Indput nr. 2, 51. årgang - Er jeg normal? by Indput

December 2019 · årgang 51

NO.

BEVÆGELSE Er jeg normal?

Indput no. 2, 51. årgang København, december 2019 Layout Amanda Jørgensen (ansv. layout) Casper Schacht Lund Cecilie Maria Lundsgaard Cecilie Weischer Jakob Berg Bredahl Johanna Mariam Madsen Sandra la Cour Tamara Hveisel Hansen (ansv. hjemmeside) Skribenter Alexander Gjerding Amanda Aaboe Bell Anne Marie Kristensen Emma Elise Møller Frederik Bjerre Andersen Karen Damgaard (ansv. redaktør) Kristoffer Mulbjerg Knudsen Lea Isabel Sidenius Botwel Marie Strøyer Mathias Baagø Tybjerg Nina Kjar Oliver Nørby Hundahl Thilde Slumstrup Tekstredaktører Carla Augusta Bernstorff Justesen Elvira Hallengren Hannah Kazmi Høgsbro Maria Voulgaris Valeur Stine Karstoft Visual Asta Ingemann Jensen Bolette Bendix Huus Hans-Jørgen Hersoug Ida-Marie Haeusler Jakob Berg Bredahl Tobias Wriedt Omslag Hans-Jørgen Hersoug

Indput Institut for Psykologi KU

Boganmeldelser redaktion@indput.dk Økonomi redaktion@indput.dk Annoncering redaktion@indput.dk Eksterne indlæg Alle er velkomne til at bidrage med indlæg som eksterne skribenter, dog påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Eksterne indlæg indsendes til redaktionens mailadresse med relevante kontaktoplysninger, herunder navn, mailadresse og evt. telefonnummer. Redaktionen forbeholder sig retten til at udelade, redigere og forkorte indsendte indlæg samt indsætte billeder og illustrationer. Dette vil dog ske under kommunikation med den eksterne skribent. Indlæg bragt i Indput Indlæg bragt i Indput repræsenterer alene skribenten eller skribenterne og er således ikke et udtryk for Foreningen Indputs holdning, medmindre dette klart fremgår af artiklen. Tryk Frederiksberg Bogtrykkeri Udgivet af Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU Kontakt Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk www.indput.dk

LEDER Bladene rasler af træerne, og trapperne ned mod bygning 35 er glatte af dagsregn. Det er mandag eftermiddag, og du sidder tørt og trygt i forelæsningssalen og lader dig informere om diagnostiske kriterier og cases fra det virkelige liv i psykiatrien. Som du sidder der og lytter til fortællinger om sygdom og afvigende adfærd, vendes perspektivet pludselig indad, og du bliver opmærksom på, at et spørgsmål er krøbet ind i din bevidsthed: ”Er jeg normal?”. Måske kan du som psykologistuderende genkende følelsen fra forelæsningerne i klinisk psykologi, eller måske har du stillet dig selv det samme spørgsmål til andre tider i løbet af din studietid. Når vi i dette blad har valgt at gøre netop dét spørgsmål til tema, er det fordi, vi mener, at det er vigtigt at forholde sig til normalitetsbegrebet. I bladet bliver der kastet lys over spørgsmålet fra forskellige vinkler. Træd ind i en samtale med filosof Silas Marker, der blandt andet forsker i skabelsen af ’det normale’ gennem medierne, og - apropos lys - mener, at verden er et stort, mørkt kaos, hvor Facebook er en lygte, der lyser i mørket. Og han påpeger, at det så er ”hvad der lyses på, der med tiden kan blive normalt”. Eller lad dig oplyse om diagnosetænkningen, der er fremtrædende i samfundet såvel som på Psykologistudiet. Når vi taler om psykiatriske diagnoser, forholder vi os til en kategorisk skelnen mellem normalitet og psykopatologi, der er adopteret fra et medicinsk sygdomsbegreb. Der er delte meninger om, hvorvidt psykologien bør overtage dette sygdomsbegreb. I et interview med fagkoordinator i klinisk psykologi, Stig Poulsen, nuanceres spørgsmålet om normalitet i en på én gang affirmativ og kritisk indstilling over for den diagnostiske tænkning.

Om få år implementeres ICD-11, og du vil kunne blive diagnosticeret med ’forlænget sorgreaktion’. Med denne diagnose byder en variant af bladets tema-spørgsmål sig til: ”Sørger jeg normalt?”. Du kan på side 44 læse et essay om et personligt forhold til sorg, og andetsteds i bladet reflekteres der i et essay over dét, at travlhed som succeskriterium synes at udgøre en ny normal blandt studerende. Bladet er tungt af overvejelser om normalitet, og trænger du til noget, der føles lidt lettere på en normal, travl studiedag, klarer vi også dét. På side 64 finder du en anbefaling til at lette vintermørkets tungsind med tv-serien Taxa, og er du interesseret i drømme, kan du få et indblik i Jung-specialisten Ole Vedfelts arbejde med drømme som terapeutisk redskab. Som normalen foreskriver her i Indput, hører vi fra de studenterpolitiske råd, der bringer aktuelle overvejelser omkring studenterindflydelse. Og nu vi taler om indflydelse, så inviteres du på side 10 til at fortælle din historie om måder at gøre hankøn på. Alt dette og meget andet kastes der lys over i bladet, men om du får svar på forsidens spørgsmål, er ikke til at forudsige. God læselyst! På vegne af redaktionen, Karen Damgaard n

Indhold

Indput no. 2 | 51. årgang | December 2019

Faste indput 3. 6.

Leder Indput byder velkommen Ind-under huden Mød Kristoffer og Marie fra redaktionen

9. 12.

Side-9-manden Mød Frederik fra 3. semester Nyt fra Psykrådet og Studienævnet Public service til psykologistuderende

14.

Psykrådet: Status på studenterindflydelsen? Psykrådet fortæller om vores truede universitetsdemokrati

58.

Akademia: At tænke, formulere og føle det ideelle fællesskab Et speciale om utopier og fællesskaber

70.

Udveksling i Holland Mathias rapporterer om udveksling i Amsterdam

72. 74.

Luhmann-bogmærket Få dit eget Indput-bogmærke Psyk&Tværs Vind et gavekort til Academic Books

Indput Institut for Psykologi KU

28.

Digt Et normaldigt

30.

Vi har for travlt med at have travlt Om at reproducere en travlhedskultur

33.

Sygt menneskeligt og helt normalt Om at genkende sig selv i diagnosekriterierne

34.

Identitet, normalitet, sociale medier og krænkelse Interview med bogaktuelle Silas Marker

44.

Sorgen som et stedsegrønt vilkår Jeg bærer al min sorg med mig altid

46.

Den normale diagnosepraksis - Interview med Stig Poulsen Om fordele, ulemper og alternativer til diagnosetænkningen

Tema: Er jeg normal? Andre indput Hankøn Om hankønnets multiple identitet Debatindlæg fra Avilius Debat del 1 Etiske perspektiver på terapeutisk arbejde af studerende Debat del 2 Drømme i terapien

10. 16. 18. 54.

Interview med Ole Vedfelt om drømme som terapeutisk redskab

Hvordan Taxa kan redde dit humør

64.

Taxa er serie-guld

På kanten af lighed - en kritik af speciesisme Et essay om menneskets forhold til andre væsener

66.

IND UNDER HUDEN

Fotos af Stine Karstoft, stud.psych.

Marie Strøyer Marie er født i den fattige del af Nordsjælland – nærmere bestemt Kokkedal – og voksede op i den hårde ende af København – nærmere bestemt Nordvest (a.k.a. Emdrup (a.k.a. Slemdrup)). Alle omstændigheder til trods befinder hun sig i dag på landets fineste uddannelsesinstitutions mest eftertragtede institut og nu også på det ældste og mest hæderkronede studieblad. Så hun er glad. Marie gik på Aurehøj Gymnasium, fordi hun godt kan lide at synge, og i tiden mellem gymnasiet og universitetet fristede hun en tilværelse som alt fra tandlægekliniksekretær til specialeskolelærer og højskolelev. Sidstnævnte var hun så glad for, at hun fik sin husgruppes logo tatoveret på sin højre triceps. Hun har for nyligt været med til at starte en kunstnergruppe for unge kunstnere, hvor hun folder sig ud i diverse skriftlige formater, ligesom hun nu gør sig gældende som det nye vidunderbarn i Indputs talentfabrik for skriveglade akademikere. Maries fædrene ophav disponerede hende med en interesse for eksistensens grænseerfaringer, hvilket afspejler sig i hendes debutartikel i dette nummer af Indput, der slår et slag for en rehabilitering af drømmetydningens teoretiske relevans og potentiale i det kliniske arbejde. n

Kristoffer Mulbjerg Knudsen Kristoffer skriver for Indput og studerer på 5. semester. Kristoffer er et musikalsk geni fra Århus (please check www.soundcloud. com/sequine). Han romantiserer idéen om en hytte langt ude på landet, og så er han glad for store fadøl, store synth-flader og store samtaler.

Indput Institut for Psykologi KU

BesĂ¸g www.indput.dk

SIDE 9-MANDEN Tekst og foto af Bolette Bendix Huus, stud.psych. Navn: Frederik Alder: 23

T-baren, Psykosen eller Lapperne? Alle tre holder skønne fester, som man ikke bør gå glip af! Når det så er sagt, kan det der med at drikke øl, danse uhæmmet og fravælge fredag morgens forelæsning bare noget helt særligt.

Semester: 3. Status: Bor med min psykolog Hvad er din holdning til kønsfordelingen på psykologi? Den forholder jeg mig ikke så meget til. Kan køn overhovedet fordeles? Hvilke kvaliteter har din drømmepartner? En fancy bil, et tandpastasmil og hun bor i et jetset-hus. Derudover er hun initiativrig og kan være med på skøre idéer, mærkelige filosofier og god musik – og så er hun fantastisk til tømmermændsbrunch søndag eftermiddag. Hvordan er dit forhold til din mor? Hun er klart den person, jeg citerer mest. Hvad er dine top 3 serier? Streamingeskapisme kommer i mange skønne former, men jeg er helt klart med på de store klassikere som Breaking Bad, Game of Thrones og Black Mirror. Hvad er dine top 3 teorier, teoretikere og/eller retninger? Positiv/humanistisk psykologi: Det handler vel på sin vis om det ekstraordinære i det ordinære og hver enkeltes potentiale frem for at fjendtliggøre det normale. Kritisk psykologi: Det var en åbenbaring, da jeg endelig fattede det. Det ambitiøse projekt at se mennesker som helheder integreret i helheder og at ville overskue begge dele er enormt tiltrækkende. Det selvmodsigende i, at vi som subjekter reproducerer objektive strukturer, indkapsler et af psykologiens største paradokser. I sidste ende forstås, at psykologien afhænger af skiftende perspektiver. Kahneman: Kahneman har skrevet min bibel. Hvad er din yndlingsbeskæftigelse? Simuleret kamp til døden. Eller at lægge tøj sammen mens folk stadig har det på.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvad provokerer dig? Behov uden ansvar. Hvor ville du allerhelst rejse hen lige nu? Jeg spiste nogle vildt gode empanadas forleden, så nu vil jeg gerne en tur mere til Sydamerika. Jeg har dog ikke oplevet så meget nord for Danmark endnu, og jeg vil også rigtig gerne på en tur gennem de norske fjorde, Færøerne og Grønland. Hvad er normalt? At klage over vejret. At klage over søvnmangel. At være kaffehipster. Er du normal? Jeg tror, mange synes, at de ikke er normale, men i virkeligheden er det måske bare udtryk for, at ”normal” kan se ud på mange flere måder, end vi anerkender? Jeg er meget godt tilfreds med normal. Hvad gør du, der er unormalt? Jeg elsker Pepsi Max med lime, og jeg kan godt lide FernetBranca. Jeg har en negleklipper med mig 9/10 dage. Hvad er lykken for dig? En sand kimære, hvis enkeltdele kan reduceres til øl, søndag morgen med min kæreste og slåskamp. Alle dele hver for sig, naturligvis. Hvad er dit yndlingscitat? “It’s great to be here. It’s great to be anywhere.” - Keith Richards Bonusinfo: Jeg har ikke så meget bonusinfo, men måske et par protips: Man kan ignorere hele mailtråde uden at blokere kontakter, hvis man er træt af at få fællesmails fra folk, der ikke kender forskel på svar og svar alle. Hvis man vil skøjte gennem stat I og II, kan man få et Excel cheat sheet, som Sebastian Beck og jeg brugte et døgn på op til vores eksamen – det er godkendt til eksamensbrug af højeste instans. n

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXX HANKØN YYYYYYYYYYYYYYYYYYYYY Af Mathias Baagø Tybjerg, stud.psych. Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Litteraturen har i årevis rapporteret om hankønnets identitetskrise. Årsagen er typisk blevet tilskrevet en tilbageholdende og ikke udviklende kønsidentitet. Samtidig er andre måder at identificere sig på opstået. I denne serie vil jeg prøve at udforske de mange måder man kan gøre hankønnet på, for at igangsætte en refleksion over hankønnets potentiale for udvikling.

Indput Institut for Psykologi KU

Der er dem, som synes, at ens biologiske tilstedeværelse definerer ens køn. Der er dem, som synes, at kønnet vælger man selv. Der er dem, som synes, at vi skal tilbage til de strikse kønsidealer fra 1950’erne. Der er dem, som synes, at kønnet skal opløses. Der er dem, for hvem kønsdebatten ikke fylder så meget. Der er mange flere forskellige måder at gøre køn. Det gør det ikke nemmere, at vi i det danske sprog ikke skelner mellem medfødt og identificeret køn, som man på engelsk skelner mellem sex og gender. Særligt hvis man accepterer sprogets formende karakter. Mange synes at være enige om, at kønnet er i stykker, og så kan man spørge, om tiden er til nye principper. Jeg vil med denne serie fokusere på måder at være hankøn på. Denne begrænsning er hovedsageligt for fokusset skyld. Vi er på ingen måde færdige med at snakke om manglende privilegier eller om diskrimination mod andre kønskategorier, men jeg er af den overbevisning, at hvis hankønnet kan finde sig selv og hinanden i en moderne verden, så vil det føre til en udvikling til gavn for mange.

Formålet med denne serie er med andre ord at finde frem til de mange diverse måder at gøre hankønnet på. Derfor vil jeg gerne invitere alle, der har lyst til at fortælle deres historie, til at fortælle om deres måde at gøre hankønnet på. Hvad indebærer det for dig at være han? Hvilke udfordringer har du i forbindelse med dit køn? Hvilke drømme og forhåbninger har du til fremtidens kønskategorier? Det kan teknisk set være hvad som helst. Det tager udgangspunkt i dig. Mænd har i århundreder defineret de dikotomier om “Self and Other”, som har ført til definitionerne af mand og kvinde, binær og nonbinær etc. På trods af den umiddelbare interesse i den fænomenologiske oplevelse af at være mand, vil jeg også byde kvinder, nonbinære mm., velkommen i diskussionen om mænds kønsidentitet. Hvis du vil bidrage med dit input, så skriv til redaktion@indput.dk. Fortæl kort om dine refleksioner oven på det ovenstående, og så tager vi kontakt til dig. Hvis du synes, jeg er helt fra den, vil jeg også gerne høre fra dig - dette er en udforskning, og træder jeg skævt, så vil jeg gerne høre det.

NYT FRA PSYKRÅDET OG STUDIENÆVNET Af Maria Johansson, stud.psych og Valdemar Stenberdt, stud.psych.

2019 lakker mod enden, og dermed nærmer semesterets afslutning sig også. Efteråret har været travlt for Psykrådet og Studienævnet. Her kan du blive klogere på, hvad Psykrådet er, og hvad vi har lavet i dette semester. Du kan også læse om, hvordan og hvornår du kan være med, samt hvilken indflydelse vi som studerende egentligt har på vores studie.

Et Psykråd? Hvad er det? I modsætning til gymnasiet, folkeskolen og stort set alle andre steder i Danmarks uddannelsessystem, har de universitetsstuderende en direkte indflydelse på de studier og det universitet, de går på. Efter studenteroprøret i 1968 blev der dannet et Studienævn, hvor halvdelen af medlemmerne (og dermed stemmerne) udgøres af studerende. Det er Studienævnet, der står for uddannelsens udvikling samt kvalitetssikring. Psykrådet opstiller studenterrepræsentanter til Studienævnet, som vælges ved Universitetsvalget hvert efterår. De studerende i Studienævnet repræsenterer Psykrådets holdning. Det er derfor gennem Psykrådet, at du som studerende kan få indflydelse på dit studie. Derudover har Psykrådet også opstillet en repræsentant til Akademisk Råd, der rådgiver dekanen (lederen af fakultetet) i hans beslutninger. Her har de studerende desværre ingen formel magt, i form af stemmeret ved afstemninger, men repræsentanten videregiver de studerendes holdninger og opdaterer dekanen på det, som rører sig blandt de studerende. Psykrådet er en enormt vigtig demokratisk instans, der skal kunne repræsentere de studerendes holdninger. Derfor holder vi to stormøder hvert semester med hvert sit tema. Det er vigtigt at møde op til disse møder, da det er her, vi behandler de presserende emner, der er oppe til debat hvert semester. Derudover afholder vi flere mindre møder i løbet af semesteret. Alle mødedatoer lægges op på vores Facebookside Psykrådet på København Universitet.

Indput Institut for Psykologi KU

Hvad har vi lavet i efteråret? - Vi har afholdt et stormøde om studenterindflydelse og i den forbindelse lavet en underskriftsindsamling for mere medindflydelse. Dette har vi gjort, da vores studenterrepræsentanter i fx. ansættelsesudvalg ikke føler sig hørt, og da vi generelt mener, at studenterindflydelsen er truet. Derfor vil vi kæmpe for studenterindflydelse, bl.a. ved at kræve min. 2 studenterrepræsentanter i hvert udvalg. I skrivende stund har vi indsamlet over 360 underskrifter. - Semesterets andet stormøde vil handle om teori vs. praksis, men var desværre endnu ikke afholdt, da denne tekst blev skrevet. Gå ind på ‘Psykrådet på Københavns Universitet’ (vores fb-side) for at læse om dette møde. - Vores repræsentanter i Studienævnet tog fællesklagen om SUI-forelæsningsrækken op på et studienævnsmøde. Her blev der snakket vidt og bredt om, at problemerne måske skyldes, at vi ikke lærer de ting, der kræves på SUI i løbet af bacheloren. Dette vil SN kigge nærmere på i det nye år. - Psykrådet har været medunderskrivere på et åbent brev til dekanatet på SAMF, hvor vi sammen med de andre fagråd på SAMF problematiserer centraliseringen af studieadministrationen og processen omkring den. Vi vil fortsætte vores kamp sammen med SAMF-Rådet på denne front, og er spændte på, hvad resultatet bliver.

- Ligeledes har Studienævnet sendt et åbent brev til dekanatet omkring centraliseringen. - Psykrådet har støttet HUMrådet i deres besættelse af ledelsesgangen på Det Humanistiske Fakultet. Vi har både sendt en støtteerklæring og deltaget i blokaden. HUMs dekanat har ikke, i deres planer, lyttet til de studerende, og vi støtter derfor HUMrådets kamp om medindflydelse. - Vi har været med til at godkende, at antallet af skriftlige aktivitetskrav i A&O på bacheloren går fra 4 til 2. - Derudover har vi i Studienævnet sat arbejdet med den nye bachelorstudieordning i gang, hvor der er to studenterrepræsentanter - en fra Psykrådet og en fra studievejledningen. Planen er, at de skal have et færdigt udkast klar til juni. Der vil også komme et stormøde næste semester, hvor vi drøfter, hvad vi godt kunne tænke os, at resultatet bliver. - Vi har også en repræsentant i ansættelsesudvalget, der skal ansætte vores nye institutleder, idet Søren Kyllingsbæk stopper. - Yderligere har vi arbejdet med overgangen til det nye speciale på 4 måneder og ændret på datoerne omkring specialet.

STUDIENÆVN

Hvad er det nu Psykrådet er?

Opgaver

Psykrådet er fagnævnet, som hører til vores institut. Psykrådet er en studenterpolitisk organisation uden partipolitisk tilknytning og er de studerendes talerør til institut og fakultet. I Psykrådet arbejder vi med, hvordan vi kan forbedre studiet og skabe den bedst mulige uddannelse.

• • • •

Hvad laver Studienævnet, og hvem er med?

Udarbejdelse af studieordningen Udvikling af uddannelse og undervisning Behandling af sager om dispensation og meritoverførsel Kvalitetssikring af uddannelsen

Medlemmer • • • •

VIP’ere og studerende i forholdet 1:1 Dekanen fastsætter antallet af medlemmer VIP’ere sidder tre år, studerende i et år Formanden for studienævnet er Studielederen. Næstformanden vælges blandt studenterrepræsentanterne

Studienævnet har ansvaret for alle fagenes studieordninger, dispensationer og meritansøgninger samt sikring af uddannelsens kvalitet.

Hvordan kan jeg få indflydelse på mit studie?

AKADEMISK RÅD Opgaver

Det korte svar er: Husk at udfylde dine undervisningsevalueringer! Dine kommentarer tages anonymt op i studienævnet og kan være med til at forandre vægtningen af emner inden for faget eller måden, faget er bygget op på.

•

Det lange svar: Deltag i Psykrådets stormøder, send os en besked med emner, du ønsker, at vi diskuterer, eller meld dig som aktivt medlem i Psykrådet! Vi har altid brug for flere input

Medlemmer

• •

• • • •

Udtalelser til dekanen om bevillinger, forskning, uddannelse og strategiske emner Indstilling af personer til bedømmelsesudvalg for bl.a. ansættelser Tildeling af ph.d.-graden, doktorgraden og diverse priser

Studerende og VIP’ere i forholdet 1:2 Mindst to TAP’ere som observatører Personale sidder i tre år, studerende i et år Dekanen er ’født’ medlem (formand)

Kom med til næste stormøde! Hold øje med Psykrådets Facebookside, hvor datoerne meldes ud løbende.

Vil du være en del af Psykrådet? Det er du faktisk allerede. Alle psykologistuderende er automatisk medlemmer af Psykrådet. Hvis du vil vide mere, deltage i møderne og have indflydelse på temaet for næste stormøde, så kontakt Psykrådet eller forpersonen, Maria, på Facebook. Repræsentanter for studienævnet, Akademisk Råd og Psykrådets forretningsudvalg bliver valgt på Psykrådets generalforsamling, som afholdes hvert år i oktober. Det er her, du skal møde op, hvis det er dig, der skal sidde med næste gang.

