2 minute read
Leder
Af Af Hanne Voldborg Andersen, Formand i Danmarks it-
Der er sket meget siden vores sidste bladudgivelse i december 2022. Vi har fået en ny regering og dermed også en ny undervisningsminister. En minister, hvis hjerte banker for kloge hænder og anvendelsesorienterede, praksisfaglige færdigheder. Men også en minister, som ved sin tiltrædelse satte debatten om skærme i skolen i et nyt gear.
Advertisement
En debat som er vigtig og velkommen, men en debat, som desværre også nemt bliver sort/ hvid med teknologifantasterne på den ene banehalvdel og teknologiskeptikerne på den anden. Vi lytter ikke ordentligt til hinanden fra skyttegravene, og får ikke fokus på det reelle problem.
Digitale teknologier kan hjælpe elever med at visualisere og skabe overblik, med at fokusere og navigere, med at læse, skrive og regne, med at kommunikere og samarbejde. De kan øge mulighederne for at differentiere og inkludere og gøre det nemmere at målrette undervisningen til de enkelte børns behov. Men kun, hvis vi vælger at bruge de digitale ressourcer med disse mål for øje.
For de digitale ressourcer kan også sagtens bruges til at skabe ensformig, uendelig og meningsløs undervisning med en malstrøm af ‘læringsaktiviteter’, som serveres til alle fag, alle timer og alle klasser i det samme lidet børnevenlige learning management system.
Dialogen skal ikke handle om skærm/skærm ikke. Den skal handle om, hvordan vi skaber god og relevant undervisning, der engagerer eleverne til at være nysgerrige på verden og giver dem lyst til at lære. Punktum. Men det handler også om at gøre det muligt for lærere at have tid at planlægge, gennemføre og evaluere den gode undervisning. Og at de har kompetencer til at kunne anvende, - og fravælge digitale teknologier, så undervisningen bliver så god som mulig.
Vi har også genoptaget debatten om kunstig intelligens, som er i fokus i dette temanummer. Ressourcer som fx. ChatGPT og Midjourney udfordrer os med hensyn til både forståelse, begrebslighed og fremtidig brug. Hvordan kan vi så præcise svar så hurtigt? Er der tale om intelligens? Kan ressourcerne tænke? Hvilken betydning vil disse statiske modeller få for vores arbejde, vores skoler og vores samfund? Og hvilken betydning vil vi ønske eller tillade dem at have? Vi har mange spændende overvejelser i vente i forhold til at afdække potentialer og udfordringer ved denne næste iteration af digitale teknologier. Vi håber, at nærværende blad kan bidrage til at kvalificere dialogen om dette.
Vi fik sidste år en ny bekendtgørelse for folkeskolens pædagogiske læringscentre, og nu har vi også fået en ny vejledning til denne.
Danmarks it- og medievejlederforening har bidraget til udarbejdelsen af begge. Det har været et godt og produktivt samarbejde med mange forskellige parter, og mange dialoger om at forstå, fortolke og udfolde bekendtgørelsens elementer i en skolepraksis. Det bliver spændende at følge den videre udvikling og høre, om vejledningen giver mening for skolerne og understøtter den ønskede udvikling gennem de pædagogiske læringscentre.
Danmarks it- og medievejlederforening har også fået en ny formand. Jeg har overtaget stafetten efter Thomas Dreisig Thygesen, som er trådt tilbage for at prøve kræfter i en ny ansættelse. Tusind tak til dig, Thomas, for mange års utrættelig og værdifuld indsats for foreningen - som styrelsesmedlem, næstformand og formand. Du har været allestedsnærværende og arbejdet for at perspektivere og kvalificere udviklingen af en god skole i en digitaliseret samtid. Vi ønsker dig god vind og håber, at du stadig vil bidrage i dialogerne.
Selvom meget er nyt, så er andet, helt som det plejer. Et forår nærmer sig, og det betyder, at vi er klar til at møde vores medlemmer på den årlige konference på Gl. Avernæs, som i 2023 holdes 12.-13. april med det meget aktuelle tema ‘Deltagelsesmuligheder for alle - hvad kan vi med teknologi’. Vi kunne efter få uger melde udsolgt på alle værelser og har i dag kun enkelte ledige billetter tilbage til konferenceprogrammet. Vi glæder os til at se mange af jer der.
Forår betyder også generalforsamling, og denne holder vi i forlængelse af konferencen torsdag d. 13. april kl. 15-16. Der er I alle velkomne - enten fysisk eller online.
Rigtig godt forår - og læselyst!