IBIS Fokus 129

IBIS Fokus uddannelse skaber udvikling

verden rundt med ibis

#129 August 2011

Tema:

NĂĽr folk krĂŚver

indflydelse 1

Klumme

En helt urimelig manøvre ”Det er da løgn” er den reaktion, jeg får, når jeg fortæller folk, hvordan den danske statskasse med en fiks manøvre vil få mere end seks milliarder kroner i kassen med venlig hilsen fra verdens fattigste.

Men nej, det er desværre ikke løgn.

For 30 år siden ville en række store danske virksomheder gerne eksportere til Sudan, men var bange for, at det skrøbelige land ikke ville kunne betale for varerne. Staten så gerne, at danske virksomheder eksporterede og stillede derfor garanti for pengene. Nogle varer blev betalt, men Sudan endte med at skylde de danske virksomheder omkring 500 millioner kroner. En gæld, som staten siden overtog.

For mere end 25 år siden holdt Sudan – på grund af borgerkrig og ekstrem fattigdom – op med at betale af på gælden, og med renter, renters rente og strafrenter er den halve milliard blevet til en gæld på 6,4 milliarder kroner.

Penge, som man ikke regner med, at Sudan nogensinde kan betale tilbage, og som regeringen nu vil eftergive.

Problemet er bare, at man agter at kalde gældseftergivelsen for en slags u-landsbistand og hente alle pengene på u-landsbudgettet. Penge, som man for længst har afskrevet fra skattekassen, men som man nu vil tage fra verdens allerfattigste.

andet u-landsgæld. For det andet er en urimelig praksis ikke et stærkt argument for at fortsætte ad samme vej.

Jeg tror ikke, man kan finde andre sager, hvor staten ikke for længst ville have afskrevet de 500 millioner kroner.

Almindelige gældsposter fra fattige danskere afskriver staten efter tre år, og vi får jævnligt historier om danske konkursryttere, som behændigt efterlader ophobet gæld uden nogensinde at betale. Men over for de fattige u-lande sætter vi altså tommelskruerne på.

En anden ting er, at gælden jo ikke er opstået i forbindelse med fattigdomsorienteret u-landsbistand. Ordningen var en støtte til dansk erhvervsliv, specielt til brancher, som havde det svært i den internationale konkurrence. Det er selvsagt dybt problematisk for u-landene, når man presser på for at få afsat danske varer, uanset om der reelt er brug for dem i modtagerlandet eller ej. Af samme grund er ordningen i dag afskaffet.

Regeringen bør gøre som Norge – eftergive gælden uden at hente pengene på u-landsbudgettet.

Ellers ender u-landene igen med at betale regningen.

Se mere om sagen på Facebook på siden: ”Fingrene væk fra u-landspengene, Claus Hjort!”

Regeringen vil formodentlig forsvare manøvren med, at det har været fast praksis i Danmark, også under regeringer ledet af S, og at det anerkendes internationalt, at man regner denne form for ”gældslettelse” for u-landsbistand.

Begge dele er korrekt. Men for det første var udviklingsbistanden tidligere tre milliarder kroner større om året, og man var begyndt at lave en ekstra og særlig pulje til blandt

2

Vagn Berthelsen Generalsekretær , ibis

indhold Pablos historie s. 5

s. 6 Mødrene holder øje

s. 9 Cykelhjelme til krigens børn

Tema: Governance s. 10

s. 16 Bolivias næste præsident?

Rødt kort til korruption s. 17 s. 20 Stop børnearbejde

redaktion Malene Aadal Bo, mab@ibis.dk Annelie Abildgaard (ansv. redaktør), aa@ibis.dk

Et årsabonnement koster 100 kroner for fire numre.

Magasinet er gratis for medlemmer og bidragydere.

Næste FOKUS udkommer november 2011.

IBIS arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer.

layout Forsidefoto: Lotte Ærsøe Grafisk design: Jesse Jacob/Mediefabrikken ApS Tryk: Mediefabrikken ApS, Oplag: 12.500 ISSN: 1901-9211, © IBIS 2011 IDNR: 46452

redaktionens adresse: IBIS-Fokus Nørrebrogade 68 B, 2. sal 2200 København N tlf. 35 35 87 88 Abonnement: ms@ibis.dk

IBIS er en medlemsbaseret og uafhængig dansk udviklingsorganisation. Vi udfører vores arbejde i samarbejde med folkelige organisationer og myndigheder i Afrika og Latinamerika.

IBIS-Fokus udgives med støtte fra Danida.

magasinet ibis-fokus udgives af udviklingsorganisationen ibis

3

Oplysning gjorde en forskel Mozambique er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af hiv/aids. Det anslås, at 16 procent af befolkningen er hiv-positive.

IBIS arbejder med hiv-forebyggelse, og for deltagere som Ernesto Manuel gør træningen en stor forskel.

For ham betød det især, at sygdommen blev afmystificeret.

“Efter det første kursus fortalte jeg min kone om det, jeg havde lært, og hun foreslog, at vi blev testet. Jeg var meget bange men gjorde, som hun foreslog. Vi er lykkelige, fordi vi er hiv-negative,” siger Ernesto Manuel og fortsætter: ”Fordi jeg nu ved, hvad sygdommen skyldes, besluttede jeg at forandre min seksuelle adfærd, så jeg ikke risikerer at blive smittet. Det har betydet en stor forandring i mit liv.”

verden rundt med IBIS En stor tak til IBIS Dinamarca

Dagen blev fejret med både sang og dans, da 38 bolivianere forleden fejrede, at de nu kan kalde sig lingvister i oprindelige sprog. Ud over at sørge for tosproget undervisning, arbejder lingvisterne med at bevare og udvikle de indianske sprog. Til dimissionen understregede både de nyuddannede lingvister og universitetets ledelse, at uddannelsen ikke havde været mulig uden støtte fra internationale organisationer, og en stor tak blev sendt ud til både IBIS og Danmark.

Goddag og farvel I forbindelse med lukningen af IBIS’ regionale kontorer i Vestafrika og Syd- og Mellemamerika siger vi farvel til de regionale direktører Klavs Wulff i Mellemamerika (billedet), Birgitte Rasmussen i Vestafrika og Martin Laurent Dickler i Sydamerika.

I stedet har hvert land nu en landedirektør – et par er gamle kendinge, og nogle ansigter er nye.

Velkommen til alle.

Unge godt på vej i Liberia 65 stolte og håbefulde unge håndværkere har modtaget deres eksamensbevis efter 10 måneders intensivt kursus på IBIS’ værkstedsskole i Fishtown i det østlige Liberia. 30 af dem er kvinder.

De skal nu ud og arbejde i deres lokalsamfund som blandt andet bygningshåndværkere, elektrikere og motorcykelmekanikere.

4

• Den nye leder af IBIS i Guatemala er Ana María Méndez Libby fra Costa Rica (billedet).

• I Nicaragua hedder den nye direktør Sergio Vinicio Pivaral Leiva fra Guatemala (billedet).

• I Bolivia er Ximena Valdivia De Tapia blevet ansat.

• I Mozambique fortsætter Anne Hoff.

• Liberiakontoret ledes af Rosalind Hanson-Alp. • I Sierra Leone hedder direktøren Tijani Hamza.

• I Ghana er den nye leder Chals Wontewe.

Protest mod ny landevej I protest mod den bolivianske regerings beslutning om at bygge en landevej gennem Nationalparken Isiboro Sécure afholdt forbundet for de oprindelige folk i Bolivia (CIDOB) en stor demonstration den 2. august.

Nationalparken er en del af det indianske territorium TIPNIS, der rummer den største biodiversitet i Bolivia, og demonstrationen bliver støttet af adskillige af IBIS’ samarbejdspartnere, der ligesom IBIS kæmper for at sikre den oprindelige befolknings rettigheder.

Verden Rundt

Pablo – hvis bror blev dræbt for øjnene af ham – ville kun fotograferes og fortælle sin historie mod løfte om fuldstændig anonymitet, da han frygter for sit liv.

”Jeg svor ved min brors grav, at jeg ville dræbe hans mordere” I Guatemala sker der 6500 mord om året. Dette er historien om et af disse mord og om en lillebror, der nu er alene tilbage i et af Guatemala Citys værste kvarterer.

Per Bergholdt Jensen

Pablo ligner en helt almindelig teenager med polotrøje og strithår, og gennem det IBIS støttede projekt ”Jeg skaber min egen fremtid” har han fået uddannelse, omsorg og øget selvværd. Men den spinkle 15-årige gemmer på en tragisk historie.

Pablos historie ”For en måned siden blev min bror dræbt. Vi var til begravelse, da to fyre trængte ind og begyndte at skyde vildt omkring sig. De skød min bror syv gange. Han var 16 år gammel. En af dem satte en pistol for min pande og sagde, at nu skulle jeg dø. Jeg bad Gud om tilgivelse for de dårlige ting, jeg har gjort, og begyndte at græde, men da han trykkede på aftrækkeren, blokerede pistolen.

Nogle siger, at det var min tante, som betalte for det, fordi hun hader vores familie. Jeg svor ved min brors grav, at jeg ville hævne ham. Og når jeg er alene på mit værelse, tænker jeg på at dræbe morderne. Men hvis jeg prøver at gøre det, ved jeg ikke, hvad der sker. De vil sikkert slå mig ihjel, og jeg vil ikke skabe mere tristhed for min mor.

Min mor græder hver dag, og hun er aldrig glad, fordi hun savner min bror.

Jeg savner ham også. Vi fortalte hinanden om vores problemer, og han gav mig gode råd. Han købte tøj og sko til mig. Jeg kommer ikke så godt ud af det med mine andre

søskende. Når jeg kommer hjem, er der ikke nogen, der er kærlige over for mig, eller som taler med mig eller hjælper mig med mine lektier. Lederen her på centret, hvor jeg kommer, har sagt, at jeg skal overlade tingene til Gud. Mine forældre siger også, at jeg ikke må få blod på hænderne.

På centret taler jeg med lærerne og de andre elever, og de støtter mig. Her kan jeg bedre lægge de dårlige ting bag mig og koncentrere mig om mine studier. Mine yndlingsfag er at arbejde med computer eller lave kager og desserter. Jeg vil gerne blive til noget i livet, og min drøm er at blive mekaniker, kok eller dj.”

JEG SKABER MIN EGEN FREMTID Projektet ”Jeg skaber min egen fremtid” indledtes i 2010 med støtte fra IBIS for at give en gruppe udsatte unge fra Guatemala Citys farligste kvarterer mulighed for at skabe deres egen fremtid. Det sker gennem skoleundervisning, kunsthåndværk og faglige kurser, som kan forbedre deres chancer for job, samt kurser i øget selvværd og personlig udvikling.

Mange af aktiviteterne foregår på organisationens center i Guatemala City, hvor de unge altid er velkomne.

Foreningen Børn og Unge Med Fremtid har arbejdet med unge Guatemala i mere end 15 år.

5

Verden Rundt

Mødrene holder øje For bare få år siden gik størstedelen af børnene i landsbyen Pieng i det nordlige Ghana ikke i skole, og af dem, der gjorde, bestod forsvindende få deres eksamen.

Men så fik børnenes mødre nok.

Malene Aadal Bo

Af og til går Fatimata Hamia ad den lille jordvej op til skolen.

Hun lister ind over pladsen, tager et trin op til klasseværelserne og stiller sig lige så stille i åbningen, hvor døren ville have været, hvis der havde været en. I stilhed betragter hun læreren, der deler ud af sin viden, og børnene, der suger til sig.

Fatimata Hamia har ikke selv gået i skole, men hun ved, at god undervisning er afgørende, hvis man vil noget i livet. Det ønsker hun for sine børn og for alle børnene i landsbyen. Derfor gik hun med, da en gruppe af mødre sluttede sig sammen for at forbedre deres børns skolegang. Og derfor går hun af og til op på skolen for at se, at alting går, som det skal. ”Vi skiftes til at gå herop og tjekke, om lærerne er til stede, og om de behandler børnene ordentligt og fair. Vi holder også øje med, om der er nogle børn, der ikke er der, og om der generelt kan gøres noget for at forbedre undervisningen,” siger Fatimata Hamia, som i dag er forkvinde for de i alt 30 kvinder i Piengs mødregruppe.

Kvinderne gør forskellen

Initiativet til gruppen kom i 2005 fra den lokale organisation ASUDEV – Action for Sustainable Development. Med støtte fra IBIS og den engelske organisation Action Aid hjælper ASUDEV i dag 23 mødregrupper i distriktet.

Mændene har mest at skulle have sagt i lokalsamfundet og i familierne, men ifølge Osman Kanton fra ASUDEV er det kvinderne, der kan gøre den største forskel, når det gælder om

6

at få børnene til at komme i skole, blive i uddannelsessystemet og få noget ud af undervisningen. ”Der er kommet fantastisk meget godt ud af dette her. Før gik vores børn ikke i skole, fordi vi ikke forstod vigtigheden af uddannelse. Nu sørger vi for, at de kommer af sted, og hører vi om familier, som holder deres børn hjemme, så opsøger vi dem og fortæller dem, hvor vigtig uddannelse er,” siger Fatima Luruma, som er kasserer i gruppen.

Kvinderne i mødregruppen har også spædet til, da skolen manglede borde, de har skaffet frivillige undervisere, der kan vikariere, når lærerne er syge eller væk på kursus. Og gruppen har endda sørget for, at der ikke bliver spillet musik i nærheden af skolen i skoletiden, fordi børnene så hellere vil ud og danse end terpe regnestykker.

I grupperne har kvinderne lært om uddannelsessystemet og menneskerettigheder, de har fået værktøjer til at lede, organisere og blive hørt, og de har fået opbygget deres selvtillid som gruppe og som individer. Flere af dem er nu medlemmer af den lokale skolebestyrelse, og de tøver ikke længere med at sige deres mening.

Samtidig viser de seneste opgørelser, at langt de fleste af landsbyens børn nu går i skole. Og af de 22 elever, der sidste år gik op til grundskolens afgangseksamen, bestod de 17 og kom videre på gymnasiet. For fem år siden var tallet nul. ”Vi har vist, at vi kan forbedre tingene og hjælpe vores børn. Og det gør os glade,” slutter Fatimata Hamia.

Verden Rundt

7

GILBERTO MENDES Teaterdirektør Gilberto Mendes er også vært på det populære tv-program ”Gilbertos forbindelser”, der har vundet flere priser. Her slipper han hver fredag aften af sted med at fremføre en ellers uhørt kritik af landets regeringsparti. ”Mit program bliver hele tiden forsøgt stoppet. Jeg bliver anset for en mand, der taler for meget. Men folk kan lide, at jeg fortæller sandheden.”

Verden Rundt

ADGANG TIL INFORMATION Selv om ytringsfriheden og den fri presse er sikret i den mozambikanske forfatning, så er virkeligheden en anden. Medierne er svage og udsættes ofte for stort økonomisk eller politisk pres, og mediedækningen uden for de store byer er meget sparsom.

Det forsøger IBIS’ program ”Adgang til Information” at ændre på, blandt andet ved at støtte civilsamfundsorganisationer i at lave lobby og øge borgernes bevidsthed om deres ret til information og ytringsfrihed.

teaterdirektøren

”Her har jeg meget mere magt end politikerne” Anne Witthøfft

Gilberto Mendes er teaterdirektør og bruger sine forbindelser til den politiske elite til at kritisere den selvsamme elite. Med tiden er han blevet så populær, at ingen tør lukke munden på ham.

At have forbindelserne i orden er altafgørende i Mozambique, hvis man vil have indflydelse eller gøre karriere. Og forbindelser har den 45-årige mozambikanske teaterdirektør Gilberto Mendes, som i øjeblikket opfører teaterstykket ”Kilden”, der er finansieret af IBIS og handler om journalistikkens vilkår i Mozambique.

Gilberto Mendes kan nemlig blandt andet bryste sig af at være fætter til Mozambiques forrige præsident, Chissano. ”Hvis jeg ville, kunne jeg være blevet en meget rig mand – minister, ambassadør, bankmand – hvad som helst,” konstaterer Mendes ligefremt.

Men det ville Gilberto Mendes ikke, for han drømmer om et samfund, hvor forbindelser ikke er afgørende, og hvor landets ressourcer kommer borgerne til gode.

Svigermødre og korrupte ministre

I 2004 vendte Gilberto Mendes derfor sit engagement mod teatret. Og siden er det lykkedes ham at skabe debat om alt fra svigermødre til folkelige lynchinger og korrupte ministre. Og politikerne lytter. Faktisk siges det, at selv landets præsident går i teatret for at høre, hvad folket tænker, for kun i teatret bliver tingene sagt ligeud.

8

”Her står jeg uden for det etablerede og behøver ikke følge reglerne. Derfor kan jeg sige det, der ellers ikke må siges, og få folk til at diskutere de ting, som man ellers ikke taler om,” siger han.

Stykket ”A Fonte” handler om en avis, der får nys om en bestikkelsessag. Højtstående embedsmænd forsøger at presse avisen til at afsløre sin kilde, og det sætter redaktionen i et dilemma. Situationen er helt almindelig i Mozambique og lægger derfor op til diskussion blandt tilskuerne.

Budskaberne er altid fremført med humor, for som han siger; ”vi mozambikanere lever hver dag i en tragedie, så for at kunne forholde os til meget alvorlige problemstillinger er vi nødt til at opføre dem som komedier.”

På premiereaftenen bliver der da også grinet i de plyssede stole i teatret, som især optages af den yngre generation. ”Men de ældre og politikerne skal også nok komme. De skal bare lige høre, hvad teaterstykket handler om, før de tør komme,” griner Gilberto Mendes.

Det som ingen andre tør sige

1. Da Teatro Gungo opførte ”Oh minister ” i 1995, var det det første

stykke i Mozambique, som gik direkte i clinch med den politiske magt.

2. Da Gilberto Mendes valgte at lave et stykke om den myrdede journalist Carlos Cardos, som trak tråde til en af den daværende præsidents sønner, forsøgte det mocambicanske parlament at censurere stykket.

Et stort folkeligt pres fik censuren ophævet.

3. Gilberto Mendes stykke ”A Fonte”, der handler om journalister, pressefrihed og ytringsfrihed, tager fat i nogle temaer, som ellers er tabu i Mozambique.

Hvad skete der med?

”Stories by Rikkemai” hedder det design, der er brugt på den cykelhjelm, som i 2010 blev solgt i flere store danske supermarkeder, og hvis overskud gik til IBIS. Det blev i alt til mere end 350.000 kroner, som er gået til IBIS’ uddannelsesarbejde i Angola.

Læs mere om IBIS’ arbejde i Angola på www.ibis.dk

Cykelhjelme hjælper krigens børn Det begyndte med, at en ung kvindelig cyklist blev kørt ned og fik en hjerneskade, og det endte med nyt håb for krigens børn i Angola. Mellem de to hændelser står en designercykelhjelm, som nu på fjerde år sælger i tusindvis fra landets supermarkeder.

Malene Aadal Bo

PR og Benedicte Ohrt Fehler

Du har garanteret set dem i gadebilledet. De blomstrede, prikkede, stribede og mønstrede cykelhjelme, som så småt har afløst de triste Bellmodeller, og som har fået selv byernes fashionistas til at lægge låg på frisuren, når de ræser af sted på cykelstierne.

Måske er du endda selv en af de mange, der har stået i kø i Netto, Føtex eller Bilka for at købe en billig hjelm, designet af netop din yndlingsdesigner og med den ekstra bonus, at overskuddet går til godgørende formål. ”Vi ved stadig ikke, om det var på grund af designere, det godgørende formål, eller fordi hjelmene blev solgt til en overkommelig pris. Men fra allerførste dag strøg de ud af butikkerne. Det overgik min vildeste fantasi,” siger Rui Harrsen fra Mørkegaard a/s, der har stået for kampagnen.

Ideen kom fra deres designer Rikke Gravengaard, efter at hendes egen søster blev kørt ned i trafikken og fik en hjerneskade.

Coolfaktor og godgørenhed

Tilsyneladende fandt hun den rigtige cocktail af coolfaktor og god samvittighed, da hun overtalte nogle af landets mest populære designere til at arbejde gratis og til gengæld forære hele overskuddet til en velgørende organisation efter eget valg. Designerne sagde ja, cyklisterne fandt pungen frem, og organisationer som Hjernesagen, Kræftens Bekæmpelse og – ja – IBIS kunne sige tusind tak.

Det var Rikke Mai Nielsen, som i 2008 vandt designprisen for kollektionen ”Stories by Rikkemai”, der sidste år valgte at donere sin del af overskuddet til IBIS’ arbejde i Angola. Det blev til intet mindre end 350.000 kroner.

”Det var langt mere, end vi havde håbet og troet. Jeg tror, vi på et tidspunkt definerede målet som 150.000 kroner, så da vi fik det endelige resultat, var vi helt målløse,” siger Anne Margrethe Hefting, der er ansvarlig for IBIS’ erhvervssamarbejder.

350.000 kroner svarer nogenlunde til, at 7.000 mennesker har købt en af Rikke Mai Nielsens cykelhjelme og dermed hjulpet angolanske børn i skole. Det er børn, som har overlevet borgerkrigen, men nu lever i ekstrem fattigdom og derfor ikke kommer i skole. IBIS har i flere år drevet et uddannelsesprogram for netop disse børn – et program, som havde stor glæde af de penge, som cykelhjelmene indbragte.

Da der i foråret igen var designercykelhjelme til salg i Netto, var det fjerde gang, og de er stadig så populære, at intet tyder på, at det er sidste gang, du får muligheden for at beskytte hovedet på elegant vis og samtidig støtte et godt formål.

Rikkemai Nielsen har beriget verden med sine smukke designs siden 1996, hvor hun blev uddannet fra designskolen. Hun har designet og solgt sine egne kollektioner og havde i mange år butikken Hausfrau på Østerbro i København. I 2008 vandt hun designprisen Guldknappen for tøjmærket Stories by Rikkemai

I 2008 var det 15 procent af danskerne, der kørte med cykelhjelm, mens tallet i efteråret 2010 var steget til 25 procent.

9

tema·governance Kunsten at

BESTEMME over sit eget liv

”Governance” er et af disse begreber, ngo’er smider omkring sig i tide og utide – men hvad betyder det, og hvorfor er det så vigtigt i IBIS’ udviklingsarbejde?

10

Eleverne her er fra Sierra Leone og har opdaget, hvor meget mere de bliver lyttet til, når de slutter sig sammen i elevklubber, og når de i øvrigt har lært om deres rettigheder og ved, hvem de skal kontakte, hvis de opdager, at noget er galt i skolen. ......

Per Bergholdt Jensen og Malene Aadal Bo

Hvis man har boet i et land, hvor skolelæreren kræver betaling for at lade børnene bestå, hvor den lokale embedsmand mod betaling lader olieselskaber ødelægge store naturområder, hvor politikerne opfører sig som små konger, og politiet selv er indblandet i kriminalitet, kidnapninger og mord – så vil man vide, hvor ødelæggende det er. For den enkelte, der er prisgivet i en uigennemskuelig jungle af manglende rettigheder. Og for samfundet, der risikerer at falde helt fra hinanden.

Derfor er governance en vigtig del af IBIS’ udviklingsarbejde i Latinamerika og Afrika. Begrebet er et udtryk, som dækker over måden at regere på, og i praksis handler det for IBIS om, at mennesker skal blive i stand til selv at påvirke og forandre deres liv til det bedre.

Man skal kunne sige fra ”På de store linjer handler governancearbejde om at forbedre forholdet og samarbejdet mellem stat og civilsamfund. Man arbejder for at sikre, at politikere, embedsmænd og andre offentligt ansatte såsom politi, lærere og sundhedspersonale udfører deres arbejde på en forsvarlig og demokratisk vis,” forklarer Connie Dupont, der er programmedarbejder i IBIS. Ifølge hende er en vigtig del af dette arbejde,

at borgerne lærer deres rettigheder at kende, så de kan holde magthavere og offentligt ansatte ansvarlige og protestere, hvis noget ikke går rigtigt for sig.

Governance er mange ting

Der findes ikke en one size fits allskabelon for governance, som en dansk organisation blot kan hive op af hatten. Governanceaktiviteterne skal både tilpasses de konkrete situationer, de respektive målgrupper og den lokale lovgivning samt tage højde for uskrevne regler og ikke mindst landets traditioner og kulturelle særpræg.

Derfor spænder IBIS’ governancearbejde meget vidt, lige fra skabelse af forældre- og elevråd i Mozambiques folkeskole over forsøget på at skabe demokratiske strukturer, så Sierra Leone ikke ender som legeplads for kriminelle krigsherrer, til arbejdet med at sikre oprindelige folk selvstyre i deres territorier i Nicaragua.

“Mange steder vil man opbygge velfungerende samfund ved at opbygge nationalstater med en homogen befolkning og fælles kulturelle værdier. I Nicaragua ville det føre til eksklusion og undertrykkelse af alle andre end den dominerende etniske gruppe.

Samtidig er der her en tradition for at koncentrere magten omkring en enkelt

Lotte Ærsøe

person og ophøje vedkommende til en slags messiasfigur, man ikke kan være uenig med. Det kræver en helt bestemt type indsats,” forklarer Jairo Valle, der er governancemedarbejder i Nicaragua.

Og Claus Kjærby, der i mere end syv år har arbejdet som rådgiver i Latinamerika, tilføjer: ”Man kan være fristet til blot at forsøge sig med beslutningsstrukturer efter vestligt forbillede, men denne model har vist sig ikke at fungere i praksis, når man eksempelvis står i Guatemala, der har 25 forskellige etniske folk med hver deres politiske tradition.”

Almindelige mennesker

De konkrete aktiviteter er altså meget forskellige fra land til land, men det grundlæggende fokus er ifølge Connie Dupont det samme. Det kaldes ”deltagerorienteret demokrati” og tager udgangspunkt i at styrke almindelige menneskers deltagelse i beslutningsprocesser, der har indflydelse på deres liv. Det sker ved at fremme deres viden om lovgivning og rettigheder, og ikke mindst hvordan man så organiserer sig og går til myndighederne eller lokale beslutningstagere og kræver denne ret.

Det suppleres med fortalervirksomhed på de højere organisatoriske og statslige niveauer, men frem for alt handler

11

Tema Leder· Governance

Medlemmerne af de lokale forældrebestyrelser i Liberia har selv bedt om at få lov at lære noget af det, som børnene lærer i skolen, ud over den viden de får om værdien af uddannelse og børns rettigheder.

det om, at mennesker skal blive i stand til at øve indflydelse på deres eget liv.

