Den etiske sag mod pelsdyravl

Den etiske sag mod pelsdyravl En erklĂŚring fra en international gruppe af akademikere, deriblandt etikere, filosoffer og teologer.

AB O UTH EAUTH O R

Om forfatteren Den ærværdige professor Andrew Linzey er medlem af Fakultetet for Teologi ved Oxford Universitetet og besidder verdens første embede i etik, teologi og dyr – ”the Bede Jarret Senior Research Fellowship” – ved Blackfriars Hall i Oxford. Han er ligeledes æresprofessor ved Birmingham Universitet og speciale professor ved Saint Xavier Universitetet i Chicago. Fra 1992-96 var han speciale professor i teologi ved Nottingham Universitet og i 1996 blev han udnævnt til gæsteprofessor ved Koret’s Skole for Veterinær Medicin ved Hebrew Universitetet i Jerusalem. I 2001 blev han tildelt en doktorgrad i teologi af Canterburys ærkebiskop som en anerkendelse af hans ”unikke og omfattende pionerarbejde” om ”rettigheder og velfærd for Guds sansende skabninger”.

Den etiske sag mod pelsdyravl En erklæring fra en international gruppe af akademikere, deriblandt etikere, filosoffer og teologer.

Resume 1.

Et stigende antal europæiske lande har, eller er i færd med at introducere lovgivning, der indskrænker eller forbyder pelsdyravl, deriblandt Italien, Østrig, Sverige og Holland. Sidste år blev pelsdyravl gjort ulovligt i England og Wales på basis af ”offentlig moral”. Lignende lovgivning er nu blevet vedtaget i Skotland. (afsnit 1.1-1.2)

2.

Hensynet til den rette behandling af dyr har en lang lovgivningsmæssig historie bag sig. Samfundet har en klar interesse i at forhindre mishandling af dyr. Mennesker drager fordel af at leve i et samfund hvor mishandling bekæmpes aktivt. (afsnit 2.1-2.3)

3.

Beviserne viser at det er urimeligt, endda gement, at antage at pelsdyravl ikke påfører lidelse hos dyr, der i bund og grund er vilde dyr, der holdes i golde omgivelser, i hvilke deres adfærdsmæssige behov ikke tilgodeses. (afsnit 3.2-3.6)

4.

Voksende etisk bekymring for dyr er blevet underbygget af omfattende intellektuelt arbejde omkring dyrs status.

Der er en spirende konsensus for grundlæggende forandring blandt etikere.(afsnit 4.1)

5.

Der er en stærk og rationel sag for dyrebeskyttelse. Dyr udgør et specielt moralsk område for os, fordi de bl.a. er moralsk uskyldige, ude af stand til at give deres samtykke, udtrykke deres behov med ord, og fordi de er fuldstændig sårbare overfor menneskets udnyttelse. Disse overvejelser gør det ikke lettere at påføre dem lidelse – men sværere at retfærdiggøre. (afsnit 4.2-4.4)

6.

Lovgivningen har en særegen rolle i forsvaret af de svage og sårbare fra udnyttelse, deriblandt dyr og børn. (afsnit 5.1)

7.

Der er voksende beviser for en sammenhæng mellem misbrug af dyr og andre former for brutalitet, især mod kvinder og børn. Der er en voksende og sandsynlig formodning om at en verden, hvor misbrug af dyr foregår ukontrolleret, nødvendigvis er en moralsk mindre sikker verden for mennesker. (afsnit 5.2)

8.

De, som anser påføring af lidelse hos dyr som reelt forkasteligt, er med god grund modstandere af pelsdyravl.

Efter deres mening er der visse handlinger mod sårbare individer, der er så moralsk forkastelige, at de aldrig kan blive moralsk lovlige. (afsnit 6.1)

9.

Pelsdyravl er dog også uacceptabelt for dem, som mener at påføring af lidelse nogle gange kan retfærdiggøres.

Pelsdyravl dumper i en simpel prøve angående moralsk nødvendighed. Det er fuldstændig uberettiget at udsætte dyr for forlænget lidelse for at opnå ligegyldige mål, for eksempel pelsfrakker eller mode tilbehør. Pels er en unødvendig luksus vare. (afsnit 6.2-6.3)

10. Til tider anføres det, at pelsdyravl kan retfærdiggøres, fordi det er i overensstemmelse med en religiøs opfattelse om at dyr kan bruges til menneskets fordel. Men jødedommen, kristendommen og Islam har aldrig påstået at vores brug af dyr skulle være uendelig eller uden moralsk tvang. (afsnit 8.2-8.3) 11. Påstanden om at forbud mod pelsdyravl er en krænkelse af den lovbefalede frihed er uholdbar; mange tidligere mishandlinger (som nu er ulovlige) er blevet forsvaret ud fra det grundlag. Der er ingen lovgivningsmæssig ret til grusomhed. (afsnit 9.1-9.2) 12. Til tider anføres det at medlemslande bør vente på at Europa Kommissionen handler i spørgsmål om dyrevelfærd. I 1999 protokollen har medlemslande rent faktisk allerede ansvar for at ”tilgodese dyrevelfærd fuldstændigt”, ligesom de har frihed til at iværksætte tilstrækkelig lovgivning. En kommissær har offentligt udtalt at visse medlemslande ikke engang retter sig efter deres nuværende ansvar. (afsnit 11.1-11.2) 13. I et demokratisk samfund bør lovgivningen retmæssigt afspejle vor ændrede etiske opfattelse af dyr og specielt

offentlighedens langvarige modstand mod pelsdyravl. (afsnit 12.2) 14. Der er en overvældende sag for at forbyde pelsdyravl ud fra etiske overvejelser. Vi beder indtrængende alle EU medlemslande om straks at overveje sådanne forbud på grundlag af den offentlige moral. (afsnit 13.2)

1.1 Et stigende antal europæiske lande har lovgivning imod pelsdyravl. Italien og Østrig har allerede pålagt pelsdyravls-industrien sådanne skærpede betingelser for dyrevelfærd, at industrien faktisk er blevet uøkonomisk. Holland har allerede indvilget i at udfase rævefarme over 10 år og overvejer nu et lignende træk mod minkfarme. I nær fremtid ser det ud til at Sverige forbyder pelsdyravl af etiske grunde. Sidste år vedtog Storbritanniens Westminster Parlament Loven om Pelsdyravl (Forbud), som gør det ulovligt i England og Wales at holde dyr udelukkende eller overvejende med det formål at slå dem ihjel p.g.a. værdien af deres pels, eller at avle afkom med dette slagteri for øje. Lignende tiltag er for nyligt blevet vedtaget i det skotske parlament.

1.2 Den væsentligste årsag, der anføres til grund for denne lovgivning i Storbritannien, er “offentlig moral”.

Parlamentets sekretær for den daværende minister for landbrug, fiskeri og fødevarer, Elliot Morley, kom med følgende redegørelse angående regeringens holdning: Moral er vigtig når det drejer sig om behandlingen af dyr. Jeg vil gentage vort standpunkt angående moralen i pelsdyravl. Pelsdyravl er ikke i overensstemmelse med en behørig værdi og respekt for dyreliv.

Dyreliv bør ikke ødelægges i fravær af tilstrækkelig retfærdiggørelse når det kommer til offentlige fordele.

Ligeledes bør dyr heller ikke avles med sådan en nedslagtning for øje i fravær af tilstrækkelig retfærdiggørelse. Dette er essensen af vor argumentation for at inddrage moral i en lov af denne slags og for at retfærdiggøre den under artikel 30 i EU regulativerne. (1) 2.1 Nogle mennesker har udtrykt overraskelse over ideen med at vores behandling af dyr er et anliggende for offentlig moral. Rent faktisk har bekymringen for den rette behandling af dyr været genstand for lovgivningsmæssig aktivitet siden 1800, da den første dyreværnslov (forbud mod kampe mellem hunde og tyre) blev præsenteret for Underhuset. Siden dengang har der været tiltagende forståelse for at der må være en lovmæssig tvang, når det drejer sig om de måder, hvorpå dyr kan bruges. Der er nu en bred vifte af tiltag, der regulerer eller forbyder brugen i næsten ethvert område af menneskelig aktivitet, der påvirker dyr. Disse tiltag omhandler brugen af dyr i kommercielle brancher, landbrug, til forsøg, i underholdningsindustrien og endda som familiært selskab. Uden at være etisk regressiv, er der en overvældende accept af, at denne udvikling er fremherskende i et civiliseret samfund, ligeledes det totale forbud mod visse skikke (som for eksempel hanekampe og kampe mellem hunde og tyre), afskaffelsen af disse skikke blev kun ledsaget af lille polemik.

