1 minute read

FRIVILLIGE LØFTER DM-UGEN

Der skal armkræfter og knofedt til, når setuppet omkring de 3.000 atleter skal spille til DM-ugen i Aalborg. Det er lige fra frivillige i de arrangerende klubber og foreninger, der skal være med til at skabe events i nye arenaer, over dem der skal smøre madpakker til andre frivillige, til dem der skal holde vagt ved vejafspærringer til den store event.

DM-ugen er arrangeret af Danmarks Idrætsforbund, de enkelte specialforbund og Aalborg Kommune, men det ville ikke kunne lade sig gøre uden hjælpen fra frivillige ildsjæle.

Klaus Peter Petersen, frivillig i Aalborg Cykelring –løbsleder på linjeløb og enkeltstarten:

Hvilke opgaver har du i forbindelse med DM-ugen?

- Der er mange forskellige. Jeg er løbsleder på linjeløbet og enkeltstarten, og så jeg er med til at planlægge ruten, sørge for at skaffe frivillige til hegnopsætning, indpakning af trafikøer for rytternes sikkerhed og til at skaffe blomster til de ryttere, der kommer på podiet. Vi er over 400 frivillige, der er med til at skabe en fest omkring cykelløbet.

Hvad får du ud af at være frivillig?

- Jeg er jo først og fremmest glad for cykelsporten, og det fællesskab jeg har i klubben og også i forbindelse med DM-ugen her. Det kulminerer, når der er flag, fest og farver på Vesterbro, og det hele bimler og bamler, og den hurtigste rytter vinder. Hvis en kommer forbi og roser eventen, bliver jeg stolt. Men det handler for mig også om at give traditionen videre. At give noget klubånd videre og vise de unge, hvad det er, der får dansk idræt til at løbe rundt – det er frivillighed.

Jonas Møll, Næstformand i Aalborg Styrkeløfterklub og stævneleder til DM-ugen:

Du var også med sidste år som frivillig, hvorfor nu igen?

- Jeg synes, det er rigtigt sjovt at være med til. Vi er en mindre sport. Det er fedt at være med til at give den nogen muligheder og opmærksomhed, den ellers ikke ville få. Vi er vant til at være til stævne i mere diskrete kælderlokaler, så er det sjovt, at vi nu kan løfte vægtene, mens vi står i midten af det hele på havnefronten med udsigt udover vandet. Vi er cirka 25 frivillige, der skal få det hele til at spille. Lige fra stævnespeak, over flytning af vores klubudstyr til vores mange ”spottere” der skal hjælpe atleterne – både med at skifte skiver og hjælpe i problemer.

Hvad får du ud af at være frivillig?

- Jeg vil rigtigt gerne give tilbage til det foreningsliv, jeg selv har fået og får en masse oplevelser i. Jeg har gode venskaber igennem klubben og det frivillige arbejde. Det er nærmest en teambuilding-øvelse at være med til at arrangere det her. Man får lov at se hinanden i pressede situationer, og det styrker relationerne.

This article is from: