20 | april 2010
FOKUS
| LIXEN
FOKUS spiller her en dobbeltrolle. Nationalt er målet at bevare tilslutningen og opbakningen til styret, mens man lokalt ønsker at komme mafiaer og andre kriminelle til livs. Og det har betydning for, hvilke historier der bliver trykt, og hvilke der ikke gør. »Når det for eksempel gælder lokalkorruption og lokale forureningsskandaler, så er der i forhold til tidligere rigtig meget journalistik i Kina, der fokuserer på overgreb og korrupte embedsmænd. Men jo længere op i magtpyramiden kommer, jo sværere bliver det,« fortæller Flemming Ytzen. Og at skrive noget i stil med, at korruptionen på lokalplan skyldes manglende uafhængige instanser, er helt udelukket. Der går grænsen meget klart for den kritiske journalistik. »Hvis de kinesiske journalister skal beskrive det, der sker på lokalplan, skal de absolut ikke kæde det sammen med systemets mangler. Der er nogle klare regler om, at man skal holde sig fra systemkritik som sådan, fordi det opfatter regeringen som en trussel mod deres magtmonopol,« siger Martin Gøttske. Skulle man så alligevel fristes til at lade utilfredsheden sive, træder
LIXEN | april 2010 | 21 censurapparatet i karakter, og man bliver enten trukket i løn, sendt på to ugers lange Marx-kurser eller smidt i fængsel.
Idealister uden grænser Trods de ubetrædelige grænser oplever Martin Gøttske en daglig kinesisk interesse. Dels for at lave kritisk journalistik, men også for at udfordre partistyret og den censur, det udøver. Og det er noget, der er sket inden for de seneste år. »For et par år siden var jeg ikke så begejstret for det, der skete med de kinesiske medier, og det var ikke sådan, at jeg beundrede de kinesiske journalister. Men specielt inden for de sidste få år er der ekstremt mange unge kinesiske journalister, der gør et fantastisk stykke arbejde, der nemt kan måle sig med andre lande,« siger Martin Gøttske, der også forklarer, at det typisk er unge journalister, der har en meget idealistisk tilgang til faget, og som bekender sig til journalistikkens klassiske rolle som samfundets fjerde statsmagt. »De ser deres rolle som at kritisere regeringen og støtte de folk, der bliver trådt på af systemet.« Hans dialog, daglige kontakt og
kendskaber til journalisternes mål og drømme får ham til at se relativt positivt på de udfordringer, der venter i fremtiden. »Jeg synes, at inden for de sidste 10 år er det gået ekstremt hurtigt med antallet af journalister, der er villige til at tage nogle chancer og til at presse på for, hvad de kan tillade sig. Den skare af journalister vokser hele tiden, og jeg kan ikke andet end at forestille mig, at antallet af de her journalister vil stige.« Han håber og tror på, at den idealistiske opfattelse blandt journalisterne vil forplante sig ned gennem generationerne og ind i fremtiden.
”
Kan grænserne viskes ud, og kan pressefrihed på et tidspunkt gøre sit indtog? Ifølge Martin Gøttske er det et besværligt spørgsmål at besvare nuanceret. »Det kører frem og tilbage i Kina. Kigger man på enkeltsagerne, så virker det, som om der er ekstrem kontrol med medierne, og hvor man ser, de kinesiske journalister bliver straffet. Det sker selvfølgelig også, men der findes også mange eksempler på, at det lykkes journalister at skrive om en masse ting, som de ikke kunne før.« Og det er denne langsomme og stædige proces, der skal føre kine-
Hvis de kinesiske journalister skal beskrive det der sker på lokalplan, skal de absolut ikke kæde det sammen med systemets mangler. Der er nogle meget klare regler om, at man skal holde sig fra systemkritik som sådan... Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information
Kan grænserne viskes ud? Og med fremtiden følger spørgsmålet:
serne videre. Minutiøst og stædigt skal grænserne flyttes, og ifølge Mar-
tin Gøttske er det den spirende ungdom, der skal gå forrest. Den velvilje og det mod, de viser nu, skal inspirere kommende generationer. »Forhåbentlig vil presset på censuren i Kina blive større og større, hvorved råderummet for, hvad man kan trykke, også vil blive større. Men jeg tror ikke, at vi skal forvente, at den kinesiske regering vedtager pressefrihed i overmorgen,« siger Martin Gøttske. Den betragtning er Flemming Ytzen enig i. Han tror på, at grænserne for pressefriheden kan udvide sig på samme måde, som den kapitalismen har gjort det i Kina igennem de seneste 20 år. »For bare 20 år siden eller mindre havde ingen kunnet forestille sig, at Kina kunne opbygge multinationale selskaber. Pludselig indså de bare, at forudsætningen for at fremme den nationale udvikling var at ekspandere globalt. På samme måde mener jeg, at de må erkende, at hvis de skal fortsætte med at have befolkningens opbakning, må der være garanti for nogle friheder. Der må være et rum for kritik.«
jamun09@student.sdu.dk
Pressefrihed på kinesisk Pressefriheden i Kina er ikke eksisterende. Journalisterne er underlagt stærkt censur fra partistyret, men der er måske alligevel tegn på forandring. Det vurderer to Kina-eksperter. FOTO: Jakob Balthazar Munk Pressefriheden i Kina er ikke eksisterende. Journalisterne er underlagt stærkt censur fra partistyret, men der er måske alligevel tegn på forandring. Det vurderer to Kina-eksperter. FOTO: Jakob Balthazar Munk
Grænser her, der og alle vegne Pressefriheden i Kina er ikkeeksisterende. Oprørske journalister bliver smidt i fængsel. Aviserne bliver beordret til at trykke bestemte historier, og det kinesiske folk bliver ført bag lyset. En ny rapport fra International Federation of Journalists om graden af pressefrihed i Kina siger det klart i titlen: ”China Clamps Down”. Men er det et entydigt og retvisende billede? Og går det virkelig kun én vej?
