Dk rock 'n' roll tokyo anmeldelse i politiken ved johan zimsen kristiansen

Page 1

Rock 'n' Roll Tokyo Jacob Aue Sobol er en af tidens væsentligste yngre danske fotografer, og fotografiet forløses fornemt i hans nye fotobog fra Tokyo. Af Johan Zimsen Kristiansen Fotobog Der er noget sært identitetsskabende over titlen på Jacob Aue Sobols nye fotobog 'I, Tokyo'. Flertydigt kan titlen både henvise til, at fotografen Sobol er smeltet sammen med den by, som udgør motivet i hans nye serie af billeder, og henvise til selve bogens fotografier; at fotografierne ikke bare viser, men også er Tokyo. Derudover er der en helt tredje mulighed: At det slet ikke er nødvendigt at skelne mellem Tokyo, fotograf og fotografiet, idet de alle tre er viklet godt og grundigt ind i hinanden og derfor ikke er til at skille ad igen. Muligvis kunne man også anføre en fjerde læsemåde ... Jacob Aue Sobol (f. 1976) fremstår i dag som en af de væsentligste yngre danske fotografer. Hans billeder er taget i sort/hvid og holdt i en ofte dokumentarisk og snapshotagtig stil. Han gjorde første gang opmærksom på sig selv i 2004 med fotoserien 'Sabine', der dokumenterede livet og fangerkulturen i en østgrønlandsk bygd og ikke mindst hans eget forhold til pigen Sabine, og senere igen i 2006, hvor han fulgte en indfødt landfamilies hverdag i Guatemala. Endelig aspirerer Sobol i øjeblikket til optagelse i den prestigefyldte Magnumgruppe. Med fotografierne i 'I, Tokyo' bevæger Sobol sig stilmæssigt i en mere rå retning. Seriens motiver, der især er koncentreret om portrættet og den nøgne krop og mindre om byens stationer og gader, fremstår kornede og grove i deres fremkaldelse. På denne måde lægger Sobol sig op ad japanske fotografer som for eksempel Moriyama Daido, der nærmest eksemplarisk dyrker den grynede billedæstetik og de skæve vinkler, og Araki Nobuyoshi, der på sin egen og meget direkte måde fremstiller den nøgne kvindekrop. Mødet med Tokyo synes derfor ikke kun at have været en kort og overfladisk høflighedsvisit for Sobols vedkommende; snarere har tilværelsen i Tokyo og det japanske fotografi sat sig nye, markante og effektfulde spor i udviklingen af hans arbejde. Når bogens fotografier er forløst så fint, som de rent faktisk er, skyldes det netop denne kombination af et blik for det intime og en æstetisk råhed. Springet ind i den japanske storby klæder med andre ord fotografierne rigtig godt. Det lettere nostalgiske og naive præg, som de øde landområder og anderledes sociale forhold tidligere har tilført Sobols fotografier, erstattes her med en undrende undersøgelse af og leg med fotografiets muligheder. Fotografierne åbner sig derfor også anderledes frit over for læseren; der er lidt mere spontan rock 'n' roll og mindre biografi og socialt engagement over Tokyobillederne. Denne afslappede distance til Tokyo, til fotografiernes motiver, synes paradoksalt at være det, som giver mulighed for at skabe en mere afklaret og nærværende, ja nærmest moden og rolig intimitet i billederne. Sobol lykkes i høj grad med sine Tokyo-fotografier ved at finde og opleve dramaet, ikke som tidligere i den


personlige og sociale slagside, men i legen mellem fotografen, fotografiet og motivet. Derved bliver fotografierne i 'I, Tokyo' også udtryk for en slags eksistensmodus eller en måde at være til på, som samtidig gør det muligt at forstå bogens titel på en fjerde måde. Den oplevelse af at eksistere, som Tokyo-fotografierne repræsenterer, angår nemlig ikke blot forholdet mellem fotografen, fotografiet og motivet. Oplevelsen af at eksistere forplanter sig fra disse gennemarbejdede fotografier af Tokyo videre til læseren, fotografierne levner plads til læseren - en pointe, som ikke er uvæsentlig. Ved at gøre eksistensen til fotografiernes identitetsskabende omdrejningspunkt bliver Sobols fotografier vedkommende og nærværende i mødet med betragteren; hvad der er læser, og hvad der er fotografi, er pludselig uden betydning; det hele bliver komplekst og pirrende viklet sammen. Når alt kommer til alt, er kun blikket nødvendigt, ikke de mange overflødige ord. Tilbage står alene dette 'I, Tokyo'.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.