På jagt efter skatten by Oxfam IBIS

På jagt

efter skatten En introduktion til hvordan skat, udvikling og naturressourcer hænger sammen

Når virksomheder sniger skatten ud af bagdøren side 2 Skattespekulation i udvindingsindustrien side 4 Sådan finder vi skatten: internationale løsninger side 10 Sådan finder vi skatten: nationale løsninger side 14

Når virksomheder sniger skatten ud af bagdøren Mange udviklingslande har store forekomster af naturressourcer som guld og diamanter, men befolkningen får sjældent udbytte af rigdommene. En ung mand står med hænderne i det mudrede flodvand. Hans negle er slebet korte af småstenene i sien, som han sorterer med hurtige hænder. Arbejdet er langsommeligt og hårdt, og chancen for gevinst er lille. Men der er en lille mulighed for, at der blandt de mange ton mudder og sten gemmer sig de værdifulde diamanter, som kan løfte ham og hans familie ud af fattigdom. For de unge i Konodistriktet i Sierra Leone er der ikke mange andre muligheder. Længere oppe ad floden er chancen for succes større, men her er rigdommene uden for rækkevidde for de fleste. Her udvinder en multinational virksomhed for flere millioner kroner diamanter hver måned. I den store mine er der specialiseret udstyr og et helt hold af eksperter, der står for den avancerede og effektive udvinding af diamanter.

Skat og udvikling Et samfund har behov for sygehuse, skoler, veje, jernbaner og lignende, der skal sikre borgernes velfærd og sikkerhed, og at samfundet fungerer optimalt. Gennem skat betaler alle til at staten kan levere disse ydelser til borgerne. Skatten bliver brugt på at få samfundet til at løbe rundt og civilsamfundet såvel som erhvervslivet er afhængige af velfungerende offentlige institutioner. Derfor er det afgørende at alle betaler deres skat – særligt dem der burde betale mest. For at udviklingslandene kan opnå en højere levestandard er det afgørende at de store multinationale selskaber også betaler skat i de lande, hvor de tjener deres penge.

Minen ligger præcis der, hvor den unge mands familie har boet i årtier. Han er aldrig blevet spurgt, om han er interesseret i minens tilstedeværelse. Han kan heller ikke få arbejde i minen, fordi han ligesom de fleste andre fra lokalområdet mangler den nødvendige uddannelse. I stedet må han se på, at der hver dag udvindes uendelige rigdomme for næsen af ham, men uden at han selv, familien, lokalområdet eller Sierra Leone i det hele taget får ret meget ud af det. Kun en lille del af minens overskud betales til regeringen, og en endnu mindre del bliver brugt på skoler, sundhed og infrastruktur, der kommer borgerne i Sierra Leone til gode. På trods af store mineralrigdomme i landet er befolkningen en af verdens fattigste. Den unge mand i Sierra Leone er ikke alene. Det samme billede tegner sig i ressourcerige lande over hele verden: der tjenes masser af penge, men kun få ved, hvor pengene forsvinder hen. Og stensikkert er det, at en alt for lille del bliver betalt i skat.

Nogle lande har ikke råd til at blive rige Multinationale virksomheder kan være en stor gevinst for et land, fordi de ofte kommer med en unik viden om, hvordan man udvinder naturressourcer som diamanter, guld eller olie. Samtidig har de adgang til de mange penge, det ofte koster at starte et udvindingsprojekt – penge som en fattig regering kan have svært ved at finde. Derfor vil mange regeringer i verdens udviklingslande gerne have multinationale virksomheder til at udvinde naturressourcerne i deres land. Problemet er bare, at gevinsten for landet alt for ofte bliver alt for lille, fordi virksomhederne på forskellig vis undgår at betale en retfærdig skat af det overskud, de laver i landet. Nogle gange på grund af uigennemsigtige internationale skatteregler. Nogle gange fordi de lokale myndigheder mangler ressourcer til at forhandle en retfærdig kontrakt. Nogle gange fordi enkelte medlemmer af regeringen sikrer sig en personlig gevinst mod i øvrigt at lade virksomhederne gøre, som de vil. I alle tilfældene er almindelige mennesker de store tabere: De får ødelagt deres

Kapitalflugt

Kapitalflugt er en betegnelse, der dækker over penge, der uretmæssigt føres ud af et land. Det kan være gennem organiseret kriminalitet eller korruption, men over halvdelen af kapitalflugten stammer fra virksomheders skattespekulation. Hvert år går udviklingslandene glip af 850 milliarder kroner i tabte skatteindtægter på grund af kapitalflugt.

landbrugsjord og forurenet deres drikkevand, bliver flyttet fra deres byer og får ikke del i de naturrigdomme, som kunne have løftet dem ud af fattigdom.

