2 minute read
POSEN RYSTES
DM-ugen skubber mange af Danmarks bedste atleter ud på nye arenaer og skaber grobund for nytænkning.
Forestil dig, at du er vant til i dyb koncentration at sende en pil afsted med 200 km/t og ramme det, der svarer til en cd, men nu skal gøre det midt under en kæmpe havne- og sportsfest foran tusindvis af tilskuere.
Det bliver virkeligheden for landets bedste bueskytter ved DM-ugen i Aalborg, når det enorme sportsevent endnu engang forsøger at springe de vante eventrammer ved at rykke flere officielle danmarksmesterskaber ud på nyskabende og utraditionelle ’arenaer’.
I sidste års DM-uge-debut i Aalborg kunne publikum komme helt tæt længdespringere og trespringerne og i bogstaveligste forstand få sand i øjnene, når springerne ramte sandgraven på havnen i Aalborg. I år kan de også opleve Aalborg-stangspringeren Jakob Holt
Jensen komme susende forbi i tilløbet med en fem meter lang kulfiberstang i hænderne:
”Det er jo et mindre sejl vi løber med, så det kan godt drille lidt. Hvis vi har vinden i ryggen, kan det til gengæld give et selvtillidsboost, der kan få os til at springe på de større stænger. Det bliver helt vildt. Jeg var nede og se det sidste år – det var mega fedt,” siger Jakob Holt Jensen, der er stangspringer fra Aalborg Atletik og Motion og forsvarende DM-sølvvinder.
Fed udfordring
Ikke mange meter væk fra springerne skal nogle andre specialister dyste i uvante omgivelser. Landets bedste bueskytter skal sende pile henover havnekajen i en hæsblæsende DM-finale for hold. 20-årige Tobias
Duus Bendtsen træner i øjeblikket seks dage om ugen med holdkammeraterne for at være i skarpeste form og kvalificere sig til finaleskydningerne:
”Jeg tror det bliver en virkelig fed udfordring. Vi kommer jo til at skyde med en padelbane lige ved siden af, og high-divere der springer ud fra Limfjordsbroen i baggrunden. Vi skal kunne holde koncentration, nerverne i ro og fokusere på et splitsekund, når vi står på linjen. Samtidig skal vi holde styr på vinden og kunne lukke larmen fra de mange mennesker ude”, siger Tobias Duus Bendtsen, der er en af kandidaterne til at deltage i DM-ugen for Aalborg Bueskyttelaug.
Stranden rykker ind
Det er DIF, der står bag DM-ugen sammen med Aalborg Kommune, specialforbundene og de lokale foreninger. I Aalborg rykker mange af sportsgrenene ned omkring Limfjorden og havnefronten, hvor der etableres et Centre Court.
"Vi rykker simpelthen stranden ind, hvor menneskene er i forvejen og får bygget en beachvolleybane på Honnørkajen. Det kræver 140 ton sand og en masse planlægning, men med en bane midt i Aalborg kan flere få oplevelsen med. Det er også en rigtig fed kontrast at gå på beton på havnefronten, og så ligger der sand, hvor atleterne hopper rundt og spiller beachvolley. Vi skaber en fest med publikumstribune, musik og speaker, der guider gennem kampene," fortæller Jakob Wärme Lykke, der er projektkoordinator på DM-ugen hos Danmarks Idrætsforbund.
Jakob Wärme Lykke, projektkoordinator på DM-ugen hos DIF.
De 140 ton sand til beachvolleybanen bliver efterfølgende genbrugt i Vestre Fjordpark.
Formanden for Aalborg Beachvolleyklub ser både frem til nye oplevelser og nye medlemmer.
"Vi får mere opmærksomhed som del af DM-ugen, og vi gør alt for at skabe en strandfest fra første serv. Det betyder meget for både sporten og vores klub. Jeg oplever, at mange spiller beachvolley for sjov sommeren igennem, og vi håber DM-ugen vil være med til at overbevise nye spillere om at starte i klubben. Jeg håber naturligvis også på en podieplads til et nordjyske hold," siger Mads Peter Hilligsøe, der er fomand i Aalborg Beachvolleyklub.