4 minute read
Boligtrends 2020
På kanten af et nyt årti: BOLIGTRENDS 2020
Naturmaterialer, genbrug, indbygget inventar, rum til ro og nye boligformer. Danskernes boliger har fået fokus på det simple og naturlige. Se tidens fem stærkeste tendenser her.
● Danske BoligArkitekters ‘Trendguide 2020’ kan downloades gratis på danskeboligarkitekter.dk ● Tekst Steen Breiner — Foto Christina Kayser Onsgaard m.fl.
Skal du bruge det nye årti på at bygge nyt, bygge om, bygge til – eller blot ændre lidt på indretningen i hjemmet? Så er det værd at vide, at der er ved at ske et markant skifte i den danske boligarkitektur.
“Vi ser flere nye ting, men den helt store tendens er selvfølgelig bæredygtighed. Genbrug af materialer og en tilpasning til det eksisterende – men alligevel moderne,” fortæller Pernille Hjorth, som er arkitekt og sekretariatsleder i Danske BoligArkitekter.
Foreningen har netop udgivet ‘Trendguide 2020’, hvor arkitekter fra hele landet har budt ind med, hvad der rører sig blandt de boligejere, der lige nu er ved at få bygget nyt, bygget om eller renoveret.
Ud over bæredygtighed peger tendenserne i retning af ærlighed og autenticitet i byggeriet, at inventar skal tegnes sammen med huset, og at der skal være et rum eller et sted til ro og fordybelse.
Og så vil vi danskere her i 2020 gerne have huse, der kan bruges til andet og mere end bopæl for blot en enkelt familie – måske endda på landet.
1
MATERIALER PÅ NATURLIG VIS
Mere rå natur, synlige knaster og grove samlinger – og mindre puds og pyntelister. Vi er på vej væk fra det polerede og prangende. I de kommende år kommer vi til at se mere til materialernes sande væsen, og flere vil lære at sætte pris på stofligheden og den uperfekte skønhed, der kan gemme sig i et naturmateriale.
Der er stor interesse for at vise materialer og konstruktioner ærligt frem. Det må gerne være rustikt og karakterfuldt – som i denne bolig, der er indrettet i en gammel lade. Arkitekt Hanne Lind-Bonderup fra tegnestuen LBB3 har stået for ombygingen af laden, som har smukke, fritlagte spær, rå betongulve og vægge af simple krydsfinerplader.
GENBRUG – OGSÅ TIL NYBYGGERI
Vi kommer i stigende grad til at benytte genbrugsmaterialer, når vi bygger. Har køkkenet det grundlæggende godt, får det en opdatering, kernetræsvinduerne skiftes ikke ud med plastik, og gamle mursten genbruges, hvilket både giver patina og modspil til ny arkitektur.
Dertil kommer, at vi danskere er blevet mere kvalitetsbevidste. Vi prioriterer de gode materialer og det solide håndværk over halvhjertede og hurtige gør det selvløsninger. Huset her er et godt eksempel på, hvordan smukke kvalitetstegl kan genbruges i en ny sammenhæng. Huset er tegnet af arkitekt Jesper Korf fra N+P Arkitektur og har en underetage af gule teglmursten, som også er synlige i rummene indenfor.
2
3
MØBLER BLIVER EN DEL AF HUSET
I virkeligheden er der ikke noget nyt i, at arkitekten tegner inventar, der passer til det enkelte hus. Sådan var det også i 1950’erne, men siden forsvandt tendensen. Nu er den tilbage, og arkitekterne oplever, at boligejerne gerne vil have unikke møbler, der falder sammen med den øvrige stil i huset og følger med, når huset sælges. Det kan være en bænk i stuen, en niche med kontorplads ved vinduet eller en alkove til læsning og afslapning i løbet af dagen. I dette nybyggede hus har arkitekt Allan Lorenzen tegnet bænke, skabe, reoler og skriveborde, så de smelter sammen med husets arkitektur.
4
BOLIGEN SOM LADESTATION
Bæredygtighed handler ikke kun om at tage hensyn til klodens ressourcer, men også vores egne. Hjemmet skal være den trygge hule, hvor vi kan slappe af og lade op. Ro og afkobling er blevet den luksus, vi forærer os selv, når hverdagen bliver for hektisk. Tidligere søgte vi tilflugt i ‘velværelset’ – det monstrøse, spalignende badeværelse, der var boligens modsvar til fællesskabet i køkken-alrummet. I dag har ‘velværelset’ fået konkurrence fra andre pauserum, fx orangeriet eller annekset i baghavens grønne hjørne. Dette anneks er tegnet af arkitekt Rasmus Skaarup fra 2R Arkitekter og løste både et pladsproblem og gav familien et fredeligt frirum i tæt kontakt med naturen.
NYE BOFORMER – VI FLYTTER SAMMEN 5
Danskerne har for alvor fået smag for fællesskabet. Stadig flere vælger at flytte i bofællesskaber med familie og venner, hvor de gerne deles om udgifterne og de praktiske opgaver. Fra 2008 til 2018 er der sket en stigning på 28% i antallet af husstande, hvor flere generationer bor sammen. Det smitter af på arkitekturen, og en god håndfuld af de huse, der blev tegnet sidste år, var fleksible boliger, der kan skifte ruminddeling efter livsfaserne, og hvor der er mulighed for, at flere generationer kan bo under samme tag. Dette dobbelthus i træ er tegnet af arkitekterne fra Monomal og danner rammen om to familiers bofællesskab.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med Danske BoligArkitekter, som er en sammenslutning af 80 selvstændige arkitekter over hele landet, der alle har dokumenteret erfaring med byggeprojekter for private boligejere. Medlemmerne er uddannet inden for energioptimering af boliger og er dækket af en særlig ansvarsforsikring. Læs mere på danskeboligarkitekter.dk.