BELLA CENTER VIL GØRE EN FORSKEL - for kunden, for gæsten, for miljøet og for andre
Historien om Bella Center handler ikke kun om 122.000 kvadratmeter kongrescenter og 44.000 kvadratmeter designhotel tæt på Københavns centrum og lufthavnen. Den handler heller ikke kun om knap 50 års erfaring med afholdelse af møder for FN, NATO, Den Olympiske Komité og EU. Eller om hundredvis af store messer med mode, både, biler, ferie, smykker, Lego, design og interiør. Historien om Bella Center handler af flere grunde om mere end det; den er et lille stykke Danmarkshistorie. Fra pioner til perfektion og fleksibilitet Byggeriet af det Bella Center, danskerne og mange udlændinge kender i dag, blev påbegyndt på en pløjemark ved Amager Fælled i første halvdel af 1970’erne. Verden var i knæ efter oliekrisen i 1973, alt lå stille hen, men pioneren Bella Center voksede alligevel ensomt frem i Danmarks første glashus; et ambitiøst, spektakulært, postmodernistisk bygningsværk, som siden hen er sat i stilmæssig forbindelse med Centre Pompidou i det centrale Paris. Bella Center har i årtier arrangeret Danmarks absolut største events under tag, og samtidig er det store kongrescenter kendt for sin evne til at skabe intimitet og nærvær omkring mindre arrangementer. Uanset eventens størrelse findes der bag kulisserne altid et velsmurt maskineri, som kun fungerer, fordi flere hundrede professionelle medarbejdere har én ting til fælles; de vil skabe fleksible løsninger for kunderne og fantastiske oplevelser for gæsterne. En mindre hær af håndværkere, arkitekter, IT-folk, sikkerhedsfolk, teknikere, projektledere, kokke og servicemedarbejdere formår til sammen at styre det toptrimmede Bella Center i en retning, der er optimal for kunden, præget af stor grad af fleksibilitet, og som giver gæsterne unikke oplevelser med hjem. Det har Bella Center gjort i årtier. Resultatet er, at virksomheden har sendt København op i konference- og udstillingsliga med Europas andre helt store byer i kategorien; Amsterdam, Barcelona, Wien og Berlin. Fleksibiliteten er den primære årsag til denne succes. Bella Center ved, at alle kunder skal have noget, verden ikke før har set, og at akutte udfordringer skal løses øjeblikkeligt. Som udgangspunkt er alt muligt altid, og medarbejderne er vant til, at der opstår akutte behov under en kongres eller en messe; behov, som altid bliver løst med kreativitet, hurtighed og omhu. En af årsagerne til, at Bella Center kan levere denne fleksibilitet er, at virksomhedens medarbejdere for en stor dels vedkommende har været med i mange år. I spidsen står direktør Arne Bang Mikkelsen, der selv kan se tilbage på 35 år hos Bella Center. Han formår at udvikle sine erfarne folk og samtidig være på tæerne for at få ungdom og endnu mere kreativitet ind i Bella Center.
En arkitektonisk frontløber Under samme historiske betingelser som byggeriet af 1970’ernes Bella Center, efter flere år med finanskrise, er hotellet Bella Sky Comwell vokset frem som Skandinaviens største og mest bemærkelsesværdige hotel. Bella Center vovede at miste fodfæstet et kort øjeblik i en svær tid. Resultatet blev, at Bella Sky Comwell, der har direkte forbindelse til kongrescentret, åbner i maj 2011. Hotellet er tegnet af arkitekturens svar på dansk eksistentialismes fader, Søren Kierkegaard. Tegnestuen 3XN er som Kierkegaard beriget med evnen til hele tiden at undersøge, udfordre og etablere nyt med det mål for øje at skabe refleksion. Ingen svar, men spørgsmål, der skaber refleksion. Således er Bella Sky Comwells arkitektur og designmæssige indretning tænkt; en ramme, der både giver ro omkring en kongres, et møde eller en udstilling, og en ramme, som giver gæsten inspiration og nye ideer med hjem. Hotellets to tårne, der er skævere end det skæve tårn i Pisa, vrider sig op af den københavnske undergrund og danner en unik port til Ørestad og til København. Hotellet har 814 værelser, tre fantastiske restauranter, 30 konferencelokaler, et fitnesscenter, en spaafdeling, og en Sky Bar på 23. etage, der med sin eventyrlige udsigt lægger hele H.C. Andersens København for gæsternes fødder.
