hjem: Oprindeligt fra Dublin, Irland, men har siden haft hjemme i Indien, Cambodja og siden 2005 i Juba i Sydsudan. Nu bor han på et lille værelse med køkken og bad, som ligger i samme bygning som kontoret i Juba i Sydsudan.

Familie: Ekskone og to voksne børn i Irland og en hustru i Uganda.

Beskæftigelse: Ansat af IBIS som programleder for ALP (Accelerated Learning Programme) i Sydsudan. Et program, som har kørt siden 2007, og som netop har fået en bevilling, der dækker arbejdet frem til midten af næste år.

A

t rejse ud for at lave udviklingsarbejde er på én gang meget uselvisk og meget egoistisk, synes jeg. Man opgiver, hvad man er og har for at rejse ud og gøre en forskel.

Samtidig vender man ryggen til en masse ting for at forfølge en personlig drøm.

Jeg ved ikke, hvor længslen kommer fra. Men genet løber i min familie. Måske handler det om, at jeg voksede op i Irland i 60’erne og 70’erne, hvor fattigdommen virkelig var massiv. Selv manglede jeg aldrig noget. Jeg følte at jeg skyldte at dele ud af det, jeg havde. Derudaf sprang en stærk drøm om at arbejde med udvikling. Og da jeg først havde stået blandt gadebørn i Indien og Cambodja, kunne jeg godt se, at det var et liv, jeg var nødt til at forfølge.

Før det var jeg gået igennem de første faser af et helt almindeligt liv. Jeg passede mit job som forretningskonsulent og havde hustru og børn.

Men da mine børn var blevet store, og min kone og jeg var gået fra hinanden, kunne jeg tage af sted uden at føle, at jeg svigtede.

I dag bor jeg i Juba, som er regionshovedstad i det sydlige Sudan. Jeg arbejder for at udbrede det accelererede undervisningsprogram, sådan at alle sydsudanesere mellem 12 og 18 får mulighed for at tage et helt grundskoleforløb på den halve tid. Det går egentlig ret godt.

Jeg kom hertil for fem år siden – lige da fredsaftalen var skrevet under. Dengang var her in126 | 2010

genting. Nu er der sundhedsklinikker, skoler og kontorer. Men krigen er ikke ret langt væk. Man kan se det på de ødelagte huse, på de hullede veje, og især på de mange våben, der stadig er i omløb. Jeg har en vagt, men han bærer ikke våben. Det gør røverne til gengæld, og det er da sket, at jeg ligger i min seng om natten og tænker på, om det mon er i nat, de kommer. Sikkerhed er noget, jeg hele tiden må tænke på.

Selv om krigen stadig fylder, så fylder freden mere. I dag er der en fremtid, og den fremtid er sydsudaneserne ivrige efter at få del i. Det er som at befinde sig midt i en guldrus. Lige nu strømmer der penge ind i landet fra ngo’er, tilbagevendte flygtninge og folk, der vil gøre forretning. Sudaneserne vil gerne rykke langt og helst hurtigt. De vil kompensere for al den tid, de har mistet under krigen. Det betyder, at der ikke er så meget plads til de svage eller langsomme, og at folk er mindre villige til at tage de lange, slidsomme træk. Det giver dog også en fantastisk optimisme og energi.

Til hverdag står jeg op, drikker kaffe og er på kontoret klokken otte. Så er der møder, telefonsamtaler og papirarbejde. Især kontrakter, budgetter og rapporter ligger der mange af. Så det ligner egentlig en arbejdsdag i København eller Dublin. Og så alligevel ikke. For her har hver dag sin lille katastrofe. En chauffør kan blive taget af politiet og mishandlet. Eller en højtstående embedsmand kan pludselig bede om et møde. I begge tilfælde smider man, hvad man har i

hænderne. Det er svært for sådan en som mig.

Jeg kan bedst lide, når tingene er i orden.

Men tingene er så langt fra i orden i Sydsudan.

Det betyder bl.a., at det ikke rigtig er til at invitere folk herned på besøg. Så jeg har tid til at arbejde meget og læse mange bøger. Søndagen bruger jeg ofte på at gå lange ture i byen. Folk i området kender mig efterhånden, så jeg får snakket meget på disse gåture. Jeg holder også meget tæt kontakt med min hustru, som bor i Uganda, men som jeg ser så tit, jeg overhovedet kan. Og så er der en lille flok gode venner her i Juba, som jeg ses med i weekenderne.

Brug din smartphone og se en video med Peter MCCanny fra hans hverdag i Sydsudan. Download det gratis scanningsprogram QR Code Reader eller en anden 2D kodelæser i enten app-store eller på Android-marked. Aktiver programmet og hold telefonen foran stregkoden.

07

TEMA: Folkelige bevægelser

: Når bare man er mange nok...

TEKST FOTO

Malene Aadal Bo per bergholdt jensen

I mange år var IBIS’ virke tæt knyttet til de store folkelige bevægelser for frihed og lighed i det sydlige Afrika og Latinamerika. Men IBIS arbejder i stigende grad i dele af verden, hvor folket sjældent bevæger sig i flok.

Og hvad gør man så?

Vi ser nærmere på IBIS’ arbejde med folkelige bevægelser.

I

begyndelsen var der studenterbevægelsen, anti-apartheidbevægelsen og de mange folkelige frihedsbevægelser. Der var kvindebevægelsen og de store indianske bevægelser. I dag er det som om, vi bevæger os lidt mindre, og efter klimabevægelsen, som aldrig blev rigtig stor, er det kun den amerikanske tea-party-bevægelse, der for alvor har adgang til mediers og menneskers prime-time.

Også i IBIS’ strategier og politikpapirer er der blevet længere mellem, at man nævner de folkelige bevægelser, som ellers har stået helt centralt i IBIS’ arbejde.

Er IBIS blevet træt af folkelige bevægelser? ”Slet ikke,” fastslår Morten Bisgaard, der er rådgiver i IBIS. ”Vi vil meget gerne arbejde sammen med folkelige bevægelser. Det gør vores arbejde stærkere og mere perspektivrigt, hvis de folk, vi arbejder sammen med, er organiserede. Hvis de kender deres rettigheder, har et mål og en ide om vejen dertil.

Samtidig vil vi meget gerne have partnere, som har I hvilke samarbejdslande er der…

Velorganiserede folkelige bevægelser, foreninger og organisationer?

Latinamerika, herunder Guatemala, Honduras, Nicaragua, Ecuador, Peru og Bolivia.

Et spirende civilsamfund med mindre foreninger, organisationer og ngo’er?

Ghana, Mozambique, Sierra Leone Et meget svagt civilsamfund?

Liberia og Sudan

08

en bred folkelig opbakning, sådan som en folkelig bevægelse har,” siger han.

EFTER APARTHEID I årenes løb har IBIS arbejdet tæt sammen med anti-apartheidbevægelsen i Sydafrika og Namibia og demokratibevægelserne i Latinamerika.

Da apartheid var ophævet og en slags demokrati indført de fleste steder, blev støtten kanaliseret over til de grupper, der stadig var undertrykte og marginaliserede.

I Afrika var det eksempelvis kvinder og børn fra de fattigste familier. I Bolivia, Guatemala, Ecuador og Peru blev arbejdet især rettet mod de oprindelige folk, der kæmpede for deres rettigheder.

Den indianske bevægelse er stadig meget stærk i Latinamerika, og det er i høj grad organisationer knyttet til denne bevægelse, som IBIS arbejder for og med.

Hvad er hvad?

Ngo: I dansk sammenhæng minder en ngo ofte om en civilsamfundsorganisation, men især i Afrika har ngo’erne oftere karakter af små private virksomheder. De arbejder inden for udvikling, men har ofte ingen medlemmer eller noget folkeligt grundlag. Penge tjener de på at udføre arbejde for nationale eller internationale donorer.

Civilsamfundsorganisation: En mere formaliseret organisation med et formuleret formål, en ledelse og medlemmer.

Folkelig bevægelse: En bred, uformel og dynamisk struktur, som ikke har hverken registrerede medlemmer, ledere eller regler, men til gengæld mange mennesker, som bakker op og deltager i eksempelvis debatter og demonstrationer. Det er individer, grupper og organisationer, som slutter sig sammen om et bestemt mål, som kan være mere eller mindre klart defineret. Folkelige bevægelser opstår ofte i stærkt repressive regimer eller i samfund, der står over for massive forandringer.

AFRIKA MANGLER BEVÆGELSER På det afrikanske kontinent, som fylder stadig mere i IBIS’ arbejde, er der til gengæld meget langt mellem det, man kan kalde en folkelig bevægelse. ”Her er lokale ngo’er og et mindre antal civilsamfundsorganisationer og foreninger. Men

stort set ingen større medlemsbaserede organisationer og slet ingen folkelige bevægelser,” siger Lotte Ærsøe, der er kommunikationsrådgiver for IBIS i Vestafrika.

Ifølge hende er der i mange afrikanske lande ikke tradition for at organisere sig uden for de traditionelle hierarkier. Her samler man sig om etniske grupper og familier, men siden frihedskampen mod koloniherrerne har man ikke været samlet om større sager eller emner. I Latinamerika har man derimod en lang tradition for foreninger og for at bruge disse foreninger som afsæt til at diskutere demokrati, ligestilling og rettigheder. ”I Latinamerika har man organisationer med 50 år på bagen og over 200.000 medlemmer. Og man har de folkelige bevægelser, der repræsenterer millioner af mennesker. I IBIS samarbejdslande i Afrika kan det være svært at finde en partner, der har mere end en håndfuld medlemmer,” siger Lotte Ærsøe.

Overalt, hvor IBIS arbejder, sker det sammen med lokale partnere, og både i Latinamerika og Afrika forsøger man at finde partnere, der har folkelig opbakning. Det øger sandsynligheden for, at partneren faktisk repræsenterer almindelige menneskers ønsker og interesser, og fordi det skaber bedre resultater, når flere mennesker deltager og bakker op om arbejdet. ”Men det betyder ikke, at vi går uden om de steder, hvor der ikke er folkelige bevægelser eller stærke civilsamfundsorganisationer at arbejde sammen med. Vi støtter det, der giver mening i den konkrete kontekst. Nogle steder er det en folkelig bevægelse, nogle steder en organisation, en forening, et netværk eller en ngo,” siger Morten Bisgaard.

DET ER IKKE SÆRLIG NEMT Ifølge Morten Bisgaard er det nemmere at arbejde de steder, hvor folk er organiseret, og det stærke sammenhold i de indianske bevægelser er uden tvivl en væsentlig del af grunden til de sejre, som oprindelige folk har vundet i regionen de senere år.

Men det betyder ikke, at alt er nemt, hvis bare man har fundet en folkelig bevægelse at læne sit arbejde opad. ”De aktører, vi arbejder med, har ofte nogle udfordringer i forhold til at blive helt legitime talerør for de mennesker, de repræsenterer. De er et produkt af den kontekst, de lever i og udspringer fra.

Selv om en organisation arbejder for at sikre rettigheder til eksempelvis en oprindelig befolkningsgruppe, sker det, at de indadtil og nedadtil handler udemokratisk og uden den nødvendige gennemsigtighed,” siger Morten Bisgaard.

FOKUS

Derfor er selve det at udvikle civilsamfundets organisationer et vigtigt element i IBIS’ arbejde.

Men hvad der præcis skal til, er helt afhængig af den enkelte partner. Nogle steder er de velorganiserede og sunde. Andre steder er de svage. Og nogle steder findes de slet ikke. ”Jo sundere en partner, vi kan få, jo hurtigere ser vi sociale og politiske resultater. Men vi vælger ikke efter, hvor der er eksempelvis folkelige bevægelser med en stærk organisering. Vi er der, hvor menneskers rettigheder bliver krænket, og hvor vi mener, at det vi kan, er det, der er brug for,” siger Morten Bisgaard. Han tilføjer: ”Vi har et mål om en mere retfærdig verden med en ligelig fordeling af magt og ressourcer. Vi har en klar vision og nogle mål. Men vejen dertil vil være forskellig, alt efter hvor i verden, vi arbejder,” siger han.

Sådan arbejder IBIS eksempelvis sammen med en folkelig bevægelse IBIS har i mange år arbejdet med oprindelige folks rettigheder i Bolivia. Det er sket gennem den bolivianske indianerbevægelse, der tæller flere hundrede aktører og tusindvis af mennesker.

Man kan ikke arbejde sammen med selve bevægelsen eller hele bevægelsen, men med en del af den. IBIS har en håndfuld partnere plukket fra forskellige dele af bevægelsen, sådan at de både i form og fokus er forskellige.

En del af målet med de tematiske programmer er at danne grundlag for dialog og netværksdannelse, og derfor bliver disse samarbejdspartnere sat sammen og støttet, sådan at de kommer i dialog og arbejder sammen om at nå deres mål.

I Bolivia gjorde man en stor indsats med den grundlov, som netop er blevet vedtaget. Man støttede dele af bevægelsen for at sikre, at bevægelsen som helhed fik så kraftig en stemme som muligt – sådan at indianernes rettigheder blev tilgodeset i den nye grundlov. Og det lykkedes i vidt omfang.

Støtten til folkelige bevægelser handler ofte om at sikre deres kollektive rettigheder.

126 | 2010

09

TEMA: folkelige bevægelser

: Første afrobolivianer

i kongressen TEKST OG FOTO

Lise Josefsen Hermann

Det er en farvestrålende forsamling, der indfinder sig, når der er møde i den bolivianske kongres. Der er minearbejdere med hjelme på og ansigterne præget af mange års hårdt fysisk arbejde. Der sidder højlandsindianerne med de farverige ponchoer, og der er mange hvide ansigter, der lyser op i rummet. Og så er der et enkelt helt mørkt ansigt.

D

et tilhører Jorge Medina Barra, der er Bolivias første afrobolivianske medlem af kongressen, og i snart et år har han haft sin daglige gang her. ”Jeg havde aldrig turdet drømme om, at en som mig kunne nå hertil. En afrobolivianer! Og se – det er alligevel lykkes,” siger Jorge Medina Barra og stråler af glæde.

NU KAN FOLK SE OS Jorge Medina Barra giver hånd og kindkys og sender muntre hilsener på sin vej gennem Bolivias kongres. Det er tydeligt, at han føler sig godt tilpas i det politiske miljø. Han stammer fra det tropiske område Los Yungas i delstaten La Paz, ligesom de fleste andre afrobolivianere. De fleste i Los Yungas lever som cocabønder, eller også dyrker de mandariner, bananer eller kaffe.

Der bor også mindre grupper af afrobolivianere i byerne La Paz, Cochabamba og Santa Cruz.