Ifølge Helene Kyed, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er governance en tilgang, som IBIS for omkring 30 år siden var en af de første danske ngo’er til at anvende. Og selv i dag, hvor mange andre ngo’er – blandt andet MS – bruger samme metode, er der noget særligt ved IBIS’ måde at gøre det på. Nemlig at en del af governanceaktiviteterne bliver koblet op på uddannelsesprogrammerne, der sammen med governance udgør IBIS’ to grundlæggende fokusområder. ”Det er en rigtig god måde at gøre det på, og så vidt jeg ved, er det unikt for IBIS, at man koncentrerer sin fortalervirksomhed omkring uddannelse, og at der ofte er governanceaktiviteter knyttet til uddannelsesprogrammerne,” siger hun.

Det sker blandt andet, når man støtter etableringen af elevråd og forældredeltagelse i skolebestyrelser i Vestafrika og Mozambique, eller når man støtter de oprindelige folks politiske indsats for interkulturel og tosproget undervisning i Guatemala, Nicaragua og Bolivia. ”I Bolivia kobler vi eksempelvis gover-

12

nanceaktiviteterne til uddannelsprogrammet i forbindelse med La Escuela de Liderezas, en skole for kvindelige ledere. Effekten er ikke alene flere veluddannede kvinder af indiansk afstamning, men også at de indianske kvinder får mere indflydelse i det bolivianske samfund,” siger Jose Luis, der arbejder på IBIS’ governanceprogram i Bolivia.

Gode love, som ingen overholder

Stine Skøtt Thomsen, der er programmedarbejder for IBIS i Mozambique, påpeger, at et af de store problemer inden for regeringsførelse består i, at mange lande i virkeligheden har en både fornuftig og retfærdig lovgivning, men at lovene ikke bliver fulgt, hverken af landets ledere, statsadministrationen eller de offentligt ansatte. Her er governance-arbejdet vigtigt. ”Når borgerne så ikke kender lovene eller ved, hvad de har ret til, så kan de ikke holde embedsmændene og de lokale politikere ansvarlige,” siger hun.

Derfor er vejen til god regeringsførelse ofte brolagt med et hav af seminarer og kurser. Det kan være kurser for kvinder, der gerne vil være aktive i politik, støtte

til lokale organisationer, der mangler gennemslagskraft, eller møder, hvor folk får information om deres rettigheder eller en ny lov, som kommer til at få betydning for dem. Det er ofte en langsommelig proces, og tit ser man ikke resultater før mange år senere. ”Men når folk først har lært, at de har rettigheder og kan stille krav til deres ledere, og når lederne har lært, at de har pligter og ansvar over for de personer, som har valgt dem, så har man taget et stort skridt i den rigtige retning,” siger Emmanuel Abeliwine, der står i spidsen for IBIS’ governancearbejde i Ghana.

Her har man oplevet, hvordan det at øge befolkningens viden om deres rettigheder og den ghanesiske straffelov har reduceret omfanget af overgreb fra politiets hånd. Og hvordan det har en stor effekt, når mødre til skolebørn ved, at læreren ikke må slå, og at de har ret til at se, hvordan skolelederen forvalter skolens penge. ”Det er det, der er governancetilgangens store styrke,” siger Helene Kyed fra DIIS. ”Altså at man ikke bare bygger institutioner og laver nogle love, som teknisk set er i orden, men måske ikke fungerer i praksis, men at man styrker

Bolivia IBIS har arbejdet i Bolivia siden 1983, og lige så længe har vi arbejdet med governance i Andes-landet. Siden 2007 har IBIS haft indiansk governance som det ene af to temaprogrammer i Bolivia.

De vigtigste resultater: I dag er de oprindelige folk synlige som aktører i samfundet – både nationalt og

Nicaragua og Guatemala IBIS har arbejdet i Nicaragua siden 1981 og i Guatemala siden 1990.

I Nicaragua arbejder IBIS med at styrke de oprindelige folks egne territorialregeringer, så de dermed kan sikre deres kollektive rettigheder og deres egen selvbestemmelse. I Guatemala har IBIS arbejdet for god regeringsførelse på både lokalt, kommunalt og nationalt plan.

De vigtigste resultater: Både mayangnafolkets Matumbak Territorialregering

internationalt. Organisationerne er langt bedre rustet til at sætte dagsordenen og blive taget alvorligt af regeringen.

Eksempler er skabelsen af indianske selvstyreområder og den nye plurinationale grundlov, der blev vedtaget i 2009. I det hele taget er samfundet i dag i højere grad præget af respekt for oprindelige folks sædvaner, kulturer og værdier.

og Rama og Kriol Territorialregeringen i Nicaragua har fået officiel anerkendelse og skøde på deres jord, og man er nået langt med en bæredygtig udviklingsplan for området.

I Guatemala går støtten til mayafolkenes egne oprindelige systemer for lokalstyre, hvilket har styrket mayakulturen og givet mayaerne en øget grad af selvværd.

Dertil kommer støtte til en række forskellige organisationer, hvis fortalervirksomhed vil sikre, at oprindelige folks kollektive rettigheder respekteres.

civilsamfundets bevidsthed og evne til at lægge pres på nedefra.”

Ikke mindst for mindre organisationer er denne arbejdsform populær, fordi man kan nå langt for relativt få midler. Hun understreger dog, at det er vigtigt, at nogen arbejder med de overordnede strukturer.

Ingen grøfter

”Det giver problemer, hvis man lokalt taler om rettigheder og får bygget nogle forventninger op hos befolkningen, som regeringsapparatet så ikke kan honorere,” forklarer Helene Kyed.

Det forsøger IBIS at imødekomme ved også at have fokus på de statslige strukturer.

Mozambique IBIS arbejder her især med at øge adgangen til information, styrke kvinders politiske deltagelse, demokratiudvikling og god regeringsførelse.

De vigtigste resultater: IBIS har været med til at skabe aktive og bevidste borgere, der kræver deres rettigheder og stiller myndigheder til regnskab. IBIS’ partnere arrangerer offent-

Ghana, Liberia og Sierra Leone IBIS har siden 2001 samarbejdet med ghanesiske ngo’er med at opbygge deres organisationer. Samtidig har IBIS støttet myndigheder og folkevalgte politikere til at forstå deres rolle og sikre god regeringsførelse og åbenhed for dialog med civile organisationer.

lige debatter om lokalpolitiske emner og informerer via lokalradioerne.

IBIS har de seneste år haft stor succes med at uddanne forandringsagenter, som er begyndt åbent at tale mod korruption i lokaladministrationen, andre er begyndt at holde øje med, at skolernes budgetter bliver brugt rigtigt, og atter andre har organiseret markedssælgere for at kæmpe mod for høje gebyrer.

Derfor fokusere IBIS indsatsen på at støtte dannelsen af netværk og alliancer mellem mindre organisationer, så de kan trække på hinandens erfaringer og stå stærkere over for myndigheder. Også her samarbejder IBIS med både NGO’er og de folkevalgte om at opbygge gode demokratiske institutioner.

Liberia og Sierra Leone, der begge er nogle af verdens fattigste lande, har endnu ikke mange egentlige civilsamfundsorganisationer.

”Vi bygger ikke stater, men vi deler vores erfaringer og løsninger med regeringsapparatet, så det bliver bedre i stand til at lytte til og imødekomme befolkningens behov og ønsker. Det er for os også et spørgsmål om at påvirke de niveauer, hvor man for alvor kan skabe ændringer,” siger Connie Dupont.

Hun understreger, at IBIS gør meget ud af at bygge bro mellem civilsamfund og regeringsapparat. Alt sammen for i sidste ende at sikre et system, der respekterer folks rettigheder og skaber et civilsamfund, der selv kan være med til at iværksætte de nødvendige forandringer.

GOVERNANCE Governance er afledt af det gamle græske ord kuberáo – som betyder at styre.

Verdensbanken definerer governance som: ”udøvelsen af politisk autoritet og brugen af institutionelle ressourcer til at styre et samfunds problemer og anliggender.”

IBIS’ tilgang til arbejdet med governance er ideen om, at alle mennesker skal have mulighed for at tale for sig selv og blive hørt. Midlet hertil er oplysning, uddannelse og dialog. IBIS’ governancearbejde handler især om at give individer og grupper kendskab til deres rettigheder og muligheder for at kræve og udøve disse.

Lige nu er der et særligt fokus på kvinders deltagelse i politik og at klæde folk på til at holde øje med, at statens penge bliver brugt rigtigt og ender i de rigtige lommer.

13

Tema · Governance

Kvægavlerne brænder junglen og stjæler vores land Ramafolket har med støtte fra IBIS opnået statens officielle anerkendelse af deres ret til selvstyre af et stort jungle- og kystområde i det sydlige Nicaragua. men ulovligt indtrængende kvægavlere stjæler deres jord og truer dem på livet.