Ørestad - en unik og seværdig bydel Bella Center er en arkitektonisk og byplanmæssig frontløber i Ørestad, som i disse år er Københavns mest interessante bydel. Ørestad gemmer på masser af lokkende hemmeligheder, storslået natur med løbe- og cykelruter, samt ikke mindst fantastisk arkitektur, der gang på gang har fået anerkendelse i internationale arkitekturtidsskrifter. Når man som delegeret på et møde i Bella Center har en time eller to til adspredelse, kunne man besøge bydelens mest spektakulære bygningsværker. 8-tallet, Tietgenkollegiet og Bjerget er blot tre eksempler på de af Bella Centers naboer, der har høstet anerkendelse i internationale arkitekturtidsskrifter.
En vært alle kender De fleste danskere har på et eller andet tidspunkt besøgt Bella Center; i forbindelse med en messe, et møde, en konference eller et kulturelt arrangement. Og alle danskere har med garanti fulgt med, når tvbilleder fra Bella Center er blevet transmitteret til dagligstuen med internationale personligheder i centrum; Barack Obama, Dronning Margrethe, Kronprinseparret, Bill Gates, Snoop Dog, Rihanna, Dalai Lama, Paris Hilton, Hillary Clinton, Fidel Castro, Nelson Mandela, Pelé, Franz Beckenbauer, Ophra Winfrey og en lang række andre celebrities har besøgt Bella Center. De fleste gæster i Bella Center tager historier og nye ideer med sig hjem, fordi Bella Center formår at skabe unikke og specialdesignede rammer om sine events. Under forberedelserne til hver eneste udstilling, møde og kongres antager Bella Center gradvist nye former og ny identitet.
Et eksempel på kongrescentrets mange ansigter kan hentes fra ASEM-mødet i 2002, hvor asiatiske og europæiske statslederne mødtes omkring et bord, der var designet som en asiatisk lakæske og placeret midt i en dansk bøgeskov. Det siges, at den franske præsident Jacques Chirac blev så overvældet, da han trådte ind i mødesalen, at han impulsivt og med et anerkendende smil om læberne højlydt udbrød ”magnifique”. Chirac var som de andre statsledere tilfreds med, at mødet blev afholdt i en smagfuld, fælles asiatisk-europæisk ambience.
En gastronomisk bastion Dansk gastronomi har luft under vingerne i disse år. Det lille land tæller intet mindre end verdens bedste restaurant, Noma, som kun ligger 10 minutter fra Bella Center, og verdens bedste kok, der står i spidsen for en anden københavnerrestaurant, Geranium. Bella Centers unge køkkenchef udspringer af samme moderne, nordiske tradition, som også Noma og Geranium er vokset ud af og har været med til at skabe. Bella Center har de seneste år arbejdet målrettet på at blive en gastronomisk bastion, som sammen med de store værner om den nordiske tradition og slås for at anskaffe og anvende de absolut bedste råvarer. Bella Centers køkken leverede eksempelvis rigtig god gastronomi under FN’s klimatopmøde i 2009, hvor 15.000 mennesker blev bespist i døgndrift, 13 dage i træk. Det blev til 107.889 udsøgte måltider, 20.057 sunde sandwicher og 8.127 stykker dansk smørrebrød; alt sammen med afsæt i nordiske traditioner og tilberedt på masser af gode, ofte økologiske, råvarer.
