Sabines fornemmelse for kærlighed Usædvanlig fotobog fortæller hudløst om fangermiljøet i en østgrønlandsk bygd Af Leif Kiil Sørensen Egentlig ville fotografen Jacob Aue Sobol blot til Tiniteqilaaq for at lave en billedserie om livet i en østgrønlandsk bygd. Efter fem uger på stedet havde han da også fået sine billeder i hus, og han rejste hjem igen. Men inderst inde var han godt klar over, at han havde fået et fortegnet billede med sig, og derfor rejste han tilbage til tiniteqilaaq og blev der i to år. Det lange ophold i bygden blev koncentreret omkring kameraet og kærligheden til Sabine. Hende blev han forelsket i efter at have vendt tilbage til bygden, og sammen med venner, som Jacob Aue Sobol fik i fangermiljøet, var hun årsag til, at han blev der så længe. Resultatet er en usædvanlig og nærgående fotobog, som dels skildrer den ubønhørlige natur i Østgrønland, dels viser et uforudsigeligt hverdagsliv med udgangspunkt i kæresten Sabines hus. Der er billeder af piskende isstorme og billeder, som udstråler den øredøvende stilhed, som kendetegner den grønlandske natur. Samtidig er der billeder af den lidenskabelige og skælmske og viljestærke 19-årige Sabine, som helt har bjergtaget den fire år ældre fotograf. Han tager også sine læsere med til begravelse - både i et billede og i en af de mange småtekster, som slutter bogen. Her fortæller han, hvordan han to dage i træk gik forbi fangeren Taqqisimats hus og så ham sidde på samme måde på sengen med det samme blik i øjnene. Fangeren blev hentet af helikopteren og fløjet på sygehuset, hvor han døde kort efter. Begravelsen berettes gribende og med den indlevelse, som er opstået efter to år tæt forbundet med folkene i bygden. Smerten ved at skulle rejse derfra igen er da også tydelig, og Jacob Aue Sobol beskriver de sidste dage sådan: "jeg har svært ved at bevæge mig rundt i bygden, fordi jeg frygter aldrig at skulle se disse mennesker igen, hvoraf flere er blevet mine venner". læserne af bogen "Sabine" kan se dem og deres hverdag i fortættet form.