Jacob Thorek Jensen - Thi Herregud de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker En undersøgelse af holdninger til ­etableringen af de moderne museer i ­begyndelsen af det 19. århundrede i Danmark

Jacob Thorek Jensen

99

100

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker En undersøgelse af holdninger til ­etableringen af de moderne museer i ­begyndelsen af det 19. århundrede i Danmark Jacob Thorek Jensen

1

2

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kandidatspeciale Navn: Jacob Thorek Jensen Titel: Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker.

En undersøgelse af holdninger til etableringen af de moderne museer i begyndelsen af det 19. århundrede i Danmark Title: “The poor are people too” A study of public opinions regarding the establishment of the modern museums in the beginning of the 19th century in Denmark

Forsidebilled: Kunstakademiets figursal Københavns Universitet SAXO-Instituttet Afdeling for Historie Vejleder: Ulrik Langen Afleveret den 19. december 2013 Længde: 191.538 tegn svarende til 79,80 normalsider

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Indhold Kapitel 1 Indledning

Den museumshistoriske forskning

Den trykte opinion

De museale institutioner

Museer og offentlighed

Opbygning

5 7 10 12 14 17

Kapitel 2

Etableringen af de offentlige museer Byens mærkværdigheder Grundstenene lægges De museale kommissioner Statslige museer

18 19 22 24 25

Kapitel 3

For de dannede eller udannede?

Folket får adgang Kunst og kultur for eliten Kongens kunst gøres offentlig Offentligheden og naturen Offentlige museer?

28 29 33 44 51 52

Kapitel 4

Museernes roller København og udlandet Nationens ære Den offentlige opdragelse Offentlige museer – hvorfor og hvordan?

54 54 61 65 75

Kapitel 5 Perspektivering

Statsdannende institutioner

Museernes borgergrupper og roller

77 77 79

Kapitel 6 Konklusion

83

Summary

85

Bibliografi

86

3

4

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kapitel 1 Indledning Hver de, som besidder Sands for skjøn Kunst, hver den, som veed, hvor mangeaande dens velgjørende Indflydelse er paa National-Dannelsen, vil sikkert ikke betragte den vigtige Samlings scientifiske Ordning, som en ligegyldig eller endog ubetydelig Sag; det er en national Sag, der angaaer lige meget Regjeringens og Folkets Hæder og virker på dettes Dannelse; der vækker fornyet Agtelse for Danmarks Regjering, der forstod efterhaanden at samle denne Kunstrigdom i det kunstarme Norden, og Interesse for dets Folk, der gjør sig værdig til at benytte den, og som i den mindste tæller én af den nyere Kunsts første Genier blandt sine; det er en sand Erobring NationalDannelsen har gjort.1 Citatet ovenfor stammer fra avisen Kjøbenhavns Flyvende Post, som i forbindelse med åbningen af Det kongelige Billedgalleri i sommeren 1827 på Christiansborg Slot beskrev Københavns nye kunstmuseum. Museet var ét blandt flere, som åbnede i forbindelse med etableringen af et moderne museumsvæsen i begyndelsen af det 19. århundrede i Danmark. Samlinger fra kongens private kunstkammer blev overflyttet til nyoprettede specialmuseer – primært i København. I resten af Europa så man i samme periode også en enorm fremvækst af museer. De blev etableret med det formål at udfylde særlige roller for nationalstaterne – som det også illustreres i overstående citat, hvor det er museernes virke for nationsdannelsen, som er i fokus. I datidens Danmark var der store diskussioner om, hvad man skulle benytte museerne til, og hvilke roller de skulle spille i samfundet. Det er disse diskussioner, dette speciale vil belyse.

Samme fokus på museernes roller præger nutidens samfund, hvor der konstant finder diskusioner sted blandt politikere, borgere, museumsansatte og universitetsforskere omhandlende museernes roller i samfundet.

Derudover diskuteres museernes roller løbende i internationale museumsorganisationer, hvor den førende, The International Council of Museums (ICOM) under UNESCO, igennem en årrække har vedtaget flere resoluti1

KFP, nr. 48, 15. juni 1827.

5

6

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

oner, som bl.a. sætter fokus på museernes roller i forhold til forståelse af kulturel diversitet og immateriel kulturarv. Jeg har beskæftiget mig nærgående med dette emnefelt via mine universitetsstudier samt mine ansættelser på flere danske museer. I de seneste par år har jeg været beskæftiget i Kulturstyrelsens museumsafdeling, hvor museernes roller i samfundet hele tiden er til diskussion. Her har jeg løbende været tilknyttet flere initiativer, som bidrager til at kvalificere udviklingen af relevante museer i nutidens samfund.

Den danske museumslov fra 2002 afspejler det nutidige fokus på museernes roller. Loven bygger på fem søjler: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling2 og reflekterer museernes historisk bestemte opgaver. Museumsloven er samtidig påvirket af ICOM’s definition på et museum, som løbende udvikles. Den seneste definition er fra 2007 og lyder: A museum is a non-profit, permanent institution in the service of society and its development, open to the public, which acquires, conserves, researches, communicates and exhibits the tangible and intangible heritage of humanity and its environment for the purposes of education, study and enjoyment.3 ICOM’s definition benyttes globalt og reflekteres i flere landes lovgivninger på museumsområdet, hvilket også afspejles i den danske museumslov i forhold til de fem søjler. Museernes opgaver og roller har imidlertid forandret sig over tid. Det er dermed også specialets formål at undersøge museernes roller i begyndelsen af det 19. århundrede.

I dag diskuteres det, hvordan samfundet kan udvikle demokratiske museer, som har fokus på kulturel diversitet, ud- og selvdannelse samt medborgerskab. Med andre ord skal museerne være tilgængelige for alle borgere, hvor hvert individ kan blive klogere på sig selv og det samfund, vedkommende er en del af. Denne forestilling om, at museernes roller skal udvikles og ændres i forhold til før, kræver en viden om museernes tidligere roller.

Det indledende citat fra Kjøbenhavns Flyvende Post viser, at meninger og holdninger til museernes roller i begyndelsen af 1800-tallet blev udtrykt i den offentlige sfære. Det er dermed muligt at illustrere holdninger og meninger til museernes roller, som de bl.a. kom til udtryk i offentligt tilgængelige aviser og tidsskrifter i samtiden.

Ovenstående betragtninger om museernes roller i samfundet leder mig til at undersøge følgende: Hvilke roller skulle museerne spille i samfundet i begyndelsen af det 19. århundrede? Herunder vil jeg undersøge museernes roller i opbygningen af nationalstaten i denne periode. For at belyse disse problemstillinger, undersøger jeg også hvilke befolkningsgrupper, der var del af den offentlighed, samtiden forestillede sig, skulle benytte museer2 3

Love og bekendtgørelser nr. 1505 af 14. december 2006.

ICOM Statues, artikel 3, sektion 1.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

ne. Denne undersøgelse rummer samtidig diskussioner af de forhandlinger, der fandt sted angående definitionen af offentlighed og det offentlige rum.

Det er mit indtryk, at det især er i museums- og udstillingsanmeldelser, at forestillingerne om brugen af museerne kommer til udtryk, hvorfor specialet også undersøger, hvordan man i samtiden benyttede anmeldelser.

Specialet har dermed et dobbelt formål. For det første skal specialet belyse centrale holdninger og temaer angående museernes roller i samfundet gennem de meninger, som kommer til udtryk i avis- og tidsskriftslitteraturen, som var tilgængelig for en bred skare af befolkningen i perioden. Herudover skal specialet undersøge, hvilke grupper af samfundet, der havde adgang til museerne og dermed var en del af den offentlighed, som museerne blev oprettet til at tjene samt herunder en diskussion af, hvordan samtiden forstod offentligheden og den offentlige adgang til museerne.

Undersøgelsens kronologiske ramme er fastsat ud fra grundlæggelsen af de store, statslige museer i perioden 1807 til 1827. I 1807 blev Den Kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring (Oldsagskommissionen) nedsat, hvilket betragtes som grundlæggelsen af Oldnordisk Museum, som senere skulle ændre navn til Nationalmuseet. I 1827 åbnede Det kongelige Billedgalleri. Museet ændrede senere navn til Statens Museum for Kunst.

I den mellemliggende periode blev Det naturhistoriske Museum etableret med offentlig adgang. Det udvikledes senere til Statens naturhistoriske Museum med afdelinger som Zoologisk Museum og Geologisk Museum.

Staten etablerede således i denne kun 20-årige periode statslige, offentlige museer for både kunst, kulturhistorie og naturhistorie. Foruden ovenstående tre museer blev der i perioden oprettet mindre offentlige specialmuseer, så Danmark i slutningen af 1820’erne havde flere offentlige museer i København og dets omegn.

Den museumshistoriske forskning Den valgte periodeafgrænsning er traditionel i den forstand, at den danske museumshistoriske forskning ofte har fokus på denne periode i værker, som omhandler etableringen af det danske museumsvæsen. I Danmark har forskere hovedsageligt fokuseret på, hvorfor Kongens Kunstkammer blev opløst, og hvem ophavsmændene til denne transformationsproces var. Dette afsnit skal give et indblik i forskningsdiskussioner og -skoler blandt danske museumsforskere. Afsnittet drager også paralleller til tendenser i den internationale museumshistoriske forskning.

Historiker og museumsinspektør ved Nationalmuseet Victor Hermansen (1894-1960) var en af de første, som behandlede Nationalmuseets tidlige historie og samlingens tilblivelse.4 Hans studier af museets etablering bygger på en grundig gennemgang af Oldsagskommissionens bevarede 4

Hermansen, 1935; Hermansen, 1938; Hermansen, 1951; Hermansen 1953.

7

8

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

protokoller og korrespendancer samt en gennemgang af ophavsmændendes skrifter. Hermansens forskning fokuserer udelukkende på Nationalmuseets historie uden at betragte grundlæggelsen som en del af etableringen af det offentlige museumsvæsen i begyndelsen af det 19. århundrede. Denne tradition videreføres af arkæolog og tidligere museumsinspektør ved Nationalmuseet, Jørgen Jensen (1936-2008), som i 1992 udgav sit store værk om Nationalmuseets historie.5 Han følger Hermansens tradition og beskriver museet uden at forholde sig særligt komparativt til byens andre museer.

Både Hermansen og Jensen har imidlertid flere sammenligninger med andre europæiske museumsgrundlæggelser – deres komparative perspektiver er dermed præget af internationale strømninger frem for en lokalfunderet udvikling.

Foruden grundlæggelsen af Nationalmuseet var åbningen af Det kongelige Billedgalleri i 1827 den største museumsgrundlæggelse i København i perioden. Kunsthistoriker og tidligere direktør for sidstenævnte museum Villads Villadsen udgav i 1998 sit store værk om dets udvikling fra 1827 til 1952.6 Hans værk er også institutionsfokuseret og sætter dermed ikke grundlæggelsen ind i en større lokal udvikling. Hans baggrund som kunsthistoriker medfører samtidig, at fokus er på museets værker, og dermed forholder han sig ikke til det samfund, som det blev etableret i. Der findes en række andre forskere, som har behandlet disse museer samt andre mindre statslige museers historiske udvikling.7 Hertil kan tilføjes flere institutionsfokuserede værker om Kunstakademiets udvikling og udstillingspraksis.8 Foruden den institutionsbaserede historieskrivning findes en række, især nyere værker, som er aktørfokuserede. Disse forsøger at forklare museumsgrundlæggelserne ud fra enkeltindividers tanker og handlinger. Disse er specielt litteraturhistorikeren og Oldsagskommissionens første sekretær, Rasmus Nyerup (1759-1829), Oldsagskommissionens anden sekretær og museumspioneren Christian Jürgen Thomsen (1788-1865) samt overhofmarskal Adam Wilhelm Hauch (1755-1838), som tillægges ansvaret for etableringen af museerne i Danmark.9 Denne form for historieskrivning fravælges af flere teoriorienterede forskere, som især er influeret af Michel Foucault og hans opfattelse af historiens udvikling beskrevet i Les Mots et Les Choses. Une Archéologie des Sciences Humaines. Foucaults formulering af tre vidensområder (biologien, økonomien og filologien) skal opfattes som værende i forbindelse med hinanden – en tankeverden – som er blevet afløst i pludselige omvæltninger.10 Det er denne tankegang, som flere danske og internationale museumsfor5 6 7 8 9 10

Jensen, 1992.

Villadsen, 1998.

Se bl.a.: Andrup, 1933; Breitenstein, 1951; Hein, 2009.

Meldahl & Johansen, 1904; Meldahl, 1906; Salling & Smidt, 2004.

Bencard, 2000; Hansen, 1988.

Foucault, 1999, pp. 411ff.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

skere benytter til at forklare opkomsten af det moderne museumsvæsen.11 I Danmark har den haft stor indflydelse på nyere undersøgelser af museernes oprindelse, men fremtrædende forskere som etnologen Camilla Mordhorst, kunsthistorikeren Britta Tøndborg og historikeren Bente Gundestrup mener alle, at etableringen af museerne i København ikke kan opfattes som en omvæltning, men derimod en kontinuitet, hvor flere vidensparadigmer har eksisteret side om side, og fokus derfor er på samlingerne og ikke institutionerne.12 Deres forskning er imidlertid også kendetegnet ved undersøgelser af institutionsbestemte genstandssamlinger – særligt samlingen fra Kongens Kunstkammer.

Den danske museumshistoriske forskning kan dermed deles op i to grupper. Den ene karakteriseres ved ”den store fortælling” med fokus på institutioner eller individer,13 hvorimod den anden har fokus på udviklingen af vidensparadigmer, som de kommer til udtryk i samlingernes sammensætning.14 Videnskabelige undersøgelser af museernes oprindelse fra efter 1989 har ikke kunnet undgå at forholde sig til, hvad man har kaldt den nye museologi. I antologien The New Museology, redigeret af kunsthistorikeren Peter Vergo, introduceres et nyt vidensparadigme, hvor den gamle museologi kritiseres for næsten udelukkende at have fokus på metoder, hvorimod den nye museologi hovedsageligt beskæftiger sig med museernes roller.15 Med andre ord er fokus skiftet fra hvordan og hvad til hvorfor. Museer og museologer har siden været kritisk selvreflekterende angående deres praksis og roller i samfundet, og forsøg med at gentænke museerne og deres position i samfundet foretages løbende i både Danmark og internationalt. Dette har resulteret i et øget fokus fra museumshistorikere fra hele verden i forsøget på at klarlægge museernes oprindelse og til at forstå, hvorfor vores samfund overhovedet har – og om vi har brug for – museer.

Disse strømninger inden for det museumshistoriske forskningsfelt har rejst nye spørgsmål om, hvilken type institution et offentligt museum er. Hvad enten det drejer sig om ejerforhold af en given institution (museet) eller adgangsforhold for offentligheden (besøgende), så har forskningen i mange år været præget af en konsensusforståelse af ordene offentligt museum og offentlighed. Der har ikke været stillet spørgsmål eller krav til, hvordan ordene skulle forstås til trods for, at ordene er nogle af de mest benyttede blandt museologer.16 Forskningen har dermed ikke tidligere belyst graden af offentlig adgang til de tidlige museer. Derudover er forskningen heller ikke enig om at definere, hvornår et museum er offentligt, og hvornår 11 12 13 14 15 16

Jordanova, 1989; Bennett, 1995; Hooper-Greenhill, 1992; Møller, 2013.

Mordhorst, 2009; Tøndborg, 2004; Gundestrup, 1985.

Bl.a. repræsenteret ved: Hermansen, 1951; Jensen, 1992; Villadsen, 1998.

Bl.a. repræsenteret ved: Gundestrup, 1985; Mordhorst, 2009.

Vergo, 1989.

Abt, 2011, p. 115; Barrett, 2012, p. 1.

9

10

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

det ikke er. Disse problemstillinger angående offentlighed og offentligt museum vil jeg også undersøge nærmere i dette speciale.

Den trykte opinion Mit primære empiriske materiale til besvarelsen af problemstillingen er danske aviser og tidsskrifter fra begyndelsen af 1800-tallet. Den danske museumshistoriske forskning har ikke tidligere benyttet dette kildegrundlag til at belyse offentlighedens syn på og opfattelser af de nye museer. Som anskueliggjort i ovenstående gennemgang af den danske museumshistoriske forskning, så har fokus hovedsageligt været institutions- eller individorienteret. Det er imidlertid ikke nyt at benytte avis- eller tidsskriftslitteratur som kildegrundlag til undersøgelser af museernes oprindelse. Dette materiale har været benyttet til at belyse enkeltindividers holdninger i den udstrækning, de har publiceret noget i aviser og tidsskrifter. Men materialet har ikke tidligere været systematisk benyttet til at belyse meninger og holdninger fra borgerne. Traditionelt har forskerne hovedsageligt anvendt officielle dokumenter, protokoller, udgivet litteratur og deslige til at belyse museernes grundlæggelser eller museumspionerernes handlinger og tanker.

Ifølge kulturhistorikeren Robert Darnton benytter historikere oftest aviser og tidsskrifter som historisk dokumentation til at belyse, hvad der egentlig skete, og ikke som materiale, der var med til at styre udviklingen og dermed som en historisk aktør.17 I antologien Revolution in Print. The press in France 1775-1800 undersøger Darnton sammen med andre forskere, hvordan pressen var med til at styre den offentlige opinion og dermed udviklingen af den franske revolution. Heri beskriver historikeren Jeremy Popkin i artiklen Journals: The New Face of News, hvordan antallet af aviser og tidsskrifter efter 1789 eksploderede, og hvordan disse fungerede som udtryksmiddel i kampen om den offentlige mening. Til trods for avisernes og tidsskrifternes vigtige rolle under revolutionen, så fungerede de aldrig som et massemedie – befolkningens manglende læsefærdigheder og trykketeknologien umuliggjorde dette.18 Alligevel var pressen med til at styre den offentlige opinion og var dermed en vigtig aktør under revolutionen.

Lignende tendenser findes overalt i Europa. I England var der også en stor vækst i antallet af aviser, tidsskrifter og bøger fra slutningen af 1700-tallet.

Disse skulle også være med til at styre opinionen, og bidrage til befolkningens moralske forbedring.19 I Danmark finder man lignende tendenser som i resten af Europa, hvor der i begyndelsen af det 19. århundrede blev grundlagt flere nye aviser og tidsskrifter. Det er hovedsageligt i perioderne 1790-1799 og 1820-1829, 17 Darnton, 1989, p. XIII. 18 Popkin, 1989, p. 141.

19 Haywood, 1989.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

der blev grundlagt nye blade – især ugeskrifter.20 I Danmark er opinionens forhold til enevælden undersøgt af den norske historiker Jens Arup Seip.21 Han konkluderer, at den danske konge var afhængig af den offentlige opinion og dermed måtte agere i forhold til den.

Forholdene i Danmark kendetegnes ved, at man i perioden får en mere restriktiv censur, hvorimod man i Frankrig lempede den. I 1770 blev censuren i Danmark ophævet som en del af Struenses mange reformer. Efter hans fald blev der genindført flere restriktioner, men ikke direkte censur.

Således findes der i aviser og tidsskrifter fra 1780’erne og 1790’erne flere debatindlæg og kommentarer omhandlende næsten alle dele af samfundslivet.22 I 1799 indførtes en ny trykkefrihedsforordning, som begrænsede, hvad man måtte skrive i trykte medier.23 Forordningen ændrede dermed den offentlige opinions udtryksmuligheder, som tidligere var kommet til udtryk i aviserne. Forordningen eksisterede frem til 1848, hvilket betyder, at alt trykt materiale, som benyttes i dette speciale, var underlagt en begrænset form for censur. Aviser og tidsskrifter fra perioden indeholder imidlertid stadig debatindlæg, kommentarer, omtaler, anmeldelser m.m. omhandlende samfundet og dets udvikling. Interessant for dette speciale er, at kunstkritikken i perioden bevæger sig fra at have fundet sted i kaffeklubber og selskaber til at udgøre en stor del af avisernes og tidsskrifternes indhold.24 Her optager især kunstanmeldelserne meget spalteplads.

Uden at udelukke andet samtidigt kildemateriale er det formålet med nærværende speciale at belyse offentlighedens syn på de nye museer via holdninger og beskrivelser, som kommer til udtryk i datidens aviser og tidsskrifter.

Kildegrundlaget består af artikler, indlæg, læserbreve, notitser, beskrivelser og anmeldelser fra et udvalg af Københavns aviser og tidsskrifter fra og omkring perioden 1807 til 1827. Disse kilder skal være med til at illustrere holdninger og tanker hos offentligheden i forhold til, hvem man tænkte skulle benytte museerne, og hvilke roller museerne skulle udfylde i samfundet. Kildematerialet fra 1820’erne er mere omfattende end materialet fra 1810’erne. Dette skyldes det enkle faktum, at mange af museumsåbninger først fandt sted i 1820’erne.

Det er interessant at se på den offentlige opinion i denne periode, hvor museerne blev almindelige institutioner i bybilledet samtidig med, at staten involverede sig dybt i oprettelsen af de nye museer. Aviserne er fyldt med meninger fra borgere, som ytrer sig om museernes roller og adgangsforhold.

På grund af plads- og tidsmæssige begrænsninger har jeg foretaget en udvælgelse af aviser og tidsskrifter til at belyse specialets problemstilling.

20 21 22 23 24

Horstbøll, 1999, pp. 347ff.

Seip, 1958.

Jørgensen, 1944, pp. 16ff.

Ibid., p. 37.

Habermas, 2009, p. 96.

11

12

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Denne udvælgelse er til dels foretaget ud fra avisernes og tidsskrifternes omtale i værkerne De Danske Aviser 1634-1989, Menig Mands Medie og Den Trykte Kulturarv samt egne undersøgelser.25 Ud fra disse forhold har jeg hovedsageligt fokuseret på aviser og tidsskrifter, som behandler kulturstof og kulturkritik samt lokale nyheder.

Følgende aviser og tidsskrifter danner grundlag for analysen: Collegial-Tidende (1798-1848), Politivennen (1798-1846), Dagen (1803-1843), Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn (1803-1838), Freia (1821-1828), Kjøbenhavns Morgenblad (1825-1827), Kjøbenhavns Flyvende Post (1827-1837), Kjøbenhavns Posten (1827-1859) og Nyeste Morgenpost (1828-1833).26 Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn og Politivennen er de to aviser, som oftest skriver om museerne i København. Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn er konservativ og traditionel og henvender sig til byens dannede borgere, mens man i Politivennen kan finde flere kritiske indlæg om forholdene vedrørende de nye museer. De to aviser adskiller sig fra hinanden ved, at Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn har en klar redaktionel linje, mens Politivennen fremstår som en avis, hvor indlæg fra borgere trykkes uden indblanding fra redaktionen. Begge aviser udkom to gange om ugen: tirsdage og lørdage.

De resterende aviser har et mere sporadisk indhold om museerne, hvilket dog ændres i 1820’erne, hvor antallet af artikler stiger i takt med, at antallet af museer øges og dermed befolkningens interesse for dem. Foruden dette primære kildemateriale benytter jeg dagbøger, rejsebeskrivelser, byguider og beretninger, som omtaler de nye museer.

Specialets formål er at undersøge meninger og tanker, som kom til udtryk i offentligheden, hvorfor jeg har valgt at citere direkte fra kilderne.

Citaterne er gengivet ordret og bogstavret inklusiv stave- og trykfejl, hvor en af de hyppigste fejl er, at skribenten har undladt at skrive navneord med stort, som var foreskrevet efter datidens retskrivningsregler samt tilfælde med åbenlyse stavefejl.

De museale institutioner Perioden for specialets undersøgelse er kendetegnet ved, at den museale institution endnu ikke var defineret. I Danmark blev ordet museum benyttet om både stats- og privatejede samlinger. Derudover blev der heller ikke skelet til museernes adgangsforhold. Dette afsnit skal derfor definere det antal museer, som skal indgå i specialets analyse.

ICOM’s tidligere nævnte definition på et museum er tydeligt påvirket af det nye paradigme inden for museumsområdet med fokus på museets roller frem for museale metoder. Den er derfor samtidsorienteret i sin kon25 Sølling & Thomsen, 1988; Horstbøll, 1999; Horstbøll & Lauridsen, 1998.

26 Årstallene repræsenerer den periode, aviserne eller tidsskriftet udkom. Flere af udgivelserne har imidlertid gået under forskellige navne i forskellige perioder. Sølling & Thomsen, 1988, pp.

132ff.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

struktion. Det vil derfor være anakronistisk at benytte definitionen på de københavnske museer omkring år 1800.

Det, vi i dag definerer som et museum, havde i datiden en lang række benævnelser, som ikke var entydige. Foruden ordet museum blev ord som galleri, salon, kammer, kabinet m.fl. benyttet. Fælles for disse var, at de indeholdt en samling, og at samlingen var udstillet. Ordene illustrerer de mange gråzoner, som hørte tiden til, når man undersøger museer. Det er til tider svært at gennemskue, hvad samtiden mente, når de brugte de forskellige begreber, og det kan være svært at skelne begreberne fra hinanden. I renæssancen benyttede man bl.a. begrebet museum som en metafor for indsamling og udstilling af viden, og det var således ikke tilknyttet en bestemt lokalitet.27 Et museum kunne således også være en bog eller en ide. Det er denne udvikling og alsidige brug af ordet, som gør det svært at definere, hvad man i begyndelsen af 1800-tallet mente, når man benyttede ordet museum.

Den museologiske forskning har traditionelt haft en snæver definition af museer som værende institutioner (bestemte bygninger) med kunst, kultur- eller naturhistoriske samlinger.28 Med det nye fokus på museernes roller er definitionen blevet bredere. I 1995 inkluderede sociologen Tony Bennett markeder og udstillinger i ikke-museale institutioner i sin undersøgelse af museernes historiske udvikling.29 Bennetts definition er rummelig, dog uden at indeholde nogen perspektiver til museets rolle.

ICOM’s definition er for samtidsorienteret til at kunne benytte på institutionerne fra begyndelsen af det 19. århundrede, mens Bennetts definiton er for rummelig. Dette medfører en åbenlys problemstilling for nærværende speciale. Hvordan skal man afgrænse antallet af museer i undersøgelsen, når der ikke fandtes en entydig museumsforståelse i samtiden, og når nutidens gængse definition ikke kan benyttes?

Historikeren Krzysztof Pomian definerer museuminstitutionen ud fra et enkelt kriterium, nemlig institutionens besiddelse af en samling.30 Ved at benytte denne definition for museumsudviklingen i begyndelsen af 1800-tallet fremstår byen med et væld af museer, taget både de mange statslige samlinger i betragtning, men især også de mange private, mindre samlinger indeholdende bøger, mønter, medaljer, naturalier, kuriosa osv.

For at begrænse antallet af institutioner kan man med fordel se på de roller, som museerne skulle udfylde. Professor i museologi Susan Pearce definerer museet udfra dets samling og institutionelle formål som primært værende uddannede.31 Denne definition kan med fordel benyttes i udvælgelsen af museumsinstitutioner i København i begyndelsen af 1800-tallet.

Hermed falder de private, lukkede samlinger bort, og tilbage står både stats27 28 29 30 31

Starn, 2005, p. 75.

Bl.a. repræsenteret i: Alexander, 2008 (oprindelig version 1979).

Bennett, 1995, p. 5.

Pomian, 1993, p. 11.

Pearce, 1993, pp. 2f.

13

14

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

lige og private samlinger, som havde et formål eller en rolle som hovedsageligt værende uddannelses- og vidensinstitutioner.

Taget ovenstående betragtninger in mente fremstår København i 1820’erne med følgende statslige museer: Mønt- og Medaljesamlingen på Rosenborg, Det naturhistoriske Museum, Oldnordisk Museum, Kunstmuseet og Det kongelige Billedgalleri. Hertil kan tilføjes Kunstakademiet, hvor der forefandtes en kunstsamling samtidig med, at institutionen havde en uddannelsesmæssig funktion, samt Portrætsamlingen på Frederiksborg Slot i Nordsjælland. Derudover findes en række private museer, som fx konsul Hans Wests og grev Adam Moltkes malerisamlinger, som også havde et uddannelsesmæssigt formål, samt Kunstforeningens udstillinger fra slutningen af 1820’erne.

Ud af disse museer er der tre, som vi i dag benævner nationalmuseer.

Det er Oldnordisk museum, Det kongelige Billedgalleri samt Det naturhistoriske Museum. I samtiden var der imidlertid ingen, som benævnte dem således – med undtagelse af Rasmus Nyerup, som omtalte Oldnordisk Museum som et nationalmuseum.32 Selvom man ikke benyttede dette begreb på museerne, så spillede de en vigtig national rolle for staten.

I de seneste år har der på europæisk plan været megen fokus på forskningen i Europas nationalmuseer og deres grundlæggelser med projekterne Making National Museums og European National Museums.33 Projektlederen af begge forskningsprojekter, den svenske historiker Peter Aronsson, definerer nationalmuseer ud fra institutionernes grundlæggelse og formål.34 Aronsson mener, at museumsgrundlæggelserne skal ses i en kontekst, hvor det skal undersøges, hvilke roller, museerne skulle være med til at udfylde, samt hvad deres formål var. For at opnå en større forståelse heraf, kan man med fordel lave komparative studier af museumsgrundlæggelser i andre europæiske lande inden for samme tidsperiode.35 Det er med dette perspektiv, at specialet vil inddrage undersøgelser af europæiske museer og deres grundlæggelser og formål for dermed at sammenligne undersøgelsens resultater med internationale udviklingstendenser.

Museer og offentlighed Den danske og internationale forskning på området forholder sig ikke kritisk og reflekterende til begrebet offentlighed, samt hvad man i samtiden forstod ved et offentligt museum. Som antydet i indledningen er begrebet offentligt museum ofte benyttet, men dets oprindelse og betydning er ikke undersøgt. Kunsthistorikeren Jeffrey Abt forsøger dette og argumenterer for, at de første museer hørte antikken til, hvor et museion var et sted tileg32 33 34 35

Se mere i afsnittet: Grundstenene lægges.

For projektbeskrivelse se Aronsson, 2010.

Aronsson, 2007, p. 7.

Aronsson & Elgenius, 2011, p. 6.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

net de ni muser (ordet museum stammer fra det græske ord museion). Abt hævder, at første gang ordet museum bliver associeret med det at samle, studere og klassificere, er i 340’erne f.v.t. af Artistoteles i forbindelse med en studierejse til Lesbos. Disse metoder skulle blive forfinet i Alexandrias Bibliotek, som af mange betragtes som det første museum i verden. Det var under kejser Augustus (63 f.v.t.-14 e.v.t.), at museum og offentlighed blev koblet sammen. Han proklamerede, at alt græsk kunst var offentlig ejendom og skulle benyttes til statens tjeneste.36 Abt påstår dermed, at nutidens offentlige museer har sin oprindelse i Romerriget omkring år ét, hvor man havde videnskabelige institutioner, som var offentlige i den forstand, at de var statslig ejendom og skulle tjene staten.37 Hvilken grad af adgangsforhold for offentligheden der var tale om, står imidlertid hen i det uvisse, men ifølge Abt havde visse grupper af befolkningen adgang til museerne.

Ovenstående kan betragtes som oprindelsen til det offentlige museum, såfremt man opfatter det som en videnskabelig institution tilknyttet en stat. Det er netop sådan mange af museerne fra renæssancen og frem til 1800-tallet betragtes. Susan Pearces definition på et offentligt museum minder om denne. Hun mener ikke, at museet nødvendigvis skal være tilgængeligt for offentligheden, men det skal skabe og rumme en fælles forestilling om, hvad der har værdi og er vigtigt for det samtidige samfund.38 Disse definitioner og overvejelser betyder, at et museum kan klassificeres som offentligt, når det er en videnskabelig, statslig institution, som tjener et politisk formål.

I 1700- og 1800-tallet bliver denne opfattelse af offentlighed imidlertid udfordret ved den borgerlige offentlighed, som den kaldes af sociologen Jürgen Habermas. Han mener som andre, at bygningerne (museerne) skal opfattes som offentlige, så længe de rummer statslige institutioner.39 I takt med, at der opstår nye samfundsgrupper, bl.a. embedsfolk og rige handelsmænd, som vil benytte offentlige institutioner (fx teatre, udstillinger, biblioteker), åbner flere traditionelt lukkede bygninger og institutioner, samtidig med at nye typer af offentlige institutioner opstår.40 Denne udvikling findes i flere europæiske lande. I England ser man tidligt institutioner, som etableres for den fremvoksende gruppe af mennesker, som vil tage aktiv del i samfundslivet. Således etableres allerede i 1683 Ashmolean Museum i Oxford og i 1759 åbner The British Museum.41 Disse museer er åbne for mennesker, som ikke tidligere har haft adgang til sådanne institutioner. I 1710 aflyste den tyske videnskabmand Zacharias Conrad von Uffenbach sit besøg på Ashmolean Museum, da det var fyldt med ”Manns- und Weibs36 37 38 39 40 41

Abt, 2011, pp. 115ff.

Lignede resultater præsenteres af Ebbesen, 2000.

Pearce, 1993, p. 89.

Habermas, 2009, p. 50.

Ibid., pp. 83ff.

Anderson, 2003, p. 2; Boulton, 1931, p. 9.

15

16

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

leaute vom Lande”.42 Man havde dermed etableret offentlige institutioner, hvor folk fra alle samfundslag havde adgang.

I 1700-tallets oplysningstid opstod der selskaber, hvor personer fra samfundets højere socialklasser mødtes og diskuterede videnskab, kunst, samfundsindretning og deslige. Disse selskaber var med til at føre adelige og borgerlige sammen, hvorved der blev dannet grundlag for opkomsten af en offentlig opinion.43 Begrebet den offentlige opinion slår imidlertid først igennem i slutningen af 1700-tallet.44 I Danmark benytter man flere forskellige ord om det, som vi i dag betragter som den offentlige mening. Når man beskrev opinionen var det med ord som ”rygtet”, ”den offentlige Røst”, ”den offentlige Stemme”, ”Publikums Røst”, ”Nationens Mening” m.fl.45 Med andre ord var der tale om en anonym masse. Benævnelserne blev benyttet både i slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet.

Det, der kendetegner offentligheden og den offentlige opinion, som beskrevet af bl.a. Habermas, er, at den kun rummer en del af den almene offentlighed, og dermed ikke alle dele af landets befolkningsgrupper. Der er ingen tvivl om, at den offentlige opinion i den behandlede periode oftest blev tegnet af folk fra de højere samfundslag. Det vil også fremgå af dette speciale, hvor holdningerne i aviser og tidsskrifter især tegnes af folk fra byens borgerskab.

Nyere forskning nuancerer imidlertid billedet af en offentlighed rummende udelukkende borgere fra samfundets top. Historikeren Ian Haywood undersøger i værket The Revolution in Popular Litterature, hvordan folk fra de lavere klasser i 1790’ernes England begyndte at tage del i og interesserede sig for debatter i det offentlige rum. For dem handlede det ikke om at bevæge sig op ad den sociale rangstige, men i stedet om at blive anerkendt som medborgere på lige fod med folk fra de højere samfundsgrupper.46 Museologen Jennifer Barrett undersøger i værket Museums and the Public Sphere, hvordan museer og forskellige offentligheder har forholdt sig til hinanden igennem tiden.47 Hun anerkender dermed også, at den form for offentlighed, som museerne omkring år 1800 skulle forholde sig til, var heterogen. Sociologen Norbert Elias forklarer opkomsten af forskellige grupper af offentlighed som et resultat af udviklingen af det moderne samfund kendetegnet ved øget kommercialisering, urbanisering og centralisering.48 Det er med baggrund i ovenstående resultater og overvejelser, at jeg vil forsøge at belyse graden af offentlig adgang til museerne i København i 42 43 44 45 46 47 48

Abt, 2011, p. 125.

Outram, 2013, pp. 21f.

Habermas, 2009, pp. 153ff.

Seip, 1958, p. 17.

Haywood, 1989, p. 24.

Barrett, 2012.

Elias, 1983, p. 268.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

begyndelsen af 1800-tallet. Fokus vil især være på diskussionerne i de trykte medier vedrørende den offentlighed, som man forestillede sig skulle besøge museerne, og hvem der faktisk kunne få lov til at besøge dem.

Opbygning Specialet beskæftiger sig dermed med museer i perioden 1807 til 1827. Diskussioner om museernes roller og adgangsforhold belyses igennem holdninger og meninger, som de kom til udtryk i avis- og tidsskriftslitteraturen.

Specialet er bygget tematisk op med en række kapitler, som skal være med til at besvare specialets problemstilling. Jeg indleder med et kapitel indeholdende en redegørelse for etableringen af det moderne museumsvæsen i Danmark i slutningen af det 18. århundrede og begyndelsen af det 19. århundrede. Kapitlet rummer også en skildring af Københavns seværdigheder og forlystelsesmuligheder i perioden.

Dernæst følger to kapitler med analyser til at belyse og kvalificere besvarelsen af problemstillingen. Først rettes opmærksomheden mod offentligheden, og hvem man i samtiden forstillede sig skulle benytte de nye museer. I denne analyse vil samtidens opfattelse af offentligheden, som den kommer til udtryk i artikler fra aviser og tidsskrifter, blive undersøgt. Her belyser jeg, hvem aviserne og tidsskrifterne mente, skulle have adgang til museerne, og herunder naturligvis også, hvem der ikke var velkommen på museerne. Dernæst følger et kaptitel med analyse af, hvilke roller offentligheden forestillede sig, museerne skulle spille i samfundet. Offentlighedens opfattelser undersøges ud fra holdninger og argumenter, som kommer til udtryk i samtidens trykte presse. Denne del af analysen er delt i to fokusområder: museernes ekstroverte og introverte roller.

Afslutningsvis følger en perspektivering, som med udgangspunkt i specialets resultater vil belyse, hvad man kan benytte denne viden om offentlighedens holdninger til oprettelsen af det moderne museumsvæsen i Danmark til. Her vil der bl.a. blive trukket linjer til museernes roller i samfundet i dag, og hvordan rollerne har ændret sig over tid. Dernæst følger en konklusion, som binder specialets resultater sammen.

17

18

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kapitel 2 Etableringen af de offentlige museer Etableringen af det offentlige museumsvæsen i Danmark skete på baggrund af nedlæggelsen af en anden institution: Det kongelige Kunstkammer.

Kunstkammeret blev grundlagt i 1650 af Frederik 3 (1609-1670), og indeholdt en samling af alverdens mærkværdigheder og kuriosa samt finere kunstgenstande.49 Kongens Kunstkammer fik i 1655 tilføjet den berømte naturforsker og museumspioner Ole Worms (1588-1654) samling efter dennes død året før.50 Under de følgende konger blev samlingen løbende udvidet; bl.a. indlemmede Frederik 4 (1671-1730) en stor samling glaskunst fra Venedig, mens Christian 6 (1699-1746) tilføjede en stor samling af klassiske mønter og medaljer. I 1700-tallet voksede samlingen næsten eksplosivt. Af inventarlisterne fra henholdsvis 1737 og 1807 fremgår det, at samlingen i perioden voksede fra omkring 4.000 genstande til 10.500.51 Helt frem til Kunstkammerets nedlæggelse i 1825 blev samlingen forøget.

Således opkøbte kongen efter gehejmeråd Guldbergs død i 1808 dennes samling af egyptiske, romerske og nordiske oldsager.52 Kunstkammeret var inddelt i en række samlinger, som hver især havde deres udstillingsrum i Kunstkammerbygningen53 ved siden af Københavns Slot. Af inventarlisten fra 1674 fremgår det, at samlingen var opdelt i en række afdelinger, og hver afdeling var opstillet i hvert sit gemak og/eller sal.

Samlingen bestod bl.a. af udstoppede dyr, skeletdele, oldsager, malerier, instumenter, opfindelser, kunstgenstande, 1:1-portrætter af sydamerikanske indianere og meget andet.54 Der var med andre ord tale om en universalsamling.

Kunstkammerinstitutionen kendes fra det meste af Europa, hvor de blev etableret i 1500-tallet. Renæssancens fornyede interesse og genopdagelse af antikken samt opdagelsen og udforskningen af nye landområder

49 50 51 52 53 54

Gundestrup, 1988, p. 53.

Mordhorst, 2009, p. 45.

Gundestrup, 1991, p. XXV. Hermansen, 1951, p. 46.

Bygningen huser i dag Rigsarkivet.

Gundestrup, 2005, pp. 24f.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

fordrede en nyordning af universet og menneskehedens placering heri.55 Denne nye epistemologi havde stor bevågenhed blandt flere af Europas fyrster, som etablerede kunstkamre til udstilling af interessante genstande.

Samlingerne skulle senere danne grundlag for oprettelsen af flere europæiske museer. Renæssancens vidensparadigme og fyrsternes magtiscenesættelse dannede dermed grundlag for etableringen af kunstkamrene.

Oprettelsen af de nye museer i København i begyndelsen af 1800-tallet skete samtidig med oplysningstidens efterdønninger, romantikkens fremvækst og den franske revolution. Med den danske romantik opstod en fascination af fortiden, hvor den fællesnordiske oldtid blev betragtet som den top, man var faldet ned fra og atter skulle kravle op af efter napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814.56 Man måtte derfor bevare og beskytte oldtiden for eftertiden.

Det var romantikkens fremvækst, sammen med 1700-tallets rationalisme, som fordrede oprettelsen af de europæiske museer i første halvdel af 1800-tallet.57 Her så man nærmest en eksplosion i antallet af museer – hvor der tidligere havde været få offentlige museer, så var antallet steget til flere hundreder i midten af 1800-tallet.58 Oprettelsen af museerne skal samtidig ses i lyset af staternes forandredre rolle efter den franske revolution, hvor museerne blev fundamentale institutioner for de moderne stater.59 De gamle samlinger og museer ændredes fra privat til offentlig, fra religiøs til sekulær, fra begrænset til øget adgang, fra beskuelse til uddannelse, fra monarkisk til borgerlig osv.60 Museerne blev benyttet til at fremme egenskaber og værdier, som staterne opfattede som vigtige.

Byens mærkværdigheder Oprettelsen af de danske offentlige museer i begyndelsen af 1800-tallet skete på et tidspunkt, hvor det københavnske borgerskab fik en mere fremtrædende placering i forhold til tidligere. Københavnerne kunne fornøje sig med en række seværdigheder, eller mærkværdigheder, som de oftest refereres til i den samtidige litteratur.

I en vejviser over København fra 1821 kan man bl.a. finde følgende seværdigheder i byen: Kunstakademiet, Kunstkammeret, Museum for Nordiske Oldsager, Myntkabinettet, Naturalmuseum samt Rundetårn.61 Samme 55 56 57 58 59 60 61

Impey & MacGregor, 1985, pp. 1f.

Andriansen, 2003, p. 161.

Rasmussen, 1979, p. 46.

Pomian, 1993, pp. 11f.

Bazin, 1967, p. 169.

Prior, 2002, p. 21.

Christensen, 1821.

19

20

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kunstkammerbygningen opført i 1670.

år udkom et stort værk, Kjøbenhavns Mærkværdigheder, udgivet af etatsråd Frederik Thaarup (1766-1845). Udover ovenstående seværdigheder har Thaarup også beskrivelser af maleri- og kobberstiksamlingerne samt en række af byens statuer.62 Værket på 250 sider giver et dybdegående indblik i samlingerne på byens museer omkring 1821.

Thaarup indledte værket med en beskrivelse af byens ældste kulturinstitution: Kunstkammeret. Han var godt klar over, at det var under opløsning, og han nævnte bl.a., at en række oldsager var overdraget til Oldnordisk Museum, samt flytningen af portrætmalerierne i 1812 til Frederiksborg Slot.63 Thaarup beskrev Kunstkammeret med følgende rum: indgangsværelset og gallerigangen var ophængt med malerisamlingen; derefter kom man ind i et værelse med forskellige sager, bl.a. møbler, hvorefter man trådte ind i antikvitetssalen med oldsager. Her fandtes både oldsager fra den katolske og egyptiske tid, bl.a. en fem fod lang mumie. Derudover indeholdt salen også samlingen af græske og romerske oldsager.64 Museet havde også en indiansk sal med en række forskellige genstande fra udlandet samt et værelse med kunstgenstande, hvor samlingen især prægedes af drejede genstande i træ og elfenben samt sølv.65 En af de mest spektakulære sale i museet var naturaliesalen, hvor man bl.a. havde et spædbarn med

62 63 64 65

Thaarup, 1821.

Ibid., pp. 3f.

Ibid., pp. 6, 19, 20, 25, 34 & 38.

Ibid., pp. 41ff.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

to hoveder udstillet, et forstenet foster, som en fransk kone havde båret i 28 år, flere blæresten – bl.a. én udtaget fra tidligere rigskansler Griffenfeld (1635-1699).66 Til trods for, at Kunstkammeret var under opløsning, må det konstateres, at museet stadig havde en imponerende og bred samling af diverse genstande. Besøgende havde adgang til Kunstkammeret mod betaling. I år 1800 kostede det 2 rigsdaler samt 6 mark i drikkepenge,67 hvilket gav adgang for seks til syv personer.68 I 1815 var prisen steget til samlet 3 rigsdaler for det samme antal personer.69 Den høje entrépris betød, at kun få personer besøgte samlingen, og kun i større grupper for at holde prisen per person nede. Derudover betød prisen også, at mange kun besøgte samlingen en eller to gange i deres liv.70 Kunstkammeret var en seværdighed, prins Christian Frederik (den senere Christian 8 [1786-1848]) skulle stifte bekendtskab med som en del af sin uddannelse. I hans dagbogsnotater fra 1799 står, at han havde besøgt Kunstkammeret.71 Prinsen noterede ikke noget om, hvad han havde syntes om det.

Thaarup beskrev i sit værk fra 1821 også Oldnordisk Museum i detaljer samt en række malerisamlinger.72 Disse vil blive behandlet senere.

Foruden disse museer og samlinger udmærkede København sig også ved sine mønt- og medaljesamlinger – både den kongelige på Rosenborg Slot, men også flere betydelige private samlinger, bl.a. Frederik Münters (1761-1830).73 I det offentlige rum var statuerne af Christian 5 på Kongens Nytorv og Frederik 5 på Amalienborg Slotsplads blandt byens fineste.74 I en vejviser over København fra 1829 – også udgivet af Frederik Thaarup – kan man læse, at siden 1821 havde København fået nye seværdigheder i form af Kunstmuseet i Dronningens Tværgade og Det kongelige Billedgalleri på Christiansborg Slot.75 Begge var blevet oprettet som et resultat af Kunstkammerets opløsning. Byen havde dermed mod slutningen af dette speciales undersøgelsesperiode flere museer, som byens borgere kunne fornøje sig med.

66 Ibid., p. 59.

67 I begyndelsen af 1800-tallet svingede priserne meget grundet krigen og statsbankerotten i 1813.

Et indblik i, hvad ting i perioden kostede, følger her: 1 pund groft rugbrød kostede i 1810 3,5 skilling, mens prisen i 1812 var 6,5 skilling. Dagslønnen var i 1814 for en arbejdsmand i Odense på 48 rigsbanksskilling om vinteren og 80 rigsbanksskilling om sommeren. For mere information, se Thestrup, 1991.

68 Nyerup, 1800, p. 329.

69 Nyerup, 1815, p. 123.

70 Ussing, 1872, pp. 23f.

71 Linvald, 1943, p. 5.

72 Thaarup, 1821, pp. 110ff.

73 Ibid., p. 205. Frederik Münter var medlem af Oldsagskommissionen og professor i teologi ved universitetet.

74 Thaarup, 1821, pp. 187f.

75 Thaarup, 1829.

21

22

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Grundstenene lægges Den 22. maj 1807 blev Oldsagskommissionen nedsat.76 Denne dato er siden blevet betragtet som Nationalmuseets fødselsdag, selvom der skulle gå 12 år, før museet åbnede for offentligheden.77 Der havde i en årrække været fokus på oldsagernes opbevaring, særligt efter tyveriet af de to guldhorn fra Kunstkammeret i 1802 og deres efterfølgende omsmeltning.78 Guldhornene var sammen med relikvier fra biskop Absalon de mest berømte i Kunstkammeret.79 I 1806 var der endnu et tyveri, hvor der natten mellem den 10. og 11. november var indbrud i mønt- og medaljesamlingen på Rosenborg, hvor der blev stjålet 114 guld- og sølvmønter.80 Der var dermed et behov for at få styr på de kongelige samlingerne, så de kunne sikres for eftertiden.

I kommissionen fik bl.a. to professorer fra Københavns Universitet sæde: Rasmus Nyerup og Frederik Münter. Begge betragtes som ophavsmænd til kommissionens oprettelse.81 Nyerup var fra rejser rundt i landet blevet gjort opmærksom på det forfald, som de oldnordiske fortidsminder i landskabet var udsat for.82 Det var en række reformer fra slutningen af 1700-tallet, bl.a. landbrugsudskiftningerne i 1780’erne, vejreformerne i 1790’erne og skovlovene (1781 og 1805), som var med til at ændre landskabet, hvorved fortidsminderne led overlast.83 I sit ønske om at bevare fortiden for eftertiden foreslog Nyerup oprettelsen af et nationalmuseum i København. I 1806 udgav han et værk, hvori han beskrev en opstilling af oldtidssager på et fremtidigt oldsagsmuseum.84 I 1807 forfattede han en anonym artikelserie, ”Fragmenter af en Reise til Kjøbenhavn i Aaret 1837”, i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, hvor han forestillede sig København 30 år ud i fremtiden.85 Han indledte således i artikel nr. 2: ”Een af de Mærkværdigheder i Kongestaden, som jeg først og fremmest bør nævne her, er det Danske Nationalmuseum”.86 Nyerups drøm om et museum blev et af resultaterne af Oldsagskommissionens arbejde. Nyerup var stolt af oprettelsen af museet og beskrev i sin selvbiografi fra 1829 sin bedrift således:

76 77 78 79 80 81 82 83 84 85

Jakobsen & Adamsen, 2007, p. 185.

Larsen, Teglhus & Nørskov, 2008, p. 510.

Jakobsen, Andersen & Adamsen, 2007, p. 9.

Nyerup, 1800, p. 334.

Jørgensen, 1996, p. 273.

Roussell, 1957, p. 25.

Nyerup, 1806, p. L. Baagøe, 2000, p. 203.

Nyerup, 1806.

Forskningen er enig om, at den anonyme artikelserie i NSK er forfattet af Rasmus Nyerup: Mordhorst, 2009, p. 276; Jensen, 1992, p. 13. Rasmus Nyerup skriver således selv i sin selvbiografi fra 1829, at han var forfatter til artikelserien. Ström, 1829, p. 56.

86 NSK, nr. 28, 17. januar 1807.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Hvor lykkelig jeg end maa prise mig, at saa mange af mine Ønsker ere blevne opfyldte, saa mange Planer udførte og saa mangt et vidt udsat Maal opnaaet, har dog ingen af mine Idrætter i Livet havt den iøjnefaldende Fremgang, som mit Forslag at oprette et Museum for nordiske Oldsager.87 For en mand som Nyerup, hvis virke strakte sig over mange embeder samt en række udgivelser og publikationer, opfattede han selv oprettelsen af nationalmuseet som den vigtigste.88 Udover at have sæde i Oldsagskommissionen fungerede Nyerup også som kommissionens sekretær. Denne post bestred han indtil 1816, hvor han var kørt træt i stillingen og hellere ville benytte tiden på andre gøremål.89 Nyerup trådte dermed tilbage inden museet åbnede for offentligheden.

Inden Oldsagskommissionen kunne komme i gang med sit arbejde, skulle den have en formand. Münter foreslog overhofmarskal A.W. Hauch.90 Hauch havde siden 1802 været chef for Kongens Kunstkammer, hvor han arbejdede for en opsplitning af samlingen i mindre, specialiserede dele.91 Han havde både en militær og naturvidenskabelig baggrund og var centralt placeret ved hoffet og i centraladministrationen.92 Hans baggrund og stilling gjorde ham til den ideelle chef for kommissionen.

Kommissionens formål var at sikre rigets fortidsminder, hvor første opgave var at kortlægge, hvilke fortidsminder der fandtes, og hvordan man bedst sørgede for, at disse blev bevaret.93 Oldsagerne skulle også virke til offentlighedens lærdom, hvorfor man i kommissoriet kan læse følgende under punkterne 5d og 5e: d. Hvorledes med de mindste Bekostninger for Staten, et Statsmusæum kunde anlægges, for alle i Vore Riger værende Oldsager, for saavidt de enten allerede findes i de Kongelige Samlinger, eller med Tiden kunde blive i dem indlemmede, og e. Hvorledes dette Musæum da kunde anvendes til offentlig Nytte […]94

87 88 89 90 91 92 93 94

Ström, 1829, p. 54.

Engelstoft og Dahl, 1939, pp. 284ff.

Jensen, 1992, p. 41.

Ibid., p. 24.

Mordhorst, 2009, pp. 69f.

Bencard, 2000, p. 193.

Rasmussen, 1979, p. 48.

Det Kongelige Kommissorium 22. maj 1807, Nationalmuseet, Antikvarisk Topografisk Arkiv, Museumshistorisk Arkiv, Kasse I 25.

23

24

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kommissionens indledende plan gik ud på at omdanne Nikolaj Kirke, som var brændt under den store brand i 1795, til kombineret museum og brandstation. Grundet englændernes bombardement i 1807 og den efterfølgende inddragelse i Napoleonskrigene måtte disse planer opgives og museet blev i stedet indrettet i universitetets lokaler på loftet af Trinitatis Kirke, hvor også universitetsbiblioteket havde lokaler.95 Efter Nyerups tilbagetræden som sekretær for Oldsagskommissionen og udnævnelsen af en ny progressiv sekretær blev museet en realitet. Den nye sekretær var den 27-årige grosserer C.J. Thomsen.96 Han gik straks i gang med en videnskabelig gennemgang af samlingen, der som nævnt nu fandtes på loftet af Trinitatis Kirke.97 Thomsens gennemgang indebar, at han delte samlingen op i fem: 1. Den hedenske tid, 2. Runemonumenter, 3.

Den katolske kultur i Norden, 4. Riddervæsenet samt 5. Senere mærkværdigheder.98 Oldsagssamlingen var endnu ikke opstillet efter oldtidens tredeling (sten-, bronze- og jernalder), som Thomsen senere skulle blive berømt for at formulere, men ellers var samlingen opstillet og ordnet efter et kronologisk princip.99 Thomsens videnskabelige ordning minder til dels om den af Nyerup foreslåede opstilling fra 1806 med tre hovedafdelinger: ”for Hedenolds Monumenter, for Runer, og for de christne Mindesmærker”.100 Som angivet ovenfor tilføjede Thomsen to afdelinger indeholdende genstande, som ikke stammede fra den danske oldtid, og som sandsynligvis var genstande, som museet havde fået overdraget efter 1807.

Thomsens store arbejde muliggjorde i 1819 åbningen af museet på loftet af Trinitatis Kirke. I 1832 flyttede museet fra kirken til lokaler i en af sidefløjene på Christiansborg Slot.101 Thomsen skulle senere blive involveret i flere af byens andre museumsgrundlæggelser.

De museale kommissioner Hauch ønskede en videnskabelig gennemgang af Kunstkammerets samlinger, som endnu ikke var udskilt, hvilket i 1821 resulterede i oprettelsen af seks ”scientifiske” kommissioner.102 Kunstkammerforvalteren, Johan Conrad Spengler (1767-1839), havde længe arbejdet på en plan for en opløsning af Kunstkammeret. Han foreslog at inddele de seks kommissioner op i følgende fag eller klasser: 1. Malerier, 2. Nordiske oldsager, 3.

Antikker, 4. Moderne, ægte slebne sten og kostbarheder, 5. Etnografika og

95 96 97 98 99 100 101 102

Macheprang, 1929, pp. 5f.

Street-Jensen, 1988, p. 19.

Engberg, 2005b, p. 107.

Jensen, 1992, p. 54.

Jensen, 1988, pp. 11f.

Nyerup, 1806, p. X. Jensen, 1992, p. 111.

Gundestrup, 2005, p. 32.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

6. Udskårne og drejede sager. Derudover overgik de genstande, som havde tilknytning til kongefamilien, til Rosenborg Slot, mens naturalierne overgik til det allerede oprettede Kongelige naturhistoriske Museum (se mere herom nedenfor).103 Den videnskabelige ordning af genstandsområderne benyttede alle nye videnskabelige metoder, fx blev malerierne inddelt efter skoler, og oldsagerne efter perioder og funktioner.104 Hauch og Spengler fik sæde i alle kommissionerne. Spengler fik derudover ansvar for at registrere genstandene tilknyttet malerikommissionen.105 Gennemgangen resulterede i, at store dele af samlingen blev overført til nyoprettede specialmuseer, mens genstande, som ikke passede ind i det nye videnskabelige billede, blev destrueret eller bortauktioneret.106 Kommissionerne opererede sideløbende med en række andre kommissioner, som havde til formål at oprette museer for forskellige genstandsområder. Foruden Oldsagskomissionen havde man allerede i 1796 nedsat ”Commissionen for Museet for Naturvidenskaberne”, som skulle oprette et naturvidenskabeligt museum; både til at fremme naturvidenskaben samt påvirke offentlighedens interesse for feltet. Museet blev i 1821 indrettet i Stormgade, hvor samlingerne blev opsplittet i to: mineralerne og de zoologiske samlinger.107

Statslige museer Etableringen af de offentlige museer foregik over en lang årrække. Det begyndte allerede i 1780-1781, hvor mønt- og medaljesamlingen blev udskilt fra Kunstkammeret og overflyttet til Rosenborg Slot, hvor man etablerede en specialsamling for disse. Hertil ankom også mineralerne fra Kunstkammeret; udskilt i 1804.108 I 1796 fremsattes forslaget om etableringen af et naturhistorisk museum, hvor man skulle sammenlægge den kongelige samling med universitetets. Foruden disse to samlinger blev en række private samlinger opkøbt, bl.a. i 1805 Spenglers konkyliesamling. Samme år blev denne nye store naturhistoriske samling sammenlagt med samlingen fra Naturhistorie Foreningen, hvorefter Det naturhistoriske Museum blev etableret.109 I 1812 fik Hauch etableret en historisk portrætsamling på Frederiksborg Slot, hvor portrætter fra Heltekammeret i Kunstkammeret, Rosenborg, Fredensborg, Hirschholm, Kronborg samt hertugdømmerne blev

103 104 105 106 107 108 109

Gundestrup, 1988, p. 54.