Per Bergholdt Jensen

Jungleområderne ved den caribiske kyst i det sydlige Nicaragua har været vidne til alt fra parykklædte engelske slavehandlere til hollandske pirater, amerikanske bananbaroner og CIA-agenter.

Men først og fremmest har skovene, floderne og kysten været hjemsted for ramafolket og efterkommerne efter afrikanske slaver – de såkaldte krioler. I juni 2010 fik de historisk anerkendelse, da den nicaraguanske stat gav dem skøde på deres traditionelle territorium.

Slagsmål om jorden

Det at få skøde på territoriet markerer en stor principiel sejr for alle oprindelige folk i Nicaragua, men der er stadig masser at kæmpe for. Ramaer og krioler har nemlig store problemer med mestizer, som tilraner sig jorden, ødelægger naturen og sælger skøder på jord, som slet ikke er deres. ”Kvægavlere, som også kaldes mestizer, kommer fra andre dele af

14

landet, og de fælder træerne og brænder junglen for at få plads til deres kvæg. I flere tilfælde har mestizerne stået bag dødstrusler eller voldelige sammenstød.

I perioder har folk måtte flygte,” siger Eduardo Solano fra lokalsamfundet Titik Kaanu ved Kukra River.

Konflikterne har stået på i over ti år, uden at det lokale politi har vist synderlig interesse for sagen. Kvæg er en af Nicaraguas vigtigste indtægtskilder, og de store økonomiske interesser gør, at myndighederne ofte lukker øjnene. Også selv om ramaerne mister deres livsgrundlag, når junglen forsvinder. Hverken ramaer eller krioler er interesserede i konfrontationer. Derimod har territorialregeringen lavet retningslinjer for, hvordan folk bør behandle og forhandle på fredelig vis med de mestizer, som har levet længe i territoriet. Alligevel er der konflikter. Blandt andet fordi de skiftende nicaraguanske regeringer ikke har været entydigt venligt stemt over for territorialregeringen. ”De ting, vi har opnået som folk, skyldes, at vi anlagde sag mod den nicaraguanske stat ved Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol. De skiftende regeringer har ikke anerkendt vores rettigheder godvilligt,” siger Santiago Tomás, som er præsident for Rama og Kriol Territorialregeringen.

Senest har den siddende sandinistregering udstedt en række love om vand og naturressourcer, som blander sig i det legitime rama- og kriolselvstyre. Mest drastisk er en grænselov, der giver militæret råderet over visse naturressourcer i kystområderne. ”Grænseloven overtræder forfatningen og de oprindelige folks rettigheder over

hele landet. Vi håber meget, at regeringen vil gå i dialog, så vi kan afværge endnu en retssag,” siger Santiago Tomás og tilføjer: ”Vi har allerede haft sager kørende mod tre forskellige præsidenter.”

Står styrket i kampen

Selv hvis dialogen ikke lykkes, så har IBIS’ governancearbejde sat de oprindelige folk bedre i stand til at bruge nationale og internationale juridiske instrumenter for at beskytte deres kollektive rettigheder og territorium. ”IBIS har givet os vigtig legal og juridisk support og fået os til at erkende vores territoriums potentiale og værdsætte vores egen kultur og traditioner og vores eget sprog. Desuden har IBIS støttet etableringen af vores territorialregering.

Det betyder meget, når vi skal tale vores sag,” siger Santiago Tomás.

Territorialregeringen Selvstyreområdet består af seks ramalokalsamfund og tre kriollokalsamfund.

Afroefterkommerne (kriolerne) har boet i området i over 100 år og har tilpasset sig ramaernes traditioner, skikke og kultur. Hele arealet er beskyttede naturområder.

Hvert lokalsamfund vælger sin egen lokale regering, og lederne af disse udgør territorialregeringen. Ramafolket er et af syv oprindelige folk i Nicaragua.

Territorialregeringen har udarbejdet en selvstyreplan for udvikling og administrering af området, som blandt andet omfatter forvaltning af naturressourcer, økoturisme og retningslinjer for at løse konflikter med ulovligt indtrængende mestizer.

IBIS har med støtte fra Danida og den danske ambassade i Nicaragua rådgivet regeringen i syv år. Læs mere: www.rama-territory.com

Mødet mellem repræsentanten for ungdomsorganisationen iEARN og de lokale politikere begyndte med usikkerhed, men endte i smil og en forståelse for hinandens motiver, rettigheder og pligter. IBIS i skikkelse af Alpha U. Sesay (bagerst i rødt) var med, da der blev taget et lille demokratisk skridt i Koidu i Sierra Leone.

Governance fra bunden Når et land som Sierra Leone skal på fode igen efter en krig, er støtten til civilsamfundet helt afgørende. Men det er en øvelse, der kræver stor tålmodighed.

Lotte Ærsøe

ør Sierra Leones borgerkrig var der ikke mange civilsamfundsorganisationer, udover fagforeningerne og et par interesseorganisationer.

Efter krigen sprang en underskov af organisationer frem, båret af udsigten til at få del i de udviklingspenge, som tilflød landet, og en stærk vilje til at skabe et bedre samfund.

Da pengestrømmen stilnede af, og hverdagen satte ind, gik mange organisationer i sig selv. Men andre havde opdaget, at de kunne og ville gøre en forskel. Det er dem, der i dag udgør størstedelen af Sierra Leones civilsamfund.

De har stor virkelyst og gåpåmod, men organisationerne er svage og dårlige til at samarbejde, og derfor har de svært ved at få indflydelse. Det er her, IBIS governancearbejde kommer ind.

”Forestil dig en lille ngo, der mener, at et mineselskab opfører sig dårligt mod lokalbefolkningen, og gerne vil gøre noget ved det. Hvis den består af tre engagerede ildsjæle, der ikke kender loven, ikke ved hvem de skal kontakte og ikke aner, hvordan de skal tolke kontrakten mellem staten og mineselskabet – ja så har de ingen chance for at ændre noget,” siger Alpha U. Sesay, der leder IBIS’ governanceprogram i Sierra Leone.

Demokrati skal læres fra bunden

IBIS’ støtte til civilsamfundet begynder derfor ofte helt fra bunden og handler især om at danne netværk, dele viden og samarbejde. Civilsamfundet får støtte til at organisere sig, lære lovgivningen at kende og ikke mindst til at takle mødet med politikerne og myndighederne.

Det blev blandt andet nødvendigt, da ungdomsgruppen iEARN i foråret gik til byrådet i Koidu for at fortælle, at de med økonomisk støtte fra IBIS planlagde

at lave en film om, hvad kommunen laver, og hvorfor det er vigtigt at betale skat. Politikere og embedsfolk reagerede med kritik, fordi de blev urolige over, at de unge havde taget et initiativ udenom dem. Og fordi de ikke havde fået lov at kontrollere og styre projektet. ”I sådan en situation er vi med for at facilitere dialogen og være en neutral buffer, der minder begge parter om, hvad de har af rettigheder og pligter.

Det er generelt en stor udfordring for politikere og embedsmænd at forstå, at de er der for at repræsentere og servicere civilbefolkningen, så det arbejder vi meget med,” siger Alpha U. Sesay.

I et land, hvor demokratiet er så nyt som i Sierra Leone, foregår governancearbejdet altså helt nede på jorden, og grundsten som samarbejde, dialog, kendskab til rettigheder og pligter og hvordan, man øver indflydelse, bliver lagt et støvkorn ad gangen. Det er et tålmodigt stykke arbejde, for det tager tid at uddanne et helt land i demokrati.

Scene fra et kvindeliv Bolivias nye grundlov fra 2009 sikrer kvinder 50 procent af de valgte lederposter. Det har skabt et stort behov for at uddanne disse nye kvindelige lederE. Vi var med, da en håndfuld kvinder tog de første skridt mod indflydelse.

Jasper Johansen

mkring 30 kvinder sidder i en halvcirkel og diskuterer højlydt på quechua med kokablade i munden. Deres børn farer livligt rundt i lokalet. Det virker kaotisk og uorganiseret. Kvindernes øjne udstråler dyb koncentration.

Vi er i en kold og forblæst landsby på Bolivias højslette. Der er omkring 10 timer til hovedstaden La Paz. Fra hele delstaten er kvinderne kommet i bus her til Llallagua. De lærer om alt fra Bolivias historie til samfundsøkonomiske principper. Hver især skal de præsentere et tema for alle de andre

16 16

fremmødte. For de fleste er det første gang nogensinde, at de skal tale foran så mange mennesker.

Kvinderne er hver især blevet udvalgt til at deltage i kurset af beboerne i deres egen landsby, hvor det er meningen, at de skal gentage kurset og lære videre til deres naboer og medborgere, når de vender hjem. Langt de fleste har aldrig gået i skole før. Én efter én går op til tavlen for at fremlægge. Først med tydelig nervøsitet. Efter lidt smil, latter og efterfølgende klapsalver kommer alle helskindede igennem.