En virksomhed med holdninger Bella Center vil være med til at udvikle et bæredygtig København i en bæredygtig verden. Det er ambitionen, at virksomhedens CO2-udledning er reduceret med 25 procent i 2015. For at nå det mål har Bella Center blandt andet opsat sin egen vindmølle, investeret i 750.000 bier, der skal værne om naturens truede biodiversitet, investeret i energistyringssystem, monteret el-besparende bevægelsessensorer, indført lavenergiarmaturer, erstattet energitunge IT-servere med virtuelle servere, indført kværn til madaffald, så dette kan anvendes på biogasanlæg, indført økologiske mejerivarer og fairtrade kaffe, skrottet det årlige forbrug af 100.000 vandflasker og erstattet disse med filtreret, afkølet postevand. Bella Center ser det som sin pligt at bidrage til en bedre verden. For som direktør Arne Bang Mikkelsen siger. ”De næste generationer skal se tilbage på os og tænke, at vi gjorde en forskel. Det forsøger Bella Center at gøre i det lange perspektiv med en stærk miljøprofil, og i det nære perspektiv ved at give hver en gæst ny inspiration og nye ideer med hjem. Bella Center har en million gæster hvert år, men succesen er først en realitet, når alle gæster føler, at de fik noget med hjem”.
MØD MENNESKENE BAG DE STORE OPLEVELSER Vi får lov til fantastiske ting ”Jeg er privilegeret, fordi jeg er med til at skabe fantastiske scenografier omkring store arrangementer som eksempelvis EU-formandskabet i 2002 og FN’s klimatopmøde i 2009. Samtidig er jeg glad for udfordringen, når vi skal kreere intimitet ved de mindre events i Bella Center. Endelig er det en oplevelse at være med til at udvikle scenografiske grundlinjer til CIFF-modemesser og til den store mængde af andre udstillinger og messer hér i Bella Center”. / Nina Tøgern, chefarkitekt. Aldrig det samme “Jeg glemmer aldrig de store IT-events i Bella Center, jeg har været med til at gennemføre: Cisco Networkers, Sapphire, VM-world, Microsoft Conventions, SAP, Hewlett Packard og Oracle. Mit job som IT-ansvarlig i Bella Center er fantastisk, fordi det aldrig er det samme. Da jeg begyndte i 2001 havde vi fem IT-servere, der var outsourcede; i dag har vi 100, som vi driver internt. Der er næsten ikke det, vi ikke kan, når det handler om IT, netværk osv”. / Jan Remvold, IT-chef. Mange sammen om noget stort “Jeg har været med i Bella Center siden 1997. Jeg bruger det meste af min tid på at se frem og på at planlægge nye, store kongresser og udstillinger, men når jeg en gang imellem ser tilbage, tænker jeg eksempelvis på da Bella Center var vært for OSCE, EU formandskabet, ECOFIN, ASEM, EU Rådsmødet med ØST-udvidelsen i 2002, MTV 2006 og COP15. Og så tænker jeg på, at det er dejligt at være sammen med en masse gode kolleger om så store begivenheder”. / Kristian Ortving, teknisk direktør. Frihed til at hæve standarden “Det er dejligt at have frihed til hele tiden at hæve standarden for det, man laver. Den frihed har jeg hér i Bella Center. Det skal være endnu bedre næste gang. Jeg har været med siden 2007, og på de få år har jeg allerede stået i spidsen for gastronomi til COP15, Den Olympiske Komité, Microsoft Conventions, VM-world, NOVO NORDISK og så en lang række store udstillinger og messer”. / Brian Månsson, køkkenchef.
Forventningens glæde “Jeg havde min ilddåb i Bella Center ved NATO-topmødet i 1991. Det var fantastisk, og siden da har jeg eksempelvis været med til at planlægge og gennemføre World Summit on Social Development 1995, alle EU topmøderne, Microsoft Conventions, VM-world, SAP, COP15 og alle de andre helt store begivenheder gennem de sidste 20 år. Vi har den samme forventningens glæde i Bella Center, som man oplever i en lufthavn; vi går hele tiden og ser frem til næste store arrangement, den næste rejse”. / Michael Dano Andersen, Salgs- og projektchef.