For hver krone vi giver, forsvinder der ti Det er alt andet end småpenge, der på denne måde hvert år forsvinder fra udviklingslandene. Hvert år giver verdens lande store mængder økonomisk bistand til verdens fattigste befolkninger. Men for hver krone vi giver i bistand til et land forsvinder der 10 kroner gennem kapitalflugt fra udviklingslandene. Det løber op i flere tusinde milliarder kroner årligt. Det vil sige, at den internationale bistand kun er et plaster på såret i forhold til de penge, der bliver kanaliseret ud af udviklingslande af de multinationale virksomheder. Hvis man får lukket skattehullerne og får virksomhederne til at betale en retfærdig andel af det de tjener i disse lande, så vil landene kunne blive økonomisk selvkørende. Når proppen er sat i hullet

og pengene holdes i udviklingslandene, er det afgørende at disse penge bliver brugt på de fattigste i befolkningen og ikke havner i lommerne på korrupte politikere. Løsningen på problemet er at lukke huller og udrydde gråzoner i den internationale og nationale skattelovgivning, øge gennemsigtigheden i virksomhedernes regnskaber og få globale regler, der understøtter en ansvarlig virksomhedsdrift og en ansvarlig regeringsførelse. De multinationale virksomheder har i nogle tilfælde budgetter, der langt overstiger et helt lands budget. Det betyder, at de har ressourcer til at omgå myndighedernes arbejde og flytte pengene rundt i verden uden at nogen kan følge med. Det sker i udviklingslandene, men det sker også i Danmark. Når multinationale virksomheder ikke betaler skat, skader det regeringer og befolkninger over hele verden. Derfor må løsningerne også findes internationalt såvel som nationalt. Vi vil på de følgende sider se nærmere på, hvordan virksomhederne sniger skatten ud af bagdøren, og hvad man kan gøre ved det. n

Multinationale giganter

I 2011 havde olie- og gasselskabet Exxon en omsætning på 2,382 milliarder kroner, mens hollandske Shell havde en omsætning på over 2,585 milliarder kroner. Det er mere end det dobbelte af Danmarks samlede bruttonationalprodukt.

Derfor er det som musen, der jagter katten, når regeringernes skattemyndigheder forsøger at indkræve en retfærdig andel af virksomhedernes overskud, som virksomhedernes mange skatteeksperter forsøger at holde skjult i skattely. Foto: Shell

Skattespekulation i udvindingsindustrien Multinationale selskaber i udvindingsindustrien udnytter ofte skattely til at flytte overskud fra lande med høj skat til lande med lav skat. Derfor betaler de ikke skat i udviklingslandene, selv om det er her, de rent faktisk laver deres overskud. Når man tanker benzin på sin bil eller køber en guldring til sin udkårne ved de fleste, at dette er forarbejdede varer, der ikke eksisterer i naturen i den form, man køber dem. Guldet bliver udvundet i miner, legeret med andre metaller og pudset og poleret, mens olien pumpes op af undergrunden og gennem olieraffinering bliver til anvendelig benzin.

Skattely – hvad er det?

OECD karakteriserer et skattely ud fra følgende kriterier: ¡¡Ingen eller minimal skattesats ¡¡Mangel på gennemsigtighed i personers eller virksomheders skatteforhold ¡¡Love der forhindrer udveksling af personers eller virksomheders skatteinformationer med andre lande. ¡¡Mangel på krav om, at en virksomhed har reale aktiviteter i landet.

Derfor giver det god mening, at store virksomheder i udvindingsbranchen har en række datterselskaber, der står for produktionens forskellige led og er placeret i forskellige lande. Hvad færre ved er, at mange koncerner også har en række datterselskaber, der er placeret langt væk og som aldrig ser skyggen af produktet, men hvorigennem der alligevel strømmer milliarder af kroner. Sådanne selskaber er ofte oprettet som led i en omfattende skattespekulation, hvor virksomheden køber og sælger varer af sig selv til kunstige priser og låner penge til sig selv til en rente de selv bestemmer - og samtidig sørger for, at alt dette kan foregå i dybeste hemmelighed. Det er mekanismer som disse, der gør, at store guldminevirksomheder i Ghana år efter år tilsyneladende ikke har noget overskud at betale skat af, og at eksempelvis Nestlé i 2008 omsatte for 1,2 milliarder kroner i Danmark, men ikke betalte en krone i skat. Mekanismerne bevæger sig i bedste fald i international lovgivnings gråzoner, og disse finurligheder er i høj grad medvirkende til, at udviklingslandene hvert år bliver snydt for i omegnen af 850 milliarder kroner i tabte skatteindtægter. Det svarer til det samlede bruttonationalprodukt for de 30 fattigste lande i Afrika og er penge, der kunne have været brugt på skoler, sygehuse, veje og andre offentlige investeringer. I dette afsnit går vi på jagt efter den forsvundne skat.

