Dk en kaerlighedshistorie anmeldelse i berlingske tidende ved torben weirup

En kærlighedshistorie Jacob Aue Sobols bog om Sabine er en beretning om et møde mellem to kulturer, der blev for forskellige, og mellem to mennesker, der ikke i længden kunne blive til ét.

Af Torben Weirup Fotografier fra Grønland plejer gerne at fokusere på de store vidder. På høj himmel og hav og isbjerge, på jagten efter føde, på lokal folklore og alt det fremmedartede. Set i forhold til en syddansk virkelighed. Sådan er det ikke, slet ikke i Jacob Aue Solbols lavmælte fotoserie, der i morgen udkommer i bogform og fra på lørdag udstilles i Frederiks Bastion i København.

Skønheden er der. I glimt også i de frygtindgydende landskaber, der synes at indramme de mange indendørs billeder som en slags stemningsskabende kulisse, der giver den egentlige historie et præg af noget eviggyldigt og alt for menneskeligt.

Men skønheden er en anden end den konventionelle, for den kredser bevidst udramatisk og fortroligt om hverdagen i en østgrønlandsk bygd, der på dansk hedder noget i retning af Sundet der løber tørt ved lavvande.

I Tiniteqilaaq bor 158 mennesker, og her mødte en fotograf en stor kærlighed i form af et andet liv og i særdeleshed i skikkelse af en ung kvinde. Og gennem udstillingen og bogen mindes han, med en række, ofte intime og under alle omstændigheder meget private, sort/hvide billeder af Sabine og hendes omgivelser, sin tid med hende.

Billederne står ikke alene, kan ikke gøre det, kan ikke selv fortælle historien om hverken det problematiske samliv med Sabine eller den unge danskers åbenbart futile forsøg på at blive en del af den grønlandske fangerkultur. Forklaringen får man gennem nogle stærkt sansede tekstfragmenter om livet, som det leves i bygden med det fysiske arbejde som en nærværende realitet. Sideløbende med døden: »I nat hørte jeg et gevær gå af. I morges kom helikopteren for tidligt. En ung mand har skudt sig selv.« Her finder man også historien om Sabines og Jacobs kærlighed. Det er gennem disse optegnelser, man først rigtigt forstår billederne – og bogen får nu en melankolsk karakter af forudbestemthed. Det lykkedes ikke, kærligheden løb tør, og det antydes, at forskelle i kultur og livsstil var uovervindelige. Tilbage er billederne. Gad vist, om Sabine bliver glad for at se dem?