Med godt og vel 150 koncerter på 10 dage fylder Frederiksberg mere og mere under Copenhagen Jazz Festival. Årets program tæller store internationale navne som Joe Lovano, Marius Neset og Youn Sun Nah, Jazz for Kids til de mindste samt de nye, unge stjerner som Mathias Heise. Det samlede koncertoverblik for Frederiksberg udkommer fysisk fredag den 23. juni.
De mange uafhængige jazzaktører på Frederiksberg byder igen i år på et imponerende program, der sætter streg under byens rolle som et af festivalens absolut mest aktive områder. De store uddendørscener i Lindevangsparken og Haveselskabet Have, helårsaktive koncertarrangører som Cowbell på Betty Nansen Teatret og Bartof Café og Station, samt udvalgte caféer, familiehaver og biblioteker er blandt de spillesteder, der byder publikum inden for til et væld af musikalske højdepunkter, når festivalen indtager kommunen den 7.-16. juli.