Skattely

Foto: Oliver Graner Sæbye

Rundt omkring i verden findes lande og autonome stater, der kun pålægger virksomheder meget lav eller slet ingen skat på de penge, de måtte tjene i landet, og som i øvrigt tillader virksomhederne at hylle deres aktiviteter i et tæt røgslør, som gør det umuligt for andre landes skattemyndigheder, investorer og civilsamfund at få indblik i, hvad virksomhederne foretager sig. Disse steder kaldes skattely, og de er en afgørende

schweiz

Schweiz er nummer et på Tax Justice Networks liste over skattely, da bankvæsnet er et af de mest lukkede og hemmelighedsfulde i verden. Det betyder blandt andet at den schweiziske banksektors finanser svarer til otte gange landets samlede BNP.

brik i de multinationale selskabers bestræbelser på at undgå at betale ret meget af deres overskud i skat – både til fattige udviklingslande, men også til lande som Danmark. En virksomhed kan gøre brug af et skattely ved at registrere et selskab inden for statens jurisdiktion og føre en stor del af sit overskud ind i disse firmaer, hvor skatten er lavere end i andre lande. Anvendelsen af selskaber i skattely er vidt udbredt i globale koncerner. Eksempelvis har den engelske olie- og gaskoncern BP 1.596 datterselskaber hvoraf 605 er placeret i skattely. Skattelyet vinder på denne ordning gennem afgift på virksomhedslicenser og beskæftigelse for de medarbejdere, der forvalter pengestrømmene for virksomheden.

Her er det særligt muligheden for at skjule sine finansielle aktiviteter, der er attraktiv. Som revisorfirmaet KPMG beskriver det, er Schweiz et ”perfekt sted for internationale virksomheder at placere deres hovedkvarter”. Foto: Fotopedia

British Virgin Islands Halvdelen af regeringens indtægter kommer fra licensafgifter fra udenlandske selskaber. Det kan muligvis forklares ved, at øerne har 27.000 indbyggere men 445.000 aktive selskaber. Her er det den lave skat, der er attraktiv for virksomhedsstrukturen. Som der står på øens våbenskjold ”Vigilante” eller på dansk ”Vær på vagt!”.

Glencore og Mopaniminen i Zambia

Normalt er det svært at dokumentere transfer-mispricing, da multinationale koncerner kun skal opgive regnskaber for den samlede koncern. I 2011 blev et dokument dog lækket til en række ngo’er. Det indeholdt en gennemgang af den zambiske kobbermine Mopani’s regnskaber og skattebetalinger. Mopani-minen er ejet af det schweiziske råvarehandelsselskab Glencore. I det lækkede dokument, der er udarbejdet af eksterne revisorer, fremgår det, at kobberet fra minen er solgt til et søsterselskab i Schweiz for priser langt under markedsværdien, at de oplyste produktionsomkostninger i minen er alt for høje, og at den oplyste produktion er langt lavere end i virkeligheden.

Transfer Pricing: Falske priser flytter overskuddet Omkring 60 procent af verdenshandlen foregår internt i koncerner mellem to datterselskaber. Når to selskaber inden for den samme koncern handler med hinanden, er der nogle retningslinjer for, hvordan prisen på varen skal fastsættes, så den afspejler en lignende handel mellem to selskaber, der ikke er under samme koncern. Dette kaldes armslængde-princippet for transfer pricing. Målet er at sikre, at selskaberne fastsætter en fair markedspris, så der ikke spekuleres i priserne. I nogle tilfælde er det forholdsvist simpelt at vurdere, hvilken pris, der skal handles til, hvis der er tale om en vare, der handles i mange andre virksomheder. I andre tilfælde kan det være sværere at fastsætte den rigtige markedspris for varen. Det kan være tilfældet med specialiseret udstyr til udvinding af olie eller mineraler. Det kan virksomheden udnytte ved at sælge varer til kunstigt lave priser i de lande, hvor der er et højt skattetryk, til et datterselskab i et land, hvor der er et lavt skattetryk. Herfra kan varen sælges videre til markedsprisen. Det betyder, at overskuddet er blevet flyttet fra landet med det høje skattetryk til landet med det lave skattetryk. Det handler altså om at flytte overskuddet til det land, hvor skatten er lavest. Dette kaldes transfer mis-pricing og er særligt udbredt i forhold til køb af serviceydelser, hvor det kan være svært at fastsætte en markedspris. Det kan være svært at sige, hvor

Mopaniminen i Zambia.