Mordhorst, 2009, pp. 269f.

Bencard, 2000, p. 197.

Engberg, 2005b, p. 103.

Mordhorst, 2009, pp. 279f.

Ibid., p. 70.

Rasmussen, 1979, p. 41.

25

26

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

samlet under et.110 Grundstenen til Det nationalhistoriske Museum, som brygger Jacobsen senere etablerede på slottet, var lagt.

Et resultat af de førnævnte scientifiske kommissioners gennemgang af genstandene fra Kunstkammeret blev etableringen af Det kongelige Kunstmuseum i 1825, som fik til huse i Dronningens Tværgade (nuværende nr.

7).111 Her blev bl.a. genstande fra antikken samt kunstværker og etnografiske artefakter udstillet.112 Kunstmuseet overtog de fleste af genstandssamlingerne fra Kunstkammeret. Selvom den videnskabelige ordning af samlingerne allerede var tilendebragt i 1827, åbnede museet først for offentligheden i 1841, efter at Thomsen var blevet leder.113 Museet siges at være verdens ældste etnografiske museum.114 Åbningen af Det kongelige Billedgalleri havde været længe undervejs, da man ikke kunne åbne galleriet, før den store malerisamling var blevet videnskabelig ordnet. Spengler var først færdig med arbejdet i 1827, hvor et katalog over samlingen udkom, og galleriet kunne dermed åbne i juni samme år. Museet indeholdt 921 malerier, som var fordelt i 13 sale i det nyopførte Christiansborg Slot.115 Det kongelig Billedgalleri var det sidste statslige museum, der åbnede, i den i specialet undersøgte periode.

Foruden ovenstående museer havde man længe haft udstillinger ved Kunstakademiet i København. Akademiet blev grundlagt i 1754 efter fransk forbillede, hvor kongen, Frederik 5 (1723-1766), på sin fødselsdag, d. 31. marts, underskrev akademiets fundats. Der havde eksisteret en kunstsammenslutning siden 1701 med en dertilhørende skole fra 1738, og fra 1753 havde sammenslutningen haft til huse på Charlottenborg Slot. Det var akademiets første direktør, franskmanden Jacques François Joseph Saly (17171776), som foreslog afholdelsen af en salon (udstilling). Han har givetvis haft det franske kunstakademi, Académie Royale de Peinture et Sculpture, som forbillede, der siden 1667 sporadisk havde afholdt saloner.116 I mange år var Kunstakademiet præget af indkaldte franske kunstnere.117 Den første salon fandt sted i 1769 og var den første egentlige kunstudstilling i Danmark. Der blev udstillet 137 værker udført af 15 medlemmer, heraf otte danske og syv udenlandske kunstnere.118 Meningen var, at man skulle afholde saloner hvert andet år, men dette lod sig slet ikke gøre. Kunstakademiet holdt saloner i årene 1769, 1778, 1794 og 1815.119 Hvert år var

110 111 112 113 114 115 116 117 118 119

Engberg, 2005a, p. 390.

Gundestrup, 1991, p. XXXI. Mordhorst, 2009, p. 71.

Birket-Smith, 1962, p. 37; Jensen, 1992, p. 192.

Ibid., p. 35.

Engberg, 2005b, p. 95.

Mortensen, 1990, p. 75.

Bech, 1981, p. 170.

Meldahl, 1906, p. 8.

Engberg, 2005a, pp. 114 og 378.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

der mindre udstillinger for konkurrenceværkerne, som indledte akademiets årsfest d. 31. marts. Værkerne blev senere bedømt, hvor de bedste modtog guld- og sølvmedaljer.120 Kunstakademiet havde kongelig bevågenhed, som ses ved, at prins Christian Frederik (Christian 8) i 1808 blev udnævnt til akademiets præces.121 Dette ses også ved, at salonen i 1815 blev afholdt i anledning af Frederik 6’s salving.

Kunstkammerets nedlæggelse resulterede som angivet ovenfor i etableringen af flere offentlige museer, men hvorvidt der var offentlig adgang til dem og Kunstakademiet, var forskelligt fra institution til institution.

120 Meldahl, 1906, p. 4.

121 Engberg, 2005a, p. 374.

27

28

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kapitel 3 For de dannede eller udannede?

Da Hensigten med denne Udstilling for endeel formeentligen er deels at vise Elevernes Fremskridt, deels ogsaa at udbrede en god Smag og vække Aand for Kunsten og dens Værker, saa var det vist nok gavnligt, om Udstillingen besøgtes af saamange som mueligt, og det endog af alle Classer.122 Ovenstående ønske trykt i 1823 i Politivennen, er forfattet af en anonym person og angik adgangen til udstillingen på Kunstakademiet på Charlottenborg. Skribenten henviste til en praksis, hvor ikke alle grupper i befolkningen havde adgang til udstillingen, hvorfor den ikke blev besøgt af så mange som muligt.

Hvilke personer, der skulle have adgang til de nye museer, var aviserne ikke enige om. I 1827 tordnede Kjøbenhavns Flyvende Post mod den såkaldte pøbels123 adgang til det nyåbnede Billedgalleri på Christiansborg Slot: Det staaer endnu tilbage, at denne herlige Samling gjøres saa offentlig, som muligt, saa offentlig, at den kan opnaae sin Hensigt, danne Kunstneren, belære Kjenderen, og glæde Kunstelskeren, og saaledes opfylde værdig sin bestemmelse og Regjeringens ædle Villie; og dog tillige de Misbrug undgaaes, der ved Pøbel-Nysgjerrighed og Uvorenhed saalet indsnige sig, der ei allene her, men desværre overalt ei blot er indskrænket til den laveste Stand, som en sørgelig Erfaring saa ofte og næsten daglig beviser ved alle offentlige Indretninger; thi kun en saadan Offentlighed er det, at den dannede Statsborger, der elsker og agter skjøn Kunst, her kan ønske og gjøre sig Haab om af en faderlig human Regjering.124 122 P, nr. 382, 26. april 1823.

123 Benævnelsen pøbel er en omskiftelig betegnelse. Benævnelsen fungerer som et mærkat, som man kan sætte på forskellige folk. Det er dermed ikke en befolkningsgruppe, men nærmere en mental tilstand. Se mere om pøbel i: Henningsen & Langen, 2010, pp. 208f.

124 KFP, nr. 48, 15. juni 1827.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Den offentlige adgang til det nye museum skulle dermed kun indbefatte en del af befolkningen; den del, som allerede var dannede mennesker og dermed forstod at værdsætte kunsten. Derimod skulle de udannede, pøblen, holde sig langt væk, da deres besøg på museet måtte betragtes som et misbrug af den offentlige adgang og museets samlinger.

De to ovennævnte citater viser tydeligt, at der blandt de københavnske aviser herskede divergerende holdninger om, hvem der skulle have adgang til museerne og udstillingerne. Det er disse holdninger og opfattelser, som dette kapitel vil belyse for at undersøge museernes grad af offentlig adgang.

Folket får adgang I den af Rasmus Nyerup tidligere nævnte artikelserie, ”Fragmenter af en Reise til Kjøbenhavn i Aaret 1837” i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn fra 1807, havde han også en holdning til, hvordan offentligheden skulle benytte de offentlige museer: Hver Søndag staaer dette Pantheon aabent for alle og enhver; her fører Faderen sin Søn hen og siger: saaledes handlede dine Fædre! Her fører Moderen sin Datter hen og siger: saaledes handlede dine Mødre! Dette er den practiske Skole, hvori Danske Fædre og Mødre opmuntre deres Børn til Dyd og til at følge Dannemænds og Danneqvinders hæderlige Fodspor.125 I 1819 skulle Nyerups drøm gå i opfyldelse, da Oldnordisk Museum åbnede for offentligheden. Museet havde åbent torsdage fra kl. 11-13, hvor de besøgende blev vist rundt i samlingerne; ofte af Thomsen selv.126 Det er bemærkelsesværdigt, at aviserne skriver så lidt om åbningen af museet i 1819.

Hverken i Collegial-Tidende, Politivennen, Minerva eller Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn findes åbningen omtalt. Dette står i skærende kontrast til den omtale, Oldsagskommissionen fik i aviserne i 1807, hvor der blev skrevet adskillige artikler om indleveringer og indberetninger af fund og samlinger til kommissionen.127 Selve etableringen af kommissionen og planerne om det kommende museum omtales fx i Collegial-Tidende d. 23. maj 1807; blot én dag efter at kongen havde sat sin underskrift på kommissoriet.128 I december 1820 indsendte medlem af Oldsagskommissionen og professor i filologi Børge Thorlacius (1774-1829) en rapport over kommissionens arbejde til Danske Kancelli.129 Rapporten opsummerede de seneste ti

125 126 127 128 129

NSK, nr. 28, 17. januar 1807.

Jensen, 1992, p. 55.

Se bl.a.: D, nr. 32, 24. februar 1807; NSK, nr. 39, 24. februar 1807.

CT, nr. 21, 23. maj 1807.

Hermansen, 1935, p. 117.

29

30

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

års arbejde og blev i februar 1821 trykt i Collegial-Tidende. Her omtales åbningen af Oldnordisk Museum endelig for publikum: Efterat Museet for Oldsager havde erholdt saa stor en Tilvext, at det, videnskabeligen ordnet, troedes med Behag og Nytte offentlig at kunne beskues, har det i bestemte Tider været aabent for dem, som interesserede sig for denne Sag. I 1819 og 1820 har Commissionens Secretair C. J. Thomsen hver Torsdag Formiddag fra Kl. 11-1 indfundet sig paa Stedet, og foreviist Kabinettet for Enhver, som ønskede at se det. Hos mange Medborgere, hvem det saaledes har været foreviist, er Ønsket opstaaet at bidrage til dets Forøgelse, og adskillige have og siden i Gjerningen viist, at Synet havde fornøiet dem.130 I Dagen kan man også finde en beskrivelse af åbningen af museet, som tydeligvis har hentet inspiration fra den lange beskrivelse i Collegial-Tidende. I beskrivelsen fokuseres der på, at museet er åbnet for offentligheden til dens nytte og behag.131 De to artikler i Collegial-Tidende og Dagen indikerer, at museet var åbent for alle, som havde en interesse for oldsager, eller som blot ønskede at se museet. Samtidig kan man læse ud af ovenstående, at de besøgende tog godt imod det nye museum, og i en sådan grad at de begyndte at indlevere genstande til museet.

I efteråret 1820 besøgte sønderjyden og den senere politiker Christian Paulsen (1798-1854) København, hvor han bl.a. besøgte det nyåbnede museum. Den 7. september fik han en omvisning af både Nyerup og Thomsen og beskrev oplevelsen således: […] ved Herr Thomsens Godhed (mærkværdigt er det, at han egentlig er Grosser) fik jeg nøiagtigen at see den første nyligen begyndte Oldsagssamling. Den er opstillet i den skjønneste Orden og bestaaer af 2 Hovedafdelinger […]132 Det er interessant, at det første Paulsen bemærker, er, at samlingen er opstillet i ”den skjønneste Orden”. Det var netop den videnskabelige ordning, som Thomsen havde fokuseret på forud for museets åbning.133 Inden Thomsens ordning af samlingen beskrev han den selv som: ”I Støv, planløs Uorden, skjult i Skuffer, Kroge, Tørklæder, Papirer, var det hele mig et Chaos”.134

130 131 132 133 134

CT, nr. 7 og 8, 10. februar 1821.

D, nr. 38, 13. februar 1821.

Fabricius & Lombolt-Thomsen, 1946, pp. 19f.

Jensen, 1992, p. 72.

Brev fra Thomsen til Oldsagskommissionen citeret i: Ibid., p. 51.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Paulsen nævnte også i sin beskrivelse af sit besøg, at alle genstandene var udstillet i skabe.135 Thomsen havde ordnet det tidligere kaos og opstillet genstandene, så de besøgende kunne se dem, frem for at de var gemt væk i skuffer og kroge. Dette var et nybrud i dansk museumspraksis. I Thaarups beskrivelse over Københavns mærkværdigheder får man indtryk af, at samlingen i Kunstkammeret var opstillet meget rodet.136 Dette fremgår også af Spenglers beskrivelse af Kunstkammeret fra 1827, hvor han beskriver opstillingen således: ”Kunstkammerets egen Samling betragtedes meest som et Slags Magazin”.137 Museumsbesøget havde gjort stort indtryk på Paulsen: ”Med megen Glæde saa jeg disse med den største Nøiagtighed samlede Minder om vor Oldtid […]” og ”Efterat have moret mig næsten i 2 Timer ved disse Oldstidsminder forføiede jeg mig op paa Runde Taarn […]”138 Paulsens indtryk af det nye museum var overordentligt positivt – han havde ligefrem moret sig med at se de udstillede genstande.

Paulsens omvisning foregik i museets åbningstid en torsdag mellem kl. 11 og 13,139 men han nævnte ikke noget om, hvorvidt andre besøgende havde været med på omvisningen. Paulsens besøg på museet afsluttedes med en tur op i Rundetårn, som tilsyneladende, i hvert fald for Paulsen, var en seværdighed, som skulle opleves på lige fod med museet. Foruden udsigten over byen fungerede tårnet også som observatorium og var således et besøg værd for videnskabeligt interesserede borgere.140 I Thaarups Kjøbenhavns Mærkværdigheder fra 1821 beskriver han, hvordan offentligheden tog imod det nye museum: Hr. Cancellieraad Thomsen har glædet Mange ved sine med Kundskaber og Nidkjerhed viste velvillige Bestræbelser for at gjøre Museet saa gavnligt som muligt, og med Talent at forevise og forklare hvad det har.141 Både artiklen fra Collegial-Tidende og Thaarups beskrivelse indikerer, at det nye museum blev besøgt af mange mennesker. Det har ikke været muligt at sætte et tal på antallet af besøgende. Besøgstal for en række andre museer fra denne periode er typisk fremkommet ved at dividere årsindtægten med entreudgiften, hvorved man får et tal svarende til antallet af besøgende. Men da indgangen til Oldnordisk museum var gratis, har det ikke været muligt 135 136 137 138 139

Fabricius & Lombolt-Thomsen, 1946, p. 19.

Thaarup, 1821, pp. 6ff.

Spengler, 1827, p. VI. Fabricius & Lombolt-Thomsen, 1946, pp. 19f.

Paulsen nævner ikke, at det var i den offentlige åbningstid, at omvisningen fandt sted. Han skriver, at han indfandt sig på museet kl. 11, og da d. 7. september ifølge: Bauer, 1868, var en torsdag, så besøgte Paulsen museet i dets offentlige åbningstid.

140 Christensen, 1821.

141 Thaarup, 1821, p. 117.

31

32

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

at regne antallet af besøgende ud ved denne metode.142 I 1832 blev museets lejemål på loftet af Trinitatis Kirke opsagt, da museet: […] besøges af hele Publicum fra Byen, Landet og Udlandet, inklusive Haandverkssvende og Skolebørn i Snesevis, for hvilke Bibliotheket selv da maa tjene til Gjennemgang eller ligesom Forstue; naar de ikke alle kunne indlades, samle de sig i Indgangen til Bibliotheket, hvor de da ved Støj og ved at optage Pladsen for dem, der have at bestille på Universitetsbibliotheket, ere til fuldt saa megen Uleilighed. Hertil kommer, at Museet bestyres og forevises af Personer, der ere aldeles fremmede for Bibliotheket, ja største Delen ogsaa for Universitetet.143 Lejemålet blev dermed opsagt, da der kom så mange besøgende på museet, at det forstyrrede bibliotekets brugere. Det fremgår af ovennævnte, at universitetsbibliotekskommissionen ikke var særlig begejstrede for, at en person, som ikke var uddannet fra universitetet, kunne bestyre det. Her tænkes naturligvis på Thomsen.

Det er bemærkelsesværdigt, at Oldnordisk Museum – hverken i Thorlacius’ rapport til Danske Kancelli eller i Paulsens dagbogsnotater – omtales med dette navn, men derimod som henholdsvis ”Kabinettet” og ”Oldssagssamling”. Museets navn var ret uklart – også for Thomsen selv; i 1820 benævnte han museet som ”Statsmuseum for Nordens Oldsager” i et brev til historikeren Vedel Simonsen.144 I Thaarups beskrivelse af museet i Kjøbenhavns Mærkværdigheder benævntes museet som ”Museum for nordiske Oldsager”.145 I Universitetskommissionens brev fra 1832 omtales museet ”Det antiqvariske Museum”.146 Collegial-Tidende betegnede i omtalen fra 1821 museet som ”Kabinettet for Oldsager”.147 De mange navne understreger, at museet som institution ikke var defineret, hvorfor forskellige personer benyttede mange forskellige betegnelser.

Til trods for de mange navne havde København fået et offentligt museum med fri og lige adgang for alle byens borgere. Sådanne forhold fandtes ikke ved alle byens udstillingssteder.

142 De første optegnelser over antallet af besøgende findes først fra 1851, hvor der fx d. 6. november var 53 besøgende, d. 11. december 21 besøgende, mens der den 25. december var 142 besøgende.

Fortegnelse over Antallet af de Besøgende i Museet for de nordiske Oldsager, begyndt d. 1. Novbr 1851, slutter d. 19 august 1852. Nationalmuseet, Antikvarisk Topografisk Arkiv, Museumshistoriske Arkiv, Kasse I 13.

143 Universitetsbibliothekskommissionen til Konsistorium, d. 28. februar 1832, Nationalmuseet, Antikvarisk Topografisk Arkiv, Museumshistorisk Arkiv, Kasse I 26.

144 Hermansen, 1935, p. 112.

145 Thaarup, 1821, p. 110.

146 Universitetsbibliothekskommissionen til Konsistorium, d. 28. februar 1832, Nationalmuseet, Antikvarisk Topografisk Arkiv, Museumshistorisk Arkiv, Kasse I 26.

147 CT, nr. 7 og 8, 10. februar 1821.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kunst og kultur for eliten På Kunstakademiet var der i 1819 offentlig udstilling over de forarbejdede værker ved akademiet. Udstillingen var den fjerde, siden man i 1815 – i forbindelse med en større spareøvelse – havde sammenlagt udstillingen for elev- og konkurrencearbejder og udstillingen for medlemsarbejder.148 I Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn kan man læse følgende om offentlighedens adgang til udstillingen: Hvor meget maa enhver af de ældre Udstillinger ikke tabe i Sammenligning med de nyere Tiders! I stedet for at man da blot udstillede 7 til 8, tildeels høist maadelige, Stykker, og de, der besøgte Udstillingen, maatte trænge sig frem igjennem en Vrimmel af Mennesker, hvoriblandt ofte den ladeste Pøbel, kan Beskueren nu, veiledet ved en vel ordnet og nøiagtigen forfattet Fortegnelse, roligen tage Arbeiderne i Øiesyn, uden at forstyrres af hele Flokke paatrængende Drenge. Academiets Foresatte fortjene i høi Grad Almeenhedens Tak for den gode Indretning, at Adgangen maa betales. Hvo giver ikke med Fornøjelse en Ubetydelighed af 24 ß. naar han uforstyrret kan beskue de udstillede Arbeider? De, som paastaae at saadanne Udstillinger burde være aabne for Alle og Enhver, glemme, at man ofte ved at aabne Døren for Pøbelen, lukker den for Publicum.149 Det kan godt være, at offentligheden var velkommen på Oldnordisk Museum, men ved Kunstakademiets udstillinger kunne man bestemt ikke have folk fra byens lavere klasser rendende rundt – det var jo ligefrem forstyrrende for den dannede borger, som tog kunstværkerne i øjesyn. Såfremt folk fra alle byens klasser fik adgang til udstillingen, ville man ifølge Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn udelukke ”Publicum”. Avisen skelner mellem publikum og pøbel, hvor pøblen ikke er en del af den offentlighed, som man forestiller sig skal besøge udstillingen. Publikum defineres dermed som den del af offentligheden, som allerede er dannede mennesker, hvorved forstås folk fra de højere samfundslag. Folk fra de lavere socialklasser var dermed udelukket.

Traditionelt har den danske forskning opfattet gruppen af dannede borgere i København i 1810’erne og 1820’erne bestående af få tusind velstillede familier, som mere eller mindre alle kendte hinanden. De kom til de samme foredrag, læste den samme litteratur, så de samme stykker i Det kongelige Teater og mødte trofast op på Charlottenborg om foråret for at se de nyeste værker.150 For at få et større indblik i, hvilke typer personer denne gruppe indholdt, kan man bruge Habermas’ definition. Han hæv148 Engberg, 2005b, p. 61.

149 NSK, nr. 28, 6. april 1819.

150 Mortensen, 1990, p. 84.

33

34

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

der, at der i forbindelse med opbygningen af det moderne statsapparat i det 17. århundrede opstod en ny form for borgerlighed, som indtog en central rolle i det offentlige rum. Tidligere havde det været de gamle stænder, fx håndværkere og kræmmere, som var dominerende. Med opbygningen af den moderne stat opstod der en ny gruppe af dannede stænder. Det var fx embedsmænd, jurister, læger, præster, officerer og professorer.151 Det er disse typer af mennesker, som var en del af det publikum, den offentlighed, som Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn henvendte sig til.

Hvor stor denne gruppe egentlig var, er ikke nemt at kortlægge. København var ikke opdelt i kvarterer, hvor rige og fattige levede adskilt.152 Tværtimod var der hele tiden interaktion mellem folk med forskellige økonomiske og uddannelsesmæssige baggrunde, hvorfor det kan være svært at opdele folk i forskellige befolkningsgrupper. I Nyerups beskrivelse af København fra 1800 refererer han til folketællingen fra 1769, hvor byen havde 70.495 indbyggere. Ud af disse klassificeredes 4.888 personer som rangspersoner, justits- og andre kongelige betjente, inklusiv hustruer og børn. Derudover udgjorde gejstligheder, inklusiv studenter, 1.487 personer. Dertil bestod gruppen af fabrikanter og håndværkere samt svende og læredrenge på 16.483 personer. Gruppen af personer udenfor klasse udgør 26.117 personer, mens gruppen af ugifte udgør 26.117.153 Med Habermas’ definition af borgerlig offentlighed taget i betragtning, må gruppen af personer fra byens bedre samfundslag have ligget på mellem 5.000 og 10.000 personer – vel at mærke i 1769. I 1801 var indbyggertallet steget til 100.975 personer, og man kan derfor antage, at denne gruppe er vokset proportionalt svarende til en forøgelse på mellem 1.500 og 3.000 personer. Altså har der været mellem 6.500 og 13.000 i denne gruppe omkring 1801.154 Man skal holde sig for øje, at gruppen ikke er homogen. En stor del af byens befolkning var ikke etnisk danske. I en artikel fra 1808 i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn opgøres tallet af svenskere og tyskere i byen til 20.000. Derudover var der også en del franskmænd, italienere, hollændere m.fl.155 Taget disse forhold i betragtning samt den offentlige opinion, som kommer til udtryk i aviserne, må man anerkende, at gruppen af personer, som følte sig som del af offentligheden er kompleks og ikke lader sig definere ud fra socioøkonomiske variable.

Aviserne henvendte sig heller ikke til offentligheden, men derimod til et afgrænset publikum. Dette ses bl.a. i en omtale fra 1826 i Kjøbenhavns Morgenblad, hvor kunstudstillingens: ”Hovedbestemmelse, som maa være den, at bringe Publikum og Kunstnerne hinanden nærmere”.156 Udstillingen 151 152 153 154 155 156

Habermas, 2009, pp. 74f.

Henningsen & Langen, 2010, p. 35.

Nyerup, 1800, pp. 467f.

Feldbæk, 1993, p. 131.

NSK, nr. 62, 14. maj 1808.

KM, nr. 44-45, 15. april 1826.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

skulle være et middel til at lade publikum komme tættere på kunstnernes verden – også her forstås publikum som folk fra byens bedre samfundslag.

Som artiklen citeret ovenfor i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn fra 6. april 1819 antyder, så havde folk fra byens laveste socialgrupper tidligere haft adgang til udstillingerne på Kunstakademiet. I en historisk beretning om kunstudstillingerne ved akademiet, trykt i Kjøbenhavns Morgenblad i 1826, kan man læse om adgangsforholdene ved den første udstilling i 1769: ”Denne saakaldte Sallon var bestemt kun at vare i otte Dage; Enhver havde fri Adgang hertil fra om Morgenen til om Aftenen.”157 Taget den frie adgang for alle byens borgere og udstillingens korte åbningsperiode i betragtning forstår man godt, hvorfor man i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn kan læse, at man tidligere havde måtte ”trænge sig frem igjennem en Vrimmel af Mennesker”. Her tænkes sandsynligvis også på akademiets udstilling i 1794.

Den tredje salon på Kunstakademiet i 1794 havde 25.000 besøgende,158 hvilket må siges at være imponerende taget byens indbyggertal på omkring 100.000 i betragtning. Akademiet havde forsøgt at begrænse antallet af besøgende ved at indføre en entréafgift, da man ved den forrige salon i 1778 havde haft stor tilstrømning af folk fra de lavere klasser, som var dårligt klædte og snavsede.159 I den nævnte beretning fra Kjøbenhavns Morgenblad fra 1826 kan man læse følgende om adgangsforholdene ved udstillingen i 1794: Denne Akademiets 3die Sallon aabnedes atter pa Kongens Fødselsdag, den 29de Januari 1794. Ved det lange Mellemrum var dette saa at sige blevet et nyt Skuespil for Kjøbenhavn. Man havde, for at tilbageholde Pøbelen, fastsat, at Indladelsen skulde betales med nogle Skilling; imidlertidig tildrog denne Udstilling sig en saa stor Opmærksomhed, at, hvad man mindst havde ventet, netop denne ringe Adgangsbetaling voxede til en Sum, der viste med hvilken almindelig Interesse dette Foretagende blev modtaget.160 Selvom man havde indført entrébetaling til udstillingen, så strømmede folk altså til – det var ligefrem blevet et tilløbsstykke siden udstillingen i 1778. Udstillingen om efteråret, hvor der blev udstillet prisopgaver og kopier af berømte værker, havde stadig fri og gratis adgang. Dette havde ifølge 157 KM, nr. 44-45, 15. april 1826.

158 Dette tal gengives flere gange i forskellige værker. Det optræder første gang i: Meldahl, 1906, p. 27. Meldahl kommer frem til dette tal ved at dividere indtægterne fra udstillingen, 1.246 rigsdaler, med entréudgiften på fire skilling. Entreen gik imidlertid ikke til Kunstakademiet, men fungerede som en ”fattigbøsse”, hvor pengene skulle overdrages til byens fattige. Det kan ikke udelukkes, at nogle besøgende har betalt mere end de fire skilling, hvorved antallet af besøgende bliver lavere end de 25.000.

159 Engberg, 2005a, p. 378.

160 KM, nr. 44-45, 15. april 1826.

35

36

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kjøbenhavns Morgenblad følgende indvirkning på udstillingens klientel: ”Dertil kom, at fordi Adgangen var aldeles fri, Udstillingsstedet blev en Samlingsplads for Folk af de laveste Stænder, Ammer med Børn ec., hvilket bortfjernede de mere dannede Klasser”.161 Den såkaldte pøbels adgang til udstillingerne vedblev at være et problem for byens dannede borgere. I 1807 finder man et indlæg i Politivennen, hvor en en anonym forfatter kommer med en række forslag til, hvordan adgangskravene til Kunstakademiets udstillinger burde være, og hvordan udstillingerne i almindelighed burde afvikles. I forbindelse med en beskrivelse af kunsts indvirkning på de besøgende, har vedkommende følgende anmærkninger om pøblens adgang: […] skal da en kaad Drengefloks Uroligheder og en Hob Matrosers Støjen tjene til at forhøje en Nazions Agtelse for Kunstnere. – Medens en Kunstner med et beængstet Hjerte maae see flere Maaneders Anstrængelse og Flid beskadiget ved den hyppige Berørelse af Gadedrenges Fingre; ja maaske endog ganske tilintetgjort ved at nedrives af sin Plads.162 Den benævnte pøbels adgang til udstillingerne var ikke udelukkende en irritation for byens borgere med den rette kunstsans, men de ødelagde ligefrem de udstillede værker. Indlæggets forfatter foreslog, at Kunstakademiet skulle ansætte opsynsmænd, samt at det før eller efter den almindelige udstilling skulle være muligt at se værkerne mod en betaling af 1 mark.163 Vedkommende ønskede dermed et tidsrum, hvor folk fra de lavere klasser ikke havde adgang, og hvor byens dannede borgere kunne nyde kunst uden at skulle forholde sig til ammer, gadedrenge, matroser og anden pøbel.

Det var ikke kun i perioderne med udstillinger, det var muligt at besøge Kunstakademiet. I akademiets fundats fra 1754 står der i §17: ”Det er og gandske nødvendig, at Eenhver, som agter at freqventere Academiet, hafver Een af Academiets Lemmer, som hand kand holde sig til, hvilcket skker ved én Billiet […]” – denne billet nævnes på fransk som: ”en billet de protection”.164 Billetten har højst sandsynligt fungeret som en kontrol for at beskytte kunstværkerne mod den benævnte pøbel. For at opnå en sådan billet skulle man vurderes af en af akademiets professorer.

Det var de mange besøgende fra alle klasser, der havde besøgt udstillingerne i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, som man forsøgte at blive kvit ved udstillingen i 1819 – og som tilsyneladende var lykkedes i en sådan udstrækning, at de tilbageblevne besøgende nu kunne beskue værkerne uden at blive forstyrret.

161 KM, nr. 44-45, 15. april 1826.

162 P, nr. 469, 18. april 1807.

163 Ibid.

164 Fundats gengivet i: Meldahl & Johansen, 1904, p. 54.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Til trods for, at man havde fået bugt med den enorme succes i forhold til antal af besøgende, som kunstudstillingen havde haft i 1794, og man havde fået en udstilling, hvor den såkaldte pøbel ikke havde råd til at komme, så foreslog Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn alligevel følgende for at give folk fra de lavere klasser adgang til udstillingen: Saa meget kunde maaske endnu være at ønske, at i de sidste Dage af Konstudstillingen et vist Antal Billetter maatte blive uden Betaling uddelte blandt Læredrenge af saadanne Haandværker, hvorpaa en forbedret Konstsmag kunde have Indflydelse. Eller om dette ikke fandtes antageligt, kunde Betalingen i de sidste Dage nedsættes til det Halve.165 Avisen var dermed åben for, at man kunne lukke læredrenge ind i udstillingen, for at de kunne blive påvirket af den kunstsmag, som var repræsenteret på udstillingen. Det handlede om, at man kunne lukke folk fra de lavere klasser ind i en begrænset periode, hvor udstillingen kunne virke til deres dannelse. Avisen havde en vis pointe angående ønsket om at udbrede den gode kunstsmag; i akademiets fundats fra 1814 står, at akademiet skulle fungere som ”Konstselskab til at udbrede Konstsmag”.166 Fundatsen nævner dog ikke, hvem det er, akademiet skal udbrede kunstsmag til. Som artiklerne viser, havde Kunstakademiet tydeligvis ikke interesse for at udbrede kunstsmag til de lavere klasser. Kunstakademiets præses ønskede ellers også, at akademiet skulle udbrede kunstsmag til borgerne. I forbindelse med årsfesten i 1812 udtalte prins Christian Frederik følgende: Den gode Smag i Kunstværker virker gavnende på Haandværkeren, forfiner selv den oplystes, den Lærdes Dannelse, blidner enhver, hvis Hiærte aabnes for et saa veldædigt Indtryk og bliver saaledes velgiørende for hele Nationen. At værne om den gode Smags Udbredelse; at fremstille for deres Medborgere sande Mønstere paa smagfulde Kunstværker, dem de selv danne eller bedømme, see dette, mine Herrer, er eet af de vigtigste Formaal for et Kunstner-Samfund.167 Prinsens ovenfor citeret udtagelse til årsfesten samt forslaget i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn om, at udstillingen skulle gøres tilgængelig for alle hen mod dens afslutning, ser ikke ud til at have haft indflydelse på adgangsforholdene. I Politivennen kan man i begyndelsen af 1820’erne læse flere indlæg, hvor forfatterne opfordrede til at gøre adgangen til kunstudstillingerne 165 NSK, nr 28, 6. april 1819.

166 Thaarup, 1821, p. 215.

167 Linvald, 1965, p. 43.

37

38

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

mere åben. I maj 1821 findes et indlæg med diverse ønsker til udstillingen for det følgende år. Det er adgangsforholdene og entréprisen, som optog skribenten allermest: 1) For hen ved en Snees Aar siden stod Adgangen til Udstillingen paa Charlottenborg aaben for enhver uden Betaling; men der indfandt sig stedse en stor Mængde Drenge og Pøbel, som afstedkom flere uordener, og hindrede dem, der med Smag og Kunstsands vilde betragte de udstillede Arbejder. Man troede beqvemmeligst at hæve saadant ved at lade sig Adgangen betale, og Hensigten er derved ogsaa opnaaet. Men ligesom 24 ß. vel ikke synes formeget for en enkelt Person, der kommer der een Gang, saa bliver denne Betaling dog følelig for dem, der skal betale for flere, eller for en Familiefader, der vil unde sine Børn Skuet af de derværende smukke Arbejder.168 Forfatteren af opfordringen til ændringer ved den næste års kunstudstilling viste en forståelse for indførelsen af entreudgiften for at holde gadedrenge og pøbel væk, så personer med ”Smag og Kunstsands” kunne se udstillingen i fred og ro. Forfatteren foreslog efterfølgende at halvere entreprisen for personer, som kom i større grupper eller for familiefædre, som ønskede at vise kunstværkerne frem for deres børn. Disse skulle imidlertid forsikre om at opføre sig ordentligt for at opnå nedsat pris: ”hvorom man kunde være forsikkret at de ikke ville gjøre Uorden”.169 For indsenderen handlede det om at holde folk borte, som ikke opførte sig ordentligt i udstillingslokalerne. Vedkommende medgav også, at betalingen var et fint middel til at holde uordentlige folk fra at komme ind: ”som det er formedelst Betalingen at holde Rips Raps borte derfra, for at der ikke skal begaaes Uordener”.170 De uordener, der refereres til, har bl.a. været, som tidligere citeret, når ammer kom med deres børn, eller gadedrenge der forstyrrede den dannede borger.

Museerne blev blandt byens dannede borgere betragtet som et rum, hvor man ikke skulle konfronteres med pøblens uskikkelige opførsel. Læserbrevsskribenten citeret i det ovenstående ønskede en nedsat entrépris for de personer, som havde den rette smag og kunstsans, så de ikke blev ramt af de foranstaltninger, som man havde indført for at holde gadedrenge og pøbel fra udstillingen. Man skulle med andre ord ikke åbne for alle byens folk, men kun for dem, som havde den rette dannelse. Denne opfattelse deltes dog ikke af alle i byen.

168 P, nr. 279, 5. maj 1821.

169 Ibid.

170 Ibid.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

I 1823 kunne man endnu engang læse i Politivennen, at udstillingen burde gøres tilgængelig for så mange som muligt: Da Hensigten med denne Udstilling for endeel formeentligen er, deels at vise Elevernes Fremskridt, deels ogsaa at udbrede en god Smag og vække Aand for Kunsten og dens Værker, saa var det vist nok gavnligt, om Udstillingen besøgtes af saamange som mueligt, og det endog af alle Classer. Dette skete ogsaa indtil for hen ved en Snees Aar siden, da man, for at holde Gadedrenge og Pøbel derfra, paabød, at Adgangen skulde betales med 8 Skilling. Siden er denne Afgivt steget til 24 ß, som den simpleste Betaling, hvilket synes for nærværende Tid for meget, naar man blot derved har til Hensigt, at holde slige Uorden stiftende Personer borte.171 Artiklens forfatter opfattede kun entréprisen som et middel til at holde ”Gadedrenge og Pøbel derfra”. Hvorvidt man forstod den gode kunst afhang ikke af, hvilken klasse man tilhørte. Vedkommende beskriver videre, hvordan de fleste besøgende fra det bedre borgerskab opførte sig i udstillingen: Damen, der blot kommer her, for at vise sig, og hendes Cavalleer, der har Glæde af at spadsere med hende igjennem Salene, for, uden Smag eller Kunstsands, at besee, og siden, i godt Laug, at bedømme de udstilte Stykker, finde vist denne Betaling saare ringe; men ikke saa Kunstens Venner og Dyrkere, der, desværre, som oftest, ikke ere Venner af denne Verdens Mammon, og dog ofte ønske at indfinde sig der, for med Kjenderblik og Kunstsands at beskue, og med Flid at studere en eller anden Maneer, de ønske at opnaae Færdighed i, eller at gjøre sig eiendommelig.172 Denne måde at besøge udstillingen på er et godt eksempel på, hvordan man skulle opføre sig, når man som borger besøgte en udstilling. I det offentlige rum var spytning, banden, beskidt tøj, drikkeri osv. ikke accepteret. Der var et bestemt kodeks for god opførsel, og hvis man ikke levede op til dette, så var man altså ikke velkommen på byens museer.173 Måden man valgte at håndtere dette problem på ved Kunstakademiet var som nævnt at indføre en høj entrépris, som de færreste af Københavns indbyggere havde råd til at betale. Det var dermed ens økonomiske formåen, som var udgangspunkt for, hvorvidt man kunne se udstillingen eller ej. Penge har traditionelt fun171 P, nr. 382, 26. april 1823.

172 Ibid.

173 Bennett, 1995, p. 27.

39

40

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kunstens dyrkere i Kunstakademiets figursal, 1827 eller 1828.

geret som et magtmiddel til at adskille forskellige befolkingsgrupper; havde man ingen penge, var der ingen adgang. Samtidig fungerede entréprisen som et middel til at positionere borgerne i samfundet, hvor det blev tydeligt, hvem der havde råd, og hvem der ikke havde.

Indsenderen af opfordringen i Politivennen afslutter med følgende ønske: at Akademiets høie Foresatte vilde udstede fri Adgangsbilletter til enhver saadan, der beviste, at han var Kunstens ven og Dyrker, hvad enten han arbeidede ved Akademiets Atelier eller udenfor samme.174 Ifølge afsenderen skulle det dermed ikke være ens økonomiske formåen, som var udgangspunkt for, hvorvidt man fik adgang til udstillingen, men en persons kunstsyn. Man kunne således sagtens være en ven af kunsten, selvom man kom fra de lavere klasser, og omvendt, som læserbrevsskribenten også antyder, kunne kunstforståelsen være fraværende hos besøgende fra de højere klasser. Disse benyttede udstillingen som et offentligt rum, hvor de kunne iagttage og blive iagttaget – på samme måde som borgerskabet benyttede Kongens Have til at vise sig frem.175 Denne form for opførsel

174 P, nr. 382, 26. april 1823.

175 Nystrøm, 1938, p. 81.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

i parker og museer var en vigtig del af folks opfattelse af at være moderne.

Fritid og kulturaktiviteter var blevet en vigtig del af tilværelsen.176 Selvom forfatteren til ovennævnte indlæg ønskede en ændring i adgangskravene til udstillingen, så viser citatet, at vedkommende ikke var så fritænkende, at han mente at alle – hvad end deres stand eller grad af dannelse var – skulle have adgang til udstillingen. Man skulle bevise, at man var kunstens ven og dyrker, før man kunne få adgang. Kunne man ikke, var der ingen adgang til udstillingen. I læserbrevskribentens optik var det individets kunstforståelse, og ikke ens magtposition afledt af ens økonomiske forhold, som definerede, om man var en del af offentligheden og dermed publikum for udstillingen. Dette betød samtidig, at gadedrenge og anden såkaldt pøbel ikke var en del af offentligheden og dermed ikke kunne få adgang. Der finder dermed en konstruktion af offentligheder sted. Den franske sociolog Pierre Bourdieu argumenterer for, at disse konstruktioner finder sted ud fra det, han benævner habitus (opfattelses-, tænke- og handlemønstre) samt sociale grupper/klasser. Derudover påstår han, at folk besidder en form for økonomisk og kulturel kapital. Det kan kort nævnes i denne sammenhæng, at der er forskel på folk afhængig af deres besiddelse af disse kapitaler.177 Til trods for, at store dele af befolkningen ikke havde mulighed for at se udstillingerne på Kunstakademiet grundet den høje entrépris, begyndte flere borgere at ytre sig om den kunst, der blev udstillet på Charlottenborg.

Således kan man i 1824 læse en lang anmeldelse og omtale af kunstudstillingen fra ”Degnen i Hummeltoft”, Rasmus Rasmussen. Degnen indledte med denne kommentar: Siden nu Konstudstillingen er lige saa offentlig som Komedien, og Enhver, som har betalt sin Billet, har Lov til at sige sin Mening rent ud, ja i Skuespilhuset endog at raabe bravo bravissimo og klappe, naar Stykket huer ham, og pibe, eller, i Mangel af en Pibe, fløite i Fingerne, naar det mishager ham, saa har jeg, der ærlig har betalt min 24 Skilling, for at see Konstudstillingen, troet, ei heller at burde sætte mit Lys under Skjæppen […]178 Udstillingen var nu blevet så offentlig, at Rasmussen følte trang til også at give sin mening til kende i forhold til de udstillede værker. Degnen så ikke noget problem i, at det ikke var alle dele af befolkningen, som havde adgang til udstillingen. For degnen var offentligheden dem, som havde råd til at betale de 24 skilling, som adgangsbilletten kostede.

Det var ikke kun Rasmussen, som begyndte at ytre sig om den udstillede kunst på akademiet. I Københavns aviser kan man læse flere anmeldel176 Barrett, 2012, p. 32.

177 Bourdieu, 1994, p. 52. For mere om habitus og social konstruktion, se: Bourdieu, 1984.

178 NSK, nr. 41, 22. maj 1824.

41

42

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

ser af udstillingerne. I begyndelsen af 1800-tallet udviklede kunstkritikken sig, og anmelderne vidste ikke altid, hvordan de skulle forholde sig til værkerne. Digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) havde i 1813 foreslået, at kunstkrikken skulle være et kunstværk i sig selv, hvor anmelderne benyttede poesien til at beskrive kunst.179 Det er i denne kunstneriske ånd, at anmeldelsen fra degnen i Hummeltoft er skrevet. Han beskrev sin kunstsmag som: ”ikke […] bygget paa andet end min Konstfølelse”.180 Denne form for kunstbedømmelse havde været accepteret siden midten af 1700-tallet.

Den blev i 1747 formuleret af den franske kunstkritiker Étienne La Font de Saint-Yenne i værket Réflexions sur quelques causes de l’état présent de la peinture en France: ”Un Tableau exposé est un Livre mis au jour de l’impression. C’est une piéce représentée sur le théâtre: chacun a le droit d’en porter son jugement”.181 Værket er desuden kendt for, at de Saint-Yenne foreslår, at kongens kunstsamling tilbageføres fra Versailles til Louvre og gøres offentlig tilgængelig.

Kunstanmeldelserne havde et belærende udtryk. Ved at læse anmeldelserne, kunne man opnå den rette kunstsans, som man skulle have som et dannet menneske. Anmeldelserne havde dermed et opdragende formål.

Der opstod en debat om god og dårlig kunstsmag, som udfoldede sig i pamfletter, aviser og klubber.182 Samtidig opløste kunstkritikken forholdet mellem klasser, hvor ”meningen” udfoldede sig uagtet ens økonomiske formåen og sociale placering.183 I 1826 kunne man i Kjøbenhavns Morgenblad læse en anmeldelsesserie af kunstudstillingen på Kunstakademiet.184 Her kritiseredes udstillingen gennemgående for at være for elitær. I et efterfølgende nummer i avisen tog medlem af Kunstakademiet H. Hansen til genmæle mod anmeldelsen, hvor han anklagede anmelderen for ikke et vurdere udstillingen ud fra dens formål: at han først bestræber sig for, at indsee bedre hvem der er meer eller mindre tient med Udstillingerne, førend han paatager sig den saa vanskelige Sag at bedømme de virkelig udstillede Kunstsager.185 Hansens opfattelse af publikum, og dermed den offentlighed, som skulle have adgang til udstillingen, bestod af folk fra byens bedre borgerskab. Da dette var udstillingens publikum, så kunne man ikke kritisere den for at 179 180 181 182 183 184 185

Mortensen, 1990, p. 95.

NSK, nr. 41, 22. maj 1824.

Saint-Yenne, 1747, p. 2.

Barrett, 2012, p. 29.

Habermas, 2009, p. 87.

KM, nr. 44-45, 46, 47-48, 49, 50-51, 52 og 60-61 for 1826.

KM, nr. 64, 30. maj 1826.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

være elitær, da udstillingen ikke henvendte sig til folk fra de lavere klasser, som alligevel ikke forstod sig på god kunst.

Samme elitære opfattelse kom også til udtryk i andre uddrag fra Kjøbenhavns Flyvende Post fra 1827, hvor offentligheden kun indbefattede kunstneren, kenderen og elskeren. I Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn omtaltes udstillingen i 1827 således: ”Den offentlige Udstillingen af Konstværkerne aabnedes i Gaar den 2den April”.186 Avisen opfattede stadig udstillingen som offentlig, selvom det kun var en begrænset del af befolkningen, som havde adgang til den. Begge aviser definerede offentligheden ud fra en afgrændset del af byens befolkning, hvor folk fra byens lavere klasser ikke var inkluderet.

Til trods for opfordringen til at tillade flere besøgende ved udstillingerne, kunne man i 1826 i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn endnu engang læse om adgangsforholdene, at prisen stadig lå på 24 skilling: Udstillingen ved Akademiet aabnedes sidste Søndag d. 2 Apr., og vedbliver at staae aaben intil Løverdagen d. 6 May incl. Hver formiddag fra Kl. 9-12, og om eftermiddagen fra Kl. 3-6, da Enhver betaler for Indtrædelsen 24 Skl. For dem som udenfor den almindelige Udstillingstid ønske med mere Beqvemmelighed at see de udstillede Arbeider staaer Adgangen aaben fra Kl. 12½ til 3, da for Indladelsen betales 3 Mk. Fortegnelsen over de udstillede Kunstsager faaes ved Indgangen for 12 ß.187 Besøgstallet må tilsyneladende have været så højt, at man havde et behov for at indføre en særlig åbningstid med en endnu højere entrepris, hvor besøgende ”med mere Beqvemmelighed” kunne se de udstillede værker. Det ser ud til, at den offentlighed, som nu kom på udstillingen, var blevet så omfattende, at det ikke længere var muligt at nyde kunstværkerne på en ordentlig måde. Artiklen giver ikke udtryk for, hvem det er, som ønsker at se udstillingen mere bekvemmeligt, men det er tilsyneladende folk, som er villige til at betale en høj pris for muligheden.

Antallet af besøgende ved Kunstakademiets udstillinger har givetvis været højt, da udstillingen kun var åben for offentligheden i godt og vel en måned. I 1827 åbnede Det kongelige Billedgalleri endelig, og befolkningen fik her et museum, som havde åbent i en noget længere periode end Kunstakademiet.

186 NSK, nr. 27, 3. april 1827.

187 NSK, nr. 27, 4. april 1826.

43

44

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kongens kunst gøres offentlig København havde offentlige tilgængelige malerisamlinger før åbningen af Det kongelige Billedgalleri i 1827. Afdøde grev A. G. Moltkes (17101794) samling var offentlig tilgængelig en dag om ugen fra 1804 og frem.

Det samme var kunstsamleren Hans Wests (1758-1811) samling, som fra 1805 også blev offentlig tilgængelig. Wests samling havde gratis entré og var åben tre dage om ugen, men kun for kunstens ”elskere” og ”dyrkere”. Samlingen blev i 1809 købt af kongen, da West kom i økonomiske vanskeligheder, og blev herefter indlemmet i den kongelige billedsamling.188 Efter købet fik samlingen udvidet åbningstiden – fra mandag til fredag mellem kl. 8 og 13, men stadig kun for ”Konstnere og Konstelskere”. I 1821 havde den moltske samling stadig offentlig adgang hver onsdag fra kl. 12 til 14. Her var det også kun ”Konstelskere” og ”Konstens Dyrkere, der vilde tage Kopier”, som havde adgang.189 Der fandtes imidlertid nogle undtagelser.

Teologen og historikeren Frederik Hammerich (1809-1877) beskrev i sin selvbiografi udgivet i 1882, hvordan han som barn i 1820’erne først blev taget med på forårsudstillingen på Kunstakademiet, og derefter blev han og moren vist rundt i Moltkes og Wests billedgallerier af en student ved navn Karl Boesen.190 Adgangsreglerne var ikke så strenge, at de ikke kunne omgås, og Boesen, som højst sandsynligt var studerende på Kunstakademiet, havde adgang til gallerierne og kunne dermed medbringe gæster.

Før 1827 havde der været adgang til kongens malerisamlinger på de kongelige slotte. Dette var dog kun for udvalgte, som beskrevet af Thaarup i Kjøbenhavns Mærksværdigheder fra 1821: Brugen af de Kongelige Maler- og Billed-Gallerier ere for alle Konst Acadimets Elever og Artister, som have vundet de store Præmier, og anbefales ved Attest fra Directeuren, aabne, i det mindste fra første Mai til sidste September hvert Aar, alle Søgnedags Formiddage fra Klokken 8 til Kl. 1, paa det de kunne gjøre sig bekjendte med de derværende Malerier, og øve sig efter samme.191 Den offentlighed, som havde adgang til kongens kunstsamling før 1827, var dermed kun en lille skare af kunstakademiets bedste elever og mestre.

Som Thaarup nævnte, kunne man få adgang til kunstsamlingen for at blive påvirket af den repræsenterede kunstsmag og dermed selv blive en bedre kunstner.

188 189 190 191

Engberg, 2005a, pp. 391ff.

Thaarup, 1821, p. 139 & p. 141.

Hammerich, 1882, p. 99.

Thaarup, 1821, p. 138.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Christiansborg Slot hvor Det kongelige Billedgalleri havde lokaler ud til Slotspladsen.

Da Det kongelige Billedgalleri i 1827 åbnede for offentligheden, var det en lempelse af den offentlige adgang i forhold til de tidligere regler. Ifølge historikeren Jens Engberg skete dette af hensyn til statens internationale prestige og af hensyn til den borgerlige oplysning.192 Samtidig udtrykte offentligheden i København ønske om at få adgang til statens kunstsamling.

Det var dog stadig ikke alle grupper af offentligheden, som havde adgang til malerisamlingerne. I forbindelse med åbningen af galleriet på Christiansborg Slot i sommeren 1827 kunne man i aviserne læse, hvordan man fik adgang til museet. Kjøbenhavns Posten skrev: I Tirsdags (d. 12te dennes) aabendes for førstegang og foreløbigen det store Kongelige Billedgalleri paa Christiansborg Slot. Ifølge den interimistisk tagne Bestemmelse er dette Gallerie nu at see tvende Dage om Ugen, nemlig Tirsdag og Fredag, fra Kl. 10 til 2.

Adgangskort, gjeldende for Selskaber, enten af 4, eller indtil 10 Personer, kunne erholdes hos Hr. Fuldmægtig N. Hall, boende i Store Kongensgade No. 44, Litr. A., 3die Sal, og forevises ved Indgangen, som er igjennem den saakaldte St. Jørgens Gaard, fra den Ende af Ridebanen, som ligger bagved Slotskirken.

Enhver, der ønsker et saadant Kort, maa desuden hos Hr. Hall indføre Opgivende af Navn og Stand i en hertil fremlagt Protocol. For Reisende og Andre, som denne Tid ei maatte convenere, eller som ønske at see Malerie-Galleriet uforstyrret af flere Besøgende, er der tillige truffet den Foranstaltning, at de

192 Engberg, 2005b, p. 94.

45

46

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

ligeledes, ifølge Forlangende, kunne erholdes det at see paa den som dem beqvemmeste Tid.193 For at få adgang til museet skulle man have adgangsbevis, som skulle rekvireres forud for besøget. Derudover er det værd at bemærke, at man skulle erhverve billetter for minimum fire personer for at få adgang til museet samtidig med, at man skulle oplyse navn og stand i en protokol.194 Villadsen skriver følgende om åbningen af museet: ”Det nye Galleri blev taget i besiddelse uden større reservationer, med megen appetit og glæde”.195 At ikke alle tog godt i mod det nye museum, vidner flere indlæg i Politivennen om. Allerede den 16. juni, fire dage efter åbningen, blev det første læserbrev trykt, hvor adgangsforholdene blev kritiseret. Det indledtes med følgende citat: ”’Man tænder ikke et Lys og sætter det under en Skjeppe, men i en Lysestage, saa at det kan lyse for alle Folk, der ere i Huset’.

Jesus Christus”.196 Det var ikke blot læserbrevets forfatter, som ønskede museet åbnet for alle, vedkommende henviste ligefrem til en lignelse fra Jesus.

Stærkere argument findes vel næppe for at åbne museet for en større del af befolkningen.

Læserbrevets forfatter havde følgende bemærkninger og ønsker til adgangsforholdene til malerisamlingen på Christiansborg Slot: […] snarest muligt maa blive aabnet paa samme Maade som de største og bedste Malerisamlinger i Udlandet, hvor ikke blot Kunstens Dyrkere af begge Kjøen have fri Adgang til at studere og copiere de sammesteds værende Malerier, men Enhver, Indfødt og Fremmed, er berettiget til, paa visse Tider af Dagen, uden at affordres nogen Betaling og uden at besværes af en opramsende Omviser og et blandet Selskab, saa ofte ham lyster, i Fred og med Andagt, at nyde Malerkunstens, denne tause og dog saa veltalende Kunsts herlige Verker.197 Ligesom ved Kunstakademiets udstilling skulle man betale for entreen til museet. Hvad prisen har været, har det ikke været muligt at finde ud af, men Jens Engberg skriver, at prisen lå over, hvad jævne folk havde råd til at betale.198 Kunsthistoriker Britta Tøndborg skriver, at prisen lå på 1 rigsdaler for en gruppe på fire og 2 rigsdaler for en gruppe på op til 10 personer.199

193 KP, nr. 48, 16. juni 1827.

194 Det har ikke vist sig muligt at lokalisere den omtalte protokol. Hverken på Statens Museum for Kunst eller Rigsarkivet kender de til dens eksistens.

195 Villadsen, 1998, p. 43.

196 P, nr. 598, 16. juni 1827.

197 P, nr. 598, 16. juni 1827.

198 Engberg, 2005b, p. 97.

199 Tøndborg, 2004, p. 55.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Tøndborg har ingen henvisninger til, hvorfra hun har disse tal, og da de ikke optræder andre steder, er det svært at sige, om de er korrekte. Det er sandsynligt, at entréprisen har været på et sådan niveau – også taget Jens Engbergs vurdering i betragtning samt prisen på indgangen til Kunstakademiets udstillinger. Samtidig var entréprisen nogenlunde den samme for at se det på dette tidspunkt nedlagte Kunstkammer.

Problemet med, at ikke alle folk havde adgang til museet, var ikke kun et tab for den enkelte borger, som blev udelukket fra at opleve kunst. Det var ifølge forfatteren til ovennævnte læserbrev også et tab for Danmarks anseelse: […] da det danske Folk, hvor oplyst dette i andre Henseender end er, staaer temmelig langt under mange andre Folk i Sands for de bildende Kunsters Frembringelser, hvilket sikkerligen grunder sig i Mangel paa fri Adgang til samme, og da vor elskede Konge stedse som en Fader pleier at lade Adgangen til saadanne Goder, der, uden at volde stor Omkostning eller at lide nogen Skade, kunne yde Mange stor Gavn og Glæde, f. Ex. Bibliotheker, Haver o. desl., staae aaben for alle hans Undersaatter.200 Påstanden om, at det danske folks kunstsans var lavere end i andre lande, må have været et argument, som gjorde indtryk på læserne. Det ser imidlertid ikke ud til at have påvirket adgangspolitikken på museet. Måske man i København havde en opfattelse af, at ens kunstsmag ikke var så dårlig i forhold til andre landes. I 1824 havde man i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn kunne læse en artikelserie om en rejse til Hamborg, hvor denne bys borgeres kunstsans fik en hård medfart: Mange af deres Rige ligne Negerne i Potosis Miner, der grave og grave, men blive lige rige. Alle de Konstminder, som i de tre sidst forløbne Aarti kom til her, ere Adolph IV. af Schaumburgs Monument, og Tifchbeins store Maleri paa Staadthaus.201 I forhold til Hamborg havde København og københavnerne en bedre kunstsans – i Hamborg var den, ifølge forfatteren af artikelserien, så godt som fraværende, hvilket tydeligt afspejles på byens befolkning, og ikke mindst blandt byens rige, som var at sammenligne med arbejderne i de store sølvminer i Bolivia.

For at vende tilbage til læserbrevet i Politivennen fra 16. juni 1827, var det besynderligt for forfatteren, at adgangen til museet ikke var frit tilgængelig. Det var ellers blevet kutyme at gøre de statslige institutioner offentligt 200 P, nr. 598, 16. juni 1827.

201 NSK, nr. 98, 7. december 1824.

47

48

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

tilgængelige i form af gratis adgang. I 1793 var Det kongelige Bibliotek blevet offentligt tilgængeligt, hvor borgere kunne komme og låne bøger med hjem. Blot to år senere var det årlige udlån på 16.000 bøger.202 Bibliotekets åbningstider var imidlertid begrænsede til søndage mellem 10 og 12.203 Som tidligere omtalt havde Oldnordisk Museum også fri adgang. Det var således en tid, hvor borgerne begyndte at værdsætte de offentlige institutioner, som det også fremgår af følgende anmeldelse fra Nyeste Morgenpost i 1828, hvor anmelderen skriver, at: ”Offentlige Malerisamlinger ere, ligesom offentlige Biblioteker, en herlig Indretning, NB. naar de conserveres og forøges”.204 I september 1827 kunne man endnu engang læse i Politivennen, at der var utilfredshed med adgangsforholdene til Det kongelige Billedgalleri på Christiansborg Slot: […] thi ikke alle cultiverede Mennesker kunne faae den at see. ”Hvad,” hører jeg nogle sige, ”kunne ikke alle faae den at see?” Nei, ingenlunde; den er blot aaben for dem, der ingen Forretninger have om Formiddagen, og som enten have Formue nok til at betale for 4 Personer, skjøndt de gaae ene, eller have Tid og Held nok til at opleve og finde nogle Venner, som have Leilighed og Lyst til, just paa samme Dag og samme Time, at besee Samlingen; hvor der ikke har de Fornævntes Held (og det har maaske næppe 1/10 Deel af det cultiverede, mandlige Publicum) kan ikke faae den at see, thi der gives ikke Adgangskort for enkelte Personer, og Samlingen er blot aaben til Kl. 2. Det er ikke let at indsee Grunden, hvorfor der ikke gives Adgangskort for enkelte Personer, saa at se Reisende, Folk fra Provindserne, Udenbyesboende, Mennesker der kun have faa Bekjendte, nolens volens, de være saa uformuende de være vil, enten skulle betale for 4re, skjønt de gaae kun ene, eller undvære Synet af en sjelden Samling, som er hentet fra forskjællige Steder, i den Hensigt, at Flere end hidtil skulde fryde sig ved dens Beskuelse.205 Dette citat illustrerer problemet med de regler, man havde opsat for adgang til museet. Man kunne hverken få adgang til udstillingen som enkeltperson eller komme ind efter arbejdstid – da museet kun havde åbent til kl. 14.

Forfatteren hævdede, at ikke engang det ”cultiverede, mandlige publicum” kunne få adgang til udstillingen. Det virker underligt, hvorfor man overhovedet indrettede et offentligt museum, når man opstillede disse regler, som tydeligvis udelukkede en stor del af befolkningen fra at se museet.

202 203 204 205

Engberg, 2005a, p. 398.

Bruun, 1901, p. 929.

NM, nr. 29-30, 5. december 1828.

P, nr. 613, 29. september 1827.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Ifølge kunsthistorikeren Peter Hertz var indflytning på Christiansborg Slot blot en midlertidig foranstaltning, da meningen var, at samlingen skulle flyttes tilbage til Kunstkammerbygningen, efter den var blevet istandsat. Men Det kongelige Bibliotek fik overdraget hele bygningen efter dens istandsættelse, og kunstsamlingens placering på Christiansborg Slot blev derfor permanent.206 Ifølge Spenglers katalog over malerisamlingen fra 1827 var det Hauch, som overtalte kongen til at lade malerisamlingen indrette på Christiansborg Slot. Denne tilladelse kom i juni 1824, hvorefter Spengler hurtigt fik indrettet nogle lokaler til denne brug.207 I Spenglers omtale af kongens tilladelse står der intet om, hvorvidt samlingen skulle gøres offentlig tilgængelig. Derimod var det, ifølge Spengler, kongens ønske om at samle malerierne ét sted, som var udslagsgivende for at lade samlingen indrette på slottet. Hoffet havde givetvist ikke ville åbne museet for alt for mange, da placeringen skulle være midlertidig, indtil man fandt en permanent bygning til samlingen. I 1828 indvies slottet officielt, og man kunne dårligt have folk fra de lavere klasser rendende ved slottet for at besøge Det kongelige Billedgalleri.

Museumsbestyrerne havde opstillet nogle regler, som gjorde det svært for byens borgere at se museet – ikke blot for dem, som samtiden omtalte pøblen, men også blandt byens bedre borgerskab. For at vende tilbage til læserbrevet i Politivennen fra 29. september 1827: Og sæt ogsaa, at man boer her i Byen, og er vel forsynet med Bekjendte, saa er det dog et yderst tidsspildende og vanskeligt Arbeide at finde 4, som just paa een og samme Dag ere frie for Forretninger, især da Samlingen blot er aaben paa en Tid, da Pluralitæten er beskjeftiget.208 Museet var åbnet, men der var ingen, som havde mulighed for at se det.

Dette var i hverfald tilfældet, hvis man definerer offentligheden så omfattende, som den citerede skribent gjorde. Byen havde en elite, som ikke skulle forholde sig til arbejdstider, når de ville se museet. Det var denne gruppe, som var museets publikum. For dem var det højst sandsynligt ikke et problem at finde fire personer i ens omgangskreds, som kunne tage med ind og se museet.

Forfatteren til indlægget i Politivennen afsluttede med et ønske til museets bestyrere: Det er derfor Indsenderens og mange Andres Bøn til Bestyrerne af dette skjønne Mindesmærke for vor Regjering, at der maatte 206 Hertz, 1926, p. 291.

207 Spengler, 1827, p. VIII. 208 P, nr. 613, 29. september 1827.

49

50

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

indrettes Adgangskort ogsaa for enkelte Personer (thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker), imod en forholdsmæssig Betaling, jo mindre jo bedre, thi Betaling kan kun i det Høieste blive et nødvendigt Onde, samt at den Tid Samlingen er aaben, maatte udvides til Kl. 4, saa at Mennesker, hvis Forretninger optage dem Formiddagstimerne, ikke skulle være udelukkede fra dens Beskuelse. Der vilde endda være Forbedringer nok, som Bestyrelsen uanmodet kunde paatage sig, f. Ex. om Billetterne kunde faaes ved Indgangen ec.209 Læserbrevet giver en særdeles hård kritik af de regler, som var fastsat på det nye museum. Hvor hård den end måtte være, virker det dog ikke, som om den fik museet til at ændre praksis. Beslutningen var i sidste ende kongens, og han gik dermed imod den del af den offentlige opinion, som ville have museet åbnet for flere grupper af befolkningen og udvidet åbningstiderne.

Ifølge Jens Arup Seip var kongen afhængig af sit folk, og kunne derfor ikke gå imod den offentlige mening.210 Der er ingen tvivl om, at en fyrste ikke kunne beholde magten uden at have folkets opbakning. Det viser, at nok var de nye offentlige museer vigtige samfundsinstitutioner, men kongen frygtede ikke at miste folkets opbakning til trods for de restriktive adgangsregler.

Først efter Spenglers død i 1839 ændredes der praksis på museet. I forbindelse med en større nyordning af samlingens ophængning forud for Christian 8’s kroning i 1840, blev der givet gratis adgang til museet. Dette skete på initiativ af Thomsen, som sammen med kunsthistorikeren N.L. Høyen (1798-1870) var blevet ledere af museet efter Spenglers død. De mistede entréindtægter blev dækket af Thomsen og Høyens løn, som de begge frivilligt gik med til at halvere.211 Dette træk fra Høyen og Thomsen viser, hvor stærkt de brændte for at gøre samlingen offentlig tilgængelig for forskellige samfundsgrupper. Høyen havde ellers tidligere haft økonomiske problemer og var ingen holden mand.212

209 210 211 212

P, nr. 613, 29. september 1827.

Seip, 1958, p. 33.

Villadsen, 1998, pp. 45ff.

Mortensen, 1990, pp. 91 og 109.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Offentligheden og naturen Det naturhistoriske Museum i Stormgade åbnede for offentligheden i begyndelsen af 1820’erne samtidig med åbningen af byens andre museer. I september 1827 kunne man læse følgende om adgangsforholdene på dette museum: De Dele af den Zoologiske Samling, som allerede ere saa fuldkomment ordnede og opstillede, at de kunne være tilgjengelige, have hidtil staaet aabne to Gange om Ugen fra Klokken 10 til 2 Formiddag (nu Onsdag og Søndag) for Enhver.

Om Adgangs Billetter dertil henvender man sig til Hr. Professor Reinhardt, Museets Zoologiske Deels Bestyrer, og boende i Gaarden.213 Der var ikke adgang til museet uden først at henvende sig til den zoologiske samlings bestyrer, men ellers lader det til, at der ikke var de store problemstillinger i forhold til adgangsforholdene på museet. For at få adgang til museet skulle de besøgende henvende sig i museets gård, og man skulle ikke, ligesom tilfældet var for at få adgang til Det kongelige Billedgalleri, først at indfinde sig på en hel anden adresse (Store Kongensgade for billedgalleriets vedkommende), inden man kunne gå hen til museet for at se samlingen.

Trods den zoologiske samlings ordning og opstilling, havde museet stadig et stort arbejde i forbindelse med konserveringen af genstandene, så de kunne vises for offentligheden. I 1827 fik museet således bevilliget 1.000 rigsdaler til konserveringen af naturalierne.214 Åbningstiderne og de to åbningsdage taget i betragtning var museet mere tilgængeligt end både Oldnordisk Museum og Det kongelige Billedgalleri. I aviserne var der heller ingen læserbreve, som kritiserede museets adgangsforhold. Politivennen havde flere indlæg, som kritiserede netop dette ved Kunstakademiet og Det kongelige Billedgalleri. Det er ellers til trods for, at man ikke altid kunne have åbent to dage om ugen, som det fremgår af følgende citat fra Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn: ”Naturalsamlingen skulde være aaben to Dage, i det Tilsyn mindste en Dag, ugentlig, under behørigt Tilsyn”.215 Den store forskel i antallet af artikler i forhold til de tre ovenstående museer afspejler forskellige syn på genstandsområderne. Den primære opgave for Det naturhistoriske Museum lå i at kortlægge, kategorisere og opstille samlingerne. De besøgende skulle dermed besidde et højt fagligt niveau for at kunne diskutere museets indhold. Anderledes var det i forhold til kunst. Her skulle man nødvendigvis ikke besidde en stor kunstfaglig vi213 NSK, nr. 73, 11. september 1827.

214 Rigsarkivet, 1902, p. 146.

215 NSK, nr. 74, 15. september 1827.

51

52

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

den for at kunne udtale sig om kunstværkerne. Som tidligere omtalt var det ens kunstforståelse, som var afgørende for, hvorvidt man måtte udtale sig om kunst.

Offentlige museer?

Ovenstående gennemgang stiller et åbenlyst spørgsmål: Hvorfor var der forskel på adgangsforholdene til Københavns museer? Hauch var involveret i alle grundlæggelserne og var foregangsmand for nyordningen af kongens samling. Hvorfor tillod han forskellige regler på byens museer? Var oldsagerne mindre betydningsfulde end kunstværkerne, siden der var fri og gratis adgang til Oldnordisk Museum, mens adgangen var begrændset til Det kongelige Billedgalleri?

Debatterne om adgangsforholdene til museerne viser, at befolkningen opfattede museerne som offentlige institutioner, hvad enten det drejede sig om folk fra de lavere klasser eller folk fra byens borgerskab. Med andre ord: Museerne var offentlige rum! Man var derimod uenige om, hvad offentlig betød. Folk fra de lavere klasser mente, at man skulle have adgang, mens folk fra de bedre samfundslag mente, at museerne var offentlige, så længe de havde adgang. Denne form for dialektisk forståelse af det offentlige rum (museet) står i modsætning til Habermas’ definition. Habermas beskæftiger sig med, hvad han benævner den ”borgerlige liberale model”, hvor offentligheden kun rummer folk fra samfundets højere socialgrupper.216 Hans undersøgelser af offentligheden inkluderer ikke folk fra de lavere samfundslag; dem samtiden omtalte som pøblen. Dette bliver et problem, når folk fra disse samfundsgrupper, eller andre personer som ikke er en del af Habermas’ definition, selv betragtede sig som værende en del af offentligheden, hvorfor de dermed mente, at de skulle have adgang til museerne.

Aviserne karakteriserer museerne som offentlige. Men hvordan kan museerne være offentlige, når ikke alle har adgang til dem? Habermas forklarer dette med, at en offentlig bygning (museet) ikke nødvendigvis behøver give offentlig adgang til alle. Sålænge bygningen er statslig, så er den underlagt en offentlig myndighed.217 Debatten om adgangsforholdene var med til at definere, hvilke befolkningsgrupper der var del af offentligheden i samtiden: Man var en del af offentligheden, hvis man kunne komme ind på museerne. Det er måske netop derfor, at adgangsforholdene til udstillingerne på Kunstakademiet og Det kongelige Billedgalleri rejser en så voldsom debat. Man blev simpelthen udelukket fra at være en del af offentligheden, hvis man ikke kunne se udstillingerne og samlingerne. Museerne var derved med til at skabe en egen offentlighed via deres adgangskrav.

216 Habermas, 2009, p. 46.

217 Ibid., p. 50.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Denne heterogene offentlighed er der fokus på i den nyeste forskning af museernes historiske udvikling. Offentlighed er ikke en homogen størrelse, hvor de forskellige grupper opfatter det offenlige rum forskelligt.218 Når borgerskabet fx promenerede rundt i udstillingerne handlede det i høj grad om at iagttage, hvem der ellers befandt sig på museet. Ud fra de folk, som var blevet lukket ind på museet, var man med til at definerer en gruppe af offentligheden.219 Debatten, som den kom til udtryk i aviserne, var en form for forhandling om, hvad det offentlige rum var: hvem havde adgang, og hvad skulle det benyttes til.

218 Barrett, 2012, p. 16.

219 Ibid., p. 32.

53

54

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kapitel 4 Museernes roller […] dette udmærkede Gallerie, der nu sikkert er at betragte som en af Kjøbenhavns største Mærkværdigheder, og en sand Nationalskat […]220 I 1827 omtales åbningen af Det kongelige Billedgalleri som en mærkværdighed og nationalskat i Kjøbenhavns Posten. Byen havde både fået en seværdighed samtidig med, at museet gjorde landet ære. Her ses to roller, museet var med til at udfylde. Aviserne fremkom med en række roller/formål, som skribenterne mente, de nyetablerede museer skulle udfylde.

Foruden at virke som rene og skære seværdigheder for byen, så var museerne også med til at positionere København og Danmark blandt de europæiske storbyer og nationalstater. Flere sammenligner de nye danske museer med udenlandske, hvor de fleste omtaler er meget positive over for de nye museer. Disse roller kan betragtes som ekstroverte, mens museerne også udfyldte en række introverte roller. Her centrerer aviserne sig om, hvad de besøgende fik ud af at komme på museerne, herunder også, hvad de mente, at de besøgende skulle have ud af at besøge de nye museer. Først vil jeg rette opmærksomheden mod museernes ekstroverte roller.

København og udlandet Museumsgrundlæggelserne i København i begyndelsen af 1800-tallet var, som tidligere anskueliggjort, en del af en europæisk tendens, hvor fyrsternes private samlinger blev gjort offentligt tilgængelige. Offentlige museer blev en del af bybilledet; især arkæologiske museer og kunstmuseer.221 Rasmus Nyerup forestillede sig i 1807, hvordan det ville være at komme ind af Københavns porte i år 1837: Endelig er jeg da ankommen til Kjøbenhavn, der i mere en een henseende fortjener at kaldes det lille Paris. Bygninger, Mennesker, Sæder, Alting saa elegant, som imponerende!222 220 KP, nr. 48, 16. juni 1827.

221 Bazin, 1967, pp. 198f.

222 NSK, nr. 26, 10. januar 1807.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Udstillingssal i Musée des Monuments Français.

Der er sikkert flere grunde til, at Nyerup sammenlignede København med Paris. Sandsynligt spillede det ind, at Paris på daværende tidspunkt var førende inden for etableringen af offentlige museer. Mellem 1792 og 1795 havde Frankrig etableret flere store, offentlige museer: Musée National, Musée des Monuments Français, Musée d’Histoire Naturelle og Musée des Arts et Métiers.223 Derudover blev Louvre med dets store kunstsamlinger omdannet til Le Muséum Central des Arts de la République; fra 1803 omdøbt til Musée Napoléon.224 Louvre åbnede den 10. august 1793 – årsdagen for kongens suspendering fra kongeembedet. Museets åbningstidsregler fulgte den nye republikanske tidagsuge: fem af dagene var reserveret til kunstnere, to dage til rengøring og tre dage til den almindelige offentlighed. Åbningen for offentligheden, som de Saint-Yenne havde foreslået i 1746, blev en øjeblikkelig succes med store skarer af mennesker, som valfartede til museet – så mange at byens prostituerede fyldte pladsen omkring museet.225 Det var museer som dem i Paris, Nyerup forestillede sig skulle pryde fremtidens København. Nyerup var især inspireret af Musée des Monuments Français, hvilket ses i hans værk fra 1806 om et fremtidigt national-

223 Bazin, 1967, p. 169.

224 McClellan, 2012, p. 230.

225 Alexander, 2008, p. 29.

55

56

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

museum: ”om vi hos os fik anlagt et Museum for nationale Mindesmærker, saaledes ongefær, som det Lenoir anlagde i Paris”.226 Musée des Monuments Français blev bestyret af arkæologen og maleren Alexandre Lenoir (1761-1839). Hans kronologiske opstilling af gravmonumenter og statuer, som han reddede fra ødelæggelse i forbindelse med revolutionen, blev opstillet i sale, hvert rummende et århundrede fra det trettende til det syttende.227 Her kunne franskmændene se nationens historiske udvikling udstillet så storslået, at det appelerede til alle befolkningsgrupper.228 Museet lukkede i 1816 efter Bourbonernes tilbagekomst til magten.229 Kunsthistorikeren og arkæologen Mogens Bencard har hævdet, at den kronologiske opstilling af genstande højst sandsynligt skal tilegnes Hauch, som i 1812 foreslog en sådan opstilling i forbindelse med ophængningen af portrætsamlingen på Frederiksborg Slot.230 I 1806 beskrev Nyerup allerede, hvordan et dansk nationalmuseum skulle opstilles så de besøgende: ”fra Sal til Sal kunde studere den successive Fremgang i Nationens Cultur og Begreber Sæder og Skikke”.231 Det var dermed ikke Hauch, men Lenoir – og i Danmark Nyerup – som skal tilegnes den kronologiske opstilling.

Lenoir beskrev i en række udgivelser om museet, hvordan museer havde to formål: et politisk og et pædagogisk. Politisk skulle museer være i stand til at tiltrække international opmærksomhed fra andre nationer, mens det pædagogisk skulle være i stand til at instruere offentligheden.232 Denne tankegang ser man afspejlet i de danske museer, som illustreres nedenfor.

I 1807 var de københavnske samlinger ikke noget, byen kunne være stolt af. I 1827 beskrives den tidligere ophængning af malerisamlingen i Kunstkammeret i Kjøbenhavns Flyvende Post med vendinger som: ”man besøge der Kongl. Museum, og mindes det sin forrige Tilstand, næsten til Spot for den dannede Fremmede, og til liden Glæde for den tænkende Indfødte”.233 Ifølge avisen havde Spenglers ophængning af samlingen på Christiansborg Slot haft en positiv indvirkning: ”opstanden fra det Døde og fra Graven, og træder på eengang frem til Liv og Lys, for at indtage en hæderlig Rang blandt Europas Malerier”.234 Spenglers videnskabelige ordning af malerierne ændrede samlingen fra at have været til spot for den besøgende til at være blandt Europas fineste. Maleriernes tidligere ophængning i den gamle Kunstkammerbygning påvirkede højst sandsynligt også opfattelsen. Byg226 Nyerup, 1806, p. LI. 227 Lundbeck-Culot, 2010, p. 84.

228 Bennett, 1995, p. 166.

229 Bann, 2004, p. 72.

230 Bencard, 2000, p. 195.

231 Nyerup, 1806, p. VIII. 232 Carter, 2011, p. 95.

233 KFP, nr. 48, 15. juni 1827.

234 Ibid.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

ningen fremstod til sidst mere som et magasin end et museum. Taget var utæt, vinduerne forfaldne, og det dryssede gennem loftets upudsede brædder.235 Som tidligere beskrevet opfattede Spengler selv Kunstkammeret som et magasin frem for et museum. Mange af kunstværkerne var ikke ophængt, da der ikke var plads til de mange malerier, som var blevet reddet efter Christiansborgs brand i 1794. De stod i stedet pakket i lag ovenpå hinanden.236 Gennemgangen og oprydningen, som Spengler foretog, præsenterede samlingen i en systematisk, videnskabelig ophængning.

Ordningen af malerisamlingen blev bemærket af flere aviser. I Politivennen omtales åbningen, hvor skribenten roste Spenglers arbejde og håbede, at samlingen: [der] næsten har henligget som en i Jorden nedgravet Skat, men som nu efter høiere Foranstaltning, særdeles godt er samlet, istandsat, ordnet og ophængt paa et dertil passende Sted, snarest muligt maa blive aabnet paa samme Maade som de største og bedste Malerisamlinger i Udlandet […]237 Såfremt man ønskede et museum på niveau med andre store europæiske museer, så var det ikke nok blot at gennemføre en videnskabelig ordning og ophængning af samlingen. Offentligheden skulle have adgang, som ifølge forfatteren var tilfældet andre steder. Først dermed kunne man måle sig med de bedste.

Artiklerne i Kjøbenhavns Flyvende Post og Politivennen viser, at nyophængningen af samlingen var en væsentlig forbedring. I Politivennen beskrives samlingens ophængning i Kunstkammerbygningen ”som en i Jorden nedgravet Skat”. Denne opfattelse ses også i Kjøbenhavns Flyvende Post, hvor avisen videre skrev om det nye museum, hvorledes ”det med Rette kan regnes blandt de skjønneste og bedst belyste af Europas MalerieGalerier”.238 Det kongelige Billedgalleris maleriophængning var at betragte – både videnskabeligt og æstetisk – blandt Europas fineste.

Dette er i hvert fald tilfældet, hvis man udelukkende anskuer det ud fra avisernes vurderinger. Lokalerne i det nye museum var meget sparsomt udsmykket, da der ikke var tildelt nogen økonomiske midler til etableringen af museet. Murene var ikke tapetseret, hvorfor malerierne var ophængt tæt for at dække for de rå vægge.239 I en biografi af Høyen fra 1872 beskrives museet således: ”De stod med nøgne raat afpudsede Vægge, og Spenglers første Opgave var at fylde disse saa fuldstændig med Billeder, at den gra-

235 236 237 238 239

Rasmussen, 1979, p. 43.

Rigsarkivet, 1902, p. 26.

P, nr. 598, 16. juni 1827.

KFP, nr. 48, 15. juni 1827.

Tøndborg, 2004, p. 55.

57

58

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

ahvide Kalk ingensteds kom til Syne”.240 Spenglers ophængning skal imidlertid ikke udelukkende ses som et forsøg på at dække væggene. Den tætte ophængning af malerier var en kendt og benyttet udstillingspraksis, kaldet salonophængning, som stadig blev benyttet ved kunstudstillinger og på fyrstelige slotte.

I 1827 var britten Frances Williams Wynn i København for at besøge sin bror Henry, den britiske ambassadør. Hun havde besøgt flere europæiske lande og kunne dermed sammenligne sine oplevelser i København med andre byer. I sommeren 1827 besøgte hun det nyåbnede Billedgalleri på Christiansborg og havde følgende bemærkninger: The pictures are ill placed, the few fine ones are not in the best light, and the rooms are too low to enable them to place the larger pictures so as to be properly seen. Then, I think, I never saw such a collection so overloaded with absolute trash. Perhaps, as the walls are not even plaistered, and the pictures hang upon the brick work painted gray […]241 Wynns dom over museet var hård – og hendes beskrivelse af museet og hendes kendskab til en lang række af Europas museer taget i betragtning, så var museet ikke i den verdensklasse, som de københavnske aviser placerede det i.

Til trods for de dårlige lokaleforhold bestod kunstsamlingen af flere glimrende kunstværker. Det var særligt malerier fra Nederlandene, som de københavnske aviser koncentrerede sig om. I Kjøbenhavns Posten beskrives samlingen således: Det indeholder 921 Oliemalerier af afdøde, tildeles meget berømte Mestere, og man finder her, især af den hollandske Skole, Pragtstykker, der ere saa udmærkede, at man forgjæves vil søge lignede, selv i de største og berømteste Samlinger udenlands, da enkelte af dem endog ere at anse for Mesternes Mesterstykker.242 Samlingen af nederlandsk kunst var stor og imponerende. I Spenglers videnskabelige katalog over samlingen fyldte den hollandske skole hele anden afdeling, og beskrivelserne af de hollandske værker udgjorde en tredjedel af katalogets beskrivelser.243 I Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn var det også den nederlandske kunst, som vakte beundring: ”Af nederlandske Malerier findes langt talrigere Værker, der ved Sjeldenhed eller Ypperlighed vække i høi Grad Beundring”.244 240 241 242 243 244

Ussing, 1872, p. 284.

Trykt i: Rowley-Convey, 1984, p. 129.

KP, nr. 48, 16. juni 1827.

Spengler, 1827, p. 1.

NSK, nr. 39, 15. maj 1827.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Den fornemme samling af nederlandsk kunst på museet var med til at positionere det blandt Europas andre kunstmuseer. I Kjøbenhavns Flyvende Post var det netop disse værker, som placerede museet blandt Europas fornemmeste: ”men især i den hollandske en saadan Rigdom at selv udmærkede Arbeider, at den heri ikke alene ikke staaer tilbage for, men selv overgaaer berømte Galerier”.245 I Wynns beskrivelse af museet var der plads til at rose kunstværkerne fra nederlandene: ”The riches of the collection seem to be in the Flemish School […]”246 Det var dog ikke kun Det kongelige Billedgalleri og samlingen af hollandske kunstværker, som var med til at positionere København på europakortet. I mange år havde byen udmærket sig med sine møntsamlinger: ”Kjøbenhavn har altid været riig paa Myntsamlinger. Nu udmærker den sig i denne Henseende meget fremfor de fleste store Stæder”.247 I en artikelserie om mønt- og medaljesamlinger i København, bragt i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn i 1827, omtales samlingen på Rosenborg således: II. Antikke Mynter. Samlingen hører vel ikke til de største i Europa, da den overtræffes af den kejserlige i Wien, af den kongelige i Paris, og især, hvad græske Mynter angaaer, af Samlingen i München; ligesom og af enkelte saare rige Samlinger i Engelland; men den er den største i Norden […]248 Der fremstår en tendens blandt de københavnske aviser til at sammenligne – og ikke mindst fremhæve – de danske samlinger og museer overfor udenlandske. Som omtalen ovenfor i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn viser, så kan man altid hævde sig på bekostning af andre – i dette tilfælde naturligvis Stockholm. Åbningen af Oldnordisk Museum i 1819 resulterede i en række beskrivelser af samlingen, som sammenlignede den med lignende i Europa. I omtalen af museet i Collegial-Tidende i 1821 står der: ”at det blandt lignende Samlinger i Europa allerede indtager en udmærket Plads”.249 Tendensen er også her, at museet var noget, man i København kunne være stolt af, når man sammenlignede byen med andre. Med hensyn til Oldnordisk Museum havde Thomsen måske ikke gjort så ringe et stykke arbejde i forbindelse med ordningen og opstillingen af genstandene. I Thaarups Kjøbenhavns Mærkværdigheder fra 1821 står følgende om samlingens kvalitet: [Nu] er Samlingen, i de faa Aar der ere forløbne fra Nyerups første Begyndelse, bleven saa god at den blandt lignende Samlinger i 245 246 247 248 249

KFP, nr. 48, 15. juni 1827.

Rowley-Convey, 1984, p. 129.

Thaarup, 1821, p. 200.

NSK, nr. 69, 28. august 1827.

CT, nr. 7 og 8, 10. februar 1821.

59

60

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Europa (nemlig af Oldsager, som ej ere af Egyptisk, Etrurisk, Græsk eller romersk Oprindelse) indtager en udmærket Plads.250 Samlingen af nordiske oldsager var ifølge Thaarup blandt Europas fineste.