VORES REPRÆSENTANTER Studienævnsmedlemmer: • • • •

Esther Vitha Ringhof Valdemar Stenberdt Maria Johansson Amanda Frees

Psykologis repræsentant i Akademisk Råd: •

Valdemar Stenberdt

Psykrådets forretningsudvalg: • • •

Forperson: Maria Johansson Næstforperson: Valdemar Stenberdt Kasserer: Jonas Hallum Johansen

STATUS PÅ STUDENTERINDFLYDELSEN? Af Maria Johansson, stud.psych. og Valdemar Stenberdt, stud.psych.

“Hvis der er krise på KU, hvis besparelserne strammer, så vil vi være med – for det er vores fremtid, det handler om. Vi vil ikke tales efter munden, vi vil ikke være stille, og vi vil ikke ignoreres.” - Harald Toksværd, 2019

Sådan udtalte en repræsentant fra HUM-Rådet sig fra talerstolen til KU’s årsfest, efter at have sneget sig ind. Og har han en pointe? I skrivende stund går HUMrådet ind i tredje uge af deres besættelse af dekanatet på det humanistiske fakultet. Denne besættelse skyldes, at dekanatet har fremlagt en målplan, hvor de studerende ikke er blevet informeret og inddraget ordentligt i processen. I PsykRådet støtter vi fuldt op om vores medstuderendes kamp for et bedre universitet, hvor de studerende bliver hørt. For de studerende er hverdagens eksperter. Studenterindflydelse gennem tiden I år er det 51 år siden, at psykologistuderende besatte Psykologisk Laboratorium og studenteroprøret rasede. Oprøret medførte, med indførelsen af universitetsloven, grundlæggende rettigheder og demokrati for de studerende på universiteterne i Danmark. Blandt andet fik vi studenterrepræsentanter i studienævnene. Denne ret til studenterindflydelse har, siden den blev tilkæmpet, lidt under tiltag, som tilbageruller de centrale elementer, som er nødvendige for at opretholde universitetsdemokratiet. Dette er særligt sket i de to revisioner af universitetsloven, som blev vedtaget i henholdsvis 1992 og 2003. I 1992 blev de studerendes og det teknisk administrative personales pladser i centrale styringsorganer reduceret, samtidigt med at organernes indflydelse blev svækket. Dette betød, at de studerende allerede 24 år efter studenteroprøret, fik frataget en essentiel del af den hårdt tilkæmpede indflydelse.

Indput Institut for Psykologi KU

I 2003 skete der endnu et stort indgreb i de studerendes indflydelse på universiteterne. Den ledelse, som de studerende og ansatte tidligere selv valgte, blev erstattet med en (primært ekstern) bestyrelse, og universitetets ledere skulle nu ikke længere vælges blandt og af de ansatte, men ansættes - potentielt udefra. Dette var ikke isoleret til at handle om lovgivning, men var tværtimod en tendens, der spredte sig og påvirkede den generelle holdning til de studerendes og de ansattes ret til medindflydelse. En ret som det er vigtigt, at vi holder fast i. Kampen for studenterindflydelse foregår også på Psykologi I dette semester har PsykRådet – vores fagråd - indsamlet underskrifter for at vise, at de psykologistuderende stadigvæk ønsker medindflydelse. Vi er enormt stolte over, hvor deltagende og støttende de studerende har været i denne proces og takker tusind gange for de over 300 underskrifter, vi har modtaget.

Underskrifterne blev indsamlet for at kunne stå stærkere i dialogen med ledelsen - både for at sikre, at de studerende støtter op om PsykRådets handlinger og for at informere alle psykologistuderende, men også for at kunne vise ledelsen, at vi studerende står sammen i kampen om medbestemmelse. Som følge af studenteroprøret i 1968, har vi studenterrepræsentanter siddende i blandt andet Studienævnet og de ad hoc udvalg, der står for ansættelser på Institut for Psykologi. Det er vi meget glade for at have, men i praksis kan det til tider virke som om, at vores repræsentanter kun er der af ren formalitet. I Studienævnet har vi stemmeret, men i alle andre udvalg har vi kun taleret. Det betyder, at vores repræsentanters holdninger ikke nødvendigvis bliver taget med videre i processen og til tider helt bliver overhørt.

I Psykådet mener vi først, at man som universitet bør bryste sig af studenterindflydelse, når denne indflydelse fungerer på ordentlige vilkår. De studerende skal høres, og deres forslag og råd skal tages seriøst. En dialog er først for alvor legitim, når magtforholdet i rummet er lige. Vores repræsentanter sidder ofte alene i rum med ledelse, videnskabeligt personale (fx professorer) og administrativt personale. Det kan være ubehageligt, idet magtforholdet unægteligt er meget skævt, uanset hvor godt og venligt, man bliver mødt. Derudover er det vigtigt, at vi har en transparent ledelse, som informerer om de beslutningsprocesser, som er i gang, så de ansatte og studerende har muligheden for at agere og reagere. Hvis vi ikke bliver informeret, kan vi ikke være en del af processen - og studenterindflydelsen er ikke sikret bare ved, at ledelsen foretager holdnings-stikprøver blandt de studerende, som det fx blev set i forbindelse med centraliseringsprocessen. Dekanatet på SAMF har de seneste måneder været i gang med en proces, der handler om centralisering af studieadministrationen, som led i en effektivisering af fakultetet. Denne centralisering kan potentielt betyde, at studielederposten fjernes fra studienævnene, hvilket kan medføre større afstand mellem stu-

dielederen og det udvalg, som står for at sikre uddannelseskvaliteten, samt at studielederposten potentielt bliver besat gennem ansættelse fremfor valg. Afstanden mellem studieleder og studienævnet kan besværliggøre beslutningsprocessen i udvalget og en ansat studieleder fremfor en valgt, vil betyde, at demokratiet mindskes. Derudover vil det formentligt betyde, at det teknisk administrative personale i stedet for at være tilknyttet de enkelte institutter, vil være tilknyttet fakultetet som helhed. Vi frygter, at dette vil betyde, at den specialiserede administration, som har en dyb forståelse for det enkelte institut, vil forsvinde. Dekanatet insisterer på, at separationen af studienævn og studieleder kun betyder mere magt til studienævnene, og at almengørelsen af det tekniske personale vil lede til en mere effektiv administration. Dette håber vi inderligt er rigtigt, men selv hvis det fører til mere magtfulde studienævn, kan det potentielt betyde, at de studerende mister retten til direkte kontakt med deres studieleder. Derfor vil vi gerne have, at retten til kontakt med studieleder forbliver en del af SAMF-reglerne.

tik til sig, og vil forbedre sin inddragelse af de studerende, så vi har mulighed for både at forstå og være med til at bestemme, hvilke ændringer, der sker på vores studier. Der sker mange ting på Universitetet. Det udvikler sig konstant. Og det er vigtigt, at vi som studerende engagerer os i dette. At vi udviser en nysgerrighed overfor, hvilken retning udviklingen bevæger sig i. En kritisk stillingtagen til, om dette er hensigtsmæssigt. Og et engagement, så vi kan være en del af processen. Det kan I være sikre på, at PsykRådet gør, og vi håber, at flere og flere studerende vil melde sig som en aktiv del af dette. Vi er hverdagens eksperter, vi står stærkest, når vi står sammen, og vi skal huske at brøle højt, når vores medbestemmelse er truet. Den blev hårdt tilkæmpet i ‘68, og vi skal kæmpe hårdt for at bevare den. n

Det er dog ikke kun uenighederne om resultatet, som gør denne proces kritisabel. Det er også den manglende inddragelse og information fra ledelsens side. Derfor håber vi, at dekanatet vil tage denne kri-

Hvis du vil vide mere: Læs om styrelses- og universitetslove www.universitetshistorie.ku.dk Læs hele Harald Toksværds tale ved Københavns Universitets årsmøde 2019 på www.dansketaler.dk

DEBAT DEL 1:

DEBATINDLÆG FRA AVILIUS Af Jonas Schøsler, stud.psych. og CEO i Avilius Jeg har sammen med to venner og en gruppe studerende valgt at stifte Avilius, fordi trivselsmålingerne blandt unge fortsat er dalende. En af årsagerne hertil tror jeg, er et manglende fokus på forebyggelse, der også er stærkt underprioriteret i psykologisk forskning sammenlignet med behandling af psykopatologi. Derfor tilbyder Avilius profylaktisk samtaleterapi til unge, hvor problemstillingen ikke omhandler behandlingen af psykiatriske diagnoser, men vedrører tristhed, ensomhed, tab af motivation, pres på studiet, relationelle udfordringer, eksistentielle spørgsmål m.m. Avilius arbejder med andre ord med almenmenneskelige fænomener og viderehenviser til egen læge eller psykolog, hvis problemstillingen er for omfattende for os at håndtere. Vi har en supervisor, der hjælper med at skærpe kvaliteten af vores ydelse og holde os inden for skiven. Der mangler forebyggende tilbud til unge, som foregår i øjenhøjde og er tilgængelige ved behov. Der er en stor gruppe af unge mennesker, som befinder sig i en gråzone, hvor de ikke kvalificerer sig til en egentlig diagnose i det offentlige sundhedsvæsen, men som heller ikke har råd til at betale for en privatpraktiserende psykolog. Avilius tilbyder disse unge i gråzonen en mulighed for at tage tingene i opløbet. Vi giver dem mulighed for et kompetent forløb til SU-venlige priser. Avilius udøver således ikke kannibaliserende forretning mod psykologstanden, men har med klienter at gøre, hvis alternativ ville være slet ikke at gå i terapi. Desuden mener jeg, at hvis det at gå i terapi skal være mindre tabuiseret, så skal vi væk fra hjemmesider med gråtoner, regnvejr, blomster og kommunal designfilosofi. I Avilius forsøger vi os med en positiv og techforward tilgang, der skal være med til at udligne vægten

Indput Institut for Psykologi KU

mellem unges prioritering af fysisk og mental sundhed. Jeg vil gerne give et anonymiseret eksempel på en case, som er blevet henvendt til Avilius: ”Hej Avilius. Jeg har haft et vildt år, hvor der er sket utrolig mange nye ting i mit liv. Jeg føler at livet kører med 100 km i timen, uden at jeg rigtig kan følge med, selvom de ting jeg laver, er noget jeg brænder for. Derudover er jeg meget i tvivl ift. mit forhold, som kører på X år. Jeg føler, jeg har svært ved at navigere i mit liv og har brug for at snakke med nogen, som ikke er familie eller venner. Jeg håber, I kan hjælpe mig. Mvh XX.” Jeg er af den overbevisning, at der er mange unge med lignende problemstillinger, som ikke har et sted at gå hen, hvor de kan få støtte og rådgivning, uden at det vælter budgettet. Der er selvfølgelig mange gratis og frivillige tilbud, som gør en stor forskel for unge, men flere steder har de lukket ned for ventelisten, fordi de ikke kan følge med behovet. Det er blandt andet en af grundene til, at vi har taget risikoen og stiftet et privat selskab, hvor vi selv råder over økonomi og strategi, fordi vi gerne vil skalere modellen og give den bedste oplevelse til vores klienter som overhovedet muligt. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt studerende bør have med terapi at gøre, så anerkender jeg argumentet om, at vores studie ikke er rettet mod at kvalificere os som terapeuter, da uddannelsen i al væsentlighed er af teoretisk karakter. Vi bliver uddannet til at blive forskere og kun i mindre grad praktikere. Jeg er således meget bevidst om vores begrænsninger, hvorfor vi også understreger på hjemmesiden, at vi er under uddannelse

og ikke eksperter. Der er mange steder i landet, hvor der foregår præcis det samme, som der gør i Avilius; forskellen er, at vi selv drifter og udvikler virksomheden. Hvis det var den anden vej rundt, var det med al sandsynlighed gået ubemærket hen. Jeg er stolt af de bedrifter og den erfaring, som vi i Avilius har opnået ved siden af studiet, men jeg er lige så stolt af den faglighed, som vi har opbygget gennem fire års uddannelse. Jeg er af den holdning, at vi i kraft af vores uddannelse danner en stærk faglighed, der kvalificerer os til at analysere og sige noget om, hvorfor mennesket oplever, føler, tænker, handler og udvikler sig, som det gør. Hvis ikke dét er tilfældet, så er konsekvensen en devaluering af psykologtitlen. Og så bør vi måske have en snak om, hvad vores uddannelse kan – og gerne skulle kunne? Jeg fastholder nu alligevel, at vi under uddannelsen udvikler et særligt blik for det menneskelige liv, som i høj grad er idiosynkratisk for psykologistuderende og psykologer. Derfor finder jeg det heller ikke forkert, at vi aflønnes for vores faglighed, ligesom stort set alle andre studerende også bliver det – i øvrigt til en meget beskeden studenterløn. Der er for os tale om et såvel meningsfyldt som studierelevant arbejde, der også er med til at kvalificere os yderligere i vores udvikling. Det kunne tænkes, at det blev en mere behagelig oplevelse at være studerende, hvis det var muligt at opbygge en faglig profil, samtidig med at vi kan få økonomien til at hænge sammen med et liv, der også interesserer sig for venner, kærlighed og fritidsinteresser. Det kunne tænkes, at hvis vi fik mere tid til at være nogen i stedet for at blive til nogen, så blev vi bedre psykologer, der ikke oplever at være en af de faggrupper, som

er mest udbrændt i deres første fem år efter endt uddannelse. Som en studerende skrev i en trivselsundersøgelse foretaget af Dansk Psykolog Forenings Studentersektion: ”Jeg håber, [red.] at fagforeningen også vil være optaget af arbejdsvilkår for psykologistuderende her og nu, og ikke først når vi er færdige som psykologer. Vores frivillige arbejdskraft forventes ALLE steder, men ingen gider at lønne os for vores arbejde.” (www. dp.dk/mange-studerende-mistrives-paa-psykologistudiet/) I Avilius modtager vi supervision af en psykoterapeut, som er et varmt og skønt menneske, men ikke mindst skarp og faglig kompetent. Vi har været i dialog med Dansk Psykolog Forening for at beskrive vores projekt og søge deres rådgivning. Sammen fandt vi ud af, at det er efterstræbelsesværdigt at få supervision af en autoriseret psykolog, men med den erkendelse, at der også findes mange dygtige psykoterapeuter. Den ubeskyttede titel ’psykoterapeut’ kan de facto ikke garantere samme viden og erfaring, som en aut. psykolog. Til gengæld synes jeg, at det er en lettere arrogant holdning at mene psykoterapeuter per definition ikke også kan være dygtige. I Avilius arbejder vi mod også at modtage supervision af en aut. psykolog. I Avilius er vi allerede godt i gang med at opbygge statistik, som beviser vores raison d’etre i et accelerationssamfund, der bliver stadig mere konkurrencepræget og individualiseret. Vi glæder os til på sigt at kunne dele og offentliggøre vores resultater med jer. n

DEBAT DEL 2: ETISKE PERSPEKTIVER PÅ TERAPEUTISK ARBEJDE AF STUDERENDE

Af Isabel Sidenius stud.psych. og Amanda Lambæk cand.psych. Hvordan bør vi forholde os til, at en gruppe psykologistuderende som noget nyt tilbyder terapiforløb mod betaling Er det tilstrækkeligt at legitimere denne praksis med at være psykologistuderende og forsvarligt ikke at modtage supervision af en autoriseret psykolog? På de følgende sider ønsker vi at forholde os til de etiske problemstillinger, i det konkrete tilbud hos Avilius. Vores intention er ikke at køre hetz mod nogen, som vi anerkender har en grundlæggende god intention om forebyggelse hos en udsat gruppe: sårbare, stressede unge. Derimod ønsker vi at diskutere det konkrete tilbud, fordi vi mener, at en debat herom kan give indsigt i nogle mere generelle problemstillinger, som er relevante for både psykologistuderende og færdiguddannede psykologer. I referaterne fra tre studienævnsmøder dette efterår kan vi læse, at Studienævnet har rettet henvendelse til både Avilius og Dansk Psykolog Forening i forbindelse med det konkrete tilbud hos Avilius. Af referatet fra d. 11. september fremgår det, at Studienævnet vil “(...) henvende sig til Avilius og henstille til, at gruppemedlemmerne ikke legitimerer deres praksis med, at de er psykologistuderende”. Imidlertid fremgår det ikke af referaterne, hvordan dialogen har udspillet sig mellem Dansk Psykolog Forening, Avilius og Studienævnet. For at blive klogere på dette har vi derfor taget kontakt til både de studerende bag Avilius og Komité for Etik i Dansk Psykolog Forening samt studieleder på Institut for Psykologi Torben Bechmann og

Indput Institut for Psykologi KU

landsformand i SIND (Landsforeningen for psykisk sundhed) Knud Kristensen. I forlængelse af Jonas Schøslers debatindlæg på de forrige sider har vi, med udgangspunkt i de indhentede udtalelser, forsøgt at optegne de forskellige positioner og perspektiver, der gør sig gældende i debatten om Avilius, for i denne artikel at diskutere og kritisk reflektere over de problemstillinger, vi er stødt på. En gråzone mellem titler Når psykologistuderende varetager samtaler, bør det ifølge Dansk Psykolog Forening deklareres tydeligt, at der er tale om rådgivning, sparring eller coaching og ikke decideret behandling. Desuden anbefaler Dansk Psykolog Forening, at de studerende benytter korrekte titler og de minder om, at psykologtitlen naturligvis er en beskyttet titel. Hvad indsatsen deklareres som og hvilke betegnelser, man bruger om sig selv i den sammenhæng er ligeledes en central opmærksomhed i Etiske retningslinjer for nordiske psykologer. Her peger princippet om Integritet netop på vigtigheden af, at personer der udøver psykologfaglig virksomhed “giver adækvate oplysninger om sine kvalifikationer, uddannelse, erfaring, kompetence og faglige tilknytning og benytter udelukkende de erhvervsbetegnelser, som uddannelse, autorisation og stilling giver ret til”. Når Avilius bruger betegnelsen terapeut, overtræder de som sådan ikke de fagetiske principper, da det at kalde sig terapeut ikke er en beskyttet titel, men derimod er tilgængelig

I risikerer at save den gren over I selv, og mange af os andre, sidder på Klinisk psykolog i et opslag i facebookgruppen Danske Psykologer

for enhver. Alligevel kan man diskutere, hvorvidt psykologistuderende bør kalde sig for terapeuter. For er vi som psykologistuderende egentlig kvalificerede nok til at betegne os selv som terapeuter, før vi afslutter studiet? For at kunne svare på det spørgsmål, er det relevant at se nærmere på ordets betydning. Slår man op i Den Danske Ordbog forklares ordet terapeut som ”en person der behandler patienter og klienter med en bestemt terapeutisk metode”. På den måde lægger terapeuttitlen i højere grad op til en behandlingsorienteret indsats, hvilket kan siges at komme på kant med Dansk Psykolog Forenings anbefaling om, at vi som studerende kun bør tilbyde rådgivning, sparring eller coaching. Om vi kalder os selv for terapeuter, rådgivere eller coaches kan for nogen måske lyde som en omgang ligegyldig ordkløveri. For os at se er denne betydningsmæssige forskel vigtig, fordi der måske sidder nogen derude, som retteligt forbinder terapeuttitlen med det at have samtaler af mere behandlingsmæssig karakter hos for eksempel en psykolog. Selvom Jonas Schøsler i sit debatindlæg er opmærksom på de begrænsninger, der findes i det at bedrive terapi som studerende, kan det undre, at Avilius alligevel har valgt betegnelsen terapeut. I forlængelse af dette peger Torben Bechmann på, at ”psykologiuddannelsen ikke er en uddannelse der i sig selv kvalificerer til at være terapeut. Det er en akademisk uddannelse, som ikke i første række giver særlige kompetencer med hensyn til at bedrive terapi”. Det kan således være problematisk, når Avilius blandt andet

legitimerer deres terapeutrolle med henvisning til, at terapeuterne læser psykologi på minimum fjerde universitetsår. Ifølge Knud Kristensen fra SIND, kan der være grund til bekymring, fordi “nogen kunne tro, at fordi det er psykologistuderende, så er der garanti for kvaliteten, og det er der jo ikke”. Kvalificering gennem supervision Uagtet om Avilius kalder sig terapeuter eller rådgivere, så udøver de psykologfagligt arbejde og må derfor have kvaliteten af dette arbejde for øje. Dansk Psykolog Forening fremhæver i den forbindelse, at kvalificering af det terapeutiske arbejde bl.a. sikres gennem supervision af en autoriseret psykolog. Dette med henblik på at “bidrage til at kvalificere den faglige udvikling for de pågældende psykologistuderende, der er involverede”, forklarer de. Kvalitetssikringen indgår desuden i de fagetiske principper i form af kerneprincippet om Kompetence, der refererer til, at “Psykologen bestræber sig på at udvikle og opretholde et højt fagligt kvalifikationsniveau (...). Psykologen påtager sig kun de opgaver, tilbyder kun de ydelser og bruger kun de metoder, han er kvalificeret til i kraft af uddannelse, træning og erfaring”. I forbindelse med Avilius kan man således pege på det problem, at de ikke modtager supervision af en autoriseret psykolog, men af en psykoterapeut, der ikke nødvendigvis har samme kompetencer eller er forpligtet til at overholde Etiske principper for nordiske psykologer. Jonas Schøsler påpeger dog i sit debatindlæg, at

han mener, at det er “en lettere arrogant holdning at mene, at psykoterapeuter per definition ikke også kan være dygtige”. Vi forstår hans perspektiv og er enige i, at psykoterapeuter kan være erfarne og dygtige på linje med psykologer. Men da psykologtitlen er en beskyttet titel, og Avilius udbyder terapi med henvisning til at være aspirerende psykologer, bør de netop forholde sig til psykologfagligheden. Kvalificeringen er vigtig af mange årsager, men først og fremmest af den årsag, at den psykologfaglige virksomhed beskæftiger sig med mennesker og ofte indebærer “mulighed for dybtgående påvirkning af andre mennesker”, som det står beskrevet i Etiske retningslinjer for nordiske psykologer. Dette understreger, hvilken alvor og hvilket ansvar, der ligger i arbejdet med mennesker. Dansk Psykolog Forening forklarer endvidere, at de etiske principper ikke gælder for psykologistuderende, men at de anbefaler studerende også at følge dem, når de arbejder med psykologfaglige opgaver. Torben Bechmann forklarer, i overensstemmelse med dette, at “når psykologistuderende øver sig i at have samtaleforløb/terapi (...), skal det ske under supervision af færdiguddannede psykologer. Uddannelsen, et medlemskab af psykologforeningen og en autorisationsordning sigter på at give klienter en slags garanti for, at arbejdet udføres ordentligt og at man har mulighed for at klage, men det er vanskeligt, hvis de der tilbyder samtale eller terapi hverken er færdiguddannede, fagligt organiserede eller har gennemført en efteruddannelse som autoriseret.” Således kan supervision fra en autoriseret psykolog betragtes som et særligt

