Anmeldelse i Sermitsiaq
Det kræver et vist mod at leve i Grønland Smuk bog om fotografen Jacob Aue Sobols møde med Tiniteqilaaq i almindelighed og Sabine i særdeleshed. Af Kurt Kristensen I august 1997 vrimlede det med journalister og fotografer i Tiniteqilaaq. Dronning Margrethe, prins Henrik, prinsesse Alexandra og prins Joakim besøgte bygden, og de kulørte ugeblade i Danmark var naturligvis i hælene på de royale. På stranden ved Sermilik-fjorden blev en sæl flænset, men gæsterne takkede pænt nej til en luns af den dampende sællever. - Det har vi smagt een gang, sagde prins Henrik venligt, men bestemt. Journalisterne og fotograferne fra de kulørte ugeblade havde dog ikke blik for Sermilik-fjordens ufattelige skønhed. For dem gjaldt kun et enkelt spørgsmål i sommeren 1997:- Er Alexandra mon gravid? Det ugeblad, der kom først med nyheden, ville være sikret et kanonslag. Kærlighed og fangerliv Et par år senere kom endnu en fotograf til Tiniteqilaaq. Det var den 23årige Jacob Aue Sobol, hvis motiver ikke var de royale ved Sermilikfjorden, men bygden og dens 158 indbyggere. Jacob Aue Sobol skulle i løbet af fem uger i efteråret 1999 gennemfotografere bygden. Han rejste efter endt arbejde til Danmark, men tanken om, at han trods metervis af negativer alligevel ikke var kommet ind under huden på bygden og dens indbyggere, blev ved med at nage ham. Fire måneder senere vendte han tilbage, og i perioden 1999-2002 tilbragte Jacob Aue Sobol to år i Tinteqilaaq. Flere ting trak. Naturen: Han ville lære fangererhvervet, og Hans Jonathansen og James Mathiassen tog ham med på sælfangst på den islagte Sermilikfjord. Kærligheden: Mødet med den 19-årige Sabine Maqe gjorde det klart for Jacob Aue Sobol, at hans fremtid lå i Tiniteqilaaq og ikke på Danmarks Fotografiske Billedkunstskole. De to elementer, naturen og kærligheden, har Jacob Aue Sobol omsat
til en usædvanlig og smuk bog om Tiniteqilaaq i almindelighed og Sabine i særdeleshed. Usædvanlig fordi læseren kommer meget tæt på livet af de 158 indbyggere, og fordi en usynlig, men meget håndfast blufærdighedstærskel i Grønland bliver overskredet. Smuk, fordi de mange sort/hvide billeder fortæller en helt anden og langt mere vedkommende historie om den østgrønlandske bygd, end ugebladenes kulørte sider gjorde det år tilbage. I nat hørte jeg et gevær gå af. I morges kom helikopteren for tidligt. En ung mand har skudt sig selv. Hvad der ikke lykkedes for Jacob Aue Sobol i første forsøg, forløses i andet forsøg:Hans billeder er en personlig fotodokumentarisk skildring af hverdagen som fanger og livet med kæresten Sabine: "I den lange, smalle Ikaasaardiva-fjord venter Asser og jeg på lavvande, hvorefter vi samler blåmuslinger i strandkanten. En stor pose hver. I Tiniteqilaaq samler man blåmuslinger til sin kæreste." Kulturkløften Men man kan ikke leve af kærlighed og sælkød alene. På et tidspunkt bliver bygden for snærende for den unge fotograf. Tiniteqilaaq? En butik, en bank, et kommunekontor. En skole, en kirke, et forsamlingshus En havn, en vandtank, et elværk 158 mennesker Og selv om Jacob Aue Sobol øjensynligt bliver accepteret af bygdens beboere og falder godt til rette ved Sermilik-fjorden, er kulturkløften mellem Ishøj og Tiniteqilaaq alligevel for dyb. Selv bruger han Tiniteqilaaq i sin danske oversættelse Sundet der løber tørt ved lavvande som symbol på, at han er kommet til verdens ende. "Den anden mand kigger på mig, mens han blander kortene. “Tamaani tsuid?”Hvad laver du her?”, spørger han. Jeg trækker på skuldrene.
Jacob Aue Sobol rejste i 2002 fra Tiniteqilaaq og Sabine tilbage til Danmark, men har nu udgivet bogen Sabine som et smukt monument om to lykkelige og begivenhedsrige ungdomsår i en bygd ved Sermilikfjorden. Bogen består af 55 sort/hvide billeder, hvis motiver er kærlighed og fangstliv, begravelse og familieliv foran fjernsynet. (Jo, de ser også Qanorooq i Tiniteqilaaq). I en række korte essays samler Jacob Aue Sobol indtryk fra sine fangstture og sine følelser for den 19-årige Sabine. Teksterne er stramme og præcise, for ordene kan alligevel ikke hamle op med billederne. Skuespilleren Orto Ignatiussen har oversat en række citater til østgrønlandsk. Bogen er udkommet på dansk og grønlandsk.