Indput nr. 1 51. årgang - Kontraster

1 NO.

BEVÆGELSE Kontraster

Oktober 2019 · årgang 51

Indput no. 1, 51. årgang København, oktober 2019 Layout Amanda Jørgensen (ansv. layout) Cecilie Bildstedfelt Cecilie Maria Lundsgaard Cecilie Weischer Jakob Berg Bredahl Johanna Mariam Madsen Sandra la Cour Tamara Hveisel Hansen (ansv. hjemmeside) Skribenter Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Amanda Lambæk Anne Marie Kristensen Cecilie Bildstedfelt Emma Elise Møller Frederik Bjerre Andersen Karen Damgaard (ansv. redaktør) Lea Isabel Sidenius Botwel Nina Kjar Oliver Nørby Hundahl Tekstredaktører Casper Schacht Lund Elvira Hallengren Hannah Kazmi Høgsbro Maria Voulgaris Valeur Stine Karstoft Thilde Slumstrup Visual Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Hans-Jørgen Hersoug Ida-Marie Haeusler Jakob Berg Bredahl Tobias Wriedt Omslag Visual gruppen

Boganmeldelser redaktion@indput.dk Økonomi redaktion@indput.dk Annoncering redaktion@indput.dk Eksterne indlæg Alle er velkomne til at bidrage med indlæg som eksterne skribenter, dog påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Eksterne indlæg indsendes til redaktionens mailadresse med relevante kontaktoplysninger, herunder navn, mailadresse og evt. telefonnummer. Redaktionen forbeholder sig retten til at udelade, redigere og forkorte indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Dette vil dog ske under kommunikation med den eksterne skribent.

Indlæg bragt i Indput Indlæg bragt i Indput repræsenterer alene skribenten eller skribenterne og er således ikke et udtryk for Foreningen Indputs holdning, medmindre dette klart fremgår af artiklen.

Abonnement på Indput?

Har du ikke din daglige gang på CSS? Har du lyst til at få Indput ind ad brevsprækken fire gange om året? Vi tilbyder at sende vores blade direkte hjem til dig for den nette sum af 200 kr. årligt. Alt du behøver at gøre er at skrive til mailadressen regnskab@indput.dk og oplyse navn, telefonnummer og adresse.

Vi glæder os til at dele Indput med dig.

Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk www.indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

LEDER Kontraster. Det vrimler med dem, og foruden dem ville øjet og sindet have svært ved at navigere. Poler giver retningssans, men så snart vi zoomer ind, bliver forskelle mindre tydelige, et billede mere pixeleret.

Kompleksitet synes at hænge sammen med ikke få, men mange kontraster, og ofte er disse i farverige nuancer og sjældent sort-hvide. Forsiden til det blad, du sidder med i hænderne, er netop fyldt med kontraster.

Illustrationen er gået på tur mellem Indputs forskellige illustratorer, som dermed alle har bidraget til det endelige udtryk. Kigger du nøje efter, ser du måske kontrasterne mellem de forskellige bidrag, men betragter du illustrationen på afstand, ser du måske snarere et samlet, om end komplekst, billede.

Kompleks er et af de ord, der beskriver vores samtid, men også psykologiens vide verden bedst. I denne udgave af Indput retter vi blikket mod kontrasterne, de tydelig som de utydelige.

En tydelig kontrast er mellem livet som gymnasieelev (eller hvad man nu har lavet før studiestart) og livet som universitetsstuderende. Overgangen til den nye tilværelse blev ved semesterstart markeret med diverse introarrangementer, og alt efter temperament fremstår kontrasten mellem en festlig rustur og de daglige rutiner på det gamle kommunehospital formentligt mere eller mindre tydelig, efterhånden som semesteret skrider frem. Vi sendte en reporter ud for at møde de nye studerende på tredjedagen i introugen. Her i bladet kan du læse om, hvilke kontraster de nye førsteårsstuderende forventer bliver de mest mærkbare i overgangen mellem ungdomsuddannelserne og universitetet. Er du nysgerrig efter at lære den nye årgang at kende, kan du også få indblik i, hvad vores nye studerende tænker om optagelseskravene, kønsfordelingen på studiet, og hvilke tanker forældrene til de nye studerende gør sig om titlen ’psykologistuderende’.

Måske er du for længst vant til dén titel og synes, at kontrasten mellem en alenlang sommerferie står i lidt for skarp kontrast til en hverdag, hvor et semester er kogt ned til fjorten ugers undervisning og en god

portion pensumlæsning. I så fald kan du måske fristes til at tage på et udvekslingsophold, hvor rejsen og studiet er to sider af samme sag. På side 11 kan du læse om kontrasten mellem en universitetshverdag på Københavns Universitet og én på Victoria University of Wellington, New Zealand. Hvis ikke du bliver inspireret til at hoppe på førstkommende fly og udforske den anden side af jordkloden, kan du selvfølgelig også gå på opdagelse mere lokalt. Du kan her i bladet tage med til Louisiana og opleve to kontrastfyldte udstillinger. Hvor den ene skildrer historien om den materialistiske verdens overflod, formidler den anden historier fra flygtninge i verdens brændpunkter.

Kontraster kan være skærende og så skarpe, at nuancerne synes at forsvinde imellem to poler. Men så kan de også være skrøbelige og tilsyneladende opløses helt, når man ser nærmere på dem. Opløsning af kontraster og brud med dualismer er netop hvad dette blads bogmærke står for. På side 66 bliver du præsenteret for Maurice Merleau-Ponty, der med sin kropsfænomenologi afviser enhver adskillelse af krop og bevidsthed, og i stedet beskæftiger sig med det sammenhængende i denne relation. I et essay om Hannah Arendts tænkning om undervisning og en undervisers rolle, udfordres kontrasterne ligeledes i en refleksion over, hvorvidt konservative og progressive indstillinger til skoleverdenen er kontrastfyldte.

En refleksion over intet mindre end dikotomien mellem ondskab og godhed, krydret med Kant og karakterer fra et PlayStation spil, bliver der også plads til her i bladet.

Hvis du synes, at disse overvejelser er lidt for fjerne fra din studiehverdag, kan du glæde dig over, at flere skribenter har rettet blikket på netop dén. I nærværende blad vil du finde erfaringer fra to skribenters specialeprocesser, ligesom du kan få et indblik i et færdiggjort speciale i den tilbagevendende artikelserie Akademia. Som fast indlæg hører vi også nyt fra Psykrådet og Studienævnet, og er du sulten efter flere kontraster og mere kompleksitet, byder vi også på en diskussion af forholdet mellem teori og praksis.

God læselyst!

På vegne af redaktionen, Karen Damgaard n

3

Indhold

Indput no. 1 | 51. årgang | oktober 2019

Faste indput 3.

Leder Indput byder velkommen

6.

Nyt fra Psykrådet og Studienævnet Public service til psykologistuderende

9.

Side 9-manden Mød Marius fra 1. semester

10.

Ind under huden Mød studentermagasinet Indput

13.

Udveksling i New Zealand Johanna rapporterer fra Wellington

56.

Akademia: Det økonomiske menneske Et speciale om Finansministeriets regnemodeller

58.

Jobsøgning som personlighedspsykologisk slagmark Anmeldelse af Lars Lundmanns bog ’Du skal ikke være dig selv’

60.

Merleau-Ponty-bogmærket Få dit eget Indput-bogmærke

66.

Psyk&Tværs Vind et gavekort til Academic Books

Indput Institut for Psykologi KU

18.

En kontrastfyldt kontrast og uddannelseskritik à la Hannah Arendt Essay om Arendts essay The Crisis in Education

22.

Polariteter i moderne kunst – Generation Wealth og Homeless Souls Indput anmelder Louisianas kontrastfulde udstillinger

26.

Praksis i teorien, teorien i praksis En intervention ind i teori/praksis-diskursen på psykologi

32.

Hvis den Anden er Ond, Sutter deres Perspektiv Garanteret Røv Kant, Schweiz og Dungeons & Dragons

38.

Specialeprocesser på godt og ondt Få indblik i to studerendes specialeforløb

Tema: Kontraster Andre indput De nye russere

46.

Ind under huden på de nye studerende

Dedikeret til det kriminelle sind

52.

Interview med kriminalpsykolog Charlotte Kappel

Billeder fra Indputs 50-års jubilæum

62.

Billedreportage fra Indputs 50-års jubilæumsfejring

5

NYT FRA PSYKRÅDET OG STUDIENÆVNET Af Amanda Frees, stud.psych. og Maria Johansson, stud.psych.

Sommerens bagende sol er så småt blevet erstattet af efterårets klare lys og smukke farver, og et nyt semester er gået i gang. Psykrådet og Studienævnet er allerede i fuld sving med semesterets opgaver. Her kan du blive klogere på, hvad Psykrådet kommer til at arbejde med dette semester, hvordan og hvornår du kan være med, samt hvilken indflydelse de studerende egentligt har på studiet.

Et Psykråd? Hvad er det?

I modsætning til i gymnasiet, folkeskolen og stort set alle andre steder i Danmarks uddannelsessystem, har de universitetsstuderende en direkte indflydelse på de studier og det universitet, de går på. Efter studenteroprøret i 1968 blev der dannet et Studienævn, hvor halvdelen af medlemmerne (og dermed stemmerne) udgøres af studerende. Det er Studienævnet, der står for uddannelsens udvikling samt kvalitetssikring.

På Psykologi er studenterrepræsentanterne i Studienævnet valgt af Psykrådet - vores fagråd. De studerende i Studienævnet repræsenterer Psykrådets holdning. Det er derfor gennem Psykrådet, at du som studerende kan få indflydelse på dit studie. Derudover har Psykrådet også valgt en repræsentant til Akademisk Råd, der rådgiver dekanen (lederen af fakultetet) i hans beslutninger. Her har de studerende desværre ingen formel magt i form af stemmerettighed, men fortæller om de studerendes holdninger og tager selv ting op med dekanen.

Psykrådet er en enormt vigtig demokratisk instans, og det er vigtigt for os at høre de studerendes holdninger.

Derfor holder vi to stormøder hvert semester med hvert sit tema. Det er vigtigt at møde op til disse møder, da det er her, vi behandler semesterets vigtigste emner.

Derudover afholder vi flere små møder i løbet af semesteret. Alle mødedatoer lægges op på vores Facebook-profil Psykrådet på KU. Fokusområder i efteråret: Det største emne for Psykrådet dette efterår bliver arbejdet med den nye bachelorstudieordning. Instituttet har endelig indvilliget i at påbegynde arbejdet med udfærdigelsen af en ny studieordning for bacheloruddannelsen. I dette semester får vi derfor brug for at høre din mening omkring studiet, så hold øje med Psykrådets Facebook-profil!

Indput Institut for Psykologi KU

Studieordningen skal opdateres af flere årsager, heriblandt: • Alle fag skal tilpasses 7,5 ECTS-systemet. Derfor kan vi ikke længere have 20 points fag. Dette kommer til at betyde en stor omlægning af studiet.

• Vi skal bruge de ressourcer, vi har til rådighed på en mere optimal måde.

• Vores nuværende studieordning er fra 2011 og er derfor ved at være meget gammel.

• I dette semester kommer vi - sideløbende med arbejdet på den nye BA-studieordning - til at have fokus på feedback på både bacheloren og på kandidaten.

• I forbindelse med sommereksamen i kandidatfaget Social-, udviklings- og intergrationspsykologi videregående anvendt teori og metode (SUI) er en række studerende gået sammen om at skrive en klage til studieleder og SN. I klagen fremhæves der to problematikker i forbindelse med faget herunder 1) den oplevede uoverenstemmelse mellem studieordningens kriterier og bedømmernes forventninger, og 2) det markant lavere karaktergennemsnit, både i år og tidligere, sammenlignet med de andre søjlefag.

• Fakultetet er i gang med en centraliseringsproces, hvor det forventes, at dele af studieadministrationen skal flyttes fra instituttet til fakultetet. Psykrådet følger denne proces og har øje for, hvilke betydninger det kan få for de studerende.

• Der er fortsat tvivl om, hvorvidt taxameterløftet, der giver flere penge til de såkaldte tørre uddannelser heriblandt psykologi - fortsættes på trods af Socialdemokratiets løfter om dette under valgkampen. Dette betyder fortsat økonomisk usikkerhed på instituttet.

Vi forsøger så vidt muligt at sikre, at dette ikke går ud over uddannelsens kvalitet.

STUDIENÆVN

Hvad er det nu Psykrådet er?

Psykrådet er fagnævnet, som hører til vores institut. Psykrådet er en studenterpolitisk organisation uden partipolitisk tilknytning og er de studerendes talerør til institut og fakultet. I Psykrådet arbejder vi med, hvordan vi kan forbedre studiet og skabe den bedst mulige uddannelse

Opgaver • • • •

Udarbejdelse af studieordningen Udvikling af uddannelse og undervisning Behandling af sager om dispensation og meritoverførsel Kvalitetssikring af uddannelsen

Medlemmer

Hvad laver Studienævnet, og hvem er med?

• • •

VIP’ere og studerende i forholdet 1:1 Dekanen fastsætter antallet af medlemmer VIP’ere sidder tre år, studerende i et år

Studienævnet har ansvaret for alle fagenes studieordninger, dispensationer og meritansøgninger samt sikring af uddannelsens kvalitet.

AKADEMISK RÅD

Hvordan kan jeg få indflydelse på mit studie?

Det korte svar er: Husk at udfylde dine undervisningsevalueringer!

Dine kommentarer tages anonymt op i studienævnet og kan være med til at forandre vægtningen af emner inden for faget eller måden, faget er bygget op på.

Det lange svar: Deltag i Psykrådets stormøder, send os en besked med emner, du ønsker, at vi diskuterer eller meld dig som aktivt medlem i Psykrådet! Vi har altid brug for flere input Kom med til næste stormøde! Hold øje med Psykrådets Facebookside, hvor datoerne meldes ud løbende.

Opgaver •

• •

Udtalelser til dekanen om bevillinger, forskning, uddannelse og strategiske emner Indstilling af personer til bedømmelsesudvalg for bl.a. ansættelser Tildeling af ph.d.-graden, doktorgraden og diverse priser

Medlemmer • • • •

Studerende og VIP’ere i forholdet 1:2 Mindst to TAP’ere som observatører Personale sidder i tre år, studerende i et år Dekanen er ’født’ medlem (formand)

VORES REPRÆSENTANTER

Vil du være en del af Psykrådet?

Det er du faktisk allerede.

Studienævnsmedlemmer:

Alle psykologistuderende er automatisk medlemmer af Psykrådet.

Hvis du vil vide mere, deltage i møderne og have indflydelse på temaet for næste stormøde, så kontakt Psykrådet eller forpersonen, Jonas, på Facebook.

• • • •

Repræsentanter for studienævnet, Akademisk Råd og Psykrådets forretningsudvalg bliver valgt på Psykrådets generalforsamling, som afholdes hvert år i oktober. Det er her, du skal møde op, hvis det er dig, der skal sidde med næste gang.dig, der skal sidde med næste gang. n

Psykologis repræsentant i Akademisk Råd: •

Esther Vitha Ringhof Smia Iqbal Maria Johansson Amanda Frees

Frederik Bjerre Andersen

Psykrådets forretningsudvalg: • •

Forperson: Jonas Schøsler Kasserer: Amanda Frees

7

SIDE 9-MANDEN Tekst og foto af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Navn: Marius Alder: 24

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

Jeg er virkelig glad for at spise sushi ad libitum. Helst med masser af wasabi og i så store mængder, at jeg bliver nødt til at slå mave på restauranten, før jeg kan tage hjem.

Semester: 1. semester Status: Single Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi?

Altså vi kommer nok ikke udenom, at fyrene på studiet er ret privilegerede. Det betyder dog meget for mig, at jeg har en håndfuld fyre på min årgang, som jeg klikker godt med, så kan resten for min skyld være kvinder. What´s not to like?

Hvilke kvaliteter har din drømmepartner?

Jeg kan godt lide at få en smule modspil, når det kommer til det modsatte køn. Det kommer sig nok af, at jeg selv elsker at være lidt flabet en gang imellem. Så jeg leder vel egentlig efter en, som kan finde ud af at give lidt igen – måske sådan en irriterende lillesøster-type.

Hvordan er dit forhold til din mor?

Det er sjældent, jeg indrømmer det, men jeg har faktisk altid været mors dreng. Hun har gennem hele min opvækst fået alt at vide, og det gør hun i et vist omfang stadigvæk - medmindre jeg virkelig har dummet mig, så vil jeg helst spare mig selv for moralprædikenen.

Hvad har været det bedste ved intro-forløbet?

Der har været mange gode ting ved introturen. Jeg var specielt godt underholdt, da vi spillede høvdingebold med diverse personlighedsforstyrrelser, men hvis jeg skal vælge ét øjeblik, så må det blive første aften på introturen. Der var godt nok smæk på.

Hvad glæder du dig mest til i løbet af din studietid?

Jeg har faktisk ikke rigtigt fået sat mig ordentligt ind i, hvilke fag vi skal have på bacheloren. Min plan er at tage tingene som de kommer.

Hvad er dine top 3 serier?

Uhh. Jeg har binget en del forskellige serier, så der er masser at tage af, men hvis jeg skulle anbefale nogle som jeg har været ret glad for, så skulle det være: Breaking Bad, Chernobyl, og Vikings.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvad provokerer dig?

Jeg kan blive en smule provokeret over nogle af de meget politisk korrekte tiltag fra KUs side, som man har kunne læse om i aviserne indenfor det sidste års tid. Jeg synes, der skal være plads til, at man kan klæde sig ud som indianer til en temafest eller sige ”gutter” til sine studerende, hvis det er det, man har lyst til.

Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu?

Jeg kunne godt tænke mig at prøve et klassisk road trip henover USA, da jeg aldrig har været der.

Hvor oplever du den største kontrast mellem gymnasie og universitet?

I antallet af undervisningstimer, vil jeg sige. Der er virkelig mulighed for at gøre det på sine helt egne præmisser, hvis man f.eks. vil lægge den stræbsomme stil fra gymnasiet bag sig.

Espresso martini, strawberry daiquiri eller Harboe pilsner?

Jeg kan bedst lide min kaffe varm, og hvis jeg skal have øl, så vil jeg heller have en Classic eller en blå cola, så det må blive en daiquiri. Den smager jo fantastisk, det kommer vi ikke udenom.

Sommer, efterår, vinter eller forår?

Jeg kan bedst lide de lyse måneder. Der er ikke noget så deprimerende som at stå op før solen.

Hvad er lykken for dig?

En god fest på CSS, eller en bagel med det hele.

Hvad er dit yndlingscitat?

Pas. Bonusinfo: Jeg er to meter høj, glad for at træne, brætspil, The Weeknd, og så er jeg ved at gro en manbun.

Derudover er jeg generelt meget glad for musik og har gået til sang i løbet af året, da jeg gerne ville nå at prøve så meget som muligt, inden jeg skulle til at studere igen. Målet er på sigt at lave en sang, få den indspillet og måske endda smide den ud på nettet, hvis jeg tør. n

9

IND UNDER HUDEN

Tekst af Maria Valeur, stud.psych. og Nina Kjar, stud.psych.

Illustration af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.

Indput er først og fremmest et studieblad fra studerende til studerende. Bladet er gratis og kan altid hentes foran Dræberkaninen i bladstanderen ved døren, ved biblioteker samt kantiner og andre steder på CSS. Bladet er også tilgængeligt digitalt på www.indput.dk. Her kan du søge efter specifikke emner og skribenter eller læse hele bladet.

Bladet udkommer 2 gange per semester og i den forbindelse bliver der arrangeret release, hvor alle er velkomne. Vi serverer lækre sager, holder måske et lille oplæg, og så er der tid til fri læsning og hyggesnak om bladets artikler, billeder og illustrationer. Vi holder også IndputTalks, hvor vi inviterer forskere og meningsdannere ind for at fortælle om de emner, vi synes er interessante og eventuelt underbelyste på studiet. Sidste år havde vi henholdsvis temaerne ’Oprør og kritik’, ’Hvad er sex?’ og ’Unge bag skærme’, som også blev udgivet som putcast. Konceptet er interaktionsbaseret og forsøger at gøre op med den traditionelle forelæsningsform. To forskere får hver 15 minutter til at fortælle, og så er der åbent for debat med publikum.

Indput blev til i 1969 i kølvandet på studenteroprøret og er Danmarks ældste studieblad. Redaktionen består af psykologistuderende, som i grupper skriver artikler, retter og finpudser, tager billeder og laver illustrationer samt designer bladet visuelt. Alle studerende kan bidrage med en artikel, hvis de gerne vil have den udgivet i bladet. Kontakt os, og så vil en skribent læse din artikel igennem og tage den op på et redaktionsmø-

Indput Institut for Psykologi KU

de som forslag til næste udgivelse. Det kan for eksempel være, hvis du brænder for et særligt emne eller gerne vil fortælle om din studenterorganisation. Hvis du har et produkt, som er henvendt til psykologistuderende, kan du desuden købe en annonce.

Bladet omhandler psykologirelevante emner, der interesserer redaktionen og forhåbentligt alle de studerende. Det byder på gode fortællinger fra udveksling og praktik, korte udgaver af bachelorprojekter og specialer, forslag til fag på andre institutter, nyt fra Psykrådet, side 9 manden, boganmeldelser m.m.

Der er både sjove og alvorlige artikler, nogle er faglige og mere akademiske, hvor andre er et udtryk for skribentens klare holdning eller forsøg på at få dig til at grine. Eksempler på tidligere artikler er interviews med Eva Secher Mathiasen og Svend Brinkmann, hvad russerne synes om kønsfordelingen, en serie om konspirationsteorier eller CSS’ historie, en anmeldelse af en hjemmeside om hvordan man tilfredsstiller kvinder seksuelt, hvilken-psykologistuderende-er-du testen, en 10 punkts guide til et studenteroprør og meget andet. Alt dette kan du finde på Indputs hjemmeside.

Følg os på Facebook, så du kan se hvornår vi har releases og talks.

God læselyst! n

INDPUT I N V ITERER TIL IND PUTTAL KS Med Katrine Zeuthen og Signe Vangkilde til en snak om kontrasterne mellem psykoanalyse og kognitionspsykologi den 30/10 klokken 14-16 i lokale 22.0.19 Indput Talks ønsker at skabe en tydeligere kontakt mellem de studerende og dem, vi undervises af på instituttet, med det formål at bygge bro mellem de studerende og forskningsverdenen.

Vi ønsker, at forskere og studerende bliver mere tilgængelige for hinanden og at belyse aktuelle emner inden for det psykologiske genstandsfelt - emner som ikke nødvendigvis optræder som pensumlitteratur.

Opdater

ing følg

er på In

dputs F

acebook

-side

11

Har du valgt den rigtige

for akademikere?

Indput Institut for Psykologi KU

UDVEKSLING I NEW ZEALAND At tage på udveksling som psykologistuderende hvor der er minimal mulighed for frit at vælge, hvilke fag man vil have, kan være en stor udfordring. Men hvis man alligevel kaster sig ud i at få det store puslespil af studieordninger, forhåndsgodkendelser, merit og SU til at gå op, venter der store oplevelser forude. Her kan du læse om, hvad du bl.a. kan opleve ved at tage på udveksling i Wellington i New Zealand.

Tekst og foto af Johanna Mariam Madsen, stud.psych.

Hvornår var du på udveksling, og hvor var du henne i verden?

Jeg var på udveksling på mit femte semester i efteråret 2018 på Victoria University of Wellington i New Zealands hovedstad Wellington. Min beslutning om at tage på udveksling blev nærmest truffet, før jeg valgte at læse psykologi, så jeg havde haft lang tid til at drømme mig væk til eksotiske destinationer. Derfor må jeg nok også indrømme at valget af land og universitet primært var præget af min rejselyst og kun i mindre grad af min faglige interesse.

Hvad var baggrunden for, at du valgte at tage til New Zealand?

Valget faldt på New Zealand, der for mig altid har været en drømmedestination, da jeg siden jeg var barn har hørt fortællinger om, hvor ufattelig smukt der skulle være. New Zealand ligger jo som bekendt på den anden side af Jorden, hvilket i min verden gjorde det til et oplagt sted at tage på udveksling, da jeg fik mulighed for virkelig at lære landet og kulturen at kende gennem både at skabe en hverdag og rejse landet tyndt. Derudover er der den fordel ved netop New Zealand, at årstiderne ligger modsat årstiderne i Danmark.

Det betyder, at deres forårssemester starter i midten af juli, hvor det stadig er vinter, og så strækker det sig til midten af november, hvor de studerende får sommerferie. Jeg var dog i den heldige situation, at jeg ikke havde nogle eksaminer, så ud af et halvt år i New Zealand studerede jeg fra juli til oktober, hvorefter jeg rejste rundt fra oktober til januar.

Jeg kom derfor hjem med en følelse af både at have været på udveksling og haft orlov.

Hvad var særligt ved Victoria University of Wellington?

Victoria University of Wellington, i daglig tale Vic, ligger på et af de tre bjerge, der omkranser Wellingtons bymidte. Man kan ikke andet end at skamrose universitets beliggenhed og udformning, da man virkelig har formået at skabe et lyst sted med højt til loftet, hvor man bliver inspireret til at fordybe sig. For at nævne et par af de bedste eksempler, så er bibliotekets læsepladser placeret, så man har udsigt over hele byen med de omkringliggende bjerge og over Cookstrædet, der løber mellem Nordøen og Sydøen.

Ligeså ligger universitetets fitnesscenter, så man f.eks. kan dyrke morgenyoga med udsigt til solopgang over Wellington.

13

Hvilke fag havde du?

På Vic er psykologiuddannelsen hovedsagelig naturvidenskabeligt rettet. Det kom bl.a. til udtryk i faget ’Abnormal psychology’, der svarer til ’Psykiatri’. Her blev det meget tydeligt, at kognitiv adfærdsterapi var den dominerende terapiform, og at andre retninger som f.eks. psykoanalysen blev anset som uvidenskabelige.

Faget ’Applied Social Psychology’ handlede om, hvordan (social) psykologien kan anvendes inden for bl.a. sport, sundhed, motivation, køn og seksualitet, lykkeforskning og miljø. Hovedpointen var, at man som psykolog stort set kan beskæftige sig med lige det man ønsker, hvilket både er en enormt inspirerende og intimiderende tanke.

Hvad adskilte sig mest fra KU? Den mest markante forskel mellem Vic og KU var det generelle faglige niveau, der efter min mening desværre var markant lavere på Vic, end jeg er vant til fra KU. Hvor vi på KU slæber os igennem over 2500 siders litteratur allerede fra første semester, blev det på Vic ikke forventet, at man læste litteraturen. Dertil kommer at fagenes eksamination var delt op i flere delprøver, der både bestod af afleveringer og multiple choice prøver, der tilsammen udgjorde den samlede karakter for faget. Forelæserne sørgede således for at lave så udførlige slides, at man blot ved at lære dem udenad kunne score topkarakter.

Hvordan var det sociale liv på Victoria University of Wellington?

Det sociale liv på Vic var meget rigt, og der var en studenterklub til enhver nicheinteresse. Det involverede både forskellige kulturelle og sproglige fællesskaber, sportsklubber, kreative klubber med musik, teater og kunst og outdoorklubber som vandreklubben, kajakklubben og skiklubben. Jeg meldte mig ind i både vandreklubben og kajakklubben. Vandreklubben tager på tur stort set hver weekend, og de har både nogle nemme ture, der passer til danskere, der kun har besteget Valby bakke, og nogle mere ekstreme ture, hvor man følger GPS-koordinater på steder uden afmærkede stier, samt de meget lærerige uddannelsesture som f.eks. lavine- og førstehjælpskurser. Kajakklubben tager lige så på kortere og længere turer, hvor man efter et par øvegange i svømmehallen får lov til at white-water-rafte ned ad floder i håb om ikke at kæntre (dette lykkedes ikke for undertegnede).

Hvordan var din dagligdag uden for universitetet?

Jeg blev hurtigt en del af det store slæng af udvekslingsstuderende, der næsten alle boede i samme område. Da alle var indstillede på at nå at se så meget af New Zealand som muligt på de få måneder, vi havde til rådighed, var der mange weekendturer til de nærtliggende destinationer. Jeg blev selv så ivrig efter at rejse, at jeg efter en måned købte en bil, så jeg nemt kunne komme omkring.

Min fritid gik således med at tage på ture og udforske Wellington.

Wellington er en by på størrelse med Århus, og man kan derfor gå til alt. Som turist kan Wellington nok virke lidt kedelig og lille, men det var en fantastisk by at bo i, da den har alle storbyens

Indput Institut for Psykologi KU

goder. Det er f.eks. den by i verden med det højeste antal caféer per indbygger, og de har også utallige mikrobryggerier, samtidig med at den er omkranset af både hav, bjerge, skove og naturreservater. Derudover har Wellington en summende landsbylignende stemning af fællesskab og mangfoldighed.

Allertydeligst blev dette hver søndag formiddag, hvor regionens producenter satte boder op med alverdens frugt og grønt, og byens borgere alle kom traskende for at proviantere til den kommende uge. Wellington er virkelig en by, hvor man kan se ud og være lige, som man har lyst til. Det er ikke unormalt at se folk i bare tæer og shorts om vinteren eller vandretøj i byen, og det hjalp mig til at være meget mindre selvbevidst, end jeg er herhjemme.

Vil du anbefale andre studerende at tage på udveksling på Victoria University of Wellington? Og er der nogle forhold, man skal være opmærksom på i den forbindelse?

Jeg vil helt klart anbefale andre at tage på udveksling på Vic, hvis man har lyst til at udforske New Zealand, hvis man er vild med store naturoplevelser, og hvis man vil bo i den hyggeligste by, hvor man kan få god kaffe uanset, hvor man vender sig hen. Man skal dog være opmærksom på, at det godt kan blive rigtig dyrt i længden at leve i New Zealand, så det gælder om at have en god opsparing med og samle så mange lokale tips som muligt, så kan det sagtens lade sig gøre at rejse og leve i New Zealand på budget. Hvis man derimod ønsker at få et stort fagligt udbytte, bør man måske vælge et andet sted.

Kan vi lære noget på KU af Victoria University of Wellington?

Ligesom i Danmark er ungdomsårgangen i New Zealand også præget af stigende problemer med det mentale helbred. Min oplevelse var, at man på Vic virkelig forsøgte at tage hånd om dette med et bredt udvalg af initiativer. Som studerende kunne man således få hjælp til alt lige fra økonomiske vanskeligheder, fysioterapi, influenzavaccine, mentorordninger, kulturelle udfordringer osv. Der var sågar en studenterdrevet café, hvor man altid kunne få en snak med en af de frivillige, og hvor de hver tirsdag fik besøg af en lille hund til ’Felix Tuesday’ i håb om, at det ville berolige de studerende at klappe Felix.

Om det havde nogen gavnlig effekt for de studerende (eller for Felix), skal jeg ikke kunne udtale mig om, men jeg fandt det inspirerende at se, at selvom man har over 22.000 studerende, kan det stadig lade sig gøre som universitet at tage ansvar for den enkeltes velbefindende. n

15

TEMASEKTION

Indput Institut for Psykologi KU

KONTRASTER

Illustrationer af Tobias Wriedt, stud.psych.

17

EN KONTRASTFYLDT KONTRAST OG UDDANNELSESKRITIK

À LA HANNAH ARENDT Af Karen Damgaard, stud.psych.

Illustrationer af Jakob Berg Bredahl, stud.psych.

Jeg har fået for vane at starte næsten enhver skriveproces med at lægge vejen forbi www.ordnet.dk, fordi der ofte tilføjes noget væsentligt til undersøgelsen af et begreb, hvis man begynder med en mindre etymologisk granskning, er min erfaring.

Begrebet kontrast kan føres tilbage til det latinske ’contra’ (imod) og ’stare’ (stå), hvorfor ordnet betegner ’det at to fænomener, faktorer, forhold el.lign. fremstår som modsatte eller udpræget forskellige størrelser’.

Fremstår, tænker jeg, og tygger lidt på ordet. Beskrivelsen sender mig tilbage til en af de første forelæsninger i kognitionspsykologi, hvor vi blev præsenteret for to tilsyneladende forskelligfarvede firkanter, der ved nærmere iagttagelse eller ved inddragelse af andre sammenligningsflader viste sig at være ensfarvede, og kontrasten dermed opløst.

Vi har at gøre med et glimrende eksempel på den optiske illusion, men det var nu slet ikke det, jeg ville skrive om.

Indput Institut for Psykologi KU

Mødet mellem nyt og gammelt Jeg havde egentlig i sinde at gå lidt i dialog med Hannah Arendt og med hende undersøge, hvordan den tilsyneladende kontrast mellem en konservativ og en progressiv indstilling til skole og uddannelse ved nærmere iagttagelse lader til at kunne opløses.

Arendts tænkning forbindes måske ikke umiddelbart med uddannelsesspecifikke spørgsmål, men i essayet The Crisis in Education fra 1954, der udkom i essaysamlingen Between Past and Future i 1968, sætter hun sit eksistentialistisk-inspirerede tankegods i spil i mødet mellem lærer og elev. Et møde, der gennem et par psykologifaglige briller kan være væsentlig at kigge nærmere på, og i mine øjne er tankerne på alle måder aktuelle godt et halvt århundrede senere.

For Arendt er uddannelse ikke blot et individorienteret spørgsmål om, at et barn vokser op, lærer en bunke ting og udvikler sig i egen lille boble. Snarere end et fokus på et barnets modning, fokuserer

Arendt på, at barnet vokser op i verden, hvorfor uddannelse for hende bliver et spørgsmål om at introducere barnet til denne verden. Introduktionen vil sige at blive præsenteret for det møblement af menneskeskabte objekter, der giver verden en form for stabilitet og kontinuitet på tværs af generationer. Mere præcist må barnet introduceres og blive i stand til at anvende disse objekter, der er fysiske såvel som mentale. Og det er grundet tilegnelsen af de forskelligartede objekter, at uddannelse i udgangspunktet spænder bredt: Fra konkrete skrivefærdigheder og værktøjsbrug i sløjdundervisningen til den abstrakte anvendelse af et talsystem i matematiktimen eller forståelse for grammatikken i sprogundervisningen. Skriftsproget, bearbejdningen af træ, trekantsberegninger og regler for verber i førnutid på fransk, dansk, russisk: Alt sammen er det menneskeskabt, og hvis viden herom – om disse objekter - ikke gives videre til den næste generation, går de tabt.

Arendt lægger vægt på den menneskelige aktivitet, og at aktiviteten og et skabende forhold til verden altid vil omfatte mere end ét individ. Dette grundvilkår - at mennesket altid er i verden sammen med andre og ikke i isolation - betegner hun med udtrykket ’pluralitet’, parallelt til Heideggers ’mitsein’.

Hvad vigtigere dog er for denne lidt flyvske tankerække fra sit kontrastfyldte udgangspunkt, er et andet menneskeligt grundvilkår som Arendt kalder ’natalitet’. Natalitet beskriver det faktum, at nye mennesker uafladeligt fødes i verden, men mere bredt også kapaciteten til at begynde noget nyt; muligheden for at starte noget; igangsætte noget radikalt nyt ligefrem.

For Arendt indebærer natalitetsbegrebet to slags begyndelser. Dels er verden ny for barnet, den nytilkomne til verden, og dels er barnet nyt for verden.

Derfor bringer barnet, som den nytilkomne, for Arendt altid et potentiale til at ændre den gamle verden, et revolutio-

nerende potentiale.

Uddannelse er i denne forståelse aldrig i sig selv en begyndelse, men svaret på barnets begyndelse, og derfor får underviseren tildelt et betydningsfuldt ansvar, der ligesom natalitetsbegrebet er tosidet: Dels skal der tages ansvar for barnet, der grundet sin nylige ankomst til verden må beskyttes, og dels skal der tages ansvar for forsættelsen af verden, som den hidtil har eksisteret: ”The world, too, needs protection to keep it from being overrun and destroyed by the onslaught of the new that bursts upon it with each new generation”, skriver Arendt. Mødet mellem den nye generation og den eksisterende verden er altså et skrøbeligt møde, fordi de to kan virke gensidigt overvældende og potentielt forstyrrende på hinanden. Verden kan være så kaotisk, at det nytilkomne barn til en vis grad må beskyttes, for at det kan modnes, inden det er klar til at tage reel del i denne nye verden. Som en plante, der kræver en vis pleje og beskyt-

telse, inden dens rødder har vokset sig stærke nok til at klare sig selv. Omvendt kan verden blive overrumplet af den nye generation, da den eksisterende verdens kontinuitet netop er afhængig af, at den nye generation fatter interesse for den gamle verden, for traditionerne og historien, og ikke bare afskærer alt dette i en iver for at starte en ny verden - lidt forsimplet sagt.

At bevæge sig i to retninger samtidigt Man kan kun tale om ændring og forandring, hvis man forholder sig til noget allerede eksisterende, og det er netop derfor, at barnet ifølge Arendt frarøves muligheden for at skabe ændring, hvis ikke det bliver introduceret for den ’gamle’ verden. Natalitetsbetingelsen ignoreres, kunne man også sige. Dermed er en konservativ indstilling til uddannelse en forudsætning for forandring, vil Arendt mene. For at have progression i verden, må vi relatere til historien, hvil-

19

”Our hope always hangs on the new which every generation brings; but precisely because we can base our hope only on this, we destroy everything if we so try to control the new that we, the old, can dictate how it will look. Exactly for the sake of what is new and revolutionary in every child, education must be conservative; it must preserve this newness and introduce it as a new things into an old world, which, however revolutionary its actions may be, is always, from the standpoint of the next generation, superannuated and close to destruction” (Arendt, 2006, s. 193).

ket en hær af hermeneutikkere vil være enige med Arendt i.

Progressiv, slår jeg op, beskrives som ’fremskridtsvenlig, som tænker på en ny, original og fremadrettet måde’, mens antonymet konservativ forklares med ordene ’som er imod forandring eller vidner om modstand mod forandring’.

Når Arendt både kigger fremad og vil værne om barnets krav på at kunne forholde sig til verden på en ny og original måde, og samtidig hævder at underviseren må tage ansvar for den gamle verden og præsentere denne, fremstilles på én gang en progressiv og konservativ indstilling til spørgsmålet om uddannelse.

Og kontrasten mellem de to adjektiver synes derfor mindre skarp. Kontrasten er mindre skarp, men det dobbelte ansvar, som underviseren må påtage sig, er ikke nødvendigvis let, understreger Arendt. Hun peger på, at “The problem of education in the modern world lies in the fact that by its very nature it cannot forego either authority or tradition, and yet must proceed in a world that is neither structured by authority nor held together by tradition”. Underviseren er i hendes optik altså nødt til at påtage sig en konservativ attitude, som var vedkommende imod forandring; “not just teachers and educators, but all of us,

Indput Institut for Psykologi KU

insofar as we live in one world together with our children and with young people, must take toward them and attitude radically different from the one we take toward one another”.

En skrøbelig midterposition Frem for to adskilte og uforenelige attituder, ser Arendt den konservative tilgang som en nødvendig betingelse for progressionen. Den konservative indstilling er herved måske slet ikke så konservativ endda, i al fald ikke i et uddannelsesmæssigt perspektiv. Vigtigt er nemlig at indskyde, at Arendt reserverer den konservative indstilling til uddannelsesverdenen, og at hun i det hele taget adskiller skolen fra det omkringliggende samfund, den politiske sfære, foruden den private sfære. Det er risikofyldt og potentielt farligt, hvis først man lader politik sive ind i uddannelsessfæren, mener Arendt.

For så snart nataliteten, og potentialet til at starte noget nyt hos den nye generation, udnyttes af den ældre generation til at skabe den verden, de gerne ser den nuværende blive ændret til, er vi trådt første skridt på stien, der kan ende i totalitarisme. Indoktrinering er altid en risiko. Men selvom Arendt helst ser uddannelse og politik som adskilte størrelser, er det i praksis svært ikke at lade

dem overlappe. At uddannelse står højt på den politiske dagsorden i dag, er på mange måder kun godt i mine øjne, men Arendts tanker fra 1950’erne kan måske alligevel huske os på det risikofyldte ved sammensmeltningen og minde os om, at vi bør være opmærksomme på, hvordan politik spiller ind i uddannelsessfæren.

Arendt gør os opmærksomme på, at nataliteten som den fundmentale menneskelige kapacitet til at igangsætte nyt, der med hver nytilkomne bringes ind i en allerede eksisterende, gammel verden, er en grundlæggende skrøbelig størrelse. I kontrast, men netop på grund af denne skrøbelighed, er uddannelse enormt magtfuld, hvorfor underviseren i udgangspunktet bærer det fornemme ansvar at mediere mellem gammelt og nyt, på én gang at være bagud- og fremadskuende.