Umiddelbart en lille bedrift, men det første store skridt for disse kvinder, som måske bliver fremtidens borgmestre, politikere og måske endda en kommende præsident.

IBIS arrangerer kurser for indianske kvindelige ledere i samarbejde med to indianske organisationer i højlandet – FAOI-NP i Llallagua og JAKISA i Challapata.

30-35 kvinder deltager i hvert kursus, som finder sted én weekend hver måned. Hver kursusrække består af 10 moduler. Kvinderne har selv tilrettelagt indholdet.

Se en videopræsentation af projektet her.

Brug din smartphone til at scanne koden. Du kan også se videoen på ibis.dk/bolivia

Tema· Governance Leder Klokken 5 om morgenen snører Momade Buana sine løbesko i byen Cuamba i Mozambiques nordlige Niassaprovins og begiver sig ud på sin daglige løbetur. Den er nødvendig, hvis den 41-årige fodbolddommer skal kunne følge med.

Fodbolddommeren, der blev forandringsagent Artikel 35 i den mozambikanske forfatning har skabt en af de største omvæltninger i Momade Buanas liv. I dag er Buana lige så passioneret omkring borgerrettigheder, som han altid har været det omkring fodbold.

17

Tema · Governance

Anne Witthøfft

Fodboldens love har Momade Buana kunnet på rygraden, siden han var barn.

Den mozambiquiske forfatning har han derimod kun kendt i to år – siden han af borgerne i Cumba blev valgt til at blive uddannet i borgerrettigheder og lobbyarbejde. Buana blev “forandringsagent”, så han bedre kunne repræsentere befolkningens interesser.

Før Momade Buana blev forandringsagent, havde han ingen anelse om selv de mest grundlæggende rettigheder, men nu trækker han et klassisk sort kladdehæfte op af sin taske. Her har han nedfældet artikel 35 i forfatningen. Artiklen fastslår, at alle mozambikanske borgere er lige for loven, og selv om Buana efterhånden har læst ordene mange gange, gør de stadig stort indtryk på ham.

Momade Buana Født december 1969 i Cuamba.

Uddannet til og med 9. klasse.

2009-: valgt af lokalbefolkningen i Cuamba som forandringsagent.

Samme år begyndte han at arbejde i borgerretsorganisationen FORASC. Han er organisationens repræsentant i Cuamba Kommunes rådgivende råd og ordfører for rådet.

Momade Buana ernærer sig som fodbolddommer i den nationale mozambikanske liga. Samtidig er han handelsmand og sælger lokalt forarbejdede sten, som blandt andet bruges til smykkefremstilling.

Buana er gift og far til fire sønner.

18

“De bøger om lovgivning og fortalervirksomhed, jeg har fået af IBIS, er min vigtigste føde. Om morgenen læser jeg i dem, før jeg laver noget andet, og når jeg kommer hjem om aftenen efter arbejde, og der stadig er lys, læser jeg dem igen,” siger Buana, som ud over at være fodbolddommer ernærer sig som sælger af lokalt forarbejdede smykkesten.

“Jeg har fået øjnene op for, at jeg kan gøre alt muligt for at løse lokalsamfundets problemer. Jeg er blevet trænet i at tænke over tingene og i at gå til myndighederne. Nu tør jeg gå til en hvilken som helst myndighedsperson, når der opstår problemer,” siger Buana.

Det er mit universitet

Han oplever, at han i dag bliver lyttet til, selv om det nyvundne samarbejde med lokalregeringen har været en lang proces.

“I lang tid blev jeg og de andre forandringsagenter opfattet som medlemmer af oppositionen og afvist, når vi forsøgte at rejse et emne,” siger han.

Men i dag er resultaterne i Cuamba synlige. Hvor der tidligere lå bjerge af skrald, er der nu helt ryddeligt. Gader er blevet renoveret, der er kommet en ny fodboldbane og nye broer og veje, og borgerne bliver inviteret til at komme med ideer til alt fra kriminalitetsbekæmpelse til prioritering af kommende projekter.

“Det er derfor, jeg siger, at IBIS’ kursusprogram er mit universitet, hvor jeg hele tiden lærer nyt og bliver klogere.

Jeg har lært, at jeg lever i en stat, der har love. Når man ikke ved, at der er love, er man bange for alt. Nu er jeg holdt op med at være bange – for det meste,” siger Buana.

Den nye indsigt har betydet en stor personlig udvikling for ham og folk omkring ham. De er nemlig ikke bare blevet gode til at kræve deres ret, men er også i

højere grad begyndt selv at tage ansvar.

“Hvis der opstår et teknisk problem med vandforsyningen, venter vi ikke længere bare på regeringen, men samler penge ind og ordner selv problemet.

Jeg har også ændret mig i forhold til opdragelsen af mine sønner. Nu siger jeg til dem, at de skal respektere lærerne og sørge for at lære noget. Det gjorde jeg ikke før,” siger Momade Buana.

Hvad er en forandringsagent?

De personer, der bliver valgt som forandringsagenter, bliver valgt, fordi de har indflydelse, er upartiske og nyder respekt i lokalsamfundet.

Forandringsagenterne bliver løbende uddannet rettigheder og i lobbyarbejde og bliver i stand til at analysere, lede og mobilisere lokalsamfundet for på den måde at bidrage til en positiv udvikling.

Agenterne modtager en taske med blandt andet den mozambikanske forfatning samt en cykel, så de kan komme rundt og oplyse deres medborgere om deres rettigheder.

IBIS har uddannet og støtter 236 aktive forandringsagenter i ni distrikter i provinsen Niassa i Mozambique. Af dem er 81 kvinder.

Virkeligheden i Mozambique Korruption i regeringen og erhvervslivet i Mozambique er udbredt. Ifølge Transparency Internationals ”Corruption Perceptions Index” for 2010 rangerede Mozambique som nummer 116 ud af 178 lande.

Korruption præger således også sundhedssystemet og uddannelsessystemet, hvor det ikke er usædvanligt at skulle betale bestikkelse for at bestå en eksamen eller få behandling.

Mens pressefrihed er lovmæssigt beskyttet, er journalister ofte chikaneret eller truet og praktiserer ofte selvcensur.

Helt afgørende er den dominerende rolle, som regeringspartiet Frelimo, der har siddet på magten siden 1976, spiller. Der har været adskillige rapporter om lærere, der bliver presset til at blive medlem af partiet, hvis ikke de vil miste deres job eller blive nægtet forfremmelser.

Meet my Reality

Meet my reality

- José Luis Álvarez Quiroga José Luis er leder af IBIS-programmet “Interkulturel regeringsførelse og indiansk territorial selvforvaltning” i Bolivia.

Hør om hans hverdag blandt vejblokader og store skel mellem rig og fattig.

Jasper Johansen

eg valgte at beskæftige mig med udviklingsarbejde, fordi jeg under mine ni års studier i Argentina oplevede, at leveforholdene var meget bedre der end i Bolivia.

Det selv om Bolivia er rig på naturressourcer, kultur og fællesskab, hvilket burde give optimale forhold for udvikling. Jeg tror derfor på, at det er muligt at skabe et Bolivia, hvor der er mere lighed imellem rig og fattig, hvor det ikke betyder noget, om man er mestizo eller tilhører den oprindelige befolkning.

På en normal arbejdsdag står jeg for den direkte kontakt med de oprindelige folks organisationer, som IBIS samarbejder med.

Eksempelvis mødtes jeg for nylig med folk fra organisatio-

nen FAOI, hvor vi sammen reflekterede over et igangværende projekts svagheder og vanskeligheder samt fandt frem til nogle løsningsforslag. Der er meget at tage hensyn til både inden og under sådanne møder her i Bolivia.

En så simpel ting som at nå frem til landsbyen, hvor mødet bliver afholdt, kan være en stor udfordring. På grund af de mange folkelige protester i Bolivia, vil man ofte støde ind i vejblokader, som man skal manøvre sig forbi.

Møderne bliver derfor ofte udskudt i mange timer, indtil alle deltagere er nået helskindet frem.

får tit anerkendende klap på skulderen, og mange nævner, at IBIS var de første til at sætte oprindelige folk på dagsordenen i Bolivia. Det er jeg stolt af at være en del af.

Det bedste ved arbejdet hos IBIS er at få lov at beskæftige mig med problematikkerne omkring oprindelige folk.

Det er tilfredsstillende at arbejde med og støtte de fattigste af de fattige, ikke mindst fordi de selv gerne vil udvikle sig og i høj grad værdsætter de råd, IBIS kan give dem.

Der er helt klart en udvikling i gang i Bolivia, selv om det kan føles meget langsommeligt. Politisk er situationen blevet langt mere åben, og der er flere, der deltager i beslutninger på alle niveauer. Socialt er der også sket store forandringer. For eksempel er de oprindelige folk nu anerkendt. De deltager og er organiserede, hvor de før i tiden var usynlige.