Jakob Balthazar Munk
BAGGRUND. Forestil dig, at du sidder som journalist og får fat i et dokument fra regeringen. Det beskriver i detaljer, hvilke vidtgående midler de bruger til at censurere pressen. Det står der sort på hvidt. Hvad gør du nu? Hvad siger mavefornemmelsen, journalistløftet og din professionelle stolthed dig? Du kan ikke bare lade det ligge, vel? En af Kina’s mest berømte journalister Shi Jintao valgte tilbage i 2004 at
sende dokumentet i en mail til internationale journalistorganisationer for at vise, hvilke forhold kinesiske journalister arbejder under. Da de kinesiske myndigheder opfattede, at dokumentet var blevet videresendt, kontaktede de straks Yahoo for at finde ud af, hvem afsenderen var. De fik udleveret oplysningerne på Shi Jintao, der promte fik en fængselsstraf på 10 år, mens hans advokat, der vovede sig til at tage sagen, fik frataget sin licens. Nu sidder Shi Jintao så i et kinesisk fængsel og venter på at modtage tre journalistiske priser, han er blevet tildelt af internationale journalistorganisationer, for sin kamp mod overmagten. Og når han kommer ud igen, kan han passende svare på, om det var det værd. At betræde de opstillede grænser. Låste grænser og dem, der lirker. Men kunne han andet end at betræde grænserne? Grænserne for pressen i Kina er jo uendelige. Som et journalistisk minefelt, hvor hver eneste historie kan ødelægge livet for den, der vover at svinge pennen. På den internationale organisation Reporters Without Borders presse-
frihedsindeks er Kina placeret på en 168-plads med kun Laos, Cuba, Burma, Iran, Turkmenistan, Nord Korea og Eritrea bag sig. Og i begyndelsen af februar 2010 udgav International Federation of Journalists en rapport om presseforholdene i Kina med den dystopiske titel ”China Clamps Down.” Her kunne de konstatere, at år 2009 havde budt på flere anholdelser, flere restriktioner og en øget kontrol med de informationer, der bliver sendt rundt via nettet. Men det billede er alligevel ikke helt entydigt. Det vurderer Kina-korrespondent for Information Martin Gøttske. »Ingen tvivl om, at rapporten illus-
”
ker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive, « siger Martin Gøttske. Dermed lægger han op til, at de øgede sammenstød kan ses som et udtryk for, at der er ved at ske nogle forandringer i Kina, hvor de kinesiske journalister er blevet mere modige og mere villige til at kæmpe for deres grundlæggende rettigheder, og det bør man måske også bide mærke i. »Det er positivt på den måde, at der er flere journalister, der tør skrive om de følsomme emner,« siger han.
Kommercialiserings grænsevirkninger. Et af de elementer, der har været med til at skubbe udviklingen i den rigtige
... Der er flere kinesiske journalister, der afprøver og rykker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive
Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information
trerer et mønster i Kina, hvor regeringen og staten forhindrer kinesiske journalister i at skrive om, hvad de gerne vil. Men rapporten illustrerer samtidig, at der er flere kinesiske journalister, der afprøver og ryk-
retning, er en kommercialisering af det kinesiske mediemarked. Det har betydet, at medierne har måttet konkurrere på konkurrencevilkår, hvorved de negligerede historier er blevet efterspurgt.
Derfor har de kinesiske journalister også fået et økonomisk incitament til at udøve kritisk journalistik. Det fortæller Flemming Ytzen fra Politiken, der de seneste 30 år har rejst i Kina som journalist. »Selv i et censurpræget og refleksivt mediemiljø så må de kinesiske journalister prøve at flytte grænser hele tiden, og det har de gjort inden for de seneste år. Men du har altså stadigvæk en situation, der hele tiden er to skridt frem og et tilbage.« Denne vægelsindede fremgang skal ses i lyset af det grundlæggende dilemma, som de kinesiske journalister står overfor hver eneste dag, når de skal lave journalistik, mener Martin Gøttske: »På den ene side er der presset fra oven, og på den anden side er der det økonomiske pres. Og de to ting støder mod hinanden, og engang imellem går det den ene vej, og engang imellem går det den anden vej. Men der bliver hele tiden rykket ved grænserne.« De lokale og nationale grænser De præcise grænser for, hvilken kritisk journalistik man kan føre i Kina, afhænger af, hvem man træder på tæerne. Censurmyndighederne i Kina
På City University of Hong Kong skulle jeg lede længe efter unge studerende, der vil kæmpe for demokrati og pressefrihed. Dette er hvad mine erfaringer fra et semester i Kina fortæller mig.
