IBIS Fokus 127 by Oxfam IBIS

Fokus uddannelse skaber udvikling

verden rundt med ibis latinofilm

Mød Alpha U. Sesay

Unge Tema:

robin hood-skatten Er det virkelig så nemt?

Marts 2011 ·Nr.127

Leder

“Vi kunne lige så godt have slået plat og krone” Når man kører ned ad hovedgaden i Liberias hovedstad, Monrovia, kan man se skure og nye bygninger, der rummer banker, IT-virksomheder og restauranter. Foran skurene er der nogle steder installeret en ny vandpumpe, og ved siden af står en masse plastikdunke klar til at blive fyldt op. Det går fremad i Liberia. Liberia er en såkaldt skrøbelig stat. En langvarig og blodig borgerkrig lagde landet i ruiner, og Liberia ligger i dag i top 3 på de fleste af de lister, man ikke har lyst til at toppe: Høj børnedødelighed, lav levealder, lav indtjening, analfabetisme, you name it. At det nu går fremad skyldes ikke mindst, at en stor FNstyrke har holdt sammen på landet og været katalysator for at få udviklingen i gang igen.

meningsfyldt i Somalia, eller er vi der kun for at skyde efter pirater? Og er der andre lande med ligeså store eller større behov, som vi fravælger, fordi de ikke er interessante i et sikkerhedspolitisk perspektiv? Det afgørende kriterium for dansk udviklingshjælp bør være effektiv bekæmpelse af fattigdom, herunder at skabe sikkerhed for de fattige. Vores egen sikkerhed er også vigtig - det er bare ikke u-landsmidlerne, der skal betale for det.

Også IBIS er med til at gøre en indsats i Liberia. Det sker i et samarbejde med vores Alliance2015-samarbejdspartnere Concern og Welthungerhilfe. Og det er en indsats, jeg er stolt af. Det er nemlig af afgørende betydning, at det internationale samfund yder en indsats i skrøbelige stater for at standse blodsudgydelserne og for at være med til at bygge landet op igen. Derfor støtter jeg principielt, at Danmarks nye udviklingsstrategi prioriterer en øget dansk indsats i fattige og skrøbelige lande. Jeg er dog stærkt bekymret for, at det ikke er hverken skrøbelighed eller fattigdom, der er afgørende, når udviklingsministeren afgør, hvilke lande Danmark vil arbejde i. I december besluttede han eksempelvis over hals og hoved at lukke Danidas programmer i Benin, Zambia og Cambodja. Forud var gået en ultrakort og stort set meningsløs høringsproces, som fint kunne have været afløst af en gang plat og krone om, hvilke lande der skulle fravælges. Det lader i langt højere grad til at være vores egne sikkerhedspolitiske behov, der styrer udviklingsbistanden. Hvor mange mennesker hjælper vores enorme indsats i Afghanistan og giver den holdbare resultater? Giver det mening at opretholde en indsats i Niger, blot fordi Al-Qaeda Maghreb opererer dér? Kan vi lave noget

vagn berthelsen generalsekretær, ibis

har du visioner? IBIS skal have ny vision, og vi vil meget gerne have hjælp til at formulere den. Har du en mening om, hvordan vi fremover skal fokusere vores kræfter, og hvilket mål vi især skal arbejde for? Så gå ind på www. ibis.dk, hvor du kan svare på et spørgeskema eller melde dig som deltager i de fokusgrupper, vi arrangerer i løbet af foråret. Vi glæder os til at høre fra dig.

Leder

Mød min virkelighed s. 9

Verden rundt med IBIS s. 4

Robin Hood-skatten s. 10

TEMA om verdens unge s.12

Latino og film: En svedig cocktail s. 22

Chokolade og børnearbejde s. 20

Anmeldelser og arrangementer s. 23

ibis fokus udgives af udviklingsorganisationen ibis redaktion Malene Aadal Bo, mab@ibis.dk Thilde Baden Rasmussen, tbr@ibis.dk Annelie Abildgaard (ansv. redaktør) aa@ibis.dk layout Forsidefoto: Lise Josefsen Hermann Grafisk design: IBIS Tryk: Mediefabrikken ApS, Oplag: 12.500 ISSN: 1901-9211, © IBIS 2011

Et årsabonnement koster 100 kr. for fire numre. Magasinet er gratis for medlemmer og bidragydere. Næste nummer af FOKUS udkommer juni 2011

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

redaktionens adresse: IBIS-FOKUS Nørrebrogade 68 B, 2.sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 Abonnement: ms@ibis.dk

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika. IBIS-FOKUS udgives med støtte fra Danida.

Forsidebillede: Miguel på 13 år spiller på charango i det bolivianske højland. Lise Josefsen Hermann

Leder

forældreløse i mozambique Der er over en halv million forældreløse børn i Mozambique og endnu flere sårbare børn på grund af fattigdom. IBIS Mozambique har fokus på, at også forældreløse og udsatte børn har ret til at gå i skole. De yngste børn på centeret går derfor også til førskoleundervisning på centeret for at forbedre deres chancer for at klare sig gennem uddannelsessystemet.

Selv om der er mange andre steder for forældreløse børn, er IBIS’ center enestående i Mozambique på grund af sin pædagogiske tilgang.I 2012 bliver stedet overdraget til en lokal samarbejdspartner, Khanimambo. Den danske fond, Beckgaard Fonden, har støttet centret i 2009 og 2010, og i 2011 er der støtte fra Erik Thunes Legat.

verden rundt med IBIS Hverdagen er barsk for børn i Maputos fattigkvarter, men på Crianza Feliz kan pigen her koncentrere sig om sin hobby - at lære at sy.

Her er børn konger og dronninger på et fritidshjem i mozambique får sårbare børn en ekstra chance. her får de mad og omsorg og lov til bare at være børn. Anne Witthøfft

En teenagedreng skriver med stor iver på en tavle: ”XINOCA LOVE HAMILTON”. Det er ikke helt let for ham, for en pige på samme alder – temmelig sikkert Xinoca selv – prøver hele tiden at viske sætningen ud. Til sidst lykkes det for hende, og drilleriet går over i gemytligt håndgemæng. Scenen kunne være udspillet blandt børn og unge overalt i verden. Men Centro Crianza Feliz, Center for glade børn, er ikke noget helt almindeligt sted. Det er et fritidshjem for børn og unge, lidt uden for Maputo, hovedstaden i Mozambique. Her giver man en ekstra chance til de af områdets børn, der er omsorgssvigtede, forældreløse eller på anden måde befinder sig i en svær situation. Centret benytter sig af

Susanne Tilsted og Hanne Selnæs

nye pædagogiske metoder, og det viser gode resultater. ”Her er børnene konger og dronninger,” siger Cecilia Manicom, der er centrets koordinator. “Denne pædagogik handler om respekt, stor lydhørhed, tilpasning af individuelle behov og fleksibilitet.”

når bagagen er for tung

Et af resultaterne er, at børnene, der i begyndelsen af 2009 gennemsnitligt scorede 67,2 ud af 100 på det man kalder “følelsesmæssige observationer” i slutningen af 2009 scorede 77,5. Der var altså sket en markant stigning i børnenes evne til at snakke med andre børn, udvise empati og udtrykke glæde. ”De har så tung en bagage,

Verden Rundt

når de kommer her, så deres følelser har ofte været pakket helt væk for at kunne rumme en hverdag. De følelser er vigtige at finde frem igen,” siger Cecilia Manicom. Der er omkring 150 små og store skæbner på fritidshjemmet. For eksempel de syv fætre og kusiner, der alle har mistet deres forældre på grund af aids. Nu bor de hos en tante, som også er hiv-positiv, og deres fremtid er meget usikker. Eller den lille dreng, der ligger i hjørnet og hviler sig på en pude. Han er hiv-positiv og har højst et par år at leve i. Eller pigen, som blev voldtaget af sin far og stadig har svært ved at omgås drenge og mænd. Der er også langt mildere historier, men fælles for de børn, der dukker op på centret, er, at de mangler god kontakt med voksne. ”For dem er voksne enten fraværende eller autoritære og derfor ofte lig med frygt. Da vi begyndte projektet, var børnene så bange, at de gemte sig for os,” fortæller Cecilia Manicom.