Foto: Photosmith2011

Hvis oplysningerne er korrekte er det ulovligt og Zambias regering har lagt sag an mod Glencore. Det har betydet, at de lavtlønnede medarbejdere i minen betaler mere i skat, end minen betaler i selskabsskat. I alt vurderes det af det europæiske ngonetværk, Eurodad, at regnskabsmanipulationen har kostet den zambiske regering 950 millioner kroner. Heraf udgør transfermispricing 225 millioner kroner.

meget for eksempel rettighederne til et logo eller rådgivning fra en konsulentvirksomhed bør koste. Men transfer mis-pricing foregår også ved prissættelse af olie og mineraler. Transfer mis-pricing koster hvert år udviklingslandene flere hundrede milliarder kroner.

Der er en bygning på Cayman Islands, der efter sigende huser 12.000 amerikanske virksomheder. Det er enten den største bygning i verden eller verdens største skattefidus.

Usa’s præsident Barack Obama, 2008

Salgsland Bananens vej til supermarkedet. Et overblik over omsætningen for hver 10 kroner der købes bananer for i Storbritannien Foto: Wikimedia

3,90 kr. Supermarkedsomkostninger

0,10 kr. Supermarkedets oplyste profit

Offshore 1,70 kr. Distribution (Bermuda)

0,60 kr. Ledelse (Jersey) 0,40 kr. Brug af brand (Irland) 0,40 kr. Forsikring (Isle of Man) 0,80 kr. Finansielle ydelser (Luxemburg) 0,80 kr. Indkøb (Cayman Islands)

Produktionsland

0,15 kr. Arbejdere

1,50 kr. Andre omkostninger 0,10 kr. Oplyst profit

Bananer i skattely Et engelsk studie af den europæiske bananimport viser, hvordan bananerne er vidt omkring, før de lander på hylderne i supermarkederne – i hvert fald på papiret. Som oftest sejles bananerne i praksis direkte fra de latinamerikanske havne til Europa, men på papiret har de været forbi en lang

række skattely, hvor en stor del af overskuddet for salget af bananer lodses af. Det betyder, at firmaet på papiret laver 48 procent af deres omsætning i skattely, mens kun 12 procent af omsætningen laves i det land, hvor bananerne dyrkes. De sidste 40 procent laves i det land, hvor bananerne sælges. For hver gang, der sælges for 100 kroner bananer i Europa, bliver således kun én krone beskattet i produktionslandet i Latinamerika.

Sjove navne p책 holdingselskaber

gs Sunshine Holdin

China Special Opportunity Fund

ational Holding n r te In n a le C Ultra

Thin Capitalization – overbetaling af renter på lån Hvis et firma vil mindske sine skattebetalinger i et udviklingsland er en udbredt metode at optage lån mellem forskellige datterselskaber og fastsætte renten og tilbagebetalingen på en måde, så overskuddet bliver kanaliseret derhen, hvor skatten er lavest. Det kaldes thin capitalization. Det kan ske ved, at et moderselskab i Holland (A) vil starte en boreplatform i Angola. Det første moderselskabet gør, er at oprette et skuffeselskab i et skattely (B), hvor moderselskabet ejer alle aktierne. Dernæst opretter man i Angola det selskab, der skal udvinde olien (C). Pengene til at starte (C) lånes fra selskabet (B). Nu er selskabet klar til at udvinde olie og strukturen for at undgå at betale skat i Angola er på plads. (C) udvinder masser af olie og omsætter for

Great Offshore (Cayman Islan d) Limited

mange milliarder kroner. Men i stedet for at opgive det som et overskud, der skal beskattes i Angola, betales hele overskuddet i renter til (B) i skattelyet. Her betaler man ikke skat af renter, der udbetales til selskaber. På den måde får man flyttet overskuddet fra Angola til skattelyet. Det næste skridt er at få dem fra skattelyet tilbage til moderselskabet i Holland (A). Det sker gennem udbetaling af såkaldte dividender, der er en udbetaling af et selskabs overskud til aktionærerne. Da moderselskabet (A) ejer alle aktierne i selskabet (B) udbetales alle pengene til moderselskabet i Holland. I Holland beskatter man renteindtægter, men ikke udbetaling af dividender, og moderselskabet (A) kan indkassere hele overskuddet fra olieproduktionen i Angola uden nogensinde at betale skat. Med denne struktur snyder man ikke blot Angolas befolkning men også den hollandske befolkning for skatteindtægter. n