Hvorvidt dette var Thaarups egen holdning, og hvorvidt han overhovedet havde besøgt museet, kan betvivles, da hans beskrivelse tilnærmelsesvis er en afskrift af beskrivelsen i Collegial-Tidende. Thaarup skriver i sit forord til bogen, at den er blevet til på meget kort tid, og han har ladet sig inspirere af en del allerede udkomne skrifter.251 Læserne af Thaarups beskrivelse af Københavns seværdigheder fik indtrykket af, at den var blandt Europas fineste samlinger. Bogen var skrevet på dansk og havde derfor haft et dansk publikum. Der findes andre vejledninger for rejsende til København, som fx Eiler Hagerup Tregders Handbuch für Rejsende Im Königreiche Dänemark und in den Herzugthümern Schleswig, Holstein, Lauenburg fra 1824. Han beskrev museet således: Das Königliche Museum für nordische Alterthümer, im J. 1807 gestiftet, enthält 6000 Numern, und behauptet einen ausgezeichneten Plaß unter ähnlichen Sammlungen in Europa […]252 For rejsende til København i besiddelse af Tregders bog må museet have været en seværdighed, som skulle opleves. Københavns befolkning opfattede selv museet som en seværdighed, man som besøgende i byen skulle opleve.

Frances Wynn skrev følgende om museet i 1827: I went expecting to be very much tired, merely to escape the plague of being continually asked why I had not seen these Antiquities. To my great surprise, I was very much interested, and amused.253 Der var åbenbart flere af hendes bekendtskaber i byen, som havde opfordret hende til at se museet. Hendes dom over Det kongelige Billedgalleri taget i betragtning var hendes dom over Oldnordisk Museum overordentlig positiv. I hendes dagbog findes en lang beskrivelse af, hvad hun oplevede på museet og ikke mindst en stor ros til Thomsen, som viste hende rundt.

Museerne i København var dermed af en noget blandet kvalitet sammenlignet med museer i andre europæiske storbyer. De danske aviser var overvejende postive over for de nye museer og kom ikke med den kritik af

250 251 252 253

Thaarup, 1821, p. 112.

Ibid., forord.

Tregder, 1824, p. 156.

Rowley-Convey, 1984, pp. 130f.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

samlingerne og opstillingerne, som bl.a. Frances Wynns efter hendes besøg på Det kongelige Billedgalleri. Et bud på, hvorfor de ikke gjorde dette, kom i følgende indlæg i Politivennen fra 1827, hvor der stod, at galleriet: […] i de fleste Henseender, kan sættes ved Siden af og i enkelte Henseender endog sættes over de fleste berømte Malerisamlinger i Udlandet, og derfor afgiver et uigjendriveligt Beviis paa de danske Kongers priiesværdige Agtelse for Malerkunsten […]254 Samlingerne blev reflekteret i kongen. Kongernes samling af kunstværker, naturalier og historiske genstande afspejlede, hvad de havde indsamlet til deres private kunstkammer igennem flere hundreder af år. Kunstsamlingen, som blev udstillet i det nye museum, var blevet samlet af de enevældige konger og reflekterede dermed deres kunstsmag. Kritik af samlingen ville dermed også være en kritik af kongernes kunstsmag.

I forbindelse med, at samlingerne blev gjort offentligt tilgængelige, benyttede man dem til forskellige ekstroverte formål, som vist ovenfor med en hævdelse i forhold til udenlandske storbyer. Samtidig fik Danmark som nationalstat stor anerkendelse ved de nye museer, som jeg vil beskrive i det næste afsnit.

Nationens ære Museerne spillede en central rolle i forherligelsen af fortiden som fulgte romantikkens strømninger i begyndelsen af 1800-tallet. I aviserne findes flere artikler med nationale og patriotiske tilkendegivelser. I 1807, i forbindelse med diskussionerne om oprettelsen af et dansk nationalmuseum, ses flere argumenter, som henviste til det nationale.

Nyerups artikelserie om fremtidens København indeholder en forestilling om, at ruinerne af den stadig ufærdige marmorkirke skulle indrettes til ”et Pantheon eller Udødelighedstempel for store og fortjente Danske og Norske”.255 Nyerup drømte samtidig om et nationalmuseum, hvilket han imidlertid frygtede, ville tage mange år at få oprettet. Men den dag, museet ville stå færdigt, ville det udfylde en betydelig rolle i samfundet: Men nu, den er udført, ligner den en stolt Eeg, der voxer langsomt og blomstrer desto længere. Danske hædersmænd kappes om at forherlige dette Museum; frivillig frembærer enhver sin Skjærv paa.256

254 P, nr. 598, 16. juni 1827.

255 NSK, nr. 28, 17. januar 1807.

256 Ibid.

61

62

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

For Nyerup handlede det om at værne om det nationale, og man skulle udbrede kendskabet dertil. Det var til dette formål, at han forestillede sig, at man skulle etablere museer. Såfremt man ikke oplyste om den danske fortid, og man ikke havde kunstmuseer, som kunne udbrede god kunstsmag, ville det være skammeligt for landet. Man ville ende som i tidligere tider, hvor Nyerup skriver: Det er ikke hædrene for Nationen, at Frederik den Andens og Christian den Tredies Mouseleer i Roskilde Domkirke ere forfærdigede af fremmede Konstnere i Italien.257 Det var en national opgave at udfærdige gode kunstværker. Man skulle ikke overlade dette til personer fra fremmede lande.

Denne opfattelse blev blot forstærket i de følgende år. Ved åbningen af Selskabet Kunstforeningens udstilling i 1828, skrev Kjøbenhavns Posten følgende i en anmeldelse: ”Da denne Udstilling, der for størstedelen bestaaer af vor udmærkede Kunstner Juels fortrinligste Arbeider, saaledes næsten kan kaldes reen national”.258 Det var altså ikke kun vigtigt, at kunstværkerne var af høj kvalitet – de skulle også være udført af danske kunstnere.

Dette står i kontrast til 1700-tallets kunstopfattelse, hvor det var kunstværket, som stod i centrum, og ikke kunstneren. Adelen og borgerskabet engagerede ofte de kunstnere, som var til at få fat på, og skulle det være ekstra fint, så fandt man en kunstner i udlandet.259 1800-tallets nationalromantiske strømninger medførte en bevidsthed om mennesket – kunsteren – som forarbejdede kunstværket. De nationale strømninger havde også indflydelse på kunstværkernes motiver, hvilket jeg omtaler senere.

Det var inden for disse nationale strøminger, at Kunstakademiet ændredes op igennem det 19. århundrede. Som tidligere nævnt havde akademiets første direktør været fransk, mens ca. halvdelen af udstillerne ved den første salon i 1769 havde været udlændinge. De følgende udstillinger på akademeit havde fokus på, at kunstnerne var af dansk herkomst. Politivennen skrev følgende om udstillingen på Kunstakademiet i 1823: Saaledes vækkedes Aand for Kunstsands, en bedre Smag for de skjønne Kunster begyndte at udbredes, og fra Akademiet udgik Mænd, der, dannede i dets Skoler, bleve Nationens Ære og Fremmedes beundrede Mønstre.260 Akademiet var med til at uddanne kunstnere med den rette kunstforståelse, og de dygtigste af disse kastede ære over nationen. Såfremt en dansk kunst257 258 259 260

NSK, nr. 67, 2. juni 1807.

KP, nr. 74, 12. september 1828.

Mortensen, 1990, p. 20.

P, nr. 382, 26. april 1823.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

ner blev international kendt gjorde dette Danmark ære. Aviserne i perioden er fyldt med notitser, artikler og indlæg om Bertel Thorvaldsens (17701844) arbejde i Rom. Han var en kunstner, som via sit arbejde kastede glans over Danmark.261 Det samme var gældende ved Det kongelige Billedgalleri, som også var at betragte som ”en sand Nationalskat”262 samt ”en sand Erobring National-Dannelsen har gjort”.263 I takt med, at Danmark fik offentlige museer, kom disse til at virke som institutioner, landet kunne promovere sig med.

Forherligelsen af fortiden og vigtigheden af at kende til den kom til udtryk i flere artikler. Politivennen beskrev i 1820 vigtigheden af at kende til sine forfædre: Enhver Ynder af de nordiske Oldtids Mindesmærker glædede sig dengang den antiqvariske Commission stiftedes, da derved erholdtes Haab om, at større Kundskab til vore Forfædres Sæder og Skikke skulde udbredes.264 Det var via et kendskab til fortiden, at man endnu engang skulle blive en væsentlig europæisk magtfaktor. Disse kommentarer om vigtigheden af kendskabet til fortiden og uddannelsen af danske kunstnere var udtryk for en tiltagende national bevidsthed.265 Det er imidlertid ikke en national bevidsthed, som skal forstås baseret udelukkende på det, der geografisk udgør nutidens Danmark, men derimod det danske rige inklusiv hertugdømmerne og kolonierne. Når museerne kastede ære over nationen, så menes der hele det danske rige. Det ses i denne beskrivelse af Oldnordisk Museum i Collegial-Tidende fra 1821: Fremmede, der saae det, have uden skrømt yttret deres Beundring over, at i saa faa Aar saa Meget og saa Vigtigt kunde tilvejebringes. Og tilføjede, at dette gjorde den Danske Nation megen Ære.266 Kunst var med til at danne og uddanne offentligheden. Det var især en bestemt kunstart, som blev fremhævet på bekostninger af andre: ”Historiemaleriet, som Kunstens Ypperligste”267 og ”Af Malerkunst fortjener Historiemaleriet stedse Pladsen og Rangen fremfor alle andre Arter”.268 Ifølge 261 262 263 264 265

Se bl.a. NSK, nr. 28, 6. april 1819; KM, nr. 46, 18. april 1826 og KP, nr. 55, 8. juli 1828.

KP, nr. 48, 16. juni 1827.

KFP, nr. 48, 15. juni 1827.

P, nr. 250, 14. oktober 1820.

Se mere om nationalisme i: Smith, 1988, og mere om opbygningen af national identitet i: Anderson, 1983.

266 CT, nr. 7 og 8, 10. februar 1821.

267 KM, nr. 41 og 42, 9. april 1825.

268 KM, nr. 47-48, 22. april 1826.

63

64

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kjøbenhavns Morgenblad havde historiemaleriet ændret sig, hvor det tidligere var kendetegnet ved fokus på klassiske motiver fra antikken, havde de nye produktioner fokus på motiver fra det daglige liv.269 En række af disse nye typer historiemalerier var udstillet på kunstudstillingen på Charlottenborg i 1819, hvor man i en række artikler kan læse beskrivelser af de udstillede værker.270 Historiemaleriet fungerede både som værktøj til at lære om fortiden samtidig med at kunstværket påvirkede den besøgendes kunstforståelse.

Det udfyldte altså to vigtige funktioner i dannelsen af offentlighedens nationale identitet, der skulle bidrage til opbygningen af nationalstaten.

Det er patriotiske strømninger, som kommer til udtryk i de førnævnte artikler, hvor fokus er på hele rigets ære bestående af det konglomerat riget var sammensat af. Museerne var med til at fremvise forbilledlige værdier samt personer man kunne være stolte af. Dette var tilfældet med portrætsamlingen på Frederiksborg Slot: Du seer Samlingen mangler saare meget i Fuldstændighed; men du vil med din Interesse for alt Fædrenelandsk fryde dig ved at see de mange ypperlige Portraiter af mærkelige Mænd og Qvinder; Konger og fyrstelige Personer, de dem lovprisende Digtere, dem beskyttende Helte, dem vejledende Statsmænd, dem oplysende Lærde, frimodige Talere, afbildende Konstnere; kort af alle Stænder og Karakterer.271 Besøgende på Frederiksborg Slot fik dermed et indblik i store og vigtige personligheder i historien. Det er interessant at bemærke, at det var personer fra alle stænder, der var repræsenteret på portrætterne. Det var dermed ikke kun personer fra rigets top, som skulle være forbilleder for de besøgende, men også folk fra andre samfundsgrupper, som havde udført beundringsværdige handlinger.

De patriotiske strømninger kommer ligeledes frem, når aviserne omtaler selve samlingernes beskaffenhed. I Kjøbenhavns Flyvende Post kan man læse følgende i forbindelse med åbningen af Det kongelige Billedgalleri: […] at den nu er blevet samlet og ordnet til et scientifisk Heelt og opstillet i et saa værdigt Locale, er en nye Velgjerning, som den skjønsomme Nutid og Eftertid ikke ville regne blandt de ringeste, Folket skylder Frederik den 6tes Kjerlighed for alt Godt og Skjønt.272

269 Ibid.

270 Se bl.a. NSK, nr. 29, 10. april 1819 og NSK, nr. 30, 13. april 1819.

271 NSK, nr. 83, 16. oktober 1827.

272 KFP, nr. 48, 15. juni 1827.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Tendensen er den samme som tidligere beskrevet i forbindelse med adgangsforholdene til museerne, hvor avisskribenterne ikke kommer med nogen kritik af den enevældige konge, men han er derimod at takke, for alt godt – og dermed også for oprettelsen af museerne. I den danske museumshistoriske forskning, som dybdegående har undersøgt ophavsmændene til museernes grundlæggelser, nævner ingen Frederik 6’s rolle som værende af vigtighed. Dette indtryk får man ellers, hvis man udelukkende undersøger aviserne. Deres fokus på kongens rolle skal forstås som en patriotisk tilkendegivelse af kongens gavmildhed, hvor han tillod befolkningen adgang til sine private samlinger.

Lignende opfattelser findes i andre europæiske lande. I Bayern var den kongelige samling også gjort offentlig tilgængelig med åbningen af Glyptoteket i 1830. For kongen, Ludvig 1 (1786-1868), var det vigtigt at vise, at samlingen stadig var hans private ejendom, men det var takket være hans storsind, at folket kunne få offentlig adgang til den.273 Den form for patriotisme, som kommer til udtryk i aviserne, er en del af en folkeliggørelse af patriotismen, som er kendetegnende for begyndelsen af 1800-tallet. Danmark var ikke kun synonym med kongen og hans gerninger, men også danskerne og deres bedrifter. Derudover blev patriotismen funderet i oldtiden og middelalderen.274 Disse tendenser reflekteres i museerne, hvor der både er fokus på Danmarks oldtid, og hvor portrætsamlingen på Frederiksborg Slot etableres med malerier af danske mænd og kvinder. Denne form for patriotisme skal som nævnt ovenfor ikke forstås som afgrænset til Danmarks nationale grænser. Kongen, staten og stænderne var stadig rammen om riget, og inkluderede dermed også kolonierne og hertugdømmerne.

Den offentlige opdragelse Der er ingen tvivl om, at museerne spillede en vigtig rolle for staten, når den skulle promovere landet og København over for udlandet, samtidig med at museerne var institutioner, som borgerne kunne være stolte af. For de besøgende var det den umiddelbare virkning, som kunstværkerne og genstandene havde, som påvirkede vedkommende. I en artikel fra Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn fra 1807 beskrives det, hvad kunst kan gøre ved mennesket: Napoleon har til fulde indseet, hvor meget de skjønne Konster bidrage til at danne Helte i Krigen og store Mænd i Freden.

Det gamle Rom og Athenen synes at leve op igjen i det ny Paris. De Franskes Vaaben havde neppe blot ved Øvelse eller Overlegenhed gjort saa store Underværker, dersom Konsternes 273 Buttler og Savoy, 2012, p. 305.

274 Horstbøll, 1999, p. 543.

65

66

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Forædling og Opmuntring ikke havde opvakt store Følelser for Navnkundighed og Udødelighed; dersom Tanken at see sig foreviget i Skjaldens Sange og Billedhuggerens Statuer ikke havde opflammet dem til Heltedaad.275 Ifølge forfatteren var det kunstens virkning på de franske soldater, som havde været med til at sikre de store franske militære sejre i 1805 og 1806.

Soldaterne kunne opleve kunst på de nye museer i Paris, som udstillede det gamle regimes dekadence og tyranni over for den nye republik.276 På denne måde var museerne med til at ændre de besøgendes tankegang og opfattelse af staten, og museerne fungerede dermed som et propagandaredskab til at gøre befolkningen til en aktiv ressource for staten. I Frankrig handlede det om at opnå støtte til republikken og kampen mod landets fjender. Det var i forlængelse af sådanne tanker, at forfatteren til ovennævnte rejsebeskrivelse kom med følgende bemærkning: Men beklageligt er det, at man i vort Fædreneland, hvor der gjøres saa meget for Oplysningen, endnu ikke til fulde synes at indsee, i hvor nøie en Forbindelse de skjønne Konster staae med den offentlige Opdragelse; hvor meget de bidrage til at oplyse og befæste Folkets Begreber om det Skjønne, Sande og Gode; hvor nødvendigt det er, at Konsten opmuntres og understøttes, naar vise Love skulle i alle Dele opfylde deres Bestemmelse og Menneskehedens Forædling skal fremmes.277 Kunst skulle være et værktøj til at fremme ”den offentlige Opdragelse” og ”Menneskehedens Forædling”. Det var en ikke så let overkommelig opgave, som museerne skulle løse ifølge denne skribent. Men hvad mente forfatteren med ”den offentlige Opdragelse”? Som tidligere beskrevet havde der ved Kunstakademiets udstillinger været store problemer med uordener begået af folk fra den såkaldte pøbel. Var det en opdragelse af pøblen, der henvises til? Eller var den at forstå, som også tidligere illustreret, i forhold til relationen mellem den besøgende (kunsteren, kenderen og elskeren) og kunst? Der kan dermed være tale om en opdragelse af de lavere klasser eller byens dannede borgere.

Ud fra en vurdering af adgangsforholdene ved byens kunstudstillinger var det ikke folk fra de lavere samfundsgrupper, man ville opdrage – de havde i hvert fald ikke mulighed for at komme ind. Det var folk fra byens højere samfundslag, som skulle opdrages i den rette kunstforståelse og det var disse, som skulle være med til at forædle menneskeheden. Forfatteren 275 NSK, nr. 67, 2. juni 1807.

276 Hooper-Greenhill, 1992, p. 168.

277 NSK, nr. 67, 2. juni 1807.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Københavns bombardament 1807 set fra Amager, af Eckersberg.

af artiklen i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn bemærkede samtidig, at kunst påvirkede alle mennesker: Et Skjønt Konstværk virker med magisk Kraft endog paa den uindviede. De gamle Gothers Mangel paa Civilisation spores ingensteds tydeligere end i deres ubetydelige Konstlevninger.278 Artiklen rummer samtidig en forståelse af, at udbredelsen af kunstforståelse til landets borgere kunne være med til at sikre Danmarks suverænitet i en tid, hvor det europæiske kontinent var præget af krig. Tre måneder senere blev København og Danmark inddraget i konflikten ved englændernes bombardement af byen i begyndelsen af september. Det var netop i sådan en situation, at man havde brug for befolkningens opbakning og kampvilje.

Kunst skulle være med til at opildne nationale følelser hos befolkningen. I Nyerups beskrivelse af et kommende nationalmuseum fra 1807 omtalte han det således: ”Hvad jeg følte ved at gennemvandre dette Museum, kan jeg umulig beskrive Dig, min Ven!”279 Nyerup havde en forestilling om, at man som besøgende skulle blive følelsesmæssigt påvirket af besøget – endog så meget, at oplevelsen var ubeskrivelig.

Efter englændernes bombardement fandtes der endnu ikke et statsligt museum, som kunne virke for den offentlige opdragelse. Ikke desto mindre var der udstillinger, som forsøgte at påvirke de besøgende i en bestemt ret278 Ibid.

279 NSK, nr. 28, 17. januar 1807.

67

68

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

ning. I Gothersgade nr. 125, ejet af kobberstikker Lahde, åbnede der i foråret 1808 en udstilling med malerier fra bombardementet. I Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn findes en beskrivelse og anmeldelse af udstillingen. Forfatteren beskrev bl.a. udstillingen og værkerne med følgende ord: Kjøbenhavns sidste og meest rædselsfulde Bombardements Nat, fra 4de til 5te September. Det gjør den allerede som Konstner bekjendte Eckersberg megen Ære. Seet i sit rette Lys er det et fortræffeligt Malerie. Det udmærker sig ved godt Valg, megen historisk Sandhed, rigtig Perspektiv og kraftfuld Pensel.280 Eckersbergs maleri blev generelt vurderet højt – også af andre end anmelderen i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn – og fik stor anerkendelse i samtiden.

Anmelderen i avisen beskrev også en række andre malerier, bl.a. et, som allerede var købt af Frederik 6. Artiklen er især interessant i de passager, hvor forfatteren beskrev, hvorfor man skulle tage ind og opleve udstillingen: I Stuen følte jeg kun for Konsten og for Konstneren, og brændte af Harme over alt hvad der nær eller fjern er Engelsk. Jeg kom paa Gaden igjen, og en skarp Østenvind kjølede noget mit ved den sidste Tanke kogende Blod. Mange Betragtninger paatrængte sig. En af disse staaer her ikke paa uret Sted. Jeg tænkte mig Dyrehaugen og Vesterbro, og Tusinde af Mennesker strømme did, for ikke eengang, men oftere at see Rariteter og Maraculosa og Alskens Narrestreger, som ingen Indflydelse have paa Oplysning og Cultur, eller paa at fremme Patriotisme og Fædrenelandskjerlighed, og paa alt dette Stads at øsle Penge bort; og i hiint nydelige Værelse, og til den nys seete, i al Fald i historik Heseende interessante, og i et saa ædelt Øiemed fremstillede Samling, saaes kun enkelte Personer at komme dryppende ind.281 Det var en kraftig kritik af byens borgere og deres måde at lade sig underholde på, som skribenten her gav udtryk for. Folk blev ikke oplyst af at tage til Vesterbro eller Dyrehaven for at lade sig underholde. Hvad der foregik på disse steder kan man få et indblik i en anden artikel fra Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn fra samme år. I artikleserien ”Kjøbenhavn i det nittende Aarhundrede” forestillede en forfatter sig København i fremtiden. Her beskrives en form for underholdning, som tilsyneladende havde stor tiltrækningskraft blandt byens borgere:

280 NSK, nr. 51, 5. april 1808.

281 Ibid.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Derfor behøver en forløben Bjørnetrækker kun at indbyde Publicum til en Bjørneballet, eller en zynisk TheaterEntrepreneur til en dramatisk Hunde-Forestilling, og strax er hele Byen, Unge og Gamle, Fornemme og Ringe, paa Benene, og alle Boder og Værksteder lukkede. Fremmede Gjøglere have ogsaa herlig vidst at benytte sig af denne Svaghed; de stømmede, førend Krigens Udbrud, herind ligesom til et andet Gosen.

Lange Mænd paa halvfemte Alen, og Drenge paa halvfemte Tommer, bengalske Elephanter og Ægyptiske Crocodiller, Ildædere og Linedansere, alting stimlede hertil, og ingen fandt sig skuffet i sine Forventninger.282 Det er sådanne former for underholdning, som skribenten til artiklen om udstillingen i Gothersgade advokerede imod. Han ønskede i stedet, at borgerne ville se udstillingen af malerier og tegninger fra bombardementet. Denne form for underholdning var gavnlig for samfundet idet den var fremmende for patriotisme og fædrelandskærligheden. Forfatteren havde følgende opråb: Kjøbenhavns Indvaanere af alle Klasser! vandrer hen for at see denne Samling. […] [den] vil vække Eder til hver i sin Kreds at virke med Iver for Eders Fædreland; de brændende Ruiner skulle opflamme Eder til at virke hver paa sin Maade, imod enhver Danmarks Fiende.283 Det var folk fra alle byen samfundslag, som skulle komme og lade sig opflamme. Dette opråb var ret radikalt for tiden. Det kan tænkes, at vedkommende har læst artikleserien i samme avis fra 1807, hvor det, som tidligere citeret, beskrives, hvordan Napoleons soldater var blevet påvirket af den rette kunst til at udføre heltegerninger.

Entreen til udstillingen var imidlertid ikke gratis: ”det kun kostede 1 Mk. Jeg betalte den, og fik for denne Mark saa megen Sjeleføde, som jeg aldrig fik mit Liv for den Priis”.284 Det var alle pengene værd, og i særdeleshed i forhold til, hvad man fik for sine penge i Dyrehaven og på Vesterbro.

Avisskribenterne fokuserede på kunstfølelsen eller kunstånden, når de beskrev, hvorfor læserne skulle opleve kunst. De havde en forestilling om, at såfremt kunstfølelsen blandt befolkningen blev forbedret, så ville det gå bedre for landet og samfundet. Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn formulerede det således i forbindelse med udstillingen på Kunstakademiet i 1819: ”[…] og endeligen deels ved at danne Almeenhedens Smag og endmere vække 282 NSK, nr. 64, 21. maj 1808.

283 Ibid.

284 NSK, nr. 51, 5. april 1808.

69

70

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

dens halvvaagnede Konstsands”.285 Avisens holdninger til adgangsforholdene taget i betragtning (jf. ovenfor) bestod denne almenhed kun af en lille skare af byens befolkning. Disse mennesker havde en latent kunstforståelse, som skulle vækkes. I 1823 kunne man i Politivennen ligeledes læse om kunstforståelsen, der skulle vækkes: ”Da Hensigten med denne Udstilling for endeel formeentligen er, deels at vise Elevernes Fremskridt, deels ogsaa at udbrede en god Smag og vække Aand for Kunsten og dens Værker […]”.286 Aviserne havde en forestilling om, at kunstforståelsen skulle vækkes, og dette skete ved at besøge kunstudstillinger.

Det var ikke kun en særlig ånd, som skulle vækkes hos de besøgende. I 1827 skrev Politivennen følgende: […] allernaadigst vil vorde det danske Folk forundt, synes høist sandsynligt, da tidsnævnte Kunsts Mesterverker Deels uddanne Sandsen for Skjønhed i Former og Farver, deels, ligesom gode Forfatteres Skrivter, vække og nære de ædleste Følelser, Tanker og Forsætter.287 Kunstudstillingerne skulle være med til at ændre tankegangen hos de besøgende. Efter at have oplevet en kunstudstilling var man blevet et bedre menneske – ånd og tanker var forandret. Sådanne tanker om kunsts indvirkning var også fremtrædende i aviserne fra begyndelsen af århundredet.

I 1807 beskrev Politivennen, at kunstudstillingerne medvirkede til: ”dels at bibringe Nazionen mere Smag og Dømmekraft om det skjønne og store i Kunstarbejdet”.288 Denne måde at betragte kunst på er karakteristisk for perioden, hvilket tyder på, at kunstfølelsen ikke var blevet bemærkelsesværdigt forbedret blandt borgerne – i hvert fald ikke ifølge aviserne. Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn bragte i 1827 følgende meget sigende beskrivelse af kunsts indvirkning på folk: At ville nægte de skjønne Kunsters Indflydelse paa Menneskets Forædling i moralsk Forstand, vil vist nok være ligesaa urimeligt, som at nægte deres Indflydelse paa Menneskets Cultur i politisk Betydning.289 Der er ingen tvivl om, at kunst er medvirkende til at forme mennesket, men som avisen samtidig bemærkede, så var denne ”Forædling” en langstrakt proces: 285 286 287 288 289

NSK, nr. 28, 6. april 1819.

P, nr. 382, 26. april 1823.

P, nr. 598, 16. juni 1827.

P. nr. 469, 18. april 1807.

NSK, nr. 54, 7. juli 1827.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

I vore Dage har Kunsten desværre kun liden Indflydelse paa det borgerlige eller politiske Liv, men den arbeider sig fremad og dens skjønne Frugter vil nok vise sig, naar den først erholdes sand Borgerværd; thi det er de skjønne Kunster som sætte Hæderskrandsen paa den menneskelige Cultur.290 Kunsts indflydelse på mennesket var et tema i flere artikler i perioden. Ifølge ovenstående citat kunne man begynde at se resultater af kunstpåvirkningen på mennesket, men der var et stykke vej endnu.

Byens borgere skulle ikke kun påvirkes af kunst på byens museer. I forbindelse med udgivelse af Spenglers katalog over malerierne i den kongelige samling skrev Kjøbenhavns Flyvende Post i anmeldelsen: Hovedsagen ved dette Værk er at det er forfattet med Kyndighed, Flid og i en videnskabelige Aand, og kan saaledes tjene til at undervise den Ukyndige, oplyse og veilede Kjenderen i Meget.291 Dette værk var brugbart for både den udannede og den dannede, og virkede dermed for den offentlige opdragelse.

