Familiesiden: Hugormesafari

HUGORMESAFARI i forårsskoven

Foråret er den perfekte årstid til at gå på udkig efter de små, krybende slanger.

Tekst og foto Martin Hoffmann Kønig, borneferie.dk

Her bøjer de tudsegamle fyrretræer sig krampagtigt over den mosede skovbund. Vinden hvisler i spæde blade, og solens stråler glider legende over de riflede barkstykker, der vrider sig løs fra vindforkrøblede træstammer. Få meter fra vores forsigtige skridt gennem skovbunden kan vi høre de cyklende og vandrende – men vi er på slangesafari, så vi maser os vej gennem rivende grene og bløde moshuller. Områdets helt særlige varierede beplantning giver bo til et omfattende dyreliv. Krybdyr, insekter og rovdyr. Flere arter af småfugle, der ellers ikke findes i Østdanmark. Sjældne arter som sortspætten har sit hjem her sammen med rådyr, krondyr og harer.

Vi er på en helt særlig mission i skoven, for vi vil møde og se et af Danmarks allerfarligste naturlevende dyr, hugormen. Det kræver dog en helt særlig gangart, for den 60-70 centimeter lange giftslange er udstyret med noget nær radarevne til at sanse klodsede fødders rystelser, og når den først har registreret dem, så smutter den.

Solsugende dovendyr

Efter at have haft et halvt års lang underjordisk dvaleperiode begynder hanhugormene at krybe frem fra vinterhiet, lokket af de første solstråler i marts.

De holder sig endnu nær ved vinterboet, og også derfor er det i foråret, at det er bedst at gå på hugormesafari.

Hugormen er vekselvarm, så den er afhængig af solens varme for at få energi til at jage, og nu, hvor solens stråler er i deres spæde formåen, er den solsugende, dovenstille og langsommere til at flygte. Derfor er det muligt at komme ret tæt på, hvis man går stille uden at trampe.

Vi vandrer med en storkeagtig gangart og har blikket stift rettet mod skovens bund. Og pludselig er slangen der. Lige foran os. Armybrun med et brunt zigzagmønster på ryggen. Sitrer det ikke lidt i den ene mundvig? Måske tungen snart kommer frem, og mon ikke den blot venter på en chance for at hugge os i stumper og stykker? Dens øjne er helt åbne, så den har os helt sikkert i ‘kikkerten’ – vi har allerede glemt, at hugormen slet ikke har bevægelige øjenlåg.

Giftslangen rører sig ikke – vi nærmer os, helt tæt på. Det gyser i kroppen, men det er også spændende, for vi har en helt unik mulighed for at få et indblik i, hvordan en hugorm ser ud i naturen.

Kun kigge, ikke røre

Hugorme er rigtig gode at finde i forårsmånederne, og det er helt o.k. at finde og iagttage dem – men så heller ikke mere, for slangen er fredet, så den må hverken slås ihjel, flyttes eller indfanges.

Men helt ærligt, så er det også meget federe at være en af naturens omsorgsfulde gæster, der kan nyde en fantastisk skabning. Bare husk, at du aldrig må tage en hugorm op i hånden! ■