Voldsom sanselig bog og udstilling af Jacob Aue Sobol på Brandts i Odense. Af Mette Sandbye, Weekend-avisen BÅDE i kunst- og dokumentarfotografiet har det de sidste ti år været farvefotografiet, der rykkede. Den klassiske sort-hvide form med dens paradoksale indbyggede virkelighedsnærhed (virkeligheden er jo i farver!) og dens helt særlige indsyltethed i forestillinger om ærlighed og autenticitet på den ene side og personlig ekspressivitet og dybde på den anden er for mange yngre fotografer blevet til et tungt hængedynd, en kliché, som de ikke har formået endsige ønsket at forny. Men her er en, der har: Jacob Aue Sobol hedder han, og han har netop fået den prestigefyldte Leica European Publishers Award 2008 for sin nye bog I, Tokyo, der er en frisk, egenartet og nutidig fornyelse af street- og snapshotfotografiet og ligger i forlængelse af ældre mestre som Robert Frank, William Klein (der udgav en fotobog fra Tokyo i 60erne), japaneren Daido Moriyama og af tæt-på dokumentarismens svenske mestre som Christer Strömholm og især Anders Petersen. Sidste år blev Sobol optaget på »ventepladserne« i verdens berømteste og mest anerkendte fotobureau Magnum. Det betyder, at man nu holder særligt øje med ham og overvejer at indlemme ham rigtigt, men selvom han ikke kommer endeligt igennem dette nåleøje, når de to år på venteplads er gået, så er placeringen i sig selv en stor udmærkelse for en ung fotograf, der som Sobol er født i 1976. Herhjemme kender vi ham især for fotobogen Sabine, der udkom i 2004. Noget af det, der har givet ovennævnte navne som Frank, Klein, Moriyama, Petersen og en nyere farvefotograf som Nan Goldin en plads i fotohistorien er en særlig fintmærkende fornemmelse for at skildre den hurtigt sanselige detalje i et blik eller en bevægelse, og så at man mærker og ligefrem af billederne kan se, at de sætter sig selv på spil i mødet med dem, de fotograferer. Og det gør Sobol også. Skal han skildre en lille hvalfangerbygd i Grønland, som han gjorde det i Sabine, så nytter det ikke noget at komme derop på et offentligt legat en uges tid eller to. Nej, Jacob Aue Sobol flytter derop i to år, lever som fanger og fisker, bliver kæreste med Sabine og tager sit lille snapshotkamera helt med ind i badet med hende. I det nye projekt gælder det den lille grønlandske bygd Tiniteqilaaqs absolutte modsætning, Tokyo, hvor Sobol boede i halvandet år fra 2006. Han rejste dertil pga. hans nuværende, japansk fødte kærestes arbejde, og mens hun var på arbejde, drog han ud i byens gader: »Ingen viste øjenkontakt. Jeg følte mig usynlig. Det var, som om de ikke havde behov for at kommunikere med andre,« skriver han i et kort efterord. Som mange vesterlændinge, der kommer til Tokyo, følte han sig på én gang tiltrukket af og udelukket fra byen, eller i alt fald meget ensom. Men langsomt kom han alligevel tættere på folk og lærte nogle af japanerne at kende, bl.a. ved at opholde sig hver dag i de samme parker, hvor han faldt i snak med især de unge. Titlen I, Tokyo er fin, fordi den både peger på modsætningsforholdet og distancen mellem fotograf og by, kan ses som et portræt af byen og endelig som et selvportræt af fotografen og hans egne sindsstemninger. Stilen er grovkornet, kontrastrig og der gås helt, helt tæt på: på nøgne kroppe, skrald, en død rotte, en barnemund der vræler. Der er kommet masser af fotobøger fra og om Tokyo de senere år, men aldrig har man været så tæt på, og sjældent har byen været skildret så råt. Vi er langt fra futuristisk arkitektur og »kawaii«-nuttede erotiske Mangapiger. Stoffet på et stillads har to sorte cirkler eller huller og får det til at ligne et spøgelse, vi kommer ind i gyderne med deres mørke virvar af ledninger og rør, som var det passagen til Hades, den lille piges tænder blottes, mens et marsvin kravler op i skødet på hende. Pigen med den halvspiste tallerken nudler hiver op i kjolen og blotter sit nøgne køn, og i det hele taget har Sobol været
med helt ind i sove- og badeværelserne med de nøgne kroppe, der skildres med stor ekspressivitet og sanselighed i forhold til den lukkethed og følelses- såvel som kropslige distance, man udefra oplever hos japanerne. En årsag til forfatteren Murakamis store succes i Vesten i disse år er vel, at han om nogen har skildret en form for frigjort, erotisk og samtidig meget hverdagslig sanselighed blandt især de unge japanere, som et vestligt publikum overrasket har kunnet spejle sig i. Sobol er da også inspireret af Murakami, har han sagt et sted. Man får en fysisk fornemmelse af hud og hår, når man bladrer gennem bogen: flænger på ryggen, en gammel rynket mand der kradser sig på den pergamentrynkede mave, en skaldet, sortprikket hovedbund, en mandebrystvorte med lange sorte hår, der snor sig filigranagtigt ud på den hvide hud. Udstillingen forstærker dette indtryk med meget store, tæt og serielt ophængte kopier, der ikke følger bogens komposition men er lidt mere motivisk ordnede og især lægger vægt på portrætterne af kroppe og ansigter. Der er indsat skråvægge i den store udstillingssal, så man føler sig omgivet af og nærmest opslugt i billederne, uanset hvor man bevæger sig hen mellem dem. I bogen er billederne trykt helt til kant, men fælles for både bog og udstillingsbilleder er det gennemført flotte, grafiske tryk. Den kæmpestore hoppegynge med barnet er fotograferet som sort silhuet og ligner et torturinstrument, ligesom karrusellen med det lettere skræmte barn. Der er gadebumser og forretningsmænd, der sniger sig til fem minutters udmattet søvn på en trappe. Men det er ikke udelukkende et sort, ensomt og skræmmende Tokyo, Sobol skildrer. Man ser, lugter, mærker, hører, kysser Tokyo, fotografen og de mennesker, han har mødt. Man kommer helt tæt på en lang række unavngivne, især unge mennesker og deres mere eller mindre nøgne kroppe. Man lærer dem ikke at kende, men man kan se bogen og udstillingen som en meget særegen metaforisk sansemættet, på én gang tiltrækkende og frastødende fortolkning af byen Tokyo. Selvom Sabine-bogens motivverden var umiddelbart det mest modsatte af Tokyobogens, ligner de to bøger faktisk hinanden. Sobols nærgående rå og kropslige måde at fotografere på er helt hans egen - og ville fungere som et vitalt energitilskud til traditionsbastionen Magnum.