Exxon’s chilenske gigantunderskud

I 1979 købte det amerikanske selskab Exxon en kobbermine i Chile for 352 millioner kroner. De følgende 23 år offentliggjorde Exxon hvert år underskud for minen, der betød, at der i 2002 var ophobet et skattefradrag på hele 2,530 millioner kroner, der kunne trækkes fra fremtidige skattepligtige overskud. På trods af de mange underskudsår solgte Exxon minen til Anglo American for 5 milliarder kroner i 2002. Det chilenske parlament undrede sig over, at en underskudsmine var 5 milliarder værd og nedsatte en kommission, der undersøgte sagen. Det viste sig, at Exxon havde gældsat minen, der således betalte store renter til et selskab på Bermuda. Selskabet hedder sjovt nok Exxon Financial Services. På den måde mindskede man overskuddet i Chile og øgede profitten på Bermuda, hvor skatten

Kobbermine i Chile.

Foto: Wikimedia

er mindre end i Chile, samtidig med at man opbyggede det enorme tilgodehavende i skattefradrag.

Sådan finder vi skatten:

internationale løsninger Kapitalflugt og skatteunddragelse er et stort problem for regeringer over hele verden. Men problemet er særlig stort for de udviklingslande og skrøbelige økonomier, der ikke kan levere den nødvendige velfærd til deres befolkninger. Heldigvis findes vder en række løsninger, der kan sætte prop i de skattehuller, der medvirker til, at pengene fosser ud af udviklingslandene. For at stoppe kapitalflugt og sikre at skatteindtægterne kommer alle i et land til gode, kan der sættes ind forskellige steder – både internationalt og i de enkelte lande. Mange forskellige aktører har hver især et ansvar og en mulighed for at hjælpe til med at finde skatten.

Internationale aktører Pengene strømmer frem og tilbage over hele verden, og derfor er der også brug for internationale løsninger på problemet med kapitalflugt. Der findes en række internationale institutioner, der kan medvirke til at løse nogle af de problemer, der gør det muligt for virksomhederne at udnytte skattehuller. Det dre-

Udvindingsindustrien har et ansvar

EITI - Exctractive Industries Transparency Initiative er et initiativ, der skal sikre gennemsigtighed i udvindingsindustriens skattebetalinger til det land, hvor udvindingen foregår. Det har eksisteret siden 2002 og er en koalition af regeringer, virksomheder og civilsamfundsorganisationer. Rent praktisk går initiativet ud på, at virk-

somheder oplyser, hvad de har betalt til regeringen, og at regeringen på den anden side oplyser, hvad den har modtaget. Herefter sammenholder en uafhængig revisor de to tal. Indtil videre har 30 lande offentliggjort rapporter om olie-, gas- og mineselskabers skattebetalinger til deres regeringer. Men EITI er kun et anti-korruptions initiativ. Det er derfor ikke i stand til at afsløre den transfer mis-pricing og spekulation i forhold til lån, som virksomhederne kan anvende til at undgå skattebetalinger i udvindingslandet.

Europa-Parlamentet er et af de steder, hvor internationale løsninger på skatteproblematikken forhåbentlig bliver vedtaget i fremtiden. Foto: Olivia Kruse

Danmarks udviklingsfond har et ansvar

jer sig om institutioner som FN, OECD og EU. De har mulighed for at sikre større gennemsigtighed i de internationale pengestrømme og i virksomhedernes regnskaber. Samtidig har de enkelte virksomheder et stort ansvar for at betale en rimlig skat i de lande, hvor de laver deres overskud. Endelig har de lande, hvor virksomhederne har deres hovedkvarter også et ansvar for at sørge for, at virksomhederne under deres myndighed handler etisk forsvarligt. Det bedste man kan gøre på internationalt plan er at sikre stor gennemsigtighed og let adgang til information. Så har de enkelte lande mulighed for selv at fastsætte en rimelig skat og omfordele pengene til de fattigste.