Indput Institut for Psykologi KU

kvalitetssikrende element, der især bliver vigtigt, når der er tale om studerende, der begynder at udøve psykologfagligt arbejde. Derfor er det positivt, at Avilius har taget imod Dansk Psykolog Forenings opfordring om at finde en autoriseret psykolog til at supervisere dem. Uanset om man erklærer sig enig eller uenig i det problematiske ved de nævnte etiske problemstillinger vedrørende Avilius’ tilbud om samtaleterapi, kan det være vigtigt i det hele taget at overveje, hvordan vi som psykologistuderende kan være med til at fremme og indgå i en løbende refleksion over etiske dilemmaer indenfor det psykologiske arbejdsfelt. Vi undrer os over, at etik ikke fylder mere på psykologiuddannelsen, og at det hovedsageligt er i forbindelse med praktikken, at vi i pensum præsenteres for etiske problemstillinger. I lyset dette, kan man måske spørge, om der burde eksistere nogle konkrete etiske retningslinjer for psykologistuderende? Hvorfor autorisation? En af måderne, hvorpå borgere og myndigheder sikres en kvalificeret psykologydelse er gennem autorisationsordningen, der i Danmark varetages af Psykolognævnet. Desuden fører Psykolognævnet tilsyn med autoriserede psykologer og kan i visse tilfælde være nødsaget til at fratage psykologen sin autorisation. Da autorisationsordningen udelukkende er en ordning for færdiguddannede psykologer, er det relevant at overveje, hvordan der føres tilsyn med psykologistuderende, som tilbyder terapi mod betaling. Selvom det ikke er eller bliver

de (red. Avilius) er jo ikke autoriserede, så derfor er der ikke nogen mulighed for at sanktionere dem, hvis de overtræder reglerne Knud Kristensen, SIND

aktuelt i forbindelse med Avilius, bør man så på et principielt plan overveje, hvilke muligheder der er for sanktionering af studerende, der udøver terapi, når de hverken er forpligtede på at overholde de fagetiske principper eller, som det gør sig gældende for autoriserede psykologer, kan få frataget deres titel? Lige præcis dét spørgsmål er Knud Kristensen fra SIND optaget af: “de (red. Avilius) er jo ikke autoriserede, så derfor er der ikke nogen mulighed for at sanktionere dem, hvis de overtræder reglerne”. Når autorisationsordningen er til for at være en yderligere kvalitetsstempling af psykologtitlen og dermed et sikkerhedsnet, der skal sikre klienterne en ordentlig behandling, kan det virke problematisk, at psykologistuderende på fjerde universitetsår tilbyder terapi, altså samme ydelse som autoriserede psykologer, blot til et markant lavere beløb. Bekymringen har også været udtrykt på facebooksiden Danske Psykologer, hvor en klinisk psykolog for nyligt skrev i et opslag henvendt til Avilius: “I risikerer at save den gren over I selv, og mange af os andre, sidder på”. Her udtrykkes en frygt for, at konsekvensen i sidste ende måske kan være, at et tilbud som Avilius, ender med at udhule psykologtitlen og det sikkerhedsnet, som autorisationsordningen udgør. Den betalte relation Når studerende begynder at tage penge for terapi, medfører det først og fremmest et spørgsmål om, hvordan det økonomiske forhold mere generelt påvirker relationen mellem terapeut og

klient. For den praktiserende psykolog er det et levegrundlag, at vedkommende betales for sit terapeutiske arbejde, og at der derfor findes et privat marked for denne ydelse, er der ikke noget nyt eller forkert i. Dette påpeger både Torben Bechmann og Knud Kristensen. Knud Kristensen forklarer bl.a., at “der er jo et privat marked derude, og det er sådan set også i orden, at studerende tager penge for terapi. Vi er selvfølgelig lidt bekymrede for kvaliteten, når alle mulige begynder at udbyde ting, men sådan er virkeligheden jo allerede, så principielt set ændrer det jo ikke noget på det.” Torben Bechmann påpeger også, at den betalte omsorgsrelation kan have konsekvenser: “Jeg er enig I, at der naturligvis ikke er noget egentligt forkert ved at drive forretning. Men man kan på den anden side ind imellem tvivle på, hvad og hvor meget, det er der sælges blandt terapeuter eller privatpraktiserende, hvis antallet af klienter og samtaler har en direkte afsmitning på ens egen indtægt. På den måde er det en lille smule mere tillidsvækkende, hvis der ikke findes en sammenhæng mellem den hjælp, man yder og det, som man selv har af fortjeneste”. Det er altså en helt grundlæggende udfordring ved det terapeutiske arbejde, at det er en betalt omsorgsrelation. Dette kan fremkalde en form for skævhed i forholdet mellem terapeut og klient, fordi terapeutens motivation bag omsorgsarbejdet sløres. Torben Bechmann forklarer yderligere, at han godt kan forstå “at man vil aflønnes for sit arbejde, men at det bliver vanskeligt, hvis man samtidig gerne vil fremstå som en, der gør noget altruistisk” og han fremhæver, at “mennesker naturligvis skal involvere

”frivilligheds-industrien (Dansk Røde Kors, telefonlinjer og hjælpeforanstaltninger) er vokset sig meget stor. Det er problematisk, at så mange yder noget uden at få betaling samtidig med, at det bruges i forbindelse med CV’er. Torben Bechmann

sig i og hjælpe hinanden på de måder, som de nu tænker er hjælpsomt og værdifuldt, men så skal regnskabet gøres op på en anden måde end i form af penge”. Han peger således på den helt generelle betragtning, at omsorgsarbejde og terapi ikke burde være en privat forretning, og uddyber, at han “har det lidt vanskeligt med at omsorgsarbejde bliver mere og mere et spørgsmål om egen økonomi – også selvom det er på tilbud eller billigere visse steder”. Af Etiske principper for nordiske psykologer fremgår det, i forbindelse med princippet omKompetence, at psykologen skal være “opmærksom på, hvordan samfundsmæssige og arbejdsmæssige betingelser kan fremme eller hæmme hensigtsmæssig brug af hans kompetence og metoder”. I overensstemmelse med dette kan man pege på, at der hos psykologistuderende såvel som færdiguddannede psykologer bør reflekteres over, hvad det er for økonomiske strukturer, der danner grundlag for deres forretning, og hvordan dette kan påvirke de mellemmenneskelige relationer. I sidste ende bliver spørgsmålet, hvorvidt der bør være en forskel mellem studerende og færdiguddannede i forhold til at tage penge for terapeutisk arbejde. Frivilligt arbejde og CV-ræs Debatten om hvorvidt omsorgsarbejde og økonomiske incitamenter bør blandes sammen eller holdes adskilt, er mere kompleks end som så og kalder på yderligere nuancering. For os at

Indput Institut for Psykologi KU

se hænger spørgsmålet nemlig sammen med en anden meget væsentlig debat, som omhandler den “frivillighedskultur”, der eksisterer på psykologistudiet. En stor del af de studerende bruger enormt mange timer på at engagere sig frivilligt i rådgivningstilbud, forskningsrelateret arbejde mm. Og selvom det frivillige arbejde kan være både virksomt og lærerigt, kan man alligevel stille spørgsmålstegn ved, hvorfor der ikke er bedre arbejdsmuligheder for psykologistuderende i form af lønnede, studierelevante jobs? Også de studerende bag Avilius er optaget af debatten om frivilligt arbejde. Jonas Schøsler peger i sit debatindlæg på, hvordan oplevelsen af at være studerende måske ville blive mere behagelig “(...) hvis det var muligt at opbygge en faglig profil, samtidig med, at vi kan få økonomien til at hænge sammen med et liv, der også interesserer sig for venner, kærlighed og fritidsinteresser”. Selvom vi har problematiseret en række forhold vedrørende Avilius, kan deres projekt, set i lyset af ovenstående, også betragtes som et forsøg på at gøre op med den omtalte “frivillighedskultur”, idet de netop insisterer på at tage betaling for deres arbejdsindsats. Det frivillige arbejde har imidlertid ikke kun de studerendes opmærksomhed, men er også et område, som interesserer vores studieleder: “I mine øjne bør ingen arbejde frivilligt på psykologistudiet. Fra Studienævnet kræves, at man enten tilbydes løn eller, at det at deltage i et forskningsrelateret arbejde er ECTS-givende og et led i uddannelsen” udtaler Torben Bechmann og peger i samme ombæring på, hvordan ”frivil-

ligheds-industrien (Dansk Røde Kors, telefonlinjer og hjælpeforanstaltninger) er vokset sig meget stor. Det er problematisk, at så mange yder noget uden at få betaling samtidig med, at det bruges i forbindelse med CV’er”. Diskussionen om frivilligt arbejde skal altså ses i en bredere samfundsmæssig kontekst hvor man må have den voksende frivillighedssektor for øje. I tråd med Torben Bechmanns udtalelse, kan de mange muligheder for at arbejde frivilligt måske være med til at skabe et unødvendigt forventningspres blandt de studerende, som udmønter sig i den lidt uheldige frivillighedskultur, hvor jagten på det perfekte CV i nogle tilfælde bliver et mål i sig selv. Et samfundsmæssigt ansvar? Debatten om frivilligt arbejde kontra betalt arbejde knytter, i vores øjne, an til en mere generel diskussion om, hvem der har det finansielle ansvar for behandlingen af psykiske problemstillinger i befolkningen. Man kunne i denne forbindelse spørge, om den voksende frivillighedssektor såvel som de private virksomheder tager et samfundsmæssigt ansvar, som i virkeligheden burde være et statsligt anliggende? Burde vores behandlingssystem være struktureret på en måde, hvor det at gå til psykolog, ikke blev finansieret af egen lomme, men derimod af statsligt finansierede løsninger? Spørger vi Knud Kristensen fra SIND, er han af den holdning, at al behandling i Danmark burde være gratis, herunder også samtaler hos en psykolog. Men sådan er virkeligheden ikke. Og i det perspektiv

kan Avilius betragtes som en privat virksomhed blandt mange andre, som forsøger at imødekomme eller dække et behov i samfundet, hvor flere og flere unge føler sig stressede eller oplever andre udfordringer, som gør det vanskeligt at være til. Selvom man kan være bekymret for kvaliteten i det konkrete tilbud hos Avilius, hænger kritikken i vores øjne sammen med et langt større problem. Dette problem handler om det svigtende statslige ansvar for psykisk sundhed og i det hele taget om den status, som psykisk sundhed har fået tildelt i sundhedssystemet. Den psykiske sundheds status i samfundet Netop psykologiens status i relation til andet sundhedsfagligt arbejde som f.eks. lægehjælp, omtales også af Knud Kristensen som problematisk. Han forklarer, at de i SIND mener, “at al behandling i Danmark burde være gratis. Af en eller anden mystisk grund, har vi et sundhedsvæsen, der er skruet sammen sådan, at hvis man f.eks. skal have høreapparat, så er det gratis, men hvis man skal have briller, så skal man selv betale. Hvis man går til almindelig læge, så er det gratis, men hvis man går til tandlæge, så skal man betale. Så vi har et sundhedsvæsen, som i princippet burde være frit tilgængeligt for alle og herunder gratis, men så har vi valgt, at der er nogle områder, hvor man faktisk skal betale, og det er psykologhjælp”. Det kan altså undre, at psykologhjælp ikke ligestilles med lægehjælp set fra et samfundsmæssigt perspektiv. Knud Kristensen uddyber, at

al behandling i Danmark burde være gratis. (...) vi har et sundhedsvæsen, som i princippet burde være frit tilgængeligt for alle og herunder gratis, men så har vi valgt, at der er nogle områder, hvor man faktisk skal betale, og det er psykologhjælp Knud Kristensen, SIND

“det har vi i SIND aldrig forstået logikken i. Vi synes at psykologhjælp ligesom alle mulige andre sundhedsydelser burde være gratis, og at privatpraktiserende psykologer bør have samme vilkår som privat praktiserende læger”. Man kan altså pege på et generelt samfundsmæssigt problem i forhold til, at psykologer ikke ligestilles med læger inden for sundhedssystemet, fordi de statslige økonomiske tilskud prioriterer fysisk sundhed over psykisk. Vi finder dette problematisk, når den psykiske sårbarhed i befolkningen tages i betragtning. Den psykiske sårbarhed gør sig ikke kun gældende blandt unge, men må ses som noget generelt, der bl.a. kommer til udtryk i et stigende antal diagnoser såsom depression og angst. Hvordan forstår vi problemet? Et sidste relevant spørgsmål i debatten om terapeutisk behandling og mistrivsel blandt unge, handler måske også om de problemforståelser, som både studerende, færdiguddannede psykologer og andre fagprofessionelle arbejder ud fra. Er det de unge, den er gal med, eller skal vi i højere grad rette blikket mod problematiske samfundsmæssige strukturer, der medvirker til den stigende mistrivsel? Torben Bechmann mener ikke, at løsningen findes på individniveau: “Jeg er naturligvis med på, at det er galt fat med udviklingen af mistrivsel blandt unge og i befolkningen som sådan, men jeg tænker ikke som socialpsykolog, at løsningen er, at bedrive individuel terapi”. Når vi forsøger at løse problemer udelukkende på individniveau, kan

Indput Institut for Psykologi KU

det have den negative konsekvens, at ansvaret ender med at blive placeret hos den enkelte. Netop når vi arbejder med psykiske problemstillinger, og i det konkrete tilfælde med sårbare unge, finder vi det relevant at hive problemforståelsen op på et niveau, der inddrager samfundsmæssige betingelser og kulturelle normer, som kan være lige så vigtige at have blik for og intervenere overfor. I den forbindelse peger Torben Bechmann på, hvordan problemet i højere grad bør anskues ud fra et strukturelt perspektiv: “I det mindste er det en overvejelse værd om det er den enkelte, der skal forebygges på/med eller om ikke kræfterne er bedre brugt på at forandre de strukturer, betingelser og omstændigheder, der fører til al denne mistrivsel”. Når dette er sagt, må man naturligvis anerkende den behandlingsmæssige effekt, der kan være ved terapi. Det ideelle ville måske være, i denne debat, at undgå at polarisere billedet, så vi ikke ender med enten at individualisere problemet eller udelukkende at fokusere på at arbejde ud fra et samfundsmæssigt strukturelt perspektiv, men derimod i højere grad forestiller os nogle indsatser, der bygger på en problemforståelse, som rummer både individet og strukturen? Under alle omstændigheder kan det i en terapeutisk sammenhæng være et første skridt på vejen, at psykologen er bevidst om ikke at tale klientens oplevelser ind i en individualiserende problemforståelse og ikke at miste blikket for eksterne faktorer såsom diskurser og normative forventninger, der kan være medvirkende til problemerne. Vi er klar over, at vi gennem denne artikel har åbnet op for

Jeg er naturligvis med på, at det er galt fat med udviklingen af mistrivsel blandt unge og i befolkningen som sådan, men jeg tænker ikke som socialpsykolog, at løsningen er, at bedrive individuel terapi Torben Bechmann

en række store spørgsmål, som er berørt i det omfang det var muligt, men som sagtens kunne diskuteres mere fyldestgørende. Vi håber derfor, at artiklen kan danne afsæt for yderligere og mere dybdegående debatter om de præsenterede spørgsmål og perspektiver, og hermed sætte gang i refleksioner, som forhåbentlig kan komme både studerende og færdiguddannede psykologer til gode. n

TEMASEKTION

Er jeg normal? Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

normal jeg lever et normalt liv ligger i normalområdet indenfor normalfordelingen jeg stræber efter middel karakterer er hverken slacker eller stræber dyrker den rigtige mængde motion cardio og styrketræning opvejer mine kalorier og spiser fredagsslik min angst ligner din - den er ikke funktionsnedsættende jeg får kun lidt hjertebanken når jeg skal fremlægge og jeg banker fem gange under bordet men jeg ringer ikke (altid) til min mor når jeg træder på stregerne (for hun er vel okay?) jeg griner til sit-coms og af dårlige jokes men heller ikke for meget for jeg ligger i normalområdet er placeret indenfor normalfordelingen og glæden skal ikke være funktionsnedsættende så jeg skal helst ikke smile for meget n

Tekst af Maria Valeur, stud.psych. Illustration af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

VI HAR FOR TRAVLT MED AT HAVE TRAVLT

Indput Institut for Psykologi KU

Tekst af Thilde Slumstrup Nielsen, stud.psych. Illustration af Jakob Berg Bredahl, stud.psych.

Jeg ringer på fredag, så ses vi på lørdag. Nej, det gør vi ikke. I hvert fald ikke, hvis den du ringer til tilslutter sig de 56 %, der ifølge Købehavns Universitets studiemiljøundersøgelse fra 2019 ”oplever stress i en sådan grad, at de har trukket sig fra sociale aktiviteter”. Så kan du nemlig være ganske sikker på, at den person har for travlt. Muligvis travlt med at have travlt for travlhedens skyld. Hvert efterårssemester udbydes psykiatri som et obligatorisk fag på bacheloren i psykologi. Her sidder der år efter år en mere eller mindre fyldt forelæsningssal, mandag eftermiddag, og forholder sig til psykopatologi, og hvordan vi diagnostisk tilgår det, der afviger fra normalen. Én af de mandage forelæses der i, at stress sandsynligvis har kausal betydning for udviklingen af en affektiv lidelse såsom depression. Dette på baggrund af studier, der viser at symptomer på stress, heriblandt hukommelsessvigt og koncentrationsbesvær, dysregulerer HPA-aksen, som med tiden vil medføre at hippocampus hæmmes. Denne del af hjernen menes at være kritisk for hukommelse og indlæring, hvorfor en hæmning af hippocampus kan forværre symptomerne hukommelsessvigt og koncentrationsbesvær. Den nedadgående spiral, udløst

af fysiologiske reaktioner på et travlt liv, synes hermed understreget ganske tydeligt denne mandag eftermiddag. Er du pseudo-normal? Man kan stille sig kritisk overfor, at de neurologiske teorier om den menneskelige psyke synes mere fremtrædende og dominerende end andre – lige så videnskabelige – teorier om samme. Men dét der foruroliger mig er, at der muligvis sidder halvdelen af de fremmødte og nikker genkendende til symptomer på stress som var det en forelæsning, der skulle beskrive et såkaldt normalspektrum frem for et psykopatologisk. Er det gået hen og blevet en form for pseudo-normalitet at opleve stress-symptomer som et resultat af at have for travlt? Den travle psykologistuderende har

muligvis for travlt til overhovedet at dvæle ved forelæsningens indhold. Men bare rolig, hvis du kan genkende dig selv i det, så er du præcis ligesom alle os andre. Det er nemlig helt normalt ikke at tage kroppens fysiologiske stressreaktioner alvorligt som studerende på Københavns Universitet anno 2019. Kan vi koge mere suppe på det? I en tid, hvor selv de mest foruroligende overskrifter har en forholdsvis kort nyhedsværdi, kan man mene, at dette tema går under kategorien old news. Undersøgelser udført af bl.a. Uddannelses- og Forskningsministeriet, Djøf og Danmarks Evalueringsinstitut minder os jævnligt om, at studerende føler sig gradvist mere stressede. Det har selvfølgelig fået de fleste samfundsdebattører til at kaste sig

over emnet. Du skimmer måske lige overskriften i dit Facebook-feed uden at give det nogen særlig opmærksomhed. Det rører dig ikke længere, muligvis fordi det efterhånden synes som et populærkulturelt tema, fordi du kan remsen udenad, og fordi der snart ikke kan koges mere suppe på det. Muligvis giver du det ikke opmærksomhed, fordi du – hvor paradoksalt det end måtte lyde - har for travlt til at give noget som helst nogen særlig opmærksomhed. Alt andet lige burde det faktum, at nyhedsværdien er stødt faldende ikke afholde os fra at tage ansvar for den travlhedskultur, vi er medskabere af. Særligt når det er os, ”de studerende”, der betaler prisen for det, i form af hæmning af hippocampus eller at tilslutte sig de 56 %, der fravælger socialt liv. Vi skal blive ved med at koge suppe på det emne, indtil de rapporter viser det stik modsatte af, hvad de har vist de forgangne år. Er travlhed blevet symbol på succes? Man kan spørge sig selv, om det at have travlt har fået en helt særlig status. Er det at have travlt blevet symbol på et succesrigt liv? Hvis man i en doodle kan sætte kryds ved samtlige datoer til den kommende julefrokost, skal man så bekymre sig om, om man fremstår som én, der ikke har travlt nok? Vi er en generation, som har meget at se til – og det er langt fra altid selvfor-

