Blind forelskelse af Rune Gade De store vidder, den høje himmel, de kælvende isbjerge. Det er naturens næsten umenneskelige storhed, vi typisk forbinder med skildringer af Grønland. I den 27-årige Jacob Aue Sobols debutbog Sabine møder vi en helt anden udgave af landet, en stærkt personlig fortælling om opdagelsen af Grønland gennem den unge kvinde Sabine, som forfatteren og fotografen forelsker sig i. To historier væver sig sammen: historien om danskerens møde med Grønland og historien om Jacobs møde med Sabine. Kulturmødet og kærligheden skildres side om side, eller måske rettere som to sider af samme sag. Sabine er Grønland. Selv om analogiseringen af kvinden og det uudforskede land kan vække bange anelser om imperialistiske masculine beherskelsesberetninger fra dunkle kontinenter, formår Sobol fint at navigere uden om sådanne klicheer. Blandt andet ved at afstå fra at fortælle sine historier som andet end glimt og brudstykker, episodiske bidder, der aldrig virkelig blotlægger noget, men kun lader os ane nogle sammenhænge og erkendelsesmønstre. Frem for alt er historierne intime og ydmyge, præget af hverdagslige, dagbogsagtige iagttagelser. Jacob Aue Sobol fortæller i billeder og i ord, sort-hvide fotografier og korte, ofte lyriske prosastykker. På mange måder er det den samme historie, der oprulles i billeder og skrift, med mange tydelige paralleller mellem fotografierne og teksten. Stilistisk er der imidlertid tale om fortællinger i vidt forskellige tonelejer. Hvor teksten på trods af en subjektiv jeg-fortæller er gennemført lakonisk og nøgtern, fremtræder fotografierne mere afvekslende, men altid dramatiske og ekspressive. Tilsammen danner de en kontrapunktisk mosaik af tætte, nærgående registreringer og sansninger fra dagligdagen i den lille Østgrønlandske bygd Tiniteqilaaq, hvor Sobol opholdt sig i et par år i perioden 19992002. Hverdagsbilleder Især bogens billedside er fin. De sort-hvide fotografier kredser forelsket omkring Sabine og det spartanske liv i bygdens små huse. Det er de detaljeafsøgende nærbilleder og stemningsmættede portrætter, der kendetegner denne del af bogen, som kun undtagelsesvist brydes af
landskabsmotiver og jagtbilleder. Bygdelivets tætte og indesluttede realitet eftergøres i de næsten konsekvent horisontløse, ja nærmest udsigtsløse fotografier. Snarere end at præsentere os for de endeløse vidder, viser Sobol os mørkets, snestormens og tågens storladne magt – ikke som noget entydigt skræmmende, men også som tillokkende, besættende naturkræfter, som blind forelskelse. Bogens skriftlige del er anderledes homogen og enstonig, forladt for fotografiernes legesyge og utvungne eksperimenter med stoflighed, uskarphed og perspektiviske forskydninger. Selv om teksten med sine dagsbogslignende notater og optegnelser åbenlyst forsøger at udgøre en ligeværdig pendant til fotografiernes ligefremme snapshotkarakter, kommer den aldrig på niveau med billedsiden. Dertil er den paradoksalt nok for stilsikker, for konsekvent i sin telegramagtige økonomiseren med virkemidlerne. Tekstens 'øjebliksbilleder' tenderer hele tiden mod at kamme over i ren patos, hvis ikke ligefrem melodrama, mens fotografierne i deres uhøjtidelige sprælskhed virker anderledes vindende og temperamentsfulde. Der er simpelthen et meget større register af udtryk tilstede i billederne end i teksten, hvilket skaber en uheldig ubalance mellem bogens to dele. Selv om udgivelsesfrekvensen for fotografiske bøger er steget markant i Danmark inden for de seneste 10 år, er det alligevel lidt af en sjældenhed, at en bog som Sabine ser dagens lys. Den selvbiografiske genre, som på den internationale kunstscene har haft en vældig opblomstring på det seneste, har hos Sobol fået en helt original udformning. Sobols unge alder taget i betragtning må den udstyrsmæssigt meget flotte og indholdsmæssigt substantielle udgivelse betegnes som særdeles løfterig. Ambitionerne, entusiasmen og talentet er tydeligvis tilstede.