Udviklingsfonde er helt eller delvist statsejede institutioner, der støtter private virksomheder, som investerer i udviklingslande. De fleste europæiske lande har en udviklingsfond. Den danske udviklingsfond hedder ’Investeringsfonden For Udviklingslande’ (IFU). Udviklingsfondene har et ansvar for, at deres investeringer bliver brugt til at skabe vækst og økonomisk aktivitet i de udviklingslande, som de støttede projekter udføres i. Det er afgørende, at udviklingsfonde som IFU kræver, at de projekter de støtter har fuld åbenhed omkring deres regnskaber og skattebetalinger.

FN og adgang til informationer

FN’s standarder for internationalt skattesamarbejde ligner på mange områder OECD’s men adskiller sig ved at have fokus på udviklingslandenes særlige situation. Desuden indeholder FN’s standarder en mulighed for automatisk informationsudveksling, som dog ikke anvendes i øjeblikket. FN’s Skattekomité, der siden 1962 har taget sig af det internationale skattesamarbejde i FN, har i lang tid manglet penge og har derfor ikke været i stand til at opfylde sit mandat. Nu presser Indien, Kina og Brasilien på, for at FN skal spille en større rolle på skatteområdet.

Gennemsigtighed i virksomhedsregnskaber Den bedste metode til at sikre at udviklingslandene får deres skat er at skabe gennemsigtighed i de multinationale virksomheders regnskaber. Gennemsigtighed opnås bedst ved, at virksomhederne aflægger regnskaber for hvert enkelt land, de er i og for hvert et datterselskab de har. Som reglerne er i dag, aflægger en multinational virksomhed ét samlet regnskab for hele koncernen, uanset hvor mange lande selskabet er i, eller hvor mange datterselskaber virksomheden har. Dette skjuler den multinationale virksomheds interne

Publish What You Pay Over hele verden arbejder civilsamfundsorganisationer sammen i netværket Publish What You Pay. Netværket kræver fuld gennemsigtighed i de multinationale virksomheders regnskaber, så man kan undgå skattespekulation. Samtidig skal virksomheder offentliggøre, hvor meget de betaler i skat til regeringer, så man kan se om politikerne bruger pengene på udvikling for de fattigste eller store villaer til dem selv. IBIS er medlem af Publish What You Pay og arbejder aktivt i netværket.

Gennemsigtighed i de multinationale selskabers regnskaber er den nemm

handel mellem datterselskaber og det enkelte datterselskabs skattebetalinger. Det gør det svært at gennemskue, om datterselskaberne betaler en fair skat i hvert enkelt land, og om datterselskaberne fastsætter rimelige priser, når de handler med hinanden. Derfor bør man indføre, at multinationale virksomheder skal offentliggøre regnskaber for hvert datterselskab virksomheden har og for hvert land virksomheden er aktiv i. Det kaldes land-for-land rapportering. Det betyder, at man kan se: ¡¡ Hvor meget hele den samlede virksomhed tjener ¡¡ Hvor meget hvert datterselskab producerer og tjener ¡¡ Hvor meget datterselskabet køber og sælger med andre datterselskaber ¡¡ Hvor meget datterselskabet betaler i skat Disse tal laver de fleste virksomheder i forvejen, men ved at offentliggøre dem, bliver det muligt for borgere og civilsamfundsorganisationer at se, om virksomhederne betaler en retfærdig skat i forhold til, hvor meget de tjener. Samtidig kan skattemyndighederne lettere se, om der fastsættes falske priser ved salg og køb med andre datterselskaber. Skattemyndighederne kan også se, om det beløb der be-

OECD og adgang til information

OECD’s standarder for adgang til skatteinformationer anvendes af langt de fleste lande. Udgangspunktet hos OECD er det, der kaldes bilateral informationsudveksling efter anmodning. Det betyder, at man kan få indsigt i præcis de tal, man spørger efter, men intet andet. Det gør det vanskeligt for udviklingslandenes skatteadministrationer at opdage skattesnyd, fordi det kræver et stort arbejde overhovedet at klargøre, hvilke informationer, der er brug for, og hvilke lande der har disse informationer. Disse standarder er derfor blevet kritiseret af udviklingslande og civilsamfund, der mener, at en organisation, hvis medlemmer kun inkluderer højindkomstlande, ikke er i stand til at sætte legitime regler for udveksling af information internationalt. Derfor ser man hellere, at FN får større indflydelse på de internationale regler.

er den nemmeste vej til at sikre en fair skat i ulande.

Foto: Lotte Ærsøe

tales i skat er rimeligt i forhold til de varer, der produceres i landet. Hvis denne gennemsigtighed bliver et krav til multinationale selskabers regnskaber, kan selskaberne ikke længere ubemærket flytte deres overskud fra udviklingslande til skattely.

Automatisk informationsudveksling Hvis skattely ikke eksisterede, ville det ikke have samme gevinst for multinationale selskaber at flytte rundt på deres overskud mellem lande. En måde at sætte en stopper for skattely er at gennemføre automatisk udveksling af skatteinformationer mellem lande. Som reglerne er i dag, sker udveksling af skatteinformationer kun mellem to lande ad gangen, og kun efter aftale og anmodning. Det betyder, at skatteadministrationen i et land kun kan anmode om oplysninger hos skatteadministrationen i et andet land, hvis de to lande har indgået en skatteudvekslingsaftale. Det er en særlig stor udfordring for udviklingslandene, fordi deres skatteadministrationer ofte ikke har ressourcer til at indgå bilaterale aftaler eller

OECD’s standarder for adgang til skatteinformationer gør det ikke nemt for u-landene. Foto: OECD on Flickr

til at indsamle de oplysninger, det kræver at anmode om skatteoplysninger fra et andet lands skatteadministration. Hvis skatteinformationer i stedet bliver udvekslet automatisk mellem alle lande, vil det give udviklingslandene mulighed for at få adgang til skatteoplysninger og få nemmere ved at kontrollere, om de selskaber, der er i landet betaler en fair skat. n

Sådan finder vi skatten:

nationale løsninger Problemerne med kapitalflugt kan ikke løses udelukkende med internationale tiltag. Regeringer i nord såvel som syd har et ansvar for at sikre, at befolkningen får et rimeligt udbytte af udvindingen af naturressourcer. I dag er der en lang række problemer i forvaltningen af naturressourcer i udviklingslande og i de mere økonomisk velstillede lande: Man laver alt for ofte fastlåste kontrakter for mange årtier ud i fremtiden, der tilgodeser virksomheder frem for landet. Der kan opstå problemer med korruption blandt politikere. Der er manglende ressourcer til at efterforske skattesvindel, samtidig med at indtægterne fra skat ikke bliver brugt på øget velstand for de fattigste. Kombineret med de internationale tiltag er der dog mulighed for forandringer gennem nationale initiativer.

Find et balanceret skattetryk og beskat produktionen Når man skal udvinde naturressourcer fra undergrunden i et land, er det ofte en omfattende og omkostningsfyldt proces uden garanti for gevinst, da der skal udforskes store arealer, der ender med ikke at give afkast. Hvis staten har ressourcer til det, kan den selv udvinde ressourcerne, men de fleste vælger at udlicitere opgaven til private virksomheder med den nødvendige knowhow og kapital. I disse tilfælde handler det om at beskatte udvindingen, så staten får en rimelig andel af gevinsten fra landets ressourcer, men så det stadig er attraktivt for virksomheden at investere i udvindingen. I mange tilfælde er beskatningen af udvindingsindustrien markant lavere i udviklingslandene end i f.eks. Danmark og Norge. Ghana får for eksempel kun 6,5 procent af værdien af guldproduktionen på over 10 milliarder kroner, også selv om salgsprisen på guld er steget 700 procent over de sidste ti år. Guldminerne i Ghana erklærer, at de fortsat ikke laver noget stort overskud. Skatten kan således i mange tilfælde hæves, men den skal også omlægges. I stedet for udelukkende at beskatte overskuddet, som virksomhederne kan manipulere, bør regeringen også beskatte produktionen. For hver kilo guld eller olie en virksomhed udvinder betaler den en afgift til staten. Det kaldes royalty-beskatning og er et godt supplement til selskabsskat på overskud.

Men smutter virksomhederne ikke, hvis skatten stiger?

Ikke hvis der stadig er gode penge at tjene. I Bolivia krævede man i 2005-2006 en genforhandling af de eksisterende kontrakter og hævede blandt andet skatterne på udvinding fra 18 til 50 procent. Firmaerne truede med at trække deres investeringer, men i sidste ende blev samtlige 19 selskaber i landet, da det stadig var profitabelt for dem at blive. Samtidig har det ført til overskud på Bolivias statsbudgetter og mulighed for øget velfærd for den bolivianske befolkning.