Afrobolivianerne hører til blandt de fattigste i Bolivia. ”Indtil for få år siden var vi fuldstændig usynlige. Og der er stadig folk i Bolivia, der ikke aner, at vi eksisterer. Og endnu værre, der er stadig

Jorge Medina Barra er Bolivias første parlamentsmedlem med afrikansk baggrund.

mange som ikke ønsker at kende til vores eksistens,” siger Jorge Medina Barra. ”Men takket været den nye grundlov og dannelsen af en plurinational stat er vi nu blevet anerkendt officielt, og det betyder alverden. Men det var også en kamp,” siger Jorge Medina, som sammen med andre repræsentanter fra det afrobolivianske mindretal gjorde, hvad de kunne for at blive hørt under forarbejdet til Bolivias nye grundlov, der blev vedtaget i 2009.

MØDT MED EKSTREM RACISME Jorge Medina Barra mødte også op i forbindelse med de grundlovsgivende forsamlinger for at sikre afroboliviansk deltagelse i processen. ”I begyndelsen måtte vi ikke komme ind til møderne. Nogle gange holdt politiet os tilbage.

Det var udtryk for ekstrem racisme. Men vi spillede musik på pladsen, gjorde opmærksom på os selv. Til sidst lykkedes det os at komme med til de møder, som vi var inviteret til, og som vi

Reina Ballivian Vasquez “Nu spørger folk ikke længere, hvor jeg kommer fra.

Valget af Jorge til kongressen betød, at hele verden lærte, at der eksisterer afros i Bolivia. Folk ved nu, at jeg er bolivianer. Jeg føler mig som en hvilkensomhelst anden bolivianer, og sådan bør det være.”

010

havde ret til at deltage i.”

Da grundloven endelig faldt på plads, gjorde den officielt Bolivia til en plurinational stat, og afrobolivianerne fik for første gang deres eksistens anerkendt af det officielle Bolivia. ”Men selv om vi er nået langt og i dag er repræsenteret i kongressen, så er der stadig meget at kæmpe for. Der er endnu lang vej til, at vi bliver anerkendt på lige fod med de andre oprindelige folkeslag i Bolivia – og ikke mindst på lige fod med alle de andre borgere i Bolivia.”

AFROBOLIVIANERNE Der er cirka 35.000 afrobolivianere i Bolivia, men indtil for få år siden kendte de fleste kun til afrobolivianerne gennem deres musik, Saya.

CADIC, som er afrobolivianernes politiske organisation, begyndte i 1988 og er gået fra at være udelukkende kulturel til også at være politisk.

IBIS støtter CADIC i forhold til organisationsudvikling og fortalervirksomhed. Desuden er der givet projektpenge til en slags folketælling, så afrobolivianerne havde fakta om sig selv.

IBIS har desuden støttet afrobolivianernes deltagelse i processen frem mod vedtagelsen af Bolivias nye grundlov i 2009.

FOKUS

TEMA: folkelige bevægelser

: de står sammen

mod guldet TEKST FOTO

Ghana

Lotte Ærsøe Danwatch & Lotte Ærsøe

Mineselskaberne gør sig ikke altid umage med at overholde folks rettigheder. I Ghana har organisationen WACAM med støtte fra IBIS sat sig for at råbe op og styrke de mennesker, overgrebene går ud over.

W

ACAM opstod i kølvandet på en dramatisk stigning i guldudvindingen i begyndelsen af 1990’erne. Ghana liberaliserede udvindingsindustrien og åbnede for massive udenlandske investeringer for at gøre sig fortjent til lån fra den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken.

Ghanas regering afsatte næsten 30 procent af landets jord til potentiel mineraludvinding. Områder, der inkluderer beskyttede naturparker, tropisk regnskov og store landbrugsområder.

Hovedparten af Ghanas bønder er analfabeter, der lever på små familielandbrug. De mister deres levebrød, når mineselskaber opgraver jorden og forurener floderne for at udvinde guld, men det sker meget ofte, at bønderne ikke får erstatning.

“Der er ikke meget beskyttelse at hente fra myndighederne. Derfor stiller vi os til rådighed for mennesker, der lever i de små samfund og kæmper mod overgreb fra guldmineselskaberne,” fortæller Daniels Owusu-Koranteng, direktør for WACAM. Ingen foreningstradition Ghana har, som de fleste andre afrikanske lande ud over Sydafrika, ingen tradition for store folkelige bevægelser. Familien, klanen og religionen er den lim, der binder folk sammen i det traditionelle samfund.

Men WACAM ser ud til at have ramt netop den nerve, der sitrer, når stærke aktører som mineselskaberne træder for hårdt på de små samfund. De ser, hvordan bønderne forgæves kræver deres rettigheder, når selskaberne ignorerer mineloven. Loven, der beskriver den økonomiske erstatning, bønderne har krav på, når selskaberne med samme lov i hånden fuldt lovligt eksproprierer bøndernes jord til minedrift. ”Der er mange eksempler på overgreb på lokalbefolkningen, og der er ikke andre organisationer, der som WACAM har formået at støtte bønderne i 126 | 2010

Sådan kommer et landbrugsareal til at se ud, når først de store mineselskaber er gået i gang med at grave guld.

at få deres sager taget op. De har et stort bagland i de mange lokalsamfund, der fortsat føler sig uretfærdigt behandlet,” siger Clement Tandoh, IBIS’ landedirektør i Ghana. ”Jeg mødte dem første gang, da jeg var borgmester i en mineralrig landkommune i Vestghana i 1990’erne. WACAM kunne allerede dengang mobilisere en masse opmærksomhed, når de organiserede bønderne mod mineselskaberne.”