Det ramponerede voksenbillede forsøger hun og de øvrige ansatte at reparere. For børn, der aldrig har mødt deres eget spejlbillede i et par kærlige voksenøjne, mister uendeligt meget. ”De har ingen forestillingsevne. De kan kopiere en tegning, men hvis du beder dem tegne en elefant, går de i stå. På samme måde kan de heller ikke forestille sig en fremtid. De er bare til stede. De står op, henter brænde, går måske i skole, kommer hjem, hjælper med maden, passer de små søskende og går i seng,” siger Cecilia Manicom. “Når ingen spørger barnet, hvordan det har det, eller hvad det synes, så ved barnet det heller ikke selv.”

scan koden med din smart phone og se en video fra dagligdagen i crianza feliz

Det er ikke ofte, man ser denne lille pige smile, men hun bliver lidt mere udavendt dag for dag - og dukken her er hun lykkelig for.

hverdag på centeret På Crianza Feliz kan børnene lære at sy, lave teater, spille boldspil, male og tegne og lave lektier. Børnene får et dagligt måltid mad, og der er tilknyttet en social medhjælper. Der kommer dagligt 150 børn, Hverdagen er barsk for børn i Maputos fattigkvarter, men på Crianzaog de kommer i to hold. Dem, som går i Feliz kan pigen her koncentrere sig om sin hobby - at lære at sy. skole om eftermiddagen, er på centeret om formiddagen og vice versa. De sociale myndigheder har udvalgt børnene, baseret på deres sociale og familiære forhold.

ibis fører an i kampen mod omskæring af piger Det seneste år er det lykkedes ti IBIS-støttede kvindegrupper at sætte samtlige traditionelle kvindelige og mandlige ledere i Konoprovinsen, Sierra Leone, i stævne. Målet er at afskaffe omskæring

af piger ud fra det argument, at pigerne som 18-årige selv skal have lov til at vælge, om de vil omskæres eller ej. Vold mod børn er ulovligt i Sierra Leone, og det er lykkedes aktivisterne at få flere lokale myndigheder til at indskrive omskæring af piger som ulovligt i henhold til denne lov.

Verden Rundt

Skolepige om dagen, prostitueret om natten om dagen er de elever på en teknisk skole i diamantbyen koidu i sierra leone. men når mørket falder på, forvandles maria, silvia og ritah. da begynder deres liv som gadeprostituerede. Lotte Ærsøe

”Jeg begyndte at gå på gaden, da jeg var 13 år. Jeg har to børn. De bor hos min mor langt herfra, for jeg kan ikke passe på dem, når jeg arbejder,” siger 18-årige Maria. Hun var 11 år, da hendes far døde, og hun måtte forlade skolen for at hjælpe sin blinde mor. Hun fødte sit første barn, da hun var 13 år, og som 16-årig blev hun mor for anden gang. Hun kender børnenes far, men ved ikke, hvor han er. Ved siden af hende står Silvia på 19 år. Hun blev forældreløs under borgerkrigen, men har en datter, som bor hos Silvias mormor. “Mine forældre blev slået ihjel. Jeg er i live i dag, fordi min mormor flygtede ud i skoven med mig, da rebellerne angreb vores landsby. Siden jeg var 12 år, har jeg hjulpet min mormor ved at gå på gaden. Og det er sådan, jeg skaffer mad og skolepenge til min datter,” siger Silvia, mens hun skjuler tårerne bag en cigaret.

sweet sixteen

Bag den lokale busstation, mellem jord- og blikhuse, ligger en stor, ufærdig bygning. Her betjener Maria, Silvia og de andre piger de kunder, der ikke har råd til et hotelværelse og ikke vil have dem med hjem. “Jeg tager kunden med ind i et af de bagerste rum, og så lægger jeg mig ned på den bare cement eller på en gammel madras og får det klaret,” siger Maria. Inden pigerne begiver sig ud i natten, skifter de skoleuniformen ud med stramtsiddende toppe og jeans for at tiltrække mændenes opmærk-

somhed. En del af kunderne er unge lykkejægere, der arbejder i diamantminerne langt fra deres familier. Andre er familiefædre fra byen, der gerne vil betale for sex med smukke, unge piger. “Sweet Sixteen - det er mig,” siger Silvia, “jeg siger, at jeg er Sweet Sixteen, så bliver de glade.”

4 kroner for et samleje

“På en god nat kan jeg have 15 kunder, men der er også nætter, hvor jeg ikke tjener noget som helst,” siger Ritah. Hun er 17 år og ligesom sine to veninder enlig mor. “Min kæreste forsvandt, da jeg blev gravid. Min far døde, da jeg var 10 år, og vi sultede tit. Jeg har tjent penge som prostitueret de seneste fem år,” siger hun. “Min mor passer min datter her i Koidu. Min mor ved godt, hvordan jeg tjener de penge, jeg giver hende. Hun beder til Gud om, at der ikke sker mig noget, men jeg kan ikke bare stoppe, for så vil vi sulte igen,” siger Ritah. Kunderne betaler mellem 4 kroner og 50 kroner for et samleje. De dårligste nætter er dem, hvor kunderne er få, eller hvor de nægter at betale.

når man ser sulten ud

De nætter er næsten altid efterfulgt af dage, hvor pigernes første måltid bliver købt, når de har haft den første kunde. Efter sådanne nætter deler pigerne med hinanden, for de ved godt, at de ikke ser godt ud, når de er sultne, og så er det endnu sværere at tiltrække kunder.

Pigerne har lært om hiv/aids, og selv om de foreløbig er testet negative, er de skrækslagne for at blive syge. De forsøger at få kunderne til at bruge kondom, og forsøger i det hele taget at passe på sig selv og hinanden. Men når en kunde vil have en af dem med på et hotel eller med sig hjem, har pigerne ingen til at se efter sig, og de kan alle tre fremvise ar fra de lussinger og tæsk, der hører natten til.

et glimt af håb

Af og til er der dog også lyspunkter i mørket. Som den nat, Silvia mødte en af lærerne fra AVA Teknisk Skole, som bliver drevet med støtte fra IBIS og har til formål at ruste de svagest stillede unge til at klare sig selv. Han fortalte Silvia om skolen, hvor undervisningen er gratis, og hvor man lærer at læse og skrive og bliver oplært i et praktisk håndværk. Silvia tog de to andre piger med ud på skolen, hvor de har gået siden. Eleverne tjener ikke noget på skolen, så indtil nu har pigerne ikke fundet anden udvej end at prostituere sig om natten og lære at lave mad, batiktryk og sætte hår om dagen. Men de håber alle, at skolen kan blive deres vej ud af prostitutionen. ”Hvis jeg finder et arbejde, vil jeg aldrig mere lade mænd gøre det ved mig, som de gør nu,” fastslår Silvia. Pigernes navne er opdigtede for at beskytte dem. De går i den klasse, som er portrætteret, men er ikke nødvendigvis på billedet. Det er dog de interviewede piger, der på det andet billede er fotograferet med ryggen til.

Leder

â&#x20AC;&#x153;Min mor ved godt, hvordan jeg tjener de penge, jeg giver hende. Hun beder til Gud om, at der ikke sker mig noget, men jeg kan ikke stoppe, for sĂĽ vil vi sulte igen.â&#x20AC;? ritah, prostitueret i sierra leone

Verden Rundt

ibis laver landsindsamling 15. maj 2011 arrangerer IBIS i samarbejde med Det Danske Spejderkorps en national Landsindsamling. Lokale spejdergrupper organiserer dagen lokalt for skolelever. Pengene går til projektet ”En skole alle forstår” i Bolivia, som eleverne møder i årets LæseRaket. Landsindsamlingen er et nyt tiltag fra IBIS’ side, der giver både skolelever og spejdere en spændende mulighed for at hjælpe hinanden med at hjælpe andre. Læs mere på ibis.dk/skoleindsamling.

som smurt i olie

Ghana begyndte i december at trække den første olie op fra havets bund 60 sømil fra Ghanas vestkyst. Blot seks måneder inden så Ghanas første civilsamfundsplatform for olie og gas dagens lys. IBIS støtter blandt andet platformens arbejde med at sikre en ordentlig lovgivning om fordelingen af overskuddet og beskatning af olieog gasindtægterne, en fair behandling af lokale fiskersamfund, der bliver påvirket af olieudvindingen samt en stringent miljøovervågning.

gaver der gavner Danskerne er ikke blevet trætte af godtgørende gaver. Tværtimod blev der i julen 2011 købt 200 flere pakker med skolemad, støtte til krigens børn og skolegang til mayapiger end i 2009. Det gav 100.000 kr. til IBIS’ arbejde i Afrika og Latinamerika. ”Vi er glade for, at så mange ville være med til at dele julestemningen med dem, der har allermindst,” siger Susanne Tilsted fra IBIS. ”Gaver Der Gavner” har siden 2006 indsamlet 1,63 mio. kr.

skytsengle for børn og unge Gadebørnene i Koidu, Sierra Leone, der bor under bænke og borde på byens marked har fået en hel flok af skytsengle. Det er repræsentanter fra IBIS, Socialministeriet og to lokale organisationer, der besøger de unge, giver dem et måltid mad og hjælper med at opspore deres familier. Siden juni 2010 er 39 børn blev sammenført med deres familier. Det bog stadig omkring 30 børn og unge på markedet.

ibis sender lærerne i skole IBIS har siden 2010 støttet Børnefondens skoleprojekt i Burkina Faso blandt andet ved, at IBIS’ uddannelsesrådgivere fra Ghana jævnligt har været på besøg for at sikre kvaliteten. Indtil nu er 305 lærere blevet efteruddannet i elevcentrerede undervisningsmetoder og i vigtigheden af at tilbyde kvalitetsuddannelse til piger på lige fod med drenge. Det næste år vil blive dedikeret til at efteruddanne yderligere 1.395 lærere og etablere samarbejde med lokale organisationer, der ligesom IBIS og Børnefonden arbejder på at udvikle et uddannelsessystem af høj kvalitet.

er det mon korruption? Hvis man forlanger, at en lille lokal partner hverken giver eller modtager bestikkelse, skal man selvfølgelig selv gå foran med et godt eksempel. For at sikre, at alle medarbejdere i IBIS har de nødvendige værktøjer til at undgå korruption og nepotisme, har

både lokale og internationale medarbejdere de seneste måneder gennemgået anti-korruptionstræning. Her har man vendt dilemmaer og fået klare retningslinjer for, hvordan man skal forholde sig, hvis man bliver forsøgt bestukket eller er vidne til økonomiske uregelmæssigheder.

Mød Min Virkelighed

Krigen valgte vejen alpha u. sesay leder ibis’ governanceprogram i sierra leone. her fortæller han om en hverdag i et land, der er ved at rejse sig efter en blodig borgerkrig. Malene Aadal Bo

Krigen begyndte, mens jeg var på mit andet år på universitetet. Jeg følte aldrig, at den havde noget med mig at gøre. Derfor var min strategi helt fra begyndelsen at undgå rebellerne og gøre mit bedste for ikke at blive involveret. Jeg afskyr vold, og da de nærmede sig mit universitet, blev jeg hjemme og læste. Jeg bestod netop min eksamen, så jeg kunne nå at pakke og være væk, inden de nåede frem. Alligevel var det på en måde krigen, der kom til at bestemme min karriere. Jeg blev først uddannet lærer, og i Freetown kom jeg til at undervise børn, som var flygtet fra krigen, og som havde oplevet alvorlige ting. Da begyndte jeg at interessere mig for konflikthåndtering og fredsskabelse. Lige efter krigen manglede først englænderne og siden FN folk til deres fredsog genopbygningsprogrammer og ansatte mig. Efter at have taget en overbygning i fredsog udviklingsstudier var det oplagt for mig at fortsætte til egentligt udviklingsarbejde hos IBIS. Jeg har boet i Kono, siden jeg fik job hos IBIS. Det er langt fra min familie, og jeg savner dem. Jeg kan ikke lave mad, så når maden fra min hustru slipper op, køber jeg det på gaden. Eller jeg nøjes med det, jeg kan lave – æg eller ris med en kop te og lidt brød til. Det er heldigvis

nemt at få venner i Kono. Du møder dem en dag og måske også dagen efter, og så er I venner. Og så bor to af min nevøs drenge hos mig. Der er bedre skoler i Kono, end hvor deres forældre bor. Udviklingen går langsomt i Kono. Det var her krigen ramte hårdest, og det kan man godt se på byen. Ødelagte huse, marker som længe ikke blev dyrket, og børn som ikke kom i skole. Og så er diamantminerne ved at tørre ud. Men menneskerne i Sierra Leone er gode til at overleve, tilpasse sig og komme videre. De bukker ikke under så let. I dag er der et stærkt ønske om at lægge krigen bag sig og komme videre. Indtil for nylig havde Sierra Leone stort set intet civilsamfund. Det betyder, at meget skal bygges helt fra bunden. Det kan være hårdt. Organisationerne mangler kapacitet og myndighederne mangler villighed til at lytte til borgerne. Men dag for dag ser vi fremskridt, som da de lokale høvdinge inviterede folk til at høre, hvordan de ville udvikle området med indtægterne fra minedriften. Det plejede de bare at bestemme selv. De øjeblikke, hvor jeg virkelig elsker mit arbejde, er når jeg mægler mellem en myndighedsperson og en

IBIS har 382 medarbejdere verden over, som på forskellig vis arbejder for at gøre ibis’ vision om en mere retfærdig verden til virkelighed. på denne side vil du i hvert nummer møde en af disse personer

Viggo Degnbol

borger. En som har ret til at blive hørt, men som indtil nu ikke er blevet det. Så føler jeg, at mit arbejde gør en forskel. Og så har jeg det fuldstændig, som da jeg var barn og sad på gulvet i timevis og fulgte med, når den lokale dommer var i byen og dømte i landsbyens sager. Dengang drømte jeg om at mægle i sådanne sager. På den måde er det lidt som en drengedrøm, der går i opfyldelse.

alpha u. sesay, 44 år Hjem: Oprindeligt fra en landsby i det nordlige Sierra Leone men boede i hovedstaden Freetown, indtil han i 2009 flyttede østpå til Kono for at arbejde for IBIS. Her bor han til leje i en lille lejlighed sammen med sin nevøs to drenge, som bor hos ham for at kunne gå i skole. Familie: Kommer fra en polygam familie og har en stedmor og tæt på 15 søskende. Er gift og har fire børn i alderen fem til nitten år. Familien bor i Freetown, der ligger en dagsrejse fra Kono. Beskæftigelse: Ansat af IBIS som leder af det program, der skal styrke civilsamfundet og arbejde for, at myndighederne regerer fair og gennemsigtigt i forhold til borgerne.

FTT

robin hood-skatten for længe siden var det sheriffen af nottingham, der blev tvunget til at dele sin overflod med de fattige. I dag står robin hood igen i spidsen for ønsket om at tage fra de rige og dele med verdens fattigste. Jens Mattias Clausen

Forestil dig, at verden pludselig fik overleveret en solid tegnedreng udstyret med et par milliarder kroner med beskeden om, at pengene var øremærket til bekæmpelse af fattigdom og klimaforandringer. Forestil dig endvidere, at denne gave samtidig havde den fordel, at den reducerede skadelige spekulationer og dermed også risikoen for nye økonomiske kriser. Hvad der virker som et drømmescenario, kan imidlertid blive realiseret inden for de næste par år. Gaven er i virkeligheden en ny afgift på internationale finansielle transaktioner og bliver på nuværende tidspunkt diskuteret mange forskellige steder.

en gigantisk forskel

Ifølge Lars Koch, politisk rådgiver i IBIS, er den såkaldte Financial Transaction Tax (FTT) en unik mulighed for at finansiere udvikling i udviklingslandene: ”Vi står i en situation, hvor u-landsbistanden bliver beskåret overalt i verden, samtidig med at udviklingslandene har stor brug for hjælp i kølvandet på den økonomiske krise. En skat på finansielle transaktioner ville kunne gøre en kæmpe forskel, såfremt alle eller nogle af midlerne blev brugt på udviklingslandene.” I England har flere tilhængere sluttet sig sammen i den såkaldte “Robin Hood-kampagne.” Ifølge deres beregninger kan en generel beskatning af finansielle transaktioner på bare 0,05 procent medføre indtægter på cirka 2.500 milliarder kroner årligt, såfremt den er global. Men selv hvis skatten blot bliver indført i en mindre kreds af lande, kan den stadig indtjene et anseligt milliardbeløb hvert år. Penge, der kan bruges til at bekæmpe fattigdom og klimaforandringer i udviklingslandene. Samtidig vil man kunne bruge nogle af pengene på at dække underskuddene i de vestlige lande.

de skal tages fra de rige

Pengene skal naturligvis komme et sted fra, og når den britiske Robin Hood-kampagne henviser til Sherwoodskovens grønklædte filantrop, er det ikke tilfældigt.