Den konservative indstilling nuanceres fra denne position, og på samme måde synes tilsyneladende progressive idealer inden for uddannelsesverdenen måske slet ikke at fremstå så progressive ved nærmere betragtning.

At lære eller at lære at lære Det lyder umiddelbart som tænkning på en ’original og fremadrettet måde’, hvis uddannelse bliver et spørgsmål

om kultivering af ’tilpasningsevne’ og ’omstillingsparathed’, og hvor et barn tillægges ansvar for egen læring og således selv lægger dagsordenen af egen ’fri’ vilje (med hvad der her medfølger af selvkontrol og -disciplinering). Ligeledes kan det måske virke appellerende og ’fremskridtsvenligt’, hvis skolesystemet tæmmes af en kapitalistisk logik, der tilretter undervisning efter en samfundsmæssig efterspørgsel. Men hvis der i skolesystemet ikke til en vis grad værnes om traditionen, og hvis den gamle verden ikke holdes i hævd af underviseren, der i Arendts optik er nødt til at stå som repræsentant for denne konservatisme, hvor meget eller lidt, hun holder af den, risikerer vi at fratage barnet, eleven, den studerende, muligheden for at skabe ændring og dermed progression i verden.

Jytte Bang lader til at være enig med Arendt, når hun med teksten Skønmalerier og skræmmende billeder. Et bekymret blik på fremtidens skole i Psyke & Logos kritiserer Kommunernes Landforenings oplæg til fremtidens skole fra 2004 for at mangle visioner for samfundsudviklingen og i stedet fokusere på ”det abstrakte dogme om accelereret samfundsforandring og den naive tiltro til den didaktiske vending”. At skolens fokus forskydes fra ”at lære til at lære at

lære” er fra hendes perspektiv en afvisning af kernefaglighed og en forståelse af underviseren som alene fremadskuende. Og med dette blik frarøves barnet sin mulighed for at tage del i ’den gamle verden’, som Arendt vil sige, og dermed muligheden for at skabe forandring: ”Gennem tilegnelse af de kulturelle artefakter (som ikke bare er instrumenter) får barnet mulighed for at indgå i kontinuitet med historien, ikke blot med et instrumentelt sigte, men som væsentlig og betydningsfuld deltager i en kultur under udvikling og forandring”. Bang understreger hermed skolens rolle som kulturformidler og underviserens på én gang fremad- og bagudskuende blik.

Et åbent rum mellem fortid og fremtid Det er en fornem opgave at skulle bevare nataliteten og dermed sikre, at åbningen mellem fortid og fremtid forbliver et åbent og udefineret mulighedsrum, hvor barnets kapacitet til at tænke nyt og skabe ændring gives de bedste rammer. Og sikringen af dette rum kræver, at den voksnes ansvar og autoritet i et skolesystem ikke bare afskrives, fordi det i andre dele af samfundet bliver anset for at være forældende begreber. Forældet, slår jeg op, betegner noget, der ikke

er tidssvarende, mens antonymet eller kontrasten, om man vil, til dette adjektiv, er det tidssvarende; det der er up to date, fortæller ordnet mig. Men før man kan være up to date, ville Arendt nok mene, at man må forstå, hvad der går forud for dette givne tidspunkt, hvorfor undervisning i det, der kan virke forældet netop har et sigte, der er up to date og ligefrem rettet mod fremtiden.

At konservativ indstilling med et bagudrettet blik og en progressiv indstilling med et fremadrettet blik måske slet ikke er to ’fænomener, faktorer eller forhold, der fremstår som modsatte eller udpræget forskellige størrelser’, står efterhånden tydeligere og tydeligere frem.

Det, der umiddelbart fremstod som en kontrast, ligesom de forskelligfarvede firkanter i den optiske illusion, har ved nærmere betragtning i hvert fald vist mig ikke at være så kontrastfyldt alligevel. n Litteraturliste kan findes på www.indput.dk

21

uls o t S s ss un e k l e e ern g Hom d o as er. n o m a i i h lt is ng er a u i t l e o l e L i t t W ri fra eruds e g Pola eration rta o mm n p o e s e G r – g og o s e r s del de forü l e Anm astful tr kon

Indput Institut for Psykologi KU

Tekst og illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.

Louisiana har henover sommeren haft to udstillinger, som tidsligt overlappede inden for den sidste måned. De to udstillinger, ’Generation Wealth’ og ’Homeless Souls’, portrætterer på mange måder verdens mest modsætningsfyldte forhold. Gennem udstillingerne overvejede jeg øjebliksvist, om verden på et tidspunkt knækker over mellem sine ekstremer.

Overflod og menneskestrøm ’Generation Wealth’ er en samling af Lauren Greenfield, som gennem fotografier, interviews, anekdoter og videomateriale formidler historien om den materialistiske verdens overflod.

Plastikkirurgi, overdådige fester og klædeskabe, man kan fare vild i, er bare nogle eksempler på de hverdagsfænomener i den mondæne verden, som Lauren er gået på opdagelse i, og som hun skildrer i både sine litterære værker og i den aktuelle udstilling. Lauren har i sine interviews og feltarbejder søgt at forstå og give mening til disse menneskers liv, som for den gængse dansker kan forekomme uvirkelige.

Hvad der for mig var ubegribeligt ved mit besøg i Humlebæk, var fornemmelsen af at gå rundt i Laurens glitrende og provokerende plethora af menneskeskildringer, som griner og grynter til kameraet for så pludselig at træde gennem en enkelt dør og befinde mig i en krigszone, hvor bedrøvelige og chokerende værker kæmper om min opmærksomhed.

’Homeless Souls’ – den anden udstilling i de tilstødende lokaler – udtrykker en fuldkommen absurd modpol til fantasmerne med sine mange tragedier. I ’Homeless Souls’ samles et dusin af primært mellemøstlige kunstneres bidrag i et forsøg på at indfange den eksistentielle dimension af landflygtighed. Med mange af de samme virkemidler som hos Lauren Greenfield, kan verdens forskellige brændpunkter opleves gennem bl.a. lyd, billeder og videomateriale. Blikfang var der nok af i begge udstillinger, men hvorvidt det var blitzkrig eller bombekrig varierede. Det forekommer ikke foreneligt, denne sameksistens af to så forskellige verdner. Hvad der glimrer ved sit fravær er en forklaring på, hvordan fordelingen af ressourcer kan være så fordrejet. Forestil dig et øjeblik, at bare en lille procentdel af den massive monetære ophobning, som præsenteres i Louisianas østfløj, kunne bruges til at forsyne, forsikre og frelse de mennesker, som beskrives på den anden side af døren. Tænk en verden vi kunne have.

23

To former for grusomhed Skræmmende var det første indtryk af begge udstillinger. En sirligt arrangeret ring af ben-proteser ved indgangen til ’Homeless Souls’, en video af Erkan Özgen med en lille døvstum dreng, som formidler Syrienkrigens rædsler med fagter og lyde og dernæst forargelige malerier, der med harmoniske farver og perfekte geometriske former afmærker antallet af døde bådflygtninge i middelhavet. Forargelse virker på mange måder som den naturlige reaktion. Det, som i virkeligheden bliver forargeligt, er, at disse humanitære katastrofer eksisterer dør om dør med de uhyrligt velhavende og forkælede mennesker, som er omdrejningspunktet i Laurens fortælling om verdens rigeste.

Som med komplementærfarver er det modsætningsforholdet, der får de to udstillinger til at overvælde den besøgende og brænde billeder ind i dennes bevidstheden. De to ekstremer af menneskeskæbner holder ikke blot til her under Louisianas lyse lofter, men også ude i virkeligheden. Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig se fotografiet af den dengang 6-årige amerikanske skønhedsdronning Eden Wood, der med arrogance og selvtilstrækkelighed poserer i sin lyserøde trikot og flimrer sine forlængede øjenvipper indigneret til kameraet. Ved hun, hvad der foregår inde ved siden af? Selvom den døvstumme dreng var 12 år, kunne de to børn have været jævnaldrende af udseende. Hvem har dog besluttet, at de skulle have så forskellige skæbner? Jeg får fornemmelsen af, at denne dreng og denne pige har mere tilfælles, end hvad der fænger ved det blotte øjekast. De lever begge i uvirkelige verdner, hvor der kræves langt mere robusthed af dem og deres psyke, end hvad man ellers kan forvente af et barn. Det er næsten som to former for grusomhed, hvori uskyldige børn er taget som gidsler.

Kunsten kommer i udstillingerne til sin ret, fordi det lykkes at skabe en æstetisk inviterende indgang til to diametrale modsætninger af grusomhed. Det er ikke kunsten eller kunstnerne, der har taget disse børns liv i deres hænder, det er den barske realitet.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvor blev mennesket af?

En række grundlæggende egenskaber udmærker os som mennesker.

Heriblandt vores evne til empati og medmenneskelighed. Denne egenskab blegner til en nærmest forsvinden i de to udstillinger. En mor beskriver i ’Generation Wealth’, hvordan det bedste hun kunne gøre for sin datter for at styrke hendes kropsforhold i den pubertære tid, var at få foretaget en omstændelig fedtsugning og plastikkirurgi på egen krop. Ræsonnementet bestod i, at hun på denne måde kunne elske sig selv og vise datteren vejen. I den næste anekdote er det beskrevet, hvordan datteren senere har ridset DIE ind i sin pande med en spejderkniv. Det er mig en gåde, hvordan man kan udvikle en så fejlbarlig mentaliseringsevne som mor.

Det bliver tydeligt, at myten om Kong Midas stadig kan lære os ting i dag.

En video i ’Homeless Souls’ viser med koordinater, hvordan gummibåde med flygtninge driver rundt i middelhavet og pendulerer mellem forskellige landes ansvarsområder. Jeg ved ikke, hvor længe sekvenser står og kører i tomgang. Der er ikke nogen lande, der griber ind. Ingen som viser et medmenneskeligt ansvar.

Konfrontationen med de forskellige, men på mange måder sammenlignelige, former for menneskeligt fravær er provokerende. De efterlader én med spørgsmålet om, hvorvidt polariteterne i historierne afdækker, hvordan vores humanitet er ved at gå til grunde. Den amerikanske drøm overfor drømmen om Europa, eller en tilflugt med mulighed for et reelt livsgrundlag, er essentielt smukke drømme med en større fællesmængde. Det er håb og ambition, der bærer mennesket frem mod en bedre tilværelse. Desværre er det ikke hele sandheden. Det, som bærer mange af de landflygtige mennesker væk fra ødelæggelserne, er frygten for

eget og andres liv. Det er ikke et valg eller en ambition, men en tvungen og ubarmhjertig omstændighed. Den lille skønhedsdronning jagter heller ikke den klassiske amerikanske drøm, men i stedet et ideal, som Lauren Greenfield beskriver som vor tids værdi: Den kapitalistiske version af krop, ungdom og seksualitet, som skal strutte af magt, penge, selvdisciplin og, måske mest skræmmende, uendelighed. Hvis vores samfunds kontraster bliver stadigt mere fremtrædende, tror jeg til sidst det bliver sort og hvidt. En verden uden nuancer finder jeg personligt bedrøvelig, og jeg håber derfor, at vi kan bidrage til at skabe mere balance, sådan at spændvidden mellem de, der har så meget og de, der har så lidt, kan blive mindre paradoksal.

Outro – toget hjem Jeg går ud af begge udstillinger med et spørgsmål brændende på læberne. Er verden gået i stykker?

Oplevelsen af begge udstillinger er klart anbefalelsesværdig. Min overbevisning er, at vi ikke skal lukke øjnene for de ting, vi ikke forstår, og samtidig turde gå eksplorativt til fremmede og dystre fortællinger. Det kan være voldsomt at blive rystet i sin grundvold, men forbavselsen kan bearbejdes på togturen tilbage til København. De trivielle DSBforhold, nordsjællændere med næsen i sky og det kolde efterårsvejr får hurtigt verden til at hænge sammen igen på sin vante vis.

Udstillingen ’Homeless Souls’ er desværre sluttet d. 21.09.19, men ’Generation Wealth’ kan opleves helt frem til 16.02.20. n

25

PRAKSIS I TEORIEN, TEORIEN I PRAKSIS Ifølge mange psykologistuderende bør der indføres mere praksisrettet undervisning på uddannelsen. Dette argument er dog ofte baseret på en fejlagtig forståelse af forholdet mellem teori og praksis, der underkender teoriens betydning for praksis såvel som praksissens dybe kompleksitet. Teori/praksis udgør som begrebspar ikke en modstillet kontrast, men må snarere tænkes som to modi af én og samme psykologfaglighed.

Af Casper Schacht Lund, stud.psych. & Alexander Gjerding, stud.psych.

Illustrationer af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Som psykologistuderende er vi alle – formentlig og forhåbentlig – optaget af, hvordan vores uddannelse er skruet sammen. Både i og uden for de officielle studenterpolitiske fora kan man således opleve psykologistuderende, der passioneret diskuterer, hvordan man bør strukturere, vægte og målsætte undervisningen på studiet. Selvom diskussionerne typisk tager form som en farverig polyfoni med mange forskellige holdninger, er der dog et enkelt synspunkt, en tilbagevendende “akse af frustration”, der de sidste par år har opnået en hegemonisk status som et konvergenspunkt midt i al uenigheden: “Der er for lidt praksis på vores uddannelse”.

For 50 år siden var de psykologistuderende frontløbere for studenteroprøret. Dengang ville de også ændre uddannelsen.

Det var dog ikke praksis, som de ville have mere af, men studenterdemokrati og et (samfunds)relevant pensum. Parallelt med de almene ideologiske konjunkturer har de studerende i løbet af de seneste 50 år ændret sig fra samfundssindede revolutionære til arbejdsmarkedsorienterede praktikere. Der er således på studiet en generel enighed om, at vi konfronteres for lidt med psykologifagets praktiske dimensioner, og at vi ikke trænes nok i det, som det hele handler om, nemlig ”det rigtige psykologarbejde”, som det udøves ”ude i virkeligheden”. Det problematiseres ofte på den baggrund, at vi som psykologistuderende tvinges op i et akademisk og verdensfjernt elfenbenstårn, hvor et teoritungt og abstrakt

Indput Institut for Psykologi KU

pensum stjæler hovedparten af vores tid og dermed efterlader os dårligt rustet, når vi en dag skal ud i den såkaldte ”praksis”.

I det følgende vil vi forsøge at destabilisere og udfordre denne udbredte teori/praksis-diskurs. Ikke nødvendigvis for at argumentere imod mere praksis på uddannelsen, men for at adressere, hvad vi mener er nogle langt mere fundamentale spørgsmål. Kort sagt mener vi, at diskursen implicerer en adskillelse mellem teori og praksis, der er fundamentalt illusorisk. Videre – og mere alvorligt – mener vi, at den er potentielt undergravende for psykologiens akademiske forankring, såvel som redeligheden af den psykologiske professions virke. Mere om det i det følgende.

En indvendig udvendighed Spørgsmålet om forholdet mellem teori og praksis er som filosofisk problem lige så gammelt som filosofien selv. Således skelnede man allerede i Antikken mellem en teoretisk fornuft, episteme, og en praktisk fornuft, techne. Imidlertid er teori/praksis-spørgsmålet ikke et emnefelt, der i særligt høj grad gøres til genstand for elaboreret refleksion på vores uddannelse. Dette kan synes underligt, idet psykologien på én og samme tid er et akademisk universitetsfag og en professionsrettet uddannelse, hvilket på sin vis gør spørgsmålet om relationen mellem teori og praksis til en psykologifaglig

grundlagsspænding. Når temaet tages op i den uformelle diskussion eller i undervisningen, sker det typisk via en form for “bro-metafor”, der implicerer en idé om, at teori og praksis er to adskilte og væsensforskellige entiteter, som først forbindes i overgangen mellem universitet og arbejdsmarked. Vi vil dog indvende, at denne udbredte tankefigur er både upræcis og uhensigtsmæssig. Ved at installere en absolut spaltning mellem teori og praksis kommer man til at overse de indre sammenhænge, der eksisterer mellem dem.

Teori kommer som begreb af det græske theoria, der henviser til dét at se eller i bredere forstand at gøre verden til genstand for betragtning. At tilegne sig teori er derfor et spørgsmål om at lære at se noget nyt i verden: teori er på sin vis en betegnelse for den proces, hvormed man udvider sit synsfelt.

Praksis, afledt af det græske praxis, betegner som begreb dét at handle; at realisere en intention i en gøren. Men er dét at betragte ikke også en gøren? Er selve synsakten ikke også en handling? Og omvendt: Kan man handle uden at se? Kan man intervenere i virkeligheden uden først at have kastet et blik på den? Etymologien er måske afslørende på dette punkt. Som det også er vores argument, peger begrebernes oprindelseshistorie på, at teori og praksis er langt mere intimt forbundet, end den herskende diskurs anerkender. Vi vil indvende, at selvom der selvfølgelig er en forskel mellem teori og praksis (ellers ville der ikke være behov for to forskellige begreber), så er denne forskel indvendig og ikke udvendig – på trods af deres forskelle, er de to størrelser vævet sammen i et dybt indre slægtskab. Vi kan således snakke om, at relationen mellem teori og praksis udgør en “indvendig udvendighed”.

Den teoretiske side af praksis - den praktiske side af teori Man kan ikke handle i verden (praksis), hvis ikke man først har forholdt sig til den på et eller andet bevidsthedsniveau (teori).

Den handling, der ikke betjener sig af teori, er ikke en handling, men en refleks. Selv ubevidste tilskyndelser er baseret på en forudgående anskueliggørelse, der bestemmer dens retning og mål. Enhver praksis er altså implicit eller eksplicit funderet

på et teoretisk grundlag. Omvendt kan enhver begrebslig bearbejdning af et fænomen via tanken forstås som en handling, hvor verden brydes ned og konfigureres på nye måder, således at andre dele af virkeligheden bliver tilgængelig for erkendelsen: Med tanken udvirker man en om-gestaltning af verden, der rent faktisk sætter en forskel, fordi nye sider af fænomenet træder frem på scenen i kraft af denne bevægelse. At tænke er altså også at gøre, netop fordi den teoretiske refleksion ikke er en virkelighedsfjern og uvedkommende leg, men en aktivitet der foregår i verden og har effekter i verden. Således udgør tænkningen en aktiv teoretisk proces, der fuldt ud kan betegnes som en praksis. Man kan sige, at den teoretiske tænkning ikke alene danner baggrund for og forudskikker den praktiske intervention: Dét at tænke er allerede en form for intervention, og jo flere konceptuelle og teoretiske ressourcer, man har til rådighed, desto flere måder kan man intervenere på. Det er altså forkert, når man i forlængelse af den herskende teori/praksis-diskurs affejer universitetets teoretiske arbejde som en form for pseudo-aktivitet, der intet har at gøre med praksis. Man kan sige, at når man læser, forholder sig til og kritisk diskuterer teoretisk stof, så lærer man intet mindre end tænkningens praksis. Ifølge de to franske tænkere, Gilles Deleuze og Felix Guattari, er det netop evnen til at generere og tænke i koncepter, der udgør essensen af den filosofiske praksis; således må også psykologen blive filosof. For at uddybe hvad vi mener med alt dette, vil vi gå vejen over et “praksisnært” eksempel ude fra “virkeligheden”.

Myten om den virkelige verden ”Når I kommer ud i praksis vil I opleve …” er en formulering, man som psykologistuderende ofte hører fra underviserne. Så forførende som det er at snakke om praksis på denne måde, er det ikke desto mindre problematisk, fordi formuleringer som disse rummer et illusorisk løfte om, at der på den anden side af en færdiggjort kandidatuddannelse venter en konkret og håndgribelig VIRKELIGHED, der adskiller sig absolut fra den rent abstrakte universitetsverden. Et godt eksempel på fejlagtigheden af denne diskurs kan illustreres via en personlig anekdote.

Vi – forfatterne til dette lille essay – sad for nyligt med en gammel studieven, der siden sit indtog på arbejdsmarkedet som færdiguddannet psykolog primært har lavet terapi med voksne klienter. Her beskrev han, hvad der i denne sammenhæng er en spændende ambivalens i forhold til sit arbejdsliv. Dengang han studerede, så han ofte frem til at komme ud i virkeligheden og få en mere direkte og “hands-

27

on” kontakt til andre menneskers livsverden. Nu sad han imidlertid med en tiltagende oplevelse af, at han ude i praksis stadig var på afstand af denne virkelighed. Dette skyldtes især, at klienternes liv kan være enormt vanskelige reelt at bringe med ind i terapirummet: Deres hverdagsliv, deres legemlige, sociale og materielle praksisser, alle de vaner og rytmer og idiosynkrasier, der udgør deres levede virkelighed – alt dette eksisterer i egentlig forstand kun udenfor det terapeutiske rum, et led længere ude i forhold til dét sted, hvor kontakten til klienten udspiller sig. Klienternes egen virkelighed er på den måde altid forskudt i forhold til psykologen, der evigt må se sig henvist til at “rekonstruere” klienternes liv indenfor rammerne af den partikulære tosomhed, som den terapeutiske alliance udgør. Denne rekonstruktion tager uundgåeligt form og farve af såvel terapiens institutionelle forankring som den bevidste og ubevidste måde, hvorpå man som psykolog møder klienten med sit arsenal af spørgsmål, metoder og optikker. Som psykolog havde han altså nu den præcis samme oplevelse af,

Indput Institut for Psykologi KU

at virkeligheden ligger “udenfor murene”, som han også havde dengang han studerede. Virkeligheden er tilsyneladende altid andetsteds, sagde vores ven. Den er i hvert fald ikke ubesmittet tilstede som et selvberoende nærvær i terapilokalet.

Kritik af den rene praksis Man kan undertiden få fornemmelsen af, at der rundt omkring på psykologistudiet eksisterer en forestilling om terapirummet som et vandhul, hvor man efter en femårig ørkenvandring i abstrakt teori endelig kan få stillet sin tørst efter at realisere sig selv i et jordnært og konkret håndværk. Denne forestilling må imidlertid betragtes som lidt af et fatamorgana. Som vi så ovenfor, er den virkelighed, som skabes i det terapeutiske rum, nemlig hverken konkret, jordnær eller håndgribelig.

Tværtimod kan man med god ret hævde, at terapirummet er noget nær et idealtypisk eksempel på en formidlet og abstrakt entitet, der i sin essens fordrer en teoretisk grundindstilling.

Hvordan det? Vores argument kan udfoldes ved at gå vejen over begrebet ’det analytiske tredje’, der blev indført i den kliniske diskurs af den amerikanske psykoanalytiker, Thomas Ogden. Begrebet sigter på at indfange det forhold, at terapiens

primære materiale er det helt specielle intersubjektive felt, der opstår mellem terapeut og klient. Dette analytiske tredje er et samskabt produkt af vekselspillet mellem terapiens to deltagere, et emergent resultatet af deres bevidste og ubevidste relationsmåder, således at selve relationen får sin egen selvstændige eksistens som en tredje subjektivitet i rummet.

En legemløs og abstrakt agens, der skabes i kraft af klienten og terapeutens relation, samtidig med at den virker tilbage på dem som en kausalkraft i egen ret. Vi ser altså allerede på dette niveau, hvordan terapeutisk praksis på afgørende vis er knyttet til den analytiske proces, hvormed man i tanken forfølger de mulige sammenhænge i et abstrakt og komplekst materiale.

Men ikke nok med det. For hvis vi udvider perspektivet en smule, bliver det hurtigt klart, at terapi er betinget af mere og andet end mødet mellem to mennesker i et lokale. Den terapeutisk praksis er indlejret, ikke bare i et materielt rum med de stemninger og atmosfærer, der eksisterer og skabes heri, men også i en generel socialitet, forskellige diskursive formationer, en institutionel kontekst, en kulturel samtid og en global politisk orden. Det terapeutiske rum gennemkrydses således af en uendelighed af konkrete og abstrakte objekter, humane og non-humane aktører, der i skiftende styrkeog blandingsforhold udgør væsentlige betingelser for, hvordan det terapeutiske rum kan udfolde sig. Bare tænk på, hvordan så forskelligartede ting som møbler, venteværelser, visitationsprocesser, institutionskulturer, sundhedspolitiske indsatsområder, internationale evidenshierarkier, konkurrencestatslogikker, senkapitalistiske produktionsmåder (et cetera ad infinitum) finder vej til terapilokalet og tilsammen udgør det “assemblage” af betingelser, der både muliggør og begrænser den terapeutiske praksis. Med andre ord så indeholder det terapeutiske rum en kompleksitet, der på ingen måde begrænser sig til en “simpel” tosomhed.

Det er derfor ikke overraskende, at det sjældent giver sig selv, hvad der egentligt foregår i den terapeutiske situation. Det er vores argument, at en kvalificeret terapeutisk intervention kræver mere – meget mere – end intuition og terapeutiske heuristikker. Det er med andre ord ikke nok at have lært sig “håndværket” ved at udsætte sig selv for tilstrækkelig “praksiserfaring”. For materialet taler ikke for sig selv. Det er for abstrakt, for mættet og for overvældende i sine mulige sammenhænge. Det, der imidlertid tillader os at navigere i materialets kompleksitet, er den teoretiske og begrebslige tænkning. Et kompleks af begreber – en teori – kan siges at udgøre en prisme, der tillader bestemte egenskaber ved et empirisk materiale at komme til syne. Via teorien bliver verden synlig for os, og des flere begreber og teorier man råder over, og des bedre man er til at kombinere (og evt. udvide dem), des mere af verdens kompleksitet bliver det muligt

at få øje på. Teoretisk refleksion er således det, der får det terapeutiske materiale i tale. I vores optik er psykoterapeutisk praksis altså en størrelse, der i sin essens fordrer en teoretisk grundmodus: Den er grundlæggende afhængig af tænkning.

På den baggrund er det ganske uhensigtsmæssigt, når ”praksis” i den herskende diskurs på psykologi entydigt forbindes med en handlende, gørende og intervenerende virksomhed og modstilles den kontemplerende, filosofiske og abstrakte refleksion. Psykoterapeutisk ”praksis” er ikke bare et håndværk, en teknik og en måde at gøre, men også og især en måde at tænke, en begrebsbunden øvelse i hele tiden at forfølge en mere nuanceret konceptualisering af materialet til gavn for klienten og dennes forståelse af sig selv. Således falder psykoterapi udenfor en snæver modstilling af teori og praksis. Samtidig bliver det tydeligt, at der eksisterer et nært slægtskab mellem dét at lave terapi “ude i virkeligheden” og dét at læse, tænke og bedrive teoretisk praksis “inde bag universitetsmurene”.

Måske er der slet ikke så langt fra de tykke bøger til psykologisk praksis?

Psykologien er ikke (kun) klinikken Ovenfor synes vi at være faldet ofre for den tendens, hvormed psykologien som sådan gøres lig med den klinisk psykologi og psykologisk praksis i forlængelse heraf udelukkende forbindes med psykoterapi. En fejlslutning, der ikke kun findes blandt lægmænd, men også blandt os psykologistuderende.

Det er i hvert fald sigende, at denne reduktion af praksis til samtaleterapi også synes at spøge i diskursen om, at vi har for lidt praksis på psykologistudiet. Det fremhæves i hvert fald ofte i den forbindelse, at vi mangler flere kurser à la samtaletræning på 5. semester, der kan lærer os konkrete teknikker udi kunsten at samtale. Nu er psykologisk praksis imidlertid – og heldigvis – helt utroligt mange forskellige ting, og som færdiguddannet psykolog kan man komme til at besidde stillinger, der umiddelbart har meget lidt med hinanden at gøre. Således kan man som psykolog på det kommunale familieområde komme til at stå med det store ansvar for at vurdere rigtigt i svært gennemskuelige udredningssager vedrørende forældres mulige manglende omsorgsevne; som erhvervspsykolog kan man komme ud for at skulle forvalte ansvaret for mange hundrede menneskers trivsel, motivation og stressbelastning, når der på arbejdspladser sker store organisationsændringer; og som neuropsykolog kan man blive udfordret på at gennemskue de egentlige årsagssammenhænge i de myriader

29

af samvirkende faktorer, der kan være på spil i forhold til en patients kroniske hovedpine. Hvad har disse og mange andre psykologiske praksisser tilfælles? Hvori ligger den psykologfaglige fællesmængde? I vores øjne har samtlige psykologiske praksisser i hvert fald det tilfælles, at de stiller krav til psykologens evne til at kunne tænke ind og ud af felter, der er kendetegnet ved en fænomenal kompleksitet. At være psykolog handler således først og fremmest om at kunne medreflektere så mange nuancer ved psykologiske fænomener som overhovedet muligt, således at så meget af kompleksiteten tages med i betragtningen, når man planlægger denne eller hin intervention. I diskursen om at vi som psykologistuderende læser for meget abstrakt teori og træner for lidt hands-on færdigheder, synes der at ligge kimen til en – rent ud sagt – respektløs negligering af kompleksiteten i psykologiens mange praksisfelter. Når praksis tales frem med afsæt i en teknisk og håndværksmæssig semantik – altså når praksis alene gøres til et spørgsmål om at lære samtaleteknikker, at facilitere processer eller at svinge testkufferten – så kommer man uforvarende til at underkende det, der muligvis er det eneste gennemgående træk på tværs af psykologiens brogede praksislandskab: At der er tale om felter af abstrakte fænomenkomplekser fyldt med etiske dilemmaer, der grundlæggende udfordrer tanken. Måske er en teoretisk-orienteret undervisning, der først og fremmest har den kritiske refleksion over psykologiske fænomener som omdrejningspunkt, med henblik på at udvide og udvikle tankekraften, måske den bedste forberedelse til at kunne fungere som psykolog i praksis?

Arbejdsmarkedets kolonialisering af universitetet Universitet er som institution dét sted, hvor den omtalte ”tænkningens praksis” kultiveres og forædles. Det er her, at nye begreber, koncepter og teorier opfindes, udkastes og gentænkes, og det er således i høj grad her, at psykologien som disciplin udvikles. Det er imidlertid ikke nogen hemmelighed, at universitetet i tiltagende grad er kommet under pres. Den stærke universitetsfaglighed, der ikke uden videre kan legitimere sig selv i kroner og ører, er trængt i disse neoliberale tider, hvor konkurrencestaten afkræver, at universitetet skal drives som en virksomhed

Indput Institut for Psykologi KU

med bundlinjeansvar og produktivitetskrav. Over hele den politiske linje betones det, at universitetets opgave ikke længere primært skal være at danne ramme om vidensskabelse og vidensformidling, men at universitetet i høj grad også skal varetage ansvaret for at give dimittender praksisnære kompetencer, der er nemt omsættelige til værdi på arbejdsmarkedet. Det er på den baggrund blevet comme il faut at mene, at universitetet bør bestræbe sig på et tættere samarbejde med erhvervslivet og generelt orientere sig mere efter offentlige og private organisationers behov, således at såvel forskningsaktiviteter som undervisning bør sigte efter at tilvejebringe de studerende med de kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Markedslogikkerne kolonialiserer med andre ord i stigende grad universitet, forstået på den måde, at det ikke længere er videnskaben selv, men markedets krav og behov, der har primat i bestemmelsen af det forskningsog undervisningsmæssige fokus.

Universitetets rolle i dannelsen af borgerne til oplyste, kritiske og selvbevidste individer er således i stigende grad under neddrosling til fordel for et fokus på, hvordan universitet kan bidrage til at øge Danmarks konkurrenceevne ved at producere en type arbejdskraft, der lader sig ophæve i samfundsmaskineriet på en gnidningsfri måde. Når vi som psykologistuderende råber på mere praksis og mindre teori, kaster vi brænde på det bål, der er ved at opløse universitetets oldgamle bestemmelse som videnskabelig dannelsesinstitution.

Dette er problematisk på flere måder. Dels kan man sige, at der i ønsket om mere praksisnær undervisning ligger en implicit fordring om at lade logikkerne, værdierne og tankemåderne fra det psykologiske arbejdsmarkedet diktere udformningen af vores faglighed, frem for at lade fagligheden vokse ud af videnskaben. Men bør en nyuddannet kandidat ikke altid konstituere en forstyrrelse af det “praksispsykologiske system”, der udfordrer dets blinde vinkler, tvinger det til at indtage nye perspektiver og genoverveje sin interne organisering?

I vores optik bør universitetets opgave rent faktisk være det modsatte af at gøre os arbejdsmarkedsparate: Psykologistudiet skal snarere gøre os i stand til at udøve en modmagt imod den interpellation, der vil ramme os alle, når vi sluses ud på arbejdsmarkedet, således at vi ikke kommer til at reproducere systemet ukritisk.

Man skal huske, at hver gang vi som psykologer går ind i en sag, indleder en samtale eller foretager en intervention, så påvirker vi mennesker. Psykologien er uundgåeligt normsættende. Det er en misforståelse at tro, at der eksisterer en ren og ikke-normativ praksis på den ene side, og så diverse teorier på den anden, hvor det kun er sidstnævnte, der behøver at blive underlagt akademisk analyse og kritik. Som vi har set, er dette skel mellem teori og praksis illusorisk. Ligesom teorier hele tiden kritisk skal reflekteres i deres bagvedliggende værdimæssige og ideologiske implikationer, så skal vi på samme måde holde en kritisk distance til psykologiens praksisformer, således at vi bestandigt tænker over, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvilke effekter vores virke har på såvel individet, kulturen og samfundet. At skose teorien, lade arbejdsmarkedet diktere fagligheden og erklære, man bare gerne vil ”lære hvordan man gør i praksis”, er det samme som at sige, at man gerne vil have overdraget traditionen, ukritisk og passivt. En selvumyndiggørende og uetisk grundindstilling.

Mod en ny diskurs Socialpsykologen Kurt Lewin skulle angiveligt have sagt, at intet er så praktisk som en god teori. Som vi har forsøgt at vise, er der imidlertid heller intet så teoretisk som god praksis. Når vi som psykologistuderende blindt og ureflekteret går rundt og reproducerer diskursen om, at vores studie er for praksisfjernt, så glemmer vi, at forholdet mellem teori/praksis er ganske meget mere intrikat end som så. Ikke hermed sagt at vores uddannelse ikke muligvis (?) kunne profitere af en anderledes vægtning af de mere teoretiske og de mere praktiske moduler. Men for os at se er det i første omgang mere presserende, at vi starter med at have en åben, nysgerrig og kritisk dialog om, hvordan vi her på stedet overhovedet forstår relationen mellem teori og praksis, og hvordan man kan tænke, italesætte og arbejde med dem som altid-allerede indlejret i hinanden. Bolden er hermed givet op. n

31

Hvis den Anden er Ond, Sutter deres Perspektiv Garanteret Røv Er ondskab godt, er det ondt at være god, og hvorfor snakker ingen om moral længere?

Af Oliver Hundahl, stud.psych.

Illustrationer af Tobias Wriedt, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Det er så fashionabelt nu om dage, at sige man vil nedbryde alle dikotomier. For det meste er det en god idé; de fleste dikotomier er det rene bavl. Fuldstændig tilfældigt (som når man skidestiv spiller dart i mørke) har man fyret egenskaber over på den ene og den anden side af en streg, man selv har tegnet op. Vi har altid dikotomier tæt inde på livet. Selv foragter jeg virkelig alt, der så meget som lugter af yin og yang. At alting “også indeholder sin modsætning” og resten af det ståhej, kan de godt smutte længere ud på landet med. Det ender jo også altid bare med at underbygge, at dikotomien var fornuftig. Hvis man påstår, at den ene del umuligt kunne eksistere uden den anden, ja, så ophøjer man det til en kosmisk nødvendighed.

“Det maskuline kunne ikke eksistere uden det feminine!” - ha! man kunne lige så godt sige “Flæskesteg kunne ikke eksistere uden broccoli!”. Hele idéen er frastødende, som I nok kan høre, at jeg synes. Tankerne bliver ledt hen på Sovjetunionen. Her så man ofte plakater, hvor der (på russisk naturligvis) stod noget i retning af “ENDELIG ORDEN I SAGERNE!”, med fede, kantede bogstaver over en tegning af Lenin, der med en gigantisk kost, som en anden revolutionær rengøringsmand, var ved at feje biskopper, kapitalister og kongelige ned i historiens vældige skraldespand. Hvis nogensinde jeg stillede op til et valg, skulle min plakat være noget lignende, bare hvor jeg skyllede yinyang-symbolet ud i et snavset toilet.

ved skjortekraven, og blive slynget, i spiralmønster, ind i hans verden, for dér at se, om den gamle svinger skulle have noget på hjerte.

Men først…

Schweiz Smackdown

Alt i alt ganske fornuftigt at forvise dikotomier til småt brændbart. Men at det er fornuftigt, ændrer ikke en disse på, at det er fashionabelt. I 90’erne havde de Versace, idag har vi etc...

Det siges ofte, at ondskaben er banal. Hannah Arendt har bygget en hel karriere på den pointe. Ja, det kan der jo være noget om (læs: jeg er ligeglad), men langt vigtigere er det dog at sige: midterpositionen er banal. Ikke nok med det, den neutrale midterposition eksisterer slet og ret ikke.

Hvorfor nu ikke det?

Lad os kaste os over universets mest gennempløjede eksempel: Anden Verdenskrig. Sjældent har der været så karikeret et oprids over, hvem der var de gode og hvem der var de onde. Du er enten for racerenhed og etno-national ekspansionisme, eller også er du ikke for det (vi ser lige midlertidigt bort fra de Allieredes eugenikprogrammer i den her sammenhæng).

Alligevel sker det den dag i dag, at folk, når man spørger dem, om de vil have eksempelvis champignon eller skinke på deres pizza, løfter hænderne og svarer “Jeg er ligesom Schweiz, fuldstændig neutral!”.

Ikke nok med, at Schweiz ikke aktivt bekæmpede det tyske regime, de forvaltede endda ganske glædeligt nazisternes guld, nidkært hugget fra det Tredje Riges ofre, og fodrede dermed krigsmaskinen i årevis. Neutralt? Hmm…

Og dog ...

Som treenigheden, men bare...

“In fashion, one day you’re in, and the next you’re out.” – Heidi Klum

“The kind of evil that doesn’t realize that it’s evil, is the worst kind of evil there is.” – Dominico Pucci, JoJo’s Bizarre Adventure (part 6)

Der er dog én dikotomi, som jeg synes, vi bør holde fast i. Ofte hører man om folk, der kan finde ‘den gyldne mellemvej’ mellem modsætninger, at de er “virkelige genier, prisværdige og nogen, der har styr på sagerne”, men i lige præcis den her dikotomi, skal vi snart få at se, at kompromiset er hamrende kedeligt (and that’s not the worst of it.)

Jeg taler selvfølgelig om GODHED og ONDSKAB. Når man taler om den slags, og når det undersøges videnskabeligt, er det altid (ja, undskyld) vanvittigt uinteressant. Det er altid sådan noget “Hvorfor gør folk det onde????” (who cares) eller “Hvordan endte den her seriemorder med at være så mega evil?” (hvor de altid finder frem til, at det aner de ikke, eller at de (morderen) bare var et røvhul lige fra starten).

Med risiko for at få alle Kantianere på CSS (... begge to, eller?) på nakken, vil jeg forsøge at gribe den kun 157 cm høje Immanuel

Ordinær ondskab. Ja, eller normal (endog banal) ondskab, er den første af Kants ondskabstyper, vi skal snakke lidt om. Lad os lige stille alle tre op først: -normal ondskab -radikal ondskab -diabolsk ondskab Så snakker vi. Første trin på vejen til en fed teori er et begrebsapparat der batter.

Okay, den normale ondskab er den ondskab, man bedriver, på grund af en, ifølge Kant, såkaldt ‘patologisk’ interesse. Lad os sige, at du er grådig, lad os sige, at du handler med henblik på at vinde forlystning eller hæder. Den ondskab, der her springer frem af din ‘patologi’, er den normale ondskab.

Din roommate har fået renset sit bedste jakkesæt, så han er klar

33

til sit bryllup, men du tørrer pastasovs af kinden med det, fordi du er for doven til at hente en klud. Du stjæler penge op af en blind tiggers hat, fordi du vil købe en Snickers. Det er ordinært onde gerninger. Dit eget umiddelbare velbefindende vandt over din moralske pligt. Let at forstå.

Vi parkerer nummer to og kører direkte til nummer tre.