Indput Institut for Psykologi KU

skyldt. Anerkendelsen er total fra min side, når det kommer til, at stramninger og besparelser på uddannelsesområdet samt fokus på individualisering og selvrealisering muligvis korrelerer med rapportering af stigende stress hos os studerende. Men i stedet for at sætte en kæp i hamsterhjulet, så reproducerer vi det ved at bilde os selv ind, at vi bare er typerne, som skal nå så meget som muligt, så godt som muligt og allerhelst så hurtigt som muligt. Dertil kommer tømmermændene, som vi taler om, at vi har for travlt til at have, men alligevel har hele tiden, fordi vi ikke vil sige nej til hverken dem eller alt det, vi skal nå dagen derpå. Vi bilder os selv ind, at vi har brug for at have mange bolde i luften. Men hvad er der nu i vejen med at holde én bold i luften og blive dygtig til det? Kunsten at holde én bold i luften En opmærksomhed i den henseende må indeholde en erkendelse af, at man ikke skal nå alting hele tiden, men i stedet forsøge at leve sit liv med fokus på noget specifikt. For at blive dygtig til at holde den ene bold i luften, kræver det muligvis en afstandstagen til den sproglige dyrkelse af travlhed. Det kræver at vi tager stilling – og afstand - til en muligt fremherskende diskurs om, at et travlt liv er lig et succesfuldt liv. At vi eksempelvis tager afstand til dét at undskylde en mandag aften uden

planer med, at vi har haft en virkelig travl weekend. Hvis du kan genkende det, så kan du måske overveje, hvordan du er medaktør i opretholdelsen af den diskurs. Det kommer hurtigt til at lyde som om, at tilvalget af en aften uden planer skal undskyldes med at have for travlt i det hele taget. Men hvis det blev anset som værende mere prestigefyldt at have nul planer, så ville vi måske have et større behov for at undskylde travlhed i stedet for at undskylde det planløse. I den tidligere omtalte studiemiljøundersøgelse understreges det tydeligt, at det at trække sig fra sociale aktiviteter har en negativ konnotation blandt os studerende, i og med at dét at trække sig fra sociale aktiviteter udlægges som et udtryk for stress. At have travlt skal selvfølgelig ikke resultere i et fravalg af sociale aktiviteter til fordel for at løbe stærkt i det føromtalte hamsterhjul, men det må være tiltrængt at vælge fra – og ikke bare vælge til hele tiden. Vi kan være fælles om at sætte den kæp i ved at have det konkrete fokus ikke at reproducere travlhed som et succeskriterium. Vi må simpelthen blive bedre til at skabe positiv konnotation i dét ikke at have planer, så vi ikke har så travlt med at have travlt hele tiden. Så hvis jeg ringer på fredag, og du gerne vil have en lørdag uden planer, så bare sig det. n

SYGT MENNESKELIGT OG HELT NORMALT Om at sidde til klinisk forelæsning, kigge på diagnosekriterierne og tænke: ”Fuck fuck fuck, det er jo mig!” Af Nina Kjar, stud.psych. Ofte når jeg bliver præsenteret for en diagnose, tænker jeg på, om jeg lever op til kriterierne. Jeg kan næsten altid genkende noget af mig selv i symptombilledet. Da jeg gik på 5. semester og havde kliniskforelæsninger, tænkte jeg derfor ofte: ”Fuck fuck fuck - det er jo mig!” Hvis altså ikke jeg sad og diagnosticerede venner og familiemedlemmer i det skjulte. Det var spændende, men også lidt foruroligende. Dette netdoktor-syndrom kan beskrives mere videnskabeligt som en confirmation bias: Jeg beslutter mig først for kriterierne, og derefter sætter jeg mig for at se, om jeg kan finde dem hos mig selv og andre. Det er lidt ligesom at gå ud i verden med en lineal og sørme så blive ved med at finde centimeter (for derefter at blive foruroliget over det vel at mærke). Dette er problematisk, for der er meget andet at finde ud af om mennesket, end hvor mange centimeter og hvilke diagnoser, vedkommende kan leve op til. En anden problematik opstår der, hvor jeg kigger på diagnosebeskrivelsen og tænker: ”Nåååår, det er DERFOR jeg er sådan!” Diagnosebeskrivelserne er nemlig blot symptombeskrivelser. De giver ikke nødvendigvis en forklaring på, hvorfor jeg har den affekt eller udfører den handling, kriterierne beskriver. At sige at jeg er ked af det, fordi jeg er deprimeret eller bange, fordi jeg er angst, er cirkelslutninger. Jeg får altså ikke blik for årsagsforholdende, når jeg undersøger om jeg selv eller andre lever op til kriterierne. Alt det rundt om eller udenfor diagnosen kommer ikke med i min undersøgelse. Mennesker oplever at være bange, kede af det, traumatiserede, i konflikt og alt muligt andet, som diagnosekriterierne udpeger. Det, at kunne leve op til nogle af disse kriterier for hvad der er ”sygt”, er meget menneskeligt og derfor ironisk nok helt, helt ”normalt”. Hvad end det så betyder… Næste gang jeg sidder til en kliniskforelæsning og kigger på kriterierne for en bestemt diagnose, der så fint bliver listet op på diasshows, så vil jeg huske, at det er kategorier med en stor magt: De er redskaber til at legitimere psykologhjælp i en bureaukratisk struktur, og det er kategorier, som jeg både som psykolog og klient kan bruge aktivt i den måde, jeg tænker om mig selv og andre på. Men til hver kategori er der et overskud af indhold i det, som kategorien prøver at betegne. Med andre ord: Mennesker er så meget mere end diagnoserne indfanger. n

Interview med Silas Marker

Identitet, normalitet, sociale medier og krænkelse Tekst og illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.

Den bogaktuelle filosof Silas Marker har sagt ja til at blive interviewet om sin nye udgivelse ’Os og dem – identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter’, skrevet i samarbejde med professor i formel filosofi Vincent Hendricks.

Indput Institut for Psykologi KU

Jeg bevæger mig ud af den hektiske metro fredag ved middagstid. Klokken er 12.50, og jeg forsøger at tyde KUAkortet, langt fra CSS’ vante gange. Filosof Silas Marker har indvilget i at mødes til en snak henover temaerne i bogen ’Os og dem’, og jeg forsøger at finde bygning 16 med bogen under armen. Silas byder mig en kop kaffe, og vi tager hul på en samtale, som skal vise sig at brede sig langt ud i både magt- og definitionsspørgsmål. Amanda: I bogen behandler I identitetsbegrebet. Det er også et fænomen af interesse i psykologien. Selvom vi arbejder med identitet som ydre, anses den også i høj grad som indre - en form for selvforståelse. I behandler identitet som en social konstruktion, et fænomen som knytter sig til bestemte sociale kategorier. Hvad tænker du om den måde I bruger identitetsbegrebet på? Silas: Vi er opmærksomme på, at ordet bruges forskelligt - også indenfor psykologien. Jeg går mere filosofisk til det og interesserer mig for, hvordan identiteten bliver skabt socialt. Relevant for denne sammenhæng er også, hvordan identiteten bliver skabt politisk og dermed bliver politiseret. Det er vigtigt at skelne mellem identitetsmarkører og så politiserede identitetsmarkører, som vi i bogen kalder identitetspolitiske akser. Når vi snakker om identitetspolitiske akser som køn, seksualitet og race, så peger det på politiserede identitetsmarkører, hvor det at være rødhåret eller 1.80 høj er en identitetsmarkør, men ofte ikke politiseret på linje med eksempelvis kønnede markører. Så det har været vigtigt for os at spore os ind på identiteten som politisk og identitetsmarkører

som udgangspunkt for politik. Amanda: Kan man forstå det sådan, at det identitetspolitiske er noget mere generelt. Altså en skelnen mellem de små kendetegn og markører som specifik hårfarve og valg af beklædning, og de store træk som mange er fælles om, og som ikke nødvendigvis er så personliggjorte? Silas: Hvad mener du med, at de ikke er så personliggjorte? Amanda: Eksempelvis er køn og race ikke noget man som person har valgt at være bærer af, det er noget man i en eller anden grad er pålagt. Historisk set har vi i dag mere frihed eller i højere grad mulighed for at moderere de politiske markørers udtryk. Alligevel er de mere bundne end eksempelvis hårfarve eller beklædning. Silas: Det er nok den ene del af fortællingen om identitet som noget politisk, at det er en rolle, du er castet i - en form for subjektivering. Vi henviser til et begreb fra den franske filosof Louis Althusser, som i artiklen om Ideologi og de ideologiske statsapparater har nogle smukke formuleringer om, hvordan ideologien interpellerer individerne som subjekter. Du har en krop, som ideologien caster til en rolle, og med en rolle følger der replikker, et manuskript og handlinger du skal udføre. Den rolle er således subjektet. Det er jo med det i mente, at du altid allerede er subjektiveret, idet du fødes. Allerede i fødselsstuen, og for nogens vedkommende sågar før, får man at vide, om det er en dreng eller pige, og allerede der starter forventningerne til dig, som du spejler dig i og følger, og uanset hvor frigjort samfundet er, skal man forholde sig til dette. Den anden del af fortællingen handler om forhandlingen og udgør den politiske

er en utopi. Når jeg er i mit pessimistiske hjørne, så kan jeg godt se, at det ikke er sikkert, at det bliver i min levetid, eller måske overhovedet ikke, at vi holder op med at placere hinanden i kategorier. Det vi skriver om idealet med at skabe en bedre og mindre polariseret debat, det tror jeg bestemt er muligt. Amanda: I kommer også med konkrete anbefalinger, også i forhold til den enkeltes indstilling gennem hele bogen. Silas: Ja, eksempelvis at vi dropper krænkelsesnarrativet, og at vi skal have en opmærksomhed på, hvad det er, som diskuteres. Der sker ofte misforståelser, som egentlig er ret banale, og det udgør ikke den store filosofiske erkendelse at påpege. Alligevel bliver det tit overset. Den del synes jeg ligger lige for. Det med ikke at sætte hinanden i kasser, der er det sandsynligt, at hvis vi destruerer de kategorier som eksisterer, så finder vi nok bare på nogle nye. Én ting er den abstrakte diskussion om kategorier som et fænomen. Hvis man prøver at zoome ind og træde ned fra abstraktionsstigen for at kigge på de konkrete kategorier, som vi arbejder med, så har de jo en historie og er resultatet af nogle magtforhold og magtkampe gennem tiden. De har også konkrete effekter, som man kan prøve at gøre op med. Der er forskel på at kategorisere dig som kvinde med en bestemt seksualitet, overfor at kategorisere dig som en bestemt type person. Begge dele er kategorier og kasser, men der er et andet magtforhold på spil i det første. Amanda: Der er vel en normativitet i det også? Silas: Ja, præcis. Jeg tror da det er muligt at gøre op med det første, og der er kommet en stigende opmærksomhed på det. Eksempelvis var racekategoriseringen stærkere i fortiden, men den er blevet blødt op og er endt i den modsatte grøft, hvor vi har svært ved at tale om det. Det kan for eksempel være svært at tale om racisme i Danmark, for de fleste mener ikke, at racer

Indput Institut for Psykologi KU

del. Det handler om mulighederne i den rolle, man er sat i, og medmindre man abonnerer på en benhård determinisme, må der anerkendes en grad af spillerum, især i de politiske fællesskaber. Amanda: Jeg vil gerne spørge dig ind til ambitionen med bogen. I lægger jo op til, at vi kan ændre på de kategorier og roller, vi bliver castet til. Temaet for Indputs udgivelse er ’er jeg normal?’, og det er i sandhed en kategori som er svær at bryde. Hvad tænker du om, hvorvidt jeres ambitioner med bogen er realiserbare? Er det ikke svært at bryde med den herskende hegemoni og ophøre med at have et ’os og dem’? Silas: Jeg vil lægge op til, at anbefalingerne kan læses på to måder. For det første som et realistisk mål man kan kæmpe for, og som potentielt først indfries mange år ude i fremtiden, og for det andet som noget man kan stræbe efter, altså i filosofien ville vi kalde det et regulativ. Amanda: En form for ideal? Silas: Ja, altså forstået sådan, at du ikke behøver tro på, at du kan komme hele vejen, men stræbe efter det og indrette dine handlinger efter det. Jeg tror på, at ambitionerne i en grad kan lade sig gøre. De råd vi kommer med til allersidst, der kan det godt være, at det måske kammer over med ambitionerne. Her kan Silas og jeg ikke undgå at grine lidt. Der er ikke noget så befriende som lidt selvironi. Amanda: Jeg tænkte især på jeres tiltag som ’et farvel til os og dem’? Silas: Der skriver vi jo også, at i den bedste af alle verdner, og med den sætning anerkendes det, at det i sin fuldstændige form

eksisterer, og derfra slutter mange til, at racisme ikke findes. Køn er ligeledes forandret som identitetskategori. For bare 20-30 år siden var det næsten utænkeligt at vi havde andre køn end mand og kvinde, og nu er folk begyndt at købe ind på nye kønsidentiteter, og selv på biologistudiet har de nu fået socialkonstruktivisme, når de skal have videnskabsteori. Amanda: Så der kommer nogle nybrud? Silas: Ja, tingene kan godt rykke sig. Amanda: Det er vel en formildende omstændighed, at det ikke bliver statisk. Jeg vil gerne spørge dig ind til det, I skriver omkring krænkelse. Som jeg ser det, er der sket en bevægelse fra, at det ikke tidligere var normalt at blive krænket. Det skete for nogle få, som så fik noget hjælp. I dag kan du betegne dig selv som krænket, ligegyldigt om din oplevelse er i den ene eller anden ende af skalaen. Hvorvidt du er blevet forbløffet, forarget eller utilpas, så er du blevet krænket. Der er ingen finmaskning i anvendelsen af begrebet. Er du enig i, at krænkelsesbegrebet er blevet udvandet? Silas: Jeg tror ikke, at jeg ville bruge ordet udvandet, selvom jeg langt hen ad vejen er enig. I stedet ville jeg sige, at det er blevet politiseret. Det er blevet et politisk narrativ. Det er ikke et uproblematisk begreb, der betegner en 1:1 objektiv virkelighed. I stedet er det blevet en måde at underminere sin modstander på eller gavne sit eget politiske projekt. Lidt ligesom hvis man taler om de dovne arbejdsløse eller om cafépenge som betegnelse for den hjemmeboende SU, der tror jeg, at ’de krænkede’ er analogt til dette. Vi reducerer den andens holdning til et spørgsmål om følelser. Amanda: I beskrev et aspekt ved det, som skubbede til min opfattelse af/ om, at man ikke må fornægte, at nogle

af de påberåbelser af krænkelse, der sker, kan pege på en dybereliggende samfundsproblematik, som vi må behandle. Her introducerer i et andet Althusser-begreb omkring symptomallæsning. I beskriver så, at det at bruge begrebet ’krænkelse’, taler ind i en større forståelsesramme, som kan ødelægge både det personlige narrativ og behovet for at blive anerkendt i sin oplevelse, så begrebet kan mudre billedet af, hvad der egentlig foregår. Silas: Når man kalder nogen krænket, lægger det et lag af personlig psykologi henover deres politiske intervention. Så man skal først skrælle igennem dette lag. Det er typisk, når der optræder de her ’krænkelsessager’, altså en person har sagt noget feministisk eller anti-racistisk, så skal vi først lige spørge andre om ’synes du det er i orden, at denne person blev krænket?’. For at finde et sådant spørgsmål, skal man bare besøge Ekstrabladets hjemmeside. Når det handler om andre ting, man kan være oprørt over, som klimaet eller skattetrykket, så behøver vi ikke spørge om, hvorvidt folks meninger og oplevelser er i orden, men når det handler om identitet, så bliver det altid hyperpersonaliseret. Jeg synes ikke, at selve påkaldelsen af krænkelsen forekommer meget. Når vi ser på den danske debat, er der ikke mange, der siger ’jeg er blevet krænket’, jeg har snarere oplevet, at folk har travlt med at skrive, at de ikke er krænkede. Her bliver jeg lidt overrasket. Min opfattelse af krænkelsesdebatten er en helt anden. Muligvis også farvet af de medieeksempler, jeg er stødt på. Amanda: Er det ikke en drejning fra, hvor det hele startede, eller siger du det aldrig har været den her påberåbelse af krænkelse fra enkeltpersoner, som jeg føler, der har været? Silas: Hvor tænker du den har været?

Amanda: Eksempelvis de sager, som har været fremme i medierne; en sang er blevet sunget på et bestyrelsesmøde, og det følte én sig krænket over, eller den her revy havde en plakat, som én anden følte sig krænket over. I min optik er de eksempler på sager i småtingsafdelingen. Problemet er, at sagerne taler ind i et større billede af historiske krænkelser af bestemte grupper, og derfor får en enkelt lille episode karakter af en krænkelse. Silas: Hvis man nærstuderer de sager, du nævner, er det sjældent, at krænkelsesordet bliver brugt. Nu nævner du sagen med sangen fra CBS med højskolesangen ’den danske sang er en ung blond pige’. Jeg har talt med dem og med forskeren, som kritiserede sangen. Det er faktisk et godt casestudie. Det var i oktober 2016, at de havde et institutmøde, og der kritiserer hun sangen for at være et udtryk for nationalistisk selvfedme og for at være ekskluderende i stedet for inkluderende, altså det modsatte af hvad en fællessang skal være. Den hyldede en dansk etnicitet i en tid, hvor nationalismen var på vej frem; DF havde fået et godt valg i 2015, og mange racistiske diskurser optrådte efter flygtningestrømningen. Oveni det var instituttet engelsktalende, og halvdelen af de deltagende på mødet talte ikke dansk. Så der var mange nuancer, og det var egentlig på denne baggrund, hun kritiserede sangen. Det har de en stille og rolig diskussion om på mødet, og de taler også om det bagefter. Så to år senere bliver det en krænkelsessag på CBS. Ordet krænket er slet ikke blevet brugt af ’den krænkede’, heller ikke ækvivalente engelske ord for det. Jeg har flere kilder, der bekræfter, at ordet først dukker op i den senere debat. Det er et narrativ, vi læser virkeligheden igennem. Der er nogle

Indput Institut for Psykologi KU

holdninger, vi ikke kan genkende som andet end et udtryk for krænkelse. I stedet for at sige, at vedkommende mener noget, så siger vi, at vedkommende er krænket over noget. Det bliver en matrix eller prisme, som forskruer virkeligheden, og som er svær at se ud over. Jeg møder dygtige, kritiske og veluddannede journalister, som forstår det, når jeg siger det til dem, men som alligevel bruger ordet i det næste interview, de laver, og som bruger det på en ukritisk eller ureflekteret måde. Som om det er et uproblematisk begreb, som betyder én ting, som alle ved hvad er, og som ikke er politisk. Amanda: Medierne får lidt en kritisk gennemgang i jeres bog i forhold til de her debatter, men også i forhold til at bestemme, hvad der så er en krænkelse. Er det medierne der må diktere, hvem der er krænkede, altså hvad der er normalen for dette? Får de lov at diktere, hvem der er ind-gruppe og ud-gruppe? Silas: Det er ikke entydigt, og det er på nogle måder en åben dør at sparke ind - det er mediernes skyld, og ellers er det politikernes. Selvfølgelig spiller de en stor rolle, for der er meget opmærksomhed at høste, og også politisk kapital i at kritisere identitetspolitik og kalde det ’krænkelseskultur’. Nogle gange mislykkes de med det, og medierne skriver noget, der har potentiale til at blive en sag, men så er timingen dårlig, og artiklen får ikke fanget an. Det viser kompleksiteten - det er ikke entydigt, og der er masser af magt i det. Det er vel som altid et spørgsmål om mere eller mindre hegemoniske positioner, altså hvorvidt man har magten til at definere ’common sense’. Men der er også en del af normalen, som har rykket sig, som vi har snakket om før, gennem de sidste

30 år, men der er positioner, som for mange stadig er svære at genkende som legitime. Amanda: Jeg synes det er fedt, at I belyser, at medierne også har en rolle i det her og påvirker den generelle meningsdannelse. Silas: Der er et eksempel fra bogens kapitel 2, også i relation til symptomallæsningen, som jeg faktisk gerne ville have skænket mere opmærksomhed, da det er meget illustrativt. Der er Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti, som går rundt i Bilka og ser den her kage, hvorpå der står ’Eid Mubarak’ og tweeter et billede, hvor der står, at det er et knæfald for islam. Et eksempel på, at han ser denne kage som et eksempel på en struktur eller tendens, det store billede i de små eksempler. Det blev jo aldrig set som en krænkelsessag, selvom det fik meget opmærksomhed. Der var en lignende sag, hvor vi igen befinder os i Bilka, og nogen ser de her ’Mads Christensen strømper’ med forskellige mere eller mindre bedagede udtryk på, og de lavede en symptomallæsning på dem og sagde, at de var udtryk for en sexistisk struktur. Sagerne er rent formalistisk analoge, hvis man abstraherer fra indholdet, altså kritikken af islam kontra kritikken af sexismen. Den ene sag ender med at blive en krænkelsessag, og den anden gør ikke. Den ene sag bliver anset som endnu en knæfald for krænkelseskulturen, en direkte vej til det mentale Sverige og en vej til totalitarisme, og det andet bliver set singularistisk, altså et udtryk for Kenneths holdning, og man kan så være enig eller uenig med ham. Amanda: Har sociale medier gjort spændingerne mere tydelige? Det slår mig som værende din metier, altså de sociale

mediers indflydelse. Vi bliver jo i høj grad eksponeret for en ’normal’, en ’standard’ og en måde at være i verden på, som vi skal forholde os til og stykke vores identitet sammen i relation til. Silas: Jo, det er rigtigt, det er hele mit forskningsmæssige udgangspunkt, altså sociale medier og magt gennem sociale medier, herunder skabelsen af det normale gennem medierne. Sagt på en anden måde: produktionen af ’det synlige’ og ’det usynlige’. Eller ’det sigelige’. Amanda: Hvad mener du med de betegnelser? Silas: Man kan se de sociale medier som en linse eller et vindue ud til virkeligheden. Vi tjekker Facebook, Instagram, eller hvad vi nu tjekker, når vi skal ’tjekke hvad der sker’. De gule sider havde engang et meget godt slogan: ’findes det, så findes det her’. Det slogan tror jeg i virkeligheden godt, at Facebook kunne overtage. Det er et offentligt rum, hvor tingene sker, og hvor vi orienterer os om, hvad der sker. Amanda: Men synes du ikke også, at det er et redigeret rum? Silas: Jo, og det er derfor jeg mener, at det viser både det synlige og det sigelige. Bare fordi alle har en stemme, betyder det ikke, at alle bliver hørt. Her kan vi tale om forskellige subjektpositioner, som kan statuere, hvad der er meningsfuldt at sige. Det er så den ene del af historien. Der er jo modstandsformer tilgængelige for de, som står relativt ringere, altså subjektpositionsmæssigt. Man skal ikke undervurdere

Tumblr, Youtube og Facebooks rolle i udviklingen af for eksempel den feministiske bevidsthed. Du kan i dag gå rundt i en provinsby et sted og være den eneste i din by, der har det svært med det køn, du er placeret i, men på internettet kan du finde andre, der har det præcis ligesom dig, og som artikulerer dine erfaringer og dine oplevelser i et politisk sprog og dermed giver dig et sprog og også en bevidsthed, som du kan bruge til at udvikle dig og yde politisk modstand. Det er en strømpil, det går begge veje. Begge dele af magtfortællingen er der, det er både en form for undertrykkelse, men der er også modstand, og internettet rummer således begge dele. Amanda: Der produceres vel også en ny normal så? Altså det tænkte eksempel med personen fra provinsbyen. Der har vedkommende ikke haft nogen mulighed for at spejle sig i nogen form for normalitet i sin egen oplevelse, pludselig bliver der mulighed for en genkendelse? Silas: Jo, pludselig behøver man ikke se sig selv som forkert, men kan se sig selv som rigtig. Der er en interessant, meget typisk talehandling på internettet i de feministiske fora. Man lægger et billede op, hvor der for eksempel står ’Feminine transmen are valid’. Hvad er det for en talehandling? Det er et interessant politisk budskab. Normalt når du formulerer et politisk budskab, så skriver du ’jeg mener x om y på grund af z’. Der er ikke andre steder, hvor det politiske statement er at sige, at noget er ’valid’ eller eksisterer. Formallogisk ville man jo sige, at det var et deskriptivt synspunkt i modsætning til et normativt synspunkt. Alligevel bliver det politisk at udtrykke sig sådan, at kaste lys på noget, og det kan internettet bruges til; at gøre ting synlige og sigelige. Verden er et stort mørke, et stort kaos, hvor Facebook er en lygte, der lyser i mørket og kan få os til at se ting. Her handler magtkampen så om, hvad der

Indput Institut for Psykologi KU

skal lyses på. Og hvad der lyses på, kan med tiden genkendes som normalt. Amanda: Du nævnte også en opblødning i vores holdninger, at der er sket noget andet i forhold til den måde, vi taler om det på. Men eksempelvis med race sker der jo også det, at vi nu ikke kan tale om det, uden at det at tale om det i sig selv bliver forkert. Silas: Især inden for race sker der en form for omvending, hvor at de, som påpeger problemet, bliver ophav til problemet. Vedkommende der påpeger, at der er en brand, bliver vedkommende, der har tændt den. Man kan bruge et udtryk fra Lene Myong om raciale stilheder, altså om hvordan der er sket en bevægelse, hvor de fleste anerkender det, som videnskaben har overbevist os om: at der ikke findes biologiske racer. Men fordi ting ikke eksisterer, kan de stadig godt fungere. Så vi kan på en gang vide, at der ikke eksisterer racer og alligevel handle som om, at det gør der. Racisme eksisterer stadig. Hvis din hud er sort, så bliver du alt andet lige stoppet mere af politiet, du bliver ikke lukket ind på natklubberne, sorte kvinder bliver mere seksualiserede end hvide kvinder – altså en strukturel racisme, som det hedder i forskningen. De raciale stilheder betyder, at vi ikke kan tale om det. Hvis nogen siger, at de oplever racisme, så vil den anden part svare: ’Jeg er ikke racist’ og ’Det handler slet ikke om farver, det er dig, der ser farver i det, jeg er farveblind. Så derfor er du racisten, fordi du ser farver. Det jeg siger handler om religion eller integration’. Selvom det faktisk handler om race, og at det er det mest adækvate at kalde det, så siger vi, at det ikke handler om race. Vi mener i Danmark, at vi er blevet antiracistiske eller farveblinde, om vi vil. Amanda: Der bliver en opsplitning mellem det, som er den

videnskabelige sandhed, og så det, som er sandt i effekt, altså sandt i forhold til, hvordan vi lever, og hvad vi tænker, og det er jo også meget i tråd med Althusser og den dialektiske materialisme, at det bliver materielt i sine konsekvenser. Hvis vi tror på det og lever det, så ER det. Selvom vi ikke objektivt kan bestemme det. Så hvis du tænker om dig selv som unormal, så ER du det, så lever du det og kan ikke få lov at være en del af normalen, selvom du på alle målelige måder er det. Hvem garderer det her, hvem dikterer ’Os og dem’ og siger ’du er et dem’? Hvornår og hvordan bryder vi med det og er den frihed mulig? Silas: Når vi snakker om frihed, så snakker vi jo også om en radikal frihed i Sartres forstand, altså når han skriver, at fangen er fri til at ruske med sine lænker. Det er altså ikke et liberalt frit valg, hvornår man er et dem, og hvordan du forstår dig selv i din bevidsthed i relation til det samfund, du lever i. Der er aldrig nogen, som er et fuldstændigt autonomt individ og vælger, hvilken kategori vedkommende vil være i. Amanda: Ideen om frihed er en betryggende ting. Vi bliver konstant udsat for restriktioner både i vores valg og i vores bevidsthed, men jeg synes, det er fejlagtigt at se dem som lidet produktive. Der er jo en funktion og hensigt med, hvad vi kan vælge. Men troen på, at det er dig som vælger, og at det er din agens, der er styrende for dit liv, er da en blød og rar forestilling. Silas: Jo, og den fulde og hårde determinisme betyder jo i sidste udstrækning, at vi ikke kan stille hinanden til moralsk ansvar. Du ville altid kunne sige, at dine handlinger skyldtes din determination. Det var guds vilje, naturens orden eller et resultat af nødvendige og kausale processer. Uanset hvad der er sandhed, må vi jo antage en grad af frihed.

Amanda: Jeg tror ikke der er nogen, der er determineret fra de er født til at være normale eller unormale. Jeg tror der er et valg i, at normalen både er noget der har restriktioner, som gør det mere eller mindre let at være normal. Men jeg tror også der fremkommer en afsmag for det, altså at det ikke at være normal i sig selv kan være ønskværdigt. At når en hipster ellWer punker vælger at træde uden for mainstream og normalitet, så er det i ønsket om ikke at være normal, og heri optræder en form for frihed. Silas: Altså den normalitet som jeg er interesseret i, er jo en, hvor normalitet er lig en accept, det betyder at blive genkendt som menneske eller ligeværdig. Det er jo en anden forståelse af normalitet end den normalitet, som en hipster eller punker undviger. Det ville jo være forkert at sige, at de søgte undertrykkelsen eller søgte ikke at være mennesker eller accepterede. Punker er jo en form for oprørsidentitet. Når man taler med transpersoner, handler det jo om et ønske om at blive accepteret og genkendt som værende ligeværdige eller ’valide’. Det at de ikke bliver det, udgør en anledning til stigmatisering og undertrykkelse. Det er jo ikke bare en følelse, det betyder jo objektivt, at de får færre muligheder og får svære ved at få jobs, en stigende selvmordsrate, stigende psykisk sygdom. De objektive muligheder forringes for denne gruppe, fordi de ikke bliver anerkendt som ligeværdige. Amanda: Så selvom diskussionen handler om normalitet, så ligger der også forskellige ting i det normale. Afsluttende vil jeg spørge om, hvem der har ansvaret for det normale. I lægger op til at forskningen ikke kun skal være deskriptiv, men at forskningen også skal være normativ i det omfang, at det skal pege på måder, vi kan forandre på. Du snakker om et mere inkluderende normalitetsbegreb, også i forhold

til de identitetspolitiske akser. Der er flere ting, der skal være anerkendte og accepterede. Hvem har ansvaret for at fremme den normalitet, du snakker om? Silas: Det er nemt at sige alle. Et af de råd jeg er gladest for, at vi fremlægger, er, at vi ønsker en styrkelse af demokratiet ved at skabe demokratiske rum på vores arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og alle de steder, vi skal leve med hinanden og være sammen. Amanda: Vil du ikke uddybe det for de, der ikke har læst bogen?

lave kompromisser og bøje sig ind mod hinanden og prøve at forstå hinanden. I den offentlige debat handler det mere om at få stemmer eller opmærksomhed og få debatten til at blusse op. Men den kompromissøgende interesse optræder der, hvor vi lever sammen, altså om vi er kolleger eller studiekammerater - den betyder, at der opstår muligheder for magi, så at sige. Det er den gode side af historien. Den dårlige side er, at vi ofte ikke har tid til denne dialog eller rum til at tage de her diskussioner. I stedet bliver Facebook dér, hvor vi diskuterer. Der vil jeg bare sige, at Facebook og mailtråde ikke er det bedste sted at finde de demokratiske rum, for de kræver, at man ser hinanden i øjnene. Amanda: De er et fysisk rum?

Silas: Jo, det er et af vores råd som lyder ’Styrk de demokratiske rum’, det betyder, at der skal skabes rum for, at vi kan diskutere de svære spørgsmål lokalt de steder, vi færdes. De politiske ting bliver ofte hyperpersonaliserede, og vi skal have nogle rum, der er fri for racisme, diskrimination, ulighed, men som samtidig også er steder, hvor majoriteten ikke skal danse på æggeskaller. Det handler om, at vi skal forbedre samtalen. På den ene side så oplever jeg, at hvis vi tager eksemplet med KU, som har været i vælten bl.a. på grund af sagen med kønsneutrale stedord på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, så bliver der i den offentlige debat meget hurtigt et ’for og imod’. Det handler om, at der er folk udefra, som ikke går på universitetet, men som har meget stærke principielle holdninger og ser det her med kønsneutrale stedord som endnu et skridt i forfaldsfortællingen og tabserfaringen. De har ikke en personlig interesse i, at vi skal få det til at fungere sammen på KU, men det er en interesse, vi har her på universitetet, fordi det er ikke bare et rum, hvor vi kommer og får viden, det er også et sted, hvor man går til fredagsbar og får venner og kærester og skal fungere i et klasserum. Det der sker, når man har en fælles interesse, er, at det bliver muligt og ønskværdigt og tit også sandsynligt at

Indput Institut for Psykologi KU

Silas: Det er på en måde gammeldags, men vi skal holde dialogmøder eller nedsætte grupper eller have de her åbne fora. Vi har ikke tid til det, fordi det ikke er en del af vores kerneydelse, i New Public Management sprog. Vi er en weberiansk, bureaukratisk organisation, hvor forskerne skal undervise og publicere, og studerende skal gå til eksamen. Det er ikke en del af vores kerneopgave at diskutere, hvilke sange vi skal synge, eller hvilke typer fester vi skal have, og hvad man må tage på til fest, og i stedet bliver det så meningsdannere, der diskuterer dette. Amanda: Ja, og det du nævnte med CBS-sagen var jo også, at der faktisk havde været en dialog, før det blusede op to år efter. Der kan man jo snakke om, at der har været en fin nok forløsning af problematikken. På den måde er det mere det der sker efterfølgende, der får problemet til at eskalere, og i den demokratiske dialog var der faktisk taget hånd om det. Silas: Jeg tror dialogen kan løse meget. Debatterne handler jo også ofte om etik, og etik handler jo om et ’bør’. Og debatterne

starter jo ofte med ’nu bør du ikke sige n-ordet mere’ eller ’nu bør du ikke have dreadlocks mere’. Der tror jeg at mange i Danmark tænker ’Jeg har min frihed, og ingen skal bestemme over mig’. Men skridt nr. ét i al forandringsledelse er, at dem, der skal praktisere, implementere og efterleve forandringerne, skal inddrages, og der tror jeg problemet er, at mange af de diskussioner foregår i lukkede grupper, og så hører vi kun konklusionerne, det vil sige, vi bliver ikke inddraget. Jeg tror, at man har en større tilbøjelighed til at følge de etiske normer og regler, hvis man kender begrundelsen for dem og har været inddraget i processen. Vi mangler nogle rum på institutioner som KU til at have de processer. Så en del af ansvaret er hos dem, der kan skabe den slags rum.

er mange andre nationaliteter og kulturer end majoriteten, og der er masser af andre køn og seksualiteter end den ciskønnede og heteroseksuelle, og vi skal alle sammen kunne være her uagtet vores filosofiske diskussioner om, hvad der er normalt. Vi skal sørge for, at der er plads til minoriteten, men også til majoriteten.

Amanda: Det er vel både noget ledelsesmæssigt, men der er jo også mange studenterinitiativer til at starte den slags op. Hvis du går ind i Finansministeriet og siger du er imod New Public Management og synes vi skal poste ressourcer i at få skabt de her demokratiske rum, og du skal bruge penge til lokaler, oplægsholdere og få skabt muligheden for en kollektiv diskussion. Der vil du nok blive mødt med, at det er meget svært at måle outcome, det kan være svært at pege på de ’reelle’ resultater. Jeg tror det er derfor, at den slags tiltag i første instans ofte er frivilligt drevne.

Silas: Det man kan konkludere er nok, at alle ville kunne profitere af at gøre op med normer og med et normsystem. Jeg bruger sjældent udtrykket, men ’cis-hetero-patriarkatet’. Der er et eller andet sted en pointe i, at der kan være fordele ved at gøre op med det, selvom det for nogle kan føles som en tabserfaring, når der er ting, du ikke længere må, eller en ’comfort-zone’ du ikke længere må være i. Det kan godt føles som et umiddelbart tab af privilegier. Den enkelte kan godt føle sig individuelt magtesløst, selvom man er strukturelt magtfuld. På den måde bliver det et fælles ansvar at løse denne opgave, og selvom den umiddelbare følelse kan være et tab, så er der på længere sigt en vinding for alle. n

Silas: Det handler om, at vi skal blive bedre til at diskutere ansigt til ansigt, så bliver det meget mere konstruktivt og kompromissøgende, fordi vi alle sammen skal kunne være her, og det har de fleste en interesse i. Det kan føles som at råbe i en pude at få politisk opbakning, så vi må jo tage de initiativer, som kommer. Eksemplet med CBS viser jo også, at det har været en hel anden diskussion på CBS end i den offentlige debat. Det er det, der gør mig overbevist om, at det er der, vi skal starte, og at det er vejen at gå. Danmark er ikke længere bare grødbønder; der

Amanda: Ja, og have blik for hvordan begge to kan føle sig indskrænkede i den måde debatten bliver afsporet på. Eller i den måde normalen kan identificeres på. Det er jo heller ikke fedt at blive tilskrevet normalen, hvis man ikke kan identificere sig med synspunkter, som denne majoritet defineres ved. Majoriteten kan også få på pryglknappen.

Tak til Silas Marker for tid, filosofiske indspark og en opfordring til at skabe de demokratiske rum - også hvor vi selv færdes.

SORGEN SOM ET STEDSEGRØNT VILKÅR Tekst og foto af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych. Er jeg normal, når jeg ikke længere ser sorgen som bærer af fast form, men derimod et konstant forandrende stedsegrønt vilkår, der farver, hvad jeg tænker, jeg er. Så er det normalt, at jeg har fundet min egen, måske lidt fjollede, måde at se det på? Er min sorg kompliceret og diagnoseværdig, fordi jeg stadig har den? Jeg har sorg der opsluger og fordærver, sorg der perspektiverer, sorg der gavner, og sorg der ændrer sig, før jeg kan begribe den, men jeg har aldrig oplevet sorg der forsvandt. Jeg bærer al min sorg med mig altid. Sorgen tager form i mig på tidspunkter, jeg ikke er herre over og er tveægget i den forstand, at den største smerte er forbundet med den ambivalens, den repræsenterer. Jeg er lykkelig over tiden, jeg havde, med det jeg mistede, og ulykkelig over ikke at få mere af det. Samtidigt glædes jeg ved tanken om, hvad jeg har lært af processen, hvordan jeg forkvaklet har formået stadig at stå på mine ben, og hvordan jeg har lært at gå igen. Jeg glædes ved tanken om, at jeg kan håndtere det pres et menneskeligt liv indebærer, om end med dårlig eller uhensigtsmæssigt teknik. Jeg håndterer det som var det smeltende glas. Det er således ikke en proces der starter ved sorgens udbrud og stopper, når den forsvinder, for jeg er ikke fri for den, for den forsvinder ikke, men jeg håndterer den. Jeg er en stereotyp psykologistuderende, der er så pinligt selvbevidst, at det halve kunne være nok. Det er vel meget normalt, det er i hvert fald det, de alle sammen siger om os. Bekymrer min tekst dig? Hvad tænker du om mig nu? Det bekymrer mig tit og ofte, at jeg har kortlagt et sorglandskab, jeg kan besøge på emotionelle helligdage og virkelig svælge i udueligheden. Det er nogle gange for meget, hvor meget jeg kan nyde virkelig at mærke efter, sådan virkelig dykke helt ned i tristessen som var jeg konkurrencespiser og sorgen en affektiv pastaret. Jeg er dog af den overbevisning, at jeg ved at håndtere mindet ikke ændrer, hvad der skete, men derimod min egen positionering i forhold til mig selv og i relation til hændelsen. Jeg tager mit eget sorgoplevende legeme som objekt for kejtet katarsis igennem kritisk analyse. Selvrefleksivt forsøger jeg at ændre mit forhold til sorgens påvirkning, er det normalt? Jeg sætter en ære i at være bevidst om de ting, der har ændret mit liv så radikalt. Jeg føler en respekt over for tingenes valens. Min sorg kan ændre form, og med tiden har jeg lært at se de ting, der engang var ved at brænde mig ihjel, i et andet lys. Jeg bliver ikke længere ulykkelig over at tænke på dem, disse foranderlige væsener. Jeg holder deres hænder, kigger dem i øjnene, når jeg magter det, og gør mit bedste for at leve et liv vel vidende, at der kommer flere af dem, men at det er en del af det, og at det måske nok skal gå, jeg går i hvert fald nu. n

Indput Institut for Psykologi KU

DEN NORMALE DIAGNOSEPRAKSIS INTERVIEW MED STIG POULSEN

Af Karen Damgaard, stud.psych. 0g Thilde Slumstrup Nielsen, stud.psych. Illustration af Tobias Wriedt, stud.psych.

“Jeg tror ikke rigtigt, at der er nogen mennesker, der er normale. Der er ikke nogen psykologer eller læger, som har været igennem en psykologi- eller medicinuddannelse uden at have været bange for at lide af stort set samtlige former for lidelser. Man genkender problemstillinger fra sit eget liv, hvilket illustrerer pointen om, at den kategorielle modstilling mellem normalitet og patologi er misvisende. Fordi vi har alle sammen en rem af huden af stort set det hele i os”, svarer lektor i klinisk psykologi, Stig Poulsen, til spørgsmålet “Er jeg normal?”

Indput Institut for Psykologi KU

Stig Poulsen er fagkoordinator på den kliniske forelæsningsrække, hvor tekster om psykiatriske diagnoser optager en stor del af pensum. Teoretisk tager han sit afsæt i den psykoanalytiske tradition. Vi har mødt ham til en snak om det dikotomiske forhold mellem normalitet og patologi.

Den diagnostiske tænkning og et normalitetsbegreb Undervisning i psykiatriske diagnoser synes afgørende på psykologistudiet, da de afspejler den virkelighed, vi kommer til at møde i vores fremtidige virke som psykologer. Uanset om vi vil gå forskningens vej eller arbejde mere klinisk, kommer vi ikke udenom at skulle forholde os til den kategoriale inddeling af psykiske vanskeligheder. Ifølge Stig Poulsen er det særligt vigtigt, at vi lærer om diagnoser på psykologi, både fordi det er nødvendigt for at kunne fungere som psykolog i en psykiatrisk kontekst, og fordi det muliggør, at vi kan forholde os kritisk til dem. Om diagnoser siger han, “Det er afgørende at erkende, at de altid kun afspejler dele af individets problemstilling og må forstås i sammenhæng med individets udviklingshistorie og de kontekster, individet lever i”. Internationalt er der to dominerende diagnosemanualer: International Classification of Diseases (ICD), der er udarbejdet af World Health Organisation (WHO) og anvendes i Europa, og Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorder (DSM), der er udarbejdet af den amerikanske psykiatriforening, America Psychiatric Association (APA) og primært benyttes i USA, Canada og Australien. Aktuelt anvendes ICD-10 som officielt diagnosticeringsværktøj i Danmark, men ICD-11, der forventes implementeret fuldt ud i starten af 2022 og allerede foreligger i en betaversion på WHO’s hjemmeside, bliver formentligt mange af de nuværende psykologistuderendes fremtidige arbejdsværktøj. Der er visse forskelle mellem ICD- og DSM-diagnosemanualerne, men de er i høj grad overensstemmende i forhold til de diagnostiske kriterier i kategoriseringen af psykiske lidelser. Selvom det er ICD-manualen, der benyttes i Danmark, øver

DSM stadig stor indflydelse, da den anvendes i forskning og derved danner basis for de måleinstrumenter, der udvikles til diagnosticering. Diagnosticeringspraksissen er forankret i et medicinsk sygdomsbegreb, der definerer sygdom og psykopatologi, som kvalitativt forskelligt fra en sundheds- og normaltilstand. Vi har med andre ord at gøre med en kategoriel forståelsesramme, hvor det menes at være muligt at sætte en skillelinje mellem det syge og det sunde, mellem normalitet og afvigelse. I en kategoriel diagnostisk tænkning defineres diagnoser oftest ud fra et spørgsmål om opfyldelse af en række kriterier, med hvilke man kan vurdere, om en person afviger tilstrækkeligt, så at sige, fra normalen: Opfylder en person tilstrækkelige og/eller de nødvendige kriterier, træder vedkommende over den tærskel, der berettiger en diagnose. Og i det danske sundhedssystem dermed også et tilbud om behandling, da den offentlige behandling styres af standardiserede behandlingspakker, der definerer et afgrænset behandlingstilbud med en på forhånd defineret tidsramme, udredningsværktøjer og behandlingsforløb. Standardiseringen muliggør en “strategisk udnyttelse af de ressourcer” og hensigten er at sikre et ensartet behandlingsniveau “med henblik på at sikre, at behandlingen for samme type lidelse har et ensartet højt kvalitetsniveau, uanset hvor i landet man modtager behandling”, som det fremgår af Region Hovedstadens Psykiatris hjemmeside.