Og WACAM vil meget gerne dele erfaringerne med andre, men det tager ressourcer fra de sager, de selv står med, og de små samfund, de ønsker at hjælpe. Mange mindre organisationer i Ghana søger WACAMs hjælp og råd til, hvordan de kan organisere og opbygge deres egne bevægelser mod menneskerettighedsovergreb i deres lokalområder.

IBIS støtter WACAM, så organisationen kan fortælle om sine erfaringer på konferencer og workshops. Det ser ikke ud til, at WACAM bliver arbejdsløs lige med det samme. Selv om lovgivningen er på plads, mangler myndighederne stadig enten ressourcerne eller viljen til at håndhæve den.

WACAM og IBIS WACAM står for Wassa Association of Communities affected by Mining, som kan oversættes til Wassa foreningen af samfund påvirket af mineaktiviteter.

Daniel Owusu-Koranteng er direktør for WACAM.

Derfor støtter IBIS WACAM i arbejdet for at forsvare mennesker og natur mod mineselskabernes interesser. ”En af de største udfordringer for vores bevægelse er at blive bedre til at organisere os. Der bliver ved med at komme nye sager, og mineselskaberne fortsætter med at ignorere folks rettigheder. Derfor er der mange, der gerne vil have vores hjælp og høre om vores erfaringer,” siger Daniel Owusu-Koranteng.

IBIS støtter WACAM med kr. 180.000 årligt de næste tre år. Tidligere støttede IBIS især med at udvikle organisationen. I dag går støtten mere direkte til de samfund, som danner bevægelsens folkelige base. Det gælder særligt fem lokalsamfund, der ligger omkring Ajenua Bepo skovreservat i den østlige del af Ghana.

Bønderne protesterer blandt andet imod, at regeringen har givet det store amerikanske mineselskab Newmont tilladelse til at grave efter guld i og omkring reservatet.de for altid.

011

GAVER DER GAVNER

: historien om gaven, der ikke er TEKST ILLUSTRATION

Lisbeth Dina Jensen DALLANDA HELENE BERRY

Når du åbner din julegave i år, er der en risiko for, at du i stedet for en lækker sweater får en tallerkenfuld mad.

Som ikke engang er til dig, men til fattige børn et sted i Afrika. Alt tyder nemlig på, at velgørenhedsgaver bliver et hit igen i år.

Men er det egentlig ok at give en gave, der ikke er en rigtig gave?

D

en franske sociolog Marcel Mauss (18721950) studerede gavens sociologi og kom frem til, at en gave aldrig er gratis. Der vil altid være gensidighed involveret i gavegivning.

Med andre ord: noget for noget.

Men en velgørenhedsdonation er jo netop en gratis gave, hvor den egentlige giver – den, som kunne have fået en sweater, men i stedet får et gavekort til en anden – ikke får noget igen. Den fattige i syd indgår nemlig ikke i gave-byttehandlen, og selv om han får en ged eller skolegang til sine børn, forventes han ikke at sende en gave den anden vej.

Selv om du som modtager af en velgørenhedsgave i virkeligheden ingenting får, så forventer giveren af ikke-gaven som regel en gave i bytte fra dig. Gaven der Gavner bliver derfor en del af den traditionelle form for gavebytning samtidig med, at den fungerer som en ’gratis gave’ for den fattige.

5 farer ved Gaver der Gavner: Den kan opfattes som en projektering af egne moralske meninger.

Modtageren kan opfatte det som en kritik: ”Synes du, jeg trænger til at give noget?”

Julen er en byttehandel, så modtageren kan tage det som et aftalebrud.

Modtageren kan blive skuffet; den ønskede kjole blev byttet ud med et gavekort – til en anden.

Resten af familiemedlemmer bliver flove over deres materielle gaver.

Populære geder Ideen med velgørenhedsgaver begyndte, da engelske Oxfam i 2005 lancerede ”unwrapped”- kampagnen. Siden har de fleste danske ngo’er taget ideen til sig, og fra 2006 og frem har danskerne 12

kunnet forære hinanden geder, prutter, skolegang, øer, bliktage og meget andet til verdens fattige.

I Danmark fik velgørenhedsgaverne en flyvende start, da alene Folkekirkens Nødhjælp i 2006 solgte fire gange så mange geder som forventet og i alt kunne sende 8,8 millioner kroner sydpå på den konto. Siden er der blevet flere organisationer om at dele indtægterne, men samlet set er interessen for disse godgørende gaver kun steget. Der er altså noget, der tyder på, at folk bliver glade for ikke-gaverne.

Gaven er et bevis ”Det, man får ud af velgørenhed, er jo en følelse af at gøre noget godt. Og når man giver en velgørenhedsgave, støtter man en helt specifik ting, som nogen har valgt til én, og som man får et billede af.

Det styrker følelsen af, at man gør en forskel og er en væsentlig grund til gavernes popularitet.” Det siger Heidi Boye, der er forbrugsforsker på Syddansk Universitet.

Ifølge hende er det vigtigt, at man får et flot gavekort eller en tegning fra det barn, man støtter – et bevis, som man kan glæde sig over eller hænge op, så folk kan se det.

5 fordele ved Gaver der Gavner: Mindsker juleræset i overbefærdede butikker i december måned.

Kan ikke byttes, så modtageren skal ikke bekymre sig om at bytte den til den rigtige størrelse.

Stiller både dig selv og modtageren i et godt lys.

Giver ikke lidt til den, der har alt, men meget til den, der har lidt.

Starter muligvis samtaler, der handler om andet end madopskrifter og tante Odas gebis.

Det bekræfter livsstilsekspert Anne Glad. ”Et er at gøre en forskel, men man vil også gerne anerkendes for det. Man vil gerne involvere omverdenen i sit velgørenhedsprojekt og gøre det til noget, som andre ser og deltager i,” siger Anne Glad.

Gaven fungerer altså som et bevis på to måder.

For det første som socialt bevis på, at man er sådan en, der går op i verden omkring sig. Og for det andet som dokumentation for, hvad det præcis er, ens bidrag går til.

FOKUS

er en gave og så alligevel...

Samtidig kan det være et væsentligt skulderklap at få en Gave der Gavner. Hvis vi vender blikket tilbage til de videnskabelige principper for gavegivning, konkluderer Marcel Mauss, at en gave altid røber meget om giverens identitet og hans eller hendes syn på modtageren af gaven.

Får man en velgørenhedsgave, får man dermed også at vide, at ens omgivelser ikke tror, at man er materialist, men tværtimod opfatter en som et menneske med overskud og lyst til at dele – et godt menneske.

Derudover skal man heller ikke glemme det underholdende i mange af disse gaver. Som Heidi Boye siger: ”Der er humor i at give en ged”.

Det forklarer også, hvorfor gaverne får de meget fængende, mærkelige eller sjove navne. Giv en Ged lyder bare bedre end ’pekuniær humanitær hjælp’, mens Giv en Prut får de yngste med på vognen.

VIDSTE DU? Når du køber en Gave der Gavner, går pengene til at købe lige præcis det, der er på gavekortet. En del af pengene går også til uddannelse og opfølgning. Alle gaver er udvalgt i samarbejde med lokalbefolkningen i de forskellige lande.

Det er med til at sikre, at gaverne gavner på en bæredygtig måde.

Du kan se alle gaverne på www.gaverdergavner.dk Modtageren får altså ikke kun et pænt gavekort, men også alt det, der følger med; anerkendelse, selvforståelse og en identitet, der portrætterer personen som værende en uselvisk type med overskud til at bytte sin julegave til noget altruistisk.

Vi mangler ikke noget Men hvem er de mennesker, som synes, at glæden ved at gøre godt og social anerkendelse er lige så meget værd som en fin, ny skruemaskine?

Ifølge Anne Glad og Heidi Boye er givere og modtagere mennesker, der er stået af på gaveræset, fordi ”vi har alt” og ”vi har ikke brug for flere ting”. Køberne er veluddannede, intellektuelle, fællesskabsorienterede og del af det moderne tilsnit. Venstrefløjen i dansk politik vil med sandsynlighed stikke ud blandt dem, der køber Gaver der Gavner. Ofte er det også dem, der i forvejen støtter den organisation, de køber gaven hos.

Firedobling af frivillige i Aalborg Efter de frivillige i Aalborg har fået ny koordinator til at løbe med bolden, er der kommet en del flere farver på lærredet i IBIS’ nordjyske rammer. Der er kommet ikke mindre end fire gange så mange frivillige til. De friske skud på stammen har besluttet, at der først skal hverves endnu flere, og det vil blandt andet ske gennem quizunderholdning på uddannelsesinstitutioner og på de caféer, hvor studerende hænger ud.

940.000 danskere har hørt om Verdens Bedste Nyheder Den 10. september var IBIS på gaden i Århus og København med Verdens Bedste Nyheder. 1.700 boller og aviser med gode nyheder fra udviklingslandene blev delt ud. En undersøgelse viser, at 17 procent eller 940.000 danskere har hørt om kampagnen. IBIS fik hjælp af Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Kamal Qureshi (SF) og Karsten Lauritzen (V) til at dele de gode nyheder ud i morgentrafikken.

Lærerens Dag var en succes Igen i år har IBIS og Danmarks Lærerforening sat fokus på den internationale Lærerens Dag den 5. oktober. Og noget tyder på, at budskabet er ved at bide sig fast. Landet over blev der afholdt indsamlinger til IBIS’ projekt for uddannelse af lærere i Liberia, spillet banko og indkøbt æblenåle. Alt sammen til ære for lærernes store og vigtige arbejdsindsats verden over.

126 | 2010

IBIS’ forkvinde besøger Bolivia IBIS’ forkvinde Mette Muller har været i Bolivia og mødt en lang række af IBIS’ partnerorganisationer. ”Det er imponerende, at civilsamfundet er så stærkt i Bolivia. Vores partnere har virkelig meget at byde på, og det betyder, at vi kan nå rigtig langt og ret hurtigt,” siger Mette Muller.

I det bolivianske lavland gik rejsen forbi IBIS/Operation Dagsværks projekt med at frigøre Guarani-indianerne for slaveri gennem interkulturel, tosproget uddannelse. Særligt projektets arbejde med børnenes livsprojekter gjorde indtryk: ”Det var inspirerende at se, at Guarani-børnene og ikke mindst deres forældre nu rent faktisk tror på, at de har andre muligheder end blot at arbejde for godsejeren.”

Inden rejsen gik hjemad, nåede Mette Muller at deltage i det regionale partnerforum, hvor IBIS’ partnere fra Ecuador, Peru og Bolivia var samlet til fælles diskussion og refleksion.

Blandt andet den kritiske tilgang til Bolivias indianske præsident Evo Morales gjorde indtryk: ”Mange folk ved, at Bolivia har en indiansk præsident, men hvad betyder det i praksis? En indiansk præsident arbejder ikke nødvendigvis for oprindelige folks rettigheder, og det skal vi finde ud af, hvordan vi bedst forholder os til.

13

hvad gik pengene til?

: NU LEGER BØRNENE IGEN TEKST FOTO

Malene Bo CONCERN

I foråret samlede IBIS 3,5 millioner kroner ind til ofrene for jordskælvet i Haiti. En del er brugt på den umiddelbare nødhjælpsindsats, og resten skal hjælpe børn væk fra en traumatisk hverdag og tilbage i skole.

D

et er snart et år siden, at et jordskælv rystede huse til ruiner og liv i stykker i Haiti. En kvart million liv blev på få minutter tilintetgjort, og da støvet langsomt lagde sig, kunne de overlevende konstatere, at deres verden var kollapset.

Siden har nødhjælpsorganisationer arbejdet i døgndrift i Haiti. Først for at lede efter overlevende, pleje de sårede og begrave de døde. Siden for at skaffe vand, mad og husly og på længere sigt skolegang og hverdag til millioner af mennesker.

LEGEN HASTER Danmarksindsamlingen og IBIS’ egen indsamling gav i alt 3,5 millioner kroner til hjælpearbejdet i Haiti. 1 million blev brugt på selve nødhjælpsindsatsen – på at etablere teltlejre til de hjemløse og på umiddelbar oprydning, dvs. nedrivning af ustabile huse og fjernelse af murbrokker. Resten af pengene er målrettet det uddannelsesprogram, som skal hjælpe de ramte børn tilbage i skole. ”Børn og unge i katastrofeområder skal helst hurtigt i gang med at modtage undervisning.

Det gør, at de nogle timer hver dag ikke oplever nød og ødelæggelse, men bare leger, tegner, læser og synger. Og så beskytter det dem.

I skolen kan man advare mod at drikke beskidt vand, bevæge sig i ustabile ruiner, være alene med fremmede, og man kan helt praktisk passe på dem, så forældrene kan koncentrere sig om at lede efter familiemedlemmer, mad og rent vand, og så forældrene selv kan afreagere, uden at børnene ser det. Desuden giver undervisning håb og tro på en fremtid,” forklarer Sanne Müller, der er uddannelsesrådgiver i IBIS. NOGLE TIMER UDEN NØD Det er den irske organisation Concern, som er IBIS’ partner fra Alliance 2015, der arbejder i Haiti på IBIS’ vegne. Straks efter jordskælvet i januar 2009 oprettede Concern en række ”le14

gestuer” i forbindelse med lejrene, hvor 1.200 børn kommer for at lege i sikkerhed og sammen med voksne, der er uddannet til at hjælpe dem igennem en svær tid.

Tanken er, at legestuerne hjælper børnene nu og her, men deres funktion er i høj grad også at forberede børnene på at vende tilbage til almindelig skolegang.

Håbet var, at man allerede i løbet af foråret kunne have størstedelen af børnene tilbage på skolebænken, men projektet er blevet forsinket.

Den fjerdedel af skolebygningerne, som stadig står og er vurderet sikre, er blevet udstyret med tavle, bænke og undervisningsmaterialer. Og en ”tilbage i skole”-kampagne har fået forældre og lokalsamfund til at engagere sig i arbejdet med at få børnene i skole.

FORSINKET SKOLESTART Stadig er der dog stort set intet reelt undervisningstilbud til de hundredtusinder af børn, der bor i teltlejrene. ”Vi er desværre blevet meget forsinket. Det har taget lang tid at forhandle aftalen på plads

med UNICEF, som står bag projektet. Og så besluttede Haitis uddannelsesministerium, at de midlertidige skoler ikke måtte oprettes i telte, men krævede egentlige bygninger,” siger Roisin Gallagher, der er ansvarlig for Concerns indsats i Haiti.