Diabolo Menthe Den diabolske/djævelske ondskab, mente Kant faktisk var umulig. Den er lidt svær at wrappe sit hoved om, hvilket nok er derfor, den skulle være uladsiggørlig. Her skal vi forestille os en ondskab, der specifikt ikke er motiveret af en patologisk interesse. Altså ondskab gjort slet og ret, fordi det er ondt, og med ingen anden årsag end det. Ondskab, hvor man intet vinder – ikke hæder, ikke ære, ikke penge, ikke engang den mindste nydelse eller retten til at nikke med et selvtilfreds smil. Ondskab, der vitterligt kun udføres, fordi det er ondt. Lidt som det omvendte af det Lutheranske begreb om godhed, der bebuder, at en god gerning gjort med henblik på at komme i Himlen, slet ikke er en god gerning overhovedet. En god gerning er kun god, hvis man ville gøre den, om så man absolut intet fik for den. Ja, om så man fik hån og ydmygelse som tak. Diabolsk ondskab er det samme, bare med omvendte fortegn.

Jeg har forgæves forsøgt at finde et eksempel på det fra virkelighedens verden, men det tætteste, jeg er kommet, er et spil, jeg engang hyggede mig med på PlayStation 3. ’Overlord’, hedder det, og man spiller som en ond hersker i en verden, der på én gang er en hyldest til og parodi på whatever fantasy-værker, udviklerne lige har haft liggende. For virkelig at udpensle, at ondskab her er ‘godt’, har de installeret et slags ’ondskab-o-meter’ i spillets interface. Når man står ved en skillevej, og vælger det onde, stiger målerens procentsats en smule. Selvsagt vil man gerne have det op på 100%. Det er ikke let, skal jeg hilse og sige. Ofte skal man gøre noget, der går direkte mod ens intuition, og grundigt overveje “Gør jeg nu det absolut mest tænkelige onde i den her situation?”. Antallet af valg er nemlig begrænset, og vælger man bare én gang det gode, kan man godt vinke farvel til drømmen om at blive verdens #1 asshole.

Af onde handlinger skal man f.eks. droppe sin kæreste til fordel for hendes yngre søster (selvom man bedre kan lide den ældre), og stjæle al maden fra en nærliggende landsby (selvom ens undersåtter fungerer langt bedre, hvis de ikke konstant er sultedøden nær).

A Radical Rat Men selv i eksemplet med spillet, udfører jeg, spilleren, jo dén ondskab af en patologisk grund: jeg er nysgerrig og vil se, hvad

Indput Institut for Psykologi KU

der sker, når jeg når 100%. Selv karakteren i spillet får næsten altid en umiddelbar belønning af sin onde handling, på bekostning af et mere langsigtet gode.

Så, hvad? Spilleren og den spillede er begge normalt onde?

Det er her den tredje (faktisk anden) type ondskab kommer i spil (agtigt). Den radikale ondskab er ikke som de to andre. Det er nemlig ikke bare endnu et kriterie for motivation, i stedet er det på meget mere grundlæggende niveau - helt nede i subjektets krydsfinerskelet.

Radikal ondskab udtrykker nemlig det faktum, mener Kant, at mennesket (menneskeheden, endog) som udgangspunkt altid vil gøre det onde. At gøre sin moralske pligt, skriver han, kan virke som en byrde. Hvorfor det? Hvorfor har vi mere lyst til at beholde vores penge, end give dem til “de fattige”?

Radikal ondskab er årsagen til, at vi trækkes i retning af vores patologiske egeninteresse. Ellers kunne man vel godt forestille sig, ja, jeg ved snart ikke, at alle bare gjorde det gode?

Hvad siger Kant om godhed

The good, the bad and the… uhm…. uh... “the wise man bowed his head solemnly and spoke: ”theres actually zero difference between good & bad things. you imbecile. you fucking moron” – wint

Det, der ligesom er gået igen indtil videre, er at demarkationskriteriet har været motivationen. Af hvad jeg har kunne læse mig til, er det helt det samme, når det kommer til det gode. Lad os sige, jeg pludselig anskaffer mig milliarder af kroner. Hvad gør jeg med dem? Lad os sige, jeg vælger at give dem til velgørenhed, fordi jeg synes, det er det rigtige at gøre og fordi jeg ville få en behagelige følelse af, at jeg har gjort noget godt. Ville det være en god gerning? Næ.

ser, hvor x-aksen er lawful-neutral-chaotic, og y-aksen goodneutral-evil. Det sætter gang i nogle vanvittigt komplicerede filosofiske diskussioner, hvis man skal til at dekonstruere den implicitte moralforståelse, der er på spil her. Det er meget interessant dog, at spillet i sine definitioner ikke er konsekvent med, om det gode og onde er vurderet fra et første- eller tredjepersonsperspektiv. Lad os se på et par citater fra Players Handbook:

Sagen er, at jeg sandsynligvis ville få vanvittig skyldfølelse, hvis jeg ikke gav pengene væk. Så at give dem væk, og at være tilfreds med mig selv for at have gjort det, beviser bare, at jeg handler ud fra min egeninteresse. For at en handling er god, kræver det nemlig, at den ikke er motiveret af en patologisk... vent… er definitionen af godhed ikke fuldkommen identisk med definition af diabolsk ondskab? Er den eneste forskel ikke, at den ene er motiveret af at maksimere det gode, og den anden det onde? Det bringer os jo ikke et hak nærmere definitionen af godt og ondt!

“Chaotic Neutral (CN) creatures follow their whims, holding personal freedom above all else.” og “Lawful Good (LG) creatures can be counted on to do the right thing as expected by society”.

Hvad med eksemplet med de milliarder af kroner? Hvis vi forestiller os, at jeg gennemskuer, at det ville være alt for egoistisk af mig, at give pengene til en forening, der rent faktisk ville bruge dem til noget nyttigt, og i stedet vælger at give dem til nogen, jeg så sandelig foragter (e.g. Yin-yang-elskernes Forening for Udbredelsen af Dyretortur og A Capella), ville det så være en decideret god gerning, hvis jeg gjorde det af den overbevisning, at det ville være godt i sig selv?

Det er virkelig, som Dostojevskij sagde: “når Gud er død, er alting sygt wack.” [min oversættelse].

Nå, Kant var altså en stor fed blindgyde, men det er jo sådan set fint nok. Lidt som når man på en ikke planlagt omvej, finder en ny restaurant, der senere bliver ens yndlings, selvom man faktisk var faret fuldkommen vild. Dannelse er vel egentlig bare som at gå ned ad en ustyrligt lang vej, hvor hver eneste sidegade er blind, men man går ned af dem alle uden undtagelse.

The only thing it takes for evil to triumph...

Hvad med om vi fandt på en definition af ondskab, hvor noget var ondt, hvis det gjorde noget ondt i verden? Når man beskæftiger sig med ondskab som udelukkende defineret ved motivation, bliver moraliteten bare en slags first person shooter med dårligt leveldesign.

Et af de eneste steder, hvor man faktisk beskæftiger sig lidt med moral nu om dage, er i tabletop-rollespillet Dungeons & Dragons. Her er det en integreret del af det at lave en karakter, at man skal vælge sin alignment. Valget foregår på to ak-

Hvad der slår os straks, er at den første (CN) siger noget om motivationen og de indre kræfter, der er på spil, mens den anden (LG) er fra et strengt tredjepersonsperspektiv: det handler ikke om hvorfor de gør den rette ting, man kan bare forvente af dem, at de gør det.

Det jeg tror, er, at de er løbet ind i samme blindgyde som jeg. De har ikke kunnet finde på en altomsluttende moralsk lov, som man nødvendigvis er god, hvis man følger. Så falder man bare tilbage på samfundets lov. Det betyder så også, at havde man et samfund, hvor børnemishandling blev betragtet som godt, kunne man regne med at en Lawful Good-starut ville gøre præcis det. Det, de i virkeligheden har beskrevet, er jo bare et overudviklet superego, eller slet og ret gruppepres.

Nå, men vi er altså ikke kommet en disse længere. Undskyld, så mange artikelsider og ingen konklusion. Noget der dog slår mig, er kategorien neutral. Jeg forstår vitterligt ikke, hvad det vil sige at være neutral. Når jeg spiller D&D undgår jeg oftest at spille de karakterer, for jeg synes nemlig, at de er fuldstændig uadskillelige fra de onde. Hvad er definitionen af neutral?

“Neutral (N) is the alignment of those who prefer to steer clear of moral questions, and don’t take sides, doing what seems best at the time.”

Normalt, når man siger om en person, at de ikke har nogen moral, mener man så ikke, at de er onde? Hvordan kan man nogensinde være andet end ond ved bevidst at undgå at tage stilling til godt og ondt?

Det er ikke helt tilfældigt, at jeg droppede hints til modeindustrien i starten af artiklen. Den er nemlig så absolut ond. Dels fordi der internt er modbydelig konkurrence, og dels fordi den forurener mere end næsten alle andre industrier. Vælger modeindustrien at gøre det onde? Næ, det tror jeg ikke. De vælger bare ikke at tage stilling til, om det er godt eller ondt, at deres arbejdere lever under umenneskelige forhold. De gør det onde,

35

uden at vide det, måske? Præcis som Dominico Pucci sagde tidligere i den her artikel.

ske er lidt jordslåede og rustne. Ja, vi skal endda insistere på, at noget er godt, mens andet er ondt.

Hvad med definition af CN, “follow their whims”, det lyder da som Kants definition af normal ondskab. Jamen for helvede...

Det er altid det samme, når man vil beskæftige sig med ondskab: det ender i et clusterfuck.

Lad mig give et eksempel. I 2019 underskrev Trump-administrationen en udvidelse af den såkaldte Mexico City Policy, bedre kendt som the Global Gag Rule (underskrevet 2017, indført af Reagan i 1984).

The Good and the Bad and the Centrist, eller When Good Men Do Nothing Lad os afslutte artiklen med at kigge på to alignments mere: “Neutral Good (NG) folk do the best they can to help others according to their needs.”

Og “Neutral Evil (NE) is the alignment of those who do whatever they can get away with, without compassion or qualms.”

Jeg synes, vi begynder at have fat i noget af det rigtige her. Det gode er at forsøge at hjælpe andre, så godt man kan, mens det onde er at handle på sin egeninteresse, og skide højt og helligt på andre. Af onde karakterer kan f.eks. nævnes Jeff Bezos. Af gode karakterer kan jeg ikke komme i tanke om nogen.

Måske er det fordi Kant havde fuldstændig ret: Det er meget sværere at være god end ond. Som god skal man virkelig arbejde hårdt, mens onde bare kan tage en chill.

Vi rammer selvfølgelig nogle umulige paradokser, når vi overvejer, om en person, der konstant kæmper for andres bedste, men alligevel ender med at gøre det hele meget værre, i virkeligheden gjorde noget ondt, eller om en person, der kun har sit eget bedste for øje, og ved et tilfælde hjælper andre uden at ville det, i virkeligheden gjorde noget godt.

Der er selvfølgelig også problemet i, at man sagtens kan gøre noget ondt, få dårlig samvittighed og så bare gøre det igen alligevel.

Ja, første- og tredjepersonsperspektivet clasher, og vi har slet ikke svaret på spørgsmålet: Bør det gode og det onde handle om motivationen eller resultaterne af ens handlinger?

Det kunne vi bruge hundredvis af sider på, men jeg vil hellere slutte med noget andet.

Godhed og Ondskab er som Haver Fyldt med Ukrudt Godt nok viste alt sig at være et kæmpe katastrofalt rod (lidt som redskabsskuret i de fleste kolonihaver.) Dog synes jeg, vi skal holde fast i begreberne godhed og ondskab, selvom de må-

Indput Institut for Psykologi KU

Den gør det ulovligt for NGO’er (også ikke-amerikanske NGO’er) at støtte seksualundervisning (herunder prævention), tilbyde lovlige abortydelser, aktivt bekæmpe HIV og AIDS og sågar støtte udbredelsen af rent drikkevand og bekæmpelsen af malaria, hvis de modtager penge fra the U.S. Global Health Efforts. En NGO, der modtager penge fra USA, må altså heller ikke bruge penge, de får af andre end USA, på de ovennævnte (og mange flere) ting, hvis de modtager så meget som én amerikansk cent. Det er et kæmpe problem, når USA er en af de nationer, der giver mest til såkaldt velgørenhed (op til 11 milliarder dollars årligt). NGO’er må altså vælge at undvære pengene, eller få dem på bekostning af et gag.

Der er ikke nogen tænkelig måde, man kan overbevise mig om, at det ikke er ondt. Direkte ondskabsfuldt. Det rager mig, om de gjorde det af et godt hjerte, om de ikke var drevet af “patologiske motivationer”, eller om de var så snotdumme at de troede, det ville gøre noget godt for andre. Det er ondskabsfuldt. Det bør være klart for alle og enhver, at det ville være et kæmpe problem, hvis vi smed moralen ud ad vinduet, eller udvandede den med klichéer som “det gode og det onde er subjektivt / et socialt konstrukt / en samfundsmæssig illusion” eller hvad fanden man nu kan finde på. Fordi selvfølgelig er det bare noget, vi har opfundet, ja, det ved vi, kan vi komme videre i teksten?

Det værste, man kan gøre som psykolog, når man står ansigt til ansigt med noget så afskyeligt, er at sige: ”Prøv at se det fra den andens perspektiv!”. Alligevel er det den slags, vi altid bydes, i disse moralske bankerottider.

Hvis den anden er ond, sutter deres perspektiv garanteret røv.

Det er lige meget, hvad undskyldningen er, det er lige meget, om du havde en hård barndom. Selvfølgelig skal vi søge at forstå det onde, så vi kan forhindre det. Men har man gjort noget ondt, har man gjort noget ondt. Så langt var Dungeons & Dragons i det mindste med! n

37

SPECIALEPROCESSER

PÅ GODT OG ONDT Af Amanda Lambæk, cand.psych. og Cecilie Bildstedfelt, cand.psych.

Vi har lige afleveret speciale. And we lived to tell about it.

Specialeprocessen er et mærkeligt grænseland mellem at være studerende og dét på den anden side, som vi endnu ikke helt ved, hvad er. Ligesom folk, der har haft nærdødsoplevelser kan fortælle om tærsklen til døden, er vi vendt tilbage til studiemagasinet for at fortælle om den forunderlige afslutning på studielivet, som specialeprocessen er. Vi stiller hermed vores indsigter til fri afbenyttelse.

Indput Institut for Psykologi KU

Tiden

Vejledning Indsigt #34: Der lader til at være mange forskellige måder at vejlede på, alt efter hvilken vejleder man har. Det er virkelig begrænset, hvor mange aspekter af ens speciale som man kan nå at gennemgå med sin vejleder på de tre individuelle timer, man har til rådighed. Der er mange beslutninger, som jeg har været nødt til at tage på egen hånd, og hvor jeg måtte stole på min faglige selvtillid. Det var klart nemmere at gøre, når solen i øvrigt skinnede.

Nogle gange var det mere … Just hang in there. /C Indsigt #687: For mig har de mange vejledningstimer været en helt fundamental del af min proces, da jeg valgte at skrive alene. Både i forhold til at vende nogle af de tvivlsspørgsmål, der opstod undervejs, men egentlig også som et rum for refleksion. Vejledningen gjorde det muligt for mig at tænke højt og få indspark udefra – elementer som ellers er begrænsede, hvis man kører lonely rider-stilen.

Når det er sagt, gik jeg i begyndelsen ofte derfra mere frustreret og med endnu flere spørgsmål, end da jeg kom. Lettere nedslået fandt jeg tilbage på mit specialekontor med flere siders halvfærdige sætninger og dæmrende sammenhænge, som endnu ikke helt havde fundet en fast form. Men som processen skred frem, var der (heldigvis) flere brikker, der faldt på plads og pointer fra tidligere vejledningstimer fik pludselig ny mening og sank ind på en anden måde. /A

Indsigt #103: Sørg for at tiden er på din side. Min specialeperiode startede officielt 30. november, mens jeg stadig havde undervisning og ugeeksamener i januar. Reelt kunne jeg først gå i gang med at arbejde på mit speciale fra februar, hvilket også først var dér, at jeg havde mit første møde med min vejleder. Jeg skulle have afleveret mit første specialeforsøg 31. maj, men det var bare ikke en realistisk tidsramme for mit specialeprojekt.

Det vidste jeg godt på forhånd, så jeg havde planlagt med at bruge et eksamensforsøg for at få tre måneders tid ekstra. Og den ekstra tid har været guld værd. Jeg tror sagtens, at man kan skrive et speciale på fire måneder, men så er der ikke meget tid til at livet kan komme i vejen. /C Indsigt #11: Selvom jeg allerede startede op på specialet i december uden afsluttende eksamener i januar, var jeg fra start fast besluttet på at udskyde mit speciale. Det gik op for mig, at det måske var sidste og eneste gang, jeg fik lov til at dykke så grundigt ned i et selvvalgt emne. For én gangs skyld var der tid til at tænke kreative, selvstændige tanker. Jeg siger ikke, at man ikke kan tænke kreativt og skrive et godt speciale på fire måneder. Men jeg ved fra mig selv, at den første tid ofte er fyldt med en nærmest altoverskyggende frustration, der netop har tendens til at blokere for kreative idéers opståen. Nogen ville måske mene, at det er en meget privilegeret tilgang at have til specialet. Egentlig har jeg lyst til at slå et slag for de studerende, der tager sig længere tid til specialet end de planlagte “6 måneder”, og jeg håber virkelig ikke, at muligheden for at forlænge specialet bliver taget fra dem på et senere tidspunkt. /A

39

Kroppen og specialet Indsigt#398: Som processen skred frem, havde jeg en oplevelse af nærmest at smelte sammen med ordene på min computer. I mange timer om dagen sad jeg limet til skærmen kun afbrudt af korte, nødvendige pauser. Det gik først rigtig op for mig, efter specialet var afleveret, at jeg egentlig endte et sted, hvor jeg delvist negligerede min krop og dens behov for at være aktiv. I stedet for at prioritere en løbetur i ny og næ, bevægede jeg mig længere og længere ind i det faglige stof, mens jeg blev mere og mere afkoblet fra min egen krop uden rigtig at kunne sætte ord på, at det lige præcis var dét, der skete. Hvis jeg kunne spole tiden 9 måneder tilbage og give et råd til fortids-Amanda, ville det nok være noget i retning af: ’Kom afsted! 1 time i yogacentret er godt givet ud på den lange bane’. /A. Indsigt #230: Hæve-sænkeborde er et hit. Eller hvis man på en anden måde kan indrette sit arbejdsområde til at man kan stå op med sin computer. Det har fungeret rigtig godt for mig, især når jeg har skulle producere meget tekst. Jeg har en fornemmelse af, at jeg er mere vågen og at mine sætninger drives frem på en anden måde, når jeg kan stå op og skrive. /C. Indsigt #882: Da jeg opdagede, at CPH Half Marathon lå samme dag som jeg afleverede mit speciale, blev løb min kropslige metafor for specialeprocessen. Der var gode og dårlige løbeture, ligesom der var gode og dårlige dage på specialekontoret. Alt i alt var det en fornemmelse af at befinde sig i et langt, sejt forløb. Det var en øvelse i at finde tålmodighed i, at det er den kontinuerlige indsats, der bærer projektet - og ikke produktiviteten (eller manglen på samme) af en enkelt dag eller uge. Da jeg afleverede specialet og gennemførte halvmaratonet, var det en totaloplevelse af, at jeg endelig var kommet i mål. Det er ikke fordi jeg vil foreslå at alle specialeskrivere skal ud og løbe, men det virkede vildt godt for mig. Og jeg ville nok også have haft tendens til at underprioritere træning i pressede perioder, hvis det ikke var fordi, at jeg havde meldt mig til halvmaratonet sammen med nogle fra mit kollegium. /C.

Indput Institut for Psykologi KU

Ordene og specialet Indsigt #783: Til sidst i specialeforløbet havde jeg fornemmelsen af, at mine ord var forsvundet fra mig. Jeg har skrevet og omskrevet så mange sider. Jeg havde ikke flere ord tilbage. Der var udsolgt af sammenhængende sætninger. Jeg havde svært ved at følge med i almindelige samtaler, og jeg blev elendig til small talk. /C. Indsigt #33: Sagde jeg virkelig lige det? Hen imod slutningen af processen, da jeg var godt og grundigt filtret sammen med specialet, oplevede jeg ligesom Cecilie at komme til kort i sociale situationer. Det var som om, at de mange timer i selskab med den døde computerskærm havde slugt mine ord og mine sociale skills. Så det var bestemt en lettelse at blive færdig og mærke, hvordan den sociale klodsethed aftog igen. Pyha. /A

Mødet med omgivelserne Indsigt #521: I begyndelsen af specialeforløbet blev jeg ofte mødt af spørgsmål fra mine omgivelser, som handlede om, hvad jeg skrev speciale om, hvornår jeg skulle aflevere, om jeg havde fået taget hul på skrivefasen eller stadig var i læsefasen osv. osv. Egentlig nogle meget reelle spørgsmål, som jeg helt sikkert selv har stillet tidligere specialeskrivere.

Men på det tidspunkt var det enormt svært at give et sammenhængende bud på, hvad mit projekt egentlig gik ud på. Nok fordi jeg selv var i færd med at generere netop de sammenhænge. Ofte affødte mine forvirrende forsøg på at give et tilfredsstillende svar endnu flere spørgsmål eller sågar nye idéer fra mine omgivelser, som mest af alt var svære at rumme.

Hen imod slutningen opdagede jeg en ændring i de spørgsmål, jeg blev stillet. Nu handlede det pludselig mere om, hvordan det gik med mig i processen. Nogle gange fik jeg en fornemmelse af, at mine omgivelser nærmest forventede en omgang selvmedlidende brok eller en beskrivelse af en eller anden ulidelig “specialesump”, der kun voksede sig større, jo tættere jeg kom på afleveringsdatoen. Egentlig var de sidste par måneder nogle af de allerbedste i hele processen. Så når jeg en uge før deadline deltog i sociale arrangementer, kunne jeg blive lidt i tvivl om, hvorvidt der var noget, jeg havde overset i specialet, fordi mine omgivelser kunne være helt overraskede over min tilstedeværelse. Den sidste tids frustration handlede egentlig ikke så meget om mit konkrete speciale, men måske mere den lidt ensidige speciale-fortælling, der havde sat sig fast mellem mig og mine omgivelser.

En fortælling som jeg også selv bidrog til, men som egentlig ikke altid stemte helt overens med min oplevelse. Når det er sagt, har mine venner og min familie selvfølgelig været en helt uundværlig støtte undervejs. /A

41

Tårer Indsigt #75: Det hårdeste ved specialeprocessen har været de perioder, hvor jeg følte, at jeg befandt mig i dødvande. Perioder med lange arbejdsdage, men hvor det føltes som om alt var gået i stå, og at der ikke skete noget. Jeg har ikke noget imod at knokle, men når jeg ikke har kunne finde den sammenhæng, som jeg havde brug for, og når vejledning og feedback ikke længere er tilgængelig, så er det enormt demotiverende at arbejde uden pejling.

Der synes jeg til gengæld at slutspurten har været nemmere at håndtere, end jeg havde forventet. Den sidste uges tid sad jeg med en masse håndgribelige opgaver, og jeg vidste hvad jeg skulle: læse igennem, tjek, lave sammenfatninger, tjek, skrive abstract, tjek, afstemme litteraturlisten, tjek. Slutspurten kan være hård, fordi man efterhånden er træt af projektet og fordi man trænger til ferie. Men jeg synes der har været sværere perioder undervejs, fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle, udover at gå hjem og slå i en pude. I de perioder har jeg virkelig værdsat at tale med andre, der også var i gang med at skrive speciale. Ikke så meget om noget fagligt, men mere om de frustrationer, man kan opleve undervejs. /C Indsigt #212: Den sværeste periode med specialet var uden tvivl de første tre måneder. Jeg læste i øst og vest og havde svært ved at være i den del af processen, hvor man endnu ikke helt ved, hvordan emnet skal gribes an. Det var vildt utilfredsstillende at tage hjem fra specialekontoret uden at kunne se konkrete, synlige fremskridt. Dagene gik og pludselig var der gået to måneder, og hvad havde jeg egentlig brugt dem på? På de allermørkeste dage kunne jeg blive helt i tvivl, om jeg nogensinde ville stå med et færdigt produkt i hænderne. Det var en rimelig tough periode at komme igennem. Her på den anden side af afleveringen, er jeg ret sikker på, at meget af det “ubrugelige” arbejde, jeg lavede i løbet af de første par måneder, alligevel har haft en vigtig funktion i forhold til at spore mig ind på emnet. Så jeg kan igen få helt lyst til at rejse tilbage i tiden til fortids-Amanda og fortælle hende, at frustrationen vil lægge sig, og at speciale-eventyret nok skal få en lykkelig slutning. /A

Indput Institut for Psykologi KU

Ønsker til fremtiden Selvom vi nu er kommet ud på den anden side af specialet og kan ånde lettet op, kan vores erfaringer måske være med til at udpege en række områder eller ønsker for fremtidige specialeforløb med henblik på at skabe bedre rammer for specialeskrivende studerende fremover. Der er tale om tre ønsker i sin gryende form, hvoraf nogle i højere grad er møntet på Instituttet, mens andre kan tages op af de studerende.

Vi ønsker: • Flere specialepladser på studiet og flere læsepladser i det hele taget.

Nogle specialepladser på CSS er ganske udmærkede, mens andre trænger til væsentlige forbedringer.

• Meget mere vejledning eller undervisning undervejs. Man kunne overveje, hvad formålet egentlig er med et speciale, og om der bliver stillet rimelige rammer til rådighed for de studerende, så det bliver en meningsfuld og sund proces.

• Et specialebibliotek, hvor man kan læse andres specialer til inspiration.

Når en studerende afleverer sit speciale, skal det være muligt at give et printet eksemplar til specialebiblioteket. Måske kan biblioteket etableres som en del af Dræberkaninen eller i Indput-lokalet. n

43

TEMASEKTION

Indput Institut for Psykologi KU

KONTRASTER

Illustrationer af Tobias Wriedt, stud.psych.

45

DE NYE RUSSERE

Af Nina Kjar, stud.psych.

Semestret er i fuld gang, og det føles måske som om, du har befundet dig i Kommunehospitalets snørklede gange i evigheder allerede. Men for ikke ret mange uger siden, var alt nyt for vores nye psykologistuderende. Det superseje hold af tutorer, kokke og workshopholdere har arbejdet hårdt for at orkestrere introugen for dem. På tredjedagen i introugen, hvor russerne havde rundvisning, klassetid og høvdingebold på CSS, tog undertegnede nysgerrige skribent ud med kamera og lydoptager for at finde ud af, hvad russerne tænkte om blandt andet adgangskrav og kønsfordeling. Nogle russere havde allerede gjort sig tanker om, hvordan man laver studenteroprør, og andre var spændte på, om nu også de kan koncentrere sig og strukturere studielivet. I en rusuge, der var ”virkelig sjov, fyldt med grineren aktiviteter og praktiske ting, så man lander i det inden det hele går løs,” snakkede jeg med russere, som var svært begejstrede for et vikingetema, der var ”mega godt fundet på og vildt gennemført”.

Indput Institut for Psykologi KU

Det høje adgangskrav I år er adgangskravet for kvote 1 et snit på 11,8. Hvad måler sådan et karaktergennemsnit? Måler det på noget, der kvalificerer personen til psykologistudiet? Som testinstrument er karakterer i gymnasiet en spændende størrelse, fordi det er så mange forskellige færdigheder, som skal omsættes til den samme enhed. Først og fremmest er det vel meningen, at det skal måle færdigheder i dansk, matematik, engelsk for ikke at nævne musik og billedkunst etc., så det skal indfange et spænd af færdigheder af både naturvidenskabelig, samfundsvidenskabelig og humanistisk art. Samtidig bliver karaktererne også et udtryk for, hvor god den studerende har været til at afkode de strukturer, som gymnasiet er bygget op af. De mere eller mindre uskrevne regler om, hvad man gør, ikke gør, og om man er moden eller villig til – og for den sags skyld har overskud til – at følge disse regler. Gør det noget ved studiemiljøet, at kvote 1-optaget har højt et karaktergennemsnit? I det følgende har de nye studerende svaret på spørgsmålet: ”Hvad tænker du, at snittet gør ved studiemiljøet her på Psykologi?”

Hmm først og fremm est gør det jo, at folk virkelig gerne vil være her og går meget op i det, tænk er jeg. Jeg var også bange for, at det ville gøre, at de t bl ev meget konkurrencepræ get, men umiddelb art, når jeg har mø de her mennesker, dt tænker jeg, at det bl iver en kæmpe styrke, at man lig esom kan lære af hinanden og få nogle mega fede sn akke og opgaver.

dikerede, og

bitiøse og de folk, som er am er t de at , ig m mod.

Jeg forestiller ig, de har gåpå jeg forestiller m Jeg tror også det gør, at der er flere piger, der kommer ind, fordi de er dygtigere til at få de lidt højere snit i gymnasiet.

At vi er meget ens, og der er er mange piger, som har været ude og rejse og på højskole.

Jeg har lagt mærke til, at der er rigtig mange, der stiller spørgsmål til forelæsningerne allerede (griner)....

og er t til, at de skal lave alle deres ting Jeg tror det gør, at folk er van der r, pige e fler e. Jeg tror også, der er meget sådan der strukturered kommer ind.

Det er folk, der er vant til at skulle blive hørt i gymnasiet.

an k er snobbede og såd De fordomme om, at fol ft mende. Man har ha noget, de er ikke ram Virkelig ambitiøs re snobbede, men det e mennesker, jeg me om, at folk skulle væ dom for hå be r, at man kan få meget fra hinanden og su inspiration har jeg ikke oplevet. pplere hinanden . At der er motiva tio n for at hjælpe hinanden og blive r mme klogere. an ko m at r t ø e, f arte , domm g er st r je o et f r d t o kan u hv er lid at før elv, n , t skab s r e r o d e r s t l t r a g fø fte å or, å jeg Jeg tr men e men je fkræftet. S , , Jeg tænker, at man kan mærke, at alle gerne vil være der, t n ale e a i d d å stu , norm vet a ler så ind p res el er ble r søde p e fordi alle har kæmpet rigtig meget for at komme ind. e s e g r m n a tb tni dom ; at de ed. orven de for dsatte oget f o men m n m m e a k b i s a t r s k å s t g e n Godt for gruppear nd bejdet, alle vil og all er, ma er ma e er nnesk oplev e m sindssygt dygtige Drenge klarer sig værre i gymnasiet, og det har de gjort i mange år i træk, og det betyder, at de har sværere ved at komme ind på kvote 1.

Ven1: Men de har også nemmere ved at komme ind på kvote 2. Så der er flere drenge, der kommer ind på kvote to.

Ven2: …tegner det til. Forhåbentligt skulle det ikke have en indflydelse.

Ven2: Jeg tænker bare, hvis der er en dreng og en pige, der har det samme … så kunne det muligvis… næsten alle drengene, jeg har snakket med, er i hvert fald kvote 2.

47

Fra gymnasiet til universitetet Tanker om forskellen fra ungdomsuddannelser viste sig interessant. Nogle studerende havde tænkt over, at der er noget de gerne vil tage afstand fra, eller frygter bliver båret med fra gymnasiet og ind på universitetet. Som det næste svarer de nye russere på spørgsmålet: ”Hvad tror du bliver den største forskel fra gymnasiet?”

med art bliver det dér Det tror jeg helt kl det e, åd m n en ande at læse tingene på ikke er n re ise til underv forhold man får ere m et eg m t, man er sådan lære-agtig lv se r fo ar sv mere an selv. Har meget rs re læ s en r t er ikke fo at lære det, og de en eg s en r fo ligesom skyld, men det er . eget selvdisciplin m er r de skyld. Så

Man kan være lid t nervøs for, at man ikke er så klo g, som ens gennemsnit siger, fordi tænk hvis du bare har fed tet dig til dit gennemsnit.

Mere selvstudie

eget mere r på, det er m re de u st i v mig bedre Den måde r personligt se as p t de dig selv, og

Lektierne, niveauet, man må acceptere, at man ikke kan nå at læse alt, og at noget ikke hænger så godt fast.

Jeg håber ikke, at der vil være den samme skulderkamp, for den blev meget kitsch og plat på gymnasiet, hvor det handlede om, hvad man ligesom kunne give udtryk for at vide, hvor man kan håbe på, at her handler det om at vide det, og man ikke kan hoppe over, hvor gærdet er lavest hver eneste gang.

mål, for at for at komme i r De er her ikke det her handle universitetet, ke komme ind på tager ik sproces, og man om en dannelse t. ve bare ting for gi

Man prøver at søge, hvad m an i virkeligheden er interesseret i.

til at lyst, man har lyst Man lærer af egen n, og ge in op til undervisn gå her, at dukke t. de g in r pligt omkr der ikke er den de

re om, at det ville væ Havde en fordom lk fo er sig , KU gtigt, det jo sådan laid back-a t… ig gt iea pp det sådan hi jo, CBS’erne siger gtigt, rdi, det er hippiea fo ke og det er ik et og pp sla af der mere men det er sådan delen lv Ha S. at gå på CB hippieagtigt end ke ik jo t de rer, og er jo sådan vegeta lidt jo er t de tivt, men fordi, det er nega .

KU fordommene om

ion

leks

Ref

Folk vil gerne være her.

Det der med fedteri, at m an ikke bare så dan lige kan smile til lære ren.

En ægte viking Rusugen i år havde vikingetema, hvor holdende var inddelt i navne som Harald Blåtand, De Store, De Gamle, og hvor Torben Bechmann stod i ledtog med Loke, og Jesper Mogensen var Odin. Jeg var nysgerrig på, om russerne havde nogle vikingebedrifter med dem ind på studiet. Så kan man jo stille sig selv spørgsmålet, om dét så kvalificere en til studielivet i lige så høj grad som snittet…

Jeg kommer fra færørene, så det er meget vikingeagt igt i sig selv.

ik bong, det g lv øl i en øl a h er. en d n to u å 8 sek Bonget t, tog den p n fi e d en overrask

Slåskamp Jeg tror aldr

ig, jeg har gj ort noget vikin geagtigt…

og jeg bare er at drikke mig helt ned Det er et godt spørgsmål, det tror te mig som en idiot. avn. af mine venner, i Roskilde h Jeg har bjerget en Badet nøgen Jeg har enga . ne uk dr at d ng sejlet m der var ve ed vikingesk øjne ib ud gennem Ros ed med kæber og kilde havn Spist lammehov . i jr ende sk ele ra ng er ki ret på vi faktisk ov og det hele, det er Jeg har engang væ ød ed br m t ve de la re skal gø vi lærte at ovs lækkert. Men du folkeskolen, hvor g persilles o sk æ fl t o. på bål. lukkede øjne.

Spist steg å Rio Brav orgenen p m m o 4 0 l k

Indput Institut for Psykologi KU

Køn køn køn Kønsfordelingen er et fænomen på Psykologi, som nok hænger sammen med snittet. Kvinder har generelt højere snit med fra gymnasiet, hvilket kan have en indflydelse på, om de har muligheden for at komme ind på kvote 1. Men hvad er køn, og hvor kommer det fra? Er det biologien, som for eksempel vores hormoner? Er det tegnet på kroppen, altså om man har penis eller vagina? Er det kultur og diskurser, forestillinger og tanker, der former vores køn? Skal vi prøve at opløse og neutralisere? Hvilken indflydelse har køn på vores forventninger til os selv og hinanden, og hvad vi tror vi kan og ikke kan?

Her har jeg stillet spørgsmålet: ”Hvad tænker du om kønsfordelingen på Psykologi?”

Sådan helt objektivt set er der flest piger … måske havde det været sjovere for nogen, hvis der var en mere lige kønsfordeling sådan i forhold til, hvad man får ud af det. Jeg tænker også, at det umiddelbart er meget fint.

Skæv

Meget stoked over, hvor mange drenge, der egentlig var, der var flere end jeg troede.

Interviewer: Tror du selv, at man som kvinde kan tage noget med ind, som bidrager lidt mere til den energi?

Ja 100%, det tror jeg helt klart Interviewer: Hvad tror du det er?

Ven: BAJER .. ja, en lidt mere maskulin energi og lidt mere sådan, tage lidt sådan sjov på det i stedet for så … ja det ved jeg sku ikke, det er svært at forklare… lidt mere gang i den og sjov og ballade.

Interviewer: Tror du drengene har en særlig måde at snakke på?

Ja, de har en lidt anden jargon, ja helt klart, lidt mere street, lidt mere homies. ikke, der Jeg tænker l at gå kommer ti r i den. pigefnidde

nes er at jeg sy , r e v o t der er et mege er, hvis r tænkt r e r d a h ik g nam ge og oget, je e den dy ed dren aktisk n men m t kan lid d m Det er f o a g s g en det jo e r je m , fordi t træls, de at væ ls e li r æ t r tr d a t o v d g li nes kan . ktisk sy nge. Jeg n er her ar jeg fa lige ma h t e ørst ma d f å r s å , r n e t, d t ig e jl og de sådan n gt, det jo hyggeli

Meget tyde ligt, at der er flere piger.

Jeg synes, det er ærgerligt, at de r ikke er flere dr enge, vi skal ud og hjælpe dem i sa mfundet, så vi bør også repræsen tere dem, vi sk al ud og hjælpe.

Jeg kunne godt have bru gt, at der var flere dreng e. Det er jo tit når man arbejd er sammen, at man ha r nogle forskellige vinkler på tingene. Men det er jo også super hyggeligt, at vi er mange piger. være flere t, at der ville te en rv fo Jeg havde r mig er det , så altså fo ge en dr d er nok piger en , det komm ke så vigtigt s køn. re de egentlig ik d neskerne en en m å p mere an

I forh

old ti l folk tænk eskol er jeg en ikke, kom der mer t il at g høns å egård i det.

ner måske det hjælper, når de fjer Jeg ved ikke også, jeg es syn endnu, hvad t erel Gen . hurtigstartsbonus det kommer til vi i ford 2, te at betyde, m kvo på e fler man skulle optage en pigerne er sø de i hvert fa det (at der er netop har med mennesker at gøre, og det ikke ld.

Nogle gange kan . t bog lid sin n med e da sidd så ne ve kun gi at om d.) dler re han ge kun en dr flere ed, så er der lidt en mere afslappeth , holde hinanden Nu er jeg jo dreng som anden dynamik en af de få, der har va pe. psykologi. Jeg er ikke lgt lidt nede og lidt op presset over, at der ikk e er så ma ng e dre som nge piger, og man ved ikk t gør e, hvordan det komm tlig ikke fordi de en er til eg at er t bli ve. de ma Fo så , rdi n ikke kender den konst r søde re ellation af mennesker, Alle virker supe ærke det, altså ba men måske det kommer til at skabe en man kan godt m at t, ar kl er t ge de en dr anden dynamik. Piger ge noget, men har jo noget tilfælles ke er ligeså man med andre piger, som snakker, at der ik drenge ikke har, men generelt når man jeg forestiller mig ikk som piger. e, at det bliver noget pro blem.

skribenten reflekterer...

I skrivende stund bliver undertegnede gjort opmærksom på, at der er noget, der glimrer i sit fravær i de studerendes svar… Hvorfor er der ingen, der siger: ”Som heteroseksuel kvinde kunne jeg virkelig godt tænke mig, at der var flere mænd, som jeg kunne score til Torsdagsbar?” Kærlighed, romantik og sex er en kæmpe del af vores liv, og hvis man identificerer sig som kvinde og søger en mand, kan manglen på mænd være frustrerende. Skribenten har for øvrigt hørt rygter om, at enkelte tutordrenge er blevet befamlet under nogle rusturer mod deres vilje. Jeg vil her bruge muligheden for at påminde alle om, at samtykke er en ting. Uanset hvilket køn man har.

49

Forældreopgør?

Forældre fylder meget i livet, også for voksne. Man kan bruge masser af energi på at ligne eller adskille sig fra sin mor eller far. Da undertegnede søgte ind på psykologi, holdt jeg det hemmeligt for mine forældre, fordi jeg ikke ville have deres holdning til, om det var en god ide eller ej. Det skulle være min beslutning, om jeg tog pladsen. Det var mit eget lille personlige ungdomsoprør. Men hvad siger de nye studerendes forældre til, at de skal læse psykologi?

De er meget glade

væk, men langt Super fedt, Vestjylland.

jeg er fra

Begge mine forældre har læst jura, og jeg tror også, de er meget fascinerede over, at jeg har valgt noget lidt andet, og de spørger også meget ind til det.

d, fordi det er Min far er rigtig gla irriterer mig t de , et prestigestudie st. elø græns Min fam ilie synte s det var mærkeli lidt gt, fordi de fleste ingeniør er er, mege t matem sådan no atisk og get i den stil, så de modsat a t er lidt f, hvad d e fleste g år og laver oterapeut, un er psyk h r o m . in Altså m isundelig tisk lidt m k fa er n u så h

er mere i e forældre in m g o r in bro g de synes, er fedt, m r lidt ud, o e k ik st Synes det t e , så d lsretning m. en hande t at høre o det er sjov

(Mine venner, red.) sig er det er fedt, fordi jeg har altid haft en ide om, at jeg skulle læs e noget naturvidenska beligt. Måske også med påvirkning fra mine forældre, de va r sådan ”det skal du læse”, men så ha vde jeg det på gymnasie t og fandt ud af, at det var mere mig, så (mine venner) har syn tes, at det var nice, at jeg ligesom tog den beslutning. (Mine forældre red.) støtter mig også.

