1 minute read

Festen var tilbage i Jyske Bank Boxen

De var der alle sammen: Wozniacki, Vingegaard, Rindom, Laudrup og en masse andre nuværende og tidligere sportsstjerner. Foruden Kronprinsen, en række nyudnævnte ministre, borgmestre, sportens kommercielle partnere og tusindvis af jublende tilskuere.

Alle var de trukket i festtøjet og havde fundet vej til Herning, da dansk idræt blev fejret med pomp og pragt. For efter en lang og kedelig coronapause gjorde det store sportsshow comeback i Jyske Bank Boxen og på tv-skærmen, da alt fra årets ildsjæl og idrætsforening til det største sportsnavn i 2022 blev kåret.

Salens største bifald kom, da Caroline Wozniacki blev optaget som nyt medlem i Sportens Hall of Fame, og da Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard to gange gik på scenen for at modtage priser. Han sikrede sig henholdsvis BT Guld og DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2022, inden Benjamin Hav & Familien spillede op og blæste alle bagover.

Bag showet står Danmarks Radio i samarbejde med Messecenter Herning, DIF og Team Danmark.

This article is from: