Det kræver et vist mod at leve i Grønland Jacob Aue Sobol rejste til Østgrønland for at fotografere i et par uger. Men det blev til to år i bygden Tiniteqilaaq, en uddannelse som fanger og en hovedkulds forelskelse i Sabine. Af Stig Olesen ”Vittus kigger på mig og siger dagens eneste sætning: ”Kalaaddid Nunaanni uumatsangaanni tsannngilaajararpoq”. Det kræver en vist mod at leve i Grønland”. Sådan udspandt konversationen sig den dag mellem Vittus og den unge danske fotograf Jacob Aue Sobol, da de i -25 grader lå på en isflage i Sermilik-fjorden i Grønland og forgæves spejdede efter sæler. ”Sabine har taget læbestift, høje hæle og prikket kjole på. Søsterens første barn skal døbes. ”Peqqeraava? Er jeg flot?”, spørger Sabine. Hun løfter op i kjolen og afslører sine stjernetrusser og et par revnede strømpebukser. ”Iorunaraalid. Du er dejlig”, svarer jeg, tager fat om hende og begynder at danse”. Egentlig skulle han kun have været i Østgrønland i et par uger, skulle Jacob Aue Sobol, 21 år, men den lille bygd Tiniteqilaag – navnet betyder sundet der løber tørt ved lavvande – med sine 158 indbyggere, en bank, en butik, en skole, en kirke, et forsamlingshus og en vandtank var ikke sådan at få tag på rent fotografisk. Fotografen kunne fornemme, at der under overfladen bruste et enkelt, stærkt og dramatisk liv, som ikke lod sig indfange af en fortravlet badegæst. Så Sobol vendte tilbage til bygden for at fotografere videre. Men han havde også personlige grunde. For han var blevet forelsket i den unge kvinde Sabine, der blev kaldt spurven på grund af de kun 150 cm og den sorte, rodede frisure. Og dertil kom, at Sabines bror og fætre havde lovet Jacob at uddanne ham som østgrønlandsk fanger. Begge projekter kom til at rumme sejre og nederlag, kultursammenstød og nye erkendelser, misforståelser og megen hjertelig latter I den usædvanlig personlige og på engang rå og følsomt indlevede erindringsbog Sabine tegner Jacob Aue Sobol i sort/hvide-fotografier et portræt af en kvinde og et samfund, der på mange måder er bærer af de samme værdier. ”Vinduerne på loftet er tynde, og når det stormer, piver det ind fra alle revner og sprækker. Sabine er begyndt at stoppe sprækkerne med trusser og strømper”.
Javist, kræver det mod at leve i Grønland. Men at udgive denne bog er bestemt også noget.