Det støtter de meget god t op om. Jeg tror ikke, det betyder så meget for dem egentligt, hvad jeg læser. De er rimelig ligeglade, så længe det er noget, jeg interesserer mig for, og de måske ikke synes, det er fuldstændig skørt. Så længe der ba re er en lille smule fremtidsmulig heder i det, så tror jeg det er fin t.

Min mor er glad, fordi det er mer e flyvsk og flippet, end hvad jeg gjorde før, og det irriterer mig også ret meget, at hun ikke er mer e sur, der er ikke så meget oprør i det, som jeg havde håbet på.

Studenteroprør Forældreopgør er én ting, men studenteroprør er også relevant! To studerende var allerede på dag tre optagede af, hvordan man laver sig sådan et studenteroprør. I år er 50-året for studenteroprøret i ´69, og det har alle dage været relevant at overveje, om der er noget, man som studerende synes er uretfærdigt og gerne vil ændre på. Mange af de ting, vi ser som faste strukturer (mødepligt, kvote-2 optag, studieaktivitetskrav mm.), er et resultat af en demokratisk og politisk beslutningsproces, som vi kan udøve indflydelse på. Her funderer to studerende over, hvordan man kan lave studenteroprør selv:

Det ville vel være … at melde sig ind i den forening, hvor de lidt sørgede for vores vilkår … det var dem, der hævede kvote 2-procenten.

Interviewer: Jeg tænker, det er psykrådet.

Psykrådet ja.

Jeg tror, at det oprør kan komme i ens omgangskreds, hvis man omgiver sig med mennesker, som også er interesseret i at udfordre nogle af de præmisser, der bliver stillet. Så kan man måske bare have noget indflydelse på, hvordan man skriver opgaver, og hvordan man tilgår undervisningen. Det handler om måden man tænker på det, der bliver sagt.

Indput Institut for Psykologi KU

51

Dedikeret til det kriminelle sind Interview med kriminalpsykolog Charlotte Kappel

Forholdet mellem kriminel adfærd og forskellige psykosociale faktorer har længe været et af mine primære faglige interesseområder og var i sin tid også én af årsagerne til, at valget af studie faldt på psykologi. I løbet af mine efterhånden fem år på studiet er det dog kommet mere og mere bag på mig, at kriminalpsykologien som fagdisciplin ikke er repræsenteret på det psykologiske fakultet i hverken fag eller pensum. Nogle af de spørgsmål, jeg længe har siddet med, var så lavpraktiske som, hvad det overhovedet vil sige at være kriminalpsykolog, og hvordan vejen dertil kan se ud. For at blive klogere herpå og for at udbrede budskabet, har jeg talt med – måske Danmarks eneste – kriminalpsykolog og ph.d. Charlotte Kappel.

Af Stine Karstoft, stud.psych.

INTERVIEW: Hvad er mon profilen på den kriminalpsykolog jeg skal møde om lidt, tænker jeg, inden jeg har en aftale med Charlotte Kappel på CSS. Fuldstændig magtesløs har min hjerne allerede sammensat et billede af en enestående version af Sarah Lund i islandsk sweater og trenchcoat, tilsat La Cour fra Rejseholdets overnaturlige instinkter med et strejf af Ulla Terkelsen-attitude. Mine indre forestillinger skal vise sig umiddelbart at være skudt forholdsvis meget ved siden af den kvinde i sportssko med sit lyse hår sat op i en knold, der møder mig, og som med sit venlige, smukke og lidt sarte ydre til forveksling ligner en ældre version af prototypen på de kvindelige psykologistuderende, der vandrer ned ad gangene uden for døren. Charlotte har selv fundet vej til Indputs ellers lidt vækgemte redaktionslokale og forklarer til mit forundrede ansigtsudtryk: ”Jamen jeg kan skam godt huske Indput fra min egen tid på studiet. Dengang var det sådan lidt de kloge folk på studiet, der var med. Folk med lidt teoritunge, nørdede interesser, husker jeg.” Begejstret og lidt paf svarer jeg Charlotte, at den opfattelse nok stadig ikke er helt ved siden af.

Indput Institut for Psykologi KU

Skrev gysere og drømte om at blive forfatter Charlotte Kappel blev uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2008. I 2018 afsluttede hun sin ph.d. i forensic psychology - kriminalpsykologi eller retspsykologi, om man vil - på University of Liverpool, men hun har også været tilknyttet et forskningsprojekt hos Rigspolitiet og været inspirationskilde til den fiktive kriminalpsykolog Katrine Wraa, som er hovedperson i Jeanette Øbro og Ole Tornbjergs krimiserie. Det seneste år er hun startet op som selvstændig konsulent, hvor hun rådgiver private og offentlige instanser omkring kriminalitets- og miljøsikring. Og ja, så er hun også aktiv foredragsholder ved siden af.

Men hvis vi spoler tiden lidt tilbage, så lå karrierevejen som kriminalpsykolog ikke helt i kortene: ”Jeg startede sent. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle i gang med en uddannelse overhovedet, så det, at det lige pludselig ender

med en ph.d., det er jo fuldstændig fra den ene grad til den anden.” Formålet med at starte på HF i sin tid var oprindeligt at blive bedre til at researche som et led i processen i at skrive bøger. Charlotte har nemlig altid skrevet, primært gysere og skæbneromaner - sådan nogle, der ser ud til at være én ting og så vender det hele rundt på de sidste to sider. ”Der har altid været en lille forfatter i maven på mig. Det er nok dér på en måde, at kriminalpsykologen spillede ind,” fortæller Charlotte og fortsætter, ”men da jeg så gik på HF, da tænkte jeg faktisk det var medicinstudiet, jeg skulle kvalificere mig til, for jeg har også altid gerne villet være retsmediciner.

Retsmedicin og kriminalpsykologi, det lugter jo også lidt af hinanden, ikke?” Det gør det, bliver vi enige om; begge har de relationen mellem en forurettet part og en gerningsmand som omdrejningspunkt. På grund af rygproblemer måtte Charlotte dog indse, at den oprejste arbejdsstilling som retsmediciner ikke ville være holdbar, og derfor endte valget med at falde på psykologi. Et valg, som Charlotte på ingen måde har fortrudt, for som hun siger: ”Kriminalpsykologien, den er altså også bare røvspændende!”

Vandede rotter for Jesper Mogensen Interessen for retsmedicin og kriminel adfærd skal ifølge Charlotte også ses i lyset af, at hun altid har haft en meget biologisk tilgang til de ting, hun interesserer sig for. Da hun startede på psykologi, var der derfor også én bestemt person, som hurtigt fangede hendes opmærksomhed: ”Da jeg så startede på psykologistudiet, fik jeg meget hurtigt den her meget fænomenale forelæser Jesper Mogensen, som simpelthen bare solgte neuropsykologien helt vildt godt. Hans forelæsninger var ikke bare spændende, man følte sig virkelig også underholdt.” Begejstringen for Jesper Mogensen og hans fag dannede også grundlag for Charlottes studiejob, hvor hun – med sine egne ord – vandede rotter som en del af Jesper Mogensens forskning i kældrene under CSS. Sideløbende med neuropsykologien udvikledes også interessen for kriminologi, som Charlotte udvidede ved at tage valgfag på sociologi i stedet for på psykologi. For at afklare, om kriminologien var noget, hun ville gå videre med, forsøgte Charlotte at finde en praktikplads i Danmark, som kunne gøre hende bedre bekendt med kriminalpsykologien. Da dette viste sig noget nær umuligt, tog Charlotte kontakt til andre universiteter i udlandet samt til Rigspolitiet. Hos dansk politi sendte de hende videre til David Canter, som på daværende tidspunkt var professor i kriminalpsykologi ved University of Liverpool og ekspert i geografisk gerningsmandsprofilering. ”David

Canter er én af dem ovre i England, som er gammel i gårde.

Han arbejdede på Madeleine McCann-sagen, hvor han hjalp som konsulent. Det var ham, der introducerede mig til geografisk gerningsmandsprofilering, som jeg faldt pladask for,” fortæller Charlotte, som derfor også har haft gerningsmandsprofilering som omdrejningspunkt for både speciale og ph.d. I sin forskningspraktik fulgte Charlotte David Canter til interviews og forhør i fængsler, deltog i konferencer omkring den nyeste forskning inden for det kriminalpsykologiske felt og udarbejdede en database for kidnapning.

Den intelligente psykopat Det var altså under praktikken i England, at Charlotte for alvor fik øjnene op for kriminalpsykologien ved at se, hvad den kunne anvendes til i praksis. Samtidig blev hun optaget af, at psykopatiske træk ofte er sammenfaldende med kriminel adfærd, hvilket derfor blev fokus for specialet: ”Da jeg kom hjem fra praktikken i England, vidste jeg nogenlunde, at det var psykopati, jeg skulle skrive speciale om. (…) Intentionen var, at jeg gerne ville have, at de skulle anvende gerningsmandsprofilering i fængslerne, fordi der netop er så mange psykopater blandt de indsatte, så man lettere kunne identificere dem og ikke skulle nå hen til voldshandling nr. 3 eller 4, før man fik identificeret dem.

Så specialet handlede meget om, hvorvidt man kunne gøre det, og om der rent faktisk var et match. Og det var det, jeg fandt frem til, at jeg tror der er. Jeg sad og kiggede sager igennem om blandt andet tidligere store seriemordere, hvor man vidste, at de var psykopater. Formålet var så at se, om det ville hjælpe at lave en profil på dem, og hvordan den ville kunne hjælpe i forhold til opklaringsarbejdet, eller om den ville hjælpe.”

Charlotte og jeg kommer til at tale videre om psykopati, og hvad det er for en størrelse. Vi taler om, at en stor del af forskningen påpeger tydelige biologiske markører i form af neurologiske afvigelser i forbindelserne mellem præfrontal cortex til amygdala og det limbiske system. Charlotte fortæller også, hvordan gerningsstedet i sig selv kan afsløre, hvorvidt der er tale om en gerningsmand med psykopatiske træk: ”Jamen om psykopater er intelligente eller ej, så efterlader de jo tit et andet gerningssted, og de er meget voldsomme. Det er ofte fordi, at de har det her indestængte et eller andet og den her manglende impulsstyring, som bare kommer ud lige pludselig som en kæmpe eksplosion.

Som man kan se ved Peter Lundin også, hvor politiet har beskrevet, at de kom ned i det her kælderrum med kvinden og hendes to børn, som han til sidst sad inde for, hvor der var blod alle steder dernede. Så det er ikke bare at slå ihjel, det er også måden, hvorpå drabene er udført, som er ekstremt

53

voldsom og uhæmmet.” Mens Charlotte fortæller, sidder jeg og funderer lidt over, hvilke konkrete forskelle, der mon er på intelligente og uintelligente psykopater. Jeg spørger derfor Charlotte, som efterfølgende uddyber: ”Jamen den intelligente psykopat er efter min mening den farligste type gerningsmand, fordi vedkommende til en vis grad besidder impulskontrol. Hvis man må kalde Lundin for en mindre intelligent psykopat, så er det netop fordi, at han ikke kan kontrollere sig, og derfor vil sidde inde resten af sit liv. Men sådan en som Ted Bundy for eksempel, som formår at forvirre politiet ved at gå over statsgrænser og samtidig holde sin kriminalitet tilbage, til han er et sted, hvor det er sikkert at agere - han er virkelig farlig, fordi han formår at kontrollere sig selv.” Med navnet Ted Bundy henviser Charlotte til den unge, amerikanske seriemorder, som menes at stå bag mere end 50 mord tilbage i 70’erne. Han var desuden seksuel sadist, pædofil og nekrofil, idet han eksempelvis sminkede ligene af sine ofre og tog bad med dem. Ironisk nok, så fejlede hans udseende og IQ på 124 ikke noget – begge dele var åbenbart så attraktive, at Netflix i forbindelse med deres dokumentarserie om Ted Bundy tidligere på året så sig nødsaget til at minde de forbavsende mange seere, som på diverse hjemmesider delte deres hengivenhed til hans udstråling om, at han faktisk var seriemorder.

Geografisk gerningsmandsprofilering Tiden løber for Charlotte og mig, som endnu ikke har nærmet os det emne, jeg har øverst på min dagsorden, nemlig gerningsmandsprofilering. Efter praktikken i Liverpool stod det klart for Charlotte, at specialet bare skulle overstås, så hun kunne komme tilbage til England for at skrive en ph.d. om geografisk gerningsmandsprofilering. I Danmark var der nemlig ingen penge at hente, hvis hun ville introducere noget nyt til landet. Nationalt Efterforskningscenter ville dog meget gerne bidrage med data omkring brandstiftelse, som er én af de kriminalitetstyper, der egner sig godt til geografisk gerningsmandsprofilering, og som samtidig er i stigende udvikling.

I første omgang er jeg nødt til at bede Charlotte om at udpensle, hvad forskellen mellem almindelig gerningsmandsprofilering og geografisk gerningsmandsprofilering er. Charlotte forklarer: ”Profilering er egentlig bare at skille tingene ad i mindre bidder og se, om man kan få noget ud af det. Men profilering er jo flere ting; man kan for eksempel både lave en profil af gerningssted,

Indput Institut for Psykologi KU

gerningsmand og offeret. Netop denne treenighed mener jeg er afgørende for at danne det mest præcise billede. (…) Almindelig gerningsmandsprofilering er baseret på cues fra gerningsstedet, som kan sige noget om, hvem gerningsmanden højst sandsynlig er. Disse antagelser er alle sammen baseret på tidligere undersøgelser. (…)

Almindelig gerningsmandsprofilering har dog ikke den samme høje sikkerhed som den geografiske, derfor skal de helst sættes i spil i forhold til hinanden. Den geografiske ser på området omkring gerningsstedet; hvordan er det bygget op, og hvordan har vedkommende brugt nærmiljøet. Vi gør nemlig ikke bare tingene tilfældigt. Ligesom leoparden har territorier og en adfærd inden for disse territorier, så har vi også en adfærd inden for vores territorium. Det er også derfor geografisk gerningsmandsprofilering er så meget mere sikkert.” Jeg bliver fanget af Charlottes kobling mellem menneske- og dyreadfærd og beder hende derfor uddybe denne, hvortil hun fortæller: ”Om vi vil det eller ej, så er vi lidt dyr, hvor vi bruger vores nærområde på en helt bestemt måde. For os begge gælder også, at vi har såkaldte ’døde zoner’. De døde zoner er nogle helt bestemte områder, ofte meget store områder, hvor der ikke bor særlig mange.

Det kan for eksempel være skov, vand, industri eller en stor motorvej, som gør at to fysiske områder er skilt fra hinanden. De her områder er en barriere i vores hoveder, som ikke kan bruges til noget. Vi rejser hellere 5 kilometer udenom, selvom det ville være hurtigere at køre igennem.”

De døde zoner kan altså udelukkes som noget af det første, når man udarbejder en geografisk gerningsmandsprofil.

Gerningsmænd vælger nemlig ofte steder, hvor de selv er forholdsvis godt kendt, men hvor de samtidig ikke er kendt af de folk, der bor i området. Dette hænger sammen med, at gerningsmanden skal vide, hvordan man hurtigt kommer væk derfra med lav sandsynlighed for at blive genkendt.

I forhold til brandstiftelse fortæller Charlotte, at de fleste brandstiftelser statistisk set bliver begået 2,5-3 kilometer fra brandstifterens egen bopæl. En radius, der virker forbløffende lille for mig.

I forbindelse med geografisk gerningsmandsprofilering kommer jeg til at tænke på Amagermanden, der netop er et tydeligt eksempel på udvælgelsen af gerningssteder inden for en kort radius, som han var perifert knyttet til; områder, hvor han tidligere havde boet, arbejdet eller besøgt familiemedlemmer. Men aldrig områder for tæt på hans aktuelle bopæl. Charlotte supplerer ved at forklare, hvorfor en geografisk gerningsmandsprofil havde været særlig anvendelig i Amagermandens tilfælde: ”For Amagermanden er mange af drabene jo opstået i øjeblikket uden at have været særligt planlagte. Og netop her er geografisk gerningsmandsprofilering oplagt at bruge, også fordi offer og gerningsmand ikke kendte hinanden. Her havde det geografiske mønster, som i hans tilfælde jo var meget tydeligt, været ekstremt hjælpsomt i efterforskningsarbejdet.” Metoden blev dog ikke anvendt i sin tid, da den geografiske gerningsmandsprofilering ifølge Charlotte er så ny herhjemme, at dansk politi først nu er ved at få øjnene op for metodens potentiale - hvilket Charlotte glæder sig over og har store forventninger til.

Ikke som på film På nuværende tidspunkt under interviewet sidder jeg med julelys i øjnene og er endnu mere solgt til kriminalpsykologien og dens potentialer, end jeg var før vi begyndte. Måske Charlotte mærker min begejstring, for det er vigtigt for hende at pointere, at det kriminalpsykologiske arbejde for de flestes vedkommende nok er noget andet, end man regner med, og at det er vigtigt at sætte sig ind i, før man dedikerer sig til det: ”Jeg synes, det er rart også at få sagt til folk, hvad kriminalpsykologi er, og jeg har slukket rigtig mange lys i psykologistuderende øjne, fordi de tænker ’Jamen det er ligesom på film og i bøger’ – og det er det jo ikke! Både på godt og på ondt. Der er rigtig meget statistik, metodik og tørre tal i det, så der bør man virkelig følge med på studiet. (…) Analysearbejdet består meget i at sætte sig ind i internationale undersøgelser, som man kan linke til, så man ved, hvad man skal se på i det enkelte tilfælde.”

Selvom mine julelys i øjnene ikke slukkes helt af denne

udmelding, får jeg en klam fornemmelse i håndfladerne ved tanken om at tage kampen op med SPSS igen. Charlotte uddyber endvidere, at man som kriminalpsykolog primært vil være egnet til analysearbejde, forskning, rehabilitering inden for eksempelvis kriminalforsorgen og så selvfølgelig i forbindelse med opklaringsarbejde, som dog er en forsvindende lille del.

På mit spørgsmål om, hvilke gode råd hun kan give til de studerende, der ligesom mig interesserer sig for kriminalpsykologi, svarer Charlotte: ”Man skal virkelig være vedholdende. Det har været en meget lang og bumlet vej for mig. Man skal måske også tænke over, om man er klar til at rejse til udlandet for at uddanne sig i den retning, for her er vi stadig ikke særligt langt i Danmark i forhold til for eksempel USA. Så man skal stadig lidt bane vejen selv herhjemme.”

Dét at bane vejen selv er i høj grad også noget, som Charlotte har gjort sig erfaringer med i sin karriere som kriminalpsykolog i Danmark, hvor hun – så vidt vides og ifølge Google – fortsat er ene og alene om titlen som kriminalpsykolog. Det seneste års tid har hun opbygget en selvstændig konsulentvirksomhed, hvor hun leverer oplæg og analyser til forebyggelse af kriminalitet for offentlige og private instanser. Det kan være forsikringsselskaber, kommuner eller boligselskaber, der ønsker bedre viden om, hvordan de bedst muligt sikrer deres områder mod kriminalitet.

Vores interview er gået langt ud over den beregnede tidsramme. Vi vender tilbage til vores fælles undren over, hvor lidt vi som psykologistuderende præsenteres for det kriminalpsykologiske genstandsfelt. Begge har vi måtte opstøve spændende kriminologiske valgfag på andre fakulteter, og vi er formodentlig ikke alene. Charlotte fortæller, at hun endda selv har tilbudt det psykologiske fakultet at bidrage med nogle introducerende forelæsninger: ”Jeg har faktisk kontaktet KU, efter jeg kom tilbage og spurgt, om de var interesserede i nogle forelæsninger, men det var de ikke. Jeg var ret overrasket. Det var en meget mystisk samtale, hvor hende jeg talte med ender med at spørge mig ’Jamen, hvad er det, du gerne vil med det?’. Hun forstod slet ikke min iver efter, at kriminalpsykologien skulle være en del af studiet.” Vi griner begge. Kriminalpsykologien er fortsat et lille, mystisk område i det danske landskab – en død zone kunne man dristes til at sige. Man kan kun håbe, at der gemmer sig flere psykologer og studerende rundt omkring i krogene, der på sigt kan bidrage til at gøre det kriminalpsykologiske område større på landkortet. n

55

Det økonomiske menneske – et speciale om Finansministeriets regnemodeller

Hvilke antagelser om menneskets psykologi bygger økonomiske regnemodeller på? Det spørgsmål havde jeg brugt næsten et år på at besvare, da jeg sidste forår afleverede mit speciale i psykologi med titlen ’Mennesket i økonomien’. I specialet lavede jeg en videnskabsteoretisk undersøgelse af de regnemodeller, det danske Finansministerium bruger, når de skal rådgive regeringen om effekten af politiske reformer. I det følgende kan du læse om, hvad jeg fandt ud af, og lidt om hvordan det var skrive et speciale, der ligger uden for de fagafgrænsninger, vi normalt opererer med på universitetet.

