1 minute read

TIPPET: SPOT PÅ FORÆLDREROLLEN

TIPPET SÆT SPOT PÅ FORÆLDREROLLEN

Skab en mere positiv forældreinvolvering i din forening. DIF er klar med nyt materiale og kampagne til idrætslivet.

Børn elsker, når deres forældre interesserer sig for deres idræt. Men mange børn oplever også, at deres forældre nogle gange opfører sig uhensigtsmæssigt eller direkte pinligt, når de dukker op i hallen eller på banen. For eksempel fordi forældrene måske kun har øje for resultatet og selve præstationen og ikke forstår, at idrætten for barnet rummer meget mere.

Med den aktuelle kampagne ’Idrætsforælder’ kan idrætsforeningerne nu støtte alle typer forældre i at bakke deres børn op på den bedst mulige måde.

Kampagnen sætter fokus på den gode forældreadfærd på tværs af idrætsgrene og introducerer en række værktøjer til idrætsforeningerne samt gode råd til forældre med idrætsaktive børn.

Værktøjskassen rummer blandt andet. film, plakater og Power-

Points, der giver gode råd til, hvordan man som forælder kan bidrage positivt til barnets idrætsoplevelse. Men det handler også om at give forældre indsigt i, hvad det vil sige at være medlem af en idrætsforening, og hvordan de bedst kan bidrage og involvere sig i idrætsforeningens arbejde.

Glimt i øjet

I fodboldklubben FA 2000 er klubchef Mads Agner Veng glad for de nye redskaber til at gå i en god dialog med forældrene. ”Vi sætter utrolig stor pris på forældrene i vores klub på alle niveauer, men ligesom de fleste andre foreninger kender vi også til de her udfordringer. Derfor er vi glade for, at kampagnen med et glimt i øjet leverer nogle materialer, der kan hjælpe med at sætte fokus på et tema, som vi mener er meget centralt. Nemlig at børn og unge skal have en tryg og positiv oplevelse ved at spille fodbold,” siger Mads Agner Veng.

Også i DIF understreger direktør Morten Mølholm Hansen, at forældrene er en vigtig resource i forhold til, at børn og unge får et langt aktivt idrætsliv. ”Uden positiv forældreopbakning er der en stor risiko for, at børnene mister interessen, og det kan i sidste ende betyde, at børnene helt vælger idræts- og foreningslivet fra. Derfor er denne kampagne vigtig,” forklarer Morten Mølholm.

Læs mere og download kampagnemateriale på dif.dk/idraetsforaeldre

This article is from: