3 minute read

KÅRING: DEN STØRSTE AF DE STØRSTE

Den største

Michael Laudrup debuterede på landsholdet i 1982 og hans 104. og sidste landskamp var kvartfinalen mod Brasilien ved VM i 1998, hvor Danmark tabte 2-3.

Laudrup scorede 37 mål som landsholdsspiller. Som klubspiller nåede han at vinde det italienske mesterskab én gang, men derefter havde han sin storhedstid i FC Barcelona, som han fire år i træk var med til at gøre til spansk mester.

I 1992 var han med til at sikre Barcelona klubbens første sejr i Europa Cuppen for mesterhold. I 1995 blev Michael Laudrup tillige spansk mester med Real Madrid.

”VI TAGER FORENINGSLIVET FOR GIVET”

Michael Laudrup er alle tiders største danske sportsstjerne. Det afgjorde danskerne i efteråret i forbindelse med DIF’s 125-års jubilæumsshow. Selv er ’kongen af fodbold’ ydmyg i forhold til prisen, som han mener, det danske foreningsliv har en stor andel i.

Det kan godt være, at Michael Laudrup har været superstjerne i Barcelona, Real Madrid, Juventus og en lang række andre klubber. Men det er det unikke danske foreningsliv, den 57-årige fodboldlegende først og fremmest fremhæver, når han ser tilbage på sin fantastiske karriere. En karriere, der i slutningen af oktober resulterede i, at Michael Laudrup blev kåret til Danmarks største idrætsstjerne gennem tiderne, da DIF i samarbejde med DR fejrede sit 125-års jubilæum ved et stort tv-show i DR Koncerthuset. ”I Danmark, uanset hvilken idrætsgren man går til, så er der et foreningsliv. Men vi tager nogle gange foreningslivet for givet. Hvis lille Peter eller lille Helle vil begynde til en sport, så kan de starte til, lige hvad de vil. Det kan du ikke alle steder i udlandet,” siger Michael Laudrup til Idrætsliv. Han fortsætter: ”Når børn bliver meldt ind i en klub i udlandet, bliver de ofte tjekket fra starten, om de er gode nok. Fra en tidlig alder bliver man sorteret fra, hvis man ikke har talent nok. Men sådan er det ikke i Danmark. Her er der plads til alle. Derfor er dansk foreningsliv noget særligt.”

Fantastisk sammenhold

Plads var der i den grad også til Michael Laudrup i i foreningslivet, da han var en lille fodboldglad knægt. I de helt tidlige år boltede han sig i Vanløse IF og senere som ungdomsspiller i såvel KB som Brøndby. ”Jeg har været en del af det sammenhold, der er i en idrætsforening, og det vil jeg ikke have undværet,” lyder det fra Michael Laudrup.

Udover de gode år i det danske foreningsliv kan Laudrup naturligvis se tilbage på en lang række andre store fodboldoplevelser:

”I 1992 vandt jeg Champignons League i Barcelona. En klub, der aldrig havde vundet før i Europas fineste turnering for mesterhold. I gaderne stod der flere tusinde mennesker og sang og råbte. Det øjeblik husker jeg som noget helt særligt. Det øjeblik, når man vinder noget for første gang, og det så samtidig berør så mange mennesker, det er fantastisk,” siger Michael Laudrup.

Stolt og glad

Nu kan Michael Laudrup så også føje titlen som Danmarks største sportsstjerne nogensinde til listen af utallige hædersbevisninger gennem årene. Og Laudrup er glad og stolt over, at danskerne har stemt på ham i et tæt felt med mange andre store idrætsstjerner.

”Jeg er meget taknemmelig over dem, der har stemt på mig, og jeg vil gerne sige tak til de mennesker, der mener, at jeg har haft så stor betydning for dem. Samtidig må jeg sige, at der er mange andre idrætsfolk, der har betydet meget for danskerne. Og derfor burde vi have stået mange flere på scenen,” slutter en ydmyg Michael Laudrup. Ud over Michael Laudrup kunne seerne stemme på Paul Elvstrøm (sejlsport), Ragnhild Hveger (svømning), Peter Schmeichel (fodbold), Wilson Kipketer (atletik), Viktor Axelsen (badminton), Caroline Wozniacki (tennis) og Eskild Ebbesen (roning).

Michael Laudrup er den største. Her ses han i aktion mod Skotland ved VM i Mexico 1986.

This article is from: