Rå, flænset kærlighed Jacob Aue Sobols bog er en unik samling af billeder og erindringer om en svunden tid - en kærlighedserklæring, ikke bare til kvinden Sabine, men også til Østgrønland. af Tine Bryld I foråret 2000 vælger en ung mand på 21 år, Jacob Aue Sobol, at tage til verdens ende, Østgrønland, for at fotografere et lille samfund, bygden Tiniteqilaaq, 'Sundet, der løber tørt ved lavvande'. I dag, tre år senere forstår vi, at beslutningen om at rejse til det ukendte sted, var den rigtige. Jeg har mødt fotografen en enkelt gang, da han præsenterede sine første billeder i Diamanten. En lille samling billeder af en grønlandsk ung kvinde med menstruationsblod løbende ned ad benet. Et forelsket billede, der var så forskelligt fra andres. En rå skønhed, nøgen i et hvidt landskab. En smuk kvinde med rund mave, stærke arme, bløde deller under brystet. I dag er bogen og forelskelsen vores. I et land med en kultur, der stadig findes i de mindste samfund. Og maven trækker sig sammen i længsel efter det enkle liv, hvor menneske og natur er forbundne, så længe mennesket overlever. Og det gør de, grønlænderne i de små bygder, hvor der er stor fattigdom, men også en afhængighed af hinanden, fordi ingen ved, hvad morgendagen byder. Jacob Aue Sobol forelsker sig i Sabine, kvinden, der får ham til at vende tilbage og bosætte sig blandt hendes nærmeste. Det vil sige det meste af bygden på 150 mennesker. Er det kærligheden, der får Jacob til at uddanne sig som fanger og fisker, er det den unge kvinde, der lærer ham grønlandsk, eller er det hans længsel efter at finde en mening med livet, der drager ham til det fjerneste sted, Danmarks gamle koloni, USA's skjold mod det, vi kalder den civiliserede verden? Sabine er hovedpersonen i fotografens eget opgør med sit liv. Han er vild med hende, tager billeder af hende, som ligner det land, hun er en del af, de fangstdyr, hendes familie i generationer har skudt, trukket op af havet, flænset, spist, varmet sig ved. Og Sabine er også en ung grønlandsk kvinde, der drømmer om det, andre unge gør, der går til bingo, fordi det er, hvor man mødes, til dans for at mærke sin ungdom og forelskelse og manden, Jacob skriver om sin elskede: »Tit har jeg set Sabine danse i forsamlingshuset, uden at jeg har haft lyst til at være med. Men nu da vi er alene i onklens hus, overgiver jeg mig til Sabine og dansen. Vi danser over borde, stole og
madrasser. Vildere og vildere. Gennem det åbne vindue hører vi kirkeklokkerne ringe, men Sabine insisterer »Aamma, aamma, qilinnermud ilinniardiiatsiikkid«. »Mere, mere, lad mig lære dig at danse!«. Jeg ved ikke, om hun lærer ham at danse, men hun lærer ham at se, at gå til grænsen, som dengang han blev overmandet af desperation og ville væk fra bygden, hen til den større by Tasiilaq. Efter to dage i det hårde terræn når han byen, men længslen efter det kendte, nærværet hos familierne i bygden fik ham til at vende hjem. En farlig tur, hvor han mister sporet og går rundt i den meterhøje sne og husker på historier om mennesker, der har forladt bygden uden at vende tilbage. Han kan risikere at blive fanget af en piteraq (den frygtede østgrønlandske storm) eller totalt miste orientering og fjerne sig fra kendte fjeld i landskabet. Da han endelig efter to døgn nærmer sig bygden, mødes han af en fanger med sit hundespand. »Han betragter mig og ser, at jeg har opdaget ham. »Tsumud? Hvor skal du hen?«. »Diilerilaamud. Til Tiniteqilaaq«, svarer jeg. »Ulaqqingiililerpaalid. De har ventet dig længe«. Det er noget af det nærmeste, vi kommer forskellen mellem dansk og grønlandsk kultur. Sprogets overflødighed og nødvendighed. Vi kommer til kort med alle vore ord og forklaringer. Men vi kan ikke klare os uden. Dertil er tilværelsen for kompliceret, og det er måske, hvad Jacob er flygtet fra. Og nu er han tilbage med de smukkeste billeder og erindringer om en svunden tid og en kærlighedserklæring, ikke bare til Sabine, men også til Østgrønland. Ingen med hjertet og hjernen på rette sted bør holde sig fra denne unikke bog af billeder - og ord.