2.2 Denne udvikling er blevet støttet filosofisk af en stigende følelse af at samfundet har en klar interesse i at beskytte dyr mod mishandling. Det er ikke kun forkert at påføre dyr unødvendig lidelse, men også menneskene selv drager fordel af at leve i et samfund, hvor mishandling bliver bekæmpet aktivt og er strafbart via lovgivningen. I den senere tid har en række faktorer stimuleret interessen for at denne indstilling, som nu er alment accepteret, bør styrkes endnu mere.

3.1 For det første har mange tidligere forsøg på at lave lovgivning defineret mishandling som helt specifikke forhold af fysisk karakter, som for eksempel at tæve, sparke, slå, stikke osv. En sådan definition afspejler den gængse opfattelse fra den tid, hvor dyr udelukkende eller overvejende kunne mishandles ved at påføre dem skadelig fysisk påvirkning. Imidlertid ved vi nu, at dyr kan skades, og i nogle tilfælde alvorligt, på en række andre måder, for eksempel ved at de underkastes upassende omgivelser, hvor deres basale adfærdsmæssige behov ikke tilgodeses. Disse ”skader gennem afsavn” – som de bliver kaldt – fremkalder mindst lige så megen lidelse hos dyr, måske endda mere i forhold til påføring af fysisk smerte. Vor forståelse af dyr – deres mentale tilstand og adfærdsmæssige behov – har nødvendiggjort en meget bredere opfattelse af skade i forhold til den tidligere opfattelse af fysisk mishandling.

3.2 Pelsdyrfarme er netop sådan en sag. Folk, der ikke er klar over forholdene på pelsdyrfarme, formoder at avlen af pelsdyr er som enhver anden type landbrug, og frembyder ingen specielle velfærdsproblemer. Der er god grund til at tænke anderledes. Den britiske regerings eget rådgivningsorgan, Rådet for Landbrugsdyrs Velfærd, (the Farm Animal Welfare Council (FAWC)), offentliggjorde deres misbilligelse af mink- og rævefarme i 1989.

Rådets afgørelse viser klart de særlige vanskeligheder i at udsætte specielt vilde dyr for intensivt dyrehold: Mink og ræve er kun blevet avlet i fangenskab i ca. 50-60 generationer, og Rådet er især betænkelig ved dyrehold af væsentligst vilde dyr i små gitterbure. Rådet finder, at systemerne, der bruges i mink- og

rævefarme, ikke imødekommer flere af de mest basale kriterier, som er blevet defineret for at beskytte velfærden hos landbrugsdyr. De nuværende bure, der benyttes til pelsdyravl, synes ikke at tilbyde passende komfort eller læ, og giver ikke dyrene frihed til at udvise de mest normale adfærdsmønstre. (2) 3.3 Kritikken var så alvorlig, at Rådet afviste at udsende et velfærdskodeks for pelsdyrhold, som Rådet ellers har gjort ved andre landbrugsområder. Formanden for Rådet, professor C. R. W. Spedding, gjorde det klart i et brev til den daværende landbrugsministers parlamentssekretær, at “et af erklæringens formål er at give en klar advarsel om at FAWC ikke anser pelsdyravl som en acceptabel alternativ virksomhed som det p.t. praktiseres. Vi har besluttet ikke at udfærdige et velfærdskodeks for mink- og rævehold for at undgå at give dette en blåstempling, hvilket et regeringsunderstøttet velfærdskodeks ville medføre”. (3) 3.4 Denne ualmindeligt strenge holdning er efterfølgende blevet bekræftet af yderligere videnskabelig forskning. En omfattende redegørelse fra 1999 om velfærden hos mink i bedrifter, udarbejdet af professor D. M. Broom (professor i Dyrevelfærd ved Cambridge Universitet) og dennes kollega A. J. Nimon, fra Afdelingen for Klinisk Veterinær Medicin (the Department of Clinical Veterinary Medicine), konkluderede at “det høje niveau og det vidt udbredte mønster af stereotypier hos mink i bedrifter, og hyppigheden af pelstygning og endda lemlæstelse af eget halevæv, indikerer at velfærden for mink i bedrifter ikke er god. Stereotypier er forbundet med negative konsekvenser, såsom langsommere udvoksning af pels, og højere indtag af foder uden en tilvækst i størrelse”.

(4) En yderligere undersøgelse, der blev offentliggjort i 2001 af de samme forfattere, omhandlede velfærden hos ræve holdt på rævefarme og konkluderede: ”Undersøgelser af ræves velfærd i forbindelse med husningen af dem, viser at holdte ræve udviser en betydelig grad af frygt både over for mennesker og rent generelt,, således at de golde bure udgør et signifikant problem for rævene, samt at ræve i bedrifter kan have et betydeligt problem med at yngle. Der er klart bevis for at velfærden hos ræve, der holdes i de typiske nøgne trådbure, er meget ringe”.(5) 3.5 Tilsvarende konklusioner bekræftes i en nylig offentliggjort rapport om ”Velfærden hos dyr, der holdes med henblik på pelsproduktion”, der er udgivet af Den Videnskabelige Komite for Dyrs Helbred og Velfærd i EU. Områder der bekymrer i forhold til velfærden hos mink omhandler mavesår, abnormiteter i nyrerne, tandnedbrydning, selv-lemlæstelse og stereotypier. Man fandt at ræve bl.a. lider af “abnorm adfærd, for eksempel overdreven reaktion på angst, drab på afkom, stereotypier samt bidning i pelsen”. (6) Mens etiske spørgsmål ikke blev behandlet i Komiteens indlæg, konkluderede den, alene ud fra velfærdsmæssige årsager, at “nuværende dyreavl medfører alvorlige problemer for alle dyrearterne, der opdrættes for pelsens skyld”. (7) 3.6 I lyset af alle disse fund er det nu urimeligt, endda perfidt, at fastholde at pelsdyravl ikke medfører lidelse hos dyrene. Spørgsmålet drejer sig ikke om hvorvidt direkte fysisk smerte påføres disse dyr. Det er derimod om indespærringen af vilde væsner i tomme indhegninger, hvor deres adfærdsmæssige behov ikke kan imødeses tilstrækkeligt, uundgåeligt medfører lidelse. Sådanne indespærringer kan i sagens natur ikke gøres “dyrevenlige”; ingen indespærrende omgivelser kan tilstrækkeligt lette det fulde omfang af sociale og adfærdsmæssige behov, som er nødvendige for velfærden hos sådanne væsner. De værste aspekter af pelsdyravl kan tænkes at blive forbedret gennem visse miljømæssige forbedringer, men ingen reform kan udrydde lidelserne, der er uløseligt forbundet med disse systemer.

4.1 Den anden faktor, som har stimuleret til forandring, er den voksende etiske følsomhed i spørgsmål om dyrebeskyttelse. Denne følsomhed er blevet forstærket gennem betydelig etisk og filosofisk arbejde omkring dyrs status. Det er blevet sagt, at der har været mere filosofisk debat om dyr gennem de seneste tyve år i forhold til de sidste to tusinde år. Vor brug af dyr i det moderne landbrug har været genstand for særlig hård kritik. Blot for at nævne et eksempel hævder dr. David DeGrazia i en omfattende undersøgelse, at “ indførelsen af fabrikslandbrug, der medfører massive skader med ligegyldigt formål for øje, kan ikke forsvares etisk”.(8) Selv om ikke alle etikere er enige om de nøjagtige grænser, der bør trækkes i vor behandling af dyr, viser der sig en almindelig enighed om at vi har specielle forpligtelser overfor dyr, og at en stor del af det, vi nu gør med dem er moralsk uacceptabelt. Kort sagt er der et stærkt ønske blandt etikere, der har foredraget over dette emne, om fundamental ændring.

4.2 Det er vigtigt at forklare præcist, hvorfor dyr bør anses for at udgøre en særlig moralsk sag, eller hvorfor de bør have en særlig berettigelse til at få vor opmærksomhed. Det er ikke nok blot at sige at påføring af lidelse er forkert, vi må udarbejde en redegørelse for hvorfor det er tilfældet. .Ved upartisk analyse kan vi se, at der er en række betragtninger, der er særlig relevante for dyr og ligeledes for visse sårbare mennesker. For eksempel: Dyr kan ikke give eller nægte at give deres samtykke. Denne pointe er oplagt men den har betydelig moralsk betydning. Det er alment accepteret, at ”informeret samtykke” kræves på forhånd, hvis en person

ønsker at tilsidesætte de lovbestemte interesser hos en anden person. Fraværet af denne faktor kræver som minimum at vi udviser særlig omsorg og hensynsfuldhed. Det meget indlysende faktum at dyr ikke kan samtykke til de formål, som de bruges til, øger vort ansvar og udpeger dem (sammen med andre) som særlige tilfælde.

