5 minute read
SPISEFORSTYRRELSER I IDRÆTTEN
Nye tal viser, at 31 procent af udøverne fra subeliten udviser symptomer på spiseforstyrrelser. Det har fået DIF og Team Danmark til at trykke på forebyggelsesspeederen, for det skal være sundt at gå til idræt – både fysisk og psykisk.
”Jeg begyndte at tabe kontrollen over, hvor meget jeg spiste. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe. Bagefter sultede jeg mig selv i flere dage. Til sidst kunne jeg ikke overskue noget som helst. Jeg stoppede med at træne og droppede ud af mit studie. Al glæde var væk. Jeg følte, at jeg skuffede alle; min træner, mine forældre. Jeg følte, at jeg burde kunne komme ud af det selv.”
Citatet stammer fra en anonym idrætsudøver med en spiseforstyrrelse. Det viser tydeligt, hvor voldsomt en spiseforstyrrelse kan ramme en ellers sund udøver, som nu føler sig alene, føler skam og har brug for hjælp. ”Jeg ved, at det kan virke meget uoverskueligt, men mit bedste råd til en udøver med en spiseforstyrrelse er at finde den person, som vedkommende er allermest tryg ved og så fortælle det. Det kan være en holdkammerat, en træner eller en anden. Mange oplever det faktisk som en enorm lettelse og som første skridt til at få styr på sin spiseforstyrrelse, når først det siges højt,” siger Helle Carlsen, der er konsulent i DIF med fokus på især børn og unge i idrætten.
Ekstra udsat
En ny undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at 31 procent af atleterne fra subeliten, der er defineret som gruppen lige under landsholdsniveau, udviser symptomer på spiseforstyrrelser. Det betyder ikke, at de har en spiseforstyrrelse, men de ligger i risikogruppen for at kunne udvikle en. ”Det er meget bekymrende, at så mange, især unge atleter, kæmper med kost og vægt. Det tager vi ekstremt alvorligt i DIF, for der er ingen vindere, når en atlet udvikler en spiseforstyrrelse,” siger Helle Carlsen og fortsætter: ”I DIF tager vi ansvaret på os og igangsætter flere initiativer, der skal minimere antallet af atleter med symptomer på spiseforstyrrelser og skabe en kultur, hvor atleter og trænere tør tale om mistrivsel.”
DIF har længe haft fokus på området, men speederen trykkes nu endnu hårdere i bund, efter de nye tal og den nye viden er kommet frem. Eksempelvis revideres DIF’s træneruddannelser, der etableres en rådgivningsenhed med flere eksperter, og der laves materialer til trænere og ledere med henblik på at støtte trænerne i at spotte og håndtere spiseforstyrrelser.
HOTLINE
Hvis du har mistanke om, at du selv, en holdkammerat, en af dine spillere eller dit barn er ved at udvikle, eller har udviklet en spiseforstyrrelse, så kan du ringe eller skrive til DIF-konsulent Helle Carlsen på 20414183 eller hca@dif.dk.
DIF kan i visse tilfælde yde tilskud til en udredning hos en psykolog eller anvise henvendelse til en psykolog, som DIF samarbejder med i sager om spiseforstyrrelser.
Spot en spiseforstyrrelse
Hvad skal jeg være særligt opmærksom på for at spotte en spiseforstyrrelse? • Udøveren har et overdrevent fokus på mad, vægt og kropsidealer • Udøveren undgår madvarer som smør, ost og kød, fordi ’det feder’ • Udøveren har undskyldninger for ikke at spise eller spiser selektivt • Udøveren skærer maden i små bitte stykker, spiser alene eller er på slankekur. • Udøveren isolerer sig • Udøveren har lavt selvværd eller humørsvingninger • Udøveren har koncentrationsproblemer
Trænerne er nøglen
Der er næppe tvivl om, at et alt for stort fokus på kropsidealer hos især unge er en samfundsudfordring. Og hvem, der bærer skylden for den udvikling, er ikke entydig, men heller ikke afgørende ifølge DIF-konsulent, Helle Carlsen. ”I DIF ønsker vi ikke at pege fingre eller placere skyld. Vi tager vores del af ansvaret. Vi handler og laver initiativer, der skal ændre udviklingen,” siger Helle Carlsen.
Mange af de initiativer, som DIF-konsulenten henviser til, har trænerne som omdrejningspunkt, for trænerne er på alle niveauer helt afgørende figurer for udøverne. Derfor er en af nøglerne til at vende udviklingen at klæde trænerne bedre på i forhold til udfordringerne med spiseforstyrrelser. De skal hjælpe med at skabe miljøer, hvor det ikke er tabu at tale om vægt, kost og psykisk trivsel, og de skal kunne spotte og italesætte problemet, hvis en udøver begynder at udvikle bekymrende adfærd. ”Vi er helt med på, at trænerne ikke har sagt ja til at blive eksperter i at spotte eller behandle spiseforstyrrelser. De har sagt ja til at træne, skabe bevægelsesglæde og udvikle unge sportsligt og menneskeligt. Så trænerne får ikke ansvaret for spiseforstyrrelserne alene. Slet ikke. Men de får et medansvar for at hjælpe med at vende udviklingen, for de er på mange måder nøglen til udøverne,” siger Helle Carlsen.
DIF har skabt et gratis online kursus, hvor alle trænere på 30-60 minutter kan få en grundlæggende viden om spiseforstyrrelser. Desuden vil alle trænere få informationer om spiseforstyrrelser med i trænerrygsækken, når de uddannes i DIF-regi i fremtiden. Og så findes der en hotline, der etableres en rådgivningsenhed og udvikles materialer målrettet trænerne. Hele temaet om spiseforstyrrelser findes på dif.dk. ”Vi skal alle være opmærksomme på vores medmennesker, og trænerne har en særlig adgang. Derfor vil vi gerne uddanne trænerne bedre. De skal kende signalerne og vide, hvilken retning de skal pege en udøver i, hvis de er bekymret for, om vedkommende har en spiseforstyrrelse,” slutter Helle Carlsen.
REAGER PÅ DIN MISTANKE
Hvordan reagerer jeg, hvis jeg har mistanke om, at en af mine udøvere eller holdkammerater har, eller er ved at udvikle en spiseforstyrrelse?
• Tal om det i et trygt rum. • Vis omsorg - at tale om sine problemer er en tillidssag. • Vær vedholdende med at tilbyde din hjælp - også selvom udøveren undviger. • Anerkend, at det kan tage tid og være svært at sige højt. • Vær ikke bange for at tage fat i problemet – det er værre at lade være. • Du skal ikke løse problemet alene, men du kan hjælpe med at begynde en proces.
Helle Carlsen, konsulent i DIF