Kunst var dermed en vigtig faktor til at skabe de rette borgere for staten. Det var dog ikke kun kunst, som var et redskab til at forme den gode borger. Både genstande fra oldtiden og naturen var også vigtige i en sådan henseende. I Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn fra 1806 indsendte en premierløjtnant Sommer, udstationeret ved det norske landkadetkorps, sine tanker om et netop udkommet værk af Rasmus Nyerup, Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider, omhandlende rigets oldtid. Sommer skrev: Men saare maadelig maatte ogsaa Behandlingen af et Æmne som dette være, naar den ikke til gavnende Flamme hos Læseren skulde oppuste den Gnist, der endnu var tilbage af Følelse for Vigtigheden af Nationalaand og Nationalcaracter, hvilke upaatvivlelig maae oplives og vedligeholdes ved et Studium, der – som Een af Historiens ikke uvigtige Hjelpekilder, og i Forening med den – giver os Kundskab om vore Fædres Idræt og Væsen, samt om den Hæder, vort Folks Fortids-Ædlinge erhvervede sig, og Nationen.292 Selv inden Københavns bombardement og flådens ran, var kendskabet til Danmarks oldtid vigtig for at danne borgeren og vække nationale følelser.

290 Ibid.

291 KFP, nr. 48, 15. juni 1827.

292 NSK, nr. 5, 28. oktober 1806.

71

72

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Sommer mente, at man skulle lade sig inspirere af fortidens store personligheder og gerninger. Dette kunne gøres ved at læse Nyerups værk. Samtidig støttede Sommer Nyerups ide om etableringen af et museum for oldtiden: ”og naar Prof. Nyerups betreffende, engang bliver realitet: da skulde dette Museum kunne indeholde en Samling, som Nationen vilde have Aarsag at være stolt af ”.293 Det var både via litteratur og udstillinger, at byens borgere skulle få kendskab til landets fortid.

Oldsagskommissionen nedsættelse i foråret 1807 skabte begejstring for oldtiden, som det i 1820 formuleres i Politivennen: Enhver Ynder af de nordiske Oldtids Mindesmærker glædede sig dengang den antiqvariske Commission stiftedes, da derved erholdtes Haab om, at større Kundskab til vore Forfædres Sæder og Skikke skulde udbredes […].294 Skribentens forventninger til kommissionens arbejde var dog ikke blevet indfriet, og vedkommende nævnte flere eksemplerer på oldsager og mindesmærker, som var blevet ødelagt i perioden, og afsluttede med følgende ønske: ”skulde det meget glæde Anmelderen, og sikkert med ham enhver Oldtids Ven, om de maatte bidrage til, at der for Fremtiden bedre værnedes om vort Fædrenelands Oldtids Mindesmærker”.295 Til trods for, at oldsager rundt om i riget stadig blev ødelagt, havde åbningen af Oldnordisk Museum været med til at udbrede kendskab om den danske oldtid. I en beskrivelse af kommissionens første års arbejde i Collegial-Tidende fra 1821 stod følgende om museets ordning foretaget af Monrad og Thomsen: De havde stræbt i Sagorden at opstille Gjenstandene saaledes, at man med Lethed kunde oversee deres Klasser, erfare disses Overgange, og forberede deres videnskabelige Undersøgelse.296 Den ordning, som beskrives i citatet, virker ikke til at være henvendt til den almindelige borger, så vedkommende kunne blive påvirket af ånden fra oldtiden, som Sommer refererede til i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn. Den videnskabelige ordning af samlingen muliggjorde undersøgelser og må derfor være henvendt oldgranskere. Dem fandtes der en del af i byen, og ikke blot videnskabsfolk viste interesse for oldtiden, det gjorde også flere folk fra byens kulturelle borgerskab.297 En af de genstandsgrupper, som var mest iøjenfalden på museet, var de mange runesten, som blev bragt dertil fra hele 293 Ibid.

294 P, nr. 250, 14. oktober 1820.

295 Ibid.

296 CT, nr. 7 og 8, 10. februar 1821.

297 Jakobsen, Andersen & Adamsen, 2007, p. 7.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Lenoirs museumspark i Paris.

landet. Tre sten beskrives i artiklen i Collegial-Tidende fra 1821: ”Nu staae disse 3 høistmærkværdige Mindestene, tilgængelige for Publikcum paa et værdigt Locale, mellem Kirkemuren og Digteren Ewalds Grav”.298 Her kunne man stå og beundre både oldtidens runesten og mindes en stor dansk digter fra det 18. århundrede. Denne opstilling af genstande uden for museet minder om Lenoirs museumshave tilknyttet Musée des Monuments Français. Her iscenesatte Lenoir en opstilling af monumenter, som skulle vække en melankolsk følelse hos de besøgende.299 Med hensyn til kunstværkerne og de kulturhistoriske objekter appelerede genstandene til de besøgendes følelser. Nogle gange kunne det imidlertid blive for meget. I en omtale af Rödings museum i Hamborg i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn fra 1824 beskrives det, hvordan nogle genstande i den naturhistoriske afdeling påvirkede de besøgende på rundvisningen: Paa nogle af de tilstedeværende Mandfolk, hvoriblandt adskillige med Knevelsbarter, syntes denne alt for nøje Udvikling af deres eget dyrebare Jeg, at gjøre et saadant Indtryk, at de maatte bortvende Øinene fra dette Syn, som fra et memento mori!300 Det mandlige publikum, heriblandt en flok soldater, var blevet dårlige ved synet af fostre i forskellige stadier samt en række legemsdele, bl.a. øre og øjne. Ikke alene disse genstande kunne vække ubehag hos de besøgende: ”Næsten modbydeligt bliver det, naar Hr. Röding foreviser den ene Nyresteen efter den anden, og tilsidst endog en Steen, der er ham selv bleven 298 CT, nr. 7 og 8, 10. februar 1821.

299 Carter, 2011, p. 93.

300 NSK, nr. 100, 14. december 1824.

73

74

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

udskaaren under Tungen”.301 Det var dermed ikke altid udelukkende en positiv oplevelse at besøge et museum. Rödings museum havde ikke til formål at virke for den offentlige opdragelse som de statslige museer i København havde.

De naturhistoriske museer skulle formidle en videnskabelig tilgang til naturen, hvor udstoppede dyr blev placeret i grupper af beslægtede arter.302 Som tidligere behandlet åbnede Det naturhistoriske Museum i København først, da den zoologiske samling var blevet ordnet, så den blev tilgængelig for publikum. Her skal tilgængelig forstås som videnskabelig ordnet og opstillet.

Foruden udstillinger af kunst, naturalier og kulturhistoriske genstande ønskede samtiden udstillinger over kunsthåndværkernes og industriens frembringelser. I 1806 fremsattes et forslag til en sådan udstilling i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn. Den ville ”gjøre Nationen bekjendt med sine egne Konst- og Manufacturproducter, lære den at sætte Priis derpaa og at foretrække dem for udenlandske […]”.303 Det ser ikke ud til, at udstillingen blev en realitet. I 1827 findes endnu et ønske om en sådan udstilling. Denne gang var det i avisen Ny Freia304, hvor indsenderen fremsatte et ønske om ”en Udstilling af de fortrinligste danske Arbeider i ethvert Kunst- og Haanverksfag, vilde mærkeligt bidrage til vores forskjellige Haandteringers Opmuntring og Fremme, er vist upaatvivleligt […]”305 Udstillinger kunne ikke blot være gode for befolkningens uddannelse/dannelse, men også for landets økonomi.

I Frankrig forsøgte man sig med udstillinger af kunsthåndværksarbejder efter restaurationen af bourbonerne. I 1819 blev et udvalg af franske industriprodukter udstillet på Louvre. Museet havde ændret sig meget efter Napoleons nederlag i 1814 og 1815, hvor mange af kunstgenstandene blev sendt tilbage til de steder, hvorfra de var blevet fjernet. I den forbindelse er det interessant at bemærke, at mange af genstandene var blevet taget fra private fyrstelige samlinger, men blev nu indlemmet i statslige samlinger, hvortil offentligheden havde adgang.306 Det var denne tankegang, som havde været udgangspunktet, da genstandene blev fjernet: en transformation af genstande fra private, gemte samlinger til offentlige, åbne samlinger.307 Kunstindustriudstillingen på Louvre i 1819 beskrives i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn i et brev fra en ung kvinde til hendes mor. Her beskriver hun diverse maskiner, møbler, tæpper m.m. forarbejdet i Frankrig, men som hun samtidig nævner: ”thi til min skam maa jeg tilstaae, at jeg ikke 301 Ibid.

302 Fleming, 2013, p. 151.

303 NSK, nr. 3, 21. oktober 1806.

304 Avisen Freia ændrede i 1826 navn til Ny Freia.

305 NF, nr. 25, 1827.

306 Bazin, 1967, p. 186.

307 Hooper-Greenhill, 1992, p. 176.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

forstaaer den Brug, som de deraf ville giøre […]”308 Det var en lignende udstilling af indenlandske produkter, som Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn og Ny Freia var foretalere for. Kunstindustriudstillingerne skulle først slå igennem i midten af 1800-tallet med den første verdensudstilling i London i 1851 og for Danmarks vedkommende kulminerende med den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888.

Kendetegnet ved alle udstillingerne, hvorend de var placeret, og hvad de end omhandlede, var, at de forsøgte at opbygge en særlig fortælling. Man kan kalde dem for narrative museer/udstillinger. Denne tankegang stammer også fra Lenoir, som dannede udgangspunktet med sin opstilling og fortælling på Musée des Monuments Français. Hans kronologiske opstilling og scenografi, hvor genstandene blev mere fysisk belyst i takt med, at man bevægede sig op i tid, etablerede særlige følelser hos de besøgende.309 Sådanne følelser beskrives af flere besøgende på Oldnordisk Museum i København, hvor både Wynn og Paulsen, som tidligere illustreret, beskriver deres mentale tilstand efter besøget. Den scenograferede fortælling er til dels med til at manipulere den besøgende, idet man ønskede at skabe bestemte identiteter hos de besøgende.310

Offentlige museer – hvorfor og hvordan?

På baggrund af ovenstående analyse af offentlighedens syn og opfattelser af de nye museers roller og formål, vil jeg tillade mig at delkonkludere, at Københavns indbyggere havde stor interesse for byens museer. Hvad enten det drejede sig om museernes ekstroverte eller introverte roller var det noget, som optog byens befolkning, og som fyldte en del i aviser og tidsskrifter.

Der ser ikke ud til, at der har været de store uenigheder om museernes roller.

Der har i hvert fald ikke været den livlige debat i aviserne herom, som der var angående museernes adgangsforhold.

Det er interessant at bemærke den store sammenhæng mellem Københavns museer og museerne i Paris, og i særdeleshed Lenoirs Musée des Monuments Français. Det lader til, at hans tankegang havde stor indflydelse i Danmark, og Nyerup skriver direkte, at han er inspireret af Lenoirs tanker.

Det var imidlertid ikke Nyerup, som stod for opstillingen af samlingen på Oldnordisk Museum, men derimod Thomsen. Hvorfra sidstnævnte har fået kendskab til Lenoirs tankegang, skriver han ikke selv noget om. Der er ikke usandsynligt, at Nyerup forsøgte at påvirke Thomsen, inden Nyerup trak sig tilbage som sekretær. Derudover ved man også, at Thomsen som barn var på sommerophold hos generalkonsul E.R. Grove (1756-1847), hvor Thomsen hjalp med at ordne Groves malerisamling, som han havde 308 NSK, nr. 96, 30. november 1819.

309 Carter, 2011, pp. 93f.

310 Hooper-Greenhill, 1992, p. 6.

75

76

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

erhvervet i Paris under sit ophold der fra 1794-1797.311 Grove, som var interesseret i kunst og kultur, besøgte sikkert museet i Paris og berettede sandsynligt om det til den unge Thomsen.

Tager man Lenoir’s tanker, og hvordan man i København omsatte dem til praksis, i betragtning, er det nærliggende at spørge, hvorfor den videnskablige ordning af samlingerne på Kunstkamret resulterede i offentlige museer? Når man ser på bevæggrunden for oprettelsen af museerne var det tidens videnskabsideal, som krævede specialsamlinger, og som fordrede opsplitningen af kongens kunstkammersamling til mindre specialiserede samlinger. Opkomsten af de offentlige museer betyder, at noget andet end den videnskabelige ordning havde indflydelse på den transformationsproces, som fandt sted i begyndelsen af 1800-tallet.

Avisernes og tidsskrifternes fokus på museernes roller – eller de roller, som de forestillede, de skulle spille – illustrerer, at man ønskede at benytte museerne til særlige formål. Disse formål kan deles op i to, som Lenoir formulerer det; politisk og pædagogisk. I København havde man set, hvordan museerne i Paris havde været med til at ændre befolkningens indstilling til staten. Samtidig var de offentlige museer i Paris noget, landet kunne være stolt af. Det var ikke længere kun den enevældige monark, som kunne se landets kunstskatte, men derimod alle – både indvånere og udlændinge.

Man havde en ide om, at det var statens rolle at sørge for befolkningens moralske forbedring. Derudover ønskede man, som det fremgår af flere indlæg i aviserne, at opbygge en bestemt identitet hos de besøgende. Man ønskede at fremme en patriotisk ånd. Til dette formål var museerne perfekte institutioner. Det er med baggund i disse tanker, at den videnskabelige ordning af samlingerne resulterede i offentlige museer.

311 Jensen, 1992, p. 42.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kapitel 5 Perspektivering Resultaterne tilvejebragt i dette speciale kan perpektiveres til flere både datidige og nutidige problemstillinger. Jeg har valgt at give to nedslagspunkter. Først vil jeg se på, hvordan kampen om det offentlige rum i forhold til den lige offentlige adgang til museerne kan ses i sammenhæng med fremkomsten af den danske nationalstat og som et led i en dansk demokratiudvikling. Herunder hvilke roller museerne spillede i samfundsudviklingen fra enevælde til demokrati. Dernæst undersøger jeg, hvordan debatterne om museernes roller og den offentlige adgang kan benyttes til at forstå og udvikle museernes roller i et nutidigt perspektiv. Her vil jeg samtidig se på museernes besøgende i et fortidigt og nutidigt perspektiv med henblik på at drage paralleller mellem de typiske museumsgængere.

Statsdannende institutioner Den danske nationalstat udvikledes over en lang periode, som gradvist cementeredes via flere begivenheder. Her tænkes især på de utallige krige, landet var indvolveret i, som langsomt, men kontinuerligt, var med til at indskrænke den danske helstat. Efter tabet af Norge i 1814 var Danmark blot en lille konglomeratstat, hvor Danmark udgjorde hoveddelen af riget.

I denne periode udvikledes den nationale ide om Danmark og danskerne som noget særligt i forhold til andre europæiske lande og folkefærd.312 Perioden prægedes samtidig af en begyndende samfundsudviking, der et par årtier senere kulminerede med, at enevælden blev erstattet af folkestyret.

Ovenstående strømninger sætter museerne ind i en sammenhæng, hvor disse var vigtige aktører i konstruktionen af en dansk national identitet samt udviklingen af et demokratisk samfund. Det er disse forhold, som jeg vil sammenholde med specialets resultater.

Der er intet belæg for at hævde, at skribenterne af debatindlæggene, anmeldelserne og lignende fra aviserne og tidsskrifterne argumenterede for en statsomvæltning lignende den franske revolution. Tværtimod er der en anerkendelse og taknemmelighed for, at kongen tillod en offentlig adgang til hans private samlinger. Debatten opstår imidlertid netop over den offentlige adgang. Det er disse debatter, der skal opfattes som et skridt på ve312 Böss, 2008, pp. 300f.

77

78

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

jen mod en demokratisering. Folk fra Københavns lavere socialgrupper ville ikke længere acceptere, at de ikke havde lige adgang og frihed til at deltage samt være en del af offentligheden med ret til at færdes i det offentlige rum på lige fod med folk fra byens sociale top.

Skribenternes indlæg begynder samtidig en debat om kongens politik.

Dette muliggøres med det store udbud af aviser, tidsskrifter, pamfletter og småtryk, som præger samtidens København. Jens Arup Seip har hævdet, at man på dette tidspunkt begyndte at sætte spørgsmålstegn ved regeringens arbejde samt opfattede statsstyret som despotisk, fordi borgerne af styret blev opfattet som undersåtter eller børn frem for frie mænd.313 I det kildemateriale, som ligger til grund for dette speciale, fremstår der ingen klare tendenser af en kritik af styreformen, men derimod er der en klar kritik af de restriktive adgangsforhold, som i sidste ende regeringen stod til ansvar for, idet museerne var statslige.

De statslige museer indeholdt kongens samlinger og fungerede dermed stadig som kongens magtmiddel. Borgerskabet havde adgang til samlingerne, men de afspejlede ikke deres historie. I København skulle Thorvaldsens Museum netop komme til at udfylde denne rolle. I 1830 testamenterede Thorvaldsen sin kunstsamling til København, såfremt byen byggede en selvstændig museumsbygning til den. Københavns borgerskab trådte til og forsøgte at indsamle det nødvendige beløb, men fik kun samlet en lille del af det påkrævede beløb. Frederik 6 tilbød at overdrage Christianborgs vogngård og teatermalersalsbygning til foretagendet, og i 1848 kunne museet åbne. Museet adskilte sig ved være indrettet med mange små rumafsnit, som stod i kontrast til den fyrstelige monumentalitet og udstillingspraksis.314 Thorvaldsen var en almindelig borger og repræsenterede dermed borgerskabet. Med andre ord var borgerskabet og borgerskabets kunst kommet på museum. Museet var dermed også med til at opbygge en national identitet – særligt borgerskabets nationale identitet. Museets samling afspejlede Thorvaldsens arbejde og hans centrale placering i det internationale kunstnermiljø. Museet betragtes stadig som noget særligt blandt danske museumsgrundlæggelser. I flere værker står der således, at museet var Danmarks første offentlige kunstmuseum, hvilket specialet her har vist ikke var tilfældet.315 I de følgende år skulle museumsinstitutionerne brede sig til hele landet. I 1855 åbnede det første provinsmuseum i Ribe, Antikvarisk Samling, i 1860 åbnede Nordisk Museum i Odense, mens den Historiske-Antikvariske Samling åbnede i Aarhus i 1861.316 Befolkningen havde taget ejerskab over museerne, som ikke kun skulle være et storbyfænomen.

313 314 315 316

Seip, 1958, p. 54.

Larsen, Teglhus & Nørskov, 2008, pp. 511ff.

Se bl.a.: Dysthe, 2012, p. 18.

Larsen, Teglhus & Nørskov, 2008, p. 514.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Grundlæggelsen af museerne skal ses i lyset af stats- og samfundsudviklingen i perioden. Det er en periode, hvor læring og viden kommer i fokus, hvilket i Danmark bl.a. udmøntes i skoleforordningerne fra 1814.317 I dette perspektiv kommer museerne også til at fungere som vidensinstitutioner. Som undersøgelsen har tydeliggjort, så var der en forskel på de vidensparadigmer, som var repræsenteret i de tre forskellige museumstyper.

Det naturhistoriske Museum skulle udbrede viden om naturen samt give en forståelse for, hvordan alting hang sammen i et system. Oldnordisk Museum havde til formål at udbrede kendskab til den danske oldtid, hvor der blev draget paralleller mellem datidens samfund og fortiden for at skabe en konsensusforståelse af danskheden. Det kongelige Billedgalleri havde derimod til opgave at udbrede smag og dannelse til de besøgende. Disse læringsopgaver blev imidlertid påvirket af de adgangskrav, som museerne havde. Ikke desto mindre ses det af universitetets skrivelse i forbindelse med opsigelsen af Oldnordisk Museums lejemål på loftet af Trinitatis Kirke, at skolebørn kom på museet, hvorved museet i en vis udstrækning må have haft en læringsrolle.

De danske museer fungerede dermed både som tidlige statsdannelsesog læringsinstitutioner samtidig med, at de blev et middel for borgerskabet til at udtrykke sig og positionere sig i forhold til statsapparatet og folk fra de lavere socialklasser. Det var ikke blot indholdet i museerne og udstillingsopsætningerne, som var med til at opfylde de roller, som museerne havde.

Bygningerne, som husede museerne, fungerede også som et vigtigt værktøj.

I Danmark blev der i begyndelsen ikke bygget bygninger, hvis formål var at huse museerne. Det var imidlertid planer om dette, bl.a. at omdanne den forladte byggeplads ved marmorkirken til et dansk nationalmuseum. Grundet den økonomiske krise i begyndelsen af det 19. århundrede blev disse planer ikke til noget. Oldnordisk Museum måtte i begyndelsen affinde sig med et loftrum, mens Det kongelige Billedgalleri fik mere imponerende rammer i det nye Christiansborg Slot.

Museernes borgergrupper og roller Undersøgelsen af, hvilke borgere der måtte bruge museerne, samt hvilke borgere der ville bruge museerne, viser, at der i hvert fald på Kunstakademiet og Det kongelige Billedgalleri var en stor andel af besøgende, som var fra byens øverste samfundslag. Diversiteteten i de besøgende på Oldnordisk Museum var større, idet man ikke havde de samme restriktive krav som på de to andre udstillingssteder. Disse resultater kan sammenlignes med undersøgelser af museumsbesøgende i dag. Kulturstyrelsen har siden 2009 i samarbejde med de statslige og statsanerkendte museer i Danmark udarbej-

317 Engberg, 2005a, pp. 440f.

79

80

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

det Den nationale Brugerundersøgelse. Jeg skal her forsøge at sammenholde brugerprofilerne af besøgende fra begyndelsen af 1800-tallet med i dag.

I dag udgøres 61% af museernes besøgende af kvinder, hvoraf 57% er over 50 år gamle.318 Disse resultater er svære at sammenligne med museumsgængere fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor kildematerialet ikke siger noget om, hvorvidt de besøgende var kvinder eller mænd, eller hvor gamle de var. Derimod kan man til dels sammenligne museumsgængernes uddannelsesmæssige baggrund. Det gennemgåede kildemateriale viser ret tydeligt, at de besøgende på især Kunstakademiet og Det kongelige Billedgalleri var borgere fra byens højere socialgrupper. Disse resultater afspejles stadig på landets kunstmuseer. 59% af landets museumsbrugere har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, og på de danske kunstmuseer er tallet endnu højere, hvor de udgør 67% af de besøgende. I den danske befolkning udgør disse grupper kun 21%.319 Disse tal viser tydeligt, at de besøgende på museerne, og især kunstmuseer, kommer fra socialgrupper med lange uddannelser. Disse borgergrupper er de samme, som var de typiske besøgende på museerne i begyndelsen af 1800-tallet.

Det er også muligt at sammenligne de besøgendes brug af museerne.

Debatterne i avis- og tidsskriftslitteraturen i den undersøgte periode har vist, at folk fra borgerskabet gerne ville være på museerne alene – der skulle i hvert fald ikke være besøgende fra den såkaldte pøbel. Borgerskabet ville gå rundt i ro og fred og nyde kunsten med ligesindede. Disse forhold kan sammenlignes med besøgende på kunstmuseerne i dag. Den nationale Brugerundersøgelse undersøger museumsgængernes motivations- og læringsadfærd og opdeler de besøgende i seks forskellige adfærdstyper.320 En af disse typer kaldes opladeren og kendetegnes ved, at de gerne vil være på museerne, når der ikke er andre mennesker, og så benytter de museerne som et slags åndehul/frirum væk fra hverdagen. På de danske museer udgør denne type 14%, mens de er særdeles overrepræsenteret på kunstmuseerne, hvor de udgør 23% af det samlede antal besøgende.321 Der ses hermed den samme tendens af brugen af kunstmuseerne i begyndelsen af 1800-tallet og i dag.

De besøgende er veluddannede og ønsker at være på kunstmuseerne uden andre tilstedeværende, så de udstillede værker kan nydes, uden at man bliver forstyret af borgere, som ikke opfører sig som foreskrevet.

Sammenligninger for de kulturhistoriske og naturhistoriske museer er ikke så bemærkelsesværdige, som de er for kunstmuseer. Kildematerialet har vist, at de besøgende på Oldnordisk Museum var en bred skare af befolkningen, mens kildematerialet desværre ikke er fremkommet med noget billede af de besøgende på Det naturhistoriske Museum. I forhold til muse-

318 Jensen og Lundgaard, 2013, p. 22.

319 Ibid.

320 For information om adfærdstyperne se: Falk og Dierking, 2013; Jensen, 2013 samt Falk, 2009.

321 Jensen og Lundgaard, 2013, p. 44.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

umsgængere på de kulturhistoriske museer i dag, bl.a. Nationalmuseet, viser brugerundersøgelsen klart, at de tiltrækker en bredere borgerdiversitet end kunstmuseerne.322 I dag står museerne over for udfordringer i forhold til at være relevante institutioner, som alle borgere bruger. Specielt i forhold til at tiltrække unge besøgende står museerne over for en stor opgave. Besøgende mellem 14 og 29 år udgør 15% af det samlede antal museumsgængere på de danske museer, mens gruppen generelt i den danske befolkning udgør 23%.323 Undersøgelser har vist, at unge besøgende sjældendt frivilligt besøger museer i Danmark, men gerne går på museer i udlandet.324 Denne tendens reflekteredes der også over i begyndelsen af 1800-tallet, hvor en skribent i forbindelse med en anmeldse af et museum i Hamburg har følgende bemærkninger om at gå på museum: Hvor mange af dem [københavnerne] have vel seet Konstkamret, Myntcabinettet, det naturhistoriske Museum, Rosenborg og andre Mærkværdigheder? Det ligger desuden eengang i Menneskes Natur, ikke at bryde sig synderligt om Alt, der er det ganske nær. Mangfoldige reise hundrede Mile langt, for at see det, hvortil de hjemme kun behøvede hundrede Skridt; Andre vide langt omstændeligere at tale om Grækernes og Romernes end om deres Fædrenelands Oldsager.325 Det er dermed ikke udelukkende et nutidigt fænomen, at folk ikke vil gå på museum i deres lokalområde, men derimod gerne, når de er i udlandet.

Museerne spillede en række roller i samfundet i 1800-tallet, og for at udfylde disse roller påkrævedes det, at museerne blev besøgt af borgere.

Flere skribenter skriver i aviserne og tidsskrifterne, at folk skal besøge museerne og blive dannede. Ved at betragte kunst eller kultur bliver man et dannet menneske. Denne museumspraksis er fortsat helt op til i dag, hvor museumsansatte først for nyligt er begyndt at sætte spørgsmålstegn herved.

Direktør på Københavns Museum Jette Sandahl spørger meget passende i artiklen ”Waiting for the public to change?” fra 2013, om det ikke er på tide, at museerne anerkender, at de ikke kan ændre folk, og det derfor i stedet er museerne, som bør ændre sig?326 I december 2012 vedtog Folketinget enstemmigt ændringer til museumsloven, som sætter fokus på museerne i et medborgerskabsperspektiv.

Dette reflekteres bl.a. i §2, hvor der står, at museerne skal udvikle anvendel-

322 Jensen & Lundgaard, 2012, p. 22.

323 Ibid.

324 Lundgaard & Moos, 2012.

325 NSK, nr. 100, 14. december 1824.

326 Sandahl, 2013, pp. 176ff.

81

82

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

se og betydning af kultur- og naturarv for borgere og samfund.327 Museerne skal dermed bidrage til at udvikle medborgerskabs- og offentlighedskompetencer hos borgerne. Disse kompetencer skal forstås sådan, at museerne skal gå i dialog med borgerne og sørge for flerstemmighed og mulighed for aktiv deltagelse.328 Disse forhold er anderledes end museernes roller i begyndelsen af 1800-tallet. Her var museernes vigtigste rolle at udstille sandheder og svar, hvor borgerne ikke skulle være kritisk selvreflekterende. Til trods for dette er der fælles roller mellem museerne i dag og dengang. Her tænkes især på museernes rolle i forhold til at skabe sammenhængskraft i samfundet. Medborgerskabskompetencer kan også forstås ud fra borgernes følelse af at være medlem af et samfundsfællesskab.329 Denne rolle er bibeholdt, hvorimod det samfund, som museerne skal forholde sig til, har ændret sig drastisk. Museernes metoder til at opnå dette mål har derfor ændret sig igennem tiden.

327 Lov nr. 1391 af 23. december 2012.

328 Dysthe, 2012, pp. 57ff.

329 Ibid., p. 13.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kapitel 6 Konklusion Etableringen af det danske museumsvæsen var ikke en gnidningsløs udvikling, som Villadsen ellers har hævdet i forbindelse med åbningen af Det kongelige Billedgalleri. Derimod viser mine undersøgelser af meninger og holdninger, som de kom offentligt til udtryk i samtidens aviser og tidsskrifter, at adgangsforholdene skabte en voldsom debat over, hvem der havde adgang, og hvem der ikke havde. Derudover viser specialets resultater også, at museernes roller var til debat i aviserne og tidsskrifterne, hvor borgerne gerne bød ind med, hvad de forestillede sig, museerne skulle benyttes til.