Dyr kan ikke repræsentere eller give udtryk for deres egne interesser. Igen er denne pointe oplagt, men det har alvorlige moralske følger. Individer, som ikke kan repræsentere sig selv tilstrækkeligt, er afhængige af at andre gør dette. Dyrenes forfatning – netop fordi de ikke kan artikulere deres behov eller repræsentere deres egne interesser – bør påkalde sig en øget følelse af forpligtelse og pege dem ud som særlige tilfælde.

Dyr er moralsk uskyldige. Fordi dyr ikke handler moralsk ud fra fri vilje, kan de rent ud sagt ikke anses som moralsk ansvarlige. Medgivet dette følger, at de aldrig kan fortjene lidelse (velsagtens ulig voksne mennesker), eller kan forbedres moralsk af samme. Dyr kan aldrig gøre sig fortjent til lidelse, korrekt anerkendelse af dette hensyn gør enhver påføring af lidelser hos dyr særlig problematisk.

Dyr er sårbare og forsvarsløse. De er fuldstændig eller næsten totalt underlagt vor magt og er fuldstændig underkastet vor vilje. Undtaget under sjældne omstændigheder udgør dyr ingen trussel mod os, de udgør ingen risiko for vort liv, og de besidder ingen midler til angreb eller forsvar. Moralsk omsorg bør relateres i tilstrækkelig grad til og stå i rimeligt forhold til den relative sårbarhed af de involverede individer.

Den vigtigste pointe man bør notere sig er, at disse betragtninger ikke gør påføring af lidelse og død for dyr lettere – men tværtimod sværere at retfærdiggøre.

4.3 Disse betragtninger er alle særligt relevante når det drejer sig om pelsdyravl. Trods alt holder vi disse overvejende vilde dyr i fangenskab, og lader dem tjene vore formål, vi forhindrer deres basale adfærdsmæssige behov og vi slår dem ihjel på en ofte umenneskelig måde. Vi gør alt dette selv om dyrene ikke har skadet os og selv om de ikke udgør nogen trussel for vort velbefindende. De kan ikke “give samtykke” til deres mishandling, og de kan heller ikke give udtryk for deres egne interesser. De er i en tilstand af moralsk uskyldighed; de har ingen midler til forsvar og er totalt sårbare. Kort sagt: vi har gjort dem fuldstændig afhængige af os; i retfærdighedens navn fortjener de en særlig moralsk omsorg.

4.4 Måske er den bedste analogi den særlige omsorg, der nu med rette udvides til at omfatte de svagere medlemmer af det menneskelige samfund, for eksempel nyfødte børn eller små børn. Det er bl.a. deres rene sårbarhed, deres manglende evne til at udtrykke deres behov og deres moralske uskyldighed, der tvinger os til at kræve, at de bliver behandlet med speciel omhu og beskyttes mod udnyttelse. Men hvis dette argument har betydning, så gælder det ligeledes i same grad, hvis ikke mere, for sansende pattedyr.

5.1 Den tredje factor, der har stimuleret forandring, er erkendelsen af at lovgivningen har en speciel rolle i at beskytte de svage og de sårbare. Det har ingen værdi, at interessen for at lindre dyrs lidelser, der opstod i det nittende århundrede, var en del af en bredere “humanitær bevægelse”, der var lige så bekymret for børns beskyttelse mod misbrug og mishandling som for slaveriets ophævelse, oprettelsen af minimumskrav vedr. arbejdsmæssige forhold samt kvindefrigørelsen. Mange af de vigtigste fortalere for dyrebeskyttelse - William Wilberforce, Lord Shaftesbury, Fowell Buxton – blot for at nævne tre navne – var prominente i alle disse kampagner. De var pionere for det synspunkt, at omsorg for det sårbare og det forsvarsløse var en moralsk og især religiøs pligt. Fra denne spæde begyndelse og siden hen har vi fortsat hilst en række lovgivningsmæssige tiltag velkomne, tiltag der yder specifik beskyttelse til dem, der nemmest misbruges og udnyttes. Opfattelsen af at der er en legitim social eller offentlig interesse i at begrænse dyrs lidelser går lang tid tilbage. Der er en velgørende motivation bag social progressiv lovgivning, hvilket nogen, måske mange, mener bør være den korrekte funktion af love, nemlig at forsvare de svage og forsvarsløse.

5.2 Men tilfældet med at inkludere dyrene i dette lovgivningsmæssige fremskridt er endnu mere dybfølt i dag. Det støttes af det stigende erfaringsmæssige bevismateriale om sammenhængen mellem misbrug og grusomhed mod dyr og andre former for vold, især mod kvinder og børn. I fortiden var denne forbindelse, hvis overhovedet til stede, overvejende retorisk. Tidligere reformister følte at der måtte være en forbindelse og antog at det var således. Imidlertid begynder sværvægtspublikationer i dag at fremstille disse beviser klart og tydeligt. Blot for at nævne et eksempel; Frank R. Ascione og Phil Arkow hævder i deres fremstilling Misbrug af børn, vold i hjemmet og mishandling af dyr (resultatet af tværfagligt symposium med folk, der proffessionelt beskæftiger sig med socialt arbejde, beskyttelse af børn, vold i hjemmet samt dyrebeskyttelse) at, “Vold rettet mod dyr er ofte en tvangshandling og en tidlig indikator for vold, som meget vel kan eskalere i omfang og hårdhed overfor andre ofre”. (9) Der mangler stadig meget i at udforske og dokumentere denne forbindelse, men at der rent faktisk er

en forbindelse bliver stadig mere vanskelig at fornægte. Det er en sandsynlig formodning, at et samfund, hvori mishandling af dyr ikke kontrolleres, nødvendigvis vil være et moralsk mindre sikkert samfund for mennesker.

5.3 Denne viden bør bl.a. præge lovgivningsmæssige forsøg på at begrænse påføringen af lidelser hos dyr. Behovet for reformer strækker sig ikke kun til beskyttelsen af de tamme arter men også til ”holdte” arter, der udsættes for erhvervsmæssige forhold og udnyttelse. Som allerede nævnt er den industrialiserede brug af dyr i moderne landbrug en omfangsrig kilde til bekymring. Et stigende antal mennesker ønsker at samfundet bevæger sig i retning af et samfund, hvori kommercielle foranstaltninger ikke rutinemæssigt og sædvanligvis misbruger dyr.

6.1 Vi er nu nødt til at se mere præcist på de moralske aspekter omkring pelsdyrfarme. Nogle mennesker mener, at påføringen af lidelse hos dyr reelt er frastødende og aldrig kan blive moralsk forsvarlig. Denne holdning fortjener langt større eftertanke end den normalt gives. De betragtninger, der er skitseret i afsnit 4.2., viser at der er gode og rationelle begrundelser for at antage at visse former for virksomhed – rettet mod sårbare individer – er så moralsk forkastelige, at de aldrig burde tolereres – uanset omstændighederne. Påføringen af forlænget lidelse hos indespærrede væsner er i sit inderste væsen ond set ud fra dette perspektiv. Ingen omstændigheder, fordele eller kompenserende faktorer vil nogensinde være i stand til at fjerne den grundlæggende krænkelse eller gøre denne praksis moralsk lovlig.

6.2 Andre har den opfattelse, at lidelse sommetider, muligvis sjældent, kan retfærdiggøres, hvis det kan bevises, at det er nødvendigt, eller hvis der er tilstrækkelig fordel, og ligeledes hvis slutresultatet ikke kan opnås på anden vis. For sidstnævntes vedkommende drejer det sig om, hvorvidt pelsdyravl indebærer en tilstrækkelig moralsk nødvendighed eller værdi for at fortsat avl kan retfærdiggøres.

6.3 Indenfor den etiske tankegang kræves der mere end blot en simpel modemæssig tiltrækning eller at noget er ønskværdigt, for at noget bliver en nødvendighed. Menneskets behov indstifter ikke automatisk moralsk nødvendighed. Det må påvises, at det fremskaffede gode er essentielt og at der ikke er andre alternative metoder tilgængelige. Når det anskues ud fra det perspektiv, ses det straks, at pelsdyravl ikke består en basal moralsk test.

Det at iføre sig pels – idet det formodes at være behageligt, moderigtigt eller endog ønskeligt – kan ikke med rimelighed defineres som essentielt. I bedste fald er pels en luksus vare. Set ud fra en lønsomhedsberegning dumper denne praksis - og det i bemærkelsesværdig grad. Det er åbenlyst uberettiget at påføre lidelser hos dyr for at opnå resultater, der i virkeligheden er ligegyldige og ikke essentielle. På den måde gjorde Elliot Morley ret i at insistere på, at dyr ikke skulle “avles med sådan ødelæggelse for øje i fravær af tilstrækkelig retfærdiggørelse”.

7.1 Uden at det kan overraske mangler tilhængere af pelsdyravl at omtale de centrale moralske aspekter og ofte udtrykker de overdrevne påstande omkring ”nødvendigheden” af pels. For eksempel accepterer Richard D. North, at pels er en luksus artikel og stadigvæk forsvarer han det. Han hævder at “det er et vægtigt argument for ideen om at behovet for luksus er et af menneskets mest fundamentale behov, ligeledes er det en af de mest kraftfulde kilder til aktivitet i hele dyreriget”. Han fortsætter: Biologer har længe forstået den Darwinistiske forklaring på den tydelige overflod hos dyr, for eksempel hos påfugle, der fremviser sig selv. Seksuel tiltrækning, der indebærer en iøjnefaldende og ødsel fremvisning, demonstrerer et handyrs evne til at tilfredsstille i et ekstraordinært omfang samt kapaciteten til at opfylde handyrets basale behov. (10) 7.2 Selv om det antages, at North’s fortolkning af dyrenes adfærd er korrekt, har intet menneske et “basalt behov” for udsmykkende ting så som pelsfrakker eller mode tilbehør. Selv hvis disse ting kunne bevises at udgøre en del af opfyldelsen af den seksuelle trang, ville denne sag stadig skulle bevise, at sådanne ønsker (som er forskellige fra behov) ikke kunne imødekommes gennem alternative metoder. Dette argument er mildest talt ligegyldigt i sammenhængen med dyrenes lidelser.

8.1 Før vi kommer med nogle konklusioner, er der seks indsigelser, der kort skal omtales.

8.2 Den første indsigelse er, at pelsdyravl er i overensstemmelse med de almindeligt antagede religiøse opfattelser om, at dyr har en underordnet stilling i forhold til menneskene, og at de blev skabt til menneskets brug. Denne indsigelse fortjener at blive undersøgt nærmere. Mens det er korrekt, at jødedommen, kristendommen og Islam visse steder i deres historie mener at et vist brug af dyr kan retfærdiggøres, så har ingen af disse trosretninger nogensinde ment, at vor brug af dyr skulle være uendelig eller uden moralsk tvang. Indenfor jødedommen er der et stærkt bibelbaseret påbud mod dyremishandling, og der er autoritative røster indenfor jødedommen, der taler imod drab for nydelsens skyld eller for at få udsmykkende ting som for eksempel pels.(11) Også Islam har dets

egen tradition for omsorg for dyrene, hvilket tager sit udspring i profeten Muhammeds udtalelser, hvor han fordømmer dem, der mishandler hunde og fugle. (12) Og indenfor kristendommen er der voksende tegn på en udtalt modstand mod dyremishandling og især mod drab på dyr for pelsens skyld. For eksempel underskrev 41 anglikanske biskopper (inklusive to ærkebiskopper) i 1992 en erklæring, der gik imod at støtte eller at iklæde sig pels baseret på moralske og teologiske grunde. (13) 8.3 Ideen om at religiøse autoriteter ukritisk kan udnyttes i denne debat som forsvar for pelsdyravl bør derfor forkastes. Der er så sandelig tilstrækkeligt med positive grunde indenfor næsten alle religiøse traditioner til at opponere mod brugen af dyr til ligegyldige formål som for eksempel luksus eller udsmykning. Disse grunde inkluderer: den reelle værdi af sansende væsner skabt af Gud; menneskets ansvar som forvalter og vogter over Guds skabninger og sidst men ikke mindst en næsten enstemmig afvisning af den forsætlige påføring af lidelse som et misbrug af vor magt over dyr. Det er værd at bemærke at den nutidige dyrebeskyttelsesbevægelse, især starten på verdens første nationale dyrebeskyttelsesorganisation i 1824, (SPCA, som det hed dengang), har meget at takke bevægelsens kristne og jødiske grundlæggere, Arthur Broome og Lewis Gompertz, for.

9.1 Den anden indsigelse drejer sig om at et forbud mod pelsdyravl er et indgreb i den personlige frihed. Opfattet på denne måde er udtalelsen naturligvis indlysende. Et lovbefalet forbud mod enhver virksomhed begrænser naturligvis individets frihed. Men det mangler at blive bevist moralsk, at et forbud mod pelsdyravl vil udgøre en ubeføjet eller uberettiget krænkelse af den individuelle frihed. Det bør pointeres, at lige fra begyndelsen har dyrebeskyttelsesforkæmpere måtte finde sig i brugen af dette argument, der bruges for at forhindre et forbud mod endog de værste typer af mishandlinger. For eksempel i forbindelse med det første fejlslagne forsøg på at forbyde kampe mellem hunde og tyre i år 1800 holdt The Times stejlt på at forsøget mislykkedes, fordi ”uanset hvad der blander sig i folks private og personlige dispositioner er det direkte tyranni”. (14) 9.2 Det aktuelle forsøg på at tildele dyrebeskyttelsesforkæmpere en rolle som anti-civile frihedselskere undlader den moralske pointe, at friheden til at påføre unødvendig lidelse, også og især mod dyr, krænker civiliserede værdier og efterlader også svagere mennesker sårbare. For hvis dette argument er logisk korrekt, er der ingen gode grunde til at stoppe ved dyrene. Der kan ikke være nogen borgerret til at være grusom.

10.1Den tredje indsigelse drejer sig om, at et forbud mod pelsdyravl er ulogisk, når der er større grusomheder, der bør tages op. Om der findes større grusomheder end påføringen af forlænget lidelse hos vilde dyr kan diskuteres.

Men selv hvis dette tages i betragtning, har argumentet også en ringe herkomst. Det samme blev bl.a. også sagt om dem, som var modstandere af kampe mellem hunde og tyre, hanekampe og selv om dem, der ønskede beskyttelse for tamkvæg. Hvis man indtog den holdning, at alle velfærdslovgivninger for mennesker såvel som for dyr skal være konsekvent skærpende (i betydningen af at omfatte alle tænkelige misbrug), før en eneste lov blev vedtaget, skulle vi logisk nok have modsat os vedtagelsen af al progressiv sociallovgivning siden år 1800.

10.2Faktum er, at lovgivning for dyrebeskyttelse nødvendigvis må være et gradvist og stykkevist arbejde, da vedtagelsen afhænger af folkelig og demokratisk støtte. Enhver sag må bedømmes ud fra sagens omstændigheder, de relevante argumenter må fremsættes, og den folkelige opbakning må arrangeres. Hvis det viser sig i denne proces, at lovgivningen sommetider er usammenhængende, må det derfor erkendes, at al lovgivning – for beskyttelse af såvel mennesker som dyr – afhænger af den offentlige mening, der ikke altid er konsekvent.

Risikoen for inkonsekvens i et demokratisk samfund må erkendes; alternativet er (i sager om mennesker såvel som dyr) end ikke at begynde på processen pga. den uundgåelige risiko for inkonsekvens.

11.1Den fjerde indsigelse drejer sig om, at ansvaret for dyrevelfærd bør ligge hos Europa Kommissionen i stedet for medlemslandene. Imidlertid bør det bemærkes, at denne indsigelse ikke er godkendt af den relevante kommissionær David Byrne. I en bemærkelsesværdig åbenhjertig udtalelse, beskriver han denne holdning som ”at lade sorteper gå videre” og fortsætter: ”Idet jeg udtaler mig som Europa Kommissionær med ansvar for nøgleområder indenfor offentlige anliggender så som sundhed, forbrugerbeskyttelse og fødevaresikkerhed, er jeg altid rede til at acceptere mit ansvar. Men ligeledes insisterer jeg på at sikre, at andre ikke kan gemme sig bag andre for at undgå deres ansvar”.

Hans ræsonnementer fortjener at blive læst i sin fulde længde: Offentligheden bør være i en position, hvor de kan stole på at dyr bliver behandlet humant. Og at deres folkevalgte repræsentanter og de offentlige myndigheder tager dette emne alvorligt. Men spørgsmålet om hvilke myndigheder rejser sig åbenlyst? Er det for eksempel Europa Kommissionens rolle at sikre at dyr bliver behandlet humant? Jeg vil ikke vige uden om dette emne. Kommissionens rolle sættes udelukkende i forbindelse med dens lovgivningsmæssige magt og kompetence. Vi kan ikke sikre at dyr behandles humant

gennem EU. På grund af en række af årsager – vi har ikke ressourcerne, magten eller legitimiteten til at gøre dette.