Af Phillip Steen Dyssegaard, cand.psych.

Da jeg for halvandet år siden skulle vælge et emne for mit speciale, var der i den offentlige debat en del diskussion om de regnemodeller, Finansministeriet bruger, når de skal prøve at forudsige effekten af forskellige politiske reformer.

Finansministeriets måder at regne på har nemlig en stor betydning for, hvilke beslutninger politikerne træffer, og i sidste ende hvordan det danske samfund udvikles og indrettes. Modellerne bruges f.eks. til at besvare spørgsmål om, hvorvidt danskerne vil arbejde mere, hvis de skal betale mindre i skat, eller om flere vil komme i arbejde, hvis arbejdsløse får mindre understøttelse fra staten. Når det kommer til de store, vigtige økonomiske beslutninger, er det således altid Finansministeriets beregninger, der ligger til grund for de valg, politikerne træffer. Derfor vakte det opsigt, da Finansministeriet begyndte at blive kritiseret fra flere sider, og ministeriets beregninger blev anklaget for at favorisere de borgerlige partiers økonomiske politik.

Hvad har regnemodeller med psykologi at gøre?

Debatten om regnemodeller er fyldt

Indput Institut for Psykologi KU

med økonomiske og politiske begreber om ’arbejdsudbud’, ’ligevægtsmodeller’, og andre for mig dengang ret ukendte størrelser. Derfor havde jeg i første omgang ikke tænkt over, at det kunne være et emne for mit speciale på psykologi, selvom jeg syntes, at det var interessant at læse om i avisen. Den idé kom først, da jeg faldt over en artikel med overskriften ”Homo economicus findes ikke”, som åbnede mine øjne for en anden vinkel på diskussionen - en vinkel, hvor også et psykologisk perspektiv var relevant. I artiklen kritiserede en ph.d.studerende fra CBS, Niels Fuglsang, beregningerne fra Finansministeriet for at bygge på nogle forældede psykologiske antagelser. Økonomiske modeller, forklarede artiklen, bygger nemlig på idéen om homo economicus (”det økonomiske menneske”), dvs. en antagelse om, at mennesket altid handler rationelt, og kun motiveres af udsigten til at kunne ”maksimere sin nytte”, som det hedder på økonomsprog. Der var altså en sammenhæng mellem psykologi og hele debatten om Finansministeriets regnemetoder, og jeg besluttede derfor, at dette skulle være emnet for mit speciale.

Subjektmodeller og mikroøkonomi Da jeg begyndte på opgaven, vidste jeg ikke noget særligt om økonomi, og da slet ikke om regnemodeller. Endvidere viste det sig, at mange af de videnskabelige artikler, som jeg syntes så relevante ud, var fyldt med matematiske formler og underlige græske kruseduller, som jeg ikke forstod et hak af. Det var ikke et let projekt, jeg havde kastet mig ud i, så meget stod klart. Men med hjælp fra en matematikbog, en grundbog i mikroøkonomi og diverse pædagogiske videoer på YouTube, fik jeg alligevel i løbet af nogle uger lært mig nok matematik til at kunne læse de artikler og dokumenter fra Finansministeriet, jeg skulle bruge. Heldigvis behøvede jeg ikke forstå det hele i dybden, for den analyse jeg ville lave, var mere orienteret mod den videnskabsteoretiske baggrund for modellerne, og ikke så meget på de tekniske detaljer. Min strategi bestod i at tage nogle af de begreber om subjektmodeller og subjektsyn, vi bruger inden for psykologiens videnskabsteori, til at fremanalysere forskellige teoriers grundantagelser om individet, og så bruge det blik til at se på Finansministeriets regnemodeller.

For at gøre opgaven overkommelig, valgte jeg at fokusere på én bestemt regnemodel, den såkaldte ’Dagpengemodel’. Det er en relativt omfattende regnemodel, som blev udviklet af Finansministeriet i 2015, hvor man ønskede at reformere dagpengesystemet. Modellen forudsagde, at en afkortning af dagpengeperioden og en sænkelse af dagpengesatsen ville medføre en øget beskæftigelse, så det vedtog politikerne at gøre. Min problemformulering udgik helt simpelt fra min oprindelige undren: Er det virkelig rigtigt, at en model som Dagpengemodellen bygger på en implicit antagelse om, at danske borgere altid opfører sig rationelt som ”homo economicus”? Og hvis ja, hvori består de psykologiske antagelser så mere præcist?

Hvad er en model?

Da jeg havde problemformuleringen på plads og havde fået styr på det mest grundlæggende økonomiske teori, begyndte jeg at læse jeg mig ind på forskellige teoretiske perspektiver fra økonomiens videnskabsteori. Efterhånden som jeg læste, gik det op for mig, at jeg for at kunne besvare min problemformulering var nødt til at beskæftige mig med et meget grundlæggende spørgsmål, nemlig: Hvad er overhovedet en økonomisk model? Og hvordan afgør man, om det er en god model? Er det vigtigt, at antagelserne er ”realistiske”? Det er der overraskende nok stor filosofisk uenighed om. Her havde jeg god brug af den undervisning i videnskabsteori, jeg har fået gennem psykologistudiet, fordi det videnskabsteoretiske blik gjorde mig i stand til at

se, hvordan de forskellige syn på økonomiske modeller bunder i nogle af de samme divergerende opfattelser af bl.a. ontologi og erkendelsesinteresse, som vi også kender fra psykologien. Selvom det faglige indhold var nyt, så var de bagvedliggende argumenter og positioner velkendte.

For at gøre en lang historie kort, bestod mit speciale derfor i en diskussion af, hvordan de forskellige elementer af Dagpengemodellen (og andre økonomiske modeller) kan fortolkes meget forskelligt, alt efter hvilken videnskabsteoretisk forståelsesramme, der lægges til grund.

Hvorvidt Finansministeriets regnemodeller er baseret på bestemte psykologiske antagelser, kommer med andre ord an på, hvilken videnskabsteoretisk fortolkningsramme, man lægger ned over modellerne.

Psykologistuderende i økonomiland Selv om jeg brugte næsten et år på mit speciale, er jeg på ingen måde blevet ”specialist” i økonomiske regnemodeller, så langt fra. På en måde kan man sige, at jeg strengt taget ikke engang fik besvaret min problemformulering. Alligevel er jeg selv endt med at blive glad for det speciale, jeg lavede. Det skyldes ikke så meget selve produktet, men mere nogle af de ting, jeg fandt ud af undervejs i processen. Jeg opdagede, at jeg gennem mine år på universitetet er blevet god til at sætte mig ind i ukendt, svært tilgængeligt stof (f.eks. om økonomi), og at jeg kan lære mig selv nye metoder,

når jeg har brug for det (f.eks. nye grene af matematik). Derudover blev det klart for mig, at de begreber og måder at tænke på, jeg er blevet introduceret til i videnskabsteori, gør mig i stand til at kunne gennemskue forskelle og ligheder mellem forskellige videnskabelige discipliner og gør det muligt at tænke på tværs af faggrænser.

De første måneder af mit specialeforløb tænkte jeg en del over, om det ville betyde noget for mine senere jobmuligheder, at jeg skrev om et emne, der lå så langt fra det, man normalt forbinder med psykologfaglige emner. Til min overraskelse viste det sig dog hurtigt, at det faktisk blev en stor fordel for mig. Kort efter at jeg havde afleveret mit speciale, søgte jeg en stilling i et socialforskningscenter, og her var de meget begejstrede for at finde en psykolog, der også vidste noget om økonomisk teori og metode. Jeg fik jobbet, og i dag arbejder jeg som forskningsassistent på et projekt om mental sundhed, i en stilling hvor jeg til daglig samarbejder med både økonomer og sociologer. n

57

JOBSØGNING SOM PERSONLIGHEDSPSYKOLOGISK SLAGMARK Af Mark Bauer Ruby, cand.psych.

BOGANMELDELSE. Lars Lundmann har skrevet en provokerende bog om at gå til jobsamtale. Den er først og fremmest interessant, fordi Lundmanns intention er at omsætte sin erfaring som erhvervspsykolog og forsker i rekruttering til konkrete råd for jobsøgende. Selv arbejder jeg også med rekruttering og har holdt hundredvis af jobsamtaler, der har givet mig indblik i, hvor forvirrende og nogle gange intimiderende det kan være. Ofte afhænger ansøgerens fremtidsdrømme og konkrete livsmuligheder af udfaldet, og alle ønsker at vise sig fra deres bedste side. Derfor er enhver kvalificeret indsigt på området særdeles velkommen - og her henvender Lundmann sig ikke kun til jobsøgende, men giver indirekte en bredside til det, han opfatter som traditionel rekruttering.

Når bogen er provokerende, skyldes det, at Lundmanns kritik af rekrutteringsprocessen hviler på nogle forholdsvis radikale opfattelser af personlighedspsykologi. I bogen hævdes det fx, at de mange forskningsbaserede personlighedsmodeller gør det legitimt at ’sætte spørgsmålstegn ved, om personligheden egentlig findes?’. Selvom bogen naturligvis ikke er ment som en personlighedsteoretisk afhandling, bliver påstanden om personlighedens substansløshed, og dermed ikke-eksistens, alligevel ret central for Lundmanns projekt, hvilket ikke mindst fornemmes i titlen Du skal ikke være dig selv. Når selvet ikke findes, betyder det ifølge bogen, at ansøgeren ikke længere er forpligtet af nogen særlig identitet eller selvfortælling. Dermed kan ansøgeren frit fremstille sig på den måde, der ifølge Lundmann giver de bedste chancer for at få jobbet. Et eksempel er bogens råd om, hvad man gør, hvis man skal tage en personlighedstest til jobsamtalen. Her anbefaler Lundmann, at ansøgeren opfinder en persona, der er inspireret af en kompetent person, man kender, som man baserer alle sine

Indput Institut for Psykologi KU

svar på. Denne tilgang forsvares i bogen med, at rekrutteringsprocessen typisk er inficeret af selektionsbias, så ansøgeren må bruge alle kneb for at overvinde dem.

Det er klart, at rekrutteringsprocessen altid kan blive bedre, og at der eksisterer selektionsbias, som skal adresseres. Men løsningen er ikke, at ansøgerne skal genopfinde sig selv, som de tror, arbejdsgiveren helst vil have det. Det får hverken ansøgerne eller arbejdsgiveren ret meget ud af. For det første sender det ansøgerne på overarbejde konstant at skulle tale andre efter munden, da det er svært at fortælle om sig selv på en sammenhængende måde, hvis man skal opfinde det hele til lejligheden. For det andet ødelægger det arbejdsgiverens muligheder for realistisk at vurdere forbindelsen mellem ansøgerens motivation og jobbets krav. Lundmann har selv en god pointe om, at det kan være bedre at være arbejdsløs end at havne i det forkerte job, hvor man demotiveres og potentielt opslides. Ved at fravælge den oprigtige selvfortælling, fravælger man også muligheden for at blive valgt til en stilling på et oprigtigt grundlag. Og ved at afvise personligheden som fænomen med argumentet om, at forskningen ikke er entydig, overser man den meget vigtige pointe, at en mangfoldig personlighedsforskning faktisk er et sundhedstegn. Mange psykologiske fænomener, herunder personlighed, har en kompleksitet, hvor en nuanceret og bredspektret forskning gør dem mere valide – ikke mindre.

Min afsluttende anbefaling vil derfor være at springe direkte til kapitel 2 (om fordelene ved arbejdsløshed) og kapitel 6 (tips og konkrete råd), der hver især rummer nogle gode betragtninger. n

Forfatter: Lars Lundmann Titel: Du skal ikke være dig selv Forlag: Mental Press Udgivelsesår: 2019 Sideantal: 206

59

BILLEDER FRA INDPUTS 50-ÅRS JUBILÆUM Fotos af Mark Bauer Ruby, cand.psych. & Nina Kjar, stud.psych.

I 2019 kan Indput som Danmarks ældste studieblad fejre 50-års jubilæum, og det blev markeret med en jubilæumsfest d. 1. juni. Solen skinnede og anekdoterne vrimlede frem. Tusind tak til alle, der kom forbi og var en del af den historiske fejring.

Indput Institut for Psykologi KU

61

Inviteret var alle, der gennem årene har været en del af redaktionen og sørget for at formidle viden om studiet, informationer til og fra de studerende og udforsket alverdens vinkler på psykologien i artikler, interviews, essays og reportager. Ind gennem festens æresport kom både studenteroprørets psykologistuderende, de der gennemlevede flytninger fra Fiolstræde til KUA og siden til CSS, og en række tidligere indputtere holdt oplæg om deres tid på universitetet og i Indput.

Det var en eftermiddag i nostalgiens tegn. Vi havde fundet gamle billeder frem fra arkiverne, som vakte minder og motiverede til røverhistorier fra de forskellige tider i Indput-redaktionen.

Det blev tydeligt, hvordan vores studieblad er en direkte konsekvens af studenteroprøret, som flere af de tidligere medlemmer var en central del af. I løbet af festen opklaredes mysteriet om Indputs ophav, efterhånden som snakken gik og de tidligste medlemmer huskede, hvem der første gang førte værdierne om studenterdemokrati og medbestemmelse og ”Ned med professorvældet!” over til idéen om et studieblad, der kunne repræsentere de studerendes interesser.

Indput Institut for Psykologi KU

Kæmpe tak for en dejlig dag fra den nuværende redaktion.

Vi bærer stolt faklen videre og glæder os til at se, hvad de næste 50 år byder på. n

63

MERLEAU-PONTY-BOGMÆRKET Af Isabel Sidenius, stud.psych.

Illutration af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

Når neuropsykologien forsøger at forklare bevidsthedsmæssige fænomener ud fra nervebaner og neurologiske processer, står dette i skarp kontrast til narrative tilgange, der mener, at mennesket bliver til gennem de fortællinger, det fortæller om sig selv og hinanden i et konstant flux uden en indre, stabil bevidsthedsmæssig kerne.

Psykoanalytikere mener, at vi høj grad er styret af vores affekter gennem ubevidste processer, hvor andre tillægger fornuften og rationaliteten en langt større betydning for det at være et menneske. I det hele taget er psykologien langt hen ad vejen præget af en række grundlagsproblemer, hvor dikotomier som følelse og fornuft, krop og bevidsthed, sansning og tænkning gennemsyrer både de måder, vi tænker om psyken på, samt hvordan vi undersøger psykologiske fænomener. En teoretiker, hvis virke i høj grad har drejet sig om at udviske disse dikotomier og opløse skarpe begrebslige kontraster, er filosoffen Maurice Merleau-Ponty (1908-1961), hvorfor han naturligvis skal være dette blads bogmærke.

Merleau-Ponty er født d. 14. marts 1908 i byen Rochefort-sur-Mer ved den franske Atlanterhavskyst.

Han er kendt som kroppens filosof, fordi han indsætter kroppen som den integrerende instans mellem bevidstheden og omverdenen, og mener, at det er igennem kroppen, at mennesket erkender verden. Han går i fænomenologiens grundlægger, Edmund Husserls (1859-1939), fodspor ved at tænke menneskets forbindelse til verden som et nærvær forankret i intentionaliteten. Intentionalitet beskriver menneskets rettethed mod verden, og den er et bevidsthedsmæssigt grundvilkår forstået således, at mennesket altid vil forbinde sig til omverdenen gennem sin rettethed mod den. Men Merleau-Ponty køber ikke fuldstændigt ind på den husserlianske fænomenologi, men omformulerer og bygger videre på den. Han mener nemlig, at Husserl overser kroppens betydning for bevidstheden. Han mener, at det er igennem kroppen, at vi sanser og

Indput Institut for Psykologi KU

forstår verden, og at meningsskabelse er forankret i den kropslige eksistens, hvor oplevelsen af den således går forud for refleksionen over den. Hans begreb om intentionalitet knytter sig således ikke, som Husserl, primært til bevidstheden, men til en praktisk erfaring med verden, som mennesket altid er situeret i. Intentionaliteten samler krop og bevidsthed til et inkarneret subjekt – et tænkende subjekt af kød og blod - der ikke kan forstås løsrevet hinanden. Rives krop og bevidsthed fra hinanden, bliver det umuligt at forstå deres sammenhæng.

For Merleau Ponty er verden fuld af iboende betydning. Tingene har en vis modstandsdygtighed, idet de har størrelser, former og farver. Men tingene er også udspændt i et betydningsfelt, som mennesket fødes ind i, og menneskets handlinger og engagement i den naturlige verden præger den, og giver den mening. Sansning og perception er

således ikke nogen passiv proces, men en handling, der giver ting betydning. Denne sansende handling sker på baggrund af en åbenhed mod verden og den betydning, som den har. Jeg hører, ser, dufter, smager og føler. Jeg er situeret i verden, har en position i rummet, i en bestemt situation, hvorfra bestemte aspekter af verden lader sig erkende, og hvorigennem jeg får en sammenhængende oplevelse af den. Oplevelsen, helheden og sammenhængen går forud for de enkeltkomponenter, der indgår i denne sansning, og kroppen, som det integrerende element, giver afsæt for en refleksion over denne umiddelbare, kropsligt-forankrede væren-i-verden.

En væren der er prærefleksiv; som lader sig opleve før refleksionen træder ind på banen. Merleau-Pontys begreb om egenkroppen skal netop indfange disse pointer. Egenkroppen er min egen levede eksistens.

Jeg har ikke bare en krop, jeg er en krop. Min eksistens hænger uløseligt sammen med min krop, der både er et subjekt og et objekt. En bevidsthed og en udstrakt ting.

Fænomenologien er således, for Merleau-Ponty, studiet af menneskets kropsligt-forankrede væreni-verden. Og det er igennem fænomenologien, at vi må genfinde denne forankring; det er heri, at vi må genfinde eksistensens relation til den erfaringsverden, der træder frem før tænkningen, og som vi herefter kan reflektere over. Fænomenologien er en reflekterende praksis, hvor vi beskriver vores erfaringer med den umiddelbart oplevede verden, samt en metode til at komme i kontakt med vores kropslige eksistens og vende tilbage til menneskets naturlige livssammenhæng. Således er Merleau-Pontys kropsfænomenologi et forsøg på at bygge bro mellem dualistiske forklaringer af den menneskelige bevidsthed; et forsøg på at opløse de skarpe kontraster, der præger mange tilgange til vores genstandsfelt, ved at udfylde rummet imellem dem og lægge vægt på deres forbindelse og sammenhæng. n

65

Psyk & Tværs

# 16

Af Karen Damgaard stud. psych.

Lodret: 1. Kontrast til teori 4. Gylden alkoholisk drik 6. Måleenhed for længde, ofte brugt for abstrakte ikke målelige fænomener 7. Kontrast til syg 8. Fjern snavs og urenheder 9. Element af digitalt billede 10. Gammelt ord for slægt 11. DR2-program hvor kontrastfyldte holdninger diskuteres 12. Modsat fra 14. Dansk skomærke, grundlagt i 1963 20. Mærke efter sår 21. Kontrast til åbn 24. Bekræftende udsagn

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 2. Forvirret, fortumlet 3. Modsætnings-/spændingsforhold 6. 6 8. Akademisk titel, der gives inden for den pædagogiske uddannelsesverden 13. Insekt 14. Det hele 18. Strukturel billeddannelsesmetode, der anvender røntgenstråling 19. Kontrast til god 21. Visk ud, fjern 22. Møntenhed anvendt i Danmark 23. Lille forskel, variation 24. Hudlidelse 25. Betragte, kigge 26. Skarp grænse eller forskel 27. Udbredt lungesygdom

Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books!

Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 22. november 2019, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger.

4 1

7

2

9

10

8

Academic books

11 12

3 5

6

13

24

14

27

21

26

15 20

18

23 25

16 17

22

19

67