Fordele ved diagnosetænkningen Det faktum, at en diagnose bliver en adgangsbillet til behandling, ser Stig Poulsen umiddelbart som meningsfuldt. “Man kan godt forstå fristelsen til indenfor sundhedsvæsenet at sige, at vi har fuldstændig galoperende udgifter, og vi er nødt til at have en eller anden form for cut-off, hvor vi siger ’det her er noget, vi behandler, og det her er noget, vi ikke behandler’” Der kan dermed være tale om en samfundsøkonomisk fordel ved diagnosticeringspraksissen, men der kan på individniveau også være en positiv virkning for den person, der får stillet en diagnose, ser han. Selvom diagnosen for nogle kan virke

stigmatiserende, idét den bliver et stempel på ens afvigelse fra normaliteten, kan den for andre på paradoksal vis virke ‘empowering’, som Stig Poulsen udtrykker det. “Et eksempel jeg selv ofte bruger i min forelæsninger er, at en gruppe specialestuderende, som havde interviewet mennesker, der havde fået diagnosen Binge Eating Disorder, eller overspisningsforstyrrelse, fandt, at der var rigtig mange, der syntes, at det var utrolig rart at få en diagnose”. Han uddyber, at de ofte sagde, “nu kan jeg tænke på mig selv som én, der er syg, og det føles godt, fordi så betyder det ikke bare, at jeg ikke kan tage mig sammen eller ikke kan styre mine impulser, og jeg bare burde arbejde hårdere med mig selv - det er simpelthen en sygdom, jeg har”. Hertil fremhæver han, hvordan der foretages meget værdifuld forskning inden for psykiatrien, hvor der opnås stadig større viden om specifikke former for psykiske lidelser. Flere terapeutiske retninger, med den kognitive adfærdsterapi som det mest prominente eksempel, arbejder inden for den diagnosespecifikke tænkning, og disse terapiretninger gør i hans optik “rigtig mange fornuftige ting, og har rigtig gode resultater med at arbejde inden for dette paradigme”. Så det er klart, at der ikke er tale om et sort-hvidt billede, og at diagnosesystemet ikke bare skal afskaffes, slår han fast, men tilføjer hurtigt, at det også er klart, “at diagnosesystemet på mange måder er problematisk”.

Ulemper ved diagnosetænkningen Overordnet mener Stig Poulsen, at det er problematisk at tænke i kategorier som sygdom og normalitet inden for det psykologiske område. Det problematiske vedrører særligt, at kategoriseringen akkompagneres af en så godt som uundgåelig reduktion af de meget komplekse forhold, man har at gøre med, når man forholder sig til psykologiske problematikker. Stig Poulsen forklarer, hvordan man med sygdomsklassifikationerne risikerer at overtage en tænkning fra somatikken, hvor diagnoser oftest afspejler en fælles

underliggende ætiologi eller patogenese. Når man har at gøre med somatiske lidelser, er der typisk “nogle klare ideer omkring ætiologien, hvad er det for nogle fysiologiske processer, hvad er det for nogle smittekilder, hvad er de patogene mekanismer”, uddyber han, “og den form for indsigt har man jo ikke på samme måde inden for psykiatriske lidelser”. Dertil finder Stig Poulsen det manglende fokus på kontekstens betydning problematisk. Han refererer til de i hans øjne uheldige sideeffekter ved psykoedukation, der er et af de begreber, der bliver en fast del af de fleste psykologistuderendes vokabular. Den almindelige praksis og forståelse af, at man med fordel kan bruge psykoedukation i forbindelse med diagnosticering og behandling af psykiske lidelser, er baseret på en antagelse om, “at når en person er syg på den her måde, så skal man oplyse personen om, hvilke følgevirkninger der er af sygdommen”. Men det er ikke nødvendigvis motiverende for individet, slår han fast: “Det kan i mine øjne have uheldige sideeffekter, fordi det kan føre til en følelse af magtesløshed for mange mennesker, og det giver en fornemmelse af, at denne her lidelse, man har, er en skæbne, og ikke en aktuel tilstand, som vil kunne ændre sig”. Stig Poulsen uddyber, at psykoedukationen er med til at formidle en forståelse af sygdommen som noget der bor i individet: “Man fjerner kontekstuelle forståelser fra individets egen måde at fortolke sin sygdom og understøtter en fortælling om, at sygdommen bor i mig, den kan ikke forstås ud fra den situation, jeg er i, den kontekst, jeg er i, den udviklingshistorie, jeg har”. Der tages altså ikke tilstrækkeligt højde for kontekstuelle faktorer, mener Stig Poulsen, som her også trækker på sit teoretiske udgangspunkt i psykoanalysen. Fra dette ståsted er spørgsmålet om afvigelse problematisk, fordi opfattelse af psykisk lidelse her er mere flydende, mindre kategorisk: “Inden for psykoanalysen har man altid opfattet menneskets subjektivitet som et produkt af en løbende dynamisk konflikt mellem forskellige ønsker og impulser, man har indeni sig, og forsøg på at skabe kompromisser mellem disse. Og nogle gange fungerer de her kompromiser godt og nogle gange

mindre godt, og nogle gange kommer man på en kurs, som kan give én en række problemer i tilværelsen. Men at opfatte det som et spørgsmål om, at man er normal eller syg, det er for mig at se meget reduktionistisk”. Stig Poulsen gør opmærksom på, at dette ikke betyder, at psykoanalytikere ikke forholder sig til diagnoser. Der eksisterer rent faktisk en ”Psychoanalytic Diagnostic Manual” (PDM), som er udviklet i et eksplicit forsøg på at bygge bro mellem de idiografiske forståelser, der er typiske for en psykoanalytisk tænkning, og traditionelle diagnostiske tilgange. PDM tager udgangspunkt i DSM-5 diagnoserne, men forsøger at supplere disse med mere indgående psykologiske forståelser af de enkelte syndromer. Dette sker først og fremmest ved at supplere beskrivelsen ud fra symptomer med to akser, P-aksen, der fokuserer på niveauet for personlighedsorganisering, og M-aksen, hvor individets mentale funktionsniveau beskrives ud fra en række psykologisk relevante faktorer, herunder mentalisering, relationer og forsvarsmekanismer.

Man ér ikke en diagnose, man har en diagnose Den reduktionistiske tendens afspejles i udviklingen i diagnosemanualerne, hvor et stigende antal diagnoser synes at være udtryk for et ønske om at forenkle komplekse forhold til klart afgrænselige sygdomsbeskrivelser. Gennem det sidste halve århundrede er DSM-manualen blevet revideret fem gange, og udviklingen vidner om en stigning i antallet af diagnoser: Fra 60 i DSM-I, til 145 i DMS-II, til 230 i DSM-III, til 365 i DSM-IV og nu den aktuelle DSM-V, der indeholder mere end 400 diagnoser. Foruden den markante stigning i antallet af diagnostiske kategorier, vidner udviklingen også om en nedtoning af teoretiske overvejelser, der implicit var til stede i den første udgave af DSM, hvor psykisk lidelse blev betegnes som en ‘reaktion’ på en indre eller ydre belastning. Ordet reaktion åbnede op for teoretiske overvejelser omkring ætiologien bag

den psykiske lidelse og dermed kontekstuelle forhold, men da overvejelserne også tilvejebragte teoretiske diskussioner, der ikke gjorde diagnosticering mere enkel, men kun mere kompleks, fjernede man i DMS-II ordet reaktion. Ætiologiske forhold er kun blevet nedtonet, og sygdomsbeskrivelserne kun styrket gennem de senere revisioner med henblik på at kunne operationalisere kategorierne. Diagnosemanualerne siges at være ateoretiske, og kan menes ikke at tage stilling til ætiologien for en psykisk lidelse (på nær PTSD-diagnosen i den nuværende DSM-V).De stadig mere præcise sygdomsbeskrivelser og specificeringen af antal symptomer og adfærdsformer, der må opfyldes for at udløse en diagnose, synes at forstærke reliabiliteten, men man kan argumentere for, at validiteten halter bagefter. Stig Poulsen nævner, hvordan det medicinske sygdomsbegreb ofte tilsidesætter kontekstuelle og relationelle forhold. Selv i tilfælde som en autismespektrumlidelse, hvor der er gode indikationer for en organisk baggrund, vil der altid være andre faktorer også, bedyrer han. “Du lever stadig i en social kontekst, du har nogle sociale relationer, alle mulige andre former for psykologiske egenskaber, der ikke bare relaterer sig til autismeproblematikken. Og de miljøbetingelser, du har, de konkrete udfordringer og muligheder, du har som individ, kan være meget forskellige fra dem, som en anden person med denne her diagnose har.” Det er ikke muligt at tage et menneske ud af sin kontekst, og det kan derfor være vigtigt at forstå psykiatriske problemstillinger som udtryk for et levet liv. Kontekster og relationer er foranderlige gennem hele livet, hvorfor det ikke er meningsfuldt at forstå et menneske som determineret af en psykiatrisk diagnose. At tænke konteksten ind i forståelsen og behandlingen af en psykiatrisk diagnose er en vigtig pointe ifølge Stig Poulsen. Han bruger her OCD som eksempel. “Jeg tror, det er vigtigt at være åben overfor, at OCD ikke udelukkende er noget, der er biologisk determineret, men at det rent faktisk også kan være en form

for stresshåndteringsstrategi, som selvfølgelig er uhensigtsmæssig for individet. Det betyder, at man også her tænker symptomerne ind i en form for kontekst og undersøger, om de også kan hænge sammen med belastninger i individets liv.”

Alternativer til den diagnostiske praksis At se sammenhænge mellem belastninger i et individs liv og individets handlestrategier er, hvad en gruppe af klinikere i den engelske psykologforening, British Psychological Society (BPS) har forsøgt med det, de kalder ’Power Threat Meaning Framework’. Kort fortalt er forståelsen, at man søger at identificere en oplevet trussel i en given sammenhæng, hvilke former for mening, man tilskriver denne trussel, og hvilke former for handlestrategier, man har adopteret for at håndtere den. Dette giver “mulighed for at konstruere psykologiske vanskeligheder som udtryk for meningsfulde forsøg på at håndtere oplevede trusler”, fortæller Stig Poulsen, der dog ikke synes, alternativet er løsningen på alle problemer med den nuværende dominerende diagnosepraksis. Men han opfatter det som et interessant korrektiv til den psykiatriske måde at tænke på, “fordi de radikalt gør op med idéen omkring psykopatologi og i højere grad tænker, hvad er det for nogle former for magt, man er oppe imod, defineret bredt som alle former for magt: Magt i relationer, økonomisk magt, magt i ideologier, i diskurser”. ’Power Threat Meaning Framework’ er ét af flere alternative forståelser af, hvordan vi skal forstå psykiske problemer, og som der ses flere og flere af i disse år. Stig Poulsen kommer blandt andet med eksemplet på dimensionelle modeller, som i højere grad anerkender, at “det ikke er sådan, at enten er man syg, eller også er man rask. Der er i højere grad en forståelse af, at der er problemstillinger, som vi alle sammen som mennesker kæmper med, og for nogle mennesker, der fylder de altså mere end andre”. En dimensionel måde at arbejde med personlighedsforstyrrelser bliver implementeret i den nye ICD-11, hvor dimensioner af ‘severity levels’ i kombination med bestemte person-

Indput Institut for Psykologi KU

lighedstræk gør det muligt at placere personer forskellige steder på et kontinuum i stedet for i én kasse. Et mere gennemgribende forsøg på at ændre den kategorielle tænkning omkring diagnoser finder man i Hierarchical Taxonomy Of Psychopathology (HiTOP)-modellen, som er udviklet af en række førende forskere i psykopatologi. I denne model, som forsøger at integrere den samlede forskning på området, forstås ikke bare personlighedsforstyrrelser, men alle former for psykiske lidelser ud fra en dimensionel model, baseret på seks overordnede spektre. ”De dimensionelle modeller er helt klart et skridt på vejen”, mener Stig Poulsen. Han fremhæver også, at den dimensionelle tilgang kan være med til at gøre op med dikotomien mellem patologi og normalitet for i stedet at trække de komplekse psykiske lidelser ind i en ‘normalpsykologisk’ kontekst, hvor de beskrives ud fra personlighedstræk, “ som vi alle sammen i en vis udstrækning deler”. Til sidst kommer vi også ind på begrebet ‘recovery’ som et muligt alternativ til den medicinske forståelse af, at en psykisk lidelse er noget, der skal helbredes, og at målet er at komme tilbage til en normalitetstilstand og ikke være afvigende. I recoveryforståelsen er det enkelte individs oplevelse udgangspunktet. Med andre ord er fokus på mening og selvbestemmelse med henblik på at få et meningsfuldt liv, selv med de begrænsninger, der følger med psykisk sygdom. Stig Poulsen udtrykker, at han har meget respekt for dén tilgang. “At tage udgangspunkt i at hjælpe folk til at få en oplevelse af handleevne, af agency, i forhold til eget liv, i stedet for hele tiden at definere sig selv som en, der er unormal og dømt til at leve et eller andet underligt liv. At man ikke fokuserer på alle de ting, man ikke kan, og ikke har en meget normativ idé om, hvor man skal hen i sit liv, hvis man skal være normal. Det giver rigtig god mening.” Stig Poulsen forholder sig dog endnu engang nuanceret til det, vi snakker om, og formulerer, at en tilgang med udgangspunkt i recovery-begrebet selvfølgelig ikke skal spærre for ambitioner om at kunne hjælpe mennesker mere grundlæggende med de udfordringer, som de har. Psykologien kan have ambitioner om at hjælpe personer gennem psykoterapi, og psykiatrien kan have det i forhold til at finde medicin, men måske er kunsten

i denne sammenhæng at forene de to ambitioner og se, hvordan de forskellige tilgange sammen kan hjælpe individer med psykiske udfordringer.

At tænke inklusivt inden for psykiatrien Det er ikke en selvfølgelighed, at psykiatriske diagnoser skal være et medicinsk foretagende. I dag er psykiatrien underlagt hospitalsvæsenet, men det er ikke givet, at det skal være sådan. I 60’erne etableredes en række bevægelser, der problematiserede medicinske behandlingsformer. Psykiaterne David Cooper og Ronald D. Laing lancerede betegnelsen antipsykiatri og var nogle af de første til at rette en kritik mod en traditionel medicinsk opfattelse af psykiske lidelser. De belyste, hvordan individets kontekst og relationer kan være sygdomsskabende. Dette inspirerede Italien og England til at prioritere antiinstitutionelle psykiatriske behandlingssteder. Men er det løsningen på en patologisering af psykiske vanskeligheder at flytte behandlingen ud af psykiatrien? “Man kan godt forestille sig, at psykiatrisk behandling i højere grad flyttede ud af psykiatrien. Men man skal gøre sig klart, at der også er gode argumenter for, at man har medicinere centralt involveret i psykiatrien. Der er en betydelig del af psykiatriske problemstillinger, som enten har en direkte somatisk ætiologi, eller hvor det også kan være vigtigt at monitorere folk somatisk. Der er meget store udfordringer i forhold til at hjælpe mennesker med psykiske vanskeligheder, så det er nødvendigt at tænke bredt og inklusivt og være åben overfor somatiske, psykologiske og sociale perspektiver”. Med inklusivt referer Stig Poulsen også til den norske model, hvor psykologer har en mere central placering indenfor psykiatrien, og hvor læger og psykologer samarbejder i behandlingen af psykiatriske lidelser i langt højere grad end i Danmark. Det er ikke for at underminere en medicinsk behandlingsform fuldstændig, men blot for at belyse, at den ikke må stå alene.

“Vi er nødt til at tænke inklusivt, men det er samtidig nødvendigt at gøre op med ideen om, at psykiske lidelser altovervejende skal forstås inden for en medicinsk model”.

At omfavne kompleksiteten Stig Poulsen bevæger sig ubesværet rundt i det vidtfavnende landskab, som den kliniske psykologi er en del af. Overvejelserne omkring diagnosticeringspraksissen og det dikotomiske forhold mellem normalitet og psykopatologi har givet os en forståelse af, hvor vigtigt det er at kunne navigere i kompleksitet og ikke forfalde til forenklinger. At kunne forholde sig nuanceret og på én gang anerkende og kritisere de nuværende praksisser synes om noget at være dét, en klinisk psykolog skal kunne. “Med fare for at undergrave hele den kliniske forelæsningsrække, så er jeg meget enig i mange af de her overvejelser. Men jeg vil stadigvæk stå ved, at det er afgørende vigtigt, at man som psykolog lærer om diagnoser. Man skal lære at forstå diagnoser og gøre sig klart, hvilke muligheder de giver for behandlingen - og samtidig skal man skal forholde sig kritisk til diagnosesystemerne og til de begrænsninger, de kan indebære for de mennesker, vi som psykologer skal hjælpe”. n

Indput Institut for Psykologi KU

TEMASEKTION

Er jeg normal? Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

DRØMME I TERAPIEN Af Marie Strøyer, stud.psych.

Illustration af Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

Indput Institut for Psykologi KU

Ole Vedfelt er uddannet jungiansk psykoanalytiker, gestalt- og kropspsykoterapeut og meditationslærer. Han er forfatter til bl.a. Drømmenes Dimensioner, Bevidsthed og Ubevidst Intelligens.

Jeg drømte forleden nat, at en havmand med sylespidse negle overtalte mig til at kysse ham i en grotte. Efter vi havde kysset, blev han forvandlet til et bræt med et ansigt på. Psykisk skrald? Næppe. Det er i hvert fald ikke det, den nyeste hjerneforskning og viden om drømme viser. Måske kan psykologer endda bruge dem som terapeutisk redskab. Jeg besøgte Ole Vedfelt på hans kontor til en snak om, hvad analytisk psykologi, grundlagt af Jung, og drømmeterapi kan tilføre psykologifaget. Med sit arbejde med hen ved 35.000 drømme og baggrund i jungiansk psykoanalyse, må han siges at have en vis viden på disse områder. Vedfelt har integreret mange års erfaring med drømme i en ny teori kaldet kybernetisk psykologi. Teorien ser på den menneskelige personlighed som et mangelaget netværk af information, hvor bevidstheden og det ubevidste supplerer hinanden. Vedfelt har i sine bøger beskrevet, hvordan det, han kalder vores ’ubevidste intelligens’, taler sammen med vores bevidsthed gennem vores drømme. Vedfelt påpeger, at vores drømme handler om det, der er vigtigt for os - dette fremhævede Freud og Jung også. Vedfelt beskriver eksempelvis, hvordan klienter, der har været udsat for traumer, bliver ved med at møde elementer af traumet i deres drømme, og at disse elementer forsvinder, efterhånden som traumet bearbejdes. Et andet eksempel på, at vores drømme handler om det, der er vigtigt, kunne være den gravide, som både har skønne drømme og angstdrømme om babyer. Eller måske drømmer hun om sin egen mor, hvilket ifølge Vedfelt kan tolkes som, at hun skal finde sin egen rolle som mor og kan være usikker på, om hun er god nok, eller det kan være en reaktion på hendes egen mors rolle.

Men vores drømme viser os ikke kun, hvad vi måske også kunne sige os selv i vores vågne tilstand er vigtigt. Vores drømme handler også om det, som er vigtigt for os, men som vi overser i hverdagen. Vedfelt peger på, at vi i vores drømmetilstand har en større informationskapacitet til rådighed, fordi vi er fritaget for at tage stilling til ydre stimuli, og derfor har sindet større overskud til at forholde sig til indre tilstande. Det viser sig i et højere organisationsniveau, idet psyken kan sortere i de mange informationer, der er modtaget, og finde frem til mere overordnede mønstre, der hersker i vores liv – og dermed det, der er vigtigt. Freud og Jung så forskelligt på drømmene ift. hvilket tidspunkt i individets liv, de refererer til. Vedfelt påpeger, at Freuds drømmesyn var reduktionistisk i den forstand, at han mente, at vores drømme primært relaterer sig til vores oplevelser i barndommen. Jung anså nærmere vores drømme for værende en form for kreativ sandsynlighedsberegning af, hvad der er muligt, hvis drømmeren skal komme videre ift. visse parametre i sit liv. På den måde kan Jungs analyse siges at have et mere nutids- og fremtidsorienteret syn på drømme. De to pionerers efterfølgere har i særlig grad undersøgt drømmenes betydning for menneskelige relationer – kaldet ”the relational turn” – og hvad drømme fortæller om personens aktuelle liv og problemer. Vedfelt vægter alle perspektiver i sine analyser, idet han mener, at vores drømme har mange niveauer; ofte fortæller de både noget om vores nuværende situation og generelle mønstre, som er gældende i vores liv, men også tidligere oplevelser samt fremtidige muligheder og konsekvenser for vores valg.

At drømme fungerer på flere niveauer, eksemplificerer Vedfelt, da han fortæller om en klient, som skulle starte i drømmeterapi hos ham. Natten inden hun skulle hen til ham for første gang, drømte hun, at hun viste et falsk sygesikringsbevis ved et lægebesøg. Hun kunne ikke forstå drømmen og spurgte ham ind til den. Vedfelt påpegede, at han kunne siges at have en form for lægelig funktion for hende. Han spurgte hende, om hun havde intentioner om at holde noget hemmeligt for ham, og så fortalte hun, at hun gerne ville skrive en bog baseret på hans tolkninger af hendes drømme. Vedfelt fortæller mig, at han, i stedet for at fokusere på en evt. konflikt mellem dem omkring dette, overførte drømmen på hendes indre proces ved at spørge ind til, om hun tidligere i sit liv havde følt, at hun var blevet tvunget til at have en falsk identitet overfor nogen. På denne måde kunne drømmen siges både at tale ind i hendes nuværende situation, men også overordnede mønstre i hendes liv, som hun kunne arbejde med. Vedfelt nævner Daniel Stern og henviser til hans teori om, at individets udvikling foregår i spring. Ifølge Vedfelt afspejler vores drømme en selvorganisering, som foregår umiddelbart inden disse spring i udvikling. Dette viser sig i, at vi tager ny information ind og afprøver muligheder, og på denne måde presser vores drømme os mod nye udviklinger og dermed nye måder at organisere os selv på. Vedfelt har ofte oplevet, at han

Indput Institut for Psykologi KU

kunne forudsige udviklingsspring, som eksempelvis kunne vise sig i en midtvejskrise og en skilsmisse, ved at tale med folk om indholdet af deres drømme. Drømmeteori er ikke på pensum på psykologi, men det mener Vedfelt, det bør være, da det kan være nyttigt som supplement til terapi. Så hvorfor er det ikke på pensum? Vedfelt tror, det er fordi, at der hersker en reduktionistisk tilgang på Københavns Universitet, og det er for komplekst at forholde sig til det ubevidste og drømme. Han peger desuden på, at psykoterapi i høj grad anvendes til at fjerne symptomer, og at vi i stedet bør have større fokus på selvudvikling og selvindsigt. Da drømme netop giver en kreativ adgang til de inderste dele af subjektet, anser han dem for værende særdeles gavnlige terapeutiske redskaber. Men hvis der skal ske en selvudvikling hos individet, kræver det ifølge Vedfelt, at man indgår i længere terapiforløb fremfor at bruge 10 timer på et symptom. Men dermed kan vi måske undgå svingdørspatienter, eller at symptomerne bare flytter sig. Jeg ved ikke, om du er overbevist, men måske bliver du under dynen 30 sekunder længere for at vende og dreje det, der lige er opstået et sted mellem det bevidste og ubevidste, næste gang du vågner af en syret drøm. n

@ Har du et spĂŚndende studiejob, erfaringer fra praktik, oplevelser fra et udvekslingsophold eller noget helt fjerde, som du gerne vil dele? SĂĽ skriv til redaktion@indput.dk

AT TÆNKE, FORMULERE OG FØLE DET IDEELLE FÆLLESSKAB Af Amanda Lambæk, cand.psych.