Bygninger er væsentligt dyrere end telte, så det har taget tid at finde de ekstra penge. Tid tager det også at få de nødvendige byggetilladelser i et land, hvor jord lige nu er en mangelvare, fordi ruiner fylder overalt.

Længe så det derfor sort ud, men i september faldt aftalen med UNICEF på plads, og sidste måned besluttede myndighederne at lempe kravene og tillade telte.

Næste skridt er at oprette klasseværelser og rekruttere lærere, som samtidig bliver uddannet i elev-centreret læring og børns rettigheder efter inspiration fra IBIS’ arbejde i bl.a. Angola.

Desuden lægger man vægt på at lære eleverne om sundhed og hygiejne og andre emner, som er særligt afgørende, når man lever som hjemløs i et katastrofeområde.

FOKUS

generalforsamling 2010

: Ny styrelse valgt på IBIS’ generalforsamling TEKST FOTO

S

arbejdet i haiti IBIS samlede i alt 3.5 millioner kroner ind til nødhjælps- og uddannelsesarbejdet i Haiti.

Ca. 1 million er brugt til den akutte nødhjælpsindsats – mad, vand, medicin og etablering af teltlejre. Ca. 2.5 millioner går til arbejdet med at få børn tilbage i skole.

Mikael Kristensen Viggo Degn Boel

temningen er god. Det er den altid til IBIS’ generalforsamling. Jeg har været medlem siden 1995, og har været til mange generalforsamlinger, så jeg skal bare af sted hvert år,” smiler Helle Lykke Nielsen om kap med november-solen.

Hun er til IBIS’ generalforsamling på Frøbelseminariet sammen med over 80 forventningsfulde IBIS-medlemmer lørdag eftermiddag 6. november på Frederiksberg.

Det har været et rigtig godt år for IBIS både hvad angår programarbejde, fundraising og kampagneaktiviteter. Med en omsætning på 217 millioner kroner i 2009 og en egenkapital på over 8 millioner kroner samt et overskud på knap 3,8 millioner kroner er IBIS konsolideret med en solid økonomisk rygrad. ”Det er fedt, at den økonomiske situation i IBIS er stabiliseret. IBIS har været i en rygende udvikling i et meget presset felt, men vi har fået cementeret os på bistandsfeltet, fordi vi har nogle modige folk i sekretariatet og nogle gode frivillige og ude-arbejdere”, siger Helle Lykke Nielsen.

Hun har tidligere været medlem af IBIS’ styrelse i en årrække. Økonomien blev fremlagt af administrationschefen i IBIS, Peter Bro Jørgensen. De tre hovedårsager til den gunstige økonomi er en yderligere effektivisering af IBIS’ kontorer i København og rundt om i verden samt flere frugtbare samarbejder med store donorer og en effektivisering af fundraising-systemet. Resultatet har betydet, at

IBIS nye styrelse Christine Lunde Rasmussen Merete Høgh Jeppesen, Peter Kellermann Brandorff (2. suppleant) Jan Nikolaj Kristensen Tina Breum Nicolai Lang Sussie Handberg Marie Gry Torup Ildvedsen Vagn Berthelsen (generalsekretær) John Hansen Jette Luna Annemette Danielsen (næstformand) Isabel Sande Frandsen Mette Müller (forkvinde) Ulrik Jacobsen (1. suppleant) Poul Erik Christoffersen og Niels Martiny.

IBIS for første gang har nået målet om en egenfinansiering på 10 procent, som er kravet fra Danida. Overskuddet giver dermed langt bedre mulighed for, at IBIS kan prioritere hvor og hvordan, organisationen vil arbejde fremover.

IBIS er med andre ord godt rustet til fremtidens udfordringer. Og netop udfordringerne skal blandt andet løftes via en ny stor visionsdebat,” påpeger Mette Müller, forkvinde i IBIS. Læs mere om IBIS’ generalforsamling og se video-interviews på www.ibis.dk

Concern har i alt indsamlet mere end 65 millioner kroner, som udover de programmer, som IBIS støtter, også går til ernæringsprogrammer for de mindste børn og kvinder, der er gravide eller ammer, behandlingscentre for underernærede børn, større vand- og sanitetsprogrammer og til at uddele fornødenheder såsom lamper, kander, hygiejnesæt og køkkenredskaber.

Se en video om Concerns legestuer www.concern.net/media/safe-spaces-children Læs mere om Concerns og IBIS’ arbejde i Haiti på www.concern.net/sixmonths

126 | 2010

15

Afsender: IBIS - Nørrebrogade 68 B - 2200 København N

Bill er 15 år og barn af krigen i Liberia.

Han fortjener en fremtid.

Brug din smartphone og kom direkte ind på hjemmesiden, hvor du kan se og købe gaverdergavner.

Download det gratis scanningsprogram “Barcode-scanner” i enten app-store eller på Androyd-marked.

Aktiver programmet og hold telefonen foran stregkoden.

Giv krigens børn en fremtid:

www.gaverdergavner.dk Du kan vælge mellem flere forskellige gaver på www.gaverdergavner.dk eller ring til IBIS og bestil: 3535 8788