Og han understreger synspunktet i et endnu skarpere sprog: Indenfor dyrevelfærd har medlemslande igen og igen vist sig at være skyldige i ikke at imødekomme acceptable standarder… Jeg bliver tiltagende mere træt af de gentagne rapporter fra mine embedsmænd om den fortsatte respektløshed overfor dyrevelfærd indenfor fællesskabets bestemmelser. (15) 11.2Beskeden synes således overvældende klar. Ikke alene kan medlemslande handle, de har faktisk også pligt til at gøre det. Ifølge protokollen af 1999 har de allerede et ansvar for ”fuldt ud at tage hensyn til dyrevelfærd”, ligesom de har frihed til at indføre lovgivning. Rent faktisk har EU ikke magt til håndhæve allerede eksisterende regulativer, som ikke respekteres tilstrækkeligt i nogle medlemslande. I lyset af disse åbenhjertelige indrømmelser er medlemslandenes selvstændige ret til at handle i positiv retning overvældende. At vente på at Kommissionen handler på vegne af hele Europa vil være – for at citere kommissionær Byrne – ”at lade sorteper gå videre”.

12.1Den femte indsigelse er, at opfattelsen af “offentlig moral” er misforstået, endda ifølge det farverige sprog, som et Westminster parlamentsmedlem bruger; ”et i sandhed forfærdende begreb”. (16) Som vi således har påvist har udviklingen af dyrebeskyttelse – ligesom beskyttelsen af svagere menneskelige eksistenser – ofte nødvendiggjort en tiltrækning mod sociale værdier. Imidlertid accepterer vi at moral ikke kan defineres udfra meningsmålinger.

Flertallet har ikke altid ret og populære følsomme områder kan anvendes forkert. Men sådanne betragtninger bør ikke gøre os blinde overfor det faktum, at lovgivning omkring dyrebeskyttelse i et demokratisk samfund i sidste instans altid har været afhængig af folkelig opbakning.

12.2Sådan en vurdering er heller ikke forkastelig. I en foranderlig verden med (forhåbentlig) moralske områder under udvikling følger, at lovgivningen selv bør reflektere ændrede moralske opfattelser. Meningsmålinger fra Storbritannien har konsekvent vist at 75 til 76 procent af befolkningen er modstandere af pelsdyravl. For eksempel har MORI meningsmålinger udført i 1996 og 1997 begge vist, at 76 procent støttede et totalt forbud.

Foreningerne for dyrebeskyttelse har brug for den folkelige opbakning for at opnå lovgivningsmæssige ændringer. Lovgivningen er det ydre og synlige tegn på en ændret eller omskiftelig moralsk enighed. Stillet overfor sådan en gammel enighed i et demokratisk samfund påhviler det dem, der ønsker at modarbejde flertallets synspunkter, at fremsætte overbevisende argumenter.

13.1Den sidste indsigelse drejer sig om, at lovgivningen, selv om den retfærdiggøres ved at forebygge misbrug, bør bruges i begrænset omfang, især når det drejer sig om lovforslag der drejer sig om afskaffelse. Dette argument er muligvis generelt fornuftigt. Ikke alt, som offentligheden ikke bryder sig om, bør gøres ulovligt. Argumenter for forbud eller afskaffelse skal gennemarbejdes omhyggeligt. Men selv om argumenter for forbud eller afskaffelse af eksisterende praksis bør behandles med forsigtighed, følger heraf ikke, at sådanne argumenter rent faktisk ikke skal fremsættes og dette er rimeligt. Efter vor opfattelse er pelsdyravl et sådan eksempel. Nogle systemer, der indebærer misbrug, kan ikke reformeres; deres værste aspekter kan muligvis forbedres via regler, men de indebærer en moralsk krænkelse, der er så alvorlig og så grundlæggende, at en afskaffelse er den eneste korrekte handlemåde.

13.2Vi mener, at pelsdyravl bør afskaffes helt. Intet af moralsk værdi går tabt herved og meget vindes. Hvis lovgivningen svigter, betyder det at vi vender ryggen til den historisk lange lovgivning vedrørende progressiv lovgivning mod mishandling. Dette ville signalere at vi faktisk har givet op overfor kampen mod afskaffelsen af uberettiget lidelse i vort samfund. Det ville medføre en bekymrende præcedens at kommercielle hensyn er immune overfor offentlige moralske områder. Det ville være at handle i uvidenhed om det kendskab vi har opnået i forhold til andre skabningers sanselighed og adfærdsmæssige kompleksitet; skabninger som vi deler Jorden med. Kort sagt; et system med avl, som ifølge sin natur udsætter dyr for høj grad af lidelse med ligegyldige formål for øje råber på lovgivningsmæssigt forbud. Vi anmoder indtrængende EU’s medlemslande om at give dette område deres snarlige opmærksomhed.

Noter (1) Elliot Morley, Hansard(15. maj 2000) (London: HMSO, 2000) Vol. 350, Nr. 99, side 76; se også side 40-1.

(2) “Rådet for Dyrevelfærd afviser mink- og rævefarme” (‘Farm Animal Welfare Council Disapproves of Mink and Fox Farming’), Pressemeddelelse, 4. april 1989, side 1.

(3) Brev til Parlamentssekretæren og Ministeren for landbrug, fiskeri og fødevarer fra professor C. R. W. Spedding, formand for Rådet for Landbrugsdyrs Velfærd, 31. marts 1989.

(4) A. J. Nimon og D. M. Broom; “Velfærden hos mink på farme (Mustela vison) i forhold til opstaldning og behandling; En gennemgang”, (‘The Welfare of Farmed Mink (Mustela vison) in Relation to Housing and Management: A Review’), Dyrevelfærdsbladet, 1999, Vol. 8, side 222. Se også debatten af C. M. Vinke; “Nogle kommentarer til gennemgangen fra Nimon og Broom om velfærden hos mink på farme” (‘Some Comments on the Review of Nimon and Broom on the Welfare of Farmed Mink’), Dyrevelfærdsbladet, 2001, Vol. 10, side 315-323, og “Svar på Vinke’s korte meddelelse: Kommentarer til minks behov og velfærdsindikatorer”, (‘Response to Vinke’s Shor t Communication: Comments on Mink Needs and Welfare Indicators’, same blad, side 325-326.

(5) A. J. Nimon og D. M. Broom; “Velfærden hos ræve på farme – Vulpes vulpesand Alopex lagopus – i forhold til opstaldning og behandling; En gennemgang”, (‘The Welfare of Farmed FoxesVulpes vulpesand Alopex lagopusin Relation to Housing and Management: A Review’), Dyrevelfærdsbladet, 2001, Vol. 10, side 241-2.

(6) Den Videnskabelige Komité for Dyresundhed og Dyrevelfærd: “Velfærden hos dyr, der holdes med pelsproduktion for øje”, (The Welfare of Animals Kept for Fur Production), (Direktoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse, Europa Kommissionen), vedtaget 12. – 13. December 2001, side 185.

(7) Ibid, side 186; se også den relevante pressemeddelelse fra EU om pelsdyravl, 19. December 2001, som fastslår: “Komitéen finder, at mink og ræve generelt lider under ophold i bure, da det begrænser deres naturlige adfærd som vilde dyr”.

(8) David DeGrazia, “At opfatte dyr seriøst: Mentalt liv og moralsk statur”, (Taking Animals Seriously: Mental Life and Moral Status(Cambridge: Pressekontoret ved Cambridge Universitetet, 1996) side 284.

(9) Frank R. Ascione og Phil Arkow (eds) “Misbrug af børn, vold i hjemmet og misbrug af dyr”, (‘Child Abuse, Domestic Violence, and Animal Abuse’), (West Lafayette, Indiana: Pressekontoret ved Purdue Universitetet, 1999) forord, side xvii.

(10) Richard D. North; “Pels og frihed: Forsvaret for pelsdyrindustrien”, (Fur and Freedom: In Defence of the Fur Trade) (London: Miljøafdelingen ved Institutet for Økonomiske Anliggender, 2000) side 9.

(11) Læs for eksempel Andrew Linzey og Dan Cohn-Sherbok: “Efter Noa”, (‘After Noah’), (London: Mowbray/Continuum, 1997), især siderne 35-61. Bogen giver en redegørelse for ressourcerne indenfor Jødedommens og Kristendommens traditioner for et positivt syn på dyr.

(12) Læs Neal Robinson (ed and trans), “Muhammads Sentenser”, (‘The Sayings of Muhammad’), (London: Duckwor th, 1991), side 48-9.

(13) Andrew Linzey (ed): “Ubarmhjertighed og Kristen Samvittighed”, (‘Cruelty and Christian Conscience’), “Biskopper siger nej til pels”, (‘Bishops Say No to Fur’), (London: Lynx Educational Trust, 1992). Forordet er skrevet af ærkebiskoppen af Wales.