Mine venner er meget positive over for det arbejde, IBIS laver i Bolivia. Jeg Navn: José Luis Álvarez Quiroga, 47 år.

Hjem: Kommer oprindeligt fra Tupiza i delstaten Potosi i Bolivia nær grænsen til Argentina. Hans far var togfører, og moren havde en lille butik.

Familie: Er gift og har en datter på 16 år. José Luis bor nu med sin familie i La Paz. Uddannelse: Uddannet arkitekt og har sidenhen taget overbygning i blandt andet urban og regional planlægning og projektledelse.

Det værste ved arbejdet hos IBIS er, at der ikke altid er tid og penge nok til at gøre alt det, vi gerne vil. Samtidig er midlerne af og til usikre eller tidsbegrænsede, hvilket gør det sværere at planlægge projekterne. Desuden føler vi, at der af og til er langt til IBIS i Danmark og mange led at kommunikere igennem.

Ligesom sine brødre har han læst i Argentina.

Beskæftigelse: Siden 2005 ansat hos IBIS i Bolivia som leder af programmet Interkulturel Regeringsførelse og Indiansk Territorial Selvforvaltning.

Han analyserer, monitorerer og har det overordnede ansvar for udviklingen i en del af de aktiviteter, IBIS støtter i Bolivia.

Støtten til de oprindelige folks organisationer er en af de højeste prioriteter.

19

Når børn går på arbejde Paranødder er både sunde og smager godt. Men de er ikke gode for de mennesker, der producerer dem. En alt for stor del af dem er nemlig børn. en international kampagne vil hjælpe børnearbejderne ud af plantagerne og tilbage i skole.

Malene Aadal Bo

Stop Child Labour og ILO

I den tidlige morgen bevæger de sig i grupper gennem den Bolivianske del af Amazonas. Børn, som sammen med deres familier er kommet for at deltage i høsten af de paranødder, der hvert år eksporteres for 80 millioner kroner af.

Og som arbejderne tjener cirka 6 kroner i timen for at plukke.

De fleste børn går ikke i skole, og for dem, der gør, er det ikke ualmindeligt, at de arbejder fra midt om natten til tidligt om morgenen, hvor de så tager kladdehæftet under armen og vandrer i skole. ”De børn, som kommer i skole, er tit fuldstændig udmattede. De har ikke sovet ret meget og ingenting spist. Så vi ser dem ofte sove hen over skolebordene,” siger Gordon Jonathan Lewis, der er repræsentant for UNICEF i Bolivia.

Sådan er virkeligheden for mange børn i den bolivianske del af Amazonas, hvor paranødderne bliver dyrket. Og

20

nogenlunde sådan er virkeligheden for langt over 200 millioner af verdens børn.

De er børnearbejdere, og ned til fem år gamle. De arbejder så meget eller på en måde, som skader dem og forhindrer dem i at udvikle sig, komme i skole og få en uddannelse. De børn er målet for den internationale kampagne ”Stop Børnearbejde – skolen er det bedste sted at arbejde”.

Er det virkelig så slemt?

Kampagnen kæmper blandt andet imod forestillingen om, at noget børnearbejde er i orden, eller at børnearbejde er uundgåeligt, så længe der findes fattigdom. ”Begge dele er myter, som desværre er med til at fastholde børnene som billig arbejdskraft i plantager og på fabrikker, og som er med til at forhindre dem i at få en uddannelse og muligheden for at skabe sig en bedre fremtid,” siger Anne

Margrethe Hefting, der er koordinator for IBIS’ del af kampagnen.

Kampagnen skal fortælle forbrugere og virksomheder, hvad de kan gøre for at stoppe børnearbejde. For selv om det foregår ret langt væk, så er det som regel tæt forbundet til den adfærd, vi herhjemme udviser.

Paranødder produceres eksempelvis som nævnt i Bolivia, men 98 procent af dem eksporteres til blandt andet Europa og USA, hvor forbrugerne derfor har meget at skulle have sagt i forhold til, hvordan varerne produceres. Samme mekanisme gælder for alt fra kakaoproduktion over bomuld og ris til mineraler, som hentes op af minerne i Latinamerika og Afrika.

Ifølge tal fra ILO foregår størstedelen (69 procent) af verdens børnearbejde i landbruget – på forældrenes marker eller som arbejdere på store plantager.

Stop Børnearbejde

22 procent af børnearbejderne arbejder inden for servicefag, mens 9 procent arbejder på forskellige typer af fabrikker. ”Forbrugere og virksomheder i den vestlige verden er aftagere af en meget stor del af de varer, som bliver fremstillet ved hjælp af børnearbejde. Og der er masser af eksempler på, at det har en effekt, når vi gør en indsats for, at de produkter, vi aftager, er lavet med ordentlige vilkår for arbejderne – og altså uden brug af børnearbejde,” siger Anne Margrethe Hefting.

Shanta Sinha er formand for kommissionen for børns rettigheder i Indien.

Ifølge hende eksisterer børnearbejde, fordi vi accepterer det og skaber undskyldninger for det. ”Men der er ingen undskyldninger for børnearbejde, og det kan elimineres med politisk vilje og handling,” siger hun.

Indien er forbilledet

Indien er hjemsted for den organisation, der har inspireret ”Stop Børnearbejde – skolen er det bedste sted at arbejde.”

MV Foundation har på 10 år fået næsten 500.000 tidligere børnearbejdere i skole, og over 1.500 landsbyer i det sydlige Indien er nu erklæret fuldstændig børnearbejdsfri.

Midlerne er de samme, som kampagnen vil benytte sig af: skabe opmærksomhed om konsekvenserne af, at børn arbejder, påvirke folks holdning til børnearbejde og promovere kvalitetsuddannelse som løsningen. En løsning, som blandt andet har været afprøvet i det projekt, IBIS har lavet i samarbejde med Toms i kakaodistrikterne i Ghana. Her viste det sig, at omfanget af børnearbejde faldt betragteligt, hvis man sørgede for, at børnene havde adgang til god og gratis skolegang. ”Mange steder er der reelt intet uddannelsestilbud, hvis man ikke har penge, eller også er kvaliteten så ringe, at forældrene mener – måske med rette – at det alligevel er spild af tid at sende børnene derhen,” siger Connie Dupont, der er programmedarbejder i IBIS. Kampagnen støtter lokale projekter

mod børnearbejde og skaber netværk mellem organisationer i Indien, Zimbabwe, Uganda, Etiopien, Ghana, Marokko, Albanien, Guatemala, Mozambique, Ghana, Liberia, Sierra Leone og mange andre lande, hvor børnearbejde stadig er en del af livet for børn.

I Danmark bliver kampagnen især synlig i form af seminarer, foredrag og fotoudstillinger.

BØRNEARBEJDE Der er 218 millioner børnearbejdere i verden. Hvert år dør 22.000 af dem i arbejdsrelaterede ulykker, mens resten af dem mister muligheden for uddannelse og har stor risiko for at blive fastholdt i fattigdom resten af deres liv.

Børnearbejde er arbejde udført af børn under 18 år, og som anses for at være til skade for børnenes fysiske, følelsesmæssige, intellektuelle, sociale eller åndelige udvikling. At hjælpe til på gården eller at arbejde i en lokal butik i weekenden er i orden. Men hvis arbejdet forhindrer barnet i at komme i skole og koncentrere sig om at lære noget, eller når det er i strid med love om eksempelvis minimumsalder, er det børnearbejde.

Bag kampagnen “Stop Børnearbejde skolen er det bedste sted at arbejde” står IBIS og partnerne i Alliance2015 samt en række menneskerettighedsorganisationer.

Se mere på: facebook og www.ibis.dk/stopbornearbede .

HVAD HAR UDDANNELSE AT GØRE MED BØRNEARBEJDE? Myter om børnearbejde Myte: Børnenes arbejde giver hele familien et bedre liv Svar: Erfaringen viser, at børns lønninger i virkeligheden kun bidrager meget lidt til en families indkomst. Desuden underminerer den ultrabillige arbejdskraft de voksnes mulighed for at få arbejde og tjene en anstændig løn. Børnearbejde er derfor med til at forårsage og fastholde familier i fattigdom.

Myte: Børnearbejde er ikke nødvendigvis så slemt Svar: Det er rigtigt, at det er langt værre for børn at lave farligt arbejde i en mine eller på en sundhedsskadelig tekstilfabrik end at arbejde på familiens jord. Men arbejde, der forhindrer børnene i at komme i skole eller på anden vis bremser deres udvikling, er en krænkelse af deres rettigheder og hæmmer dem resten af deres liv.

Gode skoler og uddannelsestilbud til alle er en af de bedste måder at reducere omfanget af børnearbejde. Samtidig er et af de største problemer ved børnearbejde netop, at børnene ikke kommer i skole.

Uddannelse styrker menneskers selvværd og giver børn mulighed for at træffe valg og til at danne deres egen mening.