Det er nemlig banker og investeringsfonde, der primært benytter sig af finansielle transaktioner. Det vil sige, at skattebyrden placeres i den finansielle sektor, der var den primære årsag til den økonomiske krise, og dermed rammer dem, som står bag de spekulationer, som er med til at gøre økonomien ustabil. ”I do think we can win. I really do,” lød det forleden fra Max Lawson, der er senior policy advisor i Oxfam og leder af den britiske Robin Hood-kampagne. Ifølge ham er vreden mod den finansielle sektor lige nu så stor, at flere er tilbøjelige til at bakke op om en skat, der primært vil ramme her. Der er dog stadig en betydelig grad af fodslæberi blandt verdens beslutningstagere. Især amerikanerne har modsat sig initiativet, men heller ikke den danske regering har hidtil været specielt åben for ideen. Argumentet er bl.a., at en sådan skat ikke vil fungere, medmindre den bliver implementeret på globalt niveau.

fronterne er trukket op

Den største og vigtigste modstander er imidlertid den finansielle sektor selv. ”Bankernes hær af lobbyister står klar til at bekæmpe ethvert forslag om en ny skat med henvisning til, at det vil svække væksten. Ifølge ledende økonomer er det imidlertid ikke en reel risiko,” udtaler Lars Koch. På fortalernes side står da også mastodonter som Frankrig og Tyskland, der blandt andet har fået spørgsmålet på Europakommissionens dagsorden. Selv den Internationale Valutafond (IMF), der næppe kan beskyldes for anti-kapitalistiske tendenser, har talt for en ny skat på finansielle aktiviteter. Det er imidlertid afgørende, at der sker reelle fremskridt i 2011, så det nuværende momentum kan udnyttes. Derfor er IBIS drivkraft i den kampagne, der blev lanceret i februar og på internationalt plan kan især Frankrigs og Tysklands lederskab i EU-regi vise sig udslagsgivende. Spørgsmålet kommer formentlig for alvor på dagsordenen ved sommerens G8 og G20 topmøder.

FTT

Hvordan? En Robin Hood-skat kan udformes på mange forskellige måder. Det mest ambitiøse forslag er en skat på alle finansielle transaktioner (FTT) på 0,05 procent, som bl.a. den britiske Robin Hood-kampagne agiterer for.

for og imod Forbrugerne ender bare med at betale Svar: En skat på kun 0,05 % vil primært ramme meget kortsigtede investeringer, der for en stor dels vedkommende bliver foretaget af hedgefonde, der ikke bare kan give regningen videre til almindelige forbrugere. Selv IMF indrømmer, at det primært bliver de rigeste, der kommer til at betale. Det kan kun fungere, hvis det bliver indført på globalt niveau Svar: Der er allerede eksempler på, at det kan fungere i mindre målestok; eksempelvis Storbritanniens ”stamp tax” på finansielle transaktioner. Det er absolut muligt at gennemføre i enkeltlande eller koalitioner. Virksomhederne flytter bare til skattely, hvis en FTT bliver indført Svar: Omkostninger er kun én af årsagerne til, at virksomheder vælger at handle et specifikt sted. Eksempelvis er Londons børs stadig meget populær på trods af den britiske ”stamp tax”.

ibis mener: ”Minimum halvdelen af indtægterne af en skat på finansielle transaktioner bør gå til bekæmpelse af fattigdom og klimaforandringer i udviklingslandene,” siger Lars Koch, politisk rådgiver i IBIS. Blandt tilhængerne af en skat på finansielle transaktioner er der ellers stor uenighed om, hvordan gevinsten skal bruges. Tyskland, Den Internationale Valutafond og Europakommissionen vil i første omgang dække budgetunderskud-

En anden form for FTT beskatter kun valutatransaktioner. Storbritannien, IMF og til dels også Europakommissionen foretrækker en såkaldt FAT-model, der i stedet beskatter den finansielle sektor og den profit, der bliver skabt. FAT-modellen vil imidlertid inddrive langt færre midler og har ikke den stabiliserende effekt, som FTT.

ftt En finansiel transaktion er en handel med eksempelvis værdipapirer og valuta. Ideen om en skat på finansielle transaktioner, FTT, går helt tilbage til John Maynard Keynes, der under 1930’ernes verdensomspændende økonomiske krise fremlagde et forslag om netop denne type skat. I 1970’erne videreudviklede nobelprisvinder James Tobin ideen til i stedet at omfatte valutatransaktioner – den såkaldte Tobin-skat. Skatten skulle stabilisere markedet ved at mindske spekulation.

dene i de vestlige lande, mens Frankrig har kaldt det ”en skat for Afrika” og primært promoverer det som en mekanisme, der skal bekæmpe fattigdom i den tredje verden. Den britiske Robin Hood-kampagne mener, at der bør være tale om et kompromis, hvor halvdelen går til vesten og halvdelen til fattigdomsbekæmpelse og klima i udviklingslandene. FN’s 2015mål om fattigdomsbekæmpelse og den vestlige verdens løfter om klimamidler til udviklingslandene er på ingen måde op-

fyldt på nuværende tidspunkt. En Robin Hood-skat vil kunne sikre, at de rige lande lever op til de forpligtelser, de allerede har påtaget sig, supplerer Lars Koch. ”Det er vigtigt at holde sig for øje, at udviklingslandene lige nu bliver straffet af to kriser – den økonomiske krise og klimakrisen – som de ikke selv har været skyld i,” uddyber han. Derfor er det kun retfærdigt, at verdens fattigste får del i indtægterne fra en beskatning af den finansielle sektor.

Tema · Unge

Unge de smukke

mennesker

tema

De er ikke sårbare som de mindste børn, de har ikke ansvar som de voksne kvinder og ikke nær den samme indflydelse som ældre mænd. I disse år går det op for folk, at unge mennesker både holder nøglen til fremtiden og potentialet til at ødelægge alt. Vi har sat fokus på IBIS arbejde med unge. Malene Aadal Bo

I en flygtningelejr i det nordlige Uganda var der en aften indkaldt til krisemøde. Grupper af helt unge mænd var begyndt at slås og stjæle, og antallet af voldtægter og overfald var steget drastisk. Indtil da havde ingen tænkt særligt på de unge, som der derfor hverken var arbejde, uddannelse eller fritidstilbud til. Ikke så meget som en fodbold havde man tænkt på. Det beskriver Marc Sommers i rapporten ”youth and conflict”, som han udgav i 2006 for USAID. Ifølge ham skabte situationer som denne en øget opmærksomhed på den trussel, som unge mennesker udgør, hvis de ikke finder afløb for deres energi, ikke får hjælp til at bearbejde deres eventuelle traumer

og ikke har noget håb for fremtiden. En anden forsker, Robert D. Kaplan, beskrev i 1996 unge mænd i Vestafrika som ”skoleløse og arbejdsløse, ukontrollerbare molekyler i en ustabil samfundsvæske, der truer med at eksplodere.”

de kan forandre alt

Der er altså god grund til at gøre sit bedste for at holde unge mennesker beskæftiget. Men frygten for de unge er kun halvdelen af argumentet for, hvorfor udviklingsorganisationer som IBIS i disse år øger deres fokus på netop denne gruppe. ”Vist kan man frygte, at unge uden muligheder er nemme at rekruttere til krig og ophidse til konflikt. Men

Per Bergholdt Jensen og Lotte Ærsøe

samtidig og frem for alt er unge interessante, fordi de er forandringens foregangsmænd. Unge er åbne for nye tanker og ideer, og unge kan tænke innovativt. Så det er dem, man skal mobilisere og støtte, hvis et samfund skal forandres til det bedre,” siger Katja Højlund Christensen. Hun koordinerer arbejdet med at udvikle IBIS’ arbejde med unge i Afrika og Latinamerika. Det er et mål for IBIS, at arbejdet med unge styrkes og prioriteres de kommende år.

ibis satser på ungdom

Der har allerede i mange tilfælde været unge, som deltog i eller fik gavn af de programmer, som IBIS har gennemført. Men det har været drypvis

Leder

Tema · Baggrund

som eksempelvis ungdomsparlamentet i Mozambique eller miljøagenterne i Peru, eller også har det været i de tilfælde, hvor de unge tilfældigvis passede i rammerne. Det gælder eksempelvis voksenundervisning i Angola, som er særligt populær blandt unge kvinder. ”Men fremover skal det være en sammenhængende indsats og noget centralt i vores arbejde. Unge mennesker er jo fremtidens beslutningstagere, så påvirker man dem i en positiv retning, er det noget, der batter på den lange bane,” siger Katja Højlund Christensen.

men hvornår er man ung?

Desværre er det langt fra ukompliceret at arbejde med unge mennesker. Først og fremmest fordi det er meget usikkert, hvornår man overhovedet kan kaldes ung. Ifølge nogle forskere er man ung i årene fra 13 til 25, for andre er det 7 til 40, og mange steder har ungdom intet med alder at gøre. I nogle kulturer er en mand ung, indtil hans far dør, nogle steder er man ung, indtil man stifter familie, og så er der de steder, hvor en kvinde slet ikke kan være ung, men er barn til hun menstruerer, hvorefter hun betragtes som voksen. Samtidig er unge menneskers situation og status i samfundet meget varierende. Det gør det særligt vigtigt at afdække de unges ønsker og behov, og ifølge International Labour Organisation (ILO) bør man give de unge en høj grad af indflydelse helt fra projekternes designes. Det sker langt fra altid - heller ikke i IBIS-regi - men lige nu er det præcis, hvad man gør i Liberia, hvor et nyt ungdomsuddannelsescenter er under opførelse. ”I stedet for bare at kopiere det koncept, vi kender, har vi allieret os med en gruppe af de kommende brugere. De undersøger, hvilke håndværk der er brug for i området, og fortæller os, hvilke af dem, de tror, deres jævnaldrende

unge i udviklingslande Unge mellem 13 og 25 år udgør 85 pct. af befolkningen i udviklingslandene. De er fremtidens beslutningstagere, men mange steder har krig eller fattigdom forhindret dem i at uddanne sig, og ungdomsarbejdsløsheden på især det afrikanske kontinent er enorm. Samtidig er unge en marginaliseret gruppe uden internationalt vedtagne rettigheder og ofte uden indflydelse i deres landsbyer eller familier, der overvejende styres af ældre mænd. Unge mænd har en særlig risiko for at blive kriminelle eller rekrutteret til bander og militser, mens unge kvinder er særligt sårbare i forhold til tidlige graviditeter, hiv-smitte og prostitution. I 2005 konkluderede FN’s befolkningsfond, at ”det at investere i unge menneskers uddannelse, arbejde, sundhed er den mest effektive vej til at forbedre samfundet som helhed.”

Pigen her er en af de unge, der udgør 85 pct. af befolkningen i verdens fattige lande. Hun er fremtidens beslutningstager og en af dem, som IBIS fremover vil have særligt fokus på.

vil være interesserede i at lære,” siger Patrick Sikuna, der koordinerer programmet. Ifølge ham forlænger det processen, men han forventer til gengæld bedre resultater af projektet og et større engagement fra de unge.

de har bevist, at de kan

De unge mennesker, som IBIS beskæftiger sig med, er enten fra oprindelige og ofte marginaliserede og ekstremt fattige folk i Mellem- eller Sydamerika, eller som i Liberia mænd og kvinder, som er vokset op midt i en blodig borgerkrig. Fælles for dem er, at de er fattige, og kun har lidt at skulle have sagt. De har ingen eller ringe skolegang, de har svært ved at finde job, og deres risiko for at blive smittet med eksempelvis hiv er meget høj. IBIS’ indsats for unge er i dag koncentreret omkring uddannelse, såsom med voksenundervisning i Angola eller håndværksuddannelser i Vestafrika og Sudan. Andre steder er fokus især på at øge de unges indflydelse, såsom med lederkurser for mayaer i Guatemala eller støtte til ungdomsorganisationer i Bolivia og Nicaragua. Og det at øge unges muligheder for at forme deres eget liv vil også fremover være målet for IBIS’s arbejde siger Katja Højlund Christensen. “Unge mennesker har energi, håb og vilje, og de har bevist deres evne til at skabe forandring og rykke deres lokalsamfund. Hvis vi kan ændre betingelserne og mulighederne for denne gruppe, så kan fattigdom blive afløst af udvikling,” slutter hun.

Leder

Kriminalitet bekæmpes med gøgl hvad nytter gøgl i et land præget af vold, narko og manglende fremtidsperspektiver? de unge fra kulturprojektet la cambalacha er ikke i tvivl. kreativitet ændrer et land til det bedre.

olde og jonglørkegler hvirvler rundt i luften på den lille støvede plads midt i mayalandsbyen San Marcos La Laguna. En gruppe børn og unge er i gang med dagens cirkustræning. Bagefter står der dans, akrobatik og linoleumstryk på programmet. Det lyder som en temauge i en dansk skoleklasse, men vi befinder os i kulturcentret La Camabalacha ved en af verdens smukkeste søer, Lago Atitlán i Guatemala.

havde aldrig set cirkus

Gabriela Cordón efterlod i 2002 en karriere som professionel danser med eget kompagni og danseskole i Guatemala City. Hun ville forfølge sin drøm om at etablere et kulturcenter for børn og unge, og dengang havde mange børn i San Marcos aldrig set cirkus eller dans. Ni år senere er både drømmen og centret vokset, og La Cambalacha under-

Per Bergholdt Jensen

viser hvert år 2-3000 børn og unge i Atitlán-området i alt fra teater, dans og akrobatik til cirkus, musik og billedkunst. ”Jeg begyndte her i 2008, og jeg har lært mange ting om kunst og dans. Vi har haft forskellige forestillinger for vores familie og venner her på skolen,” fortæller 14-årige Brenda Maria Lejá Ojpán og tilføjer: ”Jeg har ændret mig meget, efter jeg startede på La Cambalacha. Før var jeg en genert pige, som ikke delte mine følelser med andre. Men her har jeg frihed til at udtrykke mig, som jeg er.” I Guatemala koster vold 6500 menneskeliv hvert år, og i San Marcos La Laguna er der stigende problemer med crack, marihuana, alkoholisme og kriminalitet blandt unge.

cirkus og rettigheder

Projekter som La Cambalacha tilbyder de unge sunde fritidsalternativer, og derfor er de vigtige bidrag til en positiv udvikling i landet. Samtidig underviser centret også de unge kursister i menneskerettigheder

La Cambalacha

og ligestilling, samt i miljøbeskyttelse, genbrug og fred. Projektet medvirker desuden til at øge de unge mayaers selvtillid og selvværd. ”La Cambalacha er for alle børn og unge, som ønsker at deltage. Men vi har også legater, som vi giver til ti talentfulde og interesserede unge for at kompensere for de penge, som de ville tjene til deres familier ved at samle brænde. På den måde har vi uddannet 50 unge til kreative undervisere, som giver deres viden videre til andre børn og unge,” siger Gabriela Cordón.

fongobs og ibis

Fonden for God Regerinsførelse, Fongobs, skal styrke initiativer til for fordel for demokrati og god regeringsførelse i Guatemala. Fonden får midler fra den hollandske ambassade, men har været administreret af IBIS i Mellemamerika siden 2005. I juli 2010 udskrev fonden konkurrencen ”Jeg forandrer”. 15 kreative projekter for unge fik ca. 30.000 kroner til initiativer, der kan bidrage til at skabe en fredskultur i et af Latinamerikas voldeligste lande. Et af dem var La Cambalacha.

Tema · Unge

Quiteria Guirengane er en af få unge i Mozambique, der tør sige sin mening højt. Til gengæld har hun haft lejlighed til at dele den med ingen ringere end USA’s præsident Obama.