(14) The Times (Lederen), 25. april , 1800, citeret i A. W. Moss’s “Det tapre Korstog: Historien om Det Kongelige selskab til Forebyggelse af Dyremishandling”, (‘The Valiant Crusade: The Histor y of the Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals’), (London: Cassell, 1961) side. 14.

(15) Kommissær David Byrne: “Henvendelse ved Konferencen om Etik og Dyrevelfærd”, (‘Address to the Conference of Ethics and Animal Welfare’), Stockholm, 29. maj, 2001; min anbefaling.

(16) Hansard, ibid, side 64.

Denne rapport er skrevet af professor Andrew Linzey. Vedhæftet er navnene på de personer, der ønsker at være tilknyttet rapporten. Tilhørsforhold til institutioner nævnes udelukkende med henblik på identifikation. Alle personerne signerer som privatpersoner. © Copyright, Andrew Linzey, 2002.

DEN FØLGENDE LISTE MED 70 FREMTRÆDENDE ETIKERE, FILOSOFFER, TEOLOGER, FORFATTERE OG AKADEMIKERE FRA 14 FORSKELLIGE LANDE HAR GIVET SIN TILSLUTNING TIL “DEN ETISKE SAG MOD PELSDYRAVL”: Dr Michael J. Almeida Associeret professor i filosofi, The University of Texas i San Antonio, San Antonio, Texas, USA. Forfatter af “Imperceptible Harms and Benefits” (ed) (2000).

Phil Arkow Instruktør i terapi assisteret af dyr, Camden County College, Stratford, New Jersey, USA. Forfatter af “Child Abuse, Domestic Violence and Animal Abuse: Linking the Circles of Compassion for Prevention and Intervention” (co-ed) (1999); “Breaking the Cycles of Violence: A Practical Guide” (1995); “Humane Education: An Historical Perspective” (1992), “Pet Therapy” (1998), samt “The Loving Bond: Companion Animals in the Helping Professions” (1986).

Dr Ara Paul Barsam Gæsteprofessor, Fakultetet for Teologi, Yerevan State University, Armenien.

Artiklerne inkluderer: „Albert Schweitzer“ and „St Francis of Assisi“ i J. A. Palmer’s (ed) “Fifty Key Thinkers on the Environment” (2001), „Buddhist Attitudes to Animals“ i “The Animal World Encyclopaedia” (2002), og „Cloning of Animals in Genetic Research“ i “The Encyclopaedia of the Human Genome” (kommende).

Dr Yvan Beck Formand for “Planet Life RNS” (Et nyt, voksende selskab), Belgien.

Doktor i veterinær medicin, University of Liege, Belgien (1981) og specialediplom efter miljøstudier, University of Brussels (1994).

Forfatter af ”The Animals, the Man and the Life” (på fransk) (1982), og medforfatter af “Freedom for the Dolphins” (med Gauthier Chapelle, Yvon Godefroid og Gerard Lippert), (på fransk), (2000).

Dr Marc Bekoff Professor i biologi, University of Colorado i Boulder, USA; Ligeledes medlem af “the Animal Behaviour Society” og tidligere medlem af Guggenheim-kredsen.

Forfatter af (sammen med Colin Allen) “Species of Mind: The Philosophy and Biology of Cognitive Ethology” (1997), “Nature’s Purposes: Analyses of Function and Design in Biology” (med-redaktør) (1998), “Animal Play: Evolutionary, Comparative, and Ecological Perspectives” (med-redaktør) (1998), “Encyclopaedia of Animal Rights and Animal Welfare” (redaktør) (1998), (sammen med Jim Carrier) “Nature’s Life Lessons” (1996), “The Smile of a Dolphin” (2000), “The Cognitive Animal” (med-redaktør) (2002),” Minding Animals: Awareness, Emotions and Heart” (2002), samt (med Jane Goodall) “The Ten Trusts” (2002).

Dr John Berkman Gæstestipendiat med “Care at the End of Life” ved Duke Institutet, Assisterende gæsteprofessor ved The Divinity School, Duke Universitetet, North Carolina, USA. Artikler inkluderer (sammen med Stanley Hauerwas) “A Trinitarian Theology of the ‘Chief End’ of ‘All Flesh’ “ i Charles Pinches og Jay B. McDaniel’s (redaktører) “Good News for Animals?” (1993); “Is the Consistent Ethic of Life Consistent without a Concern for Animals?” i Andrew Linzey og Dorothy Yamamoto (redaktører) “Animals on the Agenda” (1998), og “Prophetically Pro-Life: John Paul II’s Gospel of Life and Evangelical Concern for Animals,” Josephinum Journal of Theology, Vol. 6, Nr. 1 (vinter/forår 1999).

Dr Mark Bernstein Professor i filosofi, The University of Texas, San Antonio, Texas, USA. Forfatter af “Fatalism” (1992) og “On Moral Considerability: An Essay on Who Morally Matters” (1998).

Dr. Steven Best Associeret professor og formand ved afdelingen for filosofi, University of Texas, El Paso, Texas, USA Forfatter af “The Politics of Historical Vision: Marx, Foucault, and Habermas” (1995); “Animal Rights and Moral Progress: The Struggle For Human Evolution” (endnu ikke publiceret) og (sammen med Douglas Kellner), “Postmodern Theory: Critical Interrogations” (1991); “The Postmodern Turn” (1995); “The Postmodern Adventure: Science, Technology and Cultural Studies at the Third Millennium” (2001).

Dr Hilary Bok Henry R. Luce professor i bio-etik, moral og politiske teorier Fakultetet for filosofi, John Hopkins University, Baltimore, Maryland, USA. Forfatter af “Freedom and Responsibility” (1998) og adskillige artikler inkl. “Why Cloning Pets is Wrong”, der offentliggøres i “the Journal of Applied Animal Welfare Science”.

Dr Dirk Boon Professor i jura, fakultetet for jura, University of Utrecht, Holland.

Forfatter af “Animals and Law in the Netherlands” (på hollandsk) (1983); “Animal Welfare Law” (på hollandsk) (1985), og “Animal Welfare Legislation” (redaktør) (på hollandsk) (1999).

Dr Peter Brang Professor i slavisk filosofi (1961-1990), fakultetet for filosofi, University of Zurich, Schweiz.

Forfatter af “A Cultural History of Vegetarianism in Russia” (på tysk) (2000).

Simon Brooman Senior lektor i dyrs rettigheder og dyrelove, afdelingen for jura, Liverpool John Moores University, Liverpool, England.

Medforfatter af “Law Relating to Animals” (1997).

Dr Florence Burgat Senior forsker ved Det Nationale Institut for Agronomisk Forskning (INRA), Ivry-sur-Seine, Frankrig.

Forfatter af “Butcher’s Animals” (på fransk) (1995), “Animal Welfare” (på fransk) (1997), “The Animal, My Neighbour” (på fransk) (1997) (tildelt en pris af Det Franske Akademi), samt (redigeret sammen med R. Dantzer) “Do Animals Have a Right to Welfare?” (på fransk) (2001).

Dr Silvana Castignone Professor i lovgivningsfilosofi, fakultetet for jura, Universitetet i Genua, Italien.

Forfatter af “The Rights of Animals” (på italiensk) (1997), “New Rights and New Subjects” (på italiensk) (1996), “Poor Beasts: The Rights of Animals” (på italiensk) (1997), samt artikler inkl. „The Existential Damage from the Death of a Pet“ i P. Cendon’s og P. Ziviz’s (redaktører) “The Existential Damage” (på italiensk) (2000), „What Quality of Life for Non-Human Animals?“ offentliggjort i “Review of Philosophy” (på italiensk) (2001), og „The Killing of a Pet“ i P. Cendon’s (redaktør) “A Brief Treatise on the New Damages” (på italiensk) (2001).

Dr Gauthier Chapelle Landbrugsingeniør (University of Louvain, 1991), PhD i biologi (University of Louvain, 2001), og videnskabelig samarbejdspartner ved Det Kongelige Belgiske Institut for Naturvidenskab.

Medforfatter af (med Yvan Beck, Yvon Godefroid og Gerard Lippert) “Freedom for the Dolphins” (på fransk) (2000), og mange videnskabelige artikler inkl. (sammen med L. Peck) „Polar Gigantism dictated by oxygen availability“, Nature, 339 (1999), samt (med andre) „Pelagic birds observed during CS-EASIZ cruise from RV ‘Polarstern’“, Berichte zur Polarforschung, 249 (1997).

Dr Georges Chapouthier Forskningschef, “Vulnerability, Adaptation, Psychopathology”, National Centre of Scientific Research, Hospital Pitie-Salpetriere, Paris, Frankrig.

