Afstand og intimitet V. Rune Gade, Information. Med sine originale fotografiske skildringer af mødet med Tokyo demonstrerer Jacob Aue Sobol igen sit store talent. Strukturen af flimrende, grove korn i et sort-hvidt fotografi kan fremkalde en følelse af nostalgi i disse digitale tider. En af de mest talentfulde, yngre danske fotografer, 33-årige Jacob Aue Sobol, demonstrerer imidlertid med sin nye bog, den smukt trykte I, Tokyo, at der ikke behøver at være noget altmodisch over det sort-hvide film-medie. Tværtimod kan det bedre end noget andet underbygge den eksistentielle grundtone, som Sobol så originalt og vellykket fremmaner i sine ekspressive skildringer af dagens Tokyo. Nemlig den sammensatte og lettere desperate følelse af afstand og intimitet på én og samme gang. I den korte tekst, som ledsager billederne i form af et efterskrift, fortæller Sobol om følelsen af at være 'usynlig' i menneskemængden, da han i 2006 flytter til millionbyen Tokyo. Og om hvordan han med sit kamera forsøger at overkomme denne følelse af anonym forsvinden ved at opsøge nærheden med det enkelte menneske, individet. Som altid hos Sobol bruges kameraet til andet og mere end blot at skabe billeder. Det bruges til at skabe nærhed, kontakt, intimitet. I, Tokyo vidner om disse forsøg på kontakt, på at komme ind under huden på en fremmed by, på fremmede mennesker. Rå ømhed Titlen spiller på dette: jeg'et over for byen, øjet over for byen. På engelsk lyder det ens - I/eye - og måske er det i sidste ende det samme for Sobol, selvet og blikket. Hen over bogens 112 sider breder sig i hvert fald mere en 70 sort-hvide fotografier, trykt helt til kant og tæt op ad hinanden. Det visuelle fylder alt. Vekslende perspektiver, nærhedsgrader og skarphedsområder skaber et elegant, varieret og til tider dramatisk rytmisk forløb hele vejen gennem bogen. Suppleret af subtile og legende dialoger mellem motiver, der konfronterer hinanden på siderne eller sender ekkoer igennem bogens sider. Det er en smukt udført billed-redaktion af Per Folkver. Sobols billeder er hjerteskærende smukke i al deres pågående, brutale og rå ømhed. Det første opslag viser os et asiatisk ansigt i overstørrelse, hårdt oplyst af en ovenfra kommende lyskilde. Ansigtet ser op på læseren, gengælder læserens eget blik med sine sorte pupiller, der netop undgår at blive beskåret af sidens øvre kant. Intet punkt i billedets rum er skarpt, de grove korn aftegner ansigtets plasticitet som sværme af partikelskyer, men ikke desto mindre fremtræder personen præcist og levende. Som bogens indgangsbillede varsler det både om stilen og indholdet i resten af samlingen. Læseren stilles ansigt til ansigt med mennesker, der bogstaveligt såvel som i overført betydning er nøgne. Nøgne og menneskelige. Fastholdt i deres leg, elskov, fortvivlelse og udmattelse. Ind imellem menneskene dukker byen op: husene, hundene, skiltene, højbanen, hotelsengen, den døde rotte, ja, sågar det digitale kamera. Det er en slags visuel allegori, storbyens puls og rytme omsat til en sammenhængende billedstrøm. Tradition Sobols bog fortsætter en fornem tradition for stramt redigerede fotografiske bøger om Tokyo. Ikke mindst William Kleins Tokyo fra 1964, der udgør en fjerdedel af hans kvartet af rystende og
provokerende fotografiske storbyessays, som med radikale brud på alle eksisterende fotografiske konventioner fornyede mediet så afgørende i 1950'erne og 1960'erne. Man fornemmer også påvirkningen fra en japansk fotograf som Daido Moriyama, der med sine stærkt personlige, dagbogsagtige og næsten grafiske fotografier i bogform, som f.eks. i Nippon Gekijo Shashincho fra 1968, mere end nogen anden har bidraget til billedet af efterkrigstidens Japan som et på alle måder atomiseret, fragmenteret og rodløst samfund. Men selv om traditionens nærvær mærkes hos Sobol, er han helt sin egen. Den mest nærliggende reference kunne da også udmærket være hans tidligere bog, Sabine, som udkom i 2004. Sabine skildrede indlevet det mangeårige ophold i Grønland og forholdet til pigen, der gav bogen dens titel. Den demonstrerede på samme overbevisende måde som I, Tokyo et ubestrideligt fotografisk talent, hvor kameraet fungerer som et instrument til at erkende og forstå omverdenen og medmenneskene, et instrument til at organisere mening på en poetisk, direkte og usentimental måde. Det er ikke nogen overraskelse, at den mest prestigiøse fotogruppe i verden, Magnum, har fået øje på Sobol og optaget ham i deres kreds.