Hvordan ser det ideelle fællesskab ud? Og hvilke muligheder for dannelsen af subjektivitet kan et sådant fællesskab åbne op for? Kan man opstille en konkret utopi for det ideelle fællesskab, der modsvarer nogle af de neoliberale og nationalkonservative strømninger, vi ser i dagens Danmark og i andre dele af Vesten? Igennem næsten et år har disse spørgsmål dannet ramme for mit speciale. I august 2019 satte jeg det sidste punktum, og på de følgende sider kan du få et lille indblik i, hvad jeg fandt frem til.

Udtørring af de utopiske energikilder Idéen med at skrive et speciale om fællesskaber opstod, da jeg sidste efterår stødte på en større dansk undersøgelse foretaget af SFI i 2017 – den såkaldte Fællesskabsmåling. Undersøgelsen viser en sammenhæng mellem øget oplevelse af social eksklusion fra samfundets fællesskaber (familieliv, arbejdsliv, foreningsliv mm.) og ringe livsvilkår eksempelvis i form af arbejdsløshed, en presset økonomi samt et dårligt fysisk og psykisk helbred. Fællesskabsmålingen foreslår i den forbindelse en række indsatser, som skal styrke danskernes mulighed for at blive en del af samfundets fællesskaber. Da jeg læste undersøgelsens løsningsforslag, slog det mig, at de alle fremstod en anelse individorienterede, idet de primært var møntet på dem, der i forvejen oplevede sig ekskluderet. De velmenende løsningsforslag syntes at trække på en logik om at få dem (de socialt udsatte) til at tilpasse sig os (den ressourcestærke majoritetsbefolkning). Måske kunne de samfundsmæssige fællesskaber gøres mere rummelige, så den socialt marginaliserede gruppe på sigt kunne inkluderes, men egentlige visioner om at ændre eller udforme alternativer til forståelsen af fællesskaberne var ikke på dagsordenen i Fællesskabsmålingen. Hvorfor ikke foreslå nogle helt nye måder at danne fællesskaber på som fra start af kan rumme befolkningen generelt, spurgte jeg mig selv? Ifølge den tyske samfundsteoretiker Jürgen Habermas lever vi i en tid, hvor vi oftere konfronteres med negative fremtidsbilleder, og han peger i den forbindelse på, hvordan der sker en løbende udtørring af de utopiske energikilder. Fremfor at interessere sig for, hvordan der kan etableres en bedre fremtid, reagerer politikere og intellektuelle oftere med rådvildhed, når de konfronteres med samfundsmæssige udfordringer. Som reaktion på de manglende visioner i Fællesskabsmålingen og en generel svækket utopisk tænkning i vores samfund, havde jeg i mit speciale et ønske om at bidrage med et langt mere visionært perspektiv på dannelsen af fællesskaber, og derfor satte jeg mig for at undersøge det ideelle fællesskab.

Indput Institut for Psykologi KU

Fællesskaber som processuelle strukturer I modsætning til mange af de klassiske sociologiske teoriers bestemmelse af, hvad det vil sige at være fælles, som enten tager udgangspunkt i individet eller i de sociale strukturer, ønskede jeg at undersøge, hvordan en overskridelse af den anførte (og andre) dikotomi(er) kunne være med til at etablere andre, frugtbare forståelser af fællesskabet og derigennem åbne op for nye mulighedsrum med hensyn til dannelsen af subjektivitet. Det var især den tyske sociolog Norbert Elias med begrebet figurationer og den engelske socialpsykolog Margaret Wetherell og hendes begreb om affektive praksisser, der bidrog hertil. Til sammen etablerer de nemlig en forståelse af fællesskabet, der bevæger sig udover en klassisk dikotomisk tænkning mellem sprog og affekt såvel som struktur og proces. På den måde kom jeg til at arbejde ud fra en forståelse af fællesskaber som processuelle strukturerer, der på samme tid indfanger betydningen af en dynamisk proces og en etableret struktur, og som løbende cirkulerer og sammenfiltres på tværs af sproglige, kropslige og affektive elementer. Det interessante ved sådanne cirkulationer er imidlertid ikke kun de sociale praksisser eller fællesskaber, der løbende etableres, men også de former for subjektivitet, der i samme ombæring skabes og opretholdes. Normativitet og fællesskaber Endnu et væsentligt bidrag til min undersøgelse af fællesskaber kom fra den amerikanske filosof og psykolog John Dewey, der introducerer en normativ vinkel på konstitueringen af fællesskaber. Dewey forslår nemlig to kriterier – et internt og et eksternt – som ifølge ham bør være opfyldt for, at vi kan tale om et værdifuldt og etisk reflekteret fællesskab. Mens det interne kriterie omhandler mængden af fælles interesser og værdier indenfor fællesskabet, peger det eksterne kriterie på fællesskabets frie kommunikation og erfaringsudveksling med andre fællesskaber. Jeg blev imidlertid opmærksom på, hvordan Dewey ender med at etablere en forholdsvis ukompliceret overføring af viden fra ældre til yngre medlemmer indenfor fællesskabet, hvormed han lader

til at overse de potentielle konflikter, modsætninger og magtmæssige forhold, der kan opstå i sammenstødet imellem forskellige ideologier, værdier og interesser både indenfor fællesskabet, men også imellem forskellige fællesskaber. Med Dewey er der således fare for, at de harmoniske fællesskaber ender som relativt homogene størrelser, hvor udviklingen så at sige er gået i stå. Om at se muligheder i det modstridende For ikke at ende med en fastlåst fællesskabsstruktur, der overser potentielle sammenstød og konflikter, introducerede jeg den tyske filosof Hans-Georg Gadamer og hans begreb om horisontsammensmeltninger. Vi har at gøre med en horisontsammensmeltning, når to forskellige horisonter støder stammen og flettes ind i hinanden, hvormed de bidrager til en udvidelse af hinandens forforståelser. På den måde forandres begge horisonter til noget nyt. Hermed understreger Gadamer en vigtig pointe i forhold til, hvad der igangsætter en forståelsesproces. Han gør fremmedheden eller modstanden i omgivelserne til en betingelse for etableringen af nye forståelser og peger dermed på, hvordan det først er med uoverensstemmelsen mellem vores egen og den andens horisont, at vi begynder at stille spørgsmålstegn ved og justerer vores egne fordomme. I mit speciale var Gardamer med til at påpege, hvordan fællesskaber i mødet med det fremmede og ukendte ikke nødvendigvis ender med at ekskludere, men tværtimod udvikler sig med fremmedheden igennem nye forståelser. Om subjektets resistenspunkt Da jeg i specialet var optaget af at foreslå et alternativ til nogle af de gældende sociale konstitueringsprocesser i senmoderniteten, var det nødvendigt at arbejde med et subjekt, der ikke blot lader sig determinere af de sociale og historiske omstændigheder. Opfatter vi subjektet som uendeligt formbart, dvs. som 100 % determineret af sine omgivelser, medfører det en implicit accept eller legitimering af den samfundsmæssige organisering og dermed en manglende kritisk stillingtagen hertil, hvilket jeg naturligvis ikke var interesseret i. Jeg blev i den forbindelse optaget af Hannoverskolen og begrebet resistenspunkt, der netop udgør en form for grænse i subjektet, som yder modstand mod at lade sig danne samfundsmæssigt og historisk. Selvom jeg først og fremmest var optaget af at bestemme det ideelle fællesskab, kom resistenspunktet dels til at åbne op for en diskussion af, hvilke områder af subjektet, der potentielt set blokeres eller begrænses i et samfund præget af nationalkonservative og neoliberale tendenser og dels til at muliggøre en diskussion af en konkret bestemmelse af et ideelt resistenspunkt i subjektet.

Indput Institut for Psykologi KU

Fremmedgørelse i neoliberale og nationalkonservative fællesskaber For at legitimere mit forslag om en konkret utopi for det ideelle fællesskab, var det nødvendigt først at undersøge, hvordan konstitueringen af fællesskaber i senmoderniteten kan opfattes som problematisk og i samme ombæring pege på, hvilke negative implikationer, disse konstitueringsprocesser kan have for dannelsen af subjektivitet. Her argumenterede jeg for, hvordan fællesskaber i det senmoderne accelerationssamfund kan opfattes som problematiske, når de følger en dikotomisk tænkning mellem struktur og proces samt affektivitet og rationalitet, hvilket jeg eksemplificerede med fællesskaber, der trækker på enten et nationalkonservativt eller et neoliberalt ideologisk grundlag. I min forståelse af det senmoderne samfund trak jeg på den tyske sociolog Hartmut Rosa, der med betegnelsen accelerationssamfund peger på, hvordan mennesker fremmedgøres overfor sig selv og hinanden som resultat af en række vækst- og hastighedsimperativer i samfundet. I specialet argumenterede jeg for, hvordan et neoliberalt accelerationssamfund som favoriserer privatiseringslogikker og effektive arbejdsgange, og som fremhæver et rationelt-kalkulerende og uafhængigt menneske, fordrer dannelsen af hyper-processuelle fællesskaber, hvilke begrænser kultiveringen af en etisk og kritisk refleksiv praksis. Muligheden for at revidere sine egne fordomme, og dermed at udvide sin horisont i mødet med nye perspektiver, fremstår her som en tidskrævende forhindring, og vi fremmedgøres derfor overfor os selv og hinanden. Andre steder i samfundet ses nationalkonservative strømninger, hvor bevarelsen af nationale værdier og traditioner er vigtigere end at udveksle synspunkter med andre fællesskaber fx andre nationaliteter. På den måde kan fællesskaber i en nationalkonservativ sammenhæng siges at opprioritere det strukturelle perspektiv på bekostning af det processuelle, idet man netop forsøger at fastholde en allerede etableret orden. Det fremmede behandles ikke som et led i en potentiel horisontsammensmeltning, men ekskluderes og fremmedgøres gennem en diskursiv cirkulation af affekter. Den offentlige debat om flygtninge er et godt eksempel på den affektprægede diskurs, som ofte ses repræsenteret hos politiske partier med en nationalkonservativ agenda. Flygtningefiguren akkumulerer mere og mere affektiv værdi (fx had, frygt, fremmedgørelse) jo mere de pågældende affekter cirkulerer omkring figuren gennem diskurser og historier i offentligheden. Tilstedeværelsen af det fremmedgjorte subjekt er imidlertid også med til at påvirke det resterende fællesskab affektivt ved at skabe en form for spænding eller disharmoni i mødet med det ukendte. På den måde udpeges den fremmede som en forhindring for de andres affektive stemthed dvs. en oplevelse af at være i forbindelse med hinanden. I for-

søget på at håndtere den fremmedgørelse, som kan siges at komme til udtryk blandt etniske danskere, har de politiske diskurser til formål at transformere affekter til noget håndterbart ved at udpege flygtninge som objekt eller mål for majoritetsbefolkningens emotionelle ubehag. Et bud på en konkret utopi for det ideelle fællesskab I tråd med den affirmative kritik havde jeg med specialet et ønske om ikke blot at kritisere og udpege begrænsninger ved allerede eksisterende forhold, men også at pege genstandsfeltet et nyt og mere frugtbart sted hen. Den tyske filosof Ernst Bloch og hans utopibegreb fik i den forbindelse lov til at danne ramme for udfoldelsen af det ideelle fælleskab. Helt kort argumenterer Bloch for, at der i tilblivelsen af en konkret utopi må være en overensstemmelse mellem det han kalder det psykologisk endnu-ikke-bevidste og et objektivt endnu-ikke-tilblevet dvs. mellem et anticiperende og fantaserende subjekts forestillinger og den ydre verdens mulighedsbetingelser. Utopien kan altså ikke bare indeholde, hvad som helst, men må have en forankring i den konkrete omverdens betingelser. Mit forslag om en konkret utopi for det ideelle fællesskab var bygget op omkring en række nye perspektiver, herunder Habermas diskursetik og affektteoretiske begreber som affektiv atmosfære og resonans, der til sammen mundede ud i de fire følgende kriterier: 1. KOMMUNIKATION – En diskursetisk procedure for, hvordan fællesskabets medlemmer ideelt set indgår i dialog med hinanden med hensyn til at vurdere og diskutere moralske og etiske problemstillinger i fællesskab.  2. AFFEKTIV REGISTRERING – Et etisk, prærefleksivt registreringsredskab i form af løbende etablering (og opløsning) af affektive atmosfærer, hvilket har til formål at gøre fællesskaberne i stand til at opfange og fornemme samfundsmæssige urimeligheder på et før-sprogligt plan.   3. UDVIKLING OG UDVEKSLING – Et grundlæggende princip om emergens, der kommer til udtryk som resonansoplevelser og horisontsammensmeltninger i og på tværs af fællesskaber, hvilket skal sikre den fortsatte udvikling af fællesskaberne.   4. DIVERSITET SOM IDEAL – Et ideal i form af diversitet som dels skal sikre udfoldelsen af mange, forskellige resonansakser og dels muliggøre, at mennesker ikke kun får øje på (etisk og kritisk) dem, de umiddelbart ligner og harmonerer med, men også dem, de adskiller sig fra.

Indput Institut for Psykologi KU

De fire kriterier for det ideelle fællesskab skal opfattes som ideelle former for intersubjektivitet konstitueret på et sprogligt og affektivt grundlag. Kriterierne er funktioner ved fællesskabet, der supplerer hinanden og til sammen danner processuelle strukturer og på den måde overskrider et dikotomisk verdensbillede. I forhold til de nævnte kriterier betyder det, at affektive atmosfærer (2. kriterie) ikke kommer før en diskursetisk procedure (1. kriterie) i det ideelle fællesskab, men snarere må betragtes som et sideløbende affektivt kommentarspor til den kognitivt-sproglige erkendelse. På den måde er der tale om et kontinuum af refleksivitetsformer fremfor en skarp opdeling mellem affekt og kognition. Atmosfærebegrebet var desuden med til at understrege, hvordan kollektive affekter ikke blot bør stemples som vildledende følelsesudbrud, men tværtimod må anerkendes som en anden og lige så væsentlig måde at erkende og reflektere sine omgivelser på, der er i stand til at reagere på komplekse sammenhænge, som ikke kan opfanges via sproglige registreringer alene. Udover at etablere et sprogligt diskussionsforum, må den løbende udforskning af kollektive, affektive registreringer således betragtes som et centralt projekt for det ideelle fællesskab med henblik på at foretage magtkritiske analyser af sociale og samfundsmæssige forhold. Når fremmedgørelsen bliver til mulighed Som led i den utopiske tænkning blev jeg optaget af, hvorvidt der findes et potentiale for realiseringen af subjektivitet i fremmedgørelsen. Spørgsmålet om hvorvidt fremmedgørelsen rummer skjulte potentialer opstod, da jeg stødte på det franske forfatterkollektiv Den usynlige komité, som dels retter en kritik af det franske overvågnings- og kontrolsamfund og dels udfolder en række konkrete punkter for, hvordan opstandsprocesser etableres med fællesskabet som grundenhed. Komitéen har således et klart revolutionært sigte og tilføjer derfor en ny dimension til undersøgelsens ideelle fællesskaber, som peger i retning af mere protestlignende bevægelser. Den usynlige komité forholder sig kritisk overfor det moderne identitetsprojekt, da faste identitetsmarkører gør subjektet synligt og dermed kontrollerbart for enhver statslig magtudøvelse. Det er komitéens tese, at det samfundsmæssige påbud om at være nogen ikke har nogen lykkelig afslutning, men tværtimod former en befolkning af ensomme fremmede. Men fremfor at give op på fremmedgørelsens betingelser går Komitéen et skridt videre, idet de forsøger at se potentialet i den fremmedgørende position. Ifølge komitéen opstår der nemlig en potentiel modstandsposition i det fremmedgørende, fordi den anonymiserede position gør det vanskeligt for staten at kontrollere og passivisere det subjekt, som ikke ifører sig en velkendt identitet, men som tværtimod forbliver usynlig. Den usynlige position skal ikke forstås som de marginaliseredes kamp mod majoriteten, men snarere som en modstandsbevægelse, der potentielt set rummer befolkningen generelt. I det perspektiv kan den individualiserede fremmedgørelse så at sige vendes til et kollektivt resistenspunkt. n

EN ANBEFALING TIL LETTELSEN AF VINTERMØRKETS TUNGSIND HVORDAN TAXA KAN REDDE DIT HUMØR Føler du også, at indholdet på streamingtjenesterne er ved at ryge ind i en konform osteklokke, der på mærkværdig vis øger sin konformitet, i takt med at producenterne vil overgå hinanden med nye dystopier og større sensationer? Her kommer et bud på, hvor du skal søge hen. Drop dystopierne og dyk ned i bekymringsløsheden. Af Kristoffer Mulbjerg Knudsen, stud.psych.

Jeg har gjort mig noget af et guldmine-fund. Du kender den sikkert. Den ligger gemt i DR’s portal til sine arkiver, Bonanza. Heldigvis er det ikke en guldmine, der svinder ind, når man deler den. Guldminen hedder Taxa. Jeg genopdagede denne tv-serie i et kedsommeligt forsøg på at opspore den 90’er Mercedes, som min bofælle var så begejstret over at køre i på vej til et sommerhus i Nordsjælland. I vores anale forsøg på at finde frem til den eksakte Mercedes, kom jeg i tanke om tv-serien Taxa. Og ganske rigtigt, med hjælp fra DR Bonanza kunne vi inden for få minutter se Anders W. Bertelsen drøne rundt i den selvsamme Mercedes i de amagerkanske gader. Begejstringen var i top. Men Taxa havde meget mere at byde på. Så meget, at jeg stadig er ved at æde mig igennem de 48 afsnit. Serien skildrer Krone-Taxa, en københavnsk taxacentral, og dens indædte

Indput Institut for Psykologi KU

kamp om at overleve i en benhård branche. Imidlertid spindes taxachaufførerne ind i hovedstadens gadeproblemer. Chaufførerne kører københavnerne fra A til B, mens de formår at gøre politiets og psykologens arbejde. De fanger forbrydere på forbryderisk vis, stopper narkosalg og forhindrer selvmord. Vi følger historien om den ingeniørstuderendes vej ind i branchen, mens han forelsker sig i narkoluderen på bagsædet, central-chefen, der drikker skyldfølelsen over sin utroskab væk, og så når vi også rundt om diskrimineringen og stigmatiseringen af de bosniske chauffører. For hvert afsnit der går, kan man trygt regne med, at der tages et nyt strukturelt og psykologisk emne op. Og at mindst én chauffør kommer i knibe. Taxa vil for meget på én gang. Så meget, at man ikke kan andet end at elske dens naivitet. Formidlingen af problemernes dybde kommer til kort. Forfatterne virker til at ville informere om

diskriminering, men behandler emnet så utilstrækkeligt, at de ender med at diskriminere. Men netop i sin utilstrækkelighed opstår Taxa’s værd. Bekymringsløsheden i 90’ernes Danmark skriger én i hovedet. Her behøver du kun at leve op til laveste fællesnævner. Klimakrisen eksisterer kun iblandt fanatikere. En 3-værelses i Gothersgade koster kun 6000 kr. om måneden. Og hvis der alligevel går noget galt, kan det fixes med en smart bemærkning og en håndbajer. Når fremtiden ser dyster ud, klamrer vi os til nostalgien. Måske er det derfor, jeg er så begejstret over Taxa. Måske er det bare serotoninudløsende og befriende at finde ud af, at vi er blevet klogere. Men hvis du, ligesom mig, har vage barndomsminder om at se Peter Mygind og Trine Dyrholm i rør-fjernsynet dytte og båtte sig vej gennem København, kan jeg stærkt anbefale at vende tilbage. Det vil lette dit humør, dit blik på den mørke tid og den mørke fremtid. n

PÅ KANTEN AF LIGHED EN KRITIK AF SPECIESISME Tekst og illustrationer af Jakob Berg Bredahl, stud.psych.

“Animals are happy,” said the queen. “They run no risk of going to hell.” “They are there already,” replied Josiana. This answer, which bluntly substituted philosophy for religion, displeased the queen. - Victor Hugo (The Man Who Laughs, 1869)

I 1792, tre år efter vedtagelsen af den franske menneskerettighedserklæring, udgav den britiske forfatter Mary Wollstonecraft, en pioner indenfor feministisk filosofi, bogen ”A Vindication for the Rights of Women”. Det var en bog, der vakte opsigt, og der gik ikke lang tid, før der udkom en anden bog, skrevet af en anonym forfatter, med titlen ”A Vindication for the Rights of Brutes”. Den anonyme forfatter, senere identificeret som Thomas Taylor, en respekteret Cambridge-filosof, argumenterede i sin bog for, at Wollstonecrafts argumenter kunne føres et skridt videre: Hvis argumentet for lighed ikke bare skulle gælde mellem mænd, men også mellem mænd og kvinder, hvorfor så ikke også mellem mennesker og andre dyr? ”A Vindication for the Rights of Brutes” var dog ikke ment som et forsvar for ikke-menneskelige dyr, men derimod som en uforbeholden latterliggørelse af Wollstonecrafts synspunkter. Selve forestillingen om, at rettigheder kunne diskuteres i relation til andre dyr end mennesket, anså Taylor for at være selvindlysende absurd, og nu hvor han havde demonstreret, at Wollstonecrafts argumenter kunne anvendes med samme gyldighed i begge scenarier, mente han at have tilbagevist argumentet for kvinders ligestilling. På den måde blev et af de tidligste værker, der gjorde dyrerettigheder til genstand for filosofisk diskussion, udgivet som en ironisk satire imod menneskerettigheder.

Indput Institut for Psykologi KU

Thomas Taylor havde næppe været så ivrig efter at stille sig forrest i latterliggørelsen af menneskerettigheder, hvis han havde haft den fjerneste idé om, hvilke kulturelle, samfundsmæssige og juridiske forandringer, det forestående århundrede havde at byde på. Afviklingen af slaveriet fra 1830’erne til 1860’erne og kampen for kvinders rettigheder fra midten af 1800-tallet og frem har om noget vist, at Taylor tog fejl i sit tilbagelænede forsvar for datidens norm. Taylor forsvarede en udbredt forestilling om et hierarki af moralsk værdi, der placerede mænd, som ham selv, over kvinder, fattige og længst nede slaver, domesticerede dyr og vilde dyr. Meget har ændret sig, men opretholdes der stadig i dag et hierarki af moralsk værdi i kraft af den moralske status, vi tildeler ikke-menneskelige dyr? Siden 1970’erne har det filosofiske argument for dyrerettigheder vundet indpas i en række vestlige lande og har særligt de seneste år oplevet større tilslutning end hidtil set. For at blive klogere på argumentet for dyrerettigheder, kan det være en hjælp først at se nærmere på den historiske baggrund for den norm, som Taylor forsvarede. Ved først at afdække hierarkiets logik, kan vi måske bagefter belyse, på hvilket grundlag argumentet for lighed hviler, og hvor dets grænser går. Naturens egen orden Forestillingen om et hierarki af moralsk værdi kan blandt andet spores tilbage til det antikke Grækenland og særligt Aristoteles indflydelse på vestlig kultur og filosofi. Aristoteles karakteriserede mennesket som et rationelt væsen, der adskiller sig fra de øvrige dyr i kraft af evnen til at ræsonnere. Eftersom mennesket overgår alle andre skabninger

i denne disciplin, anså Aristoteles mennesket for at være den højeste skabning, og menneskets interesser for at være hævet over andres. Aristoteles mente endda at kunne se grundlæggende forskelle i kapaciteten til at ræsonnere mellem bestemte grupper af mennesker i samfundet. Også her måtte dem, der fra naturens side var udstyret med et ringere ræsonnement, derfor eksistere for at tjene dem, der var beriget med et bedre ræsonnement. Deraf var det indlysende for Aristoteles, at nogle mennesker var født til at være slaver, som han karakteriserede som ”levende redskaber”, eller, i en anden forstyrrende sammenkobling af ord: ”mennesker, og samtidig genstand for ejendom”. Inspirationen til denne holdning hentede Aristoteles fra sin tro på, at det gode og moralske residerer i naturens egen tilsyneladende orden: ”Plants exist for the sake of animals, and brute beasts for the sake of man … Since nature makes nothing purposeless or in vain, it is undeniably true that she has made all animals for the sake of man.” Vi ved i dag, modsat Aristoteles, at intet menneskes kapacitet til at ræsonnere kan bestemmes ved fødslen på baggrund af menneskets køn eller hudfarve. Aristoteles mente muligvis selv, at han forsvarede naturens universelle principper, men hvad han reelt forsvarede var en undertrykkende magtstruktur, som den sociale gruppe, han selv tilhørte, befandt sig i toppen af, og som forhindrede andre sociale grupper, som kvinder og sla-

ver, i at uddanne sig og deltage i den offentlige debat. Det kan på den baggrund ikke undre nogen, at tidlige feministiske bevægelser har haft som en vigtig mærkesag at tilbagevise den sexistiske idé, at kvinder er underlegne mænd i deres evne til at ræsonnere. Den debat har tjent til at afsløre det urimelige og ulogiske ved et hierarki, hvor nogles interesser vægtes tungere end andres, baseret på en arbitrær kategori som køn. Imidlertid efterlades det mere generelle spørgsmål om rimeligheden ved hierarkiets overordnede præmis, om individers kapacitet til at ræsonnere, ubesvaret. Lighedsprincippets begrundelse I bogen ”Animal Liberation” fra 1975 udfordrer den australske filosof Peter Singer gyldigheden af denne præmis. Han argumenterer for, at det etiske princip, som ligheden mellem mennesker hviler på, kræver, at vi også udvider vores moralske hensyntagen i samme omfang til ikke-menneskelige dyr. Uagtet køn og hudfarve er det en kendsgerning, at mennesker er forskellige, også hvad angår kapacitet til at tænke rationelt. Hvis antagelsen om et hierarki af moralsk værdi baseret på evnen til at ræsonnere skulle være gyldig, kunne vi, ifølge Singer, uden problemer indføre en mere opfindsom diskriminerende variabel mellem mennesker. Singer illustrerer denne pointe ved at beskrive et hypotetisk samfund, hvor køn og racer er ligestillede, men mennesker stadig inddeles i to klasser efter deres evne til at ræsonnere, så dem med en IQ-score under 100 eksisterer for at tjene dem med en IQ-score over 100. Dette samfund finder vi nøjagtig ligeså uetisk, og det viser os, at selv reelle forskelle i evnen til at ræsonnere heller ikke kan legitimere forskelsbehandling. Derfor kan en vurdering af andre arters evne til at ræsonnere heller ikke indgå som et gyldigt argument i debatten om ikke-menneskelige dyrs moralske status. Singer pointerer på denne baggrund: ”The principle of the equality of human beings is not a description of an alleged actual equality among humans: it is a prescription of how we should treat human beings.” Hvis ikke reel lighed er grundlaget for princippet om lighed, hvad er så? Vi vender endnu engang tilbage til slutningen af 1700-tallets England og støder på en tredje skikkelse i datidens ligestillingsdebat, utilitarismens grundlægger Jeremy Bentham. Bentham var fortaler for både kvinderettigheder og dyrerettigheder, og i sin udlægning af lighedsprin-

Indput Institut for Psykologi KU

cippet skrinlagde han enhver idé om et hierarki med sætningen: ”Each to count for one and none for more than one.” Bentham lagde vægt på den erkendelse, at enhver, der har en oplevelse af sin egen eksistens i verden, besidder nogle grundlæggende interesser. Ifølge Bentham hviler princippet om lighed på den opfattelse, at den enes interesse bør vægtes lige med og tildeles samme grad af moralsk hensyntagen som den andens tilsvarende interesse, uanset de pågældendes indbyrdes forskelligheder. I det omfang individer har forskelligartede interesser, kan det føre til forskellige rettigheder, uden at lighedsprincippet krænkes. Mens hensynet til et barn, der vokser op i Danmark, fordrer, at barnet læres at læse og skrive, fordrer hensynet til et ikke-menneskeligt dyr, som for eksempel en gris, ikke mere end at dens frihed og fysiske integritet respekteres. Det indebærer, at den bliver givet mulighed for at leve sit liv et sted, hvor der er god plads, og hvor dens tilværelse ikke først og fremmest er underlagt andres interesser. I overensstemmelse med Benthams forståelse af lighedsprincippet konkluderer Singer: ”… the taking into account of the interests of the being, whatever those interests may be, must, according to the principle of equality, be extended to all beings, black or white, masculine or feminine, human or nonhuman.” Singer argumenterer for, at ikke-menneskelige dyr besidder grundlæggende interesser i kraft af deres evne til at føle smerte og opleve glæde. Lighedsprincippet omfatter derfor ikke alt levende, for eksempel ikke planter, der hverken har et perifert nervesystem eller en hjerne, som er en forudsætning for bevidsthed og evnen til at opleve. I tråd med denne grænsedragning skriver Bentham i sit forsvar for dyrerettigheder fra 1789: ”The question is not, Can they reason? nor Can they talk? but, Can they suffer?” Speciesisme, kultur og relationer De ovenstående overvejelser efterlader os ikke med mange muligheder for fortolkning af den lavere moralske status, vi tildeler medlemmer af andre arter. Kommodificering og udnyttelse af ikke-menneskelige dyr til mad, tøj og underholdning er et resultat af diskrimination på baggrund af art - og at marginalisere nogles liv og interesser alene på baggrund af deres art er vel ikke mindre arbitrært, end at marginalisere på baggrund af køn eller hudfarve? Psykologen Richard Ryder foreslog i 1970 termen speciesisme som betegnelse for artsdiskrimination. Ryder havde selv

tidligere arbejdet med at udføre psykologiske eksperimenter på ikke-menneskelige dyr, men har siden ændret mening og er i dag en stærk kritiker af anvendelsen af ikke-menneskelige dyr til eksperimentelle formål. I sin kritik af speciesisme fremsætter han det synspunkt, at en given mængde smerte oplevet af en kat, hund, abe eller gris har samme betydning som den tilsvarende mænge smerte oplevet af et menneske, hvorfor han argumenterer for, at der bør udvises den samme grad af hensyntagen uanset art, når en handling risikerer at udsætte nogen for smerte. Den idé ville drastisk ændre på vores måde at betragte og behandle andre dyr, hvis den skulle få betydning i praksis. Hvis Ryder, Singer og Bentham har ret i deres analyser og kritik, må speciesisme betegnes som en udbredt norm i vores samtid. Ligesom med racisme og sexisme, er speciesisme svær at få øje på for dem, som ikke selv påvirkes negativt af dens konsekvenser, og som vokser op i en kultur, hvor accept af speciesisme indlæres tidligt gennem deltagelse i sociale praksisser. Bruddet med en ideologisk norm, som speciesisme, danner grundlag for en mod-ideologi. Ligesom feminisme udgør det filosofiske og praktiske modstykke til sexisme, udgør veganisme det filosofiske og praktiske modstykke til speciesisme. En ofte citeret definition af veganisme lyder: ”Veganism is a philosophy and way of living which seeks to exclude - as far as is possible and practicable - all forms of exploitation of, and cruelty to, animals for food, clothing or any other purpose.” Den Harvard-uddannede socialpsykolog Melanie Joy er en uomgængelig vegansk teoretiker, der i flere år har forsket i speciesisme og undertrykkelsens psykologi gennem perspektivet relationer. Igennem sin forskning har Joy identificeret en vigtig egenskab ved speciesisme, som hun i sin bog ”Why We Love Dogs, Eat Pigs and Wear Cows” fra 2009 benævner carnisme. Carnisme betegner den kulturelle, arbitrære inddeling af nogle arter som spiselige, for eksempel køer, grise og høns - disse tildeles den laveste moralske status - og andre arter som ikke-spiselige, for eksempel hunde og katte, som tildeles en højere moralsk status tættere på vores egen. Med begrebet carnisme påpeger Joy, at medlemmer af andre arter reduceres til den funktion, som vi er kulturelt disponerede til at forbinde dem med. Ved at bevidstgøre om denne inddeling af medlemmer af andre arter, alt efter om vi ser dem som ’mad’ eller ’ven’, mener Joy, at speciesis-

mens latente virkemåder kan gøres mere synlige og sværere for os at ignorere. Joy illustrerer pointen med et eksempel, hvor en gæst ved et middagsselskab er så begejstret for den ret, hun netop har spist, at hun spørger værten efter opskriften. Værten svarer, at hemmeligheden består i valget af kød: Der skal bruges ét kilo godt krydret golden retriever. Intet ved måltidet ændrer sig, men formentlig ændrer gæstens opfattelse af måltidet sig. Gæsten finder ikke længere måltidet appetitvækkende, men snarere stødende, eftersom gæsten relaterer anderledes til en golden retriever end til de dyr, som gæsten er vant til på baggrund af kultur og tradition at klassificere som spiselige. Om forsvar for magtpositioner I sin nyeste bog “Powerarchy” fra 2019 undersøger Melanie Joy de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende i forskellige former for ulige magtforhold. Om opretholdelsen af magtpositioner, der ikke kan retfærdiggøres, kommenterer Joy: “The system [of unjust powerimbalances] needs to use a set of psychological and social defense mechanisms so that we act against our compassion and justice [and] our natural drive to connect … it does this primarily by using myths and privileges [that] disconnect us from our empathy, when we are in a position of power.” Ifølge Joy forsvares undertrykkende magtforhold med henvisning til deres normalitet, deres naturlighed og deres nødvendighed. Var det ikke netop sådan, mænd som Aristoteles og Thomas Taylor forsøgte at retfærdiggøre udnyttelsen af dem, som de opfattede som mindre værdige end dem selv? Er det sådan vi, med henvisning til myter og privilegier, stadig i det 21. århundrede forsøger at retfærdiggøre udnyttelsen af ikke-menneskelige dyr? Aristoteles havde ret i, at mennesket kan karakteriseres som dyret med det bedste ræsonnement. Hvem ved, måske placerer det os faktisk i en anderledes position end de øvrige dyr? Ikke som dyret med de største privilegier, som Aristoteles forestillede sig, men som dyret med det største potentiale til at udvise hensyn - og måske det samme hensyn for andre, som vi allerede udviser for hinanden og os selv. Om det er et mål, vi hver især og som samfund vil prøve at stræbe efter, forbliver endnu et emne for debat, og mens vi filosoferer over vores egen arts rolle, venter dyrene stadig i staldene, i hallerne, i burene, i lastbilerne og i køen på slagteriet og forsøger at udholde deres forkuede, forkortede og forpinte tid i verden. n

UDVEKSLING I HOLLAND Af Mathias Baagø Tybjerg, stud.psych.

I efteråret 2018 var jeg på udveksling på Vrije Universiteit Amsterdam. Der var mange årsager til, at jeg valgte Amsterdam, men en af præmisserne for mit valg var, at det ikke måtte gå på kompromis med kvaliteten af uddannelsen, og her fremstod universiteterne i Amsterdam som kompetente. At de udbød mange fag på engelsk var også et stort plus, da det gjorde det nemmere og sjovere at blande fag for 30 ECTS. Jeg skulle læse fag for Kognitionspsykologi og Arbejds- & Organisationspsykologi. Det blev mestendels dem, fordi de var nemmest at finde fag til, men de var angiveligt også universitetets spidskompetencer inden for psykologi. Det blev til 5 forskellige fag af 6 ECTS. Læsebyrden var en del højere end standarden på psykologi ved KU, hvilket i høj grad skyldtes, at det var fordelt på så mange uafhængige fag, der alle havde deres selvstændige pensum. Det kan man måske have med i sine overvejelser, når den nye bachelor i psykologi skal udformes. På trods af et højt læringsudbud, var der én brandærgerlig tendens til ikke at gå sig selv efter i sømmene. Med andre ord manglede der selvrefleksion og selvkritik over tilgange, teorier og metode.

Amsterdams kulturelle udbud er enormt mangfoldigt, og byen er i sig selv ret spændende at gå på opdagelse i. Van Gogh og Rembrandt, de gamle ravne, er bestemt værd at tjekke ud, mens man er i deres hjemland, men Holland har vedligeholdt deres bidrag til kunsten, hvilket har resulteret i en masse interessant samtidskunst. Hvis man er en sucker for at gå på klub, har Amsterdam også en af de bedste Europæiske scener, hvad det angår. Størstedelen af min tid gik med at udforske byen og dens mange forskellige anvendelsesmuligheder og desuden deltage i en masse sociale sammenkomster. Derudover brugte jeg også en masse fritimer på at deltage i en forestilling, som en af mine bekendte koreograferede ved statens skole for dans og koreografi. Universitetet gjorde et stort stykke arbejde for at bosætte, igangsætte og socialisere udvekslingsstuderende, hvilket naturligvis bidrog til et stort positivt fællesskab for os. Derudover udsprang store dele af det sociale ud af de kurser, man deltog i. En stor del af de studerende på universitet var fra forskellige steder i Europa, hvilket indebar en åbenhed, der gjorde det nemt at få venner og finde fællesskaber. Det er et drømmescenarie at kombinere studiet med muligheden for at opleve et nyt sted. Jeg kan kun anbefale at tage afsted - også til Amsterdam. n

Indput Institut for Psykologi KU

Jeg vil gerne bruge et par linjer på at nedbryde nogle af de forestillinger og diskurser, som eksisterer omkring udvekslingsopholdet, og som måske forhindrer nogle i at komme afsted.

Inden jeg tog afsted, havde jeg en idé om, at det var frygteligt svært at komme på udveksling. Det kræver noget tid at få fagene til at stemme overens med dem herhjemme, men det er slet ikke så svært som nogen forventer. Desuden er instituttet enormt hjælpsom i processen. Jeg har også hørt, at der ret tit er restpladser tilovers på flere af de faste aftaler.

Der hersker en diskurs om, at man som udvekslingsstuderende må vælge imellem undervisningens kvalitet eller landets kvalitet; mellem at lære noget eller at have det sjovt. Man kan selvfølgelig sagtens vælge det ene eller det andet, men for mit vedkommende var de forenelige.

Jeg havde indtil udvekslingen tilsvarende en masse bekymringer om, at det ikke ville gå op, at jeg ikke levede op til kravene, og at jeg i sidste ende ikke ville komme afsted. Jeg troede, at jeg efterfølgende ikke ville opfylde kriterierne hjemmefra. Systemet er ikke nær så rigidt, som det kan tage sig ud, eller som jeg gik rundt og troede. Så man behøver ikke bekymre sig så meget.

Min egen største frygt var, om jeg ville komme til at gå på kompromis med kvaliteten af min egen uddannelse. I sidste ende er ens uddannelse, hvad man selv lægger i den, og jeg har aldrig læst så meget, som da jeg var på udveksling i Amsterdam.

INDPUT PRÆSENTERER

LUHMANN-BOGMÆRKET Tekst af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych. Illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych. Niklas Luhmann var sociolog og derfor en mindre velbevandret teoretiker i kompendierne på psykologistudiet. Alligevel er han kendt langt udover de europæiske højsletter inden for sociologien, og er da også at finde inden for dele af socialpsykologien. Luhmanns mest udbredte værk Soziale Systeme fra år 1984, står på skuldrene af blandt andet sociologen Talcott Parsons arbejde med social handlingsteori. Luhmann er uden sidestykke et af de største fyrtårne inden for sociologien i efterkrigstiden, hvortil han i ledtog med kompagnonerne Pierre Bourdieu og Jürgen Habermas var med til at videreudvikle systemteori. Sociologen er født i den tyske by Lüneberg tilbage i år 1927. Han levede et langt liv indtil sin død i år 1998 og var oprindeligt uddannet jurist. Han befandt sig bekvemt i det tyske embedsværk i sine unge år. Men, politik og forvaltning var ikke nok for den videbegærlige Luhmann. Filosofi og samfundsteori manglede, hvorfor han hurtigt hang embedssættet på knagen til fordel for en karriere ind i akademia. I år 1968 blev han udnævnt som professor i sociologi på Universitet i Bielefeld, Tyskland. Dette skulle blive startskuddet til en prangende karriere, der sagde sparto i form af mere end 70 bogudgivelser og 400 akademiske artikler på bagen. Luhmanns samfundsteori handler om systemer og mere præcist om hvordan de opstår og indvirker i samfundet. Hvert system består af nogle særlige egenartede logikker og operationer, som systemet navigerer ud fra, når det løser opgaver for samfundet. I Danmark er Luhmann eksempelvis blevet anvendt til at anskue Psykiatrien, Christiansborg og Finansministeriet som store sociale systemer med særlige operationstyper, der indvirker, på godt og ondt, i samfundet.

Indput Institut for Psykologi KU

Det moderne samfund er, ifølge Luhmann, funktionelt differentieret i disse sociale systemer, som varetager samfundets forskellige hovedopgaver. Når den funktionelle differentiering sættes ud af kraft, så skyldes det, at systemer i samfundet tenderer mod at blive autopoietiske og lukkede. Et system kan siges at være autopoietisk, når det opererer rekursivt, dvs. at dét, som det pågældende system producerer til omverdenen såsom serviceydelser, rådgivning eller varer, alt sammen skabes ud fra systemets egen særlige måde at skabe på. Når et socialt system bliver tilstrækkeligt stort, så lukker det om sig selv i udførelsen af sine operationer og forsøger at opretholde og legitimere sig selv over for omverdenen. Et tilstrækkeligt stort system har tendens til selv at ville bestemme, hvordan det skal bidrage til samfundet. Det mener Luhmann er problematisk: For hvilket samfund har gavn af systemer, der bidrager, uden at disses bidrag er blevet efterspurgt af samfundet selv? Luhmann peger særligt på det økonomiske system, det politiske system, videnskabssystemet og kærlighedssystemet som betydningsfulde i samfundet. Disse systemer bør ideelt set operere nogenlunde uafhængigt af hinanden. Men når deres operationer sammenblandes, så har vi straks problemet. For hvad sker der, når det politiske system har held med at diktere andre systemers operationer? I et autopoietisk system båret af politisk ideologi, da ville mediesystemet censurere nyheder, videnskabssystemet ville producere forskningsresultater, der passer ind i en forudbestemt politisk kontekst, og økonomien ville være ideologisk styret. Hvert system har sin egen måde at gøre tingene på. Derfor er det så vigtigt, ifølge Luhmann, at et moderne samfund er funktionelt differentieret i disse forskellige systemer og ikke hierarkiske eller segmentære systemer! De to sidste scenarier udgør, ifølge Luhmann, kimen til den totalitære stats frembrud, hvilket i sig selv bør bære motivationen for at læse Luhmanns teori om sociale systemer. Byd velkommen til Luhmann-bogmærket! n

Psyk & Tværs

# 17

Af Karen Damgaard, stud.psych.

Lodret: 2. Formen på en normalfordeling 3. Det hele 4. Kostplan 5. Stivne af kulde 6. Variere 7. Vinduesshoppe 8. Cylinderformet genstand 9. Ude på havet, til … 10. Beskæftiget med sjov aktivitet 12. Før to 13. Informationsteknologi 14. Antallet af bud modtaget på Sinai-bjerget ifølge Kristendommen 19. Hvile 24. To ens

Indput Institut for Psykologi KU

Vandret 1. Gruppe ordnet af fælles karakteristika 6. Større end bæk, mindre end hav 11. Udslidt hest 15. Dimension i tilværelsen 16. Gruppe der anses for at være bedre og mere privilegeret end normen 19. Prøve 21. Juridisk retsbestemmelse 22. Begreb der eftersigende skulle definere ny form for kultur 23. Vanskelig situation 24. Adskillige 25. To ens

Vind et gavekort på 100 kr. til Academic Books! Tag et billede af din løste Psyk & Tværs, og send det til os i en besked til vores Facebookside eller i en mail til redaktion@indput.dk senest d. 1. marts 2020, så trækker vi lod blandt de korrekte løsninger. Sidste blads heldige vinder var Margherita Aroli, 1. semester

Academic books

24 23

22 19 20 21

14 18