Quiteria vil befri stilheden mozambiques ungdomsparlament kæmper for unges rettigheder under parolen ”vi vil befri stilheden”. Anne Witthøfft

I stramme jeans og højhælede sko er 20-årige Quiteria Guirengane ikke synligt anderledes end andre mozambiquiske kvinder, der bor i hovedstaden og er på hendes alder. Men i modsætning til de fleste af hendes jævnaldrende tør hun offentligt kritisere regeringen og kræve, at unge menneskers rettigheder respekteres. Som rådgiver i ungdomsorganisationen Parlamento Juvenil forsøger hun at få andre unge til at gøre det samme i et land, hvor kritik ses som et udtryk for dårlig dannelse.

blev advaret mod at tale

Quiterias politiske engagement blev for alvor vakt på universitetet, hvor hun var stærkt uenig med regeringens pres for at få så mange som muligt gennem uddannelsessystemet på bekostning af kvaliteten af uddannelserne, Men af sine lærere blev hun advaret mod at sige det højt. Det fik hende dog ikke til at holde mund. I forbindelse med parlamentsvalget i 2009, lykkedes det Ungdomsparlamentet at få de opstillede kandidater til at forholde sig til kritikken og debattere ungdomsrelaterede problemstillinger. ”Alle sagde, at de havde unges problemstillinger øverst på deres agenda. Vi har skrevet alle løfterne ned i et manifest, så vi kan holde øje med, om de bliver indfriet,” siger Quiteria. I 2010 var hun blandt de 115 unge afrikanere fra 40 forskellige afrikanske na-

et håndværk at leve af

IBIS’ værkstedsskole YEP i Liberia er et af de ungdomsprojekter, der får glæde af danskernes store generøsitet ved Danmarks Indsamlingen i januar. Skolen tilbyder fattige og udsatte unge mænd og kvinder en intensiv håndværksuddan-

IBIS

tioner, der blev udvalgt til at mødes med USA’s præsident Obama for at diskutere Afrikas fremtid. ”For første gang i Mozambiques historie er det lykkedes for unge mennesker at stoppe en lov. Det var en lov, der begrænsede mulighederne for uddannelse og arbejde for dem, der ikke aftjente sin værnepligt.Vi skrev til præsidenten, at det var et brud på grundloven. Det var første gang, at nogen havde mod til at fortælle præsidenten, at han var ved at begå en fejl.” mateus cuna, rådgiver i parlamento juvenil

parlamento juvenil Parlamento Juvenil er en ikke-partipolitisk ungdomsorganisation, der fungerer som paraplyorganisation for 120 ungdomsorganisationer over hele Mozambique. Ungdomsparlamentet arbejder med ungdomsproblemer, såsom uddannelse, sundhed, arbejdsløshed og boligforhold. Samtidig forsøger det at skabe ændringer på lang sigt ved at motivere unge til at deltage aktivt i demokratiet. I december udråbte en af Mozambiques regeringskritiske aviser Parlamento Juvenil til den mest betydningsfulde organisation i 2010, fordi den har formået at skabe offentlig debat om unge menneskers situation. Der findes også ungdomsparlamenter i Zambia, Zimbababwe, Sydafrika, Namibia og Botswana.

nelse, samtidig med at de lærer om demokrati og rettigheder og lærer at skrive og regne. Efter kurset får de unge støtte til at opbygge små værksteder eller til et job hos lokale håndværkere. Se en film om håndværksskolerne ved at scanne koden til højre med din smartphone.

Tema · Unge

Det vigtige foregår ved daggry

man skal stå tidligt op for at lære at læse og skrive, hvis man er en af de unge angolanere, som på grund af krig og fattigdom aldrig kom i skole. men lykkes det venter både alfabetisme og et fællesskab, der kan gøre en forskel.

ed sekstiden om morgenen, lige når det lysner, begynder de at dukke op. De kommer fra nær og fjern – nogle med en bog under armen, andre med en bylt på hovedet eller et barn på ryggen. Unge mænd og kvinder, som er stået tidligt op, fordi de har et brændende ønske om at lære noget. “Jeg vil så gerne kunne læse og skrive, så jeg kan sælge på markedet uden at blive snydt,” siger Eva Armando, der en gang var én af landområdernes 55 procent voksne analfabeter. Siden 2005 har IBIS støttet den angolanske organisation AAEA, der laver voksenundervisning. Hvert år har ca. 1.500 unge mænd og især kvinder deltaget i studiegrupperne. ”Vi tager udgangspunkt i de behov, deltagerne har. Det kan være at lave en kalender over såning, pleje og høst af afgrøder, lægge budget for en mindre forretning eller forstå de informationstavler, som hænger på sundhedsklinikken,” siger Sidsel Koordt Vognsen. Hun er IBIS’ konsulent på programmet og har mødt de mennesker, som gerne står op før daggry for at nå et par timers undervisning, inden de går i marken.

der er magt i alfabetet

I første omgang er de motiveret af ønsket om at kunne læse, skrive og regne. Men meningen er også at skabe et demokratisk rum, hvor deltagerne kan diskutere ting, få kendskab til deres rettigheder og sammen få mod til at ændre noget. Nogle steder har man renset vandhuller

Malene Aadal Bo

eller opført latriner, andre steder har deltagerne overtalt myndighederne til at opføre en sundhedsstation. ”De steder, hvor underviseren er dygtig, kan deltagerne opnå meget. Men det er også programmets store udfordring; at det kan være svært at finde folk i landsbyerne, som på et femdages-kursus kan blive dygtige til at undervise efter metoder, som er meget anderledes end dem, de selv kender til fra deres skoletid,” siger Sidsel Koordt Vognsen. Samtidig er der generelt et stort frafald blandt deltagerne. Nogle bliver syge, for andre bliver den samlede arbejdsbyrde for voldsom, og så er der de mænd, som stopper, fordi det er pinligt for dem, når kvinderne viser sig at være de dygtigste. ”Men dem, der hænger ved, lærer som regel at læse og skrive på basalt niveau i løbet af det første år. Mange bruger desuden grupperne til at løse problemer for dem selv og deres lokalsamfund,” siger Sidsel Koordt Vognsen.

en god grund til at lære at læse… “I 1998 blev min lille pige syg. Lægen på hospitalet gav mig en recept på noget medicin, jeg skulle gå ud og købe. Men jeg havde ikke penge til at gå på apoteket, og på markedet bliver man nemt snydt, hvis man ikke ved, hvad man skal have. Jeg kunne ikke læse sedlen, så jeg endte med bare at gå rundt på markedet hele dagen uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Først da der kom en bekendt, som kunne læse sedlen, kunne jeg købe medicinen til mit barn. Da jeg kom tilbage til hospitalet, var det for sent. Min datter døde, fordi jeg ikke kunne læse.” joão afonso, tidligere deltager i en studiegruppe

Irene Frederiksson

metoden REFLECT er navnet på en bestemt tilgang til voksenundervisning og social forandring. Metoden bliver anvendt i over 60 lande. IBIS’ partner i Angola, AAEA, har udviklet lokale manualer og undervisningsmaterialer om kønsspørgsmål, hiv/aids og civile rettigheder. AAEA’s arbejde er nu så anerkendt, at underviserne er kommet på statens lønningsliste.

Tema · Unge

Livet i olie-junglen nelson har boet hele sit unge liv dybt inde i amazona-junglen i peru. den unge achuar-indianer har mange drømme; om fast arbejde, et nyt hus eller bare at rejse væk. for olieudvindingen sætter sit præg på livet i landsbyen.

egntiden er sat ind i Amazonas. Et voldsomt regnskyl oversvømmer på få minutter hovedgaden i landsbyen Santa Elena. Junglens mange lyde overdøves af regnens buldren. Man kan dog stadig ane den musik, der kommer fra en lyseblå bygning oppe ad gaden. Landsbyens kirke. Derinde står tre unge, storsmilende mænd. En spiller keyboard, en anden guitar. Nelson spiller bongotromme.

olie er både godt og beskidt

Nelson Alvarado Paima tilhører achuar-folket. Han er 21 år, gift og far til datteren Doris på seks år. Nelsons landsby, Santa Elena, ligger oppe ad Corrientes-floden i Amazonas. De seneste 30-40 år har floden oplevet olieselskabernes indtog. For Nelson har dette betydet arbejde ved olieselskabet PlusPetrol. Han får omkring 1400 kroner for en måneds arbejde, og har arbejde cirka tre måneder på et år. Lønnen spæder han op med indtægter fra familiens landbrug. Grøntsagerne på markerne i Santa Elena er stærkt forurenede på grund af de mange gentagne olieudslip i området. Men beboerne i området spiser dem alligevel.

drømme

PlusPetrols hovedkvarter ligger bare få kilometer fra Santa Elena. Her bor de fastansatte med swimmingpool, tennisbaner og en stor kantine. Nelson bor i et forfaldent træhus. Han er tilfreds med at bo i Santa Elena. Men han drømmer alligevel om at besøge andre steder, andre lande. Nelson fæstner sit blik mod horisonten.

støt ibis’ arbejde med unge send en sms med teksten ‘ibis’ til 1231. så støtter du med 50 kr Det koster alm. sms-takst oven i donationen, og beløbet vil fremgå af din næste telefonregning.

Lise Josefsen Hermann

olien i regnskoven De danske gymnasieelever har besluttet at deres årlige indsamlingsprojekt Operation Dagsværk i år skal gå til IBIS’ projekt ”Olien i regnskoven – den stille død”. Projektet støtter achuar-folket i kampen mod olieforureningen – en yderst vigtig kamp, for olien fosser ud i regnskoven, og udgør en af de største miljøkatastrofer i verden. En del af projektet går ud på at uddanne miljø-agenter blandt achuarerne i at bruge foto- og vidoeudstyr, så de selv kan dokumentere miljøsvineriet. Hidtil har forureningen haft minimale konsekvenser for olieselskaberne, netop fordi den er svær at dokumentere i junglens afsides områder. Læs mere på www.od.dk

“Ingen ved, hvad der sker i morgen. Kun Gud. Hvis jeg får et rigtig godt arbejde, kan jeg måske tjene nok penge til, at min familie og jeg kan tage til regionshovedstaden, Iquitos. Så kunne vi købe et hus og bo der. Indtil da vil jeg bygge mit nye hus færdigt her i Santa Elena. Jeg vil også meget gerne købe kyllinger og begynde at avle på dem. Jeg har allerede to,” siger han. Tidligere gik Nelson ofte på jagt inde i junglen. I dag har han også været af sted, men fangede ikke noget. Olieforureningen i junglen og olieselskabets ivrige aktivitet i området har jaget dyrene dybt ind i junglen. “Vi hjælper hinanden meget her i landsbyen.” Nelson smiler et øjeblik ved tanken om det gode fællesskab, men smilet forsvinder igen. Nogle gange opstår der nemlig konflikter på grund af olieselskabet. “Jeg kan godt blive lidt trist. Men vi er jo vant til det, og der er lykkelige øjeblikke. Om søndagen når landsbyen samles for at spille fodbold. Så bliver jeg helt glad indeni.”

rindende vand

Det er efterhånden blevet helt mørkt i Santa Elenas gader. Nelson har lige været i bad. Olieselskabets tilstedeværelse har betydet, at landsbyen har fået rindende vand. I hvert fald op til to timer om dagen. Nyvaskede Nelson har en fin, hvid skjorte på. Han smiler. Kun Gud og olieselskabet ved, hvad der sker i morgen.

Unge i Liberia

Leder

MĂ¸d flere af de unge mennesker, som IBIS arbejder med i Afrika og Latinamerika pĂĽ www.ibis.dk/unge

Hvad skete der med?

Sådan staver man til chokolade over tre år er det lykkedes chokoladefabrikanten toms i partnerskab med ibis at reducere omfanget af børnearbejde og markant forbedre skolegangen i ghanas kakaodistrikter. Malene Aadal Bo

For tre år siden var det nemt for de ghanesiske kakaobønder at retfærdiggøre, at de tog deres børn ud af skolen og i stedet lod dem gå til hånde i kakaobrugene. Ofte betød elendige undervisningsforhold nemlig, at børnene alligevel intet lærte i skolen. Men på bare tre år er der sket en markant forbedring af undervisningskvaliteten i to af Ghanas kakaodistrikter. Det er et resultat af et projekt, som IBIS har udført i samarbejde med Toms Gruppen. Alene i det ene distrikt er elevtallet i skolerne steget med 21 procent, og andelen af elever i afgangsklasserne, som består den afsluttende eksamen, har bevæget sig fra små 60 procent til næsten 90 procent.

mere skole, mindre arbejde

Projektets formål var at reducere omfanget af børnearbejde ved at øge kvaliteten af undervisningen i de lokale skoler. Fokus har især været på lærerne, som var for få og for dårligt uddannet, hvilket blandt andet viste sig i den meget autoritære metode, der blev undervist efter, og som gjorde læring svær for mange af eleverne. Men nu ser virkeligheden anderledes ud. “Det er utrolige resultater, og det har bragt en stor forandring for lokalsamfundene,” siger Prosper Nyavor, der er IBIS’ koordinator på projektet. Når han i dag kommer rundt på skolerne, ser han elever lave gruppearbejde og blive inddraget i undervisningen. Han ser dygtige og engagerede lærere, og han ser forældre, der aktivt støtter op om deres børns skolegang. ”Færre forældre foretrækker nu at lade børnene arbejde

Carsten Villadsen

i stedet for at gå i skole,” siger Connie Dupont, der er uddannelsesrådgiver i IBIS.

folk er jo ikke dumme

“Når kakaobønder i Ghana hellere tager deres børn med på arbejde end sender dem i skole, er det jo ikke fordi, de er for dumme til at forstå, at deres børn har brug for at lære noget. Men når undervisningen er så dårlig, som den mange steder er, mener forældrene – måske rimeligt nok – at børnene gør mere gavn og lærer mere ved at arbejde,” siger hun. Derfor var det netop uddannelse, som blev fokus, da Toms lancerede deres indsats for at bekæmpe børnearbejde i kakaoproduktionen i Ghana. Virksomheden har betalt 40 procent af de i alt 3,2 millioner kroner over tre år, som projektet har kostet. Ifølge Toms Gruppens CSR-manager Lene Hjort Lorenzen har det været alle pengene værd. “Det er vigtigt for os, at den kakao, vi bruger i vores chokolade, ikke er produceret af børn, der risikerer at komme til skade under arbejdet og går glip af den skolegang, som er så betydningsfuld,” siger hun. “Vores indsats har øget antallet af elever i skolerne, øget forældrenes opbakning til deres børns uddannelse og dermed været med til at bekæmpe børnearbejde., så det er vi selvfølgelig stolte af.” Udover at uddanne lærere og forsyne skolerne med undervisningsmaterialer, har et vigtigt fokusområde for projektet været at involvere forældrene og styrke

Hvad skete der med?

skolebestyrelserne. Ifølge Prosper Nyavor er netop skolebestyrelserne projektets måske vigtigste resultat. ”Fra at være lidt skræmte forældre, der ikke kendte deres egne eller deres børns rettigheder, ser vi i dag mødre og fædre møde op på skolen for at sikre sig, at læreren behandler børnene ordentligt, og at myndighederne forsyner skolerne med de materialer, som de har krav på.” Skolebestyrelserne har samtidig givet forældrene et forum til at løse de praktiske problemer, det giver at undvære børnene i det daglige arbejde. I en landsby brugte de eksempelvis ofte børn til at bære drikkevand ud til arbejderne i kakaobrugene, men de fandt ud af, hvordan de ved fælles hjælp kunne lægge drikkevand ud aftenen før og derfor ikke behøvede børnene.

ingen dans på roser

Der er dog også mål, som projektet ikke har nået. Især er det kun i ringe grad lykkedes at påvirke myndighederne højere oppe i systemet til at ændre holdning til børnearbejde og kvalitetsundervisning. IBIS’ samarbejdspartner SODIA og den organisation, der nationalt arbejder for at hæve undervisningskvaliteten, NPECLC, viste sig for svage til at løfte denne opgave. Disse svagheder tager man derfor højde for i det nye projekt, som Toms Gruppen og IBIS i København lige nu søger finansiering til. Selv sidder Toms klar med den første million, og resten af de syv millioner, som man håber at rejse, skal komme fra nationale og internationale donorer.

toms projektet Det gjorde ondt på Toms Gruppen, da det for nogle år siden kom frem, at der var børn på arbejde i de kakaoplantager i Ghana, hvor chokoladefabrikanten henter langt størstedelen af sin kakao. Derfor indledte de i 2007 projektet ”strengthening the education sector in cocoa producing districts in Ghana” i et offentligt-privat partnerskab med Danida og IBIS som udførende partner. Det har i alt kostet 3,2 millioner kroner, og de væsentligste resultater er: Uddannelse til 730 lærere, oplæring af 11 supervisorer. Træning af skolebestyrelser i 50 lokalsamfund. Bøger og andet undervisningsmateriale til 40 skoler. Større viden om vigtigheden af uddannelse, børns rettigheder og farerne ved børnearbejde i 50 lokalsamfund. Evalueringen er lavet af IBIS og Martina Odonka, der er uafhængig konsulent og ekspert i uddannelse og børns rettigheder.

haiti støttefest 2.0 Under tre uger efter ideen opstod, blev der i Århus afholdt støttefest nummer to til fordel for ofrene i Haiti. Op mod 1000 mennesker deltog i festen, som løb af stabelen kort før jul. ”Der var højt humør og mange glade mennesker, så for os var det en kæmpe succes,” siger Martin Bøhm, der var en af drivkræfterne. Overskuddet var på 7.000 kr., og IBIS kom i kontakt med mange interesserede unge og fik erfaring i, hvordan sådan en kæmpe event bliver til.

læsekaravanen i bolivia Den 13. februar sender IBIS LæseKaravanen af sted til Bolivia. Karavanen består af otte frivillige, som i to uger skal på rundrejse i det sydamerikanske land og besøge IBIS’ skoleprojekter, lokale familier og børn fra læsebogen LæseRaketten. Karavanen er en del af kampagnen ”Hele verden i skole,” som 180.000 danske folkeskoleelever deltager i. Fra marts til maj rejser gruppen rundt til 50 folkeskoler landet over og holder oplæg om deres oplevelser.

passion er bygget af hytteost Hvem skulle have troet, at passion består af så jordnære ting som hytteost og avocado, fredagsøl og en gensidig fortælling om det at gøre en forskel. Men sådan forholder det sig ifølge et nyt speciale, som har afdækket årsagerne til, at de ansatte på IBIS brænder for deres job. Læs artiklen på www.ibis.dk

De Frivillige

En succesfuld cocktail ibis’ latinamerikagruppe har vinteren igennem inviteret på gratis film akkompagneret af sprøde dj-rytmer og ditto popcorn. mød tre af de superfrivillige; iben sander christensen, sine pam jensen og yeray lopez portillo. Sigrid Lauenborg Dahl

Hvordan opstod ideen til Latino Film? Sine: Vi ville skabe en platform, som kunne sætte fokus på de sociale, politiske og kulturelle forhold i Latinamerika og samtidig skabe synlighed om IBIS’ arbejde i landene. Vi kom frem til, at den fælles filmoplevelse er et rigtigt godt udgangspunkt for at forholde sig til, hvad der sker på kontinentet. Yeray: Herefter besluttede vi, at Latino Film skulle være en månedlig event, og vi linkede det til et IBIS-projekt, som overskuddet skulle støtte, nemlig uddannelse af mayakvinder i Guatemala. Det hele gik meget hurtigt. Hvad er det bedste ved at lave Latino Film? Iben: Det er forløsningen på selve aftenen. Det er kulminationen på en hel måneds store og små opgaver: Indhente rettigheder til filmen, glæde sig til at se, hvad Yeray har fundet på af seje ting til plakaten, finde ud af om højttalerne virker, finde DJ-udstyr, sætte borde og stole op og style salen til lantino-lovernes indtog. Det er en sej fornemmelse, når folk begynder at komme, og salen bliver fyldt.

Yeray Lopez Portillo

Hvad er fremtidsplanerne? Sine: Generelt skal flere rammes af latino-bølgen! Vi har blandt andet en latino-støttefest på tegnebrættet. Iben: Og at Latino Film får en fast rutine og mindre panik! Vi har planer om en Latino Film-festival, ligesom den i Århus. Festen skal selvfølgelig ende i en fremragende salsafest. Ikke et øje vil være tørt. Yeray: Jeg håber på kontinuitet, og at arrangementerne fortsat udvikler sig og bliver større, og at der findes en masse hjælpende hænder derude. Hvis Latino Film var en drink, hvilken ville det så være? Yeray: Mate tror jeg. En traditionel og naturlig sydamerikansk drik. Den er down to earth og giver dig et ekstra skub, når du har brug for det, men måske mest fordi du normalt nyder den blandt venner. Sine: Uden tvivl en brasiliansk Caipirinha! Frisk og skarp og efterlader dig i langt bedre humør. Iben: Som Argentinas uofficielle nationaldrink: Fernet Branca i Cola. En brun og boblende sag med et heftigt højre hook af en overraskelse i eftersmagen, der giver dig lyst til at danse i en blanding af eufori og foragt.

Hver latino-aften har sin egen signaturplakat, som Yeray Lopez Portillo er ophavsmand til. Indtil videre har arrangementet hver gang tiltrukket mere end 70 gæster.

anmeldelser

Leder

en rå verden

FUBAR

solange

Peter Maass har rejst olieverdenen tynd og giver malende beskrivelser af forurening, korruption, borgerkrige og underudvikling i slipstrømmen på olieeventyret. I bogens bedste kapitel møder Maass tilfældigt James Giffen, der har trådt sine oliesko i sovjetunionen og Kasakhstan, hvor han var en blanding af økonomisk rådgiver, CIA-meddeler og oliepusher. Giffen fortæller stolt, hvordan han smører olien i et tykt lag korruption og selv tjener styrtende med penge. Alt i alt en fremragende og velskreven tour de force gennem en række olieproducerende udviklingslande og en bog, der tydeligt viser de enorme omkostninger, olien giver de lande, hvor den udvindes.

FUBAR betyder fucked up beyond any recognition er militærsprog for situationer, som er godt og grundigt i uorden. Ligesom verden er det, hvis man spørger folkene bag dansegruppen Mute Comp. Sidste år tog gruppen os med ind i sexslavernes rædselsfulde verden og i anden del af trilogien om ”sex, våben og narko” rettes fokus mod menneskers bizarre fascination af våben. ”Vi møder børnesoldaterne, der tvinges til at begå forbrydelser, skruppelløse våbenhandlere og ser på det absurde i menneskets begejstring over våben,” siger Jacob Stage, der sammen med Kasper Ravnhøj er koreograf i Mute Comp. I spilleperioden vil truppen desuden arrangere foredrag med en tidligere børnesoldat og forskere, som beskæftiger sig med emnet. Det kan du læse mere om på www.mutecomp.dk

Filmen ’Solange in love’ er en universel fortælling om kærlighedens magt og afmagt. Det er en smuk og stemningsfuld film, der minder os om, at selv de mest simple ting her i livet fortjener opmærksomhed og kan være værd at kæmpe for. Solange er navnet på to kvinder fra Chile, der befinder sig vidt forskellige steder i livet, men har kampen for kæligheden tilfælles. Filmens danske instruktør Tine Katinka Jensen har fulgt de to piger i Santiagos gader over to år. Den ene er 14 år og i fuld gang med at blive forelsket for første gang. Den anden er 22, mor til to og kæmper med at styre livet og kærligheden uden om de værste huller.

Peter Maass: En rå verden. Oliens storhed og fald. Gyldendal 2010, 269 sider; 270 kr. Fås i førende boglader og www.saxo.com

Filmen kan købes på moviezoo.dk, PolitikenPlus og i Cinemateket.’

FUBAR 14. maj – 4. juni kl. 20. Dansehallerne, Pasteursvej 20, Kbh V. Billetter købes på www.billetten.dk eller på tlf.: 3329 1029.

det sker marts:

3. marts kbh · latino film 8. marts kvindernes kampdag, 100 års jubilæum 12. marts århus · latinamerikansk filmfestival 14. marts århus · aktivmøde 22. marts kbh · aktivmøde 29. marts århus· debatarrangement om skatteunddragelse

april:

7. april verdens sundhedsdag 8. april kbh · latino film 9. april aktivtræf ’11, hvor alle frivillige mødes til oplæg, diskussioner og workshops 15. april læseraketdagen 18. april dalai lama besøger danmark 27. april kbh · Aktivmøde

maj:

9. – 15. maj den globale aktionsuge 15. maj landsindsamling 19. maj kbh · latino film 26. maj kbh: aktivmøde læs mere på www.ibis.dk eller kontakt ibis’ frivillige i københavn: sigrid lauenborg dahl: sld@ibis.dk · århus: lars bødker madsen: lbm@ibis.dk og anne lund petersen: alp@ibis.dk aalborg: rasmus lund: aalborg@ ibis.dk

Leder

Gik du glip af Danmarks Indsamlingen? du kan stadig være med til at skabe en fremtid for verdens unge

du kan støtte ibis’ arbejde for unge med 50 kr. ved at sende en sms med teksten ‘ibis’ til 1231. Det koster almindelig sms-takst oven i donationen, og beløbet vil fremgå af din næste telefonregning. Du kan også altid give bidrag via www.ibis.dk

87 millioner kroner blev der samlet ind, da Danmarks Indsamlingen og IBIS i januar satte fokus på Afrikas unge. Tusind tak for det. Det giver en vigtig håndsrækning til IBIS’ arbejde med at etablere værkstedsskoler og give håb om et bedre liv for unge i det borgerkrigshærgede Liberia.

Du kan også altid støtte IBIS' arbejde på www.ibis.dk" ind et eller andet sted