Uddannede børn kan forsvare sig selv og kræve deres rettigheder. Desuden er uddannelse en forudsætning for bæredygtig udvikling og demokratiske samfund.

Uddannelse er nøglen til et bedre liv.

21

do til e Fre A m n m dag kti bæ o d on re rge . 9. sda r f n se ge ru ak pt n gt” tio . k fo HU . T n an r V S ilm som du er K eld sy væ den di mb re Be g p o m ds å w l på ed te N ww at til a yh .ve ”ka t de ede rd mp le r. en en fru sb m gt ed o u ste d f d ny att he igde r.d k

De Frivillige

Danskerne vil redde klimaet Frivillige fra IBIS, i skikkelse af Robin Hood’er, VAR atter trukket i de grønne tights, og bevæbnet med bue, pil og tusind 50-ører indtog de Forleden Københavns Hovedbanegård for at få sig en snak med Hr. og Fru Danmark.

Sigrid Lauenborg Dahl

Anledningen er en global aktionsdag, hvor aktivister over hele verden sætter fokus på gevinsterne ved at indføre en international skat på finansielle transaktioner – en såkaldt ”Robin Hood-skat”.

De danske Robin Hood’er vil undersøge, hvad folk mener, skattepengene bør bruges til. Forbipasserende får udleveret to 50-ører af vores ’bankmand’.

De skal nu smide disse i en eller to af tre glassøjler og herved vise, hvad de synes, skatteindtægterne skal bruges på.

De har følgende muligheder: Opfyldelse af FN’s udviklingsmål (2015-målene), indfrielse af klimaløfterne til udviklingslandene eller øget velfærd i Danmark.

Hurtigt forvandler den sindrige plexirørs-konstruktion sig til et visuelt øjebliksbillede af danskernes økonomiske prioriteter i en tid, hvor der er nok at tage fat på. Og det er ikke let at vælge.

Men sidst på dagen står det klart: Danskerne vil støtte kampen mod klima-

22

forandringerne. Næsten 43 pct. smider deres 50-ører ind i klimakampen, mens 29 pct. finder det vigtigst at støtte udviklingsarbejdet rundt om i verden. 28 pct. af de adspurgte synes, at pengene skal bruges på velfærd i Danmark.

Klimaet er altså klart i front, for som mange af de adspurgte siger, er det en forudsætning for at opnå de andre mål - hverken udvikling eller velfærd giver mening på en ubeboelig planet. For IBIS er det gode nyheder, at danskerne har et globalt udsyn midt i finanskrise og offentlige besparelser – at de som ægte Robin Hood’er vil være med til at tage fra de rige og give til verdens fattige.

Bliv frivillig i IBIS Som frivillig i IBIS kan du være med til at sætte udvikling på dagsordenen i Danmark.

Der er brug for alle: folk der kan skrive, idéudvikle, slå søm i, slå på tromme, bage kager eller lave flot grafik.

Lige nu mangler vi nogen, som vil være med til at dele frugt ud i forbindelse med Verdens Bedste Nyheder den 9. september.

Skriv til: Aalborg: Rasmus Lund: aalborg@ibis.dk Århus: Anne Lund Pedersen: alp@ibis.dk København: Christian Damholt: cda@ibis.dk

Robin Hood-skat: En lillebitte skat på handel med valuta, aktier, obligationer og derivater. En sådan skat kan bidrage til at sikre rige landes velfærdssystemer og til at bekæmpe fattigdom og klimaforandringer i u-landene. En skat på bare 0,05 % på finansielle transaktioner kan indbringe omkring 3.500 milliarder kroner årligt, hvis den implementeres globalt.

Læs mere på : www.robinhoodskat.dk og facebook: Robin Hood Skat.

anmeldelser Helle Gudmandsen

Anders Thormann

Biutiful Barcelona på vrangen

Sommerferien gik i år til Barcelona. Det er en by, jeg er helt vild med og gerne på alle årstider. Især elsker jeg udsigten fra Parc Güell, og kvarteret ved havet med de smalle gader og vasketøj er fortryllende.

Efter jeg har set den stærke film Biutiful, er det blevet en meget anderledes oplevelse at stå på Plads de Catalonia og se gadesælgerne sælge solbriller til de mange turister – indtil de med et snuptag kaster det hele på ryggen og stikker i løb, væk fra politiet, som er dukket op.

En pudsig lille oplevelse, medmindre man altså har set Biutiful, som foregår i Barcelona og sætter ansigt på de illegale indvandrere.

En meget smuk og frygtelig film, som jeg vil anbefale til alle dem, der endnu ikke har haft den glæde at se den.

Biutiful (2010) Alejandro González Iñárritu 147 min, 189,95 på moviezoo.dk

Og så tre kopper te Med til Barcelona havde jeg romanen ”Tre kopper te” om bjergbestiger Greg Mortenson, som forsøger at bestige K2 mellem Pakistan og Afghanistan, men mislykkes.

Efterfølgende tilbringer han tid i en lille landsby for at komme sig.

Han overvældes af den venlighed, han møder, og beslutter sig for at bygge en skole. Tre kopper te handler om kulturmødet og Greg Mortensons strabadser for at skaffe penge til skolebyggeriet.

Bogen er præget af den amerikanske drøm om at lykkes, men samtidig er den et ægte billede på en mand, som tror på uddannelse som vejen til udvikling og fred. Onde tunger påstår, at han aldrig har været på stedet, men under alle omstændigheder er hans passion for uddannelse og hans store lyst til at gøre en forskel dragende læsning.

Tre kopper te Greg Mortenson og David Oliver Relin 335 sider, 368 kr. på Saxo.dk

Leder

Helle Gudmandsen er leder af IBIS’ uddannelseskampagne ”Hele Verden i Skole”. Her får du hendes tre bud på, hvad du kan bruge sensommeraftenerne på.

Byens bedste tapasbar har også sin pris

Tapasbarerne er mange i Barcelona.

Tjenerne på min yndlingsbar er næsten alle filippinere - en af dem en kvinde som har arbejdet 11 år i Spanien, men er uddannet skolelærer.

Jeg sagde til hende, at jeg var ked af, at hun ikke arbejder med undervisning, når nu verden har så stor mangel på lærere.

Men selv på universitetet i Manila er lønnen kun en tiendedel af det, hun tjener her.

Jeg turde ikke spørge, om hun lever ligesom de illegale migranter i filmen Biutiful. Under alle omstændigheder er tapasbaren bestemt et besøg værd, og giver man gode drikkepenge, ved man, at de ender på et tørt sted.

Adressen er Cerveceria Catalana, c/Mallorca, 236, Eixample Derecha district.

Står du ikke lige og skal til Barcelona, så prøv Adendum på Islands Brygge i København, hvor du kan spise lækre tapas, mens solen synker bag byens tårne.

det sker 25. august Skovtur med Claus Meyer I haven ved Landbohøjskolen i København er der skovtur med kokken Claus Meyer. Overskuddet går til IBIS og Meyers nye fælles madskole i La Paz i Bolivia. Læs meget mere på www.ibis.dk 9. september Verdens Bedste Nyheder Arbejdet bærer frugt, og derfor kan du denne morgen få et stykke frugt sammen med en hel avis fuld af gode nyheder om udviklingen i verdens fattigste lande. Se mere på verdensbedstenyheder.dk

16. september Sidste chance for at komme i IBIS´ styrelse Er du medlem af IBIS og vil du blande dig mere i, hvad IBIS gør og siger, så stil op til styrelsen.

Meld dit kandidatur på ibis@ibis.dk senest 16. september.

5. oktober Lærerens dag Dagen hvor man kan sige “tusind tak” til alle de lærere, der hver dag gør et stort stykke arbejde på skoler verden over. www.laererdag.dk

14. oktober Skolernes motionsdag Ikke alene får børnene motion, de har i år også mulighed for at samle ind til skoler i Sydsudan.

Se mere på bagsiden.

9. november Operation Dagsværk I år går pengene til et IBIS projekt i Perus regnskov. Så hyr en dagsværker og glæd dig til at få ryddet op i garagen og samtidig gøre dit til at redde Amazonas. www.od.dk Se mere på ibis.dk/frivillige/arrangementer

Leder

Tak!

Sidste år var det ghanesiske skolebørn, der fik glæde af de penge, som danske elever samlede ind på skolernes motionsdag.

Lotte Ærsøe

Er man 12 år og opvokset i Sydsudan, så ved man en masse om krig, men chancen for, at man har lært at læse og skrive, er meget lille. Derfor arbejder IBIS med uddannelse i Sydsudan.

På Skolernes Motionsdag 14. oktober kan danske elever hjælpe de sydsudanske børn ved at samle ind til et projekt, der kombinerer det boglige med sport og leg.

Se hvordan på www.ibis.dk/mvb, og giv opfordringen videre, hvis du kender børn eller lærere, som gerne vil motionere og samtidig samle ind til et godt formål.

Du kan også støtte arbejdet med 50 kroner ved at sende: fodbold til 1414