Debatterne over den offentlige adgang til museerne viser en udviklingstedens, hvor flere borgere i samfundet ønskede at tage aktiv del i samfundslivet. Folk fra byens lavere socialgrupper accepterede ikke længere, at det skulle være ens økonomiske formåen, som var udslagsgivende for, om det var muligt at få adgang til offentlige institutioner; i dette tilfælde museerne og Kunstakademiet. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at der var stor forskel på adgangsforholdene til byens tre store, statslige museer og Kunstakademiet.

I 1819 åbnede Oldnordisk Museum for offentligheden. Museet stillede ingen krav til de besøgende; det var endda gratis at komme ind. Til gengæld havde museet kun åbent to timer om ugen. Nogenlunde de samme forhold ses på Det naturhistoriske Museum. Adgangsforholdene til disse to museer skabte ingen større debat i de københavnske aviser og tidsskrifter. Det er der flere grunde til. Der var ingen entréudgift forbundet med at besøge museerne, så alle havde i princippet mulighed for at besøge dem.

Museernes genstandsområder havde også indflydelse på, at der ikke var så meget debat om dem. Formålet med Oldnordisk Museum var at formidle den danske oldtid, mens formålet med Det naturhistoriske Museum var i videnskabelig ordning at udstille et udsnit af den naturhistoriske verden.

Museerne var dermed præget af en videnskabelig tilgang, hvor samlingerne skulle klassificeres og ordnes, så de besøgende kunne skabe mening ud af de store samlinger.

Anderledes tog det sig ud i forhold til Det kongelige Billedgalleri og Kunstakademiet. De havde begge til formål at udstille ”den gode smag”.

De besøgende kunne frit forholde sig kritisk og tænkende til de udstillede værker. Disse forhold afspejles i høj grad i tidens aviser og tidsskrifter; især i museums- og udstillinganmeldelser. Samtidig var adgangsforholdene an-

83

84

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

derledes i den forstand, at de besøgende skulle betale entré. Billetudgifterne blev set som et middel til at holde folk fra byens lavere socialklasser væk fra udstillingerne. Der står direkte om indgangsbilletten til Kunstakademiet, at beløbet var fastsat til at holde den såkaldte pøbel væk.

Det kan virke besynderligt, at der var disse restriktive adgangskrav, når i hvert fald flere skribenter ønskede, at folk skulle se kunst for at blive dannede og gode samfundsborgere. Flere forfattere henviser til museerne i Frankrig og den indflydelse, de har haft på det franske folk. Lenoir formulerede to hovedformål for museerne: en pædagogisk og en politisk rolle.

Disse tanker ses tydeligt afspejlet i de danske museer: De skulle danne den besøgende samtidig med, at museerne blev brugt til at positionere Danmark over for udlandet og dermed være noget, landet kunne være stolt af. Museerne fungerede derudover som et værktøj til at understøtte en selvbevisthed om Danmark og danskerne som noget særligt. Museerne var dermed vigtige aktører i opbygningen af en dansk national identitet.

Ved at se på de roller, som museerne udfyldte – både pædagogisk og politisk – skal de tre store statslige museer betragtes som nationalmuseer. De spillede alle vigtige – om end forskellige – roller i opbygningen af den danske stat i begyndelsen af 1800-tallet. Etableringen af museerne skal derudover også ses i lyset af oplysningstidens tankegang med fokus på uddannelse og folkeoplysning. Museerne blev dermed ikke blot benyttet til politiske funktioner, men de blev samtidig betragtet som uddannelsesinstitutioner, hvor borgerne skulle blive klogere på sig selv og samfundet.

Samtiden omtalte denne uddannelse som den offentlige opdragelse. Det handlede med andre ord om at skabe medborgere, som ville tage aktiv del i samfundslivet.

Specialets undersøgelse af museernes roller i samfundet i begyndelsen af det 19. århundrede, belyst ud fra holdninger og meninger, som de kom til udtryk i aviser og tidsskrifter, har bidraget til en nuancering af befolkningens syn på de nye museer. Specialet adskiller sig fra den traditionelle danske museumshistoriske forskning ved ikke at være institutions- eller individorienteret. Derimod har den komparative tilgang rejst nye spørgsmål til museernes funktion i samfundet. Det benyttede kildemateriale belyser ikke, hvorfor der var forskellige adgangsforhold til museerne. Dette forhold er især bemærkelsesværdigt, da det var en lille gruppe mænd med Thomsen, Hauch, Spengler og Nyerup i spidsen, som stod for oprettelsen af Københavns museer.

Specialets resultater har endvidere belyst, hvorledes museernes nutidige udfordringer i forhold til deres roller i samfundet, ikke er et nyt fænomen. Det nutidige fokus på museernes roller i samfundet er dermed ikke et nyt vidensparadigme, men snarere et fornyet fokus på deres roller og formål.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Summary This thesis seeks to examine opinions regarding the new public museums at the turn of the 19th century in Denmark. In this period numerous public museums opened in Copenhagen, e.g. Oldnordisk Museum (the National Museum), Det kongelige Billedgalleri (the National Gallery of Denmark) and Det naturhistoriske Museum (the Natural History Museum of Denmark). In addition to these museums the Royal Danish Academy of Fine Arts showed exhibitons.

The purpose of this thesis is twofold: firstly to examine the opinions, about the roles of the museums in society as they are represented in newspapers and journals from the period, and secondly to investigate who the primarary visitors were and thereby look into the general public and public institutions at the time.

Firstly the question about the visitors is studied. An analysis of the criteria for access to the museums show that although all the museums were state owned they had quite different entrance rules. Everyone could enter the National Museum and the Natural History Museum, while the National Gallery and Academy of Fine Arts had very strict rules. First of all they charged an entrance fee, while entrance was free at the other two museums. In addition, it was not possible to purchace tickets for fewer than four people at a time at the National Gallery. These circumstances were discussed to great extent in the newspapers and journals at the time. The bourgeoisie praised these criteria, as they allowed them to see art without being disturbed by people from the lower classes. On the other hand, the lower classes wanted to see and experience the art at the two institutions, and consequently wrote numerous articles criticising the access criteria. The debate in the media notwithstanding no change was made until the 1840s.

Secondly the question about the role of museums in society is anylised.

The opinions about the museums roles can be divided into two groups: extrovert and introvert roles. The museums played extrovert roles when compared to museums in other European cities and countries. Aside from these more political roles the introvert roles of the museums were no more important.

The museums had a pedagogical purpose in forming and creating national identities among the visitors. In this respect they were seen as educational institutions. The thesis has proved that the museums were important institutions in society at the time, playing a part on the road to democracy.

85

86

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Bibliografi Følgende forkortelser er anvendt: CT:

Collegial-Tidende

D: Dagen KFP:

Kjøbenhavns Flyvende Post

KM:

Kjøbenhavns Morgenblad

KP:

Kjøbenhavns Posten

NF:

Ny Freia

NM:

Nyeste Morgenpost

NSK:

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn

P:

Politivennen

Avis- og tidsskriftslitteratur samt andre utrykte kilder Collegial-Tidende, nr. 21, 23. maj 1807.

Collegial-Tidende, nr. 7 og 8, 10. februar 1821.

Dagen, nr. 32, 24. februar 1807 Dagen, nr. 38, 13. februar 1821.

Det Kongelige Kommissorium 22. maj. 1807, Nationalmuseet, Antikvarisk Topografisk Arkiv, Museumshistorisk Arkiv, Kasse I 25.

Fortegnelse over Antallet af de Besøgende i Museet for de nordiske Oldsager, begyndt d. 1. Novbr 1851, slutter d. 19 August 1852. Nationalmuseet, Antikvarisk Topografisk Arkiv, Museumshistoriske Arkiv, Kasse I 13.

ICOM Statues. www.icom.museum (21.11.2013).

Kjøbenhavns Flyvende Post, nr. 48, 15. juni 1827.

Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 41 og 42, 9. april 1825.

Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 44-45, 15. april 1826.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 46, 18. april 1826.

Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 47-48, 22. april 1826.

Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 49, 25. april 1826.

Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 50-51, 29. april 1826.

Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 52, 2. maj 1826.

Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 60-61, 23. maj 1826.

Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 64, 30. maj 1826.

Kjøbenhavns Posten, nr. 48, 16. juni 1827.

Kjøbenhavns Posten, nr. 55, 8. juli 1828.

Kjøbenhavns Posten, nr. 74, 12. september 1828.

Love og bekendtgørelser nr. 1505 af 14/12/2006. www.retsinfo.dk (21.11.2013).

Lov nr. 1391 af 23/12/2012. www.retsinfo.dk (21.11.2013).

Ny Freia, nr. 25, 1827.

Nyeste Morgenpost, nr. 29.30, 5. december 1828.

Nyeste Skidleri af Kjøbenhavn, nr. 3, 21. oktober 1806.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 5, 28. oktober 1806.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 26, 10. januar 1807.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 28, 17. januar 1807.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 39, 24. februar 1807.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 67, 2. juni 1807.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 51, 5. april 1808.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 62, 14. maj 1808.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 64, 21. maj 1808.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 28, 6. april 1819.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 29, 10. april 1819 Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 30, 13. april 1819.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 96, 30. november 1819.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 41, 22. maj 1824.

Nyeste skilderi af Kjøbenhavn, nr. 98, 7. december 1824.

87

88

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 100, 14. december 1824.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 27, 4. april 1826.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 27, 3. april 1827.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 39, 15. maj 1827.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 54, 7. juli 1827.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 69, 28. august 1827.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 73, 11. september 1827.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 74, 15. september 1827.

Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, nr. 83, 16. oktober 1827.

Politivennen, nr. 250, 14. oktober 1820.

Politivennen, nr. 382, 26. april 1823.

Politivennen, nr. 469, 18. april 1807.

Politivennen, nr. 279, 5. maj 1821.

Politivennen, nr. 382, 26. april 1823.

Politivennen, nr. 598, 16. juni 1827.

Politivennen, nr. 613, 29. september 1827.

Universitetsbibliothekskommissionen til Konsistorium, d. 28. februar 1832, Nationalmuseet, Antikvarisk Topografisk Arkiv, Museumshistorisk Arkiv, Kasse I 26.

Trykte kilder og litteratur Abt, Jeffrey: ”The Origins of the Public Museum”. Sharon Macdonald (ed.): A Companion to Museum Studies. (Oxford: Blackwell Publishing, 2011).

Adriansen, Inge: Nationale symboler i det danske rige, 1830-2000. (København: Museum Tusculanums Forlag, 2003).

Andrup, Otto: Den kongelige samling paa Rosenborg gennem hundrede aar. (København: Gyldendalske Boghandel, 1933).

Alexander, Edward P.: Museums in Motion. An Introduction to the History and Functions of Museums. (Lanham: AltaMira Press, 2008).

Anderson, Benedict: Imagined Communities. (London: Verso, 1983).

Anderson, Robert: ”Introduction”. R.G.W. Anderson, M.L. Caygill, A.G.

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

MacGregor og L. Syson (eds): Enlightening the British: Knowledge, Discovery and the Museum in the Eighteenth Century. (London: The British Museum, 2003).

Aronsson, Peter: ”Making National Museums: Comparing Institutional Arrangements, Narrative Scope and Cultural Integration.” (Norrköping: Linköping University, 2007).

Aronsson, Peter: European National Museums: Identity Politics, the Uses of the Past and the European Citizen. (Linköping: Linköping University, 2010).

Aronsson, Peter & Gabriella Elgenius: ”Making National Museums in Europe – a Comparative Approach”. Peter Aronsson & Gabriella Elgenius (eds): Building National Museums in Europe 1750-2010.

(Linköping: Linköping University, 2011).

Bann, Stephen: ”Poetics of the Museum: Lenoir and Du Sommerard”.

Donald Preziosi & Claire Farago (eds): Grasping the World. The Idea of the Museum. (Aldershot: Ashgate Publising Limited, 2004).

Barrett, Jennifer: The Museums and the Public Sphere. (Oxford: WileyBlackwell, 2012).

Bauer, R.W.: Calender for Aarene fra 601 til 2200 efter Christi Fødsel.

(København: Thieles Bogtrykkeri, 1868).

Bazin, Germain: The Museum Age. (New York: Universe Books Inc., 1967).

Bech, Svend Cedergreen: Københavns historie. Bind 3: Storhandelens By, 1728-1830. (København: Gyldendal, 1981).

Bencard, Mogens: ”Adam Wilhelm Hauch og Museernemuseerne.”.

Mogens Bencard (ed.): Krydsfelt. Ånd og Natur natur i Guldalderenguldalderen. (København: Gyldendal, 2000).

Bennett, Tony: The Birth of the Museum: History, Theory, Politics. (London: Routledge, 1995).

Birket-Smith, Kaj: ”Træk af Etnografisk Samlings historie”. Nationalmuseets Arbejdsmark. (København: Nationalmuseet, 1962).

Boulton, W.H.: The Romance of the British Museum. The Story of Its Origins, Growth and Purpose and some of Its Contents. (London: Sampson Low, 1931).

Bourdieu, Pierre: Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. (København: Akademisk Forlag, 1994).

Bourdieu, Pierre: Distinction. A Social Critique of the Judgement of Taste.

89

90

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

(London: Routledge, 1984).

Breitenstein, Niels: ”Christian VIII’s vasecabinet”. Antik-Cabinettet 1851.

(København: Gyldendal, 1951).

Bruun, Carl: Kjøbenhavn. En illustreret Skildring af dets Historie, Mindesmærker og Institutioner. Tredje Del. (København: Det Nordiske Forlag, 1901).

Buttler, Adrian von og & Savoy Bénédicte: ”Glyptothek and Alte Pinakothek, Munich: Museums as Public Monuments.”. Paul Carole (ed.): The First Modern Museums of Art. The Birth of an Institution in 18th- and Early-19th-Century Europe. (Los Angeles: J. Paul Getty Museum, 2012).

Böss, Michael: ”Romantikerne og den nationale ide”. Thomas Ledet og Ole Høiris (eds): Romantikkens verden: Natur, mennesker, samfund, kunst og kultur. (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2008).

Baagøe, Jette: ”… Det står med brede bøge …” Mogens Bencard (ed.): Krydsfelt. Ånd og natur i guldalderen. (København: Gyldendal, 2000).

Carter, Jennifer: ”Narrative and Imagination: Remaking National History at the Musée des Monuments Français, Paris”. Simon J. Knell, Peter Aronsson, Arne Bugge Amundsen, Amy Jane Barnes, Stuart Burch, Jennifer Carter, Viviane Gosselin, Sarah A. Hughes & Alan Kirwan (eds): National Museums. New Studies from Around the World. (London: Routledge, 2011).

Christensen, R.: Beskrivelse over Kjøbenhavn, eller Vejviser for Rejsende, indeholdende: Anvisning til at finde alle Hovedstadens Pladse, Torve, Gader, Stræde og offentlige Bygninger Ec. Ec. (København: B.J. Bendixen, 1821).

Darnton, Robert: ”Introduction”. Robert Darnton & Daniel Roche (eds): Revolution in Print. The Press in France 1775-1800. (Berkeley: University of California Press, 1989).

Ebbesen, Klaus: ”Museernes Ældste ældste Historiehistorie.”. Arkæologi For for Alle, no. 4. (Frederiksberg: Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer, 2000).

Elias, Norbert: The Court Society. (Oxford: Blackwell, 1983).

Engberg, Jens: Magten og kulturen. Dansk kulturpolitik 1750-1900. Bind 1: Under enevælden. (København: Gads Forlag, 2005).

Engberg, Jens: Magten og kulturen. Dansk kulturpolitik 1750-1900. Bind 2: Mellem enevælde og grundlovsstyre. (København: Gads Forlag,

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

2005).

Engelstoft, Povl & Svend Dahl (eds): Dansk Biografisk Leksikon. Bind XVII. (København: J.H. Schultz Forlag, 1939).

Fabricius, Knud & Johannes Lomholt-Thomsen (eds): Flensborgeren, Professor Christian Paulsens Dagbøger. (København: Nordisk Forlag, 1946).

Falk, John H.: Identity and the Museum Visitor Experience. (Walnut Creek: Left Coast Press, 2009).

Falk, John H. & Lynn D. Dierking: The Museum Experience Revisited.

(Walnut Creek: Left Coast Press, 2009).

Feldbæk, Ole: Danmarks økonomiske historie 1500-1840. (Herning: Systime, 1993).

Fleming, Martha: ”Open Minds – Open Doors”. Ida Brændholt Lundgaard & Jacob Thorek Jensen (eds): Museums. Social Learning Spaces and Knowledge Producing Processees. (København: Kulturstyrelsen, 2013).

Foucault, Michel: Ordene og tingene. En arkæologisk undersøgelse af videnskaberne om mennesket. (Viborg: Spektrum, 1999).

Gundestrup, Bente: ”From the Royal Kunstkammer to the Modern Museums of Copenhagen.”. Oliver Impey og & Arthur MacGregor (eds): The Origins of Museums: The Cabinet of Curiosities in Sixteenth and Seventeenth-Century Europe. (Oxford: Clarendon Press, 1985).

Gundestrup, Bente: ”Kunstkammeret 1650-1825 og dets betydning for dannelsen af det nationale museumsvæsen i Danmark”. Bruno Ingemann & Ane Hjelskov Larsen (eds): Ny dansk museologi. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2005).

Gundestrup, Bente: ”Kunstkammeret, kunstmuseet og Thomsen”. Ulla Lund Hansen (ed.): Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie.

(København: Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, 1988).

Gundestrup, Bente: Det kongelige danske kunstkammer 1737. (København: Nationalmuseet, 1991).

Habermas, Jürgen: Borgerlig Offentlighed – offentlighedens strukturændring – undersøgelser af en kategori i det borgerlige samfund. (København: Informations Forlag, 2009).

Hammerich, Frederik: Et Levnetsløb. (København: Forlagsbureauet, 1882).

Hansen, Ulla Lund (ed.): Christian Jürgensen Thomsen. 1788 – 29. decem-

91

92

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

ber – 1988. (København: Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, 1988).

Haywood, Ian: The Revolution in Popular Literature: Print, Politics, and the People, 1790-1860. (Cambridge: Cambridge University Press, 1989).

Hein, Jørgen: The Treasure Collection at Rosenborg Castle, vol. I, II og III. (København: Museum Tusculanum, 2009).

Henningsen, Peter & Ulrik Langen: Hundemordet i Vimmelskaftet – og andre fortællinger fra 1700-tallets København. (København: JyllandsPostens Forlag, 2010).

Hermansen, Victor: ”Baggrunden for Oldsagskommissionen”. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. (København: Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, 1953).

Hermansen, Victor: ”C.J. Thomsens første Museumsordning. Et Bidrag til Tredelingens Historie”. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. (København: Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, 1935).

Hermansen, Victor: ”Fra Kunstkammer til Antik-Cabinet”. Antik-Cabinettet 1851. (København: Gyldendal, 1951) Hermansen, Victor: Fra Rundetaarn til Prinsens Palæ. Nationalmuseet i Billeder 1807-1938. (København: Det Berlingske Bogtrykkeri, 1938).

Hertz, Peter: ”Malerisamlingens Tilvækst og Tilpasning gennem Tiderne.

Galleriet under Spengler og Høyens revision”. Kunstmuseets Aarskrift 1921-1923. (København: Nordisk Forlag, 1924).

Hooper-Greenhill, Eilean: Museums and the Shaping of Knowledge. (London: Routledge, 1992).

Horstbøll, Henrik: Menigmands medie: Det folkelige bogtryk i Danmark 1500-1840: En kulturhistorisk undersøgelse. (København: Museum Tusculanums Forlag, 1999).

Horstbøll, Henrik og & John T. Lauridsen (eds): Den Trykte trykte Kulturarvkulturarv. Pligtafleveringer Gennem gennem 300 Årår. (København: Museum Tusculanums Forlag, 1998).

Impey, Oliver & Arthur MacGregor: ”Introduction”. Oliver Impey & Arthur MacGregor (eds): The Origins of Museums: The Cabinet of Curiosities in Sixteenth and Seventeenth-Century Europe. (Oxford: Clarendon Press, 1985).

Jakobsen, Tove Benedikte & Christian Adamsen: ”Nationalmuseets oprin-

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

delse. Oldsagskommissionens mødeprotokoller 1807-1848”. Særtryk af Acta Archaeologica, 78:1 (København: Wormianum, 2007).

Jakobsen, Tove Benedikte, Jan Holme Andersen & Christian Adamsen (eds): “Birth of a World Museum”. Acta Archaeologica, 78:1 (Oxford: Wiley-Blackwell, 2007).

Jensen, Jacob Thorek & Ida Brændholt Lundgaard (eds): Brugerundersøgelse 2012. (København: Kulturstyrelsen, 2013).

Jensen, Jacob Thorek: ”Improving the Educational Role of Museums in Society”. Ida Brændholt Lundgaard & Jacob Thorek Jensen (eds): Museums. Social Learning Spaces and Knowledge Producing Processes.

(København: Kulturstyrelsen, 2013).

Jensen, Jørgen: ”Christian Jürgensen Thomsen og treperiodesystemet.”

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. (København: Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, 1988).

Jensen, Jørgen: Thomsens museum. Historien om Nationalmuseet. (København: Gyldendal, 1992).

Jordanova, Ludmilla: ”Objects of Knowledge: A Historical Perspective on Museums”. Peter Vergo (ed.): The New Museologi. (London: Reaktion Books, 1989).

Jørgensen, Harald: Trykkefrihedsspørgsmålet i Danmark 1799-1848. Et Bidrag til en Karakteristik af den danske Enevælde i Frederik VI’s og Christian VIII’s Tid. (København: Ejnar Munksgaard, 1944).

Jørgensen, Harald: Fra Christiansborg til Amalienborg: En begivenhedsrig periode i den danske hofforvaltnings historie, 1784-1808. (Herning: P. Kristensen, 1996).

Larsen, Ane Hjelskov, Vinnie Nørskov & Hanne Teglhus: ”Danmark på museum – museumsvæsenets opståen”. Thomas Lidet & Ole Høiris (eds): Romantikkens verden: Natur, menneske, samfund, kunst og kultur. (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2008).

Linvald, Axel (ed.): Kong Christian VIII’s Dagbøger og Optegnelser. (København: Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie, 1943).

Linvald, Axel: Kong Christian VIII’s breve 1796-1813. (København: Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie, 1965).

Lundbeck-Culot, Karin: ”Alexandre Lenoir og Legrand d’Aussy. Det første franske nationalmuseum og dets kronologiske opstilling”.

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. (København: Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, 2010).

93

94

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Lundgaard, Ida Brændholt & Thyge Moos: Unges museumsbrug – en målgruppeundersøgelse af museernes unge brugere og ikke-brugere.

(København: Kulturstyrelsen, 2012).

Mackeprang, M.: ”Fra Nationalmuseets Barndom”. Nationalmuseets Arbejdsmark. (København: Nationalmuseet, 1929).

McClellan, Andrew: ”Musée de Louvre, Paris”. Paul Carole (ed.): The First Modern Museums of Art. The Birth of an Institution in 18th- and Early-19th-Century Europe. (Los Angeles: J. Paul Getty Museum, 2012).

Meldahl, Ferdinand & P. Johansen: Det Kongelige Akademi for de Skjønne Kunster 1700-1904. (København: H. Hagerups Boghandel, 1904).

Meldahl, Ferdinand: Kunst Udstillingerne ved det Kongelige Akademie for de Skjønne Kunster. (København: H. Hagerups Boghandel, 1906).

Mordhorst, Camilla: Genstandsfortællinger: Fra Museum Wormianum til de moderne museer. (København: Museum Tusculanums Forlag, 2009).

Mortensen, Erik: Kunstkritikkens og kunstopfattelsens historie i Danmark.

(København: Rhodos Internationalt Forlag for Videnskab og Kunst, 1990).

Møller, Søren Friis: ”If museum is the answer”. Ida Brændholt Lundgaard & Jacob Thorek Jensen (eds): Museums. Social Learning Spaces and Knowledge Producing Processes. (København: Kulturstyrelsen, 2013).

Nyerup, Rasmus: Kjøbenhavns beskrivelse. (København: Prost & Storchs Forlag, 1800).

Nyerup, Rasmus: Historisk-Statistisk Skildring af Tilstanden i DanmarkNorge i ældre og nyere Tider. Bind 4: Oversyn over Fædernelandets Mindesmærker fra Oldtiden, saaledes som de kan tænkes opstillede i et tilkommende Nationalmuseæum. (København: A. & S. Soldin, 1806).

Nyerup, Rasmus: Vollständige Beschreibung der Stadt Kopenhagen. (København: Gerhardt Bonnier, 1815).

Nystrøm, Eiler: Kongens Have. Hovedstadens ældste Parkanlæg. (København: Bianco Lunos Bogtrykkeri A/S, 1938).

Outram, Dorinda: The Enlightenment. (Cambridge, Cambridge University Press, 2013).

Pearce, Susan M.: Museums, Objects, and Collections: A Cultural Study.

(Washington D.C.: Smithsonian Institution Press, 1993).

Pomian, Krzysztof: ”Museet: Europas kvintessens”. Den Jyske Historiker, no. 64. (Aarhus: Aarhus Universitet, 1993).

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Popkin, Jeremy D.: ”Journals: The New Face of News”. Robert Darnton & Daniel Roche (eds): Revolution in Print. The Press in France 17751800. (Berkeley: University of California Press, 1989).

Prior, Nick: Museums and Modernity. Art Galleries and the Making of Modern Culture. (Oxford: Berg, 2002).

Rasmussen, Holger: Dansk museumshistorie. De kulturhistoriske museer.

(Hjørring: Dansk Kulturhistorisk Museumsforening, 1979).

Rigsarkivet: Fonden ad Usus Publicos. Aktmæssige Bidrag til Belysnng af dens Virksomhed. 2. Bind: 1801-1826. (København: C.A. Reitzel, 1902).

Roussell, Aage: The National Museum of Denmark. (København: Nationalmuseet, 1957).

Rowley-Convey, Peter: “C.J. Thomsen and the Three Age System: A Contemporary Document”. Antiquity, 58:223. (Durham: Durham University, 1984).

Saint-Yenne, Étienne La Font de: Réflexions sur quelques causes de l’état présent de la peinture en France. (Haag: Jean Nuaulme. 1747).

Salling, Emma & Claus M. Smidt: ”Fundamentet.” Anneli Fuchs & Emma Salling (eds): Kunstakademiet 1754-2004. Bind 1. (København: Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster og Arkitektens Forlag, 2004).

Sandahl, Jette: ”Waiting for the Public to Change?”. Ida Brændholt Lundgaard & Jacob Thorek Jensen (eds): Museums. Social Learning Spaces and Knowledge Producing Processes. (København: Kulturstyrelsen, 2013).

Seip, Jens Arup: Teorien om det opinionsstyrte Enevelde. (Oslo: Universitetsforlaget, 1958).

Smith, Anthony D.: The Ethnic Origins of Nations. (Oxford: Basil Blackwell, 1988).

Spengler, Johan Conrad: Catalog over Det Kongelige Billedgalleri paa Christiansborg. (København: Thieles Bogtrykkeri, 1827).

Starn, Randolph: ”A Historian’s Brief Guide to New Museum Studies”.

The American Historical Review, 110:1. (Oxford: Oxford University Press, 2005).

Street-Jensen, Jørn: ”Thomsen og Tredelingen – endnu engang”. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. (København: Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, 1988).

95

96

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

Ström, C.: Rasmus Nyerups Levnetslöb. Beskrevet af ham selv. (København: Forlag af Universitets-Boghandler Reitzel, 1829).

Søllinge, Jette D. & Niels Thomsen: De danske aviser 1634-1989. Bind 1: 1634-1847. (Odense: Odense Universitetsforlag, 1988).

Thaarup, Frederik: Kjøbenhavns Mærkværdigheder, m. m. En Haandbog saavel for Stadens Indbyggere, som især i hensyn til Fremmde Rejsende.

(København: H.F. Povl., 1821).

Thaarup, Frederik: Vejviser i Kjøbenhavn. Især for Rejsende. (København, 1829).

Thestrup, Poul: Mark og skilling, kroner og øre. Pengeenheder, priser og lønninger i Danmark i 350 år (1640-1989). (København: Rigsarkivet, 1991).

Tregder, Eiler Hagerup: Handbuch Für Reisende im Königreich Dänemark und in den Herzogthümern Schleswig, Holstein, Lauenburg. (København, 1824).

Tøndborg, Britta: From Kunstkammer to Art Museum: Exhibiting and Cataloguing Art in the Royal Collections in Copenhagen, in the Eighteenth and Nineteenth Centuries. Ph.d.-afhandling. (London: Courtauld Institute of Art, 2004).

Ussing, J.L.: Niels Laurits Høyens Levned – Med Bilag af Breve. (København: Forlaget af Samfundet til den Danske Litteraturs Fremme, 1872).

Vergo, Peter: The New Museology. (London: Reaktions Books, 1989).

Villadsen, Villads: Statens Museum for Kunst: 1827-1952. (København: Gyldendal, 1998).

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker

101

98

Thi Herregud – de uformuende ere jo dog ogsaa Mennesker