Forfatter af “In the Good Will of Man, the Animal” (på fransk) (1990), “The Man, This Ape in Mosaic” (på fransk) (2001) samt med-redaktør (med J. C. Nouet) af “The Universal Declaration of Animal Rights: Comments and Intentions” (på engelsk) (1998).

Dr Stephen R. L. Clark Professor i filosofi, afdelingen for filosofi, University of Liverpool, England.

Forfatter af “The Moral Status of Animals” (1977), “The Nature of the Beast: Are Animals Moral?” (1982), “How to Think about the Earth” (1993), “Animals and their Moral Standing” (1997), samt “Biology and Christian Ethics” (2000).

Dr David Clough Tutor i etik, St John’s College, Durham, England.

Dr Priscilla Cohn Professor Emeritus i filosofi, Abington College, Penn State University, Philadelphia, USA.

Forfatter af “Transparencies: Philosophical Essays in Honour of J. Ferrater Mora” (redaktør) (1981), “Applied Ethics: From Abortion to Violence” (sammen med J. Ferrater Mora) (ottende edition, 1996) (på spansk), “Contraception in Wildlife: Book One” (med-redaktør) (1996), samt “Ethics and Wildlife” (redaktør) (1999).

Dr Roger Crisp Uehiro kandidat og tutor i filosofi, St Anne’s College, Oxford, England.

Forfatter af “How Should One Live?” (redaktør) (1996), samt “Mill on Utilitarianism” (1997).

Dr David DeGrazia Associeret professor i filosofi, George Washington University; Ligeledes tilknyttet følgende fakultet; Kennedy Institute of Ethics, Georgetown University, Washington, D.C., USA Forfatter af “Taking Animals Seriously: Mental Life and Moral Status” (1996), og “Animal Rights: A Very Short Introduction” (2002).

Deborah H. Fouts, M.S. Co-direktør ved the Chimpanzee and Human Communication Institute, Central Washington University Vicepræsident for “Washoe’s Venner”, Ellensburg, Washington, USA. Dr Roger S. Fouts Anerkendt forskningsprofessor, professor i psykologi, Co-direktør ved the Chimpanzee and Human Communication Institute, Central Washington University Præsident for “Washoe’s Venner”, Ellensburg, Washington, USA. Forfatter af (sammen med Stephen Mills) “Next of Kin” (1997).

Dr Erica Fudge Senior forelæser i engelsk litteraturstudier, Kunstakademiet, University of Middlesex, England.

Forfatter af “Perceiving Animals: Humans and Beasts in Early Modern English Culture” (2000), “At the Borders of the Human: Beasts, Bodies and Natural Philosophy in the Early Modern Period” (med-redaktør) (1999), samt “Animal” (endnu ikke offentliggjort).

Dr Robert Garner Docent i politik og leder af fakultetet for politik, University of Leicester, England.

Forfatter af “Animals, Politics and Morality” (1993), (med Richard Kelly) “British Political Parties Today” (1993), “Environmental Politics” (1996), “Animal Rights: The Changing Debate” (redaktør) (1996), samt “Political Animals: Animal Protection Politics in Britain and the United States” (1998).

Dr John P. Gluck Professor i filosofi, leder, Research Ethics Service Project, University of New Mexico, Albuquerque, New Mexico, USA. Forfatter af (med F. Barbara Orlans m.fl.) “The Human Use of Animals: Case Studies in Ethical Choice” (1998), og hovedforfatter (med Tony DiPasquale og F. Barbara Orlans) (redaktører) af “Applied Ethics in Animal Research: Philosophy, Regulation, and Laboratory Applications” (2002).

Dr A. C. Grayling Docent i filosofi, Birkbeck College, University of London, England.

Forfatter af “An Introduction to Philosophical Logic” (tredje udgave, 1998), “The Refutation of Scepticism” (1985), “Philosophy: A Guide Through the Subject” (som redaktør) (1997), “Moral Values” (1998), “Philosophy: Further Through the Subject” (som redaktør) (1998), “The Meaning of Things” (2001), “The Reason of Things” (2002), “The Good” (udkommer 2003).

Dr F. Jan Grommers Professor Emeritus i relationer mellem mennesker og dyr, fakultetet for veterinær medicin, University of Utrecht, Holland Dr Stanley Hauerwas Professor i teologisk etik, The Divinity School, Duke University, North Carolina, USA. Forfatter af “With the Grain of the Universe: The Church’s Witness and Natural Theology” (2001), “A Better Hope: Resources for a Church Confronting Capitalism, Democracy, and Postmodernity” (2000), og “Prayers Plainly Spoken” (1999).

Dr Marcel Hebbelinck Professor Emeritus i human biometric, ernæring, sundhed og kondition, Free University of Brussels, Belgien; ligeledes Fulbright kandidat og tidligere konsulent for UNESCO. Forfatter af “Human Biometrics” (på hollandsk) (1995), og “Nutritional Aspects of Health and Fitness” (på hollandsk) (1999), samt adskillige artikler inkl. (sammen med D. De Ridder) „The Animal/Human Relationship in Ethical Vegetarianism“ i G. Cazaux (redaktør), “Man and other Animals” (på hollandsk) (2001).

Dr Harold Herzog Professor i psykologi, Western Carolina University, Cullowhee, North Carolina, USA. Dr Hilda Kean Tutor i historie, Ruskin College, Oxford, England.

Forfatter af “Animal Rights: Political and Social Change in Britain since 1800” (2000).

Søster Marie-Henry Keane, OP, DTh Ordens priorinde ved Den Dominikanske Menighed ved Bushey Heath, England; tidligere associeret professor ved afdelingen for Systematisk Teologi og Teologisk Etik ved Universitetet i Sydafrika.

Formand for Den Dominikanske Forening for Storbritannien og Irland.

Ledende medlem af De Internationale Dominikanske Søstre.

Medforfatter af “Word and Life” (1981), “The Meaning of History” (medforfatter) (1990), samt artikler, inkl.

“Towards an Authentic and Transforming Spirituality for Women in South Africa“ i “Women Hold Up The Sky” (1991), og „Women in the Theological Anthropology of the Early Fathers“ I “the Journal of Theology for Southern Africa” (1988), og „A Theology and Spirituality of Divine and Human Compassion with Special Reference to Stewardship of the Earth“ (1998).

Dr Steven G. Kellman Professor i komparativ litteratur ved The University of Texas i San Antonio, San Antonio, Texas, USA. Forfatter af “The Translingual Imagination” (2000) og utallige artikler inkl. “Fish, Flesh and Foul: the AntiVegetarian Animus” i “The American Scholar”, Vol. 69, Nr. 4, efterår 2000, og “The Birth of a Batterer: Isaac Babel’s ‘My First Goose’”, i “Glynis Carr (redaktør) New Essays i Ecofeminist Literary Theory” (2000).

Dr Brian Klug Seniorforsker medlem i filosofi ved St. Benet’s Hall, Oxford, England; Associeret professor i filosofi ved Saint Xavier Universitetet, Chicago, USA. Forfatter af “Ethics, Value and Reality: Selected Papers of Aurel Kolnai” (med-redaktør) (1977), “Children as Equals: Exploring the Rights of the Child” (med-redaktør) (2002), samt bidrag til “Factory Farming: The Experiment that Failed” (1987), “Judaism and Animal Rights: Classical and Contemporary Responses” (1992), og “Animals on the Agenda” (1998).

Dr Tim Lang Professor i fødevarepolitik ved Centret for Fødevarepolitik ved Wolfson Institute of Health Sciences, Thames Valley Universitetet, England.

Ligeledes medlem af fakultetet for offentlig sundhed ved the Royal Colleges of Physicians.

Dr Claus Leitzmann Professor i ernæring ved Institute of Nutrition, Giessen Universitetet, Tyskland.

Forfatter af diverse rapporter om alternativ ernæring inkl. „Vegetarian Nutrition“ (1996 og 1998), „Alternative Nutrition“ (1999), og „Vegetarianism“ (2001).

Dr Chien-hui Li Forsker i historie ved Wolfson College, Cambridge, England.

Forfatter af „A Union of Christianity, Humanity, and Philanthropy: The Christian Tradition and the Prevention of Cruelty to Animals in Nineteenth-Century England“, “Society and Animals” (2000).

Den ærværdige Dr Andrew Linzey Senior forsker i teologi og dyr ved Blackfriars Hall, Oxford, England; Æresdoktor ved Birminham Universitet, Samt speciale professor ved Saint Xavier Universitetet, Chicago.

Forfatter af “Animal Rights: A Christian Assessment” (1976), “Christianity and the Rights of Animals” (1987), “Animals and Christianity: A Book of Readings” (med-redaktør) (1989), “Political Theory and Animal Rights” (med-

redaktør) (1990), “Animal Theology” (1994), (sammen med Dan Cohn-Sherbok) “After Noah” (1997), “Animals on the Agenda” (med-redaktør) (1998), “Animal Gospel” (1999), samt “Animal Rites: Liturgies of Animal Care” (1999).

Den ærværdige Richard Llewellin Bishop i Lambeth, England.

Dr Bonnie Lyons Professor i engelsk ved The University of Texas i San Antonio, Texas, USA. Den ærværdige Dr Adrian Anthony McFarlane Professor i filosofi, fremtrædende lærer indenfor Margaret B. Bunn ved Hartwick College, Oneonta, New York, USA. Ligeledes gæsteprofessor ved Wooster College, Ohio (1993) Gæstestipendiat ved Mansfield College, Oxford (1994) samt Senior gæstemedlem ved Mansfield College, Oxford (1999).

Forfatter af “A Grammar of Fear and Evil: A Husserlian/Wittgensteinian Hermeneutic” (1996) og “Chanting Down Babylon: The Rastafari Reader” (1998).

Dr Thillayvel Naidoo Forhenværende senior lektor i religiøse studier ved Afdelingen for Religionsvidenskab ved Durban-Westville Universitetet i Sydafrika.

Forfatter af “The Arya Samaj Movement in South Africa” (1992), bidragsyder til “Religion and Social Transformation in Southern Africa” (1999), samt mange artikler inkl. „Proselytism in Religion - Specific Perspective“ i “Emory International Law Review” (September 2000).

Nathan Nobis Faglærer i filosofi ved Afdelingen for Filosofi ved Rochester Universitetet i Rochester, New York, USA. Artikler inkluderer: „Vegetarianism and Virtue: Does Consequentialism Demand Too Little?“ I “Social Theory and Practice: An International and Interdisciplinary Journal of Social Philosophy” (ikke udgivet endnu), samt „Animal Dissection and Evidence-Based Life-Science and Health Professions Education: A Response to Jonathan Balcombe’s Commentators“ (ikke udgivet endnu).

Dr Alastair Norcross William Edward Easterwood professor i filosofi ved Afdelingen for Filosofi ved South Methodist Universitetet i Dallas, Texas, USA. Forfatter af “Killing and Letting Die” (med-redaktør) (2. udgave, 1994), samt utallige artikler inkl. “Contractualism and the Ethical Status of Animals”, The Southwest Philosophy Review, Vol. 17, Nr. 1, januar 2001; “Three Approaches to the Ethical Status of Animals”, The Maguire Centre for Ethics and Public Responsibility, Occasional Lecture Series, 2000, samt “Good and Bad Actions”, The Philosophical Review, Vol. 106, Nr. 1, januar 1997.

Dr Michael S. Northcott Docent i kristen etik ved Fakultetet for Teologi ved Edinburgh Universitetet i Skotland.

Forfatter af “The Environment and Christian Ethics” (1996) og “Life After Debt: Christianity and Global Justice” (1999).

Dr Jean-Claude Nouet Professor i medicin ved Pierre & Marie Curie Universitetet i Paris, Frankrig.

Med-forfatter af “The Universal Declaration of Animal Rights” (1978).

Den ærværdige Glen O’Brien Akademisk dekan og fagrådsformand ved the School of Theology, Kingsley College, Melbourne, Australia Dr F. Barbara Orlans Tilknyttet universitetet ved Kennedy Institute of Ethics, Georgetown University, Washington, D.C., USA. Forfatter af “In the Name of Science” (1993), “The Human use of Animals: Case Studies in Ethical Choice” (1998), og “Animal Care” (1978).

Professor J. A. Palmer Vice-præsident ved National Association for Environmental Education, England.

Forfatter af “Fifty Key Thinkers on the Environment” (redaktør) (2001) og “Environmental Education in the TwentyFirst Century” (1998).

Dr Valerio Pocar Professor i jura sociologi ved Jura Fakultetet ved Milano-Bicocca Universitetet i Italien.

Forfatter af “Non-Human Animals: Towards a Sociology of Rights” (på italiensk) (1998).

Dr James Rachels Professor i filosofi ved University of Alabama i Birmingham, USA. Forfatter af “Created from Animals: The Moral Implications of Darwinism” (1990).

Mike Radford Lektor i jura ved Aberdeen Universitetet i Skotland.

Forfatter af ”Animal Welfare Law in Britain” (2001).

Dr Bernard E. Rollin Fremtrædende universitetsprofessor ved Colorado State University, Fort Collins, Colorado, USA. Forfatter af “Animal Rights and Human Morality” (1981 og 2. udgave 1992); “The Unheeded Cry” (1989 og 2. udgave 1998), “Farm Animal Welfare” (1995), og “Veterinary Medical Ethics” (1999).

Dr Ornella Li Rosi Miljøforsker ved Det Nationale Agentur for Energi, Miljø- og Ny-teknologi (ENEA), Rom, Italien.

Forfatter af “Mondofarmaco - Drug-World: An Investigation into the World of Drugs without Fear or Prejudice” (på italiensk) (1998).

Dr Mark Rowlands Docent i filosofi ved Afdelingen for Filosofi ved University College, Cork, Ireland.

Forfatter af “Animal Rights: A Philosophical Defence” (1998), “The Environmental Crisis” (2000), og “Animals Like Us” (2002).

Dr Steve F. Sapontzis Professor Emeritus i filosofi ved California State University, Hayward, California, USA. Præsident for Hayward Friends of Animals Humane Society.

Medstifter og tidligere redaktør, “Between the Species: A Journal of Ethics”.

Forfatter af “Morals, Reason and Animals” (1987 og 1992).

Dr Timothy Sprigge Professor Emeritus (logik og metafysik), University of Edinburgh, Skotland.

Forfatter af “The Foundations of Ethics” (1987), samt utallige artikler inkl. “Respect for the Non-Human” i T.D. J. Chappell’s (redaktør) “The Philosophy of the Environment” (1997).

Dr Elizabeth Stuart Professor i kristen teologi ved King Alfred’s College, Winchester, England.

Forfatter af “Introducing Body Theology” (1998), “People of Passion” (1997), og “Christian Perspectives on Sexuality and Gender” (1996).

Dr Gianni Tamino Professor i biologi ved Afdelingen for Biologi, University of Padua, Italien.

Forfatter af “The Genetic Cross-Roads” (på italiensk) (2001).

Dr Josep-Maria Terricabras Professor i filosofi ved University of Girona, Spanien.

Forfatter af “Ethics and Freedom” (på spansk) (1983), “Doing Philosophy Today” (på spansk) (1988), “Communication” (på spansk) (1996), “Dare to Think” (på spansk) (1998), samt “Reasons and Platitudes” (på spansk) (2001).

Den ærværdige biskop Dr Dominic Walker Bishop i Reading, England.

Dr Stephen H. Webb

Associeret professor i religion og filosofi ved Wabash College, Crawfordshire, Indiana, USA. Forfatter af “Good Eating” (2001), “On God and Dogs: A Christian Theology of Compassion for Animals” (1998), og “Taking Religion to School: Christian Theology and Secular Education” (2000).

Dr Jon Wetlesen Professor i filosofi ved Oslo Universitet, Norge.

Artikler inkluderer “The Moral Status of Beings Who Are Not Persons: A Casuistic Argument“ publiceret i “Environmental Values”, 8/3 (1999).

Dr Thomas I. White Hilton professor i handelsetik, direktør for Centret for Etik og Handel ved College of Business Administration, Loyola Marymount University, Los Angeles, California, USA. Forfatter af “Right and Wrong” (1988) samt mange artikler inkl. “Doing Business in Morally Troubled Waters: Dolphins, The Entertainment Industry and the Ethics of Captivity” (2000), “Dolphins and the Question of Personhood” (1998), og “Is the Dolphin a Person?” (1991).

Professor Jean-Claude Wolf Professor i filosofi ved Afdelingen for Filosofi, University of Fribourg, Schweiz.

Forfatter af “Animal Ethics: New Perspectives for Men on Other Animals” (på tysk) (1992).

Advokat M. Wise, PhD Adjungeret professor ved Vermont Law Schooland, tidligere lektor i jura ved Harvard Law School, USA. Forfatter af “Rattling the Cage: Toward Legal Rights for Animals” (2000), og “Unlocking the Cage: Science and the Case for Animal Rights” (2002).

ANERKENDTE TILHÆNGERE: Richard Adams Forfatter Sadruddin Aga Khan Præsident for The Bellerive Fond Anerkendelse Vor særlige tak til Jean Nakos fra Belgien for hans generøse hjælp under udarbejdelsen af denne rapport.