Bolivias budgetunderskud/-overskud målt i procent af BNP 4,5 1,7

3,2

1,6

‘00 ‘01 ‘02 ‘03 ‘04 ‘05 ‘06 ‘07 ‘08 ‘09 -2,2

-3,7 -6,8 -8,8

-7,9

-5,7

Skattereform

Styrk de nationale skattemyndigheder Èn ting er dog at fastsætte retfærdige skatter og afgifter ved skrivebordet, en anden ting er at få pengene ind. Det er ofte svært for underbemandede skattemyndigheder i et udviklingsland at få fat i de nødvendige informationer og analyser, der skal til for at afsløre skattespekulation. I nogle tilfælde overtager virksomhederne endda landets bedste revisorer ved at tilbyde dem højere løn. Det vanskeliggør myndighedernes arbejde med at inddrive skatterne og forfølge mistænkelige sager. Derfor bør regeringer i

Retfærdighed kræver ressourcer

I Guatemala, hvor de statslige ressourcer er begrænsede, kan det være svært for skattemyndighederne at dokumentere mistanker om skattesvindel. I perioden fra 2001 til 2003 blev der rejst 1295 sager om skatteunddragelse for retten i Guatemala, hvoraf kun 4 endte med en dom.

Bolivia har haft held til at hæve virksomhedskatterne – til gavn for befolkningen.

syd såvel som i nord styrke skattemyndighederne, så de får de nødvendige kompetencer og ressourcer til at indhente statens retmæssige andel af indtægterne fra udvindingsindustrien.

Brug indtægterne på de fattigste Når kapitalflugten er bremset, er det afgørende at se på, hvad pengene bliver brugt til. Landets naturressourcer er ikke regeringens eller virksomhedernes ejendom men derimod en væsentlig indtægtskilde for hele landets befolkning. Derfor bør pengene fordeles derhen, hvor der er størst behov for dem, så de fattigste borgere i verdens ressourcerige lande også får gavn af de rigdomme, der udvindes for fødderne af dem. Alt for ofte havner indtægterne hos virksomheder eller korrupte politikere frem for hos borgerne i landet. Derfor bør man sikre gennemsigtighed i pengenes bevægelse og gøre civilsamfundsorganisationer og befolkningen i stand til at kræve, at en retfærdig andel af indtægterne går til velfærd som uddannelse, sundhed og infrastruktur. Samtidig skal de borgere, der udsættes for de største gener af udvindingen af naturressourcer kompenseres rimeligt.

Foto: Rune Geertsen

Naturressourcer bør ikke være en forbandelse men derimod være et kærkomment redskab til at sikre udvikling og velfærd for befolkninger verden over. n

Angola og Nigeria I nogle lande er det ikke et problem at indkræve skatterne, men derimod at få dem ud af hænderne på politikerne igen. I Nigeria og Angola udgør skatterne fra olieudvinding over henholdsvis 40 og 60 procent af landets indtægter, og de har større BNP per indbygger end lande som for eksempel Marokko, Egypten og Albanien. Alligevel lever 70 procent af befolkningen i Angola og 80 procent af befolkningen i Nigeria for under to dollars om dagen, da pengene havner i lommerne på korrupte politikere.

KA PI TA LF LU GT

IBIS og arbejdet med skat og udvinding IBIS samarbejder med lokale partnere i udviklingslande om at bekæmpe lokale og globale årsager til fattigdom. Lokalt støtter IBIS folk til at forsvare deres rettigheder i forhold til olie- og mineindustrien. Nationalt i ulandene arbejder IBIS med partnere for gennemsigtighed, herunder bedre kontrakter med industrien, større beskatning og stop for skattespekulation. IBIS arbejder også med at bekæmpe korruption og sikre, at skatteindtægterne bruges til bekæmpelse af fattigdom. Find Skatten er en frivilligt drevet kampagne, der forsøger at sætte fokus på udviklingsproblematikker, der handler om skat og kapitalflugt. Find Skatten laver debatarrangementer, events og oplæg på en række uddannelsesinstitutioner for at udbrede kendskabet til disse problematikker. Find Skatten er aktiv i Århus og København, og der er altid brug for nye, engagerede frivillige. Du kan læse mere om kampagnen på hjemmesiden www.findskatten.nu eller følge os på Facebook.

Noteliste Christian Aid (2008): Death and Taxes DanWatch (2011): Not Sharing the Loot Eurodad (2011): Exposing the lost billions Global Financial Integrity (2011): Illicit Financial Flows from Developing Countries: 2000-2009 Global Witness (2012): Rigged? The Scramble for Africa’s Oil, Gas and Minerals Publish What You Pay (2011): Piping the Profits UNESCO (2011): The Hidden Crisis: Armed Conflict and Education Verdensbanken: Databank

Kolofon Forfattere: Line Louise Bahner og Mads Philipsen Layout og grafik: Seidenfaden.biz Mere information: www.ibis.dk & www.findskatten.nu

København Juli 2012 Hæftet er produceret med støtte fra Concord Danmark og Udenrigsministeriet

BIST AND