Camilla Høj Eggers, journaliststuderende RUC
OPLEVELSE. Jeg tog i 2009 til Hongkong for at studere international politik og journalistik. Forventningerne var høje. Tænk at skulle møde den nye generation af journalister og politikinteresserede. Dem, som i fremtiden skal kæmpe for pressefrihed og med ideologien i front marchere ind i en ny epoke for den kinesiske presse og for det politiske system. Men efter et semester i Kina med mange diskussioner om demokrati, ytringsfrihed og pressefrihed måtte jeg sande, at langt fra alle unge journaliststuderende tror på kampen for en friere presse.
Hongkong versus Kina I Hongkong hersker et andet sæt spilleregler end i resten af Kina. Hongkong fungerer som en speciel administrativ region. Selvom man ikke kan kalde Hongkong demokratisk, så beskriver FreedomHouse.org, at borgerne i Hongkong kan glæde sig over både ytringsfrihed og pressefrihed. Meget modsat Kina. Dog er der ingen garant for disse friheder. Freedom House skriver
nemlig på hjemmesiden, at selvom ytringsfrihed er beskyttet af loven i Hongkong, så er pladsen for at udtrykke sig frit reelt blevet begrænset de seneste år. Dette med pres fra den centrale regering i Beijing. Sådan risikerer de at blive undermineret af det magtfulde KKP, Kinas Kommunistiske Parti, der til dels allerede har været på spil. På grund af den store forskel på Kina og Hongkong, er der mange unge kinesere, der rejser til Hongkong for at studere. På mine kurser Media and Society og Contemporary International Politics of the Asian Pacific sad jeg blandt et stort antal studerende fra Kina og forsøgte at forstå, hvordan de tænker om demokrati, ytringsfrihed og pressefrihed. Er de mon rejst til Hongkong for at søge mere frihed?
Når bølgerne går højt En gruppe kinesiske aktivister sendte i 1990 en video ud til omverdenen, hvori de gennem efterligninger af højtstående politikeres retorik udtrykte en stærk kritik af regeringen. Videoen kom som følge af massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor et uvist antal demonstranter blev dræbt af det kinesiske militær. Vi så videoen i Media and Society og en skov af hænder rejste sig ved filmens slutning. En kinesisk pige forklarede hektisk, hvor meget det skader Kina, hver gang nogen kritiserer regeringen. Hun mente, at alle medier skal styres af staten for at undgå unødig kritik, »tænk, hvis en person kritiserer en politiker, der
I Kina har Camilla Høj Eggers argumenteret for pressefrihed. En ikke helt enkelt opgave. FOTO: Jakob BalthazarMunk
i virkeligheden er god! « Skoven af hænder visnede hurtigt og var efter et par sekunder som sunket i jorden - ingen af hendes landsmænd (eller kvinder) havde noget at tilføje. Den belgiske professor forsøgte at grave lidt dybere ned i problematikken. »Jamen, hvad nu hvis en politiker har ageret aldeles forkert, må en journalist så ikke kommentere hændelsen?« Pigen svarede med stive øjne og anspændt nakke, at politikerne kun handler for Kinas fælles bedste. Således fik hun hurtigt skyllet ideer om ytringsfrihed og pressefrihed ud i havet.
Kinesisk mur af skepsis I Contemporary International Politics of the Asian Pacific blev jeg udfordret til at holde en demokratitale. Den skulle indgå i samspil med en anti-demokratitale, hvorefter en afstemning ville finde sted. Lecture hall 16 var proppet på den store valgaften. Omtrent 85 studerende, hvoraf blot fem var vesterlændinge, fulgte min talestrøm. Derefter min modstanders. Jeg lagde stor vægt på at fremhæve ytringsfrihed og pressefrihed som vigtige elementer. At prøve på at vise, hvordan en platform for offentlig debat kan være med til at skabe et mere dynamisk samfund. Den unge flok studerende fra både Hong-
kong og Kina måtte da blive ramt af inspiration. Men afstemningen talte for sig selv. 80-5 endte valget. Det var som at gå direkte ind i en stor mur af skepsis. Oplev det kinesiske internet Er det svært at forestille sig, hvordan det mon er at være på internettet i Kina? Hvordan virker censuren i grunden? To tyskere og en amerikaner har i samarbejde udviklet China Channel Firefox Add-on, som gør det muligt at opleve det censurerede kinesiske internet. Programmet skal blot downloades, og så kan den virtuelle rejse i Kina begynde. Giv det et forsøg, og oplev, hvor grænserne går!